Det næste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af lovforslag nr. L 13:

Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og forskellige andre love. (Reform af kontanthjælpssystemet, ophævelse af 225-timersreglen og kontanthjælpsloftet, fritidstillæg til børn, afklaring, rettighedsbaseret tilskud til medicin m.v.).

Af beskæftigelsesministeren (Ane Halsboe-Jørgensen).

(Fremsættelse 02.10.2024).

Forhandlingen er åbnet. Første ordfører er hr. Jens Joel fra Socialdemokratiet.

Tak til formanden. Ja, det er rigtigt, og det er i sandhed en stor lovgivning. Det er kontanthjælpssystemet; det er en af de grundlæggende forudsætninger for vores sikkerhedsnet, kan man sige; det har også været, hvis man nu skal være helt ærlig, en politisk meget varm kartoffel og en kastebold i rigtig, rigtig mange år. I al den tid, jeg har fulgt med i debatten her, har det været sådan, at hver gang der er kommet en ny regering, har man enten indført nogle nye lofter eller afskaffet nogle ydelser, og man har givet dem forskellige navne og skændtes om dem, og der er rigtig mange familier, som har oplevet, at der var meget stor forskel på, om det var det ene eller det andet politiske flertal, der sad.

Derfor er jeg glad for, at vi nu faktisk er lykkedes med at lave en aftale om fremtidens kontanthjælpssystem, som punkt 1) er bredt funderet i Folketinget, punkt 2) tager udgangspunkt i det grundige arbejde, som Ydelseskommissionen lavede, og som jo i virkeligheden havde flere sigtelinjer, men nogle af dem var at sige, at det skal være markant simplere, altså det skal være mere enkelt, det skal være nemmere for den enkelte modtager at vide, hvad det er, man kan regne med, hvad man skal leve op til, hvordan tingene er skruet sammen. Det skal også være sådan, at det altid kan betale sig at tage et lavtlønsjob, og så skal der være nogle, kan man sige, afskærmninger af nogle af dem i kontanthjælpssystemet, som kan blive ramt af lavere ydelser, og det kunne f.eks. være børnene.

Det er noget af det, som jeg er rigtig glad for, altså at vi nu får et mere enkelt dagpengesystem. Vi får afskaffet 225-timersreglen. Den har været nævnt i den foregående debat, den har været nævnt rigtig mange gange, fordi det var et af de steder, hvor det faktisk var ekstremt svært både at træffe korrekte afgørelser og kontrollere, hvad der foregik, og det var svært for borgerne at finde ud af, hvad der var. Vi havde 29 forskellige kontanthjælpslofter, der skulle genberegnes hele tiden. Det reducerer vi nu til et enkelt loft, som man kan blive ramt af. Det er altså markant nemmere.

Men det er også klart, at med et nemmere system, skal man stadig væk have opmærksomhed på, om man også tager tilstrækkeligt hånd om de grupper, der kan være sårbare i det, og det har jo bl.a. handlet om børnene. Det er derfor, der er et forsørgertillæg, og det er også derfor, der er et ekstra tillæg til de enlige forsørgere, og det er derfor, at vi indfører et fritidstillæg, som i virkeligheden handler om, at man, selv om man er på kontanthjælp, selvfølgelig skal have mulighed for at sende børnene til spejder eller til fodbold, ud og være en del af foreningslivet. Vi har sagt, at der skal være et medicintilskud, sådan at man, selv om ens forældre er uden for arbejdsmarkedet i en kortere periode, kan få råd til receptpligtig medicin. Samlet set mener jeg, at vi både har fået simplificeret det, vi har fået sikret, at det også altid kan svare sig at tage et lavtlønsjob, men vi har samtidig slået ring om børnene.

Det er også rigtigt, at vi med den her aftale på sigt vil løfte 4.000 børn ud af det, vi kalder lavindkomstfamilierne, men det betyder egentlig bare, at det vil reducere fattigdommen. Men det er også klart, at det, der reducerer børnefattigdom allermest, selvfølgelig er, at forældrene får et arbejde, og der har vi heldigvis gode tal. Men det er jo ikke kun politik; det handler også om noget i økonomien, som vi ikke er herre over herinde, men det er åbenlyst, at det har bidraget til, at mange færre lige nu står i den vanskelige situation.

Så er der en diskussion om tilskyndelsen til at tage et arbejde, det der med at slå døren ind til arbejdsmarkedet. Der er jeg faktisk rigtig glad for, at en del af den her tale er, at man kan tjene lidt penge ved siden af kontanthjælpen. Det har jo i mange år været sådan, at man ligesom tænkte: Hvis du er i stand til det, bliver du modregnet. Og så var der ikke ret meget tilskyndelse til at gå ud og tage et arbejde. Men nogle gange er det jo det at tage et småjob nogle små timer, som slår døren ind til det ordinære arbejdsmarked, og som måske fører til flere timer. Derfor er jeg glad for, at vi nu indfører, kan man sige, et fribeløb, så man, hvis man er på kontanthjælp, kan arbejde ved siden af, for det kan nogle gange være det, der giver mod på at komme endnu mere i beskæftigelse.

Så er der en diskussion om de unge. Det synes jeg er en af de vanskeligere og lidt mere nuancerede diskussioner i det her, for vi har haft nogle tillæg, som blev udløst af bestemte diagnoser. Der er ingen tvivl om, at nogle unge mennesker har haft svært ved at få tilknytning til arbejdsmarkedet. De har haft brug for hjælp, og det har ikke været i gåseøjne det rigtige bare at tage penge fra dem, for det blev de jo ikke raske af. Til gengæld kunne vi se, at det var nogle få diagnoser, der udløste tillægget, uanset om den, der havde diagnosen, var meget tæt på eller var meget langt fra arbejdsmarkedet. Det kan jo være forskelligt fra person til person. Derfor har vi nu lavet et andet tillæg for de unge mennesker, som har nogle af de her udfordringer. Så er der nogle, der går ned i ydelse – det laver man så en overgangsordning for at afbøde, kan man sige – men der bliver også taget nogle penge ud af det. Der har vi netop i forgårs, fordi det ikke er en spareøvelse, lavet en aftale om at investere de penge i indsats. De penge, der er kommet fra en besparelse på ydelsen, investerer vi altså i en indsats for netop de unge mennesker, som er uden for et job og uddannelse, for vi har alt for mange af dem, til trods for at det går rigtig godt med økonomien. Tak.

Tak for det. Så er det fru Victoria Velasquez.

Når jeg tænker på, hvad der ligesom kendetegner den her regering, så er det nok det her, der står klarest, og også det her, der gør allermest ondt i maven. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan man som socialdemokrat kan være gået til valg på, at man vil børnene det godt, og at man så har efterladt tusindvis af børn i fattigdom, mens der var inflation og energikrise, og fjernet det midlertidige børnetilskud til dem, når vi havde lovet og var gået til valg på, at vi ville permanentgøre det. Det synes jeg er noget af det mest kyniske, man overhovedet kan gøre.

Nu har vi så den her aftale, hvor Socialdemokratiet aktivt vælger at efterlade tusindvis af børn i fattigdom. Det er et politisk valg. Når vi ser ministeren, som er fra Socialdemokratiets svar på de høringsnotater på høringsnotater og høringssvar på høringssvar, der kritiserer det, så fremgår det, at man ikke vil opfordre folk til at komme til Danmark, og at det skal kunne betale sig at arbejde. Jeg vil bare spørge Socialdemokratiet: Har man her ramt balancen mellem, at ingen skal vokse op i fattigdom, og at det skal kunne betale sig arbejde? Har man her ramt målet rigtigt i Socialdemokratiets øjne?

Ministeren.

Lige knap, men ordføreren svarer gerne. Det er jo helt entydigt heldigvis sådan, at der er færre børn i kontanthjælpsfamilier nu. Det er også rigtigt, at den her reform bidrager til, at vi på sigt får færre børn i lavindkomstfamilier, og en af grundene til, at det er sådan, er jo, at man har lavet et markant simplere og anderledes kontanthjælpssystem, men også, at man har lagt op til flere beskyttelsesringe ind, kan man sige, i forhold til eksempelvis børn. Lad os bare tage medicintilskuddet. Det, at man får gratis medicin, er jo temmelig vigtigt, hvis man er syg, men det er klart, at det ikke er en ydelse, som man kan bruge på et eller andet andet. Derfor kan man sige, at det godt kan være en beskyttelse af børnene i de lavindkomstfamilier eller af muligheden for at deltage i foreningslivet eller andre ting, idet det ikke på samme måde som en ydelse tæller med i opgørelsen af de her ting. Men det er jo vigtigt, at vi både har forsørgertillæg, altså at vi sikrer de enlige forsørger bedre, og samtidig sikrer, at sådan noget som receptpligtig medicin skal man selvfølgelig have råd til, uanset hvilken ydelse man er på.

Tak til ordføreren. Så er det fru Victoria Velasquez for den anden korte bemærkning.

