Det næste punkt på dagsordenen er:

4) Forespørgsel nr. F 8:

Forespørgsel til justitsministeren og indenrigs- og sundhedsministeren:

Vil ministrene redegøre for deres kendskab til brugen af opioider her i Danmark og udviklingen i brugen siden 2018, for, hvad regeringen har gjort i denne periode for at stoppe det ulovlige videresalg og den ulovlige import af piller, og for, om ministene er tilfredse med denne indsats?

Af Mette Thiesen (DF) og Peter Kofod (DF).

(Anmeldelse 01.11.2024. Fremme 05.11.2024).

Vi skal nu i gang med en forespørgselsdebat, og det indebærer, at ordførerne skal logge sig af deres normale pladser og derefter rykke frem på de forreste rækker og logge sig ind der. Så vi holder lige en pause.

Det ser ud til, at alle mand er plads, så vi kan fortsætte det næste punkt på dagsordenen, forespørgsel nr. F 8.

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 16. januar 2025.

Jeg starter med at give ordet til fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti for at begrunde forespørgselsdebatten.

Tusind tak. Grunden til, at vi i Dansk Folkeparti har indkaldt til den her forespørgselsdebat, er, at vi igennem længere tid har været ret bekymrede over den udvikling, som vi ser i Danmark i forhold til de her opioider. Opioider er en meget, meget stærk smertestillende medicin, som er vanedannende, og som bliver solgt til børn og unge. Vi har hørt eksempler på, at børn på 12, 13, 14 år simpelt hen har skullet i decideret misbrugsbehandling og har oplevet den her meget voldsomme afrusing, som det er at få de her stoffer ud af kroppen.

Jeg var en af de første, der stillede spørgsmål, da vi begyndte at høre de første historier rundtomkring fra de forskellige kommuner, og jeg har egentlig været meget optaget af, hvordan vi bedst muligt sikrede de unge. Der er mange forskellige ting i det, for der er jo både det her med, at man selvfølgelig skal straffe dem, der sælger de her opioider til børn, hårdt. De er fuldstændig skruppelløse. Uanset om det foregår fra en kiosk eller fra bagagerummet på en bil, eller hvor det foregår, skal det stoppes effektivt, og de her mennesker skal straffes hårdt.

Men der er også alt det her med, hvordan stofferne eksempelvis kommer ind i landet. Og der er også hele den her helhedsorienterede indsats, i forhold til hvordan man forebygger det ude i kommunerne, hvor de også længe har råbt vagt i gevær.

Derfor syntes vi også fra Dansk Folkepartis side, at det var ekstremt vigtigt, at vi satte os sammen og fik drøftet, hvordan vi effektivt sætter en stopper for den her meget, meget frygtelige udvikling, som vi jo desværre har set i ekstrem grad i USA, sådan at vi sikrer, at danske børn og unge ikke ender med et misbrug af de her frygtelige stoffer, og hvordan vi bedst muligt samlet set sikrer, at danske børn og unge ikke kommer ind i et misbrug af den her slags.

Tak til ordføreren for at begrunde forespørgslen.

Vi giver nu ordet til indenrigs- og sundhedsministeren. Værsgo.

Tak for ordet, formand, og også tak til forespørgerne for at sætte opioider på dagsordenen her i Folketinget, for vi har med en alvorlig problemstilling at gøre. Det er som udgangspunkt en effektiv type af lægemidler, som jo bl.a. bruges til at lindre f.eks. kræftpatienters meget stærke smerter i forbindelse med behandling i vores sundhedsvæsen. Derfor vil jeg også gerne indledningsvis bare slå fast, at når det handler om brug af opioider i vores sundhedsvæsen vel at mærke, er det legitimt, og det er også helt uundværligt. Læger skal kunne ordinere opioider, når patienter med stærke smerter har behov for det. Også her skal der selvfølgelig være fokus på at begrænse brugen. Der ordineres til færre personer, som får dem i mindre mængder, og den positive udvikling skyldes, at sundhedsmyndighederne har haft et stort fokus på at sikre korrekt brug af opioider i vores sundhedsvæsen.

Men som det desværre også har vist sig, kan opioider i de forkerte hænder få helt katastrofale konsekvenser. Det er, når vi taler om brug af opioider uden for sundhedsvæsenet. Mange af jer har sikkert med en klump i halsen set TV 2-programmet »Kernen« sidste efterår, for det var en både gribende og barsk fortælling om Nana, mor til 21-årige Andreas, som døde i sommer af en overdosis af opioidpiller. Jeg kan ikke sige noget, som på nogen måde kan fjerne det faktum, at hun som forælder, som mor, har betalt den ultimative pris ved at have mistet sit eget barn. Men jeg vil i den grad gerne være med til at sikre, at andre unge og deres forældre ikke havner i en så ulykkelig situation. Det er dybt tragisk, at et stigende antal børn og unge ender i et misbrug af den her type stoffer. Vi taler om helt almindelige børn og unge, som på kort tid udvikler et problematisk misbrug. Det fører til ødelæggende abstinenser og smadrede liv, og den udvikling skal vi have stoppet og sat ind over for.

Første del af forespørgslen handler om, hvordan det ser ud med hensyn til brugen af opioider, og hvordan brugen har udviklet sig siden 2018, som der konkret spørges til. Og mens brugen af opioider, som jeg indledte med at sige, i vores sundhedsvæsen er helt legitim og uundværlig, forholder det sig jo helt anderledes med brugen uden for sundhedsvæsenet. Dykker vi ned i tallene for brug af opioider uden for vores sundhedsvæsen – lad os bare kalde det misbrug – er udviklingen desværre ikke positiv, slet ikke når vi ser på børn og unge. Og så gælder det måske et øjeblik om lige at spidse ører, for jeg har en hel del tal med her i dag, når nu der som led i forespørgslen bliver forespurgt om udviklingen.

Overordnet kan man sige, at andelen af dem, der kommer i stofmisbrugsbehandling med opioider som hovedstof, ligger nogenlunde stabilt. Fra 2018 til 2023 er det mellem 11 og 13 pct. Men zoomer vi yderligere ind og ser på fordelingen i aldersgrupper, kan man se en bekymrende udvikling i de sidste par år. I 2022 var der 118 af de 16-25-årige i stofmisbrugsbehandling på grund af opioider. I 2023 var antallet steget til 174 – en stigning på næsten 50 pct. Af de unge, som kom i stofmisbrugsbehandling i 2022, oplyste 9,9 pct., at de havde brugt opioider den seneste måned. I 2023 var den andel steget til 13,3 pct. Vi har ikke de endelige tal for 2024, men det ser desværre ud til, at andelen er steget yderligere.

Det går heller ikke den rigtige vej, når man ser på tallene fra Giftlinjen. Det er her, hvor man kan ringe døgnet rundt og få telefonisk hjælp i tilfælde af forgiftning. Vi har ikke tal her fra 2018, men det har vi fra 2019, hvor der blev registreret i alt 884 episoder med opioider fra Giftlinjen. I 2023 var det tal steget til 1.295 – igen en stigning på knap 50 pct. Og ser man alene på børn og unge under 18 år, steg antallet af henvendelser med mere end 75 pct. fra 59 i 2019 til 104 i 2023. Måske ikke så overraskende betyder det også flere indlæggelser med opioidforgiftning. I 2018 blev 47 unge mellem 16 og 20 år indlagt med opioidforgiftning. I 2023 var det tal steget til 141. Det svarer til en stigning på 200 pct.

Heldigvis ser udviklingen ikke ud til at slå igennem, når vi ser på tallene for den mest tragiske udgang på misbrug af opioider, på antallet af dødsfald. I 2018 var antallet 129. I 2023 var det 116. Men uanset det fald er 116 dødsfald for mange, og hvis ikke vi tager den bekymrende udvikling blandt børn og unge alvorligt, kan udviklingen også løbe helt løbsk, og det må ikke ske.

Selv om jeg anerkender spørgernes behov for overblik og tal, som jeg også har forsøgt efter bedste evne at imødekomme her i dag fra talerstolen, skal vi jo aldrig nogen sinde glemme, at bag de mange forskellige statistikker og tal ligger der skæbner. Bag hvert tal, hvert enkelt opkald eller hver enkelt indlæggelse, er der et ungt menneske i svære problemer. Det er forældre, venner og familie, der måske er helt uvidende om misbruget, og dem, der, som moderen til Andreas – Nana, som jeg nævnte i min indledning – pludselig har måttet sige farvel til en, de har kær, i en helt ufattelig ung alder.

Men tallene taler også her et alt, alt for tydeligt sprog om indtoget i raketfart af nogle stoffer, som alt for mange unge kommer i berøring med, og som kan få fatale konsekvenser. Det var også baggrunden for, at vi fra regeringens side i oktober sidste år præsenterede udspillet »Ungdom uden opioider« med 24 forskellige konkrete initiativer. Nogle af initiativerne handler om at bekæmpe den nemme tilgængelighed af opioider. Vi vil sætte hårdt ind over for kriminelle, som indsmugler og sælger stofferne. De initiativer vil justitsministeren komme ind på i besvarelsen af forespørgslens anden del, som handler om ulovlig import og ulovligt salg af opioider.

Men vores udspil indeholder også en lang række andre rigtig vigtige initiativer. De handler om, hvordan vi kan sætte ind med mere forebyggelse, om bedre behandling, en styrket skadesreduktion og også om en tættere overvågning. Det handler om forebyggelse, fordi det er helt afgørende, at ingen, heller ikke børn og unge, skal være i tvivl om, at man bliver afhængig af opioider. De skal vide mere om, at opioider har alvorlige skadevirkninger, og at de også kan slå ihjel.

Bedre behandling er lige så afgørende, for uanset at vi styrker forebyggelsen, vil der også altid være nogle børn og unge, som bliver afhængige, som falder i, og som har behov for hjælp. Dem skal vi være i stand til at kunne give en bedre hjælp, en bedre behandling, hvor jeg synes vi har et helt særligt ansvar i forhold til børn og unge, og begge dele er afspejlet i regeringsudspillet. Med de ord vil jeg afslutte min del af besvarelsen. Jeg ser frem til en god debat omkring dette vigtige emne.

Tak til indenrigs- og sundhedsministeren. Der er nu adgang til én kort bemærkning til ordførerne, og den første, der har tegnet sig ind, er fru Mai Mercado fra Det Konservative Folkeparti.

Jeg tror, at noget af det, ministeren glemte i sin tale, var at understrege, hvordan skiftende socialdemokratiske justitsministre igennem 1.000 dage har lovet en indsats uden at levere på det. For det er jo rigtigt nok, at omfanget er eskaleret, og at det er stigende, men man har jo siddet på hænderne.

Mere end et år skulle der gå, fra man første gang varslede, at nu ville man komme med et udspil, til man så rent faktisk kom med det udspil, men vi har jo ikke set handling endnu. Så hvornår kan vi rent faktisk forvente en handling fra sundhedsministeriets og fra sundhedsministerens side?

Ministeren.

Jeg mener ganske enkelt ikke, det er rigtigt, at man har siddet på hænderne. For det første indebærer vores udspil jo, og det viser initiativerne, at vi sætter ind hele vejen rundt, altså på tværs af Skatteministeriet, Justitsministeriet, Socialministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Det har krævet – ja – et tværministerielt arbejde, som ikke bare er noget, man trækker i en automat i forhold til også at få de mest virkningsfulde initiativer frem. Og når ordføreren så i dag siger, at man ikke har set nogen som helst handling, så vil jeg anbefale, at man måske også lige pudser brillerne, i forhold til at få fokus på, at vi allerede er i fuld gang med at implementere handlingsplanen. På mit eget område har jeg allerede sat implementeringen i gang af mange af de væsentlige initiativer.

Så der er ikke nogen, der har siddet på hænderne, og man skal i hvert fald ikke vente på at se handling. For den er allerede i fuld gang, i form af at handlingsplanen er ved at blive omsat ude i den virkelige verden.

Tak. Det er sådan nu, at der blot er adgang til én kort bemærkning, så derfor byder vi den næste i rækken, hr. Peder Hvelplund, velkommen. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for besvarelsen. Jeg kunne høre, at ministeren deler bekymringen i forhold til den udvikling, der er sket. Ministeren henviser så til den handlingsplan, som regeringen fremlagde her i oktober måned, men en del af den plan var også, at man fjernede tilskuddet til Center for Rusmiddelforskning. Jeg kan så forstå, at halvdelen af tilskuddet efterfølgende er kommet ind i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Men kan ministeren ikke oplyse, hvorfor det er udtryk for handlekraft, at man fjerner tilskuddet til center for rusmiddelforskning og så i øvrigt ønsker at flytte kompetencen over i et nyt kompetencecenter i stedet for? For mig at se har det jo betydet en forringelse af den indsats, som er helt nødvendig for at begrænse i hvert fald unges tilgang til og adgang til stigende brug af opioider.

Ministeren.

Det er helt korrekt, at jeg og vi i regeringen deler bekymringen, og for hele forhistoriens skyld har det heller ikke været et område, hvor det har været meget nemt at få adgang til viden omkring, hvordan problemerne rent faktisk så ud ude i de forskellige kommuner. De foreløbige opgørelser, indberetninger, vi fik fra Sundhedsstyrelsen, bar mest af alt præg af – nu er det min frie oversættelse – ro på, det ser ikke så slemt ud. Og vi hørte samtidig flere og flere beretninger om, at den faktisk er helt gal nogle forskellige steder. Derfor tog vi initiativ til f.eks. at lave en rundspørge rundt i alle landets kommuner via SSP, som har tæt kontakt med rigtig mange ungdomsmiljøer, i forhold til hvad deres fornemmelse var af, hvor udbredt et problem det her var. Så det er blot også i forhold til, at det her jo er et sted, hvor udviklingen så at sige har overhalet vores evne til også at kunne opspore det og se det i statistikkerne på en række områder.

Som jeg også sagde til den foregående spørger, indebærer det også, ud over at vi har lavet et helhedsorienteret udspil på tværs af politi, toldmyndigheder, sociale myndigheder, sundhedsmyndigheder osv., en forstærkning og ikke en forringelse, ved at vi bl.a. nu opretter et helt nyt nationalt kompetencecenter for substitutionsbehandling, som jo bl.a. skal bidrage til at styrke behandlingen af ikke mindst børn og unge, som i den grad har haltet.

Tak. Den næste er fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti.

Tusind tak. Jeg vil egentlig bare bakke op om det, der er blevet sagt – også af ordføreren for De Konservative – for det her er jo noget, som er gået utrolig langsomt. Jeg kunne bare godt tænke mig at høre ministeren, om ministeren ikke mener, det reelt set er på tide, at vi sætter os ned alle sammen og sammen får forhandlet på tværs af virkelig mange ministeriers områder i virkeligheden – sundhedsområdet, retsområdet, måske også noget af udlændingeområdet, socialområdet osv. – og simpelt hen får sikret, at vi får lukket effektivt for det her. For én ting er, at der er noget retspolitik og nogle strengere straffe og nogle udvisninger og alt mulig andet, vi skal have ind over, men så er der også noget socialpolitik, og der er noget sundhedspolitik, for det er rigtigt, som ministeren siger, at det her jo er noget, som man udskriver fra hospitalet. Der kunne helt sikkert også være en smartere måde, man gjorde det på, så man netop sikrede, at det ikke ender på det illegale marked. Mener ministeren virkelig, at regeringen har handlet med rettidig omhu, eller mener ministeren, at det simpelt hen går for langsomt?

Ministeren.

For det første synes jeg, at man er nødt til at anerkende, at det udspil, vi har præsenteret, er et, der netop kommer hele vejen rundt, for så vidt angår de mange forskellige myndigheder, som er involveret og spiller en vigtig rolle på det her område, altså fra Skatteministeriet, toldindsatsen, til politiet, sociale myndigheder, sundhedsmyndigheder og så fremdeles. De er jo tænkt ind i det udspil, og der er initiativer på tværs af alle områderne.

Så synes jeg, det er en lille smule besynderligt at høre i dag om, at uha, det har gået utrolig langsomt. Jeg mindes ikke, at Dansk Folkeparti i nogen af de to sidste finanslovsforhandlinger bare én gang har rejst et forslag om, at der skulle afsættes penge på finansloven til at lave et udspil på det her område, ikke én gang. Så man kan jo ikke på den ene hånd sidde og kritisere, at det går for langsomt, og så samtidig ikke selv på den anden hånd have rejst det rundt om forhandlingsbordet, hvor man er med til også at skaffe finansiering til, at man kan lave en handlingsplan.

