Det næste punkt på dagsordenen er:

15) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 51:

Forslag til folketingsbeslutning om at hæve tærskelværdien for EU-udbud.

Af Søren Søndergaard (EL) m.fl.

(Fremsættelse 14.11.2024).

Ordføreren for forslagsstillerne, hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten, ønsker at begrunde forslaget.

Der snakkes for tiden meget i EU om begrænsning af administrative byrder, og i Europaudvalget behandler vi sjældent et mandatforslag fra regeringen, hvor der ikke lægges stor vægt på, at det ikke må føre til urimelige administrative omkostninger for virksomhederne.

På den baggrund burde det her forslag få jublen til at bryde ud på regeringsbænkene. For hvis der eksisterer en absurd administrativ omkostning i EU, så er det den lave tærskel for, hvornår kommuner og regioner skal udbyde et offentligt indkøb i et bureaukratisk EU-udbud.

Lad det være slået fast med det samme: Ved store offentlige indkøb er det generelt helt rimeligt, at opgaven skal sendes i EU-udbud, men det er det ikke, når det gælder mindre opgaver på 2-3 mio. kr. Gennemførelsen af EU-udbud kræver mange ressourcer, og det kræver en masse administrativt bøvl, og bøvlet står sjældent mål med resultatet. Faktisk findes der kommuner, som trods deres brug af kræfter på at lave EU-udbud efter alle kunstens regler aldrig har modtaget så meget som et eneste bud fra en virksomhed i et andet EU-land. Det er skønne spildte kræfter.

Det er derfor, at vi med det her beslutningsforslag foreslår, at tærskelværdien for at sende en opgave i EU-udbud skal hæves til 7,5 mio. kr. svarende til 1 mio. euro. Det skal Danmark arbejde for i EU, men vi skal selv gå foran med et godt eksempel og vise en vej ud af unødvendige administrative byrder og bøvl.

Jeg ser frem til Tingets helhjertede opbakning.

Tak til ordføreren. Hvis der er kommet nye ordførere til, vil jeg lige gøre opmærksom på, at mikrofonerne nede på pladserne ikke virker. Det vil sige, at man skal trykke sig ind. Det kan jeg se her. Så alle spørgsmål og bemærkninger til ordføreren foregår nede ved pulten, og så kan vi tage et par bemærkninger.

Dermed er forhandlingen åbnet. Den første, der får ordet, er erhvervsministeren.

Tak for det, formand. Tusind tak til Enhedslisten for at begrunde forslaget. Jeg vil gerne i forlængelse af det også starte med at kvittere for Enhedslistens forslag. Der er ingen som helst tvivl om, at når man ser på, hvad der sker rundtomkring i verden lige i øjeblikket, er tid blevet et internationalt konkurrenceparameter. Derfor skal unødigt bøvl og unødige byrder fjernes der, hvor vi kan gøre det. Det skal vi gøre til gavn for både den måde, myndigheder arbejder på, sådan at de kan arbejde smidigere, men også til gavn for vores virksomheder og vores erhvervsliv.

Det er også grunden til, at regeringen for nylig har sat gang i den største enkeltstående byrdelettelse for dansk erhvervsliv nogensinde ved helt konkret at udbrede elektronisk fakturering mellem virksomheder, der kan spare erhvervslivet for op til 9 mia. kr. årligt. Også når det kommer til den offentlige administration, sætter regeringen ind. Bl.a. har vi lavet et samarbejdsprogram med kommuner og regioner. Det skal give udgifter til administration et gevaldigt nøk nedad, for at sige det populært. På det statslige område vil regeringen gennemføre opgavebortfald svarende til et godt 1.000 årsværk i 2025.

Regeringen er altså fuldstændig enige i ambitionen om at mindske kommunerne og regionernes administrative udgifter. Samtidig er det afgørende for regeringen, at alle virksomheder har en fair chance for at blive leverandør til det offentlige. Når der er sund konkurrence om de offentlige opgaver, køber vi – og det offentlige – jo altså oftest også bedst og billigst ind. Det skal de her udbudsregler være med til at understøtte, og det tror jeg er vigtigt at holde fast i.

Derfor er jeg glad for, at den nye Europa-Kommission har en revision af EU's udbudsdirektiv på tegnebrættet. Regeringen vil ved den kommende revision af EU's udbudsdirektiv arbejde for at gøre udbudsreglerne og udbudsprocedurerne mere enkle og overskuelige. Ambitionen er at sænke de administrative byrder for både virksomheder og myndigheder, mens vi understøtter den sunde konkurrence om offentlige opgaver. I den sammenhæng skal vi selvfølgelig også drøfte tærskelværdierne.

