Det første punkt på dagsordenen er:

1) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 85:

Forslag til folketingsbeslutning om regulering af korruption, åbenhed og interessekonflikter.

Af Theresa Scavenius (UFG).

(Fremsættelse 15.11.2024).

Den første, jeg byder velkommen til, er forslagsstilleren, fru Theresa Scavenius, for at give en begrundelse for forslaget. Værsgo.

Som borgere skal vi jo spørge os selv: Hvorfor skal politiske beslutninger træffes bag lukkede døre? Hvorfor skal Folketingets udvalgsmøder være lukkede? Hvorfor skal forligskredsens møder være hemmelige? Hvorfor skal møder hos ministeren i det hele taget være hemmelige? Hvorfor skal det være svært at få aktindsigt i forvaltningens praksis osv. osv.? Jeg kunne blive ved med at stille en lang række spørgsmål, som alle sammen handler om, hvorvidt vi som borgere har tillid til den måde, vores demokrati, vores folkestyre, og vores offentlige sektor fungerer på.

Hele pointen er: Hvorfor er det vigtigt? Det er det jo, fordi vores type samfund kun fungerer, så længe vores borgere har en grundlæggende tro på, at systemet arbejder i deres interesse, og at systemet træffer rationelle, faglige begrundelser, som ikke er baseret på specifikke særinteresser. Det er derfor, det er vigtigt med åbenhed og transparens. Det er derfor, det er vigtigt at undgå skjult lobbyisme, manglende gennemsigtighed, magtmisbrug osv.

Alt det her står selvfølgelig i modsætning til autokratier, samfund, som ikke er baseret på borgernes tillid, men som er baseret på et magtmonopol, hvor man kan censurere, intimidere og systematisk underminere frie institutioner, for dem har man ikke brug for. Man beslutter bare med ren magt. Men vores type samfund er baseret på, at borgerne er involveret og inddraget og har tillid til systemet.

Hvad sker der så i dag? Der sker en stille erosion af vores forskellige frie, demokratiske institutioner. Det sker stille og roligt og gradvis, og det er det, det her forslag handler om. Det handler om en værktøjskasse, hvor der er en lang række forslag, som kommer fra EU, organisationen GRECO og andre, så der er ikke i det her forslag tale om så at sige nye idéer. Det handler om en vedvarende kritik, der har været af Danmark i mange år, for ikke at have skabt det stillads, der er behov for for at sikre et ordentligt demokratisk samfund.

Vi siger foreløbig tak til ordføreren for forslagsstillerne, fru Theresa Scavenius, uden for grupperne. Forhandlingen er nu åbnet, og den første, jeg byder velkommen til, er justitsministeren.

Tak for ordet. Bekæmpelse af korruption er en af grundpillerne i en retsstat, og derfor er det også vigtigt, at vi løbende drøfter, hvordan vi sikrer, at vi forbliver et af verdens mindst korrupte lande.

Beslutningsforslaget indeholder en række forslag om bekæmpelse af korruption og større åbenhed, og jeg vil starte med den del, der handler om bekæmpelse af korruption.

Det er vigtigt, at befolkningen kan blive ved med at have tillid til os som politikere og til de bærende samfundsinstitutioner. Men jeg må altså også bare fremhæve, at Danmark fortsat er et af de lande i verden, hvor den største andel af befolkningen har tillid til myndighederne. Transparency International har desuden kåret Danmark til verdens mindst korrupte land, og det er der jo virkelig grund til at glæde sig over. For lav korruption giver højere tillid, og det er, som nævnt, afgørende for et velfungerende samfund.

I Danmark har vi ingen specifik lov, der regulerer svingdøre og lobbyvirksomhed, men vi har regler og retningslinjer, der skal varetage hensynet til åbenhed om ministres arbejde, og som skal imødegå korruption og inhabilitet i forvaltningen. For det første kan offentligt ansatte, herunder ministre, blive straffet for uberettiget at modtage gaver. Det følger også af almindelige forvaltningsretlige principper, at personer i offentlig tjeneste har pligt til at sige nej til gaver, der kan skabe tvivl om deres habilitet. For det andet følger det af forvaltningsloven, at personer, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger. Den tavshedspligt gælder også for ministre. Uberettiget videregivelse af fortrolige oplysninger kan straffes.

For det tredje indeholder forvaltningsloven en række habilitetsregler, hvorefter offentligt ansatte ikke kan behandle sager, som de f.eks. har en særlig økonomisk eller personlig interesse i. For det fjerde følger det af lov om vederlag og pension for ministre, at hvis en minister ved sin tiltræden har et hverv i en offentlig eller privat virksomhed, vil ministeren som det klare udgangspunkt skulle fratræde dette hverv. For det femte vil jeg fremhæve åbenhedsordningen. Det er den ordning, der indebærer, at der inden for hvert enkelt ministerområde skal offentliggøres en række oplysninger om ministerens udgifter og aktiviteter. Det gælder bl.a. rejser, modtagne gaver, repræsentationsudgifter m.v. Det er på den baggrund regeringens vurdering, at reglerne er tilstrækkelige, og derfor har vi ikke planer om at foreslå nye regler på området.

Beslutningsforslagets anden del vedrører åbenhed og mindskning af interessekonflikter. Her foreslås det at ændre offentlighedsloven samt at indføre nye regler om privat partistøtte. Det er afgørende for regeringen, at arbejdet i regeringen og den offentlige forvaltning sker på en måde, som befolkningen kan have tillid til. Åbenhed og transparens er vigtige forudsætninger for befolkningens indsigt i og tillid til de politiske beslutningsprocesser og den offentlige forvaltning.

Derfor har regeringen, sammen med Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre, nedsat et udvalg om ændring af offentlighedsloven. Eventuelle ændringer af offentlighedsloven bør afvente, at udvalget har færdiggjort sit arbejde.

Om privat partistøtte kan jeg sige, at det er regeringens opfattelse, at tiden er moden til, at vi ser på reglerne på området. Jeg kan som justitsminister ikke gå ind i en detaljeret drøftelse af beslutningsforslagets elementer på dette område, men må henvise til indenrigs- og sundhedsministeren, da området hører under hendes ressort.

Her til sidst vil jeg igen understrege, at jeg deler forslagsstillerens opfattelse af, at det er et vigtigt emne, vi diskuterer her i dag. Dog er det som nævnt regeringens opfattelse, at den retlige beskyttelse mod korruption er tilstrækkelig, som den er, og at vi bør afvente afslutningen af udvalget om ændring af offentlighedslovens arbejde, før vi tager stilling til, om der skal foretages ændringer i offentlighedsloven. Derfor kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er foreløbig tre med korte bemærkninger, først fru Theresa Scavenius, uden for grupperne. Værsgo.

Tak for ministerens tale. I forhold til det her med, at vi har en lav korruption i Danmark, så er det jo, fordi det her er et opfattelsesindeks, og det vil jo sige, at vi ikke har nogen viden om, hvor meget korruption der er. Derfor er en del af det forslag, som organisationen GRECO bl.a. har anbefalet os, også at lave den her database, hvor vi faktisk begynder med at overvåge og indsamle information om de cases, der er, sådan at vi kan få en viden om, hvor højt korruptionsniveauet er. Vil ministeren forholde sig til det konkrete forslag?

Så har jeg et andet konkret forslag, jeg gerne vil høre ministerens kommentar til. Det, vi har i dag i forhold til det her med interessekonflikter, er jo i høj grad formaliseret lobbyisme, f.eks. i forbindelse med en grøn trepart, hvor man ligesom har inviteret lobbyorganisationerne helt ind i det politiske rum, og det har ministerens kollegaer været meget stolte af, fordi de mener, det er en god måde at lave politik på. Men hvordan vil justitsministeren, set fra ud et interessekonflikthåndteringsperspektiv og også justitsministerens eget perspektiv, vurdere de her sager, hvor man simpelt hen inviterer lobbyorganisationerne helt ind i regeringskontorerne?

Justitsministeren.

Jeg er jo en meget, meget stor tilhænger af, at man også indgår i forpligtende partsaftaler med nøgleaktører på området, hvis det kan være med til at bygge bro over nogle forskellige modsætninger. Da jeg selv var beskæftigelsesminister, tror jeg det var – det var selvfølgelig også under coronatiden og derved under særlige omstændigheder – sad jeg selv for bordenden i det, der endte med at blive 19-20 forskellige trepartsaftaler med arbejdsmarkedets parter, som jo til syvende og sidst, ligesom det også gjorde i den grønne trepart, handlede om at få nogle interessemodsætninger til at mødes og bøje sig af over for hinanden. Det mener jeg er en meget særlig og unik dansk måde at løse meget store og i sagens natur også svære problemstillinger på. Så det er jeg en meget stor tilhænger af.

Fru Theresa Scavenius.

Så ministeren vil være uforstående over for dem, der er kritiske over for det og siger, at der bliver en for stor vægtning af særinteresser, versus det, der i det her tilfælde var tale om, altså at miljøpolitik og klimapolitik blev nedtonet, selv om det var det, borgerne havde ønsket ved det sidste valg? Så den kritik kan ministeren ikke høre, kan jeg forstå.

Hvordan forstår ministeren det så at der er den her type af regulering andre steder og i andre lande? Det er jo ret unikt, at vi i Danmark ingen regulering har i forhold til svingdørslobbyisme, at vi ikke har et lobbyregister og f.eks. den her database osv. Mener man, at Danmark skal være helt anderledes end alle de andre europæiske lande?

Ministeren.

Det er mange forskellige ting at svare på på 30 sekunder, men lad mig starte med det sidste. Ja, jeg er dybt uenig med dem, der kritiserer, at man eksempelvis indgår trepartsaftaler, uanset om det er med arbejdsmarkedets parter, eller om det, som det var i tilfældet med den grønne trepart, er med landbruget på den ene side og Danmarks Naturfredningsforening på den anden side.

