Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 66:

Forslag til folketingsbeslutning om at sikre bedre hjælp til offentligt ansatte, der har pådraget sig ptsd som led i deres arbejde.

Af Victoria Velasquez (EL) og Kirsten Normann Andersen (SF) m.fl.

(Fremsættelse 15.11.2024).

Ordføreren for forslagsstillerne, fru Victoria Velasquez, ønsker at give en begrundelse for forslaget. Velkommen.

Tusind tak, formand. Kære alle, det er nu, I skal spidse ører. For vi skal behandle et forslag, som Folketinget burde have vedtaget for lang tid siden. Det handler om, at vi skal have udarbejdet en model, så vi endelig får sikret, at vi får passet på alle dem, som varetager et højrisikojob for os i det offentlige, og som får ptsd af det, og at vi får beskyttet dem. Og det handler om at se det som en helhed, der ikke kun handler om en erstatning, men som faktisk handler om at forebygge og sætte ind med det samme og også passe på de mennesker, som passer på os.

For mig betyder det ekstra meget, at dem, der har været med til at udarbejde det her beslutningsforslag, er til stede i salen i dag. For det er lige præcis jer, som det handler om, og jeg glæder mig rigtig meget, og vi ser i SF og Enhedslisten rigtig meget frem til en rigtig vigtig og god debat om, hvordan vi kommer videre herfra, men at vi også får handlet på de rigtig gode intentioner, som jeg også ved at vi alle sammen sidder med. Men det er vigtigt, at vi får gjort det.

Så vi ser rigtig meget frem til en god debat, men endnu mere til, at vi får fundet en fælles løsning. Tusind tak.

Tak til ordføreren. Forhandlingen er hermed åbnet, og den første, der får ordet, er beskæftigelsesministeren. Velkommen, minister.

Tak for det, formand. Også tak til både SF og Enhedslisten for, at vi står her i dag med et beslutningsforslag, som grundlæggende handler om at passe bedre på dem, der er i vores tjeneste i de jobs, hvor det er mest farligt at være. Det er noget, jeg som beskæftigelsesminister er meget optaget af. Altså, først og sidst vil jeg ønske, at ingen bliver syge af at gå på arbejde, og det skal vi gøre alt, hvad vi kan, for. Men når vi alligevel oplever, at der er mennesker, der udsættes for vold, traumatiske hændelser, når de er på job, skal vi have en samtale om, hvordan vi er der bedst muligt for dem. Det er jeg meget interesseret i hvordan vi bliver bedre til. Det berører mig meget, når der er mennesker inden for nogle af de her faggrupper, der rammes, og det spænder jo bredt, hvis man kigger ud over, hvem der oftest rammes af ptsd. Vi taler tit om vores veteraner, men forslagene i dag går jo i virkeligheden bredere og også på, at vi kigger ind i politi, brandfolk, specialpædagoger, men også en række andre.

Der er ingen tvivl om, at de spiller en ret central rolle i vores samfund, og uden deres indsats ville vi mangle en grundlæggende tryghed og stabilitet og mange andre ting, altså hvis ikke de gik på arbejde. Så fordi mennesker ikke skal blive syge af at gå på arbejde, og når de alligevel gør det, skal vi passe på dem, og fordi vi her taler om mennesker i højrisikojob, som vi nødig vil undvære, har vi også som samfund et ansvar for at passe godt på dem. Samtidig har vi også, især i vores arbejdsmiljødrøftelser i arbejdsmiljøforligskredsen, været opmærksomme på igennem en periode, at vi ser de her tal gå i den forkerte retning. Vi ser en stigning i anmeldelser af vold og trusler på arbejdspladsen, vi ser en stigning i anmeldelser af arbejdsskadesager, f.eks. på grund af chok som følge af aggression og trusler mod mennesker, og det bekymrer mig virkelig meget. Derfor er hele det fokus, der også ligger i arbejder her med forebyggelse, også helt centralt. Der er mange arbejdspladser, der allerede gør meget, allerede har et fokus på at forebygge vold, og det glæder mig, men jeg tror, at vi kan gøre endnu mere. Hvis skaden så alligevel sker, er det vigtigt, at ens arbejdsgiver er klar, at det omkringliggende samfund gør, hvad der skal gøres for at hjælpe dem, der bliver ramt.

Hvis vi taler ptsd, handler det jo ikke kun om det menneske, der går på arbejde og bliver syg, det handler også om familien rundtom, det kan have nogle ret alvorlige konsekvenser, både i forhold til om man kan fastholde ens arbejde, men jo også relationerne i ens liv og i forhold til ens pårørende. Derfor er jeg oprigtig glad for, at vi deler en ambition her om at blive bedre. Vi har i regeringen, også bredt set, også tidligere erklæret, at her ville vi gerne gøre det mere. Vi deler ambitionen om at forbedre støtten til vores offentligt ansatte med ptsd. Vi har også rykket på veteranområdet og har også tidligere tilkendegivet, at det også er relevant at have en diskussion om, hvilken hjælp der er til andre faggrupper.

Jeg har også taget initiativ til at mødes med nogle af dem, det handler om, og blive klogere på, hvad det faktisk er, man oplever, hvad det er for en hjælp, der efterspørges. Det vil jeg gøre mere af, men det er også tydeligt for mig, at når jeg ikke kan stå her i dag og være fuldstændig klar på, hvem de her højrisikogrupper er, når jeg ikke kan stå her i dag og være fuldstændig klar på, hvad det er, vi allerede har i spil, som virker, og som vi skal udbrede, så er der brug for, at vi også bliver klogere i den her proces, og der er brug for, at vi også lige kommer et spadestik dybere, så vi ved, at vi rammer rigtigt med den her indsats. Derfor er regeringen også i gang med at se på, hvordan vi kan også starte et analysearbejde om ptsd, sådan at vi som samfund i større omfang hjælper de her faggrupper, der er i risiko for at blive ramt af ptsd som følge af deres arbejde. Det handler som sagt både om, hvem der er i højest risiko for det, så vi rammer rigtigt, men det gælder også om at se på, hvad der allerede bliver gjort, og dermed også hvad det er, der skal bygges ovenpå – det er forskelligt, hvad de forskellige faggrupper får af hjælp i dag – og hvordan vi kan lære af det, der virker. Vi kan se, at hvis man skal gøre det her rigtigt, er der også noget af det, der handler om at komme hurtigt ind, når ting er sket, men også at opspore der, hvor det ikke er én stor hændelse, men oparbejder sig over tid.

Så der er mange forskellige elementer i det her, og jeg kunne rigtig godt tænke mig, at hvis vi som Folketing går ned ad den her vej og også diskuterer en større indsats, at det så også bliver noget af det, vi kan se virker, som vi kommer til at fokusere på. Derfor vil jeg sige, at regeringen ikke kommer til at stemme grønt til det, vi står med i dag, men jeg står her med en klar tilkendegivelse af, at vi gerne vil snakke videre om det. Jeg har ikke engang kunnet få med på talerstolen i dag, hvad det er for nogle faggrupper, vi skulle vælge ud, og jeg tror, vi er nødt til på en eller anden måde – og det siger jo også meget, at vi ikke har den viden – at komme ned i, hvem det handler om, og hvad der skal til, hvad det er, der virker, og hvordan vi så gør det effektivt, og det gælder både i det forebyggende, og også når skaden er sket.

Vi har jo også igennem noget tid diskuteret, hvordan det er, vi forebygger vold på arbejdspladsen. Det har vi inde i vores seneste arbejdsmiljøaftale, og min forventning er, at de initiativer samlet vil styrke den indsats, vi har, der forebygger vold og traumatiske hændelser på arbejdspladsen, inklusive den handlingsplan mod arbejdsulykker, hvor vold, f.eks. i social- og behandlingspsykiatrien er et af de fire prioriterede områder. Der er også ressourcer til bl.a. en indsats i politi, beredskab og fængsler. Så det er jo ikke, fordi der ikke politisk er taget hul på nogle ting her, men jeg er enig med forslagsstillerne i, at vi kan gøre mere, og at vi også bør gøre mere.

Så jeg vil gerne bare afslutningsvis understrege, at vi skal kunne holde til vores arbejdsliv hele livet, og når man går på arbejde og især for vores samfund, altså i offentligt regi, skal vi også passe på dem, der løfter de her vigtige samfundsopgaver hver eneste dag. Derfor ser jeg frem til, at vi drøfter det her videre, og jeg er glad for, at vi havde mulighed for og får mulighed for at drøfte det i dag. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er par korte bemærkninger. Den første er til fru Victoria Velasquez.

Tusind tak for en virkelig, virkelig stærk tale. Jeg synes, det er nogle rigtig vigtige ting, der bliver sagt af ministeren, ligesom der også er i det svar på det folketingsspørgsmål, som vi henviser til i beslutningsforslaget. Det er også derfor, jeg er helt overbevist om, at vi har intentionerne omkring det, og i slutningen af svaret på det her folketingsspørgsmål, vi henviser til, skriver ministeren også, at vi skal tale videre om de faggrupper, som vi ikke er gode nok til at gribe i dag. Ministeren siger også nu i sin tale, at der vil komme en analyse, og det synes jeg er rigtig positivt. Der vil jeg gerne spørge ind til, om den analyse så kunne indebære nogle anbefalinger.

For for os er det ikke det vigtigste, at det lige er det her beslutningsforslag, der bliver vedtaget. Det vigtigste for os er, at der kommer handling, og at vi rent faktisk kommer videre fra intentionerne og frem til rent faktisk at hjælpe de mennesker, det drejer sig om. Så det er godt, hvis det analysearbejde kunne komme med nogle anbefalinger, så vi netop også får set helheden. Og så er jeg ved at få printet VIVE's definition af højrisikojobs ud. Det er i hvert fald dem, vi har taget afsæt i, og som jeg får delt ud til folk her i salen. Tak.

Ministeren.

Lad os tale videre om det, og bare som en understregning vil jeg sige, at det jo ikke er, fordi jeg ikke godt kan se, at det er mennesker på botilbud, i vores fængsler og i vores politi osv., der er ekstra udsat. Det er ikke, fordi jeg ikke godt har set tal på, at der er nogle af de her faggrupper, der boner ud. Jeg tror alligevel ikke, at jeg kan sige, at jeg sidder med data fra Beskæftigelsesministeriets embedsværk, som er klar til at lægge hånden på kogepladen, i forhold til at vi er helt sikre på, om vi har alle med. Og derfor vil jeg sige, at ja, der ligger data. Vi starter ikke fra nul, men jeg tror alligevel, der er et stykke grundarbejde, der er nødt til at blive gjort, før vi kan lave en samlet opgørelse over, hvem det er, og hvad det er, der virker, og hvad vi så skal gøre.

Spørgeren.

Det er også derfor, vores beslutningsforslag ikke, hvilket vi jo ville ønske, går ind og siger, at det her gerne skulle gælde fra i går, men netop siger, at vi gerne vil udarbejde en model. For vi ved heller ikke, hvor meget det f.eks. på kort sigt, siger jeg, vil komme til at koste. Lige nu er det jo rigtig dyrt, og regningen bliver sendt til dem, som får ptsd, og deres familier. Men vi har et rigtig godt arbejde, vi kan arbejde videre på. Det kan blive gjort endnu bedre.

Vil ministeren ikke være med til at se, om den analyse ikke kunne bringe nogle anbefalinger med sig, så vi får handlet på den viden, som vi får lavet, til gavn for dem, det drejer sig om?

Ministeren.

Jeg har i hvert fald hørt ønsket nu. Jeg tør ikke lige lægge hovedet på blokken, i forhold til præcis hvordan vi får det strikket sammen. Vi er i gang med at få det sat i gang. Det synes jeg så vil være passende at vi også lige har en drøftelse af. Det kan være, at det her kan komme tilbage i udvalget eller et eller andet.

I forhold til åbenheden fra forslagsstillerne om ikke bare at ville stemme det igennem, men faktisk få gjort noget, vil jeg sige, at det er værdsat. Det synes jeg er positivt.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. Og tak for ministerens anerkendelse af, at det er et alvorligt problem, når det er sådan, at man bliver ramt af ptsd, og at der også er et behov for, at vi gør en særlig indsats.

Vi ved jo også allerede rigtig meget om, hvad der virker, fordi vi jo har arbejdet intenst med det i forhold til eksempelvis veteraner, og det er jo nogle af de samme håndtag, man skal dreje på for at hjælpe nogle af de mennesker, der bliver ramt af ptsd, fordi de er udsat for ulykker, kriser, vold, eller hvad det nu måtte være af mange forskellige kriseagtige situationer ude i det øvrige samfund. Derfor ville jeg egentlig også have ønsket, at ministeren var mere imødekommende i forhold til at sige, at vi skal have fundet ud af, hvordan vi hjælper de mennesker.

384 mennesker har allerede fået anerkendt ptsd på botilbud siden 2005, så vi ved jo godt, hvem nogle af dem er. Det kan også være i psykiatrien, men det kan såmænd også være andre steder, hvor en social- og sundhedshjælper i en nattevagt står med en brand og ikke kan hjælpe en borger ud. Der er mange situationer, hvor man kan blive bragt i en krisesituation, der får psykiske konsekvenser. Så giver det ikke mening at finde ud af, hvordan vi hjælper de mennesker, når skaden er sket, uagtet at vi skal forebygge?

Ministeren.

