Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 80:

Forslag til folketingsbeslutning om genskabelse af tilliden til demokratiet.

Af Morten Messerschmidt (DF) m.fl.

(Fremsættelse 15.11.2024).

Ønsker forslagsstilleren at begrunde forslaget? Ja, hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti vil nu give en begrundelse for forslaget.

Tak, formand. Vi har her til de foregående debatter hørt mange lovprisninger om det danske samfund, demokrati, at vi er så lidt korrupte osv., og det er jo alt sammen både sandt og godt, men der er et område, hvor der i den grad er advarselslamper, som blinker, og som vi derfor alle sammen har en interesse i og et ansvar for at tage alvorligt, og det er i forhold til tilliden til selve vores styreform, vores demokrati, vores folkestyre.

Man kan se det på flere måder. Andelen af blanke stemmer ved det seneste folketingsvalg var markant højere end ved det foregående. Andelen af folk, der tilkendegiver, at de har meget lidt tillid til, at tingene går efter bogen, er stigende. Så der er så at sige evidens; der er masser af tal, der peger på, at tilliden er dalende.

Derfor mener jeg, at vi er nødt til at handle, og derfor fremlagde Dansk Folkeparti på sit sommergruppemøde en tipunktsplan, som er omformet til det beslutningsforslag, vi nu skal behandle. Det er jo ikke sådan, at jeg har en forventning om, at alle partier synes, at alle ti punkter er lige gode. Så det, vi i virkeligheden gerne vil med det her, er at have en åben, men forhåbentlig også engageret debat om, hvad vi gør. Jeg ved, at de fleste er jer vil stemme nej til beslutningsforslaget. Det er fint nok, og det kan også være, at vi skal ende med en beretning. Det er ikke det, der er mit formål, mit ærinde.

Det, der er mit ærinde, er at finde ud af, hvad vi gør ved det problem, som jeg tror vi alle sammen kan se er der. Om det så er at lave de ti initiativer, som vi i Dansk Folkeparti foreslår, eller om det er at lave halvdelen af dem, eller om det er at gøre noget helt andet, er sådan set ikke det vigtige. Men når 22 pct. af danskerne siger, at de har en meget dårlig tillid til politikerne, så bør 100 pct. af politikerne være bekymrede, og det er derfor, vi ønsker den her debat. Tak, formand.

Tak for det.

Forhandlingen er nu åbnet, og den første, der får ordet, er justitsministeren.

Tak for ordet. Det er en meget vigtig dagsorden: Hvordan kan vi styrke borgernes tillid til politikerne og til det politiske system? Det er noget, regeringen altid gerne går i konstruktiv dialog med Folketingets partier om – om der er behov for yderligere initiativer, der kan forbedre de demokratiske processer.

Demokrati er afhængigt af tillid i befolkningen, og det er afgørende, at vi kan stole på de bærende samfundsinstitutioner og på hinanden. Men jeg kan ikke genkende det billede, der bliver tegnet af, at de seneste års politiske udvikling skulle have medført en alvorlig svækkelse af tilliden til det politiske system i Danmark. Jeg synes også, man skal være meget påpasselig med at konkludere, at Danmark befinder sig i en tillidskrise. Sammenlignet med andre lande er Danmark fortsat et af de lande i EU, hvor flest i befolkningen har tillid til myndighederne. Danmark er desuden af Transparency International blevet kåret som det mindst korrupte land i verden. Hvis der opstår mistillid til vores institutioner i de her år, kan det i høj grad hænge sammen med sociale mediers algoritmer, der bringer misinformation, konfliktoptrapning og splittelse mellem mennesker.

Så har vi politikere et ansvar. I bemærkningerne til dette beslutningsforslag, vi behandler i dag, bruger forslagsstillerne ord som »en magtfuldkommen regering, der tror, at den kan unddrage sig ansvar«, og at man skal sikre, at »ministre ikke længere kan slippe af krogen«. Vi så også for nylig formanden for Dansk Folkeparti bruge en stor del af sin taletid i åbningsdebatten på at tilsværte en politisk kollega. Det taler for sig selv. Vi har alle sammen et ansvar for, at vores politiske debat ikke udvikler sig til det, vi ser i USA, hvor fakta er mere eller mindre ligegyldige, og hvor den fælles samtale er gået i stå på grund af polarisering. Regeringen ønsker grundlæggende at fremme et levende og åbent demokrati, hvor befolkningen har tillid til det politiske system. Derfor er det også afgørende for regeringen, at arbejdet i regeringen, centraladministrationen og i Folketinget sker på en måde, som befolkningen kan have tillid til. Det er også baggrunden for, at regeringen har igangsat en række initiativer, som skal medvirke til at styrke tilliden til arbejdet i regeringen og centraladministrationen.

Regeringen har bl.a. iværksat en række initiativer som led i opfølgningen på Dybvadudvalgets rapport fra marts 2023. Derudover indgik regeringen i april 2024 en aftale, med forslagsstillernes parti i øvrigt, om at lovfæste offentligt ansattes ytringsfrihed. Der er også fra Folketingets side iværksat forskellige tiltag, bl.a. i forhold til selve folketingsarbejdet og med beslutningen fra 2022 om, at der skal udarbejdes en ny magtudredning. Udredningen skal bl.a. belyse spørgsmål om Folketingets institutioner og de politiske processer, deltagelse i det demokratiske fællesskab og civilsamfundet samt teknologiens og mediernes udvikling og den demokratiske samtale.

Jeg vil nu kort gå nærmere ind i de ti konkrete tiltag, som forslagsstillerne ønsker politiske forhandlinger om. For det første lægges der op til at indføre et forfatningsråd, som skal give en faglig vurdering af ministeransvar og andre væsentlige forfatningsretlige spørgsmål. Der er også et forslag om at ændre forældelsesreglerne i ministeransvarlighedsloven og et forslag om at indføre karensperioder fra ansættelse i et parti til ansættelse i en politisk stilling i et ministerium. Derudover indgår der et forslag om udvidelse af ytringsfriheden.

Fælles for de her forslag er, at der er tale om spørgsmål, som i et vist omfang allerede har været genstand for behandling i Folketinget, nogle af dem endda for ganske nylig, og hvor det er besluttet ikke at gå videre med forslagene. Som det også blev drøftet, da forslaget om et forfatningsråd senest blev behandlet i Folketinget, rejser spørgsmålet om nedsættelse af et forfatningsråd en række betænkeligheder, da det ville være et grundlæggende brud med den ansvars- og magtfordeling, vi har i Danmark. Desuden er der risiko for, at en nedsættelse af et forfatningsråd kan føre til, at den politiske debat forskyder sig til en juridisk og teknisk debat, og at forfatningsrådet bliver tillagt status af en slags overdommer over Folketinget.

Hvad angår ændring af forældelsesreglerne i ministeransvarlighedsloven, er det væsentligt at holde sig for øje, at reglerne er fastsat efter grundig politisk debat. Desuden er der indtil nu fundet konkrete løsninger, som sikrer, at ansvar ikke er bortfaldet på grund af forældelse i de situationer, hvor det har været relevant. Det var eksempelvis tilfældet med den lovændring, der blev gennemført, for så vidt angår FE-undersøgelseskommissionen om en udvidelse af kommissionens mandat.

For så vidt angår forslaget om at indføre karensperioder fra ansættelse i et parti til ansættelse i en politisk stilling i et ministerium, kan jeg sige, at det er et grundlæggende princip for det danske embedsmandssystem, at embedsværket i sin virksomhed skal være partipolitisk neutralt. Jeg mener også grundlæggende, at en embedsmandsstilling skal besættes med den kandidat, der efter en samlet vurdering er den bedst kvalificerede til stillingen. Det skal derfor ikke være en ulempe, at vedkommende enten arbejder eller har arbejdet for et politisk parti.

Hvad angår forslaget om udvidelse af ytringsfriheden ved bl.a. at afskaffe racismeparagraffen, er regeringen enig i, at et demokratisk samfund skal værne om ytringsfriheden. Debatten om ophævelse af racismeparagraffen er dog reelt ikke en debat om, hvad vi kan debattere, men hvordan vi debatterer det. Regeringen kan derfor heller ikke støtte den her del af beslutningsforslaget.

Derudover lægges der op til »genetablering af offentlighedsloven« og at indføre straf for brud på notatpligten og journaliseringspligten. Regeringen har på baggrund af en politisk aftale med Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre nedsat et lovforberedende udvalg, som skal komme med forslag til ændring af navnlig de regler i offentlighedsloven, der regulerer adgangen til aktindsigt i de politiske processer. Regeringen vil uafhængigt af det her beslutningsforslag indkalde Folketingets partier til forhandlinger, når udvalgets forslag foreligger.

Beslutningsforslaget indeholder også forslag om at afskaffe valgforbund til europaparlamentsvalg, større gennemsigtighed i donationer til politiske partier samt at indføre mulighed for lokale folkeafstemninger om kommunalreformen fra 2007. Reglerne om valg og partistøtte henhører under indenrigs- og sundhedsministerens ressort, som jeg derfor også kan henvise til, for så vidt angår de dele af beslutningsforslaget. For så vidt angår forslaget om større gennemsigtighed i donationer til politiske partier, kan jeg dog nævne, at det er regeringens opfattelse, at tiden er moden til, at vi ser på reglerne på området. I den sammenhæng vil jeg også nævne, at regeringspartierne sammen med et meget stort flertal i Folketinget med undtagelse af bl.a. forslagsstillernes parti har meldt ud, at der skal indføres et forbud mod udenlandske donationer til partier og kandidater.

Endelig indeholder beslutningsforslaget et forslag om at begrænse meningsmålingers indflydelse på valg ved at indføre en karensperiode på 3 dage op til et valg, hvor nye meningsmålinger ikke må offentliggøres. Regeringen er enig i, at medierne spiller en afgørende rolle i demokratiet, og at det stiller krav om ansvarlig nyhedsformidling, ikke mindst i forbindelse med valg. Derfor er det også positivt, at mediebranchen selv har udarbejdet retningslinjer om god skik for mediers offentliggørelse af exitpolls. Spørgsmålet om meningsmålinger henhører i øvrigt under Kulturministeriets ressort, så jeg vil henvise til kulturministeren for yderligere spørgsmål i den forbindelse.

Så afslutningsvis vil jeg gerne endnu en gang takke forslagsstillerne for at sætte fokus på, hvordan vi bedst kan sikre, at danskerne har tillid til demokratiet og til det politiske system. Det er både en aktuel og en meget vigtig diskussion, som vi løbende skal tage, og derfor går regeringen som sagt altid gerne i konstruktiv dialog med Folketingets partier om yderligere initiativer, der kan forbedre de demokratiske processer. Tak for ordet.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

På den ene side var det jo en fuldstændig forventelig tale, for selvfølgelig kommer regeringen ikke til at støtte nogen af de her initiativer. På den anden side var det jo en dybt forunderligt tale, for hvad vil man så gøre – hvad vil man så gøre? Altså, man kan selvfølgelig godt bestride, at der er et problem, men når f.eks. tænketanken INVI laver en undersøgelse om, at antallet af danskere, der har meget lidt tillid til politikerne, er steget fra 10 pct. til 22 pct., så er det jo svært at bestride, at der er et problem. Når antallet af blanke stemmer ved seneste folketingsvalg steg markant i forhold til det forrige valg, er det jo svært at bestride, at der er et problem.

Så det er fint nok at være imod alle Dansk Folkepartis forslag, og det er regeringen jo god til. Men hvad er man så for? Status quo? At gøre ingenting? At andelen af danskere, der har meget lidt tillid til politikerne, skal stige til 32 pct. eller 42 pct.? Hvor langt skal vi komme op, før den her regering begynder at interessere sig for måske også sit eget ansvar for den dalende tillid til demokratiet her i landet?

Ministeren.

Det er jo ikke korrekt, at regeringen ikke vil gøre noget eller ikke tager de her udviklinger alvorligt. Spørgsmålet er bare: Hvad er ens analyse af, hvor problemerne starter og slutter? Jeg er selv af den opfattelse, at det i høj grad hænger sammen med misinformation, og at det hænger sammen med algoritmer, som spæder til polarisering. Og det er vi til gengæld meget optaget af, altså at forsøge alt, hvad vi kan at bekæmpe misinformation og i øvrigt også at regulere de techgiganter, som sammenstykker og sammenstrikker forretningsmodeller på baggrund af det, der skaber aktivitet med det ene formål, at vi skal splittes fra hinanden. Så det er en dagsorden, regeringen er meget ambitiøs på.

Ordføreren.

Okay, så det er de sociale medier. Det er dér, den er alene. Det har ikke noget med statsministeren at gøre eller med udenrigsministeren at gøre. Det har ikke noget at gøre med den måde, som et af regeringspartierne eller faktisk to af regeringspartierne fuldstændig skruppelløst bruger regeringsposter til at komme af med folk, der har vist sig uduelige i deres hidtidige stillinger som enten overborgmester i København eller partisekretær på Christiansborg. Det har ikke noget med det at gøre! Faktisk er det nærmest sådan en fornærmelse, kan jeg forstå, at kalde den her regering for magtfuldkommen.

Jeg tror næsten, jeg vil foretage en privat, lille undersøgelse. Jeg tror ikke, der er en eneste af oppositionens partier, der ikke vil nikke genkendende til, at den her regering er magtfuldkommen. Og at ministeren ikke anerkender det, er måske i virkeligheden en del af magtfuldkommenheden.

Ministeren.

Nej, jeg tror i høj grad, i langt højere grad, at det har noget at gøre med den måde, Morten Messerschmidt efter min observation for relativt nylig, formentlig fordi han har fået ansat en ny kampagnemedarbejder, er begyndt at opføre sig på, hvilket jeg ikke synes klæder hr. Morten Messerschmidt, som jeg egentlig altid har opfattet som et rigtig sagligt og egentlig også meget, meget tiltalende menneske, men som nu hele tiden er begyndt at sætte foran at være så direkte og også ofte modbydelig i sin måde at omtale sine politiske kollegaer og modstandere på. Det synes jeg ikke klæder ham.

Tak. Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det, og tak til ministeren for talen. Jeg synes, at ministeren skøjter lidt for let hen over problemstillingen, i forhold til hvilke udfordringer demokratierne i Europa står over for. Jeg synes, det er helt åbenlyst med den situation, vi står i nu, også med udviklingen i USA, at der er behov for at se på, hvordan vi får styrket demokratiet og de demokratiske institutioner. Der synes jeg, at der ligger en række elementer. Jeg er ikke enig i alle ti initiativer, men jeg synes, der ligger en række elementer, som det er værd at kigge på, f.eks. offentlighedsloven og spørgsmål omkring private donationer og andet. Så jeg vil opfordre regeringen til at have en lidt mere positiv tilgang til det her spørgsmål.

Nu nævnte ministeren en række initiativer, der er blevet taget, og så kom jeg bare til at tænke på, om det er mig, der fuldstændig har fortabt mig i tågernes glemsel omkring det demokratiudvalg, der blev besluttet at nedsætte efter Minkkommissionens rapport efter minkskandalen. Jeg husker ikke helt, hvor det udvalg er blevet af. Så vidt jeg husker, skulle det forankres hos Justitsministeriet. Det er muligt, at der er igangsat et arbejde, men kan ministeren ikke lige oplyse, hvor vi står præcis i forhold til arbejdet i det demokratiudvalg, der dengang blev nedsat for netop at styrke Folketingets rolle i forhold til at kunne kontrollere regeringen.

Ministeren.

Den aftale, der blev lavet i sensommeren 2022, så vidt jeg husker, bortfaldt jo med folketingsvalgets udskrivelse. Et af de tre partier, der var en del af den aftale, valgte jo at sige, at man ønskede sig et folketingsvalg. Det fik man. Der blev på den baggrund dannet en ny regering, og den nye regering har ikke valgt at gå videre med det demokratiudvalg.

Til gengæld har der i mellemtiden været et ret udførligt arbejde af Dybvadudvalget nedsat i regi af Djøf, som jo i vid udstrækning er kommet ind på de samme problemstillinger og har givet anbefalinger, som var det, demokratiudvalget skulle. Regeringen har jo faktisk valgt at følge langt de fleste af anbefalingerne fra Dybvadudvalgets rapport, og der er en række andre problemstillinger, som der aktuelt arbejdes videre med.

For så vidt angår offentlighedsloven, er regeringen ikke afvisende over for at ændre i den. Det er derfor, regeringen sammen med et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om at nedsætte et sagkyndigt udvalg, der skal komme med forslag til, hvordan man så i givet fald kan ændre offentlighedsloven.

Hr. Peder Hvelplund.

Det er rigtigt, at der kom et folketingsvalg imellem, men mig bekendt har det jo ikke ændret på, at de partier, der dannede flertal for at danne et demokratiudvalg, også havde flertal efter folketingsvalget. Så der ville jo fortsat være et flertal i Folketinget, som ville arbejde videre med det demokratiudvalg, hvis ellers Socialdemokratiet havde ønsket det. Så spørgsmålet er egentlig mere, hvad Socialdemokratiets eller regeringens – nu må ministeren selv vurdere, om han kan svare på Socialdemokratiets vegne – begrundelse er for, at det demokratiudvalg, som man fandt var en væsentlig opfølgning på Minkkommissionens afrapportering, nu ikke længere er nødvendigt.

Ministeren.

