Det sidste punkt på dagsordenen er:

15) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 95:

Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod TikTok, Snapchat og Instagram for mindreårige: Beskyt danske børn og unge mod skadelige, vanedannende digitale stimulanser (borgerforslag).

Af Leif Lahn Jensen (S), Lars Christian Lilleholt (V), Peter Skaarup (DD), Theresa Berg Andersen (SF), Ole Birk Olesen (LA), Henrik Frandsen (M), Mona Juul (KF), Peder Hvelplund (EL), Peter Kofod (DF), Martin Lidegaard (RV), Helene Brydensholt (ALT), Aaja Chemnitz (IA) og Mike Villa Fonseca (UFG).

(Fremsættelse 12.12.2024).

Dette beslutningsforslag er udsprunget af et borgerforslag. Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er ministeren for digitalisering. Værsgo.

Tak for det, formand. Beskyttelse af børn og unge på sociale medier er en topprioritet for regeringen, og jeg har tænkt meget over og meget på det her borgerforslag. Som mor kender jeg og kan mærke den her helt fundamentale bekymring for vores børns færden på de sociale medier, som det her borgerforslag er motiveret af. Borgerforslaget har i den grad været med til at sætte skub på en helt ekstremt vigtig dagsorden, synes jeg. Så først og fremmest vil jeg gerne sige tak til borgerforslagsstillerne, tak til de mere end 50.000 danskere, der har skrevet under på det her borgerforslag, tak for at hjælpe med at sætte gang i debatten. Det viser, at det ikke bare er mig, at det ikke bare er jer, men at det er os som samfund, der har fået nok af de sociale mediers ukontrollerede greb om vores børn og unges liv.

Jeg kan ikke understrege nok, at vi i Danmark selvfølgelig skal gøre alt, hvad vi kan for at beskytte vores børn og unge på sociale medier, og vi kommer til at omsætte mange af de gode intentioner og idéer, der ligger i forslaget til konkret handling. Helt konkret er vi i gang med at undersøge muligheden for at indføre et forbud mod, at sociale medier indgår kontrakter om behandling af persondata med børn og unge under 15 år. Det vil konkret betyde, at det vil gøre det sværere for børn og unge under 15 år selvstændigt at oprette profiler på de sociale medier. Vi vil også gerne undersøge muligheden for at styrke det danske DSA-tilsyn og derigennem også styrke den danske indsats for at bidrage til Kommissionens håndhævelsesarbejde over for de her store techgiganter, så vi kan sikre, at de bliver holdt op på deres ansvar.

Endelig vil vi gerne undersøge muligheden for at stille krav om nogle obligatoriske børneindstillinger på telefoner, når de bliver købt, elektroniske devices, sådan at telefonen, når børnene og de unge modtager den, allerede er indstillet til, at de er børn. Her er formålet at begrænse risikoen for, at børn og unge eksponeres for indhold, som ikke er egnet til deres alder. Det er sådan set formålet med alle de tre initiativer, som vi foreslår her.

De her initiativer kommer oven i hatten på meget, der tidligere er gjort, meget, der tidligere er sat i gang, og som involverer brede interessenter i vores samfund og rigtig mange aktører. Regeringen har allerede anbefalinger for skærmforbrug i grundskolen. Beskyttelse af børn og unge indgår centralt i Trivselskommissionens grundige arbejde, som snart bliver fremlagt, og efter Trivselskommissionens afrapportering, som jeg også sagde kommer meget snart, vil arbejdet fortsætte i den alliance, der er nedsat for et trygt og godt digitalt børne- og unge liv, hvor vi vil gå videre med nogle af de anbefalinger, der kommer. Vi skal gøre alt, hvad vi kan nationalt.

Når det er sagt, er jeg også helt med på, at vores nationale initiativer ikke er hele svaret på at løsrive vores børn og unge fra techgiganternes kløer. Vi står over for nogle af verdens største virksomheder, der tjener ekstremt mange penge på vores børns tid, på vores børns data. Deres algoritmer er specifikt designet til at gøre vores børn og unge hamrende afhængige. Det er en urimelig og også en ulige kamp, hvor danske forældre er david og techgiganterne er goliat.

Det svarer lidt til, som jeg også tidligere har sagt, at forældre bliver sendt i krig for at beskytte deres børn og unge bevæbnet med en plastske, mens de møder folk med fuldautomatiske våben over for sig. Der skal tungere våben til, hvis vi skal vinde kampen mod techgiganterne. De her virksomheder er altså mere end i en forstand grænseløse, og derfor er det også helt afgørende, at vi tager kampen imod techgiganterne op, selvfølgelig nationalt, men også i Europa og i samarbejde med de andre medlemslande. Derfor vil vi også sætte et maksimalt fokus, som det også bliver foreslået i borgerforslaget, for en stærkere EU-regulering af de sociale medier og andre digitale tjenester under det danske EU-formandskab – for vores skyld, for vores børns skyld, for de unges skyld.

Hvis regeringen kunne, ville vi indføre en aldersverifikation på 15 år i Danmark nu. Det er desværre ikke muligt nu, fordi der er noget EU-lovgivning til hinder for det, og derfor kan vi ikke, som det ligger nu, stemmer for B 95, altså borgerforslaget. Men det skal stå fuldstændig skarpt og klart tilbage, at vi i regeringen gerne vil kæmpe med alt, vi har for at sikre vores børn og unge på de sociale medier. Det gør vi med alle de greb, alle de initiativer, som overhovedet er mulig, og vi bliver ved med at presse benhårdt på for at beskytte børn og unge online både i Danmark og i Europa, for det er ikke en mulighed for mig at lade vores børn i stikken og overlade deres digitale opvækst til techgiganterne.

Til gengæld har vi en fælles opgave i at få skabt et tryggere digitalt miljø for vores børn og unge. Så lad os blive ved med at få alle gode idéer på bordet. Jeg kan se, at nogle af forslagsstillerne også er kommet med nogle idéer i dag, og tak for dem, dem kigger vi ind i, og lad os samarbejde for nogle gode løsninger. Mange tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er en række korte bemærkninger. Den første er fra fru Lisbeth Bech-Nielsen fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Og tak for et godt samarbejde med ministeren. Jeg er ikke i tvivl om, at ministeren også helt oprigtigt er bekymret.

Der er en ting, der undrer mig. Det skal ikke ligge den her minister til last, men for et halvt år siden havde jeg justitsministeren i samråd, fordi det simpelt hen undrer mig, at vi, som digitaliseringsministeren også er inde på, har en GDPR-lovgivning, og i den har Danmark hævet aldersgrænsen for, hvornår man kan give samtykke til, at ens oplysninger må blive brugt, fra 13 til 15 år. Når vi taler om de her sociale medier, så er essensen af deres forretningsmodel at målrette reklamer. »We run ads«, som Mark Zuckerberg sagde til en senatshøring.

Hvordan kan den danske GDPR-lovgivning om, at man skal være 15 år, før man kan give samtykke til, at ens oplysninger bliver behandlet i markedsføringsøjemed, ikke blive brugt i de her sager? Jeg forstår det ikke, og justitsministeren kunne heller ikke give mig et svar.

Ministeren.

Med forbehold for, at det her jo er lidt uden for mit ressort, så er det jo, som jeg forstår det, fordi techgiganterne er kommet tilbage og sagt, at de ikke laver samtykkebaserede løsninger med de her unge mennesker; de laver kontrakter. Det er meget spidsfindigt. Det er derfor, vi er gået tilbage i arbejdsrummet og sagt: Okay, nu har I ligesom alle sammen erkendt, at i laver kontrakter med mindreårige – jeg synes jo, at det i sig selv er interessant, at det overhovedet kan lade sig gøre, men det kan det så åbenbart – så det må vi jo så se om vi kan gøre noget ved. Det er jo det, vi prøver at løse for nuværende.

Spørgeren.

Det er rigtigt, at de siger, at de laver kontrakter, men der er jo ikke nogen andre steder i vores samfund, hvor vi lader virksomheder selv definere, hvordan de fortolker loven. Vi fortolker loven i Danmark eller i EU, og Det Europæiske Databeskyttelsesråd kom for halvandet år siden med en principiel afgørelse mod Meta, altså ejeren af Facebook, hvor de sagde: I kan ikke lave kontrakter med mindreårige; det er samtykke, der gælder, fordi der er forskellige lag i forbindelse med GDPR, alt efter om man har samtykkekontrakt eller noget andet. De sagde, at der skulle gives samtykke. Derfor forstår jeg ikke, at man stadig væk kan rode rundt i, hvad nogle virksomheder selv synes de kan definere sig indenfor, når Det Europæiske Databeskyttelsesråd siger, at der skal gives samtykke.

Ministeren.

Jeg kender ikke historikken vedrørende disputten mellem virksomhederne og Justitsministeriet, men det, jeg bare gerne vil understrege over for ordføreren, er, at vi kigger ind i alle mulighederne for at sørge for, at techgiganterne ikke kan hverken datahøste eller lave profiler til mindreårige i Danmark. Derfor kigger vi også på kontraktsporet nu, og jeg håber, at vi meget, meget snart får en forhåbentlig positiv tilkendegivelse om, at vi kan lave et forslag om det. Jeg er lige så indstillet på at finde en konkret løsning på det her område, som ordføreren er.

Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det. Og tak til ministeren for talen og for de gode intentioner, som ministeren jo også anerkender, der er, i det her forslag. Det er jo en særdeles alvorlig problemstilling, vi står med, hvor vi også kan se – særligt her i de sidste måneder – hvordan vi nærmest oplever den modsatte udvikling, altså deregulering, hvor techgiganterne breder sig ud i endnu større omfang, end man har gjort tidligere, og i langt større grad sætter dagsorden både gennem algoritmer og gennem markedsføring for at kunne være drivende i forhold til deres opmærksomhedsøkonomi.

Men forslagsstillerne foregriber jo her ligesom også begivenhedernes gang ved at sige og pege på en række andre initiativer, hvis de nu ikke får det her forbud. De peger jo selv på en række andre initiativer, bl.a. på begrænsninger i daglig brugstid, i skærpede regler for dataindsamling om mindreårige og forbud mod personaliseret markedsføring rettet mod børn og unge under 18 år. I lighed med det spørgsmål, fru Lisbeth Bech-Poulsen stillede, vil jeg bare høre, om ministeren er villig til at tage de initiativer i brug, også som national lovgivning.

Ministeren.

Vi er villige til at kigge på alle de mulige initiativer, der kan gøres på nationalt niveau. Nogle af de ting, som ordføreren her nævner, er nok ting, der ville skulle gøres på europæisk niveau, men vi er sådan set villige til at kigge på det hele, og jeg har også en klar intention om at bruge regeringens, Danmarks formandskab aktivt inden for digitalisering for at få sat spot på det her område. Vi er et af de mest digitaliserede samfund – også i Europa – og det er der meget godt at sige om. Det betyder også, at vi er nogle af de første, der måske oplever de reelle konsekvenser af, hvad digitaliseringen også kan medføre i nogle henseender. Derfor er det vores pligt at presse på her og give de danske erfaringer, vi har, videre, sådan at vi kan få sat en europæisk grænse, der ligger lidt højere, end den er i dag, i forhold til regulering.

Spørgeren.

Jeg er helt med på, at det primære jo er, at vi ikke bare får regler på europæisk plan, men også på globalt plan. Men ud over at lægge pres på EU-systemet, er der også den mulighed, at Danmark går forrest og siger, at i det omfang, vi kan beskytte vores børn og unge imod f.eks. personaliseret markedsføring, bruger vi også de redskaber, vi har, for at kunne gøre det. Er regeringen og ministeren villige til også at gå enegang i EU i forhold til at sikre, at vi bruger de muligheder, vi har, for at kunne beskytte børn og unge mod techgiganternes hærgen?

Ministeren.

Ja, i det omfang, vi kan gå enegang, for vi har jo også vedtaget noget lovgivning igennem Europa, DSA, som er totalt harmoniseret, og det sætter jo ligesom nogle grænser. Det giver også nogle muligheder for at holde techgiganterne ansvarlige; men inden for de muligheder, der er, ja, er regeringen indstillet på gøre det, vi kan.

Hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Nu er ministeren jo kendt for at have gennemført sociale medier allerede og har set samtlige kattevideoer, ved jeg, og det illustrerer det jo nok meget godt. Sociale medier bliver jo også brugt positivt nogle gange. Jeg tror ikke, der er nogen i Folketingssalen i dag, der er uenige i, at det er ubehageligt at se, at man målretter indhold til børn for at tjene penge på det. Mit spørgsmål er egentlig: Har ministeren tænkt på eventuelt at anlægge en sag for at få testet det af i forhold til værgemålsloven? For der er jo det med det økonomiske. Man kan jo ikke som umyndig indgå en kontrakt, hvis der er økonomi involveret, og her er der jo økonomi involveret, i hvert fald for den ene part. Det har den ene part jo selv sagt, altså de sociale medier har selv sagt, at det er forretningsmodellen. Det er at få publikum til det. Jeg tror ikke, der findes en dom om det, og der kan ministeren måske være behjælpelig. Findes der en retssag, hvor vi har testet det af? Har vi fået en domstol til at afprøve, om vi måske allerede har værktøjet i kassen til at sikre, at sociale medier ikke indgår kontrakt med børn under 15 år?

Ministeren.

Det, vi i hvert fald har prøvet på, er at vedtage noget lovgivning omkring en eller anden form for aldersverifikation i Danmark, fordi vi blev inspireret af, hvad der skete i Frankrig. Det gjorde vi allerede for 2 år siden og fik tomlen nedad fra EU. Det, jeg også har gjort, er at række ud direkte til Kommissionen for at høre om nogle af de her undtagelsesbestemmelser i DSA'en, i forhold til hvad de her undtagelsesbestemmelser betyder. Kan I blive mere klare på, hvordan vi kan benytte os af de undtagelsesbestemmelser, I har lavet? Jeg har ikke decideret undersøgt, om vi kan lave en retssag i forhold til værgemål, men er der noget, jeg normalt elsker, så er det jo, når hr. Kim Edberg Andersen giver mig gode idéer, så det vil jeg da undersøge.

Spørgeren.

I Danmarksdemokraterne er vi jo vant til, at andre partier tager vores gode idéer ned, så det er jo ikke nyt længere. Det er dejligt. Det her er noget at teste af. For EU har jo ofte vendt tommelen nedad og er så blevet fanget af en domstolskendelse senere. Så det kan jo være, at man rent faktisk kan komme den lette vej i mål der.

Så vil jeg gerne ind på en anden præmis. Ministeren siger, at forældrene ligesom slås med plastikskeer. Man gør dem til ofre. Jeg er jo også blå på en måde; jeg synes også, at der er et forældreansvar. Har ministeren tænkt i nogle baner, hvor vi for at hjælpe på det her faktisk også kan empower – nu bliver jeg rettet lige om lidt, men så får jeg i hvert fald det rigtige ord – altså gøre forældrene stærkere i forhold til at kunne løfte opgaven selv? For det kan jo være, at det er en generationskløft, der er, og at de simpelt hen mangler redskaber.

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Det korte svar er ja. Det har jeg tænkt over. Den her problematik er mangefacetteret. Der er et forældreansvar – punktum. Jeg bliver bare provokeret, når der nogen, der siger, at det kun handler om forældreansvar. Det handler ikke kun om forældreansvar. Det her er nogle alt for store virksomheder med nogle alt for stærke algoritmer til, at det kun handler om forældreansvar.

Selvfølgelig kan vi også gøre mere i forhold til at ruste forældrene til den opgave, det er at skærme børnene for mødet med de sociale medier, bl.a. i forhold til børneindstillinger på telefoner, som jeg selv nævnte i min tale at jeg synes er en meget konkret ting, som vi skal kigge ind i, og selvfølgelig også i forhold til vejledning.

Tak. Så er det hr. Stinus Lindgreen, Radikale Venstre.

Tak for det, og tak for talen. Jeg synes, at der kommer mange gode aspekter frem i den her debat. Jeg vil blot høre, om ministeren har haft tid til at læse den analyse, der kom fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen her for ganske nylig, som kigger på netop trivsel og brug af sociale medier i de forskellige grupper, de kigger på. Har ministeren kigget på det og gjort sig nogle tanker om, hvad man ønsker der skal ske på baggrund af den information?

Ministeren.

Jeg har i hvert fald kigget på nogle af hovedkonklusionerne. Jeg har ikke læst hele rapporten, hvis jeg nu skal være fuldstændig ærlig, men jeg har kigget på hovedkonklusionerne i den og jo mestendels undret mig over, hvor forskellige konklusioner man kan nå frem til på baggrund af en rapport. Jeg så, at DR skrev, at der nærmest ikke var nogen problemer, mens TV 2 på baggrund af den her rapport vurderede, at der var relativt store problemer med børn og unges skærmbrug.

Jeg synes, at der er nogle tal i den her rapport, der er bekymrende, i særdeleshed når man kigger på teenagepiger. 31 pct. af teenagepiger viser tegn på afhængighed. I rapporten står der også klart, at jo større afhængighed, desto lavere trivsel. Det synes jeg er bekymrende. Så er der selvfølgelig også nogle andre tal, der viser, at skærmtiden i sig selv ikke nødvendigvis er det farlige. Det synes jeg egentlig ikke som sådan at der er noget overraskende i, for det kommer jo an på, hvad du laver på din skærm. Jeg synes, at de sociale medier-platforme er noget af det farlige.

Er der en opfølgende kort bemærkning til spørgeren? Det kan jeg se at der er, når han rejser sig op. Værsgo til spørgeren.

Tak for det. Det er helt fair, at man ikke har nået at læse hele rapporten endnu. Jeg har faktisk ikke læst dækningen i hverken DR eller TV 2, men det, jeg bed mærke i, er netop det, at der helt klart er en subgruppe her, som udviser nogle tegn. Det, jeg selv tænkte, var, at det her jo viser, hvor vi skal sætte ind, og hvor problemet er. For langt de fleste viser jo ikke alarmerende tegn på hverken uafhængighed eller mistrivsel som følge af det her. Det synes jeg da er en vigtig, vigtig viden for os at have, når vi skal diskutere emnet herinde i salen.

