Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 74:

Forslag til folketingsbeslutning om at skærpe straffen for vold udøvet i nære relationer.

Af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) og Theresa Berg Andersen (SF).

(Fremsættelse 15.11.2024).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er justitsministeren. Velkommen.

Tak for det, formand. Jeg havde forberedt en længere tale, men jeg tror egentlig, jeg vil afkorte den og i virkeligheden genoptage debatten fra under det sidste punkt. For noget af det sidste, fru Mai Mercado fik sagt, var, at jeg efter sigende skulle have hævdet, at det var tidsspilde med de her beslutningsforslag. Og bare så det er sagt til referat: Det vil jeg gerne have mig frabedt. Jeg har ikke hævdet, at det var tidsspilde. Men jeg forbeholder mig retten til også at kritisere beslutningsforslag og beslutningsforslagsstillere for ikke at forholde sig til, altså når man fremstiller et forslag, hvad det koster, hvis det trækker ressourcer på medarbejdersiden, og hvordan man i givet fald vil finansiere det.

Det bringer mig jo så til det her beslutningsforslag, som jeg synes er et godt beslutningsforslag, som regeringen hilser meget, meget velkommen. Og jeg vil gerne sige allerede nu, at regeringen er enige i, hvad det er, forslagstillerne skriver, for vi mener også, at der er behov for at skærpe straffen for bl.a. vold i nære relationer, partnerdrab osv. Vi har allerede gjort en lang række forskellige tiltag både under den her regering og i den sidste S-ledede regering, og vi agter at gøre meget, meget mere.

Det er et tema, jeg selv også har behandlet indgående i forbindelse med min egen nyligt udkomne debatbog om netop vold mod børn, som også har en kobling til vold i nære relationer, f.eks. partnervold og partnerdrab. Det har været et tema for netop også fremsættelsen af det lovforslag, vi har behandlet tidligere i dag omkring omvendt fodlænke. Så regeringen er enige med SF, og regeringen agter at gøre det.

Når vi alligevel ikke kan støtte det her beslutningsforslag, er det jo selvfølgelig, fordi det koster penge og det koster fængselspladser. Vi mener, der er nødt til at blive set på det i en sammenhæng. Det er af samme årsag, at regeringen inden for meget kort tid fremlægger en samlet strafreform, hvor vi kan drøfte strafskærpelser, herunder også tilvejebringelse af både bygningsmæssig kapacitet i kriminalforsorgen såvel som bemandingsmæssig kapacitet og i øvrigt også finde de penge, som skal betale for det. Så regeringen er enige. Vi kan ikke støtte beslutningsforslaget; vi mener, det skal ses i sin sammenhæng med de øvrige tiltag i en kommende strafreform. Vi glæder os til forhandlingerne med både SF og andre partier. Tak.

Tak til ministeren. Der er en kort bemærkning. Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Tak for ordet. Jeg har masser af idéer til finansiering, og jeg tror også, ministeren jo selv er kommet med nogle af dem eller i hvert fald har fremlagt nogle betænkninger om brug af fodlænke med nogle af de samme tanker, som vi i SF har haft mange gange, og som jeg tror kan være med til at skabe nogle pladser. Men jeg tager det positivt ned, at ministeren rent faktisk vil gøre noget her. Men kunne ministeren ikke lidt løfte sløret for, om man vælger at gå i den samme retning, eller om – ja, det ved jeg ikke – straffen skal endnu længere op, og om det omhandler alle forbrydelser i nære relationer eller kun partnervold? Vi er jo også optaget af f.eks. partnerdrab, og det var jo sådan, at man afskaffede konerabatten i 2009. Nu synes jeg faktisk, tiden er kommet til, at man går videre den vej og siger, at det her er noget særligt, fordi det foregår de steder, hvor man skulle være allermest tryg. Så kunne ministeren sige lidt mere om, om det er noget i den her retning, eller om det er strafskærpelser i større omfang, og hvad der skal med, og hvad der ikke skal med?

Ministeren.

Strafreformen kommer til at indeholde strafskærpelser også i større omfang inden for en lang række forskellige kategorier af personfarlige forbrydelser. Partnervold kommer til at være en af dem; partnerdrab er noget, vi kigger på; vi kigger også på vold mod børn – bare for at nævne de forskellige kategorier af vold i nære relationer, der kan være. Jeg er enig med ordføreren i, at det er særlig krænkende, når det er folk, man ellers burde have fuld tillid til, der begår det. Der er vi heldigvis i dag kommet langt videre end den måde, både medierne og politikere og samfundet betragter den type forbrydelser på. Men jeg er enig i, der kan gøres mere, og det er noget af det, der kommer til at afspejle sig i regeringens kommende strafreform, som vi glæder os til at forhandle om.

Spørgeren.

Det lyder rigtig godt. Jeg kan jo godt se, at så kommer vi ikke videre med det her forslag i dag, men på et tidspunkt kommer vi jo så nok videre.

Jeg kunne tænke mig at høre om en ting mere, som jeg godt kunne tænke mig bliver inkluderet i en strafreform, nemlig muligheden for at kunne dømme til behandling. Den mulighed har vi ikke i dag, men vi har brug for den for at kunne fastholde nogle af dem, som måske ikke har så meget lyst til at komme i behandling. Men det er jo ligesom, hvad kan man sige, det eneste greb, vi har til at kunne fastholde dem. Så kunne ministeren overveje, om man også skal kunne dømme voldelige partnere til behandling?

Ministeren.

Det er jeg i hvert fald ikke på forhånd afvisende over for. Regeringens kommende strafreform kommer jo til at bestå af en lang række elementer ud over strafskærpelser alene. Det er klart, det også vil indeholde de forudsætningsskabende initiativer, som både handler om den bygningsmæssige kapacitet i kriminalforsorgen og den bemandingsmæssige kapacitet, men vi vil jo selvfølgelig også se på, hvordan vi kan sikre en bedre resocialisering, når folk så er dømt for alvorlige forbrydelser. Jeg er ikke afvisende over for det konkrete. Når jeg mødes med de organisationer, de eksperter, der arbejder med det, siger de, at det ofte er en forudsætning, at voldsudøverne ligesom også er indstillet på behandling. Men omvendt synes jeg heller ikke, man skal afvise den idé, som fru Karina Lorentzen kommer med, på forhånd.

Fru Zenia Stampe.

Det her har egentlig ikke noget at gøre med holdninger, men er bare et spørgsmål til justitsministeren, fordi jeg tænker, han er så godt inde i sagerne, at han kan forklare mig, hvad det vil betyde, hvis det her bliver en skærpende omstændighed. For der er noget, jeg ikke kan gennemskue. Vi vil gerne være med til at hæve straffen for og indsatsen mod partnervold, men jeg skal bare høre: Betyder det her så, at hvis en mand slår sin kone ihjel hjemme, får han en højere straf for det, end hvis han slog en tilfældig person på gaden ihjel? For jeg kan bare ikke finde ud af det her med skærpende omstændigheder. Man løfter jo noget op og siger, at det så er mere alvorligt end noget andet, og det er det, jeg ikke helt kan gennemskue, for jeg synes, det er slemt, at manden slår sin kone ihjel, men jeg synes også, det var slemt, hvis han havde slået naboen ihjel nede på gaden. Derfor synes jeg, det er en rigtig svær diskussion. Men måske kan ministeren fortælle mig, hvad konsekvensen at det her vil være. Vil det så være, at straffen for at slå sin kone ihjel derhjemme vil være højere end straffen for at slå en tilfældig ihjel på gaden?

Ministeren.

Helt så firkantet tør jeg dog ikke at svare, for der kan jo være andre omstændigheder og andre momenter i forbindelse med det drab, der så bliver begået på den, fru Zenia Stampe kalder en tilfældig person på gaden. Men ja, nu har vi jo efterhånden grundlæggende som et overordnet princip – og domstolene takserer også manddrab højt – at det vil blive sådan, at domstolene jo nok i en eller anden udstrækning vil bedømme det hårdere eller i hvert fald give mindre rabat, hvis der ellers var andre momenter, der talte for det. Men jeg tør ikke stå her og lave en eller anden firkantet beregning af, hvordan domstolene ville nå frem til det i et tænkt eksempel. Det er jo alt andet lige op til domstolene.

