Det første punkt på dagsordenen er:

1) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 97:

Forslag til folketingsbeslutning om behandlingsdomme til voldelige partnere som forsøg.

Af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) og Theresa Berg Andersen (SF).

(Fremsættelse 19.12.2024).

Forhandlingen er åbnet, og den første, jeg byder velkommen til, er justitsministeren.

Tak for ordet, og også tak til forslagsstillerne for med det her beslutningsforslag at sætte fokus på et emne, der ligger mig meget på sinde. Beslutningsforslaget vil pålægge regeringen i løbet af 2025 at udarbejde et beslutningsgrundlag til på forsøgsbasis at gøre det nemmere at idømme voldelige partnere, uanset om det er for fysisk eller psykisk vold, en straf med vilkår om behandling samt igangsætte et udviklingsprojekt for at gøre tilbuddet tilgængeligt på landsplan.

Lad mig starte med at understrege, at regeringen tager bekæmpelse af partnervold meget alvorligt, og at regeringen er enig med forslagsstillerne fra SF i, at antallet af ofre for partnervold skal nedbringes. Derfor har jeg også stor sympati for intentionen bag beslutningsforslaget – en intention, som jeg er overbevist om at langt de fleste i Folketinget deler. Men regeringen kan dog ikke støtte beslutningsforslaget, som det foreligger, og det skal altså på ingen måde tages som et udtryk for, at regeringen ikke ønsker at bekæmpe partnervold, for det gør vi. Partnervold er både et ligestillings- og et samfundsproblem. Vi har derfor som samfund et ansvar for at gøre op med partnervold og også nedbringe antallet af personer, der udsættes for det. For partnervold er ikke kun skadeligt for den partner, som udsættes for volden; parret kan have børn, der overværer volden og tager skade, ligesom der er risiko for, at børnene tager volden med sig ind i voksenlivet for så at gentage mønsteret. Det er derfor helt afgørende, at vi som samfund er i stand til at forebygge og hjælpe med de rigtige tilbud.

Kriminalforsorgen tilbyder allerede i dag behandlingstilbud specifikt rettet mod dømte, der udøver vold i nære relationer. Indsatte med mulighed for udledsaget udgang og tilsynsklienter kan tilgå behandling hos Kriminalforsorgens eksterne samarbejdspartner, Dialog mod vold. Dialog mod vold tilbyder individuel psykologbehandling målrettet vold i nære relationer med en behandlingsvarighed på op til 1 år. Indsatte i lukket regi, der ikke har mulighed for uledsaget udgang, kan deltage i det kognitive behandlingsprogram Predov, som altså står for Preventing domestic violence – og jeg beklager, at jeg taler engelsk fra talerstolen – der blev implementeret bredt i kriminalforsorgen fra første kvartal af 2024. Predov er et individuelt program med et forudbestemt og manuelt baseret programindhold. Når de dømte visiteres til de her behandlingstilbud, sker det ud fra en række kriterier om motivation, behandlingensparathed og kognitive forudsætninger.

Det er frivilligt for de dømte, om de vil deltage i et af kriminalforsorgens behandlingstilbud, og det er det bl.a. ud fra en betragtning om, at dømte, der har et ønske om og er motiverede for at ændre på deres voldelige adfærd, skal have redskaberne til det. Men det er det også, fordi nøgleordet for at kunne hjælpe voldsudøvere gennem behandling er motivation. Det er helt afgørende, at voldsudøvere selv er motiverede for at ændre deres adfærd, hvis det skal have den ønskede effekt. Derfor er jeg også enig med forslagsstillerne, når de i beslutningsforslaget skriver, at det ikke skal være muligt for voldelige partnere at snyde sig til en lavere straf ved en ordning som den foreslåede, hvis de ikke er reelt motiverede for behandling.

Regeringen ser alvorligt på personfarlig kriminalitet, og regeringen vil derfor som led i den kommende strafreform sætte hårdere ind over for personfarlig kriminalitet, også når det begås mod en partner. Jeg mener derfor heller ikke, at det skal være muligt for personer, der har udøvet partnervold, at modtage en lavere straf end andre voldsudøvere, mod at de indgår i behandling. Det bør være motivationen til at ændre adfærd, der gør, at personer, som har udøvet partnervold, vælger at takke ja til behandling i et af kriminalforsorgens tilbud. Motivationen og voldsudøverens tro på forandring er vigtige for at kunne bryde voldscirklen.

Kriminalforsorgens erfaringer med de eksisterende behandlingstilbud er overordnet positive. Personer dømt for partnervold er ikke en homogen gruppe, hvilket der også tages hensyn til i behandlingen. I nogle tilfælde er det mere relevant at starte med at tilbyde andre af kriminalforsorgens psykosociale indsatser, herunder f.eks. rusmiddelbehandling, frem for behandling om forebyggelse af vold. Det har naturligvis betydning for antallet af dømte, der har indgået i kriminalforsorgens to behandlingstiludbud mod vold.

Et andet forhold, der har betydning, er, at kriminalforsorgen anbefaler, at Predov afvikles sent i indsattes afsoningsforløb, så den dømte har mulighed for at træne de nye værktøjer og færdigheder i forbindelse med udgang og besøg. Der er på den baggrund således flere indsatte i målgruppen for behandlingstilbuddet, som ikke er startet i behandling endnu.

Som nævnt indledningsvis tager regeringen bekæmpelse af partnervold meget alvorligt. Det er snart 2 år siden, regeringen lancerede handlingsplanen mod partnervold og partnerdrab. Der er i handlingsplanen oplistet 26 initiativer, som skal hjælpe dem, der udsættes for volden, børn mod vold i hjemmet og voldsudøveren, og flere af de her initiativer er allerede iværksat. Regeringens handleplan er udarbejdet på baggrund af et grundigt forarbejde i dialog med civilsamfundet og aktører på området, og handlingsplanen løber altså frem til 2026, og jeg mener derfor, at der er grund til at vente med at igangsætte nye initiativer.

Så for kort at opsummere kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget, men vi anerkender vigtigheden af, at vi som samfund tager partnervold meget alvorligt, og at vi står sammen om at bekæmpe problemet. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig to korte bemærkninger. Først er det fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tusind tak, og tak til ministeren for talen. Jeg er grundlæggende meget, meget enig i det, ministeren siger. Som en, der selv har haft det tæt inde på livet – vi har generelt i vores parti flere, der har haft partnerdrab og partnervold tæt inde på livet – så vil jeg sige, at det er noget, vi skal tage ekstremt alvorligt, og derfor kan vi selvfølgelig heller ikke bakke op om, at man giver en eller anden strafrabat, som der lægges op til her. Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at spørge ministeren om det, som nævnes i beslutningsforslaget, for jeg skal være ærlig og sige, at det faktisk kom bag på mig, at der simpelt hen er en ordning, hvor man får rabat, hvis man eksempelvis laver incest. Der er et eksempel på det. Det er en forsøgsordning tilbage fra 2001, som blev indført med finansloven, og som domstolene tilsyneladende stadig bruger, hvor man får en betinget dom for incest, hvis man indgår i et behandlingsforløb. Er det noget, som ministeren kunne tænke sig at lave om på? For jeg må indrømme, at det var jeg nærmest ved at falde ned af stolen over. Altså, når man begår det, som jeg næsten vil sige er den værst tænkelige forbrydelse ud over tillidsbruddet, nemlig overgrebet mod et barn og endda et barn, som er i ens eget hjem, så må jeg indrømme, at jeg ikke har nogen sympati for sådan en person. Har ministeren tænkt sig at få ændret den ordning?

Justitsministeren.

Jeg tror, det er meget vigtigt lige at få sagt, at målgruppen for den behandlingsordning for visse seksualforbrydere, som fru Mette Thiesen henviser til, er dømte personer, der forventes idømt en ubetinget fængselsstraf på mellem 4 måneder og omkring 1½ år for en seksualforbrydelse, som ikke omfatter vold eller ulovlig tvang, og den her behandlingsordning for personer, der har begået visse seksualforbrydelser, er mere omfattende, idet den indebærer både psykiatrisk og sexologisk behandling i 2 år som alternativ til ubetinget fængselsstraf. Til sammenligning forløber behandlingen med PREDOV over 5-6 måneder, og behandlingen hos Dialog mod vold kan strække sig i op til 1 år.