Ministeren.

Nu er det her jo først og fremmest heller ikke den eneste rapport, der kommet, om børn og unges mistrivsel på grund af skærmbrug. Men jeg anerkender til fulde, at man også skal læse den her rapport. Jeg synes, at det er svært at konkludere, at det ikke er bekymrende, at 31 pct. af teenagepiger i alderen – nu kan jeg ikke helt huske, om det er fra 13-17 år, eller hvad det nu er, så undskyld, hvis det ikke er helt eksakt – udviser tegn på afhængighed og dermed også lavere trivsel på grund af skærmen. Det er da noget, der bekymrer mig. Om man kan lave sådan decideret lovgivning, der kun omhandler teenagepiger i den alder, ved jeg ikke. Men jeg tror også, at det har en effekt på andre mennesker.

Næste i spørgerrækken er hr. Alexander Ryle, Liberal Alliance.

Tak. Mit spørgsmål kommer lidt i forlængelse af hr. Kim Edberg Andersens spørgsmål om forældreansvar, for ministeren har jo også selv talt meget åbent om sine erfaringer med at sætte skærpede regler for sine børns skærmbrug. Jeg mener, det var i Politiken, og som jeg forstod det, havde ministeren ret gode erfaringer med det, også uden behov for regulering. Derfor vil jeg spørge: Vil regeringen bygge på nogle af de erfaringer og opfordre forældre til at tage et større ansvar og bl.a. bruge nogle af de familieindstillinger, som de fleste techplatforme jo allerede stiller til rådighed, for netop at kunne sætte en ramme om teenageres brug af sociale medier?

Ministeren.

Jeg tror mest, jeg talte om at regulere mig selv i den artikel i Politiken, og det siger jo også noget, hvis selv voksne mennesker, hvor frontallapperne er vokset nogenlunde sammen – det kan man jo altid diskutere om mine er – også viser tegn på den samme afhængighed; så er det jo bekymrende.

Ja, selvfølgelig er der et forældreansvar. Der er lige kommet en ny undersøgelse – jeg tror, det var i sidste uge; der er jo masser af undersøgelser – som viste, at kun 15 pct. af forældrene gør brug af de her indstillinger. Så mit spørgsmål tilbage er så: Bruger de ikke den funktion, fordi de ikke har lyst, eller fordi de synes, at deres børn bare skal give den fuld spade på de sociale medier? Eller bruger de den ikke, fordi det er for svært, altså fordi de ikke kan finde ud af, hvordan de skal indstille det? Det er der selvfølgelig ikke lavet undersøgelser på, men lur mig, om det ikke er det sidste. Så selvfølgelig skal vi sætte ind, men vi bliver også nødt til at gøre det lettere at lave de der børneindstillinger, så man ikke skal have en ph.d. for at kunne beskytte sit barn i forhold til at begå sig på sociale medier. Men når det er sagt, synes jeg personligt, at det alene ikke er nok. Vi bliver også nødt til at have noget EU-regulering af techgiganterne.

Spørgeren.

Tak. Apropos EU-regulering af techgiganter kan jeg også forstå, at det måske primære argument fra regeringens side i forhold til ikke at kunne støtte her borgerforslag i dag er, at der allerede er rigtig meget i DSA, og at det er totalharmoniserende, så der er nogle ting, man ikke kan gøre. Men noget af det, der jo også ligesom er grunden til, at forslaget er fremsat, er i forhold til hele spørgsmålet om det at beskytte børn. Kan ministeren svare på: Hvad mener børneorganisationerne om det her forslag? For jeg har ikke hørt dem være ude og bakke det op.

Ministeren.

Er der nogen, der har været deltagende i den her debat, er det da børneorganisationerne, og i øvrigt tak til dem, i forhold til bekymringen for børn og unges trivsel på nettet. Jeg synes, de har været meget klare i, at der er behov for mere regulering på området, at der er behov for at stramme grebet, og at man også på Børnetelefonen og alt muligt andet bliver mødt af mange unge, mange børn, som har nogle frygtelige oplevelser på de sociale medier, som de ikke ved hvor de skal gå hen med.

Den sidste indtegnede til en kort bemærkning er fru Dina Raabjerg, Det Konservative Folkeparti.

Tusind tak, og tak for en fin tale. Jeg vil gerne vende tilbage til det emne, som fru Lisbeth Bech-Nielsen bragte op, og som jo handler om hele annonceringen i forhold til børnene. Noget af det, som vi jo er allermest frustreret over, er jo egentlig ikke så meget manglen på regler, men manglen på muligheder for at håndhæve de regler, der allerede er, for vi kan jo lige så godt sige det, som det er: Mange af de her techgiganter er bedøvende, hamrende ligeglade.

Når man kigger ned i det med annonceringen, kunne man måske gå efter dem, der rent faktisk målretter annoncerne mod vores børn. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren, om hun kunne være interesseret i at indkalde til forhandlinger, hvor vi sammen finder ud af, hvad vi kan gøre inden for rammerne i Danmark, og hvor vi begynder at tænke en lille smule ud af boksen.

Ministeren.

Jeg vil altid gerne både snakke med fru Dina Raabjerg og også resten af Digitaliseringsudvalget om, hvad vi kan gøre. Om det skal være igennem en forhandling, eller hvad det skal være, er jeg sådan set åben for. Jeg siger det ikke bare for at sige det, og fordi det lyder godt, at vi er villige til at kigge på alle de nationale muligheder, der er. Vi er villige til at kigge på de nationale muligheder. Vi har også prøvet, i hvert fald efter bedste evne og inden for de rammer, vi nu har, at kigge på det allerede inden førstebehandlingen af det her borgerforslag. Men jeg vil meget gerne have drøftelser med bl.a. også fru Dina Raabjerg om det her område – så gerne.

Tak. Der er ikke en opfølgende kommentar, så jeg kan sige tak til ministeren. Vi går over til talerrækken for ordførerne, og den første ordfører er fru Birgitte Vind fra Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Mere end 57.000 danskere har med lynets hast fået skrevet under på det her borgerforslag. Tak til forslagsstillerne for at holde gang i den her meget, meget vigtige debat. Den hastighed, hvormed der er kommet så mange underskrifter ind, vidner jo om, at det er en meget, meget vigtig dagsorden, og tak for det.

Der er ingen tvivl om, at flere og flere, både forældre og omsorgsgivere og andre, ønsker at vriste børnene fri af techgiganternes jerngreb. Vi lever jo faktisk i et af de mest digitaliserede lande i verden, og vi plejer også at omgås digitaliseringen med meget stor tiltro. Vi har tillid til det samfund, vi lever i. Vi har egentlig tillid til fremskridtet, og det synes jeg også vi skal have.

Vi plejer også i Danmark at kunne stole på de produkter, vi omgiver os med. Når vi går ind i en legetøjsbutik, kan vi forvente, at der er aldersmærkning på det legetøj, vi vil købe. Vi ved, hvad der er egnet til hvilken aldersgruppe. Vi har også tillid til, at legetøjet ikke indeholder farlige kemikalier, fordi vi har klare regler og retningslinjer.

På samme måde kan man jo også forvente, der er aldersgrænser, når vi går i biografen eller ser film med vores børn. Det er der også. Vi har Medierådet i Danmark, der faktisk alderssætter film, og vi har faktisk også vænnet os til i Danmark, at vi kan stole på mærkningsordninger. Men lige præcis når det kommer til sociale medier, de digitale tjenester, har vi i årevis undladt at stille de samme kritiske spørgsmål til produktet. Men producenterne har jo sådan set også været fritaget for ansvar, for det blev de i EU-handelsdirektivet i år 2000. Så de har udnyttet den spillebane, der har været for dem.

Vi har ikke i Danmark i tilstrækkelig grad forholdt os til, at de virksomheder, der står bag sociale medier – og spil for den sags skyld – ikke nødvendigvis har børnenes bedste for øje. De er drevet af økonomiske interesser. Techgiganterne lever sådan set af at indsamle data om børns adfærd online; det er en industri, der hvert år genererer milliarder af US-dollars. De skaber bevidst vanedannende designs, fordi de ved, hvordan den menneskelige hjerne fungerer. Vi søger spænding, vi vil gerne vinde, vi elsker belønninger, og det er lige præcis de mekanismer, der er indbygget i de platforme, som særlig børn bliver tiltrukket af, men også voksne.

Men techgiganterne tager ikke hensyn til, om et barn er 8 år eller 15 år. Voldsomt indhold, som vi aldrig, aldrig i Danmark ville tillade i den fysiske verden, møder børnene på børneværelset, når de sidder med deres telefoner eller tablets i hånden. Jeg er fuldstændig enig i, at TikTok, Snapchat og Instagram i de nuværende former ikke bare skal være frit tilgængelige for mindre børn. Det er vi sådan set også her på Christiansborg blevet enige om, for vi har jo en gang behandlet et borgerforslag, hvor det lykkedes os at blive enige om at hæve aldersgrænsen fra 13 til 15 år for, hvornår man kan komme på de sociale medier, fordi vi ved, at det er farligt for børn. Vi har sendt skærmanbefalinger ud til skoler og daginstitutioner, og derfor har vi jo en bevidsthed om det her i salen.

Når vi så skal kigge på det her borgerforslag, kan man jo ikke andet end at have meget, meget stor sympati for intentionerne, men i Socialdemokratiet kommer vi jo heller ikke til at kunne stemme for det, bl.a. af den grund, som ministeren også var inde på, at det kan vi ikke, fordi vi er reguleret af EU-lovgivning på det her område. Men borgerforslaget kommer også med en række forslag til, at vi kan lave yderligere regulering på dansk grund, og jeg deler fuldstændig en til en ministerens indstilling til, at vi skal stå på tæer. Vi skal simpelt hen hver eneste morgen, når vi står op, tænke på, om vi har gjort nok, om vi kan gøre mere, om vi har fulgt den vej. Vi skal lægge et enormt pres på. Jeg er meget, meget glad for, at ministeren også påpeger, at vi skal bruge formandskabet i EU til at lægge et pres ind i EU.

Vi håber alle sammen på, at der kommer en elektronisk eWallet, en aldersverifikation, som vi kan læne os op ad, for det er jo noget af det, der i den grad kunne være hjælpsomt. Men vi bliver også nødt til at se på, om vi kan styrke vores DSA-tilsyn, for det er jo også den vej, vi skal gå. Altså, techgiganterne skal jo ikke tro, at vi ikke er efter dem. Techgiganterne skal jo ikke sove roligt om natten. De skal jo vide, at vi ikke vil have, at de fortsætter på den her måde. Kan vi sætte krav om obligatoriske børneindstillinger, når man får et elektronisk device stukket i hånden? Jamen vi skal bare stå på tæer.

Nu kan jeg se, at tiden er ved at være gået. Jeg beklager, at der var meget, jeg gerne ville have sagt, for det her er virkelig hjerteblod for os i Socialdemokratiet. Vi siger endnu en gang tak for borgerforslaget og håber, at vi her i salen endnu en gang – om ikke andet – kan nå til enighed om en fælles beretning, der peger ud i fremtiden. Tak.

Første i talerrækken er fru Lisbeth Bech-Nielsen fra SF. Hr. Peder Hvelplund kan jo så tage notat af efternavnet, hvis der skal kommenteres yderligere.

Fru Lisbeth Bech-Nielsen, værsgo.

Tak, og tak for talen. Jeg kender jo ordføreren rigtig godt, og jeg kender også ordførerens store optagethed af børn og unges trivsel og ikke mindst, hvad det betyder for dem at være på sociale medier, og nogle af de negative afledte effekter af det.

Det, jeg nogle gange bliver frustreret over – og det er ikke rettet mod ordføreren – er den her nærmest opgivenhed, vi tit har på forhånd. De er store, de er magtfulde, der er noget EU-lovgivning, og vi kan ikke gøre noget ved det. Jeg ved, at ordføreren og jeg ser ens på, at det her er en sundhedskrise. Det er en mental sundhedskrise, som har mange facetter, men en meget stor del af det handler også om det her. Der har min kollega Karina Lorentzen Dehnhardt og jeg tidligere fremsat et lovforslag, hvor vi har sagt, at vi synes, at vi skal spænde buen og bruge den, hvad skal man sige, undtagelse, der er i europæisk lovgivning, om, at hvis man har en legitim interesse – hvis det handler om folkesundheden – kan man agere nationalt først. Hvad mener ordføreren om det?

Ordføreren.

Tak. Jamen det er jo et spor, som jeg ved ministeren allerede har forfulgt. For var det et spor, vi kunne tage, ville vi jo tage det. Men ifølge det svar fra ministeren, jeg har læst, var det heller ikke muligt i forhold til DSA-lovgivningen. Det er i hvert fald det, jeg har læst mig til nu. Men alle sten skal jo vendes, og det er vi bare parate til i Socialdemokratiet.

Spørgeren.

I dag har vi haft en teknisk gennemgang af det direktiv, der hedder NIS 2-direktivet, om cybersikkerhed. Der ved vi, at fordi Danmark ligesom mange andre EU-lande har været utrolig langsommelige, er der nu åbnet en traktatsag mod Danmark. Der kan vi altså godt gå imod EU og sige: Nå, så kommer der det. Det er jo ikke småting, at EU åbner en sag mod Danmark. Det kan vi godt der på grund af langsommelighed, men vi kan ikke gøre det, når det handler om vores børns velbefindende. Der synes jeg bare nogle gange, at der er lidt forskel på, hvad vi prioriterer i forhold til at gå op imod EU-systemet.

Ordføreren.

Altså, jeg oplever nok, at vi i den grad har en minister og i Europa-Parlamentet har nogle folkevalgte fra Danmark, som i den grad spænder buen hårdt og også går den sidste mil og den ekstra mil, når det er nødvendigt. Så jeg er meget fortrøstningsfuld, i forhold til at vi udfordrer alt det, vi kan. Og vi kommer også til at lægge et stort pres, når nu vi overtager formandskabet.

Hr. Alexander Ryle, Liberal Alliance.

Når jeg hører ordføreren og andre af ordførerens partifæller snakke om sociale medier, er det meget ofte med sådan et meget negativt fokus på alt det, der er farligt, og alt det, der er usundt. Og jeg anerkender fuldstændig, at der er nogle ting, der ikke er gode ved sociale medier. Men jeg hører meget sjældent, at man også taler om de positive aspekter, altså at der er en masse ting, som børn og unge får ud af at være online på sociale medier og andre platforme, som man ikke ville have, hvis vi nu f.eks. forbød 17-årige at være på TikTok, Snapchat eller Instagram. Så jeg vil bare høre, om ordføreren måske kunne sætte et par ord på, hvad der i hendes optik er positivt ved sociale medier, for det tror jeg egentlig at ordføreren anerkender der også er.

Ordføreren.

Tak. Absolut. Men igen vil jeg sige, at vi bliver nødt til at kigge på alder. Altså, vi voksne har en kognitiv funktionsevne, vi kan måske konsekvensberegne, og trods det bliver vi jo også afhængige. Der er forskel på, om det er et 7-årigt, 8-årigt, 15 årigt eller 16 årigt barn, der sidder med de her devices, og det er det, jeg angriber. For selvfølgelig kan der være nogle positive ting. Vi har jo som voksne mulighed for at sige fra langt mere, end børn har. Børn er jo enormt påvirkelige i forhold til udvikling af deres hjerner. Det er jo også derfor, at man ikke underviser i det samme i 9. klasse, som man gør i 1. klasse. Altså, hele vejen igennem vores samfund tager vi hensyn til børns alder. Lige præcis når det kommer hertil, gør vi ikke.

Men jeg er helt enig med ordføreren i, at der er jo også er positive ting. Jeg ville så ikke kalde det sociale medier. Det gør vi, for så ved vi, hvad vi snakker om. Jeg synes jo, de er asociale, men lad nu det ligge. Jeg synes i hvert fald ikke på den måde, at de er bygget op til at styrke positive fællesskaber.

Spørgeren.

Noget andet, som jeg synes man heller ikke hører så meget om, er nogle af de negative konsekvenser, der kan være ved netop ikke at have adgang til sociale medier, f.eks. at man får begrænset sin ytringsfrihed. Eller hvis man er et socialt udsat barn og måske ikke går i skole eller af andre grunde er meget derhjemme og ikke har det der fysiske fællesskab, så kan man finde et fællesskab online. Er ordføreren ikke bekymret for, at der er nogen, der kommer til at blive rigtig hårdt påvirket af det, hvis de ikke kan være på sociale medier længere?

Ordføreren.

Altså, nu er vi jo ikke der, hvor vi i Socialdemokratiet er ved at lukke sociale medier ned. Vi stiller bare krav til techgiganterne om at opføre sig ordentligt og indrette de sociale medier, så de ikke skader børn. Der er jo nogle, der er ved at lave alternative sociale medier, som ikke benytter sig af vanedannende designs og fastholdende mekanismer. Så der vil jeg da sige: Det er da supergodt, at man kan få det. Så jeg vil da håbe, at der er endnu flere, der går i gang med at kaste sig ud i at udvikle alternativer. For det er da dejlig nemt. Jeg benytter da også selv sociale medier til at være i dialog med andre.

Så er det hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det. Og tak til ordføreren for en god og engageret tale i forhold til det her. Jeg vil egentlig godt fortsætte der, hvor fru Lisbeth Bech-Nielsen sluttede – og jeg beklager, at jeg tidligere kom til at bruge et forkert efternavn; det skal jeg bestræbe mig på at undgå fremover – nemlig spørgsmålet om, om Socialdemokratiet også er villige til at udfordre EU-lovgivningen på det her område. For det er jo rigtigt, at vi godt kan forsøge at gøre det, og jeg hører også ordføreren sige, at hver en sten skal vendes, men jeg mangler lidt det klare svar på, om Socialdemokratiet også er villige til at tage det, vi normalt kalder en procesrisiko, ved at sige, at her handler det rent faktisk om et afgørende sundhedsmæssigt spørgsmål, nemlig børn og unges trivsel. Vil Socialdemokratiet være villig til at udfordre EU-lovgivningen og tage en procesrisiko og dermed udfordre EU-lovgivningen?