Jeg skal bare lige være sikker på, at ordføreren har lyst til at svare på spørgsmålet. Mener Socialdemokratiet her, at de har ramt den rigtigt? For det er jo direkte usandt, at der skulle være flere børn, der bliver løftet ud af fattigdom. Der var med den aftale, som vi lavede, flere børn, der ville blive løftet ud af fattigdom. Der er færre børn, der bliver løftet ud af fattigdom med den her aftale. Så mener Socialdemokratiet, at man har ramt balancen her? Vil man gerne betale den pris, at man efterlader de børn i fattigdom, af hensyn til mantraet om, at det skal kunne betale sig arbejde? Det er den ene ting.

Den anden ting er: Hvordan skal de unge med diagnoser og handicap betale for, at der er mad i deres køleskab i slutningen af måneden, med, at de har fået 2 mentortimer mere om året?

Ordføreren.

Den diskussion omkring de unge er en vanskelig diskussion. Vi må også bare konstatere, at uanset hvor godt det går med økonomien, uanset hvor meget damp der er på kedlerne, om man så må sige, så er der en ret stor og temmelig konstant gruppe af unge mennesker, som står uden job og uddannelse. Jeg synes, det er en lille smule hånligt, hvis man reducerer det, vi prøver at gøre med indsatsen for de 43.000, som der lige nu er i potentialegruppen, til nogle mentortimer om ugen. Altså, det er faktisk nogle partnerskabsaftaler, det er faktisk nogle indsatser, som vi også har dokumentation for virker derude – altså det, at man bygger bro imellem psykiatrien og arbejdsmarkedet, og det, at man hjælper dem ind.

Vi synes faktisk, at man skal investere mere i indsatsen og mindre i ydelsen. Altså, vi vil hellere gøre en indsats for at få folk ud af den situation, de er i, end at give en højere ydelse, og jeg synes, balancen i det, vi har lagt frem her og aftalt, er rigtig god.

Tak til ordføreren for Socialdemokratiet. Næste ordfører i talerrækken er hr. Kim Valentin fra Venstre.

Tak til formanden. Det her lovforslag ligger jo i forlængelse af L 12, som vi lige har behandlet, så hvor meget skal man gentage? Jeg vil starte med at sige, at lovforslaget og indholdet i lovforslaget, kontanthjælpsreformen, ligger i forlængelse af Ydelseskommissionens arbejde. Det synes jeg er vigtigt lige at lægge ned som grund, for det her jo ikke noget, der er faldet ned fra himlen. Det kan man nogle gange få en opfattelse af, når man hører de spørgsmål, der bliver stillet.

Så er der noget andet. Vi står i en ret unik situation for Danmark. Vi har fuld beskæftigelse. Man står og skriger på arbejdskraft alle mulige steder fra. Det skal vi selvfølgelig tage med ind i regnestykket her. Det er en ret gylden mulighed for at få alle med ind på arbejdsmarkedet. Det gælder alle, der gerne vil og kan, i stort eller småt, og også dem, der længe har stået udenfor. Dem, som normalt har svært ved at komme ind, skal vi også kigge på, og det er jo det, vi gør her. Vi kigger på, hvordan vi får de mennesker, der har virkelig, virkelig svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, tættere på arbejdsmarkedet med nogle få timer eller mange timer, op til 37 timer om ugen. Vi kalder det arbejdspligt.

Så gør vi noget andet. Vi siger, at det skal være et simpelt system, og det gør vi, fordi det skal være nemmere at tilgå systemet. Vi lægger 1 loft ind i stedet for f.eks. 29 lofter, og vi laver ret mange forsimplinger i det her system. Vi sparer ikke, vi bruger penge, som vi lige har hørt det fra den tidligere ordfører. Vi bruger rigtig mange penge på eksempelvis ungeløftet, som vi lige har gennemført i tirsdags. Så gør vi sådan set også det, at vi øger motivationen for at tage et arbejde, fordi vi siger, at okay, hvis man vil, kan man gå ud at tjene op til 5.000 kr. om måneden uden at blive modregnet i kontanthjælp. Vi prøver at arbejde med nogle motivationer, og vi ved, at det nogle gange kan være lige præcis det afgørende, altså at man kommer dertil, at få timer om måneden faktisk kan flytte en fra at være meget, meget langt fra arbejdsmarkedet til lidt tættere på arbejdsmarkedet. Det hjælper f.eks. også børn af kontanthjælpsmodtagere at få forældrene ud på arbejdsmarkedet og se en normal hverdag, i højere grad end de er vant til.

Så ja, det har selvfølgelig den grundsætning i det hele, der hedder, at det skal kunne betale sig at arbejde, som i nogle sammenhænge måske kan virke sådan lidt hårdt sagt, men det er det jo ikke. Det er til for at hjælpe alle ud på arbejdsmarkedet. Det skal kunne betale sig at arbejde, og for os i Venstre handler det altså om, at kontanthjælpsreformen også ligesom skal fremme det ansvar, der er for den enkelte for at tage ansvar for sig selv, sin familie og sine børn og skabe nogle nye muligheder for at bidrage, både til sig selv for at få en almindelig tilværelse og til fællesskabet.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Venstre bakker stærkt op om de her forslag. Det har været en del af vores politik i rigtig, rigtig mange år, at det skal kunne betale sig at arbejde, og derfor er vi selvfølgelig glade for at se, at det hele kan komme til virkelighed nu – og jeg synes, uret med min tid er gået i stå.

Der er 48 sekunder tilbage, men jeg antager, at hr. Kim Valentin er færdig. (Kim Valentin (V): Ja). Der er på nuværende tidspunkt en enkelt spørger, der har indtegnet sig, og det er fru Victoria Velasquez.

Er det mig nu? (Fjerde næstformand (Lars-Christian Brask): Ja). Jeg kan faktisk heller ikke se, hvor meget taletid vi har her på skærmen, men vi starter bare nu.

Nu sagde ordføreren, at det her har været Venstres politik i lang tid. Der vil jeg måske sige, at det er med lidt modifikationer, for det, vi jo egentlig battler mod her, er fru Inger Støjberg og hr. Lars Løkke Rasmussens kontanthjælpsloft og 225-timersregel. Jeg synes, det er rigtig klogt, at vi er kommet videre. Der er godt nok også meget forskning, der viser, hvor store konsekvenser det har, at man fattiggjorde børn så massivt, som man gjorde dengang.

Ud over de mange tusinder af børn, der stadig ikke bliver hjulpet, og som er i fattigdom, vil jeg gerne rette blikket mod de unge med handicap og diagnoser. For noget af det, som Venstre tidligere har gjort, var, at man skar i de unges ydelse, og det, vi har kunnet se, er, at det ikke har haft den virkning, som man dengang sagde det ville have. Det har ikke gjort, at flere unge er kommet i job eller i uddannelse. Siden er mistrivslen tværtimod steget.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge Venstre: Hvilken evidens er der for, at det, at man skærer tusindvis af kroner i ydelsen til unge, som har et handicap, og som har diagnoser, skulle få dem tættere på arbejdsmarkedet?

Inden ordføreren svarer, vil jeg, fordi tidssystemet er i udu, sige, at jeg rejser mig op, 10 sekunder før taletiden er overstået.

Ordføreren.

Det lægger jeg mærke til, formand.

Det, jeg henfører til, er, at Venstres politik i mange, mange år har været, at det skal kunne betale sig at arbejde. Vi har arbejdet for en reform af kontanthjælpssystemet. Det var noget af det, vi gik til valg på ved sidste valg. Så derfor har vi faktisk arbejdet i de her rammer rigtig længe. Vi synes, det er helt urimeligt, at man ikke har skubbet ikkevestlige indvandrere, kvinderne, ud i arbejde meget mere og tidligere. Det er derfor, vi har sagt: Det skal der gøres noget ved. De er overrepræsenteret i den her statistik.

Så har vi jo selvfølgelig kig på de unge. Det var den anden del af spørgsmålet, og nu kan det være, jeg kan nå at svare på det. Ungeløftet, som vi lige har lavet i tirsdags, fokuserer jo på, hvordan de unge kommer tilbage til arbejdsmarkedet, herunder også dem, der har psykiske problemer.

Jeg vil sige det samme til spørgeren: Jeg rejser mig op, 10 sekunder før taletiden udløber.

Spørgeren.

Men jeg mangler stadig at høre fra Venstre, hvad det er for en evidens, man har for, at det skulle få de unge med diagnoser og med handicap tættere på arbejdsmarkedet, at man tager tusindvis af kroner fra dem. For hvorfor skulle man ellers bevidst sætte dem under fattigdomsgrænsen og bevidst gøre, at de har svært ved at betale deres husleje og betale for helt basale ting som mad? Så jeg mangler stadig at høre, hvad det er, der gør, at Venstre synes, det er rimeligt at tage tusindvis af kroner fra unge med diagnoser og med handicap.

Ordføreren.