Ja, jeg mener, det er meget, meget demokratisk skønt og unikt, at vi er i stand til at skabe et rum, hvor dybest set også de politiske kræfter åbner op, og hvor man både beder nøgleaktørerne om at byde sig til med idéer og løsninger, men også at tage et ansvar for de selv samme løsninger.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. Et af de partier, hvor der har været sået tvivl om, hvorvidt der er pågået nepotisme eller andet, er jo partiet Moderaterne, som justitsministeren sidder i regering med, selvfølgelig konkret foranlediget af hr. Lars Løkke Rasmussens dubiøse adfærd i forhold til CIP og andre kapitalfonde osv., hvor det ikke rigtig er til at se, hvor det private starter, og hvor det partimæssige slutter. Men der findes jo så, kan jeg forstå, en særlig bestemmelse i partiregnskabsloven, som hr. Lars Løkke Rasmussen fiffigt nok har fundet frem til for at forhindre den offentlighed, der gælder for alle andre partiregnskaber, og jeg betragter det som en af de største udfordringer ved den Transparency International-ranking, som ministeren nævner. Derfor synes jeg, det ville være på sin plads, om ministeren havde en holdning til, om den bestemmelse, som indtil videre har gjort, at offentligheden har været unddraget indsigt i hr. Lars Løkke Rasmussens partiregnskaber på niveau med alle andre partiers regnskaber, ikke også burde revideres.

Justitsministeren.

For at være helt ærlig – jeg var også inde på det i min indledning – er jeg ikke dybt inde i partiregnskabsloven, alene af den årsag at det jo hører under indenrigsministerens ressort. Så spørgsmål vedrørende partistøtte må jeg henvise til indenrigs- og sundhedsministeren.

Hr. Morten Messerschmidt.

Det har jeg forståelse for. Jeg beder heller ikke om en redegørelse i detaljer, og jeg kan også selv læse Karnov og sådan nogle ting, så jeg spørger bare, hvad justitsministeren mener. Hvis vi er enige om – og det tror jeg vi alle sammen er – at vi gerne vil korruptionen til livs, og at vi også gerne vil mistanken om korruption og nepotisme til livs, og vi så har et parti, som helt alene og uden sammenligning med andre partier har fundet en vej til at skjule sine partiregnskaber, samtidig med der er omfattende mistanke om, at partiets formand har modtaget penge fra CIP og andre kapitalfonde osv. osv., så spørger jeg bare justitsministeren, fordi jeg kender ham som et hæderligt menneske, om det ikke ville være godt at lave den regel om.

Justitsministeren.

Der er jo i spørgsmålets ordladning, og det tror jeg også hr. Morten Messerschmidt vil vedstå sig, en masse insinuationer og herunder også beskyldninger. Jeg er ikke bekendt med karakteren af dem, så det vil jeg ikke stå og gøre mig klog på. Jeg vil igen også sige, at jeg helt generelt tror, at tiden er moden til, at vi moderniserer partistøttereglerne, og at jeg i øvrigt med tilfredshed har noteret mig, at der, som jeg husker det, er et rimelig bredt flertal uden Dansk Folkeparti, som er parat til at se på at forbyde udenlandske donationer til politiske partier, og det hilser jeg velkommen.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Før vi fik den nuværende regering, indgik mit parti en aftale med ministerens parti om at lave et demokratiudvalg. Den daværende minister sagde, da vi lancerede den aftale, at vi har brug for en tilstandsrapport for det politiske system og anbefalinger til, hvad vi kan gøre bedre, og at styrke Folketingets kontrol over for regeringen.

Det udvalg, må jeg forstå, har man ikke valgt at videreføre, og en del af det her forslag går jo også på, at vi skal have mere åbenhed. Så hvad er ministerens tanker om det? Er der ikke længere brug for sådan en tilstandsrapport? Er der ikke noget, vi kan gøre bedre? Og hvad er ministerens tanker omkring det?

Justitsministeren.

Jamen altså, som det første er det, at da man indgik den her aftale under den daværende regering, valgte et af de partier, som også var aftalepart, jo at vælte den daværende regering, og der er det jo klart, at alle ikkeudmøntede aftaler, som der så heller ikke er et flertal for efter et nyt folketingsvalg, bortfalder.

Når det er sagt, har der jo i mellemtiden været et, synes jeg, meget, meget flot og meget, meget grundigt arbejde af Dybvadudvalget nedsat i regi af DJØF, som grundlæggende er kommet ind på mange af de samme overvejelser, som var hensigten og meningen med det her demokratiudvalg. Og mange af de anbefalinger har regeringen jo taget til sig, hvor man enten har implementeret, er i gang med at implementere eller overvejer at implementere dem.

Spørgeren.

Jeg er sikker på, at hvis ministeren havde spurgt, ville der stadig væk have været opbakning til et demokratiudvalg, og der kan jeg så forstå, at det synes ministeren ikke er nødvendigt i dag.

Måske kan ministeren på sit ressort redegøre for, hvad der egentlig er sket for at forbedre, hvad kan man sige, åbenheden, siden ministeren er trådt til: Hvor konkret står borgerne bedre i dag, f.eks. omkring indsigt i forhold? Hvor har vi konkret gjort mere for at dyrke åbenheden? Det kunne jeg godt tænke mig at ministeren svarede på.

Ministeren.

Det kan jeg jo nævne en række eksempler på. For det første er vi lige nu, aktuelt, i gang med i Folketinget at lovbehandle et lovforslag vedrørende offentligt ansattes ytringsfrihed. For det andet har vi nedsat et udvalg, der har til formål at komme med forslag til, hvordan man kan revidere offentlighedsloven. Vi afventer naturligvis det udvalgsarbejde, før vi så går i gang med politiske drøftelser med partierne og en eventuel lovbehandling, men det er jo i hvert fald to klare eksempler i den retning, fru Karina Lorentzen spørger til.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til justitsministeren. Vi begynder nu på ordførerrækken, og den første ordfører, jeg byder velkommen til, er hr. Bjørn Brandenborg fra Socialdemokratiet.

Tak for ordet, formand. Beslutningsforslaget lægger op til, at regeringen skal sikre større gennemsigtighed i de politiske beslutningsprocesser samt mindske korruption og interessekonflikter i den offentlige forvaltning. Det er vigtige hensyn, som forslagsstilleren peger på her, for det handler i sidste ende om, hvordan vi bevarer tilliden til vores demokrati, dets institutioner og os som politikere.

Forslagsstilleren har oplistet en lang række konkrete forslag, som skal sikre gennemsigtighed og sætte ind over for korruption. Jeg kan dog indledningsvis slå fast, at vi ikke kommer til at støtte forslaget. Som det allerede har været nævnt af ministeren, har den uafhængige organisation Transparency International kåret Danmark som verdens mindst korrupte land – vi ligger endda en del pladser foran nogle af de lande, som benytter sig af nogle af de selv samme tiltag, som beslutningsforslaget her lægger op til – og det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke fortsat skal arbejdes for en forvaltning, der er præget af gennemsigtighed og tillid. Det skal der, og det bliver der også – og nu tager jeg forskud på det, der næsten blev spurgt til lige før – for eksempelvis har regeringen i samarbejde med Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Radikale Venstre nedsat et udvalg om ændring af offentlighedsloven, og vi må vente på det grundige arbejde, før vi kaster os over at lave store, omfattende lovændringer.

Det er i det hele taget ikke vores opfattelse, at der er behov for regulering, som der lægges op til med det her forslag. Justitsministeren har netop gennemgået, hvordan vi her i Danmark sikrer åbenhed og forhindrer korruption. Den tilgang er vi trygge ved, og på den baggrund kan vi ikke støtte beslutningsforslaget. Men tak til forslagsstilleren for at rejse en vigtig debat, som er sund og nødvendig at genbesøg. Gennemsigtighed og antikorruption er fundamentale værdier i vores demokrati, og vi skal fortsat arbejde for at styrke dem på en måde, der passer til vores danske samfund. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Fru Theresa Scavenius, uden for grupperne. Værsgo.

Jeg vil spørge ind til det med interessekonflikter. Hvornår er det, der er en interessekonflikt ifølge ordførerens synspunkt? Kan det være, når man inviterer Landbrug & Fødevarer med ind i en forhandling om miljø og klima? Eller er det bare en fin praksis? Hvad betyder det, at borgerne skal stemme til et valg, hvor de kan stemme for f.eks. klima og miljø, men i virkeligheden er det Landbrug & Fødevarer, der sidder ved bordenden sammen med regeringen og ministrene? Så spørgsmålet er: Kan der overhovedet findes interessekonflikter, eller er det er bare fint, at politik er baseret på de store og stærke interesser?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Nu går det jo igen meget konkret på trepartsaftalen, og der tror jeg måske – ikke overraskende – at jeg lægger mig lidt i forlængelse af det, ministeren sagde, og synes, at den model på mange måder fortjener stor anerkendelse og stor ros. Jeg synes virkelig, virkelig, det er et godt arbejde. Så er der også noget mere sådan, hvad skal man sige, principielt, som ordføreren er inde på. Altså, hvornår er der er interessekonflikter?

Jeg må sige det sådan, at i den periode, jeg har været folketingsmedlem – eller i de snart to perioder, jeg har været folketingsmedlem – har jeg selv gjort enormt meget ud af at holde rigtig mange møder med rigtig mange interessenter, som kommer ude fra civilsamfundet. Det oplever jeg faktisk også at alle mine ordførerkollegaer fra alle mulige andre partier gør. Det ser jeg selv som en meget, meget vigtig opgave, altså som politiker også at lytte til vores civilsamfund og til de mange forskellige interesseorganisationer, der er udeomkring i vores samfund. Det ændrer ikke på, at på valgdagen vil det altid været sådan, at folk kan stemme på de partier, som de synes repræsenterer deres holdninger bedst. Det ændrer det ikke ved, selv om man f.eks. mødes med forskellige organisationer eller inviterer dem ind i rum, når man ved tager vigtige aftaler for kommende generationer.