Ordføreren.

Hvis vi tager fru Lisbeth Bech-Nielsens forslag, er det ikke, sådan som jeg har læst ministerens svar på det spørgsmål, en farbar vej at gå; så ville der nok ikke nødvendigvis komme noget ud af lige det. Men det kan være, at der er andre steder, hvor vi skal bruge vores udfordringsret, hvis man kan kalde den det. Så jeg tænker da, at vi er villige til at gå langt. Men vi skal jo også huske, at det, det gerne skulle munde ud i, er noget konstruktivt, der virker, noget, der kan forplante sig, noget, der kan gavne ikke bare Danmark, men hele EU – hvis vi når dertil.

Spørgeren.

Det er klart, at når jeg rejser spørgsmålet om at udfordre EU-lovgivningen, er det ikke, fordi jeg ikke mener, at vi skal bruge EU-systemet til netop at skabe rammer for det her. Men en måde at presse på, er jo også det, at man rejser sagen her, og at der bliver åbnet en sag i EU-systemet, fordi det er det, der gør, at det kan lægge pres på andre lande i forhold til at sige, at her bør vi faktisk have muligheden for at kunne gå videre. Men selv om det er med en betydelig procesrisiko, kan der jo godt være en politisk gevinst i forhold til det og dermed en øget chance for, at vi kan beskytte vores børn og unge i forhold til techgiganternes hærgen.

Ordføreren.

Ja, og jeg skal ikke sidde og sige nu, hvad der vil komme til at ske i EU, for det vil jo hele tiden være en afvejning af, hvor vi får mest ud af det – hvor vi kan lægge det største pres, og i hvilken kurv vi skal lægge vores æg – for vi har jo ikke uanede mængder af tid, og vi har heller ikke dér uanede mængder af ressourcer. Så hvor er det, vi får mest ud af at lægge et pres ind? Lige nu har jeg meget stor tillid til, at den her aldersverifikation rent faktisk bliver til noget, og hvis den bliver til noget, bliver det jo en landvinding af dimensioner, så vi virkelig i den grad kan beskytte børn ved indgangen på deres pc. Lige nu kunne det være en af de lavthængende frugter, vi kunne få mest ud af at lægge energien i.

Tak til ordføreren for Socialdemokratiet. Så er det ordføreren for Venstre, fru Eva Kjer Hansen.

Tak, formand. Allerførst vil jeg gerne sige tusind tak til forslagsstillerne for initiativet og for at skabe en debat i det danske samfund omkring den belastning, børn og unge udsættes for ved brug af visse sociale medier. Jeg synes, det er værd at rette den tak til forslagsstillerne, fordi det er en uhyre vigtig dagsorden, og det er faktisk lykkedes initiativtagerne med deres engagement i den grad at skabe en platform for, at vi får en solid debat om et emne, som er både vigtigt, men som også er påtrængende. Flere har allerede været inde på de udfordringer, vi står med. Det skal jeg lade være med at gentage, men dog alligevel bare sige, at jeg gerne vil bygge bro til partierne ved at sige, at selvfølgelig er der også mange gode ting ved den nye digitale verden, der også giver nogle nye friheder, fællesskaber og kommunikationsmuligheder. Men det er jo netop der, hvor vi er nødt til at være opmærksomme på og bevidste om de negative aspekter, der følger med, og at vi der får snakken om, hvordan vi skaber en fornuftig onlinefærden, hvordan vi får det håndteret, og hvordan vi i virkeligheden ikke blot blandt børn og unge får en god, fornuftig og okay adfærd, men også blandt de øvrige generationer, der har nok så meget brug for også at forholde sig til, hvad deres forbrug egentlig er og den påvirkning, de bliver udsat for af de sociale medier.

Det gælder om, at vi hjælper hinanden med at blive rustet til at anvende de digitale løsninger fornuftigt. Jeg synes også, det er værd at få fremhævet, at det er godt, at det er blevet besluttet, at vi nu også får teknologiforståelse som et valgfag i folkeskolen. Det er et fag, der har relevans i forhold til den digitale tid, vi er i, og som jo netop også kan være grundlaget for at få taget diskussionen i familien og få drøftet i familien, hvordan ens adfærd er, og hvad det er for en afhængighed, man bliver udsat for ved at benytte de sociale medier.

Ministeren har allerede skitseret en række initiativer, som ministeren står bag og vil tage fat på, og det er jo også nogle af de forslag, som er blevet nævnt af forslagsstillerne bag borgerforslaget, nemlig at se på, hvordan man i langt højere grad kan sikre en effektiv håndhævelse af de regler, der allerede er på området. Det handler om at se på, om vi kan få andre regler gennemført på EU-niveau, bl.a. sådan noget som restriktioner i forbindelse med alder, og det handler i det hele taget om at kigge på fastholdelsesmekanismer, datahøst og alt det, der ellers relaterer sig til de sociale medier.

Jeg synes, det er dejligt at se det engagement, der er fra ministerens side, men jeg vil sige, at jeg allerede nu efter de få dage, jeg har været inde som stedfortræder i Folketinget, driller regeringen med alt det, vi skal nå i løbet af det danske formandskab i EU. Det er bare for at sige, at hele EU-dimensionen kan vi sagtens tage fat på, også når vi ikke har EU-formandskabet. Til de kollegaer, der har været inde på, hvad vi gør nu i forhold til EU, i forhold til at vi har en forordning, og i forhold til at vi har en omfattende lovgivning, vil jeg sige, at jeg kun kan opfordre til, at vi får taget fat i vores kollegaer i Europa-Parlamentet og får rejst den samme debat der. Især til Enhedslistens ordfører vil jeg sige, at det jo godt kunne være, at vi kunne finde kollegaer i andre lande, der deler den bekymring, vi har for vores børns og unges trivsel, og som er enige i, at det er meget bedre, hvis vi i fællesskab står sammen om at gå op imod techgiganterne. Det øger nok vores muligheder for, at vi i virkeligheden også kan få håndhævet nogle af de regler, vi gerne vil have skal være gældende på det område.

Så min opfordring til kollegaerne her skal være: Sørg nu for, at vi alle sammen bidrager til, at vi også tager den debat det relevante sted, nemlig på den europæiske platform, hvilket vi jo har rigtig god mulighed for at gøre.

Tak for det. Der er på nuværende tidspunkt en enkelt indtegnet. Fru Lisbeth Bech-Nielsen, SF.

Tak. Der er meget få, jeg har større respekt for, når det handler om EU-politik, end ordføreren. Jeg har også været så heldig at være medlem af Europaudvalget, da ordføreren var formand for Europaudvalget. Jeg kender heller ikke mange, som i den grad også altid har talt, hvordan vi skulle bruge vores muskler, hvordan vi skal engagere os i EU-systemet, op, og jeg er virkelig enig med ordføreren i, at det er den rette vej at gå, specielt på de her store dagsordener. Der, hvor jeg nærmest bliver desperat som forælder, er, når jeg har kunnet se, hvordan nogle af de ting, vi i dag problematiserer som afhængighedsskabende design, faktisk lå på bordet, da DSA'en skulle forhandles, og det blev taget ud. Og jeg tror godt, vi kan gætte på, hvem der fik held til også at tage det ud, for det er jo hjertet af forretningsmodellen. Derfor tror jeg også bare, at jeg er nået et sted, hvor jeg har svært ved at se, hvordan vi skulle få ændret EU-lovgivningen, så vi fik det her ind, når det er lykkedes dem i første omgang ikke at få det med i EU-lovgivningen.

Ordføreren.

Jeg kan godt forstå den frustration, fru Lisbeth Bech-Nielsen giver udtryk for, og jeg har også selv haft den undervejs, for man synes, at tingene nogle gange kan tage lang tid. Men jeg synes, at vi der skal være opmærksomme på, om vi også får nogle regler og en håndtering af de udfordringer, der er på området, hvor det er virkningsfuldt, og hvor det er effektivt. Og der tror jeg bare, at vi når allerlængst, hvis vi får lavet nogle internationale regler på det felt. Ligesom debatten fylder mere hos os nu, tror jeg faktisk også, at den vil gøre det i de andre lande, uden at jeg skal kunne sige, at jeg har været involveret i noget for nuværende. Men det er dér, vi kan sætte ind, og jeg tror, at vi kan finde de fora, hvor vi kan være med til at løfte det.

Tak til ordføreren fra Venstre. Næste i talerækken er fra Danmarksdemokraterne, og det er hr. Kim Edberg Andersen.

Tak for det, formand. Først vil jeg lige påpege, hvor forfriskende det var at få en Venstremand på talerstolen, som lød som en Venstremand fra gamle dage, hvor man snakkede familieværdier og ikke faldt i den der suppegryde med, at staten er overalt. Det er jo fantastisk at høre. Det kræver bare, at man ikke var med, dengang man valgte at sætte sig ind i ministerbilerne, at man stadig væk kan holde sit dna intakt. Det er rart.

Når det så er sagt, vil jeg sige, at intentionen i forslaget, nemlig at vi skal beskytte vores børn, vil jeg sige ja til, men et forbud kommer ikke til at ske. Det kommer ikke til at ske, at Danmarksdemokraterne synes, at forbud er vejen frem. Lad os sige, hvem der er gode til at omgå et forbud. Nu taler jeg af egen erfaring, og hvis der var noget, jeg kunne finde ud af, var det at komme på diskotekerne, før jeg blev 18 år, for så fik jeg et id, der var lavet sådan, at jeg så ud, som om jeg var 18 år. Jeg har også altid kunnet købe både øl og spiritus steder, hvor jeg ikke måtte, fordi jeg ikke var gammel nok, for jeg er heldigvis en stor dreng, og hvis jeg lod skægget stå mange dage nok, kunne jeg også godt ligne en, der var over 18 år. Unge mennesker er kreative, hvis de vil på. Det er fakta. Og de kommer på, og så tager det så Folketinget 4 år igen at finde en løsning på det, og så tager det en god kreativ 16-årig lige nøjagtig 4 minutter at omgå det igen. Så glem det. Det er jo ikke det, der er diskussionen. Så kan vi stå og sige, at vi er kede af at give dem, der står bag borgerforslaget, ondt i maven.

Intentionen i borgerforslaget er jeg enig i. Vi har nogle techgiganter, som har en forretningsmodel, hvor vi som lovgivere bliver nødt til at regulere det, og det gør vi i DSA'en. Den skal selvfølgelig have tid til at virke. Når Venstre så siger, at vi kan arbejde internt i EU for at få vores vilje, bliver jeg bare nødt til at sige, at demokrati er en grim størrelse, når man ikke har flertal, og det kommer vi åbenbart ikke til at have, for som det er blevet sagt, lå det på bordet. Det her lå på bordet, dengang DSA'en blev lavet, og så blev det taget ud, og så tabte man der. Det gør man nogle gange i et demokrati. Jeg er medlem af oppositionen, jeg har tit bare i den her folketingssamling fået at vide, at jeg jo ikke var en del af de 90, der var bedre end de andre, så min mening blev der ikke lyttet efter. Selv hvis jeg sagde noget godt, blev det i hvert fald først godt, når det var en af de udvalgte 90, der tog det til sig.

Men jeg vil gerne tale om noget andet, og det er ikke forældreansvar, for så bliver det taget ned, som om det er forældrenes skyld, at vi har et problem. Det er ikke der, jeg vil hen. Men jeg tror, at vi svigter og lærer forældrene at navigere i en situation, hvor deres børn udsættes for noget, de ikke selv har et erfaringsgrundlag for, og der kan vi sætte ind. I gamle dage, da vi havde flow-tv og ikke kunne se andet, havde vi OBS, og så blev vi alle sammen informeret om de farlige ting i samfundet. Det var vi klinet til, for vi kunne ikke få lov til at se andet, før TV 2 kom. Men vi fik alle sammen informationen ud. Det er det, vi skal, vi skal jo informere forældrene, vi skal hjælpe forældrene, vi skal gøre dem bedre til at hjælpe deres børn igennem svære ting i livet. Og det her er bare en ny ting, der er en svær ting i livet, og det er de sociale medier.

Hr. Stinus Lindgreen kommer herop lige om lidt, og han er meget mere belæst end mig og bliver meget akademisk og siger, at nu skal I høre, for der er også en forskningsartikel, der siger, at det jo ikke er alle sammen, der har det svært, og så er det jo rigtigt, for det er ikke alle sammen, der har det svært. Så vi skal også passe på med at forbyde noget, som langt størstedelen af den danske befolkning godt kan håndtere, men som nogen går rigtig meget i stykker over, for det er der nogle, der gør, og det er de unge piger – det kan vi se. Jeg er enig i, at det, når vi hører, at 31 pct. døjer med afhængighed af sociale medier, da er problematisk, men de døjer med det, fordi de ser et perfekt billede, som de tror de skal leve op til. Og igen handler det om, at vi da skal lære de unge mennesker, at vi alle sammen er morgengrimme, at vi alle sammen er lidt for tykke, og at vi alle sammen er lidt for dumme. Sådan er det at være til. Det kan vi godt være i, og det behøver vi ikke at gå i stykker af, og vi skal i hvert fald ikke tro på det, hvis der er en eller anden, der viser, at de er perfekte, for det er de ikke, for lige så snart kameraet er slukket og filteret er væk, er de lige så grimme som alle vi andre. Det er den fortælling, vi skal til at fortælle vores unge mennesker, altså at det er i orden at være uperfekt, at det er i orden at være til. Det er faktisk i orden bare at være sig selv.

Jeg ved, at ministeren er færdig med kattevideoerne, og at hun har færdiggjort alle kattevideoer på Instagram, så dem skal I ikke se, for de er set. Se nogle andre. Der er hunde, hamstere, kanariefugle og alle mulige andre, man kan se på. Brug det som god underholdning, som sund underholdning, som noget, man også kan lære noget af. Og når I så ser noget, der er for godt til at være sandt, så lad være med at stræbe efter det, for det er for godt til at være sandt. Det er det, vi skal hjælpe forældrene med at lære deres børn. Og vi er ramt af, at vores generation ikke har erfaringsgrundlaget i det, fordi det er gået så stærkt.

Tro mig, jeg kan huske, dengang internettet kom. Jeg er mennesket, som kan huske lyden af at komme på internettet i gamle dage, og når jeg hører den igen, så ved jeg, hvad det er. De unge mennesker i dag tror, at det er en ringetone af den dårlige slags, men jeg har ikke erfaringsgrundlaget, for jeg har ikke prøvet selv at være udsat for det på samme måde. Men vi har nogle kloge mennesker i ministerierne, der kan hjælpe os med at lave nogle vejledninger. Vi kan slå dem op på Instagram lige efter kattevideoerne. Jeg ved fra ministeren, at kattevideoer er det, man ser, og når man er færdig med dem, kan man komme ud i livet. En ting er sikkert, og det er, at det her er en bredere debat end et forbud mod sociale medier, og derfor kommer Danmarksdemokraterne ikke til at støtte forslaget.

Tak for det. Jeg antager, at det her eksempel med dokumentfalsk og erfaringen med det var sådan et tænkt eksempel. (Kim Edberg Andersen (DD): Det var tænkt). Godt, det er bare, så vi har det på plads.

Der er lige en enkelt indtegnet til korte bemærkninger, og det er fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for ordet. Nu lyder ordføreren altså som en gammel boomer. Det er jeg simpelt hen nødt til at sige. For når man sammenligner det med den dengang, hvor vi kun havde én kanal og vi så Obs, og siger, at det bare er et spørgsmål om, at vi skal oplyse forældrene om, hvordan de løfter deres forældreansvar, anerkender man jo slet ikke det problem, der er i forhold til, at mange platforme bliver designet med henblik på, at man skal fastholde brugerne.

Det kan være svært nok for alle os, der er voksne, at komme ud af det. Jeg er da dybt afhængig af det her, og lige nu sidder jeg og spiller Candy Crush, for så kan jeg gøre det, samtidig med at jeg hører ordføreren tale. Jeg er da nøjagtig lige så meget slave af de her algoritmer som alle mulige andre. Anerkender ordføreren slet ikke, at der her også er et teknisk problem?

Ordføreren.

Jeg er simpelt hen ked af, at min tale var så fantastisk, at ordføreren blev helt forgabt i alle de andre ting, jeg sagde. For jeg startede faktisk min tale ud med at sige, at vi har et problem med algoritmer, der udnytter vores børn. Det sagde jeg jo, og der har vi DSA'en, som skal gå ind og kigge på det. Men jeg ved godt, at min tale var forbavsende god, og eksemplet med Obs var også ment som et eksempel på, at vi mangler noget. Hvis vi skal sige noget godt om dengang, vi kun havde Obs, så er det, at vi nu mangler den kanal, hvor vi ligesom er sikre på, at vi kan fortælle hele befolkningen om noget. Det kan vi ikke nu, fordi vi er fordelt på mange kanaler, men så ved jeg heldigvis også, at der er noget, der hedder et råderum, og at regeringen, hver gang den mangler nogle penge, så finder et nyt råderum, og så kunne vi finde et råderum til at sørge for at influere på alle kanalerne. Det er jo fordelen ved at være i Folketinget, altså at de penge kunne vi nok godt finde, hvis vi ønskede det, og jeg sagde faktisk ikke, at det var forældrenes ansvar. Men jeg siger, at vi bliver nødt til at anerkende, at forældre kan stå i en situation, hvor de ikke ved, hvad de skal gøre, og de bliver frustrerede.

Der er ingen forældre, der ønsker, at vi laver en stat, hvor vi laver forbud mod alt det, vi ikke kan forstå. Så derfor skal vi gøre forældrene klogere, sådan at de kan hjælpe deres unge mennesker til at få en god og sikker ungdom, også på de sociale medier.

Tak til ordføreren fra Danmarksdemokraterne. Den næste i talerrækken er fru Lisbeth Bech-Nielsen, SF.

