Det sidste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 53:

Forslag til folketingsbeslutning om at sikre efterlevelse af Den Internationale Domstols juridiske vurdering vedrørende Israels besættelse af palæstinensiske områder.

Af Trine Pertou Mach (EL) m.fl.

(Fremsættelse 14.11.2024).

Ønsker ordføreren for forslagsstillerne, Trine Pertou Mach fra Enhedslisten, at give en begrundelse for forslaget? Det ser det ud til at ordføreren ønsker. Så værsgo til Trine Pertou Mach.

Tak for det. I år afgav Den Internationale Domstol i Haag en skelsættende juridisk vurdering. Den fastslår, at Israels besættelse siden 1967 af Vestbredden, Østjerusalem og Gaza strider mod folkeretten og skal bringes til ophør. Den er en historisk retfærdiggørelse af palæstinensernes rettigheder og ret til selvbestemmelse, efter at de i årtier har måttet gennemleve fornedrelse, undertrykkelse og systematiske menneskerettighedskrænkelser. Besættelsen spiller en central rolle i det diskriminerende undertrykkelsessystem, som Israel bruger til at dominere palæstinenserne og deres territorium.

De seneste 14 måneder har Palæstinadebatterne her i Folketingssalen haft Gazakrigen siden den 7. oktober 2023 som omdrejningspunkt. Ofte har det lydt, at blot Hamas nedlagde våbnene og frigav gidslerne, så ville der være fred, og intet kunne være mere forkert, for historien startede ikke den 7. oktober. Angrebet på Israel den dag skete ikke i et vakuum. Og netop den kontekst, den historiske sammenhæng, er kernen i domstolens grundige og udførligt begrundet vurdering, og den er omdrejningspunktet for dette beslutningsforslag, som Enhedslisten har fremsat.

Hvad er det så, domstolen siger? Den siger jo bl.a., at Israels fortsatte tilstedeværelse i de palæstinensiske områder er i strid med international lov, at de diskriminerende love og politikker skal bringes til ophør, at Israel krænker forbuddet mod apartheid og racediskrimination, at alle nye bosættelsesaktiviteter skal indstilles og alle bosættere trækkes ud, og at Israel er forpligtet til at yde erstatning. Og så siger den noget om andre staters ansvar, bl.a. at alle stater er forpligtede til ikke at anerkende lovligheden af den situation, der opstår som følge af den ulovlige tilstedeværelse i de besatte områder og til ikke at yde bistand til at opretholde besættelsen og bosættelserne.

Derfor ser vi frem til en debat om, hvad den juridiske vurdering skal betyde for den danske udenrigspolitik i forhold til Israel-Palæstina. Tak.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne, Trine Pertou Mach fra Enhedslisten. Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er udenrigsministeren. Værsgo.

Tak for det, og tak til forslagsstillerne, Enhedslistens folketingsgruppe, for at rejse den her vigtige debat. Jeg vil gerne starte med at understrege det forhåbentlig indlysende, at Danmark bakker fuldt op om den internationale retsorden og de institutioner, som vi i fællesskab har skabt siden anden verdenskrig. Det er en hjørnesten i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Derfor har Danmark også altid, uanset regeringens farve, været en fast støtte af Den Internationale Domstol, som yder et helt afgørende bidrag til den internationale retsorden. På globalt plan er troen på internationale regler desværre vigende. Det kunne man måske også lidt sporadisk fornemme på den forudgående debat, men dog stadig væk kun i hjørner af det danske Folketing; det var nu bare en sidebemærkning. Det gør det i hvert fald vigtigt, ikke mindst for et lille land som Danmark, at stå vagt om den regelbaserede verdensorden.

Danmark er et foregangsland, når det gælder demokrati og retssikkerhed, både på det nationale plan og internationalt. Derfor er der heller ingen slinger i valsen, når vi siger, at domstolens domme og udtalelser skal efterleves. Selv om en rådgivende udtalelse fra domstolen ikke er retligt bindende, er der tale om en autoritativ fortolkning af folkeretten, som regeringen lægger stor vægt på. Udtalelsen fra domstolen den 19. juli i år er jo ganske klar i sine konklusioner om ulovligheden af den fortsatte israelske tilstedeværelse i de besatte palæstinensiske områder, og som jeg har sagt det før, viser udtalelsen tydeligt, at den nuværende situation er uholdbar, og den understreger nødvendigheden af en tostatsløsning. Med andre ord bekræfter udtalelsen alt, hvad vi hidtil har sagt, nemlig at besættelsen er nødt til at ophøre. Derfor er regeringen i og for sig også enige i hensynet og tankerne bag beslutningsforslaget. Problemet er jo bare, at beslutningsforslaget ikke løser noget lige nu. Vi ser ikke et behov for et beslutningsforslag og kan derfor ikke støtte det. Vores fælles fokus lige nu bør være på emner, som vi kan opnå enighed om i EU, først og fremmest målet om en våbenhvile, og jo før, jo bedre.

Siden seneste kapitel i den årelange Israel-Palæstina-konflikt startede med Hamas' brutale terrorangreb mod Israel den 7. oktober sidste år, er den humanitære situation i Gaza forværret drastisk. Den er gået fra meget slem til værre, og samtidig er der sket en stigning i bosættervold på Vestbredden. Fra regeringens side har vi derfor i vores diplomatiske arbejde haft stort fokus på den katastrofale humanitære situation i Gaza og udvidelserne af de ulovlige bosættelser på Vestbredden. Det gælder både i FN, i EU og ikke mindst i vores direkte dialog med Israel. Den Internationale Domstol har konkluderet, at Israels besættelse af Vestbredden, inklusive Østjerusalem og Gaza, er ulovlig og skal bringes til ophør hurtigst muligt. Det er jo ganske markante konklusioner, men de er som sagt egentlig ikke overraskende, og det er derfor også selvklart helt afgørende for os og for enhver dansk regering, at Danmark ikke anerkender eller bidrager til handlinger, der strider mod folkeretten.

Danmark anerkender ikke Israels annektering af besatte palæstinensiske områder, hverken formelt eller reelt, og vi har kraftigt fordømt både bosættelser og bosættervold. Vi har set en stigning i bosættervolden på Vestbredden, som er komplet uacceptabel. Juridisk er bosættelserne i strid med folkeretten, og politisk udgør bosættelserne en væsentlig barriere for en tostatsløsning. Vi har derfor uden tøven støttet EU-sanktioner mod ekstremistiske bosættere, der fordriver og udøver vold mod palæstinenserne på den besatte Vestbred, og det vil vi blive ved med at gøre, og Danmark har støttet palæstinensernes ret til selvbestemmelse gennem mange år. I regeringen arbejder vi aktivt for denne ret, bl.a. gennem tydelig støtte til tostatsløsningen, som er den eneste holdbare løsning på den årelange konflikt. Danmark skelner derfor også konsekvent mellem Israel og de besatte palæstinensiske områder, hvilket konkret betyder, at aftaler, Danmark indgår med Israel, selvfølgelig ikke finder anvendelse i et besat palæstinensisk område. Det fremgår udtrykkeligt af aftalerne. Med andre ord anerkender vi ikke Israels annektering af besatte områder, hverken i ord eller handling.

