Det næste punkt på dagsordenen er:

13) Forespørgsel nr. F 14:

Forespørgsel til udenrigsministeren:

I lyset af Den Internationale Domstols udtalelse af 19. juli 2024 om Israels ulovlige tilstedeværelse i de besatte palæstinensiske områder og dertilhørende juridiske forpligtelser for tredjelande, hvilke konkrete initiativer har regeringen taget og agter at tage for at leve op til domstolens udtalelse?

Af Martin Lidegaard (RV) og Karsten Hønge (SF).

(Anmeldelse 17.12.2024. Fremme 19.12.2024).

Vi skal lige have det praktiske på plads. Vi skal nu i gang med en forespørgselsdebat, og det indebærer, at ordførerne skal logge sig af deres normale pladser og derefter rykke frem til den forreste række, som man er i gang med, og logge sig ind. Det holder vi lige en ganske kort pause til.

Så kan jeg samtidig gøre opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 24. april 2025. Så afventer vi lige, at man bliver færdig med at logge sig ind.

Så tror jeg, vi er klar til at gå i gang. For en god ordens skyld gør jeg lige igen opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 24. april 2025.

Så er vi klar til at gå i gang. Vi skal først have begrundelsen, og det er fra ordføreren for forespørgerne. Det er hr. Martin Lidegaard. Værsgo.

Mange tak. Den 19. juli 2024 skete der det rimelig opsigtsvækkende, at Den Internationale Domstol kom med en udtalelse, hvor domstolen slog fast, at Israels fortsatte tilstedeværelse i de besatte palæstinensiske områder var og er ulovlig og skal ophøre hurtigst muligt. Domstolen konkluderede også, at Israel er forpligtet til at indstille alle nye bosættelsesaktiviteter, evakuere bosætterne, fjerne de dele af separationsmuren, der ligger i det besatte område, og også yde erstatning.

Men siden domstolen kom med den her udtalelse, kan man roligt sige at det ikke er gået den vej, som domstolen og i øvrigt også et stort flertal i FN har ønsket. På trods af talrige opfordringer fra det internationale samfund er der ikke taget skridt fra Israels side til at overholde de forpligtelser. Tværtimod er der sket en lang række ting, der trækker i den modsatte retning.

Bosættelsesudvidelserne er vokset i et hidtil uset tempo med bl.a. legalisering af uautoriserede bosættelsesforposter og udvikling af infrastruktur, som kun tjener bosættere. Der er sket en betydelig stigning i vold fra bosætterne siden oktober 2023. Militære operationer på den nordlige Vestbred har fordrevet over 40.000 palæstinensere, som er blevet afskåret fra at vende tilbage til deres hjem i mindst et år, og ovenikøbet er der nu et nyt lovforslag i Knesset, der foreslår helt åbent at annektere alle israelske bosættelser omkring Østjerusalem.

Det er alvorlige sager, og grunden til, at det er så alvorligt, er selvfølgelig, at hvis man nogen sinde skal turde drømme om en tostatsløsning, hvor både det israelske og palæstinensiske folk kan leve fredeligt side om side, så er det jo en forudsætning, at der er palæstinensisk land at leve på, og hvis Israel annekterer det bid for bid, er det ikke muligt at etablere en tostatsløsning i realiteten.

Det er derfor, at vi sammen med SF har indkaldt til den her forespørgselsdebat for at høre regeringen, hvilke konkrete initiativer den har taget som opfølgning på den her udtalelse fra den internationale domstol, og selvfølgelig også hvilke initiativer den agter at tage, ikke mindst gennem EU. For selv om volden i de besatte områder og drabene ikke kan måle sig med det, der sker i Gaza, synes perspektivet i og muligheden for at nå frem til den eneste varige løsning, nemlig to stater til to folk, at gå tabt i horisonten, hvis ikke vi får stoppet bosættelserne nu. Mange tak.

Mange tak for det. Så går vi til besvarelsen, og der giver vi ordet til udenrigsministeren. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil sige tre gange tak: Tak for ordet og tak til hr. Martin Lidegaard og tak til hr. Karsten Hønge for at have taget initiativ til denne forespørgsel. Det er et meget vigtigt tema, og det er godt at få lejlighed til igen at drøfte det og redegøre for regeringens linje.

Udgangspunktet her er jo selvfølgelig det, at vi alle er enige om, at Danmark bakker fuldt ud op om den internationale retsorden og de institutioner, som vi i fællesskab har skabt siden anden verdenskrig. Det er en hjørnesten i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik; det burde i øvrigt være en hjørnesten globalt, men det er i hvert fald en hjørnesten i vores udenrigs- og sikkerhedspolitik. Derfor har vi også været en urokkelig støtter af Den Internationale Domstol, som yder et helt afgørende bidrag til den internationale retsorden.

På globalt plan er troen på forpligtende internationalt samarbejde og fælles regler jo desværre vigende, tror jeg man helt ædrueligt må sige. Vi er oppe imod stærke kræfter, som af forskellige grunde truer den verden, vi kender, og det gør det jo endnu mere vigtigt, ikke mindst for et lille land som Danmark, at stå vagt om den regelbaserede verdensorden. Derfor mener vi det også, når vi siger, at domstolens domme og udtalelser skal efterleves. Selv om en rådgivende udtalelse fra domstolen formelt set ikke er retligt bindende, er der dog tale om en autoritativ fortolkning af folkeretten, som alle skal tage meget alvorligt.

Udtalelsen, som hr. Martin Lidegaard også refererede til den 19. juli sidste år, er ganske klar i sine konklusioner om ulovligheden af den fortsatte israelske tilstedeværelse i de besatte palæstinensiske områder. Som jeg har sagt før, viser udtalelsen tydeligt, at den nuværende situation er uholdbar, og den understreger nødvendigheden af en tostatsløsning. Udtalelsen er derfor i høj grad med til at cementere, hvad vi i forvejen har sagt med bred opbakning i det danske parlament, nemlig at besættelsen er nødt til at ophøre; der er ingen anden vej ud af voldsspiralen end en tostatsløsning. Den Internationale Domstol konkluderede, at Israels besættelse af Vestbredden, inklusive Østjerusalem og Gaza, er ulovlig og skal bringes til ophør hurtigst muligt. Konklusionerne er klare og markante, men jo som sagt på ingen måder overraskende.

Så spørger dem, der har rejst forespørgslen her, ind til, hvilke konkrete initiativer regeringen har taget og agter at tage for at leve op til domstolens udtalelse. Til det vil jeg sige, at selv om udtalelsens fokus af indlysende grunde er på Israels forpligtigelse under folkeretten, beskriver den i enkelte afsnit også tredjestater som Danmarks forpligtigelser. Her er den grundlæggende præmis, at alle stater er forpligtet til for det første ikke at anerkende situationen som følge af Israels ulovlige tilstedeværelse i det besatte palæstinensiske område som lovlig og for det andet ikke at yde hjælp eller bistand til at opretholde den situation, der er skabt af den fortsatte tilstedeværelse af Israel i de besatte palæstinensiske områder.

Det er selvsagt helt afgørende for regeringen og for enhver dansk regering, at Danmark ikke anerkender eller bidrager til handlinger, der strider imod folkeretten. Danmark anerkender ikke Israels annektering af besatte palæstinensiske områder. Det gør vi hverken formelt eller reelt, og vi har kraftigt fordømt både bosættelser og bosættervold. Vi har set en stigning i bosættervolden på Vestbredden, som er komplet uacceptabel. Juridisk er bosættelserne i strid med folkeretten, og politisk udgør bosættelserne en væsentlig barriere for en tostatsløsning. Derfor har vi også uden tøven støttet EU-sanktioner mod ekstremistiske bosættere, der fordriver og udøver vold mod palæstinenserne på den besatte Vestbred.

Fra både Danmarks og EU's side skelner vi også konsekvent mellem Israel og de besatte palæstinensiske områder. Det betyder konkret bl.a., at EU og Danmarks aftaler med Israel ikke finder anvendelse i forhold til de besatte palæstinensiske områder. Det fremgår udtrykkeligt af aftalerne. Med andre ord anerkender vi ikke israelsk annektering af et besat område hverken i ord eller handling, tværtimod. Derudover har Europa-Kommissionen tilbage i 2015 udsendt en såkaldt fortolkende meddelelse om oprindelsesangivelse for varer fra de besatte områder. Denne indskærpede, at varer fra bosættelser ikke må mærkes med »Israel« som oprindelsesland, men derimod klart skal deklareres som lavet i en israelsk bosættelse.

Den alvorlige udvikling i Israel og Palæstina har også betydet, at Udenrigsministeriet i marts 2024 skærpede tilgangen i sine vurderinger af sager om eksport af militært udstyr og dual use-produkter til Israel. Det betyder, som det er alle bekendt her i salen, at vi i dag anlægger en meget restriktiv linje i vurderingen af konkrete sager. Også på dette område inddrager vi selvfølgelig Den Internationale Domstols rådgivende udtalelse og andre retskilder i vores vurderinger, så vi sikrer fuld efterlevelse af vores internationale regler.

Fra regeringens side har vi i vores diplomatiske arbejde haft stort fokus på at bidrage til at fremme en tostatsløsning. Jeg har selv været i dialog med både israelerne og palæstinenserne samt med en række arabiske lande om situationen og mulighederne for en fredelig løsning. Derudover har vi fra dansk side deltaget i alle de møder, der indtil videre har været afholdt i den såkaldte globale alliance for implementeringen af en tostatsløsning, som EU har etableret sammen med en gruppe arabiske lande.

Jeg har selv skubbet på i EU-kredsen med det sigte at få EU til at engagere sig substantielt både økonomisk og politisk i at støtte det palæstinensiske selvstyre i den helt nødvendige reformproces, de er gået i gang med, for det er et vigtigt element i forbindelse med en tostatsløsning.

Fra dansk side har vi derudover haft fokus på den katastrofale humanitære situation i Gaza, hvor Danmark har ydet et stort bidrag, herunder også til FN's hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten, UNRWA, som vi også på et tidspunkt, hvor den her organisation var under angreb, tror jeg man kan sige, altså internationalt-politisk, stod op for og forsvarede. Det er naturligvis også emner, som Danmark har fokus på i forbindelse med vores medlemskab af FN's Sikkerhedsråd, hvor respekt for folkeretten, herunder den humanitære folkeret, er en tværgående prioritet for Danmark.

Desværre går udviklingen, som hr. Martin Lidegaard også var inde på, da han begrundede forespørgslen, jo langtfra i den rigtige retning. Den gamle sandhed om, at enhver krise også bærer en mulighed i sig, ser desværre ikke ud til at manifestere sig i forhold til den israelsk-palæstinensiske konflikt, selv om potentialet jo er der. Den nuværende Gazakonflikt ser i hvert fald ikke ud til at have fået israelerne til at erkende, at besættelserne er uholdbare og på lang sigt heller ikke i Israels objektive interesse. Med andre ord har tostatsløsningen nok aldrig været mere truet, end den er netop nu.

FN's højkommissær for menneskerettigheder har i en nylig rapport dokumenteret en markant stigning i israelske bosættelser i 2024. I 2025 er tusindvis af palæstinensere blevet fordrevet som et resultat af israelske militæroperationer på Vestbredden. UNRWA's evne til at udføre sit mandat er blevet svækket som følge af israelske lovgivning, hvilket vi har fordømt. Og der er en stigning i bosættervold, som i mange tilfælde finder sted, uden at israelske myndigheder griber ind.

Den eneste holdbare løsning, der kan skabe bæredygtig fred, er fortsat en tostatsløsning med en israelsk og en palæstinensisk stat, der lever side om side i fredelig sameksistens. Det er den vision, som vi fra dansk side forsøger at fremme på forskellige måder. Det gælder både bilateralt som i FN og EU.

Jeg vil afslutningsvis gerne gentage, at besættelserne skal bringes til ophør. Der skal etableres en tostatsløsning. Det er vi selvfølgelig enige med domstolen om, kan man sige, og derfor arbejder regeringen aktivt for, at Israel overholder sine folkeretlige forpligtigelser. Det gør vi bl.a. ved at lægge et vedholdende politisk og diplomatisk pres på Israel.

Det er afgørende, at Danmark og EU, for det er jo sådan set her, vi for alvor har en chance for at gøre en forskel, ikke er anerkender eller bidrager til handlinger, der strider imod folkeretten. Derfor er vi også meget optagede af at sikre, at Danmark og alle andre lande fuldt ud efterlever de tredjestatsforpligtigelser, som domstolen har opridset. Det siger sig selv, at vi skal gå foran med et godt eksempel og fuldt ud efterleve vores folkeretlige forpligtigelser og selvfølgelig også dem, som er beskrevet i domstolens rådgivende udtalelser fra juli sidste år.

