Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 93:

Forslag til folketingsbeslutning om at sidestille andre veteraner med veteraner fra forsvaret.

Af Mette Thiesen (DF) m.fl.

(Fremsættelse 22.11.2024).

Forhandlingen er åbnet. Og da forslagsstilleren ikke ønsker at begrunde forslaget, er den første, der får ordet, beskæftigelsesministeren – der kommer i fuldt firspring.

Tak for det. Og i virkeligheden er det her jo så part to af en drøftelse, vi nu har haft i en god rum tid. Så på den måde er det også passende, at jeg i virkeligheden lige starter med at sige, at jeg er glad for, hvor mange der har tilkendegivet, at vi som samfund kan hjælpe bedre her, og at der er nogle medarbejdergrupper, som hver dag går på arbejde i vores alle sammens tjeneste og nogle gange desværre med helbredet som indsats – og at der kan vi og skal vi lægge os i selen for at være der mere som samfund med hjælp, når det brænder på.

Jeg står fuldstændig ved, hvad jeg startede med at sige til det første beslutningsforslag fra Enhedslisten og SF, nemlig at regeringen og jeg som beskæftigelsesminister er interesserede i at få åbnet for noget arbejde her, og at vi også selv er i gang med at se på, hvordan man kan bygge det op. Jeg er også selv, vil jeg også gentage, i gang med at drøfte med nogle af de grupper, det handler om, og som ikke er veteraner, hvad det er, de ser, hvad det er, de oplever, og hvad det er, de har brug for. Den tilkendegivelse står jeg selvfølgelig fuldt ud på mål for.

Jeg synes dog, at det beslutningsforslag, der ligger her, har en lidt anderledes karakter end det første. Det er i sit udgangspunkt mere afgrænset i målgruppe. Jeg hørte også forslagsstilleren til det her beslutningsforslags kommentarer til det første, i forhold til at det ikke måtte blive for bredt. Jeg vil sige, at jeg nok er lidt interesseret i, at vi bliver klogere på, hvem det egentlig er, der har den største forekomst af ptsd, og så har vores udgangspunkt i det – frem for at lave en mere politisk afgrænsning af det ved at sige, at folk i brandvæsenet er vigtigere end dem i psykiatrien, når det handler om ptsd, hvis dem i psykiatrien er mere ramt. Altså, der tror jeg, at man skal passe på med, hvordan man går til værks herindefra.

Mit udgangspunkt er i hvert fald, at her er vi for hurtige til at afgrænse for meget – og især når vi kan se, at bl.a. tal fra Arbejdstilsynet viser, at man f.eks. i den branchegruppe, der hedder døgninstitutioner og hjemmepleje, ofte bliver udsat for akut psykisk overbelastning som følge af hændelser på deres arbejde. Og derfor tror jeg ikke, at det her rammer plet. Det er en af de dele, jeg tror vi skal blive klogere på, før vi gør mere. Der er også en række andre ting, hvor det her går mere konkret til værks, og jeg mener, at det er en postgang for tidligt. Derfor vil min besvarelse som minister til det her være det samme som til det første i forhold til intentionerne og interessen i at arbejde videre med det. Det hørte jeg også en udstrakt hånd fra forslagsstillerne om, så tak for det. Det vil jo altid være godt, hvis det, vi diskuterer, kan gøres mere samlet. Det ville det sådan set også have været i dag. Jeg anerkender også retten til at fremsætte alle de beslutningsforslag, man vil.

I forhold til det her vil jeg sige, at det kan regeringen ikke støtte. Det er bl.a. på grund af det med målgruppe, men det er også, i forhold til hvor hurtigt frem over stepperne man går, inden vi ved, synes jeg, nok om, hvad der er det vigtigste og for hvem og med hvilke greb.

Men vi skal kunne holde til vores arbejdsliv, og det skal vi især i de her grupper, der er ekstra hårdt ramt. Så der er en udstrakt hånd til, at vi hjælper bedre og passer bedre på dem, der løfter de her vigtige samfundsopgaver. Og derfor er der også igen en bekræftelse af, at regeringen ser frem til, at vi arbejder videre her.

Tak til ministeren. Den næste i talerrækken er ordføreren fra Socialdemokratiet, hr. Jens Joel.

Tak, formand, og tak til forslagsstillerne fra DF for et forslag, som jo på mange måder tager den diskussion op, vi lige har haft de sidste 2 timer om nogle af dem, som hver dag går på arbejde, og som tager et ansvar for at passe på os andre, og som vi som samfund i for mange sammenhænge er for dårlige til at passe på den anden vej.

