Det sidste punkt på dagsordenen er:

5) Forespørgsel nr. F 5:

Forespørgsel til social- og boligministeren:

Vil ministeren redegøre for regeringens overordnede planer for inddragelse af civilsamfundet på social-, sundheds- og integrationsområdet, herunder om regeringen vil lave en strategi for området, der omfatter en tværministeriel samarbejdsmodel og en ny struktur for finansiering af de udførende civilsamfundsindsatser og understøttende funktioner?

Af Helene Brydensholt (ALT), Torsten Gejl (ALT) og Christina Olumeko (ALT).

(Anmeldelse 02.10.2024. Fremme 08.10.2024).

Vi skal nu i gang med en forespørgselsdebat, og det indebærer, at ordførerne skal logge sig af deres normale pladser og derefter rykke frem på de forreste rækker og logge sig ind.

Derfor holder vi en kort pause.

Så er alle på plads, og talerkortene er sat ind, så det passer med, hvor medlemmerne sidder.

Jeg giver ordet til ordføreren for forespørgerne, hr. Torsten Gejl, for en begrundelse.

Tak, formand. Jeg skal bare kort motivere den her forespørgselsdebat. Det handler om, at regeringen i sit regeringsgrundlag har forpligtet sig til, at vi skal have en stabil grundfinansiering af civilsamfundsorganisationerne på social- og sundhedsområdet. Det samme står i en hensigtserklæring fra sidste års SSA-reserve. Og en del af den her debat handler selvfølgelig om at få en garanti fra regeringen om, at vi vil have en model for grundfinansiering af civilsamfundsorganisationerne, som vi kan vedtage ved næste SSA-reserveforhandlinger – punktum.

Så handler det selvfølgelig også om alle de gode ting, den skal indeholde – hvordan vi skal inddrage organisationerne, hvordan vi skal gøre det gennemsigtigt, tydeligt, enkelt og effektivt for organisationer, der gør et kæmpe stykke velgørende arbejde, så de kan fokusere på det i stedet for hele tiden at skulle fokusere på at overleve.

Det vil være mine startord, formand.

Tak for det. Så vil jeg nu give ordet til social- og boligministeren for en besvarelse.

Tak for det. Allerførst kunne jeg godt tænke mig, at vi forestiller os et Danmark uden et civilsamfund, uden organisationer og foreninger og borgere, mennesker, der hver eneste dag lægger deres kræfter i de mangfoldige frivillige fællesskaber, vi ser rundtomkring. Jeg synes personligt, det er rigtig svært. Alene når jeg cykler fra Christiansborg og hjem til Vesterbro, ser jeg faktisk rigtig mange steder, hvor frivillige fællesskaber spiller en rigtig, rigtig stor rolle, og det samme gør sig gældende i alle andre byer i Danmark. Det er præcis det, vi ved: Danmark ville ikke være det samme land, et af de mest trygge og frie og lige lande, hvis det ikke var, fordi vi også havde et stærkt civilsamfund. Det er noget af det, som vi også tit bliver misundt andre steder i verden – oven i købet samarbejdet imellem det offentlige Danmark og civilsamfundet.

Rigtig mange steder ville det være sådan, at vi ikke ville have varmestuer for nogle af de allermest udsatte, et sted, hvor de kan få et måltid mad. Vi ville ikke have lektiecaféer, vi ville ikke have mentorordninger, ungdomsklubber osv. til børn og unge fra måske et bumlet barndomshjem. Ja, vi ville grundlæggende ikke have det samfund, vi kender. Det anerkender vi jo i regeringen, og netop derfor er vi i regeringen også optaget af, at der er et tæt samspil imellem det offentlige og civilsamfundet. Vi ser det faktisk som en forudsætning for vores demokrati. Derfor mener vi også, at civilsamfundet skal tænkes ind som en aktiv medspiller, både når det gælder politikudvikling og implementering.

At tænke civilsamfundet ind er noget af det, vi gør allerede, f.eks. i forårets forhandlinger vedrørende Sammen om handicap, hvor Danske Handicaporganisationer fik en stor stemme. Et andet eksempel er igennem regeringens partnerskab med civilsamfundet omkring indsatser for at lette byrder for foreningslivet, og det gælder også på ældreområdet, hvor civilsamfundet er tænkt ind i reformen af ældreområdet. Og så gælder det selvfølgelig helt konkret også i de mange tilskud og bevillinger, som vi hvert år finansierer på finansloven med driftsstøtte og med puljer, særlig på socialområdet, men også på en masse andre områder.

Det er den enkelte minister, som har kompetencen til og ansvaret for på sit ressortområde at tænke civilsamfundet ind i politikudviklingen der, hvor det er relevant. Jeg synes, det er et sundt princip, fordi det sikrer en gennemsigtighed, i forhold til hvem det egentlig er, der har bolden. For ofte kan civilsamfundet hjælpe med at løse konkrete problemer inden for de afgrænsede ressortområder, men meget ofte er der også problemstillinger, der går på tværs, og som kræver, at flere perspektiver og fagligheder bringes i spil. Her foregår der heldigvis allerede i dag en koordinering på tværs af ministerierne og i regeringen, ligesom der i øvrigt gør i alle andre sager, som har et tværgående sigte. Regeringen mener derfor ikke, at der er behov for at etablere en ny tværministeriel samarbejdsmodel, sådan som der spørges til her i forespørgslen.

Inddragelsen af civilsamfundet og den tværgående koordinering går heldigvis også igen i arbejdet med en ny model med grundfinansiering af civilsamfundet. På mit eget ressortområde som social- og boligminister har jeg og mit embedsværk med stor interesse og nysgerrighed læst med på de her mange gode indspark, som civilsamfundet har sendt. Her vil jeg gerne særlig fremhæve både det forarbejde, som en arbejdsgruppe bestående af Frivilligrådet, FriSe, Civilsamfundets Brancheforening, Danske Handicaporganisationer og Rådet for Socialt Udsatte tidligere har udarbejdet som opfølgning på en SSA-aftale, altså en aftale om udmøntning af midler til social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet – det arbejde, der til daglig går under navnet civilsamfundsstrategien 2021 – samt Civilsamfundets Brancheforenings oplæg til en ny model for civilsamfundet.

Jeg synes, der er rigtig mange gode overvejelser i anbefalingerne, og det er et godt afsæt at arbejde videre ud fra. For regeringen ønsker ligesom civilsamfundet mere stabilitet i finansieringen af civilsamfundet. Jeg vil bare komme med et eksempel på, hvad ustabilitet betyder. Det betyder f.eks., at et socialt tilbud åbner – det kunne f.eks. være et værested for psykisk syge – hvor ildsjæle får skabt relationer til mennesker, der lever på kanten af samfundet, eller som har svært ved at være i fællesskaber. 2 eller 4 år senere udløber bevillingen og stedet lukker. 2 år senere kan der så åbne et nyt værested, som skal etablere nogle nye relationer, måske til den samme gruppe af mennesker, og arbejdet begynder forfra igen. Men behovet forsvinder jo ikke, blot fordi bevillingen forsvinder. Al den projektfinansiering og de her kortvarige bevillinger skaber uro for mange organisationer, der gør en forskel. Det skaber også ringe forudsætninger for systematik og kvalitet og dybdegående faglighed på socialområdet. Det skaber ringe forudsætninger for, at vi for alvor får rykket socialområdet og vores velfærdssamfund.

Men at ændre i den statslige finansiering af flere hundrede civilsamfundsorganisationer er jo ikke bare noget, man gør sådan med et snuptag. Som ny minister på området, der tiltrådte her i slutningen af august, har jeg ønsket at prioritere tid til, at vi sammen får afdækket problemstillingerne og de meget vanskelige dilemmaer, der er ved en ny model for grundfinansiering af civilsamfundsorganisationerne. Jeg oplever en meget stor interesse for arbejdet i interessentlandskabet, hvor der er forskellige holdninger og ønsker til en model. Det mener jeg også nødvendiggør et grundigt forberedende arbejde fra min side. For en så stor omvæltning for sektoren kræver også et grundigt forarbejde og en tæt involvering af civilsamfundet og dem, det drejer sig om. I sidste ende er det jo ikke bare nogle organisationer, men nogle brugere, som i virkeligheden er dem, jeg synes vi skal være meget, meget opmærksomme på, i forhold til hvad det har konsekvenser. Derfor inviterer jeg snart civilsamfundet og Folketingets partier til et stormøde, hvor interessenterne også kan give udtryk for deres udfordringer og ønsker til det videre arbejde, og det ser virkelig frem til.

Med tanke på de seneste års debatter her i Folketinget om, at tempoet i politik er for højt, og at det går ud over kvaliteten af de love, Folketinget vedtager, går jeg ud fra, at jeg kan finde en bred opbakning blandt ordførerne til, at vi rent faktisk tager os tid til at lytte til dem, det handler om, også lytte til, hvilke konsekvenser det kan have. For der er jo både store organisationer, der er landsdækkende, og der er små organisationer, der udgør små hjul, og som går helt nye veje; der er nogle, der har fokus på det sundhedsmæssige aspekt, nogle, der har fokus på det sociale, og nogle, der har fokus på nogle helt andre ting. Og det rigtig vigtigt, at vi lytter til dem, det i virkeligheden handler om.

For at opsummere vil jeg sige, at regeringen allerede i dag tænker i civilsamfundet, og vi tænker det ind i politikudviklingen der, hvor det relevant. Samtidig er regeringen optaget af at fortsætte det tætte tværministerielle samarbejde, og derudover pågår der aktuelt et arbejde med at udvikle en ny model for grundfinansiering af civilsamfundsorganisationer på social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet, som det også fremgår af regeringsgrundlaget. Derfor ser regeringen ikke et behov for på nuværende tidspunkt at lave yderligere strategiske tiltag. Til gengæld glæder vi os til at komme i gang med at sikre, at arbejdet kommer videre med grundfinansieringen, så vi er klar til det inden næste års forhandlinger om SSA-aftalen. Så med det vil jeg bare sige tak for ordet og for at tage initiativ til at sætte fokus på vores civilsamfund her i Danmark.

Der er nu adgang til én kort bemærkning for ordførerne, og første ordfører, der har indtegnet sig, er fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance.

Der er jo ufattelig meget godt at sige, som ministeren også kommer godt rundt om. Jeg kunne derfor godt tænke mig at spørge ind til det her med kvalitet og forskellen på de forskellige. For jeg synes jo egentlig også, det er det, der er interessant at vi får debatten omkring i forhold til en ny grundfinansiering, nemlig det, at det jo ikke nødvendigvis bare er sådan, at fordi man er en civilsamfundsorganisation, så er det bare rigtig, rigtig godt. Der er jo forskel på, hvor godt man gør det, og hvor meget kvalitet vi får for pengene de forskellige steder. Kunne ministeren sætte lidt flere ord på, hvad ministeren tænker om det? Altså hvordan forholder vi os konkret til det, og hvordan skrues modellen så bedst muligt sammen i forhold til den del?

Ministeren.

For mig kan kvalitet i forhold til civilsamfundet jo være en meget, meget bred vifte. Noget af det, som er en af de helt store kvaliteter ved civilsamfundet, er jo ofte, at man ikke på forhånd har en sag, som skal afgøres i retning af noget, der får konsekvenser for borgeren. Det vil f.eks. sige, at rigtig mange udsatte borgere jo efterhånden har løbet panden mod en mur mange gange i mødet med kommunen, skolen, sundhedsvæsenet, retsvæsenet, domstole og andre ting, og der er det jo tit sådan, at civilsamfundets organisationer er nogle af dem, hvor de kan rummes. Der er ikke nogen bestemte ønsker om at gå i en bestemt retning, og det synes jeg er en kvalitet. Og noget af det, der er vigtigt, er jo, at man sikrer, at man ikke prøver at sætte sig så hårdt på civilsamfundet, at den kvalitet f.eks. går tabt. Men andre gange kan det være andre typer kvalitet, som f.eks. hvis man skal yde noget, der minder mere om behandling.

Den næste, der har tegnet sig ind for en kort bemærkning, er fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak til ministeren for talen. Det lyder bl.a. interessant med sådan et stormøde med de forskellige interessenter og civilsamfundsorganisationer. Alligevel sidder jeg her og tripper lidt og bliver lidt utålmodig. Jeg synes jo, det er godt med et stormøde; jeg synes, det er godt at bringe folk sammen og skabe dialog. Men for mit eget vedkommende har jeg i hvert fald været i dialog med rigtig mange civilsamfundsorganisationer efterhånden. Jeg har også været til forskellige stormøder både her på Christiansborg og senest også ovre i Dansk Erhverv i den smukke sal, som nu desværre er brændt ned. Så det er jo ikke, fordi vi ikke kender til området eller det ene og det andet. Jeg synes jo, det havde været smartere, hvis regeringen lige nu havde fremlagt et forslag, og så havde man indkaldt til stormøde, hvor man så havde diskuteret det forslag, som regeringen var kommet med. Hvorfor skal det være den anden vej rundt?

Ministeren.

Noget af det, som jeg i hvert fald ser som nogle rigtig store dilemmaer, er jo noget af det, jeg synes er vigtigt at få drøftet. Vi kunne sagtens sætte os ned, og så kan vi jo aftale, at vi laver en model, og så gælder den model kun for organisationer, der er landsdækkende. Jeg tror også, vi ret hurtigt ville være enige om, at det ville udelade rigtig mange civilsamfundsorganisationer, som vi stadig væk anser for værende vigtige, men som af forskellige årsager måske er mere specialiserede inden for et område eller en målgruppe og derfor ikke har tilbud alle steder. Det kunne også være, fordi man er nogle, der går nye veje og derfor har fået nogle midler til at gøre det og derfor ikke er udbygget i hele landet. Det her er nogle dilemmaer. Og det er ikke sådan, at jeg ikke har hørt organisationerne tale om vigtigheden af, at vi får lavet en model. Men jeg tror også, det er vigtigt, at vi får drøftet, hvad det er for nogle ting. For hvis vi lægger det her ud i armslængde, og det hører jeg rigtig mange politikere sige at de gerne vil, så kan det heller ikke nytte noget, at vi som politikere kommer og så pludselig tror, at vi har lavet en model, og så har vi allerede indført ti forskellige grader af et eller andet, som bare gør det endnu mere kompliceret.

Næste korte bemærkning er fra fru Charlotte Broman Mølbæk fra SF.

Tak for det, og tak for talen. Jeg vil se frem til stormødet. Jeg forstår godt, at ministeren som ny minister kan have et behov for at danne sig et overblik på ny. Det, der bare er situationen og udfordringen, er jo, at de her civilsamfundsorganisationer har ventet i utrolig mange år, og det her har været en brændende platform i alt for lang tid, som vi på Christiansborg ikke har fået leveret på, og derfor presser tingene sig på.