Med det vil jeg gerne sige tak for ordet, og så ser jeg meget frem til en god debat.

Tak for det. Så er der nu adgang til én kort bemærkning til hver af ordførerne, og den første er til hr. Martin Lidegaard.

Tak til udenrigsministeren for besvarelsen, og også tak for det fine samarbejde, vi har haft med regeringen om at lave en fælles vedtagelse i dag, som jeg synes tager hele det her kompleks lidt med videre. Jeg er også glad for, at udenrigsministeren i indledningen i sin tale påpegede, at det med at have dobbelte standarder, når det gælder international lov, er utrolig giftigt for både EU og vores forhold til syd, ud over de konkrete konsekvenser det også har for palæstinenserne.

Men når det kommer til Danmarks konkrete tiltag, har jeg to specifikke spørgsmål til udenrigsministeren, og det ene handler om den våbeneksport, som vi i de seneste år har fået gjort mere restriktiv. Har det egentlig betydet, at vi har færre våbeneksporter, altså mindre militært udstyr eksporteret til Israel i det seneste år, end vi havde året før? Her tænker jeg på den direkte eksport af våben og militærudstyr, så det ikke kun er processen, vi ændrer, men også det faktiske. Det er mit ene spørgsmål.

Det andet er, at hvis vi skal samle EU om noget, og det er svært, kunne én vej at gå måske være at sanktionere de finansielle institutioner, der specifikt gør bosættelser på Vestbredden mulige, så man altså ikke målretter det mod Israel som sådan, men mod – om jeg så må sige – præcis de juridiske personer, der har et særligt ansvar. Er det noget, som det danske regering kunne overveje og tage med til EU?

Udenrigsministeren.

Tak for det. Min paratviden, som jeg sådan set ellers går og praler lidt af til daglig, rækker ikke lige til, at jeg kan stå og sætte tal på, hvor mange våbeneksporttilladelser der er givet over en årrække. Men det kan jeg finde frem og muligvis også her, mens vi taler, og vende tilbage til. Men jeg kan jo sige, at det er meget beskedent med hensyn til, hvad der er givet af eksporttilladelser, siden vi lagde den nye restriktive linje. Efter min hukommelse er noget af det eneste, vi har givet, jo bl.a. eksporttilladelse med Danmark som slutbruger, hvor vi altså eksporterer delkomponenter derned med henblik på, kan man sige, at kunne importere slagkraft til det danske forsvar. Så det er ret få, der er givet, men hvordan det forholder sig til det historiske, kan jeg simpelt hen ikke i hovedet, og det kan jeg vende tilbage til.

For så vidt angår det andet spørgsmål, kan jeg sige helt generelt, at sanktioner jo er sanktioner, der skal gennemføres i EU-regi, og at det hviler på enighed, og jeg tror også, det er kendt for spørgeren, og det er i hvert fald almen viden her i salen, at der desværre er nuancer i tilgangen til hele det her spørgsmål, også i EU-kredsen. Jeg kan sige, at vi tilhører de lande i EU, der har presset på for sanktioner, og som også har signaleret en klar åbenhed over for at gøre mere end det, der allerede er gjort.

Så er det hr. Karsten Hønge.

Tak til udenrigsministeren for en, synes jeg, markant tale. En af de ting, som udenrigsministeren slog fast, er, at de her bosættelser er ulovlige i henhold til folkeretten. Jeg har ved tidligere lejligheder hørt udenrigsministeren forklare og argumentere for, at et spørgsmål om forbud mod import af varer – ikke en mærkning, som udenrigsministeren var inde på, men et egentlig forbud af varer importeret fra de ulovlige bosættelser – hører under EU's handelspolitik. Så kunne spørgsmålet jo være: Har regeringen eller udenrigsministeren taget nogle initiativer og gjort noget sådan konkret for at få løftet den dagsorden i EU?

Udenrigsministeren.

Altså, man kommer jo længst med ærlighed og specielt, når man står her; jeg har ikke taget nogen konkrete initiativer lige i forhold til det handelspolitiske. Jeg har primært argumenteret for to ting, når jeg har siddet i EU-kredsen, og det ene har været et stærkere engagement i Ramallah omkring opbygningen af det palæstinensiske selvstyres kompetencer helt bredt, både, kan man sige, reelle kompetencer og dermed også politiske kompetencer, og så har jeg argumenteret for en parathed til at være hårde på sanktionssporet. Det er jo sådan lidt et udtryk for at prøve at lægge sine æg i nogle kurve, hvor der kunne være en chance for, at det egentlig så også blev båret frem og blev brugt til noget. Og jeg har kunnet glæde mig over, at det første, hvor jeg også har samarbejdet med en række kolleger ude i Europa, har båret nogen frugt, og det andet har jo desværre ikke i nogen nævneværdig grad båret frugt. Der kom sanktioner fra EU, og de kom efter de amerikanske. Nu taler vi om den tidligere amerikanske regering og ikke den nuværende. Men indtil videre har der jo ikke været parathed til mere.

Så er det fru Trine Pertou Mach.

Tak for det. Og tak for en meget klar politisk tale med klare markeringer. Det synes jeg er rigtig vigtigt; jeg synes, det er vigtigt, at vi fra dansk side netop sender de her klare signaler om, at den internationale retsorden er en, vi kerer os om.

Det er jo i virkeligheden ikke så lang tid siden, vi stod her og talte om det her emne. Det var tilbage i december måned, hvor vi også diskuterede, hvad Danmarks reaktioner på Den Internationale Domstols juridiske vurdering skulle være. Jeg anerkender fuldt ud, at der er taget nogle skridt, og at der er et vedvarende politisk pres fra dansk side, både bilateralt, men jo også sammen med andre europæiske lande, og at der også er vedtaget de her sanktioner mod de voldelige bosættere. Nu er det jo bare sådan, at den her vurdering siger, at det ikke kun er de voldelige bosættere, der er et problem, men det er bosætterne og bosættelserne.

Er der, vel vidende at der skal være enighed i EU og alt det her, aktivt taget andre skridt fra dansk side, på europæisk niveau eller på nationalt niveau, f.eks. i forhold til diskussionen af, hvad det er for en rådgivning, vi giver til danske virksomheder, som jo også har et ansvar for ikke at understøtte bosætterøkonomien? Er der taget nogle konkrete tiltag efter den juridiske vurderings offentliggørelse om at ændre vores vejledning i Danmark til danske virksomheder omkring deres investerings- og samarbejdspraksis med virksomheder i de besatte områder?

Udenrigsministeren.

Men der er jo ikke nogen ny situation. Altså, der er en ny situation på landjorden dernede, men der er ikke nogen ny politisk situation. Vores tilgang til Israel i de besatte områder er uændret, og den er jo kommunikeret ud alle steder. Så jeg har en klar opfattelse af, at man også i dansk erhvervsliv ved, hvad der gælder, og hvordan vi sondrer mellem Israel og de besatte områder.

Så har vi taget de initiativer i forhold til EU, at vi har presset på for flere sanktioner og sådan set også vist en åbenhed i forhold til at kunne sanktionere helt ind i de dele af den israelske regering, som de facto jo understøtter en ulovlig bosætterkultur, eller hvilket ord man nu vil bruge. Det har været markeret klart ved mange lejligheder, men igen vil jeg sige, at det jo forudsætter en enighed, som ikke, i hvert fald for nærværende, er til stede.

Så er det hr. Morten Messerschmidt.

Tak for det. Jeg sidder og filosoferer over det her begreb bosættelse, og hvad det egentlig er for noget. Altså, jeg kender jo f.eks. mange danskere, der har valgt at bosætte sig i Malmø. Det gør de civilt. De flytter derover og bor der, og det er jo sådan en slags privat bosættelse. Det er der ikke noget problem i, men jeg kan forstå, at hvis jøder beslutter sig for at flytte deres liv og ejendele til et område, som folkeretligt ikke tilhører nogen, så er det en eller anden krænkelse af noget. Derfor undrer det mig, hvad en bosættelse egentlig er, altså, hvordan kan det være, at det er sådan?

Jeg var bosat på halv tid i Belgien i 10 år. Der var aldrig nogen, der kom og sagde, at det var en krænkelse af folkeretten. Men når der ikke er nogen, der gør et lovligt krav på det område, hvor de her jøder, israelske statsborgere, bosætter sig og bygger et hus – de tager jo ikke et hus fra nogen; de bygger et hus; de skaber et liv; de skaber virksomheder, som mange palæstinensere i øvrigt er glade for at arbejde i, og sådan nogle ting – så er det pludselig en overtrædelse af meget, meget alvorlige internationale retsregler. Så hvad er en bosættelse?

Udenrigsministeren.

Jeg må bare sige, at den der sådan idylliske beskrivelse af den indflytning, der finder sted på Vestbredden, ikke matcher med de oplevelser, jeg selv har haft, når jeg f.eks. har stået i en landsby på Vestbredden og set udbrændte biler eller vinduer, der er slået i stykker, fordi de er blevet ødelagt af et bosættermiljø, der rykker tættere og tættere på, og som bygger på marker, som de her mennesker havde en klar oplevelse af var der, hvor deres får skulle gå at græsse.

Altså, det må jeg sige, og det er jo statueret – og det er det jo også folkeretligt på alle måder – hvad der er op og ned her. Så jeg undrer mig egentlig over den grundlæggende manglende respekt for den klare folkeretlige vurdering af, hvem der har ret til hvilke territorier, som det her spørgsmål til mig hviler på, og jeg kan slet ikke genkende det der billede af fredelig sameksistens. Altså, det må jeg sige. Det kan jeg ikke.

Mange tak. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til udenrigsministeren. Så er vi nu klar til at gå i gang med selve den konkrete forhandling og de almindelige regler for korte bemærkninger.

Den første, vi giver ordet til, er ordføreren for forespørgerne, og det er hr. Martin Lidegaard. Værsgo.

Mange tak. Den egentlige baggrund for, at vi har taget initiativ til den her forespørgsel fra SF's og Radikale Venstres side, er, at noget af det, der er lidt usædvanligt i den meget klare udtalelse, der kom fra Den Internationale Domstol i juni 2024, er, at ikke alene slår man fast, at bosættelserne i de palæstinensiske områder er ulovlige, men man understreger også tredjelandes rolle og ansvar. Det omfatter altså også en forpligtelse for lande som Danmark til at tage skridt for at undgå økonomiske eller handelsmæssige forbindelser med Israel, der gavner bosættelserne eller Israels ulovlige kontrol over de besatte områder. Det vil altså sige, at vi også er dækket ind af den udtalelse, vi er også forpligtet til at handle på den.

I den her verden, vi kigger ind i nu, hvor store stater i både øst og vest hele tiden knægter folkeretten og de principielle regler, som vi har tilsluttet os, vil det selvfølgelig være et signal om en meget tydelig dobbeltstandard, hvis vi kun reagerer over for de lande, som også udgør en sikkerhedstrussel for os selv, altså Putins annektering af dele af Ukraine eller Trumps trusler mod Grønland. Vi skal selvfølgelig også reagere, når det er annekteringer og besættelser af land, som ikke er i vores baghave, men som er lige så ulovlige som det, andre gør, herunder Israel i de besatte områder.

Det er også derfor, at vi er glade for, at regeringen er tydelig i dag, men også, synes vi, giver det grund til at tage en lidt grundigere diskussion af, hvad vi som tredjeland egentlig kan gøre, altså hvad et land som Danmark har i sin værktøjskasse af muligheder. Det er helt klart, som udenrigsministeren også var inde på, at nogle af de stærkeste redskaber ligger i EU's værktøjskasse, for det er der, handel og økonomisk samkvem ligger. Det har vi jo afgivet til Europa-Kommissionen, og det er derfor, vi har en stor muskel, men det er også derfor, at det kræver enighed i EU, hvis man skal anvende den. Og EU er mig bekendt stadig væk Israels største økonomiske samhandelspartner, så der er virkelig mulighed for at levere et tryk på Israel, hvis man ønsker at gøre det.

Nu har jeg jo haft fornøjelsen af at sidde i den stol, som udenrigsministeren sidder i nu, og jeg har siddet i de samme rådsmøder og diskuterede, desværre, den samme problemstilling, for den har været der i mange, mange år efterhånden, så jeg ved jo godt, at det ikke er nogen let opgave at samle EU om initiativer. Men jeg spurgte engang en klog mand, som måske var et andet sted, end vi er her i salen på det her spørgsmål, og som egentlig ikke havde noget ønske om at skulle samle en enighed i EU om det her, nemlig en udenrigsminister fra et andet land. Jeg spurgte, hvad han egentlig ville foreslå, hvis man overhovedet skulle overveje noget, der kunne samle enighed om det her. Der pegede han på, at måske var det at gå fra at diskutere overordnede sanktioner mod Israel som sådan og i stedet målrette det, man kan sige juridiske enheder og personer, der har et specifikt ansvar for den ulovlige bosættelse og det, at den kan lade sig gøre, det, der ville gøre det lettere at samle EU om noget.