Fru Theresa Scavenius.

Udfordringen er jo netop, hvad det er for en holdning, man får, især i forbindelse med, at vi har en meget lukket kultur, så vi ikke ved, hvordan beslutningsprocesserne ser ud, og derude ved vi ikke, hvordan partistøttereglerne er. Det vil sige, at vi ikke ved, om den samme lobbyist også har betalt den enkelte ordførers kampagne f.eks. Så det vil sige, at det er hele den her samlede lukkethedskultur, der skaber en mistillid, i forhold til hvordan der bliver truffet beslutninger. Jeg tror måske også bare, jeg kan konstatere allerede nu her, at i hvert fald i forhold til Socialdemokratiet er der ligesom en meget bestemt forståelse af, hvordan vores demokrati fungerer, og det fungerer rigtig godt og skønt, og så er der dem, der som mig har en kritisk vinkel på, hvordan vi burde gøre det.

Ordføreren.

Jeg tror i hvert fald godt, man kan sige, at der er en anderledes måde at tilgå diskussionen om demokrati på, alt efter om man er socialdemokrat eller er Theresa Scavenius. Det synes jeg er helt på sin plads. Det er derfor, vi har den her diskussion, ligesom vi har haft en række andre diskussioner. Jeg synes bare ikke, og det er vigtigt for mig at sige, at der er noget forkert i, at vi også som Folketing bruger de meget stærke civilsamfund, vi har, og også de mange stærke organisationer, som repræsenterer rigtig mange mennesker og rigtig mange stemmer, som også bliver hørt på den måde i vores samfund.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så siger vi tak til hr. Bjørn Brandenborg fra Socialdemokratiet. Jeg byder nu velkommen til hr. Preben Bang Henriksen fra Venstre.

Tak for det. Indledningsvis skal jeg sige, at jeg er blevet kontaktet af fru Nanna W. Gotfredsen, som desværre har oplevet noget sygdom blandt de nærmeste og derfor har bedt mig også at tale på Moderaternes vegne. Det vil jeg hermed gøre.

I henhold til forslaget, som vi behandler her i dag, skal vi mindske korruptionen og interessekonflikter, og det skal bl.a. ske ved følgende: regulering af lobbyisme, karensperiode for ministre, lobbyregistre, national database og uafhængigt tilsynsorgan osv. Det er alt sammen eksempler, som peger i én retning, og det er imod flere og flere offentligt ansatte. Det er noget af det, som størsteparten af Folketinget her ellers er meget forbeholden over for, altså at bureaukratiet udvikler sig, og at de kolde hænder erstatter de varme hænder. Jeg siger bare, at det her er bare et af forslagene, og følger vi sådan noget her, kan vi i hvert fald være helt sikre på, at vi får flere kolde hænder i det her samfund. Nok om det.

Danmark er altså ikke nogen mellemamerikansk bananrepublik. Det er jeg nødt til at sige. Som de to tidligere talere har sagt, ligger vi faktisk helt i top med hensyn til ikkekorruption ifølge Transparency International, og det synes jeg nok man skal tage at skrive sig bag øret, specielt også når man bringer emnet op her i Folketinget. Jeg kunne bedre forstå det, hvis vi var et eller andet sted i Mellemamerika eller på Sicilien, som det var i de gode gamle dage. Men, undskyld mig, Danmark er et rigtig fint land uden korruption i den grad. Selvfølgelig finder det sted, men det er også derfor, vi har alvorlige bestemmelser i straffeloven, som dømmer folk, der lader så korrumpere.

I tidligere tider havde vi en borgmester i Aalborg, der fik lavet et grønt badeværelse, og hvad resulterede det i? Ja, det resulterede i, at entreprenøren i det entreprenørfirma, der rekvirerede arbejdet, fik 4 års fængsel for bestikkelse, og borgmesteren fik 6 måneders fængsel. Så det virker altså i det omfang, det i hvert fald bliver opdaget og efterforsket. Sådan er det.

Vi har regler, som justitsministeren var inde på, omkring gaver, omkring tavshedspligt, habilitet, offentlighed og offentligt ansattes ytringsfrihed osv. Jeg synes ærlig talt, at det fungerer ganske udmærket. Endelig er der altså også en fri presse, som om ikke dagligt, så dog i hvert fald med mellemrum kaster sig over mulige problemer i den her kaliber.

Så kommer forslagsstillerne også ind på den situation, hvor en minister overgår til lønnet privat virksomhed. Der må jeg bare sige, at det ikke er noget, der generer mig. Tværtimod, vil jeg sige, ville jeg sætte stor pris på, at der kunne blive en større udveksling mellem det private erhvervsliv og Folketinget. Det er svært nok at få en erhvervsdrivende ind i Folketinget, det tror jeg vi alle sammen kan skrive under på, men det bliver da ikke nemmere af, at man så samtidig siger, at vedkommende så i øvrigt lige skal være klar over, at der ligger en klausul, hvorefter du ikke kan søge ud i det private erhvervsliv, hvis du har været minister i x antal år – vel at mærke søge ud i det private erhvervsliv til en løn, der er mange gange højere end den, ministeren får herinde. Så det forbedrer altså ikke den situation, og derfor er det heller ikke noget, der får Venstre til at støtte forslaget. Venstre kan ikke støtte forslaget.

Tak for det. Der er foreløbig tre med korte bemærkninger. Først er det fru Theresa Scavenius, uden for grupperne. Værsgo.

Ordføreren er bange for flere offentligt ansatte. Det, som jeg er bange for, er, at vi bruger statens ressourcer forkert. Det er det, der ligesom har gjort, at man i Tyskland har indført f.eks. karensperioder og andre ting. Det er for at sikre sig, at statens penge bliver brugt, som de skal, og at de ikke lander i de forkerte lommer, fordi der er nogle, der kan betale sig fra det. Det er derfor, at det er vigtigt at have en lang række regler, der sikrer – det gælder både på et personligt niveau i forhold til sådan noget som gaver, som ministeren nævner, men det gælder også i et mere bredt institutionelt perspektiv – at statens penge bliver brugt rigtigt, plus at der ikke bliver truffet beslutninger til fordel for nogle enkelte aktører.

Så samlet set deler jeg sådan set ordførerens bekymringer omkring staten, men der mener jeg så, at ordføreren skulle være langt mere interesseret i at styrke lige præcis den her type af tiltag, sådan at vi sikrer os, at vi faktisk får brugt ressourcerne korrekt, og så borgerne kan have tillid til det.

Ordføreren.

Jeg forstår spørgeren derhen, at man siger, at det, det drejer sig om at sikre, er, at statens penge bruges rigtigt. Ja, det var netop også derfor, at jeg bl.a. henviste til de ting, der indeholdes i forslaget, som efter min opfattelse medfører, at statens penge ikke bruges rigtigt, men derimod bruges til forskellige andre bureaukratiske instanser.

Så der er såmænd ikke noget, der adskiller os i forhold til udsagnet om, at statens penge skal bruges rigtigt. Det tror jeg da i øvrigt at de fleste ville være helt enige i. Men spørgsmålet er, om de eksempler på tiltag, som nævnes i det her forslag, er den rigtige brug af statens penge i verdens mest ikkekorrupte land. Det mener vi ikke i Venstre.

Spørgeren.

Fordi vi er et af de bedste lande i verden i forhold til vores demokrati, betyder det jo ikke, at vi ikke har en opgave i at sikre, at det ikke eroderer. Det er jo det, der er hele pointen, og derfor er det et problem, når vi ikke lytter til den kritik, der er kommet fra eksperter, fra EU og fra GRECO, om, at der mangler regler, og at det ikke matcher det niveau, vi er på. Hvis det var en afrikansk republik, kunne man måske forstå det. Men det der med, at der ikke er nogen regulering af svingdørslobbyisme og de andre ting, er en mangel i en moderne stat.

Ordføreren.

Spørgeren siger, at det, jeg fremfører, ikke medfører, at statens penge ikke bliver brugt rigtigt. Men jeg må bare sige, at vi er i – jeg kommer til at gentage det – det mest ikkekorrupte land i verden, i hvert fald et af dem, og der kan jeg ikke se, at statens penge bruges mere rigtigt på de tiltag, der fremgår af forslaget her.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti, værsgo.

Jeg nærer den dybeste respekt for ordføreren og synes derfor, det er underligt, at han ikke har kunnet finde på bedre argumenter imod det her, end at det skulle øge det offentlige forbrug. At have et lobbyregister f.eks., hvor man skriver, hvilke virksomheder man har mødtes med, kommer da ikke til at koste noget. Jeg synes ikke nødvendigvis, det er et godt forslag, fordi så mødes man jo bare med lobbyisterne på en café eller et eller andet for at komme uden om det, hvis man har lyssky hensigter. Nu kan jeg jo se inde på Folketingets hjemmeside, at hr. Preben Bang Henriksen ikke selv har ønsket at oplyse om hverv og økonomiske interesser. Er det, simpelt hen fordi han følte, at det ville være for omkostningstungt at udfylde posten? Jeg forstår ikke argumentet.

Ordføreren.

For at tage det sidste først vil jeg sige, at det jo altså er noget, vælgerne må tage stilling til. Der er jo ikke andre herinde, der kan afkræve mig de oplysninger. Det står der faktisk i grundloven, og så må vælgerne jo lade være med at stemme på mig, hvis de synes, jeg er en meget mistænkelig person i den forbindelse. Jeg holder min privatøkonomi for mig selv.

