Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af lovforslag nr. L 120:

Forslag til lov om ændring af lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning. (Forsøgsordning med elektronisk kontrol som supplement til opholdsforbud).

Af justitsministeren (Peter Hummelgaard).

(Fremsættelse 15.01.2025).

Forhandlingen er åbnet. Den første ordfører, jeg byder velkommen til, er hr. Bjørn Brandenborg fra Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Nogle gange kan det være en udfordring at være den første ordfører på talerstolen, andre dage er det en fornøjelse. Jeg er rigtig glad for at være retsordfører for Socialdemokratiet, men i dag er jeg særlig glad for, at jeg får lov til at stå her og fortælle om det næste forslag, der er på dagsordenen. Det er et forslag om at indføre en forsøgsordning med elektronisk kontrol eller det, vi i praksis kalder for omvendt fodlænke.

Det kan være svært at forestille sig, hvordan det må være at leve i frygt for sin egen sikkerhed og for sine børns; at skulle kigge sig over skulderen og tjekke låsene på døren om og om igen; at være bange, selv når man er hjemme, hvor man helst skulle føle sig allermest tryg; og at være bange for, at en person, man engang har elsket og delt sit liv med, vil gøre en ondt. Det er desværre virkeligheden for alt for mange, især for alt for mange kvinder. Partnervold og stalking er ikke kun en personlig tragedie, det er også et alvorligt samfundsproblem, som vi har et ansvar for at løse.

Vi har haft fokus på det her alvorlige problem længe. Vi har indført en selvstændig stalkingbestemmelse. Der er regler om tilhold og opholdsforbud, og der er lavet en handlingsplan mod partnervold og partnerdrab. Det er gode initiativer, men hvad der måske har manglet, har været en praktisk løsning, som kan beskytte de mange, som udsættes for vold og stalking – en løsning, som ikke føles som endnu en byrde for offeret, som i forvejen har skullet tage rigtig mange forholdsregler og måske lægge hele sit liv om for at beskytte sig mod sin gerningsmand.

Med det her forslag sætter vi gang i en forsøgsordning med den omvendte gps-fodlænke, så vi kan holde styr på gerningsmanden. Det tror vi på gør en forskel, en forskel, som kan bidrage til at øge sikkerheden for ofrene for stalking og partnervold og forhåbentlig i sidste ende forbedre deres livskvalitet og give dem noget frihed tilbage. Derfor er vi selvfølgelig meget glade for det her forslag. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordførertalen. Jeg er jo ligesom ordføreren ret begejstret for de her omvendte fodlænker, og det er faktisk ved at nærme sig 2-året for, at vi fremsatte forslaget om omvendte fodlænker, og at vi også fik flertal for det, og det ligger jo i fin forlængelse af dagens lovbehandling, kan man sige.

Men det, som undrer mig er, at man vil lave en begrænset ordning, som kun angår tre politikredse, og det har jeg det lidt svært med. Så jeg vil gerne høre, hvad baggrunden for det er. For det skal jo helst ikke afhænge af dit postnummer, i forhold til at du føler sig truet, og at der er brug for den her fodlænke. Så hvad er baggrunden for, at det kun er tre politikredse og ikke en landsdækkende ordning?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet og også en anerkendelse til ordføreren for arbejdet og samarbejdet omkring den her vigtige dagsorden. Nu har ordføreren jo, tror jeg, været retsordfører i dobbelt så lang tid, hvis ikke mere, end jeg har været det, og er derfor også fuldt ud bekendt med de udfordringer, der er i politiet, og hvor noget af det jo handler om it-udfordringer, og hvor det her er en del af det. Men jeg glæder mig rigtig meget over, at det nu bliver en realitet.

I forhold til den anden del af spørgsmålet om forsøgsordningen handler det, når det er en forsøgsordning, der er afgrænset til en 3-årig periode med et sådan stadig væk relativt begrænset antal, jo også om at gøre det et sted, hvor man har mulighed for at afprøve det på en måde. Det er det, der ligger bag det.

Spørgeren.

Ja, jeg er godt klar over, at det er en forsøgsperiode, fordi man gerne vil have nogle erfaringer. Men det, jeg ikke forstår, er, hvorfor der kan være ofre, der er meget truede, i én politikreds, som så ikke vil kunne få hjælp, fordi det kun er i tre politikredse, man afprøver det.

Der er jo tale om et system, som er velafprøvet i Norge, så jeg tænker måske også, vi kunne have været lidt hurtigere om evalueringsperioden, så det trods alt ikke behøvede at være 3 år. For det vil sige, at det er 5 år, fra vi fremsatte forslaget og fik flertal for det, og til man så ved, om man reelt vil indføre det og man vil kunne hjælpe alle ofre. Kan ordføreren ikke godt se, at vi måske kunne gøre det lidt hurtigere?

Hr. Bjørn Brandenborg.

Jo, regeringen vil meget gerne gøre det meget hurtigere. Jeg tror jo også, ordføreren er bekendt med, at man i Norge, som jeg også ved har været den store inspiration for ordføreren selv og også for regeringen, har haft nogle udfordringer i de 10 år, hvor man har brugt det, både i forhold til de geografiske områder, hvor man bruger det, og så hele anvendelsen af det her system.

