Det sidste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 65:

Forslag til folketingsbeslutning om at undersøge, hvordan man kan tildele ambulancebehandlere og paramedicinere forbeholdte virksomhedsområder.

Af Mike Villa Fonseca (UFG), Jens Henrik Thulesen Dahl (DD), Louise Brown (LA) og Per Larsen (KF).

(Fremsættelse 15.11.2024).

Ordføreren for forslagsstillerne, hr. Mike Villa Fonseca, ønsker at give en begrundelse for forslaget. Værsgo.

Tak for det, formand, og tak til Folketingets partier og medlemmer for, at vi i dag behandler beslutningsforslaget B 65. Det handler om at styrke den præhospitale indsats og aflaste vores pressede sundhedsvæsen. Ambulancefolkene er de første, der møder borgerne i akutte situationer. Hvis vi udnytter deres kompetencer fuldt ud, vil vi formentlig kunne redde flere menneskeliv, mindske lidelser og forkorte sygdomsforløb eller forebygge unødvendige indlæggelser. Problemet er, at lovgivningen sætter for snævre grænser for deres indsats, samt at vi ikke for alvor er klar over behandlernes kompetencer. En ambulancebehandler har en 4 år og 7 måneder lang uddannelse bag sig. Efter 3 år i aktiv tjeneste kan vedkommende videreuddanne sig til paramediciner. Denne uddannelse var yderligere et års tid. Vi taler altså om en uddannelsestid for paramedicinere, som nærmer sig en lægeuddannelse, og for ambulancebehandlere er den på niveau med en sygeplejerskeuddannelse.

Reglerne for, hvad en ambulanceredder må, når vedkommende står i den akutte situation med en patient, er imidlertid usammenhængende. De varierer fra landsdel til landsdel. Med andre ord er der ulighed i sundhedsvæsenet. Ambulancebehandlere og paramedicinere uddannes ens, men de udnyttes forskelligt i regionerne. Vi skal have ensartede regler for ambulancepersonalet og bør i højere grad have mulighed for, at de kan starte, udføre samt afslutte behandlingen. Hvis vi udnytter deres kompetencer bedre, vil vi sikre, at vi behandler patienterne hurtigere og mere effektivt, reducerer presset på vores hospitaler, mindsker bureaukratiet i sundhedssektoren og får en national præhospital standard. Selv om ministeren i et skriftligt svar har oplyst, at betegnelsen avanceret paramediciner ikke eksisterer, siger min erfaring som sygeplejerske i en akutmodtagelsen mig noget andet. Vi har et super kompetent præhospitalt udrykningsmandskab, som vi ikke udnytter godt nok.

Med dette forslag har vi mulighed for at tage et vigtigt skridt mod et mere effektivt og sammenhængende sundhedsvæsen. Vi skal give vores dygtige fagfolk de rammer, der gør det muligt at sætte patienten i centrum. Vi opfordrer derfor Folketinget til at støtte forslaget til gavn for borgerne. Vi ser frem til debatten. Tak for ordet, formand.

Selv tak.

Nu er forhandlingen åbnet, og den første, der får ordet, er indenrigs og sundhedsministeren. Værsgo.

Tak for ordet. Med beslutningsforslaget her foreslås det at undersøge, om ambulancebehandlere og paramedicinere skal have forbeholdt virksomhedsområde af hensyn til bl.a. hurtig behandling og aflastning af sundhedspersonalet. Lad mig starte med at slå fast, at ambulancebehandlere og paramedicinere jo i dag gør en helt afgørende forskel, ikke mindst for mennesker i krisesituationer. De er i den grad nogle af hverdagens helte for de mennesker, som de hver dag døgnet rundt året rundt hjælper. Og i nogle situationer er det deres indsats, der ganske enkelt er forskellen imellem liv eller død.

Derfor synes jeg jo også som indenrigs- og sundhedsminister, at det er afgørende og vigtigt, at de har de rette rammer for deres arbejde. Hensynet til bl.a. hurtig behandling og aflastning af sundhedspersonalet, som forslagsstillerne angiver som baggrund for forslaget, er jo noget, som vi vægter højt fra regeringens side, og for regeringen er det samtidig også afgørende, at de tiltag, vi sætter i værk, også er nødvendige, og at de løser reelle problemer. Vi må derfor også holde fast i det klare udgangspunkt, som Folketinget også almindeligvis lægger til grund, nemlig udgangspunktet om, at vi i Danmark tildeler forbeholdte virksomhedsområder ud fra et reelt behov af hensyn til patientsikkerheden. Det var tilfældet, da vi i Folketinget sidste år gav sygeplejerskerne et forbeholdt virksomhedsområde og udvidede jordemødrenes. Det gav mening. Og nu har Styrelsen for Patientsikkerhed også undersøgt, om det er tilfældet for ambulancebehandlere og paramedicinere.

Ambulancepersonalet er jo ofte de første, som reagerer på nødsituationer og yder livreddende hjælp. De står ofte over for situationer, hvor tid ganske enkelt er af helt afgørende betydning, og derfor er systemet også allerede i dag indrettet på den måde, at ambulancebehandlere og paramedicinere kan få den nødvendige fleksibilitet til at udføre livreddende arbejde hurtigt og på eget initiativ, også vel at mærke, og det er vigtigt, hvor der er tale om opgaver, der er forbeholdt læger at udføre. Det er nemlig helt almindelig praksis i vores sundhedsvæsen, at ambulancepersonalet udfører lægeforbeholdte opgaver – det er det, der hedder som medhjælp – bl.a. igennem såkaldte rammedelegationer udarbejdet af læger i akutberedskaberne. Med delegationen bliver der fastlagt en ramme for, hvornår lægeforbeholdte opgaver kan varetages af ambulancepersonalet, vel at mærke uden behov for at kontakte lægen og fortsat på lægens ansvar. Lægen skal derfor oftest kun kontaktes, hvis det er en opgave, der rækker ud over rammen for delegationen, og dermed hvor det på forhånd er vurderet, at det er nødvendigt at få en læges konkrete vurdering i spil.

Delegationen frigiver altså lægens ressourcer til andre opgaver, samtidig med at lægens faglige vurderinger og ansvar fastholdes, hvor det er nødvendigt. Derfor har Styrelsen for Patientsikkerhed også vurderet, at der ikke er et patientsikkerhedsmæssigt behov for at give ambulancebehandlere og paramedicinere forbeholdte virksomhedsområder, og styrelsen har heller ikke fundet udfordringer for patienternes sikkerhed ved brug af de nuværende delegationer i vores akutberedskab. Så det er altså ikke af hensyn til patienterne eller personalets fleksibilitet, der ellers anføres som begrundelse, at der er et behov for at indføre forbeholdt virksomhedsområde til ambulancebehandlere og paramedicinere.

Samtidig kan man måske også i al stilfærdighed bemærke, at forslagsstillerne med beslutningsforslaget heller ikke har anvist nogen finansiering til en sådan ordning, hvis det var, man altså imod det, som Styrelsen for Patientsikkerhed har undersøgt, agtede alligevel at indføre en sådan ordning, også selv om der jo med ret stor sandsynlighed vil være økonomiske omkostninger forbundet med det. Det så vi også ved tildeling og udvidelse af forbeholdt virksomhedsområde til sygeplejersker og jordemødre. Det var der også nogle økonomiske omkostninger forbundet med. Så det er jo sådan lidt en gratis omgang at komme med forslag her i Folketingssalen, som man så samtidig glemmer at finansiere.

Så jeg må helt enkelt konkludere, at når der ikke er et patientsikkerhedsmæssigt behov for at give ambulancebehandlere og paramedicinere forbeholdt virksomhedsområde, når styrelsen i øvrigt også har undersøgt det, og når forslagsstillerne heller ikke har fundet finansiering til deres forslag, så kan regeringen af flere forskellige årsager ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning fra fru Louise Brown fra Liberal Alliance.

Tak for det. Og tak til ministeren for talen. Når nu ministeren og regeringen er optaget af – det er alle partier jo i grunden – at få så effektivt et sundhedsvæsen som overhovedet muligt, og der netop også er indgået en aftale, hvor man gerne vil holde patienterne ude af hospitalsvæsenet i det omfang, at det er sikkert og ikke er sundhedsskadeligt, så forstår jeg ikke, hvordan det kan være, at man ikke vil være med til at kigge på det her, når nu vi ved, at ambulanceførerne ikke kan få lov til at sige nej til at tage en patient med på hospitalet, hvis patienten ønsker at komme på hospitalet. For mig at se er det spild af vores ressourcer, som i forvejen er trængte på det præhospitale område. Hvad tænker ministeren om det?