Derudover vil jeg sige, at jeg ikke kommer til at stoppe den implementering, som jeg allerede har sat i gang af en række af de væsentlige og vigtige initiativer på ikke mindst sundhedsområdet. De skal da ud og virke hurtigst muligt, frem for at vi nu skal til at trykke på pauseknappen og sige, at nu læner vi os lige lidt tilbage, fordi vi skal snakke noget mere rundt om bordet. Jeg synes, det gælder om nu at få det implementeret derude, hvor det skal være med til at gøre en forskel for børn og unge.

Den næste korte bemærkning er til fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra Socialistisk Folkeparti.

Tak. Jeg er utrolig optaget af bedre behandling, for når man har siddet sammen med nogle af de mennesker, der er ramt af det her, mærker man jo, hvor forfærdelig en situation de er i. Derfor har jeg faktisk haft fat i skiftende ikke justitsministre – jo, det har jeg også haft fat i – men sundhedsministre for at få opdateret vejledningen om substitutionsbehandling. Jeg tror, jeg spurgte til det for omkring 3-4 år siden første gang, og jeg har hele tiden fået at vide: Det kigger vi snart på. Så nu vil jeg bare høre ministeren: Hvornår kommer der noget?

For det her betyder faktisk, at f.eks. et middel som Buvidal ikke udbydes i nogle kommuner, men det udbydes i andre kommuner, som så bliver overbelastede, for så flytter man dertil for ligesom at få hjælpen. Der er også en udfordring med, at når man bliver løsladt fra kriminalforsorgen og man faktisk bruger det her, kan man ikke få den opfølgende behandling, og det duer jo simpelt hen ikke. Nu har det her cirkus stået på i 3 år. Jeg er optaget af, at man har den størst mulige palet af behandlingsmuligheder. Så hvornår bliver den vejledning opdateret, og hvornår den færdig?

Ministeren.

Jeg er først og fremmest jo ikke i tvivl om, at ordføreren ved forskellige lejligheder har haft fat i diverse forskellige ministre, for ordføreren passer sit arbejde. Når det handler om at styrke behandlingen, mener jeg ikke, der kan være to holdninger til, at der er et behov for det, for det har haltet. Der har jo manglet egentlige behandlingstilbud, som også adresserer og målrettes mod børn og unge, og altså ikke de traditionelle voksenbehandlingstilbud. Det er noget af det, vi nu har afsat penge til, bl.a. knap 50 mio. kr. til konkrete behandlingsindsatser ude i kommunerne, så vi både kan styrke de eksisterende, men også udvikle nye, så vi på den måde også kan få omsat den nationale viden fra bl.a. kompetencecenteret til konkrete behandlingsindsatser ude i kommunerne. For det er helt afgørende, at vi sikrer, at dem, der har behandlingsansvaret, også sikrer den fornødne behandling, og at det dermed bliver omsat til konkrete behandlingsindsatser for børn og unge. Så det er vi jo i fuld gang med nu her.

Jeg har samtidig også en bevidsthed om, at det næppe nødvendigvis er alle landets 98 kommuner, som er i stand til at have et specialiseret behandlingstilbud målrettet børn og unge, men hvor der kan være behov for, at man også på en række områder samarbejder med måske nabokommunen eller flere kommuner for på den måde også så at sige at kunne sikre, at man har den fornødne kapacitet, men også faglige viden til at kunne sætte effektfuldt ind på det her område.

Tak. Den næste korte bemærkning er til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Jeg er jo glad for at høre ministeren sige, at man er i fuld gang med at implementere det her udspil, og det er det, ministeren vel så også kan uddybe lidt. Når man kigger udspillet igennem, er der en hel række tiltag, der kræver midler, og der er også nogle tiltag, der kræver lovgivning.

Det, jeg så kan være nysgerrig efter, er at høre, om der er en tidsplan, vi kunne blive orienteret om; det må der være. Hvornår er det egentlig, at de her ting reelt set kommer i gang rundtomkring i landet? Hvornår er det, at den her lovgivning rent faktisk ligger klar til at komme ud og blive implementeret? Og er det noget, som ministeren tænker at nogle andre skal involveres i, eller er det bare regeringen, der kommer med nogle lovforslag hen ad vejen? Tak.

Ministeren.

Det er helt korrekt, at der er en række af de initiativer, vi har præsenteret i vores udspil, som kræver, at der også bliver afsat penge. Det er jo det, vi gør med vores udspil; det er ikke bare flotte ord, men der er også behandling med. Det gælder eksempelvis i forhold til at kunne iværksætte bedre behandlingstilbud. Så er der, ja, nogle indsatser, der kræver ny lovgivning, men der er heldigvis, havde jeg nær sagt, også rigtig mange initiativer, som ikke kræver ny lovgivning, men som vi allerede, også for mit eget vedkommende, er i fuld gang med at implementere.

Man kan f.eks. tage hele spørgsmålet om kompetencecenteret. Der er vi i gang med udbudsmaterialet, så vi også kan finde et kvalificeret kompetencecenter for substitutionsbehandling, så vi kan komme i gang. Det udbud forventer vi udsendt allerede her i første kvartal i år. Vi er også i fuld gang med at få tættere overvågning op at køre, bl.a. spildevandsovervågning, og det gælder jo også i forhold til at få dansk deltagelse i European Web Survey on Drugs på plads, så det dermed også kan komme ud at rulle.

Så på den måde er der ting, hvor vi ikke behøver at afvente, at der vedtages ny lovgivning. Men jeg er da ikke i tvivl om, at det ikke er noget problem at oversende ordføreren et overblik over, hvilke initiativer der kræver lovgivning, og hvilke mange andre initiativer der heldigvis ikke kræver lovgivning, men som det bare handler om at få sat i gang.

Tak til ministeren. Der er ikke yderligere bemærkninger. Vi går videre til den næste minister, og det er justitsministeren. Velkommen.

Mange tak for det, og tak for ordet, og også tak for at indkalde til dagens forespørgselsdebat; den har jeg set frem til. For det drejer sig om et vigtigt emne, nemlig børns og unges misbrug af opioider. Som jeg også har tilkendegivet flere gange, er det et emne, der ligger både regeringen og mig selv meget på sinde, og som jeg ser med meget stor bekymring på.

Som indenrigs- og sundhedsministeren har redegjort for, er der sket en udvikling i tallene. Noget tyder på, at tilgængeligheden af opioider er blevet stadig større, og at der er en stigning i antallet, der misbruger opioider. Flere unge indlægges med opioidforgiftning, flere unge søger hjælp, og nogle dør af deres misbrug. Opioider kan fås på recept, hvor de bl.a. bruges til behandling af alvorlige smertetilstande, men desværre bliver de også solgt ulovligt som rusmiddel. Der er eksempler på, at de bliver solgt i kiosker og på sociale medier, hvor unge har en stor del af deres sociale liv. Den nemme tilgængelighed kan få børn og unge til at tro, at pillerne er ufarlige, men opioider er nogle af de farligste stoffer, man kan tage; de er farligere end f.eks. kokain. Og vi hverken kan eller skal acceptere en udvikling, hvor misbrug af opioider bliver udbredt blandt børn eller unge.

Der er spurgt ind til, hvad regeringen har gjort siden 2018 for at stoppe det ulovlige videresalg og den ulovlige import af piller. På det tidspunkt sad der en konservativ minister på min post, og jeg kan af gode grunde ikke redegøre for, hvilke overvejelser den daværende regering og den daværende justitsminister gjorde sig. Det, jeg kan redegøre for, er, hvad den nuværende regering har iværksat, og hvad jeg som justitsminister har gjort. Den nuværende regering tiltrådte i december 2022, og kort tid herefter, nemlig i foråret 2023, igangsatte regeringen et målrettet arbejde sammen med de relevante myndigheder med det formål at tage stilling til, hvilke konkrete tiltag der skulle iværksættes på området.

Det har i arbejdet været vigtigt med mange input fra forskellige sider. Det har involveret flere myndigheder og ministerier, og som led i det her arbejde var jeg selv i marts 2024 i USA, hvor jeg bl.a. havde lejlighed til at drøfte den amerikanske opioidkrise med de amerikanske myndigheder. På den baggrund kunne regeringen som nævnt af indenrigs- og sundhedsministeren den 28. oktober sidste år lancere udspillet »Ungdom uden opioider« med 24 konkrete initiativer, der skal forhindre, at udviklingen i antallet af unge med misbrug af opioider løber løbsk. Der er tale om et omfattende udspil, der skal sætte målrettet ind over for børns og unges misbrug af opioider. Det handler om mere forebyggelse, om bedre behandling og om tættere overvågning. Og det handler i høj grad også om højere straffe til de kyniske folk, der sælger opioider til vores unge mennesker. De skal ikke slippe med milde straffe, når de ødelægger livet for andre.

Derfor lægger regeringen op til at skærpe straffen for ulovligt salg af opioider. Straffen skal i højere grad afspejle, hvor farlige de her stoffer er. Det gør den ikke i tilstrækkelig grad, som det ser ud i dag. Stofferne skal være langt mindre tilgængelige, end de er i dag, og derfor lægger regeringen også op til at skærpe straffen, hvis salget sker i butikker, f.eks. kiosker, og hvis salget sker via sociale medier. Når der sælges narkotika i f.eks. kiosker, skal myndighederne have bedre mulighed for at sætte ind. Det skal f.eks. være muligt at fratage de involverede retten til at drive kiosk og eventuelt også at opholde sig i kiosken. Derfor lægger regeringen op til at indføre en særskilt hjemmel til at konfiskere biler, elcykler og andre transportmidler, der bruges til den grove narkokriminalitet, der forsyner børn og unge med farlige stoffer. Regeringen vil i indeværende folketingssamling fremsætte et lovforslag, der skal implementere de dele af udspillet, der kræver lovændring.

Afslutningsvis vil jeg igen sige tak til ordføreren for forespørgerne for at indkalde til dagens forespørgsel, for misbrug af opioider må ikke få fodfæste blandt børn og unge i Danmark. Derfor er vi nødt til at vende udviklingen, og det har vi heldigvis stadig muligheden for. Jeg ser frem til en god debat. Tak for ordet.

Tak til ministeren, og ligesom ved indenrigs- og sundhedsministeren er der nu adgang til én kort bemærkning for ordførerne. Den første, der har bedt om det, er fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Tak for ordet. Jeg er meget optaget af, at så få opioider som muligt kommer ind over grænserne til Danmark, for der er jo bare en risiko for, at de så havner i lommerne på nogle unge. Og jeg er for nylig blevet bekendt med, at der faktisk eksisterer en teknologi, som både kan scanne efter det her og sørge for, at vi får konfiskeret det. Jeg har været på besøg på en pakkecentral, hvor man faktisk har noget teknologi, man kunne indstille på den måde. Men det kan de selvfølgelig ikke gå videre med, for hvis de ligesom begynder at scanne efter nogle af de her ting, flytter det jo bare over til en anden pakkecentral.

Så det, der egentlig er brug for, er et lovkrav, som siger, at det skal man gøre: Man skal som pakkecentral scanne efter det her og konfiskere det her. Hvorfor er det ikke blevet en del af regeringens udspil? Det er jo i virkeligheden ikke noget, der koster noget. Jeg tror, det koster 1-2 mio. kr. – 2 mio. kr. i anskaffelse og drift det første år og herefter 1 mio. kr. Men det var noget, man bare kvit og frit kunne sige til pakkecentralerne: Det har I en opgave i at gøre. Så hvorfor er det ikke blevet en del af regeringens udspil?

Ministeren.

Tak for det, og også tak for det input. Som fru Karina Lorentzen Dehnhardt også forhåbentlig har lagt mærke til, er lige præcis styrket toldkontrol jo også en væsentlig del af det her udspil, hvor vi både lægger op til at investere i nye containerscannere og vi lægger op til at udvide hundetjenesten for at opsnuse de her illegale produkter, det være sig opioider, men jo for den sags skyld også andre stoffer, som vi ved bliver ført ind i landet bl.a. via pakkecentraler. Vi lægger op til flere specialiserede toldere til håndtering af kontroludstyr og også flere toldere i det hele taget med fokus på samfundsbeskyttelse. Men det er klart, at det jo ikke skal udelukke, at man senere hen kan gøre, som fru Karina Lorentzen Dehnhardt siger.

Det er skatteministerens område, og derfor ville jeg meget nødig fagligt gå ind i en diskussion af, om det er det rigtige greb eller ej, men bare sige: Vi har netop også i det her udspil lagt betydelig vægt på, at der skulle være en styrket toldkontrol.

Så er det fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Jeg var egentlig glad for, at justitsministeren sagde det her med, at det faktisk er farligere end kokain. For jeg tror, der har bredt sig en eller anden idé om, at det er en form for, og det bliver det også kaldt ude i mange af de her kiosker, store Panodiler, og at det nærmest er fuldstændig ufarligt. Det er altså nogle stoffer, som er vanedannende, nok nærmest efter første gang, man tager dem. De er ekstremt vanedannende og meget, meget farlige. Derfor var jeg egentlig også glad for at se, at regeringen havde det her omkring naloxon med i udspillet, men som det er sagt tidligere, er der jo flere af de her ting, som netop kræver lovændringer. Jeg skal være ærlig at sige, at vi fra Dansk Folkepartis side gerne vil skærpe det endnu mere i forhold til det her med straffen osv., fordi vi simpelt hen mener, at folk, som skruppelløst sælger stoffer til børn, slet ikke hører til i Danmark, hvis de ikke er danske statsborgere – og ellers må de også gerne få frataget det, hvis det stod til mig. Men mener ministeren reelt set, at det her er godt nok, og hvornår er det hele implementeret?

Ministeren.

Som jeg også nævnte i min indledende tale i forespørgselsdebatten her, fremsætter vi et lovforslag i indeværende samling. Det er netop nu i intern høring hos de relevante myndigheder, før det så bliver skrevet færdigt på den baggrund og kommer i offentlig høring, og så kan vi på den baggrund også fremsætte det for Folketinget.

Det, vi jo agter, er, at straffene som minimum skal være på omgangshøjde med den farlighed, som vi også straffer både salg og besiddelse af andre farlige stoffer som f.eks. kokain og heroin med. Derudover, som jeg også flere gange har annonceret, får Dansk Folkeparti og andre partier, der i øvrigt måtte have lyst til at medvirke til det, senere i det her forår rig lejlighed til at diskutere strafskærpelser på en lang række forskellige områder, når regeringen fremlægger sin strafreform.

Fru Mai Mercado.

Jeg kunne jo godt stille et spørgsmål om, hvorfor der skulle være tre forskellige justitsministre, som har lovet handling 3 år i træk, eller hvorfor der skulle gå 1.000 dage for, at regeringen selv fandt ud af, hvad der skulle være i et udspil. Men jeg vil egentlig stille det spørgsmål, som fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti også stillede, nemlig hvorfor man ikke indkalder til en forhandling. For jeg har noteret mig, at de tre lovforslag, som ligger på justitsministerens område, jo alle sammen er konservative forslag. Det er jo forslag, som alle tre har været med i det udspil, vi kom med tilbage i 2023. Det er godt, og man kan jo kun være glad for, at regeringen både vil gøre det muligt at lukke kioskerne, stoppe morfinfinten og beslaglægge de køretøjer, der bliver brugt i handelen. Men vi har jo flere forslag, og jeg er sikker på, at der også er andre partier, som kunne have en række forslag. Så hvorfor har man egentlig ikke valgt at tage en politisk forhandling og sikre, at man får inddraget på tværs af ministerier, således at den indsats, man får lavet, bliver helhedsorienteret?

Ministeren.

Jeg kunne jo også starte mit svar på et, synes jeg, ellers ganske udmærket og sagligt spørgsmål, i hvert fald den anden del af det, med at sige, hvorfor der skulle gå mere end 2.200 dage, før Folketinget tog handling, altså siden De Konservative, sidst man var i regering, afviste at gøre noget ved det her problem overhovedet, men det vil jeg undlade at gå for langt ned i. Til gengæld vil jeg sige, at De Konservatives engagement i den her sag, i hvert fald i den her folketingsperiode, helt klart er værd at rose, synes jeg. Jeg håber også, at De Konservative og andre partier har kunnet mærke regeringens engagement i den her sag. Det har taget lang tid, fra den her regering tiltrådte og vi begyndte at kratte i overfladen og udfordre, om ikke problemet rent faktisk var større end det, myndighederne sagde. Det er – bare for at være helt ærlig – fordi det har taget lang tid at få myndighederne til at kigge de rigtige steder hen og kigge de steder hen, hvor anekdoterne, hvor kommunerne, og hvor folk på gaden sagde, at der var problemer. Det er jo de myndighedsvurderinger, vi også har haft behov for at få for at kunne lave politik.

