Det næste punkt på dagsordenen er:

7) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 41:

Forslag til folketingsbeslutning om at forbedre mulighederne for orlov, nedsat arbejdstid og fleksibilitet i arbejdslivet.

Af Christina Olumeko (ALT) m.fl.

(Fremsættelse 12.11.2024).

Den første, jeg byder velkommen til, er ordføreren for forslagsstillerne, fru Christina Olumeko fra Alternativet, for at give en begrundelse for forslaget.

Tak for ordet. Vi lever i en tid, hvor flere og flere oplever et alt for stort pres i hverdagen. Teknologien har gjort os mere effektive, men samtidig er stressniveauet højere nogen sinde. Alt for mange savner tid til familien, til deres sundhed og til personlig udvikling. Vores arbejdsmarked er bygget til forældede idealer, og det, på trods af at vores verden og vores liv har ændret sig. Derfor må vi spørge os selv: Skal vi arbejde mindre? Skal pensionssystemet gentænkes? Og hvordan skaber vi et mere fleksibelt arbejdsmarked?

Med forslaget i dag foreslår vi, at regeringen indkalder Folketinget til forhandlinger, så vi kan skabe et system, der kan give danskerne et tiltrængt pusterum, fleksibilitet og mulighed for at sætte tempoet ned i løbet af livet. Tak for ordet.

Tak for det. Vi siger foreløbig tak til ordføreren for forslagsstillerne, fru Christina Olumeko fra Alternativet. Forhandlingen er nu åben, og den første, jeg byder velkommen til, er beskæftigelsesministeren.

Det er en uhyre vigtig debat, hvordan vi som mennesker finder balancerne. Jeg tænker, at familien er omdrejningspunktet for de fleste af os alle sammens liv, hvad enten vi er sammen med vores børn, forældre, partnere eller andre nærtstående. Det er for de fleste af os noget af det mest værdifulde, vi har. Det kan også, siger jeg som børnefamiliemor, være en kende uforudsigeligt. Jeg tror, der er mange af os, der har stået i en situation, hvor børns sygdom kan vælte en plan, vi ellers tænkte vi havde lagt ned til mindste detalje for, hvordan vi fik den kommende uge til at hænge sammen. Der er sikkert også andre igen, der har prøvet at være splittede imellem at være der for en syg forælder eller partner og skulle møde på arbejde. Det kan jeg i hvert fald skrive under på selv.

Det er bare nogle eksempler ud af sikkert mange flere på, hvordan familieliv og arbejdsliv løbende skal balanceres, og hvor vigtigt det er, at ens arbejdsvilkår og dermed også, hvordan vi har indrettet os, gør det muligt at finde den balance. Derfor har jeg også stor forståelse for, at Alternativet ønsker fokus på, hvordan vi får vi mere fleksibilitet i vores arbejdsliv. Det er vigtigt, at vi taler om og også bliver klogere på, hvad der er op og ned i debatten om familiernes udfordringer med at få enderne til at mødes.

Det er også vigtigt for mig at understrege, at for mig er løsningen i den her debat ikke bare, at den del med arbejdet skal fylde meget mindre. Jeg tror også, de fleste af os finder en stor mening i at gå på arbejde, bidrage til samfundet, føle os nyttige. Det viser vi jo også ved at have en meget høj arbejdsmarkedsdeltagelse i Danmark. Det er så også samtidig det, der gør, at der er store krav til eller bør være store krav til, at vi har et arbejdsmarked, der er rummeligt og giver plads til den balance mellem privat- og arbejdsliv. For i langt de fleste familier går både mor og far på arbejde.

Fleksibilitet er noget godt, det er en god ting. Det giver arbejdsglæde, det giver balance. For mange betyder fleksibilitet noget, og jeg tror kun, det bliver større. På den måde har ordføreren også ret i pointen om, at der er en udvikling i gang på samfundsplan om, at det at ønske et fleksibelt arbejdsmarked er noget, vi kommer til at se vokse.

