Tak for det, formand. Tusind tak for en god debat, og tak for opbakningen til lovforslaget. Lad mig prøve at give et eksempel. Det er næppe gået nogens næse forbi, at jeg er sådan relativt stor fan af Bruce Springsteen og har været det igennem mange, mange år. Lige nu går jeg faktisk og overvejer, om jeg skal købe noget nyt lydudstyr til min telefon, så det, jeg hører, også både kan spilles lidt højere og måske lidt bedre. Det kunne jeg jo vælge at gå en tur i Rødovrecenteret – mit kære Rødovrecenter – og købe. Der er masser af valgmuligheder, hvor man kan købe fantastisk lydudstyr til sin telefon og jo for mit vedkommende så høre Bruce Springsteens fantastiske numre endnu højere og endnu bedre.
Mulighederne for at finde sådan en højtaler der er rigtig mange, og i den her sammenhæng er valgmuligheder jo også noget, danske virksomheder står over for. Det kan jo ikke være rigtigt, at man som virksomhed her de facto skal være tvunget til at gå til de samme to-tre revisionshuse, når man skal have en erklæring på en bæredygtighedsrapport. Det er grundlæggende det, det her forslag handler om: at vi skal have mere konkurrence på det her område. Det er ikke ensbetydende med, at konkurrence ikke er lig med kvalitet, tværtimod. Hvis man læser lovforslaget, er der gjort endog store anstrengelser for at sikre det også.
Derfor mener jeg helt grundlæggende, at virksomhederne i det her spørgsmål skal have mulighed for at finde den løsning, der passer bedst til dem og bedst til deres situation. Der er temmelig sikkert nogle, som vil vælge den velkendte revisor, som man har haft i mange år, og som man kender, og det skal stå dem fuldstændig frit for. Der er også andre, som måske synes, at priserne kan være sådan lige høje nok, og tænker på, om de skulle prøve at bevæge sig ud på markedet og se, om de kan få det lidt billigere og spare lidt penge, men stadig væk få den samme kvalitet, og så skal de også have mulighed for det. Uanset hvad er det vigtigste, at virksomhederne her har mulighederne for at vælge, og det er det, der er kernen her.
Som det har været fremme, vil der fra årsskiftet være krav til omkring 2.000 flere virksomheder om at udarbejde en bæredygtighedsrapportering. Det blev som sagt vedtaget i maj her sidste år og mødte jo altså i den forbindelse et bredt flertal og en bred opbakning fra flere sider, ligesom det også var tilfældet ved den offentlige høring omkring det lovforslag, vi behandlede dengang. I dag er det jo så kun revisorer, der kan afgive erklæringer om virksomhedernes bæredygtighedsrapportering. Det, der er ulempen ved det, er, at det risikerer at skabe monopollignende tilstande, hvor opgaverne som sagt går til de samme to-tre revisionshuse og det presser priserne i vejret.
Men i det her bæredygtighedsdirektiv står der, at medlemsstaterne kan tillade at åbne op for uafhængige udbydere. Det kan i og for sig være hvem som helst, så længe de lever op til de krav om kompetencer og kvalifikationer, der stilles. Det vil øge konkurrencen, det vil give flere valgmuligheder til virksomhederne, og det vil også mindske virksomhedernes udgifter. Det er vigtigt, at vi gør alt, hvad der står i vores magt, for at nedbringe de administrative byrder for virksomhederne, og det, der skal indføres, skal selvfølgelig indføres på en måde, hvor der ikke slækkes på kravene; virksomhederne skal kunne have samme tillid til de uafhængige udbydere, som de også måtte have til deres revisorer.
Der er bred opbakning til lovforslaget. Det viste høringen omkring det også, og lovforslaget har generelt fået positiv modtagelse fra erhvervsorganisationer. Der er dog, som man også kan høre her fra Folketingets talerstol i dag, enkelte parter, som har lidt at udsætte på lovforslaget. Vi har tilrettet det – det synes jeg også retfærdigvis skal siges – for at komme den bekymring i møde, og vi ser ikke, som det også har været fremme, noget behov for at udsætte fremsættelsen af lovforslaget. Tværtimod vil det her være med til at sikre viden om, at der i det her spørgsmål er klare valgmuligheder for virksomhederne, og det tror jeg er vigtigt at vi får, og også konkurrence på det her område.
Så med de ord vil jeg sige, at jeg glæder mig til: 1) mere konkurrence, og 2) at de her bæredygtighedsafrapporteringer kommer til at fungere ordentligt og i tillidsfuldhed, og det føler jeg mig helt sikker på at lovforslaget vil medvirke til. Tak for ordet, formand.