Tak, formand. Vi herinde er politikere, men de af os, der har børn, er jo først og fremmest forældre. Mange af os, inklusive forslagsstillerne af det her borgerforslag, har nået et niveau af desperation på vegne af vores egne børn, ja alle børn. Derfor har jeg et kontroversielt budskab med til jer her i dag fra SF, nemlig at vi føler, at vi bliver nødt til at opfordre til national ulydighed. Det drejer sig om vores børns liv, deres trivsel og deres muligheder for at udvikle grundlæggende, basale kompetencer som at kunne cykle en tur eller læse en bog. Jeg taler om, hvordan skærmene ikke bare har stjålet vores børns barndom, men hvordan de grundlæggende omprogrammerer deres hjerner til ikke at kunne håndtere simple dagligdagsopgaver. Det lyder dramatisk, men det er ikke desto mindre den barske virkelighed, vi står i.

Vi havde for nylig i Digitaliseringsudvalget besøg af en børnepsykolog, som fortalte om et samarbejde med en kommune, hvor en gruppe af skoleelever på mellemtrinnet skulle cykle en kort tur, og resultatet var udbredt utilfredshed, fem væltede undervejs, en brækkede en arm, og to fik angstanfald. Det er ikke en skæv anekdote, men det er et spejl af en generation, der er blevet svigtet. I en anden kommune fortalte børnepsykologen, at 10 pct. af eleverne ikke kan bestå matematik.

Avisen Politiken har dokumenteret, hvordan had til læsning breder sig som en steppebrand. Som forældre er vi desperate, og jeg er parat til at betale mit eget barn for at læse en bog – uden held. Vi må se til med ondt i maven, når store børn ikke kan håndtere en simpel avisrute, fordi det kræver uoverskuelig planlægning. Vi ser 9-årige børn ødelægge deres hud med en femtrins såkaldt skincare-routine, fordi det trender på TikTok. Whistlebloweren Frances Haugen, som jeg har mødt, beviste, hvordan Zuckerbergs Meta med fuldt overlæg fortsatte Instagrams algoritmer, selv om de med overlæg var designet til at skade børn og unge, specielt piger og unge kvinder.

Afhængighedseksperten dr. Anna Lembke har peget på den grundlæggende samme påvirkning af hjernen, uanset om det er heroin eller dopaminjagt i afhængighedsskabende design på sociale medier. Det er ikke bare tilfældigheder eller »børnevanskeligheder«, som vi skal lade dem vokse fra, men det er resultatet af en massiv eksponering fra skærme og sociale medier, der med overlæg er designet til at skabe afhængighed, for det er forretningsmodellen. Vores børn er blevet forsøgsdyr i et globalt eksperiment, der har gjort en håndfuld mænd til de rigeste og mest magtfulde mennesker i verdenshistorien, mænd, der nu er kommet ind i hjertet af den politiske magt i verdens mægtigste land.

Jeg er ikke i tvivl om, at hverken digitaliseringsminister Caroline Stage eller statsminister Mette Frederiksen oprigtigt mener det, når de er oprevede over børnetrivslens frie fald. Men det bliver desværre lidt ved ordene. I SF har vi som afsendere på en række beslutningsforslag ikke fået andet end gode hensigtserklæringer, og vi har nu nået et punkt, hvor vi siger, at vores børns liv er mere værd end politiske diskussioner om et EU-direktivs rækkevidde. Derfor skal vi gå national enegang, ligesom dengang vi ikke måtte forbyde farlige stoffer som bisfenol-A i sutteflasker, parabener i plejeprodukter til børn eller ftalater i legetøj. Da satte vi vores børns sundhed højest, vi gik enegang, og det endte som bekendt med siden hen også at blive EU-lov.

Vi står i en national sundhedskrise, hvor vores børns trivsel, sundhed, motion, indlæring og koncentrationsevne er blevet massivt forringet i de seneste 10 år, og i SF vil vi forbyde afhængighedsskabende sociale medier til børn – punktum – også selv om EU siger nej. Lobbyisterne har fået magt til at få de afhængighedsskabende design ud af DSA-lovgivningen, der skulle regulere techgiganterne, og der er foreløbig ingen tegn på, at afhængighedsskabende design skulle blive forbudt i EU, og imens svigter vi en hel generation af børn. Vi har først og fremmest et ansvar for vores børn i Danmark, og derfor opfordrer vi til national enegang med afsæt i den mulighed, vi har, når det er et spørgsmål om det, man kalder legitim interesse. Hvis det her ikke er legitim interesse, så ved jeg ikke, hvad det er. Vi regulerer allerede andre sundhedsskadelige produkter, vi har aldersgrænser for alkohol, tobak og spil. Hvorfor? Fordi vi ved, at børn og unge ikke har de samme forudsætninger for at kunne håndtere risikofyldte produkter. Sociale medier designet til at skabe afhængighed hører hjemme i den samme kategori. Faktisk er det mere ødelæggende, og det er på tide, at vi handler herefter.

Børn er ikke små voksne – og ikke engang vi voksne kan håndtere det – de er ikke udstyret med den samme impulskontrol, kritiske sans eller evne til at regulere deres eget forbrug, og når vi overlader dem til techgiganternes kyniske profitjagt, svigter vi vores ansvar som forældre, politikere og samfund, og det må slutte nu. Jeg er politiker, og det er I også, mange af os er først og fremmest forældre, og mange af os er desperate. Tak for ordet.

Tak for det. Der var lidt med at opfordre til national ulydighed. Det var så heldigvis ikke udfoldet, så jeg blev nødt til at rejse mig op under talen, for som lovgivere skal vi jo helst ikke opfordre til det. Og så var der et engelsk udtryk: skincare. Det kunne jo være hudpleje. Og når ministeren er til stede i salen, så hedder det ministeren. Hvis man omtaler med navn, er det i hvert fald fru Caroline Stage Olsen. Jeg er nødt til at påpege det.

Men for at komme videre i teksten er der tre indtegnede til korte bemærkninger på nuværende tidspunkt. Den første i spørgerrækken er hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak til ordføreren. Jeg elsker, når ordføreren brænder for noget, og jeg håber da, at det der med, at vi ikke behøver at se på EU-lovgivningen, gælder på alle områder, hvor vi ligesom synes, der er en legitim interesse. For så er der da andre områder, vi i Danmarksdemokraterne så kan sige at vi også skal gå enegang på, sådan at det ikke kun gælder, når ordføreren brænder for det her, men at det er sådan helt generelt, at vi tager mere magt hjem og ser lidt stort på, hvad vi har meldt os ind i i EU af det ene eller det andet eller konventioner, eller hvad der nu kunne være interessant at snakke om på det område.

Men jeg blev oprigtig forvirret undervejs og forstår ikke helt, om det sådan er de unge – eller om jeg ikke hørte efter, eller om det ikke blev sagt. Er det ved de 15 år, ordføreren mener grænsen skal gå, eller er det alle unge? Og hvor er unge så? Det er et helt oprigtigt spørgsmål, for jeg blev lidt i tvivl. Man er noget bedre rustet som 17-årig, end man er som 12-årig. Min store bekymring er, at vi forbyder noget, som også kan være gavnligt, fordi man vil forbyde noget, der kan være skadeligt, når det bliver brugt nede i den alder. Så kan ordføreren ikke lige fortælle mig, hvor grænsen er?

Ordføreren.

Tak. Nu diskuterer man jo ikke med formanden, men jeg sagde digitaliseringsminister Caroline Stage, så jeg håbede, at det var i orden.

SF's holdning til det her, som vi også tidligere har fremsat beslutningsforslag om, er, at aldersgrænsen skal være 15 år. Så vi er jo ikke helt på linje med det her borgerforslag. Men jeg synes, at jeg vil udnytte min taletid til at tale om nogle af de bredere ting, for jeg mener, at det er en god anledning. Jeg ved også, at forslagsstillernes hensigt med at stille det her også mere er at få den her debat, end om vi præcis er enige om den ene eller den anden aldersgrænse.

Men SF's udgangspunkt er en aldersgrænse på 15 år, og så skal man selvfølgelig definere, hvad afhængighedsskabende sociale medier er. Jeg vil gerne slå et slag for, at vi får flere, meget gerne danske sociale medier, som er gode for børn at opholde sig i, og hvor der ikke er afhængighedsskabende design. De definitioner har vi jo faktisk allerede fra EU-arbejdet, og vi kunne have fået det ind i DSA'en, hvis lobbyisterne ikke havde haft held til at få det ud.

Formanden har tydeligvis hørt forkert og kommer med en uforbeholden undskyldning for at irettesætte for noget, som ikke var forkert – i hvert fald en af de tre ting.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg synes også, jeg tit bliver irettesat uden grund på talerstolen, men jeg har alligevel aldrig fået en undskyldning.

Når det så er sagt, vil jeg gerne sige, at ordføreren jo også er socialist, og det ved jeg at ordføreren er med stolthed, og man fik også blandet USA og Trump ind i det, men Trump har jo faktisk forbudt et af de her medier; han har jo forbudt TikTok – af andre grunde. Og det problem, jeg ser ved det, er, at det, man så ser i USA, er, at så søger de bare andre steder hen. Så det er det der med, hvordan man vil definere det. For det nytter jo ikke noget, at man forbyder TikTok, og at det så bare hedder noget nyt i morgen. Så hvad er det, der skal forbydes, før det vil virke?

Ordføreren.

Jeg bliver faktisk nødt til at rette hr. Kim Edberg Andersen, for det er rigtigt, at hr. Donald Trump ville have forbudt TikTok. Men det blev faktisk en lov under præsident Biden, som nu er trådt i effekt, og som den nuværende præsident så har sagt alligevel ikke skal gælde, fordi han med sine egne ord klarede sig rigtig godt på TikTok.

Det kunne have været sjovt at høre en respons på det, men det har vi ikke tid til, og det passer heller ikke ind i formatet. Fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti.

Tusind tak for ordet. Og tak for en fantastisk brandtale. Jeg synes, det var dejligt at se, hvordan ordføreren fik en skideballe af formanden – ikke på grund af skideballen, men fordi hun havde ladet alt komme ud og fået sat ord på mange af de følelser, som rigtig mange af os har. Så tusind tak for det.

Mit spørgsmål handler om noget helt andet: Hørte jeg ordføreren sige, at man ikke mener, at Danmark skal overholde de internationale love, som vi egentlig har forpligtet os til at overholde?

Der blev brugt et udtryk, som kunne have været bedre valgt. Men det lader jeg passere og giver ordet til ordføreren.

Tak, formand. Når jeg brugte vendingen national ulydighed, var det jo selvfølgelig for at fange salens opmærksomhed, men også, fordi jeg egentlig synes, det er relativt dækkende i forhold til at gå ind i det, som Enhedslistens ordfører sagde: procesrisiko.

Vi har rigtig, rigtig meget lovgivning i Danmark, hvor ministre er afsendere på noget, hvor man skriver – embedsmændene skriver – i bemærkningerne, at der er en betydelig procesrisiko. Med almindelige hverdagsord betyder det jo: Det her er faktisk ikke nødvendigvis lovligt i forhold til EU-lovgivning, men vi tager chancen. Det var bare, hvis nogen er interesseret i, hvad betydelig procesrisiko betyder.

Det er det, det betyder, og det, jeg mener, er, at når man med sådan noget som et NIS2-direktiv sådan lidt siger, at nå, det kommer så næsten med et års forsinkelse, så bliver der åbnet en traktatsag mod Danmark, men når det handler om vores børns liv og trivsel, så tør vi ikke – undskyld, det er sådan, jeg tolker det – sige: Vi mener, at der er legitim interesse; vi mener, at der er en sundhedskrise. Og det er nogle af de greb, vi har i forhold til at gå længere nationalt.

Spørgeren.

Tak, og jeg beklager det, hvis jeg kom til at sige noget forkert. Jeg er sikkert kommet til at sige noget med S, hvor jeg mente en reprimande.

Jeg ved faktisk ikke, om ordføreren svarede ja eller nej. Mener ordføreren, at Danmark skal overholde de love på det område her, som vi har forpligtet os til at overholde, eller mener ordføreren det ikke?

Ordføreren.

Jeg mener, at vi skal bruge de begreber, der er – og det er virkelig ikke for at tale udenom; jeg prøver bare at være præcis. Jeg synes, vi skal bruge det, der står i europæisk lovgivning, om, at hvis du har legitim interesse for at gå videre, og det er jo altid et tolkningsspørgsmål, eller hvis du har en sundhedskrise, og det er også et tolkningsspørgsmål, så skal du bruge det med det, man kalder procesrisiko, nemlig at vi måske får åbnet en sag imod os.

Det gør vi jo på et hav af andre områder. Det synes jeg vi skulle gøre her. Og jeg synes altid, det er vigtigt, at vi overholder EU-lovgivningen.

Så er det på plads. Hr. Alexander Ryle, Liberal Alliance.

Tak. Vil ordføreren kommentere på den rapport fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der jo bl.a. konkluderer, at der ikke er nogen umiddelbar sammenhæng mellem unges trivsel, og hvor meget tid de bruger på sociale medier, og at de unge overordnet er glade for at bruge sociale medier, som giver dem adgang til underholdning, læring og fællesskaber?

Ordføreren.

Det vil jeg gerne. Som ministeren også var inde på: Afhængig af hvilket medie man lige brugte på dagen, var vinklen enten, at en tredjedel af teenagepiger har det helt elendigt forårsaget af sociale medier, eller, hvis man valgte et andet medies tilgang, at bekymringerne var overdrevne. Noget, jeg ikke nåede at læse op fra min tale, var også, at forskning fra VIVE viser, at børn, der er meget på mobilen, får for lidt søvn, og at samme undersøgelse også viser, at børn er meget mindre fysisk sammen. Der er også en rapport fra Børns Vilkår fra 2024, som jo viser, at 94 pct. af de børn, der er på et socialt medie, har en profil, inden de fylder 13 år. Der er også – hvis jeg må, formand – simpelt hen kommet en advarsel fra myndighederne til nybagte forældre om, at øjenkontakt med et nyfødt barn er vigtigt. Altså, undskyld, at jeg er lidt oprevet over udviklingen.

Spørgeren.

Grunden til, jeg spørger, er, at ordføreren ligesom Socialdemokratiets ordfører og generelt hele venstrefløjen jo udelukkende har fokus på det, som er dårligt, hvilket jeg også anerkender at der er. Men man hører meget sjældent nogen tale om, at der også er positive ting, og jeg synes egentlig heller ikke, at ordføreren gik særlig dybt i svaret på mit spørgsmål.

Men jeg vil også gerne nå at spørge om noget andet, for jeg synes, det var meget svært for mig at høre, om ordføreren sagde, at SF kommer til at stemme for det her beslutningsforslag, eller om man ikke vil. Og såfremt man støtter beslutningsforslaget, betyder det så også, at man vil sige til sit eget ungdomsparti, som er på TikTok, Snapchat og Instagram, har mange følgere og lægger meget indhold op, at det skal de ikke gøre, fordi det er forkert, og det skal man holde sig fra?

Ordføreren.

Fordi jeg ser, at vi i det danske Folketing på lange stræk er ret enige, håber jeg på, at vi kan lave en beretning, der ikke bare bliver en syltekrukke, men som anviser en vej videre. Det vil selvfølgelig være lidt svært for os i SF stemme for et forslag, hvor et centralt element er, at der skal være en 18-årsgrænse, når man selv som parti har en politik om en 15-årsgrænse. Det er trods alt en relativt materiel uenighed, kan man sige.

Men det, jeg prøver at formulere i dag, måske fra et helikopterperspektiv, er, at ja, der er mange glædelige effekter ved, at man kan møde folk på hele kloden, have fælles interesser osv. Men selv om noget kan have en god side, er det sådan, at hvis den dårlige side er så voldsom, som jeg også oplever at den er, så bliver man nødt til at håndtere det.

Så siger jeg tak til ordføreren fra SF, og den næste i talerrækken er hr. Alexander Ryle fra Liberal Alliance.

Tak for ordet, formand. Forestil jer, at vi stod her i dag og diskuterede, om vi skulle forbyde unge at se tv-serier, spille computerspil, høre radio eller tale i telefon, ikke fordi indholdet var ulovligt, men fordi vi var bekymrede for, hvad de kunne støde på, eller hvor meget tid de ville komme til at bruge på det. Det ville jo være helt absurd. Men det er reelt det, vi diskuterer i dag, altså et forslag, der vil fratage unge under 18 år deres adgang til sociale medier og dermed deres mulighed for at blive underholdt, skabe og vedligeholde fællesskaber, tilegne sig information og deltage i den offentlige debat via deres telefoner. Og lad mig sige helt klart, at vi i Liberal Alliance ikke kommer til at støtte det her forslag. Det er ikke, fordi vi ikke anerkender, at der er udfordringer ved sociale medier – det gør vi – men fordi løsningen ikke er et statsligt forbud, der umyndiggør både unge og deres forældre.

Forslaget her er meget ensidigt og giver et ubalanceret billede af det at være på sociale medier. For ja, der er udfordringer. Sociale medier kan være afhængighedsskabende, forstærke ensomhed, skabe usunde idealer og påvirke unges mentale sundhed negativt. Overdreven brug kan føre til søvnforstyrrelser og nedsat kognitiv funktion. Jeg forsøger ikke at lukke øjnene for, at der også findes en bagside af medaljen. Men forslaget her nævner ingenting om de positive sider: at sociale medier også giver unge adgang til information og mulighed for at engagere sig i samfundsdebatter, at de styrker fællesskaber også på tværs af geografiske og sociale skel, og at de skaber muligheder for en generation, der er vokset op i en digital tidsalder.

Forslaget ser også bort fra alvorlige konsekvenser, som et forbud vil have, f.eks. indskrænkning af ytringsfriheden. FN's børnekonvention beskytter unges ret til at søge, modtage og videregive information, og et forbud vil være med til at begrænse den frihed. Mere isolation for de mest sårbare unge vil også være en konsekvens af det her. Mange unge finder støtte og fællesskab online, især dem, der kan have svært ved at finde det i den fysiske verden. Hvad vil et forbud betyde for de tusindvis af børn, der har deres primære sociale liv via sociale medier, fordi de f.eks. ikke kan gå i skole? Der er næppe nogen tvivl om, at rigtig mange af dem vil få det markant dårligere af, at også denne socialitetsform bliver taget fra dem. Løsningen er derfor ikke at tage sociale medier væk fra de unge. Løsningen er at lære dem at bruge dem fornuftigt.