I virkeligheden er det rigtig godt, at Alternativet får rejst den her debat i dag, og at vi netop også får kigget på det tværministerielle, og jeg bed mærke i, at ministeren sagde, at regeringen ikke har nogen planer om det. Men måske skulle man overveje det alligevel, for livet er fyldt med paradokser. Vi står tit på talerstolen herinde og siger, at kommunerne skal arbejde tværfagligt og skal komme ud af siloerne. Hvis der er noget sted i den her verden, hvor der er siloer, så er det godt nok på Christiansborg imellem ministerierne.

Jeg er både ordfører på kulturområdet og socialområdet, og det er lidt heldigt, for sådan er det ikke så tit, men det betyder bare, at mange af de aktiviteter, der er på både kultur- og idrætsområdet kan bindes sammen. Kan ministeren ikke se, at der kunne være et behov for, at vi kunne hjælpes ad, så man ikke skal rende fra Herodes til Pilatus imellem alle de her ministerier, og at vi prøver at hjælpe og lave en samlet strategi?

Ministeren.

Jeg kan sagtens se et stort behov for, at vi løbende også har fokus på det tværministerielle. Lige nu sidder vi i SSA-forhandlinger, som det hedder på sundheds-, social- og arbejdsmarkedsområderne, men også med inddragelse af integrations- og ældreområderne og forskellige andre områder. Det er et stort koordineringsarbejde for regeringen, og jeg er helt overbevist om, at det også er det for ordførerne.

Det, jeg sagde, var bare, at det gør vi sådan set allerede i dag, og vi forsøger at gøre det, så godt vi overhovedet kan. Regeringen ser ikke noget behov for en ny strategisk tværministeriel indsats, en særlig model omkring en tværgående koordinering, fordi vi allerede har fokus på det i dag. Det er nok ikke altid perfekt, men det tror jeg heller ikke det ville være, bare fordi vi opfandt en ny tværgående strategisk enhed på den her måde. Det ville nok stadig væk have en vis grad af uperfekthed.

Den næste i rækken er hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak, formand. Nu har jo ventet længe på at få den her grundfinansiering af civilsamfundsorganisationerne. Det er med i regeringsgrundlaget. Vi har en hensigtserklæring fra de sidste SSA-reserveforhandlinger, og jeg anerkender, at ministeren er ny, og at arbejdet skal gøres ordentligt, og det er der jo også tid til.

Jeg har bare brug for, at ministeren forpligter sig på, forpligter regeringen på, at vi kan få vedtaget en model til en ny grundfinansiering af civilsamfundsorganisationerne til næste SSA-reserve. Vil ministeren forpligte sig på det?

Ministeren.

Som jeg nævnte i min tale, agter jeg at indkalde til et stormøde allerede her inden nytår. Derudover er det også min forventning, at vi kan indlede drøftelser og forhandlinger omkring en model for grundfinansiering i løbet af foråret. Så ja, jeg vil meget gerne have, og som jeg sagde, ønsker jeg, at vi finder en løsning, således at når vi når til forhandlingerne for 2026, har vi en grundfinansieringsmodel på plads.

Det er klart, at det i sidste ende også beror på forhandlinger med partierne, så vi skulle også helst nå til enighed omkring, hvad det så er for en model. For som jeg nævnte før, kan der godt være en del dilemmaer, der skal tages stilling til undervejs. Noget af det, jeg også har lagt mærke til, er, at der mange steder er en meget stor forventning om, at der vil komme langt flere penge til området. Det tror jeg også vi bliver nødt til at kigge på i fællesskab, for jeg kan ikke rigtig se, hvor den pengetank, som lige kan komme ind på bordet til de her drøftelser, står.

Den sidste indtegnede til en kort bemærkning er fru Birgitte Bergman fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak for talen. Jeg hæfter mig også ved, at der kommer et stormøde her inden årsskiftet, og det vil jeg også se frem til. Jeg hæfter mig også ved, at ministeren håbede på en bred opbakning. Altså, den har ministeren jo allerede, for der blev indgået en aftale sidste år. Det er jo også derfor, vi står her i dag, og tak til Alternativet for at rejse sagen, for det er en vigtig sag. Ministeren var selv inde på nogle rigtig vigtige og gode pointer, i forhold til hvor afhængigt det danske samfund og Danmark er af civilsamfundets organisationer, både i kommunerne, men også rundtomkring i andre dele af samfundet.

Det, jeg godt kunne tænke mig lige at høre ministeren til, også i forhold til at forberede, at vi skal ind i det her, er, hvad det er for nogle kriterier, hvad det er for nogle, hvad skal jeg sige, tanker, ministeren gør sig om, hvordan sådan en strategi og i sidste ende sådan en aftale kan se ud. For jeg synes ofte, vi kommer til forhandlingerne, og så kommer tingene lidt på bagkant. Så jeg appellerer også bare til, at vi er meget skarpe allerede fra start og bliver klædt ordentligt på i det her arbejde. For vi ved selv, at når vi så er ude kommunerne, har vi nogle § 78- og § 79-midler, og hvad de nu hedder. Så det er bare sådan, i forhold til hvad det er for nogle tanker, ministeren gør sig på nuværende tidspunkt.

Ministeren.

Mange tak for spørgsmålet. Som jeg nævnte, vil jeg da meget gerne fremhæve både det forarbejde, som en arbejdsgruppe, der netop bestod af både Frivilligrådet, FriSe, Civilsamfundets Brancheforening, Danske Handicaporganisationer og Rådet for Socialt Udsatte, udarbejdede i 2021, og det, der hedder civilsamfundsstrategien, som jeg synes er meget interessant og kommer med nogle interessante ting.

Så har Civilsamfundets Brancheforening også lavet et oplæg til en ny model for civilsamfundet. Noget af det, jeg har hæftet mig ved, er, at der er en meget stor interesse i det hele taget fra interessenterne i, at vi sammen får afdækket de her problemstillinger og de her dilemmaer.

Men jeg har også lagt mærke til, at der er lidt forskellige holdninger og ønsker til en model i nogle af de her forskellige oplæg, og det er også noget det, jeg gerne vil have mulighed for netop så at drøfte med organisationerne. Hvis vi nu går i én retning, hvilke konsekvenser kan det så have for nogle andre?

Det ser jeg også frem til at drøfte med ordførerne og også i god tid. For jeg er enig i kritikken, vi får, af, at vi bare lægger modeller frem og siger: Stem for det. Nu prøver jeg at træde lidt længere ud, og nu kan jeg mærke, at jeg også får lidt kritik for ikke bare at lægge en model på og siger: Stem for det.

Det var det. Vi går nu til forhandlingen, og de almindelige regler for korte bemærkninger gælder her. Den første, der har ordet, er ordføreren for forespørgerne, hr. Torsten Gejl fra Alternativet.

Tak, formand. Før jeg kom i Folketinget, havde jeg min egen virksomhed med fem ansatte. Før jeg lavede den, var jeg leder af noget, der hed Frontløberne i Aarhus, som var en pragtfuld social kulturinstitution. Grunden til, at jeg stoppede der, var, at der simpelt hen gik for meget tid til at overleve og for lidt til det sjove. Det var en projektorganisation, og vi skulle altid finde på nyt. Der var ikke penge til drift, og til sidst gik der simpelt hen så meget overlevelse i den, at der ikke var tid til det, som vi egentlig kom for. Så søgte jeg andre veje.

Det har jeg oplevet mange organisationer der er plaget af, siden jeg kom i Folketinget. Jeg oplever civilsamfundsorganisationer gå tiggergang på Christiansborg i alle vores sale og korridorer for at få lov til at spare samfundet for milliarder af kroner. For mange af de her samfundsorganisationer har jo 100 frivillige, 200 frivillige, 1.000 frivillige. Den værdi, de skaber, kan ikke betales. Det kan være i arbejdet for voldsramte mennesker. Det kan være handicaporganisationer. Det kan være nogle, der hjælper folk med senfølger af seksuelle overgreb.

Der er så mange stærke organisationer, der hjælper udsatte danskere, og det er en god forretning, så hvis vi nu bare lige kort overvejer: Når vi laver det her, skal vi så putte flere penge i området? Jeg synes det. Jeg er jo også forretningsmand. Det er investeringer; når vi kaster 2 mio. kr. efter en civilsamfundsorganisation på det sociale område, får vi 10 mio. kr. igen i sparede penge til politi, sygehuse, socialvæsen og alt det der, så jeg har altid set det som en god forretning. Så jeg vil gerne kaste flere penge efter det. Vi skal nok få dem igen.

Mange af de her organisationer hopper jo fra tue til tue. De ved ikke, om de er købt eller solgt. Det er jo derfor, de drøner rundt og bliver lige så meget lobbyorganisationer, som de forsøger at hjælpe udsatte danskere. De besøger vores kontorer og besøger ordførerne, og de organisationer, der klarer sig bedst, er dem, der bruger rigtig meget tid på at besøge os og være klar til finansloven og være klar til forhandlingerne om SSA-reserven, og som måske også giver os gode idéer til lovgivningen osv. osv.

Så dem, der formår at bruge mest tid på lobbyvirksomhed i stedet for at bruge tid på det, de er skabt til, er dem, det går bedst for, og det duer jo ikke. Det duer jo ikke, at dem, der koncentrerer sig om at gøre det, de kom for, har de dårligste forudsætninger. Er det ikke bare uværdigt, at de skal gå rundt at tigge om penge for at få lov til at spare os milliarder af kroner? Det er også uhensigtsmæssigt, fordi de bruger den tid på det i stedet for at bruge den på at hjælpe folk, der er ramt af vold eller af handicap, eller på alle de ting, som de mennesker er sat i verden for, og som de gerne vil.

Vi ser nogle gange groteske eksempler. Det har været med en række integrationsprojekter her for nylig. Det er projekter, der beskæftiger sig med at forebygge lige præcis de bekymringer ude i parallelsamfundene og de sociale boligområder, som bekymrer danskerne allermest – social kontrol og kriminalitet. Organisationer, der får børn tilbage i skolerne, og som håndterer de ting, som bekymrer os meget, oplevede bare i 2018, at pengene holdt op med at komme til nytår. Altså, de fik ikke engang en forklaring. Pengene stoppede bare med at komme, og så har de så skullet kæmpe dem tilbage igen, og vi har forsøgt at hjælpe med det, og nu er der 2 måneder til nytår, og det er ikke engang dem alle sammen, der har fået det. Altså, så ved man jo ikke, om man er købt eller solgt. Man kan jo ikke arbejde under de betingelser.

Så derfor er vi jo nødt til at sikre, at de organisationer har en stabil finansiering, og at de kan vide, at de kan koncentrere sig om det, som de er der for, nemlig at skabe en gigantisk værdi i vores samfund, som selvfølgelig i første omgang er en meget, meget stor menneskelig værdi, men meget stor menneskelig værdi kan næsten altid måles økonomisk; det er simpelt hen også mange penge værd for samfundet.

Så vi skal have lavet den her grundfinansiering af dem, så vi sikrer deres drift. Nu skal jeg ikke stå her og sige, hvordan det skal gøres, for vi har jo tænkt os at involvere dem. Men det skal være gennemsigtigt. Det skal gøres sammen med dem, og den drift skal sikres, så de kan fokusere på det, de er gode til. Vi skal have det på plads, og der er det bare, at det er så vigtigt, at det bliver nu eller hurtigst muligt. Jeg er ligeglad med, hvordan regeringen vil formulere det, og hvad for nogle ord man vil bruge, og hvad for noget retorik eller poesi eller lyrik, man vil bruge, bare vi er klar til at forhandle det til næste SSA-reserve.

Jeg kan godt blive mistænksom, når man siger, at det bliver engang i foråret. Bliver det maj, juni, og sker der så ingenting? Altså, nu synes jeg, at vi har sagt det meget tydeligt, og jeg synes også, at ministeren har sagt det på tv: Det skal ske. Og det er ikke bare det. Jeg synes egentlig også, at vi skal have en langsigtet strategi, der sikrer en stabil infrastruktur for civilsamfundet, altså en plan for, hvordan civilsamfundet passer ind i velfærdssamfundet.

Dertil har jeg kun tilbage at læse en vedtagelsestekst, en fælles erklæring, op fra Alternativet, Enhedslisten, SF, Radikale Venstre, Konservative, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget anerkender det store arbejde og samfundsansvar, som civilsamfundet løfter, og at et stærkt civilsamfund er en af grundpillerne i et stærkt velfærdssamfund.

Folketinget noterer sig, at regeringen i sit eget regeringsgrundlag forpligter sig på at »igangsætte et arbejde om en ny model for en stabil grundfinansiering af civilsamfundsorganisationerne på social- og sundhedsområdet ud fra transparente kriterier, så det bliver muligt at planlægge langsigtet«. Ligeledes indgik samme hensigtserklæring i sidste års aftaletekst for SSA-reserven, uden at der er blevet indkaldt til forhandlinger i det efterfølgende år.

Folketinget opfordrer derfor regeringen til at indkalde til forhandlinger om en ny model for en stabil grundfinansiering af civilsamfundsorganisationerne inden udgangen af 2024.

Folketinget opfordrer desuden regeringen til at udarbejde en langsigtet strategi, der sikrer en stabil infrastruktur for civilsamfundet. Folketingets partier samt relevante aktører fra bl.a. civilsamfundet skal inddrages i udarbejdelsen af en langsigtet strategi for civilsamfundets rolle i velfærdssamfundet.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 3).

Tak, formand.

Tak for det. Der er en række korte bemærkninger. Den første er fra fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet.

Tak til ordføreren både for initiativet og for talen. Vi har jo forsøgte at nå sammen om en vedtagelsestekst, og vi nåede ikke helt i mål, men noget af det, der er i hvert fald har været vores årsag til det, er jo det her med, hvor hastigt man skrider frem, som også ministeren påpeger. Mit spørgsmål går egentlig på det her med, at vi jo synes, det er væsentligt, at man har tid nok til at inddrage folk, og derfor peger vi f.eks. på et stormøde også den efterfølgende proces. Er ordføreren ikke enig i, at vi skal gøre det ordentligt og give tid til netop de utrolig store differencer, der er mellem de forskellige typer af organisationer?

Jo, helt klart. Det er den rigtige metode, den rigtige måde at gøre det på. Det bliver en kæmpe fornøjelse at samarbejde med de organisationer om at lave en rigtig god model. Den skal bare være færdig, sådan at vi kan vedtage den på SSA-reserven næste år.