Så i virkeligheden handler det om, at det er en grundig forsøgsordning, hvor det, når vi vedtager et redskab, som vi ønsker at vi skal bruge – og i virkeligheden ønsker jeg personligt, at vi kan bruge det i langt højere grad, end forsøgsordningen lægger op til, og også meget gerne inden for andre områder og alt muligt andet – så også bliver gjort på en ordentlig måde. Det er det, der er baggrunden for det.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Bjørn Brandenborg fra Socialdemokratiet, og jeg byder nu velkommen til hr. Preben Bang Henriksen fra Venstre.

Tak for det. Det er ikke rart for en Venstrepolitiker at skulle lægge ud med at rose SF, men æres den, der æres bør. Det var fru Karina Lorentzen Dehnhardt, der fra den her talerstol for et eller halvandet år siden lancerede idéen om det, vi kalder for den omvendte fodlænke, og i øvrigt henviste til, at den var gennemført i Norge. Nu gennemfører vi forsøg her i Danmark. Det synes jeg lyder utrolig spændende, for som den socialdemokratiske ordfører sagde lige før, er stalking og forfølgelse simpelt hen bare fuldstændig utilstedeligt. Offeret kan gå rundt i skræk hele dagen lang; det hører ingen steder hjemme.

Det har vi heller ikke været blinde for her i Folketinget. Vi har strammet op på reglerne for stalking ved flere lejligheder. Vi har bl.a. indført 40 dages ubetinget fængsel. Det skal der faktisk en hel del til i strafferetten for at man får, men det får man for at overtrædelse sådan et opholdsforbud eller tilhold i forbindelse med stalking, eksempelvis hvis en fraskilt mand bliver ved med at opsøge hustruen. Det kan altså koste op til 40 dages ubetinget fængsel. Vi har også vedtaget muligheder for strakstilhold, sådan at sagen ikke skal gennem en langsommelig behandling først, men at politiet her og nu kan udstede et strakstilhold. Og det er alt sammen fint.

Nu tager vi endnu et skridt med den her omvendte fodlænke, der skal alarmere både kriminalforsorgen, men jo altså også offeret og ikke mindst det lokale politi, hvis stalkeren kommer inden for en bestemt radius, som på forhånd er fastlagt. Den radius er fastlagt efter politiets responstid. Det er også meget fornuftigt. Den skal alt andet lige være større, hvis der er langt for en politibil at køre for at nå frem. Endelig har det – det er i hvert fald erfaringen fra Norge – faktisk også en fornuftig virkning over for forbryderen, og det har faktisk fået nogle til at vende om. Det er ligesom, når vækkeuret ringer for os andre, så bliver man bliver altså vækket og tænker: Hvad er det lige, vi er i gang med her? Så det er ualmindelig godt. Hvis man ikke gør det, skal man også være klar over, at så har vi et knaldgodt bevis. Der er ikke så meget diskussion senere. Bevisbyrden er næsten vendt om, således at – jeg var lige ved at sige i modsætning til, hvad der ellers gælder i strafferetten – den, der overtræder, den person med fodlænken, må bevise, hvorfor vedkommende var der. Og det kan blive lidt svært i hvert fald med det tilhold, der er givet.

Så jeg synes, det er en ganske, ganske fornuftig ordning, som vi er i gang med at lave forsøg på. Jeg er helt sikker på, at det bliver permanent. Tak.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Preben Bang Henriksen fra Venstre. Jeg byder nu velkommen til fru Betina Kastbjerg fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, formand. Det her lovforslag har jo været længe ventet, siden vi i maj 2023 behandlede et beslutningsforslag om nøjagtig det samme, nemlig et fremsat af SF, som det også blev nævnt tidligere. Der er ingen tvivl om, at når man ser på statistikkerne omkring stalking, viser tallene tydeligt, at det ofte er meget få personer, der bryder deres tilhold mange gange. Derfor er det her lovforslag også et vigtigt skridt i indsatsen mod stalking, også mod partnervold og de tragiske konsekvenser, det har for ofrene og deres familier. Stalking og chikane er ikke blot ubehagelige hændelser; det er dybt indgribende overgreb, der påvirker ofrenes fysiske og psykiske helbred, og ofte begrænser det deres frihed i en sådan grad, at deres liv aldrig bliver det samme.

Når vi taler om stalking og partnervold, taler vi også om handlinger, der desværre alt for ofte eskalerer til vold og i de værste tilfælde partnerdrab. Med dette lovforslag introducerer vi en forsøgsordning med elektronisk kontrol, også kendt som den omvendte fodlænke, som et supplement til opholdsforbud i sager om stalking og partnervold. Det er et rigtig godt skridt i den rigtige retning, for vi ved, at traditionelle midler som tilhold og opholdsforbud desværre ikke altid er tilstrækkelige.

Alt for mange ofre har måttet leve med frygten for, at gerningspersonen trodsede forbuddet. Den elektroniske kontrol giver bedre mulighed for at overvåge og håndhæve opholdsforbuddene og dermed beskytte ofrene mere effektivt. Vi sender samtidig et klart signal om, at vi står bag ofrene, og at vi tager deres sikkerhed alvorligt, så i Danmarksdemokraterne stemmer vi naturligvis for forslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Betina Kastbjerg fra Danmarksdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet. I Varde mangler man en borger, for Melanie Hansen, som JydskeVestkysten har omtalt i de seneste dage, og som er derfra, har måttet gå under jorden et andet sted i Danmark med kommunens og politiets hjælp. Hun har været udsat for partnervold. Hun har været bortført af sin ekskæreste, og han har oven i købet tidligere skudt en kvinde. Så det er alvor, og hun frygter for sit liv og har set rigtig meget frem til den omvendte fodlænke.