Fru Mette Thiesen.

Tusind tak for svaret. Jeg kommer i hvert fald til at grave mig lidt dybere ned i det her. For det, jeg kan læse om det, altså bare hvad jeg har gjort som forberedelse op til førstebehandlingen af det her forslag, har faktisk gjort mig en lille smule rystet, må jeg indrømme, bl.a. fordi der jo i 2022 faldt en dom, hvor der var en, der havde begået incest mod sin 14-årige steddatter, og straffen blev så betinget, fordi han kom ind under den her ordning. Men jeg vil egentlig bare sige tak til ministeren. Men er ministeren sådan set ikke også enig i, at vi netop i forhold til partnervold og partnerdrab skal straffe det langt hårdere, og at man så måske i tillæg til en langt hårdere fængselsstraf, som ministeren selv siger, kan lave, hvad skal man sige, noget behandlingsagtigt. Men det er jo også af hensyn til familien og offeret, at man gør det her og netop straffer dem meget, meget hårdt og simpelt hen får dem væk fra gaden.

Ministeren.

Det er jeg meget enig med Mette Thiesen i, og det er også derfor, at regeringen nu her senere på foråret kommer til at fremlægge sit udspil til en strafreform, hvor jeg allerede nu godt kan sige, at noget af det, der helt klart kommer til at være et element, jo bl.a. også er straffen for partnervold. Derudover tror jeg, at der er noget, der er afgørende, og jeg ser også selv rigtig, rigtig meget fidus i det. Jeg har også selv haft møder med Dialog mod vold og hørt indgående om, hvad den her behandling indgår i. Men det, de jo også fortæller, og det, jeg også var inde på i min indledende besvarelse, er, at det er nødt til at være motiveret af et ønske om at forbedre sig selv og ikke af udsigten til en strafrabat som det første og heller ikke, at man kan idømmes behandling, hvad det her angår. Det er nødt til at være drevet af ens egen motivation om at ændre sit liv og sin adfærd på den lange bane.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti, værsgo.

Tak for ordet. Nu bliver jeg nødt til at sige, at det her forslag ikke nødvendigvis handler om, at man skal have en rabat eller en nedsat straf. Det siger jeg bare lige, for at debatten ikke foregår på forkerte betingelser. Vi siger egentlig, at man kan kigge på det, altså om det skal være et vilkår i forhold til en ubetinget dom, en betinget dom eller en kombinationsdom. Det overlader vi helt til ministeriet at finde ud af hvordan skal se ud, altså hvis man havde sagt ja til det her forslag.

Så vil jeg spørge ministeren, om han ikke er en lille smule skuffet over, at der var 168 dømte for partnervold og 9 for partnerdrab, hvis jeg husker tallene ret, og der er 41 i behandling. Det synes jeg ikke lyder af meget, og med den hårdhed, ministeren normalt udviser, kan jeg slet ikke forstå, at han synes, det skal være frivilligt at gå i behandling, fordi man skal være motiveret til det. Jeg synes, det er noget, man skal. Vi ved fra amerikansk forskning, at selv om det ikke er frivilligt, er det sådan set halvdelen, der får noget ud af det og ikke falder tilbage. Det synes jeg faktisk er ret vigtigt. Så hvis ministeren virkelig er optaget af at gøre noget i forhold til vold mod børn og kvinder, var det her måske vejen.

Ministeren.

Først og fremmest tror jeg, der bliver diskuteret strafrabat her i salen, fordi det nævnes i det beslutningsforslag, fru Karina Lorentzen Dehnhardt har fremsat. Hvis ikke man ønskede debatten om det, skulle man jo lade være med at nævne det. Derudover er jeg meget optaget af, at så mange som muligt får muligheden for at komme i behandling, men jeg lytter jo altså også til de behandlere, der gennem bl.a. Dialog mod Volds tilbud siger meget klart, at raten af succes er meget betinget af egenmotivation i forhold til at forbedre sit liv, og at det ikke er noget, man skal påtvinges. Det er jo de eksperter, jeg lytter til, når jeg gør min stilling op.

Spørgeren.

Men med den hårdhed, som ministeren udviser i forhold til mange andre former for kriminalitet, synes jeg egentlig, det er underligt, at man lige præcis her kan acceptere frivillighed og egenmotivation. Det er vel bedre at sikre, at nogen møder op til en behandling og så håbe på, at der trods alt er lidt, der siver ind, end at lade være med at gøre noget i forhold til den målgruppe. For det er jo den målgruppe, vi får mest ud af at få i tale. De andre vil gerne gøre en forskel i deres liv og skal nok nå derhen, håber jeg, men den gruppe, som man måske kan risikere står bag gentagen vold mod deres samlever, vil så uhindret kunne fortsætte, og jeg forstår simpelt hen ikke, at ministeren ikke er mere optaget af at tvinge den gruppe til behandling.

Ministeren.

Igen vil jeg sige, at jeg ikke betragter behandling, hvad det her angår, som en straf, og derfor skal det heller ikke udmåles som en del af straffen, apropos diskussionen før omkring strafrabat. Jeg vil gerne straffe bl.a. partnervold og i øvrigt også vold mod børn hårdere, end det bliver i dag. Men jeg mener, at de her behandlingstilbud er gode tilbud. Jeg vil gerne have det bredt ud, men jeg lytter altså også til de psykologer og de organisationer, der arbejder med det, og som siger, at for overhovedet at få voldsudøverne et sted hen, hvor man bryder den onde cirkel, skal det være drevet af en lyst og en egenmotivation til at ville ændre sit liv.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til justitsministeren. Vi starter nu på ordførerrækken, og den første ordfører, jeg byder velkommen til, er hr. Bjørn Brandenborg fra Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Først og fremmest vil jeg gerne understrege, at det her er et vigtigt emne. Partnervold ødelægger for mange liv. Det gør det for rigtig mange voksne, men det gør det også for rigtig mange børn. For partnervold er mere end vold. Det er vold, der ofte river det trygge hjem fra hinanden – hjemmet, hvor der ellers bør være tryghed, men som pludselig kan blive forvandlet til en krigszone, hvor kroppen konstant er i beredskab.

Når det er sagt, kan vi ikke støtte det her forslag, og det er, som jeg sagde, ikke, fordi vi ikke synes, det er vigtigt, men fordi, som ministeren har sagt, at der allerede er andre initiativer. I det seneste år har regeringen også igangsat og iværksat flere initiativer på området, herunder kriminalisering af psykisk vold og stalking, en handleplan mod partnervold, den kommende forsøgsordning med omvendt fodlænke samt en kommende strafreform, der skærper straffen for personfarlig kriminalitet.

Beslutningsforslaget lægger så op til at lave en forsøgsordning med en behandlingsdom for kriminelle, der udøver partnervold. Og som der er blevet sagt og det også allerede er blevet debatteret, er der allerede eksisterende tilbud i kriminalforsorgen med positive erfaringer, hvor frivillig behandling spiller en central rolle. Det er en ordning, der tager udgangspunkt i motivation, og at det skal virke. Vi mener, at det er den rette måde at håndtere det her problem på, og derfor bakker vi ikke op om beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti, værsgo.

Det er, fordi jeg stadig væk undrer mig over, at det skal være frivilligt, og at man skal være motiveret her. Altså, vi taler om vold, som påvirker familier virkelig, virkelig negativt. Vi taler om udøvere, som igen og igen kan kaste sig over nye samlevere og nye ægtefæller, nye familier, som de så splitter ad. Derfor kan jeg ikke forstå den her tilgang.