Der er ikke flere spørgsmål. Vi siger tak til ministeren. Vi går i gang med ordførerrækken, og den første er hr. Bjørn Brandenborg fra Socialdemokratiet. Velkommen.

Tak for det, hr. formand, og tak for ordet. Beslutningsforslaget lægger op til, at regeringen skal sikre, at det i sager om vold, vold med døden til følge eller drab bliver en skærpende omstændighed ved strafudmåling, at forbrydelsen er begået i en nær relation. Vi deler forslagsstillernes grundlæggende synspunkter omkring partnervold, for man skal selvfølgelig kunne føle sig tryg i sit eget hjem. Og med de statistikker, vi har set i forhold til partnervold, er det klart, at det ikke alene er personlige problemer, som de enkelte selv må kæmpe med. Der er tale om et samfundsproblem, som vi må tage et fælles ansvar for. Det skylder vi de mange, voksne som børn, som lever med det her tæt inde på livet. For tragedien ved partnervold ligger i dens omfattende konsekvenser. Den finder sted der, hvor man burde være tryg og have helle, og det bliver begået af en, man elsker og stoler på. Det giver ar og kan påvirke en for livet, og det gælder især for de børn, som er vokset op i hjem præget af vold.

Derfor er jeg glad for, at der det seneste år er gjort en del på det her område, bl.a. kriminaliseringen af psykisk vold og stalking, en handlingsplan mod partnervold og så i dag et lovforslag, der skal bane vejen for forsøgsordning med den omvendte fodlænke. Men de desværre alt for mange tragiske historier viser, at der kan og skal gøres mere, og det er bestemt mit indtryk, at det også er en prioritet for den her regering. Justitsministeren har selv personligt gennem sin bog for nylig rejst en vigtig debat om børn, der vokser op i et hjem med vold, og regeringen er på vej med en strafreform med strafskærpelser for alvorlig personfarlig kriminalitet.

Med den meget omfattende reform på vej, en reform, som kommer til at se bredt på straffe, forebyggelse, fængselspladser og mere, synes vi, at et spørgsmål som det, forslagsstillerne sætter på dagsordenen i dag, bedst hører til i den forbindelse. Så selv om vi ikke kan støtte forslaget, som det ligger her, mener vi, at det er et vigtigt emne, som vi bør fortsætte drøftelserne omkring. Tak til forslagsstillerne for ordet.

Tak. Der er en kort bemærkning til fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Tak for opbakningen. Jeg bliver egentlig bare nysgerrig på, hvor ordføreren selv mener at strafniveauet skal ligge. Er det her en af de ting, som skal udløse 50 pct. mere? Jeg har godt set, at regeringen synes, at det i forhold til personfarlig kriminalitet skal forhøjes med 50 pct., så jeg vil bare høre, om det er et af de områder, hvor man også påtænker det, eller hvordan ligger det det med det?

Ordføreren.

Det er jo noget af det, vi kommer til at tage en debat om, når regeringen fremlægger sin reform. Men det er jo rigtigt nok og i princippet det, som fru Zenia Stampe spurgte om før, altså at hvis man alene kiggede på det forslag på den måde, som ordføreren stiller det op, ville det være sådan, at man ville straffe hårdere i nære relationer. Det ville være en skærpende omstændighed i forhold til drab, mens andre drab ville blive mindre strafværdige. Og det er selvfølgelig også en debat og en diskussion, som man skal have.

Men i forhold til sådan det konkrete om, hvad regeringen lægger op til i vores strafreform, må ordføreren ligesom de andre ordførere her i salen og alle dem, der venter spændt på det, vente, til vi fremlægger det udspil.

Spørgeren.

Jamen jeg bliver lidt nysgerrig på, om ordføreren pludselig mener, at det er mindre strafværdigt – det lød næsten sådan, da ordføreren sagde det. Jeg mener jo, at det er ekstra strafværdigt, at i de relationer, hvor man skulle føle sig tryg ... (Bjørn Brandenborg kommer med en indsigelse). Okay, så har jeg misforstået det.

Men så kan jeg jo spørge: Hvad er egentlig ordførerens egen holdning til, hvordan straffen skal se ud i de her sager?

Ordføreren.

Jeg mener, det er fuldstændig vanvittigt, at man har haft regler tidligere, der gjorde, at man fik en rabat, hvis man slog en partner ihjel, altså en af ens nære relationer. Jeg mener, vi skal gøre langt mere for at beskytte de ofre, de kvinder, de børn, der vokser op i de hjem, og det er jo det, vi bl.a. har taget fat på – og nu vil jeg ikke gentage alt det, jeg lige sagde – med en lang række forskellige initiativer. Og så har regeringen taget initiativ til at lave en strafreform, hvor vi skærper straffene for personfarlig kriminalitet. Og hvad det bestemt kommer til at indholde, må vi så tage, når vi fremlægger det.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Så er det hr. Jan E. Jørgensen fra Venstre. Velkommen.

Tak. Jeg er jo normalt ikke retsordfører og har sagen i dag for min kollega hr. Preben Bang Henriksen, og det er ikke for nu at sige, at jeg ikke tager imod spørgsmål eller andet, det er for at fortælle, at da jeg kiggede på det her beslutningsforslag og så overskriften om skærpet straf for vold i nære relationer og så, at det var fremsat af Socialistisk Folkeparti, så tænkte jeg: Nej, det var da dejligt, for fra den side af Folketingssalen plejer man jo mest at høre, at straf ikke hjælper noget, og at mere straf i hvert fald slet ikke hjælper. Så slår jeg op og læser den tale, som hr. Preben Bang Henriksen har lagt til mig, og så kan jeg se, at han med sin karakteristiske håndskrift foroven har skrevet med kuglepen: Dejligt at se, at de røde også mener, at straf hjælper; og så er der tre udråbstegn. Så vi tænker ens.

Jeg vil godt sige tak for beslutningsforslaget, og jeg vil også sige, at jeg nok er enig med forslagsstillerne i, at vi som samfund tidligere desværre har haft for vane at vende det blinde øje til vold i hjemmet og nogle gange omtale det som husspektakler. Jeg tror også, at vold i hjemmet, og det kan så være mod ens partner eller mod ens barn, desværre nok er langt mere udbredt, end de fleste af os i dagligdagen sådan går rundt og forestiller os og måske også ville bryde os om at vide.

Som forslagsstillerne også kommer ind på i bemærkningerne til forslaget, er der i denne valgperiode bl.a. med en handlingsplan mod partnervold og partnerdrab iværksat en række initiativer, særlig i forhold til opsporing og forebyggelse. Beslutningsforslaget her går så på at se på, hvordan vi straffer den her type af vold. Der er det helt afgørende, at vi som samfund sender et helt klart og umisforståeligt signal om, at vold aldrig er acceptabelt, og at den skal have mærkbare konsekvenser, særlig af hensyn til offerets og det omkringliggende samfunds retsfølelse.

Min kollega hr. Preben Bang Henriksen har lavet en beundringsværdig indsats gennem en årrække med hensyn til at researche, hvordan straffen rent faktisk er for vold. For en ting er jo, hvad der står i strafferammer og lovbemærkninger osv., noget andet er at se på, hvordan domstolene så rent faktisk dømmer. Der må man altså konstatere, at alt for ofte står straffen ikke mål med forbrydelsens alvor. Når man eksempelvis kan slippe med 6 måneders fængsel for endog særdeles grov vold, er der behov for at stramme op. Det har vi i Venstre agiteret for i flere år, og heldigvis er det blevet en del af regeringens politik. Med det udspil til en strafreform, der kommer i løbet af året, forhåbentlig da, regner vi med, at vi kan få skruet betragteligt op for straffen for vold. Det gælder særlig den grove vold, hvor Venstre ønsker en fordobling af strafniveauet.