Tak til ministeren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger, og vi går nu over til forhandlingen og de almindelige regler for korte bemærkninger. Den første, der får ordet, er ordføreren for forespørgerne, fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti.

Jeg konstaterer, at vi ikke har nok forespørgsler. Jeg kan aldrig huske den her rækkefølge, når vi har dem her.

Egentlig vil jeg bare sige til en start i forhold til den her debat, som jeg egentlig også sagde helt til start, at årsagen til, at vi indkalder til den her forespørgselsdebat, er, at vi synes, der helt grundlæggende mangler en meget mere fokuseret og helhedsorienteret indsats i forhold til den her problematik. Der er gået ekstremt lang tid, fra vi begyndte at se og høre de første ting ude i kommunerne, til at der er kommet en samlet plan. Den samlede plan kræver på mange områder lovændringer, og der skal slet ikke høres et ondt ord herfra i forhold til meget af indholdet i den her samlede plan. Jeg synes, der er nogle rigtig, rigtig gode tiltag. Det har bare undret mig og flere andre, at vi ikke bredt er blevet inviteret til nogle forhandlinger, sådan at vi netop kunne sikre, at vi satte meget, meget koncentreret ind i forhold til det her problem.

Jeg har selv to drenge på 13 og 15 år, og jeg skal være fuldstændig ærlig at sige, at jeg simpelt hen har ondt i maven ved tanken om, at de en dag skulle blive udsat for nogle af de skruppelløse personer, som vi oplever simpelt hen sælger det, de kalder store Panodiler, til børn, altså dybt vanedannende og dybt afhængighedsskabende stoffer, som kan slå børn og unge ihjel, og som skaber misbrugere nærmest fra første færd. Vi ser desværre en stigende tendens og har set det igennem noget tid. Derfor er det også ekstremt vigtigt, at vi netop virkelig sætter alle sejl ind for at sikre, at vi ikke i Danmark ender med at se noget af det, man ser i USA, som jo er dybt skræmmende. Det er jo nærmest sådan nogle zombietilstande, man ser hos nogle af de mennesker der, eksempelvis brugere af fentanyl osv.

Derfor undrer det mig egentlig også, at det har taget så lang tid. Jeg er rigtig glad for, at den her forespørgsel kom på i dag, sådan at vi trods alt kunne tale om det, og jeg har også hørt fra de to forskellige ministre. Den ene synes, at vi skal gøre, hvad regeringen arbejder for, og den anden kommer så med nogle konkrete datoer. Det er sådan set supersuperfint. Men det her kræver altså, at vi sætter hårdt ind, og at vi sætter ind med det samme, og det kræver altså også, at vi laver en meget helhedsorienteret indsats, for det her handler om børn og unge, og de skal simpelt hen ikke udsættes for det her.

Som jeg sagde før, er vi i Dansk Folkeparti villige til at gå meget, meget hårdt til værks, også i forhold til strafskærpelser. Jeg er glad for, at ministeren også siger det her med, at der kommer et oplæg til en strafreform. Vi glæder os meget til at komme til de forhandlinger. Vi har mange gode idéer, også på det her område.

Jeg vil læse den vedtagelsestekst, som alle partier i oppositionen er blevet enige om, op. Jeg skal på vegne af DF, DD, SF, LA, KF, EL, RV og ALT fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Siden 2021 har skiftende socialdemokratiske justitsministre bebudet, at de ville sætte ind over for opioider. Alligevel skulle der gå 1.000 dage, førend regeringen kom med sit udspil. Fra regeringen lovede et konkret udspil, gik der mere end 1 år, til udspillet kom i efteråret 2024. Siden udspillet er der fortsat ikke sket handling fra regeringens side. Folketinget opfordrer regeringen til at sætte handling bag ordene. Folketinget anerkender, at der er gode takter i udspillet, men at der er brug for en mere helhedsorienteret indsats. Derfor opfordrer Folketinget til, at der indkaldes til politiske forhandlinger på tværs af ministerierne med særligt fokus på retsområdet, sundhed, socialområdet samt toldvæsenet. Siden 2021 har både kommuner og misbrugscentre gentagne gange råbt vagt i gevær, og det er Folketingets opfattelse, at handlingen er kommet for sent. Derfor er der brug for en stærk politisk prioritering for at undgå at tabe en hel generation til opioider.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 30).

Tak for det. Det vil selvfølgelig indgå i den videre behandling. Jeg kan se, at der ikke er nogen, der har bedt om ordet, så vi siger tak til ordføreren, og vi går videre til ordførerrækken. Den næste er fru Maria Durhuus fra Socialdemokratiet.

Tak for ordet, og tak til Dansk Folkeparti for at tage det her evigt vigtige emne op. Jeg vil jo næsten sige, at man skal have levet under en sten, hvis man ikke har opdaget, hvor alvorligt det her problem med opioiderne er. Jeg vil også sige, at regeringen har taget det her problem med det stigende misbrug af opioider blandt vores børn og unge meget alvorligt.

Som misbrugsordfører har jeg de sidste 2 år rejst land og rige rundt; jeg har mødt mennesker, der har fået deres liv ødelagt af de her meget, meget vanedannende stoffer. Jeg har mødt helt velfungerende unge, der på få uger udviklede et misbrug; jeg har mødt dem, der ikke selv kunne komme ud af det igen, og hvor det er endt med at koste dem livet. Jeg har snakket med alt for mange forældre, der på tragisk vis har mistet deres børn til overdoser, for nogle af dem efter mange års kamp og for andre, hvor det kom som et lyn fra en klar himmel. Alle de historier er dybt hjerteskærende og skal være en konstant påmindelse for os herinde om at tage opioidernes indtog i Danmark meget, meget alvorligt.

For opioiderne er kommet til Danmark. Det begynder vi nu også at se på tallene. ROCKWOOL Fonden udgav lige før regeringens præsentation af opioidudspillet en rapport, der viser, at mere end 4 pct. af unge i alderen 15-19 år har taget opioider inden for det seneste år. Så allerede nu har de overhalet kokainen. Vi kan også se i tallene, at opioiderne har særlig godt fat i nogle af de piger, vi ikke plejer at se i misbrugscentrene, både dem, vi lidt grimt kalder 12-talspigerne, men også piger fra etniske minoritetsbaggrunde, som ikke kan søge behandling, og som ikke ved, hvor de skal gå hen.

På mange måder er opioiderne ved helt grundlæggende at forandre stofmarkedet, ikke mindst på grund af deres ekstreme farlighed. De er langt farligere end velkendte stoffer som hash og kokain. Derfor er jeg også glad for, at vi i dag kan have den her debat, og jeg håber selvfølgelig, at vi i lyset af alvoren får en god debat om løsninger i stedet for at fortabe os i politikerfnidder, christiansborgfnidder om, hvem der sagde hvad hvornår, og hvem der gjorde hvad. Det er simpelt hen for alvorligt et problem til, at vi skal bruge tid på politisk drilleri.

Regeringen præsenterede som bekendt i oktober 2024 udspillet »Ungdom uden opioider«, den første helhedsorienterede politiske plan til bekæmpelse af opioidmisbrug i Danmark. Det er i mine øjne et rigtig godt udspil, der angriber problemet fra flere vinkler, for vi skal have stoppet både det ulovlige salg, og vi skal have forebygget, at misbruget sker. Samtidig skal vi også sikre ordentlig behandling af de unge, der har udviklet et misbrug.

Det handler også om at stoppe opioiderne, inden de kommer ind over grænsen. Derfor handler en stor del af udspillet, som justitsministeren lige har redegjort for, om at se på strafferammen for salg af opioider, så det ikke længere er risikofrit at sælge det skidt. Regeringen foreslår at hæve den generelle strafferamme for salg og indføre en skærpet straf, hvis salget foregår i kiosker eller på sociale medier, hvor børn har adgang. Derudover vil regeringen også indføre en særskilt hjemmel til at kunne konfiskere køretøjer, der bliver brugt til at sælge og transportere opioider, fordi vi simpelt hen vil tage deres biler, deres løbehjul, eller hvad de nu bruger til at levere opioider som et andet pizzabud.

På sundhedsområdet kommer regeringen også med en række forslag, der dels skal forebygge misbrug og overdoser, dels sikre en ordentlig behandling af de børn, der allerede er i misbrug. Det gør vi bl.a. ved at styrke indsatserne for skadesreduktion, abstinenser og substitutionsbehandling med særligt fokus på børn og unges behov. Og på skatteområdet lægges der op til en massiv oprustning af Toldstyrelsens evne til at stoppe opioiderne i at krydse de danske grænser.

Det sidste ben i regeringens udspil handler om at skaffe mere viden om problemets omfang. Det kan måske for nogle lyde lidt kedeligt, men jeg synes faktisk, det er noget af det allervigtigste i det her udspil, for opioider er et nyt problem for nogle her i Danmark, og for andre er det en skæbnedans med døden. Vi må også være ærlige og sige, at der stadig er meget, vi ikke ved. Konkret vil vi bl.a. igangsætte overvågning af opioider i vores spildevand. Jeg har været i Vejen og set på de muligheder, der er, og man kan simpelt hen gå ned på enkelte bydele og se på koncentration og forekomst.

Jeg vil være ærlig og sige, at når vi arrangerer det her udspil, så må vi ikke forlade scenen. Vi har gjort det for mange gange i den her sal. Vi har stået her, vi har lanceret udspil som lægeordineret heroin og andre gode intentioner, og så har vi forladt scenen, og 20 år senere vender vi tilbage og siger: Det virkede ikke. Den her scene må vi ikke forlade. Pusherne tilpasser sig, stofferne og salgskanalerne ændrer sig, og derfor skal vi hele tiden være på vagt; vi skal følge udviklingen, som der er lagt op til nu. Det skylder vi vores børn og unge.

På vegne af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne og Mike Villa Fonseca, uden for grupperne, vil jeg gerne foreslå følgende vedtagelsestekst:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget mener, at illegale opioider er et alvorligt problem, og at der behov for at sætte helhedsorienteret og effektivt ind over for det bekymrende opioidmisbrugsproblem, som i de senere år er begyndt at tage form blandt børn og unge. Folketinget noterer sig, at regeringen i oktober 2024 har lanceret udspillet »Ungdom uden opioider«. Med udspillet lægges der bl.a. op til at skærpe straffen for ulovlig besiddelse og salg af opioider. Der lægges også op til at bekæmpe den nemme tilgængelighed, ligesom der skal sættes ind med mere forebyggelse, bedre behandling, større skadesreducerende indsats, tættere overvågning og styrket toldkontrol. Folketinget konstaterer, at regeringen i indeværende folketingssamling vil fremsætte et lovforslag, der skal implementere de initiativer i udspillet, som kræver lovændring, og vil i øvrigt følge udviklingen på området.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 31).

Tak til ordføreren. Det vil selvfølgelig også indgå i de videre forhandlinger. Vi går i gang med en række spørgere, og den første er fru Karina Lorentzen Dehnhardt, og nu har man selvfølgelig to korte bemærkninger, som man plejer. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg vil faktisk gerne starte med at anerkende, at ordføreren har været meget aktiv på den her dagsorden, og det ved jeg, fordi vi har mødtes med de samme mennesker, så derfor har vi haft en stor fælles interesse i det her. Jeg vil egentlig også gerne anerkende, at der ligger et udspil med mange fine takter, men det, jeg ikke forstår, er – og det kan ordføreren måske gøre mig klog på – hvad det forkerte ville være i at indkalde til forhandlinger om det her. Er der ikke en sandsynlighed for, at udspillet kunne blive endnu bedre, hvis vi nu var en flerhed af partier, som ligesom kunne byde ind med, hvad der skulle være i sådan et udspil? Så hvad er egentlig den store modstand imod, at vi tager den fælles drøftelse af det?

Ordføreren.

Jeg vil også starte med at anerkende ordføreren fra SF for hendes store arbejde og for den sparring, vi jo også har haft undervejs. Jeg vil sige, at jeg egentlig ser, at vigtigheden i at få det her ud over rampen er ret stor lige nu, og jeg mener også, vi nu har lanceret et udspil, der er kommet ud. Og som jeg også sagde i min ordførertale, er det her jo et område, vi skal følge meget, meget nøje. Vi skal indhente data og andre ting. Jeg vil sige, at jeg ikke kan stå og svare på, hvorfor der ikke er indkaldt til forhandlinger. Men jeg hilser det velkommen, at vi får det her ud og virke, og at der er en række initiativer, der allerede er sat i gang fra både sundhedsministerens og justitsministerens og andres side, og at de ting, der vil komme som lovændringer og andre ting, vil komme her i salen. Så jeg mener faktisk, det er vigtigt at få det ud over rampen, og så vil der jo altid være en forhandling og en debat her i salen om udspillet.

Spørgeren.

Jeg tænker sådan set ikke, at der er nogen her i salen, som vil forhindre regeringen i at gå videre med det udspil, man allerede har lavet. Det, vi bare beder om, er, om vi ikke kunne få lov til at blive inddraget i den videre proces. Så kunne vi bygge oven på udspillet, alt imens man går i gang med at implementere det. Jeg tænker, at vi hver især har mange gode ønsker og idéer til, hvordan vi kunne komme videre. Ikke mindst er jeg meget optaget af misbrugsbehandlingen, som jeg også godt ved at ordføreren er optaget af. Jeg har bare svært ved at forstå, at vi endnu ikke efter 3-4 år, hvor jeg har spurgt til det, har fået opdateret substitutionsvejledningen, for det betyder, at det er meget forskelligt, hvilken behandling man får i kommunerne. Og det synes jeg er ærgerligt for dem, der er berørt.

Ordføreren.

Det er desværre meget forskelligt, hvilken behandling man tilbydes ude i kommunerne, og derfor er det jo også meget positivt, at der i regeringens udspil faktisk er afsat midler, der skal ud i kommunerne for at sikre en bedre behandling. For at vende tilbage til spørgsmålet om forhandling eller ikke forhandling: Jeg mener ikke, jeg har kompetencen eller magten til at kunne bestemme, om der skal være en forhandling eller ej. Men jeg vil blot gentage, at jeg er rigtig, rigtig glad for det udspil, der ligger, og at jeg også ser frem til, når vi skal forhandle om det her i salen. Men vigtigst af det hele er jo, at det kommer ud og leve derude nu, fordi vi har travlt på det her område.

Fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Så vil jeg tilslutte mig koret af ordførere, som roser ordføreren for ordførerens meget store indsats på det her område. Jeg har også mødt ordføreren forskellige steder med de samme mennesker og haft et virkelig godt samarbejde. Så bare tak for det.

Ordføreren siger jo fuldstændig rigtigt, at der er nogle ting, der kommer nu her osv., og jeg kunne egentlig bare godt tænke mig at høre, hvorfor der ikke er kommet nogen forhandlinger. Vi sidder alle sammen her og vil rigtig gerne komme med nogle gode idéer, og derfor undrer det mig også meget, at man kommer med et udspil og ikke indkalder til forhandlinger. For der er ikke nogen herinde, tror jeg, som siger, at det er noget, der skal trækkes ud i langdrag, som der blev nævnt tidligere i debatten. Det her er et spørgsmål om, at vi sagtens kommer til en målrettet indsats, og at så bliver vi alle sammen klogere, kan man sige, på det. Som det fuldstændig rigtigt er blevet sagt i forhold til misbrugsbehandlingen, er det jo ekstremt vigtigt, at vi har nogle ens standarder over hele landet, så man ved, at man får den samme indsats, uanset om man kommer til i Lemvig eller i Køge. Er ordføreren ikke enig i det?

Ordføreren.

Tak for roserne, og jeg vil også anerkende fru Mette Thiesen. Vi har jo været på besøg sammen – det første besøg, der blev foretaget på den her rejse – hos Omega i greve sammen med ordføreren for Moderaterne, Nanna W. Gotfredsen, og fru Brigitte Klintskov Jerkel fra Konservative. Det var et rigtig godt besøg og en god dag.

