Efter jeg begyndte at arbejde seriøst med dette område, særlig da jeg blev ordfører i 2022, har det været en stor glæde at være indfødsretsordfører, forstået på den måde, at jeg synes, at der er enormt mange positive historier om borgere, der i mange år har gjort sig umage med at lære det danske sprog, for at dygtiggøre sig i uddannelsessystemet, som har taget et arbejde, hvor de har bidraget til det danske samfund, som har været aktive i den lokale skolebestyrelse, stået på fodboldbanen i regnvejr, været træner i foreningslivet, og som har opdraget deres børn efter gode solide danske værdier.
Jeg synes, at mange af de historier kommer til udtryk på bedste vis, når vi holder statsborgerskabsdagen her i Folketinget, hvor vi byder nye statsborgere velkommen i vores familie. Efterfølgende går de stolte rundt på Christiansborgs gange og tager rundt og hilser på partierne. Jeg husker sidste år, at der kom et lille barn hen med sine forældre. I den ene hånd havde man en vindmølle, hvor der stod Dansk Folkeparti, og i den anden hånd havde man en ballon hvor der stod Enhedslisten. Med det siger man jo også, at man tager det danske demokrati til sig. Man er nysgerrig på det danske demokrati, deltager i debatten, og man er ikke bange for partier, selv om de ligger til højre eller til venstre.
Så er der selvfølgelig også – og vi kan lige så godt tale lige ud af posen – nogle brodne kar, som efter man har givet et dansk pas kommer ind i nogle uheldige løbebaner og slet ikke lever op til den tillid, som det danske samfund og det danske Folketing har vist de personer, der har fået et dansk pas. Derfor er det jo vigtigt, at vi har nogle meget stramme regler for at tildele dansk indfødsret. Det har vi i øjeblikket, og vi er i gang med yderligere stramninger på området.
Så kommer det her beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti. Jeg synes jo sådan set, at det rummer nogle gode elementer for diskussioner, for jeg kan sagtens forstå, at folk både kan bande og svovle og blive dybt forargede, når man har givet noget af det fornemste til mennesker, nemlig et dansk pas, og at man året efter ser, at de går ud og begår kriminalitet. Desværre kan vi ikke støtte det her beslutningsforslag, for dels strider det mod internationale konventioner, dels har vi jo i dag mulighed for at gå lige til grænsen i særlig grove tilfælde og fratage det danske pas.
Men der er også nogle balancer i det her, som beslutningsforslaget ikke belyser, for det handler bare om kriminalitet i bredeste forstand. Der tror jeg så, at ministeren var inde på, der skal være nogle balancer. Hvis man f.eks. stjæler en pakke tyggegummi og en tube tandpasta i det lokale supermarked, skal man selvfølgelig straffes ved domstolene, men ligefrem administrativt at miste et dansk pas er nok ikke, som jeg ser det, ligefrem proportionalt med forseelsen.
Men hvorom alting er vil jeg gerne takke Dansk Folkeparti for at tage den her debat, for den gav os jo også mulighed for at fortælle, hvad det er for nogle værdier, som vi mener borgere skal leve op til, når de er blevet danske statsborgere. Der er det mit indtryk, at langt hovedparten af dem, vi giver et dansk pas, virkelig har taget Danmark til sig. Det synes jeg nogle gange mangler i den her debat, hvor vi finder hullerne i osten, men glemmer den store helhed. For det er jo virkelig er en fornøjelse at se dem, der har taget Danmark til sig, når de glade kommer i deres stiveste puds med Dannebrog i hånden og synger med på »I Danmark er jeg født« og andre sange, når vi afholder statsborgerskabsdag i Folketinget.
Vi får jo også enormt positive beretninger om folk, der virkelig har bidraget til samfundet. Det er også derfor, at vi nogle gange – uden at citere fra lukkede møder – forbarmer os og giver dispensation i statsborgerskabssager til folk, der ikke lever op til beskæftigelseskravet eller andre krav, fordi vi kan se, at der er andet der simpelt hen taler positivt for, at de virkelig vil tager del i det danske fællesskab.