Ministeren.

Det er i hvert fald ikke korrekt, at vi ikke vil være med til at kigge på det. For som jeg også sagde i min tale, har Styrelsen for Patientsikkerhed faktisk allerede undersøgt det og dermed også kigget på det. Styrelsen for Patientsikkerhed har foretaget den nødvendige undersøgelse, og de vurderer ikke, at der ud fra en patientsikkerhedsmæssig vinkel er behov for at tildele forbeholdte virksomhedsområder til ambulancebehandlere og paramedicinere. Det er den ene del.

Den anden del er – for det er jeg selv rigtig meget optaget af – hvordan vi sikrer, at vi har den fornødne fleksibilitet imellem de forskellige faggrupper i vores sundhedsvæsen. Det er derfor, jeg i dag også redegør for alle de muligheder, der er i dag for eksempelvis at udføre forskellige former for behandlinger via rammedelegation, hvor det fortsat sker på lægens ansvar.

Så det her er jo en ordning, hvor der er en vid adgang til fleksibilitet, men hvor vi også samtidig siger, at på de områder, hvor landets øverste sundhedsmyndighed har vurderet at det altså er nødvendigt at kontakte en læge, holder vi så fast i, at man skal kontakte en læge der. Med ellers frigør vi jo lægernes tid, fordi man har vide muligheder og rammer for det. Men at vi ikke vil kigge på det, er i hvert fald ikke korrekt, for det har vi sådan set allerede haft styrelsen til at gøre.

Fru Louise Brown.

Tak. Vil det sige, at ministeren ikke har tiltro til, at ambulanceredderne og paramedicinerne kan vurdere, at det i et givent tilfælde ikke er nødvendigt at bringe en patient ind på hospitalet, og at de derfor kan sige nej til at tage patienten med? Det må de så ikke. De skal tage patienten med ind på hospitalet, hvis patienten insisterer på det. Der er eksempler på, at pårørende er kørt bag ambulancen i deres egen bil, men patienten har insisteret på at komme med ambulancen ind til hospitalet, og redderne har ikke lov til at afvise patienten.

Er det ikke spild af vores ressourcer? Har ministeren ikke tiltro til, at når en redder foretager den vurdering og siger, at det ikke er nødvendigt, at patienten kører med ind, så passer det også?

Ministeren.

For det første synes jeg, det er forkert at opstille en eller anden præmis om, at jeg som landets indenrigs- og sundhedsminister ikke skulle have tiltro til vores ambulancebehandlere og paramedicinere. Som jeg startede med at sige, er det her i den grad nogle af hverdagens helte. Det er dem, der er med til at gøre forskellen mellem liv og død. Jeg har kæmpestor respekt for deres arbejde.

Betyder det så, at man aldrig vil kunne finde eksempler på nogle forskellige uhensigtsmæssige situationer eller andet? Nej, det kan man helt sikkert godt finde. Men hvis vi snakker om at indføre et såkaldt forbeholdt virksomhedsområde, skal det jo være, fordi vi løser et reelt problem. Og det er det, Styrelsen for Patientsikkerhed har undersøgt.

Nu er det jo heller ikke sådan, at vores ambulancer i sundhedsvæsenet udfører en form for taxakørsel, hvor man, hvis bare man selv insisterer på at komme på sygehuset, kan blive kørt af sted. Det findes der jo også nogle rammer og regler for. Er der nogle konkrete eksempler på, at de ikke fungerer hensigtsmæssigt, synes jeg, man skal sørge for at løse dem konkret. Men svaret er altså bare ikke det, som forslagsstillerne kommer med i dag, og som så i øvrigt også er underfinansieret.

Fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, og tak for de fine ord omkring ambulancebehandlere og paramedicinere. Dem deler jeg, så det behøver jeg jo så ikke at sige noget om.

Jeg kunne også godt se det her ønske fra ambulancebehandlerne og paramedicinerne som et råb om at få anerkendelse. Jeg kan også få øje på rigtig mange andre faggrupper i sundhedssektoren, som i virkeligheden siger det samme: Kan vi ikke få et forbeholdt virksomhedsområde, så det ikke er lægerne, der skal bestemme, hvad jeg må, eller sygeplejerskerne, der skal bestemme, hvad jeg må, eller andre, der skal bestemme, hvad jeg må? Det er jo en ærgerlig diskussion, for egentlig er der jo for meget arbejde til for få mennesker i udgangspunktet. Så alle burde jo i virkeligheden være glade for at slippe for noget undervejs.

Men det var jo også en anledning for Robusthedskommissionen til at pege på spørgsmålet: Hvor kan vi egentlig bruge kompetencerne mere fleksibelt til gavn for patienterne, men også til gavn for arbejdspresset i sundhedsvæsenet? Er der ikke et behov for, at vi med baggrund i de her ønsker fra eksempelvis ambulancebehandlerne prøver at kigge ind i det arbejde igen og sige: Kan vi gøre det lidt bedre?

Ministeren.

Jeg er helt enig i, at der ofte er en sammenhæng mellem ønsket om at få anerkendelse og forslaget om at indføre et forbeholdt virksomhedsområde. Det forstår jeg sådan set godt til fulde. Jeg mener bare også, at vi som Folketinget er nødt til at holde fast i, at det at tildele forbeholdte virksomhedsområder ikke er noget, vi gør for at uddele anerkendelse. Det er noget, vi giver, hvis der er et konkret patientsikkerhedsmæssigt behov. Det er det, styrelsen har kigget ned i her og sagt: Nej, det er der ikke. For det fungerer sådan set i dag godt ved, at der er vide rammer for, at du kan foretage en række opgaver på en rammedelegation og dermed også på vegne af en læge, som så i sidste ende fortsat har ansvaret. Det er jo den fleksibilitet, mest mulig fleksibilitet, vi har behov for inden for nogle trygge og sikre rammer for patienterne og dermed for patientsikkerheden.

Så er jeg helt enig med spørgeren i, at Robusthedskommissionen også er kommet med en række gode anbefalinger, som vi i øvrigt i vidt omfang også allerede har taget til os og er i fuld gang med at implementere. Det synes jeg også vores tidligere lovforslag, for så vidt angår sygeplejerskerne og jordemødrene, er et glimrende eksempel på. Vi kommer jo også til at tage yderligere initiativer.

Spørgeren.

Jeg oplevede også sygeplejerskernes ønske om forbeholdt virksomhedsområde som ønsket om at få en anerkendelse af, at de i forvejen gik rundt og gjorde en hel masse, som lægerne havde ansvaret for, men hvor de rent praktisk og fagligt jo havde opgaven. Så spørgsmålet er sådan set også bare, om man kunne forestille sig, at ministeren selv eller måske Sundhedsstyrelsen ligesom kunne generere, at vi viderefører den her drøftelse af, hvordan vi kan udvikle kompetencer, og hvordan vi kan sikre mere fleksibilitet med henblik på både anerkendelse af personale, men også af hensyn til patienterne, som jo ville have gavn af fleksibiliteten.

Ministeren.

Jeg tror, at jeg roligt kan bekræfte, at hele diskussionen om, hvordan vi fortsat er med til at indrette og skabe et sundhedsvæsen, hvor vi bruger ressourcerne bedst muligt, og hvor vi sørger for, at man som personale også har gode muligheder for at kunne udvikle og bruge sine kompetencer bedst muligt, hvor der er størst mulig fleksibilitet inden for rammerne og med hensyn til patientsikkerheden, er en diskussion, vi aldrig nogen sinde bliver færdige med. Vi tager jo på en lang række områder i de her år, synes jeg, nogle afgørende skridt, også i forhold til at sikre et mere robust og fremtidssikret sundhedsvæsen, men det er en dagsorden, vi altid, synes jeg, skal være optaget af.

Hr. Mike Villa Fonseca, uden for grupperne.