Den alvorlige udvikling i Israel og Palæstina har også betydet, at Udenrigsministeriet i marts skærpede tilgangen for eksport af militært udstyr og dual use-produkter til Israel. Det betyder, at vi er gået fra en allerede restriktiv til en meget restriktiv tilgang i vurderingen af konkrete sager. Også på dette område inddrager vi selvfølgelig ICJ's rådgivende udtalelser og andre retskilder, så vi sikrer fuld efterlevelse af de internationale regler. Situationen understreger grundlæggende set det akutte behov for en våbenhvile i Gaza, der kan sikre, at mere nødhjælp kommer ind i Gaza, og at de israelske gidsler, der har været i Gaza i langt over et år nu, bliver frigivet.

Den eneste holdbare løsning, der kan skabe bæredygtig fred, er som nævnt tostatsløsningen med en israelsk og en palæstinensisk stat, der lever side om side i fredelig sameksistens. Der er ingen andre realistiske muligheder. Det er også derfor, vi aktuelt har engageret os i den nyoprettede globale alliance for implementering af en tostatsløsning, hvor omkring 90 af verdens lande arbejder for at identificere mulige veje til fred. Derudover har regeringen været særlig aktiv i EU for at fremme EU's støtte til reform og kapacitetsopbygning af det palæstinensiske selvstyre. Det har vi, fordi et demokratisk, effektivt og legitimt selvstyre er en grundforudsætning for en tostatsløsning. Jeg mødtes selv med den palæstinensiske premier- og udenrigsminister, Mohammad Mustafa, da jeg var i Kairo i starten af den her måned. Han har fremlagt en konkret plan med en række forskellige reforminitiativer, og det skal vi fra dansk side og fra EU's side bakke op om, ikke mindst så selvstyret på sigt kan få kapaciteten til også at udøve myndighed i Gaza og dermed tage over fra Hamas, der har siddet på magten siden 2007.

Jeg synes, det er værd at bemærke, at mange lande verden over trods de enorme udfordringer ønsker en tostatsløsning, hvor svært det end måtte være. Det giver trods alt et håb.

Så vil jeg afslutningsvis gerne gentage, at regeringen er enig i hensynet bag forslaget, herunder at besættelsen skal bringes til ophør, og at der skal etableres en tostatsløsning. Det er også derfor, vi i morgen i FN's Generalforsamling stemmer for det af en række lande, bl.a. Norge, initierede resolutionsforslag, der adresserer det her punkt. Det er også derfor, vi allerede arbejder aktivt for, at Israel overholder sine folkeretlige forpligtigelser, bl.a. ved at lægge et vedholdende politisk og diplomatisk pres på Israel. Det vil vi også arbejde for under vores kommende medlemskab af FN's Sikkerhedsråd, hvor respekt for folkeretten, herunder den humanitære folkeret, vil være en tværgående prioritet for Danmark. Jeg vil også gerne understrege, at domstolens konklusioner i den rådgivende udtalelse indgår i de løbende overvejelser og drøftelser med partnere, herunder tiltag for at lægge endnu større pres på Israel.

Regeringen vil altså fastholde sin aktive tilgang for at afhjælpe den katastrofale humanitære situation, få en våbenhvile på plads og fremme en tostatsløsning. Det vil vi gøre både bilateralt, via EU og selvfølgelig også gennem vores kommende plads i FN's Sikkerhedsråd. Tak for ordet. Jeg ser frem til en god debat.

Tak til udenrigsministeren. Den første spørger er fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Og tak til udenrigsministeren for talen. I virkeligheden er vi i Enhedslisten ikke specielt interesseret i at have en uenighed med regeringen på det her punkt. Nu har vi fremsat et beslutningsforslag, fordi det er en juridisk vurdering, der er kommet i sommer, og som jo set i et dansk perspektiv egentlig ikke, som udenrigsministeren selv siger, kommer med nogen overraskende juridiske afklaringer. Derfor burde det egentlig også være en smal sag bare at bakke op om det beslutningsforslag, for der ligger ikke nogen konkrete måder eller tidsrammer for, hvordan man så efterlever den juridiske vurdering.

Men når udenrigsministeren så alligevel siger, at det ikke er lige nu, og at man måske helt kan bakke op om det alligevel, forstår jeg faktisk ikke helt, hvad det betyder. Hvornår skal man så sige, at man efterlever det konkret, hvis man i virkeligheden efterlever det principielt? Altså, jeg forstår simpelt hen ikke, præcis hvad det der med at skyde det foran sig betyder konkret – også henset til at det, domstolsvurderingen også viser, er, at i al den tid, der er gået, siden besættelsen startede, er situationen kun blevet værre og tostatsløsningen kun kommet endnu længere ud i horisonten.

Ministeren.

Jo, men jeg erklærer mig jo langt hen ad vejen enig i hensynet. Så kan man sige: Skal det så føre til en vedtagelse af beslutningsforslaget her, og hvad gør det af forskel, og skal vi vedtage alt muligt her? Jeg synes jo, at det afgørende er, hvordan vi handler derude. Og lad mig pege på, at i morgen i et forum, som måske trods alt har lidt mere betydning for situationen på jorden, nemlig i FN's Generalforsamling i New York, kommer vi til at stemme for den resolution, der er fremsat af en tværregional landegruppe, og som i virkeligheden adresserer nogle af de her spørgsmål, idet forslaget går på at anmode Den Internationale Domstol om at afgive en vejledende udtalelse om Israels juridiske forpligtigelse som besættelsesmagt med hensyn til at sikre og afhjælpe særlig FN's og de internationale organisationers virke i de besatte palæstinensiske områder.

Så vi forfølger det her. Men jeg har svært ved, og regeringen har svært ved at se, at der er nogen synderlig merværdi i forhold til konkret indflydelse på den her situation, ved at vi stemmer det konkrete beslutningsforslag igennem her.

Spørgeren.

Med al respekt for regeringens lovmaskine er der også flere gange, hvor man som et parti i Folketinget, der ikke er en del af regeringen, kan se, at der er noget, man stemmer for, ikke fordi noget har merværdi, men fordi symbolet i faktisk at støtte noget kan have betydning.

Så vil jeg igen sige, at det egentlig ikke var nødvendigt at komme med det her beslutningsforslag, hvis det var sådan, at regeringen ligesom havde sagt: Med den her juridiske vurdering ændrer vi i virkeligheden og skruer op for vores praksis. Der er også en anden grund, udenrigsminister, og det er, at vi jo i den her diskussion i Folketinget har en del af oppositionen til højre for regeringen, som konstant udfordrer Danmarks efterlevelse af den internationale retsorden. Det her kunne være en måde fra dansk side at sige: Vi står ved domstolen og domstolens juridiske vurdering, og selvfølgelig lægger vi det til grund [lydudfald] ...

Ministeren.

Men altså, det er jo den linje, regeringen forfølger, og det gør vi uagtet fremme af det her beslutningsforslag. Og nu man ligesom vælge, for hvis der i det her beslutningsforslag ligger, at medmindre det vedtages, forfølger regeringen ikke den rigtige linje, så har jeg i hvert fald en udfordring, for hvis jeg stemte for, skulle jeg jo altså korrigere min linje, og jeg mener, at jeg forfølger den rigtige linje. Derfor bliver det sådan lidt en cirkulær argumentation her.