Det er deraf, mit spørgsmål til udenrigsministeren kommer: Kunne man forestille sig, at EU kunne samles om de relativt få finansielle institutioner, der muliggør den her besættelse, altså finansierer både selve annekteringen, men også de bygninger og landbrug, der bliver bygget på de ulovligt besatte områder? For det er så øremærket og så specifikt rettet mod det, som nu er helt åbenlyst ulovligt ifølge internationale regler, og det er også en videreførelse af den enighed, der er i i EU om, det her er ulovligt, og det er i forlængelse af EU's ønske om at arbejde for en tostatsløsning, som hele den her politik fra Israels side umuliggør ved det de facto at sabotere en tostatsløsning. Kunne man samle en enighed om det, ville det være et ganske, tror jeg, effektivt og betydeligt skridt, som vil gøre ganske stort indtryk på og i Israel. Jeg støtter et langt stykke ad vejen regeringens tilgang, men det synes jeg er vigtigt.

Så synes jeg også, at det er vigtigt at kigge på vores våbeneksport, som vi forhåbentlig kan få præcise svar på. Jeg har også stillet skriftlige spørgsmål til ministeren om det, så jeg går ud fra, at systemet er i gang der derovre.

Lad mig slutte med at sige, for der er altid mange, der spørger efter det i de her debatter: Hvad med Israel? Ja, jeg tror, at hvis det israelske folk skal kunne leve i fred, og jeg har intet andet ønske, end at den israelske stat og den israelske befolkning også kan leve i fred, ikke mindst civilbefolkningen, så er forudsætningen en tostatsløsning, og forudsætningen for en tostatsløsning og dermed også en fredelig fremtid for Israel er og bliver, at de ulovlige bosættelser stopper.

Tak for den ordførertale. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og så går vi videre i ordførerrækken, og det er nu hr. Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet som ordfører. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg vil gerne starte med at takke det Radikale Venstre og SF for, at vi får den her forespørgsel. Det er jo rigtigt, at det ikke er mange måneder siden, vi var har – det var den 18. december – men det er bare fuldstændig afgørende i forhold til den her dagsorden, at vi får mulighed for her i Folketingssalen at gendrøfte det, der er den faste danske position, og det er, at vi skal presse og lave det pres, der er muligt for at få os frem mod en tostatsløsning. Det er også rigtig godt at få forespørgslen her i dag for igen lige at få bekræftet over for hinanden, hvor katastrofal en humanitær situation, der er i Gaza, og det gælder også, hvordan situationen er på de besatte områder på Vestbredden, hvor vi ved der er en markant stigning i forhold til besættelsen af områderne. Jeg vil også gerne takke udenrigsministeren for et rigtig præcist og godt indlæg i forhold til regeringens position og gøren og laden på det her område.

Det er jo sådan, at det har været en virkelig fast og urokkelig dansk holdning, at den internationale retsorden skal støttes, den står vi på. Og vi støtter Den Internationale Domstol som institution ethundrede procent, og dermed har vi også den lydhørhed, der skal til for de meldinger, der kommer fra Domstolen. Og det er jo, og det var det, der var udtalelsen fra Domstolen, en helt uholdbar situation, i forhold til at besættelserne fortsætter og har det omfang, det har.

Jeg er helt tilfreds med det, der er regeringens udmelding på, hvordan man fra regeringens side sikrer fordømmelsen på det kraftigste, hvordan man får taget afstand i forhold til de ekstremistiske bosættere, og hvordan man får sat ord på bosættervolden. Alene det, at der findes et begreb, der hedder bosættervold, synes jeg er tankevækkende. Det er jo præcis det, som hr. Martin Lidegaard også indledte med at sige, at hvis ikke vi får den ro på plads, er det her med til at underminere alt det positive og det håb og det håbefulde, der ligger, frem mod en tostatsløsning. Det gælder det med, at udenrigsministeren har sagt, at den danske holdning bliver der givet udtryk for både unilateralt og bilateralt, det med, at vi allerede nu har diskuteret og sat flere ord på, hvordan det er, EU-sanktionerne er det kraftigste instrument, der er, både økonomisk og måske også med en lydhørhed, hvordan der bliver kigget på eksporten til Israel, hvordan dual use er et fast princip, når der gives tilladelser, hvordan der bliver arbejde diplomatisk på alle måder, og hvordan de forskellige ministre i de sammenhænge, hvor de samtaler diplomatisk, også italesætter det danske ønske og målet i forhold til en tostatsløsning. Det gælder også, hvordan vi også fra dansk side i forhold til UNRWA og den meget alvorlige humanitære situation i Gaza, støtter op om den rammesætning, hvor vi jo alle er vidne til, at der ikke er noget alternativ til det. Det gælder også, hvordan vi med vores position i øjeblikket i FN's Sikkerhedsråd påtaler tingene, og at der aldrig fra dansk side er udtrykt en anerkendelse i forhold til annekteringen og besættelserne foretaget af Israel af de palæstinensiske områder.

Jeg synes, det er rigtig godt, at vi her i Folketingssalen igen får trukket det omkring tredjestatsforpligtelser og rollesætning frem, som udenrigsministeren, men også hr. Martin Lidegaard, allerede har sat tydelige ord på hvad der ligger i. Så hermed har jeg givet udtryk for, hvad der er den socialdemokratiske holdning til den her alvorlige situation.

Så skal jeg læse en vedtagelsestekst op, som umiddelbart for nuværende støttes af regeringspartierne, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet. Så jeg skal hermed fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget opfordrer regeringen til, bilateralt og gennem EU og FN, fortsat at arbejde for

- at støtte Den Internationale Domstol som FN’s primære juridiske organ, herunder med vægt på ICJ’s fortolkning af folkeretten, og som led i dette at identificere konkrete konstruktive tiltag, der kan bidrage til at styrke implementeringen af ICJ’s rådgivende udtalelse af 19. juli 2024,

- at støtte opretholdelsen af de grundlæggende folkeretlige regler, herunder den humanitære folkeret og retten til selvbestemmelse,

- at fraråde aktiviteter og engagementer med henvisning til tidligere vedtagelser og i overensstemmelse med ICJ’s udtalelse, der giver de ulovlige bosættelser forbedrede økonomiske muligheder, og understøtte fælleseuropæiske tiltag på området,

- at støtte en tostatsløsning med udgangspunkt i 1967-grænserne,

- at Israel indstiller sin bosættelsespolitik og tager mærkbare skridt til at forbedre palæstinensernes hverdag på Vestbredden og i Gaza og

- at støtte Israels ret til fred og sikkerhed.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 46).

Tak. Dette forslag til vedtagelse vil også indgå i forhandlingen.

Så er der en kort bemærkning til hr. Karsten Hønge fra SF. Værsgo.

Tak. Jeg vil gerne høre hr. Flemming Møller Mortensens reaktion på det citat, jeg nu læser op, fra tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft:

Den stadige udbygning af ulovlige israelske bosættelser på Vestbredden, konfiskation af palæstinensisk landbrugsjord, ødelæggelse af oliventræer, restriktioner på palæstinensernes adgang til vand og begrænsning af bevægelsesfrihed mellem palæstinensiske byer underminerer forudsætningerne for etablering af en palæstinensisk stat.

Hvad er reaktionen fra ordføreren på den udtalelse?

Det er jeg fuldstændig enig i, og det er jo også det, jeg har givet udtryk for. Jeg tror endda, jeg brugte fuldstændig det samme begreb med, at det er med til at underminere det, vi kæmper for, og det, vi enige om i forhold til tostatsløsningen

Jeg er sikkert ikke den eneste, der sad og så den dokumentarfilm, der blev bragt på DR for få dage siden omkring de israelske bosættelser på Vestbredden. Der så vi med egne øjne, hvor alvorligt og hvor vedvarende og hvor ødelæggende den handling er i forhold til palæstinenserne på Vestbredden. Tak.

Værsgo, spørgeren.

Når nu Socialdemokratiet netop udtaler sig og ordføreren ligesom lægger sig op ad udtalelserne fra Mogens Lykketoft, hvordan stiller Socialdemokratiet sig så over for et egentlig importforbud mod varer fra ulovlige bosættelser?

Ordføreren.

Jeg støtter mig jo ikke op ad Mogens Lykketoft. Jeg er kommet med det, der er den socialdemokratiske holdning i Folketinget i dag, og det er så med det samme ordvalg, i forhold til at det her er ødelæggende for det, der er fremtidsmulighederne, og det, vi arbejder for. For hvis ikke der kan skabes en fysisk ramme med fredelig sameksistens i forhold til Israel og Palæstina, så er jeg jo enig i det, hr. Martin Lidegaard sagde: Hvor er vi så henne? Så er vi virkelig langt fra at kunne bakke det op.

Set i forhold til EU's sanktioner har udenrigsministeren jo allerede sagt, hvordan det er. Man prøver at snævre det ind, sådan at der er sanktioner, der har effekt på besætterne.

Tak. Så er der en kort bemærkning til hr. Martin Lidegaard fra Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for en fin tale og for et godt samarbejde om forslaget til vedtagelse her. Jeg er egentlig nysgerrig efter, hvor Socialdemokratiet står i forhold til de to spørgsmål, jeg også fik lejlighed til at stille udenrigsministeren, altså vores direkte våbeneksport til Israel og muligheden for at få EU samlet omkring en sanktionering af de finansielle institutioner. Jeg er med på, at det kræver en enighed i EU, men hvor er Socialdemokratiet egentlig henne? Er vi der, hvor det sådan set vil være rigtig et rigtigt skridt at tage, hvis vi kunne samle enighed i EU om det, set med socialdemokratiske briller?

Værsgo til ordføreren.

Vi har ikke haft en drøftelse af det, men jeg vil sige, at regeringen selvfølgelig har fingeren på pulsen, i forhold til hvad der måtte være det plausible og det rigtige at gå med. Men jeg lytter mig jo også til, at udenrigsministeren siger, at vi fra dansk side har lagt et vedvarende pres på i EU i forhold til det her. Men om det er den helt rigtige vej at gå for nuværende, har jeg faktisk ikke mulighed for at have en holdning til; det har jeg ikke nok indsigt til.

Værsgo til spørgeren.

Det er fair nok. Hvad med eksporten af militært udstyr og våben til Israel?

Det var det, jeg sagde i min tale, altså at her synes jeg, det er rigtig godt, at vi ved, at eksporten til Israel bliver vurderet nøje. Jeg hørte også hr. Martin Lidegaard spørge udenrigsministeren, og jeg forstod, at der også ville blive fundet data frem på, hvordan det ser ud i forhold til de tilladelser, der er givet.

Tak. Så er der en kort bemærkning til fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Og tak til hr. Flemming Møller Mortensen for talen. Jeg vil gerne følge op på det her spørgsmål omkring våbeneksporten, for én ting er den direkte eksport, men vi taler jo også om en indirekte eksport via F-35-programmet, hvor vi ved, at de væsentlige dele, de centrale dele, i F-35-kampflyene kommer fra danske virksomheder. Mener Socialdemokratiet, at en fortsættelse af den praksis er i overensstemmelse med en aktiv efterlevelse af den juridiske udtalelse, som kommer fra Den Internationale Domstol?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Det synes jeg simpelt hen må være et spørgsmål om, at man i Udenrigsministeriet sørger for at tolke, om tredjestatsforpligtelsen og den rollefordeling, som hr. Martin Lidegaard også omtalte i sin indledning, ligger inden for rammen i forhold til det, der måtte være de helt specifikke eksportmuligheder. Der er stillet spørgsmål til udenrigsministeren om at få de ting afklaret, så det må vi jo se på.

Værsgo til spørgeren.

Tak. Så vil jeg gerne spørge ordføreren om noget andet. Jeg går ud fra, at ordføreren godt vil bekræfte, er den ulovlige situation, som der er med bosættelserne og besættelsen, er en barriere for den tostatsløsning, som er vores fælles officielle udenrigspolitiske, kan man sige, ambition at arbejde for. Når det så er sådan, kunne man så forestille sig, at et første skridt fra dansk side – hvis vi lige parkerer EU – kunne være en opdatering af den rådgivning, man giver til danske virksomheder om deres engagementer i Israel, og gøre ligesom Norge, altså at man opdaterer sin praksis og sin rådgivning til virksomhederne ved direkte at fraråde dem ethvert engagement og investering i virksomheder, der på nogen måde er med til at opretholde bosætterøkonomien og bosættelserne?

Tak. Værsgo til spørgeren.