Ja, det kan godt være, at der kortvarigt, hvis man talte de nordatlantiske mandater med, havde været et meget snævert flertal efter folketingsvalget, men som det næsten var forudsigeligt, var det flertal jo porøst. Et af de mandater, som de fleste også allerede lige efter folketingsvalget forudså ville skride i svinget som en del af det skrøbelige flertal, viste sig jo også siden hen netop at skride i svinget. Derfor valgte Socialdemokratiet jo ikke at danne en regering på baggrund af det meget porøse flertal, der viste sig efter valget i 2022, men i stedet danne en bredere regering.

Hr. Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne.

Tak for ministerens indledende bemærkninger her. Jeg synes, at ministeren kommer lidt let rundt om ved det, ligesom i øvrigt hr. Peder Hvelplund, i forhold til den her manglende tillid til det politiske system og politikerne og glemmer måske noget. Jeg vil godt høre ministeren, om ministeren ikke selv synes, at ministeren kommer til at glemme noget.

Hele minksagen er jo et eksempel på noget, hvor der har været meget, meget stor kritik i befolkningen af, hvad der er foregået. Med et fingerknips nedlægger man minkerhvervet, som efterfølgende medfører den her regning på over 30 mia. kr., kan vi se nu, for de danske skatteborgerne. I forbindelse med det vil man jo gerne finde ud af, hvad der egentlig er foregået i sagen, og der viser det sig så, at statsministerens sms'er – og statsministeren spillede jo en stor rolle i forbindelse med det her – er slettet efter 30 dage, og det samme gælder i øvrigt en række embedsfolks sms'er. Tror ministeren ikke, at sådan nogle sager i virkeligheden er forklaringen på, at danskerne har mindre tillid, end godt er?

Ministeren.

Altså, jeg anerkender ikke, at vi står der. Og i øvrigt viser måling efter måling jo, at vi ikke har en meget, meget dyb og stor tillidskløft i det danske samfund, hverken til det politiske system eller vores demokrati generelt. Jeg noterer mig, at der er nogle, der rigtig gerne vil tale en tillidskrise op, men det er simpelt hen ikke, hvad jeg ser. I det omfang, der kan være flere, som nærer mistillid, så tror jeg, at det i langt højere grad handler om misinformation, bl.a. også misinformation om de faktiske omstændigheder i den benævnte sag. Altså, det blev f.eks. stadig væk, på trods af hvad Minkkommissionens konklusioner rent faktisk var, lystigt sagt, både af hr. Peter Skaarups partifæller og andre i Folketinget, at der var tale om et grundlovsbrud og det ene og det andet, selv om det ikke var tilfældet.

Så jeg tror i langt højere grad, at det handler om misforvaltning og misinformation om omstændighederne i den type sager. For jeg tror aldrig nogen sinde, man kommer til at undgå, at der kommer sager. Det er jo så også en del af det parlamentariske system, at når den type sager opstår, så bliver de behandlet grundigt parlamentarisk, og det er den sag altså også blevet.

Hr. Peter Skaarup.

Jeg synes, at ministeren taler sådan lidt med to tunger. For på den ene side siger ministeren, at der ikke er noget problem, og på den anden side siger ministeren: Jo, der er måske et problem, men det skyldes misinformation. Der tillader vi andre os at sige, at det, vi oplever, når vi kommer rundt i vores lille gode fædreland, er, at der er en stor mistillid til nogle bestemte ting, som specielt den her og den tidligere regering har foretaget sig. En af tingene er, at man ikke kan finde ud af, hvad der foregik under den her minksag, som har kostet skatteborgerne 30 mia. kr., fordi statsministerens og en række embedsmænds sms'er er slettet. Så spørger jeg: Spiller det ingen rolle, hr. minister, spiller det virkelig ikke en rolle?

Ministeren.

Jeg tror, at hver evig eneste gang der er en sag af den ene eller den anden slags i vores folkestyre, spiller det ind. Men i forhold til hvordan et Folketing så agerer, når de sager skal undersøges og diskuteres, kunne det være spændende at høre, om hr. Peter Skaarup vedstår – nu kan han desværre ikke svare – at han har taget fejl de gange, hvor jeg har hørt ham sige, at der var tale om grundlovsbrud, og han siger det stadig væk. For det var jo ikke tilfældet. Det var ikke det, Minkkommissionen konkluderede. Det er jo misinformation, når man siger det, og det er noget, som jeg desværre tror har en negativ påvirkning af folk, der sidder derude.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti.

Jeg vil også gerne spørge ind til Demokratiudvalget nok engang. Vi havde jo også en udveksling om det for lidt siden i forbindelse med et andet forslag. Ministerens forgænger vurderede dengang, at der faktisk var brug for at lave en form for tilstandsrapport, som han kaldte det, på det politiske system. Det kan jeg så forstå man har droppet i den nye regering.

Men der lå en ting i det Demokratiudvalg, som jeg gerne vil spørge ind til, nemlig en anbefaling fra Tibetkommissionen om, at man ligesom skulle finde en løsning på det her med, om man kunne gøre en retlig vurdering gældende i forhold til embedsmænd. For det er desværre ofte sådan, at embedsmændene pludselig får et nyt arbejde, og så kan man ikke gøre et ansvar gældende over for dem, og det er jo i virkeligheden en lidt urimelig situation. Så tænker ministeren, at vi stadig væk skal kigge på den del, på trods af at Demokratiudvalget ikke længere eksisterer?

Ministeren.

Helt grundlæggende tror jeg jo på ministerstyre, hvor det er, at det syvende og sidst er ministeren, der har ansvaret, også for de beslutninger, der bliver truffet på godt og ondt, og det er jo et ansvar, som man så forvalter i overensstemmelse med de kritikmuligheder, Folketinget har. Jeg har ikke forholdt mig i dybden til, i hvilket omfang, hvis der er grov pligtforsømmelse eller lignende fra individuelle embedsmænds side, man skal gøre et ansvar gældende, men det vil jeg da gøre mig nogle tanker om.

Spørgeren.

Man kan sige, at det jo var en anbefaling fra Tibetkommissionen, og det kom sådan set også ind i Demokratiudvalget. Så jeg havde jo nok håbet, at ministeren havde sagt, at vi selvfølgelig skal videre med det forslag, men så må jeg stille et skriftligt spørgsmål og høre, hvad ministeren synes. For jeg tænker da, at ministeren må være enig med mig i, at det ikke er fair, at man som embedsmand slipper af krogen, bare fordi man får et nyt job. Så kan det jo meget nemt blive en strategi for ikke at få et ansvar gjort gældende.

Ministeren.

Jeg tror, at der er forskellige principielle afvejninger i forhold til det, som kræver grundige overvejelser, og de overvejelser må vi jo så foretage i fællesskab.

Der er ikke flere spørgsmål. Tak til justitsministeren. Så går vi i gang med ordførerrækken, og den første ordfører på talerstolen er hr. Bjørn Brandenborg fra Socialdemokratiet.

Tak for ordet, formand. Med det her beslutningsforslag vil forslagsstillerne genskabe tilliden til demokratiet. Der er vist ingen her i salen, som kan være uenige i, at det er et vigtigt emne, og som ikke i de her dage bekymrer sig om, hvordan demokratiet kan udvikle sig. I det hele taget tror jeg, at man skal være både døv og blind for ikke at kunne se, at de værdier, vi i Vesten traditionelt har hyldet, er under pres.

Vi politikere, som får lov til at stå her på rigets fineste talerstol, bør være konstant opmærksomme på, hvor dyrebar befolkningens tillid er, hvor vigtigt det er, at der er tillid til folkestyret og de demokratiske institutioner, og hvor stort et ansvar der påhviler os som politikere i forhold til at opretholde den tillid.

For der er mange ting, der truer demokratiet. Først og fremmest er det jo truet udefra af stater, som ikke anerkender spillereglerne. Så er der de sociale medier og fake news, som har ændret præmisserne for den demokratiske samtale, og så er det selvfølgelig også det, at politikere mange steder ikke har lyttet ordentligt til de bekymringer, som borgerne har.

Betyder det så, at vi er enige med forslagsstillerne i deres forehavende i dag? Nej, det gør det ikke. De mange forslag, som lægges frem her, hviler på en præmis om, at det skulle være de seneste års politik, som er skyld i en mulig dalende tillid; at det skyldes få navngivne politikere, herunder landets statsminister, der ifølge forslagsstillerne bl.a. manipulerer med ministeransvarlighedsloven, forældelsesfrister og rejser mistanke om vennetjenester. Det er jo hård kost og hårde beskyldninger, men det bliver faktisk vildere endnu.

Ifølge forslagsstillerne skal vi ruste landet demokratisk. Det gælder i forhold til trusler udefra fra lande som Rusland, Kina og Iran, og så skriver man i samme ombæring, at man skal ruste Danmark indefra, fordi – og jeg citerer – »den magtfuldkommenhed, som Mette Frederiksens regeringer har udvist, udgør en alvorlig trussel mod demokratiets integritet.« Så kommer vi vist ikke højere op eller længere ud.

Danmark er stadig væk et af de mest tillidsfulde lande i verden. Vi er det land i verden med mindst korruption, og vi har en regering bestående af partier på tværs af midten, som konsekvent samarbejder bredt. Hvis forslagsstillerne går ind på regeringens hjemmeside, kan de læse, at regeringen pr. 6. februar 2025 har indgået 146 politiske aftaler. Ikke en af de aftaler er indgået mellem regeringspartierne alene. Faktisk er 132 af aftalerne indgået med partier fra begge sider af den politiske midte. Det er ikke magtfuldkommenhed. Og både i regeringen og Folketinget er der initiativer i gang, som skal styrke tilliden og demokratiet. Justitsministeren har netop redegjort for nogle af dem.

Jeg er da glad for høre, at forslagsstillerne interesserer sig for demokratiets tilstand, tillid til institutionerne og os som politikere, og at man bekymrer sig om, hvordan vores demokrati påvirkes af eksempelvis usandheder og fake news. Forslagsstillernes eget parti har jo eksempelvis ikke villet være med til at indgå en aftale om politiske partiers brug af kunstig intelligens i deres kommunikation, og som man kan se i dagens beslutningsforslag og i diverse debatter og opslag på sociale medier, holder man sig heller ikke tilbage med personangreb og splittende retorik. Om det så er deepfakevideoer af andre politikere eller ordførerens direkte usande påstande om krigen i Ukraine, så er den form for ageren fra et politisk parti under alle omstændigheder det modsatte af, hvad vi har brug for. Det er ikke ulovligt at opføre sig dumt, men det er meget skadeligt.

Jeg er enig med forslagsstillerne så langt, at selv om vi på mange måder er et meget trygt, åbent og velfungerende demokrati, skal vi ikke tage det for givet. Vi skal konstant være opmærksomme på, hvordan vores demokrati påvirkes og udvikler sig. I Socialdemokratiet er vi trygge ved, at vores regering og vores Folketing arbejder for, at vores demokrati forbliver stærkt og robust. Så vi mener ikke, at den diagnose, som forslagsstillerne stiller i dag, er korrekt, og vi mener heller ikke, at den foreslåede behandling af dette er den rigtige.

Dermed støtter vi ikke beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Der er et par korte bemærkninger, og den første er fra hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Jeg synes, det er virkelig rørende. Det er jo ikke overraskende, sådan er det jo. Hvis man peger på noget, der gør ondt, siger man enten av eller prøver at pege tilbage. Men det virker lidt ynkeligt. Jeg havde ikke engang troet, at den her regering ville blive så fornærmet over at blive kaldt magtfuldkommen. Jeg troede nærmest, det var sådan en modus operandi, at det altså simpelt hen var arbejdet. Var det hr. Sigga Nolsøe, der fik sagt, at man ikke kunne arbejde under den her administration uden at være professionel socialdemokrat? Klarere kan det jo ikke siges. Jeg tror, at den her regering, da den kom til verden, slog danmarksrekord i at ansætte folk fra det socialdemokratiske partiapparat direkte ind i regeringskontorerne. Tidligere er alt det her med at slette sms'er og centralisere magten blevet nævnt osv. osv. Hvad forestiller hr. Bjørn Brandenborg sig man skal tænke, hvis man kan se, at man bliver udnævnt til socialminister, fordi man har været udygtig som overborgmester? Så vil man i øvrigt gerne lige have den siddende socialminister flyttet rundt. Hvordan kan det overhovedet være en provokation at sige, at det er magtfuldkomment?

Ordføreren.

Først og fremmest er mit gæt, selv om jeg selv personligt synes, det er ærgerligt, at mange af de folk, der arbejder i vores embedsværk, ville blive kede af at blive påduttet, at man skal være professionel socialdemokrat for at arbejde i vores embedsværk. Det tror jeg ikke man kan klandre dem for at være. Jeg har jo lige i min tale redegjort for, hvorfor jeg ikke mener, at man kan tale om, at den her regering er magtfuldkommen. Det stopper jo ikke hr. Morten Messerschmidt i at gentage, at det er den position, som ordføreren selv har. Jeg mener, den her regering har gjort alt andet end at optræde magtfuldkomment. Som jeg sagde, har regeringen ikke indgået en eneste aftale, uden der har været mere end et andet parti med i Folketinget, og langt de fleste af dem er ovenikøbet også vedtaget med et bredt flertal på tværs af den politiske midte. Det er jo, fordi der er brug for, at vi også laver brede aftaler, der er med til at give svar på nogle af de udfordringer, som vi står med i øjeblikket. Men det ændrer selvfølgelig ikke på, at hr. Morten Messerschmidt har et andet perspektiv på det, og det er jo, som det må være.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg kan godt forstå, at hr. Bjørn Brandenborg er ked af det, hvis der er nogen, der er kede af at blive kaldt for professionelle socialdemokrater. Jeg ville være ked af at blive kaldt enhver form for socialdemokrat. Så det kan jeg sagtens sætte mig ind i. Jeg kan slet ikke forstå, at det er en provokation at kalde regeringen magtfuldkommen. Da fru Mette Frederiksen blev statsminister første gang, var det jo en bevidst stil med den måde, man valgte at organisere magten på. Man satte embedsfolk ind i Koordinationsudvalget osv., altså embedsfolk i stedet for ministre, sådan at man undgik, at folk kunne blive stillet til regnskab for Folketinget. Hvordan kan det ikke være magtfuldkomment? Det har jo været hele den måde, statsministeren har ønsket at drive statsapparatet på i sine regeringer.

Ordføreren.

Jeg synes, at hele den diskussion jo i virkeligheden er gammel vin på nye flasker. Det er jo et ekko, man har hørt fra hr. Morten Messerschmidt de sidste mange år, og det er jo også en strategi fra Dansk Folkepartis side, og det er fair nok, at man indtager den position. Jeg gider ikke at stå og gentage mig selv, i forhold til hvorfor regeringen ikke er magtfuldkommen. Jeg står fuldt og helt på mål for det, som den her regering har bidraget med. Og synes jeg, man kan lægge det til – og det er klart, at det måske ikke er noget, som hr. Morten Messerschmidt giver særlig meget for – at i alle de oversigter, der er lavet over demokratier, ligger Danmark altid som et af de stærkeste demokratier med mindst korruption. Vi er et af de lande, hvor folk har mest tillid til vores retsstat og til vores politikere. Det synes jeg vi skal være stolte af og ikke begynde at udskamme i Folketingssalen.

Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det, og tak til hr. Bjørn Brandenborg for talen. Jeg synes nu, Socialdemokratiet burde anlægge en lidt mere positiv vinkel på det her forslag og måske ikke tage det så polemisk, men se lidt mere substantielt på det. For jeg synes egentlig, det er nogle udmærkede elementer, der lægges op til at der skal forhandles om i forhold til at se, hvordan vi kan styrke demokratiet, også her i Danmark og særlig set i forhold til de udfordringer, vi står over for internationalt og også på europæisk plan.

Men jeg kunne egentlig godt tænke mig lige at spørge til det, jeg også spurgte justitsministeren om, nemlig det demokratiudvalg, som blev nedsat efter minkkommissionens afrapportering. Der er det jo sådan, at hvis Socialdemokratiet ønskede det, ville der stadig væk være flertal for at have det demokratiudvalg. Det flertal ville stadig væk bestå i Folketinget. Og jeg kan jo se i regeringsgrundlaget på side 49, at der direkte står, at man skal følge op på aftalen om eftersyn af det politiske system og Folketingets kontrol med regeringen. Det er jo også gjort til en del af regeringsgrundlaget. Hvad er baggrunden for, at Socialdemokratiet ikke længere mener, at der er behov for det her demokratiudvalg, og at vi netop får styrket Folketingets rolle i forhold til at kunne øve kontrol med regeringen?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg vil sige, at som person, og det håber jeg at ordføreren ved, er jeg også meget positivt indstillet generelt og vil også gerne have, at vi behandler alle forslag i Folketingssalen med et smil på læben og i en oprigtig tone. Men når en formand for et andet parti i Folketinget bl.a. skriver, at statsministeren har udvist en alvorlig trussel mod demokratiets integritet, så er det klart, at det er noget, som jeg svarer på, for det er totalt usagligt og det modsatte af det, man skal gøre, hvis man gerne vil have mere tillid til vores demokrati. Det er jo den modsatte effekt, det har, når man taler sådan om andre partiledere i Folketingssalen.