Hvad er egentlig forskellen på det her og de forældrepålæg, som jeg husker Socialdemokraterne har været meget glade for at lave i socialt udsatte familier, hvor man skal gøre et eller andet i forhold til sine børn, og hvis man ikke gør det, bliver man trukket i sine ydelser? Det vil sige at tro på, at man i hvert fald ikke behøver at være motiveret, men skal tvinges til noget Hvorfor er det en god idé, mens det her ikke er en god idé?

Ordføreren.

Husker jeg forkert, hvis den sidste del af det, som ordføreren taler om, er en aftale, som ordføreren også selv er med i, og som vi har forhandlet?

Jeg kan ordret gentage det, der er blevet sagt. Det er jo, fordi vi lytter til dem, der arbejder med det her, og som har gjort sig erfaringerne. Nu siger ordføreren, at der ikke bliver gjort noget. Det passer jo ikke. Nu har jeg listet de mange forskellige initiativer op, der er blevet gjort for at modvirke og modarbejde partnervold. Der er vedtaget 26 initiativer i en handleplan; 25 af dem er blevet etableret, og de første erfaringer med at bekæmpe fænomenet partnervold er jo heldigvis gode. Vi kan se, at langt de fleste af dem, der kommer i behandling, næsten ni og ti ud af dem, ikke begår ny voldskriminalitet, og det er rigtig, rigtig godt.

Spørgeren.

Jeg synes bare ikke, at der er ret mange i behandling. Altså, der var 168 dømte i 2024, og der var 41 i behandling. Der var en, der i går sendte mig en udskrift af en dom, som handler om voldsbehandling, og der står i dommen:

Tiltalte skal være 1 år under tilsyn af kriminalforsorgen og skal, hvis kriminalforsorgen finder det fornødent efter deres nærmere bestemmelse, i denne periode undergive sig ambulant behandling. Altså, det er frivilligt – eller hvis kriminalforsorgen skønner det.

Hvilket signal tror ordføreren det sender til ofrene, at man måske skal i behandling?

Ordføreren.

Som jeg forstår de tal, er der flere på vej i behandling, og det vil sige, at man ikke kan gøre de tal op på den måde. For de er, som jeg forstår det, gjort op fra årsskiftet, og der er flere på vej i behandling. Så jeg tror, det, vi kan glæde os over, er, at vi jo heldigvis vil se flere folk i behandling – flere, som forhåbentlig får de værktøjer, der gør, at de ikke begår vold mod deres partner igen.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi siger tak til hr. Bjørn Brandenborg fra Socialdemokratiet. Jeg byder nu velkommen til hr. Preben Bang Henriksen fra Venstre.

Tak for det. Det forslag, som vi drøfter i dag, er et forslag, der, og jeg citerer, skal gøre det nemmere at idømme voldelige partnere, uanset om det er fysisk eller psykisk vold, en straf med vilkår om behandling. Det skal altså være nemmere at idømme en straf med vilkår om behandling. Nu kan det være lidt svært at rubricere diskussionen, men jeg læser det sådan, at det her er et vilkår efter straffelovens § 57 for en betinget dom – du skal ikke i fængsel i, Jensen, hvis du underkaster dig den og den behandlingsform. Det er der sådan set hjemmel til i dag, og jeg forstår forslaget – det er muligt, at jeg misforstår det – på den måde, at der skal være flere, der dømmes til at deltage i den her behandling. Det kan man jo mene om, hvad man vil. Jeg lægger bare til grund, at der allerede i dag er rigtig mange forslag og rigtig mange muligheder for behandling af de personer, som gør sig skyldige i familielovbrud på den her måde.

Jeg skal ikke bruge tid på at gentage det, som både ministeren og foregående ordførere har sagt omkring behandling uden for fængslet og behandling i fængslet, men jeg skal bare henvise til, at der allerede har været udarbejdet en handlingsplan fra regeringens side – en handlingsplan fra juni 2023, der skal implementeres senest i 2026. Meget af det er implementeret. Der er 26 punkter, som taler om oplysningsindsats om partnervold, om undersøgelser om partnervold, om tilskud til Danner og Projekt Q-Værk og puljer til børn og unge og kriterier for prøveløsladelser af indsatte, der er dømt for partnervold og partnerdrab osv. osv. Der er en masse udmærkede forslag her, som jeg er helt sikker på til dels i hvert fald råder bod på det, som forslagsstilleren ønsker sig.

Jeg finder herudover i hvert fald anledning til lige at nævne, at det jo ikke er sådan, at regeringen og dermed heller ikke mit parti Venstre på nogen måde sover i timen på det her punkt. Vi har vedtaget en straffelov, der nu også dømmer for psykisk vold, vi har haft stalking oppe at vende med ubetinget fængselsstraf, vi har haft fodlænke og omvendt fodlænke, bl.a. på forslagsstillerens glimrende foranledning. Så jeg synes nok, at der foregår et kraftigt arbejde på det her område.

Sidst, men ikke mindst, og det er nok det vigtigste, kan jeg sige, at dem, der gør sig skyldige i partnervold, står til en meget streng straf. Det gør de forhåbentlig også i dag, men jeg kan så love så meget, at den bliver dobbelt så streng, når engang regeringens forslag til en ny strafreform måtte blive vedtaget, og så får vi altså også bugt med de alt for milde straffe, også på det her område.

Så på det foreliggende grundlag vil jeg sige, at regeringens arbejde er meget solidt på området, og der foreligger allerede en handlingsplan på det her område. Så det bliver et nej fra Venstres side, men et sympatisk nej – sympatisk, fordi man har fremsat forslaget.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil bare spørge, om Venstre synes, at det skal være frivilligt at gå i behandling.

Ordføreren.

Man kan jo altså blive dømt til at gå i behandling. Det står i straffelovens § 57, nr. 6, tror jeg nok. Men ud over de tilfælde dér vil jeg mene, at en behandling nok kun har effekt, hvis man ligesom er motiveret for det. Altså, det svarer lidt til at sende mig på et latinkursus; det hjælper heller ikke ret meget, hvis jeg ikke er motiveret for det. Så som udgangspunkt bør det være frivilligt, men der er jo så også mulighed for, at man kan blive tvunget til det, ja.

Spørgeren.

Jeg bliver altså lille smule ærgerlig over, at ordføreren står og sammenligner kurser om bekæmpelse af partnervold med et latinkursus. Jeg synes egentlig ikke helt, at det er at tage den her problemstilling alvorligt.

Men så vil jeg spørge om noget. Ordføreren ved jo alt om, hvor svært det er at få politiet til at efterforske en sag, men nu er der trods alt 168, der er blevet dømt for partnervold sidste år. Det har man registreret for første gang. Er ordføreren tilfreds med, at der er 41 af dem, der er i behandling? Er det nok, når det er ad frivillighedens vej?

Ordføreren.

Nej, jeg så gerne, at der var nogle flere. Det er helt sikkert. Det håber jeg da også at alle de tiltag, som vi har været inde på her, har ført med sig. Med hensyn til det om latinkurset: Undskyld, men så kommer vi til at begrænse debatten her i Folketinget temmelig kraftigt. Det var da selvfølgelig ikke bogstaveligt ment, at man skulle sammenligne det her med et latinkursus. Jeg kunne så sige det lidt pænere og sige: Det hjælper ikke noget at sætte folk på et kursus, hvis de ikke er motiveret for det. Så har jeg vist udtrykt det, så diplomatisk som jeg kan.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Preben Bang Henriksen fra Venstre. Jeg byder nu velkommen til fru Betina Kastbjerg fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak til SF for at sætte fokus på et vigtigt emne. Partnervold er et alvorligt samfundsproblem, som vi må tage hånd om med de bedst mulige løsninger. Vi er helt enige i, at der skal gøres mere for at forhindre vold i nære relationer, og at behandling kan være en vigtig del af løsningen. Men jeg vil samtidig understrege, at vi i Danmarksdemokraterne ikke kan støtte beslutningsforslaget i dets nuværende form.

I Danmarksdemokraterne mener vi, at partnervold skal bekæmpes. Der skal være større fokus på forebyggelse, beskyttelse og hjælp til voldsudsatte børn og kvinder. Ingen børn skal vokse op med vold i familien, med risiko for at de siden hen gentager volden, så det er en ond spiral, der skal brydes.