Jamen det er jo heller ikke det, vi gør. De penge, der bruges på ungeløftet, er faktisk 1,3 mia. kr., og de kommer jo ikke ned fra himlen. De bliver jo primært brugt på unge, som har psykiske problemer. Det er jo ikke noget, vi ikke kigger på. Det kigger vi bare på et andet sted end lige med den lov, vi behandler i dag.

Ønsker spørgeren sin anden korte bemærkning? (Victoria Velasquez (EL): Det ville være den tredje). Nå, det ville så være den tredje – så må jeg lære at tælle. Der er ikke flere korte bemærkninger, så jeg takker ordføreren for Venstre og byder velkommen til den næste ordfører, som er fru Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Selv om jeg var begejstret for Socialdemokraternes forslag tidligere, må jeg nok sige, at det ikke er den samme begejstring, jeg deler for dette lovforslag. Det foreslås med aftalen om at indføre en ny ydelsesstruktur, hvor de nuværende ydelser i kontanthjælpssystemet erstattes af tre grundlæggende satser: en mindstesats, en grundsats og en forhøjet sats.

Samtidig foreslås det at afskaffe nogle af de særordninger, som gør det svært at navigere i kontanthjælpssystemet. Det drejer sig bl.a. om 225-timersreglen og om kontanthjælpsloftet. Desuden indføres et lempeligere boligstøtteloft, som understøtter, at der er et væsentligt økonomisk incitament til at tage et arbejde.

I Danmarksdemokraterne stemmer vi ikke for dette lovforslag, og det gør vi ikke, fordi vi simpelt hen ikke vil være med til en model, hvor vi ender med at sende flere penge direkte ind i ghettoerne til arbejdsløse indvandrere. Derudover er vi i Danmarksdemokraterne heller ikke tilhængere af, at der med aftalen indføres et fritidstillæg, som hæver de sociale ydelser, og heller ikke af, at arbejdsløse indvandrere får ret til 4 ugers ferie. I Danmarksdemokraterne mener vi, at når man kommer til Danmark, skal man bestille noget. Det skal altid kunne betale sig at arbejde, og det må aldrig blive attraktivt at være på overførselsindkomst. Tak.

Der er ingen korte bemærkninger, så jeg siger tak til ordføreren fra Danmarksdemokraterne. Næste ordfører er hr. Karsten Hønge fra SF.

Ingen børn skal vokse op i fattigdom, og vi burde sætte et delmål op om at halvere antallet af fattige børn inden 2030. Vi skal gøre det af solidaritet, medfølelse, empati, næstekærlighed – kald det, hvad man vil – i forhold til de familier, som lever i fattigdom. Men vi skal også gøre det, fordi en opvækst i fattigdom trækker spor langt ind i voksenlivet. Færre børn fra fattige familier får en uddannelse, og de, der gør, tager kortere uddannelser. Til gengæld er risikoen for at blive arbejdsløs eller førtidspensionist større.

Danmarks Statistik anvender begreberne relativ fattigdom, absolut fattigdom og lavindkomstgrænse, for der findes jo ikke i øjeblikket en egentlig officiel fattigdomsgrænse. Det burde vi have, for vi bør korrekt kunne måle niveauet af fattigdom i Danmark for også derfra at kunne finde ud af, hvad vi vil gøre ved det

Over 47.000 børn vokser ifølge Danmarks Statistik i dag op i relativ fattigdom. De negative konsekvenser er forskningsmæssigt veldokumenterede, senest i ROCKWOOL Fondens undersøgelse fra maj 2024, der dokumenterer, at de lave ydelser til flygtningefamilier i starthjælpen fra 2002 på længere sigt har medført et stort samlet samfundsmæssigt økonomisk tab, særlig fordi det førte til øget kriminalitet og forringede niveauer af uddannelse og arbejdsmarkedstilknytning for børnene i deres senere voksenliv.

Der er kommet en række høringssvar, bl.a. fra Dansk Socialrådgiverforening, som siger, at de finder det prisværdigt, at reformen af kontanthjælpssystemet rummer en tiltrængt forenkling af kontanthjælpen. De skriver også, at det er afgørende, at børn, der lever i familier med meget små midler, også har mulighed for at deltage i fritids- og kulturlivet, og at det hensyn imødekommes med det foreslåede fritidstillæg. Jeg vil ikke dermed tage Dansk Socialrådgiverforening til indtægt for en støtte til lovforslaget, men på bestemte områder ser de også fordele ved det.

Det samme gør Red Barnet, som skriver:

»Red Barnet hilser en forenkling af kontanthjælpssystemet velkommen, og vi mener også, at forslaget indeholder en række konkrete forbedringer, der kan komme børn i familier, der modtager kontanthjælp, til gode. Red Barnet påskønner i særlig grad muligheden for fritidstillæg til børn og retten til dækning af tilskudsberettiget medicin for børn af kontanthjælpsbrugere og personer, der har modtaget kontanthjælp i mere end 12 måneder ud af de seneste 18 måneder, og at retten til ferie nu også kommer til at omfatte familier på den nuværende SHO-ydelse.«

Heller ikke her tager jeg Red Barnet til indtægt for en generel støtte til lovforslaget, men jeg synes, jeg finder inspiration i, at der er kommet de her meget nuancerede høringssvar fra organisationer, der i deres virke har fattige børn tæt på.

Så vil man måske spørge, om det her er en fantastisk aftale. Nej, det er det ikke, men den er bare bedre end den gamle aftale. Den er til gengæld ringere end den aftale, som bl.a. SF indgik med den tidligere socialdemokratiske mindretalsregering, men der skete jo noget ved valget i 2022, hvor magtforholdet flyttede sig. Så aftalen her er ringere end den gode aftale, som bl.a. Enhedslisten og SF indgik med S-regeringen, men aftalen her er bedre end det, der ligger som et alternativ. Det ikke nogen fantastisk aftale, men det er en god aftale og i hvert fald en bedre aftale en det, vi ellers ville have stået tilbage med.

Så vil jeg sige, at den her aftale om kontanthjælp jo ikke kan ses alene. Den skal ses i sammenhæng med den aftale, vi indgik for et par dage siden, hvor vi bruger 1,3 mia. kr. til en indsats for udsatte børn og unge.

Så synes jeg til gengæld også, vi har en udfordring, og den udfordring er helt aktuel, og det er, at flere af de gode initiativer, som lovforslaget indeholder, først træder i kraft i sommeren 2025. Hvor vi de senere år har haft enten det tidligere ekstraordinære børnetilskud og inflationshjælpen, så er der altså nu familier, der kommer til havne i et stort økonomisk hul, ved at vi ikke kan give dem den håndsrækning, som vi har gjort tidligere. Den udfordring, de møder her til jul og til vinter, kan jo ikke betales eller bæres op af, at vi i juni måned 2025 giver bedre vilkår. Derfor synes jeg, man burde række børnefamilierne en hjælpende hånd ved at give et ekstraordinært børnetilskud, der svarer til det tidligere ekstraordinære børnetilskud.

Samlet set kan SF støtte lovforslaget.

Tak for det. Der er en enkelt indtegnet, og det er fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten.

Tak for talen, en meget vigtig tale om konsekvenserne af det valg, som bliver truffet, og også konsekvenserne af det valg, som særlig Socialdemokratiet har truffet. Jeg ved godt, at det ikke var med SF's gode vilje, at der bliver taget tusindvis af kroner fra de unge, der bokser med diagnoser og handicap. Jeg ved også, at stod det til Enhedslisten og SF, ville de 47.000 unge ikke vokse op i fattigdom med alle de konsekvenser, som det har. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge ordføreren: Hvad gør vi nu? Hverken ordføreren eller jeg eller vores partier giver op, og derfor vil jeg gerne spørge SF: Hvad gør vi nu for at styrke sikkerhedsnettet, trygheden og de lige livsmuligheder for dem, som det rammer i dag?

Ordføreren.

De tidligere ekstraordinære børnetilskud kostede i omegnen af 350 mio. kr. Jeg synes, vi skal finde dem på den finanslov, som vi skal forhandle om nu. Det er helt uholdbart, at vi siger til de familier, som her og nu og til jul kommer til at stå og mangle pengene, at om et år kommer der tilskud til medicin, om et år kommer der det her børnetilskud, ungdoms tilskud, fritidstilskud, eller hvad vi kalder det. Det kan de jo ikke leve af her til efteråret og her til jul. Så jeg synes, at vi her i Folketinget skal – og det kan man fint gøre samtidig med den her aftale – beslutte, at selvfølgelig skal børnefamilierne ikke se frem mod en vinter i frygt for, at økonomien ikke hænger sammen, og så supplere med det, der tidligere svaret til børnetilskuddet på omkring de 350 mio. kr. De skulle nok være til at finde på finansloven.

Spørgeren.

