Grønlandsudvalget 2024-25
L 132 Bilag 2
Offentligt
2975850_0001.png
EM 2024/23
26/9-2024
Anna Wangenheim
Forslag til Inatsisartutbeslutning om, at Grønlands Selvstyre tilslutter sig Forslag til Lov om ændring af lov
om arbejdsskadesikring i Grønland (Harmonisering af regler om anmeldelse, en lempeligere vurdering af
anerkendelsesspørgsmålet ved arbejdsulykker m.v.)
(Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Familier, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender)
(1. behandling)
Tak til Naalakkersuisut for at præsentere dette vigtige forslag, der har stor betydning for alle arbejdstagere.
Lad mig starte med at sige, at Demokraatit bakker op om alle de foreslåede ændringer. Vi finder det
eksempelvis særdeles positivt, at det med den nye lov bliver sådan, at forbigående personskader, der er
sket i forbindelse med arbejde, i større omfang end i dag vil blive anerkendt som en arbejdsskade.
På samme måde er vi yderst tilfredse med, at der sker en opdatering af måden man beregner erstatning
således, at alle tilskadekomne får en erstatning på et tidssvarende niveau uanset om der er tale om et
engangsbeløb eller en løbende erstatning.
Når det er sagt, så vil vi henlede opmærksomheden på, at lovgivningen på området helt generelt ikke rigtig
forholder sig til de psykiske arbejdsskader.
En af de største udfordringer med den nuværende lovgivning og de nuværende regler er den manglende
anerkendelse af psykiske skader, der opstår i arbejdssammenhæng. Dette ses særligt i sektorer som
psykiatrien og andre offentlige institutioner, hvor medarbejdere ofte udsættes for trusler om vold eller
trusler på livet. Disse typer af skader kan have alvorlige konsekvenser for den psykiske sundhed, men
alligevel er det stort set umuligt at få anerkendt en psykisk arbejdsskade.
Jeg håber, at både Naalakkersuisut og udvalget vil benytte denne lejlighed til at italesætte denne
udfordring og igangsætte det nødvendige arbejde i forhold til at udarbejde regler og retningslinjer, der
sikrer, at også borgere med psykiske arbejdsskader kan få anerkendt disse.
Med disse ord indstiller vi forslaget til godkendelse samt videre behandling i relevant udvalg.
EM 2024/23
J.nr 00.00.00/24EM-LABU-00023
Side 1