Så det er et sympatisk forslag, som forslagsstillerne kommer med her, om, at vold i hjemmet skal straffes hårdere, men når vi i Venstre, som tingene ser ud nu, ikke kommer til at stemme for, er det bl.a., fordi vi ønsker hårdere straffe for en række voldsforbrydelser over en bred kam. Men i de politiske drøftelser, der kommer i forbindelse med strafreformen, kunne det da give rigtig god mening at se på, hvordan vold i hjemmet straffes, så vi får en samlet drøftelse af, hvordan vi sikrer en mere retfærdig og konsekvent strafudmåling for vold, inklusive vold i nære relationer.

Tak til ordføreren. Der er lige en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Angående det her med straf tror jeg stadig ikke på, at straf virker; altså, jeg tror ikke på, at det får ret mange til at afholde sig fra at begå kriminalitet. Men nogle gange handler det jo også om, om man synes, som ordføreren sagde, at det her er rimeligt, og jeg synes faktisk ikke, at det er rimeligt, at man er mest ramt i eget hjem. Det synes jeg faktisk er mere strafværdigt end andet. Så for mig handler det her mere om – hvad kan man sige – en retfærdigheds- eller proportionalitetsdagsorden. Men lad nu det ligge.

Nu siger Venstre, at man ønsker at skærpe straffen rigtig meget for personfarlig kriminalitet. Så vil jeg bare høre, om ikke Venstre er bekymret for, det kan gå hen og blive et slag i luften, når vi kan se, at politiet vasker sager og altså får dem til ikke at blive til noget. Der mener jeg jo, at det bliver lidt som at tisse i bukserne. Det er faktisk gratis at sætte straffen op, for så længe efterforskningen ikke følger med, sker der ikke noget som helst for ofrene. Hvad tænker ordføreren om den situation?

Ordføreren.

Det synes jeg er et godt spørgsmål, for vi kan vedtage alt muligt herinde i den her sal; hvis ikke det bliver effektueret ude i virkeligheden, kan det sådan set være lige meget. Der bør vi jo også have en drøftelse med hinanden om, om vi nogle gange måske stikker os selv blår i øjnene, når vi kriminaliserer det ene og det andet og det tredje, som politiet ikke har en jordisk chance for at efterforske og opklare. Altså, al forskning tyder på, at det, der har allerstørst effekt – straf har også effekt – er opdagelsesrisikoen, altså det, at en potentiel gerningsmand ved, at risikoen for at blive fanget er stor. Det afholder rigtig mange fra at begå kriminalitet.

Spørgeren.

Det er nemlig rigtigt, at opdagelsesrisikoen er det, der betyder noget. Derfor bekymrer det mig, at politiet tilsyneladende vasker sager, også sager om personfarlig kriminalitet, så det ikke bliver til sager. Så hvad vil Venstre gøre ved den situation? Venstre sidder bl.a. med regeringsmagten og har muligheden for at gøre noget ved det. Bliver den her strafreform også ledsaget af ressourcer til politiet eksempelvis?

Ordføreren.

Nu bevæger vi os hen i en lidt anden boldgade, nemlig spørgsmålet om politiets ressourcer, og hvordan politiet anvender sine ressourcer. Politiet har jo fået en række opgaver – bevogtningsopgaver vedrørende fodboldkampe, terror osv. – som fylder mere i dag, end det gjorde tidligere, og som gør, at der bliver trukket kræfter ud af sådan noget som efterforskning. Så det er jo en debat helt for sig selv. Vi deler helt sikkert den bekymring, som SF's retspolitiske ordfører kommer med, altså at det jo ikke nytter meget, hvis vi sætter straffe op, og hvad ved jeg, men forbryderne går fri.

Så er der ikke flere spørgsmål til ordføreren. Vi siger tak og går videre til den næste, som er fru Betina Kastbjerg fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, formand. Beslutningsforslaget B 74 påpeger en trist realitet, nemlig at for alt for mange kvinder og børn er hjemmet ikke det trygge fristed, som det burde være. I stedet er det et sted præget af frygt, vold og alt for ofte tragedier. Det er kun 15 år siden, at vi i Danmark endelig afskaffede den såkaldte ægtefællerabat for drab; en rabat, der implicit signalerede, at et liv bag hjemmets fire vægge var mindre værd end et liv udenfor. Men vi ved fra forskningen, at vold i nære relationer ofte er langvarig, eskalerende og tragisk nok kan ende med drab. Ifølge Justitsministeriets seneste rapport udgør partnerdrab hvert femte drab i Danmark, og oftest er det kvinder, der mister livet.

I Danmarksdemokraterne mener vi, at straffene for personfarlig kriminalitet generelt er alt for lave, og vi finder det nødvendigt at øge dem markant. Dette gælder, uanset om der er tale om vold i nære relationer eller vold mod personer, som gerningsmanden ikke har relationer til.

Når det er sagt, er jeg glad for, at vi i dag har behandlet lovforslaget om den omvendte fodlænkeordning, som bliver et supplement til opholdsforbud, der skal beskytte ofre for bl.a. partnervold og stalking, for vi ved jo, at det ofte ligger forud for et partnerdrab. Jeg håber, at dette tiltag kan være medvirkende til at forhindre fremtidige partnerdrab.

Men som tidligere nævnt er det afgørende for os i Danmarksdemokraterne, at strafferammen for personfarlig kriminalitet hæves. Dette beslutningsforslag er helt sikkert et skridt i den rigtige retning, så i Danmarksdemokraterne stemmer vi for beslutningsforslaget fra SF.

Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren, og så er den næste hr. Steffen Larsen fra Liberal Alliance. Velkommen.

Mange tak, formand. Vold er grimt, det er ubehageligt, og det er utryghedsskabende, og at det sker i nære relationer, gør det ikke bedre. Det gør det faktisk kun værre. Derfor er vi i Liberal Alliance også tilhængere af skærpede straffe over for vold i nære relationer. Men det betyder ikke nødvendigvis, vi støtter det her beslutningsforslag. For vold i nære relationer tager straffeloven heldigvis allerede højde for, og det nævner beslutningsforslagsstillerne jo også i deres eget forslag. Vi har f.eks. § 244, stk. 2, og alternativt, hvis en person er under 18 år og er offer for vold begået af en, der er nært tilknyttet husstanden, er det ligeledes en skærpende omstændighed ifølge § 245, stk. 1.

Gentagen vold i nære relationer er altså allerede en skærpende omstændighed, og vi går ind for, at det er en skærpende omstændighed. Ligeledes var vi også imod den gamle såkaldte ægtefællerabat på drab, som jo også med stor fornuft blev afskaffet af Højesteret i 2009. Og jeg kan ikke se, hvordan et krav om at lave endnu en paragraf, der siger det samme som to andre paragraffer, egentlig ændrer noget. Det er allerede en skærpende omstændighed, så hvordan skal en tredje paragraf, der siger det samme, gøre det endnu tydeligere?

Vi går jo ind for, at man sørger for at signalere tingene ordentligt. Det er klart. Men der er jo ikke nogen, der er i tvivl om, at det er en skærpende omstændighed, ude i retsvæsenet i hvert fald. Så når vi også står over for en reform af straffeloven, som regeringen forhåbentlig snart inviterer til her, så kunne SF i stedet for bede om dér at få fjernet de to allerede eksisterende stykker lovgivning for så at få indført en selvstændig paragraf om skærpelse. For det at indføre en tredje paragraf, der siger det samme som to andre paragraffer, virker på os unødvendigt og som lovforurening.

