Det eneste punkt på dagsordenen er:

1) 3. behandling, 1. del, af lovforslag nr. L 1:

Forslag til finanslov for finansåret 2025.

Af finansministeren (Nicolai Wammen).

(Fremsættelse 01.10.2024. 1. behandling 03.10.2024. Betænkning 07.11.2024. 2. behandling 19.11.2024. Tillægsbetænkning 05.12.2024. Ændringsforslag nr. 683-773 af 07.12.2024 uden for tillægsbetænkningen af finansministeren (Nicolai Wammen)).

Jeg skal gøre opmærksom på, at både ændringsforslag og forslaget kan kommenteres, og at det også vil være tilladt at kommentere lovforslaget om udgiftslofter, L 2.

Finansministeren har meddelt mig, at han ønsker at trække ændringsforslagene nr. 118, 131, 241, 250, 253, 259-261, 276, 277, 352-354, 537, 563, 564 og 594-601 tilbage.

Ønsker nogen at optage disse ændringsforslag?

Da det ikke er tilfældet, er ændringsforslagene bortfaldet.

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er hr. Benny Engelbrecht, Socialdemokratiet.

Tak, formand. December er i år en ganske særlig måned. Det skyldes altså ikke kravlenisser eller julestjerner højt fra træets grønne top, men det handler faktisk om en ganske særlig gave. Det er vel at mærke ikke bare en gave for mig som socialdemokrat, men en ganske særlig gave for hele Danmark, fordi vi i denne måned kan fejre en meget væsentlig årsag til vores stærke nationaløkonomi.

En forudsætning for, at det går godt i Danmark, er nemlig, at mange er i ordinær beskæftigelse, og netop i denne måned, december 2024, kan vi fejre 3-årsjubilæum for en dansk ledighed på under 3 pct. Så tillykke til os alle sammen. Det er i øvrigt ikke bare en lav ledighed, men også en beskæftigelse på over 3 millioner danskere. 3 millioner danskere står hver dag op og tager på job, også her i decembers og mørke og kulde. Det er til gavn for dem selv, det er til gavn for deres børn, og det er til gavn for vores samfund. I dag vil jeg gerne sætte denne fælles decembergave lidt i relief.

Jeg blev født i 1970. Dengang gik det faktisk også fremragende for beskæftigelsen i Danmark, men det varede som bekendt ikke ved, så da jeg blev teenager, kunne jeg betragte et samfund plaget af masseledighed og en ungdomsgeneration, der så meget opgivende på deres egne fremtidsmuligheder. Da Poul Nyrup Rasmussen trådte til som statsminister i 1993, var jeg i begyndelsen af tyverne og kunne se, hvordan Nyrups regeringer ændrede det danske samfund markant. Ledighedskurverne blev knækket, og med små bump på vejen er det egentlig gået den rette vej siden.

Den lave ledighed, vi ser i dag, er ikke bare noget, der er kommet ved et tilfælde. Det er resultatet af målrettet politik, især ført af socialdemokrater, igennem stort set hele mit voksne liv. Det er en politik, som jeg i øvrigt selv stolt har været del af, siden jeg blev valgt til dette høje Ting i 2007.

Men når vi i denne måned kan fejre 3-årsjubilæum for den lave ledighed i Danmark, vil jeg gerne fremhæve, at det ikke handler om, at vi socialdemokrater skal kunne slå os selv for brystet i stolthed. Det handler om noget, der er endnu vigtigere. Det handler om frihed for den enkelte dansker, frihed til at være selvforsørgende, frihed til at træffe sine egne beslutninger med sine egne penge uden at være afhængig af andres velvilje og frihed til at bo, hvor man vil, og leve, som man vil, med hvem man vil.

Værdien af en høj beskæftigelse kan nemlig ikke opgøres alene i økonomisk råderum eller vækst i bruttonationalproduktet. Det, at mere end 3 millioner voksne danskere har en meningsfuld hverdag fyldt med beskæftigelse, arbejdsfællesskab og mulighed for selvrealisering, er lige så betydningsfuldt som det, at vi også har et samfund, der spænder et sikkerhedsnet ud for dem, der ikke kan forsørge sig selv. På den måde lever vi jo op til grundlovens § 75, stk. 1, hvor det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har beskæftigelse.

Der har været talt meget om væksten i den danske medicinalindustri, men lige nu ser vi faktisk også en ret opsigtsvækkende god vækst i resten af den danske industri. Det er jo både godt for virksomhederne og ikke mindst for dem, der arbejder i industrien, men blikket skal ikke rettes alt for langt mod syd, før situationen kan være en helt anden.

Den udvikling, vi ser lige nu i vores naboland, Tyskland, skal vi tage alvorligt. Danmark er et lille land, og vi er afhængige af vores samhandelspartnere, både fjerne eksportdestinationer, men også vores umiddelbare naboer. Tysklands udfordringer i produktionen kan meget let komme til at få betydning for danske arbejdspladser, og så kan ledighedstallene hurtigt vende. Derfor er den sikre hånd på det økonomiske rat, som både denne og tidligere regeringer har stået for, lige så vigtig nu, som den var under Poul Nyrup Rasmussen i min ungdom.

Når vi i dag behandler den endelige finanslov for 2025, er det værd at fremhæve, at finansloven er mere end blot tal og budgetter. Vi prioriterer nemlig de områder, som har mest betydning for danskerne: borgernær velfærd, grøn omstilling og tryghed. Det er vores mål, at finansloven for næste år får en mærkbar og positiv effekt for danskernes hverdag. Derfor afsætter vi historisk mange penge til at forbedre den kommunale velfærd, penge til at redde vores fjorde og indre farvande og penge til at skabe mere tryghed for den enkelte dansker på tværs af landet.

I foråret indgik vi de bedste økonomiaftaler med kommunerne i 15 år og de bedste økonomiaftaler med regionerne i 14 år. Den kommunale serviceramme blev løftet med 3,4 mia. kr., og den regionale driftsramme til sundhed blev løftet med 2,1 mia. kr. Det er afspejlet i finansloven for 2025, og det er jeg rigtig glad for. Vi har samtidig sikret kommunerne et likviditetstilskud på samlet 2,5 mia. kr., hvilket vil styrke deres muligheder for at omsætte ambitionerne i økonomiaftalen til resultater, som borgerne faktisk kommer til at mærke til næste år.

Vi ser rigtig mange eksempler på kommuner, som til næste år investerer i den borgernære velfærd. Nationalt har vi med økonomiaftalerne sendt et signal om, at vi mener det, når vi siger, at vi vil styrke den borgernære velfærd, og med likviditetstilførslen har vi demonstreret, at vi lytter nøje, når kommunerne peger på udfordringer i forhold til at indfri dette mål. I sidste måned skrev formanden og direktøren for KL et brev til Folketingets finansordførere. Brevet sætter den økonomiaftale, som er en væsentlig del af finansloven for 2025 i perspektiv, og tillad mig lige at citere et par passager fra brevet:

»Økonomiaftalen for 2025 er en god aftale, som for første gang i mange år muliggør et reelt løft af den kommunale velfærd. Aftalen løser ikke alle udfordringer i alle 98 kommuner, men den markerer et sporskifte med fokus på at løfte velfærden lokalt, som KL og kommunerne ser meget positivt på.«

Der står videre:

»KL og kommunerne har siden aftalen blev indgået arbejdet hårdt på at koordinere de 98 budgetter inden for de aftalte rammer. Alle budgetter er vedtaget i løbet af oktober, og ligger samlet set meget tæt på de aftalte rammer for service og anlæg.«

Det er samtidig værd at fremhæve, at der også sikres styrket velfærd på finansloven for næste år med midler til både landdistrikter, unge under uddannelse og i job og til socialområdet, og at vi tager det første skridt for at reducere mængden af statsligt administrativt personale for at kunne tilføre og prioritere penge til velfærd.

Med finansloven fortsætter vi også det højt prioriterede arbejde med den grønne omstilling. Der afsættes 1,7 mia. kr. til grøn omstilling og miljø. Størstedelen er en ramme til at virkeliggøre den grønne trepartsaftale, som vi landede for få uger siden, og som er en aftale, der vil komme til at male danmarkskortet grønt og omstille den danske fødevareproduktion.

Med finansloven ønsker vi også at øge trygheden i det danske samfund for helt almindelige borgere. Når kriminelle finder på nye metoder, er der behov for, at det danske samfund svarer igen, og derfor har vi med finansloven for 2025 afsat en ramme på 0,5 mia. kr. om året i perioden frem til 2028 til at styrke trygheden.

Så må vi ikke glemme den meget betydelige støtte til Ukraine, vi fortsat leverer, samtidig med at vi styrker Danmarks eget forsvar. Netop den omfattende støtte til Ukraines frihedskamp har vi hidtil taget for givet at hele Folketinget stod bag. Desværre skuffede formanden for Dansk Folkeparti, hr. Morten Messerschmidt, ved at ændre holdning i sidste uge; man må forstå, at hr. Morten Messerschmidt ønsker aftaler med Ruslands despot for enhver pris.

Jeg finder det meget bekymrende, at hr. Morten Messerschmidt giver udtryk for, at Ukraine skal opgive land, og at vi i den vestlige verden skal vise eftergivenhed over for aggressioner udført i strid med folkeretten. Som en anden Chamberlain trådte hr. Morten Messerschmidt frem med en tyrkertro på, at hvis bare Rusland får lidt ukrainsk territorium, vil Rusland nok stille sig tilfreds, men historien viser os jo, at en anden despot ikke lod sig stille tilfreds med at kunne annektere Sudeterland i 1938. Så tak til alle partier her i Folketinget, der entydigt står bag den danske støtte til Ukraine.

Jeg vil gerne slutte min tale med også at sige tak til alle Folketingets partier for de gode finanslovsforhandlinger. Der er færre partier med i den endelige finanslovsaftale end sidste år, men sidste år var også historisk i sin bredde. En særlig tak skal lyde til SF og Radikale for den finanslovsaftale, der blev indgået fredag den 22. november. Det indebar en fornuftig udmøntning af finanslovsreserven. Af de elementer, der kom med, vil jeg gerne fremhæve følgende: en forbedring af taxameterreformen for ungdomsuddannelserne, en national forsøgsordning for skolemad, en styrket adgang til psykologbehandling, bedre barselsvilkår til forældre med indlagte nyfødte børn, en udvidet ret til dagpenge under sorgorlov og en styrket demensindsats.

Tilbage står blot at bekræfte, hvad der jo også fremgår af betænkningen, at Socialdemokratiet stemmer for finansloven for 2025. Tak for ordet.

Tak. Der er en række, der har indtegnet sig til korte bemærkninger. Den første er hr. Dennis Flydtkjær, Danmarksdemokraterne.

Først takfor talen til hr. Benny Engelbrecht. Jeg vil gerne spørge ind til, hvad grunden var til, at vi fire blå partier, som mødte op til forhandlingerne sammen, blev smidt ud af forhandlingerne, for vi syntes faktisk selv, at vi kom med ret konstruktive forslag. Så jeg vil egentlig høre, om det var det forslag om, at man skulle skære yderligere i antallet af administrative medarbejdere i staten, der gjorde, at vi røg ud af forhandlingerne, om det var forslaget om, at man skulle give en akutpakke til kriminalforsorgen, som jo er presset både med overbelægning og mangel på personale, eller om det var nogle af de andre forslag.

Grunden til, at jeg spørger om det, er, at vi sådan set blev smidt ud af taktiske årsager, før vi overhovedet fik en tilbagemelding fra regeringen om, hvad det var for nogle forslag, man ikke kunne være med på. Så jeg vil gerne høre den socialdemokratiske ordfører, om problemet er, at vi hæver ambitionsniveauet for at komme af med nogle flere statsligt ansatte, eller om det er akutpakken til kriminalforsorgen eller andet. Hvad er grunden til, at man ikke kunne have os med i forhandlingerne i længere tid?

Ordføreren.

Det kunne have været meget seriøst og meget ambitiøst at komme og anvise konkrete forslag til, hvordan man kunne fjerne statslige administrative stillinger, men det gjorde de fire partier jo ikke. Dermed var der heller ikke et seriøst finansieringsforslag på bordet. Det er jeg selvfølgelig lidt ærgerlig over, men det er jo sådan, det må være. Hvis man gerne vil forhandle og gerne vil komme med forslag, som er udgiftsdrivende, må man også komme og anvise konkret finansiering.

Man ville heller ikke anvise en prioritering inden for den forhandlingsreserve, der var. Det kunne man jo også have valgt at gøre, altså have sagt: Godt, der er 0,5 mia. kr. hvert år, både i 2025 og i overslagsårene, og inden for det vil vi godt foretage en prioritering inden for de her forslag, vi er kommet med. Det fandt heller ikke sted. Det er i hvert fald to væsentlige betingelser, hvis man gerne vil forhandle, at man både anviser finansiering og prioriteringer.

Spørgeren.

Det er lidt hult, for selv om man pillede den ud med de administrative medarbejdere, ville det stadig væk løbe rundt, fordi vi havde overfinansieret forslaget så meget. Man må så forstå, at vi som borgerlige partier, som ikke sidder i regering, skal kunne redegøre for, at det måske gælder Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris kontor i Herning. Man skal kunne sige, at der er tre medarbejdere nede ad gangen og til højre. Hvis det sådan er præmissen for det, må man jo også som socialdemokrat kunne svare på, hvorfor der er kommet 900 ekstra ansatte i Erhvervsministeriet siden 2017. Hvad laver de? Det må man jo så kunne svare på i Folketinget. I Transportministeriet er der kommet over 1.000 medarbejdere mere, og i Kirkeministeriet er antallet af medarbejdere steget med 96 pct. Så man må jo også omvendt kunne forvente, at regeringen så også kan redegøre for, hvad alle de medarbejdere, der er ansat ekstra under en socialdemokratisk ledet regering, laver.

Ordføreren.

Hvad angår en ret stor del af de yderligere statslige administrative medarbejdere, der er kommet, ligger der jo politiske aftaler bag, som mange partier i Folketinget står bag – det skal man huske – heriblandt også en række af de partier, som mødte op til finanslovsforhandlingerne i fællesskab og ikke ville anvise, hvor man skulle finde det personale, som ikke skulle lave opgaver længere. Det er ikke nok at sige og komme med måltal. Man er altså også nødt til at pege konkret på, hvor det er, de mennesker ikke skal lave deres arbejde længere.

Hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance.

Hr. Benny Engelbrecht indleder med at hylde den høje beskæftigelse i Danmark. Det er et godt og et interessant tema, som har det grundlag, at Socialdemokratiet tilbage i 1990'erne stadig væk ville lave politik, som øgede beskæftigelsen. Man indskrænkede adgangen til efterløn. Man forkortede dagpengeperioden med betragteligt osv. Men lige så snart vi kom over på den anden side af 1990'erne, altså over i 2000'erne, 2010'erne og 2020'erne, holdt Socialdemokratiet op med at ville gennemføre beskæftigelsesreformer.

De reformer, der er blevet gennemført for at indføre en yderligere indskrænkning af efterløn og senere tilbagetrækningsalder, var Socialdemokratiet imod. De reformer, der er gennemført for at indføre lavere dagpenge og kontanthjælp osv., var Socialdemokratiet imod. Det vil sige, at den høje beskæftigelse, som hr. Benny Engelbrecht står og hylder nu på talerstolen, er forårsaget af en politik, som Socialdemokratiet var imod. Er det ikke en anelse hyklerisk?

Ordføreren.

Hvis man sammenligner, hvordan arbejdsudbuddet blev styrket under den regering, som hr. Ole Birk Olesen var en del af, altså VLAK-regeringen, og den arbejdsudbudsstyrkelse, der er sket under denne regering, må man sige, at der er en klar føring for den nuværende regering i forhold til reformer, som øger arbejdsudbuddet.

Der er mange måder at skaffe flere hænder på arbejdsmarkedet på. En af de metoder, som jeg er rigtig glad for, og det er noget, der er sket i den her regering, er at ændre modregningsreglerne for seniorer. Det vil sige, at det er blevet langt mere attraktivt for mennesker, som er oppe i alderen og har lang erfaring, at blive længere på arbejdsmarkedet. Det er et godt eksempel på, at det ikke altid er pisken, man behøver at bruge; nogle gange kan guleroden også være et effektivt værktøj til at sikre, at der er flere mennesker, der har lyst til at blive en del af arbejdsmarkedet.

Spørgeren.

Der er ingen som helst tvivl om, at den meget høje beskæftigelse, vi har for øjeblikket, er et produkt af de store arbejdsmarkedsreformer, der er vedtaget vedrørende tidlig tilbagetrækning, dagpenge og kontanthjælp. De småtterier, som hr. Benny Engelbrecht nu taler om, og som denne regering gennemfører, har ikke forårsaget den høje beskæftigelse, vi har i dag – også fordi en del af dem slet ikke er trådt i kraft endnu. Så den høje beskæftigelse i dag er primært et produkt af politik, som Socialdemokratiet var imod. Den her finanslov rummer heller ikke nogen beskæftigelsesfremmende initiativer. Er der ikke grænser for skamløsheden? Man roser sig af en politik, som andre har gennemført.

Ordføreren.

En meget væsentlig årsag til, der også er kommet betydelig flere menneskerpå arbejdsmarkedet, var jo den coronapolitik, som den daværende socialdemokratiske regering gennemførte, og som betød, at en masse mennesker fik adgang til at komme ind på arbejdsmarkedet. Og så er de blevet hængende. Man skal ikke tage fejl af, at når det lykkedes os at få ganske mange, som tidligere havde været på overførselsindkomster, til at komme ind på arbejdsmarkedet, er det jo også en gigantisk succes.

Igen er der tale om en gulerod og ikke en pisk, hr. Ole Birk Olesen. Jeg ved godt, at det er et svært udtryk at bruge i hr. Ole Birk Olesens vokabularium.

Hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti.

I det danske forsvar er der lige nu rigtig mange lokale besparelser rundtomkring, fordi man mangler nogle småbeløb i enhederne. Det har store konsekvenser, og det betyder, at folk bliver afskediget. Øvelser i alle tre værn – vigtige øvelser – er blevet aflyst, og forsvarsministeren har fortalt os på et samråd, at besparelserne kommer til at fortsætte langt ind i 2025. Den borgerlige opposition foreslog i det finanslovsudspil, vi kom med til regeringen, at der skulle gives 200 mio. kr. til forsvaret for at forhindre de her besparelser, så forsvaret ikke skal spare, men kan styrke sig i 2025.

Det er mig virkelig en gåde, hvorfor Socialdemokratiet ikke være med til det. Senere i dag skal vi stemme om det, og der kommer Socialdemokratiet til at stemme imod. Hvorfor er Socialdemokratiet imod, at vi giver forsvaret lidt flere penge i den her meget, meget alvorlige sikkerhedspolitiske situation, vi står i?

Ordføreren.

Vi har jo allerede i fællesskab skruet markant op for de bevillinger, der gives til forsvaret. Det ændrer ikke på, at forsvaret desværre ikke har været særlig gode til at økonomistyre. Det er en alvorlig udfordring, og det skal der selvfølgelig rettes op på. Vi kommer med stor sandsynlighed også til i løbet af kort tid at skulle se på, hvordan der i øvrigt kan findes yderligere ressourcer – meget betragteligt – til forsvaret, bl.a. fordi der forventes at komme styrkemål fra NATO. Så samlet set er det her noget, vi kommer til at adressere. Hvis det var så væsentligt for De Konservative, at der skulle findes her og nu-midler, så ville man jo meget, meget enkelt have kunnet sige i forhandlingerne, at det her var en topprioritet. Jeg minder lige om, at heller ikke De Konservative undervejs i forhandlingerne ville prioritere noget frem for noget andet, og det er jo også en væsentlig årsag til, at man ikke er med i den endelige finanslovsaftale.

Spørgeren.

Altså, det sidste er jo indlysende noget pjat og noget hykleri. For når vi laver et forslag til en finanslov, er der selvfølgelig mange punkter med. Det er der også, når regeringen har lavet et forslag til en finanslov. Hr. Benny Engelbrecht kan jo heller ikke i forhold til regeringens eget udspil svare på, hvad der er topprioriteterne i finanslovsforslaget. Vi gav regeringen den luksus, at de ud fra de forslag, vi kom med, kunne vælge, hvilke af dem de havde lyst til at imødekomme. Og regeringen har åbenbart ikke lyst til at imødekomme, at der skal gives flere penge til forsvaret. Det er så, fordi der har været dårlig økonomistyring, at forsvaret ikke må få flere penge – er det virkelig vigtigere for regeringen at straffe forsvaret for økonomistyringen end at sørge for, at vi undgår, at soldater bliver afskediget lige i øjeblikket?

Ordføreren.

Jeg antager, at hr. Rasmus Jarlov også har en interesse i, at vi har et forsvar, som kan finde ud af at lave en hensigtsmæssig økonomistyring, især i betragtning af hvor mange flere ressourcer forsvaret bliver tilført. Og så må jeg bare igen minde om, at hr. Rasmus Jarlov og de øvrige partiers finansordførere ankom til forhandlingerne med et meget stort katalog af ønsker, som man ikke ville prioritere, og en markant underfinansiering, og man kunne ikke anvise en konkret finansiering af sine forslag.

Den næste, der har bedt om ordet, er hr. Pelle Dragsted fra Enhedslisten.

Tak for det. Og tak for talen. Det går godt i dansk økonomi, og det er dejligt. Tak til de 3 millioner lønmodtagere, som jo med deres arbejde skaber al den velstand og betaler de fleste af skatterne. Det er en lidt mærkelig tak, at regeringen så skærer ned på arbejdsmiljøindsatsen i finansloven over for de selv samme lønmodtagere.

Men det, jeg egentlig vil spørge til, er dem, som ikke mærker den her fremgang, og det er jo bl.a. vores folkepensionister, vores førtidspensionister og folk, der er ramt af sygdom og arbejdsløshed. For regeringen lægger med den her finanslov op til en regulering af ydelserne, som slet, slet ikke følger med den inflation, som har ramt de her mennesker. Det er altså danskere, som har knoklet et langt liv, men som ikke mærker den fremgang, som alle andre danskere oplever lige nu. Vi i Enhedslisten foreslog jo, at man skulle lægge 5 pct. oven i den normale regulering. Det ville betyde, at f.eks. folkepensionister også kom op på samme indkomstfremgang som lønmodtagere og alle andre danskere, men det afviste regeringen blankt, og vi blev smidt ud af forhandlingerne på den baggrund. Synes ordføreren, at det er fair over for dem, som har knoklet og bygget vores samfund op gennem hele deres liv?

Ordføreren.

I lighed med de fire blå partier kom også Enhedslisten med sympatiske forslag til finanslovsforhandlingerne, men i lighed med de blå partier heller ikke med en realistisk finansiering. Der skal man huske, at hvis man gerne vil bruge penge, skal man også anvise finansiering. Og inden for den finanslovsramme, der var, var det altså ikke muligt at prioritere de meget vidtgående ønsker, som Enhedslisten kom med.

Når det er sagt, glæder jeg mig over, at den regulering, der finder sted, af overførselsindkomsterne i 2025 er på et meget højt niveau, og at vi derudover har sikret, at til de dårligst stillede pensionister kommer der et permanent løft i ældrechecken på 5.000 kr. om året.

Spørgeren.

Den sidste del er vi i Enhedslisten glade for at være med i, men det er bare kun cirka hver fjerde eller femte pensionist, der får glæde af den, og resten må altså opleve, at deres købekraft stadig væk er lavere, end før inflationen ramte. Det kan vi ikke være bekendt. Og det er ikke rigtigt, hvad ordføreren sagde om, at Enhedslisten ikke anviste finansiering. Det gjorde vi. Vi foreslog konkret, at en del af de skattelettelser på omkring 10 mia. kr., som vi ikke snakker så meget om, men som også er en del af denne finanslov, skubbede vi bare et enkelt år – for der er jo tale om et enkelt års finansiering. Det synes jeg ville være helt fair, altså at os, som i forvejen har mærket fremgangen, godt kan vente på vores skattelettelser, men det kan den enlige folkepensionist, der sidder derude og skal vende hver en krone, ikke. Det er jo politiske prioriteringer, ordfører.

Ordføreren.

Hvis man gerne vil være med til at påvirke et forlig, skal man jo også være med i et forlig. Så enkelt er det. Og at anvise finansiering i forhold til et forlig, man ikke er en del af, er lidt letkøbt. Det tror jeg også selv hr. Pelle Dragsted er med på.

Hr. Peter Kofod fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg synes, det er helt vildt at høre Socialdemokratiets finansordfører stå på talerstolen og sige, at de ønsker, som fire blå partier kom med i fællesskab, ikke skulle være finansieret. Hvis man købte hele pakken, tror jeg, at de var overfinansieret med lidt under 1 mia. kr., så man havde virkelig gået med livrem og seler og passet på, at det, man kom med, var gennemregnet, og at det, man kom med, kunne gennemføres og jo endda hjælpe regeringen med at finde finansiering til andre punkter, som vi kunne tale om. Så det synes jeg er en fræk påstand, som jeg håber at ordføreren lige vil korrigere, og så håber jeg, at ordføreren vil sige, at selvfølgelig var vores forslag fuldt finansieret og mere til.

Men det, jeg egentlig ville spørge om, var antallet af fuldtidsadministratorer i staten. Der er ifølge nogle tal fra Dansk Arbejdsgiverforening, som jeg lige fandt, sket en tilvækst på 16.000, og det er alene i staten, siden slutningen af 2010'erne. 16.000 er jo til at tage og føle på. Der foreslog vi at reducere det bare en lille smule og gå nogle få år tilbage for at finde økonomi, og det afviste regeringen. Det kunne man simpelt hen ikke, og det ville man ikke. Hvorfor er det, at den her regering ikke er mere optaget af at finde finansiering ved at spare på det djøferi, der foregår i staten?

Ordføreren.

Regeringen har sammen med de partier, som kommer til at stemme for finansloven, fundet 1.000 statslige administrative stillinger, årsværk, som forsvinder. Hvis man gerne ville finansiere sine forslag, skulle man så fra hr. Peter Kofods side og fra de øvrige blå partiers side, der ikke er med i finanslovsaftalen, have anvist yderligere 1.900 administrative årsværk, der skulle fjernes.

Nu vil jeg give hr. Peter Kofod chancen for i hvert fald bare at ridse et par stykker af dem op. Hvor skulle de findes? For sandheden er jo, at det spørgsmål er blevet stillet igen og igen og man har haft rigelig tid til at sætte ord på. Hvor er det konkret, de her administrative stillinger, som de blå partier kom med, skulle findes? Jeg har ikke fået et svar endnu. Det kan være, at vi får svaret i dag.

Spørgeren.

Det er jo dybt useriøst. Tænk, at regeringen ikke engang vil gå ned ad en vej, hvor man har de fire blå oppositionspartier. Man kunne tage os i hånden og sige: Så finder vi dem her sammen. Så må I også tage ansvar for, hvordan vi finder dem. Så må I også være med til at tage tæskene nogle af de steder, hvor det måske gør ondt. Og det havde man ikke engang lyst til. Altså, man afviste det bare og sagde, at der ikke kunne spares på statslig administration, på statsligt bureaukrati, på skrankepaveri og alt muligt andet. Det ville regeringen ikke. Det er jo fair nok. Det er et politisk valg. Jeg synes bare, at man skal stå ved, at man valgte at gå den vej, og at der var en blå blok, der rakte hånden frem – i øvrigt i fællesskab, det er jeg meget stolt over – og sagde, at det ville de gerne hjælpe regeringen med.