Jeg synes i og for sig, at udenrigsministeren fik svaret på det, for vi er jo modsat Norge et EU-land, og jeg har indtryk af, at vi prøver at lave en så grundig koordinering med EU som overhovedet muligt, fordi det er den største muskel; det er der, hvor pressionen kan være størst. Så det må for mig at se – det er det, jeg tænker – være måden at gøre det på.

Tak. Så er der en kort bemærkning til hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Angående den her afgørelse ved ICC har ordføreren så gjort sig nogen overvejelser over det juridiske grundlag? Romtraktaten opererer jo med, at det er stater, der kan indbringe sager for ICC, og mig bekendt er der ikke nogen stat, som er FN-anerkendt, der hedder Palæstina. Der er et selvstyreområde, men altså ikke en stat. Altså, de rent sådan jurisdiktionsmæssige betingelser for overhovedet at være inden for ICC er ikke opfyldt.

Rejser det ikke nogle overvejelser hos ordføreren i forhold til at skulle anerkende den såkaldte dom imod hr. Benjamin Netanyahu, når den hviler på et, må man sige, meget, meget vidtgående fortolkningsgrundlag i forhold til Romtraktatens opfattelse af, hvad der egentlig er en stat, og hvem der overhovedet kan bringe sager ind?

Nej, det socialdemokratiske svar er, at vi støtter Den Internationale Domstol et hundrede procent, og jeg har i min ordførertale givet udtryk for, at det gør vi også i forhold til de udtalelser, der kommer fra den. Det er for os at se et spørgsmål om, ja, folkeretlige forpligtelser, og det er det, vi tager ned som værende den bedste rammesætning.

Spørgeren, værsgo.

Så når Romtraktaten opererer med, at det er stater, som er retssubjekter ved ICC, og der her er tale om en afgørelse indbragt af en ikkestat, så rokker det ikke ved hr. Flemming Møller Mortensens eller Socialdemokratiets tro, tillader jeg mig at sige, på systemet.

Betyder det så også, at alle mulige andre ikke statsligt definerede enheder fremadrettet også kan bringe sager ind for ICC? Det kunne jo være foreninger, det kunne være statssammenslutninger, og det kunne være regioner. Er det en del af den nye forståelse af Romtraktaten, som man opererer med hos Socialdemokratiet?

Værsgo til ordføreren.

Vi er ikke rokket i vores holdning til og vores opbakning til Den Internationale Domstol og dens udtalelser.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet og byder velkommen til hr. Christian Friis Bach som ordfører for Venstre. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg står her som midlertidig udenrigsordfører for Venstre i lyset af hr. Michael Aastrup Jensens udnævnelse til ambassadør til Europarådet, og tak til Radikale Venstre og SF for at rejse en meget vigtig dagsorden.

I Venstre og i regeringen følger vi, som vi også har hørt det fra udenrigsministeren, udviklingen i regionen meget tæt, og vi tager klart afstand fra den uacceptabelt høje vold. Vi er dybt bekymrede over den fortsatte konflikt, de store menneskelige lidelser og den alvorlige humanitære situation, og vi håber inderligt, at der kan findes en vej mod fred og en varig løsning. Det kræver politisk mod og ansvar på begge sider, og for Venstre står det klart, at den eneste realistiske og bæredygtige løsning fortsat er en tostatsløsning, hvor Israel og Palæstina lever side om side i fred og sikkerhed og med gensidig anerkendelse.

Danmark er jo en internationalt orienteret nation – og i Venstre er vi et internationalt parti – og vi har stor gavn af og en stærk interesse i den regelbaserede verdensorden, og den er i de her år under pres, og derfor er det vigtigt, at vi står fast. Vi skal bakke op om de internationale institutioner, og det gælder også Den Internationale Domstol i Haag. Domstolens rådgivende udtalelser er jo ikke juridisk bindende, men vi mener, at de skal tages meget alvorligt, både af respekt for institutionen og for folkeretten, og udtalelsen fra domstolen den 19. juli sidste år er meget klar i sin vurdering, nemlig at den israelske tilstedeværelse i de besatte palæstinensiske områder er i strid med folkeretten, og den udtalelse skal tages alvorligt af det internationale samfund, af Danmark og ikke mindst af Israel.

Danmark og Venstre anerkender jo ikke nogen form for israelsk annektering af de besatte områder, og vi fordømmer bosættelser. Ikke alene er bosættelserne i strid med folkeretten, men de udgør også en alvorlig barriere for enhver reel mulighed for en tostatsløsning, og vi tager i særdeleshed stærk afstand fra de bosættere, som med vold forsøger at fordrive eller chikanere palæstinensere og tvinge sig adgang til nye områder. Vi har derfor støttet EU's målrettede sanktioner mod ekstremistiske bosættere, som jo er et sanktionsregime, som både går efter en indefrysning af aktiver og går efter rejsemuligheder.

Det er afgørende, at vi i Danmark og EU konsekvent skelner mellem Israel og de besatte områder i vores handelsaftaler og i vores samarbejdsaftaler, og det gør vi. De aftaler finder ikke anvendelse i de besatte områder, og Danmark har jo i lyset af den alvorlige situation også taget skridt til at skærpe tilgangen til eksport af våben og dual use-udstyr til Israel, og der anlægges nu en meget restriktiv linje i vurderingen af de konkrete sager. Danmark er nu medlem af FN's Sikkerhedsråd, og det giver os en særlig forpligtigelse til at stå vagt om folkeretten og bidrage konstruktivt til fredelige løsninger, og kravet om at agere inden for folkeretten og beskytte civile er noget, den danske regering vedvarende tager op i den diplomatiske dialog med Israel og i alle internationale sammenhænge og bilateralt gennem EU som medlem af Sikkerhedsrådet.

Så der lægges fra Danmarks side – og det bidrager Danmark til – både i EU og i FN et vedvarende internationalt pres. Det langsigtede mål er og bliver en fredelig løsning baseret på to stater, og det er ikke nogen let vej, men det er den eneste vej, og det er den vej, vi arbejder for. Tak for ordet.

Tak for den tale. Så er der en kort bemærkning til hr. Karsten Hønge fra SF. Værsgo.

Ordføreren var jo tydelig i forhold til Venstres fordømmelse af bosættelserne. Har Venstre nogen planer om, hvordan man eksempelvis kan forhindre import af varer fra de besatte områder, fra de ulovlige bosættelser, eller vil man mene, at det kun er et spørgsmål om EU's handelspolitik, og hvis det er det, hvilke initiativer vil Venstre så tage for, at man kunne komme frem til en situation, hvor man har et forbud mod import fra ulovlige bosættelser?

Værsgo til ordføreren.

Der skelnes jo allerede i EU's handelsaftaler mellem varer fra de besatte områder og varer fra Israel. Det er jo kun varer fra Israel, der har den gunstige status i kraft af associeringsaftalen. Der er også krav om, at det klart skal fremgå, om varerne kommer fra besatte områder, eller om de kommer fra Israel. Det er så langt, som man kan nå i de forhandlinger, der er i EU. Men det er et vigtigt redskab for hele tiden at lægge pres på i forhold til bosættelserne og klart markere gennem den handelspolitik, vi også fører, at vi ikke anerkender de besatte områder som værende en part af Israel og dermed en del af den handelsaftale, som EU har indgået med Israel.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Jeg er også helt med på, at det med at lave sådan et importforbud ikke er så enkelt endda, når nu handelspolitikken ligger i EU. Men på den anden side er det måske også lidt fattigt for os alle sammen, at vi så ender med kun at kunne have den her mærkningsordning, som vi i øvrigt også har flere eksempler på ikke bliver overholdt, eller som der bliver løbet om hjørner med. Det er selvfølgelig en ting for sig selv, og det er jo bedre end ingenting at have den her mærkningsordning, selv om den kan være svær at håndhæve. Men var det ikke et mål i stedet for at sige, at når det nu kommer præcis fra ulovlige bosættelser, så laver vi simpelt hen et importforbud?

Værsgo til ordføreren.

Det er jo et EU-enekompetenceområde. Der skal være opbakning til det i EU, og den har det ikke været muligt at mobilisere. Men jeg så jo meget gerne, at man som led i en proces hen mod en fredsaftale prøvede at skærpe kravene til bosættelserne og prøvede at lægge yderligere pres på Israel for at ophøre med at etablere yderligere bosættelser og tage skridt til at trække bosættelser tilbage, altså som led i en fredsaftale. Der er jo brug for, at man gør, hvad man kan for at lægge pres på, men med de handelsaftaler, vi har indgået i EU, har vi nu nået de muligheder, vi kan, i forhold til hvordan vi kan agere i fællesskab i EU. At EU står sammen i den her sag er helt afgørende og vigtigt.

Tak. Så er det fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten som spørger. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Den juridiske vurdering fra Den Internationale Domstol er jo en autoritativ udlægning af den gældende folkeret, herunder hvad alle stater er forpligtet til at gøre i en given situation. Domstolen har ikke i sig selv håndhævelsesret eller -magt. Det afhænger af, at stater faktisk efterlever spillereglerne, sådan som det er så autoritativt er fortolket af domstolen. Så en reel håndhævelse vil kræve, at stater handler og følger op.

Hvordan ser Venstre muligheden for en konkret måde at følge op på i Danmark som værende en anerkendelse af staten Palæstina? Det ville være et klart signal til Israel om, at de er på ulovligt territorie. Det er en klar markering af, at den palæstinensiske stat skal leve inden for 1967-grænserne, og det er en klar erkendelse af, at man ikke som besat folk skal forhandle med sin besætter om den frihed, som det internationale samfund har garanteret palæstinenserne at de skal have.

Værsgo til ordføreren.

Det er jo entydig klart, at bosættelser er i strid med folkeretten. Det har der været utallige udtalelser om, og det er i strid med den fjerde Genèvekonvention, at man overfører en del af sin egen befolkning til et område, som man har besat, og derfor er det jo ikke noget, man skal tage let på, og det er jo ikke en bosættelse, som en, lad os sige fraflytning fra Danmark til det sydlige Sverige. Det er i strid med den fjerde Genèvekonvention, og derfor er det entydigt i strid med folkeretten, og det har vi som Danmark også en forpligtelse til at følge op på og arbejde for.

Jeg har jo tidligere stået her på talerstolen og argumenteret i kraft af mit tidligere partitilhørsforhold for, at Danmark skulle tage skridt hen imod anerkendelsen af en palæstinensisk stat, og allerede dengang tog jeg også det forbehold, at det skulle ske med to betingelser, nemlig som den ene, at der skulle være skridt hen imod en fredelig løsning, og som den anden betingelse, som jeg fremhævede dengang, at der også skal være et demokratisk fundament for et samlet Palæstina. Ingen af de to betingelser er jo opfyldt for nærværende, og derfor er fundamentet for at tage det skridt ikke til stede, men jeg håber, at vi en dag når dertil, og at det kan være et skridt som led i en anerkendelse af et Palæstina som en tostatsløsning med to stater, der lever fredeligt og sikkert som naboer.

Tak. Spørgeren.

Tak. Det er jo lige ved, at ordføreren lægger muligheden for en dansk anerkendelse af Palæstina i graven med den betingelse, som blev indlagt her, for noget af det, som domstolen jo siger i sin juridiske vurdering, og noget af det, som vi jo også har konstateret allerede nu i debatten, er, at siden vurderingen kom i juli sidste år, er situationen ikke blevet bedre, den er faktisk kun blevet værre. Så perspektivet med en demokratisk udvikling og et demokratisk fundament i Palæstina svækkes vel – vil ordføreren ikke bekræfte det? – af fortsat besættelse, undertrykkelse, annektering af land, kolonisering, og perspektiverne for, at man i Palæstina kan etablere det demokratiske fundament, som ordføreren efterlyser, mindskes i kraft af den fortsatte annektering og undertrykkelse og besættelse.

Værsgo til ordføreren.

Det anerkender jeg fuldt ud, og det anerkender vi i Venstre: at bosættelserne underminerer perspektivet for en tostatsløsning og det demokratiske fundament for Palæstina, men det pålægger jo også det demokratiske selvstyre og ikke mindst de udemokratiske kræfter, der trives i Gaza, at stå sammen om at etablere et demokratisk fundament som et skridt på vej hen imod en tostatsløsning. Men det er entydigt, at bosættelserne underminerer både en vej mod en fredelig løsning, et demokratisk fundament for Palæstina og en tostatsløsning.

Tak. Så er der en kort bemærkning til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Der tales meget om folkeretten og nationalstaternes integritet osv. Altså, vi taler her om en dom, som er afsagt over et land, der ikke har ratificeret ICC-traktaten, Romstatutten fra 1998, og som er initieret af et område, der ikke er en stat. Er det ikke et mærkeligt forsvar for den internationale ret, der tager sit udgangspunkt vel helt tilbage i det westfalske princip om nationalstatens integritet osv., at man på den måde behandler en dom, der berører parter, som ikke er en del af statutten, altså det juridiske grundlag, som en rigtig dom? Det her er politik og et partsindlæg. Det er jo ikke jura.