Derfor minder det mig også en lille smule om SF's tidligere forslag om forbud mod drugging, hvor man ville have en særskilt paragraf om, at forgiftninger var ulovlige. Men der var forgiftninger jo også allerede ulovlige. Det har det jo været altid, og der var så en mulighed for indtil 8 års fængsel i den grove voldsparagraf, som også gjaldt forgiftninger. Det ligner lidt, at man egentlig kommer med noget, der vil forplumre straffeloven, ligesom forslaget om forbuddet mod drugging ligeledes var. Og så er spørgsmålet, om man bare vil signalere eller dydssignalere om sine egne fortræffeligheder, og det synes vi egentlig ikke man behøver at lave lovgivning for. Så Liberal Alliance støtter ikke forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til den næste. Det er fru Nanna W. Gotfredsen fra Moderaterne. Velkommen.

Tak for ordet, formand. Og tak til forslagsstillerne. Det er en virkelig vigtig diskussion og også en diskussion, som er virkelig svær og kompleks og, spørger man mig, ikke altid lige oplyst og vidensbaseret. Virker straf? Altså, inden man svarer på det spørgsmål, skal man finde ud af, hvad straffen skal virke på. Hvad er det, man vil opnå, og hvordan ser evidensen ud? Og nej, evidensen er ikke ret meget med tanken om, at straf virker.

Så kan der være andre grunde til at straffe, og det har vi i den grad også gjort. Vi har, hvis man kigger på det i et historisk perspektiv, skærpet straffen voldsomt fra tilbage i tiden, hvor man, hvis man var heldig at have et job, fik tæsk af arbejdsgiveren. Slag var integreret i alle dele af tilværelsen. Det gik ustraffet hen. Det gør det ikke længere. Vi står et andet sted. Verden har i den grad ændret sig.

Jeg lægger mig samme sted, i forhold til at strafreformen er på vej. Der bliver en større samtale der, som forhåbentlig også har en række nuancer med sig. Så vil jeg blot sige: Lad os fortsætte samtalen der, og det er der i øvrigt brug for. Vold er komplet uacceptabelt. Vi er nødt til at finde veje til at komme videre, uanset hvilken form for vold og brutalitet der er tale om. Det er simpelt hen ikke et sprog, vi kan anerkende. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Vi går videre til den næste, og det er fru Mai Mercado fra Det Konservative Folkeparti. Velkommen.

Forslaget, vi behandler i dag, er et beslutningsforslag fra SF, som handler om at skærpe straffen for vold, vold med døden til følge eller drab udøvet i nære relationer. Indholdsmæssigt er det lidt i samme boldgade som et forslag, vi fremsatte i sidste samling, og som SF også bakkede op om, hvor vi altså foreslog, at man skulle straffe for udøvelse af psykisk vold, hvis der var børn, som overhørte eller overværede, at der var vold forældrene imellem.

Frem til 2009 fik man faktisk nedsat straffen for drab begået på en ægtefælle. Ovenikøbet kaldte man det sådan i folkemunde for en ægtefællerabat. Man gjorde ganske enkelt den nære relation i et par til en formildende omstændighed, og det var Brian Mikkelsen, der som justitsminister i VK-regeringen i 2009 fjernede den strafrabat.

Hjemmet bør være det tryggeste sted for ethvert menneske. Det er her, vi vokser op, og det er her, vi skal være trygge. Derfor er vi også helt enige med SF i præmissen om, at straffen faktisk skal være hårdere, når det er i hjemmet, at volden eller drabet udøves. Derfor er vi også positive over for, at det skal være en skærpende omstændighed, hvis volden eller drabet begås inden for hjemmets fire vægge, og med de ord kan Konservative støtte beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen bemærkninger. Den næste er fru Rosa Lund fra Enhedslisten. Velkommen.

Tak, og tak til forslagsstillerne fra SF for det her forslag. Vi har en fælles mission om at få bugt med det alvorlige problem, vi har i det her land, med vold i hjemmet. Vi skal som samfund ikke acceptere, at det sker, og vi skal absolut gøre alt, hvad vi kan for at reducere vold i nære relationer. Antallet af indsatsområder er stort, og for at kunne hjælpe ofrene bedst muligt og forebygge, at der kommer flere, skal vi have fokus på krisecentre og rådgivningsmuligheder, samtidig med at vi skal sikre, at politi og anklagemyndighed har de fornødne værktøjer til at sætte ind. Ligeledes skal kommuner og andre offentlige myndigheder også være en del af forebyggelsen. Alt det ved jeg at SF ligesom vi i Enhedslisten er meget opmærksomme på, og vi stiller ofte forslag til, hvordan vi kan styrke forskellige præventive tiltag som eksempel det lovforslag, vi behandlede tidligere i dag om elektronisk fodlænke. Det, der tidligere er blevet stillet forslag om fra SF, er et af de initiativer, som jeg tror kan være med til at forebygge.

Det forslag, som vi behandler nu har dog ikke som motivation at forebygge, at flere udsættes for vold, og ej heller forsøger det at hjælpe dem, der udsættes for det. Som der står i bemærkningerne til forslaget er forslaget motiveret af, at forslagsstillerne ønsker, at samfundet ser med stor alvor på vold i eget hjem. Det er jeg fuldstændig enig i, men at sende et signal om det gør sådan set ikke rigtig noget ved problemet. Det er heller ikke sikkert, at det vil medføre, at flere eller færre dømmes for partnervold. Det kan medføre en yderligere belastning af fængslerne, og derfor er der jo nødt til at være sat penge af til det; det er jeg sikker på at SF også er opmærksom på.

Der er en opfattelse i samfundet af, at partnervold ikke er det største problem i Danmark. Men Danmark er faktisk et af de lande i hele EU, der har den allerhøjeste forekomst af partnervold, og vi har mere end dobbelt så mange tilfælde, som de eksempelvis har i Portugal og Spanien. Vi har ikke brug for at sende et signal om, at vi er imod, det her sker – vi har brug for at forhindre, at det sker. Med en bundplacering er det ikke, fordi vi mangler gode idéer til, hvad vi kan gøre; vi kan sådan set bare kigge på landene omkring os. I Enhedslisten har vi et forslag til, hvad man kan gøre i stedet for at lave en strafskærpelse. Måske skulle vi gøre sådan, som fru Karina Lorentzen Dehnhardt faktisk selv var inde på tidligere i sit spørgsmål til justitsministeren – at hvis man siger ja til behandling, så får man en strafnedsættelse. Altså, hvis man er dømt for vold i nære relationer, f.eks. mod sin partner, og så siger ja til at komme i behandling, så får man en strafnedsættelse. For det er jo sådan, vi kan forhindre, at forbrydelsen gentager sig.

Det, som vi desværre ved om vold i nære relationer og gerningspersonerne bag vold i nære relationer er, at de ofte gentager det mod et nyt offer, mod en ny partner, og det er jo det, vi alle sammen gerne vil stoppe – det tror jeg faktisk der er enighed om her i Folketingssalen, altså at vi gerne vil stoppe partnervold. Derfor ser vi hellere det som en løsning i Enhedslisten. Vi tror simpelt hen ikke på, at en strafskærpelse tjener noget formål i den her situation, og derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget fra SF, selv om vi sådan set deler intentionen om at gøre noget ved det her problem. Vi synes, det ville være oplagt, at vi som Retsudvalg kiggede til de løsninger, man bruger i Portugal og Spanien, hvor man er lykkedes med at nedbringe problemet med vold i nære relationer. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger, og først er det fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg er faktisk fuldstændig enig med ordføreren i, at det her ikke er det, der forebygger partnervold. Det er jo også derfor, vi har fremsat forslaget om at kunne dømme til behandling, og det kommer senere her i foråret; det er i hvert fald fremsat. Men nogle gange er man jo også nødt til at vise, at noget er mere strafværdigt end andet, og jeg synes faktisk, at det har en ekstra dimension, at man bliver ramt i sit eget hjem eller bliver ramt af den, som burde udvise kærlighed til en. Det er egentlig det, som jeg synes er intentionen her. Så kunne det ikke have noget på sig at sige, at det her faktisk er særlig strafværdigt og derfor er en skærpende omstændighed, på trods af at det ikke forebygger, at det koster penge og belaster fængslerne og alt muligt andet, som vi også har løsningsforslag til? Kunne ordføreren ikke godt se det for sig?