Jeg er fuldstændig enig i, at det skal være ligegyldigt, om du møder ind i Vorbasse eller i København, altså at så skal du have tilbudt en behandling. Jeg er også meget stor fortaler for, at der bliver lavet nogle nationale retningslinjer uden muligheder for fortolkning, hvis det er det, vi skal se på. Men altså, vi har jo endnu ikke engang en kortlægning af, hvor forskellene er henne, og hvad forskellene på, hvad man bruger til behandling derude, er. Lige nu er der afsat en række midler for at sikre, at kommunerne har midlerne til at igangsætte behandling, men det er jo en ny bane, vi skal gå sammen lige nu, og vi bliver nødt til at følge det, der sker derude, og se på, også når vi får spildevandsanalyserne, hvor problemerne er mest massive henne, og hvor vi skal sætte mest massivt ind. Jeg ser frem til, at vi får noget mere at træffe nogle beslutninger ud fra.

Er der ønske om en anden kort bemærkning? Det er der. Fru Mette Thiesen, værsgo.

Undskyld, det er igen det med forespørgselsdebatterne. Jeg havde lige glemt, jeg havde en til.

Tusind tak for svaret. Jeg tænker mere, at det i hvert fald var en af de ret lavthængende frugter i forhold til det her at lave nogle grundlæggende standarder for den her misbrugsbehandling. Derfor undrede det mig egentlig også, at det ikke var kommet med. Men det var jo en af de ting, som kunne være kommet med, hvis man ligesom havde inviteret bredt og lyttet til, hvad de forskellige ordførere havde haft af gode idéer. Det er derfor, det undrer mig så meget, at man ligesom har lukket sig om sig selv og igennem så mange år bare har gået og puttet lidt med det fra regeringens side og så kommer med et udspil uden at ville snakke med os andre om det. Jeg tror sådan set, vi alle sammen kunne blive klogere, og at det kunne være et endnu bedre udspil, hvis man gjorde det.

Ordføreren.

Altså, jeg mener bestemt ikke, der er puttet nogen steder. Jeg vil også sige, at når vi afsætter midler for at styrke behandlingen ude i kommunerne og vi lige nu venter på de nyeste anbefalinger inden for det her område, er det jo i gang, kan man sige, og vi skal kigge på, hvad de anbefalinger er, når de kommer. Men arbejdet er jo i gang derude, og der er, som jeg sagde tidligere, også afsat, jeg tror de fleste midler, jeg har set i min 20-årige karriere inden for det her område, til at styrke behandlingen af lige netop det her problem ude i kommunerne.

Fru Mai Mercado.

Jeg vil heller ikke undlade også at anerkende ordføreren for arbejdet og også for den viden om emnet, hun har. Det samme gælder i øvrigt Moderaternes fru Nanna W. Gotfredsen.

På et tidspunkt fik jeg en henvendelse fra en borger, som undrede sig. Han var blevet opereret og skulle have smertestillende til en håndfuld dage, men kunne kun få en udskrivning af opioidpiller på 100 stk., og det er jo meget, når man kun har behov for ganske, ganske få. Den fortælling er en type af fortællinger, som vi alle sammen møder, og som jo er det, der former vores politik og giver os politiske forslag, som vi så bl.a. omsætter til regler herinde, og det er jo i virkeligheden et meget godt eksempel på, at det kunne være ganske gavnligt for regeringen ikke at lukke sig om sig selv, men egentlig lade sig selv høre, hvad de andre partier kommer med.

Vi har også haft en høring, hvor ordføreren jo i øvrigt deltog – det var der mange andre, der ikke gjorde, men ordføreren deltog – og hvor der også kom en række forslag frem. Så derfor håber jeg, at Socialdemokratiet egentlig har et ønske om at åbne den her debat op og få de ekstra gode forslag, som er der, med ind.

Ordføreren.

Jeg vil jo sige, at vi har debatten her i dag, og vi har jo haft den der meget, meget gode høring, som jeg fik lov til at være med til at planlægge. Jeg vil da også sige, at min dør jo altid er åben for det, hvis ordføreren har lyst til at drøfte noget med mig og drikke en kop kaffe med mig, for man må sige, at fru Mai Mercado jo også er gået meget ind i det her emne og jo også besidder en stor viden på området.

Jeg er også bekendt med de her receptudskrivelser, og der står jo i et af de 24 initiativer i vores udspil, at vi vil kigge ind i det her med, om apotekerne kan få den ret til nogle gange at nægte at udlevere de her store pakninger. På den måde skal vi jo også ind at tale om det, og jeg ved, at overlæge Eske Kvanner Aasvang er i gang med at undersøge, hvorfor det er, vi ikke kan ompakke piller til det antal, der er brug for.

Der er jo nogle gange, må man sige, hvor man har brug for syv piller, og så får man 100 udskrevet. Der er også nogle steder, hvor man bliver udskrevet fra en operation uden noget, fordi de er bange for at få noget på halsen. Så det handler jo også om, at vi rammer et sted lige midt imellem, hvor dem, der har brug for smertestillende, kan få det, og tilsvarende i forhold til dem, der ikke skal have så meget. Det mener jeg jo ikke er en forhandling, men noget, vi skal snakke om løbende.

Spørgeren.

Det er måske i virkeligheden her, hvor jeg godt kan blive lidt bekymret, for nu sagde sundhedsministeren sådan lidt friskt, at det allerede er i gang, og at nu kører det. Men der er jo rigtig mange af de initiativer, som er beskrevet, og som er noget, man skal undersøge, og noget, man skal analysere.

Derfor kan jeg være lidt bekymret for, ligesom nogle af de andre ordførere, som også har beskæftiget sig med det her i årevis, at det bare sådan ender i ingenting, altså at der er for mange af de her initiativer, som ikke er præciseret, og som simpelt hen løber ud i sandet, fordi der ikke er nogen forligskreds til at følge op. Derfor skal mit spørgsmål i virkeligheden være, om ikke ordføreren godt kan være bekymret for det samme, for ordføreren var lidt inde på det i sin tale.

Ordføreren.

Jeg er helt sikker på, at den her vigtige dagsorden ikke får lov til at løbe ud i sandet, med alle os, som sidder rundtom i den her sal i dag. Jeg vil også henvise til, at vi jo, hvilket er blevet kritiseret af mange, har lagt op til det her nye kompetencecenter, som skal etableres for ligesom at følge det her område rigtig, rigtig tæt, og som jo lige netop skal bestå af mennesker, der også kan gå ind at kigge på, hvad man anbefaler af de her receptudskrivelser, og hvad man anbefaler inden for de her områder. Så derfor hilser jeg også kompetencecenteret meget velkommen.

Hr. Peder Hvelplund.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen og for engagementet. Ordføreren er selv inde på den problemstilling, der ligger, i forhold til at det er meget forskelligartet, hvilken indsats man får i forskellige kommuner. Jeg tror også, at ordføreren måske vil give mig ret i, at det jo ikke er noget af det, der sådan i stor stil bliver adresseret i regeringens udspil, altså der bliver afsat nogle midler til kampagner og også til, at kommunerne får en øget forpligtelse til det. Men vi ved jo godt, at der er mange kommuner, som af økonomiske årsager ikke er i stand til at tilbyde en tilstrækkelig god misbrugsbehandling, heller ikke når det omhandler opioider. Så det bliver jo et af de områder, som vi uanset de initiativer, der ligger i regeringens udspil, kommer til at arbejde med fremover.

Så jeg vil egentlig bare gerne høre ordføreren, om Socialdemokratiet ikke vil bakke op om, at vi får indkaldt til nogle brede forhandlinger, som netop også kan tage sigte på de ting, som ikke bliver løst i regeringens udspil, fordi der åbenlyst er nogle ting, som ikke fuldt ud bliver løst her, men hvor der er behov for at have en mere helhedsorienteret indsats.

Ordføreren.

Jeg mener stadig væk, at vi har brug for, at det her kommer ud, og at vi starter en implementering hurtigst muligt; sundhedsministeren er i gang. Med hensyn til ude i kommunerne vil jeg sige, at jeg egentlig også tænker – efter at have rejst rundt i lang tid og haft mange drøftelser med Moderaternes ordfører, Nanna W. Gotfredsen – at der måske er noget, hvor vi skal have en lidt anden snak, for der er også rigtig mange kommuner, der ikke ønsker at prioritere det her. Der er rigtig mange kommuner, der hvert år fastsætter fuldstændig det samme beløb til døgnbehandling, uanfægtet hvad tallene er og hvor meget stiger. Jeg vil også sige, at hvis man ikke laver beregning for, hvor meget det koster at have folk i behandling hver dag, kontra medicingivning én gang om måneden og alle mulige andre ting; der er mange ting. Vi bliver nødt til kigge ind i det her. Og det er ikke løst ved, om jeg vil støtte, at vi indkalder til en forhandling eller ej. Jeg er mest interesseret i at ft her ud at leve ret hurtigt, og at det allerede er i gang.

Spørgeren.

Jo, men det er jo ikke nogen ny problematik. Det er jo sådan set ret velkendt, at der har været forskellige tilgang i forskellige kommuner. Der har været forskel på, hvilke metoder man har brugt, og det er jo derfor, vi har brug for at have nogle nationale kvalitetsstandarder, uanset om det handler om opioider, eller om det handler om andre euforiserende stoffer.

Jeg er helt med på, at de initiativer, der er sat i værk her, skal ud og virke, men det behøver ikke blive noget, som vi skal gå og vente på, før vi tager de næste skridt. Vi ved, der ligger en problemstilling her, som både handler om at have nogle ensartede standarder, men også at sikre, at de tilstrækkelige midler kommer ud til kommunerne. Er ordføreren ikke enig i, at det her er en problemstilling, der er velkendt, og som vi burde tage hånd om allerede nu?

Ordføreren.

Fuldstændig enig i, at der burde være taget hånd om det. Men jeg godkender ikke præmissen, som ordføreren sætter op, om, om det er det ene eller det andet stof. Jeg mener, at opioider til børn og unge er noget, som børn og unge har brugt i mange, mange år, men hvor vi er rigtig mange, og hvor der også er nogle myndigheder rundtomkring, som ikke er i Folketinget, som simpelt hen har lukket øjnene og ventet på, at det gik over. Jeg er også der, hvor der er rigtig mange kommuner, der har nedlagt deres behandlingstilbud og lavet det til forebyggelse, så de ikke skulle indrapportere data og ikke kunne tilbyde behandling. Det skal vi have lavet om. Jeg vil sige, at implementering af bl.a. Naloxon uden recept, som allerede er derude, jo er supervigtigt.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger, så vi går videre til næste ordfører. Det er hr. Christoffer Aagaard Melson fra Venstre.

Tak. Smertestillende medicin er en nødvendighed for et velfungerende sundhedsvæsen. Om det bruges i forbindelse med en operation, om det er til lindring af kroniske smerter, eller om det er i en helt tredje sammenhæng, er medicin afgørende. Desværre er der ikke altid langt mellem livsvigtig medicin og dødelige rusmidler, og det er opioider et rigtig trist eksempel på. For opioider er stærkt vanedannende, og de er meget, meget farlige at misbruge. Det ser vi måske det værste eksempel på i USA, hvor et meget, meget stort antal mennesker, og unge mennesker, hvert år dør, og hvor de har store, store problemer med misbrug. Der er vi heldigvis ikke i Danmark, og der skal vi heller ikke ende. Derfor er det nødvendigt, at vi gør noget.

I fiktionsserien »Euphoria« følger man hovedkarakteren Rue. Det er en 17-årig pige, der på trods af at være vokset op i et kærligt hjem ender med et altoverskyggende narkomisbrug. Her afbildes en teenager, hvis handlinger og beslutninger styres fuldkommen af behovet for at få det næste fix. Rue er en fiktiv karakter, men desværre findes der utrolig mange unge af kød og blod, som er det præcis samme sted og har de præcis samme problemer som Rue. Det er hjerteskærende, at børns og unges liv er slavebundet til misbrug med narko som lænke om foden. Det er desværre en virkelighed, vi ser alt for ofte, og det skal vi gøre noget ved.

Antallet af 16-20-årige, der er indlagt med en opioidforgiftning, steg fra 2018 til 2023 til det tredobbelte, fra 47 til 141. Det skyldes jo selvfølgelig, at der er nogle, der vælger at profitere på at lede børn ind i et liv plaget af misbrug. Vi har set eksempler på salg gennem kiosker, og sociale platforme som Snapchat har gjort de her stoffer lettilgængelige. Derfor er jeg rigtig, rigtig glad for, at regeringen er kommet med et udspil, som både sætter ind i forhold til salget og i forhold til forebyggelsen, men også i forhold til at få sikret en bedre behandling for de her særlig unge mennesker, som kommer ind i problemer. Jeg er også rigtig glad for det udspil omkring receptfri udlevering af naloxon, som flere har nævnt. Det tror jeg også på kan være med til at sikre den værste udgang i de tilfælde, som vi desværre har set historisk, og at vi kan undgå det mere.

Der er blevet redegjort for rigtig mange af de her initiativer, så jeg vil ikke gentage dem. Men jeg vil sige, at lige meget hvem der har ophavsret til ting, er jeg glad for, at der nu endelig bliver handlet og også bliver handlet på tværs af områder og på en koordineret måde for at tage fat om det her problem, og jeg ser meget frem til at følge, hvordan de har forskellige initiativer kommer ud at leve. Med de ord kan jeg sige, at vi er rigtig glade for det udspil, der er kommet, og at vi er glade for, at det her problem bliver taget seriøst, både af regeringen, men også her i Folketingssalen med den debat, som der er blevet indkaldt til i dag, så tak for det. Jeg tror, det hele er med til at sætte fokus på den her problemstilling, som jo desværre er gået lidt under radaren i Danmark for længe. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning. Hr. Peder Hvelplund.

Tak til ordføreren for talen. Nu blev jeg lige inspireret af, at ordføreren selv roser, at man har frigivet muligheden for at bruge naloxon. Det er vi jo fuldstændig enige i er et livreddende stof at kunne gøre brug af. Så der vil jeg godt høre ordføreren, om ordføreren vil være villig til at afsætte midler til, at man kan gøre det uden egenbetaling. Man kan sige, at det her handler om, at man konkret skal redde liv i en akut situation. Der ville det jo være tåbeligt, hvis der ligger en økonomisk barriere i forhold til det. Så er ordføreren enig i, at vi burde gøre det uden egenbetaling og altså dermed øge adgangen til det?

Ordføreren.

Altså, jeg kender ikke lige præcis, hvad prisen er for at få det udleveret. Mit indtryk er, at man bl.a. gennem SSA har sat penge af til, at man kan udlevere det i højere grad også. Jeg ved ikke, hvad prisen er nede på, men mit indtryk er, at man har fundet en balance, hvor jeg ikke tror det er prisen, der kommer til at være afgørende for, om det kommer bredere ud. Det er 6 mio. kr., der er sat af. Eller er det 16 mio. kr.? Nå, men jeg vil gerne vende tilbage til en snak om de ting.

Spørgeren.

Det er jo dejligt, hvis prisen er lav. Så er det så meget desto billigere at gøre det fuldstændig gratis eller vederlagsfrit. Så det ser jeg da frem til at vi kan tage en drøftelse om. Men så vil jeg godt spørge ordføreren efter et andet element, nemlig spørgsmålet om, at man i forbindelse med det her udspil fjernede tilskuddet til Center for Rusmiddelforskning og i stedet for ville oprette et nyt kompetencecenter. Nu er Center for Rusmiddelforskning jo faktisk et af de steder, hvor man har lavet tværfaglig forskning, og hvor der netop var opmærksomhed på også unges øgede brug af opioider. Hvad var ræsonnementet bag, at man ville nedlægge Center for Rusmiddelforskning, som rent faktisk havde viden og kompetence på området, for så at oprette et andet center?

Ordføreren.

Nu er der også ting, der er kørt lidt i forskellige kredse og også på forskellige ministerområder. Men som jeg ser det, er det jo en tilståelsessag, at der har været for lidt fokus på det her område, for lidt fokus på opioider og misbrug og konsekvenserne deraf. Derfor tror jeg på, at den nye centerdannelse, hvor man, som jeg forstår det, også får et mere tværgående blik på tingene, er den rigtige vej at gå. Derfor tror jeg på, og det er mit indtryk, at det her har været et meget grundigt arbejde, hvor man for første gang har kigget på tværs af områder og ministerområder for at få koordineret tingene. Jeg er et positivt menneske, og jeg vil glæde mig til at følge den nye konstruktion her for at kunne se resultaterne af det.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg vil egentlig gerne høre, hvad ordføreren tænker om, at det vælter ind over landegrænserne med små pakker med opioider og steroider og kokain osv., som pakkecentralerne faktisk meget nemt kunne finde, fordi de har noget udstyr, de i forvejen scanner efter kopivarer med, men det kan også indstilles til at kigge efter opioider. Men det er ikke en del af regeringens udspil. Det vil kunne finde op til 50 gange mere end den ODIN-scanner, som man rent faktisk investerer i med regeringens udspil. Så hvordan ser ordføreren på, at man kunne stille et lovkrav om, at pakkecentralerne selvfølgelig skal have det her udstyr og skal scanne for det her, så vi kan få det konfiskeret? Jeg tænker ikke, at det bliver til en masse sager nødvendigvis, men det vigtige er at få det af markedet. Så hvordan ser ordføreren på det?