Tak for det, formand. Og tak til ministeren for en rigtig fin tale. Jeg vil citere fra ministeren og aftalepartiernes »Aftale om sundhedsreform 2024«, hvor der på side 20 står:

»Det skal samtidig give mulighed for at forebygge unødige sygehusindlæggelser fx ved i højere grad at sammentænke den præhospitale indsats og akutsygeplejen og modvirke kassetænkning.«

Så kunne jeg godt tænke mig at spørge ministeren lidt uddybende til det, for vi mener jo, at forslaget kan mindske presset på hospitalerne ved at afslutte flere behandlinger, bl.a. præhospitale. Hvordan tænker ministeren så vi i stedet kunne foreslå samme effekt i forbindelse med den præhospitale indsats? Tak.

Ministeren.

Det er jo netop det, vi tager en lang række af initiativer til med sundhedsreformen – så vi kan sikre, at langt mere behandling ikke skal foregå inde på sygehusene, men kan foregå ude nært og tæt på borgeren, ofte også i en række områder helt hjemme i borgerens eget hjem. Det er jo i det lys, man skal se bl.a. nogle af de mere strukturelle forandringer, men også det faktum, at vi jo nu bl.a. indfører hjemmebehandlingsteams, sådan at vi eksempelvis kan bruge paramedicinere eller andre til at gå ud og yde noget behandling ude i hjemmet, i stedet for at man skal ind på sygehuset som patient.

Så det tager vi jo en række initiativer til – hvor vi synes, det er vigtigt også at tænke ressourcerne sammen, for her handler det jo også om eksempelvis at sørge for, at vi også bringer akutsygeplejerskernes kompetencer bedst muligt i spil såvel som ambulancebehandleres og paramedicineres, altså i det hele taget tænke vores præhospitale indsats på en måde, hvor vi også sikrer, at meget mere kan foregå tættere og nært på den enkelte borger.

Hr. Mike Villa Fonseca.

Tak for det. Anerkender ministeren, at der er forskel i landet i forhold til rammedelegationer i de forskellige regioner? Mener ministeren ikke, at det er en udfordring, hvis der er ambulancebehandlere i en region og en anden region, som ikke har samme rammedelegation? Er det ikke ulighed, hvis man kan blive mødt af en ambulancebehandler et sted i landet og så møde en anden et andet sted i landet, som kan noget mere eller må noget mere, fordi der er en læge, der nødvendigvis har sat en anden rammedelegation? Tak.

Ministeren.

Det er allerede sådan i vores lovgivning i dag, at der er indlagt den nødvendige fleksibilitet i forhold til muligheden for at kunne delegere forbeholdt virksomhed til en medhjælp. Til gengæld er det jo den enkelte ledelse, som har retten til at lede og fordele arbejdet. Og der har jeg jo sådan set stor tiltro til, at ledelsen i akutberedskaberne også er optaget af at sikre størst mulig fleksibilitet og i øvrigt også den bedst mulige ressourcefordeling uden at gå på kompromis med patientsikkerheden der, hvor der er behov for en lægefaglig vurdering og et lægefagligt ansvar.

Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg vil også starte med at sige, at jeg fuldt ud deler den ros, som ministeren nævnte i forhold til både ambulancebehandlere og paramedicinere. De udgør en særdeles vigtig del af vores præhospitale indsats.

Jeg vil sige noget lidt i forlængelse af det, som både hr. Mike Villa Fonseca og fru Kirsten Normann Andersen har nævnt. Altså, der er både behovet for, at vi får set på opgavefordelingen i sundhedsvæsenet, så vi sikrer, at opgaverne kan løses der, hvor kompetencerne er til det, men også netop, som hr. Mike Villa Fonseca er inde på, det med, at argumentet med, at der i dag kan foretages rammedelegation, jo i virkeligheden også godt ville kunne bruges som argument for, at man skulle lave et forbeholdt virksomhedsområde. Man kunne sige, at der allerede i dag i et stort omfang foregår rammedelegationer, så hvis der er gode sundhedsfaglige begrundelser for det, så lad os få de kompetencer, man lægger ud nogle steder, men måske ikke gør andre steder, taget ind og bruge det som en del af et forbeholdt virksomhedsområde.

Ministeren.

I forlængelse af det, jeg svarede før, vil jeg sige, at i og med at systemet er indrettet sådan, at vi giver fleksibiliteten fra lovgivernes side, men at det er den enkelte ledelse, der har ansvaret for at lede og tilrettelægge og fordele arbejdet, så vil der unægtelig altid være forskel, fordi ledelser ikke altid beslutter det samme på enhver afdeling ethvert sted rundtom i landet. Er der nogle steder, hvor man så i virkeligheden burde lade sig inspirere noget mere af nogle andre, som har gjort nogle gode erfaringer? Det er jeg helt sikker på at der vil være behov for. Det synes jeg da kun at man skal være med til at understøtte og sikre udbredelse af, i forhold til de steder, hvor man gør nogle ting rigtig, rigtig godt.

Ordføreren efterlyser også, at vi ser på opgavefordelingen i vores sundhedsvæsen. Der vil jeg sige, at det har vi sådan set været nogle der har brugt rigtig, rigtig lang tid på at gøre igennem en længere periode. Det er ikke mindst resultatet med sundhedsreformen et meget godt og et meget tydeligt eksempel på, for der forholder vi os jo til opgavefordelingen bredt i hele vores sundhedsvæsen med henblik på at kunne sikre, at vi skal skabe et meget mere nært sundhedsvæsen tættere på borgerne, hvor langt flere opgaver i vores sundhedsvæsen skal foregå ude tæt på borgerne eller i borgernes eget hjem, frem for at man nogle gange måske skal en tur ud på landevejen og ind til en undersøgelse eller kontrol på et ambulatorie, som i virkeligheden kunne have været foretaget ved eksempelvis egen læge.

Spørgeren.

Men nu er ministeren udmærket klar over, at de drøftelser havde Enhedslisten meget gerne deltaget i, men det var jo ministerens valg, at Enhedslisten ikke fortsat skulle deltage i de drøftelser. Så er det jo lidt svært at blive skudt i skoene, at man så ikke kan bidrage der.

Men jeg vil bare gerne igen sige, at når der foregår en rammedelegation, er det jo, fordi der derude hos ambulancebehandlere og paramedicinere ligger nogle faglige kompetencer og de jo er ens. Altså, det er jo derfor, man kan lave en rammedelegation. Det er jo, fordi de faglige kompetencer ligger der. Derfor mener jeg bare, at det godt kunne være et argument for at sige: Jamen så lad os lave det som et forbeholdt virksomhedsområde, fordi kompetencerne jo er der. Det er ikke afhængigt af, hvilken region man arbejder i.

Ministeren.

Som punkt 1 vil jeg sige, at det glæder mig, hvis jeg kan tage det som et udtryk for, at Enhedslisten kan støtte hele sundhedsreformen. Den bliver der jo rig lejlighed for at vise sin opbakning til med den lovbehandling, vi også skal i gang med. Det var en regibemærkning.

Men i relation til de muligheder, der er for at kunne lave og arbejde inden for rammedelegationer, er der jo sådan set i dag forskellige muligheder for at iværksætte forskellige former for lægeforbeholdte procedurer og behandlinger på eget initiativ inden for den lovgivningsmæssige ramme. Men det er klart, at det er på det ledelsesmæssige ansvar, fordi lægen jo beholder ansvaret i sidste ende, også selv om man som paramediciner eller ambulancebehandler ikke behøver telefonisk at kontakte en læge på sygehuset. Dermed er der jo også muligheder for, at vi kan bruge fleksibiliteten bedst muligt, i forhold til at også lægeforbeholdte opgaver kan varetages og bliver udført fantastisk af bl.a. vores ambulancepersonale.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Nu går vi i gang med ordførerrækken, og den første ordfører er fru Lea Wermelin fra Socialdemokratiet.

Tak for det. Jeg synes egentlig, debatten meget godt har illustreret, at der her i salen og blandt partierne er en kæmpestor anerkendelse af lige præcis den indsats, som vores ambulancebehandlere og paramedicinere leverer hver eneste dag, som også gør det trygt at være dansker, og man ved, at hvis man står i en krisesituation, er der også nogle, som løfter den opgave dygtigt og også har kompetencerne til at gøre det. Det var jo også meget klart det, som vi hørte ministeren understrege i sin tale.