På den baggrund kan regeringen ikke støtte forslaget her, men som jeg håber at forslagsstillerne kan høre på det, jeg læser op her, kommer vi til at bruge mere tid på udbudsdirektivet. Det kommer vi til at gøre sammen med Folketinget, og det kommer vi selvfølgelig til at gøre, når Kommissionens forslag foreligger. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til ministeren. Så går vi i gang med ordførerrækken, og den første er hr. Henrik Møller fra Socialdemokratiet.

Tak, formand. Allerførst vil jeg gerne have lov at sige tak til Søren Søndergaard og Enhedslisten for at rejse denne sag i Folketingssalen. Det er ikke så tit, vi får lov til at diskutere Europa i den her sal, så det synes jeg er positivt.

Der er jo ingen tvivl om, som ministeren også har været lidt inde på, at der er nogle udfordringer, i forhold til at den opgørelse, der var, og som godt nok er fra 2018 – det er en del år siden – viser i forhold til den kommunale verden, at det er en meget, meget lille procentdel, der kommer udefra. Det er lidt mere, når vi snakker regioner.

Det, der i den her forbindelse måske er interessant, er at finde ud af, hvordan det ser ud på europæisk plan generelt. Ligner det det danske billede? Og der kan man bare sige, at hvis det ligner det danske billede, bør der jo i Europa generelt være en interesse i i hvert fald at få kigget på det og sige: Er det her inde under det, vi kan kalde for unødigt bøvl og bureaukrati, som man på en eller anden måde kunne gøre noget ved? Det , som vi i Socialdemokratiet hæfter os ved, er, som ministeren har sagt, at der er en revision på tegnebrættet omkring de her udbudsregler, og der lægger vi op til, at det er det spor, vi forfølger i den her forbindelse. Der glæder jeg mig også til, at vi får den diskussion igen.

Men der, hvor man måske kan sige at filmen knækker lidt i forhold til forslaget, og som gør, at vi i hvert fald slet ikke kan være med, er, at der står: »Indtil sådanne regler indføres i EU, hæves tærskelværdierne nationalt til minimum 7,5 mio. kr., i forhold til hvornår danske kommuner og regioner skal sende offentlige indkøb af varer og tjenesteydelser i EU-udbud.« Det lyder meget sympatisk, men det er jo sådan set, var jeg lige ved at sige, næsten civil ulydighed. Det er jo, at vi siger, at vi sådan set er ligeglade med det her direktiv, og nu indfører vi bare vores egne regler her. Og det tror jeg ikke er nogen farbar vej at gå i forhold til det her.

Jeg ser frem til de forhandlinger, der vil komme med Kommissionen, i forhold til hvor man lander omkring de her tærskelværdier. Men jeg er enig i, at det er et redskab i forhold til at forfølge det mål, som Kommissionen selv har lagt op til omkring det her med at få nedbragt mængden af unødigt bureaukrati og langsommelig behandling.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til næste, og det er Christian Friis Bach fra Venstre. Velkommen.

Tak for det. Jeg er rimelig sikker på, at jeg var den eneste her, der var til stede i Marrakech i 1994, da Danmark skrev under på WTO-aftalen. Det gjorde Niels Helveg Petersen. Han skrev under det forkerte sted, men det gik alt sammen; det blev rettet. Det var jo faktisk med den underskrift, at vi fik etableret reglerne for offentlige indkøb i WTO med »Agreement on Government Procurement«. Den kom ind der i 1994, og etableringen var i 1995. Jeg var der. Jeg siger det bare.

Derudover vil jeg også sige, at jeg fulgte det rimelig tæt, da man så reviderede aftalen i 2012 og fik opdateret aftalen. Det er en plurilateral aftale under WTO. Det vil sige, at det ikke er alle WTO's medlemmer, der er med; det er EU. Det er en aftale, som sikrer mere fair vilkår og fair konkurrence, når det gælder offentlige indkøb på tværs af medlemslandene.

I den her tid, hvor der bliver sat spørgsmålstegn ved WTO, hvor domstolen i praksis er brudt sammen og WTO står over for store udfordringer, mener jeg, at det er vigtigt at signalere, at i Europa og i Danmark bakker vi stærkt op om WTO og den aftale om offentlige indkøb, som er indgået i WTO, fordi det er den aftale, der i sidste ende bestemmer de tærskelværdier, der gælder i den europæiske udbudslovslovgivning.