Til det andet spørgsmål i forhold til demokratiudvalget har ministeren jo lige svaret på det. Jeg ved ikke, om det er, fordi ordføreren vil holde fast i, at der skal være en socialdemokratisk etpartiregering. Jeg kunne meget godt lide den, da den var her, men den er her ikke længere. Der er ikke et flertal og var ikke et flertal efter valget for det demokratiudvalg. Det betyder så ikke, at den her regering er stoppet med at se på, hvordan vi kan forbedre vores demokrati. Der er lavet en Dybvadrapport, som et bredt flertal i Folketinget heldigvis har taget positivt imod, og hvor der jo er forskellige elementer med, bl.a. offentlighedsloven, som også en af de ting, der bliver kigget på, og som jeg ved også betyder meget for ordførerens parti.

Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Nu var det også, fordi jeg blev lidt forundret over justitsministerens argumentation med, at man nu havde en regering, som var langt mere robust og hvilede på et meget mere robust flertal, end hvis man havde baseret det på det tidligere flertal og det flertal, der også var efter sidste folketingsvalg. Det synes jeg var en forholdsvis frisk og kæk bemærkning den seneste udvikling taget i betragtning. Men det ændrer jo ikke på, at der stadig væk ville være flertal for det, hvis det var sådan, at Socialdemokratiet fortsat ønskede det her demokratiudvalg, og det fremgår ovenikøbet af regeringsgrundlaget. Så hvis man ønskede det, og hvis Socialdemokratiet fortsat ønskede at arbejde med det her demokratiudvalg, ville der jo være flertal for det. Så hvorfor er det, at Socialdemokratiet ikke mener, at der er behov for det længere?

Ordføreren.

Jamen der er mange ting, jeg tror ville være bedre i den her verden og i den her Folketingssal, hvis Socialdemokratiet kunne bestemme, hvad det var for nogle forslag, som vi stemte igennem hver eneste gang, men sådan er virkeligheden desværre ikke. Jeg tror, at det engang var en tidligere formand, der sagde, at på et tidspunkt har 70 pct. af danskerne stemt på Socialdemokratiet. Desværre har de bare ikke gjort det på samme tid. Det går jeg en gang imellem og spekulerer over, for hvor kunne det dog være dejligt, hvis de gjorde det. Men det er jo, fordi der en anden politisk sammensætning i Folketinget i dag, og derfor gælder nogle af de aftaler, der blev vedtaget før sidste folketingsvalg, ikke i den nuværende samling. Det er sådan, det er. Det betyder bare ikke, at regeringen ikke stadig væk tager en masse forskellige initiativer, som der er blevet redegjort for op til flere gange nu, for at styrke demokratiet.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Dermed tak til hr. Bjørn Brandenborg fra Socialdemokratiet. Næste ordfører er hr. Lars Christian Lilleholt fra Venstre.

Tak for det, formand, og tak til DF for at rejse sagen og tage initiativ til beslutningsforslaget her om vores demokrati under overskriften genskabelse af tilliden til demokratiet. Det er et særdeles vigtigt emne, der går til kernen af vores demokrati, borgernes tillid til det politiske system og til os som folkevalgte.

Venstre er optaget af at sikre et stærkt, åbent og tillidsfuldt demokrati. Vi mener, at et levende folkestyre kræver gennemsigtighed, ansvarlighed og en løbende debat om, hvordan vi styrker borgernes tro på vores institutioner. Danmark er fortsat et af de lande i verden med den højeste tillid til myndighederne. Som ministeren selv nævnte, er Danmark udpeget som et af de mindst korrupte lande i verden, og vi har en offentlig sektor, der bygger på stærke demokratiske principper. Vi må heller ikke lukke øjnene for, at tilliden til politikerne kan udfordres og bliver udfordret, ikke mindst i en tid, hvor misinformation, sociale medier og polarisering fylder mere og mere i den offentlige debat. Vi har som politikere et særligt ansvar for at sikre en saglig og konstruktiv samtale også på de sociale medier.

Beslutningsforslaget, vi behandler i dag, indeholder ti forslag, som jeg godt vil sige at det er værd at diskutere, men der er også en lang række udfordringer ved en række af forslagene. F.eks. foreslås det at oprette et forfatningsråd, men det vil for os at se ændre magtbalancen i vores demokrati og kan i princippet i praksis føre til forskydning fra politiet til jura. Venstre mener, at Folketinget fortsat skal have det primære ansvar for at kontrollere regeringens arbejde. Det er en kerne i vores parlamentariske system.

Ligeledes foreslås det at ændre forældelsesfristerne for ministeransvar. Det er vigtigt, at ministre kan stilles til ansvar. Men forældelsesreglerne er allerede blevet justeret, hvor det har været nødvendigt, senest i forbindelse med undersøgelsen af FE-sagen.

Samtidig er det væsentligt at anerkende, at Folketinget allerede har iværksat en række tiltag for at styrke tilliden til det politiske system. Dybvadudvalgets rapport fra marts 2023 indeholder en række anbefalinger om, hvordan samspillet mellem Folketinget, regeringen, embedsværket og medierne kan forbedres. På baggrund af rapporten har regeringen allerede taget initiativer, der bidrager til en mere gennemsigtig og ansvarlig politisk kultur. Der er f.eks. indgået en aftale med Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre om at nedsætte et sagkyndigt udvalg, som skal komme med forslag til ændringer af offentlighedsloven. Derudover har Justitsministeriet offentliggjort reviderede retningslinjer for ministres brug af sociale medier, og Statsministeriet har udstedt en intern forretningsorden for møder i regeringsudvalg. Disse tiltag understreger, at der allerede er en aktiv indsats for at sikre større åbenhed og ansvarlighed i den politiske proces.

Venstre ønsker en åben og løbende debat om, hvordan vi styrker tilliden til vores demokrati. Vi skal være lydhøre over for borgernes bekymringer, men vi skal også sikre, at de løsninger, vi vælger, bygger på en grundig og balanceret vurdering. Derfor kan Venstre ikke støtte beslutningsforslaget.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Jeg vil gerne rose Venstre. Nu ved jeg ikke, om ordføreren hørte – det tror jeg – den lille meningsudveksling, der var mellem undertegnede og Socialdemokratiet tidligere om, om man kunne kalde statsministeren magtfuldkommen, og det lægger jeg uprøvet til grund, at det er et synspunkt, som Venstre har delt, fordi hr. Jakob Ellemann-Jensen i valgkampen sagde:

»Den magtfuldkommenhed, den magtarrogance, den uanstændige behandling af et helt erhverv, som vi ser fra regeringen i de her dage, den er for mig at se helt uden sidestykke«.

Så jeg lægger til grund, at Venstre i hvert fald har delt min opfattelse af, at statsministeren i første regeringsperiode var magtfuldkommen, og oven i købet udvider det med magtarrogant og uanstændig. Så grov har jeg slet ikke været. Men derfor er der også grund til at rose Venstre, for hvis tingene har forandret sig, efter at Venstre er gået ind i den her regering, så har vi da fået noget ud af det.

Jeg synes jo, at ordføreren nævner nogle af de ting, som det havde været utænkeligt at få igennem med en rent socialdemokratisk regering. Derfor vil jeg bare sige tak for den tale, som ordføreren holdt. Det er fint, at vi ikke er enige om forfatningsudvalget og alle de andre ting, men det, at der i modsætning til Socialdemokratiet er en villighed til at lytte, en erkendelse af, at der er et problem, synes jeg siger utrolig meget om partiet Venstre og i øvrigt også utrolig meget om Socialdemokratiet.

Ordføreren.

Tak for det. Der var jo ikke noget direkte spørgsmål i det.

Jeg vil godt understrege, at Venstre er meget, meget tilfredse med at være en del af SVM-regeringen, og vi har ikke en oplevelse af, at det er en magtfuldkommen regering, tværtimod. Det gælder også, når man ser, som min socialdemokratiske ordførerkollega var inde på, på den lange række af politiske aftaler, der er gennemført. Det, at stort set alt, hvad der er vedtaget i det her Folketing, er vedtaget af mindst regeringspartierne og mindst yderligere et til to partier og ofte mange flere, er jo et udtryk for, at den her regering ikke er magtfuldkommen.

Jeg har også en oplevelse af, at der lyttes, og at der er en respekt for hinanden i regeringen. Jeg må faktisk sige, at når jeg ser på regeringens arbejde og det parlamentariske arbejde, der er udført de seneste 2 år under den nuværende regering, så jeg er faktisk rigtig, rigtig tilfreds og oplever ikke, at det er nogen magtfuldkommen regering, tværtimod.

Hr. Morten Messerschmidt.

Og det har jeg stor forståelse for. Det, vi er enige om, er, at det var den første Mette Frederiksen-regering, der var magtfuldkommen, magtarrogant og uanstændig.

Hvad tror ordføreren så, der er årsagen til, som det bliver nævnt i bemærkningerne til beslutningsforslaget, at tænketanken INVI har kunnet måle, at fra 2019 til 2023 er andelen af danskere, der mener, at man kan have meget lidt tillid til politikerne, steget fra 10 pct. til 22 pct.?

Ordføreren.

Vel er der udfordringer; det er der. Dem vil vi også gerne håndtere.

Der kan være mange årsager til, at mange mennesker, nogle mennesker, synes, at der er en tillidskrise, men min opfattelse er, når jeg kommer rundt i landet, at der faktisk er stor opbakning til vores demokrati, men der er også mange danskere, som er bekymrede, også over den tone, der er i Folketinget, den tone, der er mellem politikere. For mig er det meget, meget vigtigt, at man har en gensidig respekt, at man respekterer også nogle, der mener noget andet end en selv, og den gensidige respekt kan jeg måske godt på det seneste i nogle af de debatter, der har været, synes er noget under pres.

Hr. Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne.

Inden vi sådan helt frikender SVM-regeringen for at være magtfuldkommen eller måske at være med til at fremkalde politikerlede i nogle sammenhænge, skulle vi måske lige vende et par af de ting, som jeg tror mange danskere trods alt vil sige er udtryk for noget, der ikke giver større tillid til det politiske system. Eksempelvis sagde Venstre jo i sidste valgkamp, at man under ingen omstændigheder ville pege på Mette Frederiksen som statsminister, og det gjorde man så alligevel. Læderet i ministerbilerne var måske mere velduftende, end man havde regnet med i valgkampen, eller hvad?

Da den her SVM-regering så trådte til, afskaffede man ret hurtigt store bededag sådan bare lige pludselig – nærmest med et fingerknips. Man ville ikke overholde de frister, der normalt er for høringer og den slags i Folketinget. Det var vel heller ikke et kønt syn, var det det?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg vil faktisk sige, at jeg er stolt af den her regering. Jeg er stolt af, at Venstre deltager i den. I stedet for at stille sig udenfor, som Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti og andre har valgt at gøre, handler politik for mig om at have indflydelse og være med til at påvirke tingene. Det er meget, meget vigtigt for mig.

Jeg sidder ikke i Folketinget bare for at sidde og kigge ud ad vinduet og for ingenting at foretage mig. Jeg er medlem af Folketinget, fordi jeg ønsker at søge indflydelse. Derfor har jeg det faktisk rigtig, rigtig godt med, at vi er medlem af den her regering, og at vi ikke valgte bare at stå udenfor og fremsætte beslutningsforslag i Folketingssalen, som alligevel ikke fører nogen steder hen.

Hr. Peter Skaarup, værsgo.

Ja ... [Lydudfald] ... Venstre har givet udtryk for flere gange, at det har man det rigtig godt med. Men det, vi taler om i dag, er jo så tilliden til politikerne. Det er det her med politikerlede, som hr. Morten Messerschmidt var inde på, og det med, at mistilliden stiger. Og hvordan gør vi noget ved det? Ja, det gør vi vel bl.a. noget ved ved ikke at sige noget i en valgkamp og så gøre det direkte modsatte. Altså, det kan jo godt fremkalde mistillid til politikerne. Det kan også fremkalde mistillid til politikerne, at man ikke siger et muk om, at man vil afskaffe en helligdag, og så gør man det alligevel lige pludselig. Er ordføreren ikke enig i, at det er sådan noget, der godt kan medføre mistillid?

Ordføreren.

Tak til hr. Peter Skaarup. Jeg vil faktisk hellere tale tilliden op – også respekten. Jeg har stor respekt for, at du mener noget andet end Venstre på en lang række områder. Jeg vil bare sige, at jeg synes og har på det seneste også oplevet, at der er flere og flere, som ikke har den der respekt for, at man godt kan mene noget andet. Man bliver udstillet, og der bruges nogle voldsomme udtryk, også i den politiske debat, som jeg synes er nye,og som jeg ikke har oplevet før. Nu har jeg haft fornøjelsen af at sidde i det her Ting i mere end 23 år, og jeg synes, at jeg på det seneste har oplevet en retorik i den politiske debat, som er mig meget fremmed, som bekymrer mig dybt, og som jeg også tror er medvirkende til noget af den mistillid, som nogle danskere nærer i forhold til det politiske.

Et af de meget voldsomme udtryk er jo du, og det bruger vi ikke her. Hr. Peder Hvelplund.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. En af de ting, der gør, at jeg har tillid til det politiske system og til demokratiet og til arbejdet herinde, er jo, at vi kan have en klar forventning om, at de aftaler, vi indgår, også bliver overholdt. Der var det jo sådan, at der under den tidligere regering blev indgået en aftale omkring et demokratiudvalg, og jeg kunne så forstå på justitsministeren, at det ikke var en aftale, som regeringen ønskede at videreføre, selv om der i realiteten fortsat var et flertal for det i Folketinget. Det var ikke den eneste aftale, som vi oplevede det med. Men jeg vil egentlig gerne høre Venstres ordfører, om det er Venstre, der har modsat sig, at man viderefører det demokrativalg, der var blevet besluttet under den tidligere socialdemokratiske regering, når nu der var et flertal for at videreføre det, og om det er grunden til, at man ikke har arbejdet videre med det – og hvis det er det, hvad er så årsagen til, at Venstre ikke ønskede, at man skulle fortsætte det arbejde?

Ordføreren.

Tak for det spørgsmål, hr. Peder Hvelplund. Jeg er faktisk ikke i stand til at svare på det pågældende spørgsmål. Det, jeg konstaterer, er, at det afgørende for mig er, at det arbejde fortsætter i forhold til offentlighedsloven, og at der bliver en afrapportering derfra. Altså, i forhold til det her omkring offentlighedsloven er det afgørende for mig jo ikke, hvilket regi det ligger i. Det afgørende for mig er, at der er sat en proces i gang, og det er jeg meget tilfreds med også var en del af regeringsgrundlaget.

Hr. Peder Hvelplund.

Tak for det ærlige svar. Det er jo også en af de ting, der giver tillid, nemlig at medlemmer svarer ærligt på de spørgsmål, der bliver stillet. Men det undrer mig jo, fordi det også fremgår af regeringsgrundlaget, at man netop vil følge op på den aftale omkring et eftersyn af det politiske system og Folketingets kontrol med regeringen. Jeg kan så forstå, at Venstre ikke har haft nogen principiel modstand imod, at man havde fortsat det arbejde, der allerede var aftalt, i forbindelse med at man skulle nedsætte et demokratiudvalg.

Ordføreren.

Sådan kan man vel ikke helt sige det. Men det afgørende for os er, at arbejdet fortsætter, og at der fortsat er fokus på, hvordan vi sikrer vores demokrati, og hvordan vi i forhold til offentlighedsloven også får en diskussion af det. Og det er jo de opgaver, der ligger i Dybvadudvalget, og det får vi så efterfølgende at se. Jeg håber jo, at vi også i denne sammenhæng kan samle en bred kreds af partier omkring det, for de her spørgsmål er så vigtige, at det ikke bare er en anden regering, der skal håndtere det. Der er det jo helt afgørende for os, at der er brede aftaler, og at mange partier er med til at bære de her ting. For det er jo noget, der er helt afgørende, nemlig hvordan vi sikrer, at Folketinget har mulighed for at føre kontrol med regeringens arbejde.

Hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak til ordføreren. Jeg kender jo ordføreren som en eftertænksom og dygtig politiker, som jeg har stor respekt for. Men jeg bliver også nødt til at dykke ned i noget af det, som ordføreren siger, for ordføreren siger, at han er stolt af at være medlem af SVM-regeringen. Men var ordføreren så flov over at være medlem af Venstre i tiden op til det valg, vi havde sidst, som så endte med en SVM-regering?

Ordføreren.

Tak til spørgeren. Alting bliver jo sagt under bestemte forudsætninger. Jeg er helt tilfreds med den deltagelse, vi har i SVM-regeringen, og jeg oplever dag for dag, hvordan Danmark på lang række de områder, som vi står for i Venstre, flytter sig i den retning, vi gerne vil. Og ikke mindst i en tid, som vi nu er inde i, med stor sikkerhedspolitisk uro og konflikter i verden, synes jeg, det er rigtig, rigtig godt, at vi har en regering hen over midten, der er i stand til at tage et ansvar og løse udfordringerne. Og de løses nu engang bedst ved, at man går sammen om det på tværs af de partier, der er. Jeg vil faktisk også vove den påstand, at var den her regering ikke blevet dannet dengang, havde der med den uro, der er i verden, været mange danskere, der havde syntes, at tiden måske var inde til, at de voksne også begyndte at tale noget mere sammen.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Det er lige netop den form for tale, der skaber mistillid hos folk. For Venstre skaffede jo vælgerne hjem ved at sige: aldrig Mette Frederiksen. Og med mindre det er spåmænd og spåkoner, der er i Venstre og Socialdemokraterne, kan man jo ikke påberåbe sig, at det var på grund af den uro, der er nu, at man valgte gå efter at gå i regering. Så enten har man sagt noget og så gjort noget andet efter et valg, og det skaber mistillid, eller også er man stolte over at sige noget, som man ikke har tænkt sig at holde efter et valg, og det skaber også mistillid. Kan Venstres ordfører ikke godt forstå, at danskernes mistillid til politikerne nogle gange stiger, også selv om man føler, at man efterfølgende tager de rigtige valg?

