Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 8161
Doknr.
949478
Dato
11-12-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 4. december 2024 stillet spørgsmål nr. 4 (B
23) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra Marlene Harpsøe (DD).
Spørgsmål nr. 4:
”Vil ministeren redegøre for, hvor meget det
koster i Ankestyrelsen at
sagsbehandle en enkelt sag, der omgøres af Ankestyrelsen?”
Svar:
Til brug for besvarelsen af spørgsmål 4 har jeg indhentet bidrag fra
Ankestyrelsen, som jeg henholder mig til.
Ankestyrelsen oplyser følgende:
”Ankestyrelsen har ikke tidsregistreringer af klagesagsbehandlingen inden for
den enkelte lovgivning, herunder fx serviceloven. Ankestyrelsen har i stedet
beregnet et forudsat tidsforbrug ud fra et gennemsnit for, hvor mange sager en
fuldtidsansat sagsbehandler kan afgøre på et år inden for det kommunale
socialområde. Det har ikke betydning for sagsprisen, hvorvidt sagen skal
omgøres.
Ankestyrelsen har på den baggrund beregnet, at en gennemsnitlig sag inden
for det kommunale socialområde har en pris på 4.700 kr. Bemærk, at der her er
tale om en gennemsnitsbetragtning, og at der er betydelig variation i den tid,
som der anvendes i den enkelte sag.”
Ankestyrelsen har i deres bidrag oplyst følgende om forudsætningerne for
besvarelsen:
”Ankestyrelsen har taget
udgangspunkt i styrelsens forudsætning for
sagsproduktion på det kommunale social- og beskæftigelsesområde i de
kontorer, hvor der primært behandles kommunale socialsager. Styrelsens
forudsætninger udtrykker den gennemsnitlige sagsproduktion pr. fuldtidsansat
medarbejder. Om sagen skal omgøres eller ej har ikke betydning for
forudsætningen for tidsforbruget i Ankestyrelsen. I definitionen af socialområdet
anvender Ankestyrelsen servicelovens bestemmelser, som indgår i Social- og
Boligministeriets danmarkskort
over omgørelsesprocenter på socialområdet.”
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
1