Det mener jeg til fulde, og jeg står her med et meget stort ønske om, at vi forebygger mest muligt, fordi det jo kan være ødelæggende for et liv. Jeg står heller ikke og påstår, at det tror jeg vi kommer til at kunne. Vi kommer nok desværre aldrig til at komme derhen, hvor ingen mennesker bliver syge af at gå på arbejde, og derfor er vi nødt til at gøre begge dele. Vi skal gøre det sådan, at det er så få som muligt, men de mennesker, der så gør det, skal selvfølgelig også opleve at blive grebet bagefter.

Spørgeren.

Jeg er jo helt enig i, at man skal prøve at forebygge, hvor man overhovedet kan forebygge, og nogle steder er de såmænd også rigtig, rigtig gode til det. Det kan være lidt bekosteligt, men det er virkelig også bekosteligt på den anden side, hvis det er sådan, at skaden først er sket.

Derfor synes jeg også, det giver mening at have en aftale om eller en model for, hvordan vi hjælper mennesker, når skaden er sket. Det er både for at hjælpe folk hurtigt tilbage igen, men også måske som inspiration til arbejdspladserne til, hvordan man måske kunne forebygge i fremtiden. Så jeg håber, at ministeren vil genoverveje muligheden for at gå i gang nu med at lave en model for, hvordan vi kan løse det her problem.

Ministeren.

Jeg vil bare endnu en gang også kvittere for, at SF er engageret i den her sag. Det oplever jeg sådan set at ordføreren altid er der, hvor krydsfeltet mellem beskæftigelse og sundhed er, og det er jo der, vi bevæger os lige nu.

Bare for også lige at samle op på det første spørgsmål, spørgeren havde, i forhold til at der er ting, vi ved, vil jeg sige: Ja, for vi har jo faktisk sat en række ting i gang på vores veteranområde, og jeg synes, det ville være klogt af os at prøve at få samlet op på, hvad for noget af det der har virket allerbedst. Så er det selvfølgelig noget af det, vi også skal have kigget ind i i forhold til en politisk handling her, som så selvfølgelig skal finansieres, og det er jo så en anden del af det, men intentionerne deler vi i hvert fald.

Så er det hr. Mike Villa Fonseca.

Tak for det. Og tak til ministeren for en rigtig god tale. Der er ingen tvivl om, at forebyggelse i det her tilfælde, som vi debatterer i dag, er det vigtigste. Men der er desværre nogle, som allerede er ramt, og de står jo og venter på noget hjælp, så kunne ministeren måske være lidt åben for – for det hører jeg måske ministeren sige – at lave en national analyse?

Jeg har selv forsøgt og prøvet at kortlægge det her en lille smule med spørgsmål til de forskellige ressortområder, og jeg er blevet rimelig meget klogere på det, vil jeg sige. Når man kigger på tallene, er det, i hvert fald når man kigger på den almindelige befolkning, under 1 pct. eller lige omkring 1 pct., hvor det i forhold til andre grupper er 10 pct. og helt op til 20 pct., som faktisk er i højrisikogruppen og har ptsd eller depression og angst. Så kunne ministeren måske være åben for at lave en national analyse på området?

Det kan ministeren måske tage under sine vinger på sit ressortområde og så arbejde videre med, så vi kan få kortlagt rigtigt, hvad for nogle faggrupper det selvfølgelig skal omhandle. Jeg vil gerne sige, at det i forhold til first responders er noget, som man også kender til. Tak.

Ministeren.

Jeg tror, det er noget a la den vej, vi skal ned ad, og jeg vil også bare kvittere for, at ordføreren selv har grebet arbejdet sådan an. Jeg tror, det vil være rigtig godt, hvis vi får en mere samlet indsats og dermed også står på noget mere solidt, når vi skal have den politiske drøftelse.

Spørgeren.

Tak for det. Kunne ministeren så efterfølgende måske være interesseret i at lave en national handleplan på området, så vi – når vi har fundet ud af, hvad for nogle grupper det er, og har fået kortlagt, hvem der er i risiko, og hvem der er ramt – også kommer hen imod eksempelvis et nationalt center, hvor man kan mødes og få specialiseret, tværfaglig hjælp?

For det er svært at forstå, hvad det er, folk har været udsat for, hvis man ikke selv har oplevet det, og der er nogle, der er ramt. Så kunne ministeren være interesseret i måske at prøve at arbejde videre med en national handleplan, som måske skulle ende ud i et nationalt center? Tak.

Ministeren.

I første omgang står jeg her i hvert fald med en klar intention om at gå ind i den her diskussion med Folketinget og også tage initiativ til, at vi får et bedre grundlag at gøre det på. Vi har jo igennem de sidste 2 år lavet »Handlingsplan mod arbejdsulykker« og haft prioriteringsområder mod vold, også inde i nogle af de her højrisikogrupper.

Som jeg også sagde i min tale, har der både været noget omkring politi, beredskab og fængsel, og der har været noget omkring behandlingspsykiatrien osv. Men den målrettede indsats, vi taler om her i dag, kan vi godt komme længere i forhold til, og det synes jeg vi skal gøre i fællesskab.

Tak til ministeren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Vi går i gang med ordførerrækken. Den første er hr. Jens Joel fra Socialdemokratiet.

Tak for det, formand, og tak til forslagsstillerne. I forlængelse af ministerens tale vil jeg også bare starte med at slå fast, at vi selvfølgelig – og det håber jeg er en bred ambition – må arbejde hen imod, at man aldrig bliver syg af at gå på arbejde, og at man ikke kommer til skade. Vi skal selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at man ikke bliver syg af at gå på arbejde. Jeg synes også, at det er fair nok at sige, at vi selvfølgelig har en ekstra opmærksomhed på nogle af dem i samfundet, som faktisk passer på os. Vi må også bare erkende, at der er nogle af dem, som står i forreste linje i forhold til at passe på mange af os andre i det her samfund – uanset om det er os eller vores pårørende eller nogle, vi ikke kender – der har en større risiko for at blive ramt af nogle af de her ting.

Jeg kan godt lide det forslag, som er fremsat her, fordi jeg synes, at det har en opmærksomhed på de her ting, og fordi jeg synes, at det er bredt i sin tilgang. I virkeligheden synes jeg at det er styrken i forslaget, at man siger: Jamen det her handler selvfølgelig ikke kun om, hvad vi stiller op, når skaden er sket, og det handler heller ikke kun om, om man kan få det anerkendt, eller hvad for en erstatning man får; det handler også om, hvordan vi forebygger, og hvordan vi sikrer, at man, hvis ulykken sker, kan leve med det bagefter.

Jeg synes også, at det er en styrke ved det her forslag, at man kigger bredt på personalegrupper. I den offentlige debat er det jo tit nogle bestemte grupper, der bliver fremhævet, men man løber også en risiko, når man er på et bosted, og ikke kun, når man er udsendt af forsvaret eller andet. Derfor synes jeg i virkeligheden, at forslagsstillerne lægger op til at have en seriøs diskussion om det her, hvor vi kan komme et stykke videre end der, hvor vi er i dag.

Det er også på den baggrund, at jeg i forlængelse af det, ministeren siger, siger, at vi i Socialdemokratiet gerne vil arbejde videre med det her. Vi vil også gerne kigge på, om vi i udvalget kan lave en beretning, sådan at vi får sat de ting i gang, der skal gøre, at vi får det brede billede. For vi ved rigtig meget, men vi ved ikke det hele endnu – det gælder både, hvem der skal med, og hvad det er for nogle ting, der virker hvor, og hvad for noget man kan overføre fra det ene til det andet. Ligesom fru Kirsten Normann Andersen sagde før, er der jo noget, man nemt kan omplante fra den ene branche til den anden, men der er sikkert også nogle ting, der er specifikke for de forskellige brancher. Uden at tage ansvaret eller opgaven væk fra arbejdsgiveren tror jeg at vi kan blive bedre til at sikre, at vi tager bedre hånd om både at forebygge og at hjælpe, når skaden måtte være sket.

Altså, vi stemmer ikke for beslutningsforslaget her, for vi vil gerne starte med analysen, men i virkeligheden kunne vi måske enes om i udvalget at sætte det arbejde i gang, med henblik på at vi får et bedre grundlag at tage den politiske diskussion på. Det er vi i hvert fald åbne for at diskutere i udvalget, hvis forslagsstillerne også er det. Jeg tror, at vi heldigvis relativt bredt i Folketinget deler et ønske om at passe på medarbejderne, før skaden måtte ske, men også, efter den er sket.

Vi deler også den ambition om, at det er noget, der er bredere end det, vi har gjort i forhold til forsvaret, og det er også noget, som er bredere end det, som vi skal diskutere senere i dag. Det er heller ikke kun, om man så må sige, beredskabet og de blå veteraner i det offentlige. Det er også nogle af dem, der arbejder på vores velfærdsområder, og som kan komme i klemme og være ude for ting, som sætter sig på sjælen. Det skal vi være bedre til at tage hånd om, og i første led skal vi vide mere om, hvor det er, vi skal sætte ind, og hvad det er af gode erfaringer, der eventuelt kunne virke og kunne flyttes fra det ene område til det andet område. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Jo, der kom lige en der til Victoria Velasquez. Værsgo.

Jeg var så koncentreret om at formulere spørgsmålet, at jeg helt glemte at trykke mig ind. Tusind tak det, og også tak for talen og for ønsket om, at vi skal gøre noget. I beslutningsforslaget refererer vi jo bl.a. til den analyse, som Justitsministeriet i sin tid satte i gang, og som blev lavet i 2019 og 2020, om de psykiske belastningsreaktioner. Det var der, hvor det ikke overraskende også kom frem, hvor alarmerende højt tallet er for bl.a. politibetjente og fængselsbetjente. Der er også lavet en ny analyse i 2021, hvor det jo også kom frem, at gruppen er bredere og bl.a. omfatter medlemmer af FOA.

Det, der er min bekymring, er, at der kommer en analyse til, men at vi ikke får handlingen med, og derfor vil jeg gerne spørge, om ordføreren ikke vil være med til at arbejde for, at vi får ind i ministeriets arbejde, at der skal følge anbefalinger med i det analysearbejde, der skal laves, så vi faktisk får en model, som vi kan komme i gang med, i stedet for at vi kun får viden.

Ordføreren.

Uden at skulle foruddiskontere, hvad analysen skal, kan man jo altid spørge fagfolk, hvad de foreslår at man gør. Jeg tror egentlig, at mit budskab være, at uanset om man får fagfolk til at foreslå ting, eller om man bygger det ind i et kommissorium, så er det jo os som politikere, der er nødt til at taget ansvaret for, hvad det er, vi gør med den viden, vi har. Derfor opfatter jeg ikke det at have den analyse, uanset om den indeholder anbefalinger, eller om den ikke indeholder anbefalinger, som mere eller mindre bindende for det politiske opdrag eller for det krav eller ønske, som jeg hører forslagsstillerne have, nemlig at vi kan komme videre fra analyse til at tage handling på nogle af de her ting.

Så det er ikke, fordi jeg vil udelukke hverken det ene eller det andet Jeg synes bare, at det vigtige er at sige: Jeg tror stadig væk, at der er ting, vi ved for lidt om til at kunne træffe de rigtige beslutninger, men jeg mener, at uanset om der er anbefalinger med eller ej, er det det politiske ansvar at træffe beslutninger, når man har fået viden til det.

Spørgeren.

Vi skal netop som lovgivere tage det ansvar, fordi vi beder nogle, de offentligt ansatte, om at udføre nogle opgaver. Vi mener, at det her er så vigtig en opgave, at det er noget, vi skal prioritere i fællesskab at betale med vores skattekroner. Men vi tager netop ikke ansvar nok i forhold til at forebygge, og når folk bliver ramt af ptsd. Kan vi så ikke sige, hvornår vi vil tage det ansvar, eller sætte en eller andet form for tidsestimat på? For jeg kan godt forstå det, hvis man bliver frustreret over, at først kommer der den ene rapport, som taler et helt tydeligt sprog om, at der skal gøres noget, og så kommer der en ny analyse, der siger det tydeligt, men der kommer ikke nogen handling. Så hvornår tager vi ansvaret?

Ordføreren.

Den frustration kan jeg virkelig også godt forstå. På arbejdsskadeområdet har vi jo også tidligere diskuteret det. Vi har også haft nogle ting omkring brandfolk og nogle anerkendelser af nogle arbejdsskader. Det er jo rigtigt, at det nogle gange tager tid, og det kan godt være frustrerende, men det er heldigvis ikke rigtigt, at det aldrig fører nogen steder hen. Jeg synes faktisk, vi har flere eksempler på, at vi også laver udredninger, analyser og tidsplaner, som så i sidste ende jo fører til, at vi har en politisk drøftelse af, hvad vi kan gøre ved det her problem for at hjælpe de mennesker, det handler om, bedre, end vi gør i dag.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det, og tak for også at anerkende, at vi skal gøre noget. Jeg synes, vi skyder problemet lidt til hjørne, hvis vi bilder os ind, at vi ligesom skal have billedet af, hvad det er, der skal gøres i forhold til det. Altså, ptsd er en psykiatrisk diagnose eller en lidelse, som er forårsaget af en hændelse, og den er forskellig; det er rigtigt, men jeg tror jo ikke på, at behandlingen skal tage udgangspunkt i, at der er forskellige hændelser, der er årsagen til det. Jeg tror, det er hændelserne, der er årsag til, i hvilken grad vi bliver ramt af ptsd.

