Tak for det. Det er ved at være sent, og jeg kunne godt have stillet spørgsmål til flere, men vi skal jo også hjem i dag. Jeg vil jo starte med at sige, at baggrunden for det her forslag egentlig var, at Moderaternes folketingsmedlem hr. Mohammad Rona selv oplevede diskrimination på en natklub i Aalborg, og at han til pressen sagde, at han sådan set var optaget af, at vi genbesøgte det forslag, som SF har lavet, og som jo, kan man sige, også indebærer de dele, som vi har diskuteret i dag, altså det her med, at man i forbindelse med alkoholbevillinger kan lægge vægt på Ligebehandlingsnævnets afgørelser og så det med at forhøje kompensationen, og jeg er selvfølgelig glad for, at regeringen siger, at det kan lade sig gøre. Jeg er bare en lille smule paf. For sidste gang jeg havde en socialdemokratisk minister her, var forslaget her for vidtgående, og man ville så selv komme med en lovændring, som så aldrig kom, fordi der kom et folketingsvalg. Så jeg er en lille smule mystificeret over, hvordan pokker det kommer sig for, al den stund at der ikke har været et lovforslag, som ligesom ændrer retstilstanden. Så vi må jo forsøge at bore ud, hvordan det så kan være gået til. Men det er fint, hvis det er løst, og så kan man jo også sige, at det er en halv sejr, vi her i dag kan hive hjem.
Jeg tror, det er tredje gang, vi fremsætter det her forslag, og jeg synes stadig væk, at det er værd at tage den her debat. Selve nattelivet er jo et af de største ungdomsfællesskaber, vi har, det er der, de unge på tværs af sociale skel og etnicitet mødes, og jeg synes, det er dybt ulykkeligt, når der er nogen, der ikke bliver lukket ind på baggrund af deres hudfarve. For det jo er noget, som man grundlæggende ikke selv kan gøre noget ved, og det er da surt at se kammeraterne gå ind, mens man selv er parkeret udenfor. Jeg synes ikke, at det er i orden, at der er store dele af vores ungdom, der automatisk er udelukket fra at deltage på lige fod med deres etnisk danske kammerater, og det er jo så ovenikøbet også ulovligt.
Det her forslag har Socialdemokraterne faktisk engang oprindelig støttet, og det var, da man var i opposition. Så kom der jo den tid, hvor man var i regering med sig selv, og hvor det, som jeg også har redegjort for, var for vidtgående, og vi aldrig så et lovforslag på det her område. Det var faktisk også dengang, den socialdemokratiske retsordfører, hr. Bjørn Brandenborg, i 2022 mente, at problemet med diskrimination i nattelivet skulle løses i handlingsplanen mod racisme. Den ventede vi jo som bekendt rigtig, rigtig længe på, og jeg tør godt sige her, at det, når det nu lyder til, at det er blevet en del af handlingsplanen, så bl.a. er., fordi SF har båret det ønske ind. For det lå oprindelig ikke i det, der bliver forhandlet, så det er jo bare dejligt, hvis der er lidt bevægelse i det. Handlingsplanen, som vi har kaldt på rigtig, rigtig mange gange, er endnu ikke lanceret og vedtaget her 3 år efter, og det er godt, at arbejdet er gået i gang. Jeg ved jo også, at der lige nu foregår de her drøftelser om handlingsplanen, og jeg håber så også, at der kommer nogle løsninger, som rent faktisk kommer til at fungere i forhold til den her problemstilling.
Så får jeg bare lige lyst til at nævne, at Ligebehandlingsnævnet har behandlet 34 sager, hvor man i 22 af sagerne har givet klagerne medhold i, at der er foregået diskrimination. Så der er jo noget at komme efter på det her område, og når tingene bliver anmeldt, giver det faktisk typisk også medhold, i hvert fald i rigtig mange af sagerne. Så jeg synes, det er helt klart og oplagt, at der her er et problem, som vi skal have gjort noget ved.
Det sidste, jeg vil nævne, er det her med kompensationsniveauet. Hvis der f.eks. er en kompensation på 5.000 kr., tror jeg, de fleste restauratører vil trække på skulderen og sige, at pyt, de tager det som en afgift på deres omsætning, fordi beløbet er så lavt. Jeg tror, det er ret afgørende, at kompensationsniveauet kommer op, og at det nærmer sig det niveau, der findes, når man bliver diskrimineret på baggrund af sit køn, og jeg tror ærlig talt ikke, at det aftvinger særlig stor respekt, når beløbet er så lavt. Så hvis man tror på strengere straffe – det ved jeg jo også at der er rigtig mange der gør, især i regeringen – så må man jo også tro på, at det, at der er en større konsekvens og dermed også en dyrere bøde, faktisk betyder noget.
Så med de ord tror jeg, jeg vil lukke debatten her i dag, og jeg vil sætte min lid til, at vi i handlingsplanen mod racisme kan levere noget handling. For det er ret vigtigt, at vi også giver minoritetsunge det skulderklap, at de selvfølgelig er velkomne i det store ungdomsfællesskab, som nattelivet er. Tak for debatten.