Den gode nyhed er, at vi kan starte ordningen op. Den dårlige er, at det er en reduceret ordning, som vi ike engang er sikre på kommer Melanie Hansen til gavn. Derfor håber jeg stadig, at vi kan diskutere, om det her ikke burde være en landsdækkende ordning, så vi dækker de mest truede mennesker først, så Melanie og andre ofre har en større chance for at få hverdagen og trygheden tilbage i deres liv.

Regeringen har langt om længe fremsat et forslag om at indføre de her norske omvendte fodlænker, som bare har vist sig virkelig effektive i kampen mod stalking, chikane, intimidering og brud på tilhold. Vi er jo rigtig glade for, at det endelig sker, for det var i al beskedenhed SF, der foreslog at introducere de her fodlænker i et forslag, som vi til marts behandlede her i salen for snart 2 år siden.

Det er på tide, at der sker noget, for vi har som samfund et kæmpe uløst problem med grænseoverskridende stalkingadfærd, brud på tilhold, partnervold og andet, som kan afhjælpes med den her moderne teknologi. Det er faktisk ikke for sjov, at man i Norge endda også har fremrykket en udvidelse af fodlænkeprogrammet, for det har vist sig at være en grundlæggende effektiv måde at forhindre brud på tilhold på, som i dag er alt for hyppige, og som jo virkelig er grænseoverskridende for de kvinder, som det går ud over. Af samme grund kan det undre, at den forsøgsordning, der nu sættes i gang i Danmark, begrænses til kun tre politikredse, fordi brud på tilhold jo finder sted overalt i landet, og vi havde som sagt gerne set det afspejlet her i ordningen.

Så synes jeg umiddelbart, at en forsøgsperiode på 3 år er meget lang, især når ordningen ikke er landsdækkende. Vi har allerede ventet 2 år, siden vi fremsatte forslaget om de omvendte fodlænker i marts 2023. At der skal gå 5 år, før vi tager stilling til, om alle ofre skal have muligheden for noget, som er afprøvet med succes i Norge, virker bare som ualmindelig lang tid. Jeg tror, det vil vise sig, at ordningen er effektiv. Det tyder erfaringerne fra Norge også på, og det var jo også det, vi hørte Venstres ordfører sige: at han regner med, at det her bliver en permanent ordning. Derfor synes jeg jo godt, at vi kunne diskutere, om der ikke var en mulighed for at gøre det her til en landsdækkende ordning lidt hurtigere.

Samtidig kan man jo frygte, at det meget begrænsede antal fodlænker, som iværksættes, vil betyde, at der vil være nogle, som jo ikke får den her gps-fodlænke på, men som virkelig burde have det, selv om de lever op til alle de formelle krav. Taberne ved vi jo godt hvem bliver. Det bliver de kvinder og mænd, som bliver opsøgt, stalket, intimideret i deres eget hjem, hvor de burde kunne føle sig allermest trygge. Vi synes måske heller ikke lige helt, at det her rimer på regeringens mantra om, at vi ikke må lade kapacitet bestemme vores straf- og retspolitik.

For få år siden fik vi faktisk et indblik i, når det handler om brud på tilhold, at der var, som jeg husker det, 13 personer, som stod bag næsten alle brud på tilhold. Mange havde 100 af brud på samvittigheden. Vi er bekymret for, at vi skal vente meget lang tid med at række ofrene en redningskrans her.

Danner og Dansk Kvindesamfund anbefaler, at ordningen afgrænses til partnervoldssager og sager, hvor stalking indgår, eller hvor der er en risiko for drab. Jeg synes, det giver rigtig god mening at sætte ind der, hvor risikoen er størst, og det bør vi vel lytte til, synes jeg. Landsorganisationen af Kvindekrisecentre og Lev Uden Vold påpeger også, at evalueringer bør foretages løbende, så ordningen kan tilpasse bedst muligt, og at Folketinget bør inddrages, såfremt ordningen gøres permanent. Det er jo alt sammen gode pointer, som vi også i SF støtter op om.

Der er også flere høringssvar, der bemærker, at det er afgørende, at politiet sideløbende med ordningens sikres tilstrækkelig kvalificeret uddannelse i voldsforståelse og risikovurderinger. Det er vi også helt enige i bør tages med i det endelige forslag.

Men hvorom alting er, og selv om jeg stadig væk håber, at vi kan diskutere det her, kommer SF jo også til at bakke det her op, for det er trods alt et fremskridt i forhold til den nuværende tilstand. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til hr. Steffen Larsen fra Liberal Alliance.

Mange tak, hr. formand. Den daglige rytme er for de fleste af os mennesker ubesværet. Vi vækker vores børn, gør os klar, sender dem i skole og institution, tager på arbejde og handler ind. Vi passer vores familie, og vi behøver ikke at kigge os over skulderen og frygte, at nogen følger os i skyggerne, og at nogen uønsket opsøger os eller gør os fortræd. De fleste af os lever gud ske tak og lov fredelige og trygge liv med sunde relationer, og det at blive overfaldet og udsat for andre menneskers mørke sider hører til sjældenhederne. Men for dem, der har fået en besat og syg sjæl efter sig, der har fået det, man kalder en stalker, en x, der hjemsøger en uvelkomment og imod ens vilje, og som forfølger en med ond vilje og modbydelige intentioner, har vi alt for længe haft svært ved som retsstat at gøre nok for at forhindre denne utryghed i at hjemsøge ofrene.