Med hensyn til om jeg ikke kan finde andre argumenter end det offentlige forbrug, vil jeg sige, at jeg synes da nok, jeg holdt en næsten 5 minutter lang tale med forskellige argumenter, og så nævnte jeg, at de forslag, der var fremme her, var med til at udvide det offentlige forbrug ganske uden grund efter min opfattelse. Hvis hr. Morten Messerschmidt havde hørt efter, tror jeg nok, han ville have hørt, at jeg adskillelige gange kom til at sige, at Danmark er det mindst korrupte land i verden. Dermed har vi et rigtig godt argument for ikke at gøre det her.

Spørgeren.

Der er da rigtig mange områder, hvor Danmark er det mest fantastiske land i verden, men det har da aldrig været et argument for ikke at gøre det bedre. Men det er fint nok. Jeg synes, det er et meget bedre argument at sige, at ens privatliv ikke vedrører andre, end at sige, at det er en uoverkommelig arbejdsbyrde.

Men så lad os tage et spørgsmål om en ændring af offentlighedsloven, som fru Theresa Scavenius foreslår. Der må det vel være sådan, at hvis der er færre ting, der skal streges over med sort, så kræver det færre jurister. Det er vel sådan set nærmest et besparelsesforslag her, sådan at hvis vi får mere åbenhed, er der brug for færre af de der papirnussere, der går rundt og begrænser åbenheden. Vil hr. Preben Bang Henriksen ikke imødekomme det?

Ordføreren.

Hr. Morten Messerschmidt anfører det forhold, at vi ikke har nogen nævneværdig korruption eller lignende her i Danmark, og at det ikke er et argument for ikke at gøre det bedre. Jo, det synes jeg faktisk er et glimrende argument. Jeg synes, vi skal koncentrere politiet og myndighederne om de steder, hvor der er mest behov, og det er altså ikke lige på det her punkt. Vi har jo i forvejen bestemmelser, f.eks. hele kapitel 17 i straffeloven, som omhandler situationen, hvor man modtager bestikkelse eller giver bestikkelse og lignende. Så der er allerede taget rigeligt højde for det.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

I 2021 havde SF et beslutningsforslag om at indkalde til forhandlinger om offentlighedsloven. Det havde Venstre sammen med Socialdemokraterne travlt med at trænere, så man selv kunne komme ud med en melding om, at man gerne ville have kigget på offentlighedsloven.

Det er nu 4 år siden, at Venstre meldte ud, at de ville have offentlighedsloven ændret. Der kom som bekendt aldrig forhandlinger, selv om forslaget blev stemt igennem med et flertal. Nu har man så i Venstre indvilliget i at lave endnu en syltekrukke og få det her pakket ned i et udvalg.

Er Venstre helt ærligt tilfreds med at have ventet i 4 år på ændringer af offentlighedsloven, som man dengang syntes var utrolig vigtigt i kølvandet på covid-19? Nu skriver vi så 2025, og der er ikke sket noget som helst endnu. Hvordan har Venstre det egentlig med den syltekrukke?

Ordføreren.

Jeg var lige ved at sige, at vi nok har det nogenlunde, som SF havde det, da man åbenbart i, var det 2021 kom med forslaget her. For det er jo ikke så længe siden, at SF sad i regeringen eller i hvert fald havde skaffet grundlag for en socialdemokratisk regering, hvor man åbenbart alligevel ikke fandt det så nødvendigt at banke i bordet omkring offentlighedsloven.

Men det gør man nu, og derfor er jeg da glad for, at ministeren jo også har tilkendegivet, at der arbejdes på projektet, og jeg er helt sikker på, at fru Karina Lorentzen Dehnhardt er mand eller kvinde for at kontrollere, at der nu også sker noget omkring offentligt ansattes ytringsfrihed og ikke mindst offentlighedsloven i sig selv.

Spørgeren.

Der er det jo så, at Socialdemokraterne hele tiden åbent har sagt, at de egentlig synes, at vi har en god nok offentlighedslov; de har faktisk ikke lyst til at ændre noget. Det var derfor, vi blev så glade, da Venstre meldte ud, at nu ville man have ændret offentlighedsloven. For dermed havde vi jo en form for flertal, som vi ikke længe havde haft i Folketinget.

Det er nemlig ikke lykkedes mig at overbevise Socialdemokraterne om, at vi skal have ændret offentlighedsloven, og derfor har jeg heller ikke særlig meget tillid til, at der kommer noget relevant ud af arbejdet, men det må vi jo se til den tid. Så derfor vil jeg bare spørge: Hvad er det for nogle forventninger, Venstre har til det arbejde, som så er blevet sat i gang?

Ordføreren.

Én ting er jo, at fru Karina Lorentzen Dehnhardt ikke har tillid til det pågældende arbejde, men jeg er nødt til at sige, at det altså er sat i gang. Det er sat i gang af en regering og en justitsminister, som Venstre bakker op om, og jeg har ingen grund til at tro, at der ikke skulle komme noget ud af det arbejde.

Det er muligt, at fru Karina Lorentzen Dehnhardt ikke kan lide resultatet, når det kommer, men jeg er lige ved at sige, at så er der andre demokratiske metoder, som SF kan gøre brug af, hvis man vil stille mistillid op i den anledning.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Preben Bang Henriksen fra Venstre. Jeg byder nu velkommen til hr. Dennis Flydtkjær fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Beslutningsforslaget handler om at mindske muligheden for korruption i Danmark og også for interessekonflikter i den offentlige forvaltning og i politiske processer og generelt bare sikre øget gennemsigtighed. Det er jo grundlæggende noget, som er ganske fornuftigt, og jeg har da egentlig også svært ved at forestille mig, at der skulle være nogen, der vil gå ind for det modsatte, altså at man vil have mere korruption eller flere interessekonflikter eller bare mindre gennemsigtighed. Så vi synes, det er fornuftigt at få kigget på det, og jeg synes også, det er godt at have en diskussion om det her i Folketingssalen, for som også andre har sagt, er det jo helt afgørende, at der ikke er korruption, og at der generelt bare er tillid til både myndigheder, politikere, eller hvem der tager beslutninger. Det er jo afgørende i et samfund.

Men når man læser det her forslag, får man også det indtryk, at vi har kæmpe problemer i vores demokrati, og at vi har kæmpe problemer med korruption her i landet, og jeg vil bare slå fast, at det har vi simpelt hen ikke. Det har man måske andre steder i verden. Men Danmark er altså ikke et af de lande, hvor vi har kæmpe problemer med demokrati og korruption. Derfor vil jeg også bare advare mod, at man tror, at fordi der er problemer andre steder i verden, så skal man stramme op på regulering og regler her i landet. Det betyder ikke, at man ikke kan gøre tingene bedre – det kan man måske med offentlighedsloven og andre ting – men vi har altså ikke massive problemer med korruption i Danmark.

Et af de konkrete punkter i forslaget, som jeg gerne vil prøve at dykke ned i – der er jo otte i alt, og jeg kommer ikke til at komme ned i dem alle sammen – er det, der handler om, at man gerne vil lave klare regler for ministre og embedsfolk og særlige rådgivere, der skifter imellem offentlige og private job, og hvor man foreslår at lave nogle regler, som ligner det, der er i Tyskland, altså mere konkret, at en minister ikke må skifte til et job i det private i 2 år eller en topembedsmand i hele 5 år. Jeg synes egentlig, at det er en lidt spøjs debat, for jeg ved jo ikke med jer andre her i Folketingssalen, men jeg møder faktisk tit det modsatte synspunkt, nemlig at befolkningen efterlyser, at politikerne skulle ud og have et arbejde i det private erhvervsliv; at det måske var sundt, hvis man var embedsmand i en forvaltning, at man faktisk prøvede at arbejde i det private og kom ud og fik noget erhvervserfaring. Med det her er det lidt det modsatte, man skulle tro er løsningen, nemlig at nu skal man i hvert fald ikke ud at arbejde i det private erhvervsliv, og at det faktisk er et problem, hvis man er minister eller særlig rådgiver.

Så jeg synes egentlig, man skulle vende det om og prøve, om man ikke kunne se noget positivt i det, nemlig at vi faktisk måske kunne have en offentlig sektor, hvor folk i højere grad kunne skifte mellem at have været embedsmand i en kommune eller i et ministerium og så være et par år ude i erhvervslivet og måske komme tilbage igen. Det kunne måske godt give noget forståelse for, hvad der kunne røre sig i en eller anden branche eller på et eller andet sagsområde. Det synes jeg faktisk kunne være fornuftigt, så jeg er næsten fortaler for det modsatte. I stedet for at lægge benspænd ind, for at man kan komme ud og få noget erfaring, så kunne vi måske bare være glade for, at der var nogle, der fik nogle kompetencer som embedsmænd eller særlige rådgivere eller andet, som faktisk kan bruges ude i erhvervslivet. Det synes vi faktisk modsat forslaget er ganske positivt.

Til gengæld er der et andet punkt, jeg godt vil rose. Det er det omkring offentlighedsloven. Det er en positiv ting, for hvis der er noget, der er med til at sikre, at vi ikke har korruption i Danmark, så er det jo, at der netop skal være gennemsigtighed om de beslutninger, der bliver taget. Hvad er det for et grundlag, de bliver taget på? Hvem er det, der har taget beslutningen? Hvad er de økonomiske beregninger og alt mulig andet, der kan ligge i det? Derfor synes vi også i Danmarksdemokraterne, at det nok næsten er det vigtigste punkt, der kan være med til at sikre, at der er gennemsigtighed og mindre korruption, hvis man kan få noget mere indsigt i beslutningsprocesserne. Så det synes jeg da er en rigtig positivt ting, der er i beslutningsforslaget.