Kan ordføreren i øvrigt ikke bekræfte, at det statslige bureaukrati er vokset langt mere end de 1.000 stillinger, som regeringen siger den vil nedlægge og nu er i gang med at nedlægge?

Ordføreren.

Hvis den hånd havde indeholdt en liste med 1.900 forslag til, hvor man kunne fjerne de her årsværk, så havde det været en utrolig spændende hånd at tage imod, men den var jo tom. Der var intet – intet! Ikke bare et eneste årsværk har jeg hørt at nogen partier har bragt med ind som forslag til finanslovsforhandlingerne. Det er jo sandheden.

Fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne.

Tak. Tak for talen. Jeg sidder altså også og bliver sådan lidt irriteret over, at ordføreren på talerstolen for det første påstår, at det fælles blå forslag er underfinansieret. Det er ikke korrekt. Som hr. Peter Kofod siger, var vores forslag overfinansieret med 800 mio. kr.

Så synes jeg også bare, det er enormt useriøst at kræve, at vi i en fælles blå opposition skal sidde og udpege x antal medarbejdere på hvert eneste kontor, som vi så ville skulle foreslå nedlagt. Det er jo ikke sådan, det fungerer, og det ved ordføreren også godt.

Det, jeg gerne lige vil bruge min tid på at spørge om her, handler om, at Socialdemokratiet måske ikke går så meget op i det her med, hvordan vi finansierer vores velfærdssamfund, når vi kan se de her store annoncer om pensionsalderen, der kører på Socialdemokratiets facebooksider i øjeblikket. Vi ved, at Socialdemokratiet vil stemme for i 2025 – det vil så sige, at den næste omgang er i 2040. Men vil det her så sige, at det, man vil, er at hjælpe de folk, der skal på pension i 2045? Kan ministeren bekræfte det, altså at det først er fra 2045, det her vil ske?

Ordføreren.

Først vil jeg lige for en god ordens skyld gøre opmærksom på, at jeg ikke er minister, men ordfører. Det er bare lige for at få det slået fast. Ministeren kommer på til sidst.

I forhold til det med finansiering og årsværk vil jeg sige, at regeringen jo præcist har fremlagt, hvordan man skal fjerne 1.000 årsværk. Blandt de blå partier har der så også været partier, som har givet udtryk for, at der var nogle af de årsværk, regeringen foreslår, som man ikke fandt at det var hensigtsmæssigt at man fjernede, og man har ikke været interesseret i at støtte det i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Det understreger jo bare yderligere, at man altså er nødt til at være konkret. Man kan ikke bare lege »tænk på et tal«, for hvis man gør det, er ens finansieringsforslag jo ikke mere seriøst end Enhedslistens, som også foreslår noget, som heller ikke er realistisk og ladsiggørligt.

I forhold til spørgsmålet om pension kan jeg nok ikke nå at svare på det på 6 sekunder, men der var jo en ret lang forespørgselsdebat om det i går her i Folketingssalen, som jeg tror har været ret dækkende for det.

Fru Susie Jessen.

Tak. Så vil jeg også rette mig selv og sige, at jeg selvfølgelig skulle have sagt ordføreren og ikke minsteren. Det ved jeg også godt.

Så vil jeg lige give ordføreren muligheden for at svare på, om det ikke er rigtigt nok, at det her først ville skulle træde i kraft i 2045, altså det vil sige om meget, meget lang tid. Jeg vil bare gerne have, at ministeren bekræfter det. Det kan ministeren godt nå. Jeg mente ordføreren, ikke minsteren – undskyld!

Ordføreren.

Jeg noterer mig bare, hvad der bliver sagt. Jeg skal lige have en lille samtale med min formand om det. Jeg kan se, at finansministeren allerede er klar til at tilbyde sin plads, tak.

Plat til side. Det er rigtigt, at det, som vi diskuterer, når vi skal diskutere pension, jo er noget, der ligger langt ude i fremtiden. Så når man i øvrigt snakker om f.eks. sådan noget som finansieringen af vores forsvar, som formodentlig er noget, vi skal øge udgifterne til på den korte bane, så er det jo ikke noget, som helt har samme tidsrelevans som den del, der handler om pension, der, som fru Susie Jessen så rigtigt siger, jo ligger ret langt ude i fremtiden.

Hr. Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne.

Tak til ordføreren for gennemgangen af sådan mest de blå partiers ulykker, som man må forstå det, men jeg kunne godt tænke mig at vende blikket lidt anderledes. For ikke så længe siden har vores statsminister udtalt sig om en stor udfordring, man efter statsministerens opfattelse har med gæld, nemlig muligheden for at optage EU-gæld. Det er, må man forstå, statsministeren vigtigt, at vi gør det i fremtiden, fordi der er nogle store udfordringer med Ukraine, Rusland, den sikkerhedspolitiske situation osv. osv., som vi kender det.

Statsministeren har jo tidligere sagt, at det er fuldstændig gak at optage EU-gæld. Jeg kunne godt tænke mig at høre regeringens og ordførerens holdning til, om vi skal til at optage EU-gæld med det resultat, at danskerne skal betale en højere skat.

Ordføreren.

Jeg kan udtale mig på vegne af Socialdemokratiet. Men det er klart, at i en situation, hvor især Draghirapporten jo understreger de udfordringer, der er i det europæiske fællesskab med manglende konkurrenceevne – Danmark befinder sig et fornuftigt sted på konkurrenceevneskalaen i forhold til det øvrige EU – nytter det ikke noget, at vi har et indre marked, hvor der er så mange barrierer for at kunne konkurrere fornuftigt på et globalt marked, hvor der er udfordringer, som hr. Peter Skaarup så rigtigt nævnte, omkring Ukraine, som jeg også antager Danmarksdemokraterne står fuldt og helt bag støtten til, og hvor der ikke mindst jo er de grønne udfordringer, klimaudfordringerne. Samlet set gør det selvfølgelig, at vi i en situation som denne er nødt til at se nærmere på, om der er nogle af de her metoder, der kan anvendes, samlet set jo med henblik på at styrke EU og dermed i sidste ende også styrke mulighederne for dansk økonomi.

Spørgeren.

Jamen altså, tankegangen bag optagelse af EU-gæld er vel, at vi har en række sydeuropæiske lande, som har en dårlig økonomi? Frankrig, og ja, Tyskland har også udfordringer, som vi også har været inde på her under debatten. Er det ikke det, der er på spil her, altså at der er nogle lande, der har en så dårlig økonomi, at man er nødt til at optage EU-gæld med det resultat, at os, der er i flinkeskolen, har en god økonomi og sørger for at svare enhver sit, skal til at betale for, at EU som sådan kan optage gæld? Kan det virkelig passe, at danske skatteborgere skal betale for, at de sydeuropæiske lande ikke har styr på økonomien?

Ordføreren.

Men det her er jo ikke kun noget, der handler om nogle få sydeuropæiske lande, hr. Peter Skaarup. Det her handler jo også, som jeg også var inde på i min ordførertale, om vores naboland Tyskland – et land, som jeg tror de fleste af os altid har anset for at være en økonomisk supermagt på mange måder, og et land, som har enorme udfordringer. Altså, hvis vi bare taler digitalisering af Tyskland, er digitaliseringsstrategien i Tyskland sådan lidt muntert sagt, at man går fra at have en faxmaskine til at have to faxmaskiner. Det er en uholdbar situation i et land, der er så stort, og som dansk økonomi og dansk eksport er så afhængige af. Det er vi simpelt hen nødt til at tage alvorligt, ikke mindst selvfølgelig i lyset af Draghirapporten.

Den næste i rækken af indtegnede er hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak til ordføreren. Et eller andet sted kan jeg godt forstå, at lige nøjagtig ordføreren for Socialdemokraterne er glad. Altså, det er jo lidt sådan en våd drøm, der er gået i opfyldelse, at man har fået lov til at hæve det offentlige forbrug med 3 pct. At man fik Venstre med på den, er der jo ikke nogen, der forstår, men det kan vi sikkert få et svar på fra den næste ordfører, der kommer.

Men ordføreren står ligesom og beder den blå opposition komme med nogle tal, og jeg tænkte, at man kan starte med at finde nogle offentligt ansatte i Transportministeriet. Der er kommet godt og vel tusind mere i Transportministeriet. Og jeg har taget DSB i hele mit liv, og jeg synes ikke, det er blevet bedre. Vil ordføreren ikke lige bekræfte mig i, at der tilsyneladende er nogle, man ansætter i Transportministeriet, som ikke helt forstår at løfte opgaven? De har selvfølgelig været travlt beskæftiget med at finansiere de her 3 pct., for de har brugt noget tid på at regne ud, hvordan danske vognmænd skal betale mere i kilometerafgift.

Men vil ordføreren ikke sige, at hvis man har ansat tusind nye – og det er jo bare en historie, der bliver ved med at køre – og hvis man bare tager ganske få procent, så når vi nemt i mål. Vi behøves ikke at tage alle tusind ét sted fra. Men i den anden korte bemærkning kan vi godt tage det næste sted, jeg kan finde, hvor vi har ansat over tusind mere.

Ordføreren.

Først og fremmest synes jeg, det er meget interessant, at hr. Kim Edberg Andersen fremhæver det med det offentlige forbrug. Det vil jeg gerne sige tak for. For under førstebehandlingen, som ingen medier jo dækkede bortset fra NB Økonomi, nævnte Danmarksdemokraternes ordfører, at man syntes, at det offentlige forbrug var for højt. Og det, jeg kan konstatere, er, at med de ændringsforslag, der ligger nu fra Danmarksdemokraterne, så lægger man op til det samme offentlige forbrug som regeringen. Så det er åbenbart ikke så vigtigt, når det kommer til stykket.

Til det andet spørgsmål omkring Transportministeriet vil jeg sige, at der jo f.eks. ligger en bred politisk aftale på kørekortområdet om, at det ikke længere skulle være politiet, som forestod køreprøven, men derimod Færdselsstyrelsen. Er det sådan, at hr. Kim Edberg Andersen synes, at den opgave skal føres tilbage til politiet? Altså, jeg spørger bare og er nysgerrig.

Spørgeren.

Nej nej. Altså, ordføreren skal jo forsvare med næb og kløer, at man bruger endnu flere offentlige penge, og det er superfint. Men når vi så i Danmarksdemokraterne f.eks. siger: Lad os da gøre det lidt nemmere; lad os fjerne vægtafgiften, den tåbelige vægtafgift, på f.eks. veterankøretøjer, så er man imod. For jeg kan forstå, at vi skal ansætte flest muligt, så vi kan få hevet flest mulige penge op af danskernes lommer – det er jo det, det går ud på – for at finansiere det der helt vilde forbrug, som Socialdemokraterne altid har elsket. Det er superfair. Jeg kan forstå, vi også snart skal have nogle tolke ansat. De er sikkert også offentligt ansatte.

Så vil ordføreren ikke bare lige forklare mig en gang til: Er det virkelig helt umuligt for en ordfører fra Socialdemokratiet, Danmarks største parti i Folketinget, at se, at det rent faktisk nok var muligt at finde 2.900 offentligt ansatte, man ikke havde brug for længere, f.eks. nu når Danmark er så digitaliseret et land, som f.eks. Tyskland ikke er? Vi faxer jo ikke til hinanden herhjemme.

Ordføreren.

Bare lige for at vende tilbage: Jeg går ikke ud fra, at Danmarksdemokraterne synes, at det var dårligt, at politiet blev styrket i deres kerneopgave, ved at man flyttede opgaven med kørekort fra politiet til Færdselsstyrelsen. Det betød, at Færdselsstyrelsen fik tilført nogle flere medarbejdere, ja. Men det betød jo så også, at politiet er blevet styrket. Jeg ved godt, at Danmarksdemokraterne ikke fandtes på det tidspunkt og derfor heller ikke var med i den aftale, som alle partier i Folketinget på nær et stod bag. Men jeg konstaterer i hvert fald bare, at det er noget, som er blevet vedtaget med et bredt flertal i Folketinget, også af nogle af de partier, som bragte forslagene til bordet om at fjerne offentligt ansatte, men uden at pege på, at det så skulle være f.eks. Færdselsstyrelsen, hvor man skulle forringe kørekortssituationen.

Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Jeg kan jo konstatere, at ordføreren klandrer de blå partier for ikke at komme med præcise anvisninger til, hvad det præcis er for nogle medarbejdere, der eventuelt kunne skæres ned i forhold til. Jeg har oversigten her, der siger, at der er kommet 16.000 ekstra administrative medarbejdere i staten fra 2017 til 2023, og det, jeg blev nysgerrig efter at høre, er, om ordføreren så over for mig kan redegøre for, præcis hvad det er for nogle, hvad det er for nogle aftaler, det er baseret på, hvad de laver, og hvor de sidder henne.

Ordføreren.

Det vil nok tage lidt længere tid end 1 minut at gennemgå det hele, men vi kan i hvert fald konstatere, at det eksempel, som hr. Kim Edberg Andersen netop fremhævede, er et glimrende eksempel, altså hvor man i Folketinget har besluttet, at det giver god mening at fjerne en opgave fra politiet, kørekortområdet, og flytte det til Færdselsstyrelsen. Det blev vedtaget af et meget bredt flertal i Folketinget, og det eneste parti, som jeg husker det, der ikke var med – nej, der må jeg lige passe på med at sige, hvem der ikke var med, for det ligger trods alt et par år tilbage. Men et meget bredt flertal i Folketinget var bag det, og pointen i det var jo, at politiet dermed blev styrket. Og der er brede flertal i Folketinget for at styrke f.eks. politiet, anklagemyndigheden og domstolene, og ikke mindst genopretningen af Skattestyrelsen har jo fyldt utrolig meget. Antallet af medarbejdere, der er blevet ansat dér, har været ganske stort. Og jeg vil gerne se de partier, som oprigtigt tør sige, at vi skal forringe Skattestyrelsen og have færre ansatte dér med de konsekvenser, som vi jo én gang har set det kan føre med sig.

Der er et opfølgende spørgsmål fra spørgeren.

Når man nu flytter noget fra ét ministerium til et andet, skulle det ikke samtidig give flere ansatte. Og når jeg kigger på det her, er jeg med på, at ja, der er aftaler – altså, jeg tror, at vi alle sammen synes, at Skattestyrelsen har brug for at gøre tingene bedre. Det er vi fuldstændig enige i. Det er slet ikke det. Men det, jeg egentlig bare spørger ordføreren om, er, om vi så ikke kunne få en redegørelse for de 16.000 ekstra samlet set. Ja, der er nogle i Skattestyrelsen, og der er nogle på andre områder, som vi er enige om, men hvad så i forhold til samtlige 16.000? Og ordføreren må gerne starte her og så efterfølgende vende tilbage med resten. Men kan vi få en redegørelse for, hvor de sidder henne, og hvad det er for en opgave, de løser?

Ordføreren.

Det interessante her er jo, at den eneste fra den blå opposition, der har haft mandsmod nok til at nævne et konkret område, er hr. Kim Edberg Andersen. Han er den eneste, der har haft mandsmod til faktisk at sige, at på Transportministeriets område kunne man måske finde nogle. Og det kommer så til lige præcis at ramme ned i et godt eksempel, nemlig at et bredt flertal i Folketinget netop, som ordføreren siger, har flyttet en opgave fra ét sted til et andet, og så med helt åbne øjne har sagt: Og dermed styrker vi samtidig politiet.

Så ja, der kommer flere offentligt ansatte, men det er for at styrke politiets indsats. Og det er fair, men det skal man jo også kunne stå på mål for.

Fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Jeg kan forstå, at der er dyb uenighed i regeringen omkring pensionsalderen, for man har jo set store annoncer fra Socialdemokratiet om, at man skal lade folk gå tidligere på pension, og så kan man se kæmpe annoncer fra Moderaterne, som jo mener, at man skal hæve pensionsalderen for danskere, som er født i 60'erne. Så er det bare, jeg bliver nødt til at spørge: Hvad er det egentlig regeringen vil med pensionsalderen? Er det her sådan et bluffnummer fra socialdemokratisk side, eller hvad er det, regeringen vil med den pensionsalder?

Ordføreren.

Det ville ikke være første gang, at noget, som Socialdemokratiet foreslår og efterfølgende gennemfører, er blevet kaldt bluff, da det blev foreslået. Det er faktisk sket flere gange i mit partis nyere historie – og tak for at have bemærket annoncerne. Nu var der jo en ret stor forespørgselsdebat her i Folketingssalen i går om samme emne, og jeg tror, at alle perspektiver i forbindelse med det også er blevet vendt, og det har ikke nogen direkte relation til finansloven. Ikke desto mindre er det rigtigt, at vi har et ønske om inden år 2030, altså i god tid, at finde en måde at sikre en mere retfærdig pension på; og det er jo så vel at mærke noget, der træder i kraft med virkning fra 2045.

Spørgeren.

Det er sådan lidt interessant, for da SF langt tidligere i Socialdemokratiet var ude at sige, at man skulle drøfte pensionsalderen, mente Socialdemokratiet, at de var dybt uansvarlige; altså, de var dybt uansvarlige i SF, fordi de tænke på, at man overhovedet skulle drøfte den her pensionsalder. Det var statsministerens ord.

Men nu har Socialdemokratiet så meldt ud, at man gerne i foråret 2025 vil stemme for hævelsen af pensionsalderen fra 2040. Skal det så forstås således, at Socialdemokratiet først ser, at der er urimeligheder med pensionsalderen i 2045?

Ordføreren.

Altså, der skal findes en løsning inden 2030, hvor Folketinget næste gang skal tage stilling til den indeksering, som er en del af velfærdsaftalen fra 2006. Så der er jo god tid til det. Som sagt har der været en ret god debat om det i går, og jeg synes måske også, at det bare er meget tankevækkende, at efter en stribe af udmærkede ordførere fra Danmarksdemokraterne havde stillet spørgsmål om offentlige ansatte, så synes man nu, at man hellere må skifte spor, fordi man tilsyneladende ikke selv har særlig gode svar på det. Det er lidt interessant.

Tak til ordføreren fra Socialdemokratiet. Den næste i talerrækken er hr. Hans Andersen fra Venstre. Værsgo.

Tak for det, formand. Venstre synes, at juletiden er en dejlig tid, ligesom mange danskere. Vi tager til julefrokoster, til julemarkeder og til juletræstændinger, og jeg ved, at det ikke kun er mine børn, der glæder sig til at vågne op og åbne julekalenderen hver morgen. Den kalender, jeg glæder mig til at åbne, er Venstres julekalender: ”Borgerlige resultater til at varme sig på i den kolde juletid”. Det ser jeg frem til, for der går faktisk en lige linje mellem denne finanslov og mange af de resultater, der gemmer sig bag lågerne på julekalenderen.

Tag f.eks. låge nr. 7 i Venstres julekalender. Ud over, selvfølgelig, et stykke chokolade gemmer der sig også, at vi genindfører håndværkerfradraget, og det gør vi jo netop med denne finanslov. Det smager jo meget sødt at give en grøn håndsrækning til boligejere, når man er borgerlig. Venstre har siden afskaffelsen af håndværkerfradraget i 2022 ønsket det genindført. Vi gik til valg på en økonomisk håndsrækning til danske boligejere, så de nemmere kan energirenovere deres hjem. Nu genindfører vi det rent faktisk, så danske boligejere nemmere kan energirenovere og klimasikre deres bolig.

Alle de boligejere, der er plaget af oversvømmelser på grund af gamle slidte kloakrør derhjemme, kan nu ånde lettet op og få en nemmere vej til at udskifte de gamle kloakrør med nye, der bedre kan klimasikre deres bolig. Som Venstremand er jeg stolt over at kunne kigge alle danske boligejere i øjnene og med ro i stemmen sige til dem, at vi gør det nemmere for dem at tage ansvar for energirenoveringen og konsekvenserne af klimaforandringerne ved bedre at kunne klimasikre deres hjem. Det er kun fornuftigt.

I Venstre er den lokale borgernære velfærd også noget, der står vores hjerter særlig nært. Vi har sikret et løft af sundhedsvæsenet med akutpakke, ny kræftplan, forkortelse af ventelister, bl.a. ved at udnytte privat kapacitet, og vi har sikret et historisk løft af psykiatriområdet med over 3 mia. kr. fra 2030. I Venstre bekymrer vi os også om vores fælles velfærd, og derfor er jeg også glad for, at vi med årets ambitiøse økonomiaftaler med kommunerne og med regionerne har leveret det største økonomiske løft af den borgernære velfærd i henholdsvis 15 og 14 år.

Sådan fortsætter resultaterne bag lågerne. Og ja, jeg er måske kommet til at åbne nogle af lågerne lidt forud; det sker, og det sker også for børnene hjemme hos mig, har jeg konstateret. Men bag låge 13 gemmer der sig, at vi har indgået den historisk grønne trepartsaftale, der nu også med en bred politisk aftale giver et nyt grønt danmarkskort, udvikler dansk landbrug og bidrager til mere natur.

Jeg er også kommet til at åbne låge 22, og der gemmer sig, at vi har sikret de største personskattelettelser i 10 år. Det kommer over 3 millioner hårdtarbejdende danskere til gode allerede fra nytår.

Bag låge 9 gemmer sig, at vi fremtidssikrer vilkårene for familieejede virksomheder ved at sænke generationsskifteskatten og gøre overgangen til næste generation mere rimelig. Og bag dagens låge gemmer der sig mere tryghed i ældreplejen, bl.a. ved faste teams og mere valgfrihed.

Bag låge 19 ligger et øget arbejdsudbud på 33.000 personer, og det har krævet hårdt arbejde af de mange danskere, der hver morgen står op og bidrager til vores vækst og velstand og dermed også til mulighederne for at kunne levere velfærd.

Bag den allersidste låge, som jeg også er kommet til at åbne, ligger der jo, at vi har fjernet modregningen af arbejdsindtægt for pensionister i arbejde. Og jeg kunne jo blive ved og ved.

Jeg glæder mig til også at åbne resten er julekalenderen i de kommende dage, for der er jo kun 24 dage i december frem mod jul, og der er også nogle af tingene, som vi har indgået aftale om, men som ikke er kommet med. Tag f.eks. den bredeste politiske aftale, der er lavet omkring vores sundhedsvæsen i 20 år. Det er netop en aftale, der handler om at bringe sundhedsvæsenet tættere på borgerne og sikre patientrettigheder.

Så har vi jo også besluttet et opgavebortfald i staten, der medfører tusind færre statsligt ansatte næste år. Vi letter skatten for iværksættere med over 800 mio. kr., så vi kan blive verdens bedste iværksætterland.

Jeg er også særlig glad for, at vi med denne finanslov tager et seriøst skridt mod at gøre danske familiers hverdag bare en smule nemmere. Vi vil sikre, at de danske familier, ikke mindst børnefamilierne, skal have nemmere ved at få hverdagen til at hænge sammen, og det gør vi ved at udvide servicefradraget, så familierne vil kunne få nemmere ved at prioritere det vigtigste: kvalitetstid med familien.

Bag låge 24 bliver der dog plads til en lille opsummering, nemlig en låge, der blot minder om, at Venstre skubber Danmark i en mere borgerlig retning. Det tror jeg de færreste kan være uenig i, for det viser vi hver dag i regeringen – for selv i et rødt Folketing gennemfører vi blå politik.

Alle de her resultater kunne jo ikke lade sig gøre uden en økonomisk ansvarlig finanslov, og sådan en står vi med i dag. Med den er der en lang række af regeringens politiske resultater, der finansieres, og som kommer ud at leve til næste år. Det er et resultat af et seriøst politisk håndværk, der tager danskerne og deres udfordringer alvorligt, og det håndværk er vi i Venstre stolte af at være med til at udføre.

Til slut vil jeg sige tak til de partier, der har ageret samarbejdspartnere ved forhandlingsbordet og har indgået i aftalen om finansloven for 2025. Samtidig vil jeg også gerne sige tak til resten af Folketingets partier, der har indgået aftaler om de mange store reformer, som denne regering indtil nu har indgået. Det tjener vores folkestyre til ære, at vi kan arbejde sammen på kryds og tværs om at drive vores land fremad. Og med det kan jeg sige, at Venstre naturligvis stemmer for årets finanslov. Tak for ordet.

Tak for det. Hr. Dennis Flydtkjær fra Danmarksdemokraterne.

Tak for ordet, og tak for talen. Hr. Hans Andersen siger, at han har lavet borgerlige resultater, men det, vi behandler i dag, er jo en finanslov, hvor der er lavet en aftale med venstrefløjen, altså med SF og Radikale. Det er en aftale, hvor man bl.a. sender flere penge til Afrika og giver penge til unge arbejdsløse, som nu skal have kulturoplevelser – underforstået, at hvis man bare får lov til at se på nogle kunstmalerier, skal man nok komme i arbejde. Og det er der altså ikke ret meget borgerligt i. Så er det, at jeg kommer til at tænke på, hvad det er i de blå partiers forhandlingsoplæg, som Venstre ikke kunne se sig i. Altså, var det sænkningen af tinglysningsafgiften for de første 500.000 kr. af et huskøb? Eller var det annulleringen af besparelsen på forsvarsudgifterne? Altså, hvad var det, som gjorde, at Venstre tænkte, at det da er langt bedre at lave en aftale med SF, for så får man flere borgerlige resultater, end man ville få, hvis man samarbejdede med os fire borgerlige partier i stedet for?

Ordføreren.

Jeg synes, at vi havde en god drøftelse med de fire blå partier, der kom sammen. Udfordringen, som jeg ser det, var, at der manglede en prioritering af de pågældende forslag, og at der var afsat en ramme på 500 mio. kr. og der i relation til det, altså i forhold til forslagets størrelse, så også manglede en realisme, i forhold til hvad der var af råderum at forhandle om. Så derfor lykkedes det jo ikke at nå til enighed, og det beklager jeg, men sådan må det jo være en gang imellem. Det hang ikke sammen.

Spørgeren.

Vores oplæg var sådan set overfinansieret med 800 mio. kr. Der var rigtignok en forhandlingsreserve på ½ mia. kr. I forhold til regeringsreserven har man så valgt selv at sige: Vi har lige en tredobling til os selv i regeringen, som vi kan fordele hen over året. Og der sagde vi, at man måske godt kunne tage noget af det. Og man kunne have deltagerbetaling på danskundervisning og være lidt mere ambitiøs i forhold til at fyre nogle statslige ansatte. Så der er jo masser af finansiering. Men selv hvis man så ikke gjorde det hele, kunne måske man stadig væk give en akutpakke til kriminalforsorgen og fjerne tinglysningsafgiften og ikke engang være på halvdelen af det beløb. Så hvorfor var det, at man ikke gerne ville imødekomme os med halvdelen, men at man syntes, det var sjovere at lave politik med SF og give penge til arbejdsløse, der kan komme på kunstmuseum, i stedet for?

Ordføreren.

Når ordføreren nævner det her med overfinansiering, stiller jeg bare stille og roligt spørgsmål ved det, for jeg deler ikke vurderingen af, at det er overfinansieret. Altså, at man allerede nu går om bord i regeringsreserven, er ikke klogt og fornuftigt. Og det er ikke realistisk at sige, at ud over de 1.000 statslige ansatte, som vi i regeringen reducerer med til næste år, så tager vi i øvrigt lige 1.900 mere, uden at anvise konkrete steder, hvor de kan fjernes.

Hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance.