Derfor er det også med en vis glæde, at denne forsøgsordning med fodlænker nu udfoldes. Den skal sikre, at stalkere ikke kan få lov til at komme nær deres ofre, gennem fodlænker, der kan overvåge stalkerens nærhed til offerets bopæl, arbejdsplads og øvrige opholdssteder, så stalkeren, hvis altså stalkeren bryder sit tilhold, kan findes og fanges af politiet, og at vedkommende dermed kan føres for retten for sit brud på det opholdsforbud, der er blevet ham pålagt. For det er utrygheden i eget hjem, i eget nabolag, i det lokale supermarked og ved børnenes skole, der er den mest indtrængende og forfærdelige angst. Den fjerner jo netop enhver sikkerhed, man ellers skulle kunne finde der, hvor man bor, hvor man skal kunne finde tryghed med sin familie.

Forhåbentlig vil det her være med til at forhindre overfald, vold og psykisk og fysisk nedslidning af ofrene og gøre livet lidt mere tåleligt for dem og deres familier. I Liberal Alliance støtter vi derfor lovforslaget, selv om vi helst så, at det ikke blot var en forsøgsordning, men at vi tog de norske resultater til os som gode varer og dermed lavede en permanent ordning med deres ordning som forbillede. Tak.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Steffen Larsen fra Liberal Alliance, og jeg byder nu velkommen til fru Nanna W. Gotfredsen fra Moderaterne.

Der er allerede sagt en del. Jeg fatter mig i korthed. Vi har med et forslag at gøre, der som så meget andet på det retspolitiske område handler om balancen mellem hensynet til offerets retsfølelse og tryghed og hensynet til retssikkerheden. Det er et godt og spændende forsøg. Vi bakker fra Moderaternes side op. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Nanna W. Gotfredsen fra Moderaterne. Jeg byder nu velkommen til fru Rosa Lund fra Enhedslisten.

Tak. Selv om vi de sidste år har vedtaget lovgivning og taget ret mange initiativer, der skal medvirke til at sikre ofre for partnervold og stalking, så er der fortsat store udfordringer. Vi har i hvert fald ikke løst problemet. For et par år siden lavede vi en aftale, hvor vi ved lov styrkede beskyttelsen af ofre for stalking. Men selv om det er selvstændigt kriminaliseret, ved vi, at der er mange ofre, der ser, at der ikke sker nogen håndhævelse af tilhold. I 2022 havde vi 7.296 overtrædelser af tilhold. 7.296 gange skete det. Det er et voldsomt højt tal. Og tallet er endda 150 pct. højere, end det var i 2017. Det er altså gået den forkerte vej. Bag de tal ligger, at cirka to tredjedele af alle bruddene er begået af 13 personer. Så der er altså tale om mange brud, men ganske få gerningsmænd, der skal styr på, for at vi kan få nedbragt en ret stor del af den stalking, vi ser.

Desværre ser vi også, at der er et stort pres på politi, anklagemyndighed og domstole. Det er jo et pres, som vi har diskuteret her i salen mange gange, og det er et pres, der medfører ekstremt lange sagsbehandlingstider. Hvis man overtræder et tilhold hver dag, men det i gennemsnit tager flere år for systemet at behandle hver enkelt overtrædelse, er det jo i hvert fald her og nu nærmest konsekvensfrit at bryde et tilhold. Når et offer bliver opsøgt, skaber det en enorm frygt, og det er med til at ødelægge livet for offeret, når man konstant skal gå og kigge sig over skulderen. Sådan nogle vilkår er der ikke nogen der skal leve under.

Jeg er næsten sikker på …

Mødet udsættes i 10 minutter.

Mødet er udsat. (Kl. 13:33).

Mødet er genoptaget, og jeg giver igen ordet til fru Rosa Lund, som var midt i sin ordførertale. Værsgo.

Nu ved jeg jo, at de tilstedeværende folketingsmedlemmer har hørt rigtig godt efter, så jeg vil ikke starte fra toppen, men der, hvor jeg var nået til.

Jeg er næsten sikker på, at det vil give en øget tryghed hos ofrene for stalking, hvis den omvendte fodlænke tages i brug. Jeg kan læse i lovforslaget, at man har taget de gode erfaringer fra Norge med, hvilket blot understøtter formodningen om, at det rent faktisk vil gøre en stor forskel at indføre den omvendte fodlænke.

Men jeg er trods alt medlem af Enhedslisten, og derfor er der nogle pointer i forhold til overvågning, som jeg lige vil fremhæve. Det er rigtig vigtigt, at en sådan ordning her bliver proportional, og at man ikke gemmer data om, hvor en person har været 24 timer i døgnet, i et helt år. Den krænkelse af retten til privatliv står ikke mål med det, vi ønsker at opnå, og det er heller ikke sikkert, at det vil bidrage til at nå målet. Det vigtige er, at dataet kun anvendes, når der sker en lovovertrædelse, men det føler vi os i Enhedslisten overbevist om at det vil gøre i den her situation. Det er bare vigtigt, at vi tager højde for det, når vi indfører den omvendte fodlænke.