Derfor er det også interessant at følge de overenskomster, der bliver lavet i de her år. Flere overenskomster indeholder nu fritvalgsordninger, hvor man som lønmodtager selv kan vælge, om man vil have mere udbetalt i løn, eller, for nogles vedkommende, vælge mellem fritid, ferie, pension. Mange har også den sjette ferieuge sikret i deres overenskomster, og der er også overenskomster, der indeholder barnets første og anden sygedag og mulighed for at holde fri i en periode, hvis f.eks. ens barn bliver indlagt. Der er også flere arbejdspladser, der laver lokale aftaler om, at medarbejderne kan arbejde mere i nogle perioder og holde fri eller gå tidligere i andre perioder.

Så på alle måder oplever jeg, at der også er nogle arbejdspladser derude og nogle fagforeninger i overenskomstssporene med arbejdsgiverne som modpart, der har set det her og også er på sporet i forhold til at lave aftaler med mere fleksibilitet og frihed, når der efterspørgsel på det. Det gør også, at jeg som beskæftigelsesminister lidt ranker ryggen over, at vi har en dansk model, der faktisk følger med tiden.

Det er jo ikke samme, som at der ikke også er anledning til en politisk debat, eller at der ikke er et politisk ansvar for at skabe de rigtige overordnede rammer for, at vi kan have et rummeligt og fleksibelt arbejdsmarked. Men der er nogle balancer at tage hensyn til. Det vil først som sidst være min holdning, at arbejdsvilkår er arbejdsmarkedets parters domæne. Derfor også nævner jeg også, hvad det er, der sker i vores overenskomster lige nu. Det er vigtigt.

Den danske model er mere end bare nogle, der sætter sig og laver en overenskomst. Jeg ser det som en hjørnesten i, at vi er det samfund, vi er, men også en væsentlig årsag til, at vi har et velfungerende og fleksibelt arbejdsmarked til gavn for både lønmodtagere og virksomheder, at vi har nogle rammer, hvor de her ting kan lade sig gøre. Jeg synes ikke, man skal kigge ret langt væk til udlandet for at se, at vi er bedre stillet på rigtig mange parametre netop på grund af vores arbejdsmarkedsmodel. Derfor er det også rigtig vigtigt, uanset hvad vi har af diskussioner her, at det altid er koblet til en dialog med arbejdsmarkedets parter. Det er en klar forudsætning for mig ind i den her diskussion.

Når det så er sagt, er vi også lige nu i en situation, hvor forhandlingerne om de her overenskomster på det private arbejdsmarked pågår. Derfor er jeg også som beskæftigelsesminister ekstra tilbageholdende med at stå på lige præcis den her talerstol og tale politiske initiativer. Det er med respekt for de forhandlinger, der pågår. Sådan er det den til enhver tid siddende beskæftigelsesministers opgave at ramme den balance, og det har jeg i sinde til fulde også at gøre.

Men jeg har alligevel en afsluttende bemærkning om, at regeringen er enig i intentionen i det, forslagsstillerne kommer med, nemlig at tingene skal hænge sammen, at vi skal opleve både at kunne være der på hjemmefronten og på vores arbejdsplads. Det skal vi blive ved med at tale om. Det skal arbejdsmarkedets parter blive ved med at tale om. Det skal vi politisk blive ved med at tale om.

Jeg mener ikke, at den politiske diskussion skal foregå midt under overenskomstforhandlingerne, men jeg mener bestemt, det er en relevant diskussion i forhold til overhovedet at have en overvejelse omkring, hvordan vi som moderne mennesker går på arbejde, men også har et familieliv, hvor der er mere balance i hjemmene, men også mere balance på arbejdspladserne, også mellem mænd og kvinder. Det stiller nogle yderligere krav, samtidig med vi har et flydende arbejdsmarked med nogle flydende arbejdsvilkår og flydende arbejdstider for mange.