Det, der er vigtigt for mig og for SF i det hele taget, er, at vi har en plan for, hvordan vi kan hjælpe mennesker, der bliver ramt af ptsd på grund af deres arbejde – og hurtigt, fordi det er den hurtige indsats, der kan være forskellen på, hvordan jeg kommer tilbage til mit eget liv igen eller til mit job for den sags skyld. Jeg er med på, at den hurtige indsats også koster noget, men det koster også noget at være langvarigt på sygedagpenge eller måske ovenikøbet på livsvarig pension som følge af en arbejdsskade.

Ordføreren.

Ja, jeg er fuldstændig enig i det, som ordføreren slutter med at sige: at det jo ikke er, fordi den tilstand, vi har i dag, ikke har omkostninger. Den har menneskelige omkostninger for dem, der bliver ramt af det, og den har også samfundsøkonomiske omkostninger, fordi der er ting, vi, om man så må sige, går med og forholder os til for dårligt, og dermed har vi liv, som er mindre integrerede i samfundet – det kunne være på arbejdsmarkedet, men det kan i virkeligheden også være, at man, selv om man aldrig kommer tilbage på arbejdsmarkedet, stadig væk er sundere og dermed har færre udgifter til sundhedssystemer og andre ting senere hen i livet.

Så det er helt rigtigt, at det her ikke er et spørgsmål om, at det at gøre noget koster noget og det ikke at gøre noget koster ingenting. Der er jeg enig med ordføreren, og det er jo også baggrunden for, at vi siger, at det sådan set både er menneskeligt, men også politisk fornuftigt at handle på det her.

Spørgeren.

Man kunne jo faktisk også godt forestille sig, hvis man vitterlig satte sig for, at det her skal være et fælles indsatsområde, og at vi ikke vil acceptere, at mennesker bliver så alvorligt syge af at gå på arbejde, at det så også skulle have den her effekt, at man på de enkelte områder, som er forskellige, kunne blive bedre til forebyggelsen i det daglige i forhold til arbejdsmiljøet. Om det er i fængslet eller det er arbejdet med svært syge demente borgere eller psykiatriske patienter, som overfalder dig på dit eget arbejde, eller du blot står i en situation, hvor du skal hjælpe folk med at undgå at brænde inde, er det jo forskellige situationer, der påvirker, og så kunne det jo netop også give anledning til det.

Ordføreren.

Jeg er også enig med ordføreren i det her med, at det i virkeligheden mere er i forebyggelsen, og at der er forskel på brancherne, for det med en hurtig indsats, når skaden måtte være sket, kan godt være gavnligt på tværs, også selv om det er forskellige ting, som man har prøvet at undgå eller prøvet at forebygge sig ud af.

Når jeg siger, at det her er et godt forslag, er det, fordi jeg synes, det er et forslag, som tager fat i en vigtig problemstilling, men også fordi jeg synes, det er et forslag, som ikke påstår, at det er nemt lige at fikse, eller at vi har den eneste model, man kan bruge, men at det faktisk åbner op for en politisk diskussion. Vi vil gerne imødekomme det ved at sige, at vi gerne vil sætte det analysearbejde i gang og vi gerne vil fortsætte den politiske diskussion på ryggen af det.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere bemærkninger, så vi går videre til den næste ordfører, og det er hr. Kim Valentin fra Venstre. Velkommen.

Tak til formanden. Det gode ved Enhedslistens forslag er jo, at de ofte er meget åbne, og at man derfor også kan drøfte dem meget bredt, og det vil jeg også rose Enhedslisten for her. For jeg har også personligt haft oplevelser med ptsd-ramte mennesker igennem en lang årrække, og mange af de mennesker, der bliver ramt af ptsd, har jo faktisk også – heldigvis – ret til at få en relativt stor erstatning. Det viser jo også lidt om, hvor alvorligt det er, og hvordan vi også som samfund betragter det.

Problemet er, hvordan man kommer hen til at få erstatningen. Det er ofte der, hvor problemstillingen starter. For det er en meget lang vej, det er en meget tung vej, den er svær at bevise, den er svær at komme igennem, fordi man jo ikke har særlig mange ressourcer, og fordi man måske ikke kan koncentrere sig særlig længe ad gangen, og den er svær at forstå for andre mennesker. For der er jo nødvendigvis ikke sådan nogle fysiske aftryk på en, man har ikke mistet en hånd, man har ikke mistet et ben, men det er mange gange noget, der foregår et andet sted, og ofte hænger familien i laser efter et stykke tid.

Så derfor er det en meget alvorlig situation at være i som person og som familie, og sådan skal man også betragte det. Det vidste vi også godt i Venstre, da vi arbejdede med den del om veteraner, som vi har arbejdet meget hårdt på, og hvor vi heldigvis sammen med regeringen har kunnet komme igennem med at lave nogle gode regler for, hvordan man kan tildele erstatninger til vores veteraner. Men det har ikke løst det hele – det ved vi også godt – og den samtale skal vi jo have, og i regeringen har man jo formuleret det sådan, at den skal man have med en grundig analyse, hvor alle dele er taget op på samme tid, sådan at vi får alle elementer med, før vi tager stilling til, hvad det egentlig er, vi som samfund vil.

For mig handler det ikke kun om offentligt ansatte, men det handler om alle ansatte. For alle ansatte kan blive ramt af ptsd, og det er ikke begrænset til eksempelvis offentligt ansatte. Men der er man nødt til at kigge på, hvor rammerne for det her er, og der ligger mange udenlandske analyser. Da jeg forberedte mig til det her beslutningsforslag, gik jeg ind og søgte på alle de udenlandske analyser, der er på det her område, og de peger jo lige præcis på de brancher, som det her forslag også peger på, men de peger også mange andre steder hen. Altså, de peger faktisk på, at man kan få ptsd på mange måder, som ikke nødvendigvis lige er på grund af sådan en fysisk traumatisk oplevelse. Så det er jo en relativt bred gruppe, man her taler om, og derfor synes jeg også, det er vigtigt, at man får analyseret det helt til bunds, og jeg lytter mig også til, at ministeren siger, at det arbejde sætter vi nu i gang, og at vi er færdige med det så hurtigt som muligt, sandsynligvis i 2025. Så det er jeg jo glad for at høre, og vi vil også presse på med at få alle Folketingets partier inddraget i det arbejde, og der er jo bred enighed om at få arbejdet videre.

Jeg synes, der er en enkelt formulering, som jeg gerne vil have ind sådan lidt mere præcist, fordi det udtrykker, hvor vi er som parti, og derfor vil jeg lige læse den op:

I Venstre vil vi sikre, at vi som samfund tager ansvaret for de mennesker, der hver dag stiller sig forrest, når det gælder vores sikkerhed, vores sundhed og vores tryghed. Samtidig vil vi insistere på, at vores løsninger hviler på et solidt fundament af viden og forståelse.

Vi støtter ikke forslaget, men vi vil meget gerne tale videre med alle Folketingets partier om det. Tak.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Først er det fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. Man kan nogle gange næsten få indtrykket, når man hører regeringspartiernes ordførere, at de alligevel støtter forslaget, for det, vi jo i virkeligheden har foreslået, altså Enhedslisten og os, er jo, at vi netop her og nu bare får udarbejdet en model for, hvordan vi kommer videre fra A til B. Vi har lavet løsninger for veteraner, og jeg synes, at ordføreren siger det så smukt: Vi diskuterer jo ikke, om et ben er brækket eller ej. Det anerkender vi. Er det en skade, der er sket på jobbet, er der også et system, der træder til og hjælper med gips, operationer, forsikringer og erstatninger, og hvad der nu ellers skal til.

Men når det kommer til ptsd, som er en konsekvens for nogle, der arbejder i højrisikoområder, har vi stadig væk ikke fundet en løsning, og vores påstand er, at det skylder vi, og det hører jeg jo også ordføreren sige. Så hvorfor er det, at vi ikke kan blive enige om her at sige, at vi vil have sådan en model nu, og at det er det, der i virkeligheden er opgaven?

Ordføreren.

Tak for det, og tak for den positive feedback på min tale. Jeg synes også, at jeg siger det sådan relativt tydeligt. Jeg synes, at vi skal til bunds i det. Altså, jeg synes f.eks. ikke, at det kun er offentligt ansatte. Jeg synes også, at der er en masse privat ansatte, som har de samme problemstillinger, og som på en eller anden måde jo også skal anerkendes i det, vi laver.

Det handler ikke kun om nogle få mennesker. Det gælder sådan meget bredt. Det handler ikke kun om dem, der har været ude for et fysisk traume et sted, for man kan få ptsd og rigtig mange ting på sin arbejdsplads. Så det er nogle rigtig brede undersøgelser, der skal til, før vi finder en rigtig model, tror jeg. Men det er ikke noget, hvor der skal gå lang tid, og derfor lytter jeg mig også til, at ministeren siger, at det skal ske i år. Det er jo det, vi har presset på for i Venstre. Vi vidste godt, at det var sådan, det var.

Spørgeren.

Jeg har ikke noget problem med, at andre også tælles med. I første omgang var det måske interessant at kigge på nogle af de grupper, som VIVE havde peget på, men jeg kan også godt få øje på andre, som er ude for traumatiske hændelser. Tag togførerne som et eksempel på det.

Mange af de mennesker, vi snakker om her, er dobbelt ramt. For på den ene side vil de rigtig gerne hjælpe nogle, der skal hjælpes, og på den anden side udsætter de sig selv for fare, mens de gør det. Så det er sådanen kombination; de er dobbelt ramt. Og når det så går rigtig galt alligevel og de selv kommer til skade eller måske ovenikøbet får en alvorlig sygdom efterfølgende, bør vi også kunne være der for dem.

Så var det en beretning, vi eventuelt kunne lave sammen, eller hvad er ordførerens forslag til, hvordan vi kommer videre?

Tak. Ordføreren.

Jeg lytter til, hvad forslagsstillerne siger til det sidste, så det må I jo komme med, og så må man tage stilling til det.

Jeg synes faktisk, at vi er gået foran, for vi har jo skubbet på for, at veteranerne fik en særlig model, fordi der netop er særlige forhold for dem, når de er udsendt. Bevisforholdene omkring, hvad der skete, da de fik ptsd, er meget, meget svære, så derfor er der nogle særlige forhold for dem. Man kan godt forestille sig, at der for andre grupper også er meget svære bevisstillinger, og at vi skal hjælpe dem igennem systemet på en anden måde.

Fru Victoria Velasquez.

Tak. Jeg oplevede det også som en rigtig god tale og følte næsten også, at ordføreren beskrev vores beslutningsforslag, for det handler jo om, at modellen skal klargøre målgruppen, kriterierne og også de økonomiske konsekvenser, så vi netop forstår omfanget af det. Jeg synes, at det kunne give fin mening, og ordføreren må rigtig gerne hjælpe med det, for jeg hører også, at ordføreren siger, at det her er et problem, som vi skal rykke på og handle på. Så derfor må ordføreren rigtig gerne hjælpe, i forhold til hvordan vi kan formulere den del omkring de privatansatte.

Jeg ville jo ønske, at vi hjalp alle, der bliver ramt af ptsd, allerbedst muligt. Det, vi gør med det her forslag, er, at vi siger, at vi i hvert fald som minimum skal sikre, at vi i forhold til dem, som risikerer noget i det højrisikojob, de har, også passer på med hensyn til de konsekvenser, der kan ske, når de til trods for forebyggelse alligevel risikerer at få ptsd.

Så vi kan sagtens skabe en formulering om, at det også skal klarlægges og klargøres, hvem det er inden for det private. Det er vi helt åbne over for.

Ordføreren.

Tak. Det lyder godt. Det er jo ministeren, der sådan set er, hvad skal man sige, talsmand for, hvad der skal ske sådan rent praktisk. Det skal jo så være med i den formulering. Men jeg kan da forestille mig, at regeringspartierne er åbne over for det. Nu har vi ikke hørt Moderaterne endnu, men jeg gætter på, at ordføreren fra Moderaterne også er positivt indstillet over for, at vi gør noget mere. Det hører vi om lidt. Jeg er sikker på, at det, der kommer til at ligge i den analyse, er vi nok på lange stræk godt enige om kan bruges til noget senere, også i forhold til hvordan den skal laves, og at det skal være så hurtigt som muligt. Så lad os se, om ikke det kan lade sig gøre.

Spørgeren.

Det er jo ikke bare et almindeligt godt samarbejde med ordføreren. Grunden til, at jeg også virkelig appellerer til Venstre her, er jo, at det faktisk er jeres oprindelige beslutningsforslag, som vi er meget inspireret af. Jeres beslutningsforslag fokuserede meget på betjente, og det er også rigtig vigtigt, men vi har jo lært af meget af det arbejde, der har ligget der, og så også kigget på det arbejde, der er blevet lavet i forhold til at tage alle med, sådan at vi netop ikke kommer til at glemme nogen. Derfor tænkte jeg egentlig, at det måske var noget, vi kunne have en fælles alliance om at ville prøve at presse igennem i ministeriet. Så det håber jeg virkelig. Tak.

Ordføreren.