Ordføreren.

Jeg er sådan set enig i, at det er mere alvorligt, når man bliver udsat for en forbrydelse der, hvor man skulle være allermest tryg. Det er jo også derfor, der skal være proportionalitet i straffeloven og i den måde, vi straffer på. Det er jeg sådan set enig i. Men jeg henholder mig til de bemærkninger, som SF har lavet til det her beslutningsforslag. Jeg var ikke klar over, at SF havde fremsat et andet beslutningsforslag om behandlingsdomme. Det forestiller jeg mig at vi vil støtte varmt i Enhedslisten, uden at jeg har set det konkrete forslag fra SF.

Spørgeren ønsker ikke sin anden korte bemærkning. Næste korte bemærkning er til hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg bed bare mærke i fru Rosa Lunds og Enhedslistens holdning om, at man ikke er tilhænger af hårdere straffe, tværtimod vil man give reducerede straffe til folk, der indvilliger i at gå i behandling. Det forudsætter jo, at de mennesker, der måtte begå kriminalitet, eksempelvis vold i nære relationer, gør det på en eller anden måde mod deres vilje, og at de, når de så har gennemgået en behandling, pr. automatik er bedre mennesker på den anden side. Men der er jo også nogle mennesker, som måske bare oprigtigt, i den her situation, hader kvinder og derfor slår dem eller har et ønske om at udøve ondt mod andre mennesker. Skal de virkelig have reduceret straf, alene fordi de siger: Nå ja, men jeg vil da gerne gå i behandling? Men hvis ikke man reelt ændrer adfærd på den anden side, synes jeg, det er en lidt bekymrende tilgang til det her spørgsmål, at man vil give reduceret straf til mennesker, der udøver kriminalitet måske fuldt vidende om, hvad konsekvensen af deres handlinger er.

Ordføreren.

Det er klart, at det selvfølgelig kræver, at man gennemfører behandlingen. Man kan ikke bare sige: Ja ja, nu siger jeg ja til det her behandlingsforløb og skriver under på det her stykke papir, og så dukker jeg ikke op, så pjækker jeg. Sådan hænger det ikke sammen; det ser jeg ikke for mig. Det kræver selvfølgelig, at man siger ja til det. Men det, det ville betyde, hr. Mikkel Bjørn, er, at det ville fjerne noget belastning fra vores kriminalforsorg, som jeg tror er ret nødvendigt. Og det, det også ville gøre, er, at det ville forhindre, at folk begår partnervold igen. Men hr. Mikkel Bjørn har selvfølgelig ret i, at der desværre i det her samfund altid findes brodne kar. Det synes jeg bare ikke skal forhindre, at vi begynder at åbne op for behandlingsdomme på det her område, for det, vi jo er interesseret i, er, at folk holder op med at slå deres partner. Det går jeg også ud fra at hr. Mikkel Bjørn er interesseret i.

Spørgeren.

Jamen der er jo mange ting, der ville fjerne belastningen af vores kriminalforsorg. Altså, hvis du lader være med at straffe mennesker for kriminalitet, er der ikke særlig meget belastning på kriminalforsorgen. Men spørgsmålet her er: Er det virkelig fair, at mennesker, der øver vold med fuldt overlæg og uden nogen intention om at ændre adfærd ved at gennemgå et behandlingsforløb, skal have nedsat straf for at øve vold mod kvinder eller mod deres ægtefælle, alene fordi de indgår i et behandlingsforløb?

Ordføreren.

Det er i hvert fald et løsningsforslag, som vi har i Enhedslisten, og som vi meget gerne vil bringe til bordet, når vi skal diskutere strafreform. For jeg er sådan set fuldstændig enig med hr. Mikkel Bjørn i, at det jo ikke nytter noget at sige, at nu vil vi gerne redde kriminalforsorgen, så nu holder vi bare op med at straffe. Det, som vi er interesseret i i Enhedslisten, er, at vi straffer, så det giver mening, altså at vi straffer, fordi vi gerne vil have, at folk holder op med at begå kriminalitet. Så straffer vi også for at tilfredsstille retsfølelsen – det er jeg sådan set enig i – men vi straffer jo også, fordi vi gerne vil have, at kriminaliteten holder op. Og en måde, vi kan få partnervold eller vold i nære relationer til at holde op på, er, hvis gerningspersonen kommer i behandling.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Rosa Lund, Enhedslisten. Næste ordfører er fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Jeg fristes til lige at følge op på den debat og sige, at man også kunne rydde gevaldigt op i danske fængsler, hvis man bare udviste kriminelle udlændinge ved første dom. Så ville man rydde sådan cirka halvdelen af fængselspladserne.

Det her er et rigtig godt forslag fra SF, synes jeg. Gudskelov, vil jeg så sige, har vi fået afskaffet det her med, at det gav strafrabat, hvis man slog en partner ihjel, eksempelvis sin kone. Det har altid undret mig enormt meget, at det skulle være en formildende omstændighed. Jeg synes nærmest tværtimod, at det skulle være skærpende, hvis man slår en, man holder så meget af, ihjel. Det er egentlig lidt det samme her i forhold til det her med vold med døden til følge osv. i nære relationer. Det har altid undret mig såre, at man skulle have en rabat, fordi man slog en, som man tilfældigvis boede sammen med eller var i familie med. Jeg synes egentlig, at det er rigtig fint, hvis det skal være en skærpende omstændighed. Det er fuldstændig ubeskrivelig horribelt at bo i et hjem og være udsat for vold, uanset om det er psykisk vold eller fysisk vold. Det er noget, som nedbryder mennesker, og som sætter dybe, dybe ar på sjælen. Det ved jeg selv. Derfor undrer det mig også meget, at man ikke allerede har lavet den her strafskærpelse, og derfor vil vi egentlig også gerne bakke rigtig meget op om det her forslag.

Samtidig synes jeg også, at det er vigtigt at pointere, at vi har en udfordring, i forhold til at vi eksempelvis har nogle børn med indvandrerbaggrund, som der skal fire gange så mange underretninger på, før der bliver reageret, om eksempelvis vold, som der skal på børn med dansk baggrund. De vokser simpelt hen op og lærer et sprog, der hedder tæsk. Det synes jeg i den grad også at vi skal adressere, når vi skal forhandle den her strafreform.

Jeg synes, det er et godt forslag fra SF, og i Dansk Folkeparti støtter vi også forslaget.

Der er ikke ønsker om korte bemærkninger. Tak til fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti. Næste ordfører er fru Zenia Stampe, Radikale Venstre.

Jeg tror egentlig, det vil komme som en overraskelse for de fleste danskere, at vi i Danmark ligger over gennemsnittet, hvad angår vold mod kvinder og partnervold. Hvorfor vi gør det, synes jeg også er svært at forklare. Måske er det, fordi det har været så tabubelagt, og måske er det, fordi vi har en fortælling om, at vi er meget langt med ligestillingen, så derfor er det ikke et problem for os. Det er kun de der indvandrere, eller hvem det kunne være vi kunne finde på at betegne som kvindeundertrykkere eller voldsmænd. Men det her er jo et kæmpe problem i Danmark og et problem, ja, som er større end i mange andre europæiske lande, men jo også et problem, som ikke bliver taget alvorligt nok.