Derfor kan det jo også være godt nogle gange netop at få sat fokus på noget og få stillet de rigtige spørgsmål, og det er jo så det, som en række ordførere her har gjort, altså ved at spørge, om der ville være behov for, at man ændrer noget her, sådan at man kan løfte den opgave, man har. Det har Styrelsen for Patientsikkerhed så kigget på, men har jo samtidig også fundet frem til, at der er den fleksibilitet, som er nødvendig, allerede i dag i forhold til at håndtere nødsituationer og give den livreddende hjælp, som der er behov for.

Fra Socialdemokratiets side er det klart, at der er to hensyn her. Det første og vigtigste er patientsikkerheden, og det andet er jo, at det hænger tæt sammen med, at der netop også er mulighed for at udføre det arbejde, som man gerne vil levere, og som man har fagligheden til. Det vil sige, at på baggrund af den vurdering, som styrelsen har lavet, kan vi ikke støtte beslutningsforslaget, om end vi er meget enige i intentionen om, at der skal leveres så godt et akutberedskab i Danmark.

Så har jeg også lovet at hilse fra Radikale og sige, at de heller ikke bakker op om beslutningsforslaget.

Hr. Mike Villa Fonseca, uden for grupperne.

Tak for det, og tak til fru Lea Wermelin. Nu henviser ordføreren ligesom ministeren lidt til den her udtalelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed, men hvad mener Socialdemokratiet? Læner man sig bare op ad styrelserne, hver eneste gang der bliver sagt noget? Al respekt for styrelserne, al respekt for styrelserne! Men hvad mener fru Lea Wermelin og Socialdemokratiet? Hvordan skal vi styrke det præhospitale, så vi kan forebygge indlæggelser og sikre, at ambulancebehandlere og paramedicinere i højere grad udnytter det, de er uddannet til, nemlig at passe på os alle sammen? Tak.

Ordføreren.

Jeg føler, det er et lidt ledende spørgsmål. I hvert fald kan jeg betrygge dem, der skulle tro, at vi blindt følger alle styrelser, med, at det gør Socialdemokratiet ikke. Der er jo en grund til, at vi er politikere, os, der er her i salen, for det er vi, fordi vi har holdninger til tingene, og det må man meget gerne have. Jeg tror bare, at jeg også har en anerkendelse af, at der er et hav af problemer på sundhedsområdet, som det er vores opgave at levere på i forhold til danskerne. Det er noget af det, der er allervigtigst, nemlig at man, hvis man selv eller en i familien bliver syg, så er sikker på, at vi sådan set får en rigtig god behandling, og at vi har et godt sundhedsvæsen i Danmark. Det er også derfor, vi lige har lavet sundhedsreform og andet. Derfor tror jeg bare, at når der så er en styrelse, som har undersøgt det meget specifikke spørgsmål, og som siger, at der er rammedelegationer, at der sådan set er mulighed for at have den fleksibilitet, og at der ikke er noget, der tilsiger, at man på patientsikkerhedsområdet skal gøre noget her, så vil jeg hellere bruge min politiske kapital på at løse reelle problemer frem for at løse et problem, som styrelsen peger på ikke er der.

Spørgeren.

Tak for det. Rammedelegationerne er jo forskellige rundtomkring i landet. Den ene behandler må noget, og så må en paramediciner noget andet. Så har vi så også i Region Sjælland, som er min egen region, avancerede paramedicinere, som må endnu mere, men dem vil ministeriet jo ikke engang anerkende eksisterer. Så vidt jeg ved, er der 60, 70 avancerede paramedicinere. Så hvordan mener Socialdemokratiet vi i højere grad skal styrke deres kompetencer og udnytte de uddannelser og den faglighed, det præhospitale har? Tak.

Ordføreren.

Som det også bliver peget på i vurderingen fra Styrelsen for Patientsikkerhed, er der mulighed for de her rammedelegationer, som også i vid udstrækning bliver brugt allerede i dag, for at give den der fleksibilitet. Det vil vi også høre ministeren sige, som jeg er meget enig i, nemlig at det er klart, at med sundhedsreformen skal vi også sørge for, i og med at hospitalet skal læne sig længere mod borgeren, at være klar til at kigge på nye snitflader og kigge på, hvordan vi løser opgaver tættere på borgerne. Alt det kommer vi til at tale meget mere om. Så dagsordenen er vigtig, men det gælder bare ikke lige det forslag, der er her.

Fru Louise Brown, Liberal Alliance.

Tak. Og tak til fru Lea Wermelin for talen. Med hensyn til Styrelsen for Patientsikkerhed ved jeg ikke, hvordan der er blevet spurgt ind til styrelsen i forhold til det her spørgsmål. Jeg hører i hvert fald ikke styrelsen sige, at det er direkte patientskadeligt, hvis paramedicinerne får et forbeholdt virksomhedsområde. Jeg hører egentlig mere, at de siger, at som det er nu, er det ikke nødvendigt, at de får det, i forhold til patientsikkerheden. Så man kunne jo også vælge at sige, at nu giver vi dem det, hvis det ikke er til direkte skade for patienterne – og det hører jeg ikke at det er – og så lade det være det og så i stedet for fokusere på de ressourcer, vi har. For vi mangler ressourcer i vores sundhedsvæsen. Det taler vi hele tiden om, og det er også derfor, der er blevet lavet en god strukturændring her på området for nylig.

Men giver det ikke mening, at vi kigger på, hvordan vi bedre udnytter de ressourcer, vi har? Vi har lige hørt eksempler på, hvordan paramedicinere har nogle kompetencer, som de i dag ikke får lov til at bruge fuldt ud, men i stedet skal køre patienter ind på et hospital, hvor de optager plads, i stedet for at paramedicinere kunne få lov til at afslutte en behandling ude på stedet.

Ordføreren.

For det første ved jeg ikke, om det eksempel, som ordføreren selv bragte op før, kan tjene som et eksempel på, at vi her står med en gruppe, altså paramedicinere og ambulancebehandlere, som ikke kan få lov til at løfte deres opgave. Det vil jeg stille mig ret tvivlende over for.

For det andet vil jeg sige, at Styrelsen for Patientsikkerhed har sagt, at der ikke ligger et sundhedsfagligt grundlag for at tildele ambulancebehandlere og paramedicinere forbeholdte virksomhedsområder. Der ligger der jo en vurdering af, at de nuværende muligheder for at delegere giver den nødvendige fleksibilitet og selvstændighed, og så er der heller ikke nogen patientsikkerhedsmæssige udfordringer i forhold til organiseringen. Det synes jeg sådan set er et meget godt grundlag at stå på. Det andet bliver jo sådan lidt den omvendte verden, hvor man skal gøre noget, som så ikke er skadeligt, men omvendt, hvis behovet ikke er der. Det er derfor, jeg siger, at der jo er al mulig grund til, at vi med sundhedsreformen ser på, hvordan vi får bragt alle kompetencer i spil, hvordan vi nytænker, hvordan vi gør de her ting bedre. Men lige præcis det her forslag, som er bragt i salen i dag, er vi så bare ikke enige i.

Fru Louise Brown.

Nej, det forstår jeg, men jeg forstår ikke hvorfor. For jeg synes ikke, at forklaringen her giver mening. Det blev lidt hr. Lars Løkke Rasmussen-agtigt med mere eller mindre eller den omvendte mere eller ikke mindre – at vi skal gøre noget, vi ikke skal gøre alligevel, og så skal vi gøre det. Jeg siger bare, at det ikke er til fare for patientsikkerheden, hvis vi tildeler ambulanceredderne og paramedicinere et virksomhedsområde.

Mener ordføreren, at det er rimeligt, at en patient kan kræve at blive kørt ind på hospitalet af ambulancen, samtidig med at de pårørende kører i en bil bagved, fordi patienten vil sidde i ambulancen? I dag har paramedicinerne ikke mulighed for at afvise en patient – er det rimeligt?

Ordføreren.

Jeg vil gerne prøve at svare ordføreren klart på, hvorfor Socialdemokratiet ikke synes, at det her forslag er en god idé. Det gør vi ikke, fordi Styrelsen for Patientsikkerhed har sagt, at der ikke er noget sundhedsfagligt grundlag for at gøre det, og at der ikke er noget patientsikkerhedsmæssigt grundlag for at gøre det. Der er den nødvendige fleksibilitet med de rammer og regler, der er i dag. Vi kan sagtens bruge en masse tid, hinandens tid, på at debattere herinde, fred være med det, men vi har jo nogle folk ude i vores sundhedsvæsen, som skal bruge deres tid på det rigtige, så lad os løse nogle rigtige problemer.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er fra Venstre, og det er hr. Christian Friis Bach.