Så vi har fuldstændig ligesom med det første forslag det udgangspunkt, at vi, så vidt det overhovedet er muligt, skal prøve at forebygge og undgå, at man bliver syg og kommer til skade, at man bliver udsat for alvorlige hændelser, som også kan give ptsd og andre ar på sjælen. Det skal vi selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at undgå, men vi skal også være bedre til at være der, når problemet er opstået, og når skaden er sket, og hjælpe de mennesker, som har passet deres arbejde, og som derved er kommet til skade.

Det er jo, som ministeren også sagde, rigtigt, at temaet i det her forslag lægger sig meget op ad temaet i det første forslag, men at det også har en lidt smallere målgruppe, og det er også rigtigt, at der har været særlige indsatser. Nu er foreningen Thin Blue Line, som er nogle af dem, der taler på vegne af de medarbejdergrupper, som det her forslag handler om, jo også nogle af dem, vi har haft på finansloven, og der har været taget skridt til at styrke samarbejdet med dem.

Men for os er det en lidt bredere diskussion, og derfor vil vi i virkeligheden gerne gøre det samme, som vi lagde op til at gøre i forbindelse med det andet beslutningsforslag, nemlig at kigge på, hvad det er for nogle brancher, og hvad det er for nogle medarbejdergrupper, som er i højrisiko for at blive udsat for de her ting, og om vi kan gøre noget for at hjælpe dem, når skaden er sket, bedre, end vi gør i dag, og om vi kan gøre mere for at forebygge, at de kommer til skade. På den baggrund kan vi ikke støtte det her beslutningsforslag, men vi vil gerne støtte det videre arbejde med at passe bedre på nogle af dem, der passer på os.

Tak til ordføreren fra Socialdemokratiet. Den næste i ordførerrækken er hr. Kim Valentin fra Venstre.

Tak til formanden, og jeg vil også sige tak til DF for at fremsætte det her forslag. Jeg synes jo, det ligger i direkte forlængelse af det andet forslag, vi havde lige før, altså B 66. Det her forslag er lidt mere specifikt, man kan sige, at det er en delmængde af det andet, og at vi sagtens kunne have taget en fælles drøftelse om de her to forslag, og at jeg derfor vil nøjes med at gentage nogle af de pointer, der er vigtige for Venstre.

For det første er det jo ikke arbejdspladsen som sådan, der er problemstillingen, men det er det, at man får ptsd i nogle bestemte sammenhænge, som er problemstillingen, og vi skal finde ud af, hvordan vi gør det her bedst muligt, og det siger vi i regeringspartierne og regeringen, at det gør vi bedst muligt ved at få lavet en god analyse af, hvad det er for nogle forhold, der her rent faktisk gælder, hvad det er, der sker, hvad det er for nogle grupper, man skal kigge på osv., altså alt det, som også blev sagt under den forrige debat. Vi har i Venstre arbejdet meget stærkt og kraftigt på at få veteranerne på banen, og det her forslag forsøger at få nogle andre grupper, som også er udsat for traumatiske oplevelser, ind under de samme regler som veteranerne. Det har vi fuld forståelse for i Venstre, det synes jeg bare jeg vil sige fra en start af, og vi vidste godt, at den her diskussion skulle tages. Men vi syntes også, at det hastede med veteranerne, fordi der er en særlig problemstilling, der gør sig gældende for udsendte veteraner, nemlig at bevisbyrden i forbindelse med ptsd er meget, meget svær at løfte, fordi det er et spørgsmål om, at man er meget, meget langt væk derfra, hvor det skete, og beviserne mange gange er væk.

Så derfor er der jo en vigtig overvejelse i, at man gjorde, som man gjorde. Dermed ikke sagt, at man ikke også kan se lidt på andre felter – det er vi åbne for, og det sagde jeg også under den forrige debat – men det er bare for lige at påpege, at der er den forskel imellem den ene og den anden gruppe. Det er noget særligt, at man er udsendt, fordi man kommer langt væk fra beviserne, når man så kommer hjem, og der ofte er gået meget, meget lang tid. Der er også en masse andre forhold, der gør sig gældende, og det skal jeg ikke gentage her, men blot sige, at vi i Venstre kigger på det her med stor alvor og med stor forståelse. For når vi kigger på de familier, der bliver ramt af ptsd, så vil jeg gentage, at det jo ikke bare er en lille ting, men at det er en kæmpe ting, som bryder op i familien, og som definerer børn af ptsd-ramtes liv. Det definerer en masse ting i den ramtes liv, men altså også i familien, det definerer ægteskaber, der er forældre, som bliver ramt af det her, og man omlægger hele sit liv i forhold til den, der er ptsd-ramt.