Forslaget nævner også, at vi bør pålægge TikTok, Snapchat, Instagram og lignende platforme »at implementere restriktioner, der beskytter unge brugere, for at kunne operere på dansk grund«, f.eks. ved at begrænse skærmtid, skærpe regler for dataindsamling fra mindreårige og forbyde personaliseret markedsføring rettet mod børn og unge under 18 år. Men her må jeg minde om, at vi jo allerede har regler for dette i EU's forordning om digitale tjenester, DSA'en. DSA'en forbyder allerede personaliserede reklamer for mindreårige. DSA'en stiller allerede krav om, at platforme, der er tilgængelige for unge, sikrer privatliv, tryghed og sikkerhed for mindreårige.

Med andre ord: Reglerne findes allerede; de skal bare håndhæves. Dobbeltregulering hjælper ikke. Det skaber blot mere bureaukrati og flytter fokus fra det egentlige problem. Forslaget nævner da også behovet for håndhævelse, altså at man skal undgå, at børn og unge får sociale medier, før de er gamle nok til det. Og her er vi enige i princippet, men løsningen skal være gennemtænkt. Det kan ske med aldersverifikation, men ligesom det første alternative forslag er det også allerede en del af DSA'en, og Europa-Kommissionen har gjort det meget tydeligt, at det her er et område, der skal håndteres europæisk, fordi DSA er totalharmoniserende.

Det er godt det samme, for hvad sker der, hvis Danmark forsøger at lave sin egen løsning i hast? Jo, vi risikerer en eller anden form for MitID-løsning, hvor staten får fuld indsigt i, hvem der skriver hvad, hvilke grupper de er med i, og hvilke følsomme emner de interesserer sig for, såsom seksualitet, religion og politisk tilhørsforhold. Og hvis vi er bekymrede for techgiganternes dataindsamling, burde vi være mindst lige så bekymrede for, at staten får et overvågningsværktøj, der kan misbruges. Derfor skal vi finde en teknisk løsning, der kan verificere alder uden at følge og overvåge borgerne.

Hvis vi virkelig vil hjælpe de unge til et sundere forbrug af sociale medier, er der langt bedre løsninger end forbud. Den vigtigste af dem er, at forældrene tager ansvar. Det er ikke statens opgave at regulere unges liv ned til mindste detalje. Det er forældrenes opgave at sætte rammer, tale med deres børn og hjælpe dem med at navigere i en digital verden. Det kan de allerede i dag med løsninger som skærmtidskontrol og forældrekontrolfunktioner, og der har vi bare det ønske, at man som forældre skal blive meget bedre til at bruge de løsninger. Tak.

Fru Lisbeth Bech-Nielsen, SF.

I borgerforslaget står der: Folketinget pålægges at indføre et forbud mod TikTok, Instagram, Snapchat og lignende annonceplatforme, der anvender personaliseret algoritmisk dataudnyttelse til bevidst at skabe afhængighed blandt danske børn og unge under 18 år.

Der er nogle, der også har sagt, at det her, det er sådan et cigaret-øjeblik. Det, vi taler om, er jo simpelt hen det med at udnytte kendskabet til, hvordan menneskets hjerne fungerer, til at skabe den højeste grad af afhængighed, fordi man så bruger mest muligt tid på platformen. Det jo den forretningsmodel, vi taler om. Vi taler ikke om de forhåbentlig sunde sociale medier, hvor man får alle de goder ud af det, som ordføreren taler om. Og jeg savner lidt i den her debat, at vi også kan skelne mellem de ting. Er ordføreren enig i, at vi skal skelne mellem det, og at vi godt kan tale om den ene halvdel af de platforme?

Ordføreren.

Hvis jeg forstår ordførerens spørgsmål korrekt, vil jeg sige, at der selvfølgelig er forskel. Der er jo også forskel på det, jeg nævnte i starten med computerspil og tv-serier, og så de sociale medier, men mange af dynamikkerne er bare de samme. Altså, når jeg ser Netflix og jeg ser en eller anden serie færdig, og der kommer et forslag om, at du også lige kunne se det her, så er det jo også et eksempel på, at man har personificeret indholdet ud fra mine interesser for at fastholde mig.

Nu spiller jeg ikke selv særlig meget computer, men hvis jeg spillede meget computer, er det jo også designet på en måde, hvor man får lyst til at spille videre; hvor man sidder oppe hele natten. Da jeg var ung, der snakkede man om, at børnene fik firkantede øjne, hvis de så tv hele natten eller spillede computer hele natten. Nu er det bare rykket over på en telefon, men princippet er jo meget det samme, og jeg synes ikke, at løsningen er, at vi skal forbyde det. Jeg tror, løsningen er, at der er en debat om det, som vi har nu, men at forældrene også sætter nogle rammer for, hvad deres børn laver, både når de er vågne, men også når de burde sove, og at man så også tager noget mere ansvar for ligesom at sørge for, at det ikke tager overhånd.

Spørgeren.

Synes ordføreren, at alkohol og tobak skal være ulovligt at forbruge for børn og unge?

Ordføreren.

Nu er der også forskel på alkohol, ikke? Der er jo noget, hvor vi har sat en aldersgrænse, der er 18, og så er der noget, hvis jeg husker rigtigt, hvor den er på 15 år eller 16 år, fordi der jo er forskel.

Men noget af det, som jeg savner, fra da jeg var ung, var det der med, at man faktisk måske fik lov til at smage en tår af en øl eller et glas rødvin sammen med familien rundt om bordet, for at man så kunne få et mere sundt forhold til det. For konsekvensen bliver ofte det her med, at så må man ikke drikke, men så sniger man sig ud hjemmefra til en sommerhusfest ude i en skov, og så drikker man hjernen ud og falder i søvn ude i skoven eller et eller andet, ikke? Og det er jo et usundt forbrug; der er man nødt til at få en lidt mere sund tilgang til det, tror jeg.

Hr. Stinus Lindgreen, Radikale Venstre.

Tak for det, og tak for talen. Ordføreren nævner forældreansvaret, og jeg er helt enig; selvfølgelig har man et ansvar som forældre i forhold til alt, hvad ens børn foretager sig. Det ligger jo i det at være forældre. Men det er også klart, at når man kigger på de her mekanismer, som allerede findes i forhold til at kontrollere skærmtid og apps og sådan noget for sine børn, så vil der jo være en social slagside, i forhold til hvem der lige får det gjort, hvem der ved, hvordan man gør, og om man overhovedet ved, at man kan gøre det. Så mit spørgsmål er for det første, om ordføreren er enig i, at der er et problem her. For det andet vil jeg spørge – og det er i forhold til den løsning, som jeg tror ministeren nævnte – om det ville være noget, ordføreren kunne bakke op om, hvis man automatisk havde indstillet telefonen til det her fra start, og man så skulle slå det fra.

Ordføreren.

Lad mig starte med det sidste. Det tror jeg godt kunne være en løsning. Det har jeg selv foreslået på Folkemødet sidste år, da jeg var i en debat med TikTok. Jeg tror sagtens, at det kunne være godt at have nogle standardindstillinger, som var anderledes, så længe man kan slå det fra. Altså, hvis forældrene går ind og siger: Jeg ved bedre end politikerne inde på Christiansborg, hvad der er godt for mit barn og for min familie, så derfor slår jeg det her til eller fra, så er det super. Men det kan godt være, vi skulle lave standardindstillingerne på en bedre måde.

Så har ordføreren et spørgsmål, i forhold til om der kan være en forskel i, hvilke forældre der har overskuddet og kompetencerne, og ja, det tror jeg også. Derfor har jeg også spurgt ministeren i et skriftligt spørgsmål, om man måske skulle prøve at lave nogle retningslinjer, altså prøve at gøre noget mere for at informere forældre om, hvad der er af muligheder i dag. For jeg er ikke sikker på, at alle forældre ved, at der på TikTok, Snapchat, Instagram og mange af de andre platforme er de her funktioner, man kan gøre brug af, og måske slet ikke, hvordan man bruger dem. Så det synes jeg sagtens man kunne sætte mere fokus på.

Næste i spørgerrækken er fru Birgitte Vind, Socialdemokratiet.

Tak til ordføreren for en meget klar tale og nogle meget sådan klare værdier omkring det her med, at der også er noget omkring den frihed, der er forbundet med at være på de sociale medier i forhold til ikke at skulle tage noget fra børnene. Det her beslutningsforslag handler jo sådan set om alle børn, og jeg vil bare lige høre, om ordføreren anerkender, at der jo også er en forskel på, om man er 8 år eller 15 år, i forhold til hvad man kan få ud af at være på de sociale medier, og hvor sårbar man kan være.

Ordføreren.

Det tror jeg da helt bestemt der er. Jeg forstår ikke, hvorfor man som 8-årig er på sociale medier, for vi har jo en aldersgrænse, der hedder 13 år. Men det siger måske bare noget om, at de aldersgrænser, vi har, ikke har nogen betydning, fordi de ikke bliver håndhævet. LA går som udgangspunkt ind for, at vi håndhæver de regler, vi har, også i forhold til aldersverifikation. Men det skal bare ske på en måde, hvor det er ens alder og ikke ens person, der ligesom er koblet op på det. Derfor har jeg også meget store forventninger til den løsning, EU er på vej med med den her eIDAS-wallet, fordi den europæiske løsning jo ser ud til at ville have et meget større fokus på privatlivsbeskyttelse end en løsning, som vi ville kunne lave fra dansk side. I hvert fald hvis den er bygget på det, som jeg har set Socialdemokratiet foreslå i EP-valgkampen, altså at det skulle være sådan lidt en MitId-løsning. Så jeg synes helt klart, at yes, lad os lave nogle rammer, og så skal vi håndhæve dem.

Spørgeren.

Jeg vil lige korrigere: Socialdemokratiet er ikke interesseret i en løsning, hvor man kan verificere, hvem man er, og det at kunne forfølge, hvad man ellers ser som voksen, men ja, gerne alderen. Der skulle meget gerne være en helt klar anonymisering af, hvem man er, når man går på nettet, men tak for svaret.

Det er jo sådan, som jeg også sagde min ordførertale, at man som forælder i dag kan føle sig ret tryg, når man går ind og køber forskellige produkter til barnet. Den aldersmærkning har vi simpelt hen ikke på de sociale medier, som det er i dag. Jeg er også glad for at høre, at ordføreren går ind for det her med, at vi måske skal vejlede forældrene bedre. Kunne ordføreren forestille sig, at den vejledning ikke bare handlede om, hvor lang tid man kan være på de sociale medier, men måske også handlede om alder, altså at der kunne være forskellige opfordringer til forældrene, i forhold til hvad børnene skal kunne se, f.eks. afhængigt af alder? Tak.

Ordføreren.

Jeg må lige indrømme, at jeg lige er blevet lidt usikker på, hvad DSA'en faktisk helt konkret indeholder. Men jeg mener, at der i forvejen er nogle krav om, at hvis du har en lav alder, skal du have adgang til nogle andre ting, end hvis du har en lidt højere alder, altså hvis du er 13 år, skal du have adgang til noget andet, end hvis du er over 18 år. Jeg tror også, der er en mellemkategori, en teenagekonto. Det er der i hvert fald nogle platforme, der har lavet. Jeg er lidt i tvivl om de præcise formuleringer i reglerne, men det giver jo god mening, at man har adgang til forskelligt indhold alt efter alder, også for at beskytte brugeren. Selvfølgelig skal platformene også tage skadeligt indhold ned, og det er allerede en del af reglerne. Det kan jeg svare meget tydeligt på.

Hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Jeg havde faktisk et andet spørgsmål, men nu blev jeg helt glad, da jeg hørte, at selv Socialdemokraterne mente, at det kunne hjælpe på det her, hvis man hjalp familien.

Men jeg blev lidt overrasket. Det er det her med aldersverifikationen fra EU, og at jeg kan høre, at Liberal Alliance er meget positive over for det. Man kan sige, at i Danmarksdemokraterne synes vi jo, at der er DSA'en og den regulering, og jeg mener faktisk også, at der er en aldersregulering, i forhold til hvad for noget indhold, man så bliver udsat for, afhængigt af hvad for en alder man har. Men hvorfor er det, man i Liberal Alliance tror endnu mere på statsstyring? Hvorfor er det, man ikke stoler på familien?

Altså, som forælder er det jo det nemmeste for mig, når telefonen kommer, at gå ind og taste mit barns alder ind. Så behøver du ikke mere. Det er det, jeg tænker. Jeg er ikke vild med idéen om, at det har jeg brug for Europa-Kommissionen til at bestemme for mig. Altså, jeg er mere lun på, at vi finder en løsning, hvor vi naturligvis kommer efter de forretningsmodeller, der udnytter børn og viser dem ting, de ikke skal, men så i videst muligt omfang faktisk hjælper forældrene til selv at bestemme børnenes opvækst. Er LA sådan gået fra den idé?

Ordføreren.

Nej, altså, der tror jeg, vi er meget enige. Når jeg siger, at vi ser frem til den løsning, EU kommer med i forhold til aldersverifikation, så er det jo, fordi vi har nogle regler i dag, og det giver ikke mening at have de regler overhovedet, hvis de ikke bliver håndhævet.

For som ordføreren også var inde på, kan du jo bare taste en eller anden vilkårlig alder, og så kan du omgå det, og hvis det er, vi laver en dansk løsning, så kan alle teenagere, tror jeg, meget nemt bare installere en vpn, og så går de i stedet for på den tyske, på den svenske eller på den amerikanske for på den måde at omgå en dansk aldersgrænse. Så hvis vi skal lave det her, skal vi gøre det i Europa, og måske faktisk endnu bredere, for USA er jo ikke en del af Europa, så man kan stadig godt omgå det. Men derudover skal det også være en løsning, som ikke er personhenførbar.

Altså, sidste år – jeg tror, det var sidste år – da vi ændrede aldersgrænsen fra 13 år til 15 år, var LA jo imod, så det er ikke, fordi vi nødvendigvis synes, at aldersgrænsen skal være højere. Vi mener bare, at når vi har vedtaget regler herinde, skal de håndhæves.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg hørte det også, da LA så også indrømmede noget, for man kan sige: Hvordan kan man som 7- eller 8-årig være på sociale medier? For der har vi jo en lovgivning.

Det er mere for at lave det her, for det kommer også til at ramme børn, der bliver født nu og næste år osv., og det, vi kan se nu, er, at vi bliver overhalet af, hvor hurtigt det her sker. Så jeg tænker: For robustheden fremadrettet er løsningen jo, i min optik, at sikre, at vi uddanner familien og hjælper familien til selv at være i stand til at klare samfundet. Det er jo ikke os som Folketing, der kan det. Er LA sådan helt uenige i den tilgang?

Ordføreren.

Nej, jeg synes helt klart, at forældre skal påtage sig et større ansvar i den her opgave. TV 2 havde en artikel for et par dage siden, i forhold til at det kun er 15 pct. af danske forældre, der gør brug af de her forældrekontrolfunktioner, fordi de ikke mener, det er deres opgave at holde øje med, hvad deres børn foretager sig på nettet og på sociale medier. De mener, det er en statslig opgave, og der er jeg bare uenig.

Jeg mener, det er en forældreopgave, og jeg mener, det er et svigt, hvis man som forælder ikke taler med sit barn om barnets færden online og sætter nogle rammer op, i forhold til hvordan man skal gøre det. Så jeg ser helt klart, at der skal være mere forældreansvar og mindre barnepigestat.

Tak til ordføreren fra Liberal Alliance. Så er det ordføreren for Moderaterne, hr. Rasmus Lund-Nielsen.

Tak for det, formand. Jeg var barn i 1990'erne, og det er ikke voldsomt længe siden, men barndommen var alligevel radikalt anderledes, end den er i dag. Dengang betød barndommen at lege frit udenfor, at lege på gaden med venner, at løbe rundt og gøre lidt, hvad man ville, at spille fodbold op ad en væg og ikke mindst sørge for ikke hele tiden at bruge sin tid på sociale medier, som man gør det i dag. For det er det, vi ser, altså at barndommen i dag er overtaget af smartphones og sociale medier.

Vi står derfor med en generation af unge, som har fået deres barndom formet af algoritmer snarere end af leg og virkelige relationer, og vi kender altså konsekvenserne, selv om de bliver talt ned af visse ordførere. Vi ser det i vores børns stigende mistrivsel, vi ser det i de forvrængede selvbilleder, i de stigende tilfælde af angst og depression, og vi ser det i den tidligere og tidligere alder, hvormed man debuterer med spiseforstyrrelser. Vi ser det også i de undersøgelser, der igen og igen dokumenterer, hvordan sociale medier faktisk er skabt til at fastholde børn i en afhængighedsskabende spiral. Vi ser, hvordan TikToks algoritmer pumper tusindvis af videoer om vægttab ind i strømmen af indhold til 13-årige. Vi ser også, hvordan Snapchat manipulerer børn med chatbots, som jo egentlig efterligner en menneskelig nærhed, men som så pludselig vejleder om selvskade, og vi ser Instagram, der skruer op for en sammenligningskultur, og vi ser også 10 årige – det læste jeg den anden dag – der skynder sig ud for at bruge alle deres penge på makeup.

Så der er mildt sagt nok evidens til at kunne konstatere, at de sociale medier ikke er et sted for børn. Derfor er intentionen og formålet med det her borgerforslag jo både meget, meget vigtigt og også helt rigtigt, for vi er nødt til at tage ansvar. Ligesom vi har regler for alkohol og tobak, må vi også gribe ind over for de her skadelige digitale stimulanser, der gradvis nedbryder børns mentale sundhed. Så tak til forslagsstillerne og de mange tusinde, der har skrevet under på borgerforslaget; I har jo med det bidraget til, at regeringen nu virkelig kigger ind i det her med både at sætte krav om obligatoriske børnevenlige standardindstillinger for producenter af elektroniske devices, men jo også, at vi bliver ved med at presse på for at indføre et forbud mod, at sociale medievirksomheder indgår kontrakter om behandlingen af persondata med børn under 15 år. For derved vil børn under 15 år ikke selv kunne oprette profiler på sociale medier, og det vil være en god start, når nu vi ikke kan indføre et nationalt forbud, og jeg har også ligesom SF's ordfører prøvet på at presse på og spurgt ind til, hvad der ville være konsekvenserne af, at vi som medlemsland gik foran, og hvad de der dagsbøder egentlig er, hvis man laver et traktatbrud, men det, jeg får retur, er, at det nok ikke vil være så godt.