Vi står på folkeretten; vi forfølger det; vi anerkender ikke besættelsen af de her områder. Vi arbejder i alle relevante internationale fora for at fremme det, og jeg har lige givet et meget, meget konkret eksempel omkring en stemmeafgivelse, der kommer op i morgen i New York.

Tak til udenrigsministeren. Der er tegnet en spørger ind. Hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten. Værsgo.

Okay, så regeringen stemmer ikke for det her forslag, fint nok. Er det at drive det for vidt at sige, at regeringen er enig i indholdet i det her forslag?

Ministeren.

Jeg tror, jeg allerede i mit første indlæg sagde, at vi sådan set er enige i de hensyn, der ligger bag det her forslag. Og alt, hvad jeg i øvrigt sagde i mit indlæg, peger jo også den vej. Men vi ser ikke noget behov for, at vi stemmer for det her beslutningsforslag.

Vi har nok også en anden tonalitet. Fru Trine Pertou Mach sagde, at den 7. oktober ikke var et vakuum, og jeg tror, jeg sagde det på den måde, at den 7. oktober er første sætning i et nyt kapitel i en meget, meget lang trist historie om en situation i Mellemøsten, vi skal have gjort noget ved. Den danske position er meget, meget klar: Vi anerkender ikke Israels besættelse af de besatte områder; vi ønsker en tostatsløsning. Vi overvejer nøje, også med de skridt vi tager, hvordan vi fremmer det synspunkt bedst muligt i en ret kompleks verden, hvor vi også ønsker at have rum for dialog både med Israel og Palæstina. Jeg planlægger selv en tur i starten af det nye år, som selvfølgelig også, og det skal jeg så beklage over for oppositionen, kommer til at medføre noget rejseaktivitet og dermed nogle afledte omkostninger.

Spørgeren.

Altså, det bliver sådan en underlig strid om ord, men det, som jeg forstår, er, at regeringen er enig i, at den her vurdering, der kommer fra Den Internationale Domstol, skal efterleves, ikke? Det er regeringen enig i. Så vil man ikke stemme for det her, muligvis på grund af noget, nogen sagde i en bemærkning, men man vil ikke stemme for det her, men det er så i orden. Man er sådan set enig i det, der står.

Ministeren.

Til din tale skal svarene være ja, ja og nej, nej og ja, svaret er ja.

Tak. Der er ikke flere spørgsmål til udenrigsministeren. Vi åbner nu op for ordførerrækken, og den første i ordførerrækken er hr. Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Israels besættelse af palæstinensiske områder er en klar overtrædelse af den internationale regelbaserede verdensorden. FN's Generalforsamling anmodede tilbage i 2022 Den Internationale domstol om en juridisk vurdering af de israelske besættelser og bosættelser. Den Internationale Domstol fremlægger sin vurdering og konkluderer klart, at det er ulovligt, en overtrædelse, i juli måned i år. FN's Generalforsamling vedtager en resolution i september måned i år, som siger, at israelske besættelse af de palæstinensiske områder skal ophøre. Her står folkeretten, her er den internationale retsorden på det her punkt, her står Socialdemokratiet, her står Danmark, og her står regeringen, som udenrigsministeren netop har fortalt.

Socialdemokratiet har altid bakket 100 pct. op omkring ICJ, Den Internationale Domstol, og Socialdemokratiet har altid bakket 100 pct. op i forhold til modstanden i forhold til de israelske besættelser af Vestbredden, Gaza og Østjerusalem og den vold, som er relateret hertil, i forbindelse med besættelsen. Udenrigsministeren har netop fortalt, hvordan regeringen konstant og i alle fora arbejder for at få dette til at ske såvel bilateralt som i vores forpligtende samarbejder. Det samme gør vi i Socialdemokratiet, både politisk og der, hvor vi agerer diplomatisk.

Vi ønsker så meget ro og ordnede forhold i Palæstina, i Israel og i hele den omkringliggende region. Palæstinenserne har ret til selvbestemmelse. Vi ønsker så meget en fredelig løsning, som parterne kan se sig selv i, og vi ønsker en tostatsløsning. Det er målet, og det er for os at se den eneste løsning på årtiers ufred og konflikt.

Hvordan ser vi så i Socialdemokratiet en ønskelig sådan proceslinje herfor? Først af alt skal der en humanitær våbenhvile til, og der skal en frigivelse af gidslerne til. Så skal der en humanitær adgang og dermed bedre forhold i Gaza til. Og så skal der være en reel langvarig, permanent våbenhvile, hvormed der kan sikres en stabilisering og en genopbygning. Og processen og forhandlingerne mellem parterne skal naturligvis være der, og den skal være intens, for at vi kan nå frem mod en tostatsløsning, som bygger på en gensidig respekt og accept. Parterne må forsones, og der skal ske en overholdelse af den internationale retsorden. Det skal være den nye norm.

Jeg har besøgt Vestbredden. Det er der givetvis også andre af mine kollegaer her i salen i dag der har. Jeg har besøgt Israel og Palæstina. Jeg har set bosættelser. Jeg har lyttet til hverdagens vidner fra begge sider. Det har gjort et dybt, dybt indtryk på mig. Det har også givet en god politisk energi til at arbejde frem mod en løsning.

Beslutningsforslaget, som er fremsat her, pålægger regeringen at arbejde aktivt for en efterlevelse af ICJ's vurderinger fra juli måned i år, nemlig at israelske bosættelser, som er ulovlige, bringes til ophør hurtigt. Det her er allerede regeringens adfærd og faste mål, hvorfor vi ikke kan støtte forslaget. Men jeg vil gerne sige, at den klart udtrykte intention fra Enhedslistens side flugter helt med den socialdemokratiske. Israel skal overholde og skal rette ind efter det, der er ICJ's konkluderende juridiske vurderinger. Der skal ske en standsning af bosættelserne og den afledte vold heraf. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Den første spørger er fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten.

Tak til ordføreren for en god tale hele vejen igennem, og langt hen ad vejen er vi jo så også enige. Jeg bliver en lille smule forvirret over, at ordføreren ligesom udenrigsministeren siger, at de i virkeligheden faktisk er enige i det, der er her, og at det allerede er regeringens politik, men at de kan ikke stemme for det. Betyder det så, at Socialdemokraterne ikke kan stemme for Socialdemokraternes egen politik og adfærd? Det forstår jeg simpelt hen ikke. Vil ordføreren ikke uddybe begavelsen i det?

Ordføreren.

Jo, jeg skal prøve. For mig at se giver det ingen mening at stemme for et beslutningsforslag, som sætter en ramme op for den praksis, som sker i forvejen.

Spørgeren.

Men betyder det, at ordføreren vil stemme imod et beslutningsforslag, som lægger rammen for det, der sker i forvejen? Det er i virkeligheden konsekvensen af det, ordføreren siger.

Det kan godt være, at det ikke betyder noget i dansk politik, men det betyder jo noget konkret for mennesker i Palæstina at se, at det danske Folketing bekræfter, at Den Internationale Domstols juridiske vurdering betyder noget konkret for vores udenrigspolitik. Det er der dele af Folketinget der helt sikkert ikke vil være enige i, og der synes jeg, det ville være utrolig vigtigt, at vi bredt kan sende et signal om, at det her betyder noget, ikke bare i ord, men også i gerning, og det kan man bl.a. gøre ved, at man jo har et beslutningsforslag, der er vedtaget af et flertal i Folketinget.