Men regeringen kan ikke støtte beslutningsforslaget, som det ligger. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er et par korte bemærkninger. Den første er til fru Christina Olumeko.

Tak for ordet, og tak til ministeren for talen. Jeg må indrømme, at jeg faktisk var positivt overrasket over ministerens tale. Jeg vil sige, at regeringen og jo også Socialdemokratiet selv, som ministeren er en del af, i mange år, det gælder også på det seneste, har været kendt for med de her såkaldte arbejdsudbudsreformer gerne at ville have, at danskerne skal arbejde mere og længere. Så jeg er glad for at høre, at ministeren tilkendegiver, at der er brug for mere fleksibilitet.

Det, jeg ikke kan forstå, er begrundelsen for at afvise beslutningsforslaget. Jeg er enig i, at fleksibilitet og muligheden for at sætte tempoet ned skal foregå i samarbejde med arbejdsmarkedets parter, gerne i trepartsforhandlingerne. Det kan vi jo sagtens sørge for, efter overenskomsterne er forhandlet færdig. Det, der ligger i beslutningsforslaget, er jo sådan set bare, at der skal indkaldes til forhandlinger. For min skyld kan det sagtens være i efteråret. Så kan ministeren ikke se det ræsonnement og åbne op for, at vi kunne forhandle om det her på et senere tidspunkt?

Ministeren.

Men det ændrer ikke på, at uanset hvad jeg siger nu, kommer jeg til at sige det midt i en tilspidset situation, som en overenskomstforhandling på det private arbejdsmarked altid er. Derfor gør alene timingen af, at jeg står her nu, at der er færre ting, jeg kan åbne for en overvejelse omkring eller en drøftelse af. Så hermed er der bare igen en tilkendegivelse af, at jeg synes, at det at have et fleksibelt arbejdsmarked, det at have en balance og det at tænke i mere frit valg, også fra vores arbejdsmarkeds parters side, hvilket de har gjort de senere år, er den rigtige vej at gå – det er der ingen tvivl om.

Spørgeren.

Det er jo sådan, at når vi fremsætter beslutningsforslag nede i Folketingssalen, så bliver de altid afvist af regeringen. Nogle gange kan man være heldig at få en beretningstekst i udvalget. Jeg er jo pragmatisk, så det er det, jeg søger efter nu. Kunne regeringen være åben for, at vi laver en beretningstekst i Beskæftigelsesudvalget, som går på, at vi på et andet tidspunkt tager diskussionen? Eller skal jeg bare fremsætte det her beslutningsforslag igen på et andet tidspunkt på vegne af Alternativet, og så er ministeren klar, fordi der ikke er overenskomstforhandlinger på det tidspunkt?

Ministeren.

Nej, jeg tror, at det selvfølgelig er timingen, der gør, at jeg er lidt mere kort for hovedet, i forhold til hvor mange veje vi ellers politisk, sådan de spændende tankegange, kunne gå ud ad, fordi alt bliver taget ned lige nu. Men jeg tror også, der er en uenighed, i forhold til hvor beslutningerne bør træffes, altså balancerne mellem,hvad der er arbejdsmarkedets stof for parterne og dermed et overenskomstsspor, og hvad der er lovgivning. Der fornemmer jeg, at der er en forskel i betragtningerne mellem vores partier, men hovedformålet deler vi.

Hr. Sigurd Agersnap.

Tak til ministeren for en god tale. Jeg synes også, den var meget opmuntrende. Nu prøver jeg med et spørgsmål, og så må vi se, om jeg får et svar. Men Socialdemokratiet startede jo pensionsdebatten med det udgangspunkt, at vi har og lever meget forskellige arbejdsliv, og at vi har et arbejdsmarked, som jo er meget opdelt, hvor der er mange forskellige arbejdsmarkeder med meget forskellige vilkår. Og jeg vil høre ministeren, om det ikke også er en relevant overvejelse i det her, når vi snakker fleksibilitet. Det er klart, at der er nogle på arbejdsmarkedet, der nyder en høj grad af fleksibilitet, måske også en større fleksibilitet efter corona. Man kan arbejde hjemme, man kan arbejde om aftenen, og man kan tage ned og besøge det offentlige i den korte åbningstid, som ellers ligger i normal arbejdstid, mens en buschauffør f.eks. ikke har samme fleksibilitet; der har man et fast skema. Er der ikke også en ulighed der, som er relevant at kigge på?