Værsgo til ordføreren.

Nu vil jeg nødig lyde belærende over for hr. Morten Messerschmidt, men jeg tror, der bliver blandet to forskellige domstole sammen. Den udtalelse, vi diskuterer, er Den Internationale Domstols udtalelse om, hvorvidt bosættelserne er i strid med international ret, og det er efter den fjerde Genèvekonvention entydigt klart, at en besættelsesmagt af et område ikke må overflytte sin befolkning til det område. Det er i strid med folkeretten.

Den domstol, hr. Morten Messerschmidt nævner, nemlig Den Internationale Straffedomstol, har jo også udtalt sig ikke mindst i spørgsmålet om den humanitære adgang til Gaza i lyset af den krig, der er, og Palæstina har i kraft af deres observatørstatus i FN mulighed for at tiltræde Romstatutten og dermed tiltræde Den Internationale Straffedomstol. Det juridiske grundlag for Palæstinas tiltrædelse af Romstatutten er, at de har observatørstatus i FN som en observatørstat – ikke som en stat, men som en observatørstat. Det er derfor, Den Internationale Straffedomstol i det her tilfælde kan få en mulighed for at udtale sig om spørgsmål, der vedrører de palæstinensiske områder, uagtet at Israel ikke har tiltrådt Romstatutten og Den Internationale Straffedomstol.

Værsgo til spørgeren.

Der er det så, jeg spørger, om ikke det mere er politik end jura, når man, godt nok via en domstol, men det kender vi jo også fra Menneskerettighedsdomstolen og EU-Domstolen osv., på den måde vælger at udvide fortolkningen. Man siger, at det godt nok står i statutten, at det er stater, der er retssubjekter, men man vælger så at sige, at et landområde, der jo kunne have gjort sig til en stat for mange år siden – hvis de havde haft ønsket om det, kunne de bare have udråbt en stat; der er ikke nogen, der ville have forhindret dem i det – skal omfattes.

Man udvider fortolkningen af statutten til også at omfatte dem, som det aldrig nogen sinde var tiltænkt skulle have den status. Det er det, jeg gerne vil have ordføreren til at forholde sig til, altså at der er tale om en politisering af statutten, i forhold til hvad der var den oprindelige hensigt, nemlig at det var rigtige stater, der var retssubjekter.

Ordføreren.

Igen må jeg sige, at det er mig lidt uklart, om vi her taler om Den Internationale Domstols eller Den Internationale Straffedomstols afsigelser. Det er jo forskellige domstole. Man kan bare sige, at det retsgrundlag, der ligger for den domsafsigelse eller kendelse, som vi diskuterer i dag, nemlig Den Internationale Domstols kendelse om, hvorvidt bosættelserne er i strid med folkeretten, er entydig. Den er fuldstændig i tråd med utallige andre kendelser, FN-resolutioner og den fjerde Genèvekonvention, som klart siger, at man ikke kan overføre sin egen befolkning til et besat område.

Den Internationale Straffedomstol har jo også en jurisdiktion her, i kraft af at man anerkender, at observatørstater kan tiltræde Romstatutten. Så det er entydigt. Det er ikke en politisering. Det er et stærkt juridisk grundlag, der foreligger for både de kendelser, der er givet af Den Internationale Straffedomstol, og de kendelser, der er givet af Den Internationale Domstol.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Christian Friis Bach fra Venstre og går videre i ordførerrækken til fru Charlotte Munch som ordfører for Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak. Først tak for ordet. Forespørgslen er rettet til regeringen, der skal svare på, hvilke konkrete initiativer regeringen har taget og vil tage efter domstolens vurdering. Det må regeringen naturligvis selv redegøre for. Jeg vil sige lidt om, hvordan jeg ser på sagen.

Som nævnt kom Den Internationale Domstol, ICJ, i juli 2024 med en vurdering, der siger, at Israels besættelse af Vestbredden, Gaza og Østjerusalem er ulovlig, og at den skal bringes til ophør. Jeg konstaterer, at der ikke er enighed i ICJ om vurderingen. USA, Storbritannien og Ungarn har talt til fordel for Israel under høringerne, og Israel er selvsagt heller ikke enig i ICJ's vurdering, der dog heller ikke er juridisk bindende for Israel.

Danmarksdemokraterne mener ikke, at vurderingen skal have konsekvenser for Israel, fordi en løsning på konflikten i Mellemøsten ikke er egnet til at ske igennem et retssystem. Løsningen på konflikten er politisk, og Den Internationale Domstol er ganske enkelt ikke et egnet redskab til at træffe afgørelse i konflikter som den konflikt, forespørgslen omhandler. I dette tilfælde er der tilmed blot tale om en vurdering. Domstolen skal tage sig af juridiske tvister mellem lande, og den burde afholde sig fra at komme med vurderinger i spørgsmål, der åbenlyst skal klares politisk. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Karsten Hønge, SF. Værsgo.

Der er ingen tvivl om, at Danmarksdemokraterne står sådan fuldstændig last og brast med Israel, uanset hvad den stat i øvrigt måtte finde på. Hvordan har man det i Danmarksdemokraterne med den internationale retsorden? Står man også last og brast med den internationale retsorden, eller har man sådan et buffetagtigt forhold til de afgørelser, der bliver afsagt af internationale domstole? Har man måske også i Danmarksdemokraterne sådan noget med, at man synes, at når der bliver afsagt en dom, man godt kan lide, synes man, den er alle tiders, og når der bliver afsagt en dom, man ikke kan lide, er det en, man ikke behøver at rette sig efter? Hvad er det for et buffetagtigt forhold at have til international ret og retssamfund i det hele taget?

Værsgo til ordføreren.

Tak. Jeg synes faktisk, jeg sagde det i min tale, men jeg siger det gerne igen: Ordføreren har fuldstændig ret i, at vi står last og brast med Israel. Det har vi også stået og sagt tidligere i debatter, for vi har været med i et efterhånden utal af debatter sammen. Vi mener ikke, at den her udtalelse er noget, som kommer til at få os til at vakle i støtten til Israel. Vi mener, og det har jeg i øvrigt også sagt tidligere, at en tostatsløsning ville være klart at foretrække. Men forhandleren på den anden side er det blot ikke muligt at forhandle med, da det er en terrororganisation.

Værsgo til spørgeren.

Nej, nej, jeg beder ikke om, at Danmarksdemokraterne skal vakle i støtten til Israel. Jeg vil bare spørge, om Danmarksdemokraterne mener, at Israel skal rette sig efter de afgørelser, der er afsagt af ICJ.

Værsgo.

Altså, Israel behøver jo ikke at rette sig efter det her, og jeg synes jo i bund og grund at Israel står i en situation, hvor de skal bekæmpe en terrororganisation. Det synes jeg hellere vi bør bakke op om. Det har jeg sagt tidligere, og det siger jeg gerne igen.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg bliver nogle gange lidt i tvivl om, om Danmarksdemokraterne overhovedet anerkender, at der findes internationalt anerkendte grænser for Israel, eller om man mener, at Israel selv beslutter, hvor Israels grænser skal gå. For det, der er domstolens juridiske udtalelse her, er jo en juridisk udtalelse, som er den konkrete tolkning af folkeretten og Israels overholdelse eller ikkeoverholdelse af den. Den er klokkeklar: Israel har ulovligt besat territorier uden for Israels anerkendte grænser. Er Danmarksdemokraterne uenige i, at Israels grænser går der, hvor det internationale samfund har defineret at de går?

Værsgo til ordføreren.

Tak. Jeg synes, det er så ærgerligt, når vi står i de her debatter, at jeg hele tiden skal forsvare Israel – jeg gør det gerne – mest af alt, fordi det er Israel, der er blevet angrebet af en terrororganisation. Jeg synes faktisk, at fokus på lige præcis det, som er det allerstørste og voldsomste angreb i nyere tid, bliver fjernet. Det synes jeg er enormt ærgerligt. Jeg har ikke ændret min holdning, siden sidst jeg stod her, og jeg gør det med garanti heller ikke, til næste gang jeg står her. Vi står klart bag Israel og deres ret til at forsvare sig.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Med al respekt vil jeg sige til fru Charlotte Munch, at det bare ikke har en dyt med debatten at gøre eller med den internationale domstols juridiske udtalelser at gøre. Det, Den Internationale Domstol udtaler sig om, er situationen med Israel og de palæstinensiske områder. Det, den konkluderer fuldstændig klart, er, at den praksis, Israel udøver med at annektere land, flytte dele af sin egen befolkning ind på det besatte land, nemlig i bosættelserne, og i øvrigt at nedrive huse og annektere og kolonisere til stadighed mere territorium, er i strid med international ret. Det er en opgave, den er blevet pålagt af FN's Generalforsamling forud for den 7. oktober. Så den 7. oktober, og hvad der er foregået derefter, herunder det folkedrab, som formentlig finder sted i Gaza, har ikke noget med det her at gøre. Det her har at gøre med internationalt anerkendte grænser. Ordføreren mangler stadig væk at svare på, hvilken opfattelse Danmarksdemokraterne har af Israels grænser.

Tak. Det får ordføreren mulighed for nu. Værsgo.

Tak. Jeg vil i hvert fald gerne svare på, hvad vi mener om udtalelsen fra ICJ. Hvis ordføreren prøver at fiske efter, at jeg skulle være enig i den udtalelse, så siger jeg blot, at vi bakker op om Israels ret til at forsvare sig. Jeg mener ikke, og det sagde jeg i øvrigt også i min tale, at Israel behøver at rette sig efter den. I øvrigt har der været kritik af den fra både USA og Storbritannien og Ungarn, og vi bakker ikke op om den udtalelse.

Tak. Så er det hr. Martin Lidegaard fra Radikale Venstre for en kort bemærkning. Værsgo.

Sidst jeg tjekkede Danmarksdemokraternes politik – og det vil jeg medgive er et stykke tid siden – ønskede man en tostatsløsning, og det synes jeg også at fru Inger Støjberg har sagt gentagne gange. Men vil ordføreren ikke medgive, at hvis der slet ikke er en palæstinensisk stat tilbage og Israel har, om jeg så må sige, færdiggjort sin okkupation, er det meget svært at se en tostatsløsning for sig, og at hvis Israel nogen sinde – og det ønske tror jeg vi deler – skal kunne se en fredelig fremtid i møde, vil det sandsynligvis kræve, at der er en tostatsløsning? Derfor er noget af det, vi er mest frustrerede over, at Israel på sin vis er i gang med at undergrave sin egen fredelige fremtid i de bosatte områder ved at umuliggøre en tostatsløsning.

Så jeg kerer mig også meget om den israelske civilbefolkning og deres fremtid, ligesom ordføreren gør, men jeg kan ikke se andet, end at det er direkte kontraproduktivt for Israels langsigtede interesser, at den nuværende regering med Netanyahu i spidsen og en meget marginal højrekoalition, insisterer på at fortsætte det her.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jamen vores politik har ikke ændret sig, og jeg sagde det faktisk lige før, altså at vi stadig væk synes, at en tostatsløsning er den rigtige løsning, men det bliver ikke med det, som repræsenterer palæstinenserne lige i øjeblikket, altså en terrororganisation, Hamas. Og ordføreren prøver at sige, at det ikke ville kunne lade sig gøre med Netanyahu, og så siger jeg blot: Men det kan det heller ikke med Hamas.

Værsgo til spørgeren.

Ja, men nu er det jo ikke Hamas, der styrer Vestbredden; det er jo lige præcis Hamas' største politiske rival i Palæstina, nemlig Fatah, som jo sådan set på mange ledder og kanter

har en helt anden tilgang til det her spørgsmål. Så det understreger sådan set bare pointen, at dem, man undergraver mest her, er den fredelige del, ikke terrordelen, om man så må sige, af det palæstinensiske selvstyre, hvorimod man så indirekte styrker Hamas med den politik, man fører.

Værsgo til ordføreren.

Ja, men jeg synes stadig væk, at det ville være fantastisk med en tostatsløsning, men jeg tror, det er uladsiggørligt i øjeblikket, og det ligger til grund for, at jeg tror, det er ganske vanskeligt med en tostatsløsning nu.

Tak. Så er der en kort bemærkning til hr. Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet.

Mange tak. Jeg synes, ordføreren får sagt meget tydeligt, at Danmarksdemokraternes ønske er også, at der skal findes rammen for en tostatsløsning, og så er mit simple spørgsmål blot: Hvilken fysisk geografisk ramme skal palæstinenserne have?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Det er kun, fordi jeg er i tvivl, at jeg lige spørger for at være helt sikker: Spørger ordføreren, om jeg er sådan fuldstændig klokkeklart vil stå her og sige, hvilket land palæstinenserne skal have? Er det det, jeg bliver spurgt om?