Jeg kommer tilbage til det her med den skærpende omstændighed, som jeg synes er lidt svær egentlig helt at tage stilling til, altså det konkrete forslag. Grunden til, at jeg synes det i forhold til den skærpende omstændighed, er, at spørgsmålet er, hvad det så er mere alvorligt end. Men jeg vil i virkeligheden gerne skrue min argumentation lidt tilbage. For en af grundene til, at det i dag jo ikke bliver taget alvorligt nok, er, at der er andre typer kriminalitet, som vi har hævet op over vold i hjemmet, f.eks. bandekriminalitet, som jo er alvorligt, men hvor vi mødes løbende om bandeforhandlinger og bandepakker. Det gør jo, og det kan jeg egentlig godt forstå, at SF fremsætter forslag om så også at gøre partnervold i hjemmet til en skærpende omstændighed. Det er, fordi man jo bare kan konstatere, at alle mulige andre former for vold og kriminalitet hele tiden bliver ført frem som noget ekstra alvorligt, og så står man jo tilbage med en situation, hvor netop den vold, som kan udøves i hjemmet, pludselig ikke bliver taget lige så alvorligt.

Heldigvis har vi ikke den her ægtefællerabat længere, og det er jo godt, men vi må bare konstatere, når vi kigger på alle mulige andre kriminalitetsformer, at vi jo hele tiden introducerer det her med en skærpende omstændighed. Vi havde det sidst, hvad jeg kan huske, i forbindelse med ydmygelsesvold på gaden, og det problem, jeg altid har med den her skærpende omstændighed, er jo ikke, at den kriminalitetsform, man sætter fokus på, ikke er alvorlig. Det er mere, hvad det så er for nogle kriminalitetsformer, som man synes ikke er lige så alvorlige. Jeg har haft den her lange indledning for at sige, at jeg og vi egentlig godt kunne være positivt stillet over nu for en gangs skyld at hive vold i hjemmet og vold mod kvinder op og sige, at det er en skærpende omstændighed, især fordi den voldsform er blevet overhalet så mange gange indenom af bandekriminalitet og andre typer vold, som har fyldt meget mere i medierne og fyldt meget mere her i Folketinget og i vores arbejde. Derfor er det måske på tide, at vi også trækker partnervolden frem.

Men når jeg har lidt svært ved alligevel at sige i dag, om vi stemmer for eller ender med at stemme gult, er det, fordi jeg selv er ved at miste overblikket over, og det tror jeg vi alle sammen er, hvad strafniveauerne egentlig er. Vi bruger jo netop det her med skærpende omstændigheder flere og flere steder, og så har vi også alle de der steder, hvor vi straffer dobbelt, hvis det er i et bestemt område, hvis det er bandekriminalitet, osv. Så jeg har efterhånden faktisk svært ved at se, om niveauerne er rimelige, ikke bare enkeltvis, men også på tværs. Altså, jeg vil nødig ende i en situation, hvor vi pludselig ender med – og partnervold er alvorligt – at stå i en situation, hvor partnervold bliver straffet hårdere, end hvis man slår en ung kvinde, man slet ikke kender, ned i byen. Det synes jeg jo sådan set er lige så alvorligt, også kvindevold. Så jeg kan bare ikke gennemskue, hvad det vil betyde, at det bliver en skærpende omstændighed.

Jeg har sådan set overhovedet ikke noget imod, at dem, der begår den her type vold, får en hårdere straf; der er jeg på linje med SF. Jeg er bare usikker på, hvad det er så er for nogen, der ikke ender med at få en hårdere straf, og vil vi egentlig synes, det er rimeligt, når vi sammenligner de sager en til en? Jeg kan simpelt hen ikke gennemskue det, og det er i virkeligheden derfor, jeg, selv om jeg ikke er fra et parti, der jubler, hver gang folk snakker om længere straffe, ser frem til strafreformen. Det er, fordi jeg synes, det er på tide, at vi får et tværgående perspektiv på strafniveauerne, altså ikke bare, hvor hårdt vi straffer, men også, om der er sammenhæng, retfærdighed og rimelighed på tværs.

Jeg synes også, at bandekriminalitet er alvorligt, men på en eller anden måde kan man få, jeg tror, det efterhånden er 24 år for at skyde en ned på gaden i forbindelse med et bandedrab, hvorimod man så vil få meget mindre, hvis man slår sin kone ihjel. Det er jo ikke rimeligt, men det er jo, fordi vi tit har haft debatter her i Folketingssalen, hvor vi har snakket om, at bandekriminalitet er ekstra alvorligt og ekstra kritisabelt, men jo egentlig bare, fordi vi gerne ville have sat fokus på det. For mener vi egentlig, at det er mere alvorligt, end hvis man slår sin kone ihjel i hjemmet? Det mener jeg i hvert fald ikke. Men det har skabt, synes jeg, i dag nogle strafniveauer, som egentlig ikke er rimelige. Derfor er vi lidt i tvivl om, om vi stemmer for eller stemmer gult. Egentlig tænker jeg, at det måske er kvindernes og de nære relationers tur til at blive trukket frem og få en skærpende omstændighed for at skabe noget mere rimelighed på tværs, men egentlig synes jeg, vi lovgiver lidt i blinde, fordi vi ikke har overblikket.

Tak. Der er en kort bemærkning til hr. Steffen Larsen, Liberal Alliance.

Det er egentlig bare, fordi der er noget, jeg undrer mig over. Ordføreren nævner, at vi jo straffer banderelaterede drab med op til 24 år. Det gør vi jo netop, fordi vi har set bandemedlemmer skyde ikke bare én gang, men flere gange efter folk i forskellige scenarier, hvor der også er tilfældige mennesker, som bliver ramt. Vi havde et skyderi, hvor en tilfældig forbipasserende kvinde blev ramt i låret, mens hun cyklede. Vi havde et tilfælde, hvor en mindre dreng blev ramt i maven, bare fordi han legede på gaden, og vi har flere andre tilfælde. Så derfor har vi jo valgt netop at gå efter de bandekriminelle, fordi de ikke bare skyder en enkelt gang. De kommer igen og igen og igen og myrder løs og skyder løs i vores gader. Det er de samme personer, der gentagne gange begår de her forbrydelser. Så hvis vi nu får smidt dem i fængsel i længere tid, så undgår vi jo det.

På trods af at det næsten kan lyde makabert, er det formodentlig de færreste, der i løbet af deres liv begår flere partnerdrab, og derfor har vi nok ikke haft samme fokus på det. Men jeg tror, det er den logik, der ligger i det, som ordførerne altid spørger til, og jeg siger kun det her, fordi ordføreren spurgte, om der var en logik bag det, og jeg tror, det er den logik, som ligger bag det.

Ordføreren.

Ja, jeg synes så ikke, at den er rimelig. Jeg synes, vi har ramt, når man kigger på tværs. Det kan godt være, at man kan synes, at x antal år er rimeligt, hvis man er bandekriminel, men når man så netop sammenligner med en, som har slået sin kone ihjel, som måske ender med at få 10 år, mens den bandekriminelle har fået 24 år, så synes jeg egentlig ikke, at der er rimelighed i det; altså, så synes jeg, at der er for stor forskel på straffene. Jeg vil jo vove at påstå, at det stadig væk er mere farligt at være kvinde i sit eget hjem end at gå på gaden og blive skudt ned tilfældigt af en bandekriminel. Det er jo den proportionalitet, vi i virkeligheden har manglet i den her debat om strafniveauer.

Jeg bryder mig jo ikke om, at vi nu introducerer skærpende omstændigheder igen, for jeg synes, det skaber noget uigennemsigtighed. Omvendt er jeg ikke i tvivl om, at der her er en type vold, som hele tiden er blevet overhalet indenom af andre voldstyper, og som i dag betyder, at vi straffer det her meget mindre, end vi straffer andre typer vold, og det tror jeg egentlig ikke at folk vil mene er rimeligt. Jeg mener det i hvert fald ikke.

Spørgeren.

Jeg går da ind for, at man skal have en højere straf for drab end 10-12 år; det synes jeg da er for lavt. Vi kunne da fremsætte et forslag sammen, Radikale Venstre og LA, om at hæve straffen for drab generelt til 24 år. Det kan vi da sagtens gøre, det vil jeg da gerne være med til.

Ordføreren.