Tak. Det synes jeg er en helt vild god idé. Det vil også konkret hjælpe dem, der har brug for det her og nu, i stedet for at have så lange udsigter, som Socialdemokratiet lægger op til, altså de her mange, mange år ud i fremtiden. Så vil jeg også gerne bare takke ordføreren for det samspil, som vi har her. Vi skal jo rundt i landet, for det kan godt være, vi ikke har fundet styrkeforholdene herinde i Folketingssalen til at få det ændret, men måske ordføreren kan knytte en lille kommentar til om, at det har vi uden for Folketinget.

Ordføreren.

Jeg synes, det er en spændende plan, vi har, om at tage ud i landet, fru Victoria Velasquez og jeg selv, for at besøge de steder, hvor vi – i stedet for at snakke om dem herinde – direkte kommer til at se den rå fattigdom i øjnene ved at besøge både fattige familier, men jo også besøge nogle af de organisationer og institutioner, der, med de begrænsede midler, der er, alligevel gør, hvad de kan for at række de fattige børn en hånd. Jeg tror, vi kan være med til at give dem en stemme herinde.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren for SF. Så er det ordføreren fra Liberal Alliance, fru Sólbjørg Jakobsen.

Mange tak, formand. Der er rigtig mange positive elementer og tankegange i det lovforslag, vi behandler i dag, synes jeg. Jeg kan afsløre fra starten, at Liberal Alliance har besluttet ikke at støtte lovforslaget, men jeg vælger alligevel at indlede med at sige, at det ikke er, fordi det er lort fra den ene ende til den anden. Det er det ikke. Der er mange gode takter i det og også nogle gode elementer. Men det er en stor pakke. Det er mange forskellige initiativer og mange store beslutninger. Når vi kigger på det samlet, er der også så stor en del af pakken, som øger kompleksiteten, selv om den letter den andre steder, og bureaukratiet, og det er i sådan en grad, at vi vurderer, at forenklingen drukner i det, vi forsøger at komme væk fra.

Jeg kan ikke gennemgå hele lovforslaget her, men for at tage nogle nedslag, vil jeg sige, at der bl.a. bliver skåret i nogle ydelser, som på bundlinjen giver et overskud. Og i stedet for at lave systemet mindre, bliver noget af det overskud pumpet ind i endnu mere bureaukrati. Det synes vi er den forkerte vej at gå. Pengene går direkte fra borgeren til mere system, og det mener vi ikke er klogt. Så er der også den her generelle tendens, vi ser, hvor vi løser mange af de samme problemer på mange forskellige områder. F.eks. bliver der støtte til medicin i beskæftigelseslovgivningen nu. Det er noget, der allerede er på andre områder også, men vi mener i Liberal Alliance, at vi skal forsøge at få ydelserne til at være, hvor de skal være, og ikke bygge mere ud i beskæftigelsessektoren. Det er allerede en alt for stor sektor, og medicin hører hjemme på sundhedsområdet, og beskæftigelsespolitik hører hjemme på beskæftigelsesområdet.

Ydelseskommission og Reformkommissionen peger på mange gode ting, og de kommer også ind på, at aktivitetstillægget til unge har en række utilsigtede negative virkninger, hvorfor man anbefaler, at der ikke er det her økonomiske incitament til at være i den dårlige målgruppe i stedet for den gode. Her vælger man så at afskaffe det, men så indføre et nyt. Det mener vi er lidt omvendt, i forhold til hvad formålet er.

Så er der også noget andet – og nu vi jo ikke med i aftalen, så vi kommer heller ikke til at være med til opfølgningen eller til at sidde i forligskredsen – men jeg håber, man vil være opmærksom på, at den afklaringsret, som bliver indført, at man skal have ret til afklaring efter 2 år, mener vi i Liberal Alliance lidt er at stikke borgerne blår i øjnene. Det er mange borgere, der vil sidde med en forventning om, at det er en afklaring af eksempelvis førtidspension eller fleksjob. Det er jo ikke det, der er tilfældet. Det er en ret til en vurdering af deres sag, i forhold til om de er det rigtige sted. Igen laver ny lovgivning, der skal kompensere for, at lovgivningen ikke bliver overholdt. Retssikkerhedslovens § 5 tilsiger helt klokkeklart, at det skal undersøges i forvejen. Så hvis man mener, at kommunerne ikke gør det godt nok, vil jeg anbefale, at man følger op på det, så de begynder at følge den lovgivning, de skal, i stedet for at vi laver nye paragraffer, de så heller ikke følger. Så det er det, der skal være. Så det kommer til at koste 125 mio. kr. det næste 3 år i rent bureaukrati og 25 millioner om året fra 2028. Det synes vi ikke er særlig hensigtsmæssigt, når pengene kan bruges meget mere fornuftigt enten i borgerens egne lommer eller til styrkede indsatser. Så alt i alt gør det, at Liberal Alliance ikke støtter forslaget.

Der er ingen indtegnet til korte bemærkninger, så jeg siger tak til ordføreren for Liberal Alliance. Den næste i rækkefølgen er fru Karin Liltorp fra Moderaterne.

Tak for ordet. Detaljerne i det her forslag er allerede blevet gennemgået, så jeg vil ikke gentage alt, hvad der er blevet sagt. Der kommer fremadrettet til at være tre satser – en stærk forenkling – en mindstesats, en grundsats og en forhøjet sats. Ved sådan en forenkling vil der være nogle, der får lidt mere, og nogle, der får lidt mindre. Det kan ikke undgås.

Hvis vi spoler lidt tilbage, ved vi nok alle sammen, at kontanthjælp aldrig har været tænkt som et varigt forsørgelsesgrundlag. Det er en indkomst, man modtager i en periode med en forventning om, at man enten kommer i arbejde eller bliver visiteret til f.eks. fleksjob eller førtidspension. Virkeligheden er dog, at mange hænger fast i kontanthjælpssystemet i mange år, og det vil vi gerne være med til at ændre.

En stor del af dem, der hænger fast i systemet, har komplekse problemer. Det kan være, at de har fysiske eller psykiske handicap eller har et misbrug. De kan ikke bare lige gå ud og finde et job, men har brug for støtte i processen. En del af dem vil nok heller aldrig nogen sinde komme til at indgå på fuld tid i arbejdsstyrken, for her taler tallene for sig selv. Siden 1980 har ca. 20 pct. af befolkningen i den arbejdsdygtige alder været på overførselsindkomst. Dog har jeg en meget stærk tro på, at de allerfleste har et kæmpestort ønske om at kunne bidrage. Det er bare så meget bedre at kunne sige, at man er sosu-hjælper, lagermedarbejder, pædagogassistent eller tankpasser, end at sige, at man er kontanthjælpsmodtager. Og det er, uanset om ens ressourcer kun rækker til få timers arbejde om ugen. Derfor er noget af det bedste, vi kan gøre for den her gruppe, at få dem ud i rigtige løntimer. Det skaber selvtillid, og det smitter af på mange andre af livets forhold.

Aftalen om de 43.000 unge, som vi indgik tidligere på ugen, og som er koblet til den her aftale, er skabt i samme ånd. Vi skal investere i dem, der er udenfor, for de skal ikke henslæbe livet i passiv forsørgelse. De både kan og vil være med. Gennem den aftale giver vi nu en bredere vifte af muligheder, som tager hensyn til, at det er en divers gruppe, som har brug for forskellige muligheder. Noget af det, der glæder mig allermest ved den her aftale, er muligheden for at tjene penge ved siden af uden modregning, op til 5.000 kr. om måneden. Jeg tror, det vil motivere flere til at prøve kræfter med arbejdsmarkedet.

For at loven bliver en succes, er det selvfølgelig centralt, at arbejdsmarkedet også er klar med de her småjobs, for hvis der ikke er nogen løntimer derude, smager den økonomiske gulerod jo ikke af ret meget. Men det tyder på, at erhvervslivet og de private arbejdsgivere i høj grad er klar til at byde ind. Nøgleordet her er opgaver. Der skal fremadrettet være mere fokus på opgaver frem for på traditionelle stillingsbetegnelser. Så bliver det tydeligt, hvordan og til hvad man kan rekruttere medarbejdere, som i udgangspunktet måske ikke lige fra start i hvert fald kan udfylde en traditionel stilling.

Det lovforslag, vi behandler lige nu, ser jeg lidt som en forløber til den store beskæftigelsesreform, som forhåbentlig kommer inden længe, og den har elementer, som vi vægter rigtig højt i Moderaterne: et mere enkelt system, altså meget mindre bureaukrati, og et incitament til at komme i arbejde, hvilket i høj grad kommer til at styrke den enkeltes selvtillid. Så derfor støtter Moderaterne forslaget.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning fra Victoria Velasquez fra Enhedslisten.

Tak. I Enhedslisten kæmper vi jo for, at ingen børn skal vokse op i fattigdom. Og jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvor Moderaterne står. Derfor vil jeg gerne høre, om Moderaterne synes, at det er passende med denne her aftale, hvor 47.000 børn vokser op i fattigdom, eller om man egentlig også ville kunne acceptere de over 60.000 børn i fattigdom, som det var i fru Inger Støjberg og hr. Lars Løkke Rasmussens tid, eller om man egentlig også gerne så, at der ingen børn var, der voksede op i fattigdom. Hvor står Moderaterne der?

