”Skilsmissefamilien – med barnet i centrum”
skilsmissefamilien.dk
Notat om beslutningsforslag B48
20. januar 2025
Undertegnede ønsker at bidrage med dette notat til beslutningsforslag B48 om, at ”delt bopæl bør
være normen for børn af skilsmisseforældre”.
”Skilsmissefamilien” har siden 2015 fulgt og dækket skilsmisseområdet intensivt, herunder Folke-
tingets arbejde og relevant forskning, samt rådgivet og hjulpet forældre (vederlagsfrit) gennem
skilsmissens udfordringer som bopæl, samvær, transport osv. og psykisk mestring.
På baggrund heraf ser jeg mig forpligtet til at kommentere på flere af lovforslagets pointer og sam-
tidig bringe yderligere væsentlige pointer i betragtning. Herunder, at det er uhensigtsmæssigt at
tage udgangspunkt i almene løsninger, men at forældre og myndigheder derimod er nødt til at af-
klare forhold og omstændigheder i den konkrete sag og på baggrund heraf vurdere, hvad den bed-
ste løsning for det specifikke barn er.
”Delt bopæl” og ”lige forældretid”
Forslagsstillerne benytter termen ”delt bopæl”, der allerede benyttes i det familieretlige system.
Dette beskrives således på Familieretshusets hjemmeside:
”Ved delt bopæl er I fælles om alle overordnede beslutninger i forhold til barnets daglige liv. Den
ene forælder kan fx ikke på egen hånd beslutte, hvilken daginstitution barnet skal gå i, eller hvor i
landet barnet skal bo. I behøver ikke have en deleordning eller bo tæt ved hinanden for at få delt
bopæl. Omfanget af samværet med barnet har heller ingen betydning. Aftalen er helt op til jeres
egne betingelser”.
Der er således klart tale om forhold knyttet til forældremyndigheden, som begge forældre som ud-
gangspunkt deler, også efter skilsmisse.
Forslagsstillerne inddrager imidlertid også ”lige forældretid”, som er klart knyttet til samværsord-
ningen. For eksempel bemærkes det, at ” Ved at have lige meget tid med hver forælder kan børn
opbygge dybere og stærkere relationer til begge”.
Der er således tale om samværsordningen og dermed tiden, som barnet har med begge forældre.
1