Ordføreren.

Jeg er enig med ordføreren så langt, at jeg håber, at parterne i Israel og Palæstina bemærker vores politiske debat her i dag, og at de bemærker, med hvilken tydelighed udenrigsministeren og jeg og forhåbentlig mange andre vil udtrykke vores totale et hundrede procent klokkeklare opbakning til det, der er domstolens afsigelse og deres konklusion og vurdering. Det er præcis, som udenrigsministeren har sagt, og som jeg også har sagt i min tale, jo det, der er vores hverdagsadfærd. Det er det både politisk, og det er det diplomatisk.

Så jeg er rigtig glad for, at vi i og for sig får diskussionen her, men det giver ingen mening at stemme for et beslutningsforslag, hvor indholdet er det, der er praksis i dag.

Tak til ordføreren, hr. Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet. Den næste i ordførerrækken er hr. Michael Aastrup Jensen fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Og også tak til Enhedslisten for, at vi kan diskutere noget, som jeg ved ligger rigtig mange på sinde, nemlig hvordan vi håndterer situationen med den ulovlige besættelse af de palæstinensiske områder.

Jeg er jo helt overraskende totalt enig med både udenrigsministeren og min socialdemokratiske kollega. Først og fremmest er vi fuldstændig enige i det, som er ICJ's udtalelse, nemlig at de ulovlige besættelser af de forskellige territorier skal ophøre, og at vi skal arbejde for en varig tostatsløsning med Palæstina i den ene side og Israel i den anden side i et naboskab, som baserer sig på fredelig sameksistens i samme område.

Så er spørgsmålet jo: Hvordan når man derhen? Altså, det er vel nu 6-7 måneder siden, at jeg som formand for Det Udenrigspolitiske Nævn ledte en delegation til bl.a. Vestbredden. Og vi, der var med på den tur, oplevede jo med vores egne øjne den fuldstændig ulykkelige situation, som rigtig mange palæstinensiske civilbefolkninger er ramt af på en daglig basis. Vi besøgte en palæstinensisk beduinfamilie på Vestbredden, som dagligt blev angrebet af de ulovlige bosættere, fordi de ønsker at få dem væk fra den jord, fordi de ønsker at udvide. Det er jo totalt uacceptabelt. Det er totalt uacceptabelt både i al juridisk forstand, men også i menneskelig forstand.

Derfor er der jo kun et svar, og det er at vende sig voldsomt imod det. Og derfor er jeg rigtig glad for, at Danmark har været bannerfører i forhold til bl.a. at sikre, at der er lavet sanktioner mod de meget ekstreme bosættelsesledere og lignende. For det her bliver vi nødsaget til at sige meget, meget klart fra over for.

På den anden side er det jo samtidig vigtigt at holde fast i, at vi jo heller ikke skal ende i et sikkerhedsvakuum. Jeg synes, det var det helt rigtige, da Danmark undlod at stemme for den resolution, der var til FN's Generalforsamling tilbage i september, tror jeg det var. For hvis den resolution, som der godt nok var et flertal der stemte for, var blevet til virkelighed, så ville der jo have været et sikkerhedsvakuum i forhold til f.eks. Gaza.

Hvad var det sidste, der skete, da der var et sikkerhedsvakuum i forhold til Gaza? Jamen så så vi Hamas komme op og overtage kontrollen. Og det, vi jo oplevede på vores tur tilbage i sommer, var, at vi faktisk havde møde med toneangivende regeringsmedlemmer i det palæstinensiske selvstyre, som jo klart indrømmer, at de ikke kan have kontrollen med deres eget territorium den dag i dag.

Så det er jo bare vigtigt at holde fast i, at alle os, der ønsker en tostatsløsning så hurtigt som overhovedet muligt, også bare bliver nødsaget til at sige: Det er ikke lige så nemt som bare at sige, at det skal gøres, og så sker det af sig selv. Der er en lang række praktiske udfordringer. En af dem, som måske er den allervigtigste, er sikkerheden. Betyder det så, at jeg støtter det, som dele af den israelske regering har gjort sig til talsmand for, nemlig en militær tilstedeværelse fra Israels side og tilbageførelse af ulovlige bosættelser til Gaza? Svaret er klart: Nej. For det ville jo heller ikke skabe nogen som helst stabilitet. Det ville jo heller ikke skabe nogen som helst fred. Og derfor skal vi selvfølgelig igen og igen også sige klart fra over for sådan nogle tendenser, som der desværre er dele af i den israelske regering.

Så alt i alt synes jeg, at det er den helt rigtige linje, som den danske regering har anlagt med udenrigsministeren i spidsen. Ikke mindst i forbindelse med afstemningen i morgen i FN siger vi også krystalklart internationalt, hvad vores holdning er. Det vil også kunne blive hørt i de palæstinensiske besatte områder. Det vil også kunne blive hørt af den israelske regering. Og samtidig står vi på den side, der handler om, at vi derudover selvfølgelig ønsker at få den ulykkelige krig til at blive erstattet af en humanitær våbenhvile nu, sådan at vi forhåbentlig kan få frigivet de israelske gidsler, som har været i Hamas' og deres allieredes varetægt alt, alt for længe, og samtidig ikke mindst kan få taget hånd om de alt, alt for mange helt uskyldige palæstinensiske civile ofre, der også har været i den her krig.

Den her krig har indtil videre haft alt for mange ofre fra alle muliges side, og derfor ønsker vi i hvert fald fra Venstres side at gøre alt, hvad vi kan, for at den bliver afløst af stabilitet og fred i stedet for.

Tak til ordføreren. Den første spørger er fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, hr. Michael Aastrup Jensen. Også tak for den principielle opbakning til indholdet, men dog alligevel med samme krølle på det, som de øvrige regeringspartier har, ved at man siger: Det er godt nok vores politik, men vi ønsker ikke at stemme for den. Jeg skal nok lige hjem og tygge lidt på, hvorfor det dog kan være.

Så vil jeg bare spørge konkret: Når ordføreren siger, at vi skal vænne os voldsomt imod det, Israel gør, som er ulovligt og folkeretsstridigt, hvordan gør man så det, altså når man ikke vil tage konkrete skridt, eller når man end ikke i forbindelse med et beslutningsforslag i det danske Folketing vil stemme for, at Den Internationale Domstols juridiske vurdering skal efterleves aktivt?

Hvordan vender man sig så voldsomt imod det? Altså, stakken af rapporter, der dokumenterer krigsforbrydelser, der dokumenterer besættelsen, bosættelsen og alle ulovlighederne, det, som den her vurdering i virkeligheden er toppen af, vokser og vokser. Det er jo ikke, fordi vi mangler viden. Konklusionen i vurderingen er jo ikke overraskende. Men al den tid har man vendt sig imod, fordømt, bekymret sig, og det er kun blevet værre. Hvad er det for konkrete skridt, Venstre forestiller sig man kan tage?

Ordføreren.

Tak for det, fru Trine Pertou Mach. Allerførst er jeg jo ked af, at min tale ikke var god, hvilket jeg kunne forstå at min socialdemokratiske kollegas tale var. Men spøg til side.