Værsgo til den anden korte bemærkning.

Tak for det. Vi synes jo, det er virkelig væsentligt, og det er jo også derfor, at regeringen har indskrevet det i regeringsgrundlaget. Noget af det, jeg selv kan være bekymret for, er, om vi bliver enige om, hvad opgaven er, nemlig at få lavet en stabil grundfinansiering, som er transparent, så det er tydeligt, hvordan man går ind i det. Spørgsmålet er i virkeligheden, om man er enige om, hvordan vi gør det, og hvad løsningen på det er. Det er derfor, vi synes, der skal være god tid til det.

Ordføreren.

Det er modtaget.

Den næste i rækken af medlemmer med korte bemærkninger er fru Karin Liltorp fra Moderaterne.

Jeg vil også gerne sige tusind tak til Alternativet for at have indkaldt til den her forespørgsel. Det er jo ikke nogen hemmelighed, det her er en dagsorden, der optager mig utrolig meget, og derfor er jeg jo glad for, at vi på tværs af partierne faktisk får lov til at diskutere den, og jeg synes jo, der bliver sagt mange gode ting i ordførerens tale. Nu kommer det til at handle meget om grundfinansiering. Jeg vil bare lige høre ordføreren, om han har gjort sig andre tanker om andre elementer i det, for jeg tror måske, vi er enige om, at alt ikke er gjort ved at sende en pose penge, og at der måske kunne være andre elementer i det her med at skabe et godt samarbejde med civilsamfundet. Der kunne jeg godt tænke mig at høre Alternativets tanker om, hvad der ellers kunne være af træk på det her område.

Vi skal lige huske, at vi ikke bruger til direkte tiltale. Jeg giver ordet til ordføreren.

Tak, fru Karin Liltorp. Jeg ved, at civilsamfundet fylder meget i fru Karin Liltorps hjerte, og vi har også gjort os tanker om, at det er vigtigt, at vi f.eks. har en god forbindelse mellem kommunerne og civilsamfundsorganisationerne, mellem regionerne og civilsamfundsorganisationerne og mellem virksomhederne og civilsamfundsorganisationerne. De skal ikke ligge som sådan en lille alien eller uforbundet enhed. Vi skal skabe den sammenhæng, sådan at det bliver endnu lettere for de mennesker, der har brug for den fantastiske underskov af tilbud, som civilsamfundsorganisationerne har, at finde og få den hjælp hurtigt. Men jeg synes også, det er lidt interessant økonomisk, at vi måske begynder at blive dygtigere til at regne på det, og at når vi sender 2 mio. kr. til organisation x, får vi måske i virkeligheden 7 mio. kr. tilbage. Kan vi beholde dem inde i loopet? Kan vi begynde at kanalisere nogle af de penge, civilsamfundsorganisationerne sparer samfundet for, tilbage til dem?

Spørgeren.

Jeg ved, der er mange, der måske nogle gange er lidt frustrerede og Finansministeriets måde at regne på, men den er ikke sådan lige så nem at opgøre. Men det, jeg hører ordføreren sige, er i virkeligheden også, at jeg muligvis snart har en civilsamfundsordførerkollega i hr. Torsten Gejl. Det kan godt være, at jeg foregriber det lidt.

Ud over det bed jeg mærke i, at ordføreren gjorde opmærksom på bekymringen om, om det nu vil ske. Jeg håber, ordføreren deler min opfattelse af det, nemlig at vi faktisk har en minister, der er gået meget åbent ind i arbejdet, og at den her entusiasme, der er her, faktisk er et tegn på, at vi nok skal få den her i mål sammen. Så jeg øjner håb og deler på den måde ikke ordførerens bekymring.

Ordføreren.

Det er simpelt hen så rart at høre fra et regeringsparti.

Den sidste indtegnede spørger, i hvert fald for nuværende, er fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne.

Mange tak, og tak til Alternativets ordfører for at tage lige præcis det her emne op. Noget af det her har vi diskuteret så længe, at jeg næsten ikke kan huske det. Derfor er det jo selvfølgelig også noget, jeg har undret mig over. Jeg har undret mig over, hvorfor man gang på gang får nogle meldinger ovre fra Social- og Boligministeriet om, at det er lige på trapperne, lige om hjørnet, til næste år, lige inden SSA-forhandlingerne – dér kommer der er en model. Det har ligesom været sådan år for år.

Nu har vi jo lige fået udnævnt en ny socialminister, og ministeren har sådan set har arvet noget forudgående, så jeg tænker ikke, at man på den måde bare kan skyde skylden på den minister, der sidder der nu. Men jeg undrer mig bare over, hvordan man for kort tid siden kunne få at vide, at der var en model på vej lige om hjørnet, og nu er den der så overhovedet ikke. Hvad tænker ordføreren om det morads, der er der?

Ordføreren.

Noget af det, der er en af mine hovedgrunde til at gå herop og indkalde til den her forespørgsel, er jo at få det løst og sørge for, at den her gang sker det. Det er svært at motivforske, når der er skiftende socialministre, men jeg har siddet med hele vejen og oplevet præcis det, som ordføreren siger. Jeg tror, at det er svært at håndtere. Det er forskelligartet. Det kan være dyrt. Det skal ske med en minister, der har en god kontakt til det, vi kalder det store bord, altså finansministeren, og jeg håber, at det er det, der er tilfældet her.

Spørgeren.

Tak for svaret. Jeg går jo også med den bekymring, at når tiden går, kan vi ende i en situation, hvor det er, at der nærmest når at komme et folketingsvalg, inden vi overhovedet får det her på plads. Så kommer der måske en ny regering, som også lige skal finde ud at finde sine ben, og så starter det hele forfra. Jeg bliver træt på civilsamfundsorganisationernes vegne på det her område.

Ordføreren.

Jeg har mødt repræsentanter for civilsamfundsorganisationer, der tror, at regeringen vil sylte det, og at man vil udskyde det til efter et valg, fordi det er for bøvlet – at regeringen faktisk hellere vil finde endnu flere undskyldninger. Jeg tror, at man måske får den idé, fordi det foreløbig er trukket sådan ud. Så jeg kan godt forstå spørgsmålet. Jeg synes nu, at vi på tv har så tydelige erklæringer fra både ministeren og fru Karin Liltorp, at de næsten ikke kan tillade sig at udskyde det.

Den næste i rækken er hr. Christian Friis Bach fra Venstre.

Tak til ordføreren for et godt initiativ og for en god tale, men det ærgrer mig lidt, at vi ikke kan finde sammen om en fælles vedtagelsestekst. Jeg forstår jo sådan set godt, at oppositionen har behov for at kritisere regeringen, men anerkender ordføreren ikke, at det havde været et godt udgangspunkt, hvis vi nu som følge af den her debat havde lavet en fælles udtalelse og inviteret bredt til at få det her på plads? Havde det ikke været et stærkere signal at sende til civilsamfundet, altså at vi kunne stå sammen herinde i Folketinget om at sende det her signal om, at vi ønsker at få det her løst, og at vi ønsker at få skabt mere stabile og sikre rammer for det danske civilsamfund på social- og sundhedsområdet?

Ordføreren.

Vi kommer til at forhandle bredt. Selv om vi har to forskellige vedtagelsestekster, kommer vi til at gøre sammen. Jeg tror ikke, at der er noget som helst i det, at vi har to forskellige vedtagelsestekster, der kommer til at forhindre det.

Men ordføreren må da også betragte det som en legitim nervøsitet. Når nu det er blevet udskudt og udskudt og det er sådan, at ting godt kan gå lidt i stå en gang imellem, hvis jeg skal sige det mildt, så har det bare været vigtigt for os at have det fokus på at få det løst. Det har ikke været muligt at lave en vedtagelsestekst, hvor vi synes at det fremtrådte tydeligt nok, at det her skulle være klar før næste SSA-forhandling.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg ser frem til det her. Jeg er sikker på, at vi kan finde ud af noget godt sammen. Derfor undrer det mig, at vi nu har to vedtagelsestekster, der i virkeligheden er så tæt på hinanden. Altså, det med, om man bliver indkaldt i december eller januar, kunne vi måske godt have fundet ud af, kan man sige. Når jeg lytter til de spørgsmål, der er kommet fra kredsen bag den vedtagelsestekst, som ordføreren har fremlagt, er det ikke min forståelse, at der blandt den kreds af partier findes en fælles model. Er det rigtigt forstået, at der ikke er enighed om en model blandt de partier, der har fremlagt den her vedtagelsestekst?

Ordføreren.

Altså at der ikke er en model? Nej, der er jo en model fra civilsamfundsorganisationer. Jeg har også en model. Der er jo egentlig modeller nok. Alle er klar. Vi vil gerne arbejde. Partierne er klar. Hvorfor det ikke er sket før, er mig lidt en gåde. Vi sad i går og forhandlede SSA-reserve, og der var 18 embedsmænd i lokalet. Der er ressourcer i Social- og Boligministeriet. Der er en gåde for mange, at det ikke er sket før.

Fru Birgitte Bergman, Det Konservative Folkeparti, har en kort bemærkning.

Ja, jeg vil godt lige hjælpe ordføreren lidt, for jeg synes, det var lige friskt nok af Venstres Christian Friis Bach at sige det om at have en fælles model på nuværende tidspunkt. Det, vi vil med det her, og det tænker jeg at ordføreren godt kan bekræfte mig i, er jo netop at sende et stærkt signal om, at man har lavet en aftale for over et år siden. Der sidder et kæmpe ministerie i Socialministeriet, altså masser af dygtige embedsfolk, og der må jo nok have været nogle tanker, nogle strategier og nogle planer, som man meget vel kan lægge frem nu her og begynde at arbejde med. Det er jo derfor, at vi presser på for en dato, altså fordi det her, som mange andre gode ordførere har sagt, ikke er godt nok.

Så jeg ville bare lige komme med den kommentar og høre, om ordføreren ikke er enig i den analyse. Tak.

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig. Og tak for at sige det så præcist.

Jeg antager, at der ikke er en opfølgende kort bemærkning; det kan jeg næsten se på kropssproget at der ikke er. Så vil jeg give ordet til den næste ordfører, fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet.

Tak for det. Jeg bliver altid så imponeret over, hvor høj ordføreren fra Alternativet er. Tak for en rigtig fin tale, og tak for indkaldelsen til en god forespørgselsdebat her. Også tak til ordførerens kollega, der sidder bagest i salen, og som jo har haft en vigtig rolle i det her.

I går aftes, da vi var færdige med endnu et vigtigt møde i forhold til de mange områder, vi beskæftiger os med som socialordførere, tog jeg S-toget ud til Bispebjerg Hospital. Derude ventede Jonas fra Ungdommens Røde Kors på mig på en bænk, og han havde ventet i noget tid, fordi jeg var lidt forsinket, da vores møder trak ud. Vi skulle nemlig ind at se på Ungdommens Røde Kors' hospitalscafé Smilehullet. Inde på spiseforstyrrelsesafdelingen med lukkede skodder og lås på døren, både til toilettet og på hoveddøren, har Ungdommens Røde Kors sådan en lille café hver torsdag fra kl. 18 til kl. 20, hvor de er med til at skabe liv og et pusterum i hverdagen. Og i virkeligheden er det jo det, som civilsamfundets mange forskellige organisationer gør – om det er musikfestivalen for handicappede, mennesker med udviklingshandicap på Sølund i Skanderborg, eller om det er andre forskellige typer af initiativer, som både ministeren og den foregående ordfører nævner.

For vores velfærdssamfund, vores demokrati, kan vi slet ikke forestille os uden de civilsamfundsorganisationer, vi har. Og det bliver vi jo også mindet om hver eneste dag i det arbejde, vi hver især laver på socialområdet. Vi bliver mindet om, hvordan de stærke værdier er vigtige for, hvordan vi laver vores arbejde, og at de forskellige inputs og erfaringsgrundlag, de har, er med til at bidrage til den måde, vi bedriver politik på. For det er nemlig alle civilsamfundsorganisationerne, som har fingeren direkte på pulsen; som hver eneste dag udeomkring, om det er i Thisted eller på stenbroen i København, har en oplevelse af og en fornemmelse for, hvad det er, der rører sig.

Derfor vil jeg også rigtig gerne både anerkende over for alle de civilsamfundsorganisationer, der er, vigtigheden af arbejdet og derfor også sige, at det jo har været væsentligt, at regeringen faktisk har det indskrevet i sit regeringsgrundlag. Så kan jeg da godt være sådan lidt ærgerlig over, at forespørgselsdebatten sådan kommer ind her, for det havde jo også været bedre, at det havde været en diskussion om en lovbehandling, i stedet for at vi står her med en forespørgselsdebat. Det synes jeg at jeg sådan set gerne vil anerkende forespørgselsstillerne for.

Vi har brug for, at civilsamfundsaktørerne bliver inddraget, og at der bliver givet god tid. Altså, jeg tror, det er langt mere kompliceret, end vi gør det til. Det har jeg også sagt på adskillige møder, i åbne møder, men jeg har også sagt det direkte til rigtig mange af civilsamfundsorganisationerne. Jeg tror faktisk, det er betydelig mere vanskeligt, end vi lige regner med, fordi der er så store nuanceforskelle. På nogle områder er det få, enkelte organisationer, som varetager opgaven, og andre steder er der en myriade af små forskellige organisationer, der hver især har lige deres fornemmelse, kender deres by, kender deres område, kender deres region. Og andre steder igen er der tale om store organisationer som f.eks. Ungdommens Røde Kors, som jeg var ude med i går.

Derfor tror jeg, det er meget centralt, at vi prøver at lytte til organisationerne. Og ud over at Socialdemokratiet selvfølgelig indgår i regeringen, handler det også om, at vi får taget den tid til det, der er nødvendig. Vi har jo også vigtige budskaber og indsatser i forhold til den SSA-aftale, som vi udmønter hvert år; der er vi jo nødt til at få inddraget det.

Jeg glæder mig rigtig meget til det arbejde, vi skal i gang med, og uanset om vi kan være enige om en forslag til vedtagelse, og ligesom Venstres ordfører lidt grillede Alternativets ordfører om det, vil jeg sige, at jeg synes, at det havde været betydelig bedre, om vi havde stået med ens forslag til vedtagelse. Det skal ikke skille os ad, for det centrale er, at vi kommer i gang.

Derfor vil jeg også på vegne af Venstre, Moderaterne og Socialdemokratiet oplæse følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget og regeringen er enige om, at civilsamfundet udgør en grundpille for sammenhængskraften i Danmark. Derfor skal civilsamfundet fortsat have gode rammer.