Tak for det. Jeg repræsenterer Venstre, da vores sundhedsordfører, hr. Christoffer Aagaard Melson, desværre er forhindret. I Venstre er vi enige i, at vi skal have de rigtige rammer for vores dygtige sundhedspersonale, så de kan give den nødvendige behandling af den rigtige kvalitet, så vi får mest mulig sundhed for pengene. Jeg vil også gerne understrege min meget store respekt for de danske ambulancereddere og paramedicinere, og – og det er så en personlig kommentar fra mig og ikke fra hr. Christoffer Aagaard Melson – jeg har lige oplevet, hvordan dygtige ambulancereddere fra Region Sjælland hurtigt, effektivt og med succes fik genoplivet min mor efter et hjertestop i en ambulance. Så stor tak og stor anerkendelse til de reddere, der gjorde det, for den indsats.

Jeg vil også gerne understrege, at vi løbende skal undersøge, om det giver mening, at en del lægebehandlinger kun selvstændigt må udføres af faggrupper med et forbeholdt virksomhedsområde. Vi ønsker at sikre en effektiv brug af alle faggrupper i vores sundhedsvæsen. Regeringen har for nylig givet sygeplejersker et forbeholdt virksomhedsområde, og det var på baggrund af en vurdering af, at det kunne forhindre unødigt spild af ressourcer. Det, der lægges frem i det her beslutningsforslag, er derfor ikke et fremmed spor at gå ad. Vi skal bruge ressourcerne og kompetencerne så hensigtsmæssigt og fornuftigt som muligt

Men i det her tilfælde er vi så ikke overbevist om, at det er et nødvendigt skridt at tage. Vi har nemlig ikke set dokumentation for, at det kan gøre en positiv forskel for patientsikkerheden eller forbruget af ressourcer i sundhedsvæsenet. Her læner vi os, ligesom både ministeren og ordføreren fra Socialdemokratiet, op ad vurderingen fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som har gået det her igennem og grundigt taget stilling til det. Deres vurdering er, at det ikke ud fra et patientsikkerhedsmæssigt hensyn er nødvendigt at tildele ambulancebehandlere og paramedicinere forbeholdte virksomhedsområder. De mener også, at de nuværende regler om rammedelegation, hvor lægen jo kan bemyndige paramedicinere og ambulancereddere til selvstændigt at udføre lægeforbeholdte behandlinger, rummer tilstrækkelig fleksibilitet til, at arbejdet kan tilrettelægges effektivt og hensigtsmæssigt.

Så vil der være udgifter med forslaget. Det vurderer styrelsen også, og hvis ikke vi kan se positive effekter for patientsikkerheden, kan man spørge, om vi skal anvende ressourcer på at gøre det. Det kan vi ikke bakke op om, og derfor kan vi ikke støtte forslaget. Jeg skal også hilse fra Moderaterne og sige, at de heller ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Der er en enkelt kommentar fra hr. Mike Villa Fonseca, uden for grupperne.

Tak for det. Det er nok mere en kommentar end et spørgsmål, nemlig en stor cadeau til ordføreren for at dele en personlig oplevelse med sin mor. Jeg håber, at hun er i bedring og kommer i bedring. Det kan være, at ordføreren lagde mærke til, om der eksempelvis stod avancerede paramedicinere; det gør man nok ikke i sådan en situation.

Men det er hvert fald bare mere en kommentar end et spørgsmål – nu, når ordføreren er standin. Og god bedring til ordførerens mor.

Ordføreren.

Mange tak for det, tak for de positive tanker. Min mor har det godt, hun overlevede. Hun blev genoplivet af de dygtige ambulancereddere og har det i dag godt. Og derfor vil jeg også udtrykke min store respekt for det arbejde, der bliver udført.

Jeg formoder ikke, at der er en opfølgning på det. Tak til ordføreren fra Venstre. Og så går vi videre til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Formålet med det her beslutningsforslag er at undersøge, hvordan man kan tildele ambulancebehandlere og paramedicinere forbeholdte virksomhedsområder, således at disse faggrupper på egen hånd kan tage flere beslutninger og afslutte patientbehandling i den præhospitale indsats. Det skal give patienterne hurtigere behandling, aflaste sygehusene og mindske bureaukratiet i sundhedsvæsenet.

For Danmarksdemokraterne er en central udfordring i sundhedsvæsenet, hvordan vi helt generelt sikrer, at vi så effektivt som muligt bringer alle faggruppers kompetencer i spil. Og i den sammenhæng undrer det mig, at der er så stor modstand mod at give relevante faggrupper et forbeholdt virksomhedsområde, så de selv kan forestå nærmere definerede behandlinger. I stedet peger man på, at det klares gennem delegeret lægeforbeholdt virksomhed. Den samme modstand var der mod at give sygeplejerskerne et forbeholdt virksomhedsområde. Det er, som om man tror, at hvis man får lov at stikke i patienterne, så gør man det også uhæmmet.

Det handler jo om autoriseret sundhedspersonale, som jo ligesom lægen indestår med deres autorisation for den behandling, som de foretager. Og er der nogen, som vil mene, at lægerne behandler patienterne alt for meget, bare fordi de må? Det tror jeg ikke – ligesom jeg ikke tror, at ambulancebehandlere og paramedicinere vil misbruge et forbeholdt virksomhedsområde. Og der må jo alt andet lige være en effektivisering og besparelse, ved at der ikke skal foretages en rammedelegation, som den ansvarlige læge jo også skal sikre sig bruges korrekt. Det kan man så selvfølgelig være usikker på hvor meget sker i virkeligheden, men der må jo i hvert fald være nogle ressourcer, der ligger der.

Helt overordnet mener vi derfor, at vi bør tage en bredere diskussion af, hvordan alles kompetencer kan bruges bedst muligt. Og vi kunne jo starte med at vedtage det her beslutningsforslag og dermed sætte gang i arbejdet med at give ambulancebehandlere og paramedicinere et forbeholdt virksomhedsområde. Tak.

Tak til Danmarksdemokraterne. Så går vi videre til Socialistisk Folkepartis ordfører, fru Kirsten Normann Andersen.

Tak til forslagsstillerne for at fremsætte et vigtigt forslag og også give anledning til en god drøftelse. Jeg tilslutter mig andre ordførere, som har fremhævet de stærke kompetencer, som ambulancebehandlere og paramedicinere har, når de kommer ud i hjemmene til os. Jeg har også mødt rigtig mange af dem og anerkender deres kæmpestore faglighed, når de er derude, og sådan er det jo med mange medarbejdere i sundhedssektoren.

Vi mangler faglært personale i sundhedssektoren, og det budskab deler vi jo konstant med hinanden her og alle andre vegne, og der hersker en generel enighed om, at vi skal bruge ressourcerne klogt. Det var baggrunden for, at vi med sundhedsaftalen i 2022 nedsatte Robusthedskommissionen, som skulle komme med anbefalinger til, hvordan faggrupper i sundhedsvæsenet bedre kunne aflaste hinanden. Jeg var dog, indrømmet, selv lidt skuffet over resultatet, som på lange stræk stadig væk var mere af det samme. Jeg synes ikke, at kommissionen for alvor lagde arm med hierarkiet i sundhedsvæsenet, som jeg ærlig talt en gang imellem mener er værre, end det er i militæret. Det er ærgerligt, for alt for mange har alt for travlt, og jeg tror på, at der er potentiale til, at faggrupper indbyrdes kan aflaste hinanden til gavn for patienterne, men også til gavn for arbejdsmiljøet og fleksibilitet i sundhedsvæsenet. Det gælder for en række faggrupper.

Derfor har jeg sådan set også sympati for det her forslag, som jeg også selv har hørt ambulancebehandlere nævne undervejs. Men om det nu også er et forbeholdt virksomhedsområde, som entydigt er løsningen, er jeg lidt mere i tvivl om, i hvert fald når det isoleret set begrænser sig til en enkelt faggruppe som her. Jeg kan tværtimod frygte, at samarbejdet mellem ambulancebehandlere og paramedicinere og andre faggrupper risikerer at blive mere stift og også mere bureaukratisk, og det ville være en skam.