Jeg forstår jo godt spørgsmålet, og svaret på det er jo, at vi skal bruge de forskellige redskaber, vi har, deriblandt afstemningen i FN-regi i morgen. Vi tiltræder en plads i FN's Sikkerhedsråd ved årsskiftet, og der forventer jeg også, at det her kommer til at fylde rigtig meget – ja, forhåbentlig ikke hele vores tid i FN's Sikkerhedsråd, men i hvert fald i starten af tiden i FN's Sikkerhedsråd. Og på den måde har vi gjort vores klare, klare positioner op i FN-regi. Det gør vi selvfølgelig også direkte i dialog med vores israelske kollegaer og i andre henseender i EU-regi og lignende.

Så vi gør det jo med de diplomatiske redskaber, som vi har til vores rådighed, og der får vi heldigvis et stort diplomatisk redskab, der hedder FN's Sikkerhedsråd, pr. 1. januar.

Spørgeren.

Tak. Ordførerens tale var overhovedet ikke dårlig, så det skal hermed også være sagt for åben mikrofon.

Altså, jeg forstår det sådan, at Venstre faktisk, når man anerkender den her juridiske vurdering, anerkender, at der er tale om en ulovlig besættelse og ulovlige bosættelser, og at de er en barriere for fred og den løsning, regeringen går ind for, nemlig en anerkendelse af tostatsløsningen. Man anerkender, at bosættelserne i Jerusalem og på Vestbredden skal rømmes, og man anerkender, at der ikke kan komme nye.

Er alt det her blevet nemmere eller sværere igennem de seneste år, hvor man har sagt det samme, men ikke gjort noget? Er tostatsløsningen kommet tættere på eller længere væk? Vil ordføreren ikke svare meget konkret på det?

Ordføreren.

Jo, det vil jeg. Jeg frygter desværre, at vi er kommet længere væk, men det er nu ikke vores skyld; det er på baggrund af, hvad der sker den 20. januar i Washington, for der kommer der en ny præsidentadministration med Trump i spidsen – Donald Trump, som jeg frygter reelt vil give endnu mere carte blanche til de yderliggående kræfter, der er i den israelske regering, til at udføre, hvad de har lyst til, og det er kontraproduktivt, i forhold til hvad jeg står for.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål. Den næste i ordførerrækken er hr. Kristian Bøgsted fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for ordet. Da vores sædvanlige ordfører, fru Charlotte Munch, desværre er blevet syg, må I nøjes med at høre mig læse talen op i dag.

Tak for ordet. Israel blev den 7. oktober 2023 angrebet af Hamas, der trængte ind i Israel og myrdede omkring 1.200 mennesker. Omkring 250 blev taget som gidsler, og Hamas holder stadig mange som gidsler. Heldigvis er Israel ved at have nedkæmpet Hamas i Gaza, men desværre er der stadig væk mange gidsler. Det er helt tydeligt, hvem der er skyld i den nuværende eskalation af konflikten, og det er ikke Israel. Tilbage i juli 2024 kom Den Internationale Domstol, ICJ, så med en vurdering, der siger, at Israels besættelse af Vestbredden, Gaza og Østjerusalem er ulovlig, og at den skal bringes til ophør.

Jeg konstaterer, at der ikke er enighed i ICJ om vurderingen. USA, Storbritannien og Ungarn har talt til fordel for Israel under høringerne, og Israel er selvsagt heller ikke enig i ICJ-vurderingen, der dog heller ikke er juridisk bindende for Israel. Danmarksdemokraterne mener ikke, at vurderingen skal have konsekvenser for Israel, fordi en løsning på konflikten i Mellemøsten ikke er egnet til at ske igennem retssystemet. Løsningen på konflikten er politisk, og Den Internationale Domstol er ganske enkelt ikke et egnet redskab til at træffe afgørelser i konflikter som den konflikt, beslutningsforslaget omhandler, og i dette tilfælde er der tilmed blot tale om en vurdering. Domstolen skal tage sig af juridiske tvister mellem lande, og den burde afholde sig fra et komme med vurderinger i spørgsmål, der åbenlyst skal klares politisk.

Derfor kan Danmarksdemokraterne ikke støtte Enhedslistens beslutningsforslag, og jeg skal hilse fra De Konservative og sige, at de heller ikke kan støtte forslaget, og som jeg har forstået det, skal jeg også hilse fra Dansk Folkeparti og sige, at de heller ikke kan støtte det.

Tak til ordføreren. Den første spørger er fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten.

Tak for det, og jeg anerkender, at det ikke er ordføreren, der er ordfører på området. Men jeg har dog med afsæt i talen bare det spørgsmål, om det, som den juridiske vurdering jo i virkeligheden netop ikke gør, er, at den siger, at der ikke er en juridisk tvist om retten til de territorier, men at det faktisk er politisk. For vurderingen siger jo netop, at der er tale om overtrædelser af international lov, når Israel har besat det palæstinensiske territorie, så det i virkeligheden ikke er en juridisk tvist, men det jo rent faktisk er en politisk tvist, og at det også er Danmarks ansvar – som en del af det internationale retssamfund – at sørge for at genetablere international ret i Palæstina.

Ordføreren.

Vi mener, at det er en politisk tvist dernede, og det her er jo netop også en vurdering, hvor der heller ikke er enighed om det.

Spørgeren.

Er det egentlig Danmarksdemokraternes opfattelse af situationen i Israel-Palæstina, at Israel er en besættelsesmagt? Og anerkender man den del af konklusionen – alt det andet kan vi lade ligge – der handler om, at Israel er en besættelsesmagt på Vestbredden, i Gaza og Østjerusalem?

Ordføreren.

Uden at være ekspert og uden at være ordfører på det her område og have sat mig ind i detaljerne, så ved jeg dog i hvert fald historisk set, at når man snakker om bosættelser på den her måde, så er der meget forskellige vurderinger af, hvordan man har gjort det. For nogle vil sige, at det er en tvungen besættelsesmagt med bosættelser, og andre vil sige, at det var frie områder, hvor man har nedlagt noget, og hvor det er frivilligt, at folk er flyttet dertil. Så det bliver en vurdering, men som sagt er jeg heller ikke ekspert på det her område, desværre.

Tak til ordføreren fra Danmarksdemokraterne. Vi går nu videre i talerrækken, og det er hr. Karsten Hønge fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. Benjamin Netanyahu og hans ekstreme højreregering er en ulykke både for israelerne og for palæstinenserne. Netanyahu og de national-religiøse piller fugerne i stykker i Israels demokrati, og det kan ende helt galt. Jeg håber virkelig, at Israel drejer væk fra den yderligtgående højrefløj og væk fra de reaktionære, fundamentalistiske jødiske grupper. Det er klart, at lidelserne i Gaza, krigen mod Hizbollah og det syriske diktaturs fald får mest opmærksomhed lige nu, men på lidt længere sigt spiller de områder, som Israel besatte i 1967, en helt central rolle. Der bliver ikke fred uden en selvstændig palæstinensisk stat, der omfatter Vestbredden, Gaza og Østjerusalem.

Ja, israelerne har al mulig ret til at leve i tryghed bag sikre grænser, men højrefløjen og de ekstreme national-religiøse gør det ualmindelig svært at realisere. Den tidligere premierminister og medlem af Knesset siden 1973, Ehud Olmert, siger direkte, at den nuværende regering er antiisraelsk. Han opfordrer andre lande til at blande sig meget mere i Israels nuværende krise, og den danske regering bør følge hans opfordring og gå foran i EU for at samle landene bag et pres på Israel. Olmert gør det klart, at han ikke ønsker at leve i et land, hvor borgerne ikke har de samme rettigheder og menneskerettigheder. Hvis ikke alle har de samme rettigheder, betyder det enden på Israel som demokratisk stat, slår han fast, mens han i øvrigt også argumenterer stærkt for en selvstændig palæstinensisk stat.