Så har jeg en lidt mere alvorlig bemærkning til lovforslaget. Når man læser høringsnotatet og bemærkningerne om målgruppen nederst på side 9, giver Justitsministeriets gengivelse af Danners og Dansk Kvindesamfunds bemærkninger et indtryk af, at de to organisationer mener, at målgruppen for typen af sager alene skal være relateret til partnervold – punktum, ikke noget andet. Det synes jeg er lidt misvisende. Det, der rent faktisk står i de to høringssvar, er, at grunden til, at man synes, at det skal indskrænkes til de sager, er, at der lige nu er tale om så få fodlænker, at man ikke kan få et ordentligt datagrundlag for, om det virker, hvis det dækker alle typer af stalking. Det er en ret relevant del, synes vi i Enhedslisten, som burde være gengivet i høringsnotatet. Ellers har jeg som regel ingen kritik af Justitsministeriets høringsnotater. Jeg vil gerne opfordre til, at man ikke skærer hjørner af en anden gang, når man udarbejder notatet. Det synes jeg heller ikke man plejer at gøre fra ministeriets side.

Så kommer vi også i Enhedslisten til at bede om et skriftligt svar fra ministeren – det er ikke noget, ministeren behøver at redegøre for her på talerstolen – hvor pointen om, at de få enheder giver et svagt datagrundlag, skal vurderes og ikke bare bliver sprunget over. Og så vil jeg opfordre til, som det også er foreslået i høringssvarene, at de mange dygtige organisationer, der til daglig arbejder med at stoppe og forhindre stalking og partnervold, inddrages i processen med at udarbejde bekendtgørelsen, så vi sikrer, at al relevant viden og erfaring er med til at give det her forsøg de bedste forudsætninger for, at man kan lave en permanent løsning.

Når det er sagt, kan jeg sige, at Enhedslisten støtter lovforslaget, og jeg har lovet at hilse fra Radikale Venstre og sige, at de også støtter lovforslaget. Tak.

Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Rosa Lund fra Enhedslisten. Og jeg giver nu ordet til fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti.

Som flere også har sagt, er det her et forslag, som blev fremsat af Socialistisk Folkeparti for et par år siden. Det er jo sådan i politik, at man nogle gange ærgrer sig over, at det er andre, der kommer med de her gode forslag, for jeg havde faktisk lige præcis udformet et lignende. Jeg tror også, jeg sagde det i min tale, fordi jeg simpelt hen synes, det er så god en idé, at man gør det ubekvemt for overfaldsmanden i stedet for at gøre det ubehageligt og ubekvemt for den, som faktisk bliver forfulgt og bliver stalket. I Norge har man jo kørt med det her igennem mange år, og selvfølgelig er det helt legitimt at sige, at i stedet for at den kvinde eksempelvis, som bliver stalket af sin eksmand, hvilket blev nævnt tidligere, skal gå hele tiden og være bekymret og bange og skal ringe til politiet, hvis han overtræder det her forbud, så er det stalkeren, altså overgrebsmanden, som får den her fodlænke på, sådan at politiet ved det, hvis han overskrider det her tilhold. Det giver rigtig god mening.

Så det her forslag er et skridt i den rigtige retning. Jeg vil sige det samme, som flere andre ordførere har sagt her fra talerstolen, altså at jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at man ikke udvider det til alle politikredse og gør det til en permanent ordning i stedet for en forsøgsordning. Men det her er trods alt et skridt i den rigtige retning. Det må aldrig være sådan, at det er offeret, der skal gå og lide den tort at frygte for liv og levned. Det må altid være sådan, at vi skal gøre det værst tænkeligt og sværest muligt for den, som faktisk begår de her overgreb.

Så det her er ren DF-politik, men vi så bare gerne, at man strammede det lidt yderligere, og at det her ikke var en forsøgsordning. Med det her er trods alt et skridt i den rigtige retning.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti. Jeg giver nu ordet til hr. Torsten Gejl fra Alternativet.

Tak, formand. I Alternativet ville vi da heller ikke have noget imod, at det var os, der havde fundet på det her forslag. Men det er SF, og det gjorde de for et par år siden. Dengang sagde vi tak, tak til SF for at fremsætte forslaget, som vi mener vil gøre en reel forskel i kampen mod partnervold og stalking. Og så forsøger det at løse problematikken på en ret nuanceret måde. For det er skræmmende virkelighed, at mange borgere, oftest kvinder, lider under psykisk og fysisk vold, ofte fra en person, de engang stolede på. Jeg vil tilføje, at hvis en kvinde er kommet ud af et voldeligt forhold, hvor ekskæresten har fået et opholdsforbud, så er det jo altså kun en lille trøst, at han kan dømmes, hvis han står og venter i hendes opgang, når hun kommer hjem fra arbejde. For han har stadig nået at chikanere hende, og han har stjålet hendes følelse af tryghed og hendes følelse af frihed.

Som vi kan se i bemærkningerne, sker der ganske mange brud fra en ganske lille gruppe gerningsmænd, og vi tror, at den omvendte fodlænke kan sørge for, at det er politiet og ikke den forurettede, der skal håndtere brud på opholdsforbuddet, så ofre for stalking og chikane kan få den tryghed og frihed, de fortjener. Det kan vi selvfølgelig bakke op om. Men vi synes, forsøget vender lidt forkert. Altså, i stedet for at det er meget lang tid meget få steder, synes jeg tit, at forsøg fungerer bedre, hvis det er lidt kortere tid mange steder. Så det bliver lige spændende at høre ministeren, hvad det er, der er baggrunden for, at det er et langt forsøg få steder. I Norge fungerer det jo fint, så nogle gange har man det også sådan: Lad os da bare komme i gang.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Så vi siger tak til hr. Torsten Gejl fra Alternativet. Jeg giver nu ordet til fru Mai Mercado fra Det Konservative Folkeparti.