Måske kunne jeg tilføje, at det faktisk også gælder for rigtig mange andre faggrupper: farmakonomer, social- og sundhedsassistenter, fodterapeuter og tandplejere. Vi møder dem alle sammen i vores hverdag, når de henvender sig til os og fortæller, at de faktisk har mere at byde på og faktisk kunne bidrage mere til et samlet og mere fleksibelt sundhedsvæsen end det, som vi kender i dag. Så jeg synes, at der er noget at arbejde med, og jeg anerkender de gode intentioner med det her forslag. Men jeg vil virkelig foretrække en grundigere drøftelse af, hvordan vi generelt kan styrke det tværfaglige samarbejde i sundhedssektoren til gavn for de ansatte og til gavn for patienterne. Det ville kræve en anderledes anerkendende tilgang, ikke mindst til erhvervsuddannelserne i sundhedssektoren. Hvis forslagsstillerne er med på det, kunne en beretning være en mulighed.

Der er en enkelt kort bemærkning. Fru Louise Brown, Liberal Alliance.

Tak. Og tak til fru Kirsten Normann Andersen for talen, som jeg i lange stræk er meget enig i. Det sker jo en gang imellem, at Liberal Alliance og SF er enige om nogle ting.

Er ordføreren enig i, at ambulancereddere og paramedicinere skal have bedre mulighed for at udnytte deres faglighed og kunne træffe beslutninger på egen hånd?

Ordføreren.

Jeg er enig i, at ambulancebehandlere og paramedicinere skal bruge deres kompetencer til gavn for patienterne, og at vi skal være fleksible i måden at løse opgaverne på i hverdagen. Det synes jeg selv er vigtigt. Jeg er også sikker på, at jeg har ret i, at de har rasende travlt, så det er lidt et paradoks, at vi udelukkende taler om, at de skal have mulighed for at løse endnu flere opgaver, når de i forvejen er enormt presset, fordi de ofte kun har akutte opgaver.

Jeg synes, der kunne være meget mere perspektiv i at tænke på, hvordan man kunne aflaste ambulancebehandlerne. I nogle regioner har man jo faktisk ret svært ved at rekruttere ambulancebehandlere og paramedicinere nok, og man er presset af responstider og alt muligt andet, som gør det svært at dække det paramedicinske område. Derfor tror jeg også, at der kunne være en idé i at tænke på, om vi kunne gøre tingene på en anden måde, f.eks. om man også kunne have ikke akutte opgaver som paramediciner og ambulancebehandler, sådan at man ikke var så presset i sin arbejdstilrettelæggelse.

Spørgeren.

Tak. Jeg er meget enig. Der er jo det her med, at vi har mangel på ressourcer, og at de, som ordføreren også er inde på, har travlt, og at spørgsmålet så er, om de så får ekstra opgaver med det her. Men faktum er, at de allerede har nogle kompetencer, som de ikke får lov til at udnytte. Min overbevisning er – og de ambulancereddere og paramedicinere, jeg har talt med, er af samme overbevisning – at hvis de fik lov til det, ville vi også kunne udnytte deres kompetencer og ressourcerne i det store hele bedre, fordi de netop ville få mulighed for at gøre nogle ting med det samme frem for at skulle henvende sig til en kontakt et eller andet sted eller måtte afvise at hjælpe.

Så jeg er enig i det, ordføreren siger. Lad os kigge på det i et større billede – det synes jeg giver rigtig god mening.

Ordføreren.

Min pointe er bare, at de har travlt i forvejen, men at der er et potentiale i, at de også kunne udføre andre opgaver og måske også ikke akutte opgaver, sådan at der var en større robusthed i styrken. For det ville selvfølgelig kræve flere ansatte, hvis man både skulle lave ikke akutte opgaver og akutte opgaver, men det ville også betyde, at man kunne rykke sammen i bussen, når der var akutte opgaver, så man bedre kunne nå alt det, der skal gøres, når der opstår en krise. Så det kunne have indflydelse på arbejdsmiljøet, men det kunne også have en positiv indvirkning på den samlede opgaveløsning generelt. Der er flere muligheder, man kunne arbejde med.

Hr. Mike Villa Fonseca.

Der er nemlig flere muligheder, man kan arbejde med. Ordføreren nævner det lidt selv i forhold til en beretning. Det er vi selvfølgelig åbne over for at kigge nærmere ind i. Jeg kvitterer for en rigtig god tale, for det er rigtigt, hvad ordføreren siger. Der er mange andre faggrupper, og ingen kan undværes. Det tror jeg at vi alle sammen herinde i Folketinget er enige om. De er supervigtige hver især.

Lige i forhold til det præhospitale er det jo, fordi de allerede i dag udfører en opgave, og nogle gange gør de det måske endda, uden at de reelt set må det. Et godt eksempel er f.eks. avancerede paramedicinere i Region Sjælland. Lige om lidt skal vi lægge Region Hovedstaden og Region Sjælland sammen, og hvad så? Skal de så nedgraderes til lige pludselig at være paramedicinere, eller skal de stadig væk kunne bruge deres avancerede paramedicinerkompetencer og sådan noget? Så vi skal have en større drøftelse. Så i virkeligheden er det nok bare mere en anerkendelse over for ordføreren om at gå ind i en dialog i udvalget og prøve at ramme en beretning. Så tak for en rigtig god tale.

Ordføreren.

Jeg vil bare gerne igen understrege, at jeg synes, det er et rigtigt problem. Jeg er ikke sikker på, at det er den rigtige løsning, og jeg vil måske også tillade mig at henvise til den sundhedsreform, som vi lige har indgået en aftale om, hvor netop det præhospitale område kommer til at spille en rolle, når man tænker samarbejdet mellem kommuner, regioner og det nære sundhedsvæsen. Derfor har jeg da også en ambition om, at vi på alle måder kan sikre både større fleksibilitet, bedre arbejdsmiljø og bedre arbejdsvilkår – og også mere fleksibilitet til gavn for patienterne, for det synes jeg at der er brug for. Jeg synes ofte, at den måde, vi har tilrettelagt sundhedsvæsenet på, er stift og bureaukratisk. Der er et behov for at se på, hvordan andre også kan bidrage positivt med at løfte opgaverne, så vi også kan aflaste lægerne og aflaste sygeplejerskerne, fysioterapeuterne og hinanden i al almindelighed.

Der er ikke flere kommentarer. Tak til ordføreren for Socialistisk Folkeparti. Nu skal vi til Liberal Alliance. Fru Louise Brown.

Tak. Vi behandler et forslag, vi har fremsat for at styrke den præhospitale indsats. Vi vil gerne give ambulancebehandlere og paramedicinere større beslutningskompetence eller i det mindste til en start undersøge, hvordan det kan lade sig gøre bedst muligt. Forslaget handler i sin kerne om at sikre hurtigere og mere effektiv behandling til patienterne, aflaste vores sygehuse og skære ned på unødigt bureaukrati. Det er en tilgang, som vi faktisk mener ligger i naturlig forlængelse af den retning, regeringen, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og aftaleparterne allerede har bevæget sig i med aftalen om sundhedsreformen for 2024. Her understreges behovet, som vi også har hørt tidligere, for at omstille sundhedsvæsenet, så mere behandling og pleje foregår hos egen læge og tæt på eller i eget hjem. Det indebærer en styrkelse af det nære sundhedsvæsen for at reducere behovet for hospitalsindlæggelser. Og netop det at reducere hospitalsindlæggelser mener vi faktisk at kunne med det her forslag.

Jeg vil gerne uddybe. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har flere gange understreget vigtigheden af at styrke og optimere den præhospitale indsats. Det har vi set i en række initiativer og strategier. I rapporten »De danske akutmodtagelser - status 2016« fremhæves det, at en styrket præhospital indsats er en forudsætning for at sikre hurtig behandling og transport til specialiserede akutmodtagelser. Ministeriet anerkender altså her, at en robust præhospital indsats er afgørende for patienternes sikkerhed og for at aflaste hospitalerne.

I status for regionernes præhospitale indsats og akutmodtagelser beskrives den graduerede responsmodel, hvor opkald til 1-1-2 prioriteres ud fra behov. Det er også et eksempel på, hvordan man strategisk arbejder med at sikre en bedre ressourceudnyttelse. Det er en målsætning, som det her beslutningsforslag forsøger at understøtte. Sundhedsministeriets seneste opdatering om akutberedskabet peger ligeledes på behovet for en mere effektiv sammenhæng mellem de præhospitale enheder og resten af sundhedsvæsenet, herunder øget brug af teknologi og optimering af samarbejdet mellem de relevante aktører.