Alene af den grund er vi ikke meget for at bakke op om det her forslag. Sagt mere klart kommer vi ikke til at bakke op om forslaget. Men jeg vil gerne kvittere for forslaget, for jeg synes da, at vi skal arbejde for at fjerne bøvl og bureaukrati. Det gør Venstre hele tiden, og vi har gjort en række ting allerede, som har lettet dansk erhvervsliv. Der er f.eks. elektronisk fakturering, hvor virksomhederne kan spare 9 mia. kr., og det gælder inden for det offentlige i forhold til administration med et samarbejdsprogram med kommuner og regioner, som kan give udgifterne til administration et gevaldigt nøk nedad. Hele vejen rundt bliver der sat fokus på at fjerne bøvl og bureaukrati. Det er en klar prioritet i Europa at gøre det. Der er opfølgningen på Draghirapporten, hvor det her element bestemt også kan spille ind.

Derfor skal vi have udbudsregler, der understøtter et aktivt og levende erhvervsliv og fjerner bøvl og bureaukrati, og derfor er vi også glade for, at Kommissionen har en revision af udbudsdirektivet på tegnebrættet. Det er for at gøre de her udbudsregler mere enkle og overskuelige. Hvis det sker, og det vil Danmark, håber jeg, presse hårdt på for, så vil det sænke de administrative byrder og dermed også gøre spørgsmålet om tærskelværdien mindre afgørende.

På den baggrund kan vi ikke støtte forslaget, men vi ser frem til at drøfte det reviderede udbudsdirektiv, når det kommer, med Europaudvalget og med Folketinget og takker Enhedslisten for at kaste sig ind i kampen for at lette byrder for erhvervslivet. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Søren Søndergaard.

Jeg forstod simpelt hen ikke argumentationen. Argumentationen var, at man nede i Marrakesh havde vedtaget, at man skulle have de her udbudsregler, og det skulle man have for at fremme konkurrencen; det skulle man have for at fremme, at der var grænseoverskridende udbud på forskellige opgaver. Men pointen er jo, at det ikke bliver brugt, når vi snakker tærskelværdier så lave som dem, der eksisterer – er det 1,6 mio. kr. eller noget i den stil. Og det her forslag går jo ikke ud på at afskaffe muligheden for at lave udbud, når man skal have bygget en Storebæltsbro osv.; det handler om at lave en rimelig lav tærskelværdi. Og man har jo allerede en tærskelværdi. Så det, Venstre skal tage stilling til, er, om man som KL og regionernes sammenslutning vil have den tærskelværdi en lille smule højere, eller om man insisterer på, at den skal være så lav, at der skal bruges en masse kræfter på at lave udbud, der aldrig nogen sinde bliver efterspurgt.

Ordføreren.

Der var svaret, at vi ønsker at overholde de internationale spilleregler, som vi har skrevet under på. Og det er WTO's aftale om offentlige indkøb, der i sidste ende kommer til at afgøre tærskelværdierne, også i de danske kommuner. Derfor kan vi ikke bare gøre det her, uden at vi underminerer verdenshandelsorganisationen. Mit modspørgsmål til Enhedslisten kan jo være: Ønsker vi at bryde de internationale regler, vi har skrevet under på og været med til at forhandle, og som som sagt blev indskrevet i 1994 med Marrakeshaftalen og efterfølgende blev opdateret i 2012? Ønsker Enhedslisten det? Nej, det tænker jeg ikke at Enhedslisten ønsker.

Men vi skulle da arbejde for i WTO-aftalen at se, om man kunne flytte på det her. Det ville vi være indstillet på. Men lige nu er vi meget optaget af at bakke op om det multilaterale regelbaserede samarbejde, og der er det i sidste ende det, der afgør de tærskelværdier i Kommissionens udbudsdirektiv.

Spørgeren.

Jeg skal bare forstå ordføreren rigtigt. Det, ordføreren siger, er, at EU ikke kan lave om på tærskelværdien.

Ordføreren.

Altså, som jeg forstår sammenhængen, er det WTO's aftale om offentlige indkøb, der i sidste ende stadfæster, hvilke tærskelværdier der skal være. Og det er jo et forsøg på at skaffe konkurrence. Jeg erkender, at en kommune, der udbyder noget, der ligger tæt på den tærskelværdi, nok ikke får en masse virksomheder fra Italien og Spanien og andre lande, der vil byde, men det kan jo godt være, at det har relevans i Luxembourg, og det kan også godt være, det har relevans i grænselande, og det kan være, at det har relevans i nogle af de nabolande, vi har til EU. Derfor er det vigtigt at stå fast på de her regler. Vi skal arbejde for færre byrder og bedre vilkår, og det erkender jeg fuldt at Enhedslisten gør med det her forslag, og det takker jeg for, men vi skal stå fast på de regler, vi har.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Vi går videre til den næste, og det er hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne. Velkommen.