I foråret 2020 kom SF med et beslutningsforslag om at indføre en omvendt fodlænke for stalkingofre, og der var en bred enighed i salen om, at det var et godt forslag. Regeringen valgte efterfølgende på baggrund af SF's forslag, at den ville indføre en omvendt fodlænke, og derfor står vi nu med lovforslaget her 2 år efter. Så ros til SF for at fremsætte forslaget, og ros til regeringen for at levere.

Udøvelsen af stalking i Danmark er stigende, og der er også kommet nye måder at stalke på, og derfor skal stalking også tages alvorligt. Det er derfor, at vi også har strammet op på lovgivningen i forhold til stalking igennem de senere år.

I Norge er der færre stalkingofre, som lever i konstant frygt. For omkring 10 år siden begyndte Norge at anvende fodlænke med gps-sporing, og siden er 86 personer blevet idømt straffe med fodlænke, og tilholdet er blevet overskredet nul gange. For i Norge findes den omvendte fodlænke, hvor det er stalkeren, altså voldsudøveren, som er udstyret med en alarm. Det betyder, at der bliver dannet en ring rundt om offerets bopæl, og hvis den ring overtrædes, så går alarmen hos politiet, som først og fremmest så vil bringe offeret i sikkerhed. Fodlænken virker, og faktisk skubber den ansvaret fra offeret over på gerningsmanden og voldsmanden, og det giver den stalkede mindre frygt og en større mulighed for at leve et normalt liv. Derfor bakker vi selvfølgelig også op om et forsøg med at indføre en omvendt fodlænke herhjemme.

I lovforslaget står der, at påbud om elektronisk kontrol forudsættes navnlig anvendt i stalkingsager og i sager om partnervold, men at anvendelsen ikke er begrænset hertil. Der står også, at det er en betingelse, at en person er underlagt et opholdsforbud efter lovens § 3. Som en del af opholdsforbuddet vil personen have et strafsanktioneret forbud mod at færdes eller opholde sig inden for en nærmere fastsat geografisk forbudszone. Det kunne være afstanden til den forurettedes bolig, uddannelsessted eller arbejdsplads. I første omgang er der et begrænset antal fodlænker til rådighed – kun 15 styk.

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi i Det Konservative Folkeparti har ambitioner om mere, både for dem, der bliver stalket, altså i forhold til at få flere fodlænker, men også i forhold til at udvide målgruppen for dem, som bærer en omvendt fodlænke. Her vil jeg ikke undlade at nævne, at Konservative har et erklæret mål om, at bandemedlemmer, som er idømt et opholdsforbud, også skal inddrages som målgruppe, så de også får en omvendt fodlænke om benet. Ministeren har i hvert fald ikke været afvisende over for det forslag. Sidste år blev otte bandemedlemmer idømt et opholdsforbud i hele Odense Kommune, og det kan jo være relativt vanskeligt for politiet at holde styr på, og omvendt vil det være relativt enkelt med en omvendt fodlænke. Så snart man overskrider kommunegrænsen, ved man, at så går alarmen.

Jeg havde håbet på med det lovforslag, vi sidder med i dag, at varigheden ville være længere. Ifølge Danner har den længste straf i Norge, hvor man har båret en omvendt fodlænke, været 5 år, og selv om påbuddet om elektronisk fodlænke kan forlænges, skal man jo ikke underkende den angst og den frygt, det kan skabe hos et offer, at man kun er beskyttet et år ad gangen. Vi havde også håbet, at konsekvenserne ved at overtræde påbuddet ville være hårdere end bødestraf.

I lovforslaget står, at den, som forsætligt overtræder et påbud, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, men der står også, at hvis man overtræder forbuddet, vil det i første omgang som udgangspunkt blive straffet med bøde. Det mener vi er problematisk, for hvis straffen er for mild, vil flere blive ansporet til at overtræde påbuddet til stor frygt for ofrene. Så selv om vi bakker op om forsøget med de 15 fodlænker, mener vi, at der er for få. Målgruppen er for snæver, i forhold til hvad potentialet er, og vi mener også, at straffen for at overtræde påbuddet er for lav.

Alligevel skal regeringen have ros for at komme med lovforslaget og for, at der nu rent faktisk kommer et forsøg, hvor man kan indhente og høste erfaringer; og så håber jeg, vi bliver det klogere, så vi komme videre og bruge den omvendte fodlænke, også i andre sammenhænge.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Mai Mercado fra Det Konservative Folkeparti. Det afsluttede ordførerrækken, og derfor byder jeg nu velkommen til justitsministeren.

Mange tak for ordet, formand. Og lad mig starte med – lig en række af de ordførere, der har været på talerstolen – først og fremmest at kvittere for alle de drøftelser, vi har haft sammen om det her forslag gennem længere tid. Det startede jo, som flere rigtigt har påpeget, med beslutningsforslaget fra SF. Men det er jo noget, vi selvfølgelig er vendt tilbage til i en række forskellige sammenhænge, særlig de partier, der også sidder i forligskredsene, både omkring politiet og anklagemyndigheden og kriminalforsorgen. Så den ros, regeringen har fået for at fremsætte det her lovforslag, vil jeg sådan set bare gerne have lov at returnere til en række af Folketingets partier.