Det skal undersøges ordentligt, og det er så det, vi i Venstre siger at vi gør i den rapport, analyse, som ministeren, synes jeg, rigtigt nok sætter i gang, og vi arbejder hurtigt på den. I 2025 bliver vi færdige med den, og så sætter vi os ned og snakker om det, og måske kunne man også finde på en fælles tekst omkring det. Det appellerer vi til, så vi ikke har to sager, der rumsterer rundt, og det kunne jo være, at vi på et så vigtigt område, som ptsd er, kunne blive enige om en fælles tekst til, hvad det er, der skal ske i løbet af i år. Det ved jeg ikke om vi kan, men det kunne jo godt være, at vi kunne det.

Jeg siger ikke mere nu, men jeg vil bare sige tak for forslaget, og som I hører, er vi i Venstre meget engagerede i det. Vi støtter ikke decideret forslaget, men vi støtter det, ministeren siger, altså at vi laver den her analyse-rapport i løbet af i år, og at vi så gør noget.

Tak til ordføreren fra Venstre. Den næste i talerrækken er fru Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne.

Med beslutningsforslaget ønsker forslagsstillerne at anerkende den belastning, politifolk, fængselsbetjente, brandfolk og ambulancereddere, de blå veteraner kaldes de, oplever, på lige fod med, hvad forsvarets veteraner, altså de grønne veteraner, gennemgår. Det er vi meget enige i.

Det foreslås, at de blå veteraner skal have adgang til de samme psykologiske og økonomiske støtteordninger, som de grønne veteraner har i dag, således at de to grupper sidestilles. Forslagsstillerne mener, at de blå veteraner udfører et arbejde på de samme betingelser som forsvarets veteraner, og at de dermed også oplever de samme psykiske og fysiske belastninger.

Danmarksdemokraterne anerkender den store indsats, som vores politifolk, fængselsbetjente, brandfolk og ambulancereddere yder. Derfor mener vi, det er vigtigt at støtte dem, når belastningen bliver for stor. Vores blå veteraner arbejder i udsatte job, hvor de dagligt håndterer katastrofer og forbrydelse over hele landet, og det er både fysisk krævende og psykisk belastende arbejde, hvor de ofte konfronteres med voldsomme hændelser, som unægtelig påvirker den enkelte. Vi anerkender derfor behovet for at støtte vores blå veteraner endnu mere, end vi gør i dag. Samtidig anerkender vi, at et forslag som dette vil have en betydning økonomisk og ressourcemæssigt, da en eksisterende ordning for behandling og rehabilitering skal udvides til at omfatte flere faggrupper i det offentlige.

Vi er som sagt meget positive over for forslaget, men vi synes selvfølgelig også – som vanligt, når vi gerne vil støtte noget – at der mangler lidt finansiering. Derfor synes vi på den anden side også, at vi rigtig gerne vil være med til at finde en finansiering til forslaget her.

Tak til ordføreren for Danmarksdemokraterne. Næste ordfører er fru Kirsten Normann Andersen fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, og tak til Dansk Folkeparti for at have fremsat et forslag, som på lange stræk ligner det forslag, som vi selv har fremsat sammen med Enhedslisten og lige har behandlet. Dog er der også forskelle. Jeg ville i virkeligheden ønske, at Dansk Folkeparti havde takket ja til at være medforslagsstiller på det tidligere forslag, fordi det rækker bredere end det forslag, som ligger her. For at give et eksempel vil jeg sige, at 384 ansatte på bosteder siden 2005 har fået anerkendt ptsd. Det er blot én gruppe af mange af de grupper, som VIVE selv har peget på er udsatte i deres job, og som risikerer ptsd på grund af vold, på grund af kriser eller på grund af skrækkelige ulykker og redningssituationer – som kan stå i så ubehagelige situationer, at de enten her og nu eller på sigt udvikler psykiske lidelser og ptsd.

Noget af det, som de ansatte, som oplever de her ting på deres arbejde, efterspørger, er jo netop anerkendelsen af ptsd som en lidelse og som en arbejdsskade, men også hurtigere sagsbehandling, bedre adgang til hjælp, mere forskning og ikke mindst mere forebyggelse, for det er trods alt bedre at forebygge end at helbrede. Det tror jeg også at alle er enige om.