Hr. Hans Andersen udnyttede vist ikke sine 10 minutters taletid, og alligevel – i den korte taletid, som hr. Hans Andersen havde – talte han mest om ting, der ikke er i finanslovsforslaget. Det forstår jeg godt, for der er ikke særlig meget i det finanslovsforslag, som er værd at prale af, hvis man er Venstremand. Måske kunne der have været noget mere, hvis man havde forhandlet med nogle blå partier om at gøre finansloven mere borgerlig. Desværre valgte Venstre at indgå et partnerskab med den socialdemokratiske finansminister i Mette Frederiksens regering om, at man ikke skulle forhandle med de blå, men skulle forhandle med Socialdemokratiets gamle venner i rød blok. Det trak selvfølgelig finanslovsforslaget i en rød retning i stedet for i en blå retning med de blå partier. Hvorfor var Venstre indforstået med den taktik, at man skulle forhandle rødt i stedet for at forhandle blåt?

Ordføreren.

Nu bliver det lidt en gentagelse, men som jeg svarede den tidligere ordfører, synes jeg, at der manglede en klar prioritering fra de fire blå partier. Der var først fem ønsker, så var der ti ønsker skråstreg forslag, men der var jo ikke en klar prioritering af, hvad det vigtigste var, som i øvrigt kunne rummes inden for den forhandlingsreserve på 500 mio. kr., der var sat af. Derfor var det svært at mødes, for det var ikke realistisk. Der var ikke konkrete bud på, hvad det var, der var vigtigst for de blå partier. Det beklager jeg, for jeg så da gerne, at der var et eller flere eller alle fire blå partier, der havde været med i en finanslovsaftale. Det så jeg gerne. Men det er bare svært at mødes, når der ikke er en klar prioritering fra de fire blå partiers side.

Spørgeren.

Det forholdt sig, som vi også sagde under møderne i forhandlingsrummet, sådan, at vi sagde:

Vi har ti ønsker. Regeringen kan vælge de ønsker, som regeringen er villig til at imødekomme. Regeringen kan få lov til at prioritere mellem vores ønsker. Vi skal bare have nok samlet set til, at vi er tilfredse, og så kan regeringen vælge, hvad det skal være.

Det var en smørrebrødsseddel regeringen, hvor regeringen kunne sætte sine krydser.

Men det var jo helt klart i lokalet – og alle de politiske kommentatorer har også skrevet det – at regeringen med Venstre ikke ønskede at forhandle med de fire blå partier børn; man ønskede at forhandle med SF og Radikale.

Ordføreren.

Jeg synes, vi havde nogle gode drøftelser, men vi spurgte jo også, om vi kunne få en prioritering af de nu samlede ti forslag. Det skete jo ikke, og det kan jo også være svært, hvis man er fire partier, at skulle prioritere. Det skete ikke, og derfor beklager jeg det, for jeg havde jo gerne se, at samtlige fire blå partier var med i en finanslovsaftale. Men det er jo svært, når vi ikke ligesom kan få ud af de blå partier, hvilke ønsker der er vigtigst.

Hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti.

De blå partier foreslog, der skulle skæres ned med 1.900 mennesker ekstra i det statslige bureaukrati ud af de ca. 100.000 mennesker, som beskæftiger sig med administration. Vi foreslog, at der skulle skæres ned med 1.900 mere. Det blev hældt fuldstændig ned ad brættet, og vi fik at vide, at det var useriøst, og vi har også den socialdemokratiske ordfører, hr. Benny Engelbrecht, som nu gentagne gange har stået og løjet fra talerstolen om, at vi ikke kom med nogen konkrete bud på, hvor man kunne skære nogle. Det gjorde vi. Man kunne skære i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, man kunne skære i skattevæsenet, og man kunne skære i Erhvervsministeriet, hvor de sidder på femte år og behandler coronapakker – konkrete forslag, som vi bragte ind, og som gentagne gange blev nævnt under forhandlingerne. Men det afholder ikke hr. Benny Engelbrecht fra at lyve om, at der ikke blev sagt noget.

Men er det også for Venstre for ambitiøst at fjerne 1.900 administratorer i staten? Er det fuldstændig utænkeligt, at Venstre vil være med til det?

Ordføreren.

Nu begynder vi med 1.000, og selv de 1.000 statsligt ansatte, som vi nu reducerer med som følge af opgavebortfald, har jo afstedkommet mange diskussioner rundtomkring, også diskussioner rejst af medlemmer af Det Konservative Folkeparti, som var bekymrede for, om man nu også kunne det. Så vil Venstre gerne sige: Vi er ikke færdige; vi er ikke færdige med at reducere i antallet af statsligt ansatte. Men at komme i november måned og sige, at man så vil reducere yderligere med 1.900 om 2 måneder, er jo ikke realistisk, det er jo ikke seriøst. Vi vil gerne være med til at drøfte det, og vi skal have nedbragt antallet af statsligt ansatte, ingen tvivl om det, men det er jo ikke realistisk. Og det er jo ikke måden at gøre det på med respekt for i øvrigt, at opgaverne også skal løses derude, at tænke: Vi skærer lige med 1.900 ekstra pr. 1. januar 2025. Det er jo ikke måden, vi kan arbejde på.

Ønsker man en anden kort bemærkning, hjælper det mig, eller hvem der nu sidder i den her stol, hvis man trykker sig ind. Værsgo til spørgeren.

Så Venstre mener, at 1.900 er alt for ambitiøst. Vi synes jo, det er trist, at bureaukratiet vokser og vokser og vokser. Når vi har foreslået 1.900, så vi fjerner i alt 2.900, er det jo, fordi vi så vil gå tilbage til det niveau af statslige bureaukrater, der var, da Venstres trådte ind i regeringen. Kan Venstre virkelig være tilfredse med, at mens Venstre har siddet i regering, er der kommet 2.900 ekstra i det statslige bureaukrati? Er det også en del af Venstres julekalender? Er det pakke nr. 18 – 2.900 ekstra bureaukrater?

Ordføreren.

Undskyld, så tror jeg faktisk ikke ordføreren helt lyttede til, hvad jeg sagde. Jeg sagde, at vi skal videre ad den vej, men det kræver hårdt, seriøst arbejde. Nu reducerer vi med 1.000 statsligt ansatte. Det er faktisk en stor opgave og har været svært, og så skal vi videre. Vi skal reducere yderligere. For der er blevet for mange statsligt ansatte. Vi er blevet for mange. Men at sige i november måned, at vi lige tager 1.900 ekstra pr. 1. januar, er jo ikke seriøst og en ordentlig politik.

Hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Jeg vil gerne sige tillykke til Venstre. De behøver ikke at være så mavesure derovre på den blå side, for det er jo imponerende, hvad Venstre har opnået, altså med den her kalender – jeg har også selv fået en og er kommet til at spise forud.

Altså, det er 10 mia. kr. i skattelettelser, selvfølgelig allermest til dem, som i forvejen tjener mest; 12 mia. kr. bare til LEGO-familiens arvinger; og flere 100 mio. kr. til Nordic Waste-familiens arvinger, fordi de får den her særrabat på arveskatten, som alle andre danskere så må se langt efter. Det er imponerende, og uligheden har igen slået rekord i den seneste måling. Tillykke med det – tillykke med god borgerlig politik. Det, der må undre mest, er jo, at det er en socialdemokratisk ledet regering, som gennemfører den her politik.

Nå, men mit spørgsmål er: I den her famøse kalender – og tak for god Kinderslik – hvad er der så egentlig til en helt almindelig folkepensionist; til den halvdel af danskerne, der bor til leje; og til de lønmodtagere ude på byggepladserne, som oplever massiv social dumping, som vi har set i den seneste tid? Hvad er der til dem i Venstres julekalender?

Ordføreren.

I det kommende år gennemfører vi jo en ældrecheck sammen med Enhedslisten på 4.800 kr. til de økonomisk dårligt stillede pensionister. Det synes vi er en god økonomisk håndsrækning til pensionister, der er økonomisk hårdt stillet. Vi har også det, at vi arbejder på at sikre, at inflationen fortsat udvikler sig fornuftigt, omkring 2 pct. Det er også med til at sikre, at pensionister næste år får et løft af deres købekraft. Og så løfter vi jo, som jeg også tidligere nævnte, velfærden generelt, både i kommuner og regioner, således at bl.a. sundhedsvæsenet og ældreplejen kan blive endnu bedre.

Så jeg synes sådan set, at vi samlet set har formuleret forslag, der gør, at man, hvis man er pensionist og benytter sig af offentlig service, sådan set går en bedre fremtid i møde.

Spørgeren.

De folkepensionister, der kun modtager folkepensionen og ATP, er vi med til at løfte, og det er rigtig, rigtig godt. Tak til Venstre for at være med til det. Men så er der det store flertal af folkepensionister, og mange af dem er meget pressede. Det gælder også førtidspensionister, og det gælder sådan set også folk på barselsdagpenge eller sygedagpenge. Alle de mennesker er blevet hægtet af, fordi inflationen er gået hurtigere end reguleringen af ydelserne.

Synes ordføreren, at vi kan være det bekendt? Altså, når det går godt for os alle sammen, efterlader vi flere millioner danskere eller i hvert fald et pænt stykke over en million danskere på perronen på den måde, mens der er råd til at give skattelettelser til LEGO-familiens hovedrige arvinger.

Ordføreren.

Jeg er stolt af, at vi har en meget, meget høj beskæftigelse. Det sikrer jo også, at der bliver skabt velstand og dermed også mulighederne for at løfte vores velfærd, og det gør vi jo både i kommuner og regioner. Så sikrer vi jo sådan set også med vores finanspolitik, at vi holder inflationen nede på et fornuftigt niveau. Det skaber altså faktisk også i de kommende år, hvor der bliver reguleret for pensionisterne, med historisk højt niveau, en bedre købekraft derude.

Så vil jeg da gerne drøfte med Enhedslisten, hvad vi i øvrigt kan gøre, men udfordringerne er jo, at Enhedslisten inden for en ramme af 500 mio. kr. kommer og foreslår at bruge 8 mia. kr. ekstra. Det hænger jo ikke sammen.

Hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg er meget bekymret over væksten i antallet af statslige administratorer på, alt efter hvilke analyser man vil kigge på, et eller andet sted mellem 12.000 og 16.000. For det er jo ikke politibetjente, der er kommet flere af; det er folk, der sidder ved hæve-sænke-borde, der er kommet flere af. Og det bekymrer mig sådan set rigtig meget, også fordi de politiske ambitioner og målsætninger har været nogle helt andre, men den her vækst er bare sket.

Så siger regeringen, at vi skal slanke den statslige administration med 1.000, men der sker jo fortsat en vækst. Det kunne Berlingske dokumentere her for nogle dage siden, altså at det her bare er en udvikling, der er løbet fuldstændig løbsk, hvor den ene bureaukrat ansætter den anden. Derfor var jeg jo meget glad for, at vi i den blå lejr, blandt de fire blå partier, kunne være enige om, at vi skulle have nogle højere målsætninger for det her end det, regeringen var nået frem til. Og det er jo mærkeligt at sidde dér fire blå og egentlig mangle ét familiemedlem, nemlig Venstre, som har sat sig over ved et helt andet bord. Så jeg vil bare høre hr. Hans Andersen: Den dag Venstre måtte frigøre sig fra det her regeringsprojekt, kunne man forestille sig, at der var noget, hvor der kunne være en fællesmængde med de andre blå partier, i forhold til at vi selvfølgelig skal have bragt statslig administration hårdt ned?

Ordføreren.

Venstre vil gerne arbejde for at nedbringe antallet af statsligt ansatte; det skal der ikke være tvivl om. Vi begynder med de 1.000, og der er også lavet aftaler med regioner og kommuner om, at de skal nedbringe antallet af administrative stillinger i kommuner og regioner for 3 mia. kr. hen mod 2030. Og så kommer regeringen også med et statsligt arbejdsprogram, og i det statslige arbejdsprogram vil der også være forslag til, hvordan vi kan nedbringe mængden af administration

Så i Venstre deler vi fuldstændig Dansk Folkepartis ambition om at nedbringe antallet af statslige administratorer.

Spørgeren.

Jeg kunne måske godt have ønsket mig noget mere hjælp fra Venstre i den situation, for jeg synes, vi var nogle, der pressede rimelig hårdt på for, at der skulle ske noget på det her område. Det, der egentlig frustrerer mig, er, at hvis vi sammenligner med den samlede politistyrke, altså med elever og hele baduljen – det er lige før, jeg tæller politiheste med – så kommer det ikke engang i nærheden af den tilvækst, der har været af statslige administratorer de sidste 10 år. Der har været et politisk ønske om, at vi virkelig skulle slå til søren og have nogle flere betjente, og der har vi løftet det sådan marginalt. Men den her tilvækst er sket, uden at nogen har sagt, at det var en god idé, uden at der er noget arbejdsprogram eller lovforslag, der er blevet vedtaget her, hvor vi har sagt, at det var en super god idé. Bekymrer det ikke Venstre dybt?

Ordføreren.

Vi deler bekymringen om, at der er blevet ansat for mange i den statslige administration, ingen tvivl om det. Nu tager vi fat og nedbringer antallet med 1.000 næste år. Vi arbejder med et statsligt arbejdsprogram, der også skal resultere i, at vi skal have færre statsligt ansatte. Så vi deler Dansk Folkepartis bekymring. Vi gør så noget ved det helt konkret, og det er jo det, jeg også håber på at Dansk Folkeparti vil være, altså mere konkrete, i forhold til hvor vi skal reducere antallet af statsligt ansatte, og ikke bare komme med en snak.

Hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak til ordføreren. Når man hører en Venstreordfører på talerstolen, er der hos mange danskere, især dem på min alder, en præmis om, at Venstre jo er et blåt parti. Så hører man ordføreren, og så kan man alligevel efterhånden se, at danskerne endnu ikke er kommet til den erkendelse, at Venstre ikke længere er det. Det gælder også Venstres ordfører selv, for han siger, at han også selv ønskede, at de fire blå partier i Folketinget var en del af finansloven, ergo må Venstre have en selverkendelse om at være blevet et rødt parti, og tillykke med det. For det kan man jo godt forstå, når man ser på det her, i forhold til at man kan sole sig lidt i, at man har fundet en skattelettelse.

Ordføreren snakkede om julekalendere og sødmen ved at åbne de her låger. Men hvor er sødmen henne for danskerne, når de skal betale e CO2-afgiften på landbruget? Og det er bare én ting. Hvor er sødmen henne, når vi hæver dieselafgiften med 50 øre her til januar? Hvor er det blå i, at man laver en kilometerafgift, sådan at vores vognmænd, derude hvor Venstre engang var interesseret i at danskerne også boede – altså uden for byerne – rammes? Hvor er sødmen i det? Hvad smager det af, ordfører?

Ordføreren.

Jeg kan konstatere, at de fleste blå partier faktisk er med i trepartsaftalen, så jeg ved ikke helt, om ordføreren er ved at forlade den blå familie, for de fleste blå partier er faktisk med i trepartsaftalen. Og jeg må bare spørge: Er det sådan, at Danmarksdemokraterne er på vej til at opgive deres slagnummer om, at CO2-afgiften skal fjernes? Er det et krav, i tilfælde af at vi skulle få et blåt flertal herind, altså at så stopper den der snak om CO2-afgift også hos Danmarksdemokraterne?

Spørgeren.

Der var ikke rigtig noget svar på det der med smagen, men jeg kan betrygge danskerne og dem, der stemmer på Danmarksdemokraterne, med, at vi i modsætning til Venstre gør det samme efter et valg, som vi siger inden. Vi behøver ikke at sige, at vi ikke støtter fru Mette Frederiksen – og så støtte fru Mette Frederiksen, for vi holder det, vi lover i Danmarksdemokraterne. Vi er imod en CO2-afgift, og det er vi stadig væk. Men vil ordføreren ikke bare lige forklare: Hvor er det blå i at indføre strafafgifter på CO2, på kilometer og på diesel til de danskere, der bor uden for byerne? Hvor er det blå henne i det? Og er det ikke bare, sådan, at ordføreren nu må indrømme det og sige, at men er blevet fuldgyldigt blå, men med et rødt medlemskab af Socialdemokraterne?

Ordføreren.

Venstre er et blåt parti, der skubber regeringen i en blå retning. Vi har med de aftaler, der bliver lavet løbende, jo leveret skattelettelser på stribe, i øvrigt historisk store personskattelettelser, lettelser i forhold til iværksætteri og lettelser i forhold til generationsskifte og jeg kunne blive ved, nu også senest et håndværkerfradrag. Så jeg synes sådan set, vi leverer blå politik hver dag.

Fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak til ordføreren for gennemgangen af Venstres låger. Jeg er spændt på, om nummer 24 bliver et stort billede af statsminister Mette Frederiksen, som er Venstres kæmpestore sejr, altså at man har hende som statsminister. Det kunne også være koranloven. Jeg er spændt på, hvornår den dukker op i Venstres julekalender.

Jeg vil helt generelt spørge, også i forhold til den her finanslov, til prioriteringerne på landdistriktsområdet. Jeg kan se, at der er 8 mio. kr., der er prioriteret på landdistriktsområdet, og det synes jeg ærlig talt er en ret tynd omgang, når man ser på, hvordan balancen mellem land og by i hvert fald ikke udvikler sig til det bedre i de her år. Så jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren: Er det her ambitionsniveau i forhold til landdistriktspolitikken højt nok? Gør Venstre overhovedet noget for at bringe landdistriktspolitikken på bordet? Man sidder med landdistriktsministerposten, men jeg kan ikke se, at Venstre overhovedet gør noget af særlig karakter på det her område.

Ordføreren.

Jeg sagde faktisk i min tale, hvad der var bag låge nummer 24. Og når man åbner den låge, vil man læse, at der står: Venstre skubber Danmark i en mere borgerlig retning. Det er sådan set en rigtig, rigtig fin låge nummer 24.

I forhold til spørgsmålet om landdistrikter er det jo ikke kun de 8 mio. kr. Der er jo sådan set yderligere 100 mio. kr. til en indsats i forhold til landdistrikterne. Så det har vi sådan set jo taget initiativ til med vores minister i spidsen. Og så har vi jo netop aftalt i finanslovsaftalen, at vi også i højere grad vil løfte ungdomsuddannelser i områder af Danmark, hvor der er længere mellem husene. Og det er da også med til at give en håndsrækning til landdistrikterne, således at der også er uddannelsestilbud, når vi kommer længere væk fra København.

Spørgeren.

Så låge nummer 24 er, at vi skubber Danmark i en mere borgerlig retning – så vil jeg måske foreslå en parantes, hvor der står: med en socialdemokratisk statsminister. Det er det, jeg i hvert fald synes. Jeg vil også gerne ind på det her med statslige arbejdspladser, for det er rigtigt nok, at der jo skal nedlægges rigtig, rigtig mange administrative stillinger. Det kører løs med dem; det er altså en voldsom udvikling. Men balancen i, hvor de statslige arbejdspladser egentlig er placeret, kunne jeg også godt tænke mig at høre Venstres betragtninger på. For vi ser jo, at rigtig, rigtig mange af de her statsarbejdspladser er placeret inde i byerne. Der er en enorm skævhed. Kunne man ikke godt forestille sig, at vi snart skal have kigget på det her? For det er et stort problem.

Ordføreren.

Vi har også i arbejdet med at udmønte de tusind statslige arbejdspladser, der skal væk, arbejdet for, at flertallet af dem også bliver i hovedstadsområdet, altså i forhold til at der skal være færre. Vi deler sådan set opfattelsen af, at når den største stigning har været i hovedstadsområdet, er det også dér, det største fald skal være. Så vi er sådan set enige i, at det er den vej, vi skal gå. Men samlet set lytter jeg mig til, at ordføreren måske deler Venstres ambition om, at vi sådan set skal videre, og at de tusind er ikke nok.

Tak til ordføreren for Venstre. Næste i talerrækken er hr. Dennis Flydtkjær fra Danmarksdemokraterne.

Tak for ordet. Jeg pakker lige alle mine papirer ud; det er et stort lovforslag. I dag har vi tredje behandling af finansloven, som handler om fordeling af danskernes penge. Og jeg vil godt starte med en ros til regeringen: I er virkelig gode til at bruge løs af andre folks penge. Væksten i det offentlige forbrug har mig bekendt ikke været højere siden år 2000. Det er altså en bedrift i sig selv, må man sige. Næste år er der en offentlig forbrugsvækst på hele 3 pct. Det er historisk højt, og det ved man sådan set formentlig godt i regeringen er et problem, for det virker til, at man prøver på at skjule det for danskerne.

I den finanslovsaftale, man har lavet, har man ikke engang gjort sig den umage at indsætte en økonomitabel sidst i forslaget, hvor man kan se, hvad man bruger penge på, og hvad man så har prioriteret ned, så pengene går op. Tilsvarende, altså da man lavede finanslovsudspillet, der lagde op til aftalen, stod der blot under finansieringen, at finanslovsforslaget for 2025 er tilrettelagt inden for ansvarlige økonomiske rammer. Men der var igen ikke nogen prioritering af, hvordan man ville bruge pengene eller finde pengene. Det kunne godt tyde på, at man godt ved, at det er lidt atypisk, at en vækst på 3 pct. i offentligt forbrug er ret højt. Det kan også lyde teknisk; det medgiver jeg.

Man kan nævne, at gennemsnittet siden år 2000 har været 1,1 pct., eller at den røde regering med fru Helle Thorning-Schmidt i spidsen lagde op til, at der skulle være en vækst i det offentlige forbrug i 2025 – altså næste år – på 0,6 pct, så 3 pct. er ekstremt højt. Det er fem gange højere end det, fru Helle Thorning havde i sin røde regering. Det er simpelt hen et udtryk for manglende prioritering, at man bare bruger løs. Man kigger ikke engang på, om noget kan bruges anderledes – nej, man smider bare nye penge af sted efter nye tiltag. Og det er en utrolig usund og dårlig måde at forvalte borgernes penge på. Men hvad bruger man så pengene på, og er det så nødvendigt?

Udviklingsbistanden står til at stige med 4,8 mia. kr. siden 2022. Der bliver også brugt rigtig mange penge på Afrika i den her finanslov: Der er 1,4 mia. kr. til en Afrikastrategi, 750 mio. kr. til en investeringsfond for udviklingslandene og 1 mia. kr. til vandindsatser. Der er endda sat penge af til partnerskaber med Indien og Filippinerne om arbejdskraft. Kulturen skal selvfølgelig også have et nøk op. Der er sat 700 mio. kr. af til, at flere mennesker kan komme ud og få en scenekunstnerisk oplevelse, altså flere midler til, at folk kan komme i teatret. Der er også en ny ting med et kulturpas, som går ud på, at arbejdsløse unge nu skal have penge for at kunne komme ud og se på noget kunst eller komme til en koncert. Jeg tror altså, det er de færreste unge mennesker, der er arbejdsløse, fordi de ikke ser nok på malerier eller andre kulturting, men der skal der så også bruges penge. Der er 60 mio. kr. mere til Danmarks Radio; selv en genbrugsbro er der afsat penge til.

Der er simpelt hen ingenting, der er for småt regeringen. Alt kan sådan set få støtte, og det er faktisk lige før, man kan sige, at det bedste bevis på, at der ikke er liv på Mars, er, at hvis der var, så havde regeringen helt sikkert sendt milliarder af kroner i støtte dertil for længst. Det har de trods alt ikke – det er da trods alt heldigt, hvis man skal se det på den måde. Men jeg vil altså sige tillykke til regeringen med en historisk høj stigning i det offentlige forbrug og virkelig er gode til at bruge penge.

Med den rekord kan det ærgre, at regeringen smed de fire blå partier ud af finanslovsforhandlingerne. Vi kom med et fuldt finansieret forhandlingsoplæg med ønsker for cirka 2 mia. kr. Vi ville bl.a. indføre en forsøgsordning for pasning af ældre familiemedlemmer, fjernelse af besparelserne i forsvaret, der var en akutpakke til kriminalforsorgen, og vi ville fjerne tinglysningsafgiften for de første 500.000 kr. af et huskøb, bare for at nævne nogle af forslagene, og det var som sagt fuldt finansieret, fordi vi havde fundet 2,8 mia. kr., altså 800 mio. kr. mere i finansiering, bl.a. ved, som det også er fremgået af debatten, at tilbagerulle antallet af statsligt ansatte til antallet før SVM-regeringen. Og vi synes faktisk, det er lidt uforståeligt, at vi blev smidt ud, for det er faktisk ikke urealistisk at komme med ønsker for 2 mia. kr. fra fire partier, som kunne trække finansloven i en mere borgerlig retning.

Til sammenligning har Enhedslisten vil jeg bare sige, at Enhedslisten har stillet to ændringsforslag til finansloven, som vi skal stemme om senere i dag, og som tilsammen koster 12 mia. kr., men altså fra ét parti. At vi fra fire partier så kommer med ønsker for 2 mia. kr., hvor vi også godt ved at man ikke kommer igennem med alt, virker faktisk ikke som noget, der kunne afskrække nogen regering overhovedet. Vi vil så samtidig hjælpe regeringen med at finde yderligere besparelser på den offentlige administration og have det rullet tilbage, til før Venstre kom i regering. Mens Venstre og Moderaterne har været i regering med Socialdemokraterne er der i alt kommet 2.900 flere administrative medarbejdere i staten, og nu siger man, at man vil fjerne 1.000 – men det er altså stadig kommet 1.900 flere. Vi siger så bare stilfærdigt, at vi faktisk gerne vil hjælpe regeringen med at rulle det tilbage.

Er det så urealistisk højt? Næ, for hvis man ser længere tilbage i tiden, er der faktisk kommet 16.000 flere siden 2017 til en samlet pris på 11 mia. kr., og jeg har endnu ikke hørt nogen, der kan forklare, hvad de 16.000 administrative medarbejdere laver, for det er ikke politibetjente; nej, det er administrative medarbejdere, der er kommet flere af. Erhvervsministeriet har alene fået en stigning på 900 personer – en stigning på 55 pct. Transportministeriet har fået 1.035 flere. Selv Kirkeministeriet har haft en stigning på 96 pct. i deres administrative medarbejdere. Hvad er det, der er brug for i forhold til den stigning hos Kirkeministeriet for at gennemføre administrationen? Det burde man sådan set godt kunne blive enige om at gøre noget ved.

Der er også ting på finansloven, som nok går ubemærket hen, i hvert fald her i Folketinget, men det tror jeg ikke det gør ude i landet, og specielt ikke i vores landdistrikter. For med den her finanslov kan man også se frem til, at der næste år bliver indført en vejafgift på lastbiler, der kommer en højere dieselafgift, og der kommer en flyafgift, og det er alt sammen noget, der rammer hårdest der, hvor der er længere mellem husene og byerne, og det er altså en udvikling, vi er meget imod i Danmarksdemokraterne. Vi kæmper hver dag for den modsatte udvikling, og vi har derfor stillet en række ændringsforslag, som skal trække i retning af, at vi får et Danmark i bedre balance, et land, der hænger bedre sammen.

Det er bl.a. et ændringsforslag, der skal sikre en bedre fordeling af uddannelser, udflytning af statslige arbejdspladser og en række andre initiativer. Det er forslag, som vi håber, man her i Folketinget kan bakke op om, når vi skal stemme senere i dag. Men vi må jo nok indrømme, at det er svært med den nuværende flertalsregering at få flertal for ændringsforslag, specielt med en regering, der fører en landdistriktsskadelig politik. Derfor må vi nok indse, at vi må satse på et borgerligt flertal efter næste valg, så vi kan komme igennem med nogle vores tiltag – eller som minimum at regeringen til næste år ikke smider os ud af forhandlingerne på et så løst et grundlag, som de gjorde i år. Tak for ordet.