Folketinget noterer sig, at regeringen i regi af SSA24 har igangsat et arbejde om en ny model for stabil grundfinansiering af civilsamfundsorganisationer på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet. Målet er at sikre, at det ud fra gennemsigtige kriterier i højere grad bliver muligt at planlægge langsigtet.

Folketinget noterer sig ønsket om en inddragende og åben proces, hvor man med civilsamfundet kan drøfte de dilemmaer og balancer, en ny model indebærer.

Folketinget konstaterer, at regeringen vil tage initiativ til et stormøde med civilsamfundet og partierne i SSA-kredsen omkring årsskiftet med henblik på høring af interessenterne. Det noteres, at regeringen forventer at indkalde til forhandlinger om en model i foråret 2025.

Folketinget anerkender det store arbejde, civilsamfundet laver, samt vigtigheden af, at civilsamfundet, hvor det er relevant, tænkes med i politikudviklingen.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 4).

Der er en kort bemærkning fra hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak for talen. Som jeg sagde i min egen tale, er det uhensigtsmæssigt, at alle de her organisationer skal gå tiggergang, og at de mere skal være lobbyorganisationer end at gøre det, de kom for. Der er dog én god ting ved det, og det er den fantastiske faglige opdatering, som der er ved at mødes med 50 eller 100 civilsamfundsorganisationer om året. Det klæder os virkelig på til at vide noget om det sociale område og om sundhedsområdet, og jeg tænker bare på, at den del af det skal vi huske, når vi gør det her, så vi forhåbentlig giver dem fred til at drive det, de kom for, og de ikke skal drives herind hele tiden.

Vi skal huske den faglige dialog. Jeg ved ikke, om ordføreren bare lige har nogle tanker om, hvordan vi sikrer os den samme opdatering på alle områder, som vi er så heldige at få nu, når de jo kommer og fortæller om deres gode arbejde – for at få nogle penge.

Ordføreren.

Det synes jeg simpelt hen er et virkelig, virkelig godt spørgsmål, og jeg synes i virkeligheden også, at det griber godt ind i, hvor komplekst vores arbejde som socialordførere er, og jeg oplever faktisk, at det er ret meget anderledes end andre områder. Jeg ved ikke, om vi i virkeligheden kunne tage ved lære af noget af det, som fru Charlotte Broman Mølbæk fra SF sagde i forhold til kulturområdet, nemlig om der var noget, vi kunne kigge på dér. Jeg ved også, at hr. Christian Friis Bach nævnte noget i forhold til udenrigsområdet. Så måske skulle vi indtænke, hvad platformene ellers kunne være.

Der, hvor jeg er bekymret – det har jeg også nævnt i vores samtaler tidligere – både med hensyn til hvordan vi laver en ny model, men også i forhold til den konstruktion, vi har nu, er jo, at når man har så små bitte foreninger, at de har svært ved ligesom at få ørenlyd eller finde et ordentligt ståsted, så er det sådan, at der, hvor de kommer ind, er, når de kommer ind sammen med en ordfører, som kender dem ude fra lokalområdet. Altså, det er ikke et svar, men det lægger sig op ad det, ordføreren siger. Men det kunne jo være, at vi skulle lave noget mere systematik i, hvordan vi gør det, og om vi f.eks. skal holde et årsmøde ... Undskyld.

Man kan godt afslutte hurtigt.

Okay. Jamen jeg tænker, at vi skal lægge det op og sige: Hvordan er det, vi får en model fremadrettet, hvor vi får lyttet til dem? Det kunne være et årsmøde, eller det kunne være andre steder, hvor vi får lavet noget workshopagtigt, men der er ordføreren bedre til at tænke kreativt, end jeg er.

Fru Helene Brydensholt fra Alternativet for en kort bemærkning.

Tak for en rigtig fin tale fra ordførerne, hvor ordføreren jo også roser civilsamfundet, og det samme gør sig jo også gældende i regeringsgrundlaget, hvor civilsamfundet bliver nævnt rigtig mange gange og det bliver betonet, at civilsamfundet spiller en rigtig stor rolle i vores velfærdssamfund og gør det stærkt.

Nu skal ordføreren selvfølgelig kun stå på mål for det, ordføreren selv har sagt, men ordførerens minister, som jo også er fra Socialdemokratiet, sagde i hvert fald, at regeringen ikke har planer om at lave en strategi for det her, og det synes jeg er lidt ærgerligt, for ville det ikke være et flot signal at sende til civilsamfundet, at man vil lave en strategi, lave en plan, hvor der kom noget struktur på, hvordan civilsamfundet, det offentlige og for den sags skyld erhvervslivet skal spille sammen om at styrke det her velfærdssamfund endnu mere? Hvad mener ordføreren egentlig om det?

Ordføreren.

Jeg synes virkelig, at vi gør det i rigtig mange forskellige sammenhænge. Tak for spørgsmålet, og også tak for engagementet. Det er faktisk ret rart, at der er flere ordførere, når man griber ind i det her, der har det sådan. Der er ingen af os, der sidder i salen her i dag eller på tilskuerpladserne for den sags skyld, som ville være her, hvis ikke vi havde været en del af en civilsamfundsorganisation. Bare det at være medlem af et aktivt parti er jo en del af at være med i et forpligtende frivilligt fællesskab.

Sagen er jo, om jeg nu her fra Socialdemokratiets side vil sige, at vi skal have en strategi, og der må jeg jo skuffe ordføreren, fordi det faktisk er det, jeg synes er væsentligt vi får diskuteret med parterne. Jeg vil ikke være den, der peger ind i at lægge en ramme, inden vi går i gang. Jeg har mødt for mange og for forskelligartede civilsamfundsorganisationer til, at jeg synes, at vi skal pege i en bestemt retning. Jeg er simpelt hen så bekymret for, at der er noget, vi overser og glemmer.

Spørgeren.

Tak for den besvarelse. Noget andet, som ministeren sagde – og det er jo igen ikke, fordi ordføreren skal stå på mål for, hvad ministeren siger – var, at man ikke ville kigge på det her tværministerielle, men at man ligesom ville lade hvert ministerie om sit ressort. Det kan godt gøre mig lidt nervøs, for vi har lige set en sag, hvor en aftale, der blev indgået i Justitsministeriet, havde kæmpe konsekvenser for en masse integrationsindsatser, der lå i Udlændinge- og Integrationsministeriet, som endnu, og det nævnte min egen ordfører jo også i sin tale, ikke ved, om de er købt eller solgt her efter jul. Hvordan vil ordføreren i den regering, ordføreren er en del af, arbejde for, at det her ikke kommer til at ske igen?

Ordføreren.

Nu er jeg jo fra Jylland, så jeg kan godt sige, at det synes jeg også er træls, og jeg synes, at det sætter en lang række organisationer i en rigtig træls situation. I virkeligheden understøtter det det, vi har snakket om, nemlig hvordan det er, at ens finansiering er med til at understøtte det arbejde, man gør.

Jeg synes også, det er væsentligt at sige, at når nogle organisationer har fået penge, er det jo, fordi vi har prioriteret, at det arbejde skal laves, og vi skal jo ikke stirre os blinde på, at der også kommer til at være en prioritering i det her rum efterfølgende.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren fra Socialdemokratiet. Næste ordfører i talerrækken er hr. Christian Friis Bach fra Venstre.

Tak for det. Civilsamfundet udgør et helt afgørende fundament for vores samfund og for vores velfærdssamfund. Civilsamfundet skaber handling. Civilsamfundet skaber holdning. Civilsamfundet skaber sammenhængskraft og beslutningskraft. Civilsamfundet er helt afgørende for vores demokrati og for vores samfund. Det er grundlaget for det aktive medborgerskab, og det holder hånden under så mange borgere og så mange initiativer ude lokalt og igennem hele Danmark. Og civilsamfundet former os alle. Det har formet og forandret mig igennem mange år, og det former og forandrer alle, der deltager, alle, der går med, og alle, der gør en indsats. Derfor skal vi gøre langt mere for at inddrage civilsamfundet i vores demokrati og i vores beslutningsprocesser – skabe nye måder at åbne det politiske rum og inddrage civilsamfundet på.

Jeg var med i arbejdet hen imod både den globale klimaaftale og verdensmålene, og det var aldrig sket uden civilsamfundet – folkelige foreninger og virksomheder, der aktivt kastede sig ind og fik skabt stærke og globale fremskridt. Den grønne trepart er et nyt eksempel på, hvordan vi med inddragelse af civilsamfundet kunne skabe en stor og positiv og grøn aftale. Rammeaftalen på handicapområdet, Sammen om handicap, blev skabt i et godt samspil og i samarbejde mellem organisationerne og civilsamfundet. Handicaprådene derude skaber rammen for den politiske dialog i kommunerne om fremskridt på handicapområdet. Talrige kommuner eksperimenterer med § 17, stk. 4-udvalg også på det sociale område. Det virker, det skaber nye rum for beslutninger, og det åbner vores demokrati.

De mange gode eksempler skal vi også huske at bruge, både når vi skal skabe rammen om fremtidens civilsamfund på det sociale område og sundhedsområdet, men også, når vi nu laver de her forandringer, som vi er enige om at der skal ske. Der er jo ingen grund til, at man som parti sætter sig og venter på ministerier eller ministre. Man kan jo kaste sig ud i det. Man kan gå i dialog. Fru Karin Liltorp har allerede gjort et meget stort arbejde for at række ud til civilsamfundet og hente deres erfaringer og idéer ind i arbejdet og har i øvrigt – og tak for det – inviteret os alle sammen med i de drøftelser. Men det kommer til at tage tid, og vi får kun et godt resultat, hvis vi aktivt inddrager civilsamfundet selv. Den model, vi har for finansiering af civilsamfundet, er nemlig hverken effektiv, retfærdig eller rimelig. Den er for kortvarig og for tilfældig. Den er ikke forudsigelig, den er ikke gennemsigtig, og den skaber store frustrationer langt ud i civilsamfundet. Og derfor skal vi have skabt en ny model for en stabil finansiering og grundfinansiering af civilsamfundsorganisationer.

Jeg har peget på, at vi måske kan lade os inspirere af det, man har gjort i Udenrigsministeriet, og som jeg selv har været en lille del af, når det gælder finansieringen af foreninger, civilsamfund, der engagerer sig ude i verden. Der har man delt organisationerne op i nogle store og strategiske partnere, som man giver 4-årige aftaler på basis af kapacitetsanalyser og faglige vurderinger af deres målsætninger og effektivitet, og hvor gode de er til at styre og skabe resultater. Undervejs har man en årlig strategisk dialog med organisationerne om, om de når deres mål, og mod slutningen af den 4-årige periode laver man evalueringer, som skaber grundlaget for den nye periode. Det er gennemsigtigt, det er grundigt, og det er en model, der er stor opbakning til blandt de strategiske partnere, der er i Udenrigsministeriet.

For mange af de mindre partnere og organisationer har man jo så skudt det ud til organisationerne selv i deres fællesskaber at være med til at udmønte den finansiering, der er til rådighed. Dansk Handicap Forbund har en pulje, hvor man finansierer de foreninger inden for Dansk Handicap Forbund, som engagerer sig i verden. Dansk Ungdoms Fællesråd har en pulje, hvor man engagerer ungdomsorganisationer ude i verden. Og ikke mindst er der en pulje, der forvaltes af SICU, som giver tilskud til de hundredvis af små og mellemstore organisationer i Danmark, som ønsker at engagere sig i verden, og det gør man ud fra faglige paneler, faglige vurderinger, faglige indstillinger og tildelingskomitéer grundigt tilrettelagt af organisationerne selv, og det er en model som, ja, skal justeres, som, ja, hele tiden skal tilpasses, men som har ejerskab og skaber engagement og langt større tilfredshed med den måde, pengene udmøntes på.

Det håber jeg også at vi kan bruge som inspiration i det arbejde, vi skal i gang med. Men der er jo ingen grund til at vente. Lad os alle gå i gang. Lad os alle prøve at skabe et stærkt fundament ved at inddrage og lytte og engagere civilsamfundet i de drøftelser, vi skal have allerede nu. Og så lad os mødes tidligt de næste år og være sikre på, at vi skaber endnu mere handling, endnu mere holdning og en endnu stærkere model for civilsamfundet i Danmark. Tak.

Fru Charlotte Broman Mølbæk, Socialistisk Folkeparti, for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg fik lige sådan en brat opvågning, ikke fordi jeg sad og sov under ordførerens tale, slet ikke, jeg er sådan set fint tilfreds med det meste af talen. Men jeg vågnede alvorligt op, da ordføreren faktisk sagde fra talerstolen, at rammeaftalen for handicapområdet er lavet i samarbejde med civilorganisationerne. Det er simpelt hen ikke sandt.

Handicaporganisationerne trak sig ud, hele Sammen om handicap kunne ikke bakke op om rammeaftalen for handicapområdet, og alle civilorganisationer, der ligger under Danske Handicaporganisationer, har talt alvorligt imod det. Lovforslaget, som er en del af den aftale om magtanvendelse, er blevet haglet ned af civilorganisationerne, og man har ikke lyttet til det i regeringen. Så jeg synes trods alt, vi skylder at give anerkendelse tilbage til civilorganisationerne – der lyttede regeringen i hvert ikke lige til dem.

Ordføreren.

Nu var jeg ikke selv med i processen, men jeg kan bare notere, at de politiske partier, herunder ordførerens parti, i selve aftaleteksten skriver, at den rammeaftale er skabt efter en dialog i Sammen om handicap. Det er det, man skriver, og det er det, der skete. At der er en række organisationer, der efterfølgende selvfølgelig ikke har kunnet se sig i enkeltelementer og ikke har kunnet se sig i nogle af de forslag, der er i aftalen, er jeg fuldt med på, men det er jo en aftale, hvor man forsøgte en dialog. Nogle gange lykkes det bedre end andre; der er et stort arbejde.

Vi har lige mødtes med Sammen om handicap igen og lyttet til de meget store bekymringer, de har, for nogle af de lovforslag, der ligger. Og jeg mener, at det er afgørende vigtigt, at vi fastholder det som en demokratisk metode, altså at vi hele tiden fastholder den kreds, inddrager dem i arbejdet, lytter til dem og dermed forsøger at forme de beslutninger, vi tager her i salen, så godt som muligt.

Spørgeren.

Jeg er hundrede procent enig med ordføreren i, at det er en rigtig god idé at lytte til civile organisationer, det er typisk dem, der har fingeren på pulsen, og det er dem, der ved mest om de her mennesker, det handler om. Men de facto er det ikke det, der skete. De trak sig fra aftalen. Og de har selv udtalt, at de ikke har været inde over mange af de elementer, man valgte at gå med i sidste ende i rammeaftalen.