Jeg synes, at målgruppen er for snæver i forslaget fra Dansk Folkeparti, og så er der også den her lille nuance, som vi jo drøftede under det sidste forslag, nemlig at vi ikke ved præcis, hvad omfanget er, at vi ikke ved præcis, hvad det vil koste at sætte forskellige initiativer i gang. Det afhænger også af, hvad det er for nogle initiativer, vi kan blive enige om er vigtige at sætte i gang. Alene af den grund er det jo lidt en blankocheck, som Dansk Folkeparti beder os om at udskrive her.

Derfor foretrækker jeg selv vores eget forslag, som indebærer, at vi sætter gang i en analyse og en udarbejdelse af en model, og jeg har lyttet mig til, at regeringen nikker til, at det er det, der skal ske i det her år. Jeg synes, det haster. Vi skriver trods alt kun januar lige nu, så jeg håber, at der hurtigt vil blive sat gang i et arbejde, hvor vi kan finde en model for, at de mennesker, der arbejder i højrisikostillinger og højrisikojob, kan blive omfattet af regler og tilbud om hurtig behandling, hurtig sagsbehandling, hurtig hjælp, mere forskning og mere forebyggelse, sådan at vi giver den tilstrækkelige støtte og hjælp i tide og undgår langvarige og varige men.

Derfor støtter vi heller ikke det her forslag, men håber, at Dansk Folkeparti i stedet vil støtte det forslag, som vi selv har fremsat sammen med Enhedslisten, og som vi behandlede for et øjeblik siden. Tak for ordet.

Tak for det. Der er et par stykker, der har indtegnet sig nu, men den første er hr. Kim Valentin fra Venstre.

Tak til ordføreren for talen. Meget af det er jo en gentagelse af det, vi havde i nr. B 66, som ordføreren selv havde på dagsordenen i dag. Men det, jeg lyttede mig frem til, er, at SF ikke støtter det her. Jeg synes sådan set godt, at man kunne tage en drøftelse af, om ikke man skulle lave én tekst for det hele, så vi ikke har to tekster, der cirkulerer på det her. Det ville også gøre det mindre forvirrende derude. Derfor blev jeg sådan lidt: Hov, ordføreren støtter ikke det her forslag. Derfor blev jeg alligevel lidt overrasket og må spørge om, om ordføreren ikke lige kan gentage, hvorfor det er sådan.

Ordføreren.

Nu er SF jo et økonomisk ansvarligt parti, som også gerne vil vide, hvad det koster, når vi træffer store beslutninger i Folketingssalen. Det er ikke et finansieret forslag, og det er også baggrunden for, at det er svært at bakke op om forslaget, som det ligger her. Jeg mener, at det giver mere mening at få fundet ud af, hvad det er for en model, hvad det er for nogle tiltag, der skal sættes i gang, for at vi kan løse det her problem for den gruppe, som Dansk Folkeparti nævner i sit forslag, men også for de andre højrisikogrupper, som var nævnt i det tidligere forslag. Og jeg foretrækker også en fælles tekst, og derfor inviterer jeg også Dansk Folkeparti til ligesom at alliere sig med B 66 i stedet for at undskylde. Men jeg mangler noget tid på min talerstol her, og jeg kan godt se, at formanden rejser sig nu. (Fjerde næstformand (Lars-Christian Brask): Men det var en fejl, så tal ud!) Jeg er færdig.

Spørgeren fra Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg vil bare kvittere for svaret. Det var også det, jeg håbede på at høre, og jeg ser frem til det videre forløb. Og så vil jeg sige en ting til, fordi jeg glemte det under min egen ordførertale: Moderaternes ordfører kan ikke være til stede i salen på grund af forhandlinger, men støtter ikke forslaget.

Tak for det. Ordføreren.

Men det er jo i virkeligheden blot en kommentar. Jeg anerkender, at de grupper, som Dansk Folkeparti nævner her, også er omfattet af det forslag, som vi stillede i B 66, og jeg synes, at vi skylder os selv og hinanden, at vi rummer alle de grupper, som er i højrisikogruppe, og får afdækket, hvordan vi kan give den hurtige sagsbehandling, en bedre adgang til hjælp, noget mere forskning og noget mere forebyggelse og så også have en fælles model for, hvordan vi arbejder med det.

