Transportudvalget 2024-25
L 131 Bilag 2
Offentligt
2980100_0001.png
19. februar 2025
Til transportminister Thomas Danielsen
Kopi til Folketingets Transportudvalg
L131 - Bøder for overtrædelse af lov om vejafgift.
DI Transport vil gerne bidrage med vores erfaringer med udstedelse af bøder for overtrædelse af
lov om vejafgift samt udtrykke vores store bekymring over L 131, hvori regeringen foreslår at hæve
bødeniveauet for brud på vejafgiften fra 4.500 kr. til 9.000 kr.
På baggrund af tilbagemeldinger fra både transportvirksomheder og industrivirksomheder, der
kører firmakørsel, kan det konstateres, at virksomhederne oplever store udfordringer med bøder,
som udskrives på grund af tekniske fejl selvom virksomhederne gør alt hvad de kan for at være i
overensstemmelse med loven.
Sund & Bælt A/S oplyser, at 98 % af kørslen og betalingen sker som planlagt, hvilket er positivt,
men dette ændrer ikke på, at rigtig mange virksomheder oplever urimelige bøder, selvom de har
gjort alt for at handle i overensstemmelse med loven.
Udfordringerne er følgende:
1) Signaludfald mellem boks og satellit
Flere transportvirksomheder oplever, at bokse i kortere eller længere tid har udfald. Det er
muligt at anvende
såkaldt ”gap-closing”, hvor
Sund & Bælt A/S indtegner den del af ruten, hvor
der er signaludfald og på baggrund af dette beregner afgiften. Dette er ikke muligt ved længere
udfald, hvorfor der bliver udstedt en bøde på 4.500 kr. til virksomheden, selvom virksomheden
har gjort alt for at betale afgiften korrekt. Virksomheden kan i det fleste tilfælde dokumentere
den faktiske rute med GPS-signaler, f.eks. fra de nyeste tachografer, der kontrollerer køre-
hviletid.
2) Stop ved rød
Transportvirksomhederne får oplyst, at såfremt boksen får udfald og lyser rødt, skal
chaufføren øjeblikkeligt stoppe kørslen og købe en rutebillet eller benytte app-løsningen.
Dette er af logiske årsager ikke muligt, da lastbilerne ikke kan holde ind i nødsporet på
motorvejen eller midt i byerne. Dette er ej heller trafiksikkerhedsmæssigt forsvarligt, og for
f.eks. modulvogntog og dobbelttrailere kan der være langt mellem rastepladser, hvor de lovligt
kan holde ind. Endvidere går det ud over chaufførens køre- og hviletid, hvis han skal holde ind,
hver gang der er udfald på boksen. Det vil heller ikke altid være muligt for chaufføren at
benytte andre løsninger end boksen, hvis han f.eks. kører midt om natten og ikke kan kontakte
H. C. Andersens Boulevard 18
1553 København V
Danmark
(+45) 3377 3377
[email protected]
di.dk
CVR-nr.: 16077593
L 131 - 2024-25 - Bilag 2: Henvendelse af 19/2-25 fra DI Transport
2980100_0002.png
kontoret. Det er heller ikke alle operatører, der tilbyder en app-løsning. Resultatet heraf er en
del bøder på 4.500 kr.
3) Store administrative omkostninger for at være i overensstemmelse med loven
Flere virksomheder oplever store ekstra administrative omkostninger forbundet med at klage
over bøder. Der er også store administrative byrder forbundet med at købe rutebillet, app-
billet eller lignende, hvis boksen har midlertidige udfald. Det er f.eks. ikke alle mindre og
mellemstore virksomheder, der kan have en ansat på kontoret om natten til at hjælpe
chaufføren. Dette synes derfor ikke at stemme overens med regeringens mål om at lette de
administrative byrder.
4) Bøderne er ikke rimelige
Bøderne for at overtræde lov om vejafgift er alle på 4.500 kr. Der skelnes således ikke mellem,
om bøden udstedes til en vognmand, der bevidst snyder, eller om det er en vognmand, der har
installeret en boks, betalt sine afgifter, men alligevel får en bøde på grund af mindre udfald i
signalet til boksen. Dette opleves som åbenlyst urimeligt. I godskørselsloven og reglerne om
køre- og hviletid skelner man ellers netop mellem bevidst snyd og mindre overtrædelser, der
sanktioneres meget forskelligt. Der bør derfor ligeledes skelnes mellem forsætlige
overtrædelser af vejafgiftsloven og uforsætlige overtrædelser.
DI Transport kan støtte en bøde på 4.500 kr. eller højere for bevidst snyd, men ikke som nu,
hvor alle overtrædelser sanktioneres ensartet. Det er endvidere ikke rimeligt, at
transportvirksomheden skal føre sager ved domstolen for at få bøden sat ned, fordi
Folketinget ikke har lavet en skelnen mellem forsætlighed og uforsætlighed.
DI Transport har derfor følgende forslag til løsninger:
DI Transport foreslår derfor, at virksomheder, som har udstyret deres køretøjer med en boks (On-
board-Unit), sendes en automatisk notifikation, såfremt der har været signaludfald på boksen,
som ikke kan håndteres ved gap-closing teknologien. Herefter bør virksomheden gives 72 timer til
at indkøbe en vejafgiftsbillet til den del af køretøjets rute, som ikke blev betalt gennem boksen. I
dag er det muligt at ændre sin rute i op til 72 timer, hvis man har købt en rutebillet. Samme
mulighed bør være gældende for lastbiler med en boks (On-board-Unit), så virksomheder med en
boks ikke stilles dårligere end kørsel med rutebillet.
Derudover bør det være muligt, hvis lastbilen har en boks monteret og opdager udfald på signalet
og får tilsendt en bøde, at indsende GPS-data og dermed få efterberegnet afgiften frem for at
skulle betale den udstedte bøde. Dette vil sikre, at der ikke gives bøder i de tilfælde hvor
virksomheden med køb- og installation af en boks har gjort alt for at betale sin afgift, så man ikke
straffer de lovlydige virksomheder.
L 131 - 2024-25 - Bilag 2: Henvendelse af 19/2-25 fra DI Transport
2980100_0003.png
Der bør i sanktionerne fremover skelnes mellem forsætlig snyd og uforsætlige fejl, hvor
sidstnævnte ikke bør give en bøde.
DI Transport opfordrer derfor til, at Folketinget ikke vedtager en forhøjelse af bøderne som
fremlagt i L131 før der er fundet en løsning på de nuværende tekniske udfordringer. Den
nuværende bødesats på 4.500 kr. er åbenlyst urimelige for en række af de småfejl, som har
medført bøder siden 1. januar 2025. Dette bliver kun være med højere bøder på 9.000 kr.
Uanset bødesatserne i loven, så bliver regeringen nødt til hurtigst muligt at håndtere den
urimelighed, der opleves i transportbranchen med store bøder til virksomheder, der har gjort alt
hvad de kunne for at køre lovlydigt og betale deres vejafgift.
DI Transport stiller sig gerne til rådighed for en uddybning af disse synspunkter og forslag.
Med venlig hilsen
Rune Noack
Transportpolitisk chef, DI Transport.