Nu kan det her også blive helt firkantet over i en anden aftale. Jeg synes bare, man skal passe på med ikke at drage nogle forhastede konklusioner på noget, som ikke var. For det her fører jo til, at vi bliver bedre til netop at inddrage civilorganisationerne og skabe en struktur for dem, så de bedre eksisterer.

Ordføreren.

Det er jeg fuldstændig enig i. Og der er jo lige for 2 dage siden blevet holdt endnu et møde i Sammen om handicap, hvor organisationerne alle anerkendte, at de stadig væk blev inddraget, var glade for, at de blev indkaldt, og at vi lyttede, og kritiserede de forslag, der var, men ikke med en enig stemme jo – ikke med en enig stemme. Og det kan man heller ikke forvente af det brede civilsamfund; der vil være forskellige holdninger og meninger, og så må vi gøre vores bedste for at forme vores beslutninger ud fra de mange gode input, vi får.

Den næste med en kort bemærkning er hr. Torsten Gejl fra Alternativet.

Jamen jeg syntes også lige, at det gik så godt, og sad og blev helt sagelig af at høre om, hvordan ordføreren var blevet formet af civilsamfundet osv. osv. Men så vågnede jeg også lidt brat op, da den grønne trepart så blev taget til indtægt for at være et fantastisk resultat forhandlet sammen med civilsamfundsorganisationer. Jeg vil minde ordføreren om, at den eneste civilsamfundsorganisation, som er med i den grønne trepart – så vidt jeg kan se; det kommer selvfølgelig lidt an på, hvordan man vurderer dem og definerer dem – er Danmarks Naturfredningsforening, som i øjeblikket er rasende over den mangel på evne, regeringen har, til at stoppe den kvælstofudledning, der i øjeblikket fører til iltsvind; man vil nærmest udlede mere kvælstof, selv om vi så sent som i dag har fået en rapport, der siger, at der ikke har været så stort et iltsvind i mange år. Så er det ikke lige lidt friskt at tage det til indtægt for at være så fantastisk et resultat, før det er færdigt?

Ordføreren.

Jeg er glad for, at hr. Torsten Gejl kalder det et fantastisk resultat. Det mener vi også det er i Venstre. Den grønne trepart var et fantastisk resultat baseret på en bred dialog med en række organisationer. Og jeg vil gerne udfordre hr. Torsten Gejls definition af civilsamfundet; den lever i hvert fald ikke op til internationale standarder. For ifølge internationale standarder er erhvervsorganisationer og endda private virksomheder også at regne inden for den ramme, man bredt kalder for et civilsamfund. Så civilsamfundet er jo meget bredere, og arbejderbevægelsen og erhvervsorganisationer sidder med ved bordet, og det er også en del af det danske civilsamfund, og det er også organisationer og foreninger, som skal have en plads i beslutningsrummet, og det fik de med den grønne trepart, og det skabte et godt resultat.

Spørgeren.

Jeg har aldrig kaldt den grønne trepart for en fantastisk aftale. Det er ordføreren, der gør det, og det var det, jeg refererede til. Og fred være med ordførerens udmærkede definition af civilsamfundsorganisationer, men skal det virkelig være sådan, at civilsamfundsorganisationer skal lave politiske aftaler, der er så fastlåste, at de, som regeringen siger, skal måles på en atomvægt, og hvis der er ét gram, der bliver forhandlet i Folketinget, så er det forkert? Altså, er det civilsamfundsorganisationernes opgave at lave færdige politiske aftaler, som vi i Folketinget faktisk ikke kan få lov til at gøre noget som helst ved eller forhandle om overhovedet?

Ordføreren.

Jeg skal ikke blande mig i forhandlingerne om den grønne trepart. Jeg synes, det var en god og opmuntrende aftale. Men jeg vil bare sige, at jeg også mener, at hvis man laver en bred og inkluderende proces, og hvis det skaber et samlet resultat, så synes jeg, at det vægter tungt for mig, at man så netop lytter til civilsamfundet og har den beslutningsproces. Det gjorde man med verdensmålene. Det var en fantastisk proces. Jeg var med i den hele vejen. Tusindvis af organisationer fra hele verden var med, og virksomheder og alle trådte sammen og skabte et resultat, og det overdrog man så til regeringslederne, og det gjorde man så sent, at de ikke kunne nå at forhandle det, og derfor blev det besluttet. Og uden den beslutningsproces havde vi aldrig haft verdensmålene, og måske kunne man også dér drage en parallel til den grønne trepart.

Den næste indtegnede er fru Karin Liltorp fra Moderaterne.

Tak for det. Jeg vil gerne sige tak for en god tale. Jeg sætter stor pris på ordførerens store viden om det her område og ordførerens måde at komme med konkrete, gode input til, hvordan man faktisk kan komme i mål med den her model.

Det kommer muligvis til at lyde, som om jeg smører lidt tykt på, også fordi jeg selv er medlem af et regeringsparti, men nu har vi jo hørt nogle bekymringer rundtomkring, og jeg vil bare høre ordførerens betragtninger i forhold til ministeren. Er det ikke ordførerens opfattelse, at vi har en minister, der går meget helhjertet ind i den her opgave med at finde en løsning, der kan inddrage civilsamfundet optimalt i fremtidens velfærdsløsninger?

Ordføreren.

Tak for det. Jeg oplever bestemt ministeren som en, der er optaget af at skabe resultater på det her område, og som selvfølgelig skal skabe en platform og allerede har lyttet til vores idéer, taget godt imod dem og skabt starten på en proces, som jeg sagtens kan se mig i og glæder mig til at bidrage til. Jeg håber, at alle organisationer vil være med. Det er jo eller andet sted i civilsamfundets ånd, hvis vi laver en lille forening af politiske partier, som vil skabe et stærkt fundament for det danske civilsamfund.

Ikke yderligere? Nej. Så er den sidste indtegnede spørger for nu er fru Helene Brydensholt, Alternativet.

Tak for en fin tale til ordføreren. Ordføreren og jeg har jo samarbejdet en del her igennem de sidste 2 år, hvor jeg også har siddet i Folketinget. Det har jo så været i regi af ordførerens medlemskab af et andet parti, og der var ordføreren jo i opposition, ligesom jeg er. Nu sidder ordføreren så i regering og stiller min kollega her et spørgsmål om, om vi ikke kunne have været med til en vedtagelsestekst, hvor man har skrevet ind, at der vil blive indkaldt til forhandlinger i foråret osv.

Jeg vil gerne spørge ordføreren, om ordføreren ikke godt kan forstå den utålmodighed og insisteren, der ligger fra oppositionens side, i forhold til at nu kan vi ikke vente længere. Der er simpelt hen gået for lang tid. Ordføreren har selv siddet i opposition og hørt regeringen sige: Ting sker til foråret. Og så sker det ikke til foråret. Ting sker til efteråret. Men så sker det ikke til efteråret. Vi har behov for at få en eller anden senestdato fra regeringen for, hvornår vi får det her på plads.

Ordføreren.

I min tid i opposition forsøgte jeg nu også altid at arbejde for konstruktive aftaler, også hen over midten. Men jo, jeg deler sådan set utålmodigheden, det gør jeg, og det mener jeg også at både ministeren og alle ordførere her i rummet gør. Vi ønsker, der skal ske fremskridt, og jeg oplever ikke, at der er en modstand eller uvilje. Jeg oplever, at ting tager tid. Og når det gælder en proces, hvor man skal skabe så store forandringer, der kan komme til at påvirke hundredvis af organisationer, titusindvis af mennesker, så skal vi altså gøre os umage, og så skal vi gøre det grundigt. Derfor tager tid, og derfor skal vi gøre det ordentligt, og det håber jeg alle partier vil være med til.

Spørgeren.

Tak for den besvarelse. Nu er det så mit indtryk, at den tidligere minister, som den nye minister overtog fra, ligesom havde givet indtryk af, at man egentlig var ret langt i den proces og nærmest var klar med en model. Og jeg hører også fra ministeren, at man vil være på plads, senest inden de næste SSA-forhandlingerne vil gå i gang. Så vil ordføreren presse på, når nu ordføreren også lige har prøvet, hvor frustrerende det kan være at sidde i opposition og blive lovet noget, som så ikke sker? Vil ordføreren presse lidt på internt i regeringen nu, hvor ordføreren kan det, for at det her rent faktisk sker til foråret?

Jeg oplever ikke, at der er brug for at presse på. Jeg oplever en minister, der er meget optaget af at skabe fremskridt her. Jeg oplever, at der er brug for, at vi kommer med vores gode idéer, at vi kommer med alt, at vi alle sammen rækker ud til civilsamfundet, holder møder og engagerer os. Vi gør det gerne i fællesskab. Fru Karin Liltorp har jo skabt den her ramme om sådan en civilsamfundsgruppe herinde, og der kunne vi jo bruge det samarbejde til i fællesskab at række ud og prøve at få alle de gode idéer, vi kan. Og så oplever jeg, at vi har en regering, som er lydhør, og som gerne vil være med til at få det her på plads.

Tak til ordføreren for Venstre. Fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne er næste ordfører på talerstolen.

I Danmarksdemokraterne vil vi gerne starte med at takke forslagsstillerne fra Alternativet for, at de har stillet den her forespørgsel i Folketingssalen. Forespørgsel nr. F 5 handler om inddragelse af civilsamfundet, og ministeren skal redegøre for ministerens overordnede planer for at inddrage civilsamfundet på en række områder, bl.a. social-, sundheds- og integrationsområdet. Regeringen er også blevet bedt om at svare på, om de vil udarbejde en strategi for området, der omfatter en tværministeriel samarbejdsmodel og en ny struktur for finansiering af de udførende civilsamfundsindsatser og understøttende funktioner. Det er en rigtig god og vigtig debat, vi har i dag.

I Danmarksdemokraterne bakker vi op om, at det er hamrende nødvendigt med en strategi for civilsamfundet, ligesom der er behov for en fast finansieringsmodel for en række civilsamfundsorganisationer. Civilsamfundets Brancheforening har også fremlagt en model for grundfinansiering af civilsamfundet, og vi har i en lang årrække drøftet muligheden for en grundfinansieringsmodel for civilsamfundet. De har uanstændige forhold i dag, hvor man gang på gang skal søge midler hist og her, bl.a. i den såkaldte SSA-pulje, og det skaber nogle uhensigtsmæssige og usikre omstændigheder om det at drive en frivillig forening, som løfter nogle rigtig vigtige samfundsopgaver.

Det kan f.eks. være opgaver som vågetjenesterne hos Ældre Sagen og Røde Kors, hvor frivillige sidder og holder i hånd i den sidste tid hos mennesker, som ellers ikke har nogen at holde i hånden. Der kan også være tale om en ordbog for dansk tegnsprog, der er blevet oprettet, og som man som døv jo er afhængig af, hvis man skal kunne begå sig selvstændigt som mange andre mennesker i det danske samfund. Der kan også være tale om en organisation, som arbejder med mennesker i hjemløshed, eller en forening, der bidrager til, at mennesker i landdistrikterne, som er socialt udsatte, får støtte og rådgivning i dagligdagen. Eller det kan være en forening som Antidote Danmark, der arbejder for at udbrede næsespray, der kan stoppe overdoser. Ja, jeg kunne blive ved, og hånden på hjertet: Vi kan ganske enkelt ikke undvære civilsamfundet.

Der er mange foreninger, der gør et kæmpestort frivilligt stykke arbejde og omsætter få midler til livskvalitet, til livsglæde og til håb for rigtig mange mennesker, som systemet Danmark ellers har svært ved at hjælpe. De oplever udeomkring i det ganske land en social udsathed, møder mennesker, der har slået sig på systemet, hvor civilsamfundet lige præcis er dem, der når de her mennesker, som systemet ikke kan nå.

Regeringen har gentagne gange lovet at fremlægge et udspil til en grundfinansieringsmodel for civilsamfundsorganisationerne. Det er blevet udskudt adskillige gange. Det mener vi i Danmarksdemokraterne ikke er i orden, og ministeren må derfor svare på, hvornår foreningerne kan forvente at regeringen handler på de løfter, som de er givet. Det har ministeren så svaret på i dag, og det bliver til næste år, men kan vi nu regne med det? Jeg ikke typen, der går og tænker, at man ikke kan have tillid til andre. Jeg har helt grundlæggende tillid til andre, også til socialministeren. Men jeg er også bevidst om, at socialministeren er en del af en regering, som skal blive enige om mangt og meget. Det er en regering, der består af tre partier, som skal blive enige. Nogle gange fremlægger og siger man nogle ting, som man har været rigtig lang tid at blive enige om, og jeg er nervøs for, at det også gælder det her område. Jeg er nervøs for, at vi kommer til at have et folketingsvalg, inden vi overhovedet får det her på plads. Jeg håber ikke, at det, jeg er nervøs for, kommer til at blive til virkelighed. Jeg håber, at den dårlige mavefornemmelse, jeg har, er ubegrundet, men den er der, og det er jeg simpelt hen nødt til at sige højt.

I Danmarksdemokraterne er vi med på det fælles forslag til vedtagelse, som alle partierne uden for regeringen har fremsat. Det har Alternativets ordfører være heroppe og gøre, og det bakker vi fuldstændig op om, i forhold til at regeringen forpligtes til at handle nu, frem for at vi igen skal udsætte det og vente. Tak for ordet.

Så kom der lige et par korte bemærkninger. Den første korte bemærkning er fra fru Karin Liltorp, Moderaterne.

Tak for en god tale, og jeg er slet ikke i tvivl om, at ordførerens hjerte virkelig er med mange af de mennesker, de her udsatte grupper, det drejer sig om. Så hjertet er helt sikkert på rette sted.

Jeg er jo ked af, at ordføreren er så bekymret. Jeg vil bare sige, at jeg håber, at debatten i dag har været med til at få bekymringen til at aftage lidt, fordi ordføreren forhåbentlig kan mærke, at alle os, der er her i dag, er interesserede i, at vi får en løsning på det her problem, at vi faktisk får civilsamfundet inddraget meget mere aktivt og giver dem mere rimelige rammer. Så forhåbentlig kan ordføreren inden weekenden gå hjem med et lidt lettere hjerte.

Ordføreren.

Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at fru Karin Liltorp er en, man kan have tillid til på det her område, og jeg er ikke i tvivl om, at fru Karin Liltorp knokler for at få civilsamfundsorganisationerne helt øverst oppe på dagsordenen. Og tak for det arbejde!