Som flere har været inde på, er partnervold og stalking meget alvorlige forbrydelser, som rummer dybt grænseoverskridende og også helt uacceptabel adfærd. Derfor står det altså også højt på regeringens dagsorden, at vi sætter hurtigt og konsekvent ind over for dem, der udsætter andre for partnervold og stalking. Der er i de seneste år taget flere vigtige skridt i forhold til at styrke indsatsen mod stalking og partnervold. Et enigt Folketing indførte i 2021 en særskilt stalkingbestemmelse i straffeloven. Og derudover lancerede regeringen i 2023 en handlingsplan mod partnervold og partnerdrab.

Med det her lovforslag tager regeringen det næste markante skridt i forhold til at styrke indsatsen over for bl.a. stalking og partnervold. Lovforslaget har nemlig til formål at iværksætte en forsøgsordning med elektronisk kontrol som supplement til et opholdsforbud, den såkaldte omvendte fodlænke. Fodlænken skal give en bedre beskyttelse af bl.a. ofre for stalking og partnervold og samtidig forbedre muligheden for at håndhæve opholdsforbud.

Med forsøgsordningen sender vi et tydeligt signal om, at det er den, der f.eks. udøver stalking, som også må bære byrden for at beskytte offeret mod den uønskede kontakt. Det er ikke rimeligt, at det er offeret, der skal leve i utryghed i sit nærområde og få sin frihed begrænset. Det er ikke offeret, der skal tage forholdsregler ved at undgå at færdes bestemte steder eller skifte til hemmelig adresse.

Efter de gældende regler i tilholdsloven kan politiet beslutte at give en person et opholdsforbud. Opholdsforbuddet indebærer et forbud mod at opholde sig eller færdes i et nærmere afgrænset område, en såkaldt forbudszone. Det kan eksempelvis være i nærheden af offerets bolig eller arbejdsplads.

Med lovforslaget foreslår regeringen at indføre en ny bestemmelse i tilholdsloven, hvorefter politiet kan beslutte, at en person skal bære en gps-fodlænke, der registrerer personens færden, en såkaldt elektronisk kontrol, som supplement til et opholdsforbud.

Kriminalforsorgen skal fungere som operatør af it-overvågningsopgaven. Og gps-overvågningen vil fungere således, at politiet orienteres af kriminalforsorgen, hvis der går en alarm i gps-overvågningssystemet om, at den kontrollerede person færdes eller opholder sig inden for forbudszonen. Politiet vil herefter kunne vurdere, om der skal sendes en patrulje med henblik på at forhindre den kontrollerede person i at nå frem til offeret. Patruljen kan eksempelvis sendes til den position, hvor der senest er registreret et signal, eller til offerets bopæl.

Et påbud om elektronisk kontrol give som et supplement til et opholdsforbud. Det vil også være en betingelse, at den elektroniske kontrol er påkrævet for at sikre overholdelsen af opholdsforbuddet. Når politiet skal vurdere, om det er påkrævet, kan politiet eksempelvis lægge vægt på, om der er en risiko for alvorlige overgreb, og om den kontrollerede person tidligere har overtrådt tilhold eller opholdsforbud. En lang historik af vold og gentagne overtrædelser af tilhold kan eksempelvis indgå i vurderingen.

Regeringen foreslår endvidere, at politiet som noget nyt får mulighed for at lægge vægt på politiets responstid i forbindelse med fastlæggelsen af en forbudszone. Responstiden er i det her tilfælde den tid, der går, fra politiet modtager en orientering fra kriminalforsorgen om en alarm, til politiet er fremme på det relevante sted, f.eks. ved offerets bopæl. Ændringen har til formål at styrke politiets mulighed for at nå frem til stedet og derved forhindre potentielle overgreb. Der lægges desuden op til, at den kontrollerede person kan indbringe afgørelsen om elektronisk kontrol for domstolene efter den samme adgang, som gælder for opholdsforbud. Og endelig foreslår regeringen, at der indsættes en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om elektronisk kontrol. Der kan f.eks. fastsættes regler om, at den kontrollerede person skal oplade gps-fodlænken.

Med lovforslaget tager vi som sagt det næste markante skridt i forhold til at styrke indsatsen over for bl.a. stalking og partnervold. Jeg håber og tror, at vi med forsøgsordningen kan øge sikkerheden og trygheden for personer, der er udsat for bl.a. partnervold og stalking. Og jeg håber selvfølgelig også, at forsøgsordningen ligesom i Norge viser sig at have en afskrækkende effekt på potentielle voldsudøvere.

Med de bemærkninger ser jeg frem til den videre behandling her i Folketinget. Og jeg står naturligvis til rådighed for at besvare de spørgsmål, der måtte være i den forbindelse. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig en kort bemærkning. Fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Det var faktisk en personsag, der fik mig til at fremsætte det her forslag, nemlig den sag fra Aalborg, hvor en kvinde blev skudt for øjnene af sine to børn. Hun havde en overfaldsalarm. Det var tydeligvis ikke nok.

Jeg ved godt, at det er lidt svært med de her personsager, men nu gælder det Melanie fra Varde, som jo lever i frygt for sin ekskæreste. Hvad er egentlig ministerens svar til hende, i forhold til at hun jo netop har skiftet adresse og er gået under jorden med kommunens og politiets hjælp, og i forhold til at hun måske ikke får lige præcis den her fodlænke. Hun var med i en artikel for nylig, hvor hun glædede sig over, at fodlænken kommer, men med ministerens lovforslag her, som jo kun omfatter tre politikredse, kan vi jo ikke engang garantere, at hun lige præcis får hjælp i forhold til sin situation. Så hvad er egentlig ministerens kommentar til det?