Vi ser også, hvordan Region Midtjylland og andre aktører aktivt arbejder med at reducere unødige indlæggelser ved at lade ambulancepersonalet tage flere beslutninger og henvise patienter til andre behandlingstilbud end hospitalet. Netop den her praksis er et konkret eksempel på den udvikling, som vi med det her beslutningsforslag ønsker at styrke og systematisere.

Endelig har vi set en voksende satsning på teknologiske løsninger som telemedicin og elektroniske patientjournaler, som allerede i dag kan understøtte ambulancepersonalet i at handle mere selvstændigt. Vi har også tidligere landet en fælles beretning om at give ambulancereddere og paramedicinere adgang til FMK og CAVE. Men uden et formelt forbeholdt virksomhedsområde for ambulancebehandlere og paramedicinere mener jeg altså ikke, at det her potentiale bliver udnyttet fuldt ud.

Når vi ser på de tiltag, som ministeriet allerede har iværksat, synes jeg, det er tydeligt, at retningen er sat. Vi skal optimere den præhospitale indsats, mindske de unødige indlæggelser og sikre, at patienterne får den rette behandling hurtigst muligt. Forslaget her bygger jo bare videre på den eksisterende linje og undersøger, hvordan vi så kan tage det næste skridt ved at give ambulancepersonalet større beslutningskompetence. Det mener vi vil styrke den præhospitale indsats og også være med til at realisere ministeriets egne ambitioner på området.

Når vi taler med ambulancebehandlere og paramedicinere, fortæller de os, at de er parate til at tage mere ansvar og afslutte behandlinger i det præhospitale felt. Det kunne f.eks. være måling af infektionstal, måling af blodgas og det at lave blodgasanalyser, der kan give oplysninger om pH, respiratorisk status, metabolisk status, kuldioxid, oxygen, elektrolytter og hæmoglobin m.m. Eller det kan f.eks. være opstart af antibiotika i hjemmet. Det gør man allerede, som vi har hørt, i nogle regioner, men det er kun i de særlige enheder, der kaldes PHV-biler. Det kunne man jo sagtens udbrede til alle paramedicinere. Så undgår vi i øvrigt også ulighed imellem regionerne.

Lad os derfor nu tage det her naturlige næste skridt og se på, hvordan vi bedst understøtter ambulancebehandlere og paramedicinere i at tage mere ansvar og afslutte behandlingerne i det præhospitale felt. Det ville være til gavn for patienterne, for sundhedsvæsenets effektivitet og for hele vores akutte beredskab. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til Liberal Alliance. Vi går til Det Konservative Folkeparti, og det er hr. Per Larsen som ordfører.

Tak for det, formand. Vi har jo et rigtig godt sundhedsvæsen i Danmark, og tak for det. Jeg føler mig i hvert fald tryg, hvis der skulle indtræde en sygdom eller man kom til skade. Anderledes var det i 1800-tallet, hvor de første hospitaler opstod. Det var jo dengang, hvor man sandsynligvis selv skulle bringe sig hen til hospitalet på en eller anden måde. Eventuelt kunne man måske blive kørt med en hestevogn, kan jeg forestille mig. Men der kom jo så en udvikling, hvor man i 1908 indførte automobilambulancer. For at kunne føre en automobilambulance skulle man selvfølgelig have et kørekort, og det var sådan på den tid, at kørekort blev tildelt dem, der var vant til at køre bil. Den 15. maj 1903 indførte man nemlig kravet om kørekort, så det har man selvfølgelig skullet erhverve sig. Yderligere kompetencer ud over det her med at fragte patienterne frem med den her automobilambulance har nok været begrænsede.

Så er der sket en enorm udvikling, og vi ved jo godt, at ambulancebehandlerne og paramedicinerne har enormt store kompetencer. De har jo opnået en kompetence, som gør, at de ofte kan afslutte ting i ambulancen. Det virker sommetider lidt mystisk på dem, som ser til, hvis der er nogle, der ser, at nu kommer der en ambulance, og at naboen bliver båret ud, og at de så kører igen, fordi de har fået stabiliseret situationen. Det er jo kun ganske glimrende.

Men helt indledningsvis vil jeg sige, at formålet med det her beslutningsforslag er at få undersøgt, hvordan man kan tildele ambulancebehandlere og paramedicinere forbeholdte virksomhedsområder, således at disse faggrupper på egen hånd kan tage flere beslutninger og afslutte patientbehandling i den præhospitale indsats. Ifølge den passus, som ministeren kom med, er det faktisk blevet undersøgt, kan jeg forstå.

Jeg forestiller mig måske ikke, at det bliver helt lagt ned, for der vil nok stadig væk være et ønske, men nu er det i hvert fald blevet undersøgt, og man må jo så tage til efterretning, at styrelsen har betænkeligheder ved at give en videre mulighed for, at de pågældende kan have et større ansvarsområde end det, de har p.t., og så fortsat stadig væk skal virke under delegation af en læge. Det må jo så være sådan, det er, men jeg forestiller mig ikke, at ønsket forsvinder af den grund. Tak for ordet.

Tak til Det Konservative Folkepartis ordfører. Der er ingen korte bemærkninger. Næste ordfører er Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det, formand. Jeg bliver nødt til lige at starte med at komplimentere den tidligere ordfører, hr. Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti, for den historiske gennemgang i forhold til ambulanceberedskabet. Det er altid interessant, når ting bliver sat ind i en historisk kontekst. Og hvis vi endelig er i den boldgade, vil jeg sige, at jeg tror, at sygehusene i starten vel egentlig var nogle steder, hvor folk blev transporteret hen, fordi de kunne få lov til at dø i god ro og orden dér. Så der er nogle ting, der gør, at man historisk i hvert fald godt kan sige, at den tid ønsker vi ikke at vende tilbage til.

Men jeg vil også gerne rose forslagsstillerne for at fremsætte det her forslag, for det rejser jo en meget aktuel debat og en debat, der med tiden bliver mere og mere aktuel, netop spørgsmålet om, hvordan vi bedst muligt sikrer opgavefordelingen i sundhedsvæsenet, når vi ved, at vi har et sundhedsvæsen, som er presset, og hvor det er nødvendigt at foretage prioriteringer, og hvor vi hele tiden skal have som mål, at vi skal bruge de ressourcer, vi nu engang har, til at behandle de patienter med størst behandlingsbehov. Der er det klart, at der spiller den præhospitale indsats en meget stor rolle, og den indsats, som både ambulancebehandlere og paramedicinere yder, er jo fuldstændig afgørende i forhold til at sikre, at der både bliver sat tidligt ind, men at der også bliver lavet en tidlig visitation, så man også der sikrer, at det bliver den rigtige behandling, der tilbydes, når man kommer ind på sygehuset.

Derfor er vi i Enhedslisten sådan set også positive over for forslaget. Andre har også tidligere nævnt, at der i dag allerede foregår en rammedelegation – det sker i hvert fald i mange regioner på sygehusene netop i forhold til paramedicinere og ambulancebehandlere – som jo indikerer, at de faglige kompetencer er til stede, og det synes jeg netop taler for, at man godt kunne lave sådan et forbeholdt virksomhedsområde for paramedicinere og ambulancebehandlere. Men jeg er sådan set også enig i de betragtninger, som fru Kirsten Normann Andersen gjorde sig, i forhold til at det jo ikke kun lige er en problemstilling på det her område. Der kunne måske godt være behov for at få set lidt bredere på det og se, om der er mulighed for at lave forbeholdte virksomhedsområder på flere områder inden for sundhedsvæsenet, altså ikke kun i forhold til ambulancebehandlere og paramedicinere, men at vi kunne se på det bredere.

Som sagt er vi positive over for forslaget, men jeg synes, at man måske godt i udvalgsbehandlingen kunne prøve at se, om man kunne lave en fælles beretning, som kunne målrette den problemstilling. Forslagsstillerne lægger jo også allerede lidt op til det, i og med at beslutningsforslaget ikke går på, at der skal laves et forbeholdt virksomhedsområde, men at man pålægger regeringen at afdække, under hvilke forhold det ville kunne lade sig gøre. Derfor synes jeg, at vi i udvalgsarbejdet skal prøve at undersøge, om man måske kunne lande en fælles beretning. Og med baggrund i det, der er ordlyden i beslutningsforslaget, vil Enhedslisten ellers godt kunne bakke op omkring det, men vi synes faktisk, at man bør brede problematikken yderligere ud. Tak.