Men i Danmarksdemokraterne frygter vi, at behandlingsdomme til voldelige partnere kan ende som strafrabatter, hvor voldelige partnere får mildere straffe ved at deltage i behandling. Det mener vi sender et forkert signal om alvoren i partnervold. Domme for partnervold skal have en tyngde, der matcher forbrydelsens alvor. Hvis vi alene satser på behandling uden at fastholde en fast og konsekvent straf, risikerer vi at svække retssystems troværdighed og borgernes tillid til vores indsats på området.

Vi ønsker ikke at give nogen form for strafrabat. En betinget dom i kombination med en behandlingsdom er ikke en tilstrækkelig sanktion. Der skal være en reel konsekvens for voldelige handlinger, og det indebærer, at en behandlingsdom skal ledsages af en ubetinget straf. Behandling bør være et krav, men kun som et supplement til en passende straf. Hvis gerningsmanden dømmes for vold, skal han også afsone en straf, samtidig med at han forpligtes til behandling.

I Danmarksdemokraterne støtter vi målet om at få flere voldelige partnere i behandling, men vi må ikke gå på kompromis med retssikkerheden og retsfølelsen. Derfor mener vi, at vi i stedet for bør arbejde på en model, hvor behandlingsdomme indgår som et obligatorisk vilkår sammen med en almindelig straf. Så i Danmarksdemokraterne kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er foreløbig et enkelt ønske om en kort bemærkning. Fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil egentlig bare sige tak, for jeg anerkender, at ordføreren faktisk heller ikke synes, at det skal være frivilligt. Vi skriver jo netop til sidst i beslutningsforslaget, at man kan vælge at gøre det her i relation til betingede domme, ubetingede domme eller kombinationsdomme. Det ville vi sådan set have overladt til ministeriet, så de fik noget spillerum til at udforme en ordning. Men jeg vil bare sige tak for, at vi kan regne med Danmarksdemokraternes støtte i forhold til det her. Det synes jeg er ret vigtigt. Og for mig er det sådan set underordnet, om det blev som led i en ubetinget straf. Det vigtigste for mig er, at vi får nogle flere i behandling.

Ordføreren.

Tak.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Betina Kastbjerg fra Danmarksdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til hr. Steffen Larsen fra Liberal Alliance.

Mange tak, hr. formand. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at partnervold er noget af det mest modbydelige, man kan udsætte andre for, og det er det, fordi den kærlighed, tryghed og sikkerhed, der skal være i et hjem, bliver forrådt. Det værste fængsel, man kan være i, er et hjem uden fred. Længere er den sådan set ikke. Derfor er valget af partner et af de vigtigste valg, man kan træffe i sit liv. Finder man et godt menneske, der er anstændigt og hjælpsomt, får man et bedre liv, og man får også en person, man kan have et højere ideal sammen med om at skabe en familie. Det modsatte kan også ske: Man finder en person, der forråder en, der forråder den tillid og den tro, man skal have på, at man kan skaber noget godt sammen.

Det er en alvorlig sag, og derfor tager vi også det her beslutningsforslag meget alvorligt. Men jeg vil derfor også sige med det samme, så det er på bordet, at vi ikke kan støtte forslaget. Årsagerne til det er flere. Justitsministeren har redegjort for en lang række af de forhold, der gør sig gældende, og det er vi egentlig helt enige i Liberal Alliance. Derudover er der spørgsmålet om finansieringen, for vi ser ikke det her som værende neutralt i forhold til finansieringen. Vores vurdering er, at der vil være omkostninger forbundet med det, når man skal have flere folk i behandling, som ikke bare vil kunne blive fjernet, ved at man eventuelt omgør fængselsstraffe.

En anden ting, som ligger i det her, er jo det element, at selv om der ikke er nogen tvivl om, at en behandlingsdom kan være effektiv, så er en behandling, hvor det kommer til – jeg bruger det engelske udtryk her, og det er jeg meget ked af – anger management, eller vredesbehandling, som det hedder på dansk, men som på en eller anden måde ikke dækker over det samme i mit ordforråd, ikke nødvendigvis funktionel. Der er flere undersøgelser, der viser, at det ikke duer over for folk, der ikke frivilligt vil deltage i det. Det er netop det samme argument, som hr. Preben Bang Henriksen fremførte. Det har en bedre effekt, når folk opsøger det, end når de bliver tvunget til det. Der er en modstand.

Så er der også flere af de her kurser, som bliver tilbudt i fængslerne – jeg har selv observeret, hvordan de har brugt det i et fængsel her i Danmark – som foregår som gruppesessioner, hvor de skal sidde og tale med hinanden om det, at hvis der nu sidder en derinde, som har en negativ holdning, altså som mener, at han ikke behøver at deltage i det her, og at det er noget pjat, så kan det sabotere de andres udvikling og deltagelse i det. Så rent pædagogisk vil det også være en fejl at lukke folk ind i en sådan cirkel, hvor de vil kunne sabotere de andres terapiforløb og dermed også deres mulighed for at få behandlet deres problemer.

Derfor er vi i Liberal Alliance i første omgang imod forslaget, men vi er lydhøre over for mange af de her ting og de tiltag, som kan tages over for partnervold. Vi har jo selv støttet SF's forslag om at indføre fodlænke og lignende, for vi går faktisk op i det og mener, at det her er et problem, som skal tage alvorligt.

Tak.

Tak for det. Der er to til korte bemærkninger. Først er det fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil egentlig bare høre, hvad ordføreren synes om, at amerikanske undersøgelser viser, at selv om man ikke frivilligt har valgt behandlingen, har det faktisk virkning i forhold til halvdelen. Det synes jeg jo også er værd at tage med, for jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de ofre, vi sparer, og alle de familier, som vi undgår at ødelægge fremover; og ikke mindst sikrer vi noget livskvalitet for den, som er udøver, for jeg tror, at mange af dem også føler, at de trods alt er fanget i et eller andet ulykkeligt mønster, som de ikke selv kan styre. Kunne det ikke netop være et argument for at sige: Det skal ikke være frivilligt.

Ordføreren.

Det kunne være et udmærket argument også. Altså, jeg synes jo ikke, det er nemt at stå her og bare afvise det, for jeg synes jo sådan set, at sagen er god. Man kan jo så også igen sige, at hvis vi får halvdelen af dem, der kommer via tvang, ud af deres problemer, så vil det være en stor sejr; men problemet er, at jeg kan risikere at sabotere det for andre, der forsøger at deltage, og så får vi jo ikke nødvendigvis den samme effekt, som vi kunne have fået ud af det.

Spørgeren.

Det tror jeg egentlig godt man kan finde løsninger på, for man kan jo godt lave grupper, hvor dem, der er motiverede, er i, og så kan man have andre grupper, hvor dem, der er mindre motiverede, er i. Det tror jeg er teknik, som man kan finde en løsning på.

Men jeg vil høre, om Liberal Alliance har andre idéer, i forhold til hvordan vi kommer partnervold til livs, nu vi alligevel har debatten i dag, hvis det så ikke er det her redskab, man støtter op om.

Ordføreren.

Generelt tror jeg, at man kunne udbrede kendskabet til de her behandlinger og sørge for, at det var noget, der måske var bredere anerkendt. Og så tror jeg altså også – og det er så i modsætning til måske andre borgerlige – at en strafrabat eller lignende i forbindelse med at tilbyde et sådant kursus, hvor man deltager seriøst, eller har et lignende ønske om at vise, at man vil rehabilitere sig selv, også kan komme på tale. Det tror jeg sådan set godt man kan diskutere, altså om en tidligere prøveløsladelse eller lignende også kan komme på tale, hvis man deltager i de her kurser og også fortsætter behandlingen, efter at man er kommet ud af fængslet.

Fru Zenia Stampe, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Det sidste synes jeg var meget interessant, men også modigt, for jeg hører, at mange bakker op om behandlingen, men ikke som en måde at få nedsat sin straf på, så det synes jeg, var lidt modigt, altså at man bevæger sig ud på lidt dybt vand her.