Der er yderligere en indtegnet. Fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for ordet. Og tak for en fin tale. Ligesom det gjaldt for den forrige spørger, ramte min finger tasten her, i det øjeblik jeg hørte, at Enhedslisten ikke kunne støtte forslaget. For jeg kan ikke se den store forskel på de to forslag, bortset fra at vi her taler om en lidt mindre gruppe end i det, Enhedslisten foreslog, og dermed burde det forslag, vi behandler her, B 93, jo kunne indeholdes i B 66.

Så jeg føler en undren omkring det, og så kunne jeg godt tænke mig at stille det konkrete spørgsmål: Hvor er det, det forrige forslag anviste mere finansiering end det her forslag? For det forstår jeg ikke.

Ordføreren fra SF.

Mange tak. Jeg vil overlade det til Enhedslisten at svare på, hvad Enhedslisten mener om det her forslag, og så vil jeg forholde mig til, hvad SF mener.

Forslaget, som vi behandler lige nu, indeholder en snævrere målgruppe end den, som det tidligere forslag, altså B 66, indeholder. I B 66 foreslår vi, at det er alle højrisikogrupper, der omfattes af et forslag om, at vi sikrer bedre hjælp, hurtigere udredning, bedre behandling, mere forskning og mere forebyggelse. Det er umiddelbart forskellen, og derfor er jeg jo også enig i, at de grupper, som Dansk Folkeparti nævner her, også skal have hjælp. Vi vil blot gerne være sikre på, at det også rammer andre, som har brug for hjælp.

Så er der også den lille forskel, at det tidligere forslag handlede om at få udarbejdet en model for, hvordan vi overhovedet kan få fundet ud af, hvem de her mennesker er, hvordan vi får givet hjælpen, og hvad det er for en hjælp, der skal gives, hvor det her forslag jo indebærer, at man skal gå i gang med at behandle på samme måde, som man allerede gør det i forhold til veteraner, uden at forslaget er finansieret, og den finansiering har vi ikke med på talerstolen i dag.

Tak for ordet. Den næste i talerrækken er hr. Steffen Larsen fra Liberal Alliance.

Tak, formand. Jeg kan jo stort set gentage, hvad jeg sagde ved sidste forslag, da områderne for emnet stort set er de samme. Men jeg vil alligevel lige også påpege nogle af de forskelle, der er. Her har vi en mere afgrænset gruppe; her drejer det sig primært om ambulancereddere, politibetjente og fængselsbetjente. Det er også tre grupper, som vi ved har et meget hårdt psykisk belastende arbejdsmiljø, og vi er også derfor selvfølgelig fra Liberal Alliances side meget åbne over for at tage diskussioner om alt lige fra deres arbejdsmiljø, til hvordan vi kan hjælpe med at forbedre deres situation. Som jeg også nævnte tidligere, er det også sådan, at jeg har den dybeste forståelse for, at der særlig blandt fængselsbetjente og politibetjente er mange, der også lever under mange trusler og med mange problemer, hvor det øger den psykiske arbejdsbelastning. Så vi er som sagt meget åbne over for at diskutere det her.

Det her forslag har desværre ikke nogen finansiering med sig overhovedet, og det gør jo, at vi så også er nødt til at sige, at vi ikke kan støtte beslutningsforslaget, for vi er nødt til at tage vores statsfinanser så alvorligt, at vi ser på, hvordan det finansieres. Jeg kan forstå på ordføreren for Dansk Folkeparti, at der ligger et eller andet finansieringsforslag, men det er desværre ikke blevet beskrevet i de papirer, som er blevet indsendt, så det mangler vi at få øje for. Med de ord vil jeg gerne takke Dansk Folkeparti for det gode forslag, men vi kommer ikke til at stemme for det på den måde, det står på nu. Men vi indgår selvfølgelig gerne i dialog både med ministeriet, men også med ordføreren fra Dansk Folkeparti om, hvordan man måske kan gøre det her på en anden måde.

Tak til ordføreren. Der er ingen indtegnede til korte bemærkninger. Den næste på talerstolen er fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti.

Tak, formand. Jeg beklager, at jeg var lidt sen i optrækket, men der plejer jo at være en fra Moderaterne før mig, men jeg havde lige glemt, at der var en hilsen derfra.