Tak for rosen af vores oprindelige beslutningsforslag. Vi har ikke tabt gnisten derfra. Vi synes fuldstændig det samme i dag. Jeg håber også, at man kunne fornemme det i talen. Vi startede med veteranerne, og så prøver vi at sige: Hvad er det så, der skal være for de øvrige? Vi startede med veteranerne, fordi de udsendte har nogle helt særlige forhold, og der er bevisbyrden for det her med ptsd meget, meget svær at løfte, så dem måtte vi hjælpe med det samme.

Så er den næste hr. Mike Villa Fonseca.

Tak for det, og tak til hr. Kim Valentin fra Venstre for en god tale. Det er nok nærmere en kommentar, jeg har, for ordføreren nævner en vigtig detalje, og det er de private. Et godt eksempel på det er jo, at hvis man er ambulancebehandler, ved jeg at man er ligeglad med, om der står eksempelvis Falck, eller om der står Region Sjælland eller Region Nordjylland, eller hvad det nu kan være. De står jo i den samme situation. Så det er en vigtig pointe, ordføreren kommer med, og det er også derfor, jeg tænker på det her beslutningsforslag som noget, der som udgangspunkt er rigtig positivt, men jeg synes, at det er rigtig vigtigt, at vi også får de private med.

Det samme gør sig jo gældende for brandmænd, i forhold til om man er ansat hos Falck eller i kommunerne. Jeg synes ikke, at de skal straffes for, at kommunerne eller regionerne eksempelvis har valgt at udbyde det til en privat aktør. Det synes jeg ville være rigtig ærgerligt. Så det synes jeg er rigtig vigtigt at vi skal have med.

Så er der det i forhold til den omvendte bevisbyrde. Kunne ordføreren tænke, at det også ville være en god idé for eksempelvis ambulancebehandleren eller brandmanden? Tak.

Ordføreren.

Jeg tror, at noget af det, som den her analyse også kan vise, er, hvor der er brug for hvad. Det handler ikke kun om, hvad der sker, når man skal have tilkendt en erstatning. Det handler jo også om, hvordan der måske kan sættes ind lidt før. Altså, hvad sker der lige umiddelbart efter hændelsen, og hvordan skal man behandle folk og i virkeligheden også hele familien, for at det får den mindst mulige effekt på familien og den ramte?

Men det handler selvfølgelig også om erstatning, og med erstatning er der noget bevis, der skal være på plads. Der er det, at vi siger, at i forhold til udsendte er der nogle særlige forhold, fordi bevisbyrden er meget, meget svær at løfte. Ofte er der ikke vidner. Ofte er det nogle andre dele, som man skal tage ind i overvejelserne. Derfor kan man ikke tildele det på normale vilkår. Det kan også godt være, at det er sådan andre steder. Det ved jeg bare ikke nu.

Der er ikke yderligere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Vi går videre til den næste, og det er fru Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne. Velkommen.

Med dette beslutningsforslag ønsker forslagsstillerne, at gruppen af omfattede offentlige ansatte, som kan få hjælp til behandling m.v. af ptsd, udvides. Forslagsstillerne anerkender de økonomiske og ressourcemæssige konsekvenser ved at udvide ordningen for behandling og rehabilitering til flere faggrupper i den offentlige sektor. Det foreslås derfor i første omgang, at der skal udarbejdes en model med henblik på at klargøre målgruppen, kriterierne og de økonomiske konsekvenser.

Danmarksdemokraterne anerkender, at der er arbejdsforhold i det offentlige, som medfører, at folk bliver syge af at gå på arbejde og udvikler ptsd. Det er en vigtig dagsorden. Vi mener, at vi som samfund har en pligt til at arbejde for at sikre, at dem, der passer på os, modtager den nødvendige støtte, når deres arbejde belaster dem fysisk og psykisk. Vi understreger især vigtigheden af at anerkende den indsats, som særlig vores politifolk, fængselsbetjente, brandfolk, ambulancereddere og også mange andre grupper laver. Det har vi jo netop fået præciseret ved det tidligere uddelte skriv.

Jeg vil også lige hurtigt lave en pendant til det, som ordføreren før mig, Kim Valentin, var inde på omkring private. For de privat ansatte er jo også en meget, meget vigtig del. Det kan også være bosteder, som er drevet af fonde eller noget andet. Det er også vigtigt, at de bliver anerkendt.

I Danmarksdemokraterne anerkender vi dog også, at forslaget vil medføre betydelige økonomiske og ressourcemæssige konsekvenser, da de eksisterende ordninger for behandling og rehabilitering skal udvides til at omfatte flere faggrupper som før nævnt. Forslagsstillernes løsning på denne udfordring er at udskyde de økonomiske problemer ved at foreslå, at der først udarbejdes en model, der kan præcisere målgruppen, fastlægge kriterierne og klarlægge de økonomiske konsekvenser for forslaget. Dette løser imidlertid ikke den problemstilling, og vi havde gerne set, at forslagsstillerne præsenterede et så vigtigt forslag her med en mulig finansiering.

Når det så er sagt, tror jeg ikke, at man er i tvivl om, at vi synes, at det er et rigtig, rigtig godt forslag, og vi er også klar på, at vi får arbejdet videre med det.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Victoria Velasquez.

Jeg ville ønske, at det her forslag handlede om, at vi skulle vedtage modellen, men modellen er slet ikke lavet endnu. Det er derfor, at der ikke er nogen finansiering. Vi ved ikke, hvor meget det koster. Så en del af opgaven med at udarbejde modellen er også at finde ud af, hvor mange udgifter der kommer til at være i det. Altså, selv om vi jo på et menneskeligt plan godt kan sige, at der lige nu er en stor ubetalt regning, som bliver sendt til de mennesker, der bliver ramt af ptsd – og det er dem, der løfter udgiften lige nu – så vil der jo helt excelarkagtigt være nogle udgifter, der vil blive sendt fra staten i forhold til rehabilitering og de forskellige dele.

Men det er derfor, at det er vigtigt, at der bliver lavet en model for det. Lad os se på f.eks. politibetjentene og den rehabilitering, der skal være dér. De kan jo ikke bare tage til almindelige terapigrupper og tale om, hvad de har oplevet, for de er underlagt en fortrolighed. Så det er vigtigt, at vi får lavet en ordentlig model, der tager højde for, hvad det er, de forskellige mennesker har brug for, og det kender vi ikke de økonomiske konsekvenser af. Så det er ikke manglende vilje; der er tværtimod en fantastisk stor vilje til at ville dem det allerbedste.

Så jeg vil høre, om det ændrer noget, sådan at Danmarksdemokraterne godt vil bakke op om det.

Ordføreren.

Noget af det, som gør mig så enormt glad for at sidde i lige præcis det her udvalg, er, at jeg synes, at vi på tværs af politiske overbevisninger osv. altid er rigtig gode til at lytte og også til at arbejde sammen, og jeg tror også, at det er derfor, at vi netop i Beskæftigelsesudvalget har kunnet lande så mange aftaler med så mange som muligt og nogle gange endda med os alle sammen. Det synes jeg er ret fantastisk.

Måske er det et levn fra min kommunalpolitiske tid, men jeg kan så godt lide, når vi sidder om bordet og får snakket om alt det her og man får skudt ind med det, man gerne vil. Det synes jeg nogle gange kan være en mangelvare, når man står heroppe og skal prøve at få en sag igennem eller et forslag stemt igennem.

Vi kan ikke bakke op om det, men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke er klar til at arbejde videre, og vi sætter os også gerne ved bordet, når vi forhåbentlig bliver indkaldt til et eller andet i fællesskab. Så vil jeg også igen gerne rose det her forslag. Jeg synes, at det er sindssygt godt.

Spørgeren.

Tusind tak. Æren går jo især til dem, der er ramt af det til daglig og har været med til at udforme det og lagt et kæmpe arbejde i det. Det har været undervejs i over et år. I forhold til at lande en tekst sammen vil jeg gerne høre, om Danmarksdemokraterne vil hjælpe med, at vi får sat 2025 ind i teksten, så det ikke bare kommer til at flagre i vinden igen, men vi faktisk får sat et tidspunkt på, sådan at vi kan se de mennesker i øjnene og siger: Prøv at høre, vi går simpelt hen gang i arbejdet med det samme. Så er der også det om, hvad der kommer til at ske bagefter. Vil ordføreren hjælpe med at gøre det så konkret som muligt, også gerne i forhold til det med de private?

Ordføreren.

Det med, om det egentlig er i 2025, synes jeg faktisk allerede ministeren var inde på, tror jeg. Så det synes jeg, at ministeren er opmærksom på. Det er ikke det væsentlige for mig at få skrevet ind her, så længe det bliver gjort, og det synes jeg at jeg lyttede mig til. Jeg synes faktisk også, at jeg har lyttet mig til, at alle os regeringspartier har været enormt positive over for det her. Så jeg er overbevist om, at vi i fællesskab kan lande noget, men det ændrer ikke på, at vi ikke kommer til at stemme for det her forslag, som det ligger her nu.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Vi går til den næste, og det er fru Kirsten Normann Andersen fra SF. Velkommen.

Tak for ordet. Det er rigtigt, som ministeren nævnte indledningsvis, at jeg ofte siger noget om arbejdsmiljø som sundhedsordfører. Men i dag er jeg her faktisk som arbejdsmiljøordfører for første gang, selv om arbejdsmiljø er et tema, som jeg har arbejdet med i et langt liv og også et langt fagligt liv.

Vi taler i dag om dem, der hver dag går på arbejde og tager de største risici på vores alle sammens vegne. Det er dem, der beskytter os mod kriminalitet, redder vores liv og hjælper vores mest sårbare borgere. Det er politibetjente, fængselsbetjente, brandmænd, socialpsykiatrisk personale og mange andre offentligt ansatte, som arbejder i miljøer, hvor trusler, vold og svære oplevelser desværre er en del af hverdagen. Vi skylder dem ikke bare tak. Det er ganske enkelt for fattigt. Vi skylder dem også en håndsrækning, når konsekvenserne af deres arbejde sætter dybe spor, og når de udvikler især ptsd eller andre alvorlige belastningsreaktioner, fordi de har stået i frontlinjen for os. Ærlig talt er det på tide, at vi lever op til det ansvar.

VIVE's rapporter og andre undersøgelser har allerede vist os, at de psykiske belastninger er omfattende. Det er chokerende, at op mod 13,5 pct. af fængselsbetjentene og 10,6 pct. af politibetjentene i 2019 havde symptomer på ptsd, depression, angst eller stress. Tallene er lige så alarmerende for brandmænd, ambulancepersonale og andre i højrisikojob. Til sammenligning er forekomsten af ptsd i den almindelige befolkning omkring 1 pct. Og lad os bare være ærlige: Den slags forskelle taler deres eget helt tydelige sprog. Vi beder mennesker om at tage en risiko, men vi svigter dem, når det kommer til at hjælpe dem bagefter, når det går galt.

Det her forslag handler om retfærdighed. Vi har skabt en ordning for veteraner fra forsvaret, der sikrer dem den rette behandling, rehabilitering og hjælp til deres familier, og det er rigtig godt. Men skulle vi ikke tage skridtet videre, så også en politibetjent, en fængselsbetjent eller en socialpædagog kan få den samme hjælp? Vi ved, at den tidlige indsats er afgørende for at kunne bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet, familien og fællesskabet. Når vi hjælper folk, der har været i højrisikojob, hurtigt og effektivt, gavner det ikke bare dem, men samfundet som helhed, og det er vigtigt at sige i den sammenhæng, at hvis vi ser på, hvad det koster samfundet, når mennesker ikke får den hjælp, de har brug for, bliver regningen absolut større på den lange bane.

I SF anerkender vi, at forslaget om konkrete indsatser kan være en dyr investering, men det skal ikke afholde os fra at tage samtalen og få igangsat et arbejde for en model. Det er jo derfor, at vi i dag foreslår en model for, hvordan vi kan komme videre med det her arbejde, som er vigtigt. For vi skal kunne hjælpe de mennesker, der hver dag påtager sig en risiko og får vores samfund til at køre rundt.

Lad mig understrege, at det her forslag på ingen måde udelukker behovet for at arbejde for forebyggelse. Vi skal selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at forbedre arbejdsmiljøet, så færrest muligepådrager sig ptsd eller andre skader i deres arbejde. Men når skaden er sket, har vi en forpligtigelse til at handle, og det håber jeg at vi kan samles bredt om med det her forslag. Får vi ikke opbakning blandt kollegerne i de andre partier, er jeg sikker på, at Enhedslisten og SF kommer til at knokle i udvalget for måske at lave en fælles beretning, som kunne føre os derhen, hvor vi bliver enige om, at det ikke er nok, at vi er enigeom intentionerne og enige om, at der skal ske noget; vi er også nødt til at have en plan for, hvornår det sker. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Kim Valentin.

Tak for en god tale. Det er bare for at høre den præcise overvejelseover, hvorfor der står »offentligt ansatte«. For der er mange i de grupper, som I nævner her, som ikke er offentligt ansatte. Tænker I ikke på dem, eller hvad? Det tror jeg ikke på. Der må have været en bestemt overvejelse, siden I skriver »offentligt ansatte«.

Ordføreren.