For nylig havde jeg igen her på Christiansborg besøg af Yehuda Shaul, initiativtageren til den organisation, der hedder Breaking the Silence, og som er organisation for tidligere officerer og befalingsmænd i den israelske hær. Hans øjenvidneskildringer fra den voldelige hverdag, som palæstinenserne lever under, og den voksende utilfredshed blandt jødiske israelere viser, at Israel står over for nogle historisk afgørende valg om landets fremtid. Shaul håber på, at landet fastholder sin demokratiske struktur, og at man også gør op med den apartheid, som han kalder det, og som han oplever gennemsyrer samfundet, og som diskriminerer palæstinenserne og efterlader dem i en fuldstændig forståelig desperation. Det er i alles interesse – både palæstinenserne, de fredselskende israelere og det internationale samfunds – som vil undgå en større regional krig, og det er netop også i israelernes egen interesse. For udviklingen lige nu undergraver på sigt selve Israel som stats eksistens, og selv om realiseringen af en palæstinensisk stat måske ikke sker sådan lige i den allernærmeste fremtid, har palæstinenserne her og nu brug for håb om en bedre fremtid. Drømmen i Mellemøsten forbliver bare en tåget drøm, hvis den katastrofale udvikling i de besatte områder fortsætter. Israel er på kollisionsskurs med det internationale retssamfund, når landet pure afviser de seneste kendelser fra FN's højeste juridiske myndighed, Den Internationale Domstol i Haag. Israel må gøre op med sig selv, om landet vil have en plads i det internationale retssamfund. Desværre ser det ud til, at højrefløjen og de stærke national-religiøse kræfter i stedet skubber Israel længere og længere ud i selvdestruktion.

Lige før sommerferien afsagde Den Internationale Domstol forskellige kendelser, der overordnet betyder, at Israel skal trække sig tilbage bag de grænser, som var gældende før krigen i 1967. Kendelserne slog også fast, at de hundredtusindvis af bosættere på Vestbredden strider mod folkeretten, for intet land har ret til at overføre sine egne borgere til besatte områder. Domstolen kritiserer Israel for at rive palæstinensiske huse ned og fordrive beboerne for at udnytte områdets naturressourcer. Domstolen slog også fast, at det efter 57 års besættelse nu er tydeligt, at Israels ambition er at overtage områderne permanent, og at dette klart strider mod folkeretten.

Et retssamfund følger naturligvis kendelserne fra FN's højeste domstol, altså verdens vigtigste juridiske myndighed. Det har de nuværende ledende kræfter i Israel bare ingen planer om. Tværtimod. Men man diskuterer ikke med domstolen, og man retter sig efter deres afgørelser, for ellers falder et retssamfund fra hinanden. Højrefløjen og de fundamentalistiske religiøse grupper leger med ilden, når de vil udvide Israels territorium til reelt at omfatte de områder, som skal udgøre en kommende selvstændig palæstinensisk stat. Det er et brud på folkeretten, og det bomber fredsprocessen langt tilbage, hvis det lykkes at reducere Palæstina til små enklaver midt i Israels territorium, hvor palæstinenserne er tabere uden rettigheder. FN advarer mod udviklingen og om at ignorere kendelserne fra domstolen.

Jeg sætter mine forhåbninger til den israelske fredsbevægelse og fagbevægelse og et stærkere centrum-venstre. Netanyahu, højrefløjen og de national-religiøse er farlige for israelerne og farlige for palæstinenserne, og det er en trussel mod os alle sammen ved at ødelægge mulighederne for fred. SF støtter beslutningsforslaget fra Enhedslisten.

Tak til ordføreren. Der er ingen spørgsmål. Derfor går vi videre i talerrækken, og den næste på talerstolen er hr. Lars-Christian Brask fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Liberal Alliance støtter ikke B 53. I Liberal Alliance vil vi opfordre regeringen til at bruge politisk goodwill, muskler og energi på fredsforhandlinger om en tostatsløsning.

Tak til ordføreren. Der er et enkelt spørgsmål fra fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak, og undskyld, at jeg ikke fik mig trykket ind i tide, men det var den korteste tale, jeg kan erindre at have hørt her i Folketingssalen.

Tak til hr. Lars-Christian Brask, for det er jo en klar melding om, hvad man mener om beslutningsforslaget. Men jeg vil gerne spørge ordføreren, om Liberal Alliance anerkender, at Israel er en besættelsesmagt, at besættelsen af de palæstinensiske områder er i strid med international lov, og at forudsætningen for den tostatsløsning, som hr. Lars-Christian Brask opfordrer regeringen til at arbejde for, kun er til stede, hvis Israel efterlever det, som den internationale domstols vurdering her siger, nemlig at rømme de bosættelser, der er i Østjerusalem og på Vestbredden, og at Israel i øvrigt opgiver sine besættelser.

Ordføreren.

Det må en fredsforhandling jo vise hvordan kan løses, men i Liberal Alliance er vi for en tostatsløsning.

Spørgeren.

Det skal jeg lige forstå igen, for i forhold til den tostatsløsning er der jo nogle klare grænser. Der er 1967-grænsen. Det er det, det internationale samfund har sagt er der, hvor grænsen skal gå mellem staten Israel og den kommende stat Palæstina. Det er ligesom det. Og besættelsen er jo så de territorier uden for 1967-grænsen, som Israel har annekteret. Det er vel ikke i en forhandling, at palæstinenserne skal forhandle sig til retten til eget territorium. Det er i hvert fald ikke en praksis og en, hvad kan man sige, fortælling, et narrativ eller en tilgang, vi har, når det gælder Ruslands invasion af Ukraine, altså at Ukraine skal forhandle sig til retten til egen suverænitet. Mener Liberal Alliance, at palæstinenserne skal det?

Ordføreren.

Der skal i hvert fald en fredsforhandling til, og i forhold til hvad den fredsforhandling og en eventuel aftale kommer til at indeholde, er det jo den specifikke fredsforhandling, der siger det. Vi er for en tostatsløsning. Vi tager udgangspunkt i de grænser, der var i 1967.

Tak til ordføreren for Liberal Alliance. Der er ikke stillet flere spørgsmål. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste på talerstolen er hr. Henrik Frandsen fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for ordet, formand, og tak til Enhedslisten for at fremsætte beslutningsforslaget. Jeg må allerede nu indrømme, at jeg ikke kan holde lige så kort og præcis en tale som min forgænger. Den bliver lige en anelse længere.

Det er vigtigt, at vi som land bakker op om den internationale retsorden og de institutioner, der hører til den internationale retsorden. Jeg er enig med forslagsstillerne i, at Israels besættelse af de palæstinensiske områder skal bringes til ophør, og det skal den hurtigst muligt. Men det er jo også det, regeringen allerede arbejder for, samtidig med at der arbejdes for en fremtidig tostatsløsning som den eneste måde, hvorpå konflikten i området kan bringes til varig ophør, vel at mærke en tostatsløsning med en gensidig anerkendelse af hinandens ret til at leve i fred og sikkerhed.