Ordføreren.

Tak for det, hr. Kim Edberg Andersen. Jeg tror faktisk, at danskerne er meget tilfredse med, at man tager et ansvar. Det er nu engang derfor, jeg selv er valgt til Folketinget; jeg tager ansvar for Danmarks udvikling. Når jeg tager rundt i det ganske land, og jeg kommer lidt rundt i det engang imellem, så har jeg faktisk også en oplevelse af, at de mange mennesker, der stemte på Venstre ved sidste valg, faktisk er ret tilfredse med, at vi har påtaget os et ansvar frem for bare at stille os udenfor og lade andre bestemme Danmarks udvikling.

Dermed tak til ordføreren fra Venstre. Så skal vi videre til hr. Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne.

Tak for ordet. Baggrunden for det her beslutningsforslag er ifølge forslagsstillerne, at der de senere år har været en udvikling under forskellige regeringer under Mette Frederiksen, der har undermineret danskernes tillid til det politiske system, og det ses både i befolkningens stigende politikerlede og også en voksende mistro mod systemet. Det er sådan, man formulerer sig i forslaget, og ifølge forslagsstillerne er der også opstået et billede i befolkningen af en magtfuldkommen regering, der tror, at den kan unddrage sig ansvar på en måde, som almindelige danskere, almindelige borgere, ikke kan. Forslagsstillerne henviser så bl.a. her til coronanedlukningerne og også til spekulation i forældelsesreglerne for ministeransvarlighedsloven.

Jeg vil godt benytte lejligheden til at sige, at jeg ikke tror, at forslagsstillerne er helt ved siden af i den kritik, der fremgår af beslutningsforslag her. For, og jeg brugte det også tidligere som eksempel, der har været sager, hvor det ikke har set godt ud, hvad der er sket herinde på Christiansborg, eksempelvis da man med et fingerknips nedlagde et helt minkerhverv og dermed fjernede ganske almindelige danskeres livsgrundlag fra den ene dag til den anden, vel at mærke uden at den daværende og nuværende statsminister, fru Mette Frederiksen, på noget tidspunkt blev stillet til ansvar for det. Der var ovenikøbet en række oplysninger, som man ville kunne bruge, hvis man skulle finde ud af, hvilket ansvar der lå hos regeringen og embedsmænd og statsministeren, og som var væk, fordi man jo havde slettet de her sms'er, og det gjorde det i hvert fald ikke muligt at finde frem til, hvad der rent faktisk var foregået i forskellige dialoger. Og det tror jeg på at mange ude blandt danskerne heller ikke kan forstå, altså at det er foregået på den måde. Det har man simpelt hen ikke sympati og indføling med, altså at man kan finde på det inde fra Christiansborg og i forbindelse med Christiansborgs arbejde og ministeriernes arbejde.

Men ikke nok med det, kan man sige, for vi har også en regering, der som en tyv om natten stjal vores store bededag. Fra den ene dag til den anden meddelte man, at nu skulle den her store bededag altså væk, selv om der ikke var nogen danskere, der havde ønsket sig det, og selv om man jo ikke havde sagt en pind om det i den valgkamp, som der næsten lige havde været, og hvor der havde været rig lejlighed til at komme frem med sådan nogle ting.

Så har vi en regering, der indfører en koranlov, som også er et øksehug ind i danskernes ytringsfrihed, sådan lige fra den ene dag til den anden, hvor vi altså nu bøjer os for mørkemænd i Mellemøsten. Og det er jo sådan nogle ting, hvor mange danskere føler: Det er vi ikke blevet spurgt om; det har vi ikke nogen sympati for; vi kan ikke forstå, at man sådan bare lige gør det fra den ene dag til den anden. Så har vi jo så en regering med en udenrigsminister, der allerhelst vil flyve i de her fine privatfly til ret store penge, hvor man kan sige, at efter den her krise under corona og høj inflation, er der jo mange danskere, der ikke kan få deres penge til at hænge sammen. Men det kunne regeringen, og det kan regeringen åbenbart nemt ved at bruge ret mange penge på den slags. Så har vi et regeringsparti, nemlig Venstre, og jeg beklager over for Venstres ordfører, at jeg ikke kan lade være at nævne det igen, der gik til valg på, at man for alt i verden ikke ville være med til at gøre Mette Frederiksen til statsminister, men som efter folketingsvalget løb fra alle de her løfter, fordi sæderne i ministerbilerne var et bedre sted end livet som oppositionspolitiker.

Nu har jeg nævnt et par ting, hvor jeg tror der er rigtig mange danskere, der ikke rigtig kan forstå, hvad det er, der foregår, og det skal nævnes på en dag som i dag, synes jeg. Det kan selvfølgelig godt være, at det er mig, der er lidt gammeldags, men jeg mener faktisk, at det har en stor værdi for danskerne, at man holder sig til det, man siger før et valg, altså at der er overensstemmelse mellem det, man siger, og det, man så gør bagefter. Det er en vigtig forudsætning i mange af livets forhold, men jo i hvert fald ikke mindst herinde på Christiansborg og inden for politik. Så derfor mener vi i Danmarksdemokraterne, at Danmark har brug for en anden regering for at styrke den tillid, der skal være hos vores gode danskere til, hvad der foregår på Christiansborg. Det betyder noget, at man kan stole på dem, der sidder ved magten. Ellers styrker det den mistro, der kan være til demokratiske institutioner og deres repræsentanter, og det har vi jo ikke brug for – slet ikke i den her tid.

Når vi så ser konkret på det her beslutningsforslag, er der mange udmærkede ting, f.eks. styrkelsen af danskernes ytringsfrihed. Det er der brug for; man skal have lov til at sige fra, hvis man ikke er enig i, hvad der foregår, uden at blive ramt af alle mulige hårde retssager eller andet. Og vi ser jo eksempler på det; der er lige en, der er blevet dømt for at overtræde racismeparagraffen, og hvor de fleste mennesker tænker: Okay, så voldsomt var det nok heller ikke.

Så der er bestemt musik i det her forslag på en række punkter. Der er også nogle punkter, hvor vi, når vi kigger på dem, synes, at her skyder man måske lidt ved siden af, altså hvor der ikke rigtig er proportion mellem det, man foreslår, og så det mål, man gerne vil opnå. Men det bedste, der kunne ske, var, at vi fik en ny regering. Så var meget løst, og så behøvede vi nok ikke gennemføre de ting, der ligger i det her beslutningsforslag.

Hr. Thomas Monberg, Socialdemokratiet.

Mange tak til ordføreren for talen. Nu, hvor ordføreren nævner det her med, at man skal gøre, hvad man siger, kunne jeg godt tænke mig at stille et spørgsmål til ordføreren, og det er: Hvordan vurderer ordføreren at det påvirker tilliden til demokratiet, når folketingsmedlemmer skifter fra Dansk Folkeparti til Danmarksdemokraterne midt i en valgperiode uden at afgive deres mandat?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, at der er nogen, der har noget at lade hinanden høre der. Altså, det er åbenbart noget, der er sket rigtig meget, senest i weekenden, hvor der var en, der trådte ud af Moderaterne og blev løsgænger. Det er meget svært at gøre noget ved, og det er jo dybest set en sag mellem vælgerne og så det folketingsmedlem, der er tale om.

Ordføreren.

Det, jeg hører, er, at det også godt kan bryde tilliden.

Så kunne jeg godt tænke mig at høre, om ordføreren mener, at det har konsekvenser for befolkningens tillid til demokratiet, når en partileder tidligere er blevet dømt for forsætlig overtrædelse af ministeransvarlighedsloven.

Ordføreren.

Jah, joh – vi kan selvfølgelig godt komme ind i sådan nogle diskussioner, men man må også sige, at den pågældende, som jeg tror hr. Thomas Monberg refererer til, jo sådan set har taget sin straf. Så kan man diskutere, om det var rigtigt eller forkert med den straf, der faldt, men der faldt en straf; det var noget med en fodlænke. Det er overstået, og så kan man sige, at efter det er man jo sådan set på fri fod og kan være frisk på at starte op igen, og det var så det, fru Inger Støjberg gjorde. Det tror jeg var meget godt at hun gjorde.

Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg bliver nødt til at korrekse hr. Peter Skaarup lidt, for der er faktisk nogle, der har noget at lade andre høre i forhold til det her. I Enhedslisten tager vi faktisk ikke imod partihoppere, det anerkender vi simpelt hen ikke, og man kunne jo også godt vælge at bruge det som eksempel til efterfølgelse i andre partier.

Jeg vil egentlig også godt spørge lidt til det, som hr. Thomas Monberg spørger til. Jeg synes, at der var mange gode elementer i den tale, som hr. Peter Skaarup holdt, men det kom lidt til at lyde, som om det her problem var noget ret nyt, der var opstået efter den tidligere socialdemokratiske mindretalsregering og så med den her regering. Vil hr. Peter Skaarup ikke anerkende, at vi også tidligere har set eksempler på, at politikere har opført sig sådan, at det kunne skabe mistillid i befolkningen, bl.a. hvis man ikke har overholdt ministeransvarlighedsloven, eller hvis man har trukket Danmark ind i en krig på et falsk grundlag? Altså, der har vel været talrige eksempler på, at der er behov for at få styrket demokratiet og også styrket Folketingets mulighed for at føre kontrol med regeringen. Offentlighedsloven er et andet eksempel. I eksemplet fra fru Inger Støjbergs ministertid blev offentlighedsloven jo også brugt til at begrænse indsigten, så Folketinget heller ikke dér reagerede på et brud på ministeransvarlighedsloven.

Ordføreren.

Vi er bestemt ikke uenige om, at der også er tidligere regeringer, der har lavet ting, der ikke har været særlig gode. Offentlighedsloven er et godt eksempel på noget, man har bokset frem og tilbage med i alle årene. Ingen har rigtig villet tage ansvar, og så kom der så den her ulyksalige lov. Nu er der så nedsat et udvalg, som man skal prøve at få til at finde ud af, hvordan det kan gøres bedre. Så ja, der er helt sikkert andre regeringer, der også har gjort ting, der ikke var gode i forhold til tilliden ude befolkningen.

Men jeg må sige, at jeg synes, at den tidligere regering og også den her regering har slået alle rekorder. Tænk bare på det, vi har været fælles om i Granskningsudvalget, hvor vi måtte sidde og se på, at alle objektivt set syntes, det var fornuftigt, at man fik undersøgt nærmere, hvad det egentlig var, der skete i Samsamsagen, eller hvad det var, der skete i den der Elbitsag. Der har vi sådan en tøsefornærmet regering, der sidder ude på sidelinjen og prøver at sige: Jamen det er helt skævt, hvorfor skal vi dog det? Regeringen burde jo sætte sig ind i midten af sådan noget og få det op til overfladen, i stedet for at man skal gå og tigge og bede regeringen om noget, som regeringen så ikke være med til.

Hr. Peder Hvelplund.

I hvert fald i forhold til Samsamsagen er jeg helt enig i, at det er en skændsel, at der ikke var et flertal i Folketinget, som var enige om, at den forundersøgelse burde have resulteret i en reel undersøgelse, så vi netop kunne få afdækket, præcis hvad der var foregået.

Men der er en anden ting, som ordføreren nævnte i sin ordførertale, og som jeg godt lige vil stille spørgsmål om, og det er racismeparagraffen, som jeg kan forstå ordføreren var skeptisk over for. Det undrer mig egentlig lidt, når man ser det, i lyset af at vi lige har indgået en antisemitismeaftale, og når man ser det i lyset af alle de hadytringer, der er, og som jo også kan ramme f.eks. herboende jøder, men som rammer bredt og altså også folk, der tilhører det muslimske mindretal. Er det virkelig Danmarksdemokraternes opfattelse, at man bør afskaffe den og dermed også den beskyttelse, som vi giver de borgere?

Ordføreren.

Man skal jo forstå det derhen, at man i racismeparagraffen efterhånden har lagt en del ting ind, som alle i Folketinget nok synes er rigtige. Altså, det deler ikke vandene særlig meget, at vi skal bekæmpe antisemitisme. Der har man taget nogle lovstramninger – og Enhedslisten har selv været med til det – som alle var enige om skulle laves, og lagt ind i racismeparagraffen. Men det er jo ikke et forsvar for den begrænsning af ytringsfriheden, som racismeparagraffen i sin oprindelse fra starten af var og stadig er, og som Enhedslisten nok gerne vil have. Her siger vi andre, at det begrænser ytringsfriheden, og at den paragraf vil vi af med.

Hr. Bjørn Brandenborg, Socialdemokratiet.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Ordføreren er jo en snu ræv, forstået på den måde, at jeg synes, at ordføreren slap lidt let fra at svare på spørgsmålet, som min gode kollega hr. Thomas Monberg stillede lige før, i forhold til tilliden til politikere. Det er jo rigtig nok, som ordføreren siger, at den er dalet. Den har faktisk været dalende, tror jeg, lige siden ordføreren selv blev valgt til Folketinget, og så er det gået én vej – og det anklager jeg ikke kun ordføreren for – og det er nedad, og så steg den vist en lille smule i 2019, og så er det så gået lidt i den gale retning igen.

Men det, jeg vil spørge ordføreren om, er: Jeg tror, at to tredjedel af medlemmerne i Danmarksdemokraternes folketingsgruppe er hoppet fra et andet parti i utide, og tænker ordføreren slet ikke, at det kan have en betydning for tilliden til politikere? Folk er gået ned og har sat et kryds på et parti, og de fleste af de mennesker ville aldrig være blevet valgt til Folketinget, hvis det ikke havde været for de listestemmer, der var kommet fra at være på listen på det parti. Tænker ordføreren slet ikke, at det har en betydning for tilliden til folkestyret, når en så stor en del af en folketingsgruppe melder sig ud i utide? Det er ikke nødvendigvis for at stifte et nyt parti, men for at være løsgænger eller som i hr. Peter Skaarups eget tilfælde for at springe over og lige pludselig bekende sig til noget helt andet? Svækker det ikke tilliden?

Ordføreren.

Det kan man altid veje frem og tilbage, men man kan i hvert fald sige, at vælgerne ligesom er dem, der er øverste myndighed i den sag, og det er jo så op til vælgerne at tage stilling til, om man vil pege på et bestemt folketingsmedlem eller ej, når der er valg. Det har man mulighed for, og det havde man også ved sidste valg, for så vidt angår nogle af dem i vores parti, som følte sig nødsaget til at skifte parti.

Men når det så er sagt, synes jeg, det er lidt mærkeligt, at hr. Bjørn Brandenborg i et indlæg som det her ikke på nogen måde forholder sig til det problem, som den nuværende regering har skabt, bl.a. ved at afskaffe store bededag bare sådan lige. Det gælder også den tidligere regering, der sletter sms'er, der skulle have gjort, at man kunne finde ud af, hvad der var foregået under nedlæggelsen af hele minkerhvervet. Det gør man bare sådan lige med et fingerknips. Justitsministeren gjorde det også og svarer overhovedet ikke på de spørgsmål, der bliver stillet. Og det er jo også et problem herinde i Folketingssalen, når der er politikere herinde, der bare skøjter hen over det og magtfuldkomment siger: Det gider vi ikke svare på, ikke et ord.

Tak. Spørgeren i den anden runde.

Det er jo det, hr. Peter Skaarup lige har præsteret selv ved ikke at svare på mit spørgsmål. Det bedste forsvar er åbenbart et angreb. Jeg tror, der er én politiker i Danmarksdemokraterne, som reelt har skaffet sit eget mandat, og det er ordførerens formand, ikke ordføreren selv. Resten er blevet til af listestemmer. Folk har stemt på partiet, og så har der været nogle kandidater, der har været heldige nok til at opnå valg, fordi de har fået stemmer fra det parti. Hr. Peter Skaarup har prøvet det selv, da han hoppede fra Dansk Folkeparti, altså taget en masse menneskers stemmer med sig ud af det parti. Er der ikke en refleksion fra ordføreren selv? Jeg har været på talerstolen lige før, og der kunne ordføreren have stillet mig de spørgsmål, han stiller nu. Men er der ingen refleksion hos ordføreren selv om, at det virkelig kan skade tilliden til os, der sidder herinde, når man hopper i tide og utide?

Tak. Ordføreren.

Jeg svarede sådan set på det lige før. Hvis hr. Bjørn Brandenborg havde hørt efter, ville han have hørt det. Men igen, jeg synes, det er lidt sjovt, at Socialdemokratiet er så farlig interesseret i, hvad der foregår i Danmarksdemokraterne. Vi taler om manglende tillid til, hvad der foregår på Christiansborg og ikke mindst til den regering, der har ført politik igennem, som på en række punkter er i strid med det, som danskerne gerne vil. Eksempelvis er der den her sag med store bededag. Hele miseren omkring store bededag, hele miseren omkring sletningen af sms'er, det vil man slet ikke forholde sig til, det vil man slet ikke svare på.