Jeg håber, at vi får en nuanceret og grundig debat i forbindelse med strafreformen, hvor vi netop får set på tværs, for jeg tror bare, desværre, at det, vi har fået lidt for vane herinde, er, at vi hele tiden trækker en eller anden form for kriminalitet frem og siger, at den er særlig alvorlig, og så skærper vi straffen for den. Men så står der jo en masse andre kriminalitetsformer tilbage, som måske i virkeligheden er lige så alvorlige – det var bare ikke lige dem, der var på dagsordenen. Der må vi jo nok konstatere, selv om der har været mere og mere fokus på partnervold, at det ikke er en voldsform eller en kriminalitetstype, som er blevet taget lige så alvorligt som f.eks. bandekriminalitet. I England har man udnævnt vold mod kvinder til at være en trussel mod samfundet på linje med terrorisme og klima; det er at tage det alvorligt.

Tak. Der er ingen korte bemærkninger. Tak til fru Zenia Stampe fra De Radikale Venstre. Næste ordfører er hr. Torsten Gejl, Alternativet. Og velkommen tilbage.

Tak, formand. Det her er jo et lidt kompliceret område. Altså, hvordan skal de forskellige straffe stå i forhold til hinanden? Og hvad for nogle er slemmest? Til sidst sagde ordføreren fra Radikale Venstre det om, at vi har det med at trække enkeltsager frem og sige, at det her er da i sandhed groft, og ligesom få hævet straffen på en enkeltsag, og næste gang kommer der så en anden, og der er det jo sådan, at der kommer en strafreform eller en strafudmålingslovgivning, eller hvad ministeren kaldte det. Det tror jeg egentlig er godt for, at vi kan prøve at forholde de forskellige ting til hinanden.

I forhold til den reform tror jeg, at det er rigtig godt, at vi har den her debat. Det er tit sådan, at når man kommer til noget lovgivning og der har været nogle gode debatter omkring beslutningsforslag i salen op til noget lovgivning, så er der sådan en lille lampe, der blinker, når man kommer ind og diskuterer det i den lovgivende forsamling, og det tror jeg er meget godt at det her gør med hensyn til, hvis man bliver udsat for vold af ens nærmeste eller partnerdrab eller partnervold. Altså, der er det der med, at når det er i hjemmet, er der ikke rigtig noget sted at gå hen. Jeg synes, det er særligt skræmmende. Det er også skræmmende, at det i så høj grad er kvinder, der bliver udsat for det. Det er ikke, fordi der er så mange, men der er omkring 8-11 partnerdrab om året i Danmark.

Og så er der spørgsmålet, man altid kan diskutere, nemlig straf kontra andre ting, som Enhedslisten nævner. Måske man kan lave en forbedring af den person på en anden måde end ved at idømme straf. Det er jo også en spændende ting. I Alternativet er vi egentlig rimelig kolde: Hvis det er sådan, at der bliver mindre kriminalitet, altså, hvis det er sådan, at den person er mindre tilbøjelig til at udføre den kriminalitet igen, så er vi klar til at prøve mange ting af.

I det her tilfælde regner jeg ikke med, at der kommer en afstemning. Hvis der gør, skal vi lige spekulere på, hvad vi stemmer til den, men vi er egentlig glade for, at den her debat er blevet rejst som indgang til forhandlingerne om en ny strafreform. Formand.

Der er ikke nogen ønsker om korte bemærkninger. Tak til hr. Torsten Gejl, Alternativet. Så er turen kommet til ordføreren for forslagsstillerne, fru Karina Lorentzen Dehnhardt, SF. Velkommen.

Tak for en egentlig fin, synes jeg, og også på mange måder nuanceret debat omkring det her forslag. Når vi fremsatte det her i november, er det jo, fordi vi på en eller anden måde synes, at det ligesom er mere strafværdigt, når vold bliver begået i de relationer, hvor man skulle være tryggest. Vi har ikke fremsat forslaget, fordi vi sådan tror på, at det har den helt store forebyggende virkning. For os er det vigtigt at vise, at nu tager vi faktisk det endelige opgør med konerabatten. Vi tog jo et opgør på den måde, at partnerdrab blev ligestillet med andre drab i 2009, men jeg synes faktisk, tiden er til at gå den anden vej.

Vi står bare med et virkelig stort samfundsproblem. Mellem 42.000 og 58.000 mennesker udsættes årligt for fysisk vold af en nuværende eller tidligere partner. Det viser den helt spritnye offerudsathedsundersøgelse fra Justitsministeriet, og det er i virkeligheden nok der, vi kommer tættest på problemets størrelse, fordi det beror på, at man spørger folk selv, hvad de har været udsat for. Anmeldelser er jo en helt anden kategori; der er mange, der af forskellige årsager ikke anmelder.

Knap to ud af tre ofre angiver faktisk, at de har oplevet at blive udsat for partnervold mere end en gang inden for det seneste år. Det viser som sagt, at vold i hjemmet jo stadig væk er en rigtig stor udfordring, og det har store konsekvenser for den enkelte, men jo også rigtig tit for de børn, som findes i voldsramte familier. Vi venter i spænding i SF på regeringens varslede strafreform. Vi synes, vi har hørt positive takter i dag. Vi ser frem til forhandlinger om indholdet, og vi synes også, vi har ret mange gode bud på, hvad der skal til i den sammenhæng.

Justitsministeren har, efter vi fremsatte det her forslag i november jo også været ude med forskellige meldinger, ikke mindst om vold i nære relationer, og det er noget, vi ser positivt på. Vi vil også gerne rose ministeren for i bogform at stå frem og komme med sine egne, personlige fortællinger om vold i sit barndomshjem. Det er jo en barsk fortælling, men det er også en historie, der er sindssygt vigtig at få frem. Så tak for bogen, og stor respekt for at fortælle om det her.

Men der udestår stadig væk et mere konkret udspil til forhandlinger fra regeringens side, og derfor var det her forslag måske også et sted at blive lidt mere konkrete på, hvad vi kan gøre i forhold til vold i de nærmeste og mest sårbare relationer. Vi synes, det er på tide, at vi tager det her endelige skridt væk fra konerabatten på drab, der som tidligere nævnt blev afskaffet i 2009, og det er jo helt uforståeligt, at der har været sådan en rabat. Vi synes faktisk, at det er noget særligt, når vold og drab sker i nære relationer. Det er jo her, man skal føle sig tryggest, og straffen bør egentlig også vise det. For det handler også om at gøre op med en kultur, hvor vi, synes jeg, i alt for stor stil har set på det, der sker i hjemmet, som husspektakler, og det tager som bekendt lang tid at ændre en kultur, men jeg føler, at vi er på vej, og der er taget mange initiativer, men der skal tages flere.

Vi ønsker noget mere, og det er i virkeligheden også svaret til Liberal Alliance, som sagde, at man jo kan gøre det i dag. Det er rigtigt. Der er en mulighed for at gøre det i dag. Vi ønsker, at det altid skal være en skærpende omstændighed, hvis vold og drab finder sted i de nære relationer. Det sker i dag i nogle tilfælde, men vi synes, at det skal ske i alle tilfælde, så det altid er en skærpende omstændighed.

Det kan ikke være rigtigt, at det farligste sted for en kvinde er det sted, som burde være det tryggeste, nemlig hendes eget hjem. Hvis der er udøvet vold et sted, hvor man med rimelighed kan forvente at være tryg, bør det simpelt hen straffes hårdere. Og så skal vi jo huske, at det altså ikke kun er kvinder, der rammes af partnervold. Det gør rigtig mange mænd faktisk også, og de skal selvfølgelig beskyttes på samme måde. Der skal man ikke skelne.

Så ved vi godt, at det her forslag jo ikke er det, som forebygger volden. Det er også derfor, vi har fremsat et beslutningsforslag, som vi senere kommer til at behandle, om, at man faktisk kan dømme til behandling. For det er vigtigt, at vi får flere i behandling. Det er vigtigt, at flere gennemfører behandlingen, for det er nu engang det bedste greb, vi har, til at undgå det næste offer. Vi synes, at Danmarks næsthyppigste drabstype, nemlig partnerdrab, stadig væk også forekommer alt for hyppigt. Der er også god grund til, at vi gør mere for at forebygge lige præcis den type vold eller drab, om man vil.