Så er det hr. Torsten Gejl, Alternativet, for en kort bemærkning.

Tak, formand, og tak for en fremragende tale, hvor man virkelig kunne mærke ordføreren. Det er dejligt, når der står en ordfører på talerstolen, hvor man bare kan se, at ordføreren mener hvert eneste ord, der bliver sagt.

Jeg synes, at det her med ikke bare en grundfinansiering, men en strategi var meget spændende. Vi har spekuleret på, hvordan man får en stærkere plan for, hvordan civilsamfundsorganisationerne kan passe ind i vores velfærdssamfund som den brik, det skal være i det puslespil, det hele er. Har ordføreren yderligere tanker om det?

Ordføreren.

Nu er jeg ud over at være socialordfører f.eks. også ældreordfører, og der har vi jo i Danmarksdemokraterne været med til at indgå en ældreaftale, hvor vi sådan set også får sat civilsamfundet på dagsordenen. Nuvel, jeg kunne godt have tænkt mig, at det stod noget stærkere i aftalen end det, det blev, men civilsamfundet kan altså også noget særligt, bl.a. på ældreområdet. Derfor er det også mit håb, at man bliver meget bedre til at inkludere civilsamfundet udeomkring i de små hjem, også på plejehjemmene.

Tænk sig at kunne åbne et plejehjem for civilsamfundet. De kan komme ind og lave nogle aktiviteter, samtidig med at man får ældre udefra til at rulle ind med deres rollator og sætte sig omkring et bord og spise sammen og lave nogle aktiviteter sammen og lave nogle fællesskaber sammen. Der skal nogle gange så lidt til, men det er noget af det, som der er mange civilsamfundsorganisationer der kan, og som jeg er så hamrende stolt af er sådan en fantastisk del af Danmark.

Spørgeren.

Nu, hvor vi er lidt ovre i den kreative fase, tænker jeg, at jo dygtigere de her civilsamfundsorganisationer er, jo gladere er vi for dem, og jo mere gavn bringer de samfundet. Og der er det jo tit sådan, at de sidder som små isolerede enheder uden at dele viden så meget, men der er en, der kan lidt om økonomi, og der er en, der kan lidt om projektledelse, og så får man det til at køre, så godt man kan. Kunne vi måske tænke på en opkvalificering, en videnstilførsel, en best practic-fordeling, altså et eller andet, som i den her runde gør dem endnu stærkere og gør det endnu lettere for dem at dele deres erfaringer?

Ordføreren.

Det kunne vi da helt sikkert. Det vil jeg i hvert fald gerne være med til at kigge på.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren fra Danmarksdemokraterne for den flotte tale. Den næste ordfører på talerstolen med et indlæg er fru Charlotte Broman Mølbæk fra SF.

Tak for det, formand. Jeg tror, at de fleste her, i hvert fald dem, der sidder hernede i salen, godt ved, at jeg er pædagog. Det betyder, at jeg faktisk har arbejdet på det sociale område i mange år, faktisk hele mit voksenliv. Der er ingen tvivl om, at når vi snakker om socialområdet, snakker vi tit meget om de her indsatser, man laver. Det har været noget af det, jeg har gjort. Jeg har været ude ved familier og ude ved mennesker, som har det rigtig svært, eller på bosteder.

Det, civilsamfundet kan, er noget helt andet end det, der sker, når der kommer en pædagog ud. For en pædagog går på arbejde og tager hjem igen, og det har jo også en betydning og sin berettigelse, men det, civilsamfundsorganisationerne kan, er noget helt andet. De kan byde ind i fællesskaber. De kan byde ind i nogle helt særlige rammer, hvor de tager hensyn til lige præcis den, man er.

Det kan være DepressionForeningens café, hvor man kan sætte sig ned og være sammen med nogle af de andre, der kender til det at have en depression. Det kan være Reden, som findes i nogle af de største byer i Danmark, hvor man som udsat kvinde kan komme ind og opleve et trygt rum og sidde sammen med andre ligesindede; givetvis er der også pædagoger, der er på arbejde der. Men det, det handler om, er i virkeligheden, at vi kan mødes med hinanden.

Civilsamfundsorganisationerne er også nogle af dem, som styrker blikket på den helt særlige gruppe. Det kan være Unge Hjerner, der er for unge mennesker, som har fået en hjerneskade tidligt i livet. De hjælper både med fællesskaberne, men politisk rejser defaktisk også nogle vigtige punkter for os, som vi ikke har indrettet lovgivningen godt nok til at være opmærksom på. Det kan være ULF, som er den eneste organisation på handicapområdet, som er styret af udviklingshæmmede selv. De leverer selv rådgivning til hinanden og er i virkeligheden også et fællesskab.

Det er bare et lille udsnit af de mange forskellige civilsamfundsorganisationer, som har en afgørende og kæmpestor betydning. Jeg synes helt ærligt ikke, at vi behandler dem godt nok fra Christiansborg side. Vi kan gøre det her bedre. Vi kan gøre det klogere. Vi behøver ikke engang at komme med flere penge. Hvis vi nu bare kunne begynde at kigge på at lave nogle strukturer for det, vi gør.

Som jeg sagde tidligere, er jeg også ordfører på kulturområdet, og der er der en lang række organisationer, der både arbejder på det sociale område og på kulturområdet. Der er en organisation som GAME, som laver gadeidræt mange forskellige steder i landet. Men det, der særlig gør indtryk på mig, er det, de laver ude i sociale boligbyggerier, hvor der er store udfordringer med unge mennesker, der laver kriminalitet og har en anden etnicitet end dansk. De laver integrationsarbejde på en måde, som ikke mange andre lykkes med.

Når vi så ikke binder indsatserne på socialområdet, boligområdet, beskæftigelsesområdet og kulturområdet sammen, bliver det små abrupte initiativer, og så vi får ikke lavet det store samlede indsatsområde for det, der er behov for. De gode indsatser, vi ved der virker, forsvinder, fordi vi politikere ikke er der hele tiden. Så en gang imellem bliver der skiftet ud, og så er der lige pludselig initiativer og civilsamfundsorganisationer, som står uden deres midler. Og det er ikke særlig mange penge, de får i statsstøtte for at kunne være her og for at kunne understøtte de sociale indsatser.

Økonomien på det her område er præget af meget klatfinansiering og vilkårlighed, og det betyder faktisk også, at indsatserne bliver fragmenterede og mangelfulde. Derfor har vi så stort et behov for at kigge på, hvordan vi kan understøtte det her med en struktur, og vi skal passe på med, at vi ikke selv laver alle de dumme siloer. For der er ærlig talt ikke et særlig godt samarbejde mellem ministerierne, særlig ikke når det gælder de her mindre sociale indsatser. Man skal bede specifikt om at få at vide, hvor den ene eller den anden organisation får støtte fra, og det kan være fra det ene eller det andet ministerium. Man taler ikke sammen, og man koordinerer det ikke. Det har en rigtig stor betydning for, om vi bruger pengene klogt nok. Det er der tidligere blevet gjort rede for. De bruger rigtig meget tid på at rende os på dørene, og det skal de, for ellers er de her ikke mere. Men vi bruger også alt for mange penge på lige præcis den slags ydelser i stedet for at bruge dem på mennesker, der har brug for en særlig indsats.

Vi står og forhandler SSA. Der er et stort problem, vi kan se allerede nu: Det kan blive svært at støtte alle de initiativer, vi gerne vil. Der er en værdighedsreform lige om lidt. Der har det en betydning, at vi politisk også sikrer en stabil og ordentlig finansiering. Så jeg vil godt sige tak til Alternativet for at rejse den her meget, meget vigtige debat, og jeg håber virkelig, at vi snart kommer ud over stepperne og ændrer noget strukturelt, også herindefra.

Nu står der så hr. Torsten Gejl, men det er det ikke. Fru Helene Brydensholt fra Alternativet har ordet.

Tak. Der står Helene Brydensholt her hos mig. Vi har lige lavet en flyvende udskiftning. Min medordførere skulle til Jylland med et tog, så jeg tog lige over.

Jeg vil egentlig bare sige tak for en rigtig fin tale til ordføreren, hvor ordføreren virkelig fik sagt det meget klart, hvorfor der både er behov for, vi får lavet den her nye model for en grundfinansiering, men også hvorfor der er behov for, at der bliver lavet en strategi for det her, hvor alt civilsamfundets arbejde ude i samfundet bliver tænkt sammen med, hvad kommunen laver, med hvad regionerne laver, hvad der kommer herinde fra Christiansborg og erhvervslivet for den sags skyld, så der kommer en eller anden form for plan for det her og en struktur på det.

Jeg tror, jeg udtalte til en eller anden journalist her i sidste uge, at hvis Danmark var mit firma, og Danmark er jo regeringens firma på en eller anden måde og Folketingets osv., så ville jeg være lidt pinlig over, at jeg ikke havde mere struktur på det her, altså på samspillet mellem civilsamfund og erhvervsliv og det offentlige. Måske vil ordføreren sætte lidt flere ord på det også.

Ordføreren.

Det synes jeg var et rigtig fint billede på det i virkeligheden, og det er jo faktisk ret pinligt, at vi ikke sørger for at gøre det her på en bedre måde. Jeg siger ikke, at det er nemt, for sådan nogle ældre og også ret komplekse systemer kan godt være ret svære at ændre, men det skal ikke afholde os fra gøre det, for vi kommer til at bruge pengene dumt.

Og hvis der er noget, jeg kan være ærgerlig over, er det selvfølgelig, at jeg ikke synes, man prioriterer nok penge til socialområdet, men det, der er endnu værre, er, at vi kommer til at bruge pengene dumt, at vi investerer i nogle sociale initiativer og indsatser, som er på forskellige områder, og folk kaster deres sjæl og faglighed og alt muligt ind i det, det virker, og så falder det til jorden igen, eller også kører det bare videre, uden at vi indsamler erfaringerne med det og fører det videre ud – så vi gør det altså bare for dumt.

Så vi har virkelig brug for, at vi bliver kloge og smarte og netop laver den der struktur, så vi samarbejder bedre. Det tager tid, det er jeg med på, men jeg synes, vi skal gå i gang.

Jeg ser ikke, at der er et ønske om en anden kort bemærkning. Så jeg siger tak til ordføreren fra SF. Den næste ordfører på talerstolen er fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance.

Jeg er enig i det rigtig meget gode, der er blevet sagt om civilsamfundsorganisationerne her i dag. De er gode for rigtig meget, og de er en ufattelig vigtig del af det danske samfund. Deres finansiering er jo også meget forskellig, og der vil jeg faktisk også lige nævne fondene. For de gør jo også rigtig meget godt for civilsamfundsorganisationerne. Så det er jo ikke kun os, der er vigtige i forhold til at skaffe dem en finansiering.

Men jeg synes, det er rigtig, rigtig vigtigt, at vi herindefra får sikret en ny grundfinansiering, at vi får sikret, at de netop ikke skal hoppe fra tue til tue og være afhængige af den tilfældighed og lemfældighed, som har præget deres måde at få finansiering på indtil videre. For det er i hvert fald min oplevelse som ny i Folketinget, at man bruger virkelig, virkelig lang tid på at have kaffemøder, og at det jo måske desværre ofte også er dem, som har de fleste ressourcer og mest tid til at banke på og opsøge os herinde, som får mest tid til kaffemøder hos alle os ordførere, og jeg synes faktisk, det er ærgerligt og frustrerende, at det er den måde, man fordeler så mange offentlige midler på.

Derfor var det også ufattelig vigtigt for LA i forbindelse med den sidste SSA-forhandling at få indskrevet i aftalen, at regeringen nu skulle stå klar med i hvert fald et nyt bud på en grundfinansiering. Det var et klart krav fra Liberal Alliance, at det blev skrevet ind i aftalen, netop fordi vi jo, som de andre ordførere også har udtrykt det, år efter år har hørt snakken om, at vi nu skal finde den nye grundfinansiering, og at vi nu også skal begynde på samtalen osv., og at det aldrig bliver til noget. Jeg savner, at vi helt generelt får en samtale og en debat om – og derfor vil jeg gerne sige tak til Alternativet for at starte den her i dag – hvordan vi hver især forestiller os det.

Jeg tror faktisk, det er meget forskellige ting, vi går med i hovederne, om, hvordan det her nye landskab, den her nye grundfinansiering, skal se ud, og hvad vi hver især prioriterer at den skal indeholde, og også når det drejer sig om det her samlede overblik over, hvad der egentlig er. Vi kender jo tilsammen ufattelig mange civilsamfundsorganisationer, vi har været ude at besøge mange af dem, og vi har haft dem inde til kaffeaftaler osv., men der er jo mange flere end dem, vi kan nå at komme igennem, og jeg savner det store overblik. Jeg savner også, at vi tør have de svære samtaler om, hvem det så er, der skal have en statslig finansiering. For der er jeg nok lidt uenig med Alternativet. Jeg tænker ikke, at vi bare har uendeligt med midler, vi kan kaste ned over civilsamfundsorganisationerne, og jeg mener måske heller ikke, at det nødvendigvis er alle, der får dem i dag, som er lige kvalificerede til at modtage dem. Samtidig har jeg jo heller ikke nogen svar eller færdige modeller klar.

Men jeg synes, det er vigtigt, at vi tør have den svære samtale, og derfor blev jeg også ufattelig skuffet over, at den her nye grundfinansieringsmodel ikke lå klar. For ministeriet har som minimum haft et helt år, eller i hvert fald siden de forpligtede sig til, at den nu skulle ligge klar, til at levere på den, og det var, som fru Marlene Harpsøe også talte om, også mit indtryk, at den forrige minister havde en model klar, at der lå en model klar, og nu kan vi så forstå, at det har der overhovedet ikke gjort, eller at den i hvert fald af uransagelige årsager er væk. Det er jeg dybt, dybt skuffet og ærgerlig over. For det er virkelig vigtigt for de her organisationer, at vi får det sikret, og jeg er også dybt bekymret for, at det med hensyn til de næste lovninger heller ikke bliver overholdt. Vi hører, at det nu hedder foråret, og så kommer vi tæt på et valg, og vi kender jo politikerne. Så jeg er lige så bekymret, som de øvrige ordførere er her i dag.

Tak til ordføreren fra Liberal Alliance. Den næste i rækken af ordførere er fru Karin Liltorp fra Moderaterne.

Tak for ordet. Jeg har skrevet en lang tale, så jeg håber, jeg når at holde den, for det her er som sagt et emne, der ligger mig meget på sinde.