Jeg tror, at det, jeg vil svare, er, at det, der skal forhandles om, er en tostatsløsning, hvor alle kan se sig selv i det, men også med en fuldstændig klar opbakning til, at man ikke kan forhandle med en terrororganisation, og at jeg til enhver tid og mit parti til enhver tid vil bakke op om Israels ret til at forsvare sig. Det blev måske lidt kringlet.

Tak. Spørgeren, værsgo.

I den vedtagelsestekst, som jeg læste op, som der var mange partier bag, står der også, at Israel har retten til fred og sikkerhed, men der står også, at det er grænsedragningen fra 1967, som er udgangspunktet. Det kan jeg jo så høre at det ikke er for Danmarksdemokraterne, når man siger, at det er i orden, at ekstremistiske israelere besætter store dele af Vestbredden og fortsætter med det, og siden 2024 har der været voldsomt stor aktivitet. Så mit spørgsmål er blot: Er det Vestbredden, de skal have, eller skal de have noget andet?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg vil ikke stå og udtale mig om, præcis hvad de skal have. Jeg synes, det er et spørgsmål, som jeg også sagde lige før, om, at man får lavet en forhandling, men jeg kan ikke se en mulig forhandlingsløsning lige nu, fordi parterne er så langt fra hinanden.

Men når det så er sagt, vil jeg stadig væk sige, at jeg synes, det er vigtigt, at vi bakker op om Israels ret til at eksistere, og at Israel er det eneste demokratiske land i Mellemøsten, som bliver angrebet fra alle sider.

Tak. Så er det sådan, at Danmarksdemokraternes ordfører ikke fik læst sit forslag til vedtagelse op. Det får ordføreren mulighed for nu. Værsgo.

Tak.

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at staten Israel har ret til at forsvare sig, og opfordrer til, at der arbejdes for en fredsløsning, der omfatter en tostatsløsning med udgangspunkt i virkeligheden 2025, og som sikrer Israels grænser, sikkerhed og frihed.

Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at repræsentanter fra palæstinensisk side skal anerkende Israels ret til at eksistere.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 47).

Tak. Den beder jeg lige om at få. (Charlotte Munch (DD): Den får du). Så indgår den i de videre forhandlinger.

Så siger vi tak til fru Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne. Der var ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken, og nu er det hr. Karsten Hønge fra SF. Værsgo.

Der er ingen ende på lidelserne i Gaza, hvor Israel efter bombardementer, der er fuldstændig ude af proportioner, nu igen forhindrer den tilstrækkelige nødhjælp og begrænser adgangen til vand og elektricitet. Mere end 40.000 palæstinensere er fordrevet fra deres byer på den nordlige del af Vestbredden. Israelske kampvogne ruller nu igen efterfulgt af bulldozere til at smadre palæstinensiske hjem. Hvis nogen skulle være i tvivl om situationen, vil jeg anbefale, at man ser dokumentaren »No Other Land«.

Netanyahu leger med ilden, når han vil udvide Israels territorium yderligere. Det er brud på folkeretten og bomber fredsprocessen langt tilbage – her og nu til ubodelig skade for den palæstinensiske befolkning, men på længere sigt også til skade for israelerne selv. Hvis det lykkes at reducere Palæstina til en lille enklave midt i Israels territorium, står palæstinenserne tilbage som tabere uden rettigheder.

Lighed for loven giver tryghed og retfærdighed, ja, det giver faktisk civilisation. Derfor støtter SF ICJ, FN's højeste juridiske organ, og vi støtter ICC, Den Internationale Straffedomstol. Spilleregler skal nemlig gælde for os alle sammen. Det skal ikke være et tag selv-bord, hvor man tager de varer, man bedst kan lide, og lader resten blive på hylden.

Israel er ved at gå op i fugerne. Den tidligere premierminister og medlem af Knesset siden 1973 Ehud Olmert siger direkte, at den nuværende regering er antiisraelsk. Han opfordrer andre lande til at blande sig meget mere i Israels nuværende krise, og jeg synes, at den danske regering skal følge hans opfordring. Hvis ikke alle har samme rettigheder, betyder det enden på Israel som en demokratisk stat, slår Ehud Olmert fast, mens han også argumenterer stærkt for palæstinensernes ret til egen stat.

Men på længere sigt spiller de områder, som Israel besatte i 1967, helt centrale roller. Der bliver ikke fred uden en selvstændig palæstinensisk stat, der omfatter Vestbredden, Gaza og Østjerusalem. Israelerne har al mulig ret til at leve i frihed og tryghed bag sikre grænser, men højrefløjen og de ekstreme national-religiøsegør det ualmindelig svært at realisere. Det er i alles interesse. Det gælder både palæstinenserne, de fredselskende israelere og det internationale samfund, som vil undgå en større regional krig. Det er netop også i israelernes egen interesse, for udviklingen lige nu undergraver på sigt selve staten Israels eksistens.

Jeg synes, at det er vældig opmuntrende i de her dage at se israelere gå på gaderne i demonstrationer, herunder ovenikøbet med et tidligere gidsel som deltager, mod den højreekstreme regering, og jeg synes, at det er lige så opmuntrende nu at se palæstinensere demonstrere imod terrororganisationen Hamas.

Drømmen om fred i Mellemøsten forbliver bare en tåget drøm, hvis den katastrofale udvikling på Vestbredden fortsætter. Israel er på kollisionskurs med det internationale retssamfund, når landet pure afviser kendelserne fra ICJ. Israel må gøre op med sig selv, om landet vil have en plads i det internationale retssamfund. Desværre ser det ud til, at højrefløjen og de stærke national-religiøse kræfter i stedet skubber Israel længere og længere ud i selvdestruktion.

Den Internationale Domstol har afsagt kendelser, der betyder, at Israel skal trække sig tilbage bag de grænser, som var gældende før krigen i 1967. Kendelserne slog også fast, at bosættelserne af de ca. 700.000 bosættere på Vestbredden strider imod folkeretten, for intet land har ret til at overføre egne borgere til besatte områder. Domstolen kritiserer Israel for at rive palæstinensiske huse ned, fordrive beboerne og for at udnytte områdets ressourcer, og domstolen slår fast, at det efter 57 års besættelse nu er tydeligt, at Israels ambition er at overtage områderne permanent, og at det klart strider mod folkeretten.

Det er et brud på folkeretten og bomber fredsprocessen langt tilbage, hvis det lykkes at reducere Palæstina til små enklaver midt i Israels territorium, hvor palæstinenserne er tabere, som jeg sagde, uden rettigheder. FN advarer mod udviklingen, og at ignorere kendelserne fra domstolen er yderligere et bidrag til at nedbryde Israel. Jeg sætter mine forhåbninger til den israelske fredsbevægelse, hvor lille den end måtte være. Jeg sætter mine forhåbninger til fagbevægelsen i Israel, hvor lille den end måtte være, og til et stærkere centrum-venstre.

Netanyahus jernnæve mod FN, det, at han med strøhånd giver flere privilegier til de ultraortodokse, flere bosættelser og kvælertaget imod palæstinensernes rettigheder er opskriften på endnu mere splittelse, oprør, fortsat krig og terror. Netanyahu, højrefløjen og de national-religiøse er farlige for israelerne og for palæstinenserne og er en trussel mod os alle sammen og vil ødelægge muligheden for fred.

Vi bakker op om et retssamfund, ligesom vi klart fordømmer Irans konstante, omfattende støtte til voldshandlinger mod Israel. Gennem støtte til Hizbollah i Libanon, Hamas i Gaza og houthierne i Yemen gør Iran med støtte fra Rusland, hvad de kan, for at gøre livet i Israel usikkert og for at destabilisere hele regionen.

Jeg vil bare slutte af med at takke især Folkekirkens Nødhjælp, Red Barnet og Dansk Flygtningehjælp for konstant fokus på konflikten og på palæstinensernes lidelser.

Tak for den tale. Der er ikke om korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Karsten Hønge fra SF og går videre i ordførerrækken, og nu er det hr. Lars-Christian Brask fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det, formand. I Liberal Alliance støtter vi regeringens tilgang, og som udenrigsministeren har sagt: opretholdelse af den internationale retsorden – hak ved det; besættelsen må ophøre – hak ved det; tostatsløsning – hak ved det.

Danmark har fordømt besættelserne, og Danmark har understøttet de her EU-sanktioner. Udenrigsministeren har også sagt, at det bliver der fortsat arbejdet på. Vi haren vedtagelsestekst sammen med De Konservative. Jeg ved ikke, om jeg skal læse den op nu. Formanden nikker til, at jeg skal læse den op. Teksten kommer her:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at Israel skal respektere det palæstinensiske selvstyres territorium. Folketinget konstaterer ligeledes, at en tostatsløsning er den løsning, der formelt kan sikre palæstinensisk suverænitet, hvilket repræsentanter fra det palæstinensiske selvstyre har afvist gentagne gange, når de historisk er blevet forelagt en sådan løsning.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 48).

Det var en vedtagelsestekst, der kommer med De Konservatives og vores billigelse.

Tak. Den skal formanden lige bede om, og så indgår den i de videre forhandlinger. Så er der korte bemærkninger. Det er først hr. Karsten Hønge fra SF som spørger. Værsgo.

Tak. Jeg kunne høre på talen, at Liberal Alliance støtter tanken om en tostatsløsning, så ser Liberal Alliance grænserne fra før 1967 som det, der skal være en kommende palæstinensisk stat, og hvordan kommer vi i så fald hen i retning af det? For det er jo ikke nok bare at ønske sig det. Så hvad er det for nogle områder, og hvordan ser hr. Lars-Christian Brask processen frem imod en anerkendelse af en palæstinensisk stat for sig?

Værsgo til ordføreren.

Først må den krig, der er i Gaza i øjeblikket, ophøre, og så må man til forhandlingsbordet. Vi har i Liberal Alliance tidligere sagt, at grænserne fra 1967 er det, vi arbejder ud fra, og det, vi tilskynder – det er altså grænserne fra før krigen i 1967. Jeg er ret sikker på, at det retssamfund, vi har, er det, der er udgangspunkteti de fredsforhandlinger, der kommer til at ske, og den tostatsløsning, som forhåbentlig over tid bliver en realitet.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Tak for svaret. Jeg er rigtig glad for, at Liberal Alliance så klart siger, at det omfatter både Gaza, Vestbredden og Østjerusalem. Det, der kunne være spændende at høre, er: Hvornår kunne Liberal Alliance forestille sig at man kunne give palæstinenserne det her håb om, at man kan se en fremtidig stat? Det er en situation, hvor Gaza er bombet til murbrokker, og nok så farligt, også lige i øjeblikket, er der den her fordrivelse af palæstinenserne på Vestbredden, samtidig med at der er den her enorme overflytning af befolkningen ind i Vestbredden af israelere.

Værsgo til ordføreren.

Der er formentlig en magt af en vis størrelse, der må indlede de forhandlinger mellem den israelske stat og det palæstinensiske selvstyre, og det kan jo kun ske så hurtigt som muligt.

Tak. Så er der en kort bemærkning til fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror egentlig, at jeg vil følge op der, hvor hr. Karsten Hønge slap, og så spørge ordføreren om, hvor ordføreren ser den magt,der skal lægge det pres på Israel, hvis ikke det bl.a. er Europa og Danmark.

Netanyahu har jo klart erkendt, at han ikke ønsker oprettelsen af en palæstinensisk stat. Så det er vel svært at forestille sig, at der skal komme den tostatsløsning, som vi er enige om skal komme, med afsæt i 1967-grænserne, hvis ikke der er et internationalt samfund og nogle aktører dér, som presser på. Men jeg vil godt spørge om den stærke magt, som ordføreren taler om: Hvem er det, ordføreren har i tankerne?

Værsgo til ordføreren.

Jeg kan jo godt spekulere i, at det kunne være Saudi-Arabien, eller at det kunne være Frankrig eller whatever. Det må tiden vise.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Så er der det i forhold til domstolens juridiske vurdering, som jo konstaterer, at alle stater i verden har et ansvar for at håndhæve folkeretten og dermed også at gøre op med den ulovlighed, der findes. Hvad ville det i Liberal Alliances øjne være rigtigt at Danmark gjorde udenrigspolitisk på den brede klinge, altså udenrigs-, handels- og alt muligt andet-politisk, for aktivt at efterleve dén juridiske vurdering og leve op til vores forpligtelser i forhold til håndhævelsen af retsordenen og folkeretten?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg er ret tryg ved, at den udenrigsminister, vi har, forfølger de muligheder, der ligger i at sanktionere, og at vi efterlever det internationale retsvæsens retningsgivning.