Så har jeg en lille kort bemærkning bare til sidst, nemlig at der er en måske lidt spøjs ting i det. For jeg har lagt mærke til, at fru Theresa Scavenius flere gange har kritiseret lovgivningsprocessen i Folketinget for, at det kan være kompliceret, og at man laver bunkeforslag, og at der er dårlig tid til det. Og så kommer der alligevel et beslutningsforslag fra forslagsstilleren om otte forskellige punkter, og det er måske lidt spøjst, når man selv kritiserer dårlige lovgivningsprocesser, at man så ikke har delt det op. Så ville det i hvert fald også give muligheden for, at jeg eller mit parti kunne stemme nej til det med en karensperiode og så stemme ja til det med offentlighedsloven. Men det kan vi jo ikke, når man laver bunkeforslag, så det kan forslagsstilleren måske selv tage med i sine erfaringer fremadrettet.

Så i og med at det er et bunkeforslag, hvor vi kan støtte noget og er imod noget andet, kan vi jo ikke støtte det hele samlet, så derfor bliver det desværre et nej herfra.

Tak for det. Der er foreløbig to korte bemærkninger, først fra fru Theresa Scavenius, uden for grupperne. Værsgo.

Jeg er glad for ordførerens forståelse for det her med offentlighedsloven og hele den diskussion, men jeg vil snakke lidt ind i det her med ordførerens holdning til, hvorvidt det er godt, at man har erhvervserfaring. For selvfølgelig er det godt, at folketingsmedlemmer og andre kommer alle mulige andre steder fra, men det er jo ikke det, det handler om. Det handler jo om det, der gælder, hvis du er ansat i en privat virksomhed; så er det jo meget almindeligt, at du har konkurrenceklausuler. Du skal ikke kunne gå over til konkurrenten, dagen efter at du har siddet og lavet en eller anden colaopskrift, eller hvad det kan være. Det er jo helt normalt.

På samme måde er det helt normalt i Tyskland, i Bruxelles og andre steder, at man har regler for det, hvis du har et offentligt embede, f.eks. som topembedsmand. Det er noget af det, der i Tyskland har den højeste karensperiode, for det er meget, meget vigtigt i den tyske stat, at borgerne har tillid til, at når der er nogen, der har et offentligt embede i den tyske stat, så træffer man beslutninger ud fra den tyske stats og borgernes interesser – og man er ikke til fals for enkelte særinteresser, f.eks. enten gennem at få penge for det eller på anden vis.

Så vil ordføreren ikke forholde sig til, hvorvidt der er behov for lignende regler i Danmark, altså som dem i Tyskland og i private virksomheder?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg synes egentlig også, at jeg prøvede at forholde mig til det. Jeg ser ikke det samme problem i det. Jeg kan godt forstå, at man i en virksomhed har en konkurrenceklausul, i forhold til at der er direkte konkurrenter. Men hvis man nu arbejder som topembedsmand i Erhvervsstyrelsen, er man så i konkurrence med erhvervslivet? Det er man vel åbenlyst ikke, eller det håber jeg da ikke; så skulle man jo gerne være der for at støtte erhvervslivet. Og får man så nogle kompetencer og noget indsigt i noget lovgivning eller noget regulering, så man måske kan komme ud og arbejde for en større dansk virksomhed, hvilket gør, at den virksomhed måske kan klare sig bedre, er det så ikke positivt?

Altså, det er jo ikke en modsætning, så man er i konkurrence med erhvervslivet, hvis man sidder i en myndighed. Det håber jeg da vitterlig ikke. Er man nu chef for ældreplejen i en kommune og så kan blive ansat i en privat virksomhed, der arbejder med ældreplejen, er man så i en konkurrencelignende situation? Det synes jeg jo ikke nødvendigvis man er. Altså, jeg synes jo egentlig, at det kunne være en positiv ting, at man faktisk kunne bringe de kompetencer med ud og gøre noget erhvervsliv stærkere og måske gøre, at de bedre kunne klare sig eller også bare kunne få en bedre dialog med en kommune eller en styrelse fremadrettet.

Spørgeren.

Jeg tror bare, at ordføreren har et måske lidt naivt perspektiv på, hvordan politik fungerer, selv om ordføreren er en del af det. Vi ved jo godt, hvordan politik fungerer. Vi ved godt, hvad for nogle interesser, der er på spil. Vi ved godt, at der er virksomheder, der sætter budgetter af til et public affairs-bureau til at påvirke noget bestemt lovgivning. Vi ved godt, at det er en meget hård kamp, der foregår bag kulisserne. Det er i øvrigt derfor, meget af det skal være lukket, for det ser ikke pænt ud, hvis man får det frem.

Så der er jo kampe, hvis det er sundhedspolitik f.eks. versus tobaksregulering. Vi ved jo godt, at det er en meget, meget stor kamp. Vi kan tage miljø, klima osv. Der er meget stærke interessekonflikter.

Så anerkender ordføreren ikke, at der er nogen interessekonflikter et eller andet sted, og at når Indenrigs- og Sundhedsministeriet træffer beslutninger på vegne af nogle anbefalinger til nogle børn, så skal forældrene kunne stole på dem?

Ordføreren.

Selvfølgelig er der interessekonflikter i et demokrati. Alt andet ville jo være skadeligt. Men at gå derfra til at sige, at har man været topembedsmand, så må man ikke tage et arbejde i det private erhvervsliv i 5 år – skal man så gå arbejdsløs i 5 år, eller skal man udelukkes fra at gå over i et andet erhverv? Eller har man været minister, skal man gå i 2 år. Jeg går ud fra, at man ikke skal gøre det uden løn. Skal skatteborgerne så betale løn i 2 år ekstra til en minister, som ikke laver noget? Det synes jeg bare er for vidtgående.

Selvfølgelig er der interessekonflikter i et land, men at sige, at man som topembedsmand ikke må arbejde i 5 år i det private erhvervsliv, er måske at gå lidt i den anden grøft.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg skal blot høre, om ikke hr. Dennis Flydtkjær deler mit synspunkt om, at den undtagelsesbestemmelse i partiregnskabsloven, som hr. Lars Løkke Rasmussen har fundet frem til for at skjule sine regnskaber for offentligheden, bør fjernes. Vi kan jo desværre ikke gøre det med tilbagevirkende kraft, men i hvert fald fremadrettet og især i forhold til et parti som Moderaterne, hvor der har været så meget tvivl om, hvor pengene kommer fra, hvilke interesser man egentlig varetager i forhold til kapitalfonde, og hvad ved jeg. Er det ikke, skal vi kalde det en skønhedsfejl, en fejl i den danske korruptionsbekæmpelse, at vi overhovedet har en mulighed for, at man kan unddrage sig opmærksomhed fra offentligheden på den slags ting?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg er jo selv medlem af et nyt parti, hvor vi selv undrer os over, at man det første år, man var stiftet, ikke skulle offentliggøre sit regnskab. Vi valgte så at gøre det alligevel, for vi synes, lovgivningen ikke giver mening. Så jeg synes helt klart, at det må være et hul i lovgivningen, kan man vel kalde det, og at det er noget, man bør rette op på. For det første år burde det jo være mindst lige så vigtigt, at man får offentliggjort sine regnskaber, så man netop får gennemsigtighed om, hvor man kan have fået støtte fra, om det så er fra CIP-fonden, eller hvad de nu hed, hvor hr. Lars Løkke Rasmussen havde fået det fra. Så jeg tror, det er et hul i lovgivningen, vi helt klart bør lukke.

Spørgeren.

Det glæder jeg mig over, og jeg håber også, at det kan blive en del af et samlet fælles blåt initiativ, når vi efter folketingsvalget har et blåt flertal, at vi gør noget ved det her. Jeg siger jo ikke, at hr. Lars Løkke Rasmussen har begået korruption eller nepotisme eller så videre, men ved det, at man ikke vil lægge tingene frem, som alle andre gør det, er det klart, at så fjerner man jo ikke ligefrem mistanke, når man kan se, hvordan hans generelle adfærd er.

Ordføreren.

Ja, det er jeg sådan set enig i, og tak for spørgsmålet igen. Det kan jo undre, hvorfor Moderaterne så har valgt ikke at lægge det frem. Det havde vi gjort i Danmarksdemokraterne. Det er der ikke noget i vejen for. Det er ikke et krav, at man lægger det frem. Det er det så i år 2 og 3 og videre fremadrettet, men at man direkte selv har valgt at sige, at det vil man ikke offentliggøre, kan jo virke noget besynderligt.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Dennis Flydtkjær fra Danmarksdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet. Jeg vil gerne sige tak til fru Theresa Scavenius for det her beslutningsforslag, som skal sikre mere åbenhed og gennemsigtighed i de politiske processer og forebygge korruption. Jeg synes, at det er gode formål, og de fleste af forslagene kan vi støtte i en eller anden version.

Danmark er den mindst korrupte nation ud af 180 lande ifølge 2023-korruptionsindekset lavet af Transparency International. Det er jo en ret flot placering, men det betyder ikke, at korruption ikke kan forekomme. Og så kan der jo være noget, som vi ikke opdager. Det er som regel sådan, at når vi retter lyset hen mod noget, opdager vi også mere. Dokumentaren »Den sorte svane« viste, at korruption kan forekomme. I en af sagerne var det Thomas Aamand Jørgensen, der som embedsmand i Guldborgsund Kommune var med til at godkende en forfalsket prøve – en jordprøve eller en vandprøve, eller hvad det nu var – sammen med miljørådgiver Benny Østerø, og den havde de sendt ind. Jeg kan sikkert finde andre eksempler, hvis jeg skal, men jeg synes bare, at sagen viser, at vi jo ikke er færdige med at forebygge korruption.