Tak for det. Fru Camilla Fabricius, Socialdemokratiet.

Tak for det. Ordførerens parti indgik i en gruppe af partier, som kom til finanslovsforhandlingerne med et fælleskrav. Kan ordføreren hjælpe mig med at pege på det parti, der stillede sig i spidsen for den sammenslutning?

Undskyld, jeg hørte ikke spørgsmålet. Kan man nævne det igen? Jeg fik ikke lige fat i det.

Vi tager spørgsmålet en gang til.

Det vil jeg gerne. Ordførerens parti indgik en gruppe af partier, som kom til finanslovsforhandlingerne med et fælleskrav. Kan ordføreren hjælpe mig med at pege på det parti, der stillede sig i spidsen for den sammenslutning?

Ordføreren.

Undskyld. Nu hørte jeg spørgsmålet. Jeg beklager, at jeg ikke hørte det første gang. Der var sådan set ikke noget parti, der var i spidsen for det. Vi er fire partier, der aftalte at gå sammen og lave et fælles forhandlingsoplæg. Vi fandt udelukkende punkter, som vi alle sammen kunne stå inde for, så der var ikke punkter i det her oplæg, hvor man kunne sige, at det var Liberal Alliances forslag eller det var Danmarksdemokraternes forslag.

Det var alt sammen politik, som vi alle sammen kunne står inde for, og som vi synes var gode tiltag, både på finansieringssiden og sådan set også på udgiftssiden. Så der var ikke noget parti, hvor man kunne sige, at det var dem, der stod i spidsen for at lave det her forhandlingsoplæg. Det var sådan set alle fire, og det er jo også derfor, at vi kom til forhandlingerne samlet.

Spørgeren.

Jeg kan også godt forstå, at ordføreren er glad for det blå samarbejde i forbindelse med finanslovsforhandlingerne for 2025, men situationen er nu engang sådan, at der kun kan være en statsminister. Kan ordføreren så hjælpe mig med at identificere, hvem man peger på til hvervet som statsministerkandidat?

Ordføreren.

Jeg har jo lagt mærke til, at det er en diskussion, der fylder rigtig meget ved Socialdemokratiet, men helt ærligt, er der nogen, der ved, hvem f.eks. Venstre peger på? Eller hvem peger SF på? Jeg er med på, at Socialdemokrater altid peger på sig selv; det ligger i jeres natur. Men jeg går da ikke ud fra, at Venstre peger på en socialdemokratisk statsminister. Peger de på sig selv? Det ved man jo heller ikke.

Så er det ikke lidt frisk, at man lige kræver af os fire partier, at vi i hvert fald skal vide, hvem det er? Alle andre partier på nær Socialdemokratiet ved ikke, hvor de peger henad.

Hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Tak for det, og tak for talen. Det, der bragte mig til mikrofonen, var den her påstand om den her historisk store offentlige vækst og alt det her. Jeg vil gerne have ordføreren til at bekræfte, at andelen af danskere, der er ansat i det offentlige over for f.eks. i det private, er lavere end i mange år, og at antallet af timer pr. borger, som leverer til vores velfærd, er lavere end i mange år.

Nu fremhævede ordføreren selv Helle Thorning-Schmidt. Jeg kan tydeligt huske den tid. Da var der så lave budgetter, at kommunerne i de 10 år, der er gået efter det, har lidt og har måttet skære i den borgernære velfærd, ikke mindst til ældre mennesker, som f.eks. kun kan komme i bad en gang hver anden uge eller skal ligge i, undskyld udtrykket, urinindsmurte lagner, fordi de ikke får den hjælp, de skal have. Og det er ikke mindst i de landdistrikter, som Danmarksdemokraterne i hvert fald giver sig ud for at repræsentere.

Så jeg troede egentlig, at Danmarksdemokraterne i modsætning til f.eks. Liberal Alliance var sådan et velfærdsorienteret parti, så jeg kan ikke forstå den her inderlige modvilje mod, at der i hvert fald nu bliver taget nogle små skridt til at få rettet op efter det enorme hul, der er gravet i vores velfærd, siden Helle Thorning-Schmidt var statsminister.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Altså, vi er et velfærdsparti, men vi er også et parti, der har en forståelse for, at pengene skal tjenes, før de kan bruges. Det vil sige, at vi er nødt til at have en privat sektor og et erhvervsliv, der også tjener nogle penge ind, for at vi kan have en offentlig sektor og også et offentligt forbrug, der hænger sammen.

Næste år er der en vækst i offentligt forbrug på hele 3 pct., altså fem gange højere end det, Helle Thorning-Schmidt i en rød regering støttet af Enhedslisten gik ind for. Det er historisk højt, men der er jo et problem, der kommer af, hvis man samtidig har en lavere vækst i den private sektor.

Hvis man forestiller sig, at den offentlige sektor vokser forholdsmæssig hurtigere, end den private sektor gør, så får vi problem med det, som jeg sagde til at starte med, nemlig at vi så ikke får tjent de penge ind, som der er brug for, for at vi kan betale for vores sundhedsvæsen og andre ting.

Jeg er med på, at der sikkert er en ideologisk forskel på det, men det simpelt hen nødt til at være i den rækkefølge, at vi først og fremmest har et konkurrencedygtigt erhvervsliv og har nogle privat ansatte, for at vi så kan betale for det, at vi også kan have et fælles sundhedssystem, folkeskole og muligt andet, som vi i Danmarksdemokraterne netop er rigtig glade for. Men det er nødt til at være i den rækkefølge, og der er det bare mega usundt, at man har en historisk høj offentlig forbrugsvækst på 3 pct.

Spørgeren.

Det problem, som ordføreren beskriver, findes jo ikke. Altså, konkurrenceevnen for danske virksomheder er højere end nogen sinde. Vi har 10 eller 15 år med overskud på handelsbalancen og betalingsbalancen, altså et udtryk for en ekstrem høj konkurrencekraft. Der er ingen problemer med at tjene penge hjem i Danmark. Profitterne i de danske virksomheder er højere end nogen sinde. Aldrig har aktionærerne fået så store udbytter.

Det, der er virkeligheden, er, at der, siden Helle Thorning-Schmidt var statsminister, er gravet et hul, hvor der mangler omkring 50 milliarder i velfærden bare for at kunne levere det, som folk har været vant til, at der blev leveret – ingen forbedringer. Det er det, man, hvis man har en vækst i nogle år, der er lidt højere, måske kan begynde stille og roligt at rette op på.

Jeg tror ikke, at man, hvis man går ud til borgmestre – heller ikke i de kommuner, hvor Danmarksdemokraterne står stærkt – vil opleve, at de tænker, at de svømmer i penge. Tværtimod er der stadig væk steder, hvor der skal skæres ned. Så jeg forstår ikke den her tilgang fra Danmarksdemokraterne.

Ordføreren.

Det, vi efterlyser i Danmarksdemokraterne, er prioriteringen, der mangler. Jeg er ikke uenig i, at der godt kan være brug for flere penge til velfærd tæt på borgerne. Det er typisk ude i kommunerne, og det er netop derfor, at vi også sætter fokus på, at de her 16.000 ekstra, der er kommet til administration i staten, koster 11 mia. kr.

Jeg tror godt, man kan drive statens administration for det samme, som man gjorde i 2017. Jeg er med på, at det ikke kan ske på 1 år. Det er også derfor, vi ikke bare har foreslået, at det skulle træde i kraft fra 1. januar – så kører vi! Men hvis man gjorde det, havde man 11 mia. kr., man kunne pumpe ud til folkeskoler, dagplejere og alt mulig andet. Jeg er med, at det ikke er 50 milliarder, men jeg tror da, vi kan være enige om, at det ikke er i statens administration, man skal bruge det. Det skal ud i kommunerne i stedet for.

Hr. Hans Andersen, Venstre.

Tak for det. Ordføreren nævner det her med den offentlige forbrugsvækst. Så vil jeg egentlig godt spørge: Er det ældreområdet? Er det aftalen om at løfte vores sundhedsvæsen? Er det investeringer i forsvaret? Hvor er det helt konkret, Danmarksdemokraterne ønsker at reducere? Det synes jeg er interessant. For hvis man kigger ned over forslagene, som Danmarksdemokraterne kom med til finansministeren, så er det jo ikke de forslag, der gør, at den offentlige forbrugsvækst sådan reduceres med flere procent, altså fra 3 pct. til 2 pct. eller 1 pct. Så det interessante er jo, hvad der er Danmarksdemokraternes tilgang til det her. Må det være 1 pct. eller 2 pct., og hvor er det i øvrigt, der ikke længere skal bruges penge? Er det på sundhedsvæsenet, ældreplejen eller forsvaret, for det er jo der, vi i øjeblikket investerer massivt.

Ordføreren.

Jeg må sige, at jeg er oprigtigt overrasket over, at det spørgsmål, kommer præcis fra Venstre, som jo tidligere har været et borgerligt ansvarligt økonomisk parti, og at det nu er Venstre, der står på mål for, at man har en offentlig forbrugsvækst på 3 pct. Da Helle Thorning-Schmidt gik til valg på 0,6 pct., mente Venstre, at det var for meget. Der ville man have en mindre vækst i den offentlige sektor. Nu er der åbenbart ingen steder i den offentlige sektor, man kan spare, og man er nødt til at bruge 3 pct. mere på 1 år.

Der er masser af steder. DR nærmer sig snart 3 mia. kr. De får lige så mange penge, som Ringkøbing-Skjern Kommune gør til at stå for al offentlig velfærd. Kunne man ikke godt drive en statslig administration af en tv-kanal lidt billigere? Det kunne man nok godt. Jeg har lige svaret hr. Pelle Dragsted, at hvis man går tilbage til 2017, svarer det til 11 mia. kr., man kunne spare. Så mon ikke man godt kunne klare sig ved at omprioritere i stedet for altid bare at bruge nye penge. Det ærgrer mig virkelig seriøst meget, at Venstre nu er kommet på det hold, hvor man siger, at det offentlige forbrug bare skal stige.

Spørgeren.

Vi er ikke på det hold, hvor man siger, at den offentlige vækst bare skal stige. Vi er på det hold, der konkret viser, at vi kan reducere med tusind årsværk i 2025, og det håber jeg også at Danmarksdemokraterne støtter op omkring. Det er lige nemt nok at sige at vi skal tilbage på det niveau, der var i 2019, og så kan vi godt drive den offentlige sektor, når man ikke konkret anviser, hvor de reduktioner skal foregå. Og jeg fik jo ikke noget svar på, hvad forbrugsvæksten er i det forslag, som Danmarksdemokraterne kom med til finansministeren. Hvad er forbrugsvæksten der?

Ordføreren.

Det er også flot, at man står og praler med, at man nu skærer ned med 1.000 i administrationen i staten, når antallet, siden Venstre kom i regering, er steget med 2.900. Der er stadig væk kommet 1.900 flere, siden Venstre kom i regering. Det er måske lidt for frisk at stå og prale med, at nu er man kommet igennem med borgerlige resultater. Altså, man har fået ansat 1.900 flere i den statslige administration. Når Venstre nu siger, at vi ikke er konkrete om, hvor man kan finde det, må Venstre jo kunne svare på det, for det er trods alt Venstre, der sidder og har ansvaret for kontorerne rundtomkring. Hvis der er kommet 1.000 flere i Transportministeriet, hvad laver de mennesker så? I Kirkeministeriet er det steget med 96 pct. Hvad er det, der er brug for af ekstra administration Kirkeministeriet? Det må Venstre jo også kunne svare på.

Den næste, der har indtegnet sig, er fru Monika Rubin fra Moderaterne.

Mange tak. Jeg lyttede med på sidelinjen til ordførerens tale. Jeg kunne også forstå, at De Konservatives ordfører faktisk havde et konkret forslag til, hvor man kunne spare på administrativt ansatte, og at de fire blå partier mener, at det kunne være på Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse. Der undrer jeg mig bare, i forhold til at vi fra statsrevisorernes side i mandags kom med en statsrevisorberetning, der viser, at Forsvarsministeriet betaler 24 pct. af deres fakturaer for sent.

Så mit spørgsmål er: Har de fire partier lavet en eller anden form for konsekvensberegning i forhold til de administrativt ansatte, man mener skulle spares væk, og hvad det ville gøre i forhold til de ting, der ligesom bliver udført i staten? Jeg har kun hørt det konkrete forslag, at man kunne spare i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse. Hvor ellers kunne man spare på administrativt ansatte, og hvilke konsekvenser vil det have?

Ordføreren.

Lad mig bare nævne et andet eksempel. Jeg var til frisør i Varde her for en måneds tid siden, hvor frisøren kunne nævne, at hun havde modtaget nogle mobilepaybetalinger fra hendes barns venner og klassekammerater, altså f.eks. 40 kr. til en gave. Der havde SKAT været efter hende og havde sagt, at det er sort arbejde. Så hun er blevet beskattet af at modtage betaling fra barnets klassekammerater.

Hun havde også ved sidste jul fået en betaling fra sin svigerfar, hvor hun havde fået penge til at købe gaver til børnene. Der havde SKAT sagt: Det er jo sort arbejde, og det skal du beskattes af. Og det er hun blevet. Kunne det ikke godt tænkes, at de 4.000 ekstra, der er kommet i SKAT, skulle lave noget andet end at jagte frisører for modtagelse af betaling til gaver til børn. Kunne man ikke lave en bagatelgrænse og sige, at de ikke skal jagte folk for beløb under et eller andet – om det er 1.000 kr. eller andet?

Jeg har ikke noget imod, at der er kommet 4.000 ekstra i SKAT, for SKAT er faktisk et af de steder, hvor der er brug for at geare op. Men de 4.000 laver da åbenlyst det forkerte, hvis de jagter frisører i Varde for at have modtaget penge fra deres svigerfar til gaver. Det er i øvrigt teksten på MobilePay – der står gaver til børnebørn. Altså, så bliver de administrative medarbejdere, der er ansat, i hvert fald brugt forkert.

Spørgeren.

Det var en rigtig fin anekdote det, men det gav bare overhovedet ikke svar på det spørgsmål, jeg stillede. Altså, har de fire blå partier lavet en eller anden form for konsekvensanalyse, i forhold til hvis man sparede de her administrativt ansatte væk, f.eks. på Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse? Hvad vil det gøre for Forsvarets betalingsadfærd? Altså, de betaler ikke 24 pct. af deres regninger til tiden. Det betyder altså, at der er millioner af kroner, vi faktisk spilder fra Forsvarets side på rykkere og gebyrer. Hvis der bliver færre administrativt ansatte i Materiel- og Indkøbsstyrelsen, hvad tænker ordføreren så der kommer til at ske? Og hvad med de andre konkrete forslag – er der nogle sådan helt konkrete forslag fra ordførerens side?

Ordføreren.

Et af spørgsmålene i første runde var oprigtigt, som jeg hørte det, at man skulle nævne nogle andre eksempler end det, der var, altså forslaget om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse. Det nævnte jeg så, og jeg nåede så ikke at svare på hele spørgsmålet, det beklager jeg.

Så vidt jeg ved, er ca. 10 pct. af samtlige mennesker ansat i Forsvaret ansat til at købe ind. Jeg synes ikke, det virker særlig hensigtsmæssigt, at hver tiende menneske, som sidder i Forsvaret, som skal forsvare vores land, bare sidder og køber. I øvrigt mangler de produkter og kan ikke betale deres regninger til tiden. Så hvad de der 10 pct. af samtlige ansatte laver, ved jeg ikke. Så synes jeg faktisk, det er meget fair at sige, om det måske kunne være sådan, at man kunne klare sig med nogle færre mennesker. Hver tiende i Forsvaret køber ind og render ikke rundt og skyder.

Hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti.

Tak for det, og tak for et rigtig godt samarbejde i hele den her finanslovsproces. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at tage ordet, men debatten mellem fru Monika Rubin og ordføreren inspirerede mig alligevel til at tage ordet. Jeg synes, at det viser noget ret klart i dansk politik. Moderaterne, der egentlig skulle vise os andre, at man kunne løse store og svære ting, siger så noget om FMI, der mig bekendt har 2.500 ansatte. De kan så ikke finde ud af at betale regningerne til tiden, og så skal der bare smøres nogle flere djøf'ere på, åbenbart, for hvis man ikke kan finde ud af at betale regningerne, er det nok, fordi man er for få. Der er så tilsyneladende 2.500 ansatte, der står i vejen for hinanden og ikke kan finde ud af det.

Man kunne vel også kræve, og det vil jeg spørge ordføreren fra Danmarksdemokraterne om, at man får en offentlig sektor, der fungerer bedre, og hvor man stiller nogle højere krav. Selvfølgelig kan man godt, når antallet af djøf'ere eksploderer, forvente, at vi selvfølgelig kan få betalt de regninger til tiden. Jeg synes, at det viser meget klart, at der er to veje i dansk politik. Nogle vil ukritisk bare smøre mere på, mens vi er andre, der siger, at vi skal bruge pengene bedre, klogere og sundere i den offentlige sektor.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det er rigtigt, at det er en vigtig pointe. Man må ud fra Moderaternes spørgsmål fra før forstå, at når de ikke kan betale tingene til tiden, selv om det er hver tiende medarbejder, der sidder og arbejder med det, så skal der flere statslige ansatte til.

Det kunne måske godt være, at der var for mange, i stedet for at arbejdsgangen var for tung, eller at man måske skulle have en mere smidig administration. For jeg tror ikke, at der er ret mange danske virksomheder derude, der ville kunne leve med, at hver tiende medarbejder kun sad og handlede ind og betalte regninger. Altså, så ville vi jo ikke være konkurrencedygtige. Det kunne godt være, at det var et andet sted, man skulle sætte ind. Så tak til Dansk Folkeparti for spørgsmålet.

Fru Gunvor Wibroe fra Socialdemokratiet.

Tak for ordet. De blå partier, og det var jo så inklusive Danmarksdemokraterne, var med i en sammenslutning af partier, som gik til finanslovsforhandlingerne for næste år i en såkaldt musketered. Og der kunne jeg godt tænke mig at vide, om den her musketered også strækker sig til det her økonomiske spørgsmål om støtte til Ukraine, nu hvor Dansk Folkeparti ønsker, at Danmark skal skrue væsentligt ned for støtten til Ukraine.

Ordføreren.

Det, der var vores musketered – hvis man kan kalde det det; det har vi ikke selv døbt det – var jo, at vi lavede et fælles forhandlingsoplæg til en finanslovsaftale. Nu har jeg fået nogle meget konkrete punkter på om, hvad vi godt kunne tænke os at få igennem til den her isolerede forhandling. Det betyder ikke nødvendigvis, at det er en udtømmende liste af blå ønsker, eller hvad vi godt kunne tænke os at lave om, hvis vi fik et flertal. Og det er for os naturligt, at svaret jo også er: Nej, det handler ikke om alt muligt andet ud over det. Altså, det her er jo ét forhandlingsoplæg, som vi så er gået til forhandlingerne med. Og det synes vi egentlig også er lidt ærgerligt at regeringen ikke kunne se sig selv i. Vi synes faktisk, det var ret balanceret og afstemt. Og det var specielt ærgerligt, at man prøver at fortælle en eller anden fortælling om, at det skulle være ufinansieret, når vi faktisk havde overfinansieret med 800 mio. kr.

Spørgeren.

Det vil jeg lige følge op på, for jeg synes ikke, jeg fik et rigtig konkret svar om det med Ukraine og vores støtte. Så jeg vil bare høre: Tænker ordføreren, at det økonomiske samarbejde med Dansk Folkeparti kan fortsætte, og at Danmarksdemokraterne jo så har tænkt sig at indordne sig Dansk Folkepartis nye udmelding om, at man vil sænke støtten til Ukraine?

Ordføreren.

Altså, det er et lidt underligt spørgsmål til Danmarksdemokraterne. Man skal nok nærmere spørge Dansk Folkeparti om deres retning i forhold til Ukraine. Danmarksdemokraterne har fra starten bakket op om støtten til Ukraine i samtlige aftaler, igennem aftaler i forsvarsforligskredsen og igennem aktstykker i Folketingets Finansudvalg, hvor jeg selv sidder, og det har vi sådan set tænkt os at blive ved med. Vi synes, det er vigtigt, at man både som land, men også i det hele taget i Vesten og i NATO-landene bliver ved med at bakke op om Ukraines kamp mod Rusland, og det vil vi da fortsætte med at gøre.

Hr. Thomas Skriver Jensen, Socialdemokratiet.

Tak for det. Jeg vil gerne starte med at ønske tillykke til hr. Dennis Flydtkjær med stiftelsen af det blå boyband, der går til finanslovsforhandlingerne sammen. Jeg er helt overbevist om, at alle de mennesker, der har stemt på Danmarksdemokraterne ved sidste valg, sikkert er himmelhenrykte, når de kan konstatere, at deres mulighed for at få indflydelse ved de her finanslovsforhandlinger har været betinget af, at hr. Ole Birk Olesen og hr. Rasmus Jarlov også har kunnet nikke til de forslag, der er kommet.

Nå, drillerierne lidt til side. Jeg synes faktisk, at hr. Hans Andersen stiller et rimelig relevant spørgsmål. For hr. Dennis Flydtkjær maler et temmelig voldsomt billede op af en offentlig forbrugsfest, der stikker fuldstændig af, og så er det jo naturligt at spørge. Derfor vil jeg egentlig spørge ret simpelt: Hvis nu jeg anerkender alt, hvad hr. Dennis Flydtkjær har sagt, og stemmer for de ændringsforslag, der ligger, hvad vil den offentlige forbrugsfest så være i procent?

Ordføreren.

Det er jo ikke så underligt i politik, at man allierer sig med andre. Jeg skulle jo tilsvarende så sige tillykke med det røde boyband. Regeringen er også gået sammen i en sammenslutning. I øvrigt tillykke til Venstre for at være med i det røde boyband; det er måske det mest bemærkelsesværdige – og ikke, at Socialdemokraterne er i et rødt boyband. Men at man går sammen med andre partier og prøver at forhandle sammen og lave nogle ting, er måske ikke så mærkeligt, fordi man så har et stærkere forhandlingsmandat.

Nå, men det, der så var spørgsmålet bagefter, hvis jeg kan nå det, var så, hvor Danmarksdemokraterne synes at man kan skære ned på den offentlige forbrugsvækst. Det kunne bl.a. være, at man kunne indføre deltagerbetaling for danskundervisning. Man kunne skære i ikkelovpligtige integrationsindsatser. Man kunne lave en besparelse på Kulturministeriets område på 1 mia. kr., hvilket vi har stillet ændringsforslag om. Det kunne bl.a. være i DR, som jo har et absurd højt beløb. Det kunne være en reform af jobcentrene. Det kunne være besparelser på konsulenter i det offentlige. Det kunne være udviklingsbistanden, man kunne skære ned med 4,8 mia. kr., som er stigningen siden 2022.

Det er bare nogle af ændringsforslagene, vi har stillet. Der er masser af steder, hvor man kunne lave nogle prioriteringer. Det er det, der er min kritik, i forhold til at det offentlige forbrug er så højt. Regeringen prioriterer jo ikke mere. I bruger bare løs. I gør jer ikke engang umagen at kigge på, om der kunne være steder, hvor man kunne gøre tingene smartere.

Spørgeren.

Jeg spørger lidt mere direkte. Jeg var egentlig bare ude efter et helt simpelt tal. Hvis jeg nu anerkender alle de præmisser, som hr. Dennis Flydtkjær har sat op – det siger jeg ikke at jeg gør, men leg nu med tanken – og stemmer for alle de ændringsforslag, som Danmarksdemokraterne har stillet, hvad bliver den offentlige forbrugsfest så i procent? Hvad bliver tallet? For min analyse er – og så må hr. Dennis Flydtkjær sige det, hvis han mener, at jeg tager fejl – at det næsten bliver det samme, og derfor er det en lille smule hyklerisk at stå og sige, at vi er uansvarlige og bare bruger løs af pengene, når man selv vil bruge nærmest lige så mange penge.

Ordføreren.

Det, der ligger i præmissen for spørgsmålet, hvilket jeg også synes er ganske urimeligt at forlange af Danmarksdemokraterne, er, at når regeringen bruger løs af pengene og ikke vil prioritere, så skal det så være mit ansvar at finde pengene til alle de ting, I har brugt penge på. Det må da være Socialdemokraterne, der skal stå til ansvar for det, når man bruger løs af pengene. Vi har en historisk høj stigning i det offentlige forbrug. Det kan virkelig ikke være Danmarksdemokraternes ansvar at sige, hvordan man vil finansiere Socialdemokraternes ønsker og voldsomme forbrug. Det må I da selv stå på mål for. Jeg har lige nævnt en masse ting, og når vi kommer med ønsker til en finanslov, finansierer vi også rigtig mange af tingene. Mange af tingene går endda i øvrigt til skattelettelser, hvilket gør, at det offentlige forbrug kommer til at falde. Men helt ærligt, Socialdemokratiet, I må altså selv stå på mål for det offentlige forbrug, I selv har vedtaget.

Fru Louise Elholm, Venstre.

Tak. En af de helt store ting, der er faldet på plads i år, er den grønne trepart. Både er de forskellige dele af både klima-, miljø- og landbrugssektoren gået sammen om en grøn trepart, men et bredt flertal i Folketinget har også taget et ansvar for at sikre, at dansk landbrug har mulighed for at udvikle sig i en mere klimavenlig retning.

Danmarksdemokraterne har valgt at sige, at det vil de slet ikke være med til, og har harceleret ganske voldsomt imod det. Men er det noget, som Danmarksdemokraterne vil kræve, altså at få ændret i den grønne trepart efter et valg, frem mod næste valg? Er det noget, som er helt afgørende for Danmarksdemokraterne?

Ordføreren.

Vi synes jo helt åbenlyst, at en CO2-afgift på landbruget er en tåbelig idé, og er egentlig ret uforstående over for, at Venstre som gammelt landmandsparti synes, det er en god idé, at man ødelægger dansk landbrug. Altså, der er jo arbejdspladser, der vil komme til at forsvinde, og landbrug, der kommer til at lukke. Så det er helt uforståeligt, at Venstre – specielt Venstre – synes, at det er en god idé.

Vil Danmarksdemokraterne gerne have rullet det tilbage? Ja, selvfølgelig vil vi gerne det. Altså, vi er jo imod det. Men vi må også bare erkende, at i den her valgperiode har Venstre lavet så mange ulykker med en flyafgift, en kilometerafgift på lastbiler, en højere dieselafgift, en CO2-afgift på landbruget; listen er jo næsten uendelig.

Så vil vi stille det som et ultimativt krav, at alt skal rulles tilbage? Det er nok ikke særlig realistisk. Men jeg kan love dig, at vi vil bruge vores mandater efter et valg til at forsøge at få det rullet tilbage, for vi synes, at alle de ting, jeg har nævnt, er dårlige – både CO2-afgiften på landbruget, dieselafgiften og alt det andet.

Spørgeren.

Jeg mener jo, at det ansvarlige er at lave en løsning, hvor landbruget har mulighed for at udvikle sig og tilpasse sig de klimaudfordringer, vi har i samfundet, og det er det, vi gør med en grøn trepart. Men det glæder mig, at der, som jeg forstår det, ikke er tale om et ultimativt krav for Danmarksdemokraterne efter et valg.

Kunne Danmarksdemokraterne se sig selv indgå i en regering, som den grønne trepart er en del af, og dermed indtræde i den grønne trepart efter et valg?