Jeg tror, at hr. Kim Valentin skal se det som et udtryk for, at det er velfærdspersonale. Det er personale, som er ansat af samfundet til at passe på os, altså politibetjente, fængselsbetjente, sundhedspersonale og andre, som er ansat til at hjælpe os i situationer, hvor vi har brug for assistance som borgere. Men som jeg også sagde til ordføreren tidligere i dialogen, er det for mig ikke vigtigt, om det hedder offentligt ansatte eller privat ansatte; alle, der er udsat i højrisikojob på samfundets og på vores allesammens vegne, skal være omfattet af sådan en løsning her.

Spørgeren.

Så i forhold til en eventuel tekst, man kunne blive enige om, er det selvfølgelig alle ansatte, vi snakker om?

Ordføreren.

Jeg lover, at det ikke skal skille sig ad, om det hedder offentligt ansatte eller privat ansatte i den sammenhæng. Det er vigtigt for os, at vi for alvor får sat handling bag ordene i forhold til mennesker, der arbejder i højrisikojob og risikerer alvorlig ptsd på baggrund af nogle af de kriser, ulykker, vold og andet, som de oplever i deres job, og at vi er enige om, at dem har vi et ansvar for at sætte handling i gang for nu.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger, så vi går videre til den næste. Det er hr. Steffen Larsen fra Liberal Alliance. Velkommen.

Mange tak, hr. formand. Jeg har selv prøvet at have det, jeg vil kalde for et moderat stressende arbejde, idet jeg i en periode af mit liv var dørmand og vagt. I den periode blev jeg stukket ned tre gange, en gang med en skruetrækker og to gange med ødelagte flasker. Jeg har prøvet at få brækket næsen i slagsmål, og jeg er også blevet truet og forfulgt af bandemedlemmer i den periode, fordi de mente, de skulle sælge narkotika på de steder, hvor jeg stod i døren, og jeg mente, at de ikke skulle det. Det var ikke særlig sjovt. Det var på ingen måde noget, som jeg ønsker for andre mennesker, og når man så ser på, at politibetjente gør det hver dag, og jeg gjorde det i weekenderne, så kan det jo straks blive en værre omgang. Det samme gælder mange andre i den offentlige velfærd, ambulancereddere og lignende, der kommer ud til lig, der ligger i lejligheder, og andre forfærdelige hændelser, som er en del af det menneskelige liv, for det er jo også det, det er.

Der skal vi selvfølgelig sørge for et så godt arbejdsmiljø som overhovedet muligt. Men vi må også tilstå, at den slags arbejde ikke er arbejde, som matcher, hvad en kontoransat i det offentlige møder. For der kan vi godt indsætte alle mulige regler om hæve-sænke-borde, og hvordan tingene skal foregå. Men når man kommer ud i situationer, hvor mennesker agerer voldeligt, aggressivt eller lignende, eller hvor man selv skal stå med de følelsesmæssige og tunge konsekvenser, der er af at finde en død og måske også endda skulle informere de efterladte om, at personen er død, så er det en anden tilstand. Det er der ingen tvivl om.

Derfor står vi jo også i den situation, at vi i Liberal Alliance gerne vil være med til at se på gode løsninger for de ansatte i disse grupper. Og her gælder det selvfølgelig både de offentligt ansatte, men også de privatansatte, for utrolig mange mennesker i de her situationer er jo også privatansatte. For det er ofte også privatansatte hjemmehjælpere og lignende, som kan komme ud for de her situationer, og det er også privatansatte ambulancereddere, ligesom det også er privatansatte brandfolk, vi har her i landet. Og vi er nødt til at kigge på det her med en vis fornuft.

Vi vil i Liberal Alliance ikke støtte det her beslutningsforslag, men vi er som sagt åbne over for at kigge på mulighederne for at finde veje til det her. Men noget af det, som irriterer os ved det her forslag, om man vil, er den manglende finansiering. Forslagsstilleren har rigtig nok skrevet, at man vil kigge på, hvordan det skal finansieres i den samme kreds, men vi foretrækker, at tingene får en eller anden form for anvisning, når de kommer som et forslag i salen. Og ja, vi er som sagt villige til også at kigge på, hvordan vi hjælper, for vi synes jo, at det var fornuftigt, da man gjorde det for hele den grønne del af staten. For ptsd har truet og skadet mange soldater, og det er jo ikke for sjov, når man kommer til skade i sit arbejde. Det skal der dæmmes ordentligt op for. Og så at sige, at her er en kontanthjælp, som det jo sørgeligt nok sker for mange politibetjente, er jo ikke en ordentlig løsning. Og det skal vi have set på hvordan vi kan gøre bedre.

Så vi er villige til at kigge på det, og vi er villige til også at hjælpe med at finde en finansiering, hvis det er det, der skal til. Men vi vil også gerne sørge for, at det foregår på nogle lidt bedre termer end det, som er beskrevet her i beslutningsforslaget. Tak.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra fru Victoria Velasquez.

Det er først i forhold til kommentaren omkring finansiering. Altså, når ikke engang beskæftigelsesministeren ved, hvad udgiften er, så synes jeg måske, det virker lidt mærkeligt at kritisere to partier for ikke at vide, hvad udgiften er, men netop fremsætte et forslag om at skulle finde ud af, hvad de udgifter er. Det var bare lige en kommentar i forhold til den del.

Så er det i forhold til det med de privatansatte. Jeg har også tidligere over for andre ordførere sagt, at det vil vi meget gerne kigge på i beretningsteksten, men jeg kunne godt tænke mig at høre Liberal Alliances overvejelser om, hvordan vi tænker de private arbejdsgivere ind. For en af tingene er jo, at vi også er arbejdsgivere for de offentligt ansatte, men hvordan tænker ordføreren at vi kan inddrage og tænke de private arbejdsgivere ind i et arbejde, der så kunne være i forhold til en model, der rammer bredere og rummer mere?

Ordføreren.

Lad mig komme med et specifikt eksempel på, hvordan man kunne gøre det. Man kunne f.eks. tage gruppen af ambulancereddere, og så kunne man sige, at hvis du er ansat som ambulanceredder inden for de normer og regler, som er på det område, så ved vi også, at du, uanset om du er privat eller offentligt ansat, støder på nogle af de her problemer.

Det kan man jo sige, og hvis man i den form for arbejde møder det, at man kan blive ramt af stresssymptomer eller lignende, og det kan udredes, at det drejer sig om ens arbejde, så synes jeg da, at man på en eller anden måde kunne gøre sig fortjent til en eller anden form for ekstra understøttelse eller hjælp i sit arbejde, hvor en pulje eller lignende kunne være det, der udgjorde den hjælp.

Præcis hvordan det skal gøres med puljer og betalinger, eller hvad det nu skal være, skal jeg ikke gøre mig klog på lige nu, men det handler om, at man ligesom bare kvalificerer grupper, uanset om det så er private eller offentligt ansatte.

Spørgeren.

Okay, men ville det f.eks. betyde, at Liberal Alliance også mener – hvilket er meget åbent ment, for jeg tror faktisk, jeg synes, det er en rigtig god idé – at man ville gøre det ligesom på veteranområdet, hvor der er lavet en omvendt bevisbyrde i forhold til ptsd, og at man så også skulle gøre det i forhold til f.eks. falckredderne?

Ordføreren.

Til en vis grad kunne jeg måske godt være fristet til at sige ja, men det er der, hvor jeg vil sige, at vi nok også skal kigge på de længerevarende konsekvenser af den politik. Vi er nødt til at være sikre på, hvordan vi gør det.

Jeg tror, at sandsynligheden for, at en soldat, der f.eks. har været i krigszoner i 8 år, er ramt af ptsd, på grund af at han var soldat, er overvejende stor. Men er det en ambulanceredder, der måske i længere perioder f.eks. bare har kørt syge personer som helt almindelig sygekørsel, så begynder jeg at sige, at så må vi nok overveje, hvad det er, der kunne være konsekvensen, og hvad der har været vejen til ptsd, hvis det er det, eller i hvert fald sygdom. Så der tror jeg måske, vi skal kigge på den nærmere udredning.

Tak. Fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det, og tak for talen. Jeg anerkender også flere af de eksempler, som ordføreren fremfører her. Og tak for at være enig i intentionerne. Men jeg undrer mig over, at ordføreren siger, at man ikke kan støtte forslaget, som jo handler om, at nu bliver vi nødt til at komme i gang med at gøre noget ved det her problem, og man heller ikke ved, om man kan stemme for et forslag, altså et konkret forslag, som ingen ved hvordan kommer til at se ud, fordi det selvfølgelig vil koste penge og det skal finansieres. Hvad er ordførerens forslag så til, hvordan vi kommer i gang, altså seriøst kommer i gang med at løse det her problem nu?

Ordføreren.

Jamen ligesom med så mange andre ting synes jeg jo egentlig, at vi skal få tallene på bordet, og jeg synes sådan set, at regeringen lader til at være meget villig til at starte et arbejde op. Så kan vi jo se, om vi bliver indkaldt til forhandlinger, og ellers må vi jo selv begynde at rode med tallene og stille nogle spørgsmål. For vi kan jo stille spørgsmål til ministeren, hvor vi kan bede om at få klarhed over, hvad omkostningerne ved de forskellige grupper kunne være, hvis man f.eks. ville give dem forskellige rettigheder. Det kan vi stille spørgsmål om, og det synes jeg sådan set man burde gøre.

Spørgeren.

Det er blevet forsøgt, og der er jo ikke et svar. Det er derfor, det her forslag også kommer op, i forhold til om vi så ikke skal finde ud af, hvad svaret er, og om vi ikke skal finde ud af, hvad det er, vi skal gøre. Skal vi ikke i det mindste aftale, at det arbejde skal sættes i gang? Det er klart, at regeringen jo bare kan tage initiativ til at gå i gang med arbejdet, men det er jo ikke sket, og det er derfor, vi fremsætter forslaget nu, for vi synes faktisk, at det haster, og vi synes, det er nødvendigt, at der er et fælles fokus på det her. Og det er jo det, som vi i vores parlament har muligheden for, altså netop at pege på, at det her faktisk er en vigtig sag, som vi i fællesskab gerne ville pålægge regeringen at håndtere, hvis vi kunne skaffe et flertal for det.

Ordføreren.

Jeg bemærker jo i dag, at de ordførere, der indtil videre har været heroppe, jo har talt positivt om, at man skal gøre noget, og så må vi se, om det ikke også kan udmønte sig i, at der kommer et reelt forslag på et tidspunkt, og at vi også får lavet noget reelt, for det tror jeg sådan set der er en vilje til herinde. Vi kan også se, at det næste beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti, som så er lidt mere snævert i forhold til sin målgruppe, jo handler om det samme, altså at man skal sørge for at give støtte til de mennesker, der bliver ramt af f.eks. ptsd i offentlig tjeneste.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Karin Liltorp fra Moderaterne. Velkommen.

Tak for ordet og tak til SF og Enhedslisten for at fremsætte forslaget. Ptsd er en alvorlig lidelse. Den kan ramme rigtig hårdt både personligt og familiemæssigt, og uanset om man er politibetjent, fængselsbetjent, socialpædagog eller arbejder i psykiatrien, fortjener man den nødvendige hjælp, hvis man bliver syg af sit arbejde. Det er en naturlig del af det sociale kontraktforhold, vi har i Danmark, at samfundet tager hånd om dem, der har udført deres pligt. Jeg tør da også godt udvide det til at sige, at jeg har et stort håb om, at vi tilbyder samme hjælp til alle, der bliver ramt af svær psykisk sygdom, for det fortjener de i den grad.

Forebyggelse sker jo på den givne arbejdsplads, og her afhænger initiativerne selvfølgelig af de risici, der er forbundet med det givne arbejde. Det er desværre nok utopisk at tro på, at vi helt kan undgå situationer, der sætter sig som traumer, men selvfølgelig kan vi dog blive bedre til at forebygge. Behandling af psykisk sygdom er, som de fleste nok ved, desværre heller ikke ligetil. Det gælder også ptsd. Psykiatri er ikke en eksakt videnskab, selv om det nogle gange fremstilles som sådan. Hjernen er en meget finurlig størrelse, som vi stadig væk ikke forstår fuldt ud, og derfor eksisterer der jo, som I nok også ved, heller ikke en nem pillekur mod ptsd. Men det, man ved, er, at ptsd skal tages meget alvorligt, og at hurtig behandling er altafgørende for, at det ikke sætter sig som et langvarigt handicap. Så der skal lyde et ja tak til, at vi bliver meget klogere på området.

I den forbindelse skal vi jo huske at tænke hele vejen rundt, så vi ikke sidder fast i forestillinger om, at det kræver flere psykiatere og noget medicin som den eneste vej til at fikse problemerne. Det handler nemlig også om alt det, der er rundt om patienten såsom gode boligforhold og adgang til meningsfulde fællesskaber, og heldigvis bliver man hele tiden klogere på behandlingsmåder. Vidste I, at man har haft succes med behandling med en terapi mod ptsd, der på engelsk hedder eye movement desensitization, hvor man genoplever traumerne, mens man bevæger øjnene på en bestemt måde? Der er også veterancentre, der er i gang med at undersøge brugen af virtual reality i psykologisk behandling. Denne teknologi skal skabe kontrollerede miljøer, hvor patienter kan konfrontere og bearbejde traumatiske oplevelser på en sikker måde. Det har også vist sig, at kunstterapi faktisk kan være nyttig i behandlingen, så der findes mange forskellige behandlingsformer, og heldigvis kommer der hele tiden nye idéer og nye gode resultater.