Beslutningsforslaget om at sidestille de blå veteraner – politifolk, fængselsbetjente, brandfolk og ambulancereddere – med grønne veteraner fra forsvaret rejser jo en vigtig diskussion om, hvordan vi anerkender og støtter dem, der arbejder i samfundets tjeneste under svære og belastende forhold. Arbejdet som blå veteran indebærer stor risiko og psykisk belastning. Vold, trusler, alvorlige ulykker og endda dødsfald kan være en del af deres hverdag. Mange betaler en høj pris for deres indsats. Det er afgørende, at vi som samfund yder hjælp og støtte til de mennesker, der lider fysisk eller psykisk som følge af deres arbejde. Vi ser gerne, at vi allerede i løbet af ansættelsen arbejder meget mere med at give den støtte, der skal til, for at vi kan forebygge ptsd, og forsøger at undgå, at belastninger og særlige hændelser sætter sig fast.

Vi har stor respekt for det arbejde som politifolk, brandfolk og andre i højrisikojob udfører. Det er dog også vigtigt at forstå, at deres oplevelser og traumer er forskellige fra dem, vores soldater står over for i krig, netop fordi vi har en mulighed for at gøre noget med den daglige støtte, i modsætning til hvad vi kan for de grønne veteraner. Vi må erkende og anerkende, at der er afgørende forskelle på de belastninger og rammer, som de blå og de grønne veteraner står med. Grønne veteraner har ofte været udsendt i krigszoner, hvor de har været udsat for vedvarende livsfare, vedvarende kamphandlinger og traumatiske oplevelser, der ofte har en større kompleksitet end de situationer, blå veteraner typisk møder i deres arbejde. Den forskel betyder, at en fuld ligestilling udvander anerkendelsen af de omstændigheder, som præger veteraner fra forsvaret. Det er langtfra heller sikkert, at det er den samme type af hjælp, der er behov for.

Så der er en praktisk udfordring i at sidestille så forskellige grupper, for hvordan definerer vi blå veteraner? Hvilke kriterier skal vi lægge til grund, for at de kan få adgang til de samme ordninger? Og hvordan sikrer vi, at den model ikke utilsigtet skaber en ulighed mellem grupper, der arbejder under lignende forhold, men falder uden for definitionen? Blå og grønne veteraner er forskellige, og det ønsker vi at anerkende, men vi ønsker også som forslagsstillerne at tage spørgsmålet om støtte til blå veteraner alvorligt og gøre noget aktivt ved det. Det kræver, at vi laver en målrettet indsats, der tager højde for de helt specifikke belastninger, de blå veteraner oplever, og de rammer, som lige netop de har. Det er noget, vi også selv kigger på i Det Konservative Folkeparti, og derfor vil vi meget gerne deltage i en drøftelse af, hvad vi kan gøre for at hjælpe den her gruppe, selv om vi ikke kan bakke op om det her i øvrigt ufinansierede beslutningsforslag i dets nuværende form. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for Det Konservative Folkeparti. Den næste i talerrækken er fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten.

Tusind tak for den vigtige debat. Der var noget ved det beslutningsforslag, vi behandlede før, og som jo også kredsede om meget af det samme i forhold til det her, og noget, som jeg faktisk ikke havde regnet med, men som jeg synes er ret positivt i forhold til debatten, og det er, at der har været fokus på at få flere med. For noget af det, der har været kritik af i forhold til det her forslag, er, at der er nogle grupper, man kommer til at glemme. I forhold til det beslutningsforslag, som vi så har fremsat fra Enhedslistens og SF's side, troede vi egentlig lidt, at vi som en offentlig arbejdsgiver havde alle med, og her er der jo også kommet nogle rigtig vigtige og gode input fra salen, synes jeg, omkring nogle grupper, som vi skal huske at have med.

Der ser jeg frem til, at vi får lavet det videre arbejde, i forhold til hvordan vi får tænkt de dele med i det, og jeg synes egentlig, at det er blevet mere positivt modtaget, end jeg havde troet at det ville blive. Det, der så bare er fuldstændig vigtigt, er, at vi får rykket på det, så det ikke kun kommer til at være nogle forskellige intentioner. Egentlig tror jeg, at det virkelig ville være noget, som vi ville have haft lyst til at fremsætte et forslag om at vi bare skulle gøre. Men jeg tænker, at selv om ordføreren siger, at der er finansiering, så tænker jeg ikke, at Dansk Folkeparti kan vide, hvor store udgifter der vil være forbundet med det, for det er jo også noget af det, ministeren har sagt at man ikke ved endnu. Jeg tænker, at det er noget af det arbejde, vi skal i gang med med det samme.