Lad os vende tilbage til forslagene her. Vi støtter i SF et obligatorisk lobbyregister, mere åbenhed om privat partistøtte – og der har SF jo også støttet det beslutningsforslag af Enhedslisten, som forslagsstilleren nævner – og en form for tilbagerulning af offentlighedsloven fra 2013. For sidstnævnte gælder det i hvert fald, at vi gerne vil af med de indskrænkninger, som er sket i forhold til åbenheden. Der var også nogle forbedringer. Så måske skal vi lade dem stå. Vi har jo flere gange selv foreslået, at vi skal have en ny offentlighedslov, og at den måske kunne tage udgangspunkt i den, som findes på miljøområdet, nemlig Århuskonventionen, som jo fungerer rigtig fint, men som har en større grad af åbenhed i forhold til den tidligere offentlighedslov.

Så er der de nye forslag. I forhold til karensperioden for at skifte sit hverv ud med en tur på det private arbejdsmarked inden for samme jobfelt eller arbejdsområde kan vi jo godt se, at Tyskland har en meget stram udgave, hvor man påbyder ministre og embedsmænd en karensperiode på henholdsvis 2 år og 5 år. Men vi kan også se, at de lande, som vi faktisk sammenligner os med, f.eks. Norge og Sverige, har en karensperiode på 1 år, og det vil nok være den periode, som vi i SF kan tilslutte os. Jeg mener, at 5 år er meget lang tid for en embedsmand. Det vil jo betyde, at det bliver rigtig, rigtig svært at få et arbejde inden for noget, man måske har specialiseret sig i. Så den del kommer vi nok ikke til at støtte.

Så er der forslaget om en database og et tilsyn og det om Tromsøkonventionen, og der vil jeg foreslå, at vi måske er lidt mere undersøgende, i forhold til hvad sådan en database og sådan et tilsyn skal bestå af, og hvad fordelene er. Som jeg forstår det på forslagsstilleren, har vi fået en del kritik på det område. Derfor vil jeg ikke på forhånd afvise, at det kan være nødvendigt. Jeg vil bare gerne se nærmere på, hvad effekten vil være af at indføre de tiltag. I forhold til det om Tromsøkonventionen vil jeg gerne i udvalgsarbejdet blive klogere på, i forhold til om den kan mere eller mindre end Århuskonventionen, som vi jo har været ret begejstret for, og som kan sikre åbenhed.

Så foreløbig har vi en positiv tilgang til det meste i forslaget. Måske giver det mening at finde en eller anden form for beretning om det her, som vi så kan lande. Jeg bliver så lige nødt til at nævne et par ting i forhold til den udveksling, jeg havde med ministeren, som siger, at de ting, som man har gjort for at fremme åbenheden, er at lovfæste offentligt ansattes ytringsfrihed. Ja, man lovfæster noget, der er gældende retstilstand, og så er det jo hverken mere eller mindre åbenhed, kan man sige. Selv om jeg har set, at ministeren i pressen for nylig har erklæret sig åben for flere tiltag i den retning, så synes jeg ikke, at min dialog med ministeren har vist, at han har været særlig åben. Han har både afvist kompensationer og at tage et andet kig på det med bevisbyrden. Så jeg har svært ved at se, hvad det er, vi kan gøre bedre der.

I forhold til offentlighedsloven forstår jeg simpelt hen ikke, at Venstre kan stille sig tilfreds med, at man, 4 år efter at man har ønsket et opgør med den gamle offentlighedslov, stadig væk ikke har nået et resultat. Da jeg jo ved, at Socialdemokratiet er arge modstandere af ændringer af offentlighedsloven, kan jeg forestille mig, at det bliver kosmetiske ændringer. Men lad os nu se. Det kan være, vi bliver positivt overrasket. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en enkelt, der har ønsket en kort bemærkning. Fru Theresa Scavenius, uden for grupperne. Værsgo.

Tak for din tale her og også for dine indlæg tidligere, som jo netop afslører det her med, at når regeringen siger, at de er meget enige i alle de her ting, og at de vil gøre en hel masse for det, så passer det ikke helt. Jeg er også meget skeptisk omkring, hvorvidt den her ændring af offentlighedsloven kommer til at føre noget godt med sig. Det er netop nok mest en syltekrukke, så man slipper for at snakke om det – ellers havde man jo ændret det for lang tid siden. Så tak for ligesom at få pillet det tæppe væk under ministerens argumentation.

I forhold til det her med karensperioder vil jeg sige, at det jo også er derfor, der ligesom lægges op til, at vi skal have en diskussion, og så skal vi have lovforslag omkring de emner. Så det er jo ikke, fordi det sådan er præcist og nagelfast, i forhold til om det skal være den ene eller den anden karensperiode. Men jeg synes, at det, der er det interessante, er at kigge på, at de andre lande tager det meget, meget alvorligt, og det vil sige, at vi har set tilfælde på helt op til 5 år. Det betyder, at det er en helt anden måde at betragte problemet på, end vi gør i Danmark, hvor man ligesom siger, at det næsten ikke findes.

Ordføreren.

Jeg er sådan set enig. Det forekommer mig, at vi har den mindst regulerede udgave, man nærmest kan finde, og derfor kunne jeg godt tænke mig, at vi var mere ambitiøse på det her område. Og det er fint at få kortlagt, hvad de andre lande gør. Jeg kan bare se, at i Norge og Sverige, som jo er lande, vi typisk gerne vil sammenligne os med, har man valgt en karensperiode på 1 år, og det synes jeg at vi som minimum godt kunne lægge os op ad. Men jeg tror, at 5 år er noget i overkanten. Jeg vil jo også gerne, at folk skal have mulighed for at kunne lave jobskifte og beskæftige sig med det, de rent faktisk er rigtig gode til. Men det giver da mening at have en karensperiode, når man kommer direkte fra, hvad kan man sige, en arbejdsplads i ministeriet og ud og skal beskæftige sig med noget lignende.

Spørgeren.

Ja, og jeg tænker da også, at det i mange sammenhænge kan være fint. Men hvis vi f.eks. snakker forsvar, eller hvis vi snakker om vores Finansministerium, er det sådan nu, at vi godt kan have nogle departementschefer, som kommer direkte fra Dansk Industri f.eks., men hvor jeg tænker, at der kunne man godt have en helt anden forståelse af det og sige, at det er statens penge, vi beskytter her, og der skal være en helt anden logik; der skal være nogle vandtætte skotter imellem det. Men generelt vil jeg sige tak for i hvert fald i tilgangen til forslaget.

Ordføreren.

Det var så lidt. Desværre kan jeg jo nok allerede nu forudse, at det bliver noget, vi kan blive ved med at debattere, og at debatten her i dag måske ikke kommer til at flytte så meget. Men man kan jo håbe på, at sammensætningen af Folketinget ændrer sig på et tidspunkt, så vi er i stand til at komme lidt videre ad den her vej.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til hr. Steffen Larsen fra Liberal Alliance.

Mange tak, hr. formand. Lad os starte med det gode ved det her forslag, nemlig en ændring af offentlighedsloven, så f.eks. ministerbetjeningsreglen bliver fjernet. Det ser vi meget positivt på i Liberal Alliance. Vi ser jo gerne, at offentlighedsloven bliver ført tilbage, sådan som både Ytringsfrihedskommissionen, men også Dybvadudvalget har foreslået, og dermed også, at vi får en større gennemsigtighed i den offentlige administration. Det er absolut positivt.

Så er der andre elementer, der ser meget tilforladelige ud, f.eks. en national database for korruptionsrelaterede lovovertrædelser. Men alligevel må jeg komme med et men, for det kan dog nævnes, at man måske kunne se på bare en udvidelse af domsdatabasen, så den indeholder det. Der vil også være mulighed for bare at se på, hvordan pressen egentlig agerer. For jeg tror sådan set, at pressen har en utrolig stor interesse for alle korruptionssager i Danmark. Man kan jo egentlig bare gå ind og søge på korruptionssager, og så vil man finde ud af, at der har været flere korruptionssager i forsvaret.

Så er der den såkaldte Ateasag, der trækker tråde helt ind i Rigspolitiet, og som også er fuldkommen afdækket, og så er der også sager som den om Bettina Jensen, der var chef i Rigspolitiet, og som blev dømt i en bestikkelsessag. Altså, flere af den her type sager har i hvert fald haft en absolut interesse i offentligheden, og dermed har de også været offentligt kendt. Der må vi jo trods alt også på en eller anden måde lykønske det danske samfund med, at vi faktisk går efter de her elementer, og når der er nogle sager, kommer de ud i offentligheden. Så er jeg dog usikker på, hvad databasen skal gøre, som landets avisredaktioner reelt set ikke gør i forvejen. Men ellers er det som sagt et tilforladeligt forslag.

Så er der de elementer, som vi måske er lidt mindre forstående over for, herunder karensperioden for ministre, særlige rådgivere og embedsfolk. For det at begrænse friheden for mennesker til at søge et andet arbejde eller lignende kan måske lyde meget positivt, hvis man har sådan et meget kontrollerende syn på tingene og man gerne vil have total kontrol med, hvad folk, der har været i et embede, gør. Nu kender jeg mange mennesker, som arbejder som embedsfolk af den ene eller den anden årsag, og også nogle, der arbejder som topembedsfolk nogle steder i styrelser og lignende. Flere af dem har en uddannelse, som jo lige så vel kunne bruges i det private, og det at begrænse dem i at kunne skifte karrierevej minder for mig mere om, at man er ved at skabe et kastesystem.