Grunden til, at jeg tog ordet, var egentlig bare, fordi jeg vil spørge, om ordføreren ikke kan høre, at det lyder en lillebitte smule blødsødent, når man snakker så meget om motivation for at gå ind i en behandling, som vi jo ved har en effekt. Jeg ville jo netop mene, at det er meget blødsødent og en lille smule uforsvarligt at sige, at det skal være op til den enkeltes eget valg og motivation, om man vil gå ind i noget, som vi ved vil betyde mindre vold og færre ofre. Er det ikke lidt blødsødent?

Ordføreren.

Nej, for jeg går jo ind for en højere straf, hvis de ikke vil deltage i det. Jeg synes jo netop, at man skal øge straffen for partnervold. Så jeg vil jo sige det modsatte: Hvis man ikke vil deltage i sådan et forløb her, skal man have en højere straf i stedet for den straf, man får nu. Så jeg vil sige, at jeg nok er det decideret modsatte af blødsøden her.

Spørgeren.

Det sjove er, at der faktisk ikke er nogen, der har talt om, tror jeg, at det skulle være forbundet med en strafrabat. Det, som jeg har hørt, er, at det skulle være et vilkår oven i den straf, man ellers har fået. Det er sådan hr. Steffen Larsen, der nu introducerer muligheden for at indføre en strafrabat for at skabe et incitament til, at folk så siger ja. Det er der faktisk ikke nogen af os andre der har foreslået.

Jeg vil sådan set sige, at det, vi foreslår, er, at det her bliver et vilkår, fordi vi synes, det er uforsvarligt ikke at forsøge at gøre noget ved den her uhensigtsmæssige adfærd, især når man alligevel har folk spærret inde i et fængsel. Så handler det da om at bruge den tid til at behandle dem for det her i stedet for bare at vente på, at de går ud og begår ny kriminalitet og ny vold.

Ordføreren.

Det er allerede en mulighed i dag at få strafnedsættelse ved behandlingsdomme, så jeg ved ikke helt, hvad ordføreren er ude i. For ordføreren taler jo i sine spørgsmå imod, hvordan verden er indrettet i dag. Det synes jeg er mærkværdigt.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Steffen Larsen fra Liberal Alliance. Jeg byder nu velkommen til fru Nanna Gotfredsen fra Moderaterne.

Tak for ordet, formand. Vold er komplet uacceptabelt. Det gælder alle former for vold, og jeg er helt sikker på, at beslutningsforslaget her kommer fra et rigtig godt sted. Vi tager det også alvorligt i SVM-regeringen. Ingen kan beskylde ministeren for ikke at være markant på spørgsmålet om vold, snarere tværtimod. Vi tager det meget alvorligt.

Jeg er også på det hold, der siger, at behandling først har effekt, når man ønsker den og anmoder om den og altså har gjort op med den ambivalens, man måtte have. Det er nævnt af andre ordførere heroppe før mig i dag under behandlingen B 97, at der allerede findes tilbud i Kriminalforsorgen, og det er tilbud med evidens.

Der er taget en række initiativer, og der er mere i pipelinen. At gøre behandling til en del af vilkårene for en dom er Moderaterne ikke med på i den her sammenhæng, altså med fraværet af frivillighed og engagementet. Så Moderaterne støtter ikke beslutningsforslaget, men vi er med på intentionen.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Nanna Gotfredsen fra Moderaterne. Jeg byder nu velkommen til fru Mai Mercado fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, formand. SF har genfremsat et beslutningsforslag fra 2010 om at erstatte betingede voldsdomme med behandlingsdomme. Det er i hvert fald det, der fremgår af de bemærkninger, som den daværende konservative justitsminister, hr. Brian Mikkelsen, dengang talte dunder imod, og det gjorde de øvrige borgerlige partier i øvrigt også.

Som konservative er vi imod at give en strafrabat. Argumenterne er grundlæggende de samme som dengang, for hvis vi laver en forsøgsordning, hvor man kan slippe for straf og slippe for fængsel og blot modtage en behandlingsdom i stedet for, så ville det være en strafrabat, uanset hvordan man vender og drejer det. Man får behandling i stedet for fængsel. Det er Det Konservative Folkeparti dybt imod.

Det er vi bl.a. fordi det vil være sådan i dag, at hvis man efterfølgende begår ny kriminalitet, vil det jo have en betydning, hvis man er tidligere dømt og man tidligere har været inde at sidde. Men hvis man altså begår ny kriminalitet og har en behandlingsdom med i bagagen, vil det altså være, første gang man kommer ind at sidde, og så vil den tidligere straf altså ikke blive lagt oveni. Begge dele er jo sådan set uretfærdigt, og i Det Konservative Folkeparti vægter vi retfærdighed meget højt i vores retspolitik, og det vil heller ikke være retfærdigt over for ofrene, ligesom det ikke vil være retfærdigt i forhold til den generelle retsfølelse i samfundet, at man straffer partnervold billigere. Det er svært at se, hvordan det skal kunne være anderledes. Uanset hvordan man vender og drejer det, sender forslaget et signal om, at partnervold er mindre alvorligt end andre typer af vold.

Så er der måske alt det, der står med småt, for selve beslutningsforslaget refererer til en politisk debat. Der bliver nævnt strafrabat, men hvis man så ser på selve forslaget og overskriften og på den debat, der har været, så siger SF og måske også Radikale: Kunne man så bare give en behandlingsdom, sideløbende med at man giver en fængselsstraf? Det kunne vi sådan set måske godt være med på, hvis det er det, der er tanken med det, men selve beslutningsforslaget er altså skrevet med udgangspunkt i beslutningsforslaget fra 2010.

Det er jo i virkeligheden derfor, at Konservative stemmer imod beslutningsforslaget. Vi vil gerne sende det tydelige signal, at vi ikke vil acceptere en strafrabat ved at give en behandlingsdom, i stedet for at man altså afsoner sin straf. Egentlig virker det jo lidt mærkeligt, for vi skal jo ikke mange måneder tilbage, førend SF faktisk havde et beslutningsforslag, som hævede straffene for vold begået i nære relationer.

Men hvis beslutningsforslaget i virkeligheden skal tages som udtryk for, at SF til forhandlingerne om en strafreform i højere grad ønsker at påvirke eller tvinge flere ind i en behandlingsform – lad os lade være med at kalde det en behandlingsdom, men en behandlingsform, hvor det er tvunget – samtidig med at man afsoner den straf, man er blevet idømt ved de danske domstole, jamen så skal jeg ikke kunne afvise, at Det Konservative Folkeparti vil bakke den del op. Men selve ordet behandlingsdom signalerer, at man altså ikke længere skal have en almindelig straf, men man skal have en anden straf, en behandlingsdom. Det er derfor, at vi altså som sagt ikke kommer til at bakke op om det her beslutningsforslag, sådan som vi har læst det i dag.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Jeg håber ikke, at ordføreren har kopieret talen fra 2010, for det er faktisk ikke det samme forslag. Der er markante forskelle, hvor vi netop har prøvet at tage højde for den debat, der var sidst, om, at det her skulle føre til en nedsættelse af straffen. Det er jo derfor, vi skriver til sidst, at man kan overveje det i forbindelse med en betinget dom, at man kan overveje det i forbindelse med en kombinationsdom, og at man kan overveje det i forbindelse med en ubetinget dom. Vi siger ingen steder, at straffen skal sættes ned, men vi forklarer, at man har den mulighed, f.eks. når det handler om seksuelle overgreb.

Jeg er sådan set fløjtende ligeglad med, hvordan og i hvilken tilknytning vi laver det her; for mig er det vigtigt, at det ikke er frivilligt. Når vi ved fra amerikanske studier, at halvdelen får noget ud af det, selv om det ikke er frivilligt, så er det for mig en kæmpe gevinst, for det sparer en masse ofre for at blive udsat for vold i eget hjem. Og det er det, jeg synes er det vigtige.

Så måske ordføreren kan svare mig på, om ordføreren vil være med til, at det ikke skal være frivilligt at modtage behandling.