Så siger vi tak til hr. Lars-Christian Brask fra Liberal Alliance. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken, og det er hr. Henrik Frandsen fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Der er ingen tvivl om, at den konflikt, vi står i, ingen vindere har. Der er kun tabere, og de største tabere er civilbefolkningen. Både palæstinenserne og israelerne fortjener at leve i fred og sikkerhed, og vi må ikke glemme, at begge parter har ret til deres eksistens. I den aktuelle situation er det det civile samfund, der lider mest. Det gør de på begge sider. Verden er i konstant forandring, og vi står i en tid, hvor det internationale samfund er vigtigere end nogen sinde før. Vi skal stå vagt om det regelbaserede internationale samfund, som er fundamentet for at kunne løse konflikter på en retfærdig og på en langvarig måde. Det er præcis det, regeringen og også vi i Moderaterne arbejder for. Vi står fast på, at vi skal støtte en fredelig løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt, og derfor tager vi også Den Internationale Domstols udtalelser meget alvorligt.

En af de vigtigste måder, vi arbejder for at fremme denne løsning på, er gennem EU. Vi ser EU som en central aktør i at fremme fred og stabilitet i regionen. Vi arbejder tæt sammen med vores europæiske partnere for at sikre, at EU engagerer sig mere substantielt i både den politiske og den økonomiske støtte til det palæstinensiske selvstyre. Udenrigsministeren arbejder målrettet i EU-kredsen for at fremme en større indsats, der støtter de reformprocesser, som det palæstinensiske selvstyre er i gang med. Dette skridt er vigtigt, da det sigter mod at skabe en mere bæredygtig og stabil palæstinensisk stat, som er en central del af den langsigtede fredsstrategi.

I lyset af Den Internationale Domstols udtalelse understøtter Danmark det internationale fællesskabs arbejde med at få alle parter til at respektere folkeretten. Det handler ikke kun om at reagere på overtrædelser, men også om at fremme respekt for folkeretten og støtte fredsbestræbelserne, der kan føre til en varig løsning på konflikten. Det bør være vores alles mening, at ICC spiller en vigtig rolle i at opretholde international retfærdighed og ansvarlighed, og det er derfor, at Moderaterne bakker fuldt op om domstolens uafhængighed, om dens arbejde og om dens kendelser. Og vi forventer, eller vi opfordrer i hvert fald til, at Israel også overholder domstolens afgørelser. Det er vigtigt, at alle parter i konflikten respekterer international ret og bidrager til en fredelig og til en bæredygtig løsning. Den internationale retsordenen er fundamentet for at sikre, at en handling får konsekvenser, og at der skabes et internationalt klima, hvor dialog og fred er i fokus.

Moderaterne står fast på, at vi skal støtte en retfærdig løsning. Det er kun gennem diplomati, respekt for folkeretten og et vedholdende engagement i fredsprocessen, at vi kan håbe på at finde en vej til en varig fred i regionen. Moderaterne mener, at vi skal bruge de politiske og diplomatiske redskaber, vi har til rådighed for at støtte en retfærdig løsning på konflikten. Det indebærer, at vi fortsætter med at fremme en tostatsløsning gennem vores arbejde i EU og i tæt samarbejde med vores internationale partnere, og at vi sikrer, at folkeretten bliver respekteret. Tak for ordet.

Selv tak. Der er lige en kort bemærkning hr. Karsten Hønge fra SF. Værsgo.

Tak til hr. Henrik Frandsen for så fuldstændig entydigt at placere Moderaterne på den side, hvor man forsvarer international lov og ret. Så tænker jeg i den situation, vi står over for på Vestbredden, på, hvad det skal være, hvis der skal være noget som helst håb for palæstinenserne, hvis der skal være noget alternativ til en fortsat tyen til vold, opgivelse eller selvdestruktion, som mange palæstinensere kan blive grebet af, fordi det hele er så håbløst. Så i den situation, hvor det i forvejen er så forfærdeligt at se på, hvor skal palæstinenserne kunne finde håbet? Vi ser nu, at der helt aktuelt er ca. 40.000 mennesker, der bliver fordrevet fra den nordlige del af Vestbredden, og at omkring 700.000 israelere har bosat sig Vestbredden. Hvor ser Moderaterne konturerne af den stat, der kunne give palæstinenserne håb?

Værsgo til ordføreren.

Jeg må indrømme, at jeg synes, at det ser sort ud lige for tiden. Det er en konflikt, som er eskaleret og stadig væk eskalerer, selvfølgelig primært i Gaza, men også med yderligere bosættelser i et fuldstændig uacceptabelt antal på Vestbredden. Det gør jo, at det er svært at se et håb, men jeg ser dog alligevel et håb. Jeg ser også en israelsk befolkning, som i min verden bliver mere og mere kritisk over for den fremfærd, som vi ser den nuværende regering have begge steder. Jeg ser en bevægelse internt i Israel, og at den opposition, der er imod den nuværende regering, Netanyahuregeringen, vokser. For der er altså også et klart befolkningsmæssigt grundlag i Israel for kritik; der er en stor del af den israelske befolkning, som ikke er enig i den fremfærd, vi ser nu. Men jeg medgiver gerne, at det altså ser meget sort ud lige for øjeblikket.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Vestbredden vil jo under alle omstændigheder komme til at spille en helt central rolle i forhold til en fremtidig palæstinensisk stat og kunne allerede nu være med til at give palæstinenserne håb om, at der er en fremtid. Samtidig med det ser vi jo yderligere sådan en ødelæggelse af det håb på Vestbredden, både nu her i form af den aktuelle fordrivelse af de 40.000, men også den der ødelæggelse af palæstinensernes daglige liv. Kunne hr. Henrik Frandsen forestille sig, at vi gik længere i forhold til at lave ikke bare en mærkning af, men et decideret forbud mod import af varer fra Vestbredden, hvor israelerne har produceret dem?

Ordføreren.

Det er jo selvfølgelig en sympatisk tanke hvis man kunne gøre et eller andet, der virkelig ville rykke på den uret, der sker nu. Jeg er helt overbevist om, at den rigtige måde at håndtere det problem omkring palæstinensiske varer på er at gøre det gennem EU, gennem den mærkningsordning, som findes nu. Men til gengæld har vi jo også en god mulighed for at komme til orde i EU. Vi er en del af EU. Vi får formandskabet her lige om lidt osv. Så jeg er af den klare overbevisning, at det er igennem EU og igennem en forstærket indsats af de ting, vi allerede gør, at vi kan forsøge at flytte det i den rigtige retning.

Tak. Så er der en kort bemærkning til fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Og tak til ordføreren for en god tale og også for entydigt at markere, at i Danmark står vi på den internationale retsordens side, herunder dens institutioners. Det er jo ret vigtigt, når man kigger rundt på verden og kan se, hvordan det pludselig politiseres, hvad domstole gør.

Vi har tidligere i debatten talt om, hvor vanskeligt det kan være rent faktisk at løfte EU-dagsordenen, fordi det kræver enstemmighed. Det betyder ikke, at man ikke skal prøve, men jeg kunne godt tænke mig at spørge, om Moderaterne kunne være med på, at vi kunne gøre noget fra dansk side for at vise en aktiv efterlevelse af den juridiske vurdering.

Kunne man forestille sig, altså kunne ordførerens parti forestille sig, at vi i Danmark – det kunne være i staten eller statslige institutioner og kommuner, i hvert fald i det omfang, man kunne opfordre dem til det – ville gennemgå de investeringer og aktiviteter, vi ligesom har, for at sikre, at der ikke er en understøttelse af bosættelserne økonomisk eller aktiviteter i bosættelserne? Vi ved jo, at der er investeringer, bl.a. fra statslige institutioner og i kommunalt regi, og det er, så vi ikke igennem den investeringsportefølje og de aktiviteter, der følger af samarbejdsaftaler, kommer til at understøtte bosætterøkonomien eller bosættelserne.

Jeg ved, der er et fokus på det, men kunne man i virkeligheden også sende et klart signal fra dansk side om, at nu gennemgår vi det lige for at være sikre på, at vi ikke har noget, der kommer til at understøtte det? Det ville være et signal, man også kunne sende til resten af verden.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Altså, jeg vil da meget, meget gerne være med til at sende et signal her fra talerstolen om, at jeg vil opfordre til, at man på ingen måder foretager handlinger, der gør, at man er med til at understøtte de israelske bosættelser på Vestbredden.

Når det så er sagt, mener jeg også, at den rigtige måde at gribe det her an på fra dansk side er at bruge vores stemme i EU – bruge den indflydelse, vi har i EU – omkring handel og omkring varer fra bosættelser på Vestbredden og at bakke op om og understøtte den mærkningsordning, der findes, og altså bruge det som det redskab, vi har, for at vi kan være med til at påvirke det her.

Decideret at komme med et påbud til kommuner osv. mener jeg nok ikke er den rigtige måde. Men jeg vil meget gerne bakke op om, at vi opfordrer til, at man gør det.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Tak. Men det var klart heller ikke min intention at sige, at vi herindefra skulle pådutte kommunerne at gøre det, men det kunne være en opfordring. Men man kunne jo godt vælge fra regeringens side at sige, at det her opfordrer vi så også alle de statslige institutioner til.

Det her er bare for at være helt sikker. For vi er jo enige om, at der skal gøres noget på europæisk niveau, og at der er noget, der primært giver mening der, herunder også diskussionen af EU's associeringsaftale med Israel. Men det er bare for at være helt sikker på, at ordføreren ikke mener, at vi ikke kan gøre noget bilateralt. Det var i virkeligheden det, som mit spørgsmål gik på.

Det var jo netop: Hvad er det, vi gør fra dansk side for at sikre, at vi ikke understøtter bosættelserne eller aktiviteter i bosættelserne, og samtidig ved f.eks. at lave et eftersyn også sender et signal til resten af verden om, at vi i Danmark tager den her juridiske vurdering så alvorligt, at vi er villige til at sikre os, at der ikke er nogen af de aktiviteter eller investeringsporteføljer, vi har i dag, som er i strid med det, som den juridiske vurdering siger?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg vil gerne lige svare helt kort på det, der bliver spurgt om, og så komme med noget efterfølgende. Jeg tror ikke på, at det er et eftersyn af de statslige og kommunale indkøb osv., der flytter noget her.

Der, hvor jeg virkelig tror, at vi kan rykke noget, hvis vi vil, er, at vi går ind og giver opbakning til de kredse i Israel, som sætter spørgsmålstegn ved den meget voldsomme fremfærd, vi ser for tiden, både i de besatte områder, men også i den måde, der bliver ført krig på i Gaza. Altså, det er helt ude af proportioner i forhold til det svar, der skal komme.

Men det er også, at vi på den anden side bakker op om, at det israelske folk altså også har ret til at forsvare sig. Det israelske folk har ret til at have trygge grænser, lige såvel som det palæstinensiske folk har ret til det. At vi går ind og understøtter de, hvad skal man sige, konstruktive kredse på begge sider, tror jeg er der, hvor vi virkelig kan gavne noget.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Henrik Frandsen fra Moderaterne og går videre til fru Helle Bonnesen fra Det Konservative Folkeparti som ordfører. Værsgo.

Først og fremmest tak til SF og Radikale Venstre for forespørgslen, og også tak til udenrigsministeren for besvarelsen i form af talen her i starten. Den Internationale Domstols udtalelse af 19. juli 2024 er alvorlig. Når domstolen vurderer, at Israels tilstedeværelse i de besatte palæstinensiske områder er i strid med folkeretten og samtidig understreger, at tredjelande har et ansvar, skal vi tage det seriøst. Det er fundamentalt for enhver international orden, at lande uanset størrelse og naboers intentioner overholder international ret. Israel bør respektere det palæstinensiske selvstyres territorium.

Israel er det eneste demokratiske land i Mellemøsten, og vi anerkender det enorme pres og de trusler, som landet står over for omgivet af fjendtligtsindede aktører. Men måske netop derfor har Israel også en særlig forpligtelse til at agere som den retsstat, de selv med rette fremhæver sig som. I Det Konservative Folkeparti er vi ikke fortalere for hverken symbolske eller hovedløse sanktioner, men vi skal heller ikke blive blinde, og i EU er der allerede indført differentierede toldregler, som skelner mellem israelske varer og varer produceret i de besatte områder. Det er både rigtigt og vigtigt. Lad mig så understrege, at særlig voldelige bosættelser bør sanktioneres. Herudover er det hverken i Israels eller i Palæstinas interesse at tolerere ekstremisme, der underminerer en mulig fredsproces.

Vi vender jo gentagne gange tilbage til humlen: En tostatsløsning er trods alle vanskeligheder den eneste løsning, der kan sikre både Israels sikkerhed og palæstinensernes suverænitet. Det virker efterhånden som et fabeldyr, når vi taler om tostatsløsningen, for hver gang i historien man har nærmet sig en løsning, er den blevet forkastet. Det kræver vilje fra begge parter til at opnå en sådan løsning, og den kan kun være mulig, hvis begge parter er villige til at gå på kompromis. Det betyder således også, at den palæstinensiske stat ikke kommer til at gå fra Jordanfloden til Middelhavet.