Det er det, man også har set ske nogle af de steder, hvor man har indført meget lange karensperioder. Nogle steder har man gjort det af fornuftige årsager. Det er der ingen tvivl om. I sydamerikanske lande, hvor man netop har haft problemer med korruption, har man indført meget strenge regler, men spørgsmålet er, om vi skal indføre meget, meget strenge regler i Danmark, hvis ikke problemet er stort nok til det. For vi kan jo også komme til at overregulere vores samfund. Vi kan komme til at gøre nogle ting, hvormed vi egentlig skader menneskers muligheder for at finde sig andre karriereveje eller gå andre veje i deres liv, og det tror jeg egentlig ikke er positivt. Jeg tror, at det er en for stor skade på borgernes frihed og muligheder, vi kommer til at gøre der.

Så er der det her med, at mange i private jobs – det kommer fru Theresa Scavenius selv ind på – vil få en konkurrenceklausul. Jo, men det er jo ikke sådan, at man i det offentlige nødvendigvis er i konkurrence med andre. Det kan selvfølgelig være, at der er noget viden, man kan tage med sig videre, som kan være brugbar, eller et netværk eller kendskab, som kan være brugbart. Det er en risiko, vi må leve med. Vi kan jo ikke bare begrænse menneskers mulighed for at finde sig en ny karrierevej, alene fordi de har været embedsfolk.

Så vi ender med at stemme gult til forslaget. Vi synes, der er nogle gode elementer i det, men vi synes også, der er nogle steder, hvor man simpelt hen går ind og begynder at regulere og stramme for mange ting, hvilket vi ikke er sikre på vil have en positiv effekt, men hvor vi i hvert fald kan se en betydelig negativ effekt.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning til fru Theresa Scavenius, uden for grupperne. Værsgo.

Jeg ved, at ordføreren repræsenterer et parti, som gerne vil lukke en hel masse ministerier og bruge færre penge på staten, fordi borgerne skal have deres egne penge. Jeg ser meget det her forslag med antikorruption og interessekonflikter som en del af det at sikre, at vi har en stat, der kun træffer beslutninger, som er dem, de skal træffe, og bruger borgernes penge på en ordentlig måde. Det vil sige, at man ikke som en stor virksomhed skal kunne sidde og få snablen ned i borgernes penge og få nogle gode og lukrative aftaler på bekostning af fællesskabet og borgerne. Men der er jo bare mange sager. Nu har der været sådan et potpourri af forskellige eksempler, der er blevet nævnt her i dag. Ordføreren nævnte selv nogle af dem. Det vil sige, at der jo efterhånden er ret mange eksempler, hvor man kan sige: Burde vi ikke få noget mere samlet viden om det her og få noget mere styring på det, sådan at vi er sikre på, at ministeriernes penge og borgernes penge bliver brugt ordentligt, og så der ikke bliver truffet beslutninger, som man netop kan mistænke for at være baseret på, at der er nogle interesser på spil, frem for at det ligesom var baseret på nogle ordentlige, faglige kriterier?

Ordføreren.

Jo, men den nemmeste måde at sikre, at borgernes penge ikke bliver spildt på alt muligt pjat, er at starte herinde i Folketingssalen ved, at vi faktisk stopper med at bruge så mange af borgernes penge, og at vi begrænser statens størrelse noget mere. For det er jo kun interessant for virksomhederne at lobbye i staten, fordi staten har stor magt over virksomhederne. Der ligger jo hele det element i det, at jo større staten bliver, jo mere interessant bliver det også at lobbye i den. Så derfor er det jo også en form for øgning af retssikkerheden at sørge for at begrænse statens omfang. Når vi synes, at det er forfærdeligt, at der kan ryge millioner og milliarder forskellige veje rundt i systemet, så er det jo, fordi der er milliarder af kroner – i min verden er det jo milliarder – som er uden for kontrol nogle gange, som måske ikke bliver brugt, som de skal, eller som måske endda værst af alt bliver brugt effektivt af staten på noget, som staten slet ikke burde bruge dem på.

Spørgeren.

Hvis der skal bruges 50 mia. kr. på forsvarsteknologi, skal vi da sikre os, at de penge bliver brugt på en forsvarlig måde, og at det netop ikke er nogle embedsfolk, der forinden lige har været ansat i et israelsk selskab, eller det kan være et tysk, eller hvad det kan være, som vi giver kontrakterne. Så det handler jo om, at det er meget mere alvorligt end som så. Tit handler det jo ikke kun om ikke at bruge så mange penge. På f.eks. miljø- og klimapolitikken vil der jo altid være en regulering, som der er nogen der ikke har en interesse i. Derfor er der meget politik, der har en interessekonflikt indbygget i sig.

Ordføreren.

Der er sikkert mange gode intentioner, men igen kommer jeg også frem til det her med, at det at lægge begrænsninger på alting kan være farligt. Vi kan godt ansætte en embedsmand ovre i Forsvarsministeriet, som måske har et netværk gennem nogen, who knows, men der vil også være kontroller. Vi har jo ikke et embedsmandsvælde. Vi har også en politisk kontrol med, hvad det er, der foregår. Vi har jo en gennemsigtighed fra Folketinget og ind i ministeriernes forbrug. Vi har en ombudsmand. Så derfor er jeg ikke helt så bange for, at tingene vil galoppere derudaf, og at alting vil gå sådan, at 50 mia. kr. bliver spildt, om man vil. Det tror jeg ikke vi kommer til. Jeg tror til gengæld, vi kommer i en anden retning, hvor vi, når vi har givet noget militærfaglighed tilbage til forsvaret, forhåbentlig også får nogle mere militærfaglige beslutninger om forbruget.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Steffen Larsen fra Liberal Alliance, og jeg byder nu velkommen til fru Mai Mercado fra Det Konservative Folkeparti.

Fru Theresa Scavenius, uden for grupperne, har fremsat beslutningsforslag B 85, som vi forhandler i dag. Først og fremmest vil jeg gerne kvittere for, at fru Theresa Scavenius som løsgænger er aktiv og politikformulerende. Det er ikke alle løsgængere forundt. Beslutningsforslaget vedrører otte forskellige forslag. Jeg vil sige, at grundlæggende kommer vi ikke til at støtte beslutningsforslaget i dag, fordi der er elementer, vi ikke er enige i, men jeg vil alligevel gerne sætte nogle ord på.

Der er en række elementer, vi faktisk godt kan se os selv i, fordi det er vigtigt med mere åbenhed. I en tid med dalende tillid til politikere og også en følelse af dalende tillid til embedsværket, bl.a. på baggrund af en FE-skandale, en minkskandale og en coronahåndtering, er det en vigtig dagsorden, og det er også derfor, at vi kvitterer for det beslutningsforslag, som fru Theresa Scavenius har formuleret.

Mere åbenhed i forhold til lobbyisme er et af de elementer, som ligger i det her beslutningsforslag, og det er vi jo grundlæggende for, altså mere åbenhed. Vi tror også på, at man kan gøre det bedre og gøre mere, end vi gør i dag. Om det lige skal være på en bestemt måde, som det er formuleret i det her beslutningsforslag, som dog kun har et par enkelte linjer, ved jeg ikke. Men vi kvitterer i hvert fald for det og siger ret tydeligt i dag, at vi er for mere åbenhed.

Så har den her rapporterings- og overvågningsmekanisme også være diskuteret, altså om det egentlig var nødvendigt, og det bliver sådan sagt, at Danmark er det mindst korrupte land i verden. Men derfor kan det jo stadig væk godt være relevant at overvåge korruption, så derfor vil jeg heller ikke afvise, selv om det er svært lige præcis at se, hvad sådan en mekanisme rummer, at det godt kan være relevant at følge udviklingen i korruption i Danmark igennem tiden. Så de to elementer er i hvert fald nogle ret fine elementer.

Der bliver også skrevet noget om offentlighedsloven, og i Det Konservative Folkeparti går vi ind for mere åbenhed. Vi går ind for mere gennemsigtighed, fordi det fremmer demokrati, det fremmer god embedsførelse, og det fremmer altså også en ansvarlig omgang med skatteborgernes penge. Vi kan jo se, at loven fra 2013 får kritik, og det er derfor, der er nedsat det her udvalgsarbejde, som vi også er en del af.

Så er der også et element i beslutningsforslaget, som vi ikke er enige i. Vi har eksempelvis tidligere stemt imod indførelsen af en karensperiode. Vi er ikke imod, at fru Johanne Schmidt-Nielsen, som forlod Folketinget, siden hen blev generalsekretær i Red Barnet, eller at hr. Rasmus Prehn, som i går meddelte, at han forlader Folketinget, bliver direktør i Økologisk Landsforening. Jeg tror faktisk – og jeg ved ikke, om det her er rigtigt – at hvis man laver en analyse af, hvad der bliver af MF'ere, der stopper i Folketinget, så vil man se et lidt trist billede. Jeg tror faktisk, man vil se, at det kan være rigtig svært at finde et job. Og jeg tror, at det kan være rigtig, rigtig svært, afsindig svært, at finde et af de her topjobs, som er dem, vi altid taler om. Jeg tror faktisk, det kan være ganske svært. Og det er jo også derfor, at Folketinget har iværksat nogle ordninger, hvor man kan opkvalificere sig, altså for simpelt hen at gøre det lettere at få et job, når man på et tidspunkt ikke længere sidder i Folketinget.

Så er der også det, at beslutningsforslaget jo indebærer, at et lovforslag skal fremsættes i indeværende folketingssamling, og det er jo om ganske kort tid. For en, som har siddet i Udvalget for Forretningsordenen, og som går op i tidsfrister og går op i, at der skal være plads til, at et lovforslag kommer i høring, og at der kan komme høringssvar, tror jeg, det bliver ganske svært at nå at få lavet et lovforslag. Vi har faktisk lige udvidet, hvor lang tid det tager at behandle et lovforslag i Folketinget, fra 30 dage til 40 dage.