Vi lærer hele tiden nyt, men vi skal også huske at inkludere de pårørende. Pårørende er ofte de første til at bemærke ændringer i adfærden hos de ptsd-ramte, og de spiller en afgørende rolle i at identificere symptomer tidligt og hjælpe med at søge professionel hjælp. Derfor skal vi i samtalen om bedre behandling huske at tænke hele vejen rundt, og det inkluderer også, at vi tænker patient- og pårørendeforeninger ind i det arbejde, der foregår om at gøre forholdene bedre. For der er der nemlig en enorm viden og en enorm støtte at hente. Vi er meget positive over for regeringens forslag om, at der bliver igangsat en analysearbejde, hvad vi har været inde på flere gange før, hvor man kan se på eksisterende ordninger og forebyggende indsatser og derigennem også blive klogere på, hvad vi kan gøre af nyt.

En af de ting, jeg er lidt bange for, er, hvis vi forfalder til kassetænkning. For psykisk sygdom respekterer desværre ikke faggrænser, og hvis vi udvælger nogle grupper til at være berettigede til en bestemt form for hjælp, mens andre ikke er berettigede til det, så er det bare uheldigt f.eks. at være den folkeskolelærer, der bliver angrebet i klasselokalet og får ptsd, hvis man så ikke tilhører den udvalgte gruppe, der har ret til speciel hjælp. Derfor vil jeg gerne advare imod, at man tænker for meget i kasser, men at man tager udgangspunkt i, at folk har fået en meget alvorlig lidelse, og at det er dér, vi skal sætte ind.

Jeg er glad for, at SF og Enhedslisten igen sætter fokus på området. Som andre partier stemmer vi nej til det konkrete beslutningsforslag, men der skal lyde et stort ja til, at vi kigger videre på, hvilke muligheder der er, hvordan vi kan sætte bedre ind, og hvordan vi kan blive bedre til at behandle, så vi kan sikre, at så mange som muligt får hurtig behandling. For det er dét, vi ved virker.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Først er det fru Victoria Velasquez.

Tak. Det her handler jo også om, at vi desværre har ret mange offentligt ansatte, der har arbejdet i højrisikojob, hvor vi ved, at man er særlig eksponeret. F.eks. er det, at du bliver udsat for trusler, med til at fordoble risikoen for at udvikle ptsd. Det, at du bliver udsat for vold, øger risikoen med 30 pct. Det vil sige, at det er rimelig veldokumenteret, at der er specifikke opgaver, du løfter, hvor du bliver sårbar over for at få ptsd. Alligevel har de kæmpet i så mega mange år i systemet for at få anerkendt, at der var tale om en arbejdsskade. Og politibetjentene ved vi – og det gælder sikkert også for andre faggrupper – er overrepræsenteret i forhold til skilsmissestatistikker osv. Så jeg håber, at ordføreren vil være med til at sikre, at det ikke bliver sådan, at man lige pludselig vil putte rigtig mange ting ind i forslaget, der gør, at det ikke bliver til noget, eller omvendt, at der skal gå længere og længere tid. For som ordføreren også siger, er en tidlig indsats så vigtig. Derfor er det også vigtigt, at der ikke går for lang tid, før vi får den handling, som der er brug for.

Ordføreren.

Vi er helt enige om, at hurtig behandling er altafgørende. Og når jeg snakker om andre faggrupper, er det jo netop, fordi jeg frygter, at vi også får skabt et A- og et B-hold af psykisk syge, selv om det i grunden er lige farligt for den, det nu engang rammer. Men det er jo ikke ensbetydende med, at man ikke skal være specielt varsom med de her grupper, hvor der er en høj risiko. Der skal man være specielt varsom, og det er jo også der, man i højere grad kan kigge på forebyggende initiativer, når man netop ved, det er den her arbejdsfunktion, hvor man bliver udsat for en kæmpe risiko. Så er det jo dumt ikke at kigge mere på forebyggelse.

Spørgeren.

Vi havde jo en helt grel sag for et par år siden, hvor der var en borger, der havde fået en fysisk arbejdsskade, men det, der fik ham til at få en førtidspension, var, at han havde fået ptsd af den behandling, jobcenteret var kommet med, fordi det bare var systematisk ydmygelse og terror, han var blevet udsat for. Det er jo helt vildt, og det tænker man jo slet ikke burde være muligt. Det burde det ikke.

Men det, jeg bare virkelig vil holde fast i, er, at vi faktisk får taget fat. I 2012 demonstrerede flere hundrede veteraner, og det bliver først i år, at vi endelig får vedtaget det med omvendt bevisbyrde – og nogle af de andre sidste ting – for at komme tættere på. Jeg mener bare ikke, de her mennesker skal vente i 14 år, før der kommer til at ske noget. Så jeg vil høre, om ordføreren vil være med til at lægge pres på.

Tak. Ordføreren.

Jeg synes bestemt heller ikke, de skal vente. Og jeg vil bare sige, at heldigvis har man jo fået meget mere fokus på psykiatrien – måske ikke nok – her de seneste år, så der sker jo noget på mange fronter, og nu tænker jeg også på psykiatriplanen. Men selvfølgelig skal vi også gøre noget for de her veteraner, og selvfølgelig skal vi gøre noget specielt for dem, der ved, at de igennem deres arbejde udsætter sig for fare. Men jeg kan også forsikre ordføreren om, at jeg kender alle de eksempler på folk, der har fået ptsd gennem jobcentrene, og jeg vil selvfølgelig også være ked af det, hvis de ikke kan få behandling, fordi vi har skabt nogle grupper. Jeg vil kæmpe for begge grupper så at sige.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Tak, og tak for talen og for at anerkende problemet, som vi skal gøre noget ved. Jeg bliver lidt usikker på, om ordføreren siger, at man faktisk kan bakke op om, at der skal findes sådan en model, for det ville jo være en forudsætning for, at man også ved, hvad det så er, man rent faktisk skal gøre, altså hvordan vi sikrer, at man kan få arbejdsskadeerstatning eksempelvis, og hvordan vi sikrer, at det er de rigtige grupper, der er nævnt. VIVE har i forvejen nævnt 15 forskellige grupper, og en af dem er også specialundervisere og lærere i udsatte miljøer, så nogle har i hvert fald tænkt på undervisningsmiljøet som et af de steder, der også kunne være omfattet af højrisikogrupper. Hvis vi ligesom kunne nå dertil, at vi måske starter med dem, vi kender, og så begynder at få en indsats sat i gang, ville vi også lettere at kunne inkludere andre, hvis der var nogen, vi måtte have glemt. Der er flere, der har nævnt det undervejs: Er der nogen, vi glemmer lige nu? Hvad tænker ordføreren om her at være enige om, at der altså nu skal igangsættes en model for, hvordan vi kan få taget hul på det her problem?

Ordføreren.

Som det allerede er blevet nævnt, bliver der jo sat i gang i et analysearbejde, og det tror jeg netop repræsenterer de flestes holdning, nemlig at der skal gøres noget. Analysearbejdet er ligesom udgangspunktet for, at vi kan komme videre.

Jeg kan jo kun gentage min pointe om, at det jo er godt at tage udgangspunkt i nogle højrisikogrupper, hvor der skal kigges på forebyggelse, men jeg håber ikke, det leder til, at vi så ekskluderer andre grupper, som ikke er nævnt i det her. Jeg vil gerne have, at man har fokus på problemet, hvem det er, der bliver ramt – og selvfølgelig skal de have behandling – i stedet for at tænke i kasser i forhold til at løse problemet.

Spørgeren.

Men det bliver lidt et spørgsmål om ord. Er et analysearbejde det samme som en model for, hvordan vi kommer i gang med at hjælpe de her grupper, som vi jo allerede kender? Vi behøver ikke at lave et analysearbejde for at finde de grupper, som vi godt ved er der. Det er der allerede analyser der viser: Hvem det er, der bliver ramt af de her problemstillinger. Jeg er ikke så bange for at glemme nogen i den sammenhæng, for jeg er sikker på, at vi kan inkludere dem, vi aktuelt måtte have glemt, men jeg er bekymret for, om vi kommer til at snakke uden at sætte handling bag. Men måske ved ordføreren som medlem af et regeringsparti bedre, hvad det er for et analysearbejde, og hvornår det sættes i gang.

Ordføreren.

For mig er analysearbejdet jo ligesom det fundament, vi skal have på plads, før vi laver nogle endelige beslutninger om, hvor det er, vi skal sætte ind. Det er ligesom udgangspunktet for at tage de rigtige beslutninger at sige: Det er her, det er specielt slemt; det er de her forebyggende indsatser, man kunne forestille sig af. Så det er jo ligesom grundlaget for det. Og netop ved at igangsætte et analysearbejde siger vi også, at vi har tænkt os at gøre noget ved det. Jeg ser det bestemt ikke som en syltning af sagen, men det er for at modvirke, at vi tager nogle hovsabeslutninger og siger: Så viser vi, at vi gør noget – men vi gør ikke det rigtige. Jeg synes, det vigtige her er, at vi gør det rigtige, og det gør vi, når vi har udfaldet af analysen.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Den næste er fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti. Velkommen.

Tak, formand. Når vi diskuterer ptsd og hjælp til mennesker i højrisikojob, er det vigtigt, at vi anerkender de reelle behov. Offentligt ansatte som politibetjente, fængselsbetjente og ansatte i socialpsykiatrien arbejder i krævende og indimellem traumatiske miljøer. Deres indsats er uvurderlig, og vi har et ansvar for at støtte dem, når de rammes af psykiske belastninger. Men vi må også være ærlige om forskellene i forhold til veteraner, som man vil sidestille den før omtalte gruppe med.

Ptsd er ikke en samlet diagnose, som opleves ens af alle. Veteraner fra krigszoner oplever ofte traumer af en anden kompleksitet, bl.a. på grund af langvarig eksponering for livsfare, tab af kammerater og det at være langt væk hjemmefra i måneder ad gangen. De kan ikke tage en pause og komme hjem i trygge rammer efter en hård dag, og de kan ikke engang sygemelde sig og indkalde en vikar. En krigs ubarmhjertige realiteter skaber nogle dybdegående, livslange og komplekse traumer. De oplevelser kan vi ikke uden videre sidestille med selv de hårdeste oplevelser i danske højrisikojob. Derfor er det helt, som det skal være, når vi har en særlig ordning for forsvarets veteraner.

Når det så er sagt, forstår vi godt intentionen bag beslutningsforslaget, og vi forstår og bakker også op om ønsket om at støtte de medarbejdere, der er blevet syge i deres job. Vi er enige i, at der er behov for en bedre forebyggelse og adgang til støtte, både under arbejdet, og efter man eventuelt er blevet syg. Og vi går meget gerne ind i en nærmere dialog om, hvordan vi kan gøre det.

Som andre her i dag har gjort opmærksom på, er beslutningsforslaget formuleret på en måde, der skaber en uheldig forskelsbehandling mellem offentligt og privat ansatte. Ambulancereddere, vagter, sikkerhedspersonale og medarbejdere på private bosteder står ofte i præcis de samme risikofyldte situationer som de grupper, der er nævnt i beslutningsforslaget. Her skal vi naturligvis sikre, at tiltag skal være tilgængelige for medarbejdere i alle højrisikojob uanset sektor.

Endelig bør det nævnes, at der i forslaget ikke er tænkt finansiering ind. Det er de ting, der gør, at vi ikke kan bakke op om beslutningsforslaget, som det er fremlagt her. Men som sagt vil vi meget gerne gå ind i en dialog om, hvordan vi skaber nogle bedre rammer og hjælper danskere i højrisikojob. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en enkelt indtegnet til en kort bemærkning. Fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten.

Jeg håber, at ordføreren lige vil præcisere, at forslaget selvfølgelig er finansieret. Ordføreren kom til at sige, at det ikke er finansieret, men det er det.

Det, det handler om, er – og det kan beskæftigelsesministeren ikke engang svare på – hvad det koster, og det er jo derfor, som flere også har været inde på, at det selvfølgelig skal specificeres, hvad målgruppen og kriterierne er. Så det ville have været fuldstændig useriøst, hvis vi havde nævnt et eller andet beløb, der skulle sættes af til det. Det ville jo være et skud i tågen, når vi ikke har fået konkretiseret, hvad det er for nogle dele, det handler om.

Men selve det her forslag om udarbejdelsen af en model og de forskellige dele, forslaget består af, er selvfølgelig finansieret. Det var bare lige for at få den del på plads.

I forhold til det med veteranerne, så har det virkelig været hjerteblod for Enhedslisten. Det var det især for vores tidligere arbejdsmiljøordfører hr. Jørgen Arbo-Bæhr, der indkaldte daværende beskæftigelsesminister og nu statsminister, fru Mette Frederiksen, i samråd osv., og vi fik bl.a. samlet flertal uden om regeringen dengang. Det er virkelig vigtigt.

Der er dog noget, jeg undrer mig over, fordi det ikke er noget, jeg har hørt om. Jeg vil bare høre, hvor ordføreren har fra, at den ptsd, der rammer eksempelvis folk, der er udsendt i militæret, skulle være mere kompleks end den, politibetjente eksempelvis oplever. Hvor har ordføreren det fra?

Ordføreren.

Altså, jeg har ikke set nogen sammenligninger, med hensyn til om det er mere komplekst for en politibetjent end for en udsendt soldat. Men det, jeg har kunnet læse mig frem til, er, at det i almindelighed, når man taler om ptsd, typisk er nogle langt mere komplekse og langvarige traumer, der skal behandles, når det handler om veteraner.