Ordføreren.

Det bliver jo lidt det samme svar som før. Altså, vi er jo ikke et parti, der stiller ultimative krav, men jeg kan love danskerne, at vi vil gøre, hvad vi kan med de mandater og den opbakning, vi får, for at få rullet en CO2-afgift på landbruget tilbage. Men der er jo, som jeg sagde, masser af ting, som Venstre har fået indført af ulykkeligheder i den her valgperiode – om det er en højere dieselafgift, en kilometerafgift eller en streamingafgift. Altså, der er jo masser ting, også en koranlov.

Skulle vi gøre det hele til ultimative krav for at kunne deltage i en regering, så har vi nok smidt os selv ud på forhånd. Det tror jeg heller ikke at danskerne vil. Jeg tror egentlig også godt, at danskerne ved, hvor vi står henne i den her debat, altså at vi er imod en CO2-afgift, og at det er Venstre, der er for den. Omvendt kunne man jo også spørge: Kunne Venstre så efter et valg være med til at afskaffe en CO2-afgift, man lige har indført?

Fru Anne Paulin, Socialdemokratiet.

Tak for det. Og i forlængelse af det under den forrige spørger står jeg jo egentlig og bliver sådan helt opløftet, for jeg synes, at det, vi hører, er, at der står en ordfører fra Danmarksdemokraterne på talerstolen og siger, at man godt kan se, at der er et flertal i Folketinget, der vil en grønnere vej for Danmark, og at man egentlig ikke vil være så optaget af at få ændret de her aftaler, altså fordi man godt kan se, at man er lidt i undertal, og man godt kan leve med den grønne trepart og godt kan leve med mange af de andre grønne fremskridt, der er kommet, så det ikke som sådan vil være noget ultimativt, hvis bare man kan lykkes med at få en anden regering.

Så er det det budskab, som vi skal tage ned i dag: at Danmarksdemokraterne ikke har nogen ultimative krav, når det sådan kommer til de her mange grønne initiativer, som gør en forskel, men som ordførerens parti jo har harceleret utrolig meget over? Er der ikke nogen ultimative grønne krav for Danmarksdemokraterne, hvis man skulle komme i en position, hvor man skal være støtteparti til en anden regering?

Ordføreren.

Det er sådan en sjov Christiansborgdisciplin, og jeg kom til at få et flashback. Nu har jeg været herinde siden 2011, og jeg tror, at der under alle afslutningsdebatter og finanslovsdebatter er kommet sådan nogle debatter med spørgsmål om ultimative krav til hinanden. Jeg tror egentlig ikke, at danskerne er så interesserede i det. Danskerne er interesserede i de løsninger, man laver herindefra, og meningerne kan brydes om det.

Vi synes, at CO2-afgift på landbruget er en tåbelig idé, og det mener vi også efter et valg. Jeg synes også, det er en tåbelig idé at hæve en dieselafgift og indføre en kilometerafgift på lastbilerne. Er der et flertal, der mener det lige nu? Ja, det er der, men det håber jeg da på vi kan få lavet om efter et valg, når folk har stemt. Der var da også masser, som den socialdemokratiske regering stod på mål for i sidste valgperiode, men som man så aflyste efter et valg. Altså, det var endda aftaler, man selv havde været med i.

Til det med, om man skal være ultimativ, vil jeg sige, at Socialdemokraterne jo heller ikke er ultimative på nogen ting, så hvorfor er det, at man kræver af os andre, at vi skal være det? Altså, vi vil kæmpe hver eneste dag for, at den her CO2-afgift på landbruget ikke bliver til noget. Der er et flertal for det nu – det er jo rigtigt – men så må danskerne jo stemme ud fra det til et folketingsvalg, og så må man tage det derefter.

Spørgeren.

Det er jo meget let at sætte sig op på rodeotyren og være rigtig meget imod den her aftale. Jeg tror egentlig, at der er mange danskere, også af dem, der stemmer på ordførerens parti, som godt kunne tænke sig at vide, om det her er ultimativt, altså om man vil gå imod aftalen om den grønne trepart, eller om man ikke vil, altså om det er en rød linje for Danmarksdemokraterne. Men jeg forstår også, at ordføreren ikke kan sige det tydeligt. Er det rigtigt forstået?

Ordføreren.

Nogle gange har man lyst til at banke på mikrofonen for at se, om der er hul igennem, for nu har jeg sådan set svaret på det flere gange. Vi er imod en CO2-afgift på landbruget. Jeg synes, det er en tåbelig idé. Men helt ærligt, den socialdemokratiske regering med støtte fra Venstre har lavet så mange ulykkeligheder i den her valgperiode, at jeg tror, det bliver svært at få rullet alt tilbage.

Men vi vil forsøge at rulle det hele tilbage, selvfølgelig vil vi det, men vi vil ikke prøve at foregøgle danskerne, at vi kan lykkes med alt. For formentlig vil Socialdemokraterne nok stadig være her efter et valg, og Venstre vil nok også være her, og de synes begge to, det er en god idé. Men vi vil bruge alle vores vågne timer og bruge vores mandater på at repræsentere de danskere, som synes, det er en dårlig idé med en CO2-afgift. Det vil vi også efter et valg, altså prøve at kæmpe imod den her afgift, som vi synes er dybt skadelig for danske landbrug.

Hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Jeg ville egentlig ikke have stillet ordføreren for mit eget parti spørgsmål, men jeg bliver jo alligevel forbløffet over, at der sidder medlemmer fra Socialdemokraterne hernede og sådan ikke forstår, at man faktisk godt kan have forskellige holdninger som politiske partier. For jeg hørte jo fru Gunvor Wibroe sige, at fordi Dansk Folkeparti havde sagt noget, skulle det åbenbart også være Danmarksdemokraternes politik. Ordføreren har jo været i Folketinget rigtig længe, og når man får den, er det så ikke at sige, at vi kommer til at høre statsministeren gå ud at sige, at alle dem, der er født i 1960'erne, skal arbejde lidt længere, for det har udenrigsministeren været ude at sige.

Vi er jo det blå boyband, der har haft et meget specifikt afgrænset finanslovsudspil, men det er jo en regering, og det er en minister i en regering. Så er det, jeg hører fra Socialdemokraterne, og det ordføreren hører, at statsministeren naturligvis går ud nu og siger: Ja, jeg tog fejl, vi skal ikke diskutere det her, som handler om noget i 2045; udenrigsministeren har sagt, at alle dem fra 1960'erne skal arbejde noget længere, så det er naturligvis en fælles holdning nu?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det er jo rigtigt, at det skulle vi måske have stillet til et af de røde partier, for som medlem af det røde boyband, som man kan forstå der er, er det meget interessant, om man så fra Socialdemokraternes side ultimativt går til valg på, at pensionsalderen skal falde, og om Moderaterne så ultimativt går til valg på, at pensionsalderen skal stige. Det gør de jo ikke, og det er jo helt retfærdigt for de partier at have forskellige holdninger til det. Det er måske lidt useriøst, at man som regering ikke kan give et svar til danskerne på, hvad man egentlig reelt vil i den her situation. Det tror jeg der er rigtig mange der gerne vil vide. Men det er også naturligt i et Folketing, at der er forskellige holdninger til tingene. Når det kommer til en CO2-afgift, tror jeg ikke, der er ret mange, der er i tvivl om, at vi synes, det er en hamrende dårlig idé, og det synes vi også efter et folketingsvalg.

Spørgeren for en anden kort bemærkning. Værsgo.

Det var faktisk det næste spørgsmål. Vi kunne høre, at Venstre var meget i tvivl om, om man kunne mene noget før et valg og så også mene det efterfølgende, men er det ikke rigtigt, at i Danmarksdemokraterne har vi i hvert fald noget, vi står ret fast på, og det er, at vi ikke ønsker at have en rød statsminister? Så det, der er forskellen på Danmarksdemokraterne og Venstre, er, at når vi siger det inden et valg – så kan man kalde det ultimativt, eller hvad man vil – er det virkeligheden, nemlig at vi ikke ønsker en rød statsminister, og i modsætning til med Venstre kan man faktisk stole på, at vi ikke kommer til at pege på fru Mette Frederiksen efter valget.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Her får jeg også mulighed for at korrigere mig selv, for jeg sagde, at vi ikke havde nogen ultimative krav, men vi har faktisk ét, og det er hr. Kim Edberg Andersen god til som partikollega at minde mig om. Det er, at vi ikke vil have en rød statsminister, og det er i hvert fald anderledes end andre borgerlige partier, som jo så åbenbart godt kunne leve med fru Mette Frederiksen som statsminister, selv om man jo i valgkampen gik ud og sagde meget højt, at man ville det modsatte, at man syntes, det var useriøst, at man ikke gik efter ministerbiler, og alverdens ting. Så jo, vi har ét ultimativt krav, og det er, at vi ikke vil have en rød statsminister.

Tak. Så er det hr. Kris Jensen Skriver, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Jeg vil gerne følge lidt op på det, som min kollega Gunvor Wibroe spurgte ind til for ikke så lang tid siden i forhold til opbakningen til Ukraine, og starte med at kvittere for, at Danmarksdemokraternes ordfører i dag klart melder ud, at Danmarksdemokraterne fortsat bakker op.

Jeg forstår så også efter det her lille interne gruppemøde i Danmarksdemokraterne i Folketingssalen, at der ikke er nogen ultimative krav i forhold til en eventuel ny blå regering, og det kan jo godt bekymre mig lidt med den melding, der kom fra Dansk Folkeparti. Derfor vil jeg bare høre ordføreren, for jeg synes ikke rigtig, vi fik svar før: Kan man forestille sig en situation, hvor Dansk Folkepartis krav, som netop er udmeldt, vil blive en del af den her regering, fordi Danmarksdemokraterne ikke har ultimative krav i forhold til regeringen?

Ordføreren.

Det er måske mere reelt, at man stiller spørgsmålet til Dansk Folkeparti, når det handler om deres udmeldinger om Ukraine. Men jeg har jo også noteret mig, at der er et bredt flertal. Stort set alle andre partier end Dansk Folkeparti synes, at man skal støtte Ukraine, og bakker op om deres frihedskamp mod Rusland.

Mon ikke der også efter et valg er en ret stor opbakning, og mon ikke det trods alt kun er et parti, som mener, at man ikke skal støtte så meget, som man gør i dag? Så der er jeg altså ikke så bange, og jeg er egentlig fortrøstningsfuld, i forhold at vi nok skal finde et flertal, der stadig væk vil støtte op om Ukraine. Jeg kan i hvert fald klart sige, at i Danmarksdemokraterne vil vi fortsat støtte, at man har mulighed for at give penge til Ukraine, og at de får mulighed for at forsvare sig mod den invaderende magt fra Rusland.

Ønsker spørgeren sin anden korte bemærkning? Ja, værsgo.

Tak for det, og tak for svaret. Det vil jeg selvfølgelig også gerne kvittere for her, for det er jo afgørende, at vi klart siger, at det ikke duer, at man har den adfærd, som Putin har i forhold til at tiltvinge land voldeligt. Det er jo det, der kan ske, hvis man går ned ad den vej, som Dansk Folkeparti ønsker at gå ned ad.

Så det vil jeg gerne kvittere for, og så håber jeg, at man også i Danmarksdemokraterne vil holde fast i den del. For det er afgørende, at vi fortsat bakker stærkt op om Ukraine.

Ordføreren.

Det sjove i den her diskussion er lidt det der med ultimative krav. Det er sådan en sang, der altid kører, når man sidder herinde i Folketingssalen. Når man har været her lang tid nok, bliver man sådan lidt – jeg ved ikke, om man kan sige det sådan – immun over for det.

Skulle jeg så vende diskussionen rundt og spørge, om man kan være sikker på, at man ikke får en slap udenrigspolitik med Socialdemokratiet, fordi De Radikale og Enhedslisten vil noget helt modsat? Er det rimeligt sådan at binde hinandens holdninger sammen? Altså, vi er forskellige partier, så hvorfor er det, at vi ikke bare kan debattere det, som mit parti står for, eller det, Socialdemokratiet står for? Hvorfor er det, at man skal binde andre partiers holdninger sammen med Danmarksdemokraternes? Jeg synes, at det er en lidt ærgerligt måde at debattere på, men det har jeg noteret mig at man har gjort, i hvert fald siden jeg kom ind i 2011.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Lisbeth Bech-Nielsen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Kære kolleger, i dag tredjebehandler vi finanslovsforslaget – et finanslovsforslag, der sætter børn og familien i centrum. Gennem målrettede investeringer i skolemad, barselsrettigheder og ungdomsuddannelser tager vi vigtige skridt mod et mere retfærdigt og omsorgsfuldt samfund. Med afsættelsen af over 850 mio. kr. over de næste 4 år indfører vi en forsøgsordning med gratis skolemad til 20.000 elever i folkeskoler og friskoler fra august næste år.

Vi ved, at skolemad er en maggiterning af gode ting, der er smagsgivere til skoletiden. Mange lande har haft skolemad længe. Sverige har f.eks. haft det i 80 år. Derfor er der også dokumenterede effekter på sundhed, trivsel, læring, koncentration og fællesskab om maden, og så mindsker det social ulighed. De, der fik skolemad, blev højere, og de fik mere uddannelse og højere livsindkomst end dem, der ikke fik. Skolemad er en hjælp til travle børnefamilier, og som Dagbladet Information har pointeret, ville det spare forældrene for en udgift på 1,6 mia. kr., hvis det blev udrullet over hele landet. I SF er vi stolte af, at vores hovedprioritet er blevet en så central del af finansloven. Det er et vigtigt skridt mod en national løsning med gratis skolemad til alle børn inden 2030, hvilket er vores vision.

En anden prioritet for SF i årets finanslovsforhandlinger er bedre forhold for familier med for tidligt fødte børn, hvor reglerne har leveret benspænd for nogle af landets allermest pressede forældre. Vi har lyttet til de hjerteskærende historier fra forældre til for tidligt fødte børn og ændrer nu barselsreglerne, så loftet fjernes og forældre ikke længere mister barsel på grund af langvarige indlæggelser eller hjemmebehandling. Det sikrer familierne ro og støtte i en sårbar tid. Det er fællesskabet, der rækker hånden ud.

Når vi taler om fællesskab, er det netop det, der ligger i, at vi nu forbedrer sorgorloven. At miste et barn er det værst tænkelige, en familie kan gennemgå, og i dag siger vi som samfund: Vi ser jer, vi støtter jer, og vi giver jer den tid, I har brug for. Bedre sorgorlov handler om menneskelighed og om at sætte mennesker over systemer. Tak til Det Konservative Folkeparti for at foreslå det.

Jeg vil også gerne nævne, at vi med den her finanslov nu får gratis psykologhjælp til ofre for vold og voldtægt. Ja, I hørte rigtigt. Der har simpelt hen været en egenbetaling indtil nu, når man har været udsat for noget af det værste, der kan ske. Det slutter nu. Fra årsskiftet bliver det gratis, som det bør være.

Flere gymnasier og erhvervsskoler, der så ud til at blive ramt af sparekniven, kan nu ånde lettet op. Vi har sikret, at unge kan blive i deres lokalmiljø og få en uddannelse, hvilket er afgørende for at sikre muligheder i fremtiden for alle. Vi synes, at den model, der lå på bordet, indeholdt for mange benspænd, og jeg vil gerne rette en særlig tak til Radikale Venstre både for at have et meget fokuseret blik på netop de her område og for et godt samarbejde.

I finanslovsforhandlingerne fandt vi også til sidst penge til en styrket demensindsats. Det er et område, som SF er meget optaget af, og som vi også forhandlede ind i sundhedsaftalen, som faldt på plads lige inden finansloven. Demens er noget af det, der påvirker rigtig, rigtig mange mennesker og deres pårørende rundtomkring i landet, og det tager alt for lang tid i dag at blive udredt. Det er ikke rimeligt, og det gør vi noget ved. Så tak til regeringen for også at have fokus på det.

Af andre ting, jeg vil nævne i årets finanslov, er der Red Barnets ordning »SletDet«, der hjælper børn og unge, der bliver udnyttet online; lektoratsordningen, der udbreder dansk kultur og historie ude i verden; og borgerrådgiveren, der sikrer borgernes retssikkerhed rundtomkring i landets kommuner.

Et element i finanslovsforhandlingerne har været en omrokering af de 1.000 administrative stillinger, der skal være færre af. Det er en målsætning, som vi i SF deler, og vi er glade for, at det er lykkedes at fjerne besparelserne helt eller delvis på Arbejdstilsynet, Center for Rusmiddelforskning, Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, m.fl.

Til sidst vil jeg komme med en kæmpe tak til de mennesker uden for den her sal, som har kæmpet for de resultater, vi ser her. Det gælder forældre, der har råbt op om behovet om bedre sorgorlov, og lærere, skoler, forskere og børneorganisationer, der har peget på vigtigheden af skolemad. En stor tak til de familier, der har kæmpet for bedre forhold for forældre til for tidligt fødte børn. Tak for jer, Astrid og Anton, Peter og Marie og ikke mindst Pernille og Rasmus og Olivia og Daniel, der stillede borgerforslaget, der nu bliver til virkelighed. Det er jeres stemmer, vi har lyttet til, og de har gjort en forskel.

Den her finanslov er et resultat af arbejde, miljø og kompromis, men vigtigst af alt er den et skridt mod et Danmark, hvor børn og familier trives bedre. Tak for ordet. SF støtter finanslovsforslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Jeg vil gerne høre, om fru Lisbeth Bech-Nielsen kan bekræfte, at der allerede findes skolemad på seks ud af ti folkeskoler ude i landet. Og de steder, hvor det ikke findes, er det, fordi kommunerne ikke har ønsket at gøre det af den ene eller den anden grund. Den skolemad er godt nok for de flestes vedkommende betalt af forældrene selv. De betaler for det. Og så er det mange steder, måske alle steder, sådan, at hvis du kommer fra en familie med lav indkomst, får du betalt din skolemad. Så det nye, der sker her, er, at alle nu får betalt deres skolemad i den her forsøgsordning. Altså, der er skolemad derude, men det nye er, at alle får det betalt.

Ligner det dermed ikke SF-politik ret meget, at man skubber de svage foran sig, men at det i virkeligheden er 9 ud af 10 kr., man bruger på, at folk, der har udmærket råd til at betale for ting selv, nu får det betalt af det offentlige?

Ordføreren.

Liberal Alliance går meget op i at give skattelettelser til erhvervslivet. Vi går op i at give skattelettelser til familierne, som det her jo de facto er. Vi går også meget op i det fællesskab, der ligger i at spise sammen. Og derfor ønsker vi ikke en model, hvor nogle har råd til at tilkøbe skolemad, og nogle ikke har. Nogle kommuner er så økonomisk pressede, at de ikke har råd til at stille det tilbud til rådighed for kommunens børn, og andre kommuner har det.

Vi ønsker, at alle børn i hele Danmark skal have ret til gratis skolemad, som man også har i andre lande, og vi ved, at der er dokumenterede effekter på trivsel, på sundhed, på livsindkomst, på uddannelsesniveau osv. Så vi synes kun, der er gode ting at sige om det. Men det vigtige er, at man spiser sammen, og det gør man ikke, hvis nogle vælger det, og nogle ikke vælger det. Og rigtig mange steder er der ikke mulighed for, at man som lavindkomstfamilie kan få det gratis.

Spørgeren.

Jeg har nu altid spist sammen med mine skolekammerater, selv om vi ikke fik maden af skolen. Men det bliver sjovt at se, hvordan man sikrer en »skattelettelse«, for det er så det nye ord for det at give noget gratis fra det offentlige – det er en skattelettelse!

Fru Lisbeth Bech-Nielsen siger sig selv, at familierne vil spare 1,6 mia. kr., hvis det her rulles ud over hele landet. Men hvis det rulles ud over hele landet, vil det koste staten 5,6 mia. kr. Hvordan sikrer man en skattelettelse ved at udrulle noget, der koster staten 5,6 mia. kr., som nogen skal betale skat til, for at familierne til gengæld kan spare 1,6 mia. kr.? Altså, besparelsen for familierne er 1,6 mia. kr. Det koster staten 5,6 mia. kr.

Ordføreren.

Ja, og de skattelettelser, som bl.a. Liberal Alliance står bag, koster 10 mia. kr. De koster vores samfund 10 mia. kr. De er hamrende skæve. I SF står vi ikke bag dem. Her får man til gengæld det ud af det, at landets skolebørn får skolemad, og så koster det kun halvdelen af de skattelettelser, som bl.a. hr. Ole Birk Olesen står bag hvert eneste år.

Så er det hr. Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak til ordføreren for indlægget. I går havde vi en behandling i Folketinget af et forslag fra Enhedslisten om, at man ikke ville være med på, at man får højere løn som minister, højere vederlag som minister. Jeg kunne ikke helt greje, hvor SF i virkeligheden stod i forhold til det. Jeg har set, at SF har kritiseret, at ministrene nu får den her lønforhøjelse som en konsekvens af finansloven, men kan ordføreren fortælle, om det er en del af aftalen med regeringen, at SF så stemmer for, at der kommer en lønforhøjelse til ministrene, eller hvor står SF egentlig i den sag?

Ordføreren.

Ja, det er en del af det, vi stemmer for. Vi havde syntes, at det var meget bedre, hvis man havde kigget på vores alle sammens vilkår under ét. Vi har længe ønsket os, at der blev ryddet op f.eks. i folketingsmedlemmers ret gunstige vilkår i forhold til bl.a. pension, skattefrie tillæg og andet. Hvis noget er svært er at forklare for befolkningen, hvorfor der er en rimelighed i det, så skal man stoppe med det og få ryddet op i det. Det har vi presset på for. Det arbejde står lidt i stampe, og det er i hvert fald ikke på grund af SF, skulle jeg hilse at sige. Derfor synes vi, at man burde have taget de spørgsmål på en gang.

Ordføreren for anden korte bemærkning. Værsgo.

Tak for, at vi får et klart svar fra Socialistisk Folkeparti på det, for så ved vi nu, at SF jo så kommer til at acceptere og stemme for, at ministre skal have en væsentlig højere løn. Det, som undrer mig i den forbindelse, er, at Socialistisk Folkeparti jo tit har udtalt sig imod det. Vi har en situation nu, hvor vi stadig væk har forholdsvis høje priser på dagligvarer. Mange mennesker har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Vi oplever jo også, at regeringen sætter skatter og afgifter op på benzin, diesel og alle mulige ting og sager, så det er svært derude. Hvordan kan SF egentlig forsvare, at man støtter et højere vederlag til landets ministre?

Tak. Ordføreren.

Finansloven er jo hele statens budget for alting, så det vil sige, at hvis man ikke stemmer for den, kunne kritikken være, at man ikke støtter op om landes folkeskolelærere eller om landets politibetjente, for de ikke får nogen løn, hvis der ikke er en finanslov. Det synes jeg jo er et urimeligt synspunkt at have. Det er jo på samme måde med det her, nemlig at når man stemmer for en finanslov, stemmer man for det hele. Man stemmer både for det, man har kæmpet ind, altså nogle af de ting, som jeg prøvede at ridse op her, og som jeg er rigtig glad for det lykkes SF at få ind i finansloven, og for det, som man er uenig i.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Der var engang i Danmark, hvor vi ikke havde regeringen Mette Frederiksen I eller regeringen Mette Frederiksen II. Dengang blev der lavet finanslovsaftaler, hvor man afskaffede formueskatten, hvor man reducerede efterlønnen, hvor man tog et opgør med en 105 pct.s registreringsafgift på biler. Det var store grundlæggende ændringer af det danske samfund gennemført i finanslovsaftaler.

Siden vi fik den første Mette Frederiksen-regering og nu har den anden Mette Frederiksen-regering har vi i stedet haft en historisk høje offentlige forbrugsvækster. Hver finanslov handler bare om at bruge flere penge end året før, og den aktuelle finanslov bruger 3 pct. flere penge end dette års finanslov. Pengene fosser ud af statskassen under Mette Frederiksens regeringer.

De vigtige reformer gennemfører man ikke. Det, der betyder noget for det danske samfunds strukturer, gør man ikke noget for. Lad mig nævne to væsentlige dagsordener, som ikke bliver håndteret i de år, hvor vi har fru Mette Frederiksen som statsminister.

Vi har et behov for at skabe et velfærdssamfund 2.0; ikke den socialdemokratiske velfærdsstat, vi kender i dag, men et nyt slags velfærdssamfund. Det skal være et nyt slags velfærdssamfund, hvor borgeren oplever en højere grad af selvbestemmelse, når borgeren har behov for ydelser fra det offentlige, hvor der er mere frit valg til at gå til den leverandør, som kan levere den bedste ydelse, den bedste service, for de penge, som vi her i Folketinget, eller som kommunerne har besluttet at bevilge til en bestemt slags velfærdsservice.

Vi har behov for et samfund, hvor dem, der producerer velfærdsservicen, konkurrerer med hinanden om at gøre det bedst muligt for borgeren med de penge, der er nu engang er til rådighed, og hvor det er lige så naturligt, når man skal have sin plejehjemsydelse eller sin børnepasningsydelse, at der gøres en indsats for at komme kundens behov i møde, som der er, hvis du går til en købmand eller en slagter eller en frisør; for hvis man ikke gør det godt nok som den, der leverer servicen, så kan kunden gå et andet sted hen. Det har vi også behov for, når folk står og har behov for velfærdsservice, altså at der er konkurrence om kundernes gunst.

Vi har behov for et velfærdssamfund 2.0, hvor der er plads til individuelle ønsker, for det er jo ikke sådan, at vi alle sammen ønsker det samme. Der er ikke, som man siger på engelsk, en one size fits all-model her. Det er ikke ligesom at købe en sok i en tøjbutik, hvor det, hvis du har mellem størrelse 40 og 45, er den samme slags sok, du kan bruge. Der er faktisk behov for et individuelt tilbud til både fru Jensen og et nyt individuelt tilbud til hr. Hansen, når man f.eks. som ældre har behov for service. Det kan den her måde at håndtere det på i den socialdemokratiske velfærdsstat ikke håndtere, altså at folk er forskellige og har behov for noget forskelligt.

Vi har behov for, at der er en lyst til at opfinde nye måder at gøre tingene på, og at man ikke altid gør tingene på den samme måde, som man hidtil gjort, men at folk, der har nye idéer, kan starte deres eget og tilbyde velfærdsservice på en ny måde. Vi har behov for, at folk, som er ansat i den offentlige sektor, kan udleve deres drømme om at drive selvstændig virksomhed, i stedet for at der kun er én ting at gøre, hvis man er sygeplejerske eller lærer eller pædagog, og det er at blive ansat hos kommunen eller hos regionen. Der er ikke andre arbejdsgivere, man kan gå til, og man kan heller ikke starte sit eget, for der er ikke en mulighed for at levere en konkurrerende service med den offentlige sektor. Det er det, vi beskriver som velfærdssamfund 2.0, og det er noget af det, som der intet gøres for af de forskellige Mette Frederiksen-regeringer, vi har og har haft i det her land.

Vi har behov for et samfund, hvor borgere, som går på arbejde, oplever mere overskud i hverdagen. Vi har i Danmark et af verdens højeste skattetryk. Det rammer både virksomheder og lønmodtagere. Det betyder, at der, når først skatten er betalt i Danmark, er forholdsvis få penge til rådighed for vores almindelige hverdagsforbrug. Der er formentlig ikke nogen folkeslag i verden, der går mere i discountbutikker for at købe deres fødevarer.