Vi må bare sige, at lige nu sker der rigtig meget, og det sker rigtig hurtigt i regionen. Der er krig – det ved vi – med alt, hvad det fører med sig i både Gaza og i Sydlibanon, og ikke mindst skal nævnes det hurtige kollaps af Assads styre i Syrien. Det kan også godt vise sig at være noget, der fører til forandring.

Hvad alt dette kommer til at betyde for den fremtidige udvikling er meget, meget svært at forudsige. Men det ændrer ikke ved, at Danmark fortsat skal arbejde for at lægge pres på begge parter i Israel-Palæstina-konflikten, et pres for en generel våbenhvile og et pres for at sikre en israelsk rømning af de besatte områder, samtidig med at vi også må kræve, at gidslerne bliver frigivet. Dette er med henblik på, at vi skal opnå en gensidig anerkendelse, som kan lede til en tostatsløsning.

Så er det jo også sådan, at fra årsskiftet og de næste 2 år frem bliver Danmark medlem af FN's Sikkerhedsråd, og det giver os jo alt andet lige endnu bedre muligheder for at presse på for at gennemføre den dagsorden.

Når Moderaterne så alligevel ikke kan støtte beslutningsforslaget, skyldes det, at vi ikke kan se, at det på nogen måde gavner fredsprocessen. For regeringen arbejder jo allerede i dag aktivt for, at Israel efterlever sine folkeretlige forpligtelser, herunder at rømme de besatte områder. Samtidig mener vi heller ikke, at spørgsmålet om erstatning efter vores opfattelse er relevant at tage op på nuværende tidspunkt.

Så Moderaterne kan som sagt ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren for Moderaterne, hr. Henrik Frandsen. Der er et enkelt spørgsmål fra fru Trine Pertou Mach.

Tak, og tak til ordføreren for den principielle tilkendegivelse af enighed i B-forslagets indhold, som jeg i hvert fald forstod ordføreren. Vil ordføreren ikke prøve at forklare, hvordan Moderaterne som en del af den danske regering konkret arbejder for, at Israel rømmer bosættelserne? Jeg er med på det med sanktionerne; det har vi diskuteret flere gange, og alt det anerkender jeg. Sagen er jo bare, at antallet af bosættelser siden Osloaftalen kun er vokset, at Israel i løbet af de seneste uger og måneder har erklæret, at de vil udvide antallet af bosættelser, og at der så sent som tidligere i den her uge bliver rømmet, ryddet og nedrevet huse for at gøre plads til israelske bosættere i Østjerusalem. Så mens krigen i Gaza raser, fortsætter Israel jo sin annektering i andre dele af Palæstina. Så hvordan er det, regeringen konkret arbejder for en rømning?

Ordføreren.

Jamen jeg anerkender fuldt ud, at tingene arbejder i den forkerte retning, og det er fuldstændig uacceptabelt, at der bliver oprettet nye bosættelser i de besatte områder. Nu er jeg jo ikke minister, jeg er ordfører i et regeringsparti, tilfældigvis det regeringsparti, som også har udenrigsministerposten, og der bliver jo arbejdet intenst diplomatisk for, at vi kan understøtte en fredsproces bedst muligt fra dansk side, og det er med de redskaber, der nu engang findes i den diplomatiske værktøjskasse. Der er en mangfoldighed af dem, men dem skal jeg ikke komme ind på her. Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at den danske regerings linje her er meget klar: Vi skal have rømmet de besatte områder, vi skal have en varig fred, vi skal have en tostatsløsning, vi skal have gidslerne frigivet, og så skal vi også have parterne til gensidigt at anerkende hinandens ret til sikkerhed og tryghed.

Spørgeren.

Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at ordførerens parti – og ikke bare, fordi ordførerens parti har udenrigsministerposten – og regeringen anerkender behovet for en tostatsløsning og ser barriererne for den lige så tydeligt som alle andre, så det er sådan set ikke det, der er pointen. Pointen er jo, hvad det betyder for den konkret førte politik. For de sidste mange, mange år er situationen i Palæstina kun blevet værre. Bosættelserne vokser i omfang, og undertrykkelsen stiger i omfang. Har vi tid til at blive ved med at vente ved at lege med ord om, at man ikke vil stemme for noget, man egentlig mener, men ikke vil stemme for, fordi det er det forkerte tidspunkt eller det er ligegyldigt? Lige nu raser krigen mod palæstinenserne i hele Palæstina. Har vi tid til at vente?

Tak! Ordføreren.

I Moderaterne mener vi ikke, at vi gavner fredsprocessen ved at stemme for beslutningsforslag nr. 53, mener jeg det var – ja, det var det. Men samtidig med det mener vi stadig væk, det er vigtigt, at Danmark så håndfast som overhovedet muligt arbejder for at fremme fredsprocessen i området. Det er også vigtigt, at vi også anerkender, at det er besatte områder, vi er på, at det er uacceptabelt, at man stadig væk opretter bosættelser i de besatte områder, og at der er bosættervold i forhold til palæstinensere i de besatte områder. I forhold til alle de ting arbejder vi benhårdt med de diplomatiske værktøjer, der findes i værktøjskassen.

Tak til Moderaternes ordfører, hr. Henrik Frandsen. Da jeg ikke ser nogen i salen fra Radikale Venstre og Alternativet, giver jeg til slut ordet til forslagsstilleren, fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Tak for ordet, og jeg kan jo starte med at hilse mig selv og resten af salen fra Alternativet og Radikale Venstre, som beklager, at de ikke kan være til stede, men begge partier bakker op om beslutningsforslaget.

Tak for debatten, og i virkeligheden jo også tak for den principielle opbakning til substansen i beslutningsforslaget. Jeg skal ærlig indrømme, som jeg også sagde til hr. Michael Aastrup Jensen, inden vi gik ind i Folketingssalen, at vi i Enhedslisten ikke har behov for at have en konflikt med regeringen på det her eller en uenighed. I virkeligheden vil vi jo gerne, at det her beslutningsforslag bare gled igennem, og at vi havde gjort det ganske hurtigt, nok ikke med enstemmighed, men dog i hvert fald med et massivt flertal, netop fordi det burde være ligefremt at kunne bakke op om, at vi skal efterleve Den Internationale Domstols juridiske vurdering og det, der er indholdet i den.

Jeg synes, det er godt at høre, og jeg er også begejstret for den store glæde ved beslutningsforslaget. Jeg er mindre begejstret for, at man faktisk ikke kan stemme for det. Jeg synes, det er trist, at vi ikke helhjertet fra det danske Folketing kan sende det klare signal til Israel, til Palæstina, til omverdenen, til borgere i vores eget land om, at vi faktisk vil efterleve den juridiske vurdering i vores udenrigspolitik.

Jeg forstår jo også, at man i regeringen siger, og nu gentager jeg, for ordføreren fra Socialdemokratiet sidder og ryster på hovedet her, at man mener det, men alligevel ikke vil stemme for det. Den logik tror jeg i hvert fald ikke selv jeg forstår, og at det kunne være fint. Det kan være, at ordføreren har lyst til at uddybe det i et spørgsmål lige om lidt.