Tak til ordføreren. Så er det fru Gunvor Wibroe, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for ordet. Det her med at have tillid til demokratiet og i det hele taget at stå sammen er jo vigtigt nu – måske vigtigere end nogen sinde, fordi der er krig i Europa. Derfor vil jeg spørge, om ordføreren ikke mener, at det slider på danskernes tillid, når en partileder her i Folketinget stiller sig op på nationalt tv og kommer med usande oplysninger om krigen i Ukraine og bliver undsagt af en forsvarsanalytiker. Slider det ikke på danskernes tillid?

Ordføreren.

Jeg synes, at det må ordføreren for det parti selv tage stilling til. Men det kan jo ske, og det kan også ske selv for regeringen, at man kommer til at sige og gøre noget, som man efterfølgende finder ud af måske ikke var korrekt, og så retter man det. Det tror jeg også er sket i det pågældende tilfælde. Men i øvrigt vil jeg ikke blande mig i det.

Jeg synes stadig væk, der er mangel på proportioner her. Jeg savner, at Socialdemokratiet, som åbenbart nu kan stille med en række ordførere og deltage i debatten her, ikke på nogen som helst måde vil forholde sig til den mistillid, det skaber over for danskerne, at man bare lige fjerner store bededag – sådan bare lige uden at debattere det i en valgkamp, uden noget som helst forarbejde gør man det bare lige sådan – eller at en statsminister, og nu har jeg nævnt det flere gange, men jeg vil lige gøre det igen, sletter sms'er i strid med al skik og brug i en ekstremt vigtig sag. Det er da rigtig kritisk og ekstra kritisk, at Socialdemokratiet og andre ikke vil forsvare det.

Tak. Så er det spørgeren for anden korte bemærkning. Værsgo.

Jeg synes ikke rigtig, jeg fik svar på spørgsmålet. Om det her med proportionerne vil jeg sige, at det åbenbart er så store og vigtige proportioner, at tusindvis af danskere i går gik på gaden for Ukraine. Det er noget, som jeg meget stolt af. Så jeg spørger lige forsigtigt igen: Synes ordføreren ikke, at det er problematisk, at der er en partileder, der går på nationalt tv og kommer med usande oplysninger om krigen i Ukraine?

Ordføreren.

Det er da træls, men som jeg sagde før – jeg svarede også på det før – kan det jo godt ske, at man bliver forsynet med forkerte oplysninger. Det er jo også sket for ministre, og det er jo så ekstra alvorligt, for der er noget med ministeransvarlighedsloven og sådan noget. Det er jo så det, der giver lejlighed til, at man kan rette det, hvis det er det. Det har jeg jo hørt at hr. Morten Messerschmidt netop har gjort. Han har sagt, at der fremkom noget der, der ikke var korrekt, og det blev rettet. Så det er jo ikke noget, der forstyrrer krigen i Ukraine på nogen måde, hvor vi alle sammen vel stort set har den opfattelse, at det var en invasion, og at nu er vi på ukrainernes side. Det skal vi da være.

Tak. Så er det hr. Leif Lahn Jensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Det er da superspændende at høre, at man ikke må interessere sig for Danmarksdemokraterne, når Danmarksdemokraterne elsker at interessere sig for regeringen og Socialdemokratiet og alle andre. Men det er jo typisk Danmarksdemokraterne. Jeg ved, at de fleste vælgere virkelig ikke kan lide, at der, når man stemmer på en person, så ikke går ret lang tid, før vedkommende går over til et andet parti. Det var netop det, hr. Bjørn Brandenborg spurgte om. Og så er jeg nødt til at spørge: Nu er det jo sådan, at vi skal forholde os til utrolig mange ting i forhold til mistillid, men hvordan har ordføreren det i forhold til den mistillid, man har over for et parti, hvor der er mange, der er skiftet til et andet parti? Forholder man sig til den mistillid?

Så siger ordføreren også, at man svarer på spørgsmålet. Nej, ordføreren sagde i svaret på spørgsmålet, at det er op til vælgerne. Det er åbenbart ikke op til ordføreren at forholde sig til vores spørgsmål, men op til vælgerne. Men så lad os da trække alle vælgerne herind.

Hvad er det, ordføreren mener? Skaber det ikke mistillid, at der er mange, der skifter til et parti, hvilket mange af Danmarksdemokraterne rent faktisk gjorde, altså skiftede fra Dansk Folkeparti? Det må ordføreren da kunne forholde sig til.

Ordføreren.

Det synes jeg egentlig også jeg har gjort, men Socialdemokratiet har jo også oplevet den situation, at der er et folketingsmedlem fra et andet parti, der så er kommet til Socialdemokratiet, og så har man ligesom accepteret det. Ellers skal man gøre, ligesom Enhedslisten siger de gør, altså at det vil de ikke være med på. Og det kan man da overveje. Men det er en anden situation, vi har nu, og det er jo nøjagtig det samme, der er sket for Socialdemokratiet. Al respekt for den situation, men man kan jo møde vælgerne lige pludselig; det kan være, det bliver inden sommerferien. Lige pludselig skal man møde vælgerne, og så kommer man jo til at svare på, hvordan det lige kunne være – og det vil man åbenbart ikke debattere herinde – at man sådan fra den ene dag til den anden droppede store bededag og sagde til danskerne: Nå, men nu har I ikke den længere; det er bare ærgerligt. Eller man kommer til at svare på, hvorfor man ikke vil være med til at undersøge den her minkskandale til bunds, som koster danskerne nu over 30 mia. kr. – 30 mia. kr., hr. Leif Lahn Jensen. Det ville klæde Socialdemokratiet at svare på.

Tak. Spørgeren for anden korte bemærkning.

Jeg glæder mig også utrolig meget til valgkampen, for så skal Danmarksdemokraterne jo spørges om, hvad de egentlig mener. For jeg har jo set siddet mange, mange timer her i salen, og jeg har endnu ikke hørt, hvad Danmarksdemokraterne mener. Men jeg har hørt, at de mener alt muligt underligt om regeringen og alle andre, men når Danmarksdemokraterne skal sige noget, så mener de ingenting. Og der kan vi ikke engang få Danmarksdemokraterne til at mene noget i dag. Det er jo også noget, der skaber mistillid, altså at dem derude ikke engang ved, hvad Danmarksdemokraterne mener, ud over at de mener, at alle andre er ringe, og at regeringen er ringe. Det kan jo også skabe mistillid.

Ordføreren.

Men det kunne jo godt være, at man pønsede på, at der skal være valg lige straks. For hvis man synes, at man slet ikke kan føle og mærke, hvad Danmarksdemokraterne mener, er det jo lidt mærkeligt, for vi har lige her i weekenden været med til at indgå en kæmpestor og vigtig aftale – og en cadeau til regeringen for det – omkring vores forsvar, hvor man sætter ret store beløb af til, at vi bedre kan forsvare os selv, og at vi bedre kan indgå i den tid, vi er i, hvor der er brug for, at de europæiske lande bruger flere penge på forsvaret. Så på den måde viser vi jo sådan set, synes jeg, fin ansvarlighed, og vi viser også, hvilken politik vi har.

Men det ændrer ikke ved, at Socialdemokratiet står med et forklaringsproblem på valgdagen, og det kommer de til at høre big time.

Tak. Så er det hr. Jeppe Søe, uden for grupperne. Værsgo.

Tak for det. Sikke en herlig debat. Hvor er det dog rart at se, at det går i alle retninger, men det gør det jo med et beslutningsforslag med ti forskellige ting. For det første vil jeg bare lige sige, at der er rigtig mange SF-ministre i den socialdemokratiske regering. Jeg tror, at det er sådan, det foregår. Og så bliver jeg nødt til her fra løsgængerbænken, når jeg står her helt alene, lige at lave et forsvar. Løsgængere er for mig at se i hvert fald et af de vigtigste redskaber imod topstyring.

Lad os forestille os et topstyret parti – det kan man jo forestille sig – som efter valget lige pludselig gør noget, de ikke er gået til valg på, og at man som folkevalgt i det parti er imod den beslutning. Eller hvis man forestiller sig et topstyret parti, hvor man måske har en leder, der siger, at de her ti medlemmer gider man ikke, så man laver lige en eksklusion, og så skal mandatet jo gå til partiet, så der kommer en suppleant ind, så vil en ledelse af et parti kunne skabe sin helt egen folketingsgruppe ved brug af eksklusionsrettigheder og lignende. Så på mange måder synes jeg, at løsgængerbegrebet gør, at man rent faktisk kan forlade et parti, hvis partiet er vælgerne utro.

Så jeg vil egentlig bare spørge hr. Peter Skaarup, om ikke løsgængerbegrebet i virkeligheden er et vigtigt redskab i værktøjskassen på Christiansborg.

Ordføreren.

Specielt i den her situation, hvor der jo er et antal løsgængere, som vi kan bruge til at få flertal uden om regeringen, vil det være en dårlig idé, hvis jeg svarer, at det er noget værre skidt. Altså, vi har da brug for løsgængerne her, fordi regeringen jo ikke sidder med et flertal, som det er nu. Det skal man jo lige huske på. Man skal ud og have fat i både de nordatlantiske mandater og løsgængerne. Så man kan sige, at løsgængerne jo spiller en rolle. Og hvis jeg skal give hr. Jeppe Søe noget af en ventil over for noget af det, som man netop har set i den her regeringsperiode, nemlig en magtfuldkommen regering – det vil jeg godt sige at den her regering er, ligesom den tidligere regering – som på nogle punkter bare skøjter hen over alting, så vil jeg sige, at det klæder ikke sådan en regering. Der skulle man være lidt mere omhyggelig, synes jeg.

Spørgeren med sin anden korte bemærkning.

Tak for det. Jeg ville blot bekræfte, at der altså faktisk også er et arbejde at gøre her fra bagerste række, og at det stadig væk er et mandat, der kan arbejde. Jeg tror, at det er et vigtigt redskab i det parlamentariske arbejde, også for at sikre imod topstyring. Så er jeg enig i, at det kræver samtale. Det synes jeg ikke er noget negativt; jeg synes ikke, at det er negativt, at en regering skal ud i en samtale. Vi hørte netop i går Peter Birch ovre til gudstjenesten om Ukraine sige, at samtalen er de frie samfunds åndedræt. Det synes jeg at vi skal holde fast i, og det er i virkeligheden det, det her beslutningsforslag gerne vil sikre at det fortsat er. Tak.

Ordføreren.

Jeg er meget enig med hr. Jeppe Søe i, at løsgængere kan spille en rolle, hvis man selv vil. Man er medlem af Folketinget, og man har nogle muligheder ad den vej og kan stille spørgsmål og deltage i debatter, og det skal man selvfølgelig gøre. Og vil man også være med til at sætte regeringen under administration over for et flertal i Folketinget, vil det jo være supergodt. For så tror jeg da, at vi er nogle stykker, der har noget politik, vi gerne vil igennem med uden om regeringen. Så det glæder vi os til.

Så er det hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak til hr. Peter Skaarup for de fine ord om forslaget. Jeg er sikker på, at når vi får et borgerligt flertal, vil vi kunne omsætte meget af det til virkelighed. Der er en ting, der undrer mig, når man nu hører Socialdemokraterne være så optagede af det her med partiskifte, og jeg tror, at både hr. Peter Skaarup og jeg er enige om, at det ikke er sundt for demokratiet, men at det er noget, som jeg også tror hr. Peter Skaarup sagde det, hvor der ikke rigtig er nogen, der har noget at lade hinanden høre.

Undrer det ikke hr. Peter Skaarup, når nu Socialdemokratiet går så meget op i partihopperi, at man så ikke har gjort noget ved det? Socialdemokratiet har jo været i regering i det her land i mere end 5 år, og man har nu brugt tre kvarter på at udfritte hr. Peter Skaarup et svar om partihopperi. Hvis det er et problem, er det så ikke underligt, hr. Peter Skaarup, at Socialdemokratiet har siddet på hænderne i alle de 5 år? Det er jo ikke hr. Peter Skaarup og mig, der har siddet med nøglerne til magten i det her land. Så jeg vil bare spørge, om det ikke er forunderligt, og om det i virkeligheden ikke er et udtryk for et ret mageløst hykleri.

Ordføreren.

Jo, det kan man sige. Som hr. Jeppe Søe også var inde på, er der jo også en række socialdemokrater, som har været i andre partier. Så man har nok ikke noget at lade hinanden høre her, og hvis man mente noget meget vigtigt omkring det her, havde man nok gjort et eller andet for at gøre noget ved det, og det er jo meget svært. For vi skal iagttage grundlovens bestemmelser om, at man kun er bundet af sin egen overbevisning. Så det er jo sådan lidt hyklerisk.

Spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Tak for at præcisere det. I forhold til det her med regeringens karakter taler vi jo så nu om løsgængere, frigængere, folk, der frigør sig fra SMV-projektet, og det har jeg sådan set stor forståelse for af rent eksistentiel karakter. Har hr. Peter Skaarup en erindring om, at der er nogle af dem, der har forladt SMV-projektet, som måske har givet præcis den samme analyse af regeringen, som hr. Peter Skaarup og jeg har, nemlig at det er en topstyret og magtfuldkommen regering, hvor det som folketingsmedlem er fuldstændig umuligt at få indflydelse? Kan hr. Peter Skaarup se, at nogle af dem, der kommer inde fra regeringen, måske faktisk også har den opfattelse?

Ordføreren.

Ja, kan det kan jeg kun svare ja til; det er jo det, flere af dem har givet udtryk for. Så det lyder som en helt rigtig betragtning.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken, og nu er det fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordet. Tak til Dansk Folkeparti, som har fremsat det her forslag, som skal fremme demokratiet og åbenheden på forskellig vis. Det er en vigtig debat at holde gang i, og desværre må jeg jo konstatere, at den nuværende regering ikke har haft behov for at fortsætte det demokratiudvalg, som vi blev enige med den tidligere regering om. Men så er det jo godt, at vi har en række forslag, vi kan diskutere her.

Jeg synes, der er flere gode elementer i beslutningsforslaget, f.eks. indførelsen af et forfatningsråd. Det er jo nok ikke nogen hemmelighed, at det er et gammelt SF-forslag, som Dansk Folkeparti har været dygtige til at tage op et par gange, og vi er stadig væk enige i, at det er en rigtig god idé. Jeg synes, det kunne være rigtig dejligt, hvis vi af og til havde mulighed for at bede om en second opinion i visse sager, visse svære juridiske sager. I dag er vi jo overladt til at bede om en vurdering i Justitsministeriet alene, og det anser jeg egentlig for at være et fint, men ikke tilstrækkeligt redskab. Jura er jo ofte ikke en nagelfast vurdering, eller det er ikke hugget i sten, og derfor kan en second opinion nogle gange være en god idé, synes jeg.

En genetablering af offentlighedsloven i et eller andet omfang har vi jo længe været optaget af. Vi har flere gange appelleret til, at man bruger Århuskonventionen, som jo sikrer en særlig åbenhed omkring miljøoplysninger, og som vi ikke kan se har givet problemer med at have et politisk rum for drøftelse der. Vi synes stadig væk, det ville være rigtig godt, hvis vi kunne få en offentlighedslov, som ligesom tager udgangspunkt i det. Det er jo også en del af, hvad kan man sige, det udvalg, som regeringen har nedsat på området. Jeg frygter måske bare, at det ender i ren kosmetik; jeg synes, vi har været mange gange rundt om offentlighedsloven på den ene eller den anden måde, uden at det har ført konkrete resultater med sig.

Så er der en ændring af forældelsesreglerne for retligt ministeransvar, så forældelsesfristen først begynder at løbe, når ministeren udtræder af regeringen. Vi har jo selv foreslået en ændring af forældelsesfristen, bl.a. ved at hæve den til 8-10 år, så man ikke kan sidde sig til, at sagen er forældet, som f.eks. i Støjbergsagen, hvor vi var meget tæt på og blev belastet lidt af et hastværk. I FE-sagen suspenderede vi jo forældelsesfristen, men regeringen afviste at gøre det til et normalt princip, selv om vi var en stor opposition, der ønskede, at forældelsen ikke indtræffer, når først man har nedsat en kommission. Så vi vil gerne diskutere det forslag.

Så vil jeg i øvrigt også nævne, at Tibetkommissionen jo også anbefalede, at der blev kigget på det retlige ansvar for embedsmænd, som jo har det med at finde nye job, når de skal stilles til ansvar, hvorefter man så ikke rigtig kan gøre noget ved det. Det synes vi stadig væk er vigtigt at få kigget på. Det røg lidt i skraldespanden, kan man sige, sammen med regeringens demokratiudvalg, og siden er det ligesom ikke rigtig blevet nævnt nogen steder.

I 2009 støttede SF faktisk et socialdemokratisk forslag om at sikre, at der på valgdagen i forbindelse med bl.a. folketingsvalg ikke offentliggøres resultater af meningsmålinger og exitpolls, før valgstederne er lukket. Det støtter vi sådan set stadig væk. Om det så skal udvides til 3 dage, som Dansk Folkeparti foreslår, vil vi da gerne diskutere. Måske kan vi blive klogere på, hvorfor det lige er landet på 3 dage, men helt sikkert er det, at vi gerne vil være med til at gøre noget her.