Når man rejser på ferie nede sydpå i Europa, bliver vi danskere hver gang overraskede over, hvor fine varer de har i deres supermarkeder; at italienere, franskmænd, spaniere osv. kan købe lækre skinker og alt muligt frisk fra en delikatesseafdeling, mens vi i Danmark er henvist til vacuumpakket fra 3-Stjernet i vores Netto. Det er jo et produkt af, at vi danskere er blevet vænnet til, at vi har meget få penge til overs efter skat. Derfor bliver vi nødt til at handle billigt ind. Vi har et lavt privatforbrug i forhold til mange andre lande, som vi sammenligner os med.

Så vi skal have mere overskud i hverdagen, og det skal især folk, som går på arbejde, nyde godt af. Det gælder både folk med lave indkomster, som vil have en mulighed for at beholde mere, inden skatten kommer, end de har i dag, men det gælder også dem, der gør en ekstra indsats, dem, som gør mere for at dygtiggøre sig, dem, som arbejder flere timer, dem, som løber en risiko og stifter egen virksomhed. De skal også have en mulighed for at vinde på det uden de misundelsesskatter, som et flertal i Folketinget desværre ønsker at opretholde.

Jeg er så træt af den der misundelse, som er der hele tiden, når man siger: Vi synes sådan set, at skatten på den sidst tjente krone skal lettes. Så fremstiller Arbejderbevægelsens Erhvervsråd en eller anden analyse, som viser, at der så vil være flere mennesker i villakvartererne omkring de større byer i Danmark, som får sådan en skattelettelse, end nede på Lolland, fordi der er højere indkomster omkring de større byer i Danmark, end der er nede på Lolland. Så farer socialdemokratiske folketingsmedlemmer og SF-folketingsmedlemmer og Enhedslistefolketingsmedlemmer frem.

Hr. Bjørn Brandenborg, der sidder dernede, siger, at der jo ikke er så mange mennesker på Langeland, som får den her skattelettelse, fordi der ikke er så mange, der betaler en høj skat her. Sådan er det, når man letter på skatten, for så er det dem, der betaler mest, der får den største lettelse. Det, at der er flere af dem omkring de større byer, end der er nede på Langeland hos hr. Bjørn Brandenborg, er da ikke et argument for, at man ikke skal gøre noget. Hvorfor skal vi have den der geografiske misundelse ind i det hele? Hvorfor ikke bare gå op i, at folk, der gør noget, skal have lov til at beholde noget?

Hvad gør man så i stedet, når man ikke gøre noget ved de ting, som batter? Man sikrer statsbetalt skolemad, altså sådan en typisk SF-ting ligesom minimumsnormeringer for pædagoger, hvor man siger, at der er nogle børn, der har brug for mere pædagogindsats, og der er også nogle børn, som har behov for at få betalt deres mad af det offentlige. Derfor skal alle børn have flere pædagoger, og derfor skal alle børn have deres skolemad betalt af staten. Man skubber de svage foran sig for at give 9 ud af 10 kr. til de stærke, i stedet for at man bruger de penge, man skal bruge, på de svage, og ikke udruller det til alle mennesker, som kan klare sig selv.

Hvad gør man mere? Venstres store slagnummer i den her finanslov er boligjobordningen. Den der årligt tilbagevendende glæde, som er ude i hjemmene, når de skal logge ind med NemID på Skat. Så skal de huske at gemme deres kvitteringer fra deres håndværkere, og hvis de har gjort det, og hvis de har brugt deres egne penge på håndværkere i stedet for at gå på restaurant, i stedet for at købe en ny bil, i stedet for at tage på ferie på Mallorca, så kan de få lov til at spare nogle småkroner i skat, hvis de vel at mærke også gider at sidde der foran computeren med deres kvitteringer og deres NemID osv. Hvorfor ikke bare lette danskernes skat og lade danskerne bruge pengene på det, de gerne vil bruge pengene på, uanset om det er håndværkere eller restauranter eller ferien på Mallorca?

Da vi kom til de her finanslovsforhandlinger, var det tydeligt for alle i lokalet, også for hr. Hans Andersen, som har stået og benægtet det her oppe på talerstolen, at det ikke var regeringens hensigt, at der skulle laves en finanslovsaftale med de blå partier; den skulle laves med de røde partier. Tillykke til Socialdemokratiet med det, for selvfølgelig vil Socialdemokratiet da gerne lave finanslovsaftale med SF, så finansloven kan blive endnu mere rød. Men hvor er det dog mærkeligt, at Venstre havde et ønske om, at finanslovsaftalen ikke skulle blive mere blå, at Venstre er hoppet med på det spiller fra finansministerens side. Det forstår jeg ikke. Liberal Alliance stemmer imod finansloven for 2025.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger, og den første er til fru Camilla Fabricius, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Ordførerens parti indgik i en gruppe af partier, som kom til finanslovsforhandlingerne med fælleskrav. Kan ordføreren hjælpe mig med at pege på det parti, som stillede sig i spidsen for denne sammenslutning?

Ordføreren.

Nej. Altså, vi er ikke ligesom SF og Enhedslisten, som bliver nødt til at have Socialdemokratiet til at stille sig i spidsen for sig. Vi sad omkring et rundt bord og snakkede om, hvad vi gerne ville have ved finanslovsforhandlingerne, og hvad vi fælles gik op i. Så aftalte vi ti ønsker og fandt noget finansiering til det, som vi også fælles kunne gå op i, og så gik vi til finanslovsforhandlinger med vores fælles politik.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Tak for det. Som jeg forstod det, er ordføreren jo rigtig, rigtig glad for det samarbejde, der har været i forbindelse med finanslovsforhandlingerne for 2025. Men situationen er nu, at der kun kan være én kandidat til statsministerposten. Så kan ordføreren hjælpe mig med at identificere, hvem det så er, der er den kandidat?

Ordføreren.

Vi fik ikke lige ordnet, da vi aftalte, hvordan vi skulle gå til finanslovsforhandlingen, hvem der så skulle være statsminister efter et folketingsvalg i 2026. Vi syntes sådan set, det var underordnet i forbindelse med finanslovsforhandlingerne her i 2024, hvem der skulle være statsminister for de blå i 2026. Så det spildte vi ikke vores tid med at snakke om.

Så er det Hans Andersen, Venstre.

Tak for det, og tak for talen. I det kommende år får danskerne skattelettelser. De får faktisk med den aftale, der er lavet om skattelettelser, historisk store skattelettelser, både i 2025 og i 2026. Der tænker jeg, at når man er ordfører i Liberal Alliance, må det da hilses velkommen, at vi i Venstre har været med til at sikre skattelettelser til de mange, mange mennesker, der går på arbejde – beskæftigelsesfradrag, fjernelse af topskatten det kommende år og i 2026. Det er det ene, ordføreren gerne må reflektere over. Hvorfor stemmer ordføreren og partiet Liberal Alliance imod disse skattelettelser?

Det næste, jeg ikke rigtig kan forstå hvorfor Liberal Alliance ikke kan støtte op omkring, er den økonomiske håndsrækning til boligejerne i Danmark, der skal sikre deres huse. Det må man gerne ryste på hovedet af eller synes er for ringe, men jeg synes sådan set, det er en økonomisk håndsrækning, som jeg tror at mange boligejere faktisk hilser velkommen. Da der tidligere var sådan et håndværkerfradrag, var der faktisk rigtig mange, der brugte det.

Tak. Ordføreren.

Liberal Alliance kommer aldrig til at stemme imod en lettelse af skatten på indkomst for folk, der går på arbejde. Modsat hvad hr. Hans Andersen siger, afskaffer man ikke topskatten. Man halverer topskatten for nogle og beholder den på det samme niveau for andre, og så opfinder man en ny toptopskat, som er sådan en ekstra misundelsesskat, en millionærskat, eller hvad man skal kalde det. Det er noget, der kunne have været opfundet af hr. Pelle Dragsted i Enhedslisten i sin march mod det kommunistiske samfund. Og det er så Venstre, der gør det.

Hvis hr. Hans Andersen spørger, hvorfor vi kommer til at stemme imod det lovforslag – det har måske allerede været behandlet – så er det jo, fordi lovforslaget er pakket sådan, at man ikke kan stemme for lettelsen uden at stemme for forhøjelsen og opfindelsen af den nye toptopskat. Og vi vil ikke stemme for opfindelsen af den nye toptopskat.

Ordføreren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Jeg synes, at det er rigtig ærgerligt, at Liberal Alliance ikke vil være med til en aftale om at lette skatten for mennesker, der går på arbejde – for mere end 3 millioner danskere, der hvert år og hver morgen står op og yder deres bedste. Så ønsker Liberal Alliance ikke at støtte op om den aftale. Men Liberal Alliance vil så heller ikke være med til at give en økonomisk håndsrækning til boligejerne. Boligejerne kæmper i øjeblikket med både vand foroven og vand forneden, og der vil man så heller ikke være med til at give den økonomiske håndsrækning. Det har jeg svært ved at forstå.

Ordføreren.

Altså, boligjobordningen er jo et tilskud til alle, der bruger håndværkere, uanset om de bor i lejlighed på fjerde sal eller har kælder i nærheden af en fjord, der oversvømmer deres kælder. Så langt de fleste, der bruger boligjobordningen, bor jo ikke i huse, der bliver oversvømmet. Det er jo helt almindelige mennesker. Og jeg under da dem, at de kan få en lidt lavere skat, men jeg synes bare, at det er en virkelig dårlig måde at lette skatten på, altså at man kun får skattelettelsen, hvis man bruger pengene på håndværkerregninger, og ikke får skattelettelsen, hvis man hellere vil gå på restaurant.

Tak. Så er det hr. Sigurd Agersnap, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Statsbetalt skolemad – det bliver sagt med en vis patos i forhold til ordet statsbetalt, nogle ville næsten sige en vis foragt. Ordføreren sagde også før, at seks ud af ti skoler har en skolemadsordning i dag. Jeg tror, det relevante der jo er at kigge på, hvad det er for nogle skolemadsordninger, og hvor mange der bruger dem. For mange steder er det meget små, meget begrænsede ordninger, og under 10 pct. af børnene bruger i dag skolemad. Ni ud af ti får madpakker med hver dag.

Jeg ved også, at ordføreren og Liberal Alliance går meget op i, at man får noget ud af sine investeringer, altså at man laver gode investeringer. Er det ikke en dårlig investering i folkeskolen, hvis man går til undervisning på tom mave og man ikke kan koncentrere sig, fordi man ikke har fået noget at spise til frokost? Er det ikke at få lidt mere ud af undervisningen og den investering, vi laver i folkeskolen, at man faktisk har energi til at få noget ud af de timer, der kommer?

Ordføreren.

Men det er jo en supersigende statistik, som hr. Sigurd Agersnap kommer med, at på de seks ud af ti skoler, hvor der er et tilbud om skolemad, benytter ni ud af ti sig ikke af skolemaden. Det vil sige, at derude siger forældrene, at skolemaden ikke er pengene værd. SF's forslag er så, at så skal de bare have den gratis, til trods for at de hver især i ni ud af ti familier hver eneste dag vurderer, at skolemaden ikke er pengene værd.

Jeg har, modsat hr. Sigurd Agersnap, tror jeg, allerede sendt to drenge igennem den danske folkeskole, hvor der var et skolemadstilbud. Og også vi måtte konstatere, at selv om skolemaden sådan set var udmærket, var den ikke pengene værd, dels fordi drengene hellere ville have den madpakke, som vi smurte hjemmefra, dels fordi portionerne ikke var så store, at vores sportsdrenge syntes, de kunne blive mætte af den. Og det jo det, der er problemet, når man vil lave én slags mad til alle betalt over skatten: Der er kun nogle, der er tilfredse, andre er ikke, og for dem er det ikke pengene værd.

Spørgeren for den anden runde.

Jeg vil foreslå, at ordføreren lige graver lidt dybere ned i området, for når det er seks ud af ti skoler, der tilbyder en form for skolemad, kan det være en frugtordning, det kan være en EAT-ordning, hvor den er udsolgt, når f.eks. 20 pct. af en årgang har brugt den. Det er ikke sådan, at alle har tilbuddet, bare fordi en skole har en form for skolemad.

Når man spørger danskerne, så svarer seks ud af ti, at de gerne vil have en form for skolemad på skolen. De kan jo godt se, at når vi går på arbejde, har langt de fleste af os et kantinetilbud – det giver god mening, man mødes med kollegaerne, man spiser sammen, man får noget ud af resten af dagen. Hvorfor har vi ikke det på skoleområdet også? Det er da en bedre investering.

Ordføreren.

Jamen jeg er ikke i tvivl om, at hvis man spørger folk, om de vil have noget gratis, det vil sige, som andre har betalt for, så er der rigtig mange, der svarer, at det vil de gerne have. Hvorfor skulle man dog ikke svare ja til det? Men når man så får tilbuddet, vil der jo ske det, at folk vil opleve, at den skolemad, som de kan få gratis, ikke er det, de havde håbet på. Det var ikke kartoffelmos med gullaschgryde, for på den dag skulle der spares på klimaudledningen fra kommunen, så det skulle være noget med linser. Og hvis hr. Sigurd Agersnap har eller får børn selv, vil han vide, at de ofte ikke kan lide mad uden kød med linser i stedet for. Og sådan er det jo de steder, hvor de røde regerer i kommunerne.

Tak. Så er det hr. Benny Engelbrecht, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for talen. Man bliver jo helt sulten ved tanken om en god omgang sammenkogt linseret. Nå, jeg skal lige spørge hr. Ole Birk Olesen – det kan jo godt have været et øjebliks ophidselse eller en fortalelse: Hørte jeg virkelig rigtigt, at et parti, som gerne vil italesætte sig selv som regeringsdueligt, har i sinde at stemme imod finansloven i sin samlede hele?

Ordføreren.

Det er jo ikke nyt for hr. Benny Engelbrecht, at Liberal Alliance ofte stemmer imod finansloven, hvis vi synes, den ikke er god nok, og vi ikke har fået lov til at sætte nogle aftryk på den, så vi synes, at den er blevet noget bedre. Det er en fast, årligt tilbagevendende begivenhed, når vi ikke synes, at finansloven er god nok. Det har vi gjort i 10 år eller sådan noget.

Spørgeren for en anden kort bemærkning. Værsgo.

Det er jo altid god kutyme, at partier, som er parate til at indgå i en regering, også er parate til at stemme for en samlet finanslov, som jo ikke blot implementerer det, som er en finanslovsaftale, men jo også sikrer, at der kan udbetales lønninger til de offentlige medarbejdere, og at der kan implementeres en grøn trepartsaftale, som hr. Ole Birk Olesens parti også selv er en del af. Så jeg skal bare lige forstå det: Er det sådan et udtryk for, at Liberal Alliance ikke anser sig selv for at være regeringsdueligt?

Ordføreren.

Det er sådan en mærkelig argumentation. Altså, det er ligesom, at hvis der kommer nogen her i Folketingssalen og foreslår en ny færdselslov, må man ikke stemme imod den nye færdselslov, fordi landet jo skal have en færdselslov. Ja, hvis den nye færdselslov ikke har flertal, fortsætter man med den gamle, og hvis der ikke er flertal for den nye finanslov, fortsætter man ind i det nye finansår med den gamle finanslov, indtil der eventuelt er nogen, der kan finde ud af at lave en finanslov, som der er flertal for.

Det er ikke vores pligt at stemme for alle færdselslovsændringer, der er i den her sal, fordi landet skal have en færdselslov. Det er heller ikke vores pligt at stemme for alle finanslove, der kommer i den her sal, fordi landet skal have en finanslov. Det er regeringens pligt at sørge for, at der er flertal for finansloven.

Tak. Så er det fru Anne Paulin, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Noget af det, som vi i Socialdemokratiet er rigtig glade for i årets finanslov, er jo kommuneaftalen, som giver det største løft af kommuneøkonomien i 15 år, og som der også er blevet kvitteret meget positivt for fra kommunernes side.

Jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren om Liberal Alliances syn på det her med en kommuneaftale, for i LA's 2035-plan, som ligger på partiets hjemmeside, men som jeg også kan forstå at man ikke helt vil følge længere, står der jo, at man vil lægge op til en nulvækst i den offentlige økonomi.

Så er Liberal Alliance kommet nærmere, hvad man mener på det her område, og vil det være slut for kommunerne med at få sådan en god aftale, som de har fået i år, hvis det er Liberal Alliance, der skal lave finanslovsaftalen og kommuneaftalen for næste år?

Ordføreren.

Vi synes ikke, man skal bevilge flere penge til kommunerne end dem, man allerede bevilger, så længe kommunerne ikke udnytter de penge, de allerede får, godt nok. Den her regering har i Indenrigs- og Sundhedsministeriet lavet analyser, som viser, at hvis bare kommunerne under ét var lige så effektive til administration, som de mest effektive kommuner er til administration – alene administrationsudgifter – så ville kommunerne under ét ifølge Indenrigs- og Sundhedsministeriet med en socialdemokratisk minister for bordenden kunne spare 8 mia. kr. i alt.

Det er bare på at blive lige så gode til administration, som de bedste kommuner allerede er i dag. Så så længe kommunerne spilder pengene på overflødig administration, synes vi ikke, det er en god idé at give kommunerne flere penge.

Jeg skal lige høre, om ordføreren ønsker den anden korte bemærkning. Ja. Så bedes man trykke sig ind, for så kommer navnet op på min skærm og så kan dem, der laver tv-optagelser, også følge med. Værsgo.

Tak, det er modtaget. En anden ting, som der står i LA's 2035-plan, er jo det her ønske om at have en grønthøsterbesparelse på 10 pct. i det offentlige. Er LA kommet frem til, om man fortsat ønsker det, om den skal være på 5 pct., eller hvad niveauet skal ligge på, når nu hr. Ole Birk Olesen peger på de her store besparelsespotentialer? Så hvad er I kommet frem til at jeres grønthøster skal indstilles på?

Ordføreren.

Jamen den grønthøster er kørt i maskinladen igen, som også min formand, hr. Alex Vanopslagh, har været ude at sige i et interview i pressen. Det er ikke længere vores politik. Nu vil vi gå målrettet efter de overflødige udgifter, der er til administration i såvel kommuner og regioner som staten. Det er også anselige milliardbeløb; jeg nævnte, at det alene i kommunerne er 8 mia. kr. ifølge den seneste opgørelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Så vi har droppet den brede grønthøster og kører i stedet grønthøsteren eller hækkesaksen hen over administrationsudgifterne i den offentlige sektor.

Tak. Så er det hr. Jens Joel, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. LA var jo en del af den flok borgerlige partier, som, om man så sige, gjorde fælles front i finanslovsforhandlingerne. En anden og lidt mere alvorlig front er den, der findes i Ukraine, og mit spørgsmål går egentlig på, hvordan LA stiller sig til den udmelding, der har været fra Dansk Folkeparti, og på, om man kan gøre fælles front i den økonomiske politik, når man har et parti, som siger, at vi skal skrue ned for støtten til Ukraine, og om LA vil følge DF dér, eller om man vil sige, at så stopper det økonomiske samarbejde med Dansk Folkeparti.

Ordføreren.

Liberal Alliance er ikke enig med Dansk Folkeparti i de udmeldinger om, at vi skal bruge færre penge på Ukraine. Vi ser bidraget til Ukraines krigsindsats som et bidrag til også Europas sikkerhed, og det er også det bidrag, der gør, at Danmark bidrager med 2 pct. af bnp til Europas forsvar og til Danmarks forsvar, altså via et bidrag til Ukraine. Så vi forventer ikke at føre ukrainepolitik sammen med Dansk Folkeparti, hvis dét er Dansk Folkepartis ukrainepolitik, heller ikke i et nyt Folketing, hvor der måtte være et blåt flertal med Dansk Folkeparti som et af de blå partier. På samme måde, tror jeg, som Socialdemokratiet ikke har tænkt sig at nationalisere private virksomheder sammen med Enhedslisten eller føre udlændingepolitik sammen med Alternativet eller føre kønsidentitetspolitik sammen med Radikale Venstre, vil vi heller ikke føre ukrainepolitik sammen med Dansk Folkeparti.

Spørgeren for anden runde. Værsgo.

Det er jeg jo sådan set glad for, for vi er også meget uenige med Dansk Folkeparti i den udmelding. Men jeg hører også ordføreren sige, at det ikke er så vigtigt for Liberal Alliance. Altså, man kan godt forestille sig, at man laver et blåt flertal, selv om Dansk Folkeparti mener noget meget modsat omkring Ukraine, og så stadig væk baserer sig på de mandater, hvis man har muligheden for det. Men kan man så sige, at det kun gælder, hvis Dansk Folkeparti pakker det sammen, eller kan man forestille sig, at Dansk Folkeparti får lov til at få indflydelse på den politik, hvis der er et blåt flertal?

Ordføreren.

Det er super vigtigt for Liberal Alliance at føre den rigtige ukrainepolitik – en, som ikke er Dansk Folkepartis ukrainepolitik. Det betyder ikke, at vi ikke kan lave et parlamentarisk flertal sammen med Dansk Folkeparti, ligesom Socialdemokratiet i sidste valgperiode lavede et parlamentarisk flertal sammen med Enhedslisten, Radikale og SF, selv om alle tre partier har en politik, der stikker af fra Socialdemokratiets politik. Så førte Socialdemokratiet bare udlændingepolitik sammen med de blå partier, og så førte Socialdemokratiet bare ikke udenrigspolitik sammen med Enhedslisten. Sådan er det jo. På de brede områder fører vi politik på midten, og på andre områder fører vi politik sammen med vores støttepartier.

Tak. Så er det hr. Thomas Skriver Jensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Og tak for talen. Man kan sige meget om hr. Ole Birk Olesen, men det var da en ideologisk tale, og det er dejligt forfriskende her i Folketingssalen, synes jeg, selv om jeg er hamrende uenig.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge lidt ind til det her boyband, som I har lavet sammen, og hvor I sidder omkring et rundt bord og diskuterer fuldstændig ligeværdigt. Skattelettelser er en ret central ting, går jeg ud fra, der bliver diskuteret omkring det bord, og så må man også gå ud fra, at I et eller andet sted må være enige med hinanden om, hvad det er for nogle skattelettelser, man ønsker sig. Og så kunne man jo nu have lyst til at kalde hr. Dennis Flydtkjær tilbage på talerstolen, såfremt det var muligt, og prøve at få ham til at forholde sig en lille smule til det, hr. Ole Birk Olesen står og siger omkring skattelettelser, nemlig at det er superfint, at de allerstørste skattelettelser bliver givet til de mennesker, der bor i de største byer, og dem på Lolland må sejle deres egen sø. Det synes jeg er en spændende analyse.

Så mit spørgsmål vil egentlig bare være: Tror hr. Ole Birk Olesen, at man kan blive enige, når man nu går med boybandet til finanslovsforhandlinger næste år? Kan man så blive enige om skattelettelser?

Tak til spørgeren, som skal være opmærksom på, at vi ikke anvender direkte tiltale.

Værsgo til ordføreren.

Det er mit indtryk, at der bredt i de blå partier ikke er nogen modvilje mod at lette skatten på folk, der går på arbejde. Og der er heller ikke nogen ultimative krav om, at det ikke må ske i toppen, eller er det ikke må ske i bunden. Vi har forskellige ønsker; nogle lægger mere vægt på bunden, og andre lægger lige så meget vægt på bund og top.

Det, jeg bare synes er så underligt i den socialdemokratiske retorik, er det der med, at hvis man laver en skattelettelse og der så er flere mennesker, der får den skattelettelse, som tilfældigvis bor omkring de større byer, og ikke så mange af dem, der får den skattelettelse, som bor på Lolland, så er det en politik, der er imod Lolland og for folk i de store byer. Den retorik er så forfejlet og så piskende geografiske skel i Danmark op, at det ikke burde være et parti, der har statsministerposten, værdigt. Den måde at grave geografiske skel ud fra en ganske kunstig dagsorden synes jeg ikke at et statsministerparti skal gøre.

Spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Tak for det. Så siger hr. Ole Birk Olesen jo, at fru Inger Støjberg i fremtiden ikke vil være egnet som statsministerkandidat, hvis hun skulle have lyst til det. For det er da Danmarksdemokraternes retorik. Det er da Danmarksdemokraternes retorik at ville gøre noget for folk, der f.eks. bor på Lolland, i forhold til folk, der bor i byerne, som har gode vilkår.

Derfor vil jeg bare spørge: Når nu det er Danmarksdemokraternes politik – for det er det; det har de sagt ved flere lejligheder – vil hr. Ole Birk Olesens parti på et eller andet tidspunkt i fremtiden kunne blive enige i forhold til en regering, hvor fru Inger Støjberg skulle være statsminister, altså når nu man ved, at I er så uenige om skatten? Undskyld, formand, det var direkte tiltale.

Tak. Ordføreren.

Vi er i Liberal Alliance fuldstændig opmærksomme på, at det ligger Danmarksdemokraterne på sinde, at der skal ske nogle forbedringer for folk i de tyndtbefolkede dele af Danmark, hvis Danmarksdemokraterne skal være en del af et regerende flertal i Danmark – fuldstændig. Og vi er meget villige til at imødekomme det, ligesom jeg ved, at Danmarksdemokraterne også er villige til at imødekomme Liberal Alliance i forhold til nogle af vores ønsker. Det betyder ikke – jeg har aldrig hørt det i hvert fald – at Danmarksdemokraterne er imod lettelser af skatten, hvor der er flere i nogle byer, der får den lettelse, end i nogle andre byer. Jeg har aldrig hørt Danmarksdemokraterne sige det.

Tak. Så er det hr. Thomas Monberg, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak til ordføreren fra LA for talen. Liberal Alliance har tordnet mod udviklingen af antallet af administrativt ansatte i staten og af offentligt ansatte i det hele taget. Men er det ikke korrekt, at da Liberal Alliance selv sad i regering, steg dette antal også flere steder – f.eks. under partiets transportminister, hr. Ole Birk Olesen, som det fremgår af et svar fra finansministeren på spørgsmål nr. 16 i forbindelse med behandlingen af denne finanslov stillet af selv samme hr. Ole Birk Olesen?

Ordføreren.

Først og fremmest har Liberal Alliance aldrig nogen sinde været et stort, betydende parti i Danmark. Måske bliver vi det engang i fremtiden. Vi har været et mindre regeringsparti i en Venstreledet regering med et Dansk Folkeparti, som på det tidspunkt syntes, at det skulle drille den regering rigtig meget og gennemføre rigtig meget politik, som regeringen faktisk var imod. Da jeg var transportminister, var der et flertal uden om den regering, som besluttede, at vi skulle have en tilladelsesordning for godskørsel med pakker, der vejer mere end 11 kg. Det her vedtog Dansk Folkeparti og de røde partier i fællesskab, og det krævede f.eks. flere ansatte i, jeg tror, det er Færdselsstyrelsen til at håndtere den tilladelsesordning.

Se, det kunne jeg jo som minister ikke gøre noget ved. Jeg stemte imod loven, men der var et flertal uden om min regering, som ønskede at gennemføre loven, og det var bl.a. socialdemokrater, der stod i spidsen for det.

Spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Tak for svaret. Hvis DF bliver lige så store igen, vil jeg da i hvert fald håbe, at I går imod deres ukrainepolitik, for det kunne jeg da godt blive lidt i tvivl om nu med det svar, der er her.