Så jeg tror ikke, vi kan opfordre til en national ulydighed. Men det betyder altså ikke, at vi skal resignere. For hvis ikke vi kan forbyde sociale medier for mindreårige, må vi gå andre veje, herunder de to førnævnte. Vi må presse på for en stærkere EU-regulering, og vi må sikre reelle aldersverifikationsløsninger, så en 9-årig ikke uden videre kan oprette en TikTok-profil, og det kan lyde lidt overdrevet, men over 50 pct. af de 10-årige er altså på TikTok i dag. Vi må håndhæve skærpede regler for dataindsamling og algoritmisk manipulation, og så må vi også investere i et stærkere tilsyn, så techgiganterne ikke får lov til at fortsætte med uforstyrret at tjene milliarder og milliarder på vores børns mistrivsel. For børn skal ikke være en målgruppe for manipulerende teknologi, børn skal ikke vokse op i et digitalt eksperiment, hvor vi først om årtier kender de fulde konsekvenser, og derfor deler jeg intentionen bag forslaget. Vi er enige om, at vi må handle, og at vi må handle klogt inden for de rammer, vi har, og derfor forsøger jeg også aktuelt at gøre meget mere inden for folkeskoleområdet, hvor vi faktisk kan gøre en del uden om EU-retten. For vi kan ikke stemme for et forslag, der kolliderer med EU, men vi vil presse på for at få gjort noget reelt ved problemet, og det handler ikke bare om at regulere en teknologi, men det handler også om at sikre børn en rigtig og sund barndom. Tak for ordet.

Jeg skal lige gøre opmærksom på, at i stedet for at sige »devices« kunne man bruge ordet udstyr eller enhed, for vi skal forsøge at tale dansk i Folketingssalen.

Den første, der har indtegnet sig, er hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne.

Jeg bliver simpelt hen nødt til at blive formand på et tidspunkt. Om det er formanden, der ligesom kan alle ordene, eller han får hjælp, ved jeg simpelt hen ikke, men når vi politikere ikke kan de rigtige ord, kan formanden dem altid. Jeg går ud fra, at det er, fordi formanden er dygtigere end os alle sammen, og det lever jeg fint med.

Det, jeg gerne vil spørge ind til, er noget andet. Ordføreren for Moderaterne får det til at lyde, som om Moderaterne er lidt kede af, at man ikke bare forbyder det. For ordføreren siger ordret, at hvis ikke man kan forbyde, må man jo gå andre veje. Jeg skal bare lige høre: Hvis man nu kunne forbyde dem, ville Moderaterne så forbyde sociale medier?

Ordføreren.

Det er en kendt position i regeringen, at vi ønsker at forbyde sociale medier for børn under 15 år.

Spørgeren.

Det gør jo samtalen meget mere interessant. Man vil forbyde noget, vi ved det er et fåtal der tager skade af. Så man anerkender ikke alt det positive, som er i spil med onlineplatforme. Altså, de der folk, som ellers ville sidde i ensomhed, og som faktisk får det bedre af det her, er det ligegyldigt med. Nu vil man forbyde det, fordi der er kommet et borgerforslag. Det kan jeg forstå. Men jeg bliver bare nødt til at sige, at nu er jeg jo fra før 1990'erne, og dengang var der også spiseforstyrrelser og depression, uden at der var sociale medier. Hvordan kan man mene, at forbud mod sociale medier er det lyksaliggørende? For det er jo det, ordføreren står og påstår.

Ordføreren.

Det, jeg nævnte, var, at vi ser i psykiatrien, at man debuterer med spiseforstyrrelser i en tidligere og tidligere alder. Jeg har besøgt psykiatriske afdelinger, hvor de siger, at de aldrig før har set børn ned til 12-årsalderen, der kom ind med spiseforstyrrelser. Derudover ser vi en meget, meget klar sammenhæng mellem årstallene 2012, 2013 og 2014, hvor smartphones og sociale medier blev hvermandseje, og så en eksplosiv stigning i mistrivsel og angst og depression. Selvfølgelig var der også angst og depression før, men det stiger jo eksplosivt, og det er indiskutabelt. Derudover har vi set i bl.a. Norge, at når man forbyder f.eks. mobiltelefoner i folkeskolerne, falder tilgangen til børne- og ungepsykiatrien i de områder, man har forbudt det.

Fru Lisbeth Bech-Nielsen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for en rigtig god tale. Jeg synes også, det er meget interessant at se, hvordan man i forhold til børns trivsel i det meste af verden simpelt hen kan tage nogle af de der nøgleår, som nævnt 2012, men også 2017, da de meget, meget korte videoer, reels – undskyld, jeg tror ikke, der er et dansk ord – blev introduceret. Man kan simpelt hen se det. Og faldet i trivsel er så dramatisk. Al respekt for Moderaternes position, og tak for en meget, meget god tale. Det her er ikke polemisk ment, men mener ordføreren, at det var rigtigt gjort, da Danmark gik enegang, da vi sagde, at vi ikke kunne have bisfenol A i sutteflasker, parabener i plejeprodukter til børn eller ftalater i legetøj til børn, fordi det simpelt hen er for farligt? Var det rigtigt af Danmark at gå enegang der, selv om det jo egentlig var ulovligt?

Ordføreren.

Som jeg også nævnte, ville jeg egentlig også rigtig gerne have, at vi kunne gå enegang i det her spørgsmål. Jeg har spurgt ind til i ministeriet, hvad konsekvensen ville være. Jeg har konkret spurgt, hvad dagbøderne ville være ved at lave et traktatbrud. Det var faktisk ikke vildt meget ifølge det, der blev sagt, men jeg må også anerkende, at det nok vil være problematisk af forskellige grunde. Jeg tror ikke helt, vi kan sammenligne det med dengang.

Jeg anerkender, at vi som nation i Danmark faktisk har gjort rigtig meget for at få skadelig kemi væk fra vores børn, og det synes jeg er rigtig godt, og vi burde gøre endnu mere. For det kan godt være, at man forbyder en form for bisfenol i produkter og de så siger, at det er bisfenol A-frit, men så er der en anden form for bisfenol i dem osv., så vi burde gøre meget mere, hvad det angår. Også skadelig kemi er et kæmpeproblem, så det er godt, at vi som land har sat en retning dér. Kunne vi gøre det samme her, ville jeg være meget interesseret i det, men jeg får et svar retur om, at det ikke kan lade sig gøre, men jeg vil gerne presse på for det personligt.

Spørgeren.

Der var en vældig palaver, dengang vi gjorde det, for man er jo inde at røre ved noget af det, der er kerne-EU-stof, altså den frie bevægelighed af varer og tjenesteydelser. Det er det samme, vi egentlig taler om her. Så det er jo helt inde i hjertekulen af, hvad man forstår ved det indre marked og ved EU, og dengang gjorde vi det, fordi vi sagde, at vi havde det, vi på EU-lingo kalder legitim interesse. Sådan noget kan der være uenigheder om, og det er bare derfor, at jeg, selv om det ikke er en til en sammenligneligt, siger, at det jo altid er op til en fortolkning, om der er procesrisiko, eller om der er legitim interesse. Der synes jeg ikke vi gør nok, i forhold til hvor alvorligt det er.

Ordføreren.

Jeg vil gerne rose SF for at have skabt noget opmærksomhed omkring den her såkaldte kattelem i DSA'en, altså at der potentielt kunne være en mulighed for, at man kunne gå foran ud fra det her med legitime interesser. Jeg også spurgt ivrigt ind til, om det kunne være gældende her, men der får jeg også bare et svar retur om, at det er det ikke aktuelt. Men lad os prøve at fortsætte med at presse på.

Tak til ordføreren for Moderaterne. Den næste i talerrækken er ordføreren for Det Konservative Folkeparti, og det er fru Dina Raabjerg.

Tak, formand. Allerførst vil jeg sige tak til de mange danskere, som er så engagerede i vores børns fremtid og vores børns færden på nettet, at de er gået ind og har støttet det her borgerforslag. Det er jo, fordi borgerforslaget sætter fokus på et meget vigtigt problem, og det er, at børn og unge bliver udsat for algoritmer, der gør sig uafhængige, og de bliver udsat for skjult manipulation og forretningsmodeller, som ingen kan gennemskue. Jeg læste for et par år siden en undersøgelse, som viste, at Danmark ligger helt i bund i Europa, hvad angår det, at børn er fysisk sammen med andre børn. Så vi har et problem, det er der ikke nogen tvivl om.

Når vi så ikke lige kan sige ja til hele det her forslag, er det bl.a., fordi vi er bundet af internationale love, herunder EU-love. Det er reglerne om varernes fri bevægelighed, og det er EU's Digital Services Act, DSA, som er en fælles regulering af platforme på tværs af EU. Danmark må simpelt hen ikke indføre særregler. Så er der GDPR, som allerede regulerer, hvordan man må bruge børns data. Vi kan ikke lave vores egen aldersverifikation, men der kommer en fra EU, som det også er blevet nævnt. Og så der i øvrigt blevet lagt sag an af Europa-Kommissionen mod Meta og TikTok for at få dem til at overholde EU-reglerne. Så dér kører et vigtigt spor.

Så vi er nødt til at finde på noget andet, der ikke kan lukke platformene, men som stadig væk kan beskytte vores børn bedre, og der er faktisk ting, som vi kunne se på. Vi kunne godt, som forslaget også nævner, lave strengere regler for personaliseret markedsføring på sociale medier rettet mod børn, sådan at det er dem, der markedsfører, som vi forfølger og straffer, og ikke platformene i sig selv. Det kan vi gøre via markedsføringsloven, og så rammer vi platformene på deres indtægter. Vi kan lave nationale oplysningskampagner om afhængighed på sociale medier. Vi kan måske endda lave en mærkningsordning.

Vi kunne som foreslået bruge det kommende EU-formandskab til at presse på for strengere EU-regler, og så kunne vi jo rykke for at få den aldersverifikation, så børn ikke kan komme ind på sider for voksne. Vi kunne jo også undersøge mulighederne for, at man kunne lægge en afgift på annoncering målrettet børn, altså sådan en eller anden form for børnebeskyttelsesafgift på annoncer, som bliver rettet mod børn på sociale medier. Vi kunne lave strengere regler for skjulte reklamer til børn. Vi kunne lave nogle indsatser, hvor man håndhæver reglerne over for influencere. Vi vil lave forbud mod, at institutioner og organisationer, der får offentlig støtte, annoncerer via visse platforme – det ville formentlig give et ramaskrig, men det er noget, vi kan diskutere. Og så kunne vi måske oven i købet lave en årlig digital sundheds-rapport.

Jeg står bare her og brainstormer. Men det er mere for at sige, at der er muligheder, og jeg erindrer et udvalgsmøde i efteråret, hvor vi faktisk bad ministeren komme med et oplæg til, hvad vi faktisk kan gøre på det her område inden for rammerne af den nationale lovgivning.

Så med andre ord: Vi kan ikke lave et nationalt forbud mod TikTok, Snapchat og Instagram for unge under 18 år, men vi kan lægge pres på platformene ved at ramme deres annoncører. Vi kan skærpe markedsføringsloven, vi kan øge håndhævelsen, og vi kan lave nationale kampagner. Derfor vil jeg anbefale, at ministeren, som sidder til venstre for mig, indkalder til forhandlinger om, hvad vi kan gøre på det her område, uden at vi rammer muren i EU. Tak for ordet.

Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Der er lidt ændringer, kan jeg se, men nu er det på plads. Så er det Enhedslistens Peder Hvelplund. Værsgo.

Tak for det. Det er jo altid rart, når der er overensstemmelse mellem det, formanden siger, og så virkeligheden. Indledningsvis vil jeg først og fremmest gerne udtrykke min glæde over, at vi har et system, hvor borgere kan samle opbakning til et forslag, og at det så efterfølgende medfører, at vi behandler det her i Folketingssalen. Demokratier i hele verden er i disse tider under pres, og der er ingen tvivl om, at afstanden mellem borgerne og magten mange steder i verden bliver større og større. Derfor er det rigtig glædeligt, at vi her i Danmark arbejder mod den tendens, hvor borgere og politikere lever på forskellige planeter.

Nu vil jeg gå til selve forslaget. Det er ekstremt flot, og det udtrykker et stort behov for noget i befolkningen, at man kan samle så mange underskrifter på så kort tid. Borgerforslaget forsøger konkret at gøre noget ved børn og unges skadelige brug af sociale medier, og det er absolut et emne, vi i Enhedslisten arbejder meget med, og som vi har forsøgt at råbe skiftende regeringer op om flere gange. Der foreslås et totalforbud mod unges brug af sociale medier, og det tror jeg ikke umiddelbart er den bedste løsning. I forslaget står der til gengæld også som alternative idéer og forslag:

»Hvis et totalforbud ikke anses for muligt eller der ikke kan opnås enighed derom, bør Folketinget i stedet pålægge udbyderne af disse platforme at implementere restriktioner, der beskytter unge brugere, for at kunne operere på dansk grund. Dette kunne f.eks. indebære begrænsninger i daglig brugstid, skærpede regler for dataindsamling fra mindreårige og forbud mod personaliseret markedsføring rettet mod børn og unge under 18 år.«

Den del af forslaget er praktisk talt det, vi har arbejdet på i Enhedslisten i mange år, og vi kan derfor fuldt ud støtte op om den del. Vi har fremsat beslutningsforslag tidligere om bedre regulering af sociale medier og mere moderation i forhold til indholdet på platformene.

For der er behov for, at techgiganterne tager et større ansvar for det indhold, der deles. De har algoritmer, der på få sekunder kan fjerne ophavsretsbeskyttet materiale, men hvis der er nogen, der spreder nøgenbilleder uden samtykke, kan det være næsten umuligt at få platformene til at reagere. I forhold til alle de mangler, vi voksne oplever på medierne, skal det jo gøres endnu bedre, hvis det skal være trygt for børn og unge at færdes i vores digitale verden.

Vi har de sidste par måneder set, hvordan techgiganterne har rullet flere elementer af deres moderation tilbage som en direkte konsekvens af den nye præsidents holdninger i USA. Det er den helt forkerte vej for udviklingen, og vi skal som land og ikke mindst som et samlet Europa insistere på, at man ikke kan drive kritisk infrastruktur, som de sociale medier er, hvis man ikke vil være med til at sikre, at de helt basale beskyttelsesmekanismer for brugerne, herunder i særlig grad for børn, er på plads.

Enhedslisten støtter derfor intentionen og principperne bag det her borgerforslag. Vi kan ikke støtte den konkrete udformning, da vi hellere ser, at man regulerer, frem for at man laver forbud, men det er en problemstilling, vi bliver nødt til at tage alvorligt. Vi bliver nødt til at se på, hvordan vi får bedre mulighed for at kunne regulere og tæmme techgiganterne, og naturligvis også, som flere andre har været inde på, se på mulighederne for at kunne skabe andre alternativer, særlig til børn og unge, hvor det ikke handler om at skabe en oplevelses- og fastholdelsesøkonomi for techgiganterne, for hvem det udelukkende handler om at kunne lave målrettet markedsføring til børn og unge for at kunne fastholde dem på platformene så længe som muligt, men altså hvor man netop får muligheden for at kunne udnytte nogle af de positive aspekter, der også ligger i de sociale medier.

Så der er en stor opbakning til intentionen i forslaget, og så må vi se, om vi i fællesskab kan lave en fælles beretning med baggrund i det.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Kim Edberg Andersen.

Tak for det. Jeg sad faktisk og blev sådan helt varm i maven og tænkte, at nu sker det; nu sker det, at jeg kan rejse mig op og med veneration sige, at hold da op, hvor er jeg enig med Enhedslisten. Og så kom man lige ud i det der med Trump, og at han havde åbnet op for noget, og så tænkte jeg, at så bliver jeg nødt til at tale ind i den frygt, jeg også har, for, hvad der kan ske, hvis vi som stat vil til at moderere. For jeg er fuldstændig enig med Enhedslisten, når de siger, at vi kan gå ind og regulere i forhold til de der børn. Jeg er også enig med den anden del af borgerforslaget her, der kommer med nogle ret gode ting. Det er jeg enig i, og jeg synes, vi skal arbejde hen imod at se, om vi kan finde en fælles beretning og nå i mål med nogle af de ting.

Men det er også – og det ved hr. Peder Hvelplund også – fordi jeg har det sådan lidt i maven, at jeg ikke altid er helt tryg ved, at staten sådan er helt upartisk i, hvad det er, man mener andre folk ikke må se. Det er jo der, hvor bekymringen kommer. Men jeg vil så nøjes med at rose hr. Peder Hvelplund for den første del, og så lader jeg, som om jeg ikke hørte den sidste del, og går ind med åbent sind i forhold til at lave en fælles beretning, hvor vi så alle sammen kan mødes og lave noget, der er godt for at sikre vores børn en nemmere og mere sikker færd på de sociale medier. Og så glemmer jeg resten.

Det er ordføreren.

Så billigt synes jeg ikke ordføreren skal lade mig slippe, når nu jeg står her på talerstolen. For nu står vi jo nede i Folketingssalen og skal have den åbne, demokratiske debat om både de ting, vi er enige om, og de ting, vi er uenige om.

