Tak for det, formand. Det var jo en behandling, hvor det var sådan lidt delt i to lejre. Der var dem, der havde forstået forslaget, og dem, der ikke havde forstået forslaget. Det er nok vigtigt at sige, at det her sådan set ikke handler om, om man er for eller imod kilometerafgift. Det handler om, når nu det er vedtaget, at der skal være en kilometerafgift, om det så skal håndhæves, og det handler især om, om udenlandske lastbiler skal efterleve det.
Derfor var jeg også noget forundret over, at Dansk Folkeparti harcelerede på den måde imod en skrap kurs over for udenlandske banditter i lastbiler. Jeg synes, det er helt oplagt, at vi nu endelig får strammet loven, sådan at Sund & Bælt, uanset om det er ved bro- eller tunnelforbindelser – der kommer jo også snart en Femernforbindelse – kan tilbageholde udenlandske lastbiler, uanset hvad slags overtrædelser, de har lavet. Det handler jo ikke kun om den kilometerbaserede afgift. Det her kan handle om parkeringsbøder, som der har været en stor udfordring med, det kan være hastighedsbøder, det kan være brud på reglerne om køre-hvile-tid, godsbekendtgørelseslovgivningen og meget andet. At man kan være imod, at vi kan sanktionere dem hårdt ved at tilbageholde dem, er mig ubegribeligt, særligt når jeg har stået i salen og skullet svare på spørgsmål fra bl.a. Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti. Nu kommer værktøjet altså til det, og det glæder jeg mig over.
Jeg glæder mig også over den konstruktive tilgang fra fru Mai Mercado, til trods for at man egentlig ikke er fortaler for en kilometerafgift. Fru Mai Mercado henviser til en aktindsigt, der er kommet, i antallet af bøder, og nu tror jeg ikke, det var ordførerens hensigt, men det kunne jo virke, som om det var sådan hemmeligt, hvad der er af bøder og indsigelser osv. Jeg håber, at vi her i Folketinget kan arbejde sammen omkring det. Først og fremmest skal vi naturligvis have en fuld åbenhed omkring, hvad der kommer af bøder, og hvad der er af indsigelser. Men det er jo en indkøringsperiode, og det er derfor, vi skal blive endnu dygtigere til at være ærlige over for hinanden, hvis vi oplever nogle fejl. Så skal vi komme med dem, for så ønsker vi jo at finde en løsning. Det betyder, at hvis der var et tilfælde, som ordføreren nævner som eksempel, hvor nogen havde fået en bøde, og hvor der var medsendt et forkert billede, så er det klart, at vedkommende ikke skulle have haft den bøde. Så kan man lave en indsigelse, for så er det jo en fejl, som vi skal finde ud af hvordan kunne ske.
Det, som vi har oplevet her i den første tid, er, at der har været en hel del tastefejl, når man har tastet nummerplader ind. Det vil sige, at en vognmand eller en chauffør uforvarende er kommet til at skrive et mellemrum, et forkert tal eller et punktum til sidst, når de har tastet nummerpladen ind. Det er klart, at det jo ikke er noget, man har gjort i ond tro. Derfor skal den slags bøder selvfølgelig heller ikke betales. Der vil det være helt oplagt, og det mener vi også, at det skal efterkommes. Det er jo opstartsvanskeligheder, hvor vi alle sammen skal lære at bruge det nye system.
Til gengæld skal vi slå hårdt ned på dem, der vil snyde. Det er også derfor, det har været et brancheønske, at bøden skal hæves. Det er jo branchen, der har løftet ønsket. Det meste af branchen har sådan set sagt det meget klart: Vi går jo ikke ind for en kilometerafgift, men er den her, skal den også sanktioneres, for så skal den efterleves. Så det er jo det brancheønske, som så har gjort, at vi nu fremsætter det her forslag.
Så kan der være spørgsmål om signaludfald og andre ting, som også har gjort, at antallet af bøder er løbet op i en vis størrelse. Der har man jo metoder til at kunne se, om der er tale om signaludfald, hvorfor det selvfølgelig ikke er vognmanden, der med sin telefon skal sidde og filme for at vise, om boksen er tændt eller ej. Det er jo noget, man kan se i systemet, når der sker den her slags systemfejl, og der skal vognmanden naturligvis heller ikke betale.
Så her indledningsvis er det vigtigt for mig, at vi udviser en høj grad af konduite i forhold til den her opstartsperiode, der er. Til gengæld skal vi slå hårdt ned på dem, der snyder, og det er det, som vi lægger op til her.
Endelig er der en del af forslaget, som handler om implementering af eurovignetdirektivet i forhold til fastsættelse af takster for benyttelse af Storebæltsforbindelsen, hvilket er relevant for dem, der laver kontantbetalinger på broforbindelsen i en personbil eller på en motorcykel, hvor det som en del af den efterlevelse bliver lidt billigere nu.
Jeg glæder mig til samarbejdet omkring behandlingen af forslaget, og jeg stiller mig naturligvis til rådighed for eventuelle spørgsmål.