FOA har jo sendt en mail ud – den går jeg ud fra at alle ordførerne har fået – med en oversigt over, hvor mange der har fået anerkendt ptsd, og hvor mange der er blevet afvist. Og der kan man også se, at der jo er en massiv overrepræsentation af veteraner fra forsvaret på den liste, og det indikerer jo, at der er noget helt særligt i forbindelse med den gruppe.

Spørgeren.

Der er noget fuldstændig særligt i forbindelse med dem, og vi skal beskytte vores veteraner bedst muligt, og selv om vi er nået langt, gør vi det heller ikke godt nok, som det er i dag.

Men vil ordføreren så ikke referere til, hvor ordføreren ser, at kompleksiteten – det hørte jeg ordføreren sige i sin tale – skulle være større hos dem, der er udsendt af militæret, end hos politibetjente? For det er ny viden for mig, at man på den måde skulle kunne differentiere mellem eksempelvis de to faggrupper.

Den ptsd, der rammer dig på dansk jord, er ikke nødvendigvis mindre kompleks eller svær end den, der rammer dig på udenlandsk jord.

Ordføreren.

Det, jeg tror er vigtigt, og som i hvert fald er vigtigt for mig her, er at anerkende, at det er forskellige rammer, der er her, og at den måde, som vi håndterer ptsd hos udsendte på, er og skal være anderledes, end når det handler om de medarbejdere herhjemme, som kan opleve at få ptsd i deres dagligdag. Jeg tror, det nogle forskellige indsatser, der er behov for.

Jeg tænker, at man godt kan lade sig inspirere af mange af de ting, man gør for veteranerne, hvor der er et beredskab, både inden de bliver udsendt og efter. Det er sådan noget, man godt kunne sætte i spil, men det skal være målrettet de her grupper, for det er forskellige rammer.

Fru Kirsten Normann Andersen, SF.

Tak for det, og tak for talen. Jeg tror, at jeg vil tilslutte mig den tidligere ordførers ønske om at se, hvad det er for et videnskabeligt grundlag, der ligger til grund for, at man ligesom kan sige, at den ene slags ptsd rammer hårdere end den anden slags ptsd. Mig bekendt rammer ptsd bare vilkårligt, og så kan vi følelsesmæssigt have et forhold til årsagerne til, at man får sygdommen, og de kan være alvorlige nok, også herhjemme, når man står med alvorlige ulykker eller en voldsom ildebrand eller i voldelige situationer, hvor man risikerer sit liv for at skulle redde nogle andre. Men mit eget spørgsmål gik nu lige så meget på, at det forhold, at det er svært at få anerkendt ptsd som en arbejdsskade, jo også gør, at der vil være nogle, der er overrepræsenteret i forhold til nogle andre. Så mener ordføreren, at det er reelt at sige, at der forholdsvis er flere soldater, der har fået ptsd, end andre, der har fået ptsd, alene på baggrund af anerkendelsesraten?

Ordføreren.

Det er et supergodt spørgsmål. I forhold til de data, som jeg har fået, skal jeg gerne være ærlig og sige, at jeg ikke ved, hvilken årrække de dækker over. Så der kunne det være interessant at se tallene, fra før og efter at vi har lavet nogle ændrede regler for veteraner. Så der bliver jeg simpelt hen ordføreren svar skyldig.

Spørgeren.

Så kunne jeg spørge på en anden måde: Er ordføreren enig i, at vi skal have lavet en model, hvor vi sikrer, at mennesker, der bliver ramt af ptsd pga. deres arbejde i et højrisikojob, rent faktisk også får mulighed for at få anerkendt deres sygdom, sådan at vi også har et rigtigt tal at arbejde med i fremtiden?

Ordføreren.

Jeg forstår faktisk ikke helt spørgsmålet. For vi har jo nogle borgere og nogle medarbejdere i højrisikojob, som får deres ptsd anerkendt allerede i dag. Det, jeg læser mig til her, er, at vi gerne vil lave nogle bedre rammer for de her borgere, og det vil vi meget gerne bakke op om. For jeg tror, at der er nogle områder, hvor vi undervurderer den belastning, der er, og hvor vi ikke i vores forebyggelse har været dygtige nok til at tænke det ind. Vi ved, når vi udsender soldater, at nu kommer de i en belastningssituation. Det har vi måske ikke været gode nok til at gøre noget ved, f.eks. i forhold til medarbejdere på bosteder.

Tak til ordføreren fra Det Konservative Folkeparti. Der er ikke flere spørgsmål. Fru Mette Thiesen fra DF skulle være den næste ordfører, men hun er ikke til stede i salen, så det bliver fru Samira Nawa fra Radikale Venstre.

Mange tak. Tusind tak til SF og Enhedslisten for det her forslag, som er et gennemarbejdet beslutningsforslag, og i hvilket det også skinner tydeligt igennem, at man har konsulteret nogle af dem, som har stor viden og måske også personlig erfaring på området. Jeg synes også, det er meget klogt af Enhedslisten og SF med det her beslutningsforslag at bede om en kortlægning eller en analyse og en modeludarbejdelse, som bl.a. skal afdække økonomien, afdække målgruppen og, vil jeg sige, også afdække, om der er nogle forhold, som måske er mere branchespecifikke og kan gribes an med forebyggelse. Jeg synes, det er et meget gennemarbejdet og klogt beslutningsforslag, der er tale om her.

Når det kommer til indholdet, lad mig så bare erklære mig enig med alle de forrige talere her på talerstolen. Ptsd er alvorligt, og når man bliver ramt af det i en arbejdssammenhæng, har vi selvfølgelig som samfund også et ansvar for at hjælpe og gribe de mennesker, som det handler om. Når vi igennem mange år er lykkedes med stødt at forbedre forholdene for ptsd-ramte veteraner, skyldes det jo også, at vi her i Folketinget er enige om, at det er en meget særlig situation at være udsendt for sit fædreland – udsendt uden for Danmarks grænser under meget vanskelige og særlige vilkår.

Men det, der er blevet overset, er jo, at der også er mennesker herhjemme i det, som vi vil betegne almindelige jobs, men som vi i dag i Folketingssalen kalder højrisikojobs, der kan blive udsat for vold, for psykisk belastning og for fare. Det er alt sammen noget, der kan føre til, at man havner i en situation som ptsd-ramt. Det kunne være fængselsbetjente, ansatte i socialpsykiatrien eller politiet, sagsbehandlere i det sociale system m.v. Det er mennesker, som hver dag går på arbejde for at beskytte os andre eller for at yde omsorg for en særlig udsat gruppe. Dem skal vi selvfølgelig passe på og tage os af som samfund, når og hvis de bliver ramt af f.eks. ptsd. I Radikale Venstre mener vi også, at der derudover massivt skal sættes ind med forebyggelse dér, hvor man kan forebygge, og det er nu engang sværere at gøre for mennesker, der er udsendt i militærtjeneste, end det er for den her målgruppe.

Når alt kommer til alt, kan vi støtte forslaget, men det lyder også, som om vi nærmer os noget, der ligner en beretning, og det synes jeg vi skal arbejde hen imod, sådan at regeringen bliver forpligtet på at udarbejde en model eller i hvert fald afdække, hvad det er for nogle målgrupper, der er tale om, og hvad de økonomiske konsekvenser er. Jeg synes sådan set også, at Enhedslistens ordfører var inde på noget af det rigtige tidligere, da hun efterspurgte, at en sådan analyse også kunne indeholde nogle anbefalinger. Tak for ordet.

Tak til ordføreren fra Radikale Venstre. Der er ingen indtegnet til korte bemærkninger. Så er det fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti. Velkommen til talerstolen.

Tusind tak. Jeg beklager forsinkelsen. Der var lige noget familiemæssigt, der skulle klares, og det er jo det vigtigste.

Tusind tak til Enhedslisten og SF for at fremsætte det her forslag. Ikke overraskende er vi i Dansk Folkeparti meget enige i meget af det, der står i det. Lige bagefter den her behandling skal vi behandle et meget lignende forslag fra Dansk Folkeparti, netop fordi vi ved, at der er nogle grupper, som er udsat for så massivt et stress i deres arbejde, at det faktisk kan udvikle sig til sår på sjælen og ar på sindet, og det er jo bl.a. det, vi taler om lige nu. Hvordan kan vi som samfund bedst muligt tage ansvar for de her mennesker, der på grund af deres arbejde, som jo er i samfundets tjeneste, pådrager sig meget alvorlige psykiske lidelser som eksempelvis ptsd?

Det, som beslutningsforslaget her lægger op til, er, at vi ligestiller vilkårene for offentligt ansatte i højrisikojob med de vilkår, som vi allerede tilbyder veteraner fra forsvaret, og det er noget af det, som vi sådan set er ret enige i i Dansk Folkeparti. Jeg vil sige det meget klart og tydeligt: Soldater har et helt særligt sted i vores hjerter. Den indsats, de yder for Danmark, ofte i de farligste og mest krævende situationer, fortjener al den anerkendelse og støtte, som vi overhovedet kan give. Derfor er det også frygteligt at være vidne til, hvordan man igennem tiden har svigtet de her veteraner. Det er både en historisk og en moralsk fejltagelse, og den må vi aldrig nogen sinde acceptere.

Når det så er sagt, skal vi også rette blikket mod en anden ret ubehagelig virkelighed, nemlig at vi alt for ofte desværre ser i forhold til dem, som vi taler om, nogle af vores offentligt ansatte, som arbejder i de her højrisikojob, at det faktisk er udlændinge, der skaber problemer. Det er desværre ret velkendt, at udlændinge står for en stor del af de her voldelige episoder og episoder med trusler, som eksempelvis rammer politibetjente, fængselsbetjente, socialarbejdere og ansatte i psykiatrien. Der er ganske enkelt grupperinger af udlændinge, som ikke har samme respekt for dansk lov og danske myndigheder og de mennesker, der arbejder for at opretholde ro og orden i vores samfund. Vi har set eksempler på det for ganske nylig, bl.a. i nytåret, hvor man i mange af de her områder, som man kalder udsatte boligområder, så udlændinge, som nærmest skabte krigszoner og beskød brandvæsen og politi osv. med bomberør og simpelt hen udsatte dem for de værste faresituationer. Og fængselsbetjente har i årevis berettet om, hvordan de dagligt bliver chikaneret og truet af indsatte med udenlandsk baggrund, der ikke har respekt for danske værdier eller vores måde at omgås hinanden på. Det samme gælder jo sådan set socialarbejdere og sundhedspersonale, der bliver udsat for trusler og vold af mennesker, der egentlig bare burde være taknemlige for den hjælp, som de får.

I Dansk Folkeparti har vi altid sagt, at respekt for Danmark og dem, der arbejder for vores fælles sikkerhed og velfærd, skal være en helt grundlæggende forudsætning for at bo i det her land. Vi vil simpelt hen ikke acceptere, at vores offentligt ansatte, dem, som arbejder i de her højrisikofag, og som jo allerede har en svær og krævende hverdag, skal lide under en adfærd, som grundlæggende bunder i foragt for det danske samfund.

Samtidig skal vi også anerkende, at der findes andre grupper i vores samfund, som betaler en meget, meget høj pris for deres indsats. Politifolk, fængselsbetjente, brand- og redningsfolk, socialarbejdere, ansatte i psykiatrien står hver eneste dag i den yderste frontlinje, og det er jo ikke alle krigszoner, som er langt væk hjemmefra. Nogle af dem er faktisk herhjemme, hvor man håndterer vold, trusler og menneskelig nød, ofte uden den nødvendige opbakning og beskyttelse. Og som forslaget beskriver, er risikoen for at udvikle ptsd blandt disse højrisikogrupper jo markant højere end i befolkningen generelt. F.eks. opfylder 8 pct. af ambulance- og brandfolk ifølge FOA kriterierne for ptsd. Et studie fra 2018 viser, at mellem 14 pct. og 18 pct. af de ansatte inden for specialpædagogikken, psykiatrien og sundhedssektoren har ptsd-symptomer. Og det er alarmerende tal, som vi ikke bare må ignorere.

Med det her forslag – jeg kan se, at tiden løber – bliver vi bedt om at tage stilling til en grundlæggende værdi, nemlig retfærdighed. Hvis en veteran fra forsvaret, der har risikeret alt for Danmark, har krav på behandling og rehabilitering – og det har han – hvordan kan vi så vende ryggen til eksempelvis en fængselsbetjent, som er ramt af ptsd på grund af vedkommendes indsats i samfundets tjeneste? Det kan vi ikke, og det bør vi heller ikke. Men det handler ikke kun om retfærdighed. Det handler også om at sikre, at de mennesker, som vi har bedt om at tage det hårdeste og mest krævende arbejde på sig, får mulighed for at komme sig, så de kan vende tilbage på arbejdsmarkedet, til deres familier og til et liv med værdighed.

Med de ord vil jeg sige, at vi fra Dansk Folkepartis side støtter det her beslutningsforslag. Vi støtter intentionen, og vi støtter også forslaget, fordi det jo netop er indskærpet, at det er højrisikogrupper. Og så må vi sætte os ned og, forhåbentlig, lave en aftale om – der var også nogle, der nævnte en beretning – hvilke grupper der skal være med. For det er selvfølgelig ikke alle offentligt ansatte; det er kun dem i højrisikogrupperne. Tak.