Tak for det, formand, og tak til Enhedslisten. Jeg skal jo lige sige, at jeg er indskifter, fordi vores sædvanlige ordfører på området er til en forhandling. Men I kender mig jo som en, der ligesom er den ypperste i Folketinget til at gyde olie på vandene og finde en fælles forståelse herinde, og jeg hører jo også folk rose Enhedslisten, og det kommer vi også til at gøre i Danmarksdemokraterne.

For det er jo noget, som vi oplever. Jeg har selv siddet i en region, og det er jo nogle gange et problem med de her tærskelværdier. Det er et kæmpe bureaukrati, der bliver sat i gang for at lave et udbud, og man ved jo allerede, inden man laver det, at der hverken er svenskere eller tyskere, der kommer til at byde på det. For det er jo erfaringen. Jeg fandt jo så også ud af, at Venstres ordfører, dengang han var på talerstolen, i hvert fald er ældre end mig, for i 1994 havde jeg vist lige fået stemmeret, men han holder sig naturligvis godt. Men at begynde den her lange svada om, om det er WTO osv., skal jeg ikke ind i. Men beløbsgrænsen giver god mening. For når man alene ser, hvordan inflationen har været fra 1994 og til nu, er det jo lige før, at det kan underbygge, at Enhedslisten får ret i, at vi skal hæve beløbsgrænsen.

I sidste ende kommer vi hverken til at være for det eller imod det fra talerstolen i dag. Derimod har man jo sendt mig på talerstolen i dag for at være den med det store samarbejdsklister, der ligesom beder folk her i Folketingssalen om, at vi allesammen kommer til at anerkende det heroppefra. Vi kommer også alle sammen til at sige, at der er noget EU, som spiller ind i det, og lad os da for pokker lave en fælles beretning, hvor vi anerkender, at Enhedslisten er kommet med en god idé. Jeg har faktisk rost Enhedslisten før, og det er vel ved at blive skræmmende, men engang imellem kommer Enhedslisten faktisk med rigtig gode idéer, og så lad os lave en fælles beretning, og ministeren var faktisk også selv i forvejen inde at sige, at vi skal have kigget på det.

Så lad os som Folketing samlet bede ministeren gå ned til EU og få hævet tærskelværdien, eventuelt til 1 mio. kr., og gerne også mere, hvis det er det, der giver mening i situationen, for at få løst det her med det unødvendige bureaukrati, som de døjer med ude i kommunerne og regionerne. For skal vi ikke bare slå fast, at det lige nu ikke er en ret stor kommune, der skal ud at købe toiletpapir til deres ansatte, før de ryger over tærskelværdien? Og det giver ingen mening. Der kan også være masser af idé og synergi i det, når vi alligevel gerne vil have decentraliseret tingene – og det vil vi gerne i Danmarksdemokraterne – så det lokale plejehjem eventuelt kan få lov til at gå ned og handle i Brugsen og købe kød ind til et helt år ad gangen for 1,6 mio. kr. Det er selvfølgelig et stort plejehjem, hvis det er det beløb, men det er idéen, og lad os nu gøre det her med fornuft.

Jeg synes, Enhedslisten er kommet med et godt forslag. Men vi tror faktisk også, at der er et direktiv, der forhindrer os i at kunne implementere det, og jeg hørte også en minister, som skød min tale fuldstændig ned. For Socialdemokraterne var jo faktisk den her gang på forkant med en udvikling og havde set, at der skulle kigges på det her. Så det ser vi frem til Danmarksdemokraterne, og vi håber naturligvis også, at vi kan lave en fælles beretning om det, gerne i et samarbejde med Enhedslisten, som ligesom kan være pennefører på det. For hr. Søren Søndergaard er jo kendt som en mand, der er grundigt inde i tingene.

Så vi kommer hverken til at stemme for det eller imod det, men vi anbefaler, at vi finder en fælles beretning, og at vi finder en god løsning, i den rækkefølge, som systemet, som det nu engang er sat sammen i dag, kræver det.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til den næste, og det er hr. Claus Jørgensen fra SF.

Tak, formand. Jeg vil også gerne takke Enhedslisten for at fremsætte det her forslag, som jo giver anledning til en rigtig god debat, som vi skal have fremadrettet, fordi der kommer et EU-forslag lige om lidt på det her, i forhold til hvordan vi bruger de her mange milliarder kr., som det offentlige køber ind for hvert år. Det er jo rigtig, rigtig mange penge, som er med til at dreje samfundet i bestemte retninger, og vi vil gerne have, at de her mange milliarder fører samfundet i en grønnere og mere bæredygtig retning. Så hvis vi kan bruge vores indkøbsmuskler rigtigt, kommer vi et grønnere sted hen, så tusind tak for at sætte fokus på det.