Afslutningsvis må jeg sige, at jeg på baggrund af den debat, vi har haft i dag, og de initiativer, vi har hørt fra regeringens side, får det indtryk, at regeringen faktisk er i gang med at finde både proportionale og diplomatiske løsninger og relevante sanktioner særlig i forhold til bosætterproblematikken. Det arbejde bakker vi op om, så længe det sker ansvarligt, afbalanceret og i tråd med international ret. Tak for ordet.

Selv tak. Så er der en kort bemærkning. Hr. Karsten Hønge fra SF. Værsgo.

Tak for en tale, der jo tydeligt markerede, at Konservative bakker op om den internationale retsorden og om en tostatsløsning. Kunne fru Helle Bonnesen sætte lidt flere ord på perspektiverne i etableringen af sådan en tostatsløsning? Den ene stat har vi jo, det er Israel, men hvor er det, fru Helle Bonnesen ser den palæstinensiske stat? Og selv om det kan svært ud nu med et Gaza, der er bombet i stykker, og en Vestbred, der er blevet plukket af ulovlige bosættelser osv., hvilke ting kunne fru Helle Bonnesen så se kunne give palæstinenserne et håb, så de ikke står med ryggen mod muren og kun ser én mulighed her, nemlig fortsat krig?

Værsgo til ordføreren.

Tak. Jamen jeg tror, jeg ville kunne få Nobels fredspris, hvis jeg kunne give det håb. Jeg synes jo, det er en ualmindelig stor opgave, der ligger foran os. Jeg kan indledningsvis sige, at den vedtagelsestekst, som bl.a. SF har været med til, kan vi sagtens skrive under på store dele af, så den del af det kunne vi sagtens blive enige om. Jeg tror, at når man kommer til selve arbejdet med at få det til at ske, er diplomatiet den vigtigste del af det stykke arbejde. Det er klart, at som nation kan vi gøre nogle ting, som regering kan man gøre nogle ting, men uden diplomatiet kommer vi ikke derhen.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Jamen det er rigtig fint. Jeg tænkte bare, at det, der sker, sker lige foran os nu i realtid. Og hvis man er palæstinenser og har set sin familie blive slået ihjel, hvis man er et barn eller en ung, der er vokset op på de vilkår, der er i Gaza i øjeblikket, hvor Israel fortsætter med at bombe, og hvor folk ikke har nogen mulighed for at søge beskyttelse hverken mod bomber eller mod vind og vejr, eller hvis man er vokset op på Vestbredden, hvor man kan se, hvordan man bliver chikaneret og ens huse bliver væltet osv., hvordan får man så håb? Hvornår tror fru Helle Bonnesen så at det bliver nødvendigt, at vi kommer til at give palæstinenserne et håb, så det ikke ender helt galt og meget værre, end det er i dag?

Værsgo til ordføreren.

Når det kommer til Gaza, har situationen været forfærdelig både på palæstinensernes side, men også for de israelske familier, som har været ramt af den historie, der har udspillet sig. Når det kommer til Vestbredden, vil jeg sige, at der har vi jo i hvert fald på det meget handlingsorienterede plan en række initiativer, som vi fuldt ud bakker op om. Er det håb nok? Nej, det er det nok ikke på hverdagsplan, men det er i hvert fald nogle rigtig gode initiativer. Og det, der er det vigtigste ved dem, er, at mange af dem er internationale initiativer.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Helle Bonnesen for Det Konservative Folkeparti. Så er det fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten som ordfører. Værsgo.

Tak for det. Det er ikke første gang, Den Internationale Domstols juridiske vurdering fra juli 2024 er til debat her i salen. Så sent som i december diskuterede vi et beslutningsforslag fra Enhedslisten om samme emne. Det blev desværre stemt ned, da kun SF, Radikale Venstre, Alternativet, Enhedslisten og hr. Jon Stephensen støttede forslaget. Det var et forslag om, at Danmark aktivt skulle efterleve Den Internationale Domstols vurdering, der som bekendt fastslår, at Israels besættelse af Vestbredden, Gaza og Østjerusalem er ulovlig og skal bringes til ophør hurtigst muligt, og at Israel skal betale erstatning for de skader, besættelsen har forvoldt.

Emnet er ikke blevet mindre aktuelt siden. Der har en kort periode været en våbenhvile, som nu igen er afløst af blodig israelsk angrebskrig i Gaza. Den aktuelle krig mellem Israel og Hamas går først og fremmest ud over civilbefolkningen i Gaza, hvor mere end 50.000 er døde siden oktober 2023, og har nu bragt Israel på anklagebænken ved Den Internationale Domstol for muligt folkedrab, ligesom Den Internationale Straffedomstol, som er en anden international institution, har udstedt tre arrestordrer, to mod ledende israelske politikere og en mod en ledende Hamasperson. Bag den krig ligger hele Israel-Palæstina-konflikten, og det er den situation, som FN's øverste domstol tog stilling til tilbage i juli 2024.

Den juridiske vurdering, domstolen kom med, er en historisk bekræftelse af palæstinensernes rettigheder og ret til selvbestemmelse, efter at de i årtier har måttet gennemleve fornedrelse, undertrykkelse, systematiske menneskerettighedskrænkelser og set deres land koloniseres og annekteres. Og hvad er det så, domstolen siger mere konkret? Den slår fast, at Israels fortsatte tilstedeværelse i de palæstinensiske områder er ulovlig, i strid med international lov, at de diskriminerende love og politikker skal bringes til ophør, at Israel ulovligt annekterer land, altså med andre ord gennemtvinger en indlemmelse af territorie til Israel, særlig Østjerusalem og område C på Vestbredden. Den slår også fast, at den palæstinensiske befolkning bliver fortrængt fra deres egen jord, at Israel er forpligtet til at indstille alle nye bosættelsesaktiviteter, trække alle bosættelser tilbage og fjerne de dele af separationsmuren, som ligger på besat område, og endelig altså at Israel er forpligtet til at yde erstatning for de skader, de har forvoldt.

Desværre er virkeligheden også siden juli ganske, ganske bekymrende, for de israelske handlinger siden da afspejler faktisk en ambition om, at der netop ikke skal oprettes en palæstinensisk stat, men at man vil cementere besættelsen og fremme annekteringen af store dele af, hvis ikke hele Vestbredden. Bosættelserne er vokset markant i antal. Så med andre ord fører Israel en politik og en praksis, som krænker både forbuddet mod at tage territorier med magt og retten til selvbestemmelse, to af de ufravigelige normer i den folkeret, som ICJ's udtalelse bygger på. Desværre synes Israel fuldstændig immun over for kritik, en kritik, der desværre er alt fra sparsommelig fra magtens kontorer globalt set. Heldigvis balanceres det jo lidt af, at mennesker og bevægelser verden over går på gaden og kræver retfærdighed og et frit og selvstændigt Palæstina.

Denne forespørgselsdebat kommer på et vigtigt tidspunkt, så tak til SF og Radikale for at rejse den. Det gør den ikke bare for implementeringen af den rådgivende udtalelse, men også for troværdigheden af det regelbaserede multilaterale system, som er under ekstremt pres i øjeblikket. Det er sådan med den her juridiske vurdering, at det er en autoritativ afklaring af gældende folkeret, herunder hvad alle stater er forpligtet til i en given situation, og den kommer altså fra FN's vigtigste retslige organ.

Domstolen kan ikke selv håndhæve sine afgørelser og sine juridiske vurderinger. Det kræver, at stater handler og følger op, og der er meget, man fra dansk side og international side kan gøre. Man kunne starte med at foretage en fuld diplomatisk anerkendelse af staten Palæstina. Man kunne suspendere handel med Israel, så vi ikke understøtter krigsøkonomien og målrettet rammer bosætterøkonomien. Man kan stoppe våbenhandelen. Man kunne tage nye skridt for at sikre, at handel og investeringer ikke kommer de ulovlige bosættelser til gavn. Man kunne gennemgå, som jeg var inde på i et spørgsmål tidligere, alle investeringer og aktiviteter, både i stat og kommuner og offentlige institutioner, for at sikre, at vi ikke understøtter bosættelserne eller aktiviteterne i samme.

Internationalt set er det ikke muligheder for handling, der mangler, men vilje i det internationale samfund til at gøre det, vi har lovet, nemlig at give palæstinenserne selvbestemmelse og frihed. Det er det problem, der ikke længere kan fortsætte. Derfor er det supervigtigt at have den her debat, og jeg er glad for at konstatere, at et bredt flertal i Folketinget bakker op om det internationale system og dets institutioner. Tak.

Tak for den ordførertale. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten og går videre i ordførerrækken. Det er hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti som ordfører. Værsgo.

Tak, formand. Det har været tankevækkende nu i vel snart knap 2 timer at følge en debat, hvor begivenhederne 7. oktober 2023 nærmest ikke har været strejfet. Den 7. oktober 2023 blev det værste terrorangreb siden 11. september som bekendt begået. Siden da har der ikke været nogen arrestordre eller sager imod terroristerne, nemlig Hamas. De tilhører nemlig ikke nogen stat, fordi Palæstina ikke er nogen stat, medmindre selvfølgelig ICJ- og ICC-traktaterne skal tale for den palæstinensiske sag, for så er Palæstina en stat. Det kan man nemlig behændigt støtte ret på ved FN's generalforsamlings beslutninger.

Se, man vælger altså behændigt, afhængigt af om man nu er aggressor eller offer, om man er stat, eller om man ikke er stat. Jeg tror, det er et ufatteligt held for palæstinenserne, at der ikke findes en stat, der hedder Palæstina. For dens ledere ville fra dens oprettelse befinde sig permanent i fængsel ved ICJ, Den Internationale Domstol, for permanente forbrydelser imod menneskeheden for at realisere deres program, der lyder mest svulstigt på engelsk: from the river to the sea, altså, fra Jordanfloden til Middelhavet, hvor Hamas og de øvrige islamistiske grupper ønsker at have en stat, der er fri for jøder. Det er det, det handler om.

Det kan man få syn for sagen for, hvis man kigger lidt ned over, hvad der er sket i området siden Balfourerklæringen. Vi husker alle sammen mellemkrigstiden, hvor der var mindre oprørsgrupper osv. Men i 1948-49 lykkes det som bekendt at få etableret et uafhængigt Israel, der øjeblikkelig bliver mødt af angreb fra Egypten, Jordan, Syrien, Irak, Libanon osv. Israel vinder krigen, og freden holder indtil 6-dageskrigen i 1967, hvor igen Egypten, Jordan, Syrien får mobiliseret og lagt en blokade og Israel heldigvis får slået tilbage. Kort efter kommer den 3-årige udmattelseskrig med Egypten som aggressor, 3 år efter Yom Kippur-krigen, hvor Egypten og Syrien er aggressorer. I 1982 bliver Israel nødt til at at slå ned på PLO, der har sendt raketangreb ind over landet. Så får vi den første og den anden intifada, begge initieret af palæstinensiske oprørsgrupper. Så får vi den anden Libanonkrig. Hizbollah, en anden terrorbevægelse, er aggressor. Så kommer 2008, hvor Hamas angriber; 2012, hvor palæstinensiske grupper angriber; 2014: Hamas angriber; 2021: Hamas angriber; 2023, 7. oktober: Hamas angriber.

Det er Israels moderne historie – en kavalkade af angreb fra arabiske grupper og nationer med et ønske om at udrydde staten Israel. Og hvad er det så, venstrefløjen mobiliserer i dag, kalder til debat om? Det er, hvordan vi mest muligt kan genere denne heroiske, demokratiske og frihedselskende stat i Mellemøsten, som siden sin grundlæggelse har bestræbt sig på én helt grundlæggende ting: at få lov til at være i fred, at få lov til at overleve. Og det seneste skud på den hittepåsomme stamme er altså, at man nu kan begynde at bruge rådgivende udtalelser fra ICJ som domme. For det lugter det jo lidt som, når det kommer fra en domstol.

Problemet er bare, at traktatens artikel 34 gør det meget klart, at det kun er stater, der kan være parter ved domstolen, og Palæstina har ingen interesse i at blive en stat, for hvis det blev det, ville det være en terrorstat, der hele tiden skulle lægges i lænker ved ICJ. Tak, formand.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så er det udenrigsministeren. Hvis udenrigsministeren ikke ønsker ordet, er det, som det er. Det har jeg bare ikke fået at vide. Det beklager jeg.

Da der ikke flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemning om det fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 24. april 2025.

(Talen er under udarbejdelse)