Ordføreren.

Jeg kan sige, at vi tager det enormt alvorligt. Det er også derfor – ikke på grund af at vi tager det enormt alvorligt i Venstre – at regeringen selvfølgelig også med input fra Venstre har taget det alvorligt og sætter relativt mange penge af til at styrke netop toldindsatsen. Så det synes jeg jo viser, at der også er handling bag ordene, når vi siger, at vi mener det her alvorligt.

Med hensyn til den præcise udmøntning – hvad der er den rigtige måde at bruge pengene på, og hvilken indsats vi får mest kontrol for pengene af – tror jeg, det er bedre også at læne sig op ad, hvad myndighederne anbefaler der. Og der er de jo kommet frem til, at de mener, at det her er det rigtige at gøre. Men jeg håber da og tror da også på, at når ordføreren kommer med gode forslag, sidder der nogle myndigheder, der lytter med og kigger ind i de her ting, så vi hele tiden kan optimere på det, så vi får mest mulig kontrol for pengene. Så det er ikke noget, jeg, kan man sige, har en faglig holdning til, altså hvad der er den bedste måde at bruge pengene på, men jeg er sikker på, der sidder nogle myndigheder, der kigger med og også følger med i den her udveksling. Og hvis det viser sig, at det er det mest effektive, så er vi selvfølgelig klar til at gå ned ad det spor.

Spørgeren.

Hvad nu hvis jeg til ordførerens overraskelse kan sige, at det her faktisk ikke koster noget? Vi kunne vælge at sætte et lovkrav om, at alle pakkecentraler selvfølgelig skal kigge efter det her. Nogle af dem har udstyret i forvejen. Det koster i omegnen af 1 mio. kr., så det er jo ingen penge. Det, som pakkecentrene bare ikke kan have, er, at der kun er ét af dem, der går i gang, for så går pakkerne jo uden om det center. Det finder de her distributører jo hurtigt ud af.

Men det, der piner mig, er, at det her bare kommer ind i små pakker og vi har mulighederne for at forhindre, at det kommer på markedet. Så kunne ordføreren ikke forholde sig til, om ordføreren synes, at det er en god idé, og vil arbejde for det, når nu det både er gratis og nemt?

Ordføreren.

Ud fra ordførerens beskrivelse lyder det jo som et rigtig godt initiativ, som man burde kigge nærmere på. Men jeg ved simpelt hen ikke nok til, at jeg vil lægge hovedet på blokken. Jeg tænker også, at jeg skylder både vores postordfører, som vel skal sidde med den her slags, og vores retsordfører, som jo normalt er den, der forholder sig til det her – det er jo, fordi vi har lavet noget, der går på tværs af områderne, at jeg som sundhedsordfører står og skal svare på de spørgsmål i dag – at jeg tager dem i ed, inden jeg står og lover alle mulige indsatser og prioritering af midler i forhold til bekæmpelse af ulovlige pakker. Men vi er jo altid åbne for gode idéer og gode snakke og gode forslag til, hvordan man kan gøre de her ting bedre, så hvis det giver mening, er jeg ret sikker på, at de også synes, det er fornuftigt.

Fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Jeg sad og blev helt bekymret for, at jeg faktisk var enig i det, som ordføreren for Enhedslisten sagde, og så tænkte jeg: Er der eller andet? Ej, spøg til side.

Nu er jeg af den generation, som voksede op og var ung, i årene efter man havde haft den her meget store aids-epidemi, og jeg kan tydeligt huske, at vi i udskolingen, ud over at vi havde den her klassiske seksualundervisning, som jeg selv har haft fornøjelsen af også at undervise i nogle gange, med delt fornøjelse, havde jeg nær sagt, havde den der store bowle med kondomer, som jo gjorde, at alle ligesom vidste, hvad man skulle gøre, og at det skulle man bruge for at undgå den her smitte. Det har faktisk undret mig lidt, at man ikke nu, hvor vi ved, at naloxon eksempelvis virkelig er livreddende, har lavet noget lignende, altså så man f.eks. underviser udskolingselever i brugen af naloxon, og så har de her til udlevering. Det er jo højst sandsynligt, forhåbentlig, ikke noget, man kommer til at bruge, men så ved de unge mennesker, hvad de skal gøre, hvis der er en kammerat, der pludselig falder om, og så har de også den der næsespray. Hvad tænker ordføreren om det?

Ordføreren.

Jamen altså, jeg tænker, at der er sat et ret stort beløb af til forebyggelse i den her aftale, og at det jo netop giver mulighed for, at vi kan sætte nogle indsatser i gang, som kommer til at udbrede kendskabet til, hvor farlige de her opioider er, men jo også kan være med til at udbrede kendskabet til brugen af f.eks. naloxon. Jeg ved også, at Antidote Danmark gør en stor indsats. Der er også midler til, at de kan fortsætte den indsats, i det her.

Så det er jo et spor, vi er nede ad. Om det er for lidt eller for meget, og præcis hvor det skal være, tænker jeg også at ministerier og myndigheder gerne løbende vil have input til. Jeg er glad for i hvert fald at kunne berolige ordføreren med, at der jo er sat midler af til den her slags indsatser. Præcis hvordan det så skal udmøntes på den mest effektfulde måde, tænker jeg vi også skal have nogle af de mennesker, der arbejder med det her til daglig, ind over for at være med til at designe de præcise kampagner. Men point taken: Det er vigtigt, at der er oplysning helt ud i yderste led om de her ting.

Spørgeren.

Tusind tak. Det er jo nemlig en af de ting, hvor man kunne sige, at hvis man havde haft nogle brede forhandlinger, var det noget af det, man kunne have bragt til bordet. Vi er, tror jeg, rundt her, i hvert fald i forhold til oppositionen, sådan ret enige på tværs om forholdsvis mange ting. Så er der selvfølgelig også ting, man skal mødes om; sådan er forhandlinger jo altid. Det undrer mig bare, at man slet ikke har tænkt den del ind, for det er jo de unge mennesker, der står derude. Det er jo ikke nødvendigvis os, kun, hvis vi har børn eller andet, der kan være udsat for det her. Men det har virkelig undret mig fra starten, at man ikke var mere obs på det. Jeg ved, at Antidote Danmark laver et kæmpe stykke arbejde, men så få dem ud i skoleklasserne. Altså, tænker ordføreren ikke, det ville være smart?

Ordføreren.

Jeg synes jo nu, både når jeg har hørt de forskellige ordførere i dag, men jo også, når man har fulgt debatten over de senere år, faktisk, at regeringen har været ret lydhør i forhold til de forskellige forslag, der har været til stede i debatten, og fået rigtig meget med. Hvis der nu er noget, man, når vi kommer længere hen, som ordfører synes mangler, eller at vi bliver opmærksomme på, at der er noget, der mangler, er der jo en åben dør til, at man i alle de forhandlinger, vi har – finanslovsforhandlinger og SSA – kan komme med forslag om yderligere. Det er jo ikke sådan, at verden stopper i dag med det her udspil, regeringen er kommet med. Det står jo ordføreren frit for løbende at tage nogle nye initiativer op i forhandlinger og andre steder, hvis man synes, der ikke er nok med her.

Fru Mai Mercado.

Det, der er ønsket fra en samlet opposition, er jo lige præcis forhandlingen, som går på tværs af ministerier. I Retsudvalget har vi faktisk drøftet den her mulighed for, at pakkecentraler kan lave de her scanninger, og arrangerer jo også på et tidspunkt en studietur for at se på, hvordan man eventuelt vil kunne udbrede det.

Men det er jo sådan lidt svært, hvis det er, at regeringen på forhånd siger: Det der med forhandlinger kan I bare godt glemme. Altså, der synes jeg jo, at det ville være befriende, hvis det var, at regeringen som et led i at være en ansvarlig regering ville sige: Prøv lige at høre, nu er der kommet et udspil fra regeringen, og det arbejder vi på i varierende grad lige at gøre til virkelighed, så lad os tage en runde to, hvor det er, at vi samler de gode forslag og idéer op, som kommer fra partierne. Er regeringen indstillet på det?

Ordføreren.

Nu er jeg jo ikke regeringen. Jeg glæder mig over, at regeringen er kommet med et rigtig godt udspil, som jeg synes bærer præg af, at de har lyttet til rigtig mange af de input, jeg har hørt igennem tiden på det her område. Så må det jo være op til regeringen, i hvilket tempo man synes der skal indkaldes til nye forhandlinger, i forhold til hvornår man synes, det er det rigtige tidspunkt til at gøre det,også ud fra hvilke initiativer man ellers har sat i gang.

Så er der jo løbende mulighed for at tage de her ting op i alle mulige fora. Vi har rigtig mange forhandlinger hele tiden på tværs af områder. Her har man så valgt en anden tilgang, fordi man syntes, det var vigtigt at komme hurtigt ud over rampen, og man syntes, det var noget, vi havde diskuteret rigtig meget.

Konkret om det forslag tænker jeg, at der er nogle andre, der skal på talerstolen senere, der nok er bedre til at svare på det end mig. Jeg synes, det er rigtig godt udspil, der kommer rigtig langt omkring. Jeg synes, det er vigtigt, vi kommer i gang med implementere det. Om regeringen gerne vil indkalde til nogle yderligere forhandlinger synes jeg må være op til dem.

Spørgeren.

Jeg prøver lige at kaste en ny bold op til ordføreren, for så vil jeg egentlig godt høre Venstres holdning. Når vi nu i dag, bare på så kort tid, hører adskillige gode forslag til, hvordan man på tværs af ministerier kan bekæmpe opioider, som ikke er med i regeringens udspil, kunne det så ikke være en god idé, og kunne Venstre så ikke bakke op om, at man får en efterfølger til den første plan og laver en runde to, hvor det er, at man samler gode idéer og forslag op? Er Venstre enig i det?

Ordføreren.

Altså, vores holdning er, og jeg synes, det her er et rigtig godt udspil, som vi synes at vi nu skal have fokus på at implementere. Jeg synes ikke, jeg har hørt noget i dag, der er så banebrydende, at det ikke kan, kan man sige, håndteres i en normal dialog, og som der ikke har været overvejelser omkring i regeringen, altså om man kunne have gjort det anderledes. Jeg synes, at nu skal vi i gang, og så synes jeg, at vi skal evaluere på de tiltag, der er sat i gang, inden vi går i gang med en runde to. Det er min personlige holdning. Jeg synes, det haster, at vi kommer ud over rampen på det her område. Der er gået alt for lang tid.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Vi går videre til den næste. Det er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, formand. For Emil startede det med alkohol, da han var 17 år. Hurtigt blev det til coke, benzodiazepiner, oxycodon og sådan cirka alle andre stoffer, han kunne komme i nærheden af. »Jeg har ikke sprøjtet mig med heroin, men jeg har sniffet det. Jeg har prøvet det meste. Jeg havde to venner, som gik meget op i at eksperimentere med forskellige stoffer, så det var sammen med dem, jeg tog alt muligt. Men det er især alkohol og benzo'er, der har fyldt for mig. Og nogle gange oxy'er eller tramadol og metadon - forskellige opioider.«

Det er fra en artikel i Politiken, hvor det beskrives, hvordan to almindelige unge mennesker fra helt almindelige familier bliver fanget ind i et misbrug, lidt af nysgerrighed, fordi det tog genertheden og den sociale usikkerhed og livet blev lidt sjovere. Først derefter og samtidig med afhængigheden kom bagsiden, de sorte huller i hukommelsen, angsten og pludselige dødsfald blandt kammeraterne. Emil fortæller også, at han kunne mærke, at de nære venner, som også tog mange stoffer og havde været på det i længere tid end ham selv, efterhånden ændrede personlighed. De blev ligeglade med folk omkring sig, de var aggressive og tænkte ikke over, hvad de sagde, de var tågede og kunne ikke huske en skid – undskyld, formand. Det var faktisk lidt uhyggeligt. De blev helt andre mennesker at være sammen med, uhøflige og med helt døde øjne.

Det er det, som breder sig blandt unge i dagens Danmark, og det er det, som jeg hører at vi alle sammen her i dag er optaget af at gøre noget ved. Det er på høje tid, at vi tager fat. Nu har det været italesat i årevis fra flere skiftende ministre, at nu gør vi noget, nu tager vi fat om problemet. Det er desværre ikke blevet til så meget. I 2021 erklærede den daværende minister, at der skulle laves lovændringer. I april 2024 kom der et notat om, at opioider er den farligste gruppe af stoffer i Danmark. Det er et notat, som regeringen sad på i næsten et år før offentliggørelsen. Nu i efteråret kom regeringen endelig med et udspil. Det er dejligt, at der italesættes en lang række tiltag, som vi meget gerne er med til at få ud over rampen. I forordet skriver regeringen: »Med dette udspil tager regeringen et vigtigt skridt i retning af at bekæmpe et dybt alvorligt og bekymrende problem. Et skridt i retning af en ungdom uden opioider.«

Jeg tror ikke, at der er nogen tvivl om, at der skal være en helhedsorienteret indsats. Vi har brug for først og fremmest at sætte en prop i forsyningen af stoffer. Det er alt for nemt for de unge at få fat i dem. Det handler jo selvfølgelig bl.a. om hårdere straffe og mere målrettede indsatser. På den anden side handler det om at hjælpe de unge, både til at lade være med at starte, men også til at komme ud af misbruget igen. Mange af de elementer kan jeg sådan set godt se i det udspil, regeringen er kommet med.

Når vi har diskussionen i dag, tænker jeg, at det også handler om, at regeringen ikke har inviteret os andre til at være med i en diskussion af, hvordan man gør det her. Når jeg spørger ministrene, kan jeg høre sundhedsministeren sige, at der er en plan, og at man er i gang med det ene og det andet og det tredje, og at der er sat midler af og der gøres sådan og sådan. Justitsministeren siger også, at der kommer et lovforslag lige om lidt. Det havde da været dejligt at vide. Jeg tænker: Hvorfor er det, at man ikke kalder os sammen og giver os et overblik over, hvad man har tænkt sig hvornår, så vi kunne tage diskussionen af, hvordan vi kunne gøre det her endnu bedre? For der er masser af gode tiltag, men vi bliver bare i tvivl om, om det bliver til noget, hvornår det bliver til noget, og hvordan det bliver til noget. Den tvivl har jeg da ikke lyst til at have.

Så jeg håber, at vi kan slutte i dag med i fællesskab at blive enige om, at vi gerne vil være fælles om at gøre noget ved det her, og at vi sådan set bakker regeringen op i de intentioner, som jeg kan se i deres udspil. Så hvorfor ikke inddrage os alle sammen, så vi kan være sammen om at gøre det meget bedre? Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Maria Durhuus.

Tak. Og tak for talen og tilkendegivelsen af, hvor vigtigt det her område er. Jeg vil bare tillade mig at spørge ordføreren om det, at der, da det blå finanslovsforslag kom – eller da den blå gruppe sammen gik over og lavede et finanslovsforslag – ikke var sat noget som helst af til en indsats, hverken i forhold til opioider eller opioidbehandling. Det har jeg ikke hørt eller set noget om, og uanset om man anser som vigtigt, farligt og alt muligt andet, bliver det jo ikke noget, der hverken i år eller de næste år er gratis, men det findes ikke i finanslovsforslaget fra de blå partier.

Så kan ordføreren ikke sætte nogle ord på, hvorfor noget så vigtigt som det her, der jo ikke kommer til os gratis, ikke er med i et udspil fra de blå partier?

Ordføreren.

Det kan jeg sagtens. Det udspil, der kom fra de blå partier, var om nogle få udvalgte områder, som vi var fælles om at komme med og sige om: Godt, kunne det her være noget, regeringen kunne være med på? Det ville regeringen så ikke, men det var jo det, det handlede om.