Ordføreren.

Jeg må bare anholde, at man skriver i sin overskrift »om behandlingsdomme til voldelige partnere som forsøg«. Så må man jo opfatte, at ordet behandlingsdom er i stedet for en almindelig fængselsstraf. Det er jo det, man intuitivt forbinder med det. Som konservativ ville jeg sagtens kunne lægge en dom om behandling oven på en almindelig fængselsstraf. Det ville jeg ingen problemer have med, og det vil jeg gerne drøfte til strafreformforhandlinger. Og jeg ville heller ingen problemer have med, at man både kiggede på dem, hvor det var frivilligt, altså dem, som selv er motiveret af at gå i behandling, men jeg ville heller ikke have nogen problemer med at kigge på at tvinge nogen i behandling.

Ønsker spørgeren den anden korte bemærkning? Nej, så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Mai Mercado fra Det Konservative Folkeparti, og jeg byder nu velkommen til fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti.

Tak. I Dansk Folkeparti har nogle af os jo haft partnervold og partnerdrab meget tæt inde på livet, og det er noget, vi tager helt ekstremt alvorligt som parti. Det er noget, jeg som ordfører og menneske tager helt ekstremt alvorligt. For det er helt ekstremt alvorligt. Det er altid vigtigt, når man taler straf, at der er to spor. Der er det her spor, som handler om retsfølelsen for offeret og for den familie, som måske sidder tilbage. Der skal jeg være ærlig og sige, at det står højere for os, end det gør, at der er et menneske, som har begået vold eller begået drab, som skal ud på den anden side. Det skal der simpelt hen ikke herske tvivl om. Vores sympati ligger for størstedelen hos offeret og hos familien, og det bør den i øvrigt gøre for alle.

Men der er selvfølgelig også det andet spor, hvor vi jo har en praksis inden for vores retssystem generelt om rehabilitering. Der er jeg sådan set meget enig i det, som der kommer fra den konservative ordfører, i forhold til om man kunne lægge noget ovenpå. Men det er jo selvfølgelig, når vi taler om eksempelvis partnervold, for ved partnerdrab skal jeg være ærlig og sige, at for mange af de her menneskers vedkommende mener jeg egentlig bare, at de skal låses inde og nøglen skalsmides væk. Så i forhold til dem har jeg ikke de særlig store kvababbelser ved, at de aldrig nogen sinde kommer ud på den anden side.

Men for netop at tage det her emne helt ekstremt alvorligt er vi nødt til at have langt højere straffe. For vi er også som samfund nødt til at sætte foden ned og sige, sådan som det i øvrigt glimrende blev sagt af en tidligere ordfører: Hjemmet er det tryggeste, man har. Det er ens base. Det er her, man skal kunne føle sig allermest tryg. Hvis der sker vold inden for hjemmets fire vægge, er det også meget, meget alvorligt. Og desværre har vi jo set førhen, at det har givet rabat, at man simpelt hen har udsat en person, som man i virkeligheden skulle passe på, for grov vold osv. Det er heldigvis blevet fjernet, men der udestår i den grad stadig væk noget oprydning på området i forhold til at sikre, at dem, der udsættes for partnervold og desværre også partnerdrab, og deres familier bliver tilgodeset i langt højere grad. Det er jo sådan set derfor, at vi går ind for langt højere straffe, og det er noget af det, som vi også kommer til at tage med i forhold til de kommende forhandlinger.

Men der er jo mange ting, man kunne gøre i forhold til det her konkrete. Vi kommer ikke til at støtte det her forslag, som det ligger. Men som det også har været nævnt tidligere, kan jeg også blive lidt forvirret i den debat, der foregår. Det er bare for at sige, at vi absolut ingen kvababbelser har ved at lægge oven på straffen i forhold til at give en tvungen behandlingsdom og måske endda også gøre det til et vilkår og sige, at hvis man ikke modtager det her, og hvis man ikke viser en eller anden form for forbedring, kommer man bare ikke ud. Det ville jeg absolut heller ikke have nogen kvababbelser ved.

Men i Dansk Folkeparti tager vi det som sagt ekstremt alvorligt, og vi sidder også og arbejder på et konkret udspil, fordi vi netop også ved, at der kommer nogle forhandlinger lige om lidt. Det handler bl.a. også om, at hvis man eksempelvis udøver vold imod sin gravide kæreste eller slår hende ihjel, så er det altså dobbelt op, for så er det enten vold eller mord mod to personer, og det skal selvfølgelig give straf, som hvisman slog to personer ihjel eller bankede to personer. Så der er selvfølgelig noget konsekvens der.

Vi bakker også fuldstændig op om den her omvendte fodlænke i forhold til stalking, sådan at man netop hjælper offeret i stedet for den her stalker og stiller offeret bedre. Så der er mange ting, vi stadig væk kan gøre. Selv om der selvfølgelig har været mere opmærksomhed på emnet og der er blevet gjort mere, mener jeg stadig væk, at der er langt mere, vi skal gøre. Men jeg skal være ærlig og sige, at for mit vedkommende og for vores vedkommende er det altså hensynet til offeret og til offerets familie, der vægter allerallerhøjest, og det er derfor, vi vil have straffene markant op, og for drab – det har jeg sådan set også sagt tidligere – er vi også åbne over for at indføre en reel livstid, altså at smide nøglen væk.

Tak. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til fru Zenia Stampe, Radikale Venstre.

Tak for det. Vi synes, det her er et utrolig spændende forslag. Desværre bliver debatten jo lidt præget af diskussionen af, om der kan indføres en kombineret strafrabat, altså om der skal skabes et eller andet incitament for at gå ind i de her ordninger. Det kan man jo godt diskutere på et eller andet tidspunkt, men hvis vi lige lægger det til side, synes jeg jo, det er vigtigt, som en anden var inde på, at spørge, hvad formålet med vores retssystem egentlig er. Ét formål er jo at skabe retfærdighed efter begået forbrydelse, men et andet formål er jo at forhindre fremtidige forbrydelser. Og det er jo lige præcis det, det her forslag handler om. Det handler om, at vores retssystem ikke kun skal skabe retfærdighed, men at det også skal sørge for at skabe færre ofre.

Derfor synes vi, at det er den helt rigtige vej at gå, og jeg synes, at der er nogle ordførere her, som plejer at være meget faste i kødet og hårde, men som jo i dag er kommet til at lyde decideret blødsødne, for når det handler om behandlinger eller vilkår om behandling, skal det pludselig være frivilligt. Jeg synes, det var en rigtig god sammenligning, fru Karina Lorentzen Dehnhardt gjorde i forhold til forældrepålæg, altså at vi jo faktisk som samfund tager os friheden til også at give påbud til forældre, som vi ikke synes løfter forældreansvaret godt nok, for netop at sikre, at de bliver bedre forældre. Når vi kan behandle og ved, at det har en effekt, synes jeg næsten, det er uansvarligt ikke at gøre det.

Jeg bed også mærke i, at der i bemærkningen jo står, at der skal foretages en screening af, hvem der faktisk er behandlingsegnet. Så det er jo klart: Hvis der er en person, som overhovedet ikke er motiveret, og som man vurderer vil ødelægge et uddannelsesforløb for de andre deltagende, så skal den person selvfølgelig ikke have behandling som vilkår. Men for andre synes vi da i den grad at man skal gøre det til et vilkår.

I det hele taget vil jeg sige, at når vi nu sender folk længere og længere tid i fængsel – det skal ikke være nogen hemmelighed, at det jo ikke er os, der hele tiden kræver højere og længere straffe; nogle gange gør vi, men ikke som udgangspunkt; vi har det så også omvendt sådan, at vi godt kan se, at der er et flertal for det – desto vigtigere er det jo så at snakke om, hvad der så skal ske i fængslet. Altså, der er utrolig mange her, der bare er optaget af, at folk skal i fængsel, og at de skal i fængsel i lang tid, men hvad bruger vi så den tid til? Jeg synes jo, det er helt hen i vejret, hvis vi egentlig ender der, hvor vi sender folk længere og længere tid i fængsel, men så ikke bruger den tid til noget som helst. De kommer ud og begår kriminalitet igen. Nogen bliver måske endda endnu mere forhærdede og endnu mere kriminelle af at sidde lang tid i fængsel.