Med forslaget pålægger Folketinget regeringen at arbejde for, at EU's udbudsregler ændres, således at tærskelværdien for, hvornår et offentligt indkøb skal sendes i EU-udbud, hæves. Og som hr. Søren Søndergaard sagde, skal vi hæve grænsen helt op til 7,5 mio. kr., således at danske kommuner og regioner ikke behøver at sende det i EU-udbud, når de skal lave et udbud. Det er, som der allerede har været sagt heroppe fra, jo på mode at lette byrder; det snakker alle om. Der er kommet konkurrenceevnekompas osv., og med det her forslag har Enhedslisten budt ind på den dagsorden, og det tror jeg der er rigtig mange der er glade for.

Det er fuldstændig rigtigt, at de nuværende tærskelværdier for, hvornår offentlige indkøb skal sendes i udbud, medfører, at danske kommuner og regioner pålægges betydelige administrative byrder. I har fremlagt i jeres forslag, hvor mange timer de rent faktisk bruger på det, og som hr. Søren Søndergaard selv fremhæver, er det måske spild af tid, når der ikke er nogen, der byder på opgaverne. Regionernes og kommunernes timeforbrug er alt for højt, og det kræver for mange ressourcer. Vi vil hellere have, at man bruger ressourcerne på bedre velfærd og grøn omstilling.

Så den første del af forslaget er vi rigtig glade for, og når udbudsdirektivet forhåbentlig snart skal genforhandles – jeg synes, jeg har set, at der måske allerede kommer et udspil i år – så bør vi forfølge det her spor fra dansk side i overensstemmelse med de procedurer, vi har for EU-politikken her i huset, nemlig at vi forhandler det med et mandat fra Europaudvalget. Og når vi så kæmper for, at tærskelværdierne hæves, så skal vi også kæmpe for andre ting, f.eks. at der kommer grønne løsninger ind. Lige nu er det besværligt, hvis man gerne vil stille grønne krav. Jeg ved, at SKI, Statens og Kommunernes Indkøbsservice, også har været ude og sige, at de gerne vil have enkle regler, men de vil også gerne have, at man kan bruge mærker og standarder, og det ved jeg også at Dansk Standard bakker op om.

Det er så den anden del af forslaget, som jeg også kan høre at flere andre har sagt at de har lidt sværere ved at være med på. Og det gælder også for os i SF, at vi er mindre begejstrede, fordi det ville være i strid med de eksisterende EU-regler. Tærskelværdierne i udbudsloven følger direkte af udbudsdirektivet, og med den sidste del kommer vi ind på et klart brud på den regelbaserede orden, som vi har fra EU, og det gavner oftest de små lande, at der er gode regler, så her mener vi fra SF's, at det ikke er den rigtige vej at gå, at Danmark som land hæver grænserne og bryder med EU-lovgivningen.

Sammenfattende vil jeg sige, at vi i SF deler den gode intention i det her forslag, men vi mener, at løsningen skal findes i forhandlinger med de øvrige EU-lande frem for national enegang. Så lad os kæmpe for gode, fornuftige og ikke mindst grønne krav på EU-niveau i den kommende proces. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til den næste, og det er hr. Alexander Ryle fra Liberal Alliance.

Tak til Enhedslisten for at fremsætte det her beslutningsforslag. Lad mig starte med at sige, at vi er enige i meget store dele af det. Vi er enige i, at vi skal mindske bureaukrati i danske kommuner og regioner ved at sikre, at de ikke tvinges ud i lange, unødvendige og dyre EU-udbudsprocesser. Vi er enige i, at det langt fra er optimalt, at kommuner og regioner pålægges betydelige administrative omkostninger, fordi de tvinges til at anvende langt mere omfattende procedurer knyttet til EU-udbud frem for andre udbudstyper, og især fordi kun en meget lille del af det jo ender med, at virksomheder fra andre lande end Danmark vinder de her udbud. For i mange tilfælde er der jo tale om serviceopgaver, der leveres fysisk på eksempelvis en skole eller på en daginstitution, og hvis en opgave med rengøring på en folkeskole bliver sendt i EU-udbud, er det jo langt fra sikkert, at en tysk eller italiensk virksomhed har lyst til at byde på den opgave. Vi er også helt enige i, at det er et problem, at vi spilder tusindvis af arbejdstimer på EU-udbud, når de ressourcer i stedet kunne bruges på andre opgaver, der skaber mere værdi i samfundet.