Der er en kort bemærkning fra fru Louise Brown.

Tak. Tak for talen. Jeg vil bare anerkende ordføreren for at pointere det her med rammedirektionerne og netop det her med, at så eksisterer kompetencerne der jo allerede, altså hvis man er i stand til at give de her rammedelegationer.

Så har jeg noget, jeg ved ordføreren og ordførerens parti også er optaget af, nemlig ulighed i vores sundhedsvæsen. Når nogen netop giver rammedelegationer i én region og det er anderledes i en anden religion, opstår der jo netop den her ulighed. Og når vi nu ved, at kompetencerne er der, vil det jo give mening, hvis man netop gjorde det ens for alle og sagde, at det her kan de, og det må de gerne gøre. Det er også det, jeg hører ordføreren sige her.

Ordføreren.

Det synes jeg er et væsentligt argument. Når jeg også synes, at der er brug for en grundig undersøgelse af det, er det klart, at det er med baggrund i den indstilling, der ligger fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som jeg bestemt mener man skal tage alvorligt. Men som jeg forstår den, er det jo heller ikke en decideret advarsel, i forhold til at der kan være konkrete risici i forbindelse med patientsikkerheden, men netop det, at når vi skal lave forbehold på virksomhedsområdet, skal det være noget, der helt konkret kan styrke patientsikkerheden. Og der mener jeg, at vi godt kan have et bredere sigte på, hvad baggrunden er for, at vi tildeler et forbehold på virksomhedsområdet. Med det er klart, at det ikke må gå ud over patientsikkerheden, og derfor synes jeg, at det kunne være fornuftigt at få undersøgt, hvad muligheden er for at gøre det, og under hvilke betingelser det i så fald skulle være.

Tak til ordføreren fra Enhedslisten. Så er det hr. Peter Kofod fra Dansk Folkeparti.

Tak for det, og tak til forslagsstillerne for et meget sympatisk beslutningsforslag, der sigter efter at ville mange af de rigtige ting. Jeg synes, at der er flere spørgsmål, der trænger sig på med det her beslutningsforslag, og et par ordførere før mig har været inde på det. Handler det her i virkeligheden om det her konkrete område, eller er der måske tale om, at der er et bredere potentiale i sundhedsvæsenet for, at man kan se på, hvordan vi bringer kompetencer fra det dygtige fagpersonale, der er i vores sundhedsvæsen, i spil, måske på langt flere områder end på det her meget isolerede område, som forslaget her sigter efter. Jeg er i øvrigt enig i både det, ministeren sagde, men også i det, som nærmest alle ordførere har sagt, om, at vi har nogle meget dygtige medarbejdere i den offentlige sektor, også på det her område. Så jeg ser ikke forslaget som nogen form for kritik af dem, men snarere, at man gerne vil bringe flere kompetencer bedre i spil til glæde for borgerne. Det er i udgangspunktet også rigtig fornuftigt, men jeg synes, at vi skal undersøge, om ikke der er mulighed for at se langt bredere på det, for der kunne godt være mange steder i vores sundhedsvæsen, hvor man gør det. Det er den ene ting.

Den anden ting er, at det her jo også spiller ind i en dagsorden om, hvor meget vi vil centralisere beslutningsgangene i vores sundhedsvæsen. Som det er nu, er der fem, men snart er der kun fire regioner, der har nogle forskellige tilgange til det her spørgsmål, og hvor der er noget regional selvbestemmelse. Guderne skal vide, at jeg er en af dem, der har kritiseret det regionale demokrati rigtig meget, fordi jeg ikke mener, det er særlig velfungerende, men det skal dog respekteres, at vi har en tilgang til det her regionalt, og at der godt kunne være nogle forskelle i vores regioner, som gør, at det ikke bare lige er noget, som vi ud fra et enkelt beslutningsforslag skal bestemme. Så det er vi nødt til at forholde os til, altså om vi ønsker, at det her er et spørgsmål, hvor vi centralt skal sætte nogle retningslinjer fra Christiansborg side, eller om det et område, hvor vi synes regionerne også i fremtiden har en rolle at spille i at lægge en eller anden form for snit, en eller anden form for serviceniveau. Så det synes jeg man skal forholde sig til som det første.

Forslaget opfatter jeg som sagt ikke på nogen måde som negativt, og jeg er nok enig i det, fru Kirsten Normann Andersen foreslog, med, om ikke man skulle prøve at lande en beretning i Sundhedsudvalget og se, om ikke vi kunne lave noget, som mange kunne se sig selv i, og hvor vi kunne komme videre ad den her vej. Så det vil være vores indstilling i første omgang. Tak for ordet, formand.

Selv tak. For en god ordens skyld skal jeg sige til hr. Peter Kofod, at hvis guderne skal vide noget, må hr. Peter Kofod sende dem et link til Folketingets tv-kanal eller den app, der findes. Vi går videre til Alternativets ordfører, fru Helene Brydensholt. Værsgo.

Tak, og jeg skal prøve at lade være med at henvende mig til guderne i min tale her. I Alternativet ønsker vi et dansk sundhedsvæsen, hvor patientsikkerhed og hurtig, kvalificeret behandling altid er i fokus. Vi mener, det er afgørende, at vores sundhedspersonale har de rette muligheder for at handle hurtigt og effektivt, især i situationer, hvor tid er en kritisk faktor for patientens helbred. Derfor imødekommer vi intentionen bag det her beslutningsforslag, og vi deler forslagstillernes ønske om at finde kloge tiltag, der kan styrke ambulancereddernes og paramedicinernes rolle og sikre, at patienter modtager den bedst mulige behandling fra starten af mødet med sundhedsvæsenet.

Vi har dog endnu ikke lagt os fast på en endelig stilling til forslaget, men vi er åbne over for at medvirke til en beretning, der undersøger mulighederne for de potentielle fordele ved, at ambulancebehandlere og paramedicinere og eventuelt også flere faggrupper, får flere muligheder for at udføre og afslutte patientbehandling i den præhospitale indsats og andre steder i sundhedsvæsenet, hvad SF's ordfører og andre ordførere også har åbnet op for. Tak.

Tak, og der er ingen korte bemærkninger. Tak til ordføreren fra Alternativet. Så går vi videre til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Mike Fonseca, uden for grupperne.

Tak for det til formanden, og tak til Folketingets partier samt ikke mindst til sundhedsministeren for en rigtig god debat. Vi må prøve at se – sådan som jeg fornemmer det lidt på de øvrige partier, som ikke støtter forslaget, men alligevel er positive over for det – om vi ikke kan arbejde lidt videre med det i udvalget. Det er vi selvfølgelig meget åbne over for, så der måske kan landes en beretning. For det er jo rigtigt nok, at der også er andre vigtige faggrupper i sundhedspersonalet og i vores sundhedssektor, men det her var lidt ment som et skridt på vejen i den rigtige retning. Formålet var at sikre patienterne i højere grad og en mere effektiv behandling præhospitalt og at reducere det unødvendige pres på hospitalerne og mindske bureaukratiet i sundhedssektoren.

Vi kommer nok også til – enten fra forslagsstillernes side eller i udvalget – at spørge ministeren om en indsigt i forhold til udtalelsen fra Styrelsen for Patientsikkerhed, og så må vi jo prøve at arbejde videre med det i udvalget og se på, om vi ikke kan lande et rigtig godt sted. Det synes vi selvfølgelig er positivt, og vi tager det positivt ned, for der er mange ting, vi skal have kigget på, også i form af den reform, der ligesom er landet fra ministeriet.

Der er mange spørgsmål, også i forhold til sammenlægningen af regioner. Der er nogle avancerede paramedicinere, der ikke rigtig ved, om de skal det ene, eller om de skal det andet, når deres region skal lægges sammen til én stor region. Så der er jo en del udestående spørgsmål, som vi selvfølgelig også godt kunne tænke os at få nogle svar på. Tak for en rigtig god debat til Folketingets partier, og tak til ministeren. Vi ser frem til behandlingen i Folketingets Sundhedsudvalg og det videre arbejde der. Tak for det, formand.

Der er ingen korte bemærkninger, og dermed siger vi tak til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Mike Fonseca.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Sundhedsudvalget, og hvis ingen gør indsigelser, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.