Ordføreren.

Det, jeg hæfter mig ved ved den her aftale, er faktisk, at markant færre børn kommer til at vokse op i fattigdom. Og med hensyn til forudsigelserne er der jo en masse ting i den her lovgivning, der faktisk kommer til at styrke de enkelte familier. Når flere kommer ud i arbejde, uanset om det kun er 5 timer om ugen, vil det jo være med til f.eks. at bryde en dårlig social arv. Så jeg ser det som et kæmpe skridt i den rigtige retning, og jeg er glad for, at der med den her lov er færre børn, der kommer til at vokse op i fattigdom.

Spørgeren.

Det er jo faktisk i den forkerte retning, og især når man ser på aftalerne samlet. I foråret behandlede vi den første del af kontanthjælpsaftalen, som kaster over 10.000 hen på den laveste sats, og flere af dem har børn. Denne her aftale efterlader 5.000 af de børn, vi havde hjulpet med den anden aftale, men samlet set er det 47.000 børn. Det viser jo også, at selv den anden aftale heller ikke var god nok. Ja, den hjalp 5.000 flere børn ud af fattigdom end den aftale, som Moderaterne stod for. Men det er jo stadig ikke nok. Og det er derfor, jeg gerne vil spørge: Hvor står Moderaterne? Hvad synes man er et rimeligt niveau?

Ordføreren.

I Moderaterne synes vi, at det bedste, vi overhovedet kan gøre, er at investere i mennesker. Men vi investerer også i, at de ikke ender på passiv forsørgelse. Og netop med den aftale, vi lige har indgået, baseret på den her aftale om de 43.000 unge, laver vi jo en massiv investering i de her unge, som vi har svigtet, og som vi har ladet være på passiv forsørgelse i stedet for at sige: Nej, du kan også være med; du kan også bidrage. Det er netop det, der er hele hensigten med det. Det er jo netop at bryde en ond spiral, der gør, at der er alt for mange, der er blevet ladt i stikken og er blevet efterladt på perronen i stedet for faktisk at komme med. Og jeg synes faktisk alt i alt, at de her aftaler er et kæmpestort skridt i den rigtige retning.

Tak til ordføreren fra Moderaterne. Den næste ordfører i rækken er fru Lise Bertelsen fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for ordet, formand. Jeg står her som vikar for vores almindelige ordfører. Det her lovforslag udmønter en aftale, der hedder »Aftale om Nyt kontanthjælpssystem – flere i arbejde, enklere regler og færre børn i lavindkomst«. Det er en aftale, som vi i Det Konservative Folkeparti er en del af. I aftalen er der fokuseret på en forenkling af kontanthjælpssystemet, mere økonomisk støtte til børnefamilier og at gøre det nemmere for folk at forstå, hvad de kan modtage af hjælp, og der er tale om en reel omlægning inden for samme økonomi.

Reglerne om kontanthjælp har været meget komplekse, og med dette lovforslag får vi en forenkling, hvilket har været vigtigt for os. Der er i fremtiden kun tre satser for kontanthjælp, og vi har afskaffet 225-timersreglen. Samtidig indfører vi et fritidstillæg til børn, så børn af kontanthjælpsmodtagere også får mulighed for at blive en del af fritidslivet sammen med deres kammerater. Nogle har kritiseret den her aftale for, at incitamenterne for at komme i job bliver lidt mindre for nogle grupper. Andre har kritiseret, at nogle grupper bliver ramt hårdt økonomisk. Det er imidlertid ikke realistisk, at vi i forbindelse med en omlægning gør alle tilfredse.

Vi mener fra De Konservatives side, at der er fundet en fin balance, og at målet om at forenkle er opnået. Vi bakker derfor op om lovforslaget.

Tak til ordføreren fra Det Konservative Folkeparti. Næste ordfører i talerrækken er fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten.

47.000 børn vokser op i fattigdom, og det lader man ske med fuldt overlæg. Det er jo for vildt at tænke på, at der herinde på Christiansborg er mennesker, som er ved deres fulde fem, der bevidst vælger, at 47.000 børn skal vokse op i fattigdom. En ting er, at man mener, det er rimeligt, når det handler om voksne, som kan være mærket af deres liv, fordi de, kan vi se, hvis vi kigger i statistikkerne, har kæmpet med psykiske eller fysiske skader og sygdomme, har været anbragte og haft et misbrug og andre ting.

Der kan være rigtig mange forskellige billeder, der tegnes sig der, men helt ærligt: Vi taler her om børn, der er blevet født og ikke har gjort noget og ikke har kunnet vælge, hvad det er for en familie, de er blevet født ind i, og som ikke selv bestemmer, at de ikke skal have de samme vilkår som andre. Men man gør det bevidst, og til trods for at man ved, at bare et år i børnefattigdom, bare et år i fattigdom for de her børn, har kæmpe konsekvenser for, om de får en uddannelse, om de bliver mobbet i skolen, og om de føler sig isoleret og mistrives.

Derfor synes jeg, det er beskæmmende, at man fra Christiansborgs side bevidst ikke rækker ud til dem. Den her aftale kommer i kølvandet på, at Socialdemokratiet gik til valg på en aftale, der løftede 5.000 flere børn ud af fattigdom. Var det nok? Nej, det var ikke nok, men det var flere end nu. Prøv for jeres indre blik at se 5.000 børn, som man nu svigter. Man var ikke ærlige op til valget om, at man ville smide den her aftale i skraldespanden. Faktisk var man så fræk at antyde, at jeg løj, og at jeg såede tvivl om økonomien, da jeg spurgte, hvorfor Socialdemokratiet ikke vil stemme for det lovforslag, der kom om den aftale, som vi havde vedtaget. Og alt imens der har været energikrise og inflation, har man endda stillet flere af de her familier i en situation uden noget sikkerhedsnet, overhovedet, i form af det midlertidige børnetilskud, som vi havde aftalt skulle være permanent, indtil en ny aftale trådte i kraft.

Så hvordan man kan mene, at det er rimeligt ikke at give børn i Danmark, et af verdens rigeste lande, den håndsrækning, der skal til, for at de vokser op i økonomisk tryghed, forstår jeg ikke. Jeg synes, det er et af de største svigt, der har fundet sted i den her Folketingssal i lang tid. Det er ikke, fordi pengene mangler. For samtidig er det i den her Folketingssal, at der er blevet givet milliarder til andres børn. Hvis børn er det så? Det er arvinger til store virksomheder. Dem prioriterer man at give milliarder af kroner, samtidig med at man ikke har kunnet finde de 300 mio. kr., det ville have kostet at holde hånden under de her børn, frem til lovforslaget skulle vedtages. Og så er der ydermere de 5.000, der bliver svigtet. Samlet er det 47.000 børn – 47.000!

Det andet punkt, hvor den her aftale adskiller sig fra den forrige, ud over det med de tusindvis af børn, som nu ikke bliver hjulpet, handler om de unge med diagnoser og med handicap. Siden man valgte at skære i ydelsen for unge med diagnoser og handicap og fjerne deres sikkerhedsnet, har det ikke haft nogen betydning for, om flere er kommet i arbejdet eller i uddannelse. Man sagde: Vi skærer i de unges kontanthjælp, for på den måde kan vi skabe et økonomisk incitament til, at de tager en uddannelse eller tager et job. De unge var ikke på kontanthjælp, fordi de tænkte: Hvor er det bare fedt at være på kontanthjælp. Det siger altså også selv. De fleste unge vil jo gerne være en del af et fællesskab, have klassekammerater og være en del af det sociale, så det er ikke overraskende, at tallene har vist sig at være, som de er.

Alligevel vælger man nu med den her aftale at tage penge fra unge med handicap og med diagnoser, og at man så i den her uge laver en aftale, hvor man lader hunden spise af sin egen hale og bruger pengene til en fuldstændig tiltrængt og nødvendig indsats for at bygge bro mellem psykiatrien og arbejdsmarkedet og andre dele, fortæller jo bare om det forklaringsproblem, man har. For der er ingen evidens for, at det at tage tusindvis af kroner fra unge med handicap og med diagnoser skulle få dem tættere på arbejdsmarkedet.

Vi kan ikke bakke op om lovforslaget.

Der er en enkelt med en kort bemærkning, og det er til fru Karin Liltorp fra Moderaterne.

Tak for det, og tak for talen. Jeg vil lige høre, om ordføreren anerkender, at der med det her lovforslag faktisk bliver lagt op til, at man får en hurtigere afklaring end tidligere, netop så man ikke skal hænge fast så lang tid i kontanthjælpssystemet, hvis man ikke har mulighed for at arbejde, og at ordføreren anerkender, at det her økonomiske incitament kunne føre til, at nogle voksne, der ellers har hængt i systemet, faktisk får lyst til at prøve at komme ind på arbejdsmarkedet på den måde, der kan gøre deres børns stolte, og som kan rykke dem ud af den her fattigdom, som ordføreren også er bekymret for.