Omvendt kan man også argumentere for, at EU-udbud i teorien jo sikrer, at vi får mest valuta for pengene, fordi vi styrker konkurrencen, og at det dermed er et vigtigt redskab for at passe på skatteborgernes penge. Men i praksis har det jo så bare vist sig ikke at være tilfældet. Mange offentlige opgaver er ikke så grænseoverskridende, som EU tror, og i dag opgiver mange små og mellemstore virksomheder at byde på de her opgaver, fordi det simpelt hen er for kompliceret.

Kravet om at sende offentlige opgaver i udbud kan dermed have en negativ effekt på konkurrencen som helhed, og samtidig ser vi jo også, at virksomheder helt eller delvist overvælter deres transaktionsomkostninger på deres tilbudspriser, hvilket kan være med til at hæve priserne og reducere den samfundsøkonomiske gevinst ved overhovedet at sende opgaverne i udbud.

Derfor er det vores vurdering, at en højere tærskelværdi vil styrke de små og mellemstore virksomheders mulighed for at byde på offentlige opgaver og dermed øge konkurrencen og sænke priserne. Derfor støtter Liberal Alliance også forslaget om, at regeringen pålægges at arbejde for en ændring af EU's udbudsdirektiv i forhold til at hæve tærskelværdien for, hvornår et offentligt indkøb skal sendes i udbud.

Men vi kan ikke støtte den del af forslaget, der specifikt foreslår, at tærskelværdierne nationalt skal hæves til minimum 7,5 mio. kr., og det skyldes, at vi jo tidligere her i Folketinget har fået et svar fra den tidligere erhvervsminister, der oplyser, at Danmark ikke kan gøre det her inden for EU-retten, da tærskelværdierne skal svare til dem i Verdenshandelsorganisationens aftale om offentlige udbud. Derfor håber vi, at Enhedslisten vil være villige til enten at justere deres beslutningsforslag, så den sidste del udgår, eller at vi kan udarbejde en beretning. For som sagt støtter vi langt hen ad vejen intentionen i forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til næste ordfører, og det er fru Charlotte Bagge Hansen fra Moderaterne.

Tak for ordet, hr. formand. Tak til hr. Søren Søndergaard for forslaget. I Moderaterne anerkender vi problemet. I Moderaterne vil vi også rigtig gerne have mindre bureaukrati, og vi vil også gøre udbudsprocessen mere smidig. Kommuner og regioner skal ikke bruge deres tid på at drukne i papirarbejde. Det, der er vigtigt for os, er, at den løsning, vi finder frem til, også er en løsning, som ikke hindrer små og mellemstore virksomheder i at have en reel chance i udbud. Det er vigtigt for Moderaterne, at sådan noget som offentlige kontrakter ikke kun går til de store spillere.

Konkurrenceparametrene er jo utrolig vigtigt her, men vi kan ikke gå med til civil ulydighed ved at lave særregler her i Danmark i forhold til EU. Der er heldigvis sat gang i nogle initiativer i forhold til byrdelettelse for erhvervslivet. Vi arbejder også tæt sammen med kommunerne og regionerne for at mindske administrationen. Der er ingen tvivl om, at det godt kan speedes op, og det presser vi også på for fra Moderaternes side. Og vi skal ikke stoppe her, for ved den kommende revision af EU's udbudsdirektiv vil vi presse på. Reglerne skal være enklere, vi skal have mindre bøvl, og vi skal have mere værdi. Vi vil arbejde for løsninger, der gavner virksomhederne, kommunerne og skatteborgerne. Og vi ser rigtig meget frem til at drøfte det nye direktiv, når det kommer. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi iler videre til den næste ordfører, og det er fru Brigitte Klintskov Jerkel fra Det Konservative Folkeparti.

Mange tak for ordet, formand. Jeg vil ikke gennemgå beslutningsforslaget her, for det har flere af mine kollegaer allerede gjort. Men jeg kan sige, at fra konservativ side mener vi, at udbud generelt er godt for konkurrencen og prisen på varerne. Det giver en mere effektiv og økonomisk fornuftig indkøbsproces og skaber konkurrence blandt leverandørerne, som oftest fører til lavere priser og bedre vilkår for køberne. Udbudsprocesserne gør også, at indkøbsaktiviteterne bliver mere gennemsigtige, hvilket også reducerer risikoen for korruption og nepotisme.

I forhold til forslaget her støtter vi intentionen, og vi er enige i, at regeringen bør kigge på beløbsgrænsen og arbejde for at ændre på beløbsgrænsen i forhold til den nuværende tærskelværdi. Men om beløbet på de 7,5 mio. kr. lige er det rigtige beløb, kan man godt sætte spørgsmålstegn ved, og derfor kommer vi heller ikke til at stemme for forslaget her som det foreligger – det vil også være imod EU-direktivet – men vi vil meget gerne være med på at lave en fælles beretning, hvor vi opfordrer regeringen til at arbejde på en ændring af beløbsgrænsen. Det vil også mindske bureaukratiet ude i kommunerne, så det vi vil meget gerne være med til, hvis vi kunne enes om at lave sådan en fælles beretning på det her. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så er det hr. Peter Kofod fra Dansk Folkeparti. Velkommen.