Hvert femte drab i Danmark er et partnerdrab, og ofrene er meget ofte kvinder og mødre. Vi ved, at der går et meget forudsigeligt mønster forud for partnerdrabene, hvor trusler, chikane, intimidering og stalking er velkendte komponenter, og det synes vi heller ikke at vi forebyggelsesmæssigt er helt i hus med at få kigget på. Det er derfor, vi er så optagede af, at vi får en partnerdrabskommission.

I Sverige har man en drabskommission, som gennemgår drabene og kigger på, hvor det gik galt henne, og hvem der kunne have gjort noget, og sidste gang udløste det faktisk 33 anbefalinger til regeringen i Sverige. Sådan en synes vi også vi skal have i Danmark, og derfor vil jeg også gerne varsle, at det forslag synes vi at vi skal have en runde på igen. Så summasummarum synes jeg, at vi skal have den her strafreform på bordet, så vi kan komme videre med at diskutere, hvad der skal til i forhold til partnervold og partnerdrab.

Så har jeg bare et par enkelte bemærkninger til noget af det, der er blevet sagt fra de forskellige ordførere her i dag. Jeg kunne forstå, at Venstre var utrolig overraskede over, at SF kunne foreslå en strafskærpelse. Der vil jeg bare sige, at der har Venstres ordfører i dag måske ikke fulgt helt så godt med, måske fordi Venstres ordfører ikke er retsordfører normalt. For det er faktisk ikke så usædvanligt, som man går rundt og forestiller sig. Og ja, det er rigtigt, at vi ikke synes, at straffe virker. Vi ved, at det har en generel præventiv virkning, og det gør jo, at der er nogle, der afstår fra at begå kriminalitet, men typisk får man ikke mere ud af at skærpe straffen. Men det har heller ikke været motivationen her som sådan. Det her har handlet om, at vi faktisk synes, at det her er mere strafværdigt. Derfor tager vi jo af og til også stilling til at hæve straffene i en hel del sager.

Det er rigtigt, som vi også har snakket om her i dag, at risikoen for opdagelse er noget af det vigtigste, og der er jeg bare super bekymret for, at politiets ressourcer ikke rækker, til at de får gjort nok ved alle de sager, der er. Jeg synes, hele den her debat, der har været de seneste par dage, om, at politiet vasker sager, altså prøver på at få dem til at gå væk, er en ret stor udfordring, som skal løses. Ellers bliver det som at tisse i bukserne, når vi hæver straffene, hvis det så ikke betyder, at sagerne bliver til noget efterfølgende.

Så vil jeg sige til sidst til Radikale Venstre: Jeg synes faktisk, at ordføreren har en pointe i, at strafskærpelse bliver udvalgt enkeltvis, og at det giver nogle uhensigtsmæssigheder i systemet. Jeg kan huske, da vi hævede strafferammerne for hjemmerøveri til en minimumsstraf på 5 år. Det var selvfølgelig, på baggrund af at det desværre var en ubehagelig trend på det tidspunkt, men det betød, at det kom meget, meget tæt på straffen for uagtsomt manddrab, og det er jo, synes jeg, måske lidt mere alvorligt, at man dør af noget, som bliver begået mod en, end at man bliver udsat for et røveri i eget hjem. Men de to ting lå pludselig meget tæt op og ned ad hinanden, og det er jo en af ulemperne ved, at vi ikke på samme måde som tidligere spørger Straffelovrådet. Det burde vi måske gøre i flere sager, så langt vil jeg godt give ordføreren ret.

Men tak for debatten her i dag. Jeg ser positivt på, at vi når i mål med et eller andet på den her front. Det synes jeg at justitsministeren har givet sin opbakning til. Så tak for ordet.

Tak. Der er en kort bemærkning til hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Fru Karina Lorentzen Dehnhardt siger det her med, at generelt er SF ikke tilhænger af hårdere straffe. Det undrer mig lidt, for jeg synes, at SF stikker lidt i forskellige retninger på det her punkt. Jeg står her med en artikel fra Danmarks Radio, hvor fru Karina Lorentzen Dehnhardt selv er citeret, og hvor overskriften er: Hårdere straffe er det eneste, der skaber respekt, mener SF. Og ordføreren er selv citeret for at sige: »Straffene skal helt klart op, det er det eneste, der skaber respekt.« Det her handler så om naturhærværk.

Jeg synes bare, det er lidt underligt, at i sager om grov personfarlig kriminalitet, vold, voldtægt, overfald osv., siger SF ofte i debatten, at hårdere straffe ikke virker. Men når det så handler om naturhærværk eller vold i nære relationer, er man pludselig tilhænger af hårdere straffe. Altså, hvad er SF's linje i forhold til hårdere straffe egentlig? Hvis det skaber respekt og virker på naturhærværk, hvorfor virker det så ikke, når vi snakker grov personfarlig kriminalitet?

Ordføreren.

Jamen det skal jeg såmænd forklare. Det er, fordi naturhærværk er ret meget planlagt. Det er typisk folk, som har en god indtægt, og som gerne vil have en bedre udsigt. Så rydder de en mose, så rydder de en klit. Det er faktisk meget koldt og kynisk planlagt. Så lige præcis her tror jeg faktisk det betyder noget, for det vil man afveje, og når straffen er uendelig lav i dag, betyder det, at de her mennesker, som typisk har gode indtægter, trækker lidt på skulderen, og så tager de den bøde, som det så giver. Så der tror jeg faktisk at straf har en virkning.

Men i rigtig mange af de tilfælde, hvor man f.eks. drikker sig fuld og kommer op at slås nede i byen og det så bliver til en voldssag, tror jeg ikke lige at man tjekker strafferammerne, inden man er nået derud. Jeg tror, det langt hen ad vejen er den samme mekanisme, når det handler om partnervold. Jeg tror ikke altid, det er planlagt. Jeg ved, at nogle af de her gerningsmænd bliver utrolig kede af det bagefter og beder om tilgivelse osv. De har ikke kunnet styre deres temperament. Jeg tror ikke, de slår op, hvad straffen er, og derfor tror jeg ikke, at straffen virker der.

Men det her forslag handler mere om at sige, at vi faktisk synes, at det her er mere strafværdigt, så derfor hæver vi straffen her. Vi tager individuel stilling.

Spørgeren.

Meget af den grove personfarlige kriminalitet er også en del af organiseret bandekriminalitet og meget andet. Det er jo også planlagt i den forstand, at der er man en del af en organiseret kriminalitet, hvor man må være vel vidende om, at straf er et resultat af den kriminalitet, som man begår. Hvad mener SF om hårdere straffe der? Jeg er bare nysgerrig på, om hårdere straffe er en god ting, hvis det er noget, der er planlagt generelt – det kan også være mord, det kan være voldtægt, det kan være andet – men en dårlig idé, hvis ikke det er planlagt? Jeg synes bare, det er vigtigt at finde ud af, hvad der egentlig er op og ned på SF's holdning.

Ordføreren.

Jeg tror egentlig, min forklaring vil være den samme. Nogle steder har straffen betydning, fordi man rent faktisk orienterer sig efter: Hvad giver det egentlig, hvis jeg gør det her? Der kan man hæve straffen af den grund. Andre gange kan man hæve straffen, fordi man faktisk synes, det er mere strafværdigt. Vi synes eksempelvis, det er mere strafværdigt, hvis man laver organiseret bandekriminalitet, og det afspejler straffen jo også. Derfor har vi sådan set også stemt for, tror jeg, langt de fleste strafskærpelser på lige præcis det område. Men vi tager individuel stilling hver gang til, om vi tror, det nytter noget, om det giver mening, eller om det er ekstra strafværdigt. Det tror jeg sådan set er forklaringen.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Karina Lorentzen Dehnhardt, SF.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.