»Lykken du holder i hænderne nu/ den er vist egentlig min« lyder det så smukt i sangen »Gi' os lyset tilbage«. Ordene har sin oprindelse hos den danske filosof Løgstrup. Dybest set handler det om, at vi ikke kan klare os alene. Vi har brug for hinanden. Vi har brug for meningsfulde fællesskaber. Uden dem brænder vi ganske enkelt ud. Vi ser selve essensen af disse ord gennem det livsbekræftende engagement i de mange frivillige foreninger, hvor tusindvis af danskere hver dag træder til for at være der for andre, der har brug for støtte – uden at få en krone for deres indsats, men til gengæld med en høj løn betalt i meningsfuldhed.

Jeg ved, at vi plejer at blære os med, at Danmark er det lykkeligste land i verden, men her vil jeg gerne være med til at hælde lidt malurt i bægeret. Jeg synes ganske enkelt ikke, vi kan tillade os at sige, at vi er lykkelige, når så mange er udenfor. Jovist, de fleste har det godt i Danmark, men hvad med alle de andre? Og der taler tallene for sig selv. 20 pct. er uden for arbejdsfællesskaber, 12 pct. kæmper med svær ensomhed, hver tiende lider af psykisk sygdom, en femtedel lever med et handicap, og hver dag bliver masser af mennesker ramt af sygdom, tab og stor sorg. Bag disse tal gemmer der sig rigtige mennesker, mennesker, som har brug for menneskelig støtte fra et fællesskab og for at blive set som andet end et cpr-nummer.

Når det kommer til at skabe fællesskaber og meningsfuldhed i livet, må velfærdsstaten melde pas. Den giver os økonomisk sikkerhed. Langt de fleste har tag over hovedet, mad på bordet og adgang til både læge og uddannelse. Det har dog aldrig været meningen, at staten skal sørge for, at vi føler os værdifulde. Den opgave ligger hos os mennesker imellem. De frivillige foreninger gør her en helt uvurderlig forskel. De tilbyder meget mere end et sted at drikke kaffe. De skaber samtalecaféer, sorggrupper, gåklubber, de rækker hånden ud som besøgsvenner, de står klar som beskæftigelsesmentorer, de opbygger integrationsindsatser, og de støtter patienter med svær sygdom. Listen er selvfølgelig meget, meget længere. De står altså klar med omsorg og fællesskab med forebyggelse og livsforandring.

Forestil jer et samfund, hvor hver ensom sjæl har nogen at snakke med, hvor enhver, der mister, bliver mødt med omsorg, og hvor alle, der kæmper, kan få hjælp. Det kan de frivillige foreninger faktisk godt sørge for, hvis vi giver dem ordentlige rammer. De er selve limen i samfundet, især for de mange, der er udenfor. Og selv om det allerede er sagt mange gange før, vil jeg ikke undlade at gentage det her: Frivilligt arbejde er ikke gratis; både aktiviteter, lokaler og løn til dem, der leder de frivillige, koster, selv om rigtig mange af arbejdstimerne er gratis. Dansk Erhverv har lige beregnet, at alene de gratis arbejdstimer, der bliver lagt i de frivillige sociale foreninger, udgør 8,6 mia. kr. årligt. Og her er ikke engang beregnet de afledte effekter i form af mennesker, der er kommet på fode igen, jeg vil ikke tøve med at påstå, at det beløb er endnu større.

Alle de frivillige, jeg kender, har engageret sig, fordi de gerne vil hjælpe. Og selv om vi alle ved, at det, de bidrager med, er uundværligt, er vi havnet i en situation, hvor de skal stå med hatten i hånden og tigge om økonomisk hjælp hos politikere for at kunne udføre deres hjælpefunktion. Jeg håber, at vi alle sammen kan se, at det er absurd, og at samspillet kan være direkte uværdigt. I dag er tildelingen af offentlige midler nemlig det vilde vesten, og tilbud, der er afgørende for en udsat gruppe, risikerer at lukke ned uden varsel. Vores egen socialordfører kommer jævnligt ind på kontoret med tårer i øjnene, fordi der ikke kan findes penge til en af de organisationer, der ligger hendes hjerte ekstra nær.

Det kan vi ikke være bekendt, hverken over for de frivillige, den frivillige organisation og slet ikke over for den udsatte gruppe, de hjælper. Derfor glæder det mig meget, at vi har en minister, der vil kigge på området og tager det meget alvorligt.

Noget af det, der hele tiden har forekommet mig lidt absurd, er, at det er til evig diskussion, om man virkelig behøver en infrastruktur, altså i form af støtteorganisationer i frivilligverdenen. Alle andre steder i samfundet er det en selvfølge. Det er altså smartere, at nogen har ekspertisen og overblikket, og derfor har vi de her fantastiske støtteorganisationer derude som CFSA, og vi har frivilligcentre og frivilligråd, og det bliver vi nødt til at værne om.

Men lige på det her område kan vi faktisk godt gøre det lidt bedre, for at citere en tidligere statsminister, der tilfældigvis hedder Poul, og som jeg spiste frokost med tidligere på ugen. Men jeg synes også, det er så dejligt, at vi nu har en minister, der tager opgaven så alvorligt og har igangsat arbejdet med en finansieringsmodel, der kan imødekomme nogle af ønskerne fra de frivillige organisationer, en model, hvor tildelingen sker på et transparent grundlag.

Jeg glæder mig til, at vi sammen går videre med det her arbejde, og jeg støtter op om regeringens vedtagelsestekst. Tak for ordet. Jeg nåede ikke at sige det hele, så det må I have til gode.

Det har vi til gode. Men ordføreren kan godt blive stående, for der er en kort bemærkning fra fru Helene Brydensholt fra Alternativet.

Det kan være, jeg kan give ordføreren en ekstra chance for at sige lidt ekstra. Ordføreren er jo ny herinde på Christiansborg, ligesom jeg – eller jeg vil i hvert fald betegne os som nye, vi har været her et par år nu – så måske kan ordføreren nikke genkendende til de oplevelser, jeg har haft med at komme herind, og hvordan det hele foregår med civilsamfundet. Det kan jeg også høre i ordførerens tale. Hvis jeg skal sige det lidt groft, synes jeg, det er lidt en rodebutik i forhold til den måde, det foregår på. Det er så også noget af det, man vil tage hånd om ved at lave en ny model for grundfinansiering, som så forhåbentlig kommer snart.

Den anden del af det, som jo så står i Alternativets og resten af oppositionens vedtagelsestekst er det her behov for en strategi, som netop kan rydde op i den her rodebutik og måske kan skille det hele ad og samle det på ny. Vil ordføreren sætte et par ord på, om ordføreren måske er lidt mere enig med oppositionen i, at der mangler en strategi, eller om ordføreren er mere enig med ministeren i, at der ikke mangler en strategi?

Ordføreren.

Jeg støtter fuldt ud op om regeringens vedtagelsestekst, men dermed ikke sagt, at så er alt arbejde gjort. Og jeg synes heller ikke, at vi skal ende debatten ved at sige, at det hele handler om en grundfinansieringsmodel, for for mig er det ikke kun det, det handler om. Det handler jo faktisk om, at vi får inddraget alle aktivt. En grundfinansieringsdel er et supergodt første skridt, men det rækker jo langt ud over det. Vi skal sikre os, at de frivillige organisationer bliver taget alvorligt og inddraget aktivt ude i kommunerne og i regionerne, og vi skal have snakken med fondene. Der er mange skridt videre. Så jeg ser jo slet ikke arbejdet som afsluttet; jeg ser bare, at vi er godt i gang, og det sætter jeg kæmpestor pris på.

Tak for hjælpen med at trykke sig ind endnu en gang. Spørgeren.

Tak for det svar. Nu løb ordførerens tid jo ud, så nu giver jeg ordføreren lidt mere tid til at sige: Vi skal have sat gang i det her arbejde. Og hvordan skal det arbejde så se ud? Det kan være, vi kan komme lidt mere ned i substansen på ½ minut.

Ordføreren.

Nu tror jeg, at ministeren allerede har redegjort for, hvordan det arbejde skal se ud i den nærmeste fremtid. Men ud over det håber jeg jo, at vi fortsætter arbejdet i vores lille netværk, der rækker ud over det her, og netop fortsætter samarbejdet med civilsamfundsorganisationerne og prøver at inddrage kommunerne og også regionerne på alle mulige niveauer og sige: Hvad er det egentlig, vi kan gøre bedre? Jeg synes, at det mest centrale er, at vi får det her ligeværdige samarbejde mellem civilsamfundsorganisationerne og det offentlige, så de ikke længere skal være i en eller anden underlegen position i forhold til staten og det offentlige, for de er så uundværlige for os.

Tak til ordføreren for Moderaterne. Den næste på talerlisten er fru Birgitte Bergman fra Det Konservative Folkeparti.

Tak, formand. For en måneds tid siden blev min mor, som er 90 år gammel, hasteindlagt på hospitalet, og det ligger i Nordsjælland, så det hedder Nordsjællands Hospital. I gamle dage kaldte vi det Hillerød Hospital. Hun har det godt, skulle jeg hilse og sige. Men der bemærkede jeg, at der rendte en masse gode folk rundt på hospitalet med røde T-shirts på, og jeg tænkte: Hvad laver I? Hvad laver I egentlig her? Men det viste sig jo at være Røde Kors-folk, som faktisk hjalp til med de indlagte, ved at de kom med kaffe og vand og gav lidt omsorg.

Først blev jeg lidt forvirret, for jeg tænkte: Sig mig, har vi ikke nok personale i Danmark? Hvad sker der her? Men jeg blev simpelt hen så positivt overrasket. Det er en kæmpe forskel, som de her gode frivillige folk fra Røde Kors gør med deres hjælp, og det er jo bare et praktisk eksempel på, hvordan civilsamfundet er inde at understøtte lige præcis der, hvor vi har udfordringer med ikke at have nok personale. De kan i virkeligheden også gøre en god indsats på det område og understøtte et fagpersonale, som ikke har tid nok.

Civilsamfundet har jo en stor plads i De Konservatives hjerte. Det har det altid haft. Det er bindeleddet mellem os, og det samler os som borgere. Det skaber fællesskaber på tværs af generationer, kulturer og interesser. Vi ser dagligt i kommunerne, hvordan frivillige organisationer gør en positiv forskel for vores udsatte grupper, ældre og børn, som har brug for et trygt fællesskab. Netop derfor er det afgørende, at vi også som politikere støtter og anerkender deres store arbejde, og det tror jeg sådan set vi alle sammen gør her i salen. Det lytter jeg mig i hvert fald til. Så jeg vil godt sige tak til Alternativet for at tage initiativ til at bede social- og boligministeren om at redegøre for regeringens planer for civilsamfundets inddragelse.

Vi sidder lige nu i nogle forhandlinger om SSA-reserven, og det er lidt af et kludetæppe. Det er første gang, jeg er med i sådan en forhandling, men jeg har lyttet til mit partis tidligere ordfører på området, og det er sådan lidt give and take og handler lidt om, hvis der er hvis darlings osv. Det er altså lidt uværdigt. Det er pulje på pulje, det er bevillinger på 1 år ad gangen eller måske 3, hvis man er heldig, og så kommer man først for alvor i gang dér. Nu har jeg arbejdet med et andet område, inden jeg kom herind, men det var også med nogle begivenheder og events, og det tager immer væk 2-3 år at løbe ting i gang. Så er man godt i gang, og så er det virkelig ærgerligt, for så er der ikke flere midler. Det kan vi simpelt hen ikke være bekendt, og det skal vi altså gøre bedre.

Så den grundfinansiering er simpelt hen så hamrende vigtig at vi får på plads. Det bliver også en svær aftale at lande. Det er jeg sikker på. Det bliver forhåbentlig nogle gode drøftelser, vi skal have. Ikke mindst skal vi sikre – og det er jo også derfor, vi står her i dag – at regeringen holder sit løfte om, at vi skal have den aftale på plads. For der kan, som mange andre gode ordførere var inde på, ske rigtig meget i politik. Det ved vi. I løbet af en uge eller 14 dage kan der ske rigtig meget. Derfor skal vi have det her på plads. Civilsamfundet har brug for en stabil og respektfuld finansiering og ikke mindst en strategi: Hvad er det, vi vil? Vi har jo brug for det. Om noget har vi brug for det.

De skal ikke være afhængige af projektmidler, puljer og årlige bevillinger. De skal sikres, at vi planlægger langsigtet og dermed lægger deres essentielle arbejde i vores lokalsamfund fast. Civilsamfundets indsats er langtfra en selvfølge. Nu har vi efter coronanedlukningerne set, hvor svært det er at drive et frivilligt netværk igen. Det er svært at hive folk tilbage. Det gør rigtig ondt, for vi har brug for frivillige, der kan engagere sig i vores lokale fællesskaber. Det er lige fra sportsklubber til ældreforeninger, som gør en stor forskel i forhold til at bekæmpe ensomhed blandt unge og ældre. En forening, jeg vil nævne, er DepressionsForeningen, som jeg er glad for at vi nu forhåbentlig kan få med ind. Jeg ved det ikke endnu, men at vi får kørt det i gang, er i hvert fald noget, som er vigtigt for mig, for vi har for mange, der er ensomme, og som er kede af det, ikke mindst efter coronanedlukningerne. Det skal vi altså have på plads.

Vi står her med en oplagt mulighed for at styrke civilsamfundet gennem en langsigtet finansieringsmodel og en god og bæredygtig strategi for at styrke samarbejdet mellem civilsamfundet og det offentlige. Så jeg håber virkelig, at regeringen og ministeren tager det her meget alvorligt. Det lytter jeg mig også til at de gør, og jeg anerkender også, at ministeren lige har sat sig i stolen. Men hvorom alting er, har ministeren et kæmpe ministerium og gode folk bag sig, så er jeg sikker på, at der allerede ligger gode strukturplaner for, hvordan vi kan gøre det her. Derfor vil jeg gå ind i det her samarbejde og de her forhandlinger med det sigte, at vi får lavet noget respektfuldt til gavn for de mange foreninger derude.

Til slut vil jeg lige komme ind på grunden til, at vi tilslutter os, skal vi kalde det oppositionens vedtagelsestekst. Jeg er jo også ny ordfører på det her område, og da jeg kom ind i det her for ikke mere end 1½ eller 2 måneder siden, havde jeg også et møde med nogle af civilsamfundets organisationer – jeg kan se, at formanden har rejst sig – og de var fuldstændig knuste over, at vi ikke kommer i gang med det her område i år. Derfor skal vi i gang. Tak for ordet, og undskyld, formand.

Jeg må anbefale den konservative ordfører at ønske sig et ur i julegave, for det er jo nært forestående. Der er ikke indkommet nogen ønsker om korte bemærkninger, så den næste ordfører i talerrækken er fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti.