I Danmarksdemokraternes eget finanslovsudspil, som jo ligger ved siden af det eller oven i det andet, er der sat midler af til sundhedsområdet, som også vil kunne bruges til at dække det her område, i det omfang vi kommer ind på det.

Spørgeren.

Nu sidder der jo en række blå partier her, som alle sammen tilkendegiver, hvor vigtigt det her er, og jeg er da glad for at høre, at der i Danmarksdemokraternes udspil er sat penge af til det her. Jeg undrer mig bare over, at det, når det er så vigtigt, som det er blevet sagt det er, så ikke er noget, der er fælles for de blå partier. Jeg kan jo også forstå, at man i alle de blå partier er gået sammen om at lave et forslag til vedtagelse, så der må da være nogle muskler til at få det her ud sammen.

Så er det noget, ordføreren kan se sig selv i, altså at sætte økonomi af til det her fremadrettet?

Ordføreren.

Som jeg siger, har vi faktisk afsat midler i vores eget finanslovsudspil, og det, der blev lavet fælles fra de blå partier, var om nogle ganske enkelte punkter, man tog og sagde, at dem går vi sammen om. Men ved siden af det, hvis ellers regeringen havde ønsket at tage nogen form for forhandling om finansloven med os som sådan, var vi selvfølgelig kommet med vores egne ting oveni. Det er klart.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere spørgsmål. Vi går videre til den næste, det er fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra SF. Velkommen.

Tak for ordet. Jeg synes jo ikke, at Danmark skal arve amerikanernes opioidkrise. Selv om vi er et godt stykke fra den, har det her bare et potentiale til at gøre mennesker afhængige lynhurtigt og ødelægge deres liv. Jeg har siddet med nogle af dem, som er blevet ofre for det her. Jeg har siddet med Lars' forældre, som har kæmpet hårdere for deres søn, end de fleste kan forestille sig. De har frygtet ikke at se ham i live igen. De har rendt myndighederne på dørene for at få hjælp. De er blevet kastebold mellem akutlæger og psykiatri, hvor ingen vil yde hjælp til et menneske i nød. De har endda været tvunget ud på det sorte marked efter opioider i en kiosk, der trods mange anmeldelser stadig sælger opioider.

Jeg har også mødtes med Nana, som ikke vandt kampen for sin søn. Hun mistede ham i juli til en overdosis. Dengang sagde fru Sophie Løhde til TV 2: Det her er en del af et misbrug, som går under radaren. Og det vil jeg give sundhedsministeren ret i. Det har været præcis min pointe siden 2019, hvor jeg tog problemet op første gang. Dengang var det i Fredericia, hvor mange unge menneske havde et galoperende opioidmisbrug. Men når jeg spurgte til det, fik jeg at vide, at det kan man ikke se af nogen statistikker eller domme, ergo er der ikke et problem. Min pointe var, at når vi ikke kigger efter det, finder vi det heller ikke. Jeg både spurgte justitsministeren til skærpede straffe, fordi det faktisk bliver straffet meget mildere at sælge det her medicin ulovligt, og jeg har appelleret til, at vi nedsatte en taskforce bestående af politi, læger, socialrådgivere, misbrugsbehandlere og andre, som kunne udvikle idéer til, hvordan vi bekæmper det her problem.

Selv da en rapport – en lokal rapport lavet i Fredericia Kommune – bekræftede, at 40 pct. af de unge, der var indskrevet til misbrugsbehandling, var det på grund af opioider, fik jeg at vide: Det er et lokalt problem. Jeg synes, det burde have fået alle alarmklokker til at ringe dengang. Det gjorde det ikke. Jeg spurgte til en opdatering af vejledning om substitutionsbehandling, fordi det ikke er alle kommuner, der udbyder Buvidal eller giver døgnbehandling for den sags skyld. Buvidal var meget udbredt i Esbjerg, hvor jeg besøgte deres behandling, og hvor man havde fået et stort opioidproblem lidt senere end i Fredericia. Da jeg talte med lægen i den behandling, sagde han, at Buvidal faktisk hjalp til at fastholde de unge i uddannelse eller arbejde; de kunne blive abstinensfri og skulle ikke møde frem hver eneste dag. Men det er ikke alle kommuner, der udbyder den mulighed, og jeg tror, det er meget individuelt og forskelligt, hvad der virker. Nogle vil gerne have døgnbehandling, andre har brug for måske mere traditionel afvænning, nogle har brug for Buvidal, og nogle har brug for noget helt andet, heroinbehandling. Jeg synes, det handler om at have den bredest mulige palet til det her problem, og i dag er der bare store forskelle på, hvordan man bliver mødt i kommunerne med det her.

Men så fik jeg jo et gennembrud i 2021, troede jeg, for der fik jeg endelig den daværende justitsministers ord i et svar til mig om, at nu ville man gå i gang med at kigge på skærpede straffe. Dem har vi så ikke vedtaget endnu. Nu har regeringen spillet ud med noget, og jeg synes faktisk, at det, der ligger der, er meget, men der er gået 4 år. Og jeg synes måske ikke, der er udvist helt rettidig omhu i forhold til den her problemstilling. Jeg har stor respekt for, at man skal undersøge ting, men strafskærpelserne kunne vi have vedtaget for længst. Det erkendte vi allerede i 2021 at der var behov for.

Så har jeg flere gange i dag nævnt det her med, at det vælter ind over landegrænserne med narko i små pakker, og vi har ret gode muligheder for at kunne opdage det, for det kan man nemlig scanne for. Det koster ikke en bønne for staten at sætte det her i gang; man kunne bare sætte et lovkrav om det, og så vil pakkecentralerne faktisk meget gerne medvirke til det. Men det bliver jo lidt et problem, hvis ikke alle ligesom stilles over for et lovkrav – så vil der nok være nogle pakker, der finder en vej uden om dem, der går i gang med det her af sig selv. Så det synes jeg var en ting, som vi godt kunne tage op.

Så vil jeg også gerne nævne, at det er blevet så svært at få døgnbehandling. Der er et rigtigt stort behov for at støtte pårørende meget mere. Det synes jeg heller ikke rigtig at regeringens udspil adresserer. Så jeg synes egentlig, at der er så meget mere, som vi kunne gøre. Vi har også brug for akutpladser, hvor man kan blive indlagt, når man er meget syg af sit misbrug, så pårørende ikke skal stå med et meget, meget sygt menneske i løbet af en weekend eller en nat og ikke have muligheder for at agere. Så med de ord vil jeg appellere til endnu engang, at regeringen indkalder til forhandlinger.

Tak for det. Så er det fru Maria Durhuus for en kort bemærkning.

Tak. Og tak for talen. Jeg vil også endnu en gang udtrykke en kæmpestor anerkendelse af ordførerens arbejde.

Jeg tillader mig lige at blive nysgerrig et øjeblik, fordi ordføreren jo har stået med lidt det samme, som jeg selv har oplevet i alt det her, nemlig at der ikke var nogen, der ville anerkende det her problem, hverken Sundhedsstyrelsen eller Center for Rusmiddelforskning, som sendte mig ud af døren to gange med beskeden om, at der ikke var noget at kigge efter, at der ikke var sket noget, og at der ikke var sket nogen stigning i noget som helst.

Samtidig kan jeg høre, at flere ordførere her har prøvet få noget igennem siden 2020. Hvorfor var det så først i 2023, at man begyndte at sige, at man ville lave en SSP-undersøgelse, som der altså blev taget initiativ til fra sundhedsministerens side? Hvorfor har ordføreren ikke stille sig kritisk over for, at Sundhedsstyrelsen bliver ved med at sige det her, eller forholdt sig kritisk til, at Center for Rusmiddelforskning ikke ser problemet? Hvor er årsagen til, at vi ikke har data så sent som i 2024, hvor Center for Rusmiddelforskning nægter, at der er et problem?

Ordføreren.

Jamen det er jo helt klart, fordi der hverken i Justitsministeriet eller Sundhedsministeriet har været et ønske om at gå videre med nogle af de idéer, som jeg rent faktisk havde dengang. En af de ting, som jeg appellerede til, var, at vi fik nedsat en taskforce, som kunne kigge nærmere ind i det her problem. Det var der heller ikke interesse for.

Så jeg synes egentlig, jeg har gjort, hvad jeg kunne for at få sat de daværende ministre i gang, og jeg troede egentlig, at jeg oplevede et lille gennembrud i 2021, men jeg skulle så blive klogere – der gik 4 år, før man så fandt ud af at få skærpet straffene. Allerede dengang vidste man jo godt, at hvis man solgte medicin, skulle der 3.000 enheder til, før man bevægede sig op i det lidt mere skærpende leje, og det har jo betydet, at det var mere risikofrit, hvilket i høj grad har muliggjort, at det er blevet et større problem i mellemtiden.

Spørgeren.

Hvor mange økonomiske midler har SF fra 2020 til 2024 afsat i sit forslag til finanslov eller sat af i en eller anden finanslovramme til bekæmpelse af opioider?

Ordføreren.

Det er meget nemt at svare på, for vi har ikke sat nogen penge af. Til gengæld har vi fremlagt et udspil, som er finansieret.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Vi går videre til den næste ordfører, og det er hr. Steffen Larsen fra Liberal Alliance.

Mange tak, hr. formand. I april 2021 vurderede landets tre retsmedicinske institutter i en rapport, at opioider er de farligste stoffer i Danmark. Smertestillende piller som tramadol og oxycodon er også nået over Atlanten, og selv om vi i Danmark ikke står i en opioidkrise ligesom i USA, har opioider været skyld i et stigende antal overdoser blandt unge danskere. Stofferne fentanyl, oxycodon og tramadol er ekstremt afhængighedsskabende, og de dulmer smertesansen og påvirker den del af hjernen, der styrer vejrtrækningen. Dermed er stofferne ekstremt farlige, og det kræver naturligvis at blive behandlet ekstrem varsomhed, hvordan vi tillader dem i vores samfund.

For stoffernes positive side kan jo være midlertidig smertebehandling, men den langsigtede effekt er dyb, destruktiv uafhængighed, hvor stoffet overtager menneskets liv. Den gode ven, man havde, den kærlige far eller mor eller den rare kollega kan pludselig falde ned i et misbrug, der overtager deres liv, besætter dem og gør dem til misbrugets slave. For det er ikke nødvendigvis samfundets bund, der ender i det her misbrug. Det er ikke nødvendigvis folk, der har det svært i forvejen. Nej, det er også helt almindelige danskere, der på grund af længerevarende smertebehandling kan ende i afhængighed – en afhængighed, der kan få dem ud på det sorte marked, der kan få dem ud i kriminalitet, og som kan give dem enorme sociale problemer.

Derfor er det ekstremt vigtigt, at vi får sikret effektiv behandling til misbrugerne, og at vi får sikret, at der følges op på patienter, der har været i smertebehandling med opioider. På samme tid ser vi også banderne handle opioider til gymnasieelever, som om det var et middel, der kunne dæmpe eksamensangst, eller som kunne hjælpe med nattesøvnen. Lad mig bare sige det klart: Det er ikke det, det stof kan. Det er ganske enkelt vanvid. Der må sikres oplysning, så de unge ikke tror, at de her stoffer er en løsning, når de i realiteten er vejen til et ganske enormt problem, der kan være livsødelæggende.

Hvad er så worst case ved en fuldstændig ukontrolleret opioidepidemi? Ja, det kan man se i USA, hvor de har op imod 80.000 dødsfald om året. Men ikke blot dødsfaldene er et problem. Antallet af folk, der lever med afhængigheden, er på flere millioner. Ganske vist er USA et stort land, men stoffernes indtog rammer benhårdt, og da komponenterne leveres velvilligt fra Kina, der ikke ligefrem er venligsindet over for Vesten, til mexicanske karteller, der smugler stofferne ind i USA, så ligner det jo næsten en operation, der skal undergrave en fjende.

Til sammenligning med de 80.000, der dør af opioider om året, havde USA i løbet sine 20 år i Afghanistan 2.500 døde soldater. Altså, der dør flere amerikanske unge om måneden af det her stof, end der gjorde i løbet af 20 års krigsførelse i et fremmed land. Og hvis man sammenligner med invasionen og besættelsen af Irak, er dødsfaldene på amerikansk side 32.292 på 20 år. Igen ser vi, at 5 måneders opioidkrise dræber flere unge amerikanere, end en ganske blodig krig gjorde. Tabene af liv årligt svarer til mere end to Koreakrige om året hvert eneste år. Så hvis man vil føre krig mod USA, vil den mest effektive metode altså være at sende stoffer ind over grænsen. Det samme skal vi andre i Vesten ligeledes være vågne over for. For vi ser skruppelløse nationer, virksomheder og bander samarbejde om denne ekstreme undergravning af USA.

Så vi ved, hvor slemt det kan blive, og nu må vi så sikre, at problemet ikke kan komme til Danmark i samme grad. Det her problem skal reguleres og kontrolleres, og vi skal hjælpe dem, der ender i misbrug, ud af misbruget for derved at dræbe det illegale salg så effektivt som muligt. Vi har også måltal, hvor vi kan måle på, om det, vi gør, virker. For hvor mange dør af opioider om året? I 2021 døde 117 i Danmark af opioider, i 2022 var 124, og i 2023 døde 141. Altså har vi set en stigende trend, og det er den kurve, vi skal have knækket. Tallene for 2024 kender vi ikke endnu, men trenden virker klar. Det må være flere. Jeg beder til, at kurven er knækket, men hvis vi lader tallet stige år efter år, er det fuldstændig uholdbart. Det er unge menneskers skæbne, som vi lader gå den forkerte vej. Så lad os i fællesskab finde de gode løsninger, og lad os gøre det her til et område, vi holder fokus på. Tak.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Den første er til fru Mai Mercado.

Jeg vil i virkeligheden bare sige tak for talen og kvittere for den. Det er måske mere en bemærkning eller en kommentar, som jeg har, for jeg er ret bekymret for fentanyl i Danmark. Altså, jeg er bekymret for, at vi kigger ind i en stigning, og jeg kan være ekstremt bekymret for, hvis fremmede magter pludselig vil begynde at bruge fentanyl og skubbe det ind i Danmark i et forsøg på at destabilisere Danmark og destabilisere europæiske lande. Så det var egentlig bare en kommentar, som jeg godt kunne tænke mig at ordføreren reflekterede over. Men tak for talen.

Ordføreren.

Mange tak. Jeg er jo nok en gammel koldkriger og alt muligt andet, men man skal også vide, at nogle af de her komponenter produceres i Kina udelukkende af statslige selskaber, så når de sælges til Mexico, til mexicanske karteller, er det med statslig accept i Kina. Det skal man bare lige gøre sig klart inde i hovedet, altså at det her er på den måde, at man aktivt egentlig undergraver et land, for amerikanerne har i årevis bedt kineserne om at stoppe med handelen, og man har også bedt Mexico om at stoppe med at importere og nægte tilladelsen af importen af det. Men lige lidt har det hjulpet. Nu må vi se, om det ændrer sig under Trump. Det kan jo være, han bruger nogle andre midler, end Bidenadministrationen har gjort, men det er da et fuldstændig fatalt problem, når man kan se en hel ungdomsgeneration stort set dø i et land.

Fru Maria Durhuus.

Tak, og tak for talen. Jeg vil bare stille et kort spørgsmål nu. Hvor mange midler har Liberal Alliance tænkt sig at ville bruge på bekæmpelse af opioidproblemer eller opioidindsatser i Danmark? Og hvor mange midler har de tænkt sig at afsætte til særlig børn og unge? For den anden side af billedet er jo også, at Liberal Alliance flere gange har udtalt, at der er flere ting inden for narkotika, der burde afkriminaliseres og legaliseres. Og der vil jeg henlede opmærksomheden på, at i Canada, hvor man nogle steder har legaliseret cannabis, er forbruget over fordoblet blandt de 11-17-årige. Vores børn og unge ligner jo til forveksling unge i Canada, og hvis vi så samtidig sætter hårdere stoffer og hårdere narkotika fri i Danmark, kan jeg frygte, at der sker en fordobling blandt de børn og unge. Så hvad er det for behandlingsindsatser, ordføreren kigger ind i, og hvad er midlerne afsat til det?

Ordføreren.