Ordføreren.

Nu ved jeg ikke, om ordføreren er fræk, eller om ordføreren prøver at være sød, for ordføreren var ikke med til at forhandle aftalen og ved måske derfor ikke, men måske gør ordføreren, at afklaringsretten, afklaringsgarantien, er hjerteblod for mig. Det har været en mærkesag for Enhedslisten, og det er en af de primære årsager til, at jeg overhovedet stillede op til Folketinget. Jeg synes, det er fuldstændig vanvittigt, at man fastholder folk i kontanthjælp, og at man ikke lytter til de mange organisationer bag det, der hedder VærdigReform, og rent faktisk sikrer en afklaringsret.

Så det her er jo en af de ting ligesom gratis receptpligtig medicin, som vi i Enhedslisten benhårdt knoklede for og arbejdede for, og der er flere andre aftryk. Jeg synes bare ikke, det fjerner fokus fra de 47.000 børn, der stadig væk bliver efterladt i kulden, eller at man med det her lovforslag tager tusindvis af kroner fra unge med diagnoser og med handicap. Men jeg får lyst til at vende den om og sige: Dejligt, hvis Moderaterne også går ind for en afklaringsgaranti. Men skal målgruppen så ikke være bredere end i det her lovforslag?

Spørgeren.

Jamen jeg glæder mig over, at vi sammen kan glæde os over, at det faktisk er en del af hensigten med lovforslaget, at man hurtigere kan få en afklaring, så man ikke skal hænge fast i systemet. Men jeg håber også, og det tror jeg ordføreren var inde på, at vi med den her aftale, vi har lavet, netop har gjort det muligt at investere massivt i de unge, netop de samme unge, som har psykiske diagnoser, og som har det rigtig svært. Vi har netop med den her aftale sagt: Det er ikke godt nok, at I får en forhøjet ydelse, vi vil faktisk gøre noget ekstra, for at I kommer til at føle jer værdifulde, for selvfølgelig har vi brug for jer i fællesskaber; det skal der slet ikke herske tvivl om.

Ordføreren.

Der bliver investeret massivt i de unge. Hvorfor er det, at man ikke er ærlig og fortæller, hvor de penge kommer fra? De kommer jo fra, at man direkte skærer i de unges ydelse. Der var ikke nogen grund til, at man skulle skære i den ydelse. Der er så også flere, der har adresseret, at det strider mod handicapkonventionen, så det kan være, det bliver tilbagerullet alligevel. Man kunne sagtens have investeret massivt i de unge. Der er også brug for mere end det, man har lagt på bordet nu. Det kan man jo sagtens gøre med de milliarder, der er kommet frem fra råderummet, eller man kunne vælge at sige: Vi bruger bare nogle af de millioner ud af de milliarder, som man har tænkt sig at give til virksomhedsarvingerne. Der er masser af penge i et samfund, så det er et spørgsmål om politisk prioritering.

Tak til ordføreren for Enhedslisten. Undskyld, jeg skal bede ordføreren for Enhedslisten komme herop igen, for der er kommet et ønske om en kort bemærkning, efter at jeg rejste mig op. Det beklager jeg.

Værsgo til hr. Karsten Hønge fra SF.

Jeg er jo enig med fru Victoria Velasquez i, at man ikke skulle have skåret de her penge til de psykisk syge under 30 år væk, og indtil det sidste minut i forhandlingerne var det også et ønske fra SF, at man skulle bevare dem. Når jeg så alligevel vil tage det op, er det, fordi tingene tit er lidt mere sammensat end som så. Altså, hvad mener fru Victoria Velasquez om, at det jo kun var i forbindelse med fire psykiske diagnoser, at man gav det her tilskud til personer under 30 år?

Jeg vil sige, at det sådan set var det, der endte med at blive lidt af en udfordring for SF i de forhandlinger. For hvad er det, der er vigtigt ved at sige, at det specielt skulle være ved fire psykiske diagnoser, at man skulle give det tilskud? Hvad med alle mulige andre diagnoser, herunder fysiske handicap? For ordføreren siger, at man ville kunne blive anklaget under handicapkonventionen, men det her omfatter jo fire specifikke psykiske diagnoser. Så jeg vil spørge, om ikke fru Victoria Velasquez ser det som en udfordring. Hvorfor er det ikke alle mulige andre diagnoser, herunder fysiske diagnoser?

Ordføreren.

Ja, det er så hele vejen rundt. Men det er rigtigt i forhold til den del, der handler om diagnoser. Når jeg står op om morgenen, er det ikke for at tænke, at vi skal lave noget, som er skruen uden ende. Så hvis der er nogle her, der får noget hjælp, men hvor jeg synes, at flere burde få den hjælp, så er mit argument ikke, at man skal fjerne hjælpen for dem, der trods alt får den.

Spørgeren.

Det kan jeg fuldstændig følge, og det var faktisk også et af mine argumenter. Jeg vil så godt lige efterprøve det alligevel. For hvor mange ekstra diagnoser skal der så på? Jeg mener bare, at det vel er en fælles udfordring, vi har, også os, der ikke synes, at de penge skulle have været taget væk fra den gruppe af unge. Altså, hvor skal vi stoppe henne? Hvorfor er det præcis de der fire diagnoser? Hvorfor er det ikke otte psykiatriske diagnoser og ti fysiske? Jeg mener, at det vel er en udfordring, vi har. Jeg er egentlig enig i udgangspunktet, altså at bare fordi vi ikke kan få alle med, skal vi ikke fjerne det for dem, der har det. Men det er vel underlig skævhed, der også lå i det gamle system, så vidt jeg kunne se.

Ordføreren.

Hensigten er jo, at det skal matche det, du også får på uddannelserne, og som skal kompensere for, at du ikke kan tage et job ved siden af. Så det vil sige, at det er de ting, som SF og Enhedslisten jo har arbejdet for, altså at man ikke skal modregnes lige så hårdt. Der er jo en gruppe, for hvem det at have de timer er svært. Jeg tror, at det var B.T., der havde lavet nogle interviews med folketingsmedlemmer, som udstillede, at de troede, at når du var på uddannelseshjælpen inden for kontanthjælpen, kunne du stadig få en studiebolig og stadig få hjælp til transport, og at alle de forskellige dele, som du får, når du er på en uddannelse, hvor du også får et handicaptillæg, også gjorde sig gældende her, og det gør det ikke.

Jeg selvfølgelig ked af, at SF er med til at tage de her penge, men jeg håber, at vi kan bruge krudtet på at danne fælles front for de unge og med de unge i stedet for at forringe det her.

Nu siger vi endegyldigt tak til ordføreren fra Enhedslisten. Hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti ser jeg ikke til stede i salen, så næste ordfører er fru Samira Nawa fra Radikale Venstre.

Mange tak. Der bliver virkelig nedsat mange kommissioner af det her Folketing, og mange af kommissionsrapporterne ender i en eller anden ministerskuffe et sted. Der bliver også talt rigtig meget om forenkling, mens det alt for ofte er det modsatte, der sker, når Folketinget mødes og stemmer om dette og hint.

Med det her lovforslag står vi på ryggen af Ydelseskommissionens store arbejde. Det indebærer et mere simpelt kontanthjælpssystem, som giver grundlæggende forsørgelse og også klare tilskyndelser til at arbejde for de borgere, der står uden for arbejdsmarkedet. Det mener vi i Radikale Venstre sådan set er et rigtig godt udgangspunkt.

Lovforslaget her tager udgangspunkt i en aftale, som vi også er en del af, og derfor støtter vi lovforslaget. Men var den aftale så helt perfekt og lige efter mit hoved og lige efter Radikale Venstres hoved? Nej, det var den sådan set ikke, og det vil jeg godt sætte et par ord på.

Forsimplingen af systemet er god, men betyder jo også i forhold til den form, som der nu var politisk flertal for, at der er nogle grupper, som falder i ydelse. I Radikale Venstre havde vi stort fokus på særlig de allerfattigste børnefamilier og de unge med psykiske lidelser i kontanthjælpssystemet. Vi kunne godt have tænkt os, at langt flere end de ca. 3.500 børn, som bliver løftet ud af lavindkomstgruppen, kunne have fået hjælp. Derfor ønskede vi at øge ungetillægget og udvide det til flere og også at sikre en hurtigere adgang til medicintillægget for unge med en psykisk lidelse.

Men det betyder ikke, at der ikke er gode elementer i aftalen, for det er jo derfor, vi er endt med at være med, ikke alene på grund af forsimplingen af kontanthjælpssystemet, men også fordi der jo er et ungetillæg, fordi der er den fulde dækning af medicinudgifter, og fordi uhensigtsmæssigheder som f.eks. 225-timersreglen afskaffes og formuereglerne lempes. Dertil var der noget, som bl.a. også var vigtigt for os, nemlig at man kunne tage småjobs uden at blive modregnet.