Tak for det. Det er altid så dejligt at være DF'er i den her slags debatter, for der er ikke nogen, der har sagt det, jeg har tænkt mig at sige, når det er min tur til at gå på talerstolen. Husk det nu. »Unionen er stendød.« Husk det nu. Unionen var stendød, fik vi fortalt af tidligere statsminister Poul Schlüter for mere end 30 år siden, fra før jeg blev født. Danskerne kunne tage det fuldstændig roligt. Man kunne rolig stemme ja til mere. Det ville ikke tage kontrollen fra os. Det ville ikke betyde, at Folketinget ikke kunne træffe de væsentligste afgørelser for vores land. Og i mange år efterfølgende morede danskerne sig over, at EU ville bestemme over krumningsgraden på agurker, diktere støvsugeres sugeevne, som man i øvrigt satte ned fra 1.600 W til 900 W, bestemme over forseglingen på oliekander på restaurationer, diktere marmelades sukkerindhold eller kaffemaskiners standbytilstand.

Det er selvfølgelig også meget underholdende, at EU syntes, at det var væsentlige problemstillinger. Problemet er bare, at EU også bestemmer over alt muligt andet, der faktisk har en enorm effekt i vores samfund. Nu mener EU-Domstolen sågar, at Lissabontraktaten og EU-retten skal have forrang for national lovgivning og nationale forfatninger. Det er jo helt grotesk. Særlig på det her ordførerområde synes jeg at vi fra gang til gang ser, at lovgivning og lovforslag ikke udspringer af, at der er et nationalt behov for det i Danmark, men fordi EU har et behov for, at Danmark retter ind efter nogle regler, hvor der er i øvrigt overhovedet intet behov er.

Siden 1996 er der blevet implementeret mere end 2.000 direktiver, og der er vedtaget 12.000 gældende forordninger. Og i dag diskuterer vi så, som en tidligere ordfører sagde, om en kommune skal sende noget i udbud i forbindelse med toiletpapir, og om man ramte grænsen på det. Derfor synes jeg, Enhedslistens beslutningsforslag her er ganske udmærket. Det er faktisk rigtig godt. Det vil bekæmpe bureaukratiet, det vil give kommunerne flere muligheder, det vil spare nogle djøf'ere.

Danmarksdemokraternes ordfører tilbød sig som stor fredsmægler. Jeg kan sige, at jeg ikke har brug for nogen fredsmægler, for man har ikke brug for en ægteskabsrådgiver i en situation, hvor man har besluttet sig for, at man skal have en skilsmisse. Og jeg har besluttet mig for, at jeg vil have en skilsmisse. Jeg vil have en skilsmisse fra det her system, der mener at skulle diktere Folketinget, hvordan vi skal leve vores liv. Der er kun én vej – det er vi nødt til at trække splitten på på et tidspunkt. Så nej tak til ægteskabsrådgivning, og ja tak til den civile ulydighed, som også ligger i forslaget. Det kan være, at det er med til at skabe en debat, der kan rykke ved nogle ting derude, så vi kan gøre en positiv forskel. Så ja til forslaget. Tak for ordet, formand.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren, og det vil sige, at vi går til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten. Velkommen.

Tusind tak for indlæggene. Jeg tror næsten, det var alle partier, der var sådan positive over for intentionerne. Det er jeg måske ikke så vant til, når jeg fremsætter et forslag, men det var da dejligt, og også tak til Dansk Folkeparti for at støtte forslaget hele vejen igennem. Jeg synes, det er vigtigt at starte med at slå fast, at der er et problem. Altså, det her er ikke et opfundet problem. Det kræver enorme ressourcer med de her flere tusind EU-udbud, som kræves.

Vi har en opgørelse fra 2018, og som den socialdemokratiske ordfører nævnte, er det jo nogle år siden, og vi kan måske i udvalgsarbejdet prøve at se, om vi kan få en nyere opgørelse over det, men den opgørelse fra 2018 viste jo, at danske regioner og kommuner i gennemsnit brugte 1.383 arbejdstimer pr. EU-udbud. Altså, samlet set brugte de pr. EU-udbud 1.383 arbejdstimer. Det er altså rigtig mange, når der er nogle tusind EU-udbud om året, og det er, som SF's ordfører sagde, jo kræfter, som kunne have været brugt til at tjekke vores grundvand, til at tjekke vandet i søer og fjorde og til at sikre, at der var nogle flere af de varme hænder. Vi ved ikke, om det er lidt mere eller mindre i dag, men som sagt kan vi jo forsøge at få afklaret det i udvalgsbehandlingen.