Men kan ordføreren ikke selv se, det er en anelse hyklerisk? For ordføreren har lige stået og sagt, at der er rigtig mange steder, man vil fjerne grønthøstermodellen, men så må ordføreren vel også kunne have gjort det på daværende tidspunkt, altså have ladet være med at bruge grønthøstermodellen og så have skåret noget af alt det overflødige væk.

Tak. Ordføreren.

Vi kan i Liberal Alliance gøre rigtig meget, den dag vi bliver et større parti, og den dag, der er blåt flertal i Folketinget. Vi har endnu ikke været i den situation, at vi var et ledende regeringsparti. Vi var et juniorparti i en Venstreledet regering, hvor vi som støtteparti havde et meget stort Dansk Folkeparti, som også ville nogle ting. Bl.a. ville man fra Dansk Folkepartis side og de røde partiers side indføre en ny tilladelsesordning for godskørsel med varer over 11 kg. Det krævede flere ansatte i Transportministeriet. Jeg var imod det, men der var desværre et flertal i Folketinget, der var for det.

Tak. Så er det hr. Bjørn Brandenborg, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for talen, og ikke mindst tak for opmærksomheden til mit lokalområde på Langeland. Det er jo ikke hver dag, den kommer fra hr. Ole Birk Olesen. Så tak for det.

Ordføreren har jo ret i, at der er store indkomstforskelle mellem, om man bor i indre København, som ordføreren selv gør, eller om man bor på Langeland eller et andet sted uden for de største byer. Der er også stor forskel på, hvad for en velfærd man kan levere til de mennesker, der bor der, og det er der jo så forskellige måder man kan gå til på. For Socialdemokratiets vedkommende har vi sagt, at det synes vi ikke der skal være, og derfor har vi vedtaget forskellige politiske greb: en udligningsreform, som Liberal Alliance stemte imod, og nu en finanslov, hvor vi giver det største løft i 14 år til velfærden, som jeg kan forstå på ordføreren nu også at Liberal Alliance har tænkt sig at stemme imod. Det er jo et valg, om man vil gøre noget, eller om man bare vil se til og være ligeglad med det.

Derfor vil jeg egentlig bare spørge ordføreren om, hvad Liberal Alliances bud egentlig er på, hvordan man så skal skabe et godt velfærdssamfund i hele landet, uanset hvor man bor henne.

Ordføreren.

Først vil jeg gerne stille spørgsmålstegn ved hr. Bjørn Brandenborgs påstand om, at f.eks. velfærden på Langeland er dårligere end i København. Jeg skulle tage meget fejl, hvis der ikke er flere idrætshaller og svømmehaller pr. barn på Langeland, end der er i København. Jeg skulle tage meget fejl, hvis der ikke er flere børn i skoleklasserne i København, end der er på Langeland.

Der er rigtig meget i udligning i dette land, men hver gang vi får en ny socialdemokratisk regering eller en ny Venstreregering, lader man, som om der slet ikke er noget udligning i det her land, og opfinder så en ordning, så der bliver lavet mere udligning, som tilfældigvis skal komme kommuner til gavn, som har socialdemokratiske borgmestre og Venstreborgmestre. Det er hele tiden under påskud af, at det er, fordi de man vil nogle kommuner det bedre, og med påstanden om, at der ikke findes nogen udligningsordning i Danmark, gør man altid sådan med udligningsordningerne, at der kommer mere og mere overførsel fra nogle egne af landet, hvor der ikke er socialdemokratiske borgmestre og Venstreborgmestre, til nogle egne af landet, hvor der er socialdemokratiske borgmestre og Venstreborgmestre, og det vil vi bare ikke være med til.

Tak. Spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Jeg kan måske til ordførerens store overraskelse afsløre, at der ikke er nogen svømmehaller på Langeland. Der er det tørsvømning eller en tur ud til vandkanten, ud til stranden, som der jo heldigvis også er meget af, men der er ikke nogen svømmehaller. Så i forhold til det vinder ordførerens kommune også.

Jeg kan forstå, at den store skurk i det her er udligningen, der forsøger at skabe en nogenlunde god velfærd i hele landet, og at det er det, der er det store problem, eller at man giver flere penge til den nære velfærd, som vi har gjort med kommuneaftalen. Men kunne ordføreren så ikke bare slutte af med at give et enkelt bud på, hvad Liberal Alliance tænker man så kunne gøre for at skabe et godt velfærdssamfund i hele landet? Hvad er Liberal Alliances og ordførerens bud?

Tak. Ordføreren.

Vores ønske er jo, at vi skal gå fra at have en socialdemokratisk velfærdsstat, som fremstiller tilbud, som man mener passer til alle, til at vi har at fremtidens velfærdssamfund, hvor vi anerkender, at folk er forskellige og har behov for forskellige ting, og at vi kan vinde rigtig meget med mere frit valg og mere konkurrence om det at levere den bedst mulige service til borgerne. I stedet for al den beton, som Socialdemokratiets gerne vil hælde rundt om den nuværende velfærdsstat, ønsker vi en opblødning, mere frihed, mere frit valg, mere konkurrence, mere innovation, som kan sikre, at vi får et bedre velfærdssamfund.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken. Nu er det fru Charlotte Bagge Hansen fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for ordet. Når man kigger ud over Danmarks grænser, kan man godt tabe pusten. Jeg kan i hvert fald. Der er krige i Ukraine og Mellemøsten og diktatorer og europæiske regeringer, som falder på stribe. Tysk økonomi kører på pumperne, og Frankrig har nu en offentlig gæld på mere end 110 pct. af deres bruttonationalprodukt. Dansk økonomi har heldigvis ikke tabt pusten. Tværtimod er der udsigt til høj vækst både i år og næste år, og vi har lav arbejdsløshed og rekordhøj beskæftigelse. Jeg er stolt af, at mit parti er en del af en regering, som fører en bundsolid og ansvarlig økonomisk politik. Det er en økonomisk politik, som betyder, at vi på næste års finanslov har plads til initiativer, som styrker det erhvervsliv, som vi skal leve af i morgen. Det er initiativer, som skal sikre den natur, som vores børn og børnebørn skal nyde, og initiativer, som sikrer bedre vilkår for dem, som ikke kan det hele selv, hvad enten det er børn, ældre eller folk på kanten af samfundet. Og så skal vi ikke glemme, at det er den ansvarlige økonomiske politik fra både tidligere og nuværende regeringer, som er grunden til, at vi har kunnet bidrage så markant til Ukraines forsvar og til så markant at styrke det danske forsvar. For alt andet blegner, hvis vi ikke kan forsvare os selv i en stadig mere usikker verden.

Generelt understreger denne finanslov for 2025, at det er utrolig vigtigt med et Danmark i balance. Sådan ser vi også på det i Moderaterne. Det er lige meget, om det er rødt, eller om det blåt, bare det er godt. Vi investerer i projekter og områder, der bidrager til mere udvikling og vækst i Danmark. Vi investerer i et bedre sundhedsvæsen, i den grønne omstilling og i et konkurrencedygtigt erhvervsliv. Sammen med SF og Radikale, og tak til jer for et rigtig godt og konstruktivt samarbejde, har vi gennemført et balanceret finanslovsforslag, hvori vi løfter og prioriterer initiativer til gavn for mange forskellige befolkningsgrupper. For indledningsvis at nævne et par stykker bør jeg nævne, at der er afsat midler til initiativer til gavn for borgerne i landdistrikterne, de unge under uddannelse og børnefamilierne. For med indførelse af skolemad på en storskalaforsøgsordning prioriterer vi, at danske børn og børnefamilier får endnu bedre forudsætninger for sundhed, trivsel og læring.

I min forberedelse til i dag kunne jeg forstå, at Venstres finansordfører, hr. Hans Andersen, i sin tale ved finanslovsdebatten refererede til sit forældremøde i 2. b. Det var ved førstebehandlingen. Selv om det er et stykke tid siden, min søn, Hans-Peter, gik i 2. klasse, husker jeg tydeligt travlheden, lige at få vasket hans sportstøj om aftenen og lige at få smurt en madpakke på vej ud af døren om morgenen. Men jeg husker også de fantastiske kærlige og omsorgsfulde stunder, som jeg havde med Hans-Peter. Det ønsker vi at der skal gøres mere plads til i de danske familier. Derfor er det vigtigt, at denne finanslov prioriterer at skabe plads til mere fleksibilitet og valgfrihed. Dette både via forsøgsordningen med skolemad, men også med udvidelsen af servicefradraget.

I dette finanslovsforslag sættes der et særlig vigtigt fokus på én gruppe i samfundet – en gruppe, som vi i Danmark ikke har været dygtige nok til at tage hånd om. Det er mennesker, der f.eks. lever i hjemløshed, med psykisk sårbarhed og med massive problemer med stofbrug og alkohol. Ved Folketingets åbningsdebat satte vi fokus på Jacob, som lyttede med oppe fra tilhørerrækkerne i sin kørestol. Jacob er en af de sjæle i Danmark, som lever på trods. Derfor varmer det også vores hjerter, at vi lægger grundstenene til en værdighedsreform, der skal forandre hverdagen for vores mest socialt udsatte, således at systemet er til for borgerne og ikke omvendt.

Jeg mener, man kommer længst ved at tale sammen i stedet for at tale til nogen eller råbe. Det er den grønne trepart det fineste eksempel på. Finansloven bidrager til det første kæmpestore skridt, vi tager for at forvalte vores danske areal bedre og grønnere i fremtiden. Vigtigst af alt gør vi det, så det sker i samspil mellem naturen og landbruget. Ligeledes skaber det nye, attraktive erhvervspotentialer og vækstmuligheder ved denne omstilling. Vi ser faktisk den her finanslov som en platform til, at Danmark kan tage lederskab på klima-, miljø-, natur- og erhvervsdagsordenen, simpelt hen internationalt.

Det skal være nemmere at drive virksomhed i Danmark. Jeg er selv selvstændig, og jeg må indrømme, at jeg fældede en tåre, da vi tidligere i år kunne præsentere en lang række forbedringer for danske iværksættere og dansk erhvervsliv. I mere end 20 år har jeg kunnet se rammevilkår for erhvervslivet, der kunne forbedres. Tænk, hvor privilegeret jeg har været ved at kunne være med til at lave de her forandringer. Sammen har vi fjernet fantomskatten, sammen har vi fjernet iværksætterskatten, sammen har vi gjort crowdfunding for anpartsselskaber muligt, sammen har vi afsat flere midler til koblingen mellem erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne – og heldigvis meget, meget mere.

Vi har brug for international arbejdskraft i Danmark, både i sundhedsvæsenet og i det private erhvervsliv. Vi har i Moderaterne igennem de sidste 2 år brugt en del tid på at understrege udfordringer med at tiltrække international arbejdskraft. Vi bliver alle sammen fattigere, hvis virksomhederne ikke kan ansætte de folk, de har brug for. Og vores pleje og borgernære velfærd kræver, at vi har medarbejdere nok. Det er vigtigt, at vi får lavet et mere smidigt og fleksibelt system for at rekruttere international arbejdskraft.

Det er ikke kun her i Danmark, vi mangler arbejdskraft. Vi er i skarp konkurrence med resten af landene i EU. Bedre forudsætninger og prioriteringer er simpelt hen en nødvendighed. Derfor er vi også glade for, at vi sætter penge af til at skabe rammerne, så det bliver nemmere at rekruttere sundhedspersonale fra partnerskabslandene

Denne finanslov tager fat de rigtige steder. Velfærdsområderne, de ældre, det grønne, børnene, socialområdet og erhvervslivet er blevet prioriteret. Men finansloven laver også andre prioriteringer indimellem alt dette. I finansloven tages der hånd om bureaukratiet ved at fjerne omkring 1.000 statslige årsværk. Det er et vigtigt skridt for at sætte velfærden før systemet og administrationen. Det sker ved at nedlægge konkrete arbejdsopgaver i staten. Det er ikke en nem opgave, men det er en nødvendighed. Og vi er ikke nået i mål endnu. Vi fortsætter arbejdet i regeringen.

Alt i alt er det en finanslov, hvor de rigtige prioriteter er foretaget, en finanslov, der også giver ressourcer til turisme, kultur, tryghed, forsvar, forskning og innovation.

Jeg har nu været finansordfører i halvanden måned. Læringskurven er stejl, og jeg lover, at jeg vil gøre mig umage. Afslutningsvis vil jeg takke min dygtige forgænger, hr. Henrik Frandsen, for det gode arbejde, han har præsteret på finansområdet i de sidste 2 år. Jeg vil derudover takke de øvrige partiers ordførere for at have taget rigtig, rigtig godt imod mig på tværs af politiske skel. Jeg glæder mig til et godt og konstruktivt samarbejde.

Moderaterne stemmer naturligvis for finansloven 2025. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger, og den første er fra hr. Dennis Flydtkjær, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Først tak for talen, og tillykke med debuten som finansordfører. Det kan jo være en lidt nervepirrende disciplin, fordi man er ordfører på alt, og derfor kan det også nogle gange være lidt svært at forberede sig. Men jeg synes i hvert fald, at talen var ganske udmærket.

Jeg vil gerne spørge ind til pensionsområdet, for ordførerens formand, hr. Lars Løkke Rasmussen, skrev i går på sociale medier »Rørt brik ...«, i forbindelse med at man offentliggjorde Moderaternes udspil om, hvordan man kunne håndtere det her pensionsspørgsmål. Altså, skal man gå tidligere på pension, eller skal man blive længere på arbejdsmarkedet? Det var en henvisning til, at rørt brik skal flyttes, som Moderaternes formand har sagt tidligere. Så vil jeg egentlig bare høre, hvad ordførerens holdning er til det. Skal det med, at rørt brik skal flyttes, forstås på den måde, at så mener Moderaterne, at der skal indkaldes til forhandlinger om et nyt pensionssystem, inden man stemmer om en stigning her i foråret 2025? Har danskerne ikke krav på at få at vide, om deres pensionsalder bliver højere eller lavere? Moderaterne synes, den skal være højere, og Socialdemokraterne synes, den skal være lavere. Ville det ikke give god mening, at man fik en forhandling om det, inden man stemte om det her i foråret 2025?

Ordføreren.

Vi har en rigtig, rigtig god aftale, som vi stemmer for i 2025. Vi er ligesom de øvrige regeringspartier optaget af, at vi skal have fundet ud af, hvordan vi kigger ind i en ny verden, hvordan vi kigger ind i en ny fremtid. Vi skal ruste os, og vi skal finde nogle løsninger. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi er tre partier, der går ind i et rum, taler om tingene og kommer ud med en fælles holdning. Et af vores forslag er – jeg vil ikke sige, at det er et decideret udspil, men det er en af de tanker, vi har gjort os – at de generationer, der kommer efter os, altså vores børn og børnebørn, alt andet lige med den model, vi har i dag, står til at skulle være meget længere på arbejdsmarkedet. Hvis nu vi, inklusive mig selv, som er fra 1969, måske går ind og tager et halvt års mere arbejde, vil jeg synes, at det er en god investering i, at vores børn og børnebørn også kan se ind i en rimelig seniortilværelse.

Spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Tak for svaret. Rørt brik skal flyttes – det må man gå ud fra betyder, at når man har sat gang i noget, skal man også agere på det. Men i går kom det frem under forespørgselsdebatten, at Socialdemokratiet siger, at nu skal man diskutere det her frem mod 2030. Man har god tid, og så kommer der en løsning i 2045. Det står lidt i kontrast til, at med »rørt brik skal flyttes« siger Moderaterne, at når man først har sat gang i det her, har danskerne brug for klarhed. Så er det bare, at man både som folketingsmedlem, men også som dansker, tror jeg, måske sidder og er lidt i tvivl. Hvad er det så, man får, når man har den her regering? Den ene part siger, at nu er vi nødt til at agere, for nu har man sat gang i en debat, og den anden part siger, at man får noget i 2045. Men hvad er det, man får, hvis det står til Moderaterne?

Ordføreren.

Altså, man får det, som man ser med hele regeringen. Det er en regering, der er optaget af langsigtede løsninger. Vi mener, det er rigtig god idé at tage den her snak nu, ligesom man gør i Socialdemokratiet og man gør i Venstre. I øvrigt vil jeg lige henvise til, at der i går var en rigtig god og timelang debat om pension, hvor man simpelt hen var helt nede i materien. Og der tænker jeg, at hvis man gerne vil følge med i, hvordan de enkelte partier tapper ind i den her debat, med fordel kunne gå ind og se på den. Tak.

Tak. Så er det fru Lisbeth Bech-Nielsen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil bare sige tak for et godt samarbejde. Og jeg synes, at selv om vi ser forskelligt på mange ting, er der også ting, der overlapper, ikke mindst skolemad. Så tak til Moderaterne for også at have bragt det på banen. Det bliver jo alt andet lige nemmere at få gennemført ting i en finanslov, hvis der er flere partier, der kæmper for det samme. Så tak for det, tak for et godt samarbejde.

Ordføreren.

Først vil jeg sige, at jeg jo haft fornøjelsen af at arbejde sammen med fru Lisbeth Bech-Nielsen i Erhvervsudvalget igennem de sidste 2 år. Og selv om vi ser forskelligt på mange ting, har vi faktisk også formået at være kreative og idéudvikle sammen. Og det samarbejde sætter jeg utrolig meget pris på, for det, der er vigtigt for mig, er, at vi finder nogle gode pragmatiske løsninger. Og som jeg også sagde i talen, handler det her ikke om, om man er rød eller blå, det handler om, at man får skabt de bedste resultater. Og det gør man tit og ofte i et samarbejde. Det kan vi jo også se i forhold til alle de aftaler, der er lavet her i den her regeringsperiode. Jeg tror, det 114 ud af ikke ret mange flere aftaler, hvor der er brede forlig herinde. Det vil jeg jo så gerne både takke ordføreren for, men også resten af partierne i Folketinget.

Så er det hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance.

Velkommen til finansordførerkredsen, vil jeg sige til fru Charlotte Bagge Hansen. Man kan måske håbe, at fru Charlotte Bagge Hansen så ikke efter mange års medlemskab af Folketinget og som finansordfører ligesom Venstres finansordfører har lært at svare udenom på spørgsmål og lade som om, ting, som ikke er foregået, er foregået osv. Derfor vil jeg spørge fru Charlotte Bagge Hansen: Helt ærligt, inde i det lokale, hvor fra Charlotte Bagge Hansen var til stede under finanslovsforhandlingerne, var det da ikke på grund af helt umulige krav fra de blå partier, at de blå partier blev smidt ud er forhandlingerne, vel?

Ordføreren.

Jeg blev bedt om at svare helt ærligt, og så vil jeg simpelt hen gøre det lige sådan helt fra maven: Jeg havde kæmpestore forventninger til de her forhandlinger, og jeg forventede, at blå blok kom med det vildeste antiluftskyts og argumenter, sagligt og fagligt gennemarbejdede argumenter for de ting, de gerne vil. For vi er jo ikke uenige i, at vi skal fjerne flere årsværk. Vi er fuldstændig enige om præmissen. Men der var altså ikke noget gods i det. Og vi prøvede tre gange. Vi bad jer om og være mere konkrete det. Jeg beklager: Det var I ikke. Jeg er skuffet, for jeg er vant til at have et rigtig godt og konstruktivt samarbejde med alle de ordførere, der er i den kreds, og jeg håber, vi kan øve os på at blive bedre til at trække på samme hammel.

Tak. Vi skal lige være opmærksom på den direkte tiltale. Værsgo til spørgeren for anden korte bemærkning.

Det vil simpelt hen sige, at SF og Radikale ikke kom til forhandlingerne med andet end det, de fik. De havde ikke andre ønsker, end det de fik. Det, de sagde, fik det. Men vi kom med nogle ønsker og sagde: Jamen hvad vil I gerne give os, regering, hvad vil I gerne give os, Moderater? Det var jo det, at vi overlod det til jer at udpege, hvad I kunne finde på at give os af det, vi ønskede, og at vi ikke selv skar det ned. Var det det, der var årsagen til, at vi ikke kunne være i de forhandlinger længere, og at SF og Radikale ikke kom med andet end det, de fik?

Ordføreren.

Jeg vil gerne sige, at ved første møde kom den blå blok med fem ønsker. Som jeg husker det, kom man ved det andet møde – eller var det tredje møde? – med fem mere. På det første møde blev man bedt om at lave en prioritering. Man blev bedt om at gå hjem og kigge på, hvad det er for nogle årsværk, vi skal fjerne, for vi kan jo alt andet lige ikke bede administrationen prioritere, for det her handler jo også om politik. Det handler jo om, hvilke områder blå blok ønsker at spare på. Hvem er det, vi skal tage ud? Det kan vi jo ikke sidde og prioritere. Det er jo en politisk beslutning. (Anden næstformand (Karina Adsbøl): Tak!) Så det er umuligt for regeringen at løse den opgave.

Ja tak! Tiden er gået. Så er det hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Og også tak til kredsen af finansordførere. Jeg er ikke selv p.t. finansordfører, men er standin for vores finansordfører, Trine Pertou Mach, i dag.

Mit spørgsmål går på et element i finansloven, som er et af dem, jeg synes er virkelig trist, og det er, at man vælger at skære ned på arbejdsmiljøindsatsen, ret massivt. Vi har over de seneste uger set en række afsløringer af, hvordan lønmodtagere i Danmark udsættes for ekstremt farligt arbejdsmiljø, altså dødsensfarlig asbest, og vi så en arbejdsulykke, hvor tre mennesker ulykkeligvis døde; en druknede i, jeg tror det var 700 t størknet beton. Og vi har set det her med, hvordan man også i offentlige byggerier hyrer svindelfirmaer, som snyder og underbetaler og udsætter deres arbejdere for et farligt arbejdsmiljø. I den situation vælger man så at skære ned på arbejdsmiljøindsatsen.

Jeg synes, det er udtryk for disrespekt for de mennesker, der arbejder i det her land og skaber værdierne. Hvad synes ordføreren det er udtryk for?

Ordføreren.

Jeg var faktisk lidt ked af, at jeg ikke ligesom mine to ordførerkollegaer kunne komme lidt ind på julen og glæden, men så håber jeg på, at jeg kan glæde hr. Pelle Dragsted, for den besparelse er nemlig rullet tilbage.

Så det, der er vigtigt, og det, der er vigtigt for mig og Moderaterne, er jo, at vi bruger vores arbejdstilsyn der, hvor vi har problemerne, altså at vi bruger det rigtigt og effektivt og måske ikke har en eller anden rullende arbejdsopgave i, at man tager ud og besøger nogle virksomheder, som præsterer til ug med kryds og slange hver evig eneste gang. Det, vi rigtig gerne vil have, er, at vi sætter massivt ind der, hvor vi har problemerne. For selvfølgelig har vi problemer, både med arbejdsmiljø og også med forhold, der ikke er okay.

Så alt andet lige håber jeg, at man føler, at man er blevet lyttet til, selv om man ikke har valgt at være en del af den her finanslov.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Det er forkert, at den nedskæring er fjernet med finansloven. Der er stadig væk tale om en voldsom nedskæring. Moderaterne siger jo, at man er god til at lytte, og at man f.eks. lige har lyttet til iværksætterne og fjernet en bestemt skat, som de var trætte af. Jeg synes, det ville klæde Moderaterne også nogle gange at lytte til helt almindelige danskere, f.eks. dem, der er i en fagforening, altså det store flertal af danskerne, som skaber værdierne i det her samfund, og som voldsomt har kritiseret den her finanslov netop for at gøre den her indsats for, at mennesker ikke, om jeg så må sige, skal dø af at gå på arbejde – det er jo det, vi taler om – mindre effektiv. Det synes jeg simpelt hen ikke man kan være bekendt.

Ordføreren.

Til sådan en retorik i forhold til, hvad der klæder nogen, vil jeg sige, at jeg så håber, at hr. Pelle Dragsted synes, det klæder mig, at jeg hvert kvartal mødes med FH Storstrøm, hvor vi taler om problematikker, stort og småt, og sætter ind på de områder, hvor vi har nogle problemer, f.eks. i forhold til hvad der har været i forbindelse med Storstrømsbroen og andre steder. Så at anklage Moderaterne for ikke at lytte til folk synes jeg måske er en lille kende, hvis jeg må sige et knap så pænt ord, uanstændigt. For er der noget, vi er optaget af, er det jo netop det.

Tak. Så er det hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Og tak til ordføreren. Man kan sige, at det lidt er, som det altid er at høre en moderat: Først går man lidt til venstre, og så går man lidt til højre, og det var så dén ordførertale, og det er jo rigtig hyggeligt. Jeg har stadig væk svært ved at se, hvordan pige fra Vadum kan se sig selv i en regering, som kommer til at plastre Nordjylland til med jernmarker, indføre kilometerafgifter, og hvordan man nu ellers finansierer det her, men fred være med det.

Det, jeg bed mærke i, var, at jeg kunne mærke på ordføreren, at man ikke snakkede om julekalendere, men at man snakkede om, at bare det enten var rødt eller blåt, så var alt godt. Der kan man jo godt høre, at Moderaterne ikke er helt i mål endnu i forhold til Socialdemokraterne, for i Venstre siger man, at bare det er rødt, så er det godt.

Mit spørgsmål går på det med pensionen, som jeg gerne vil have udpenslet lidt mere. Hvis der er noget, jeg ved om Moderaterne, så er det, at når hr. Lars Løkke Rasmussen siger noget, så bliver det som udgangspunkt Moderaternes politik, og hr. Lars Løkke Rasmussen er ude at sige, at alle dem, der er født i 1960'erne, skal arbejde cirka et halvt år længere, også hvis man er fra 1969. Men så kan man jo ikke vente til 2045, som Socialdemokraterne har sparket det til hjørne til, for så er dem, der er født i 1960'erne, på den anden side af 70 år. Så enten siger Moderaterne, at vi skal arbejde, til vi er 80 år, eller også skal vi snakke om at kunne få pension tidligere.

Tak. Ordføreren.

Først vil jeg henstille til, at hr. Kim Edberg Andersen sætter sig på sit kontor og overværer den rigtig gode debat om pension, som jeg kunne forstå på de forskellige ordførere at vi havde. Alt andet lige tænker jeg, at jeg i forhold til det har redegjort for det, jeg skulle redegøre for.

Jeg synes faktisk, det er meget tankevækkende, for hvad angår, hvor mange solceller og vindmøller der bliver sat op ude i kommunerne, så er det jo et kommunalt anliggende. Det bliver besluttet ude i kommunerne, og jeg håber da så sandelig, at man ude i de kommuner har nogle høringer, at man lytter til borgerne og har nogle møder. Det er simpelt hen dér, det foregår; det er ikke herinde. Det er ikke os, der skal sidde og diktere, hvordan kommunerne laver deres indsatser, i forhold til hvor der skal være solceller.

Så tænker jeg også, at der kan være nogle landmænd derude, der tænker, at de har noget jord, der måske ikke er så godt, og at det så kan være en god idé at sætte nogle solceller op der. Og det må jo være op til den enkelte, hvad man gør med sin egen private ejendom.

Tak. Når formanden rejser sig, er det, fordi tiden er gået. Så man skal være opmærksom på tiden.

Nu er det hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Det hører jeg jo, som at regeringen kommer til at gå ind for, at alle de her beslutninger om jernmarker kan vi godt sætte i gang nu, og så afventer vi lige kommunalvalget og ser, om de vil udføre det. Så der bliver ikke noget med, at der bliver store straffe økonomisk i noget af det; altså, det bliver muligt at rulle tilbage efter et valg. For det er jo den helt demokratiske proces. Og hvis man går ind for demokrati og nærdemokrati, går man selvfølgelig også ind for nu, når vi lige om lidt er i et valgår, at man siger: Lad os tage et valg, og så tager vi beslutningen den 1. januar. Det ser vi i Danmarksdemokraterne frem til, for vi kommer til at være imod dem, i alle kommuner alle steder. Så tusind tak for det. Det sætter vi stor pris på i Danmarksdemokraterne.