Vi har ikke sat noget konkret tal på. Normalt har vi ikke et regeringsapparatet til at beregne tingene for os. Det må vi jo lade Socialdemokraterne og Venstre og Moderaterne om at have lige nu. Men realiteten er, at vi jo gerne ser, at der sker en øget indsats her. Og så kan man sige: Skulle vi så komme med et finanslovsforslag, der tog højde for lige netop den her ting? Jeg vil måske sige, at vi nok hellere skulle komme med et beslutningsforslag eller en lignende ting, hvor vi så kunne komme med et forslag til, hvordan vi kan finansiere det. Altså, man kunne jo starte med at tage og bare pege på nogle steder, man kunne finansiere det fra. Og så vil vi sige, at i Digitaliseringsministeriet har man nedsat et råd, der koster 23 mio. kr., til at finde ud af, hvilke sundhedsapps der skal bruges. Der kunne man måske tage de 23 mio. kr. og bruge på forebyggende behandling i stedet for at bruge dem på at godkende sundhedsapps fra statens side i App Store.

Spørgeren? Der er ikke flere spørgsmål, og vi siger tak til ordføreren. Så går vi videre til den næste, og det er fru Nanna W. Gotfredsen fra Moderaterne. Velkommen.

Tak for ordet, formand. Det er jo farligt at sidde og skulle vælge mellem den gule, den grønne, den lyserøde og den alt muligt andet og omskrive talen undervejs, og jeg vil prøve at se, om jeg kan komme igennem det.

Jeg har simpelt hen ikke tal på, hvor mange jeg har mistet, som jeg har holdt af, så på den måde er det jo virkelig, virkelig virkeligt for mig. Tak til fru Mette Thiesen og Dansk Folkeparti for at rejse den her forespørgselsdebat. Det er jo afsindig vigtigt, at vi har samtalen, og at vi bliver ved med at have den. Tak til alle, som jeg har lært at kende inden for lige lidt mere end et par år på en lidt anden måde; uanset hvilken farve I har, og hvor I er i spektret, så er I engagerede i den her sag. At vi ikke har fået fingeren ud, hvad der sikkert er upassende at sige herfra, på et tidligere tidspunkt, har nok hverken den ene eller den side noget at lade den anden side høre for. Nu er vi her, og nu gør vi det her, og det er fantastisk, og vi forlader ikke scenen, som fru Maria Durhuus meget klart sagde det. Nej, det gør vi ikke, og flere andre har været inde på det; vi er nødt til løbende at holde øje med det.

Det her er svært, det er sindssygt svære balancer, vi varetager, så ingen skal lide en smertehelvedes død, fordi de ikke i terminalfasen får tilstrækkelig med opioider – lægerne er senest ude at advare mod, at vi får opiofobi – og så ingen er henvist til det illegale marked for at blive smertedækket, slet ikke i en terminalfase, og det ser vi verden over. Ingen skal være henvist til det illegale marked for at få behandlet abstinenser, og de balancer har vi været så uhyggeligt dårlige til at balancere med i årtier med kæmpe skadevirkninger til følge. Og ja, det har vi bl.a. været dårlige til, fordi vi, som jeg ser det, så massivt har prioriteret det, der kaldes forbudspolitikken, altså at sende signaler om at slå hårdt ned på det – man kalder det også ofte kontrolpolitik – mens faktum er, at vi ikke har kontrol. Når selv børn kan købe livsfarlige piller, stoffer, hvad som helst, hvor som helst og dø af dem, så har vi ikke kontrol, men så har vi kontroltab, og hvis der er noget, jeg gerne vil, så er det at have kontrol, og det kræver en helt anden og noget mere oplyst og noget mere vidensbaseret offentlig samtale, end det er muligt at have.

At Moderaterne måske har stået lidt anderledes, end SVM har gjort det på det her punkt og vi stadig gør det og vi bliver ved med at gøre det, skal jeg overhovedet ikke tage noget som helst fra, og jeg vil også takke den anden vej herovre for samtalen og dialogen. Jeg har måske slået i bordet en gang eller to, jeg ved det ikke – det kan man næsten ikke forestille sig, vel? – og jeg synes, vi er kommet et godt sted hen for nu, så det er fantastisk. Men ingen har noget at lade nogen andre høre for. Det var som at råbe under vandet i marts 2018, hvor der var to 14-årige, L og M, jeg kendte især den ene, han dør samme aften, hun bliver genoplivet i sidste øjeblik, svært, svært hjerneskadet, man råbte og man råbte, og vi snakker 14-årige, og det var i en lejlighed på Østerbro. Forholdsvis kort efter var det en 15-årig i en lejlighed i Rønne, og da var vi så nået ind i 2019. Fru Karina Lorentzen Dehnhardt har også kæmpet for det, og der er også al mulig grund til at anerkende det, men det var jo som at råbe under vandet.

Nu er vi her, og kan vi ikke bare blive enige om at mødes og fortælle om tingene og sørge for, at vi hele tiden holder fast i det? For det skal vi nemlig, tingene ændrer sig, balancerne forskubber sig, og der kan bare være én læge, der svigter i et kommunalt område eller i et regionalt område, og nogle gange er det jo én og samme læge, der på 2 timer passer alle, der har brug for substitutionsbehandling i en region, og som ikke kan gøre det ordentligt ud fra de forudsætninger. Der kan altså bare være én læge, der bliver lige rigeligt nærig, og så skubber det til balancerne, og så er det andre præparater, der kommer indover, fordi underverdenen altid er på forkant, de er vanvittig tilpasningsdygtige, udligner effektivt ethvert tab, de skal nok finde ud af det. Men lad os lade være med at forlade scenen og så huske den 21. juli hvert år, som er international mindedag. Lad os have fokus på det alle vegne i alle vores kredse, og det er i år en mandag.

Tak. Jeg har ladet mig fortælle, at der er en ændring til vedtagelsesteksten med en, som vil være med. Kan ordføreren berette om det?

Tusind tak, formand. Hr. Mike Villa Fonseca (UFG) er blevet nævnt, og hr. Jon Stephensen (UFG) bakker også op. Tusind tak, hr. formand.

Tak for det, så fik vi det på plads. Så går vi videre i ordførerrækken, og den næste er hr. Peder Hvelplund.

Tak for det, og tak til ordføreren, både for en engageret tale, men også for en engageret indsats igennem årene. Ordføreren siger selv: Vi må ikke forlade scenen. Det er jo sådan set også det, vi lægger op til, nemlig at der skal indkaldes til nogle bredere forhandlinger, hvor vi netop kan sikre, at den her indsats bliver videreført, også med et bredere sigte. Men jeg vil egentlig gerne bare stille et enkelt spørgsmål til ordføreren, som jeg også stillede til Venstres ordfører, nemlig spørgsmålet omkring naloxon, som vi jo ved kan være med til at redde menneskeliv i forbindelse med en overdosis. Det er jo ikke et stof, som der er nogen risiko for at andre gå ud og misbruger.

Er ordføreren ikke enig i, at vi burde fjerne egenbetalingen i forhold til naloxon, så vi netop kunne sikre, at der ikke var nogen økonomisk barriere? Når sundhedsministeren ovenikøbet oplyser, prisen er lav, så kan man jo sige, at det er en lille udgift for staten at afholde, hvis det er sådan, at det kan være med til at sikre, at der ikke er nogen, der står i en akut situation og ikke har adgang, på grund af at der er en egenbetaling. Så er ordføreren ikke enig i, at vi burde afskaffe egenbetalingen på naloxon?

Ordføreren.

Jeg har flere gange sagt, at jeg mener, at naloxon skulle ligge i en enhver lomme. Så kunne man nå rigtig langt. Det er jeg glad for, og jeg er også afsindig glad for, at vi er nået hertil; at vi har en sundhedsminister, der har sørget for, at vi endelig kunne gå den vej. Det har vi bedt om og tigget om så længe udefra, altså at det kunne komme i håndkøb. Jeg lover dig, at jeg kender mange forældre og andre pårørende, som er lykkelige over, at de nu kan gå på apoteket og bruge 279,50 kr. og skaffe sig naloxon, for så tør man at invitere sine kære hjem og holde jul. Man kan handle, hvis en har indtaget en overdosis. Og så har vi jo massivt opprioriteret – det har andre også sagt – midlerne til Antidote Danmark, og dér kan man jo få præparatet vederlagsfrit. Men det skal helst ligge i alle lommer. Jeg lover jer, at det er der, jeg står.

Spørgeren.

Jamen jeg er også rigtig begejstret for, at receptpligten er blevet fjernet. Det er jo noget, vi har rejst adskillige gange gennem de seneste år som noget, man burde gøre, også netop i forhold til at styrke bevillingen til Antidote Danmark. Men jeg synes, at ordføreren skylder et svar på, om det ikke ville være bedre helt at fjerne den egenbetaling, der er. For det kan jo godt ske, at folk kan gå ned og købe det på forhånd, men står man i den akutte situation, bør der jo netop være vederlagsfri adgang til at kunne få naloxon, netop fordi det kan rede menneskeliv. Og der vil være enhver økonomisk barriere jo være en meget høj pris at betale for et tabt menneskeliv. Så er ordføreren ikke enig i, vi burde afskaffe egenbetalingen, netop fordi der ikke er nogen risiko for misbrug?

Ordføreren.

Ordføreren står der, hvor hun mener, at dem, der kan betale selv, fint kan gøre det. Men vi skal sørge for, at dem, der har økonomiske begrænsninger, også kan redde liv.

Så er det fru Mai Mercado.

Jeg vil også starte med at sige mange tak for talen. Et helt liv som Gadejurist fornægter sig ikke, og det kan man virkelig godt mærke. Derfor skal mit spørgsmål egentlig måske også bare mere være en kommentar, for jeg tror faktisk, at fru Nanna W. Gotfredsen og også Moderaterne er meget enige i, at vi skal betragte det her som første runde. Altså, nuvel, regeringen vil ikke indkalde til forhandlinger. Det er vi ærgerlige over, som man kan høre, bredt i oppositionen. Men på et tidspunkt kommer der en dag, hvor der skal samles op på ny, og der håber jeg – og det tror jeg også at ordføreren vil være enig i – at man kan komme ind med alle de gode forslag og måske også få en fornyet forhandling.

Ordføreren.

Altså, jeg vil betragte det som noget, jeg kan svare på, uanset. Endnu en gang tak for engagementet. Hvis man ellers måtte tale engelsk her – det må man jo ikke – ville jeg har sagt »the more the merrier«. Der er mange m'er i – m for Moderaterne.

Jeg synes ikke, at vi er færdige. Jeg kan ikke forestille mig, at vi er færdige. Men der sker også hele tiden ændringer, og vi skal være klar, og vi skal justere. En ting, jeg især har bemærket i dag fra ordføreren, men også fra andre, er forældrebekymringen. Vi skal klæde forældre på til at kunne være i det her, for vi kan ikke give vores børn og unge et samfund uden stoffer. Glem det. Vi kan klæde dem på, og vi skal sørge for, at forældrene er klædt på til det. Der er jo masser af tricks i skuffen. Så jeg snakker gerne videre.

Så er det fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg vil også gerne starte med at rose ordføreren for en meget vedholdende indsats for nogle af de mest udsatte mennesker i vores samfund. Det skal ordføreren virkelig have tak for. Jeg vil egentlig godt fortsætte debatten lidt her om naloxon, som jo er et middel mod overdosis. Jeg kan forstå, at ordføreren i hvert fald ikke kan få sig selv til at sige, at det skal være vederlagsfrit. Men så var det, jeg kom til at tænke på en fælles bekendt, nemlig Svén fra BrugerForeningen. Han er netop kommet med et ret godt forslag, synes jeg, nemlig at det her ligesom kunne være alle de steder, hvor vi har en hjertestarter. Så kunne ordføreren være med på det?

Ordføreren.

Hr. Svén Rasmussen er genial, og det er selvfølgelig en virkelig god idé.

Spørgeren.

Betyder det så, at ordføreren vil gøre noget for, at vi kommer derhen, hvor vi så finder det her middel mod overdosis ved alle hjertestartere?

Jeg vil rigtig gerne have, at vi gør alt det, der er nødvendigt. Det er der ikke nogen tvivl om. Jeg har ikke nogen sinde før givet så mange penge, som jeg har gjort de par år, jeg har været på Tinge. Så det hjælper på det.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke yderligere bemærkninger. Og vi går videre til den næste, og det er fru Mai Mercado fra Det Konservative Folkeparti. Velkommen.

Tak for det. Landet over ses en farlig udvikling, hvor unge helt ned til 13-14-årsalderen, nogle er endda 12 år gamle, udvikler et misbrug af morfinlignende piller, opioider. I tv-dokumentarer kan man se indslag med forældre, som finder deres barn i teenageværelset døde eller døden nær som følge af en overdosis, og både kommuner og misbrugscentre har råbt vagt i gevær i årevis. Og vi står med al sandsynlighed foran den perfekte storm. Stofferne er lettilgængelige på sociale medier, der smugles opioider som aldrig før ind over de danske grænser. De unge ved ikke, hvor farlige de er. Pusherne sælger pillerne, for straffen er mildere, end når de sælger andre typer af euforiserende stoffer, og misbrugscentrene er ikke gearet til den nye type misbrugere. Vi mangler stadig væk at se konkret politisk handling, og alt taler for, at misbruget lige om lidt kan eksplodere.

Flere af de unge, som medvirker i tv-dokumentarerne om opioider, og som har været afhængige, fortæller samstemmende, at de blev spurgt af deres venner, om ikke de ville prøve stoffer. De fortæller også, hvordan de valgte en opioidpille, fordi de troede, at det var det mindst farlige. Det kom jo i en blisterpakning, det lignede medicin, det blev kaldt en chillpill, slap af-pille, hvor man ligesom kunne sænke skuldrene, det, man også kalder en kæmpe Panodil. Og her tog de i den grad fejl. Det er afsindig svært at udtrappe opioidafhængighed. Som en af mine partifæller, byrådsmedlem i Varde Kommune Steen Holm Iversen, siger: Man bliver vanvittig afhængig af det. »Man bliver vanvittig afhængig af det, og jeg vil vove at sige, at har man først slugt én pille, er det som at have indgået en pagt med djævlen, som er ekstrem svær at komme ud af.« Forældrene ved slet ikke, at det her eksisterer. De tror stadig væk, at de skal advare deres børn imod piller i sjove farver ligesom i 1990'erne eller noget, som kan sniffes eller injiceres. De aner ikke, at den lille pille i blisterpakken findes.

Sidste år tog vi initiativ i Retsudvalget til en høring om opioider, og til trods for et virkelig godt program, som der var flere ordførere inde over, var det faktisk begrænset med medvirkning fra politikernes side, men der var rigtig stor interesse fra et stort publikum, som mødte frem, og det var rigtig godt. Der var både interessante perspektiver fra myndigheder og også fra eksperter, som blev fremlagt. Siden hen er regeringen kommet med et udspil, og vi kan kun være glade for i Det Konservative Folkeparti, at der ligger tre solide konservative forslag, som var med i vores første udspil, som kom tilbage i 2023, og det er bl.a. at lukke morfinfinten, således at strafniveauet afspejler opioidernes farlighed, at kunne lukke kiosker, som sælger opioider, og at politiet skal have mulighed for at beslaglægge, konfiskere og sælge biler og andre køretøjer, som anvendes til salg af narko.

Siden hen, efter at være kommet med de ti udspil, kom vi med et yderligere udspil, hvor der var tre opfølgende, og udspillene har generelt drejet sig om konkrete forslag på retsområdet, sundhedsområdet og socialområdet. Det er også derfor, at vi sammen med en i øvrigt samlet opposition – og så tit sker det heller ikke, at vi sådan finder sammen på tværs om vedtagelsestekster – har appelleret til, at regeringen laver en samlet forhandling. Og det har vi, fordi vi ofte, når vi eksempelvis sidder på retsområdet, oplever, at der, hvor problemerne egentlig er, eller det, vi støder ind i, skal løses på nogle af de andre områder, skal løses på socialområdet i form af en anden tilgang til misbrugsbehandling eller skal løses på sundhedsområdet, eksempelvis hvor mange opioidpiller man udskriver fra sundhedsvæsenets side. Det er derfor, vi gerne vil have den integration, og det er derfor, vi gerne vil have den her koordination. For vi kan ikke løse alt i Retsudvalget, og godt nok kan vi sætte lys på vigtige emner igennem høringer og lignende, men vi kan jo ikke have det tværgående blik, som en regering kan.