Hvad er så virkningen af den her store indsats? Ja, der har Erhvervsministeriet tidligere oplyst til Folketinget, at kun 0,1 pct. – altså 1 ud af 1.000 – kommunale udbud i Danmark bliver vundet af en virksomhed fra et andet land. Så effekten af det er minimal, og det her er alle udbud. Når vi snakker om udbud, der er små, altså over de der 1,6 millioner, 1,8 millioner, 2 millioner, er der tale om endnu færre. Så når man snakker om at fjerne administrative byrder, er det her et oplagt sted.

Jeg kan jo godt indimellem få den mistanke, når nogen snakker fjernelse af administrative byrder, at det, det i virkeligheden handler om, er at komme af med regler, som sikrer lønmodtagerne, som sikrer forbrugerne, og som sikrer miljøet. Jeg var i Europa-Parlamentet, da Barrosokommissionen to indledte et stort felttog for fjernelse af administrativt bøvl og regler, og en af de allerførste ting, de kom med, var, at man ikke længere skulle registrere farlige kemikalier i frisørsaloner. Så ansatte i frisørsaloner kunne stå og arbejde med farlige kemikalier og få blæst hjernen væk. Altså, jo jo, men det er jo ikke det, vi skal have. Vi skal have noget, hvor det ikke betyder noget for mennesker. Vi skal have noget, hvor det ikke betyder noget for miljøet, hverken arbejdsmiljøet eller det udenomsmiljø, der er, og hvor det ikke betyder noget for forbrugerne, og det her er jo et eksempel på dét, og derfor er det godt.

Venstre havde den opfattelse, at det her var baseret på en Marrakeshaftale, WTO-aftale, og at det på grund af det ikke kunne ændres. Det vil jeg stille mig meget tvivlende over for. Jeg kan i hvert fald konstatere, at Europa-Kommissionen så sent som den 15. november 2023 selv ændrede tærskelværdierne på nogle områder, men altså, det er noget, vi selvfølgelig må få afklaret i udvalgsbehandlingen.

Det spørgsmål, som så har været, har jo været spørgsmålet om ikke bare at arbejde for det her, ikke bare at sige det her, men også rent faktisk at gøre det, altså at vi træffer beslutningen. Eventuelt kan vi jo træffe beslutningen med en ikrafttrædelsesdato, der ligger, efter at der har været forhandlinger i EU om det, altså smide en presballe ind. Det er jo ikke i sig selv at overtræde EU-retten. At overtræde EU-retten er jo, hvis man får et pålæg om at rette ind, og man så ikke følger det. Den tid, den sorg.

Men er det nu så usædvanligt? Altså, de ældre medlemmer af Folketinget kan huske, at der engang var noget, der hed bisfenol A, hvor det var en særlig vigtig opgave at tillade, at der skulle være kemikalier i ting, som børn puttede i munden, og som var mistænkt for at være kræftfremkaldende og mistænkt for at skabe barnløshed og alle mulige frygtelige ting.

Hvad gjorde Folketinget der? Hvad gjorde et flertal i Folketinget der? Vi besluttede, på trods af hvad EU-lovgivningen var, at vi bare ikke vil proppe gift i vores børn. Og hvad skete der så? Der skete et mirakel. Der skete det, da svenskerne gjorde det samme, og da franskmændene gjorde det samme, at Europa-Kommissionen gik ind og ændrede lovgivningen. Vores initiativ og vores mod havde altså været med til at redde børn fra at få kræftfremkaldende kemikalier ind med sutten.

Tænk engang, det synes jeg var fint. Jeg kan ikke se problemet i det. Jeg synes, det er positivt. Man kan diskutere, hvad man skal gøre, hvis EU så sender en åbningsskrivelse og siger: Det må I ikke. Så kan man jo sige: Okay, så lader vi være med det. Men så længe det ikke er sket, er det jo en del af den aktivisme, der skal til for at få ændret nogle regler i et, for at sige det ligeud, meget tungt EU-apparat. Det er selvfølgelig derfor, at det for os er en vigtig del af det her forslag, at vi ikke bare sender vores regering til Bruxelles for at tale for det, men også at vi fremsætter et forslag her i Folketinget om, hvad vi ønsker, og vedtager det, eventuelt med en ikrafttræden, efter at de forhandlinger skal finde sted, og så kan vi jo tage det op på ny, hvis ikke de forhandlinger går vores vej.

Men tak for den positive modtagelse af intentionen.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Europaudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.