Så der er en del, som vi kan finde fælles fodslag om, tror jeg, men der er også nogle nuancer mellem Dansk Folkeparti og SF. Vi er faktisk lodret uenige i, at man ikke skal have lov til at lave valgforbund. Jeg synes, de fleste partier siger meget åbent, hvem de er i valgforbund med, så det faktisk kan tjekkes af borgerne, hvis de ønsker det. Her må man jo nok også som borger selv bidrage en lille smule til demokratiet, ved at man, ligesom man undersøger, hvilket parti man er enig med og gerne vil støtte ved et valg, måske også lige kigger på, hvad det så er for et valgforbund, det indgår i.

Jeg er måske ikke helt enig med Dansk Folkeparti i argumentet om, at man skal indføre det her, fordi borgerne ikke ved, hvor deres stemme havner. Det kan faktisk lige så godt være, at borgeren er optaget af, at stemmen, hvis stemmen risikerer at gå til spilde, faktisk lander et sted, hvor den kan bruges af samarbejdspartnerne, som måske også arbejder lidt i samme retning.

Vi kan heller ikke støtte, at alle indgreb i ytringsfriheden skal rulles tilbage. Koranafbrændingsloven er vi jo enige om var et virkelig dårligt indgreb, men når det handler om racismeparagraffen og terrorbilligelse, er vi formentlig ikke så enige om retningen. Vi synes faktisk, at de paragraffer udgør en nødvendig regulering af den offentlige debat.

Nu når jeg ikke mere. Jeg havde faktisk en lidt længere tale, men det er heller ikke muligt at kommentere på alle elementer her. Men der er altså nogle tidsler i det, som gør, at vi ikke umiddelbart kan støtte det, men også en hel del, som vi gerne vil lande en beretning om, hvis det skulle være.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Ja, det vil jeg bestemt gerne åbne for, altså at lande en beretning. Så kunne ordføreren sige, hvad det er for nogle ting, man vil arbejde på eller presse igennem efter et folketingsvalg. For jeg går ud fra, det er i det scenarie, hvor SF opererer med at få mest indflydelse. Altså, som jeg ligesom ser i målinger, sol og vind osv., bevæger det sig vel i den retning, at SF skal ind og være en nærmest ligeværdig partner med den nuværende statsministers parti i en kommende rød regering. Og det kan være sådan lidt svært at finde ud af, hvad det er for nogle præcise forandringer, vi får på Slotsholmen, hvis SF kommer i sådan en regering. Altså, hvad er det, man vil insistere på? Forfatningsrådet er jeg glad for at vi enige om. Offentlighedsloven er jeg glad for at vi enige om. Koranloven er jeg glad for at vi er enige om. Men hvad er det for nogle af de ting, som man kan være sikker på så også kommer, hvis SF kommer i en regering med Socialdemokratiet efter næste valg?

Ordføreren.

Jamen i udgangspunktet kan vi ikke være sikre på, at noget af det overhovedet kommer. Det afhænger jo af regeringssamarbejdspartnerne. Og hr. Morten Messerschmidt ved jo også godt ligesom jeg, at Socialdemokratiet har været arge modstandere af ændringer i offentlighedsloven. Det har faktisk kun været, fordi Venstre ønskede, at der skulle ske noget, at man ligesom har rykket sig en lille smule. Men præcis dér kunne jeg godt være lidt bekymret for, at der kun kommer kosmetiske ændringer ud af det. Så det er jeg ikke hundrede procent sikker på at man ville kunne ændre, selv hvis man indgik i et regeringssamarbejde.

Spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Det er jeg nemlig enig med ordføreren i, og jeg tænker, at det taler meget godt ind i det, der er hovedtemaet her. For når SF står så godt i meningsmålingerne i dag, er det jo først og fremmest, fordi der er en masse socialdemokrater, der er utilfredse med statsministeren og har sagt, at så finder de et alternativ. Men hvis det alternativ reelt ikke fører til en anden politik, er der jo bare en hel masse vælgere, der efter folketingsvalget har stemt på SF i fravalg af den nuværende statsminister, som så bliver rigtig, rigtig skuffede. Og så har det jo kun bidraget yderligere til demokratiets manglende opbakning. Derfor synes jeg, det ville være fint, når nu SF ligesom er korrektivet til statsministeren i mange vælgeres øjne, hvis bare vi kunne få én ting at vide, der ville forbedre demokratiet efter et folketingsvalg.

Tak. Så er det ordføreren.

Jeg vil gerne anholde, at vi er et korrektiv til Socialdemokraterne. Det er vi bestemt ikke. Vi står på vores egen politik. Men hr. Morten Messerschmidt ved jo også godt, at man i en regering ligesom skal være enige om, hvilke ting man vil ændre, og derfor kan jeg ikke stå og love her, hvordan en eventuel og måske kommende regering kommer til at se ud, lige såvel som hr. Morten Messerschmidt heller ikke kan gennemføre sin ellers meget fine politik uden at skaffe et flertal for det.

Man kunne også vende den om og sige: Hvad er det egentlig, hr. Morten Messerschmidt tilbyder vælgerne? Ingenting, for der bliver ikke flertal for det her.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken, og nu er det hr. Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance.

Tak for det. Det er et vigtigt tema, som rejses med dette beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti. Når vi er mange, der er glade for at bo i Danmark og have Danmark som vores land, er det bl.a., fordi vi i Danmark har stor tillid til hinanden og også til vores demokratiske institutioner; fordi vi har grund til at have større tillid, end man har i så mange andre lande; og fordi der er meget, der fungerer bedre i det danske demokrati, end det gør så mange andre steder. Derfor er det selvfølgelig problematisk, hvis den tillid til vores politiske system og vores demokrati svinder ind, og at der er grund til, at den svinder ind.

Alligevel kan vi ikke stemme for det her beslutningsforslag, for det rummer så mange elementer – ti elementer – hvoraf vi kan bakke op om de første tre om forfatningsråd, en ændret forældelsesfrist for ministeransvar og så det tredje element, som jeg ikke lige kan huske nu. Så er der andre af forslagene, som vi synes er noget mere problematiske, og her har jeg egentlig kun behov for at nævne det ene.

Jeg synes, at det er lidt underbelyst, at når Dansk Folkeparti problematiserer udsendelsen af meningsmålinger, så er det, som Dansk Folkeparti foreslår for at komme dem til livs, en indskrænkning af ytringsfriheden. Det synes jeg at man skal være meget varsom med, for hvad er en meningsmåling? Det er, at der er nogle mennesker, der ringer nogle andre mennesker op og spørger dem om noget. Så svarer disse andre mennesker, så samler man disse svar i en statistik, og så offentliggør man den. Alle dele af den her proces handler om retten til at ytre sig, ringe til nogen, spørge om noget og formidle deres svar. Derfor kan man selvfølgelig godt synes, at meningsmålinger er irriterende, men at gøre noget ved dem kræver, at man indskrænker ytringsfriheden, som er vigtig. Derfor synes jeg, at Dansk Folkeparti bør være mere påpasselige med det.

Men når det er sagt, er jeg nok også lidt skeptisk over for, at vi med strukturelle ændringer af det danske samfund kan komme en tendens til livs i en tid, hvorder måske er mindre tillid til de politiske systemer. Jeg synes i meget høj grad, at det ikke afhænger af regler for os i Folketinget og for regeringen, men af, hvad vi gør, og vores kultur her.

Noget af det, som nogle gange får mig til at miste tilliden til demokratiet, er, hvis der er for mange mennesker, der for ofte her fra Folketingets talerstol siger ting, fordi de er populære, samtidig med at de ikke selv tror på, hvad de siger, gætter jeg på. Altså, det er det med, at man siger ting, når man står heroppe, der er mere eller mindre faktuelt på tværs af, hvad man egentlig ved er rigtigt, men at man så siger det alligevel, fordi det nok er populært derude at sige det.

Det synes jeg at formentlig alle partier på et eller andet tidspunkt kommer til at forbryde sig imod, men jeg synes, at der er nogle partier, der gør det mere end andre. Hvis man gør det ved en fejl, er det selvfølgelig bare en fejl – det sker; alle steder, hvor folk handler, vil der også være folk, der begår fejl – men hvis man spekulerer i det, bliver det for meget, og det kan være med til at skabe mistillid til vores system, at folk handler sådan. Det er jo ikke noget, man kan forbyde sig ud af. Det er ikke noget, man kan lave regler om.

Hvis jeg skal nævne noget, hvor folk beskylder mig for at bidrage til mistilliden, er det, at jeg har den her tendens til, at hvis jeg synes, at folk siger noget, der er forkert, i deres promovering af deres politik eller i deres tilsvining af andre partiers politik, vil jeg gerne påpege, at det, der bliver sagt her for at promovere deres politik, faktisk ikke er sandt. Der får jeg ofte at vide af folk, at jeg bare skal tale om min egen politik i stedet for at tale om andres politik, og at det, at jeg taler om andre partiers politik, i sig selv skaber mistillid. Jeg må bare sige, at jeg er uenig. Politik består af, at man siger, hvad man selv synes. Men det består altså også af, at man diskuterer med sine politiske modstandere og siger, at det, de siger, efter ens opfattelse ikke er rigtigt.

Så til det der med bare at sætte det op sådan, at vi ikke må skabe mistillid, og at der er for lidt tillid osv., vil jeg sige, at det rummer mange forskellige aspekter, og der må mit svar være: Det hele afhænger af kultur, og det afhænger af, at vi også formidler en god kultur til omverdenen, så folk kan tro på, at de kan have tillid til det her system.

Men vi stemmer imod beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for, synes jeg, en utrolig velreflekteret tale, som jeg en til en deler – ja, altså ikke det med meningsmålingerne, for hele det presseetiske regelsæt er jo en indskrænkning af ytringsfriheden, og det går jeg ud fra at vi er enige om. Så om man regulerer meningsmålinger, ligesom man gør i alle andre europæiske lande, eller ej, gør det ikke den store forskel set fra min stol, i hvert fald ikke en negativ forskel. Men det er ikke det, jeg vil frem til.

Jeg synes, hr. Ole Birk Olesens pointe om det her med, at man fremfører nogle politiske ønsker, som man egentlig ikke er villig til at realisere – f.eks. Socialdemokratiet på udlændingeområdet, tillader jeg mig at sige – er rigtig. Det er dybt undergravende. Men der er vi vel inde i, at vi har et problem med dem, der så skal kontrollere os politikere nøgternt og ordentligt. Vi har lige haft en stor debat om DR, der af årsager, som er ud over, tror jeg, almindelig fatteevne, har ladet en decideret falsk dokumentar køre midt i en grønlandsk valgkamp osv. Er det ikke sådan nogle ting, som DR egentlig burde håndtere, men hvor der er nogle politiske og strukturelle og måske også kulturelle årsager til, at DR i dag bare ikke fungerer? Kunne det være et område, hvor et fremtidigt borgerligt Danmark ville lave nogle reformer, som kunne sikre en bedre debat?

Ordføreren.

Ja, det håber jeg på, for jeg mener, det er problem, at medier i Danmark – og det gælder jo i særlig grad DR – er så meget i lommen på politikere. Jeg tror, det nogle gange skaber en forsigtighed i forhold til det at formidle berettiget kritik af politikere og politiske systemer, at man simpelt hen får sit økonomiske udkomme fra de selv samme politikere eller de selv samme politiske systemer. DR har jo i virkelig høj grad ingen andre indtægter end dem, de får fra finansloven. Så det synes jeg vi skal beskære. Vi bør beskære mediestøtten i Danmark, sådan at medierne er afhængige af deres brugere og ikke af politiske systemer. Det tror jeg er befordrende for en god politisk debat i Danmark.

Spørgeren for anden korte bemærkning. Værsgo.

Jeg tror, vi har brug for public service; jeg tror, vi har brug for et DR; men vi brug for et DR, der ikke er politisk placerbart. Jeg var i presselogen den anden dag og fremføre det synspunkt, som jeg har fremført, nærmest siden jeg blev myndig, i forhold til DR, og det interessante var, at en repræsentant fra Jyllands-Posten, Sjællandske Medier og RADIO IIII gav mig ret i, at der er et kulturproblem i DR, at der er en slagside til en radikalt venstreorienteret måde at anskue verden på. Det er det, tror jeg, vi borgerlige er nødt til at angribe og anfægte. Og det er jeg glad for hvis hr. Ole Birk Olesen og hans parti ser på samme måde på.

Ordføreren.

Det er jeg enig i: at der er den udfordring i DR og i et eller andet omfang måske også i mange andre medier. Men vi kan jo ikke udtænke nogen midler, hvormed vi kan styre her fra Folketingets side, at DR skal sende det her og ikke skal sende det her, eller at deres vinkling på artiklerne ikke skal være så venstreorienterede. De skal ikke kun problematisere det, når der spares penge f.eks., måske kunne de også problematisere det, når der bruges for mange penge og der opkræves for høje skatter. Det gør de jo sjældent. Så det eneste, vi kan gøre, er at beskære budgetter.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken, og nu er det hr. Henrik Frandsen fra Moderaterne. Værsgo.

Mange tak, formand, tak for ordet, og tak til Dansk Folkeparti for at have fremsat et beslutningsforslag om genskabelse af tilliden til demokratiet. Det bygger jo på en præmis om, at danskerne skulle have mistet tilliden til demokratiet i Danmark. Det er ikke en situation, jeg kan genkende. Jeg mener, at danskerne i høj grad har tillid til det danske demokrati. Når jeg kommer ud i landet, er der stor respekt omkring demokratiet og den måde, som det kører på. Der er også kæmpe opbakning til det, vil jeg gerne sige.

Helt generelt er Danmark også et utrolig tillidsbaseret samfund, hvor vi som borgere har stor tillid til, at vi, når vi afleverer en meget stor del – faktisk en af de største dele af verden, og nu er det skat, jeg snakker om – af vores indtægter til at være i samfundets varetægt, så også får god velfærd tilbage for det. Det gør vi faktisk også med en stor tilfredshed. Hvis man laver målinger af tilfredsheden med at betale skat, er der faktisk også en stor tilfredshed i Danmark med, at man afleverer sine penge til at være i samfundets varetægt, men samtidig med det får man velfærd retur. Det er netop, fordi der er tillid til vores danske demokrati. Der er også tillid til vores danske institutioner og til samfundet i sin helhed. Så jeg deler ikke præmissen om, at det danske demokrati skal genskabes, for vi har et livskraftigt et demokrati; vi har et samfund, der fungerer rigtig godt.

Dansk Folkeparti stiller ti konkrete forslag, og jeg skal ikke gennemgå dem her. Jeg skal bare sige, at konklusionen på min tale nok ikke bliver så overraskende, nemlig at Moderaterne ikke kan støtte beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det ikke særlig overraskende svar. Jeg kunne bare godt tænke mig at høre, hvad hr. Henrik Frandsen tænker om den kritik af regeringens magtfuldkommenhed og topstyring, som en del frafaldne Moderater har rettet imod partiet.

Ordføreren.

Nu kan jeg jo ikke gå ind og, hvad skal man sige, begynde at lave betragtninger om, hvad tidligere medlemmer af Moderaternes folketingsgruppe egentlig tænker, når de siger, at regeringen er topstyret. Der tænker jeg faktisk, at hr. Morten Messerschmidt må tage en snak med dem om, hvorvidt de mener, der er problemer, og hvorfor de siger, at regeringen skulle være topstyret. Jeg har ikke et indtryk af, at vi har en topstyret regering.

Jeg har til gengæld et indtryk af, at vi har en meget handlekraftig regering, en regering, som fungerer rigtig godt, og som jeg jo også i lighed med de ordførere, der her har været på fra regeringen, er meget stolt af at vi er med i. For vi er jo i den her regering rent faktisk i stand til at træffe beslutninger, som gør, at vi kommer videre i samfundet. Og vi står jo nu i en situation, hvor vi kan sige, at vi bliver presset rigtig meget udefra.

Spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Jo, men det var bare ikke det, jeg spurgte om. Vælgerne bliver jo ikke klogere på den her regerings indre liv, ved at jeg fører en samtale med hr. Jeppe Søe eller fru Karin Liltorp, men vælgerne kan blive klogere på den her regerings indre liv, og hvad det er, hr. Henrik Frandsen tænker, når han siger, at regeringen ikke er topstyret, alt imens de, der forlader regeringspartierne, siger, at regeringen er topstyret.

Når hr. Henrik Frandsen bruger sin taletid på at forsvare regeringens måde at være regering på og siger, at den ikke er magtarrogant, at den ikke er topstyret, og at den ikke har problemer med demokratiet osv., og der så er nogle, der indtil for ganske få dage siden var en del af det parlamentariske flertal for regeringen, der faktisk deler en anden analyse, så er det jo meget naturligt, at hr. Henrik Frandsen forklarer, hvorfor det er sådan, at fru Karin Liltorp tager fejl. Det er jo ikke urimeligt.

Ordføreren.

