Tak for det, formand. Først vil jeg lige påpege, hvor forfriskende det var at få en Venstremand på talerstolen, som lød som en Venstremand fra gamle dage, hvor man snakkede familieværdier og ikke faldt i den der suppegryde med, at staten er overalt. Det er jo fantastisk at høre. Det kræver bare, at man ikke var med, dengang man valgte at sætte sig ind i ministerbilerne, at man stadig væk kan holde sit dna intakt. Det er rart.
Når det så er sagt, vil jeg sige, at intentionen i forslaget, nemlig at vi skal beskytte vores børn, vil jeg sige ja til, men et forbud kommer ikke til at ske. Det kommer ikke til at ske, at Danmarksdemokraterne synes, at forbud er vejen frem. Lad os sige, hvem der er gode til at omgå et forbud. Nu taler jeg af egen erfaring, og hvis der var noget, jeg kunne finde ud af, var det at komme på diskotekerne, før jeg blev 18 år, for så fik jeg et id, der var lavet sådan, at jeg så ud, som om jeg var 18 år. Jeg har også altid kunnet købe både øl og spiritus steder, hvor jeg ikke måtte, fordi jeg ikke var gammel nok, for jeg er heldigvis en stor dreng, og hvis jeg lod skægget stå mange dage nok, kunne jeg også godt ligne en, der var over 18 år. Unge mennesker er kreative, hvis de vil på. Det er fakta. Og de kommer på, og så tager det så Folketinget 4 år igen at finde en løsning på det, og så tager det en god kreativ 16-årig lige nøjagtig 4 minutter at omgå det igen. Så glem det. Det er jo ikke det, der er diskussionen. Så kan vi stå og sige, at vi er kede af at give dem, der står bag borgerforslaget, ondt i maven.
Intentionen i borgerforslaget er jeg enig i. Vi har nogle techgiganter, som har en forretningsmodel, hvor vi som lovgivere bliver nødt til at regulere det, og det gør vi i DSA'en. Den skal selvfølgelig have tid til at virke. Når Venstre så siger, at vi kan arbejde internt i EU for at få vores vilje, bliver jeg bare nødt til at sige, at demokrati er en grim størrelse, når man ikke har flertal, og det kommer vi åbenbart ikke til at have, for som det er blevet sagt, lå det på bordet. Det her lå på bordet, dengang DSA'en blev lavet, og så blev det taget ud, og så tabte man der. Det gør man nogle gange i et demokrati. Jeg er medlem af oppositionen, jeg har tit bare i den her folketingssamling fået at vide, at jeg jo ikke var en del af de 90, der var bedre end de andre, så min mening blev der ikke lyttet efter. Selv hvis jeg sagde noget godt, blev det i hvert fald først godt, når det var en af de udvalgte 90, der tog det til sig.
Men jeg vil gerne tale om noget andet, og det er ikke forældreansvar, for så bliver det taget ned, som om det er forældrenes skyld, at vi har et problem. Det er ikke der, jeg vil hen. Men jeg tror, at vi svigter og lærer forældrene at navigere i en situation, hvor deres børn udsættes for noget, de ikke selv har et erfaringsgrundlag for, og der kan vi sætte ind. I gamle dage, da vi havde flow-tv og ikke kunne se andet, havde vi OBS, og så blev vi alle sammen informeret om de farlige ting i samfundet. Det var vi klinet til, for vi kunne ikke få lov til at se andet, før TV 2 kom. Men vi fik alle sammen informationen ud. Det er det, vi skal, vi skal jo informere forældrene, vi skal hjælpe forældrene, vi skal gøre dem bedre til at hjælpe deres børn igennem svære ting i livet. Og det her er bare en ny ting, der er en svær ting i livet, og det er de sociale medier.
Hr. Stinus Lindgreen kommer herop lige om lidt, og han er meget mere belæst end mig og bliver meget akademisk og siger, at nu skal I høre, for der er også en forskningsartikel, der siger, at det jo ikke er alle sammen, der har det svært, og så er det jo rigtigt, for det er ikke alle sammen, der har det svært. Så vi skal også passe på med at forbyde noget, som langt størstedelen af den danske befolkning godt kan håndtere, men som nogen går rigtig meget i stykker over, for det er der nogle, der gør, og det er de unge piger – det kan vi se. Jeg er enig i, at det, når vi hører, at 31 pct. døjer med afhængighed af sociale medier, da er problematisk, men de døjer med det, fordi de ser et perfekt billede, som de tror de skal leve op til. Og igen handler det om, at vi da skal lære de unge mennesker, at vi alle sammen er morgengrimme, at vi alle sammen er lidt for tykke, og at vi alle sammen er lidt for dumme. Sådan er det at være til. Det kan vi godt være i, og det behøver vi ikke at gå i stykker af, og vi skal i hvert fald ikke tro på det, hvis der er en eller anden, der viser, at de er perfekte, for det er de ikke, for lige så snart kameraet er slukket og filteret er væk, er de lige så grimme som alle vi andre. Det er den fortælling, vi skal til at fortælle vores unge mennesker, altså at det er i orden at være uperfekt, at det er i orden at være til. Det er faktisk i orden bare at være sig selv.
Jeg ved, at ministeren er færdig med kattevideoerne, og at hun har færdiggjort alle kattevideoer på Instagram, så dem skal I ikke se, for de er set. Se nogle andre. Der er hunde, hamstere, kanariefugle og alle mulige andre, man kan se på. Brug det som god underholdning, som sund underholdning, som noget, man også kan lære noget af. Og når I så ser noget, der er for godt til at være sandt, så lad være med at stræbe efter det, for det er for godt til at være sandt. Det er det, vi skal hjælpe forældrene med at lære deres børn. Og vi er ramt af, at vores generation ikke har erfaringsgrundlaget i det, fordi det er gået så stærkt.
Tro mig, jeg kan huske, dengang internettet kom. Jeg er mennesket, som kan huske lyden af at komme på internettet i gamle dage, og når jeg hører den igen, så ved jeg, hvad det er. De unge mennesker i dag tror, at det er en ringetone af den dårlige slags, men jeg har ikke erfaringsgrundlaget, for jeg har ikke prøvet selv at være udsat for det på samme måde. Men vi har nogle kloge mennesker i ministerierne, der kan hjælpe os med at lave nogle vejledninger. Vi kan slå dem op på Instagram lige efter kattevideoerne. Jeg ved fra ministeren, at kattevideoer er det, man ser, og når man er færdig med dem, kan man komme ud i livet. En ting er sikkert, og det er, at det her er en bredere debat end et forbud mod sociale medier, og derfor kommer Danmarksdemokraterne ikke til at støtte forslaget.