Så står det her lovforslag jo ved siden af den aftale, der blev indgået tidligere på ugen, om at udmønte 1,3 mia. kr. over 10 år til en gruppe, som jeg i hvert fald selv er meget optaget af, nemlig de her 43.000 unge, som er uden job og uden uddannelse. Det er unge mennesker, som har drømme for sig selv og for samfundet, og som har et potentiale, som i dag ikke bliver udlevet og indfriet. Så der er også sat et betragteligt beløb af til at hjælpe de unge mennesker, hvoraf halvdelen døjer med en psykisk lidelse, og hvor op mod en femtedel har en kriminel løbebane. Men alle sammen er altså unge mennesker, som jeg i hvert fald gerne vil give en chance.

Så alt i alt kan Radikale Venstre støtte det her lovforslag. Tak for ordet.

Fru Sólbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance.

Tak. Og tak til ordføreren for talen. Det er ikke altid, at LA og Radikale Venstre er helt enige, men vi har grundlæggende et meget godt samarbejde på beskæftigelsesområdet. Tak for det.

Grunden til, at jeg har en kommentar, er, at DF heller ikke støtter forslaget, og det glemte jeg at sige under min egen ordførertale, så det må hellere føres til referat på den her måde. Jeg beklager meget forsinkelsen af den kommentar.

Ordføreren.

Det har jeg ikke nogen yderligere tilføjelser til.

Så er der ikke flere – jeg kigger lige rundt en ekstra gang, så vi ikke begår samme fejl som sidst – der har indtegnet sig for en kort bemærkning, så tak til ordføreren for Radikale Venstre. Den næste og sidste ordfører i talerrækken er hr. Torsten Gejl fra Alternativet.

Tak, formand. Alternativet kan se mange positive initiativer i aftalen om det nye kontanthjælpssystem. F.eks. støtter vi selvfølgelig afskaffelsen af 225-timersreglen og kontanthjælpsloftet. Og det er positivt, at kontanthjælpssystemet bliver mere gennemskueligt og at der indføres lempeligere fradrag for arbejdsindkomster.

Der er dog to hovedårsager til, at Alternativet ikke er med i aftalen, og hvorfor vi heller ikke kan støtte lovforslaget: 1) at det vil fastholde børn i fattigdom, og 2) at det vil sænke ydelsen markant for unge med særlige psykiske diagnoser.

Ifølge Økonomiministeriet vil forslaget hæve 4.000 børn ud af fattigdom. Der er dog to udfordringer ved det tal. De sidste af de 4.000 børn vil først blive løftet ud af fattigdom i 2045, når reformen er fuldt indført, og hvem ved, hvad der ellers kan være sket til den tid. Det vil sige, at når vi taler om at hive børn, der ikke engang er født endnu, ud af fattigdom, er der 53.000 virkelige børn, der lever i fattigdom i dag. Når loven træder i kraft i 2025, er der dog en mere beskeden effekt, hvor 2.000 færre børn vil leve i lavindkomst . Selv om 2.000 er et mærkbart antal, er det dog ingenlunde i nærheden af de næsten 10.000 børn, vi ville have løftet op af fattigdommen med den gamle aftale, som vi indgik med den daværende regering i 2022 – den daværende S-regering – og som desværre aldrig nåede at blive til lov på grund af valget.

Derudover er det et spørgsmål om, om vi overhovedet hjælper børn ud af fattigdom med den foreslåede reform, for tallene er beregnet uden at inddrage det midlertidige børnetilskud, der kørte fra 2020 til 2022, og inflationshjælpen fra 2023. Tæller man et af disse tilskud med i beregningen, vil antallet af børn i lavindkomst se helt anderledes ud, og den nye aftale er desværre kun et lille utilstrækkeligt plaster på såret, efter at disse tilskud stoppede i januar i år.

Det afspejler sig også i høringssvar. En interesseorganisation som BUPL, Børnerådet, Mødrehjælpen, Røde Kors og Red Barnet kommer med en stærk kritik af mindstesatsen og påtaler, at den kommer til at være en fattigdomsydelse. Børnerådet forklarer, at de familier, som vil modtage den nye mindsteydelse, stort set alle vil have en disponibel indkomst, der er lavere end det, Ydelseskommissionen definerede som minimumsbudgettet. Netop mindsteydelsen, dvs. tidligst selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, er vi kritiske over for, da den fastholder flygtninge og indvandrere i fattigdom i årevis, hvilket hverken gavner integrationen eller beskæftigelsen. Og når vi er ved mindsteydelsen, er det værd at bemærke, at mange af de positive tiltag ved det fremsatte forslag er finansieret, ved at 10.000 borgere, særlig ikkevestlige kvinder, går ned i ydelse på grund af de nye opholds- og beskæftigelseskrav, som regeringen så fint har lagt i en anden aftale.

I det store hele kommer de tre aftaler for kontanthjælpsreformen i 2025 derfor til at være en de facto-omfordeling af ydelser fra de mest udsatte flygtninge og migranter til de resterende kontanthjælpsmodtagere. I Alternativet mener vi ikke, det er retfærdigt, og med aftalen for 2022 kunne vi se, at det heller ikke er nødvendigt, fordi det faktisk er muligt at hjælpe begge grupper.

Det fremsatte forslag lægger derudover op til, at en række unge vil gå betydeligt ned i ydelsesniveau. Vi er især kritiske over for, at unge med særlige psykiske diagnoser går ned i ydelse med helt op til næsten 4.000 kr. om måneden. Ydelseskommissionen foreslog at sænke ydelsen for unge med særlige psykiske diagnoser, så der er større incitament til, at de tager en uddannelse. Su'en er nemlig meget lavere end kontanthjælpen for unge med særlige psykiske diagnoser. Dengang Ydelseskommissionen kom med det forslag, var både Venstre, Radikale Venstre og SF imod at sænke ydelsen for unge med psykiske diagnoser, men det har åbenbart ændret sig.

I Alternativet mener vi, det er en bunden opgave at støtte unge med psykiske diagnoser. Og vi mener derfor, det er helt forkert at sænke deres ydelser, særlig når formålet er at hjælpe dem videre i livet. Disse unge har ikke brug for en pisk, men en gulerod, og vi ville derfor langt hellere se, at man hævede su'en for den lille gruppe af unge med særlige psykiske lidelser, så de ikke skal gå ned i ydelse, når de starter på en uddannelse, og så de ikke behøver at tage et arbejde ved siden af studiet for at få økonomien til at hænge sammen.

I Alternativet mener vi altså, at aftalen vil fastholde børn i fattigdom og lægge yderligere pres på unge med særlige psykiske diagnoser, og vi kan derfor ikke støtte forslaget, formand.

Fru Karin Liltorp fra Moderaterne.

Tak for det. Og tak for talen. Jeg ved, at der er mange af os, der deler bekymringen for de unge, der har det svært, og dem med psykiske diagnoser; det gør jeg i hvert fald også personligt. Men anerkender ordføreren ikke netop, at vi med den her aftale har gjort noget særligt for de her unge med diagnoser, ved at vi faktisk i stedet for at sige, at man nu skal være på passiv forsørgelse, så faktisk via de penge, vi får fra den aftale, har investeret i, de får en fremtid; at de får nogle muligheder, de ikke havde før; at vi ikke længere opgiver dem, altså ved at vi netop siger, at der skal noget andet til for at få dem med, i stedet for at sige: Du skal forblive på passiv forsørgelse?

Ordføreren.

Jo. Altså, der er jo positive elementer i aftalen, men for os ophæver det ikke, at der faktisk er nogle unge, som kommer til at gå kraftigt ned i ydelse, hvis de tager en uddannelse, og at det lige præcis er nogle unge, som er meget sårbare.

Spørgeren.

Noget andet er netop i forhold til det der tidligere system, hvor det var nogle faste diagnoser, der bare gav ret til det her. Anerkender ordføreren ikke, at der er noget mærkeligt i, at man på den måde propper de unge i kasser og ser dem som diagnoser? Nu hørte jeg ordføreren fra SF spørge før og sige, at der kunne være mange andre diagnoser.

Er der ikke noget positivt ved, at vi nu siger, at vi kigger individuelt på den unge, og ikke siger: Dit handicap er så svært, at du skal have et specielt tillæg? Er der ikke noget positivt ved, at vi faktisk kigger på deres ressourcer og siger: Måske kan du faktisk komme ud og bidrage meget mere, end du egentlig tror?

Ordføreren.

Jo, det anerkender jeg, og jeg værdsætter også intentionen. Og jeg håber også, at det kommer til at virke på den måde. Men jeg ville hellere have, at flere unge med forskellige diagnoser fik lejlighed til at få hjælp og få en højere su som en særlig støtte, hvis de tager en uddannelse, i stedet for at deres støtte bliver forringet.

Tak til ordføreren fra Alternativet. Så er vi nået til beskæftigelsesministeren.