Ikke desto mindre vil jeg sige, at det her beslutningsforslag grundlæggende handler om at erkende, at man også i Danmark vil efterleve den juridiske vurdering, som Den Internationale Domstol er kommet med, som siger ganske klart noget, vi i Danmark egentlig ikke er specielt overraskede over, nemlig at det er helt klart, at Israel er en besættelsesmagt, at bosættelserne og besættelsen er ulovlig, at hele situationen i de palæstinensiske områder er ulovlig. Det er en meget klar konklusion for langt de fleste mennesker i verden, og det er altså ikke noget, man blot verfer til side; det er faktisk noget, man efterlever.

Danmark er jo en stat, der står vagt om folkeretten og den internationale retsorden. Det er et mangeårigt element i vores udenrigspolitik, uanset hvem der har haft regeringsmagten, at anføre, at en tostatsløsning er den eneste vej frem mod en varig og retfærdig fred mellem Palæstina og Israel.

Der er meget, man kan gøre for at lægge pres på Israel. Et allerførste skridt kunne jo være at anerkende Palæstina som en selvstændig stat. Et andet skridt kunne være, at man fra EU's side suspenderer associeringsaftalen mellem EU og Israel. Et tredje spor kunne være økonomiske sanktioner, som man anvender over for andre stater, som krænker folkeretten, og en fjerde kunne være en våbenembargo.

Det er jo faktisk sådan, at alle de her ting har vi også diskuteret i Folketingssalen igennem de seneste måneder, og desværre er det jo ikke noget, som man fra regeringens side har villet bakke op om. Jeg er med på, at der er et spor i gang i EU-regi omkring sanktioner over for voldelige bosættelser. Man kunne jo sige, at det skulle være sanktionering af hele bosætterøkonomien og import fra bosættelserne i almindelighed og ikke kun voldelige bosættere. Det er jo sådan et hjørne af det; hele bosættersystemet er jo ulovligt. Så gjorde man i virkeligheden, hvad man gør over fra andre stater, nemlig indføre sanktioner, f.eks. på linje med dem, man har indført over for Rusland. Man kunne også fra dansk side intervenere ved Den Internationale Domstol til fordel for Sydafrikas folkedrabssag, og alle de her skridt kunne man tage for konkret at vise, at man vil efterleve den internationale retsorden og de instrumenter, der ligger i den.

Jeg vil gerne læse en enkelt passus op fra den grundige og udførlige vurdering fra juli i år. Der er et helt centralt afsnit – der er mange gode afsnit – der handler om ulovligheden af Israels fortsatte tilstedeværelse på palæstinensisk område. Det her citat bliver så i min egen oversættelse fra engelsk, og jeg starter nu:

Retten finder, at Israels krænkelser af forbuddet mod erhvervelse af territorier med magt og krænkelserne af det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse har direkte indflydelse på lovligheden af Israels fortsatte tilstedeværelse som besættelsesmagt i det besatte palæstinensiske område. Israels vedvarende misbrug af sin position som besættelsesmagt gennem annektering og fastholdelse af permanent kontrol over det besatte palæstinensiske område og fortsat afskæring af det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse bryder grundlæggende principper om international lov og gør Israels tilstedeværelse i det besatte palæstinensiske område ulovlig. Citat slut.

Klarere kan det næppe siges, og efter det følger der en klokkeklar appel til hele verdenssamfundet om at sætte ind med folkerettens og diplomatiets midler for at bringe besættelsen til ophør og give palæstinenserne den stat, de har krav på.

Vurderingen siger så også noget om, at Israel har en pligt i forhold til at bringe den til ophør og at yde erstatning. Den siger flere ting om Israels ansvar, som er ret åbenlyse ud fra det, som vurderingen handler om. Men derudover lægger den også nogle krav på alle andre stater i verden, nemlig at vi ikke må anerkende lovligheden af besættelsen, og at vi ikke må yde bistand til at opretholde den.

Så fastslår domstolen, at FN's Sikkerhedsråd, hvor Danmark jo om ganske få uger indtager en plads, må overveje, hvordan der skal handles for at stoppe Israels besættelse. Og dermed kan man vel sige, at domstolen også sender en særlig hilsen til Danmark. Vi får en fin plads omkring det meget fine bord i New York. Det er jeg rigtig glad for, og jeg håber, at det også – med det særlige ansvar for at handle – vil være noget, vi kommer til at leve op til, også på det her område.

Det er jo sådan, at besættelsen ikke er statisk. Det er en fremadskridende proces – det har jeg også været inde på i alle mine mange spørgsmål til kollegerne her i salen – hvor palæstinenserne løbende bliver fordrevet fra deres ejendom, både på Vestbredden og i Østjerusalem, og bosættelserne og forposterne til bosættelser konsolideres, udvides og udbygges med brutalt voldelige midler og i stadig stigende omfang. Det er kun gået i én retning, og realismen i den tostatsløsning med den palæstinensiske stat bliver kun mere tåget og fantasifuld.

Netop fordi annekteringen af Palæstina er fremadskridende, er det vigtigt at handle nu, for den er faktisk ikke ustoppelig. Vi ved jo, at krigsherrer og kolonimagter rundtomkring i verden igennem tiden har måttet ændre politik, fordi verdenssamfundet satte dem stolen for døren. I 1980'erne, da Danmark sammen med andre stater i verden indførte sanktioner mod apartheidstyret i Sydafrika, var det jo netop med til at bryde det sydafrikanske apartheidregime ned. Og når EU, herunder Danmark, jo har gennemført den ene sanktionspakke efter den anden mod Putins Rusland, er det jo også med idéen om, at sanktioner faktisk har en konkret politisk effekt. Man kan også anvende økonomiske sanktioner. Det har stater rundtomkring i verden også været udsat for før, også med effekt.

Det havde været mit håb, at vi kunne konkludere i fællesskab, i hvert fald et stort flertal i det danske Folketing, at vi bakkede op om det her beslutningsforslag. Det var mit håb, at de beviser, der er, på Israels grove brud på folkeretten, herunder den humanitære folkeret, også fik regeringen til at sige, at man selvfølgelig bakker op om det beslutningsforslag, selv om det måske ikke er kutyme, at man bakker op om oppositionens samme. Men jeg mener, at det reelle politiske skel i Danmark bør gå mellem dem, der forsvarer og aktivt efterlever den internationale ret og det internationale samfunds institutioner, og dem, der jævnligt igennem de sidste mange måneder har sat spørgsmåltegn ved dem, også tidligere på dagen i dag.

Selv om håb ikke er en strategi, så lad mig alligevel runde af med et lille håb, nemlig at udenrigsministeren og regeringen vil bruge Danmarks medlemskab af FN's Sikkerhedsråd til at genoprette Danmarks kompas på det her konkrete område, så vi ikke længere lader Israel bruge Danmark og EU til at tørre op efter sig, når de konkret fortsætter med deres folkeretsstridige besættelse med drab og ødelæggelser overalt i Palæstina og også bliver ved med at lade EU finansiere genopretningen af de ødelæggelser, der finder sted. Det er simpelt hen ikke et brud på retsordenen, vi kan forsvare og blive ved med politisk at erklære vi er uenige i uden at gøre noget konkret ved det.

Så tak for debatten. Tak for den principielle opbakning til substansen. Og jeg glæder mig til at se, hvordan det konkret udmønter sig, også i dansk udenrigspolitik. Tak for nu.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Udenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.