Ministeren.

Jeg tror i hvert fald, det bestemt er en relevant betragtning, når man kigger ud over, hvad det er for en karakter, debatten får. Jeg synes ofte, at det her er drevet af stemmer, som har arbejdsliv, der er meget flydende, men som til gengæld også har en meget stor fleksibilitet, og som dermed også kan have en oplevelse af aldrig rigtig at have fri. Og det indebærer nogle problemstillinger. Det underkender jeg slet ikke. Men det er til gengæld af en helt anden karakter end nogle af dem, hr. Sigurd Agersnap rejser her.

I alt, hvad vi gør politisk, skal vi have blik for alle de arbejdsliv, der er derude, og ikke kun dem, der har nem adgang til mikrofonerne, spalterne og influencerne. Men det er i virkeligheden også bare igen en anerkendelse af, hvilken værdi det har, at hver eneste af de her faggrupper jo faktisk i nogle overenskomstforhandlinger er repræsenteret af nogen, som kender lige præcis de forhold, og som kan betone vigtigheden af, hvad det er, de har behov for i den kommende periode på vores arbejdsmarked.

Der er ikke flere spørgsmål til ministeren. Vi siger tak til ministeren, og vi går i gang med ordførerne. Den første er hr. Jens Joel fra Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Og tak til Alternativet for at rejse debatten. Det er jo ikke første gang, vi diskuterer fleksibilitet i arbejdslivet, og jeg må også sige, som ministeren også sagde, at jeg godt kan forstå, at den diskussion optager rigtig mange. Jeg er selv en del af en børnefamilie, og ud over det kroniske ønske, som man stort set konstant har om at være mere sammen med børnene, er det klart, at der også er tidspunkter i livet, hvor der sker nogle ting, som gør behovet for fleksibilitet endnu større.

Vi er jo mere end vores arbejde, som de hele mennesker vi er, og derfor skal man selvfølgelig også have respekt for, at diskussionen omkring arbejdslivet ikke er definerende for alt det, vi gerne vil. Men det er også rigtigt, at vores arbejde er vigtigt ikke bare for samfundet og det, vi kan i fællesskab, men også for os som individer. Altså, jeg tror jo helt grundlæggende, at det er meget mere nedbrydende ikke at have et arbejde end at have et arbejde at stå op til. Jeg tror, at vi alle sammen har brug for at være en del af et fællesskab, også på arbejdsmarkedet.

Den her diskussion omkring arbejdets rolle, og hvordan det påvirker os, er ekstremt kompleks, for det er svært lige at sætte fingeren på, om det er arbejdstiden, om det er arbejdsopgaverne, eller om det er det, at det er blevet mere grænseløst, for hvad er det egentlig, der giver os de stresssymptomer, som vi jo helt åbenlyst ser rigtig mange døjer med? Når vi diskuterer fleksibiliteten for den enkelte, er vi også nødt til at diskutere, hvad det gør ved vores fælles opgaver, kan man sige, og ønsker, for det er jo ret åbenlyst, at vi ikke alle sammen bare kan arbejde mindre og så stadig væk forvente, at vi kan det samme i fællesskab, som vi kan i dag. Der er stadig vagter i vuggestuen og på sygehuset, som skal dækkes, også på skæve tidspunkter. Det gør jo bare, at man er nødt til, når man har den her debat, faktisk at komme hele vejen rundt.