Når vi ser på den måde, som techgiganterne farer frem på nu, synes jeg, det er evident, også efter den nye administration, der kommet i USA – man kan jo bare se præsidentindsættelsen, hvor samtlige techgiganter var til stede – at der er en risiko for, at vi står med en udvikling, hvor der i langt højere grad bliver fokus på, hvordan de har muligheden for at kunne styre også den offentlige debat gennem den moderation, de har mulighed for at lave på de sociale platforme. For de sociale platforme er jo ikke bare et forsamlingshus, vi går ind i. Det er jo et sted, hvor de definerer, hvad der kan tales om, hvem det er, der får mest taletid, og hvem det er, der får den største megafon inde i forsamlingshuset. Derfor synes jeg, at det er en relevant problematik at rejse, netop også spørgsmålet om, hvordan vi sikrer, at vi bedre kan regulere, særlig når det handler om at beskytte vores børn og unge. Det er derfor, jeg synes, det stadig væk er relevant.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Når vi snakker børn og unge, er vi villige til at være meget positive. Men jeg bliver bare nødt til så også at fortælle ordføreren for Enhedslisten, at det, som man i Enhedslisten kalder moderation, jo kun er, når det er ens egne holdninger, som ikke bliver modereret væk. Grænsen og faren er jo der, hvor moderation bliver til censur og en eller anden drejning. For vi må bare huske, at det godt kan være, at det ikke er et forsamlingshus, men hvis Enhedslisten siger, at sociale medier er blevet kritisk infrastruktur, er det, fordi mennesker bruger det altid, og bare fordi man ikke kan lide, hvad andre mennesker siger, skal man jo ikke censurere det væk.

Så har vi et ansvar for vores børn, i forhold til hvad de skal udsættes for, og hvad vi synes de skal se. Der kan vi se på, om det er o.k., at man ligefrem udnytter, at man kan få dem til at blive længere på en platform ved at vise dem et specielt indhold, som egentlig nok ville blive vurderet skadeligt på andre parametre, eller om man skal gå væk fra det. Men vi skal passe på med, at moderation bliver til censur, for det gavner kun dem, der gerne vil have deres egne meninger hørt.

Ordføreren.

Tak for det. I forhold til at beskytte børn og unge kan jeg høre at vi i hvert fald har en fælles intention om, at det er noget, vi skal gøre noget ved, og så kan diskussionen selvfølgelig være, hvor hårdt vi skal gå til den. Jeg mener nu, at vi skal gå rimelig hårdt til den i forhold til at bekæmpe den åbenlyse interesse, som techgiganterne har, i at se børn og unge som et marked, hvor der kan tjenes penge.

Så vil jeg bare sige i forhold til det med moderation, at problemet jo er, at moderation bliver brugt som censur. Det er jo bestemte dagsordener, der bliver fremmet på de sociale medier, og det er det, vi bliver nødt til at gøre op med, så vi siger, at i den åbne, offentlige debat skal der være lige og fri adgang, uanset hvilke holdninger man har, og uanset hvem man er.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Vi kan gå videre til Dansk Folkepartis ordfører, og det er hr. Peter Kofod.

Tak for det, og tak til de folk, der har stillet det her borgerforslag, som jo på mange måder er rigtig sympatisk. Det er et borgerforslag, der sigter efter en bedre beskyttelse af børn og unge, sigter efter at beskytte børn og unge mod nogle af de skadelige ting, der kan være ved sociale medier. Tidligere ordførere har været inde på, at det jo er et sammensat billede, for der er masser af gode ting, som den teknologiske udvikling også fører med sig. Det er ikke kun negative ting. Det er ikke kun social isolation eller selvskade, eller hvad man ellers kan finde på. Det er også mange positive ting og mange positive fællesskaber.

Jeg synes, at det vil være ganske fornuftigt, at Folketingets partier finder sammen i en form for beretning, for jeg tror egentlig langt hen ad vejen, at man godt kan enes om nogle ting, når det kommer til beskyttelsen af særlig unge mennesker, børn og unge, på internettet. Jeg synes egentlig ikke, at den her debat handler om det, som man nemt kunne komme til at diskutere, og som jeg er helt med på ville være et enormt konfliktpunkt herinde, nemlig ytringsfrihed på sociale medier og på forskellige platforme. Det er jeg helt med på nok ville dele Folketingets partier en hel del. Jeg tror, kan jeg sige heroppefra, at hr. Kim Edberg Andersen og jeg jo ville have en del tilfælles i den debat, men det er ikke sikkert, at andre af Folketingets partier ville være enige i det, og det er heller ikke det, vi diskuterer her. Det handler jo om råt og brutalt om, hvordan vi beskytter børn og unge.

Jeg er egentlig meget glad for noget af det, der er kommet ud af debatten i dag, nemlig at flere partier, der ellers traditionelt ikke giver udtryk for det, er klar til at udfordre EU i det her spørgsmål. Jeg synes i den grad, det er på sin plads, at vi gør noget produktivt i Danmark, at vi gør noget for at skubbe til hegnspælene. Det kan vi kun bakke op om fra Dansk Folkepartis side.

Så opsummerende kan jeg sige, at vi er meget positive over for borgerforslaget og synes, vi skal forsøge at lande det i en beretning. Men vi har mange pæne ting at sige om det. Tak for ordet, formand.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til hr. Kim Edberg Andersen.

Tak for det. Jeg er fuldstændig enig i, at hvis vi skal til at snakke om ytringsfrihed på sociale medier, vil det være en anden dialog, jeg og hr. Peder Hvelplund nok også ville have. Så ville der i hvert fald være lidt mere gnist på den herinde. Det er jeg enig med dig i. For jeg tror faktisk – det er jeg også enig med ordføreren i – at vi her kan lande en beretning, som alle kan se sig i, og som er et skridt videre og ikke en eller anden syltekrukke, men et reelt skridt videre. Jeg tror, vi alle sammen er enige om, at vi kan se nogle problemstillinger, og så er det jo selvfølgelig spørgsmålet om, hvor hårdt man tager fat.

Men jeg bliver nødt til at høre, hvor Dansk Folkeparti ligger i forhold til den første del af borgerforslaget, altså det her med forbud. For den anden del, som hr. Peder Hvelplund også fik ros for tidligere, er der jo mange gode ting i. Men i den første del taler borgerforslaget om forbud, og det er jo forbud, jeg er bekymret for. Jeg mener, at det er bedre at gøre familien stærkere i forhold til at kunne håndtere virkeligheden, for jeg tror, at det kommer til at accelerere så hurtigt med kunstig intelligens osv., at vi ikke kan nå at følge med med forbud osv. Så måske skal vi tænke langsigtet og erkende, at vi har behov for en eller anden form for national hjælp til at hjælpe forældre med at gøre deres unge mennesker i stand til at navigere i en stadigt mere digitaliseret verden. Men hvordan har Dansk Folkeparti det med forbud?

Så er det ordføreren.

Det er selvfølgelig farligt at sige fra Folketingets talerstol, men jeg tror ikke, min holdning til det, hr. Kim Edberg Andersen siger, er sådan fuldstændig støbt i cement endnu, for jeg tror stadig, at der er noget af det, der kan flytte sig lidt. Nu er min egen datter lykkeligvis kun 1½ år, og det betyder, at jeg jo ikke har de her diskussioner om, hvad man må, og hvad man bør og alt mulig andet på sociale medier. Dem har vi så ikke endnu. Jeg vil jo synes, at det helt klart er forældrenes ansvar i første omgang. Jeg tror ikke nødvendigvis på forbud, men der skal selvfølgelig være nogle begrænsninger, og der skal også være nogle aldersgrænser. Men jeg tror ikke på, at vi nødvendigvis kommer specielt langt ved at sige »må ikke«. Jeg tror også, at meget af det her handler om, ja, at gøre familier stærke.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Tak for det. Jeg tror nemlig også, at meget af det, man hører, når forældre nu råber på et forbud, kommer af en frustration over, at der er nogle ting, som de måske ikke har værktøjerne til at håndtere. Jeg tror bare, at vi kommer langt ved at give forældre værktøjer frem for at sige, at nu går staten ind og dikterer, hvordan et barneliv skal være. For hvor er det næste snit så? Hvornår får hr. Peder Hvelplund en idé, som jeg ikke synes er god for mine børn, eller omvendt for den sags skyld? Der tror jeg, det er godt, hvis vi får en almen dannelse inden for det her, der hjælper – for forældrene især.

Ordføreren.

Jeg er sådan set fuldstændig enig med hr. Kim Edberg Andersen i den her sag. Hr. Kim Edberg Andersen er en fornuftig mand; man skulle næsten tro, at vi havde været medlem af det samme parti engang.

Mange tak for det. Den får lov at hænge i vinden; der er ikke flere spørgsmål. Tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til Radikale Venstres ordfører, og det er hr. Stinus Lindgreen.

Tak for ordet, formand. Debatten om sociale mediers rolle i samfundet, unges stigende mistrivsel og den høje skærmtid hos ikke bare unge, men os alle sammen, fylder rigtig meget herinde på Christiansborg og også bredt i befolkningen, hvilket opbakningen til det her borgerforslag også viser.

Det er virkelig bekymrende at se, at så mange af vores børn og unge har det dårligt. Vi kender jo alle sammen tallene på stress, angst og depression og presset på børne- og ungepsykiatrien. Det er også blevet mere og mere tydeligt, at sociale medier spiller en stadig større rolle, og at deres voksende magt kan skabe udfordringer for den demokratiske debat og spredning af misinformation. Vi ved også alle sammen, at vi bruger meget tid, også for meget tid, foran skærmen, og at det ikke alene gælder børn og unge. Men vi har jo selvfølgelig et særligt ansvar for netop børn og unge for at sikre, at de får et sundt forhold til teknologi og et godt liv med gode relationer til deres jævnaldrende.

Helt konkret er forslaget her, at vi skal forbyde børn og unge under 18 år at anvende sociale medier, og hvis det ikke er muligt, opstilles der nogle alternative løsninger. For det første skal udbyderne sikre, at børn og unge får begrænset deres tidsforbrug og beskyttes mod datahøst og personaliseret markedsføring. For det andet skal aldersgrænserne rent faktisk håndhæves. For det tredje skal man sætte fart på arbejdet i EU for at begrænse techgiganternes indflydelse og herunder udnytter det kommende danske EU-formandskab.

Det er klart for alle, at for mange børn bruger sociale medier, selv om de slet ikke er gamle nok. Vi har hørt tallene her i salen tidligere i dag. Det er også veldokumenteret, at alt for mange udsættes for indhold på sociale medier, som ingen børn og unge – i nogle tilfælde ingen mennesker – burde se. Vi kan også se i tallene, at børn og unge og voksne bruger rigtig mange timer foran skærmen og på sociale medier, og den udvikling er gået helt utrolig hurtigt. Derfor er det helt oplagt vigtigt, at vi er opmærksomme på, hvad det betyder, godt som dårligt. For der er helt oplagt negative ting ved sociale medier, og de fylder for meget i manges hverdag. Jeg har fire børn, heraf to teenagere, så det ved jeg af erfaring.

Men der er altså også gode aspekter ved sociale medier. For nylig kom der resultater fra den hidtil største analyse af sammenhængen mellem trivsel og børn og unges brug af sociale medier. Analysen fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen viser ikke en direkte sammenhæng mellem sociale medier og mistrivsel. Den gode nyhed er, at de fleste unge har positive oplevelser med sociale medier, og at de bruger dem til sociale relationer, læring og underholdning. Der, hvor udfordringen er – påpeger de i analysen – er i den gruppe, der ikke kan slippe de sociale medier igen og udviser tegn på afhængighed. Denne sårbare gruppe af særlig teenagepiger og unge med lav selvkontrol har et alt for højt tidsforbrug, og de udviser som følge heraf lavere trivsel. Som jeg læser rapporten, er det særlig denne gruppe, vi skal hjælpe, og vi skal naturligvis sikre, at den ikke bliver større. Men heldigvis udviser et flertal af børn og unge ikke tegn på afhængighed, og det er positivt, og det skal vi jo vide i de debatter, vi har her i salen.

Men selv om børn og unge ikke er direkte afhængige, og selv hvis den stigende mistrivsel ikke skyldes sociale medier – eller i hvert fald ikke alene skyldes sociale medier – er der stadig gode argumenter for at begrænse tidsforbruget. For selv om sociale medier kan bruges godt, er det vigtigt med de fysiske relationer, med bevægelse, med evnen til at læse en bog. Det var noget, jeg kunne høre at andre ordførere også kæmper med deres børn omkring. Det er alt det, man ikke kan få via en skærm. Vi skal beskytte børn og unge mod indhold, de ikke bør se, og vi skal også fortsætte med at modarbejde de algoritmer, der er designet til at fastholde opmærksomheden, og vi skal stække den magt, som techgiganterne har fået, og som vi ser resultatet af, især i disse dage. Det er jeg stadig meget optaget af.

Vi kan i Radikale Venstre ikke støtte borgerforslagets primære mål. Selv hvis vi ville hæve aldersgrænsen til 18 år, kan vi ikke på grund af EU-regler. Vi vil heller ikke hæve den til 18 år, hvis ikke det var klart. Til gengæld er vi helt enige i de tre andre punkter, der bliver oplistet, og dem vil vi fortsat arbejde videre med. Så jeg ser frem til det fortsatte arbejde i udvalget, og jeg håber da også, at vi kan lande en beretning, for jeg hører jo, at der er en bred enighed om store dele af det, vi diskuterer her i salen i dag. Tak for ordet.

Mange tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Den første er til hr. Kim Edberg Andersen.

Tak for det, og tak til ordføreren. Jeg håber ikke, at ordføreren gør ligesom den tidligere ordfører og beskylder mig for at være medlem af det samme parti, men vi er jo meget enige. Jeg synes bestemt også, at hr. Stinus Lindgreen er en meget, meget fornuftig og klog mand, og derfor har jeg et andet spørgsmål.

Det, vi ofte falder over som folketingspolitikere, og som man naturligvis reagerer på, er de negative konsekvenser. Nu er hr. Stinus Lindgreen jo noget mere vidende, end jeg er. Er der blevet lavet undersøgelser for, hvor mange fordele den unge generation har af adgangen til sociale medier? Der er jo også bestemte fordele ved det.

Jeg har kun været interesseret i det i forhold til spil, og der er jo lavet undersøgelser, der viser, at det faktisk er rigtig givende for folk, som har det svært ved sociale relationer. De får pludselig sociale relationer et andet sted. Altså, børn, der bliver mobbet i skolen, får gode venner og sociale relationer. Det er ikke sikkert, at forældrene egentlig ved, at de føler sig indelukket. Men de her mennesker, typisk unge drenge, får rigtig gode sociale relationer. Ergo hjælper det her jo. Men er vi vidende om, om der er lavet undersøgelser, som i stedet for at have fokus på de dårlige konsekvenser har fokus på de gode?

Så er det ordføreren.

Uden at jeg kan komme med referencer lige på stående fod, vil jeg sige, at ja, jeg er stødt på forskellige artikler, der kigger på det her. Bl.a. har der været undersøgelser, der viser, at der var flere piger, der led af angst, som brugte sociale medier mere end andre, og hypotesen fra forskerne var, at det var, fordi det var den eneste måde, de havde kontakt til deres jævnaldrende på. For de var ikke i skole. De havde ikke den fysiske relation. Det var måden, de kommunikerede på. Det skal man bare lige huske; hvad er korrelation, og hvad er kausalitet her?

Tilsvarende er det med computerspil, som jo fylder markant mere i dag, end de gjorde, dengang både du og jeg var børn. Det er jo også en social relation i dag. Man spiller og taler med sine jævnaldrende imens. Dermed ikke sagt, at det kan erstatte den fysiske leg og det at være sammen med andre. Selvfølgelig kan det ikke det. Men det er ikke kun dårligt, og analysen her, jeg referer til, peger jo også på, at rigtig mange børn og unge – og man skal jo sige, at det er unge, for de skal altså være over 13 år – har positive erfaringer med sociale medier. De bruger det jo til at være i kontakt med deres jævnaldrende. De bruger det til fællesskaber og alt muligt andet. Så det er ikke kun dårligt.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Jeg vil godt lige anerkende det der, men hvad, hvis vi lavede en fælles beretning? Nu er det også regionsrådsmedlemmer. Vi kan jo se, at det flyder over i forhold til især unge piger, og vi har ikke kapaciteten til det. Der er ingen tvivl om, at sociale medier har en eller anden form for effekt – det er jeg ikke i tvivl om. Jeg tror bare ikke, at det er det eneste parameter. Jeg tror, at der er mange parametre i det her.

Kan vi finde sammen om en beretning og få taget nogle enkelte skridt og få taget trykket af, sådan at vi kan hjælpe dem, der går i stykker? Det er der helt sikkert nogen der gør, og det anerkender jeg også, vil jeg sige til forslagsstillerne. Der er bestemt nogle, der går i stykker. Det er lidt det her med at få det sat i nogle rammer, hvor vi ikke overdriver sanktionen, men tager problemstillingen helt seriøst. Det tror jeg at vi kan lande en rigtig god beretning om.

Ordføreren.

Jeg er helt enig, og det er også det, der bliver peget på her. Det er ikke for at negligere, at der er problemer, for det er der, men det er primært teenagepiger, der bliver fremhævet som dem, der har det største problem. Det skal man jo tage hånd om, og man skal finde ud af, hvad det er, hvorfor det er sådan, og hvad vi kan gøre for at hjælpe dem.

Netop det her om mistrivsel er jo ikke en ny diskussion. Den havde vi også for 10 år siden og for 20 år siden, så det er jo ikke noget, der er opstået, da sociale medier kom. Det har jo været der alle dage. Så måske skal vi se på, hvad det så kan være. Det har helt klart været med til at skærpe det og gøre det værre, men det kan ikke være årsagen alene. Så man må nok også kigge på, hvad det er for en skole, vi har indrettet, hvor mange test der er, og hvor meget pres der er. Det er nok også en del af forklaringen.

Så er det fru Lisbeth Bech-Nielsen.

Jeg synes, at meget af debatten handler om, at vi ligesom siger: Hvad er hønen og ægget? Bliver børn angste, fordi de er på sociale medier, eller er de på sociale medier, fordi de er angste? Der tror jeg stadig væk, at ordføreren også vil give mig ret i, at juryen er lidt ude nu; der er ikke noget, der er klokkeklart.