Jeg skal gøre det utrolig kort: Vi er alle sammen enige om, at vi gerne vil sikre de civilorganisationer, som gør et kæmpe stykke arbejde. Derfor har det faktisk også altid undret mig, lige fra starten af, efter at jeg blev valgt ind i Folketinget – for man sagde, at man havde afskaffet det, der hed satspuljen; det havde man så ikke rigtig, fordi man så har noget, der hedder SSA-reserven, og som er lidt det samme – at vi grundlæggende set sidder og uddeler penge til forskellige organisationer baseret på, hvilke organisationer der kan ringe til flest ordførere, for sådan at skære det helt skarpt til. Det har jeg sådan set altid syntes bare var en virkelig underlig måde at fordele skatteborgernes penge på.

Det var sådan set også derfor, det var så vigtigt for os i Dansk Folkeparti sidste år at sikre den her grundfinansieringsmodel, så man ikke hvert år ser de her organisationer, som kommer med hatten i hånden. Vi er alle sammen enige om, at de gør et stort stykke arbejde, og vi er måske også alle sammen enige om, at de skal have nogle penge, men de skal alligevel komme med hatten i hånden, fordi det kører på den måde, som det gør. Det har jo altid undret mig. Nu kan vi så se, at der ikke kommer en grundfinansieringsmodel i år alligevel, på trods af at man havde lovet det, og det er noget rod. Så må vi jo satse på, at den kommer om et år igen, for ellers ender vi jo med at sidde på præcis den samme måde og fordele midler baseret på – hvad skal man sige – hvem der ringer til flest ordførere, hvem der er stærkest i kommunikationen, og hvem der er bedst til at række ud til de forskellige ordførere, og det synes jeg simpelt hen grundlæggende er forkert.

Så tak til Alternativet for at rejse den her forespørgselsdebat. Forhåbentlig får det banket lidt gang i noget ovre i regeringen, i forhold til at vi får lavet en grundfinansieringsmodel – det håber jeg virkelig – jeg troede sådan set, vi havde aftalt det sidste år, og det havde vi også, men det valgte regeringen bare at ignorere. Men så satser vi på, at det kommer i år, så vi ikke ender med igen at skulle sidde og fordele midler baseret på en måde, som, tror jeg, for langt de flestes vedkommende er højst besynderlig. Tak for ordet.

Tak for det. Det blev ikke helt lige så kort som tidligere på dagen, men dog kort. Den næste taler på talerstolen er vores social- og boligminister.

Jeg vil bare sige tusind tak for en god drøftelse, synes jeg, og understrege, at regeringen mener, at civilsamfundet spiller en rigtig vigtig rolle i vores samfund. Derfor skal vi også blive ved med at tænke civilsamfundet ind i den politikudvikling, vi laver. Vi skal blive ved med tænke ind, hvordan vi kan gøre det bedre. Nu er det ærgerligt, at fru Mette Thiesen netop gik ud af døren. Med tanke på midler til det fremadrettet er det jo ærgerligt at høre, at de borgerlige partier skulle være ude af finansloven, for der er jo også den mulighed, at man går til regeringen og forhandler nogle midler hjem til området, så vi ikke kun skal sidde med SSA-reserven hvert eneste år eller de midler, der i forvejen er afsat varigt på området. I det hele taget kunne man godt nogle gange ønske sig, at socialpolitikken fyldte mere hos partierne bredt set, således at der var lidt mindre råben op om, hvem det egentlig er, der skal have midler, og hvad vi skal støtte og hvornår. Men det kan vi jo tage en anden god debat om på et andet tidspunkt.

Når det er sagt, er det sådan, at vi i regeringen stadig væk tænker, at den opgave med at tænke civilsamfundet ind i politikudviklingen dér, hvor det er relevant, er en opgave, der ligger rigtig godt ude i de enkelte sektorer. Det giver rigtig god mening, at civilsamfundsorganisationer, der har et meget stort fokus på integrationsområdet, social- eller boligområdet eller sundhedsområdet, også har en minister, som har en kærlighed til og arbejder tæt sammen med dem, når der skal udvikles nye initiativer på de forskellige områder.

Men når det er sagt, håber jeg på, at vi snart kan tage den diskussion op, som fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance kom ind på tidligere, hvor hun jo sagde, at det også kunne være rart at få gang i debatten om, hvad det egentlig er, de enkelte partier ønsker der skal ske i forhold til en grundfinansiering. Hvad er det for nogle hegnspæle, vi skal have sat op? Hvad er det for nogle forventninger, der er? Hun forudsagde også, at det måske, når vi virkelig dykkede ned i det konkrete, godt kunne komme til at vise sig, at der faktisk var lidt forskellige tanker og meninger, og at det, når vi efter lidt tid begyndte at blive ærlige, ville vise sig, at partierne måske også stod lidt forskellige steder, selv om vi alle sammen går rundt og tror, at vi lige om lidt bliver forbrødret og mødes over en stor forkromet model.

Jeg glæder mig i hvert fald til, at vi på et tidspunkt bliver mere konkrete. Jeg glæder mig til at få drøftet, også med civilsamfundsorganisationerne, nogle af de forskellige idéer og meldinger, der er kommet. Nogle er enige om noget, men der er også nogle steder, hvor der er nogle forskellige synspunkter om, hvad det egentlig er, der skal ske. Jeg glæder mig til, både sammen med partierne, men også sammen med civilsamfundsorganisationerne, at få afklaret de dilemmaer. Mit mål er det samme som målet for Alternativet, der har rejst forespørgselsdebatten her i dag, nemlig at vi får gang i at få lavet en struktur, der understøtter civilsamfundsorganisationerne. Nogle skal understøttes mere varigt, nogle skal i gang med et udviklingsarbejde, og vi skal have fundet en løsning for, hvordan det her skal vægtes, og hvordan vi gør det så åbent og transparent som overhovedet muligt, sådan at det bliver let.

Der er én ting, jeg gerne vil komme med en disclaimer om. Nu skal jeg ikke være sådan en lidt kedelig type, der har været lang tid i politik, og som siger, at det og det aldrig kommer til at ske. Det skal I ikke høre mig sige, men uanset hvor meget vi bider til bolle på det her, kommer vi nok aldrig til at være et sted, hvor vi ikke vil se, at en eller anden form for civilsamfundsorganisation tænker i nye baner og prøver på at få finansiering til deres arbejde. Og hvor skal de få den fra? Ja, nu har jeg både prøvet det her i Folketinget som folketingsmedlem, hvor vi i sin tid forhandlede satspulje, og i regi af regionerne, hvor vi ikke kunne få kommunerne til at finansiere et bestemt initiativ.

Jeg skulle hilse og sige, at det var rigtig svært, at få et initiativ op at stå som f.eks. Eirsgaard, som jo er et sted under Landsforeningen Arbejde Adler og Røde Kors, hvor vi gerne ville samle de borgere op, der bliver udskrevet til hjemløshed fra hospitalerne. Dem ville vi gerne sikre en løsning for, og der var ikke meget hjælp at hente rundtomkring, vil jeg sige. Kommunerne var ikke så meget for at fange an med den opgave. Det var heller ikke sådan, at man i Folketinget stod og klappede i hænderne, og til sidst måtte regionen jo så prøve at finde midlerne til det.

Det vil nok mange steder stadig væk være et kludetæppe for mange af organisationerne. Det siger jeg særlig, fordi jeg oplever, at det helt fantastisk positive ved civilsamfundets organisationer er, at de er rigtig gode til at tænke ud af boksen og tænke nyt. De ser ofte hullerne i vores samfund og prøver på at gå ind og tage en rolle på sig. Det er rigtig godt, og vi politikere vil hele tiden blive udfordret af, hvordan vi skal blive hjælpe med at understøtte dem, når de så gør det.

Så selv om jeg vil lægge mig meget i selen i de kommende måneder, for at vi kommer videre i den her dagsorden og at vi giver organisationerne og den politiske samtale et rum til at finde hinanden i frem mod de næste års SSA-forhandlinger, så vil jeg også bare komme med den lille disclaimer, at vi nok skal have det for øje, at der altid vil være nogle, der udfordrer os på, om vi har fundet den rigtige finansieringsform, og om der ikke er nye opgaver, vi lige burde sætte i søen, fordi der er opstået et eller andet nyt hul, som nogle frivillige eller nogle organisationer med en faglighed eller en viden gerne vil gå ind at lukke. Og jeg vil sige: gudskelov. Altså, det er gudskelov lige præcis det, der skaber dynamikken og gør os endnu bedre på velfærdsområdet, også i fremtiden.

Så tusind tak for den gode debat her på en fredag eftermiddag. Jeg glæder mig til det videre samarbejde om at finde den rigtige grundfinansiering og finde den rigtige løsning, sådan at vi også sikrer lidt mere stabilitet for vores organisationer, lidt mere langsigtet tænkning og bedre muligheder for at se for sig nogle åbne kriterier for, hvordan man kan opnå støtte i fremtiden, i hvert fald fra statens side. Så kan vi jo bagefter drøfte, hvordan vi gør det samme bare på den kommunale og regionale front eller i samarbejde med de store filantropiske organisationer. For vi må jo også erkende, at rigtig mange af civilsamfundsorganisationerne i dag henter deres midler privat fra fonde eller fra støtte eller fra medlemmer, og det kan også være en jungle i sig selv. Tak for ordet.

Inden vi går videre til korte bemærkninger, kan jeg i denne stol også konstatere, at selv med stor rutine og lang erfaring er der muligheder for at lære. For næste gang er jeg sikker på, at ordet disclaimer bliver udskiftet med »forbehold«.

Vi har en enkelt, der har indtegnet sig for en kort bemærkning, og det er fru Helene Brydensholt fra Alternativet.

Tak til ministeren for talen, og jeg glæder mig til, at der bliver indkaldt til forhandlinger, så vi kan få lidt mere vished om, hvor de forskellige partier så står på det her spørgsmål omkring en model for en ny grundfinansiering.

Inden jeg lige lader ministeren gå på weekend, vil jeg bare lige stille spørgsmål til én ting, som har rystet mig ret meget herinde, og som skete her i det forgangne år. Det var, at en lang række integrationsindsatser lige pludselig stod i den situation, at man i Justitsministeriet havde lavet en aftale, der gjorde, at man ville tage midlerne fra integrationsindsatserne henne i Udlændinge- og Integrationsministeriet. Og det var med tilbagevirkende kraft og alt muligt. Jeg er sikker på, at ministeren kender historien, og det er der også nogle på tilhørerpladserne der gør, ved jeg.

Vil ministeren i den nye model for grundfinansiering sikre, at det her ikke kommer til at ske igen? For det har jo været en forfærdelig situation, de her indsatser har stået i, hvor de ikke vidste, om de var købt eller solgt, og det gør de i øvrigt stadig ikke her under 2 måneder inden det nye år.

Ministeren.

Det er jo en diskussion, der har pågået i et stykke tid, og jeg tror, rigtig mange er enige om, at det ikke har været særlig optimalt. Men jeg kan ikke ændre på, at på nogle af de områder, der ikke er forligsbelagte, vil det jo stadig væk være sådan, at et politisk flertal kan vælge at lave en aftale og vælge at bruge pengene på en anden måde. Så kan vi lægge os i selen rent politisk for, at det måske ikke lige sker på denne her måde. Men det er sådan, og det har jeg også sagt tidligere i dag, at hvis der ikke er forlig på områder, hvis ting ikke er forligsbelagte, så kan man jo i ny og næ risikere, at der er politiske flertal, der ønsker at bruge midlerne på en anden måde.

Spørgeren.

Så det, jeg hører ministeren sige, og så må ministeren be- eller afkræfte det, er, at vi faktisk ikke kan lave en sikkerhed for, at selv om en civilsamfundsorganisation har fået penge på finansloven og ligesom derfor selvfølgelig har budgetteret med det og ansat derefter, kan de faktisk ikke være sikre på, at de penge er blevet bevilget på en finanslov eller, som det nu er, på SSA-reserven, og at de faktisk får dem udbetalt. Det er da en enormt usikker situation at stille civilsamfundsorganisationer i. De har jo ansatte, de har indsatser, og for nogles vedkommende vil det betyde, at de lige pludselig skal lukke.

Ministeren.

Ja, jeg synes også, at det er en rigtig, rigtig svær situation, og jeg kan godt forstå, at det er det. Men jeg siger bare, at pilen jo et eller andet sted peger på Folketingets partier selv. Det er jo vores ansvar, om der er forlig eller aftaler og lignende og løbende også at spørge ind til, hvilke konsekvenser det har, hvis vi vælger at bruge et politisk flertal på ét område til at gå ind at tage midler fra et andet område. Og sådan er det jo. Regeringen sidder og spiller sammen og koordinerer. Jeg var ikke selv en del af regeringsholdet i forbindelse med det her, så jeg er også nødt til at henvise til integrationsministeren og måske særlig justitsministeren, hvor man sad og diskuterede det. Men jeg kan stadig væk ikke komme udenom, at der er et flertal på kriminalforsorgsområdet, der har valgt at bruge pengene på en bestemt måde. Og det her er jo et politisk flertal; det er jo ikke regeringen alene.

Tak til ministeren, og vi har nu fru Helene Brydensholt fra Alternativet, der vil afrunde denne forespørgsel.

Tak. Jeg gør det helt kort: Tusind tak for en fin debat her i dag. Tak til de to ordførere og ministeren, der er blevet til den bitre ende. Jeg synes, det har været en fin debat. Det har måske været på et sådan lidt mere overordnet plan, hvor vi ikke er kommet så meget ned i substansen og ned i indholdet, så det kan der jo være rig mulighed for at gøre på alle mulige andre måder, f.eks. ved en ny forespørgselsdebat, et samråd, eller hvad ved jeg. Om ikke andet lytter jeg mig i hvert fald til, at vi har fået en ny minister ved roret, som har store planer og intentioner på civilsamfundets vegne, som vil indkalde til forhandlinger i foråret, som har sagt det på talerstolen, og som har sagt det i medierne. Så det forventer vi selvfølgelig vil ske, også inden et valg, og så er det på plads. Og hvis det ikke sker, tror jeg, at ministeren kan være sikker på, at ministeren har en hel opposition, der vil ånde ministeren i nakken og vil indkalde til nye samråd, nye forespørgselsdebatter og stille alle mulige spørgsmål.

Så tak til ministeren for nu at give en eller anden form for lovning på, at det her endelig kommer til at ske. God weekend.

Tak for det. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil først finde sted torsdag den 14. november 2024.