Folketingets Grønlandsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 247
Doknr.
2428123
Dato
03-04-2025
Folketingets Grønlandsudvalg har d. 6. marts 2025 stillet følgende spørgsmål
nr. 12 (L 139) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Aki-Matilda Høegh-Dam (N).
Spørgsmål nr. 12:
”Vil ministeren uddybe, hvordan VISO-enhedens funktion som rejsehold
kommer til at fungere og herunder, om det vil blive sikret, at deltagerne i
enheden er personer med grønlandsk baggrund og/eller en stærk indsigt i
grønlandsk sprog og kultur?”
Svar:
Hvad angår spørgsmålet om den særlige enheds udgående funktion har jeg
indhentet bidrag fra den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation
(VISO), der har oplyst følgende:
”Det er alle kommuner der har adgang til VISO’s rådgivning.
VISO’s udredning og rådgivning er landsdækkende og VISO’s leverandører er
bosiddende i hele landet.
Det følger af VISO’s almindelige praksis at være landsdækkende, og at VISOs
ydelser leveres ude i de kommuner og ved de borgere, som udredningen og
rådgivningen vedrører.
Der kan være helt særligt forhold, som gør, at borgerne skal fremmøde på
leverandørens adresse, hvis udredningen f.eks. kræver særligt udstyr, der ikke
kan medbringes. Det forestiller man sig ikke vil være aktuelt i disse sager.
Såfremt der vil være tale om transport for borgerne i forbindelse med et VISO-
forløb, vil de godtgøres efter reglerne i barnets lov § 172.”
Hvad angår spørgsmålet om enhedens sammensætning, kan jeg oplyse, at det
fremgår af L 139 som fremsat, at enheden vil skulle bestå af fagpersoner, der
udover relevante faglige kompetencer enten har grønlandsk baggrund eller
indgående viden og indsigt i grønlandsk sprog og kultur. Det vil eksempelvis
kunne være autoriserede psykologer og andre fagpersoner med særlig
kendskab til tværkulturel psykologi, herunder særligt betydningen af kulturelle
forhold i forhold til vurdering af forældrekompetence, samt andre relevante
fagfolk med viden om grønlandsk sprog og kultur, herunder f.eks. pædagoger,
socialrådgivere og antropologer.
1