For én ting er erstatningen, og den skal man ikke kæmpe en masse om. Der er også nogle gange, hvor erstatningen er en døråbner til nogle andre ting. Men noget af det, der er mindst lige så vigtigt – mange vil faktisk sige endnu vigtigere – er det omkring den forebyggende indsats og det at blive grebet af en tidlig indsats, men også familien omkring dem. Altså, vi hører flere af de betjente, jeg har talt med, fortælle, hvordan det rammer familien. Vi ved også, at ptsd kan børn arve, altså sådan at børn, der ikke har været til stede eller måske ikke engang har været født, da de traumatiske hændelser er sket, faktisk selv kan få ptsd. Så de konsekvenser, der kan være i forhold til det, kan være så vidtgående, så det er bare enormt vigtigt.

Jeg må indrømme, at i dag er gået bedre, end jeg havde turdet håbe på, selv om jeg selvfølgelig altid håber på det bedste. Så lad os få besluttet, at vi skal gøre det, vi alle sammen siger, og så rent faktisk få det gjort. Så bliver 2025 året. Den håber jeg at vi alle sammen er med på. Tak.

Tak til ordføreren for Enhedslisten. Fru Samira Nawa fra Radikale Venstre er den næste på talerstolen.

Mange tak. Det her beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti ligger i fin forlængelse af det beslutningsforslag fra SF og Enhedslisten, som vi netop har behandlet med en, synes jeg, grundig debat, som har varet i lige omkring 2 timer. Til forskel fra det tidligere beslutningsforslag er der her tale om en mere afgrænset målgruppe. Der mener vi i Radikale Venstre, at hvis vi skal ad den her vej, er der ikke nogen grund til ikke også samtidig at kaste et blik på mennesker, der f.eks. arbejder i socialpsykiatrien, ved bosteder osv. Og derfor er vi tilhængere af at kigge på den bredere målgruppe.

En anden ting, der også er ved Dansk Folkepartis beslutningsforslag til forskel fra Enhedslisten og SF's, er, at det ikke er finansieret. Der er tale om, at vi skal træffe en beslutning og iværksætte noget med det samme. Men med det tidligere beslutningsforslag var der tale om at skulle iværksætte analyser og målgruppeundersøgelse og afdække de økonomiske omkostninger, og det er vi i Radikale Venstre større tilhængere af at få gjort, forud for at vi træffer beslutninger. For jeg synes lidt, at med det her beslutningsforslag er der lagt op til, at man siger ja til noget, som kan synes godt, men uden at der er nogen af os, der på nuværende tidspunkt har et overblik over, hvad det måtte have af økonomiske konsekvenser.

Ender det med, som hr. Kim Valentin var inde på, at man laver en fælles tekst, der omfatter begge beslutningsforslag, så kigger vi meget gerne på det i Radikale Venstre. Men ellers er vi imod det her beslutningsforslag, men støtter jo, som vi nævnte ved den tidligere behandling, SF og Enhedslistens beslutningsforslag om det samme. Tak.

Tak til ordføreren fra Radikale Venstre. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Tusind tak. Til dem, der sidder derude og lytter med, vil jeg sige, at det altid er en spøjs debat i forhold til finansieringen, for hvis vi havde skrevet på, hvordan vi ville finansiere det, oplever man tit, at folk siger, at de ikke kan støtte den måde, det er finansieret på. Så det er altid lidt svært. Det her er selvfølgelig fuldt finansieret i vores 2030-plan, men det er så ikke skrevet specifikt ind i forslaget, hvilket jeg selvfølgelig skal beklage. Men vi har faktisk lavet et helt veteranudspil, som selvfølgelig er fuldt finansieret, og som har rigtig mange gode dele. Det her er så en af dem.

Der blev også tidligere heroppe fra talerstolen nævnt det her med Thin Blue Line, og det er faktisk også en tæt samarbejdspartner konkret i forhold til det her. Det, der blev nævnt tidligere i forhold til finansieringen med, at Thin Blue Line også udvider deres indsats til de blå veteraner, var faktisk noget, Dansk Folkeparti bragte til bordet i forbindelse med en anden aftale, hvilket så gør, at de har en finansiering nu i 2 år. Det er vi selvfølgelig rigtig glade for og stolte over.