Mange tak for det. Jeg har virkelig glædet mig til det her. Med det her lovforslag gennemfører vi ikke mindre end en markant reform af kontanthjælpssystemet. Det er et politisk område, der om noget har været politisk kastebold, hvor vi på skift i Folketingssalen med skiftende flertal har hævet eller sænket ydelsesniveauer og tilført eller fjernet rettigheder.

Det politiske pendul har skabt et kontanthjælpssystem, der er blevet for komplekst. Ofte kan mennesker, der befinder sig i det her system, ikke gennemskue, hvad de får i ydelse og hvorfor, og sagsbehandlerne har svært ved at administrere reglerne. Resultatet er, at alt for mange borgere kommer i klemme i det nuværende kontanthjælpssystem, og de mekanismer, vi har lagt ind, f.eks. for at det skal kunne betale sig arbejde, bliver uigennemskuelige og mister derfor deres effekt.

Derfor er det, vi står med her, lidt af en milepæl, for det hviler ikke alene på et bredt politisk flertal hen over midten i dansk politik, men det skaber også dermed ro omkring de helt basale ydelser i vores velfærdssystem.

Jeg er stolt af, at vi står her med et bredt flertal i Folketinget på tværs af politiske skel, og at vi sammen er med til at tage ansvar for vores underste økonomiske sikkerhedsnet. Det er simpelt hen et enklere kontanthjælpssystem, hvor det bedre kan betale sig at tage et arbejde, og hvor vi samtidig løfter børn ud af lavindkomst.

Det er en reform, der i den grad bygger på et solidt udgangspunkt, et solidt arbejde, nemlig Ydelseskommissionens anbefalinger. Nu tager jeg lige mine briller på for at kunne se jer, så jeg kan sige ordentligt tak, for jeg kan se, at I sidder oppe på tilhørerpladserne. Tak for indsatsen, der gør, at vi politisk kunne lave noget så gennemgribende, så solidt og så markant forenklet som det, vi gør her.

For det er jo et opgør med mange af de knopskydninger og komplekse regler, som vi kan se der ligesom huserer i dag. Det er med andre ord en oprydning. Den radikale ordfører sagde, at det ikke er ofte, at det er det, vi politikere ender med at stå med her i Folketingssalen, men det gør vi i dag. Det er en enklere satsstruktur med en mindstesats, en grundsats og en forhøjet sats.

Vi fastholder en mindstesats for dem, der ikke opfylder et beskæftigelseskrav og et opholdskrav. Mindstesatsen sikrer, at ydelsen ikke bliver en selvstændig tiltrækningsfaktor for folk fra udlandet. Vi afskaffer særordninger – det har flere andre også været inde på vigtigheden af – som 225-timersreglen og kontanthjælpslofterne, der er svære at administrere og så komplekse, at mange borgere simpelt hen ikke kan gennemskue, hvad de får i ydelse, eller hvad de får ud af at tage nogle få timers arbejde.

Samtidig fastholder vi, at det ikke skal være muligt for borgere i kontanthjælpssystemet at modtage offentlige ydelser i ubegrænset omfang, og derfor erstatter vi kontanthjælpsloftet, som jo, som den socialdemokratiske ordfører også så rigtigt sagde, er 29 forskellige lofter, med et boligstøtteloft, som vil være markant simplere.

Lovforslaget sikrer også, at det i endnu højere grad kan betale sig at tage et arbejde. Det går godt derude, beskæftigelsen buldrer derudaf, og færre borgere er lige nu på kontanthjælp. Det vil vi også gerne understøtte fremadrettet, og derfor vil jeg især fremhæve det nye indkomstfradrag. Vi var under debatten om arbejdspligten også inde på, hvad det betyder, at det bliver lettere og mere gennemskueligt i begrænset omfang at tjene sine egne penge ved siden af kontanthjælpen. Vi ved nemlig, at bare få timers arbejde om ugen med løn på en rigtig arbejdsplads kan rykke gevaldigt ved et menneske, at det kan være en trædesten til beskæftigelse, og at det kan være en trædesten til at få det selvværd, der gør, at man tror på, at man kan. Helt konkret bliver det for nogle muligt at tjene op til 2.500 kr. og for andre op til 5.000 kr. afhængig af satsen hver eneste måned i supplerende løn, uden at det påvirker ens kontanthjælp. Det er virkelig en nyskabelse, som gør det enkelt for borgere at have et højere forsørgelsesgrundlag, samtidig med at de kommer tættere på arbejdsmarkedet.

Så er der også for os, der har forhandlet den her reform, et helt særligt fokus på børnene. Der har været et grundlæggende ønske om at slå ring om børnene, og derfor indeholder lovforslaget også flere nye tiltag, som skal tage bedre hånd om børnene, så endnu flere kan vokse op under rimelige vilkår. Det er fritidstillægget, som bliver øremærket børnenes fritidsliv og sociale aktiviteter, og det er medicintilskuddet, der skal sørge for, at kontanthjælpen ikke bliver en barriere for, at børnene eller deres voksne, der har været på kontanthjælp i en længere periode, får den nødvendige medicin. Samlet set vil det her betyde, som det også har været fremme i debatten tidligere, markant færre børn i lavindkomst.

Det nye kontanthjælpssystem indeholder også en række tiltag, som skal hjælpe de unge, der hverken er i job eller i uddannelse. Som det også har været fremme i debatten, er der et fokus på indsatsen for de her unge. I selve aftalen har vi skrevet, at flere unge skal med i indsatsen, men som det også har været fremme fra flere ordføreres side, stod vi i denne uge med 1,3 mia. kr. over de næste 10 år til den her gruppe af unge, der hverken er i uddannelse eller i arbejde. Det er ungeløftet, hvor vi styrker indsatsen i fællesskab med arbejdsmarkedets parter, med civilsamfundet og med lokale organisationer med at løfte de her unge; hvor vi bygger bro mellem psykiatri og arbejdsmarked, og hvor vi insisterer på at gøre en ekstra indsats for den her gruppe.

Aftalen finansieres med en reserve fra kontanthjælpsaftalen på knap 1 mia. kr. og så med over 300 mio. kr. oveni fra finansloven.

Det er med andre ord en virkelig god dag i dag. Samlet set står vi her med et enklere og mere værdigt kontanthjælpssystem. Det bliver et kontanthjælpssystem, hvor borgerne og sagsbehandlerne rent faktisk kan forstå, hvad der er op og ned. Det bliver et kontanthjælpssystem, hvor der er en klar og tydelig tilskyndelse til at tage et arbejde, og hvor det ikke er muligt at få ydelser i ubegrænset omfang. Og så bliver det et kontanthjælpssystem, der forbedrer børnefamiliernes vilkår, når vi giver mulighed for, at endnu flere børn kan blive en del af foreningslivet.

Jeg ser virkelig frem til, at vi kommer til den videre behandling af det her lovforslag, og jeg glæder mig til, at det her bliver til lov i vores land. Tusind tak til de partier, der er med. Og tak for behandlingen i dag.

Der er på nuværende tidspunkt en enkelt indtegnet, og det er fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten.

Tak for ordet. 54.500 vil som konsekvens af denne her aftale opleve en nedgang i deres ydelse. 47.500 børn vokser op i fattigdom. Hvis det stod til Socialdemokratiet, hvor mange børn skulle så næste år vokse op i fattigdom?

Ministeren.

Hvis det stod til mig, havde vi ikke fattigdom. Så var alle deres forældre i arbejde, og så havde vi dem alle sammen med. Det er desværre ikke tilfældet, og derfor har vi de her sikkerhedsnet, men vi er også nødt til at ramme balancerne. Det mener jeg vi har gjort med den her reform.

Spørgeren.

Men ministeren er jo udmærket klar over, at der er konjunkturer i vores land. Arbejdsløshedskøer er nogle gange lange. Nogle gange er de korte. Meget af det afhænger af, hvordan konjunkturerne er. Og så er der folk, der står og på forskellig vis kan være i sociale livssituationer, der gør, at man har brug for et sikkerhedsnet, der griber en. Så jeg skal bare være helt sikker på, at Socialdemokratiet mener, at balancen er ramt, når 47.000 børn vokser op i fattigdom.

Ministeren.

Jeg synes faktisk, at det, vi står med her, er et kontanthjælpssystem, hvor vi på den ene side har det, det jo er, nemlig det nederste sikkerhedsnet i vores land. Hvis du ingen formue har og ikke har nogen indtægt, så er der et nederste sikkerhedsnet, der griber dig. Men vi har samtidig også strikket det sammen, så det tydeligt kan betale sig at arbejde, og så vi slår ring om børnene, bl.a. med medicintilskud, så det aldrig skal være sådan, at der ikke er råd til den receptpligtige medicin til ens børn, og at der også er råd til fællesskaber. Jeg synes faktisk, det er nogle virkelig gode balancer, det her lovforslag står på, og jeg er meget glad for, at vi får det vedtaget med et bredt flertal i Folketinget, så det her ikke længere bliver en kastebold politisk.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.