Retsudvalget 2024-25
B 49
Offentligt
2985943_0001.png
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
5. marts 2025
Formueretskontoret
Mathilde Stampe
Plougsgaard
2025-01565
3606947
Besvarelse af spørgsmål nr. 4 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende
forslag til folketingsbeslutning om at sikre beslutningsgrundlag til
modernisering af regler om danskernes støtte til velgørende
organisationer (B 49)
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 4 vedrørende forslag til
folketingsbeslutning om at sikre beslutningsgrundlag til modernisering af
regler om danskernes støtte til velgørende organisationer (B 49), som
Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 3. februar 2025.
Peter Hummelgaard
/
Morten Schaumburg-Müller
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/4
B 49 - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 4: Spm. om det er korrekt, at en tilladelse til gade- og husstandsindsamling og modtage faste bidrag kun kan ske en gang om året
Spørgsmål nr. 4 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til
folketingsbeslutning om at sikre beslutningsgrundlag til modernisering
af
regler om danskernes støtte til velgørende organisationer (B 49):
”Vil ministeren redegøre for, om det er korrekt, at en tilladelse
til gade- og husstandsindsamling og modtage faste bidrag kun
kan ske en gang om året, og at der er omfattende krav til at få
tilladelse, hvilket kræver en stor organisation med folkelig
opbakning – og dermed har organisationer, der ikke er i stand til
at
organisere landsdækkende indsamlinger de facto ikke
muligheden?”
Svar:
Justitsministeren har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en
udtalelse fra Civilstyrelsen, der har oplyst følgende:
”1. Indsamlingsnævnet kan give tilladelse til indsamling efter
indsamlingslovens § 3, stk. 1, eller efter § 4, stk. 1.
En tilladelse til indsamling efter indsamlingslovens § 3, stk. 1, gives for
op til et år ad gangen. Det er en betingelse, at formålet med indsamlingen
er lovligt. En indsamling i medfør af § 3 skal forestås af en juridisk eller
en fysisk person, der er myndig.
En tilladelse til indsamling efter indsamlingslovens § 4, stk. 1, kan
meddeles til organisationer, der er godkendt efter ligningsloven som
berettiget til at modtage gaver, som kan fradrages ved
indkomstopgørelsen, og organisationen har eksisteret i mindst tre år. En
sådan tilladelse kan meddeles for tre år ad gangen.
2.
Det følger henholdsvis af indsamlingslovens § 5, stk. 1, og § 6, stk. 1,
at hus- og gadeindsamlinger som hovedregel ikke må finde sted.
Ved husindsamling forstås traditionelle dør-til-dør-indsamlinger (eller
husstandsindsamlinger), som er kendetegnet ved personlig henvendelse
på borgeres private bopæl med opfordring til at yde bidrag til et givent
formål. Ved gadeindsamling forstås en indsamling, hvor der rettes
personlig henvendelse på åben gade eller andre offentlige steder med
opfordring til at yde bidrag til et givent formål.
Forbuddet mod hus- og gadeindsamlinger blev indført ved lov nr. 287
af 9. juni 1971 om offentlige indsamlinger. Det følger af de almindelige
bemærkninger til lovforslaget i Folketingstidende 1970-71, A, spalte
2407, at der forud for forbuddet var en restriktiv praksis ved
Side 2/4
B 49 - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 4: Spm. om det er korrekt, at en tilladelse til gade- og husstandsindsamling og modtage faste bidrag kun kan ske en gang om året
Justitsministeriet med hensyn til tilladelser til husindsamlinger.
Udgangspunktet om et forbud blev foreslået på grund af de gener for
befolkningen, som kan være forbundet med hus- og gadeindsamlinger.
Forbuddet er videreført i lov nr. 511 af 26. maj 2014 om indsamling mv.
(med senere ændringer).
Indsamlingsnævnet kan dog, hvis særlige betingelser er opfyldt,
meddele tilladelse til hus- og/eller gadeindsamling, jf.
indsamlingslovens § 5, stk. 3, og § 6, stk. 2.
Indsamlingsnævnet kan således meddele tilladelse for op til tre år ad
gangen til foretagelse af én årlig landsdækkende eller geografisk
afgrænset husindsamling eller én enkeltstående husindsamling, som
iværksættes på baggrund af en særlig begivenhed. Med en tilladelse til
husindsamling har ansøger også mulighed for at foretage en
gadeindsamling på dagen.
Indsamlingsnævnet kan endvidere i særlige tilfælde meddele tilladelse
til foretagelse af gadeindsamling, jf. indsamlingslovens § 6, stk. 2, jf. §
5, stk. 2, nr. 1-3. Det følger af forarbejderne til § 6 i de almindelige
bemærkninger til lovforslag L 42, Folketingstidende A, 2019-2020,
afsnit 2.2, at ved særlige tilfælde forstås f.eks. organisationernes særlige
mærkedage eller særlige begivenheder, hvor en gadeindsamling til et
bestemt formål må forventes at få en så markant tilslutning hos
befolkningen, at tilladelse til gadeindsamling bør gives, herunder f.eks.
ved naturkatastrofer. Der er tale om en snæver undtagelsesregel.
For at få en tilladelse til hus- og/eller gadeindsamling skal
organisationen opfylde de betingelser, som fremgår af
indsamlingslovens § 5, stk. 3, nr. 1-3. Det er for det første et krav, at der
er tale om en organisation, som har fået tilladelse til at samle ind efter
indsamlingslovens § 4, stk. 1. Dernæst skal en ansøger sandsynliggøre,
at der ved indsamlingen kan indbringes et godt indsamlingsresultat.
Slutteligt skal ansøger have den fornødne folkelige forankring.
Det følger af bemærkningerne til § 5 i lovforslag nr. L 142,
Folketingstidende A, 2013-14, side 34, at de opstillede betingelser har
til formål at sikre, at husindsamlinger forbeholdes organisationer, hvis
midler anvendes i almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt
øjemed til fordel for en større kreds af personer, og at organisationerne
har den fornødne forankring i befolkningen og kapacitet til at forvalte
en indsamling, der bibringer organisationen et godt bidrag.
3.
Det er korrekt, at der er større krav forbundet med at få tilladelse til
hus- og gadeindsamling end til at få tilladelse til en indsamling i medfør
af § 3, stk. 1 eller § 4, stk. 1.
4.
Alle, der har en tilladelse til indsamling efter indsamlingslovens § 3,
stk. 1, eller § 4, stk. 1, kan i den tilladte indsamlingsperiode anmode om
Side 3/4
B 49 - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 4: Spm. om det er korrekt, at en tilladelse til gade- og husstandsindsamling og modtage faste bidrag kun kan ske en gang om året
såvel enkeltbetalinger som faste/løbende bidrag i overensstemmelse
med de tilladte indsamlingsmåder.
Det er Civilstyrelsens vurdering, at reglerne i indsamlingsloven ikke er
til hinder for, at indsamlende organisationer kan anmode om såvel
enkeltbidrag som faste/løbende bidrag i forbindelse med en hus- eller
gadeindsamling.
Det er således vurderingen, at det er i overensstemmelse med
indsamlingsloven, at en organisation opfordrer til at yde faste/løbende
bidrag, så længe organisationen sikrer sig, at den løbende støtte er i
overensstemmelse med organisationens tilladelse til indsamling.
Indsamlende organisationer skal samtidig være opmærksomme på deres
regnskabspligter.”
Side 4/4