Når trygheden skal sikres i Danmark, er det politibetjentene, der sørger for lov og orden, og som fanger de kriminelle, sådan at vi andre kan sove trygt om natten. Derefter tager fængselsbetjentene over. De passer på dem og arbejder på at resocialisere dem til et liv uden kriminalitet. Ved ulykker redder ambulanceredderne liv, og når der er brand, står brandfolkene klar til at hjælpe. Fælles for alle disse faggrupper er, at arbejdet er voldsomt psykisk belastende. Alt for mange kæmper med svær ptsd, angst, søvnløshed og andre psykiske udfordringer. I værste fald må de forlade jobbet med kroniske fysiske eller mentale ar. Arbejdsforholdene minder faktisk om dem, som soldater oplever i krigszoner: konstant alarmberedskab og mange traumatiske hændelser tæt på hinanden. Det efterlader meget lidt tid til at bearbejde oplevelserne, før nye presser sig på, og det kan altså knække selv de stærkeste og gøre det helt umuligt at fortsætte i et job, som for mange faktisk har været en barndomsdrøm.

Af de nuværende fængselsbetjente, værkmestre og transportbetjente er der mere end 11 pct., der lider af ptsd, og 14 pct., der har en psykiatrisk diagnose grundet en belastningsskade, som er opstået i forbindelse med deres arbejde. For politibetjentene er det henholdsvis 3 pct. med ptsd og 4,4 pct. med en psykiatrisk diagnose. Af ambulance- og brandredderne er det samlet 8 pct., der har ptsd, og tre gange så mange, der er i risiko for at udvikle ptsd. Der er for nuværende lidt under 2.000 fængselsbetjente, 11.500 politibetjente, 2.650 ambulancereddere og ca. 10.000 brandfolk, hvoraf omkring 8.000 af dem er tilkaldebrandfolk. Sammenlagt er det et stort antal personer fra de her ovennævnte grupper, som arbejder under helt ekstremt belastende forhold, og som risikerer at måtte forlade jobbet, fordi de simpelt hen bliver både nedslidte og traumatiserede.

At folk bliver syge af at passe deres arbejde, er selvfølgelig ikke acceptabelt, særlig når årsagen er arbejdsforhold, som vi faktisk har mulighed for at ændre herindefra. De her faggrupper udfører et helt uundværligt arbejde, nemlig det arbejde, der sikrer Danmarks sikkerhed og tryghed, så vi kan gå trygt i seng om aftenen, som jeg nævnte før, og lægge hovedet på puden og lukke øjnene og vide, at der faktisk er gode folk, der passer på os.

I Dansk Folkeparti har vi lavet et samlet veteranudspil. Det her med at ligestille de blå veteraner med de grønne veteraner er en del af det. Og der foreslår vi eksempelvis også flere forebyggende tiltag for netop at undgå, at vi står i den her situation. Det er eksempelvis det her med at have fokus på forebyggelse af nedslidning og varige psykiske skader, at man har supervision, at man måske har mulighed for at tale med en psykolog, uden at det bliver registreret i ens personalemappe, at man har en mentorordning, så man har den her kollegiale støtte, og at man får bedre mulighed for at have noget midlertidigt administrativt arbejde eller mindre krævende opgaver. Det kunne handle om bedre uddannelse, og det handler også om bedre løn og bedre muligheder for at kunne rokere rundt internt, altså at man kan flytte til mindre belastede arbejdssteder med ret kort varsel.

Når så skaden er sket, er det, at vi foreslår, at man i lighed med forsvarets veteranordninger støtter de ramte og deres familier, at der er et døgnåbent beredskab for akut hjælp, at der er obligatorisk kommunal veteranpolitik og dedikerede veteranmedarbejdere, at der er statslig oprettelse af veteranhjem og -boliger i både øst og vest, at formodningsregel og bevisbyrden for psykiske skader flyttes fra den ramte til systemet, at der er nem og hurtig adgang til erstatning, uden at man skal kæmpe imod systemet, og at arbejdsgiverne skal kunne tilbyde fleksjob eller skånejob, så de ramte fortsat kan være en del af fællesskabet. En af de ting, jeg er blevet meget opmærksom på, i takt med at jeg har behandlet det her, er, hvor mange politifolk der faktisk sagtens kan have et arbejde, hvor de sidder og behandler sager på et kontor, men at de, fordi de har været udsat for noget så voldsomt, at de ikke kan være på gaden mere og så at sige komme ud og slås, faktisk bliver fyret, i stedet for at man udnytter deres arbejdskraft andetsteds.

I Dansk Folkeparti tager vi det faktisk ret alvorligt, at vi lige nu har politifolk, som bliver syge af at gå på arbejde, og at vi har brandfolk, der bliver syge af at gå på arbejde, altså nogle mennesker, som står i den yderste zone for faktisk at passe på alle os andre. Derfor tager vi det også ret alvorligt, at vi herinde fra det danske Folketing passer på dem, der passer på os. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Der er ingen indtegnede.

Eftersom der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.