Til Transportudvalget
Viby, den 3. oktober 2024
L 10 Forslag til lov om ophævelse af 76 love på Transportministeriets område
Jeg har med stor interesse læst lovforslaget!
Jeg er stor tilhænger af regelforenkling og har sendt en del høringssvar mv. til en lang række ministeriet de
seneste ca. 30 år.
Folketingsgruppen Frihed 2000 (Kim Behnke, Tom Behnke, Thorkild B. Fransgaard og Kirsten Jacobsen)
fremsatte den 15. marts 2000 lovforslag L 219 Forslag til Lov om ophævelse af 100 love og retsforskrifter.
Der henvises til
https://webarkiv.ft.dk/?/Samling/19991/lovforslag_som_fremsat/L219.htm
Forslaget indeholdt en række af de love, der nu foreslås ophævet.
Lovforslagene fik stor ros fra stort set alle partier, og den daværende justitsminister (Frank Jensen)
erklærede sig ved førstebehandlingen af L 219 enig i ønsket om, ”… at den danske regelsamling er så enkel
og overskuelig som muligt og i videst muligt omfang giver et retvisende billede af, hvad der er gældende
ret.”
Men justitsministeren var bekymret for, om man fik ophævet regler, der alligevel havde en praktisk
betydning. Bl.a. fordi ministerierne ikke fuldt ud havde overblik over hvilke regler, der fortsat var gældende!
Ministeren mente ikke, at det var realistisk at kunne nå at skaffe dette overblik i den indeværende
folketingssamling.
Lovforslaget blev sendt i udvalgsbehandling, og der blev stillet en række spørgsmål, men forslaget bortfaldt
som følge af afslutningen af folketingsåret.
Forslaget blev i lettere redigeret version genfremsat i det efterfølgende folketingsår den 28. februar 2001
som L 175.
Der henvises til
https://webarkiv.ft.dk/?/samling/20001/lovforslag_oversigtsformat/L175.htm
Førstebehandlingen udtalte den daværende justitsminister (Frank Jensen) om ophævelsen af en række love
om anlæg af jernbanestrækninger og broforbindelser og veje, at ”… en sådan ophævelse ikke er nødvendig,
og at der ikke er tradition for, at man udtrykkelig ophæver sådanne retspåskrifter ved lov.” Ministeren
mente heller ikke, at det var hensigtsmæssigt at indføre en sådan praksis, fordi det vil medføre en ikke
ubetydelig merbelastning af Folketinget.
Jeg har noteret mig, at transportministeren i lovforslaget anfører, at ”… der i nyere anlægslove på
Transportministeriets område, som er vedtaget i de seneste år, er bestemmelser om, hvordan loven kan
ophæves (ved bekendtgørelse)…”. Dvs. ministeriet har løst problemet med at belaste Folketinget med at
ophæve gamle love.