Justitsministeren.

Tak for det. Først og fremmest vil jeg sige, at det berører mig dybt både at høre om, men også at læse om Melanie Hansens sag. Den fortæller mig også og bekræfter mig i, hvorfor det er så vigtigt, at vi sætter ind over for personer, der bl.a. begår stalking og partnervold. Men jeg kan naturligvis ikke i dag her på Folketingets talerstol, og det tror jeg heller ikke at fru Karina Lorentzen Dehnhardt kan, tage stilling til, hvilke konkrete personer der vil få en fodlænke på.

Der vil som sagt blive stillet gps-fodlænker til rådighed i tre udvalgte politikredse, så i alt 15 personer i forsøgsperioden kan være under gps-overvågning. For også på sigt at kunne rulle det her ud i mere omfattende skala i hele landet er det vigtigt, at ordningen bliver testet grundigt. Grunden til, at det er vigtigt, er jo også, at der belært af de erfaringer, man fik i Norge, var betydelige opstartsvanskeligheder, da man indførte ordningen i sin tid. Derfor vil vi gerne gøre det her på en ordentlig måde fra start af.

Spørgeren.

Jeg kan godt forstå, at ministeren ikke kan stå på talerstolen og sagsbehandle en sag som Melanies. Jeg tror måske bare, at det, jeg håbede på et svar på, var, hvorfor vi ikke gør de 15 fodlænker landsdækkende, så vi kan tage de personer, der er mest truede. Umiddelbart vurderer jeg, at hun er en egnet kandidat. Altså, ekskæresten har tidligere skudt en person. Så det er jo oppe i en liga, som er virkelig, virkelig svær, synes jeg. Det var egentlig den ene ting: Hvorfor bliver det ikke en landsdækkende ordning? Den anden ting er: Er det virkelig nødvendigt med en 3-årig forsøgsperiode? Det lyder umiddelbart af meget, men det kan være, at der været nogle afvejelser, som jeg ikke kender til.

Justitsministeren.

Tak for det. De tre udvalgte politikredse bliver jo Københavns Politi, Københavns Vestegns Politi og Nordsjællands Politi. Der er ved udvælgelsen bl.a. lagt vægt på at afprøve ordningen i politikredse, der geografisk grænser op til hinanden, for det giver bl.a. mulighed for at indhente erfaringer med håndteringen af situationer, hvor forbudszonen krydser en kredsgrænse, f.eks. fordi offeret bor i en politikreds og arbejder i en anden.

Som jeg nævnte før, er det vigtigt, at den her ordning bliver testet grundigt, men når det er sagt, er der ikke noget til hinder for, at man kan opskalere inden udløbet af den 3-årige periode, hvis man føler i politiet og i øvrigt i rådføring med Folketinget, at man har høstet nok erfaringer.

Fru Mai Mercado, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Der står på side ni i lovforslaget, at man kun kan påbydes at have den omvendte fodlænke på i 1 år, og at det skyldes, at et opholdsforbud kun kan vare op til 1 år. Men når vi kigger til Norge, er det typisk nogle i længere perioder, at man har den her fodlænke på.

Så kunne det give mening at kigge på opholdsforbuddet, sådan at man kan have den på i længere tid, for at undgå, at nogle af de stalkingofre, som ligesom skal føle sig sikre, ikke kun føler sig sikre i 1 år ad gangen, men ligesom kan vide sig sikre i en længere periode? Eller hvordan tænker ministeren at man kan sikre, at det kan vare mere end 1 år ad gangen?

Ministeren.

Tak for det. Jeg synes, at det er en relevant diskussion. Det er jo ikke det, der er lagt op til at ændre med indførelsen af den her ordning. Men jeg synes da, at det er relevant at diskutere videre, om tidsgrænserne for opholdsforbud skal være længere. Når det er sagt, er der jo også, som fru Mai Mercado selv nævner, i lovforslaget lagt op til, at politiet har bemyndigelse til at forlænge ordningen efter 1 år.

Spørgeren.

Lige præcis, og det er jo rigtig godt. Jeg tror bare ikke, at man skal forklejne den følelse af uro, det giver, at man kun har en 1-årig periode at kigge ind i. Vi ved i forvejen, at når gerningsmanden er i fængsel, er rigtig mange også rigtig bekymrede i perioden op til, at gerningsmanden kommer ud igen.

Så det, jeg egentlig vil spørge om, er: Kan man på nogen måde fra ministeriets side sikre, at det bliver let og enkelt at søge om en forlængelse,så man ikke skal trækkes igennem nogle langvarige procedurer, hvor det tager lang tid, eller hvor man ikke når det, førend det 1-årige opholdsforbud så udløber? Kan man sikre det, så det bliver relativt enkelt at kunne få en ny periode?

Ministeren.

Først og fremmest er det jo altid vigtigt, og det skal jeg nævne, at der selvfølgelig også er retssikkerhed for dem, der måtte blive påbudt et opholdsforbud af den ene eller den anden slags i forskellige situationer, og den retssikkerhed skal vi og myndighederne jo altid varetage.

Når det er sagt, er mit politiske hensyn først som sidsthensynet til ofret. Når det er muligt at skabe en ubureaukratisk ordning, synes jeg, at man i videst muligt omfang skal tilstræbe det.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så vi siger tak til justitsministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og derfor er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.