Så på den måde vil jeg da sige, at vi nok har bøjet os for flertallet i den forstand, at vi jo godt kan se, hvilken vej vinden blæser. Det er længere fængselsstraffe. Så meget desto vigtigere bliver det så at beskæftige sig med, hvad der så skal ske, imens folk er spærret inde. Og der synes vi, at den her type tiltag, hvor man bliver nødt til at gå i behandling eller der er vilkår om uddannelse osv., er den helt rigtige vej at gå, hvis vi ikke kun skal søge retfærdighed i vores retssystem, men også sikre, at der kommer færre ofre.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Zenia Stampe fra Radikale Venstre. Jeg byder nu velkommen til fru Helene Brydensholt fra Alternativet.

Mange tak. I Alternativet støtter vi forslaget her fra SF, og det gør vi, fordi det, der betyder allermest for Alternativet, er, at vi laver lovgivning, som virker. Rigtig meget tyder jo på, at SF's forslag faktisk vil have den virkning, som vi alle sammen er interesseret i, og det er selvfølgelig at forebygge, at dem, der begår partnervold, går ud og gør det igen. Så det kan vi jo kun varmt støtte op om.

Jeg noterer mig også, at SF's forslag handler om at lave et forsøg, som man vil følge, og som man vil lave en evaluering af, så vi også kan blive mere klar på, hvad det er for en virkning, det her forsøg vil have. Jeg kan kun se, at der er alt at vinde og meget lidt at tabe ved at lave det her forsøg, så jeg forstår faktisk ikke, at der er så få, der vil bakke op om det her forslag. Det kan kun være positivt, at vi sætter flere initiativer i søen, som har til formål at forebygge partnervold. Det er et kæmpe problem, som flere også har nævnt. Over 100.000 bliver udsat for partnervold hvert år, og hvis vi kan forebygge det, er det godt – endda i generationer, for vi ved, at hvis børn har levet i et hjem, hvor de har oplevet partnervold, er der større risiko for, at de, når de engang får en partner, selv vil gøre det.

Så det her er jo et forebyggende forslag, som vil række langt ud i fremtiden. Vi kan kun varmt støtte forslaget fra Alternativets side.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Helene Brydensholt fra Alternativet. Jeg giver nu ordet til ordføreren for forslagsstillerne, fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet. I lørdags var det jo som bekendt kvindernes kampdag, den 8. marts. Det blev markeret på forskellig vis, og traditionen tro var der også rigtig mange udspil af forskellig art i pressen fra de politiske partier om, hvad de vil gøre i forhold til at sætte fokus på kvindeproblematikker. Jeg valgte selv at gå med i Danner og Kvinderådets demonstration til bekæmpelse af vold mod kvinder og børn, og der var endda også en minister, tror jeg, der var inviteret som taler dér.

Desværre er vi fortsat nødt til at arbejde med den problemstilling. Partnervold er stadig et stort problem. Det rammer både kvinder og mænd, og offerudsathedsundersøgelsen fra december, som Justitsministeriet jo laver med jævne mellemrum, viser, at mellem 42.000 og 58.000 danskere hvert år er ofre for partnervold. Det er et kæmpe, enormt højt tal. Og derfor synes jeg jo ikke, at det er et problem, der tillader os at sidde på hænderne, for det har faktisk rigtig store konsekvenser for ofrenes liv. Det betyder noget for de familier, der bliver revet i stykker af partnervold, og jeg er ret sikker på, at der blandt udøverne også findes nogle fortvivlede mennesker, som ikke kan forstå, hvorfor de sidder fast i det uhensigtsmæssige mønster, som de virkelig har brug for at bryde. Og vi har som samfund brug for at bryde de mønstre. Det koster kassen i sociale foranstaltninger, sundhedsvæsen, fængsel og meget andet, så der er også en stor samfundsmæssig gevinst ved at gøre mere på det her område.

For et par uger siden foreslog vi jo at gøre det til en skærpende omstændighed at begå partnervold, og i 2023 foreslog vi den her omvendte fodlænke til voldsudøvere, som jo kan give oplevelsen af frihed lidt tilbage for de berørte, som er meget truede. Så vi arbejder hele tiden i SF også med det her område. Men jeg synes bare, problemet stadig væk er stort, og der skal meget mere til.

Jeg blev faktisk lidt overrasket, da jeg opdagede, at der var 168, der var dømt for partnervold – det er første gang, jeg har registreret det i 2024 – 168, når vi ved, at mørketallet er så stort, i forhold til hvem der anmelder. Vi har en nogenlunde fornemmelse af, at de her 42.000-58.000 er ramt, for det, man gør her, er jo, at man går ud og spørger ofrene selv: Har du været udsat for partnervold? Så det er faktisk endnu mere præcist end anmeldelser, fordi folk jo ikke anmelder. Og så er der så få, der også bliver dømt, nemlig 168, og endnu færre, som er i behandling. Jeg lytter mig til, at der muligvis kommer flere. Det håber jeg. Men 41 ud af de 168 er en fjerdedel – under en fjerdedel. Det synes jeg ikke er godt nok, og jeg synes ikke, at det skal være frivilligt at gå i behandling. Jeg synes, det er noget, man skal dømmes til. Det skal være reglen og ikke undtagelsen.

I går, da jeg lige flagede på mine egne sociale medier, at jeg havde det her forslag i dag, var der en, der er tilsendte mig en kopi af en dom, hvor der står til sidst, at hvis kriminalforsorgen finder det fornødent, kan der tilbydes behandling også. Det sender simpelt hen et dårligt signal til ofrene. Og hende, der sendte mig det, sagde: Jeg anmeldte, så jeg var sikker på, han kunne få hjælp; han kunne få behandling. Det fik han så ikke nødvendigvis. Det synes jeg er synd for ofrene, og jeg synes også, det er synd for udøverne, fordi de også går glip af en mulighed for at slippe det her mønster. Og når vi nu ved fra amerikanske undersøgelser, at for halvdelen af dem, som bliver dømt til behandling, men som ikke går i den frivilligt, skaber det faktisk et positivt resultat, så synes jeg jo, at det også er noget værd. Tænk, hvis vi kunne spare så mange flere familier for at blive udsat for det her ubehagelige voldsmønster.

Da vi lavede forslaget i 2010, var der lige kommet noget forskning, som viste, at flere ville anmelde, hvis de vidste, at partneren fik hjælp. Jeg har selvfølgelig ikke nogen nye tal på det. Det er ved at være mange år siden – 15 år siden. Men alene af den grund synes jeg, det giver god mening at sikre, at der kommer behandling, og at det ikke kun er en mulighed, for hvis flere skal anmelde og det skal sikres, at man får hjælp, så er behandlingsdomme jo en god idé.

Så vil jeg sige, at der jo desværre også er nogen, vi ikke rigtig får fat i, når det er frivilligt, og det er måske dem, vi har allermest brug for at få i tale. Der er også nogle, som vi heller ikke kan fastholde i programmerne, selv om vi har virkelig meget brug for at få dem i tale, for at kunne undgå de næste ofre. Og det mål synes jeg jo også man ville kunne nå ved at sige: Det er faktisk noget, du er dømt til, det er noget, du skal, og der vil være en sanktion forbundet med det, hvis du ikke gennemfører det her.

Vi havde lagt det sådan lidt åbent op, at man kunne lave et forsøg, og at det kunne være op til Justitsministeriet at tænke over, om de ville gøre det som led i en ubetinget dom, en betinget dom eller en kombinationsdom. For mig er det vigtigste, at vi får flere i behandling. Og derfor vil jeg sige, at jeg synes, at debatten er foregået sådan lidt på et skævt vilkår i dag – som om det nødvendigvis er en nedsættelse af straffen, vi går efter. Det er det ikke nødvendigvis. For min skyld kan det sagtens være som led i en ubetinget straf, hvor det er et tillæg, altså noget, vi kommer ovenpå. Det vigtige er, at vi får flere i behandling. Men det kan jo være, at vi så kan lande en beretning om det, for det tror jeg måske der er bredere enighed om herinde end nødvendigvis at stemme for forslaget.