Så til syvende og sidst vil jeg egentlig bare kvittere for de gode elementer. Jeg tror, det er rigtigt set af fru Theresa Scavenius at sætte fokus på mere gennemsigtighed og mere åbenhed, i en tid hvor man ligesom fornemmer, uden at jeg kan dokumentere det, en dalende tillid til politikere og også en dalende tillid til autoriteter og til myndigheder.

Tak for det. Der er foreløbig en, der er ønsket en kort bemærkning. Fru Theresa Scavenius, uden for grupperne. Værsgo.

Tak for det. Det er bare lige for at snakke om det med karensperioderne. Det handler jo om, at hvis vi snakker folketingsmedlemmer, er det en særlig diskussion, som også er relevant at tage, men der er det primært borgerne, der kan fyre og hyre dem så at sige. Men det, jeg taler om, er jo særlige rådgivere, ministre og topembedsmænd, for de sidder med meget, meget tæt adgang til magten, til nogle centrale beslutninger, og det er dem, vi har brug for at have høj troværdighed til, f.eks. hvis der skal bruges 50 mia. kr. til våben, eller hvis det drejer sig om børns sundhed eller noget andet – så skal man ikke være bekymret for, f.eks. som under corona, at vaccinerne bliver købt, fordi der er en økonomisk interesse i det, men fordi det er for børnenes sundhed, altså som et eksempel.

Så det var mere for at spørge: Hvad siger ordføreren til det, når det ikke handler om folketingsmedlemmer, men når det handler om f.eks. embedsmænd, der skal være med til at træffe beslutninger om et vaccineprogram eller lignende?

Ordføreren.

Jeg tror, det bliver ganske svært at regulere, for hvornår er man tilstrækkelig vigtig som embedsmand, altså hvilket niveau er man så på? Så er der hele diskussionen om, at man godt kan have formelle hierarkier, men man kan også godt have nogle uformelle hierarkier. Så jeg ser for mig, at det bliver ganske svært at regulere.

Hvad angår særlige rådgivere, er de ansat til at servicere ministeren, og grundlæggende er de jo en slags udvidet partiansat, som hjælper ministeren i ministerens hverv, og det betyder også, at den dag ministeren ikke længere er i sit virke som minister, vil der typisk også komme en ny særlig rådgiver.

Så jeg forstår godt intentionen bag forslaget, men jeg ser bare for mig, at det kan være svært at få klargjort, hvordan og hvorledes man skal regulere det, så man rent faktisk får taget fat der, hvor der måtte være problemstillinger, men så vil man måske også komme til at lave så hård en regulering, at man kommer til at berøre så mange, hvor det faktisk ikke var nødvendigt med en regulering, fordi der ikke ville være et problem.

Spørgeren.

Det er rigtigt nok, at det selvfølgelig kan være lidt besværligt, og at der kan være noget med en definition af, hvad topembedsmænd er osv. Men kan vi ikke diskutere den overordnede problemstilling – f.eks. direktøren i Sundhedsstyrelsen, må han eller hun komme direkte fra Pfizer under coronatiden, hvor der skulle træffes beslutninger omkring, hvad for nogle vaccineprogrammer der skulle være der? Hvad tænker ordføreren om det – ville det være okay? Nu skal der bruges 50 mia. kr. på våben, og må dem, der skal sidde og træffe nogle beslutninger, komme direkte fra et arbejde i våbenindustrien?

Ordføreren.

Jamen jeg tror, som det også er blevet sagt af andre ordførere, at hvis der vitterlig måtte være et problem, og hvis man går ind og på en eller anden måde misbruger viden, man har fra en tidligere stilling, så vil det komme frem. Jeg tror også, der vil være meget få eksempler. Og jeg kan være lidt bekymret for, at man i et land med lige omkring 6 millioner indbyggere vil lægge for mange begrænsninger ind, så man faktisk ikke vil kunne få den bedst kvalificerede kandidat til posten.

Så for nuværende er karensperioder ikke noget, Konservative agter at gå ind og regulere, hverken for særlige rådgivere, embedsværket eller ministre. Men endnu en gang vil jeg takke for beslutningsforslaget. Jeg synes bestemt, der er andre elementer, det er værd at tage en yderligere drøftelse af.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Mai Mercado fra Det Konservative Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti.

Tusind tak. Der er sagt rigtig mange gode ting heroppe fra den her talerstol, for der er bestemt gode elementer i det her beslutningsforslag, og i øvrigt ros for et meget, meget gennemarbejdet beslutningsforslag, som jeg har fornøjelsen af at være ordfører på. Vi behøver selvfølgelig ikke nævne, at vi i Dansk Folkeparti støtter op om åbenhed, og at vi støtter op om, at man eksempelvis kigger på offentlighedsloven og ministerbetjeningsreglen og flere af de andre elementer, der er i det her beslutningsforslag.

Der er også nogle af dem, hvor vi måske mener, at det bliver lidt for vidtgående. Så derfor kommer vi til at stemme gult til beslutningsforslaget, men der er bare en stor anerkendelse til fru Theresa Scavenius for at fremsætte det her beslutningsforslag, som har nogle rigtig, rigtig gode elementer, og som også er virkelig grundigt og gennemarbejdet. Så lad det være ordene herfra.

Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti. Det afslutter ordførerrækken, og derfor giver jeg nu ordet til ordføreren for forslagsstillerne, fru Theresa Scavenius, uden for grupperne.

Tak for det. Et demokrati er jo ikke bare noget, vi har. Det er jo ikke bare en idé. Det er jo ikke bare et ideal. Det er faktisk noget, der skal institutionaliseres i konkrete principper og praksisser. Det her forslag har været et forslag, der skulle understøtte det hus, der ligesom udgør den infrastruktur, der gør, at vi har et velfungerende demokrati. Det handler, som der er blevet nævnt flere gange nu her, selvfølgelig om åbenhed, det handler om at undgå interessekonflikter, når vi træffer vigtige beslutninger, og det handler i det hele taget om selvfølgelig at undgå, at der er korruption i vores samfund.

Meget af det, som er blevet nævnt, er der jo i det her samfund. Det er der i høj grad. Vi er ikke en bananrepublik i Afrika. Så meget af det er jo rigtig godt. Men jeg tror bare, at jeg står for en helt anden politisk linje, hvor man er meget mere ambitiøs på Danmarks vegne, og hvor man ligesom siger, at det er ikke godt nok, at vi har en lukkethedskultur. Det er ikke godt nok, at der ikke er åbenhed i forhold til vores partikasser, og det er ikke godt nok, at vi ikke kan være hundrede procent sikre på, at det, når der bliver truffet beslutninger, så ikke er stærke særinteresser, der er på spil, i stedet for netop almenhedens interesser eller børnenes interesser, hvis det handler om sundhedsområdet, og så fremdeles.

Det er jo det her med, at vores stat bruger virkelig mange penge. En løsning, som nogle partier synes om, kan være at lukke ministerierne. Jeg synes, vi skulle sikre os, at når der bliver brugt penge, er det på baggrund af faglige kriterier og netop ikke på baggrund af enkelte særinteresser. Jeg ser flere steder, hvor man kan være ret bekymret for, hvorvidt det er tilfældet, men igen vil jeg sige, at vi ikke har det totale overblik, og derfor vil det her forslag være med til ligesom at skulle sikre, at vi får en bedre overvågning og et bedre system for at være sikre på, hvornår de her tilfælde opstår.

F.eks. er der sagen omkring Cheminova, hvor de har fået lov til at udlede mere, i forhold til hvad de burde, eller der er nogle embedsmænd, der har ændret det. Det er et eksempel, hvor man kan spørge: Er det her korruption? Er der en interessekonflikt her, eller hvad er der på spil? Vi ved det ikke rigtigt, og det er bare ét eksempel. Vi har også et andet eksempel fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Der har vi en departementschef, som kommer fra Dansk Industri, og vi ved jo ikke, hvad det betyder, i forhold til hvad for nogle beslutninger, der bliver truffet. Vi ved i hvert fald bare, at der er mange beslutninger i forhold til havvindmølleparker osv., der går i vasken, men vi ved ikke, om det har en effekt eller det skyldes interessekonflikter.

Samlet set vil jeg bare sige tak for debatten og til alle dem, der også har sagt, at mange af elementerne er vigtige. Jeg synes, det har været konstruktivt, og jeg kan se, at der også er meget i forhold til det her med karensperioden, altså at det er det, der ligesom er størst uenighed om. Jeg tror bare, at det måske er der, hvor vi kommer fra meget forskellige traditioner, og hvor man fra den ene side har argumenteret meget stærkt for, at man skal kunne ansættes, hvor man vil, og at der skal være mulighed for, at man har nogle gode ansættelsesmuligheder. Og det er da også fuldstændig rigtigt. Fra den anden side vægter man bare det højere, at vi som borgere kan sikre os, når der bliver truffet beslutninger i statens regi – om det så f.eks. er indkøb af meget, meget store vaccineprogrammer eller meget, meget store våbenprogrammer, eller om man bygger nye hospitaler, osv. – at de mange, mange milliarder bliver brugt med baggrund i nogle faglige og ordentlige politiske kriterier, frem for at det er nogle enkelte med særinteresser, der ligesom har været inde og sige: I skal købe det her våbenprogram frem for et andet; I skal købe det her vaccineprogram frem for et andet. Det er den bekymring, jeg har, og som jeg havde håbet at der var flere der var interesseret i at bakke op omkring.

Ellers vil jeg bare sige tak for debatten i dag og for alle ordførernes forskellige kommentarer og indlæg.

Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Theresa Scavenius, uden for grupperne.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og derfor er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.