Jeg må bare sige, at jeg ikke er enig i analysen af, at vi her skulle have en specielt topstyret regering. At der så er et par tidligere moderate folketingsmedlemmer, som går ud siger det i offentligheden, skal jeg jo ikke ud at forsvare, og det skal ikke ud at udlægge og sige, hvad det er, de hænger deres udsagn op på. Det tænker jeg jo er noget de selv må stå på mål for, og det kan jeg ikke stå her på talerstolen i Folketinget og gøre.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så vi går videre i ordførerrækken, og nu er det fru Helle Bonnesen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Først og fremmest tak til Dansk Folkeparti for at kaste sig over den her debat, nemlig hvordan vi forbedrer tilliden til demokratiet. Som beslutningsforslaget foreligger, er der jo nogle bemærkninger, hvor man ganske rigtigt gennemgår, at vi igennem en årrække har set en regering, der har lukket sig om sig selv og med minkskandalen under coronakrisen som et af de kedelige højdepunkter. Men der har også været en god debat her i dag, bl.a. om, hvorvidt det er strukturen eller det er kulturen, der gør det. Nu er det jo et meget konkret beslutningsforslag, så derfor vil jeg nok også forholde mig lidt til det. Men herfra skal det i hvert fald lyde, at vi meget gerne vil arbejde med for at gøre tilliden til demokratiet bedre.

Forslaget består af de ti punkter til reformer, som skal indgå med henblik på at genskabe og styrke tilliden til demokratiet og systemet, og netop fordi der er de her samlede ti punkter, kan jeg allerede nu fortælle, at Konservative ikke kommer til at støtte forslaget, hvilket nok heller ikke vil overraske nogen. Vi ser meget forskelligt på de ti enkelte punkter, og det er bestemt ikke, fordi vi ikke kan se, at der er gode elementer, som vi ville være klar til at indføre, eller elementer, der individuelt kunne give en god debat, for det kan vi sagtens. Der er også nogle punkter, som undrer lidt undervejs, og som rejser nye spørgsmål, f.eks. det her med valgforbund. Hvorfor skal vi ikke indføre valgforbund til europaparlamentsvalget, mens vi godt kan gøre det til kommunalvalget, som jo også er et valg, hvor der kan være marginaler, der virkelig skiller sig ud? Så den del vil vi nok ikke være begejstrede for, men vi er interesserede i at lytte til, hvorfor der skal være en forskel. Så er der det med kommunalafstemningerne angående reformen fra 2007, som vi betragter som værende en meget bred måde at arbejde på i stedet for at gå meget specifikt til værks i de enkelte kommuner, som kan have enkelte problemstillinger eller dagsordener, og hvor man lokalt ville kunne følge det bedre op.

Med hensyn til begrænsningerne af meningsmålingerne til tre dage har vi jo,. mener jeg, gudskelov en mulighed for at diskutere det i en anden sammenhæng. For vi betragter det virkelig som en rigtig, rigtig interessant debat, også i forhold til hvad de andre lande gør, altså med tre dage, ytringsfrihed og hele valgperioden. Der er mange nuancer i den debat. Med hensyn til karensperioden ved embedsapparatet mener vi måske nærmere, det er værd at diskutere antallet af spindoktorer og den måde, som det er steget.

Der er jo også direkte elementer, som vi sagtens kan se os selv i, altså en afskaffelse af koranafbrændingsloven, og vi vil også rigtig gerne diskutere forældelsesreglerne for et retligt ministeransvar. Der har vi jo fra vores side tidligere nævnt, at vi gerne så en pause i den beregnede tid, mens en eventuel kommissionsundersøgelse kører.

Så alt i alt er der jo her en buket af reformforslag, hvor vi afviser nogle, mens vi gerne vil diskutere nogle videre og vi isoleret set sagtens kunne stemme for andre. Så derfor kan vi ikke støtte det samlede forslag, men vi ser frem til at have debatter om de enkelte punkter. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Det er blot for at kvittere for en, synes jeg, meget konstruktiv tilgang til det, og som jeg allerede annoncerede ved fremlæggelsen, havde jeg heller ikke en forventning om, at der var nogen, der en til en ville sige, at ja, de stemmer for det hele. Men andragendet er jo at få en debat om et problem, som jeg i hvert fald også kan høre at alle de borgerlige partier og Enhedslisten kan se der er, nemlig at opbakningen til vores demokrati er nedadgående, og det kan godt være, at vi ikke er enige om, hvad det er, der skal til. Men det, at vi dog alligevel kan se, at der her er et problem, er vigtigt, og jeg synes, det tegner rigtig godt i forhold til forhåbentlig at kunne gøre noget af det her i fremtiden.

Der er indkaldt til et separat møde hos Folketingets formand i forhold til at drøfte det her med meningsmålinger, hvor der også er en analyse af, hvordan man gør i andre lande, og jeg vil glæde mig til at tage både de forslag, som vi altså her i dag har fremlagt, og også de forslag, som især de andre borgerlige partier fremlagt i dag, og håbe på, at vi kan at give vælgerne et perspektiv om, at vi i hvert fald i fællesskab kommer til at tage det her alvorligt efter et folketingsvalg. Så tak for talen.

Ordføreren.

Selv tak. Vi synes, det er væsentligt, at vi, når vi diskuterer det her, går ned i materien idet, og at vi ser på, hvordan det kan stykkes sammen, og hvad der er læringen fra andre steder. Så det glæder vi os til.

Så er det hr. Bjørn Brandenborg, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Det var en meget anderledes oplevelse at se dialogen mellem ordføreren fra Konservative og hr. Morten Messerschmidt end at se den seneste dialog, hr. Morten Messerschmidt havde med en folkevalgt fra Det Konservative Folkeparti. Jeg tror, at jeg ligesom mange andre sad og så fjernsyn, da hr. Morten Messerschmidt bad ordførerens formand om at styre sin følelser – sådan tror jeg der blev sagt – og også kaldte ordføreren for flabet.

Nu er det jo en debat, der handler om, hvordan vi genskaber tilliden til demokratiet. Det er det, der er overskriften på det forslag, der er fremsat af formanden for Dansk Folkeparti. Derfor vil jeg bare spørge ordføreren, om det er ordførerens opfattelse og oplevelse, at når man bruger den slags ord mod andre partiledere, så er det med til at skabe en bedre tillid til demokratiet, og om det, når man står og kommer med usande oplysninger om krigen i Ukraine, som naturligt fylder rigtig meget for rigtig mange og også mange i Folketinget, så er med til at styrke demokratiet.

Ordføreren.

Demokratiet er jo netop udveksling af synspunkter, og jeg tror, at vi var flere, der så den form for udveksling af synspunkter, som jeg vil overlade til min partiformand og til hr. Morten Messerschmidt selv at forholde sig til. Men jeg synes jo, det er godt, at vi har et demokrati, hvor vi, når vi kommer derud, også kan tage ved lære af det og følge op på det, bl.a. som der er gjort i dag.

Spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Nu er det jo ordføreren, der er ordfører i den her debat, og det er derfor, jeg spørger ordføreren. Når der er en formand for et parti i Folketinget, som bruger en meget skarp retorik over for en anden partiformand i fjernsynet på baggrund af noget, der er urigtigt, altså usande oplysninger, er det så noget, som ordføreren tænker styrker demokratiet? Hvad tænkte ordføreren selv, da ordføreren sad og så det i fjernsynet? Tænkte ordføreren, at hvis man vil genskabe tilliden til demokratiet, så er det måden at gøre det på?

Ordføreren.

Jeg synes altid, det er godt, at man får faktatjekket tingene. Det skaber hele grundlaget for, at vi har en ordentlig dialog, og at vi har en ordentlig debat, og der kunne godt have været et bedre faktatjek dér, men vi ser det også rigtig mange andre steder. Så generelt at faktatjekke, inden vi diskuterer og drager konklusioner, er prisværdigt.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, formand, og tak til Dansk Folkeparti for at rejse den her, synes jeg, meget væsentlige debat. Der er jo ikke nogen tvivl om, at vi lige nu står i en situation, hvor demokratier rundtomkring, også i den vestlige verden, er under pres. Vi ser en amerikansk præsident med en ny administration, som prøver at tiltage sig større og større beføjelser. Vi ser demokratiske institutioner, som er under pres, altså demokratiske institutioner, som netop skulle være med til at sikre, at man kunne opretholde magtens tredeling, og at ingen blev magtfuldkommen.

Set i det lys er der absolut behov for, at vi også retter blikket indad og ser på, hvor vi her i Danmark kan styrke de demokratiske institutioner. Det er sådan, jeg læser det her forslag. Jeg vil også straks sige, at det ikke er alle forslagene, som vi i Enhedslisten er fuldstændig enige i, men vi er sådan set enige i intentionen om, at der er behov for, at regeringen indkalder til forhandlinger, og at vi får drøftet de her elementer. Størsteparten af forslagene er også nogle, som vi vil kunne bakke op om. Derfor synes jeg også, det er ærgerligt, som jeg også har påpeget over for flere ordførere, at regeringen har sløjfet det demokratiudvalg, som ellers blev besluttet af den tidligere regering som en opfølgning på minksagen, på trods af at der reelt set stadig væk er opbakning til det i Folketingssalen, hvis man tæller mandater. Så det er jo et politisk valg, man i regeringen har truffet, og det synes jeg er ærgerligt.

Men der er en lang række af forslagene, som jeg synes er rigtig positive. Det gælder både spørgsmålet om forfatningsrådet og forældelsesreglerne, og en genetablering af offentlighedsloven synes jeg i særdeleshed det ville være meget relevant at få kigget på. Jeg synes også, at forslaget om større gennemsigtighed i donationer er et rigtig godt forslag, altså netop det med, at man sænker beløbsgrænsen, og at der også bliver større gennemsigtighed i, hvor partier får deres bidrag fra. Det kan så godt undre lidt, at Dansk Folkeparti ikke var med til at stramme reglerne i forhold til udenlandske donationer, som ellers en lang række af partierne i Folketinget bakkede op om. Det løser for os at se langtfra hele den her problemstilling, men det var dog et skridt i den rigtige retning.

Spørgsmålet om begrænsning af meningsmålinger er jo noget, vi kommer til at drøfte i gruppeformandskredsen. Så den drøftelse tænker jeg vi kan tage der, men vi er sådan set også åbne over for at se på det. Det samme gælder i forhold til karensperioden. Her er det beskrevet som en karensperiode. Hvis man har været ansat i et parti, kan man ikke ansættes i en politisk stilling i et ministerium før efter en karensperiode. Jeg synes også, det kunne være fornuftigt at se på det den modsatte vej. Bl.a. i forbindelse med hvidvasksagen så vi jo folk, der tog turen den modsatte vej fra embedsværket og så over i banksektoren, hvilket også gav nogle problemer i forhold til habilitet og i forhold til karensperioder.

Lokale folkeafstemninger synes jeg også er en god idé. Spørgsmålet om at se på en begrænsning i forhold til ytringsfriheden læser jeg som en afskaffelse af racismeparagraffen, og der vil jeg bare gøre opmærksom på, at det kommer Enhedslisten ikke til at støtte. Jeg synes også, det er paradoksalt, hvis vi i en situation, hvor vi ser minoriteter blive udsat for hadtale – det kan både være det jødiske mindretal i Danmark og muslimske medborgere, som i stigende grad oplever hadtale – ikke giver en beskyttelse af dem. Det synes jeg ville være bekymrende. Vi er helt med på at rulle koranloven tilbage. Det tror jeg ikke er nogen stor overraskelse for nogen.

Men som sagt er der en lang række af de her initiativer, som vi vil kunne se positivt på, og jeg synes, at tidspunktet er velvalgt, til at vi får den her debat. Derfor vil jeg også bare opfordre til, at regeringen tager imod det her beslutningsforslag. Jeg kan godt høre, at det lyder det ikke til at der er stor sandsynlighed for, men det kan jo så være, at vi, hvis ikke det skal til afstemning, kan prøve at se, om vi kan lande noget i en fælles beretning. Men ellers er Enhedslisten i hvert fald indstillet på at stemme for det her.

Så har der været en længere debat her tidligere i dag om spørgsmålet om partihopperi. Der vil jeg bare i al kollegial venskabelighed opfordre til, at partierne kopierer de regler, vi har i Enhedslisten. Folk er velkomne til at melde sig ind i Enhedslisten, hvis de er valgt som repræsentanter for et andet parti, men så skal de aflevere deres mandat til det parti. Så vi tager ikke imod partihoppere, og hvis man vil undgå at have lange debatter i Folketinget, hvor man skal beskyldes for hykleri, så kan man jo vælge at kopiere de regler.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Da jeg ikke ser Radikale Venstre eller Alternativet til stede, går vi videre til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. Forleden begik jeg en fejl i Debatten på DR2. De fleste, som har bare et minimalt kendskab til det europæiske landkort, kan nok godt regne ud, at det var en fejl. Jeg fik sagt, at Rusland igennem de seneste måneder har taget 100.000 km² om måneden. Nu er Ukraines areal 600.000 km², og derfor havde jeg egentlig en forventning om, at folk, der havde gået i den danske folkeskole, godt kunne høre, at det, jeg ville sige, var, at Ukraine er for mere end 100.000 kvadratkilometers vedkommende besat, og det går bare den forkerte vej, og det har det gjort de sidste 3 måneder. Da jeg blev foreholdt det, berigtigede og beklagede jeg.

Nu har jeg lige siddet under debatten her, især når jeg har hørt, hvordan den socialdemokratiske gruppe er stimlet sammen hernede, og tænkt lidt tilbage: Hvad har vi fået af fortalelser, løgne og andet fra den siddende statsminister? Og har vi nogen sinde oplevet fru Mette Frederiksen beklage noget som helst, hun selv havde gjort? Har vi nogen sinde hørt fru Mette Frederiksen sige undskyld? Nej. Betyder det, at hun ikke har begået fejl? Jeg kan da huske fra seneste valgkamp, hvor Ekstra Bladet, tror jeg det var, afslørede hende i at lyve om en film med en ældre dame ved navn Tonni. Hun løj om salige hr. Søren Pape Poulsens økonomiske politik. Har hun nogen sinde sagt undskyld?

Alene det understreger jo, hvilket problem for tilliden til vores folkestyre vores statsminister er, fordi hun ikke er villig til eller evner at indrømme, anerkende og beklage, når hun tager fejl. Det er måske derfor, at hvis man det, der hedder Infomedia, som er sådan en samlet database over avisartikler, søger på »Mette Frederiksen magtfuldkommen«, så kommer der 2.500 artikler frem, eller nu skal jeg ikke begå en fejl, det er 2.495 artikler – 2.500. Det er altså ikke kun mig, Dansk Folkeparti, den borgerlige opposition og til dels Enhedslisten, der kan se, at der er et problem. Det er bredt forankret.

Så kan jeg forstå, at man nu har udviklet et meget fintfølende apparat i Socialdemokratiet. Det er simpelt hen en grov anklage at beskylde nogen for at være magtfuldkommen og topstyret. Og ve den, der beskylder en kollega for at være flabet. Hvad er det dog for et sprog? Må jeg ikke have lov til at sige: Pjok, pjok, pjok, hele bundtet, hyklere! Alle er enige om, at Socialdemokratiet har gjort det til en selvstændig modus operandi-måde at forvalte magten på at styre fra toppen og ned. Man behøver ikke engang sprede rygter om det. Fru Mette Frederiksen har selv sagt det, da man satte hr. Martin Rossen direkte ind i de øverste regeringsorganer med det formål at få en mand, der var unddraget Folketingets kontrol, og det er da en god idé, hvis man er ligeglad med folkestyret, gennemsigtigheden og demokratiet. Så er det da en super god idé, men man kan da ikke komme udenom, at det er magtfuldkomment, og at det er topstyret. Man kan da ikke komme udenom, at det er topstyring, når statsministeren siger, at coronanedlukningen skete på myndighedernes anbefaling, når det så siden hen viser sig at være forkert. Det er da dybt arrogant. Det er da dybt magtfuldkomment. Og det jo fint nok, hvis det er stilen, men det er ikke fint nok, hvis man ikke vil stå ved det.

At det er de sociale medier, som bærer en del af ansvaret for en dalende tillid til demokratiet, tror jeg sådan set er rigtigt. Men man kan ikke fralægge sig ethvert ansvar. Når vi, der har påtaget os ansvaret at være i politik, kommer rundt til vælgermøder, eller når vi har debatter på de sociale medier osv., analogt og digitalt – man mødes jo på mange måder i dag – tror jeg, at vi alle sammen bliver mødt med synspunktet om, at man alligevel ikke kan stole på politikere. Og vi bærer givetvis alle sammen en del af ansvaret. Det tror jeg vi gør. Men hvis vi også i fællesskab skal finde løsningen, er vi jo nødt til også at påtage os det ansvar. Jeg har påtaget mig mit. Hvad med regeringen? Nej, det ville være for flabet at bede om.

Vi er kommet med 10 konkrete forslag. Jeg anerkender, at de går i alle mulige retninger, og det kan godt være, at de ikke alle sammen er lige geniale. Det sagde jeg allerede for et par timer siden, da vi indledte den her debat. Formålet var sådan set at få en diskussion om, hvad vi gør ved problemet. Regeringen har lukket sig selv ude, fordi der ifølge dem slet ikke er noget problem. Men jeg har faktisk hørt fra alle oppositionspartier, at man anerkender, at der er et problem. Det vil jeg gerne takke for, både Enhedslisten, SF og mine borgerlige venner selvfølgelig, og jeg vil knytte et par kommentarer til nogle af de idéer, som der har været stillet spørgsmålstegn ved.