Til Konservative fik jeg sagt, at det altså ikke er hundrede procent det samme forslag som sidst. Vi har faktisk rettet i det, fordi vi godt anerkendte, at debatten førte forslaget et lidt andet sted hen sidste gang; så derfor har vi netop forsøgt at tage højde for det.

Vi kan godt se, at der ikke bliver et flertal for det her forslag, og jeg vil slutte af med at sige, at dem, som har bakket ufortrødent op, selvfølgelig skal have tak. Og så er der andre, som vil være med til at kigge på elementer af det, og det synes jeg er godt. Grunden til, at vi fremsatte det her forslag igen – i 2010 lavede vi den første version, og nu har vi en tilrettet version – var faktisk, at jeg for et halvt år siden var på besøg hos den organisation, der hedder Lev Uden Vold, som mindede mig om, at jeg jo engang havde lavet det her forslag, og det så de egentlig gerne blive gennemført, fordi der simpelt hen er behov for at få flere i behandling.

Men det må være det for denne gang. Jeg håber, at vi på et andet tidspunkt kan arbejde videre med det. Når vi skal diskutere strafreform, kan det jo være, at vi kan finde frem til en eller anden version af det. Men i hvert fald tak for debatten i dag.

Tak for det. Der er foreløbig to korte bemærkninger. Først er det fra fru Mai Mercado, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Jeg tror, at der, hvor det bliver lidt mærkeligt, er det her med, at det ikke er det samme forslag, men en tilrettet version, og at det, der var udgangspunktet for hele debatten dengang, var en modstand mod, at man kunne få strafrabat, hvis bare man tog imod en behandlingsdom. Og jeg bliver ikke helt betrygget af ordførerens tale om, at det ikke stadig væk er strafnedsættelse sådan lidt ind ad bagdøren.

Så jeg vil egentlig bare spørge, når nu jeg kan forstå, at ordføreren egentlig er meget optaget af at ville tvinge dem, der har afsonet en dom – eller ikke har det – for partnervold: Hvordan vil man tvinge dem i behandling? Hvordan vil man forhindre, at de bare siger: Nu vil jeg ikke mere, og nu går jeg ud ad døren? Altså, er det en frihedsberøvelse, der skal til, som ligger oven på den fængselsstraf, man allerede har fået?

Ordføreren.

Jamen det kunne man da godt forestille sig at man kunne lave. Vi har jo lagt meget åbent frem, at man kunne lave et oplæg til det. Jeg ser gerne, at der bliver en sanktion for ikke at følge programmet, også selv om man har udstået sin straf. Vi må jo diskutere os frem til, hvordan vi kan lave det. Det vigtigste for mig er, at vi får nogen i behandling, men dog allermest dem, som vi jo har dømt, og som sidder i kriminalforsorgen, men som i dag ikke er behandling. Der kunne man da helt åbenlyst udnytte muligheden til at sige: Når du nu er her på de her vilkår, er du nødt til at sætte dig ind her og følge et program. Det ville da give rigtig meget mening. Og i dag kan vi bare se, at der ikke er ret mange, der er i behandling. Det er 41 ud af 168, der er blevet dømt. Det er alt for få, hvis du spørger mig.

Spørgeren, værsgo.

Jeg kan egentlig bare sige, at jeg glæder mig meget til de forhandlinger, der kommer om en strafreform. For hvis det er SF's udgangspunkt og man kan sige helt klokkeklart og tydeligt, at der ikke skal være strafferabat, og at det ikke reducerer fængselsstraffen ved hverken betingede domme eller ubetingede domme, hvis det er, at man skal idømmes en yderligere sanktion, så lad os kalde det noget andet end en behandlingsdom, for det signalerer ligesom, at man får mulighed for at gå i behandling frem for at afsone en straf.

Så er spørgsmålet: Vil det så være i et fængselsregi, at man skal afsone det, eller vil det være uden for fængslet, at man skal være i den behandling?

Ordføreren.

Jamen det kan vi jo diskutere os frem til. Det vigtigste for mig er, at det her ikke er frivilligt, og at der er en sanktion forbundet med at lade være med at gøre det. Som jeg ser det, kan man jo ikke lade være med at gøre det, hvis man er indsat i et fængsel; så skal man jo gøre det, man bliver sat til. Og lige nu udnytter vi ikke muligheden for at få alle, der er i fængsel, til at følge en eller anden form for behandling. Det er frivilligt, og det duer i min optik ikke.

Fru Nanna W. Gotfredsen, Moderaterne. Værsgo.

Jeg vil gerne først gentage, at jeg er sikker på, at forslaget kommer fra et virkelig godt sted. Og så vil jeg også benytte anledningen til at spørge forslagsstilleren om noget, jeg ofte, igennem mange år, har undret mig over: Hvor kommer SF's ret omfattende, ret generelle behandlingsoptimisme fra? Altså, hvad bygger den på? Jeg har selv sporet den og fulgt med, helt tilbage fra da det var hr. Villy Søvndal, der var bannerfører for behandlingsoptimisme. Hvad kommer den af?

Ordføreren.

Jeg har svært ved at se, at vi har andre muligheder. Jeg ved ikke, om fru Nanna W. Gotfredsen har andre idéer til, hvad vi kan gøre, end behandling. Man er jo ligesom nødt til at bibringes en anerkendelse af, at det, man gør, ikke er en god idé. Jeg er helt med på, at det, man normalt ville gøre, var at motivere folk til at gå i behandling, men jeg synes ikke, det er tilstrækkeligt. Og når vi nu kan se fra amerikanske undersøgelser, at selv om man ikke havde lyst til at gå i behandling, så virker det faktisk for halvdelen af dem, som blev tvunget af sted. Det synes jeg også er værd at tage med, for det betyder noget i de familier, hvor den udøver – hvad kan man sige – måske har smadret en familie.

Så jeg synes måske, at vi har brug for at tage nogle flere værktøjer i brug her. Og jeg har svært ved at forstå, hvorfor lige præcis det her område skal være frivilligt. Der er så mange andre steder i retspolitikken, hvor vi siger: Der er en konsekvens, hvis du ikke gør sådan her eller sådan her. Men lige præcis når det handler om partnervold, skal det lige pludselig gøres til noget frivilligt, og det vil jeg egentlig gerne anholde for ofrenes skyld.

Spørgeren.

Ja, der er tale om en slags afmagt, gode viljer og gode intentioner. Det afgørende er jo bare altid det faktiske udkomme, og hvis det faktiske udkomme af gode intentioner er milliardudskrivninger til ingen verdens nytte, så skulle vi måske prøve at tænke ud af boksen, ja, tænke os godt om. De amerikanske tal vidner jo om, at revl og krat kommer ind i det, også dem, der aldrig ville begå partnervold igen, fordi en gang var nok for dem. Så vi kan jo ikke rigtig bruge tallene til noget. Vi skal tænke ud af boksen, og det har vi alt for kort taletid her i salen til at lykkes med at gøre.

Ordføreren.

Jeg tror altså godt, jeg kan bruge det til noget, hvis halvdelen af dem, der kommer i behandling, rent faktisk stopper med at udøve vold. Prøv at tænke på, hvor mange familier det kan komme til at have en betydning for; hvor mange børn det kan komme til at have en betydning for; hvor meget vi sparer i politi, i forsikringsselskaber, i sundhedssystemer, i sociale hjælpeforanstaltninger, krisecentre og alt muligt andet. Vold koster også samfundet rigtig, rigtig mange penge. Og hvis vi først og fremmest tog dem, som vi rent faktisk får dømt, nemlig de 168, så er jeg ikke sikker på, at det bliver en milliardudskrivning.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren for forslagsstillerne, fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og derfor er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.