Ja tak! Så er det ordføreren.

Jeg tænker mere, det var en kommentar.

Så er det fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne.

Tak til ordføreren for den første tale som finansordfører. Det var en fin tale. Jeg bed mærke i, at ordføreren jo også nævnte noget på landdistriktsområdet. Her er jeg nødt til at følge op på noget af det, som hr. Kim Edberg Andersen spørger om. For jeg vil gerne anholde det her med, at man hele tiden skubber det med solcellerne over til kommunerne. Det er nu engang herindefra, at man har valgt, at der skal være en firdobling af vedvarende energi på land. Det er herindefra, at man giver store puljer til kommunerne for, at de sætter de her solceller op.

Kunne det så ikke også være klædeligt, at man herinde fra Christiansborgs side 1) gør det nemmere i forhold til borgerne, sådan at borgerne har noget sikkerhed – det har de ikke i øjeblikket, langtfra – og at man 2) måske også får kigget ind i, hvordan man får flere af de her solceller op på tagene. Der er eksperter, der i bl.a. Jyllands-Posten har sagt, at vi godt kan dække Danmarks energibehov ved at bruge tagene på industribygninger og på havne og sådan nogle ting, men det er regeringen slet ikke interesseret i at kigge på, og det er Moderaternes minister, som tit lukker ned for den her diskussion. Jeg vil gerne høre hvorfor.

Ordføreren.

Når vi taler vedvarende energi, er der jo en klar målsætning fra regeringens side. Jeg er ligesom fru Susie Jessen meget optaget af landdistrikterne, ja, vi har jo ligefrem en alliance sammen på tværs af vores partier nede i vores sydlige område, hvor vi kæmper for det, og vi kæmper fra Moderaternes side selvfølgelig også for landdistrikterne herinde til daglig. Det skal ikke være nogen hemmelighed. Jeg synes også, regeringen gør det og også har vist det i forhold til de ting, når vi f.eks. kigger ind i landdistriktsudspillet, hvor vi også gør det nemmere for borgere derude at arbejde, forvalte og lave virksomheder, og med Rød løber har vi jo sat i værk, at det bliver nemmere at lave produktionsvirksomheder ude i landdistrikterne, uden at man skal op imod et kæmpe monster af bureaukrati. Man går ind ad en dør og går ud ad den samme.

Spørgeren for anden runde, værsgo.

Tak. Jeg vil også kvittere for vores samarbejde nede på Sydsjælland. Jeg bor selv i et område med ti vindmøller, et biogasanlæg og med et kæmpe solcelleanlæg på vej. De er i gang med at etablere det lige nu. Så fru Charlotte Bagge Hansen ved også godt, hvordan det fylder ude i landdistrikterne.

Jeg var til et borgermøde i sidste uge. Der var omkring 600 mennesker, som ikke følte sig hørt. De bliver tromlet over, og deres huspriser falder, samtidig med at de ikke bliver kompenseret godt nok. Der er bare så meget, vi skal have ryddet op i her, for at der også kommer til at være en opbakning. For det er der ikke lige nu.

Hvordan kan det være, at Moderaterne ikke vil acceptere, at vi er nødt til at få skabt nogle bedre rammer her, for at vi også tager hensyn til borgerne ude i vores land?

Ordføreren.

Jeg vil sige, at spørgeren aldrig kommer til at høre, at vi i Moderaterne ikke vil gøre det bedre for borgerne. Og når der de enkelte steder er så store protester og uklarheder, skal man jo selvfølgelig som politiker også lytte. Det skal man kommunalt, og det skal vi selvfølgelig også herinde. Det er jo vigtigt, at vi i den her implementeringsproces også sørger for, at folk føler sig hørt, og at vi får fundet nogle gode løsninger på tværs af landet. Og ja, jeg synes da også, det er en super god idé at producere strøm, også på tagene, men jeg er bare bange for, at det ikke er nok.

Tak. Så er det hr. Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne.

Tak til ordføreren for debuten som finansordfører. Det er gået rigtig godt indtil nu. Nu ser vi, hvad svaret på det spørgsmål, jeg stiller, bliver. Så kan vi komme med en ny vurdering måske. Jeg kunne egentlig godt tænke mig et klart svar på noget. Det synes jeg ikke rigtig kom til hr. Dennis Flydtkjær, som også spurgte lidt i forhold til pensionsdebatten. Jeg synes ikke, ordføreren sådan bare kan sige: Det har jeg svaret på.

For én ting, danskerne går op i, er jo, hvor meget længere man skal arbejde i fremtiden. Hr. Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne siger jo, at vi skal arbejde ½ år mere. Regeringen har ikke rigtig nogen holdning, for man kan ikke finde ud af, hvad man skal mene. Socialdemokratiet siger noget helt tredje. Forvirringen breder sig, og jeg synes egentlig, det ville være rimeligt, at man i en finanslovsdebat, hvor det jo trods alt er vores økonomi i årene frem, vi diskuterer, kan komme med et svar på: Hvornår får vi at vide, hvad regeringen vil? Mener Moderaterne, at den her rørte brik, som pensionsdebatten er, skal afklares, inden den afstemning, der skal være her i foråret, om fremtidens pensionsalder?

Tak. Ordføreren.

Det, der er vigtigt for os i Moderaterne, er, at vi får fundet de bedste løsninger for vores borgere i Danmark, de bedste løsninger for dansk økonomi fremadrettet og de bedste løsninger for den generation og de generationer, der kommer efter os. Ja, vi har været ude at sige: Skulle vi, der er født i 1960'erne, måske lige tage et ½ år mere? Det har hr. Henrik Frandsen, som sidder her på første række, og jeg jo talt om. Vi er nok enige om, at vi nok ikke kan nøjes med ½ år. Det bliver nok 5 eller 10 år. Det mener vi er en lille investering at foretage, i forhold til at de generationer, der kommer efter os, ikke skal tage det ekstra slæb.

For der kommer mange regninger. Vi har klimatilpasninger, vi har forsvar, og vi har et fald i vores demokrati. Så ja, vi skal have den her snak i Danmark, og den skal vi selvfølgelig også have i regeringen, og når regeringen har talt sammen og fundet ud af, hvem, hvad, hvornår og hvorfor, så melder regeringen det ud. Så jeg kommer ikke til at sætte nogen tid på noget og heller ikke i forhold til et efterfølgende spørgsmål.

Tak. Spørgeren for anden runde.

Jeg synes egentlig, kvaliteten af svarene daler lidt her, for der kommer ikke rigtig noget svar. Nu prøver jeg lige igen. Danskerne skal hen at stemme til et folketingsvalg på et eller andet tidspunkt, måske allerede i 2025 eller i 2026. Kan fru Charlotte Bagge Hansen og Moderaterne forestille sig en situation, hvor der ikke er en afklaring på den kampagne, som Socialdemokratiet har sat i gang, og på den kampagne, som Moderaterne har sat i gang sådan nærmest med omvendt fortegn, altså det er jo ren zigzag fra regeringens side nu? Kan fru Charlotte Bagge Hansen virkelig forestille sig, at danskerne skal hen at stemme til et folketingsvalg, uden at der er et svar fra regeringen på den udfordring?

Tak. Ordføreren.

Vi kommer, som jeg sagde tidligere, til at stemme for ved den afstemning, der er her i 2025. I forhold til hvad der kommer til at ske efterfølgende, er der en regering, der sætter sig sammen og tager en snak om, hvordan man ser det her i fremtiden. Hvis vi kigger ind i den her finanslov, synes jeg jo faktisk, at det ser ud, som om der er kommet noget ganske fornuftigt ud af det der med, at der er tre forskellige partier, der har nuancerede holdninger til tingene – i hvert fald i mine øjne.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så går vi til den sidste ordfører inden pausen.

Det vil være sådan, at der kommer korte bemærkninger til ordføreren her efter pausen, da der bliver holdt en pause.

Værsgo til hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti.

Hvis man ser bort fra skattely og oliestater, er Danmark kun overgået af USA i velstand pr. indbygger. Det er fantastisk godt klaret. Tak, Novo Nordisk, tak, LEGO, tak, Carlsberg. Tak til alle de andre store og alle de andre små virksomheder. Tak til de danskere, der går på arbejde hver dag. Regeringen elsker at tage æren for det, men det er de mennesker, som står op hver dag og går på arbejde, som gør Danmark rigt.

Regeringens bidrag er primært at ansætte flere og flere til at lave papirer i staten. Bureaukratiet vokser og vokser, og regeringen gør ikke ret meget ved det. Mere end 100.000 mennesker arbejder nu med administration i det offentlige, og antallet er steget med 2.900, bare siden Venstre trådte ind i Mette Frederiksens regering.

De borgerlige partier foreslog at annullere den stigning ved at skære 2.900 i administrationen. Vi kom med konkrete forslag til, hvor nogle af dem kunne spares. Bl.a. foreslog vi, at Skatteforvaltningen skulle indføre en bagatelgrænse for, hvilke sager de forfølger, så der ikke bruges penge og arbejdskraft på at forfølge borgere og virksomheder for at opkræve småbeløb fra dem. Vi foreslog også, at man skulle skære ned i Erhvervsstyrelsen, hvor man på femte år sidder og detailbehandler, om nogen måtte have fået nogle småbeløb for meget i hjælpepakker under coronatiden. Vi foreslog, at man kiggede på Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, hvor der sidder 2.500 mennesker ud af de 23.000 mennesker i forsvaret og arbejder med udbud og indkøb. Det er alt for mange. Det er mange, mange flere, end man har i andre lande, og det er et oplagt sted at slanke og få nogle mere effektive processer.

Men ingen af delene vil Socialdemokratiet og Venstre være med til. Det er dem tilsyneladende magtpåliggende, at antallet af administratorer ikke bliver holdt nede, men bliver ved med at vokse. Resultatet er så den finanslov, vi står med nu, hvor det offentlige forbrug stiger med 3 pct. Det er en voldsom stigning. Det er en meget, meget voldsom stigning.

Venstre praler selvfølgelig af, at der er nogle små skattelettelser i det, men det er Socialdemokratiet, der har vundet. For det vigtige er ikke, om skatten er høj eller lav det ene år. Det vigtige er, hvor meget det offentlige forbrug stiger. Det er det, som bestemmer, hvor høj skatten bliver på lang sigt.

Sikkerhedssituationen i Europa er nu den værste siden anden verdenskrig. Danmark har ikke, siden tyskerne besatte os, været så truet af krig, som vi er nu af Ruslands modbydelige uprovokerede angreb på Ukraine og af deres trusler mod os og vores allierede. Derfor er det område, som vi burde bruge flest penge på, selvfølgelig vores forsvar. Det Konservative Folkeparti har råbt om flere penge til forsvaret de sidste 10 år. Venstre og Socialdemokratiet fik os smidt ud af forsvarsforliget i 2016, fordi vi sagde det, allerede dengang og tidligere.

Hvis det overhovedet er muligt at sige det mere tydeligt, end vi allerede har gjort, så lad mig forsøge at gøre det nu. Forsvaret skal styrkes. Det skal styrkes så hurtigt, som det kan lade sig gøre. Det skal styrkes markant, og der er ikke andre emner, som er vigtigere lige nu. Det er virkelig alvorligt, og det er et kæmpe svigt, at regeringen ikke gør mere for det danske forsvar.

I finanslovsforhandlingerne foreslog de fire borgerlige partier at give 200 mio. kr. mere til forsvaret i 2025. Det er et meget lille, alt for lille, beløb, men det er et forsøg på at give en lille smule. Lidt ville være bedre end ingenting. Men ikke engang det ville Venstre og Socialdemokratiet være med til. De ved godt, det er nødvendigt, men fordi vi foreslog det, ville regeringen ikke gennemføre det. For for regeringen er det vigtigere, at oppositionen ikke får en sejr, end at gøre det nødvendige for forsvaret af Danmark. Det betyder så, at det danske forsvar langt ind i 2025 kommer til at fortsætte med at lave lokale besparelser i sine enheder. I stedet for at opruste får vi et svækket forsvar til skade for Danmarks sikkerhed.

Regeringen ønskede i år ikke et bredt samarbejde om finansloven, men smed de borgerlige partier ud af forhandlingerne hurtigere, end jeg tidligere har set nogle partier blive smidt ud. Vi kom til forhandlingerne med en række ønsker. Vi gav regeringen den luksus, at de kunne melde tilbage, om der var nogle af ønskerne, de ville imødekomme, men fik at vide, at det var der ikke, og så var vi ellers ude. Normalt når man forhandler, vil det være sådan, at man kommer med sine ønsker; så vender regeringen tilbage og fortæller, hvor meget af det de kan imødekomme, men ikke engang det nåede vi til. Vi blev smidt ud, inden regeringen ville fortælle os, om de overhovedet kunne give os noget som helst. Så beskeden var, at regeringen ikke ville imødekomme nogen af vores ønsker. Hverken flere penge til forsvaret, til kriminalforsorgen eller nogen af de andre ting, vi kom med, var åbenbart noget, som Socialdemokratiet og Venstre kunne se sig selv i. Det handlede jo ikke om, at vi ikke kunne være blevet enige, hvis det var det, regeringen havde ønsket. Det handlede om, at regeringen ikke ønskede at lave en finanslov sammen med de borgerlige partier.

Vi synes generelt, at regeringen sætter sig selv lidt for meget i centrum. Vi synes også, at der i forhold til finansloven er blevet brugt for mange penge på regeringen selv i stedet for på vigtigere udgifter som bl.a. forsvaret. En af de ting, som regeringen har gjort i forhold til at udvide sine udgifter, er, at man nu har oprettet tre ministerier mere, så hvert af regeringspartierne har kunnet forfremme en partifælle til minister og dermed skabe glæde og måske lidt ro i egne rækker. Det koster skatteyderne et trecifret millionbeløb, fordi ministrene hver skal udstyres med ministerchauffører, ministersekretærer, spindoktorer, pressefolk, departementschef m.m.; regeringen flyver også gerne i privatfly til Bruxelles og Luxembourg, selv om der går rutefly; og regeringen vil hæve sin egen løn osv. osv. Det er alt i alt en ganske dyr regering for danskerne, både i forhold til de udgifter, den afholder til sig selv, og i forhold til den måde, hvorpå det offentlige forbrug nærmest eksploderer eller i hvert fald har en stigning, som vi skal meget langt tilbage for at have set før.

Samtidig kan vi også se, at regeringen jo nærmest ligger i borgerkrig med sig selv. I denne uge har regeringspartierne indrykket annoncer mod hinanden. Det kan jeg ikke huske at regeringspartier har gjort før. Jeg kan vitterlig ikke huske, at vi har haft en situation, hvor to regeringspartier indrykker annoncer mod hinanden. Det er rimelig bizart, at man sidder i regering sammen og skal forestille at lede Danmark, mens man bruger tiden på at bekrige hinanden på den måde offentligt.

Alt i alt kunne vi godt tænke os en mere harmonisk regering. Vi kunne godt tænke os en mere samlende regering. Vi kunne godt tænke os en mere ydmyg regering. Vi håber, at regeringen snart kaster håndklædet i ringen og udskriver valg, så Danmark kan komme videre fra den mærkelige regering. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Ordføreren kommer tilbage og svarer på spørgsmål kl. 12.45, for nu udsætter vi mødet.

Der vil være en pause nu til kl. 12.45.

Mødet er udsat. (Kl. 11:57).

Mødet er genoptaget.

Vi er nået de korte bemærkninger til hr. Rasmus Jarlov fra Det Konservative Folkeparti. Jeg giver straks ordet til fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Ordførerens parti indgik jo i en gruppe af partier, som kom til finanslovsforhandlinger med et fælleskrav. Kan ordføreren hjælpe mig ved at pege på, hvad det var for et parti, som stillede sig i spidsen for den her gruppe?

Ordføreren.

Det var der ikke nogen, der gjorde. Det var meget demokratisk og lige, at vi var fire partier, der fandt sammen, så vi havde som sådan ikke nogen leder i de forhandlinger. Det fungerede i øvrigt ret fint på den måde.

Spørgeren.

Jeg har også opfattet det sådan, at ordføreren faktisk er rigtig glad for det blå samarbejde i forbindelse med forhandlingerne til finansloven for 2025, men situationen er jo sådan, ordfører, at der kun kan være en statsminister. Så kan ordføreren hjælpe mig ved at sige, hvem det er man så peger på som statsministerkandidat i jeres gruppe?

Hr. Rasmus Jarlov.

Det var ikke nogen af de fire finansordfører i hvert fald, som er statsministerkandidat. Selv om jeg synes hr. Dennis Flydtkjær er et godt bud, så var det ikke det, vi lagde op til. Altså, det har jo ikke ret meget med finanslovsforhandlingerne at gøre, hvem der skal være borgerlig statsminister på et eller andet tidspunkt. Jeg har ikke noget svar på det.

Der er jo mig bekendt kun et parti i Folketinget, som kan svare på, hvem der skal være statsminister, og det er Socialdemokratiet, som peger på sig selv. Så man kan stille det spørgsmål til mange af os, men det har ikke synderlig meget med finanslovsforhandlingerne at gøre.

Hr. Kris Jensen Skriver, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg vil gerne hæfte mig lidt ved og spørge lidt ind i forhold til Ukraine. Det er jo noget, der har været enormt vigtigt for mit parti hele vejen igennem, altså at vise sikker opbakning til Ukraine. Jeg bemærker også, at ordføreren i sin tale kalder angrebet for modbydeligt, hvilket jeg er meget, meget enig i.

Derfor vil jeg gerne spørge ordføreren i henhold til de ting, som Dansk Folkeparti for nylig har meldt ud. Hvordan ser De Konservative på den del i forhold til en – som jeg jo ikke håber bliver til noget – eventuel blå regering? Jeg synes, det er en enormt stor forskel, der er her.

Ordføreren.

Det er også meget, meget vigtigt for Det Konservative Folkeparti, at vi støtter Ukraine. Der er ikke noget, der er vigtigere i øjeblikket, fordi hele Europas fremtid og Danmarks sikkerhed afhænger af det. Derfor er vi selvfølgelig også uenige med Dansk Folkeparti, som har antydet, at vi nu skulle til at skære ned på støtten til Ukraine. Vi synes, vi skal øge støtten til Ukraine, og vi synes, at beskeden til Ukraine skal være: Vi bliver ved med at støtte jer, så længe det tager.

Når man siger det modsatte, svækker man Ukraines forhandlingsposition, hvis de skal til at forhandle med Rusland på et eller andet tidspunkt. Rusland skal vide, at vi er klar til at støtte Ukraine lige så meget, som der skal til, så de kan vinde krigen, og så Ruslands modbydelige foretagende kan blive bragt til ophør. Derfor er vi meget uenige i den udmelding, som Dansk Folkeparti er kommet med, og den vil aldrig nogen sinde kunne blive en borgerlig regerings politik.

Spørgeren.

Tak for svaret. Det vil jeg gerne kvittere for. Jeg noterede mig også i ordførerens tale, at ordføreren nævnte, at han ønskede en mere harmonisk regering i forhold til den regering, der er her nu.

Der synes jeg jo så, at man kan se, at der i hvert fald ikke vil være ret meget harmoni omkring Ukraine, såfremt der skulle blive et blåt flertal. Så kan ordføreren i forhold til den økonomiske del bekræfte, at man vil fortsætte og også gerne øge støtten til Ukraine, i tilfælde af at der kommer en blå regering?

Ordføreren.

Jeg kan jo ikke tale for en blå regering, men jeg kan tale for Det Konservative Folkeparti og sige, at det er vores politik, og vi vil gerne garantere, at vi bliver ved med at støtte Ukraine lige så meget, som det skal være.

Jeg skrev til forsvarsministeren forleden dag, da han indkaldte til endnu et møde om støtte til Ukraine. Jeg skrev til ham, at vores politik er simpel. Uanset hvad de foreslår af hjælp til Ukraine, så bakker vi op. Dog synes vi, at det, uanset hvad de foreslår, er for lidt, og at det skal ske hurtigere.

Hr. Hans Andersen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Og tak for tilkendegivelsen om Ukraine. Der er det, synes jeg, vigtigt, at vi står sammen, og meget gerne et samlet Folketing, om den støtte og hjælp, vi kan give til Ukraine.

Men det, der giver anledning til, at jeg tager ordet, er, at ordføreren i talen nævnte, at vi taler om et svækket forsvar i 2025 med besparelser, og at der dermed er et forslag fra Det Konservative Folkepartis side om at styrke forsvaret med 200 mio. kr. Men jeg skal bare spørge: Er det ikke korrekt, at vi faktisk løfter forsvaret fra 2024 til 2025 med 20 mia. kr.? Vi løfter det med 20 mia. kr. Derfor er det for mig lidt udfordrende, og jeg synes, det er kedeligt, at vi står her og ordføreren så taler om et svækket forsvar, når vi øger forsvaret med 20 mia. kr.

Ordføreren.

Jeg mener ikke, at vi øger forsvarsbudgettet med 20 mia. kr. fra 2024 til 2025; det er et meget, meget stort beløb på. Men det er korrekt, at forsvarsbudgettet er stigende. Det er på 38 mia. kr. i år, og det kommer til at stige også i de kommende år, som det også skal. Derfor er det også fjollet, at vi ikke kan finde 200 mio. kr., for det er sådan et lille beløb, der skal til, for at de lokale besparelser, som foregår lige nu på grund af en strid om økonomistyring, kunne stoppes.

Jeg forstår ikke, at man ikke kan finde så lille et beløb, i forhold til hvor vigtigt det er. For forsvarsministeren siger selv, at langt ind i 2025 vil der være besparelser rundtomkring i forsvaret, og det betyder, at erfarne mennesker bliver afskediget, og at øvelser bliver aflyst – ting, der har stor betydning for forsvarets kampkraft. Så det er en stor skuffelse for os, og faktisk gik regeringen videre, end jeg troede. Vi vidste godt, at når vi kommer med noget, vil regeringen helst afvise det. Men vi troede faktisk, at vi lige på det her punkt godt kunne overtale Venstre og Socialdemokratiet til at give de penge, som alle kan se er nødvendige.

Hr. Hans Andersen.

Men virkeligheden er, at driftsrammen bliver øget fra 32 mia. kr. til 45 mia. kr. i 2025 sammenlignet med 2024. Så har du anlægsrammen, der også bliver øget. Så samlet set løfter vi med 20 mia. kr. Så håber jeg også, vi er enige om, at der skal budgetstyring til, for vi skal ikke havne i situationer, hvor man laver planlægning af meraktivitet, når pengene ikke rækker. Men vi løfter faktisk næste år med 20 mia. kr., og det ønsker jeg bare lige at ordføreren vil bekræfte.

Ordføreren.

Altså, det ønsker Venstres ordfører at nævne, og det må man selvfølgelig gerne nævne. Men jeg kan ikke tallene lige i hovedet for, hvor meget det er fra det ene år til det andet år. Men det er rigtigt, at der sker store forøgelser af forsvarsbudgettet, heldigvis, i de her år. Så meget kan jeg bekræfte. Og det andet antager jeg er korrekt; jeg ved jo, at hr. Hans Andersen er dygtig til at slå tal op, så jeg stoler på, at det er korrekt, når han læser de tal op.

Hr. Jens Joel, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak til den konservative ordfører. Jeg vil spørge lidt ind til ændringsforslagene. Det er muligvis en lille smule nørdet, men det er, fordi der jo har været en samlet blå opposition som forhandlingspartnere, og så er der også en række ændringsforslag med De Konservative som medunderskriver, som er fremsat sammen med Danmarksdemokraterne og DF, og de andre partier har også deres egne ændringsforslag. Dels kan man jo spørge, hvor samlet den der opposition egentlig er, dels må man antage, at De Konservative har fået buddet og derved ikke kan støtte det, som de andre forslagsstillere har fremsat alene, eller hvordan skal man ligesom tolke det der med, at der er sprækker i enigheden?

Ordføreren.

Der er ikke nogen sprækker i enigheden. Vi har haft et eksemplarisk sammenhold under de her forhandlinger. Jeg vil gerne sige tak til Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti for det; det har været helt enestående. Det var overraskende nemt for os og meget opløftende, hvor nemt vi kunne blive enige om en økonomisk politik, som i hovedtræk går ud på, at hvis nu der skal spares på statens administration, skal pengene bruges på nogle mere nyttige formål. Jeg tror også, det bliver hovedlinjerne, når vi får en borgerlig regering, og at vi vil fortsætte med den politik.

Vi har ikke været i dialog med hinanden om de enkelte partiers ændringsforslag til finansloven. Det har vi ikke rigtig set noget formål med, og i og med at vi jo alle sammen ved, at ingen af dem bliver vedtaget, har vi ikke brugt energi på det. Så vi kommer også til at støtte nogle af de ændringsforslag, som andre partier har stillet, fordi nogle af dem er gode, og så er der nogle af dem, vi ikke er enige i, og som vi ikke stemmer for.

Hr. Jens Joel.

Det forstår jeg ikke. Så man er ligesom blevet enige om at stille nogle sammen, og så er der nogle andre, som Det Konservative Folkeparti ikke har fået lov til at se på forhånd, eller er man ikke blevet spurgt om dem, eller hvad? Det virker meget mærkeligt, at vi her ved tredjebehandlingen ikke kan få at vide, om man støtter de ændringsforslag, som Dansk Folkeparti eller Danmarksdemokraterne har stillet, og som man ikke er med på. Altså, skal man lægge noget i, at De Konservative ikke er med? Det skal man så ikke, eller hvad?

Ordføreren.

Det er korrekt; det skal man ikke lægge noget i. Men der går ikke særlig mange timer, før det bliver afsløret, hvilke af dem vi støtter, og hvilke af dem vi ikke støtter, for vi kommer til at stemme om dem i eftermiddag, og der vil hr. Jens Joel helt præcis kunne se, hvilke vi vil bakke op, og hvilke vi ikke vil bakke op. Men jeg synes, der er gode forslag fra Danmarksdemokraterne, og der er nogle af dem, vi også agter at stemme for.

Hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Vi ser jo selvfølgelig forskelligt på den her finanslov, og jeg synes, det er vigtigt at huske på, at finansloven ikke bare er den lille aftale, der er forhandlet – det er jo i virkeligheden småpenge, den handler om – men at det jo er den store aftale, herunder altså de her meget store skattelettelser, særlig til dem, der tjener rigtig meget, og f.eks. også, at man har slettet den her skat på private ejendomsspekulanters lagerbeskatning, noget, som vi har aftalt med den tidligere regering, men som så er forsvundet.

Men jeg vil egentlig spørge ind til noget helt konkret, og jeg blev lidt overrasket, da ordføreren tidligere i dag under et spørgsmål skulle pege på, hvor der kunne skæres i det offentlige, og nævnte skattevæsenet. For så vidt jeg er orienteret, er vi sammen i en aftale, som vi indgik, efter at skattevæsenet var blevet sparet sønder og sammen, og vi er en del af et forlig, hvor vi er enige om at opruste skattevæsenet og faktisk også afsætte flere penge næste år for at sikre, at vi ikke igen får lænset statskassen af skumle typer som Sanjay Shah.

Så jeg vil bare lige høre, om Konservative er på vej ud af det forlig, eller om man bare talte over sig.

Hr. Rasmus Jarlov.