I forhold til valgforbund f.eks. har jeg oplevet i europaparlamentsvalgkampen, at der var vælgere, der undrede sig over, at en stemme på hr. Morten Løkkegaard kunne ende på fru Stine Bosse eller på Radikale Venstre, fordi man sådan i almindelighed ikke lige havde set, at der var et meningssammenfald der. Og jeg tror, det er den slags ting, der gør, at folk så tænker: Hvad sker der med min stemme? Når vi ovenikøbet ved, i hvert fald fra tidligere episoder – jeg ved ikke lige med det her valgforbund – at der har været handlet med det, sådan at hvis ikke man kommer ind i Europa-Parlamentet, får man nogle økonomiske fordele eller ansættelsesmæssigt på den anden måde, så er det bare grobund for mistillid.

I forhold til spørgsmålet om meningsmålinger blev jeg virkelig forarget på en kollegas vegne, da jeg dagen før eller 2 dage før europaparlamentsvalget var i en tv-debat med hr. Martin Lidegaard, og der var lige kommet en meningsmåling. Dansk Folkeparti lå til at komme ind, og Radikale lå til ikke at komme ind, og det eneste, hr. Martin Lidegaard fik lejlighed til at svare på i det interview, var den meningsmåling. Det synes jeg bare ikke er befordrende, for uanset at jeg er uenig i snart alt, hvad Radikale Venstre repræsenterer, synes jeg altså, at selv min politisk modstander fortjener at få lov til at tale politik før et valg. Når man kigger rundt i andre lande, kan man se, at man der har lavet karensperioder. Jeg vedstår mig fuldstændig, at det formelt set er en indskrænkning af ytringsfriheden, ligesom alle andre dele af de presseetiske regler er.

Så er der spørgsmålet om genetableringen af offentlighedsloven, altså at vi giver journalisterne bedre adgang til de data og de dokumenter, der måtte ligge i magthåndteringen, i regeringen osv. Der er jeg glad for, at så mange har bakket op. Det giver i hvert fald håb om, at vi der kan finde hinanden.

Så er der en ting, som jo ikke er en del af det her forslag, men som jeg også kan høre at Socialdemokratiet har udset sig som et sted, hvor man virkelig skal have kniven ind i sulet på Dansk Folkeparti. Det er, at vi ikke vil støtte det der Muskindgreb, altså med udenlandske pengemænd. Jeg har ingen erindring om, at vi er blevet spurgt, om vi vil være med i en aftale, men det er vi sikkert. Der er nok kommet en mail klokken lidt i midnat, som vi ikke har fået svaret på. Det er også fint nok. Jeg har bare et spørgsmål her, for jeg tror, vi alle sammen er enige om, at vi ikke vil have, at sådan vanvittig rige mænd som Elon Musk og andre blander sig i vores demokrati. Men jeg var her for et par uger siden i Canada på et rent privat besøg. Jeg besøgte en hæderlig ældre herre, Bent Ewald, som er 92 år i dag. Han udvandrede for mere end 60 år siden, tror jeg, fandt lykken, byggede en virksomhed op, og fandt kærligheden i Canada, men han har aldrig nogen sinde givet op på sin kærlighed til Danmark. Han har jo støttet Dansk Folkeparti igennem årene, ikke med Muskpenge, ikke i den størrelse. Jeg tror, han har givet nogle millioner. Det var, inden jeg blev formand. Det spørgsmål, jeg bare tillader mig at stille, er: Hvorfor må danskere, der bor i andre lande, men som elsker Danmark, og som ikke kan stemme, fordi den måde, man fortolker grundlovens § 29 på, jo gør, at man ganske hurtigt fortaber den stemmeret, ikke give udtryk for deres kærlighed ved f.eks. at støtte et parti som Dansk Folkeparti? Det vil jeg gerne have svar på. Jeg tror i øvrigt – nu skal jo ikke være strategisk og være rådgiver for andre partier – at hvis Elon Musk ringede en dag og sagde til en af os, at han godt vil give 100 mio. kr. eller et eller andet, så ville det komme frem, og jeg tror, det ville have en enorm skadelige værdi for det parti, der tog imod pengene.

Men det er jo slet ikke det, det handler om, vel? Det er jo slet ikke det, det handler om. Det her handler om folketingsvalg. Det handler om, at Socialdemokratiet er ved at gøre klar til at skulle have grebet om magten i 4 år mere, og dermed er vi jo inde på det, som hr. Ole Birk Olesen talte om, altså at man er villig til heroppe at sige hvad som helst, hvis bare det får vælgerne i den rigtige retning. Det er faktisk det problem, vi prøver at finde en løsning på. Tak, formand.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger, og den første er fra hr. Bjørn Brandenborg, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Ordføreren startede med at sige, at ordføreren begik en fejl, og så kunne man fristes til at tænke: Gad vide, om det, ordføreren har gang i nu, er en form for selvransagelse på talerstolen. Men hvis man troede det, tog man godt nok fejl, for så blev ordføreren ramt af det storhedsvanvid, som jo har været definerende for ordføreren i den seneste tid. Og det er jo ikke bare umodent at være sådan; det er jo også skadeligt at være på den måde, som ordføreren er på. Derfor vil jeg bruge anledningen og min taletid til at spørge, hvad ordføreren egentlig tænker om ordførerens egen rolle og den måde, ordføreren har ageret på. Nu er det folk herinde, der er nogle pjok, fordi man ikke synes, at man skal kalde andre ordførere for flabede og sige, at de skal styre deres følelser, i debatterne, når man samtidig også videregiver misinformation. Hvad tænker ordføreren egentlig om ordførerens egen rolle de seneste uger, hvor ordføreren jo har stået for, ja, lidt af hvert – lad os kalde det det?

Tak. Ordføreren.

Jeg er et kristent menneske. Jeg lægger mig på knæ på alterstolen hver søndag og får mine synders tilgivelse. Jeg ved ikke, om hr. Bjørn Brandenborg kan sige det samme.

Ønsker spørgeren anden runde? Så skal man huske at trykke sig ind. Værsgo.

Ja, men det nåede jeg nærmest ikke.

Jeg er også et kristent menneske, og derfor tilgiver jeg det også, når man begår fejl, og jeg er bestemt ikke selv et rent menneske – det kan jeg ikke påstå. Men nu var det jo ikke det, jeg spurgte ordføreren om. Jeg spurgte, om ordføreren ville forholde sig til ordførerens egen rolle. Ordføreren har skrevet et ualmindelig langt beslutningsforslag om at genskabe tilliden til folkestyret med ti forskellige forslag, som vi har forholdt os til. Alle ordførerne har været på Folketingets talerstol og har forholdt sig til det spørgsmål, og nu beder jeg så bare ordføreren om at forholde sig til det spørgsmål, jeg stillede, nemlig spørgsmålet om ordførerens egen rolle i forhold til at genskabe tilliden til demokratiet.

Tak. Ordføreren.

Jeg mener, at jeg er noget af det mest perfekte, man kan forestille sig af en oppositionspolitiker Danmark.

Så er det hr. Leif Lahn Jensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Jeg synes, det er utrolig spændende, og at det er godt at debattere, hvad det er, der skaber den mistillid til politikerne, der er derude. Jeg synes, det er fint at tage den debat, vil jeg da sige til hr. Morten Messerschmidt. Men det kan være mange ting, det kan også være, hvordan politikere agerer. Formanden for Dansk Folkeparti laver i en åbningsdebat personangreb på en kollega i stedet for at bruge taletiden til politiske mærkesager, og formanden for Dansk Folkeparti siger ting i pressen om krigen i Ukraine, der er direkte usande. Nu har man så sagt, at det er en fejl, og det er fair nok, og det skal der være plads til, men fik så efterfølgende sagt, at det måske er os andre, der er for dumme, for det burde vi så vide. Det er så en smule arrogant, hvis man spørger mig. Når Dansk Folkeparti laver en falsk video med statsministeren, som eksperter mener er undergravende for demokratiet, fordi man vil forsøge at få folk til at tro noget, som en politiker ikke har sagt, er det så ikke netop det, der skaber mistillid? Den måde, Dansk Folkeparti rent faktisk agerer på igen og igen – og så endda Dansk Folkepartis egen formand.

Ordføreren.

En formand skal jo gå foran, ikke? Jeg mener, at talen til hr. Lars Løkke Rasmussen var på sin plads, for den var slet ikke henvendt til hr. Lars Løkke Rasmussen. Jeg tror, at hr. Leif Lahn Jensen var her, men han kan måske ikke huske det, men så minder jeg ham om det. Den var henvendt til mine tre andre borgerlige formandskolleger. For hvis vi skal give danskerne et løfte om en bedre fremtid, om en anden måde at føre regering på, om en anden måde at forvalte borgernes penge på, er man også nødt til at forstå, at det kræver, at vi frigør os fra hr. Lars Løkke Rasmussen. Det er sådan set mit ærinde. Jeg kan ikke forstå, hvorfor det skulle være så provokerende, medmindre selvfølgelig at man skal forstå det på den måde, at Socialdemokratiets gruppeformand synes, at alle de ting, som jeg nævnte, var forsvarligt en til en. Det var, som det skal være, det var sådan, man skal være som politiker.

Spørgeren.

Jeg tror, at de fleste kender mig som rimelig ordentlig, og sådan kender jeg også politikerne, men jeg synes faktisk ikke, at det er ordentligt at stå og bruge masser af tid på at snakke om en anden person, ens kollega. Jeg synes, at vi er valgt af landet til at stå og tale om politik og fortælle, hvad det er, vi vil, og det synes jeg faktisk ikke skete den dag. Jeg er også bare nødt til at spørge, om Dansk Folkeparti så vil gøre noget i fremtiden ud over det, de så har planlagt her? Flere partier har forsøgt rent faktisk at gøre noget ved det der deepfake og har forsøgt at undgå, at vi kan angribe hinanden på sociale medier med ting, der ikke passer. Det vil Dansk Folkeparti overhovedet ikke være med til. Til de møder, der var, sendte man også konsulenter. Man kom ikke selv som politiker. Der var en høring, Præsidiet havde lavet i Folketinget, men det vil de heller ikke være med til. Så hvad vil Dansk Folkeparti ud over at råbe af regeringen?

Tak. Ordføreren.

Jeg forstod simpelt hen ikke spørgsmålet. Der har været en høring, hvor vi så sender en medarbejder, fordi vi ikke har et folketingsmedlem, der kan deltage? Er det undergravende for demokratiet? For så vil jeg da begynde meget nidkært at føre lister over det, når der er medarbejdere til stede ved høringer her på Christiansborg. Jeg synes ærlig talt, at hr. Leif Lahn Jensen måske skulle vise en lille smule respekt over for de mindre partier her på Christiansborg. Vi er nogen, der forsøger at få tingene til hænge sammen. Vi er syv medlemmer, og Radikale Venstre har seks medlemmer, og Moderaterne er stærkt på vej i samme retning. Måske skulle man vise lidt respekt i forhold til arbejdsforholdene.

Så er det fru Gunvor Wibroe, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for ordet. Tak for talen. Jeg ville bare lige følge op på det her med indslaget i DR og Ukraine. Det er som bekendt noget, der optager rigtig mange danskere. Det kunne vi se i går, hvor tusindvis af danskere gik på gaden og stod op for ukrainerne og deres ret til deres frihed og deres eget land. Jeg synes, det var rigtig fint at høre, at ordføreren og partilederen anerkendte, at han havde begået en fejl på tv. Men så har han talt mere om statsministeren, der ikke ville sige undskyld. Og så spørger jeg bare: Vil partilederen sige undskyld for at komme med urigtige oplysninger, som kan være meget sårende for mennesker, der er flygtet her til Danmark fra Ukraine, og som i det hele taget er med til at sprede misinformation?

Ordføreren.

Ja, det vil jeg da rigtig gerne. Hvad er det, jeg skulle have sagt, der skulle være sårende? Det vil jeg da meget gerne høre. Jeg ved i hvert fald, at jeg ikke har kaldt nogen ukrainere for flabede.

Spørgeren.

Fint, og tak for svar. Som bekendt har Danmark taget imod tusindvis af ukrainere, og de kommer til Danmark for at få sikkerhed og få fred. At se en dansk partileder, der kommer med urigtige oplysninger, i virkeligheden også nedgøre ukrainernes kamp, kan på mange virke sårende. Vil partilederen sige undskyld for det?

Ordføreren.

Nej, mit ærinde har på ingen måde været at såre. Mit ærinde er at få fred i Ukraine, så længe der er et Ukraine. Og det, der er sagen i Ukraine, er, at de seneste måneder har Rusland vundet frem og har nu over 100.000 km2 af det ukrainske territorium. Jeg går ud fra, at ordføreren er bekendt med, at Dansk Folkeparti har støttet alle hjælpepakker og alle indsatser for at modvirke det. Men den ulykkelige virkelighed er jo, at fordi der ikke er ret mange andre lande, der gør det samme lige så dedikeret som os, så går det den forkerte vej. Og det er sårende. Det er jo ikke kun sårende for ukrainerne. Det er jo en sårende virkelighed, som vi alle sammen må leve med.

Tak til hr. Morten Messerschmidt, ordføreren for forslagsstillerne. Så har fru Christina Olumeko bedt om at få lov til at holde sin tale. Så værsgo til det.

Tak for ordet, og tak til formanden for fleksibiliteten, da jeg blev forhindret i at holde min tale på det rigtige tidspunkt i talerækkefølgen. Og tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte et, synes jeg, vigtigt beslutningsforslag om vores demokrati, og hvordan vi styrker det. Jeg skal nok gøre det sådan forholdsvis kort.

Helt grundlæggende er vi i Alternativet enige i, at vi har brug for at styrke vores demokrati, om end vi måske har en lidt anderledes analyse end den, Dansk Folkeparti laver. Vi ser overalt i den vestlige verden, at de liberale demokratier er truede. I USA, Ungarn, Rumænien, Slovenien og Bulgarien oplever man, at demokratiet smuldrer. Autoritære partier er i fremdrift og vil i demokratiets navn rulle demokratiske institutioner tilbage. Jeg tror, at noget af det, vi skal indse, i liberale demokratier som Danmark og her i Folketinget, er, at demokratier ikke smuldrer ved store militærkup eller ved krig. De eroderer langsomt over tid. Det er det, vi ser i den vestlige verden. Derfor skal vi ikke tage demokratiet for givet. Vi skal kæmpe for det. Vi skal løbende vedligehold det, videreudvikle det og styrke det.

Derfor støtter vi også Dansk Folkeparti i, at der skal indkaldes til forhandlinger om demokratiet. Der er selvfølgelig også nogle elementer, desværre, i Dansk Folkepartis forslag, som vi ikke synes har så meget at gøre med demokratiet. Dansk Folkeparti stiller konkret ti forslag, der skal indgå i sådan en reform, og der er nogle, vi ikke bakker op om. Et af dem, vi bakker op om, handler om et forfatningsråd. Vi vil også gerne ændre forældelsesfristen for ministeransvar. Vi vil gerne have, at offentlighedsloven bliver en reel offentlighedslov igen. Vi vil gerne have gennemsigtighed i politiske donationer. Vi vil også gerne begrænse meningsmålingerne op til valg.

Vi er dog ikke enige med Dansk Folkeparti i, at der skal nedlægges et forbud mod valgforbund til europaparlamentsvalget. I det hele taget mener vi, at valgforbund til både Europa-Parlamentet, kommunal- og regionsrådsvalgene er vigtige for at sikre, at alle vælgernes stemmer indgår i mandatfordelingen. Men vi er til gengæld enige med hr. Morten Messerschmidt i, at der er behov for mere information omkring de her valgforbund, og hvad de betyder.

Så bakker vi heller ikke op om, at der er et problem med, at tidligere partiansatte influerer på embedsværket i en usaglig forstand. Det har jeg ikke set belæg for. Men vi tror sådan set, at forslagsstillerne har ret i, at embedsværket er under et stigende pres for at agere partipolitisk. Det har Dybvadudvalget også konkluderet. Vi har eksempelvis i forbindelse med minkerstatningsskandalen set, at embedsværkets faglighed er blevet tilsidesat til fordel for et ønske om at sikre regeringens overlevelse. Jeg tror ikke, problemet kommer af, at nogle embedspersoner skulle have været tidligere partiansatte. Jeg tror, udfordringen er, at der i nogle ministerier er en meget uhensigtsmæssig kultur, hvor det kan være nemmere at blive forfremmet, hvis man har et godt vælgerstrategisk boldøje til gavn for den siddende regering. Det er en rådden kultur, som vi skal tage et opgør med.

Så foreslås det også, at der skal afholdes lokale folkeafstemninger om en ændring af kommunalreformen. Det har vi lidt svært ved at se at der er behov for. Det er allerede i dag en mulighed for kommunerne at gøre det, så det kan de jo bare gøre.

Det tror jeg sådan set var opsummeringen. Vi bakker selvfølgelig heller ikke op om at afskaffe § 266 b i straffeloven. Det har jeg argumenteret for mange gange. Så det vil jeg ikke gøre til en lang tale her.

Ellers vil jeg sige tak til Dansk Folkeparti for at løfte en vigtig debat. Det støtter vi klart op om. Tak for ordet.

Tak til ordføreren.

Når der står ordførere på talerstolen, ønsker formanden, at der er lidt mere ro i salen af respekt for ordførerne, der står og holder en tale.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Udvalget for Forretningsordenen. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.