Tak for det. Fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten har indtegnet sig til en kort bemærkning.

Tak for støtten til beslutningsforslaget. Vi har faktisk også rakt ud – det kan være, at det er druknet i et ordførerskift, eller jeg ved det ikke – og spurgt de forskellige partier, om de ville være medforslagsstillere på det. Vi har faktisk også spurgt, om Dansk Folkeparti ville være med på det. Jeg tænker umiddelbart, og det kommer jeg også ind på senere, at vi som udgangspunkt vil få det i salen, så vi stemmer om det, medmindre vi kan opnå en tekst, der er så forpligtende og så tæt på det, der rent faktisk vil skabe handling for de mennesker, det handler om, at det kan kompensere for det. Der vil jeg høre, om DF vil hjælpe i forhold til det arbejde.

I en parentes bemærket vil jeg bare sige, at rigtig mange af dem, vi vil hjælpe her, er mange af dem med udenlandsk baggrund, som løfter et kæmpe arbejde, bl.a. inden for vores velfærdsfag. Og tusind tak for det. Det er bare, så generaliseringen ikke kun kommer til at gå den ene vej.

Ordføreren.

Tusind tak. Jeg tror, at det, der har været vigtigt for os i Dansk Folkeparti – og det er grunden til, at jeg siger, at vi kan støtte intentionen i det her forslag, men lægger op til, at vi lander en form for beretning – er, at vi er nødt til at snævre ind, hvilke grupper vi taler om. For hvis man bare siger offentligt ansatte, er det jo en meget, meget bred gruppe. Jeg er selv skolelærer, og jeg har ikke haft nogen som helst oplevelser, der gør, at jeg har stået i en frontzone på nogen som helst måde, andet end at jeg har haft nogle fantastiske unger i hænderne, hvis man kan sige det sådan. Men der er nogle grupper, som jeg også nævnte før, som er højrisikogrupper.

Nu kunne jeg se, at ministeren var ovre at tale med fru Kirsten Normann Andersen fra SF. Jeg håber rigtig meget, at ministeren er villig til, at vi lander en form for beretning. For det er klart, at hvis man bare siger, at højrisikofag er 20 forskellige områder, så kan vi ikke se os selv i det, men hvis man snævrer det ind og siger, at det er dem, som virkelig står i frontzonen, nemlig politifolk, fængselsbetjente, brandfolk osv. – altså dem, som virkelig kan få ar på sjælden – så synes vi, det er en rigtig, rigtig god idé. Så jeg vil opfordre til, at vi lander en beretning om det her. Så jeg vil sige, at vi fra Dansk Folkepartis side støtter intentionen, men at det selvfølgelig kræver, at vi indsnævrer det til de grupper, som reelt set har behov for hjælp.

Tak. Den næste, der har ønsket ordet, er hr. Mike Villa Fonseca, uden for partierne.

Tak for ordet, formand, og tusind tak til forslagsstillerne for at rejse en god og vigtig debat om bedre hjælp til offentligt ansatte i højrisikoområder med ptsd. Jeg overvejer forslaget meget positivt og mener, at det er vigtigt, at vi gør mere, ligesom de fleste andre før mig har nævnt her i Folketingssalen. Jeg har selv arbejdet som sygeplejerske, bl.a. i psykiatrien og akutmodtagelsen, og jeg arbejder stadig som brandmand i brandvæsenet, så jeg forstår fuldt ud, hvad beslutningsforslaget omhandler, og jeg har det også selv personligt tæt inde på livet.

Derfor har jeg også selv politisk forsøgt at arbejde på styrke dette område og undersøge det nærmere, bl.a. ved at stille en række udvalgsspørgsmål, nemlig nr. 57, 58, 59 og 60, til forskellige ministre og deres ressortområder for at blive klogere på området. Jeg har også været i dialog med flere universiteter for at blive klogere på og belyse området, og vigtigst af alt har jeg haft mange møder med gode folk og organisationer, også folk, som har ptsd tæt inde på livet.

Planen har også været selv at lave et beslutningsforslag på området, så derfor er det jo glædeligt, når der er andre her i salen, som også tager området meget seriøst og vigtigt, nemlig ptsd hos frontpersonalet, som man også kalder, og jeg citerer, first responders. Derfor er det jo glædeligt, at vi behandler det her beslutningsforslag i dag, og vi skal også behandle et beslutningsforslag efterfølgende, B 93, fra Dansk Folkeparti. Jeg ved ikke, om man måske på en eller anden måde i udvalget kan samle disse gode forslag. Det virker også, som om ministeren er åben over for at lande en god beretning, men hvor stregerne skal slås og kridtes op, synes jeg er relevant at tage videre med til udvalget.

B 66 foreslår, at Folketinget i år skal sikre, at offentligt ansatte i højrisikojobs, som rammes af ptsd, får samme vilkår som veteraner fra forsvaret. Dette gælder behandling, rehabilitering og støtte til at bevare arbejdsevne og livskvalitet. Offentligt ansatte i politi, brand og redning, psykiatri og andre faggrupper har en markant højere risiko for ptsd, som nogle af de tidligere ordførere også har nævnt. I befolkningen generelt udgør de 1 pct. eller derunder ifølge de tal og rapporter, som jeg selv har set. Rapporterne, som forslagsstillerne henviser til i forslaget, viser alarmerende tal, hvis du spørger mig, f.eks. 13,5 pct. blandt fængselsbetjente og 8 pct. blandt redningsfolk. Vi skal ikke stå her og diskutere procenter og tal. Udfordringen er til stede, og det skal vi have gjort noget ved, og det fornemmer jeg også at Folketinget er klar til. Så det er jo glædeligt. Forslaget sikrer jo tidlig og helhedsorienteret hjælp til at reducere sygdomsbyrden og til at støtte både den ramte og deres pårørende, og samtidig skal forebyggelse som altid styrkes for at minimere antallet af nye tilfælde.

Det, der foreslås her, er at udarbejde en model for, hvordan dette gennemføres med fokus på målgruppen og økonomi bag indsatsen. Det lyder meget fornuftigt. Mit ønske og min appel her skal blot være, at vi sikrer offentlige i tjeneste, som nogle af ordførerne har været lidt inde på tidligere, på den måde, at det ikke er afgørende, om man er offentligt eller privat ansat. Om man eksempelvis er ansat som brandmand og der står Falck eller et kommunalt beredskab på ryggen, eller om man er ambulanceredder i Region Sjælland eller Falck, er ikke afgørende, fordi arbejdsopgaverne i den offentlige tjeneste er de samme.

Et andet forslag fra min side skal være, at vi sikrer et nationalt center, som skal fungere som et specialiseret center, som kan tilbyde tværfaglig behandling af personale med lidelser relateret til ptsd, erfaringsmæssig støtte fra andre med lignende udfordringer, fokus på helhedsorienterede løsninger, der inkluderer både fysisk og psykisk og social rehabilitering hos dem, som er udfordret.

Nogle skal passe på dem, som passer på os. Tusind tak til forslagsstillerne. Jeg stemmer som udgangspunkt for forslaget. Mange tak for ordet, formand.

Tak for det, hr. Mike Villa Fonseca. Den næste i talerrækken er fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten.

Tusind tak, formand. Jeg ville ønske, at vi med det her beslutningsforslag kunne rulle tiden tilbage, at vi kunne sige, at vi ville beslutte at give den tid tilbage, som jer, der er ramt af ptsd, har mistet, og det er også i forhold til de konsekvenser, det kommer til at have fremadrettet. Vi kan ikke rulle tiden tilbage, men vi kan beslutte, at vi herinde i Folketingssalen vil være dem, der tager ansvaret for, at det ikke kommer til at fortsætte på den måde, som det er på i dag.

I 2012 var der hundredvis af veteraner, der demonstrerede ude på Slotspladsen. I 2013 var vi i Enhedslisten sammen med andre gode folk med til at samle et flertal uden om regeringen for, at vi skulle forbedre vilkårene. Vi havde dengang den daværende beskæftigelsesminister, som i dag er statsminister, i samråd om mange andre dele. Rigtig ofte er noget af det, som jeg synes går igen, nogle gode intentioner. Det hører vi også. Vi ser i interviews og mange steder, at der er gode intentioner. Men det, der mangler, er handling, og det er også, at det rent faktisk kommer til at ske noget hurtigere. I forhold til at vi i år får vedtaget nogle ting, som vi talte om allerede for 14 år siden, tror jeg, at vi alle sammen er enige om, at der er gået for lang tid. Vi kan ikke være bekendt, at mennesker skal gå og vente så lang tid. For hver gang vi ikke får handlet herinde i Folketingssalen, er der virkelige mennesker, der betaler regningen for det.

Når vi beder nogen om at løfte en opgave, det være sig at tage i krig, det være sig at løfte de komplekse og svære opgaver, der kan være for politibetjente eller for brandfolk, f.eks. at gå ind i en bygning og ikke vide, hvad der kommer til at ske de næste sekunder, eller det være sig at passe på nogle af de mest sårbare mennesker, vi har, som er så syge, at de ikke bare gør skade på sig selv, men også på dem omkring sig, så skylder vi, at vi passer på dem i meget høj grad. Derfor er jeg så glad for, at der har været så mange gode taler i dag, som virkelig, synes jeg, er gået i hjertet. Jeg håber også, at jer, det handler om, kan mærke, at der er rigtig mange, der gerne vil gøre noget. Nu skal vi bare endelig have løftet det og handlet på det.

Vi er under debatten kommet ind på flere dele. De ting står også i bemærkningerne til forslaget, så dem vil jeg ikke komme så meget ind på i min tale. I stedet vil jeg gøre lidt mere ud af spørgsmålet om, hvad vi så gør nu. For ellers kunne jeg tale hele dagen om, hvor vigtigt det er, at vi gør noget, og om alvoren omkring det og de undersøgelser, der har været.

Som udgangspunkt tænker vi i Enhedslisten og SF, at vi gerne vil have, der skal ske noget i indeværende folketingsår, og vi tænker at fremsætte forslaget i salen, medmindre vi kan få lavet en tekst sammen – det er jo det, vi selvfølgelig håber på – som er så forpligtende, at den kan kompensere for det at stemme om forslaget. Her tænker vi bl.a. at få fulgt op på det med 2025, som jeg også hører ministeren siger, og det er også i forhold til den her analyse, men også i forhold til hvad der skal ske efter den analyse. Det var en rigtig god analyse, vi fik fra eksempelvis Justitsministeriet. Det har været gode analyser, vi har fået i 2019, 2020 og 2024. Hvad er det her i 2025, der skal komme? Hvad er det for nogle anbefalinger? Er det faktisk nogle, vi kan handle på, så vi kommer det her nærmere? Det kommer ikke kun til at være os og SF, der skal vurdere, om den tekst er god nok. Det kommer også til at være dem, som har været med i det lange, seje træk, der har været forud for det her beslutningsforslag.

Så vi kommer til at vende tilbage til dem, der har været med til at udforme det, og tale om, hvad det allerbedste er, vi kan gøre nu. For det er jeres liv, det handler om. Så selvfølgelig er det jer, der skal bestemme allermest, i forhold til hvad der skal ske. Det eneste, vi kan love, er, at vi vil gøre vores bedste. Vi har bidt os fast, og vi bliver ved. Om det så varer 14 år, bliver vi ved, indtil vi får det ændret. Men det skal det ikke vare. Det skal ikke vare 14 år. Det skal gå meget hurtigere, og det er derfor, vi presser på, og det hører jeg også at folk er enige i. Det er vigtigt, at vi får det sikret og får den tidlige indsats – både i forhold til de konkrete mennesker, men jo også her fra Folketingssalen. Så det ser vi meget frem til.

Tusind tak for den store velvillighed, for de ting, der er kommet hertil, og for ønsket om at presse på.

Tak. Fru Dina Raabjerg har indtegnet sig til en kort bemærkning.

Tusind tak, og tak for en fin tale. Ordføreren sagde i sit spørgsmål tidligere, at det her forslag var fuldt finansieret, da jeg nævnte, at det var det ikke. Nu har jeg lige genlæst, hvad der står i teksten, og jeg kan ikke finde noget sted, der står noget om, at man finder en finansiering, eller at man i det hele taget peger på et sted, hvor man kan finde en finansiering, uanset om man kender størrelsesordenen eller ej. Man anerkender blot, at der er behov for nogle ressourcer. Kan ordføreren ikke bekræfte, at det er korrekt forstået?

Ordføreren.

Udgifterne til det her beslutningsforslag er at få lavet modellen, og det er derfor, man kan komme til at misforstå det, som ordføreren siger. For i det ordføreren sagde, kom det til at lyde, som om det var et ønske at være klar til det her forslag, og at det ville starte modellen i morgen eller i 2025, og det gør det ikke. Vi kender ikke omfanget af det, vi ved ikke, om det kommer til at koste 50 millioner eller 3 mia. kr., og derfor kan vi jo ikke komme med et forslag til, hvad finansieringen skal være. Det ville være ret useriøst at gøre, synes jeg. Men jeg synes, det er fuldstændig oplagt, at vi, når man ved, hvad det kommer til at koste, og hvad det er, omfanget af det er, selvfølgelig så finder en finansiering til det sammen.

Spørgeren fra Det Konservative Folkeparti trak sig.

Så da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.