Man må bare sige, at Danmark er kommet på fornavn med en række opioidpræparater: dolol, tramadol, oxycontin, oxycodon. Det er bare for at nævne nogle. Vi er ikke helt så meget på fornavn med fentanyl endnu. Vi ser det mest fra USA, fra Portland og Oregon, hvor der jo er en opioidkrise, ikke bare under opsejling, men som brager derudad. Den er ikke kommet til Danmark endnu, heldigvis. Men mon ikke også, at det kalder på handling? Derfor vil vi jo gerne genoptage opfordringen til regeringen om at indkalde til tværgående forhandlinger, således at vi helhedsorienteret kan sætte ind imod opioider, herunder også fentanyl.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til Maria Durhuus.

Tak, og tak for talen, og også en stor tak herfra for ordførerens engagement. Jeg vil spørge ordføreren om lidt det samme, som jeg har spurgt andre ordførere fra de blå partier om: Hvorfor er der ikke afsat midler i det blå finanslovsforslag til bekæmpelse af opioider, når vi jo i dag hører, hvor vigtigt det er? Jeg er jo fuldstændig enig i, hvor vigtigt det her er. Jeg har også set Konservatives udspil, godt nok kun i avisen og linet helt hårdt op, men jeg vil også sige jeg, at jeg undrer mig over, at der så ikke er sat penge af i det finanslovsudspil, de blå partier kom og gik med.

Ordføreren.

Først og fremmest vil jeg jo gentage det, som min kollega fra Danmarksdemokraterne sagde, nemlig at i de blå partier blev man jo enige om en række få, men udvalgte områder. Så tror jeg, vi alle sammen havde en forventning om, at vi kunne starte der, og så kunne vi ligesom have en forhandling, men så gik der egentlig relativt kort tid, og så blev vi hældt ud af den forhandling. Og sådan kan man jo så blive overrasket. Det var den ene ting.

Den anden ting var jo egentlig også, at vi havde forståelsen af, at når regeringen ville komme med et udspil – og det havde den jo varslet igennem et år – ville det være et udspil til politisk forhandling. For almindeligvis er det egentlig så typisk sådan, at regeringen kommer med et udspil, og så gør den egentlig bare det, og så er der jo ingen grund til ligesom at sætte det op på et stykke fint glittet papir, hvis ikke det var meningen, at man ligesom skulle forhandle om det. Så den almindelige sådan modus operandi er vel, at man kommer med et udspil, og så forhandler man om det, og så bliver det til konkret handling. Så vi havde nok forventet, at der ville komme en politisk forhandling. Og jeg skal da være helt ærlig og sige, at jeg sådan set også blev lidt overrasket, fordi jeg gik i mange måneder og troede, der ville komme en politisk forhandling. Så var det faktisk først her i sidste uge, at jeg sådan opdagede, at det havde regeringen egentlig ikke tænkt sig; de havde egentlig bare tænkt sig sådan at køre af sted. Jeg synes, det er ærgerligt, at man valgte den vej.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren, og vi går videre til den næste, og det hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Velkommen.

Tak for det, formand, tak til Dansk Folkeparti for at rejse den her forespørgselsdebat og også for samarbejdet med de øvrige partier i oppositionen om at lave en fælles vedtagelsestekst. Der er ikke nogen tvivl om, at det er en utrolig vigtig debat, vi har her i dag, for det, vi er vidne til, er jo mere eller mindre en epidemi, som vi oplever ikke bare i Danmark, men som vi også ser internationalt, hvor hele spørgsmålet om opioider jo spreder sig som en steppebrand med et øget misbrug. Det, der gør det til en særlig udfordring, er jo, at vi bare kan konstatere, at ud over nikotin, som jo er ekstremt vanedannende, er opioider det også. Og det er sådan lidt et spørgsmål om, at der er folk, der kommer ind i en butik og bruger et præparat, og selv om de har et ønske om at komme ud af butikken igen, er det ufattelig svært for dem. Derfor synes jeg også, det er positivt, at regeringen har sat fokus på det med deres udspil her fra oktober måned »Ungdom uden opioider«. Men ikke desto mindre er der jo en række elementer, som jeg ikke mener bliver adresseret i det udspil.

Jeg tror, det er rigtigt – og vi er mange partier, der har rejst problematikken igennem de seneste år – at det, der er afgørende her, er, hvordan vi nu kommer videre. Og der kan man sige, at nu er der i hvert fald taget et første skridt. Men de mangler, jeg i særlig grad synes der er i regeringens udspil, er jo et spørgsmål om både den forebyggende indsats, det er et spørgsmål om at sikre tilstrækkelige ressourcer ude i kommunerne til en behandlende indsats, og så er det hele spørgsmålet om indsatsen over for de pårørende.

Jeg synes jo, der i udspillet også er meget fokus på straf. Jeg er sådan set indforstået med, at der har været behov for at skærpe straffen for salg af opioider, men jeg synes jo, vi i meget høj grad stadig mangler svar på spørgsmålet om, hvad baggrunden for, at vi ser den stigning i brugen og misbrugen af opioider, er. Altså, hvad er det, der gør, at så stor en del af en ungdomsårgang føler sig tiltrukket af opioider, og hvordan får vi dæmmet op for den udvikling? Det synes jeg der er et manglende fokus på i regeringens udspil.

Det samme gør sig gældende i forhold til behandlingsindsatsen ude i kommunerne, hvor vi jo ved, at hele spørgsmålet omkring misbrugsbehandlingen er meget forskelligt, med hensyn til hvordan det tilgås ude i de forskellige kommuner, og at der også er en mangel på økonomiske ressourcer til at løse opgaverne. Det så jeg også gerne at der kom et øget fokus på, og det samme gælder indsatsen over for pårørende.

Derfor synes jeg, der er mange gode grunde til, at regeringen ikke skal lade sig nøje med det udspil, man har lavet, men at man også, som vi foreslår i vedtagelsesteksten, får indkaldt til bredere forhandlinger, hvor vi også skal have et mere samlet fokus på, hvor det er, vi skal sætte ind i forhold til at få dæmmet op for den bekymrende udvikling, vi ser nu. Derfor kan jeg kun opfordre regeringen til, at man snarest muligt indkalder til forhandlinger. Vi kan jo sagtens tage udgangspunkt i det udspil, der i forvejen er lavet. Jeg synes, der er brug for at supplere det med yderligere initiativer, og det kunne bredere forhandlinger netop være et afsæt for. Det er derfor, vi står bag den vedtagelsestekst, som en samlet opposition fremsætter her i dag.

Tak. Der er ikke ønske om korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Den næste ordfører er fru Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen, Alternativet.

Tak, formand. Jeg har egentlig skrevet en tale på forhånd, men jeg tror faktisk, jeg lader den ligge, for mange af de ting, der stod i den tale, har både ordførere og ministre været inde på. Det drejer sig bl.a. om nogle af de alvorlige tal, som er kommet frem, om, hvordan udviklingen i forhold til brugen af opioider på det ulovlige marked er steget og har alvorlige konsekvenser i vores samfund.

Jeg vil derimod tale om, at jeg er en del af den unge generation, som flere gange er blevet nævnt i dag. Jeg kan tydeligt huske, da jeg var 16 år gammel og begyndte at gå til fester på det såkaldte Søndre Ege, som var en strand i den by, jeg boede i. Her var der ingen tvivl om, at hvis man gik hen til busken, kunne man finde lige det, man havde lyst til at købe, og det var ikke kun dem, der var på kanten, men os alle sammen, som kunne falde i den fælde. Vi vidste også godt, hvem der var ramt, og vi vidste også godt, hvad vi skulle gøre i de fleste tilfælde, hvis nogen fik forskellige problemer, fordi de tog euforiserende stoffer, men jeg havde aldrig nogen sinde hørt om opioider.

Jeg tillod mig derfor at spørge min søster, som i dag er 16 år, om hun havde hørt om det. Det havde hun ikke, og det synes jeg siger noget om, at vi har en generation, som i høj grad lever med problemer med opioider, som oplever, at der er et stigende forbrug, og som ikke ved, hvad det er, de går ind til, når de bliver tilbudt det i forbindelse med fester på stranden eller i dagligdagen, når hverdagen er for presset. Og det rammer så bredt, at det er et problem, der ikke kun rammer de drenge, som er på kant med samfundet; det er faktisk også pigerne, som kæmper i skolen. Det kunne lige så godt have været mig, da jeg var 16 år gammel, hvis jeg var blevet tilbudt det i en situation, hvor det var sværere at sige nej og end at sige ja.

Så jeg tror, at der er behov for oplysning. Jeg tror, at der er behov for en langt større forebyggende indsats, hvor vi faktisk sikrer, at både de unge, men også deres forældre og alle dem omkring dem ved, hvad de skal gøre, og hvad det er for et middel, man står med i hænderne. Som flere har været inde på, er der mange muligheder. Det kan f.eks. handle om at sikre, at alt det, man kan bruge for at modvirke en overdosis, skal være tilgængeligt, altså at det enten skal være billigere eller gratis, eller at det skal være placeret i nærheden af hjertestarteren. Det kan også handle om, at man skal kunne få bedre undervisning i skolen, eller at det generelt bare skal sikres, at folk på gaden bliver stoppet i at kunne sælge det her, ved at det slet ikke kommer ind over grænserne.

Alle de her forslag er gode, og jeg tænker, at flere af os kan nikke ja til dem, men de hører ikke med i det udspil, som regeringen er kommet med. Det er jo ikke, fordi regeringen ikke er kommet med et fint nok udspil, men jeg tror bare, vi kunne gøre det bedre, hvis vi gik ind i fælles forhandlinger og lavede et fælles udspil, som vi alle sammen løftede, så vi også alle sammen havde ansvaret for, at den her debat og den her oplysning kommer ud i vores samfund, ud til borgerne, dér, hvor de oplever at blive tilbudt et middel, som er langt farligere end mange af de andre euforiserende stoffer, man kan få på markedet.

Derfor håber jeg, at regeringen fremover vil indkalde til forhandlinger og måske også vil indkalde til forhandlinger på det her område. Det skal ikke sætte en stopper for de tiltag, der allerede ligger forude, som skal stemmes igennem i Folketingssalen, og som vi skal debattere og forhandle, men jeg synes godt, vi kan gøre mere; jeg synes godt, at vi allerede nu kan følge udviklingen og sikre, at forhandlingerne sker på tværs af alle partier, både dem i regeringen og dem uden for regeringen. For der er masser af ordførere – jeg kan desværre ikke sige det om mig selv, for jeg er her på lånt tid – i den her sal, som dagligt kæmper for at gøre noget ved det her problem. Jeg synes, de alle sammen fortjener at blive taget med ind i det rum, hvor vi sikrer en finansiering, hvor vi sikrer penge til faktisk at forebygge på det her område.

Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til fru Maria Durhuus, Socialdemokratiet.

Tak. Vi kan jo ikke andet end være fuldstændig enige om, at vi skal forebygge, men der er jo lige netop i det her udspil afsat ret markante midler til forebyggelse og også til at finde ud af, om vi skal ud på de sociale medier, hvordan vi rammer forældrene, hvordan vi rammer forskellige sektorer derude, og hvordan vi kommer i kontakt med de unge. Det er helt modsat af, hvad man har gjort i de sidste, jeg vil nærmest sige 20 år, hvor vi har bildt os selv ind, at vi ikke skulle tale med de unge om narkotika, fordi de så helt sikkert begyndte at tage det. Det har de jo klaret helt fint, uden at vi prøvede at forebygge det.

Så kan ordføreren ikke lige prøve at sætte lidt ord på, hvad det er for noget forebyggelse, vi ikke tager højde for i udspillet? Hvad er det for nogle ekstra midler, ordføreren ønsker sig, og hvad er det, ud over de ting, der er tænkt omkring at komme ud at tale med de unge, komme ud at tale med deres forældre og komme ud at være der, hvor livet foregår, ordføreren ønsker sig mere end det?

Ordføreren.

Jeg synes bestemt, der er gode takter i udspillet fra regeringen, men som fru Mette Thiesen også var inde på, er der jo nogle tiltag, som vi godt kunne gøre mere brug af. Hvorfor er det ikke ude på skolerne, hvor de i forvejen er kontakt med SSP, at man møder oplysninger omkring det her emne? Jeg synes, der er nogle forslag, som ikke er tydelige i udspillet, og som jeg tror ville blive tydeligere, hvis man inviterede flere partier med ind i forhandlingerne.

Spørgeren.

Men der er jo bl.a. givet 16,5 mio. kr. til Antidote Danmark, for at de netop kan øge undervisningen og kendskabet til det. Der er jo bl.a. også sat penge af til det her, og man kan sige, at der jo ikke er noget, der forhindrer skolerne i f.eks. at invitere Antidote Danmark ud, og der er heller ikke noget, der i dag forhindrer dem i at tage snakken om opioider ude på skolerne. Så jeg tror stadig væk, jeg efterlyser lidt, at ordføreren svarer på, hvad det er for nogle tiltag, der ikke er der. For 16,5 mio. kr. udelukkende til mere oplysning og Antidote Danmark mener jeg er et ret stort beløb.

Ordføreren.

Det er bestemt et skridt i den rigtige retning, også et stort skridt. Det anerkender jeg, og jeg er glad for, at regeringen er gået den vej. Men jeg tror også på, at vi skal gøre mere. Altså, sikrer vi, at SSP har viden og oplysning, sådan at de, når de er i nær kontakt med de unge, faktisk har den relevante viden for at sikre, at der bliver forebygget helt lokalt? Altså, jo, vi kan godt invitere Antidote Danmark ud på skolerne, men sikrer vi, at det sker, og sikrer vi, at de har ressourcerne ude lokalt til også at få det til at ske?

Tak. Der kom lige et ønske om en kort bemærkning i sidste øjeblik. Fru Nanna W. Gotfredsen.

Det har jeg heller aldrig prøvet før.

I forhold til oplysning hører jeg det, som om ordføreren har gjort sig nogle overvejelser om, hvad det er, der skal ske på den konto. Selv får jeg ondt i maven over den ene dokumentar efter den anden, hvor unge mennesker fortæller om og måske også efterrationaliserer, hvordan det har løst al deres indre smerte og alle deres problemer, men sandheden kommer jo ikke frem. Det er også bare for at sige, at det her jo også er svært. Det er også svært for Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen at gøre det her på en ordentlig måde. Vi ved om opioider, at langt hovedparten får kvalme og opkastning af det præparat. Så er der nogle få, der har det lidt på en anden måde, men det er jo ikke den historie, vi får fortalt. Det lyder jo som regulær reklame for i hvert fald udsatte unge, når vi ser de her. Det gør ondt i maven på mig. Har ordføreren gjort sig nogle overvejelser om, hvad det er for noget uddannelse og undervisning, der skal til?

Ordføreren.

Jeg har ikke sådan lige de helt store overvejelser om det specifikke indhold, men jeg tænker faktisk, at ordføreren har ret i, at de billeder, vi nogle gange får vist, ikke får hele sandheden med. Der tænker jeg, at vi alle sammen har en opgave, ligesom Sundhedsstyrelsen og skolelærerne helt ude lokalt har en opgave i faktisk også at fortælle den anden vinkel af den her sag. Det kræver oplysning, og det kræver, at vi sikrer det nødvendige materiale på skolerne.

Ønsker spørgeren en anden runde? Så er der ikke flere korte bemærkninger, og vi siger tak til fru Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen fra Alternativet. Vi er nu igennem ordførerrækken, og den næste, der får ordet, er justitsministeren. Velkommen.

Tak for ordet, formand, og tak til alle de mange, synes jeg, både velovervejede og begavede bemærkninger, der er kommet i løbet af den her debat her. Derfor vil jeg gerne på min egne og også indenrigs- og sundhedsministerens vegne sige mange tak for en god debat, hvor vi selvfølgelig også er kommet rundt omkring mange forskellige aspekter og hjørner af den her meget alvorlige problemstilling. Jeg er rigtig, rigtig glad for, at der er så mange af partierne og ordførerne, der står med den samme bekymring, som regeringen har. For jeg tror, det er vigtigt, vi fortsætter med at følge udviklingen, og at vi bliver ved med at have politisk fokus på emnet. Det skylder vi vores børn og unge.

Jeg ser frem til, som jeg også nævnte tidligere her til aften, da jeg havde ordet, at vi inden for kort tid skal have en ny debat i Folketinget om emnet, i forbindelse med at vi behandler regeringens lovforslag om opioider. For misbrug af opioider må ikke få fodfæste blandt børn og unge i Danmark, og derfor er vi nødt til at vende udviklingen, og det har vi heldigvis stadig muligheden for. Tak for ordet, og tak for en god debat.

Tak til justitsministeren. Der er ikke ønske om korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 16. januar 2025.