Det, jeg synes er interessant, er, at ser man på en lang række vestlige lande og også ikkevestlige, er der bare noget, der ser ret ekstremt ud. Altså, siden 2010 har der været et fald i børnetrivsel, som er så markant. Det er ikke engang langsomt nedadgående. Der er sådan nogle punkter i de senere år, hvor trivslen er faldet ekstremt. Der er jo ikke én grund. Men jeg er meget overbevist om, at sociale medier spiller en rolle.

Nu ved jeg jo, at ordføreren også går meget op i forskning og uddannelse osv. Bekymrer det ikke ordføreren, at vi i hvert fald i Danmark ser det her bratte fald i matematikfærdigheder og læsefærdigheder, nærmest et rendyrket læsehad, fordi koncentrationsevnen simpelt hen ikke er der?

Så er det ordføreren.

Jo, det er voldsomt bekymrende, og jeg tror netop, at i forhold til læsning er det klart, at noget som skærme og for den sags skyld også computerspil er med til at give den der hurtige stimulans. Det er hurtig underholdning. Det med at kunne fastholde interessen og sidde med en bog og bruge tid på det er en færdighed, man både skal lære, men også vedligeholde, og det bekymrer mig rigtig, rigtig meget. Det er klart.

Jeg tror da, at sociale medier spiller en rolle her. Jeg har ikke svaret på hvor meget, men det tror jeg da helt klart at de gør. Som ordføreren siger, er sociale medier selvfølgelig en del af forklaringen på mistrivsel og alt det andet, vi ser. Det ville være mærkeligt andet. Når vi har noget, der fylder så meget, som det gør, har det selvfølgelig et impact; det er klart. Undskyld, jeg mener: Så har det selvfølgelig indflydelse. Det er klart. Det må vi forvente.

Jeg kan bare sige, som ordføreren også siger, at det ikke er fuldstændig lysende klart i forhold til hønen og ægget eller korrelation og kausalitet. De forskere, der arbejder med det her område – og vi har nogle gode danske forskere, der arbejder med det her – er i hvert fald ikke helt så overbeviste, som andre er, om, at det er årsagen til det. Netop fordi mistrivsel er så vigtig en dagsorden og er steget så meget, er det for mig helt afgørende, at vi gør det rigtige for at løse det og ikke bare gør noget, vi tror er det rigtige. Hvis det viste sig, at sociale medier var årsagen til det hele, skal vi klart gøre noget, men vi skal gøre det rigtige.

Fru Lisbeth Bech-Nielsen.

Noget, som det i hvert fald virker som om der ikke er enormt meget uenighed om, er, at en meget stor del af unge pigers mistrivsel er hægtet op på den her sammenligningskultur, som bliver dyrket meget på nogle af de sociale medier, de er meget på. Og så har vi Frances Haugen og andre whistleblowere, som går ud og siger, at de godt ved, hvor skadeligt det er, og at de gør det med vilje; det er ikke for at skade pigerne, men for at de kan optage deres tid. Så de gør det med vilje.

Tror ordføreren så på, at vi får ændret den forretningsmodel, hvis ikke vi gør det med regulering? Det er alligevel et marked, der alene i USA indbringer 75 mia. kr. om året bare på børneområdet.

Så er det ordføreren.

Nej, det tror jeg bestemt ikke på. Hvis jeg ikke sagde det klart, vil jeg godt gentage det: Det er noget af det, vi skal gøre. Vi skal regulere techgiganterne mere. Det kan vi jo ikke gøre her. Det er noget, vi skal gøre i EU og presse på for at gøre dér. Jeg er fuldstændig enig.

Problemet er jo, og det prøvede jeg også at sige, at selv om der er gode ting ved det, kan det også blive for meget. Du behøver jo ikke at være afhængig og komme i mistrivsel, før det er et problem. Det kan sagtens være inden da, og vi jo helst stoppe det, inden det bliver så ekstremt. Vi skal kigge på de algoritmer, som ordføreren også nævner, der er designet til at fastholde opmærksomhed for at tjene penge, og det kan vi kun gøre ved regulering. Jeg tror ikke på, at firmaerne vil gøre det af deres egen fri vilje.

Så er det fru Birgitte Vind.

Tak, og tak til ordføreren for talen og for at fremlægge sine synspunkter på borgerforslaget, men også for at brede det lidt mere ud. Jeg lagde mærke til, at ordføreren refererede til undersøgelsen fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og også overskriften i forhold til det her med pigerne. Når man læser inde på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens egen hjemmeside, står der faktisk, at det er hver femte – og det er ikke kun piger, men alle – mellem 11 og 25 år, der udviser moderate til svære tegn på afhængighed, altså ikke mistrivsel. Jeg vil bare lige høre, om ordføreren ikke også synes, at det er et vægtigt tal. Altså, det er hver femte mellem 11 og 25 år, og det er ikke kun pigerne. Det er noget, vi skal hæfte os ved.

Ordføreren.

Jo, helt sikkert. Jeg har ikke læst mediedækningen. Jeg har kun læst selve rapporten, og i den fremhæver de jo primært den her gruppe af teenagepiger, men det er ikke det eneste, og det prøvede jeg også at sige. Der er også problemer ud over dem. Flertallet har ikke problemer og bruger det positivt. Det synes jeg bare er vigtigt at have med i diskussionen, så det ikke kun bliver dommedagsscenarier.

Men det er da for meget. Altså, når det er en femtedel, tyder det jo på, at vi skal gøre noget, og der er to ting dér. Det første er, som ordføreren nævner, at det er for lavt med 11 år. De burde overhovedet ikke være der. Dem på 12 år burde heller ikke være der, og det er jo derfor, vi skal håndhæve de her aldersgrænser,vi allerede har. Det er det ene. Det andet er netop at se på de algoritmer, der er med til at fastholde dem. For vi skal jo sørge for, at vi ikke kommer ud et sted, hvor flere bliver afhængige og har et tidsforbrug, som de jo egentlig ikke har lyst til at have på sociale medier. Så jeg er helt enig i, at det er problemet, de peger på her.

Så er det fru Birgitte Vind.

Tak for det. Det var faktisk inde på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside, at de her tal står. Så det er ikke noget fra mediedækningen, for medierne har netop været meget optaget af det her med pigerne. Men tak for responsen.

Jeg tør jo så næsten godt at lægge ordene i munden på ordføreren og sige, at så kan jeg måske godt regne ud, at ordføreren også kan blive enig med undertegnede i, at vi også skal lave en graduering på alderen, når det handler om de sociale medier og digitale platforme i det hele taget, og at det ikke er ligegyldigt, hvilken alder børnene har, når man lukker dem ind på dem. Så vil ordføreren bakke op om det fortsat?

Ordføreren.

Naturligvis, det har vi i forvejen, vil jeg mene. Vi har jo aldersgrænser på de her sociale medier. De er ikke for alle. Jeg har, som jeg nævnte, en teenagedatter, som gerne ville på TikTok, og det fik hun nej til, fordi hun ikke var gammel nok. Nu er hun så 13½ år, snart 14 år, og har nu fået lov. Det første, jeg gjorde, var at gå ind og sætte det op, så nogle forskellige ord ikke dukker op i de videoer, hun kommer til at se. Alene det, at jeg er nødt til at gøre det, viser også, at der er et problem i hele den struktur.

Forældre har, og det har været oppe nogle gange, også et ansvar for at håndhæve de aldersgrænser, der er. Det ville jo klart have været bedre, hvis vi – og her skal »vi« forstås som EU eller staten – rent faktisk kunne gøre det, men det er bare ikke så simpelt, som det lyder. Aldersgrænserne er der jo ikke for sjov. Det har en betydning, hvor gammel du er. Selvfølgelig har det det.

Mange tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi kan gå videre til Alternativets ordfører, og det er fru Christina Olumeko.

Tak for ordet, og tak for en rigtig god debat med mange gode taler, og særlig også talen fra fru Lisbeth Bech-Nielsen fra SF var noget af en brandtale, synes jeg. Det synes jeg var rigtig fedt. Jeg bliver altid så glad, når vi skal diskutere borgerforslag her i Folketingssalen. Idéen om borgerforslag er jo Alternativets lille baby, og vi er så glade for, at det lykkedes os at få flertal tilbage i 2017 for, at vi skulle indføre borgerforslag i Folketinget. Det har nemlig givet anledning til, at borgerne kan påvirke den politiske dagsorden her i Folketinget med mange væsentlige temaer, og det gælder også borgerforslaget her i dag, som adresserer en meget reel bekymring, nemlig børn og unges trivsel i en digital tidsalder.

Sociale medier fylder meget i vores liv, ikke mindst i vores børn og unges liv, og platformene former vores adfærd, påvirker vores mentale helbred og skaber i rigtig mange tilfælde desværre afhængighed gennem målrettede, personaliserede algoritmer. Forældrenes bekymringer er berettigede. Vi ser mange børn og unge, der kæmper med søvnproblemer, koncentrationsbesvær og social isolation, som efter alt at dømme kan kobles til de algoritmer, som techgiganternes sociale medier bevidst implementerer.

Derfor anerkender Alternativet den alvorlige problemstilling, som borgerforslaget rejser. Men vi mener samtidig heller ikke, som andre partier har været inde på, at et totalforbud er løsningen. Vi løser ikke udfordringerne ved at forbyde adgangen til sociale medier. Vi er bekymret for, at vi i stedet for risikerer at skubbe problemerne over på andre platforme, der måske er mindre regulerede og sværere at kontrollere.

Vi er også bekymret for, at vi risikerer et forbud, der reelt ikke kan håndhæves, ligesom det er tilfældet med den nuværende aldersgrænse, fordi det endnu ikke er muligt at lave en effektiv aldersverifikation, der beskytter personoplysninger. Med et forbud er vi også bekymret for, at vi risikerer at skabe social isolation, for de sociale medier er det primære sociale netværk for mange børn og unge. Vi vil gerne undgå at skabe et A- og B-hold mellem de børn, der kan omgå forbuddet, og dem, der ikke kan.

Når det så er sagt, kan vi gøre noget. På den mere kedelige side, som andre partier har nævnt, kan vi jo blive bedre til at implementere og håndhæve DSA-forordningen. Men på den anden side er vi i Alternativet faktisk enige i nogle af de forslag, som forslagsstillerne også nævner i beslutningsforslaget. Der er det, der handler om, at børn og unge og forældre skal have stærkere værktøjer til at styre skærmbrugen, eksempelvis med krav om obligatoriske børneindstillinger med skærmtidsbegrænsninger, børnevenligt indhold og algoritmer, der ikke er afhængighedsskabende. Det støtter vi op om i Alternativet. Det er gode idéer. Som vi også har hørt tidligere i debatten, er der en digital tegnebog med et digitalt integrationsbevis på vej i EU, og det kan bruges som aldersverifikation; det er forventningen. Så vidt jeg kan forstå, kommer det i 2027, dvs. om 2 år. Vi krydser fingre for det.

Forhåbentlig vil det være muligt at implementere nogle af de tiltag, jeg lige nævnte her, og så er spørgsmålet, om vi skal gå enegang i Danmark, eller om vi skal vente på, at EU implementerer det. Der vil jeg gerne sige med forsigtighed herfra, at vi sådan set er åbne over for det, SF nævnte. Der er det med procesrisiko, og måske kan man også bruge den kattelem, der er i DSA, med legitim interesse. Det vil vi rigtig gerne kigge på i Alternativet.

Sidst vil jeg gerne sige, at regulering, gennemsigtighed og fælles europæiske tiltag ikke er den eneste vej frem. Vi er også der, hvor vi har brug for europæisk baserede sociale platforme, måske ikke så meget af hensyn til børn og unge og voksne, fordi de er afhængige, men jo også af hensyn til vores demokrati, som i de her år er truet af kinesiske og amerikanske platforme. Der er ingen vej uden om digital suverænitet, hvis vi skal tage ansvar for vores digitale fremtid.

Til sidst vil jeg bare gerne igen sige, at vi i Alternativet deler intentionen bag det her forslag. Mange tak til de borgere, der har taget sig tid til at skrive forslaget og underskrevet det. Tak for debatten, og tak for ordet.

Tak for det. Der er par korte bemærkninger. Først er det fru Lisbeth Bech-Nielsen.

Tak, og tak for en god tale. Jeg synes også virkelig, der er grund til at minde folk om, at det var Alternativet, der foreslog de her borgerforslag. Jeg synes, de faktisk er en stor succes. Også tak for opbakningen til, at vi kigger lidt nærmere på, hvilke greb der er.

Vi taler meget om sociale medier som sådan én klump, og det er jo nok også, fordi de fleste af dem, i hvert fald de store, ligesom minder om hinanden. De ligner hinanden, det er den samme forretningsmodel, der er de samme faldgruber og negative konsekvenser af dem. Men der er jo andre, som også prøver, f.eks. det danske »Flimmer«, som bl.a. har Lakserytteren bag sig, som prøver at sige: Vi vil gerne lave nogle alternativer, men problemet er bare, at hvis de andre ikke bliver reguleret godt nok, drukner vi jo ligesom – så er der ikke et marked. Jeg synes også, at tilgangen skal være, at vi gerne vil fremme nogle af de mere sunde platforme, som ikke er afhængighedsskabende osv. Men de får jo bare for svære vilkår, hvis de andre får lov til at fortsætte med deres afhængighedsskabende algoritmer, for så er det jo der, børnene går hen. Så er ordføreren enig i, at vi også kan tale om forskellige typer af sociale medier, og at vi ønsker at få reguleret dem, der i høj grad ikke er gode for vores børn?

Ja, så er det ordføreren.

Tak til SF's ordfører for et godt spørgsmål. Den skelnen deler vi i Alternativet fuldstændig. Og man kan sige, at det her marked jo også er præget dels af firmaer og sociale medier, som bruger afhængighedsskabende algoritmer, som giver dem en konkurrencefordel, dels det, der hedder, netværkseksternalitet, som skaber nogle monopoler. De er rigtig svære at bryde. Og for at være helt ærlig, vil jeg sige, at specielt det sidste jo er enormt svært at gøre noget ved.

Jeg får lyst til, at vi måske også er lidt kreative og ser det som kritisk infrastruktur i EU. Det kan være, man skal kigge på, at man fra det offentliges side måske skal støtte et nyt socialt medie i EU, som kan bryde monopolet ved at få noget støtte fra det offentlige. Det tror jeg vi kan blive nødt til. Men vi deler den skelnen i Alternativet.

Fru Lisbeth Bech-Nielsen frafalder. Så er det hr. Kim Edberg Andersen.

Inden jeg brokker mig, vil jeg godt rose Alternativets ordfører. Det er altid en fornøjelse at se og høre Alternativets ordfører på talerstolen. Og vi har boet på gang sammen, så jeg ved, at det kommer et godt sted fra, uanset om vi er uenige. Men når det så bliver kombineret med fru Lisbeth Bech-Nielsen, som lige pludselig snakker om, at vi skal have et statsmedie, løber det jo koldt ned ad ryggen på sådan en god borgerlig dreng fra Nordjylland som mig, for hold da op, det kan jeg da rigtig godt se nok skal blive en stor succes. Virkeligheden er, at uanset hvilket socialt medie der skal blive en succes, skal det jo sælge en vare til de unge mennesker, som de har lyst til at bruge. Det var så uenigheden.

Enigheden går så til gengæld på, at jeg er enig i, at vi, når vi ser noget – som også forslagsstillerne har sagt her – som er en problemstilling, hvad vi faktisk bredt anerkender, skal vi gøre noget. Men vi er måske ikke enige om, at det er den eneste problemstilling, for det var vel kun Moderaterne, der sagde, at angst ikke var noget, der fandtes før, sociale medier blev opfundet. Det havde vi da også før, og spiseforstyrrelser havde vi da også, og det var vel også kun dem, der som det eneste parti ville forbyde det. Men er sandheden, at det, vi vil, er at regulere det skadelige?

Så er det ordføreren.

Jo, men tak til ordføreren for et godt spørgsmål. Jeg er sådan set enig med ordføreren i, at det er det skadelige, vi skal regulere. Det var også derfor, jeg startede min tale med at sige, at det måske ikke så meget er et totalforbud, der er brug for, men at vi kigger den anden vej rundt og siger, at det er afhængighedsskabende algoritmer rettet mod børn, der skal forbydes, og at det skal være et krav, at der findes de obligatoriske børneindstillinger, så vi tager det den vej rundt frem for oppefra og ned. Så vil jeg også bare præcisere, at det ikke er Alternativets holdning, at vi skal have et offentligt ejet socialt medie i EU. Det vil jeg se mange udfordringer i. Men vi støtter, at der kan komme et på privat basis. Bare til ren oplysning vil jeg sige, at Google jo oprindelig var statsstøttet i USA, og det gjorde det muligt at skabe den søgemaskine. Så det er ikke så ualmindeligt, som man skulle tro.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Nu er statsstøtte jo ikke noget, som jeg synes er en god ting i sig selv, så lad os holde os væk fra det. Men det der med, at varer, der bliver populære, er varer, som folk godt kan lide, kender vi også fra fødevarebranchen. 50 pct. sukker og 50 pct. fedt, så siger din hjerne: Mere af det! Der kan vi jo så se at vi alle sammen bliver for tykke, når vi bliver tilbudt det, men det er bare sådan, virkeligheden er. Er Alternativet sådan helt fremmede over for den tanke, at vi, når vi har fået fjerne det skadelige, så også kigger på nogle andre greb, altså dybest set simpelt hen giver forældrene, den generation, der er blevet overhalet indenom af sociale medier, nogle flere redskaber og nogle flere muligheder for at blive bedre til at navigere deres børn rundt i dem?

Ordføreren.

Det synes jeg bestemt er et rigtig godt perspektiv, det, som ordføreren har der, altså at vi, når vi har fjernet det skadelige indhold, så kigger på, jeg forstod det måske som en form for bedre digital dannelse, hvor forældrene måske får nogle værktøjer. Det synes jeg er et rigtig, rigtig godt perspektiv, som vi bestemt i Alternativet deler med Danmarksdemokraterne.

Mange tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Udvalget for Digitalisering og It. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.