Der er også nogle af de ting, der bliver foreslået, som jo er mere besnærende og nemmere i teorien, end de måske er i praksis. Den diskussion omkring en timebank, altså det, at man i nogle perioder arbejder mindre og i nogle perioder mere, kan jeg godt se en idé i, men det er jo ret svært at vide, hvad det løber ind i af praktiske udfordringer. Altså, hvis man så har været på nedsat tid i en periode og man skal til, om man så må sige, at betale tilbage og arbejde det af, så vælger man at flytte til udlandet, for det skal man jo have mulighed for. Så tager man et andet sted hen med sin familie. Skal man så nede ved Kruså-grænsen betale et girokort, eller hvordan sørger vi for, at der faktisk stadig væk er balance i de her ting?

Det tror jeg er en af grundene til, at vi nødt til at være ærlige om, at det ikke er lige så nemt, som det nogle gange lyder, og vi er også nødt til at sikre, at den diskussion og dialog, vi har om det her, faktisk også er med dem, der udfører og organiserer arbejdet på vores arbejdsmarked, og det er jo arbejdsmarkedets parter. Ministeren har allerede været inde på, at det lige nu måske er det mindst oplagte tidspunkt at have den her diskussion på, fordi der lige nu pågår overenskomstforhandlinger, men jeg synes faktisk helt generelt, at man er nødt til at acceptere og respektere, at det her er en dialog og diskussion, som først og fremmest føres af, men også med arbejdsmarkedets parter.

Det med fleksibiliteten tror jeg fylder mere for mennesker nu, end det har gjort tidligere. Det fylder også mere i overenskomsterne og i de forhandlinger, man har, og det fylder også mere i de aftaler, man har lavet de senere år. Man har lavet større muligheder for flekstid, opsparing og forskellige greb, som har gjort, at man kan indrette sig mere fleksibelt. Der er også nogle arbejdspladser, som har eksperimenteret med at lade medarbejderne i højere grad selv planlægge deres vagter; ikke nødvendigvis fordi det blev så meget anderledes, men fordi den indflydelse på hverdagen faktisk gav en tilfredsstillelse, en følelse af, at man var mere med i det. Der er også nogle, der har eksperimenteret med, at man kunne flytte arbejdstiden til nogle færre og lidt længere dage og så holde fri og have en længere weekend, fordi man havde haft nogle længere vagter på et andet tidspunkt.

Jeg tror, at det, der sker derude, også er, om man så må sige, det bedste laboratorium med nogle af de erfaringer, som medarbejderne og lederne jo så også bringer ind i de diskussioner, de har. Det tror jeg faktisk er dér, hvor det skal forankres. Det er ikke det samme, som at vi ikke som politikere må diskutere det; det er ikke det samme, som at man ikke kan anerkende, at det er en del af tidsånden. Men jeg synes, at vi er nødt til at have respekt for, at den primære diskussion og hovedansvaret for det her ligger hos arbejdsmarkedets parter. Det er også rigtigt, at når vi har diskuteret, hvornår man bliver ramt af noget i livet, som giver en udfordringer, er det jo heldigvis sådan, at langt de fleste arbejdsgivere faktisk også udviser en fleksibilitet, som gør, at hvis man kommer ud for noget helt særligt, er det heldigvis ofte sådan, at man også kan aftale med sin arbejdsgiver, at man i en periode arbejder anderledes, end man ellers gør.

Vi kan ikke støtte beslutningsforslaget, som det ligger i sin nuværende form, af de grunde, som jeg og ministeren også har redegjort for, men vi deltager selvfølgelig gerne i debatten.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Sigurd Agersnap.

Tak for det, og tak til hr. Jens Joel for talen. Jeg ved, at vi deler en interesse for økonomisk teori og økonomiske debatter. Nu sagde ordføreren jo det her med, at vi ikke alle sammen bare kan arbejde mindre, og det er jeg selvfølgelig enig i. Men er det ikke også rigtigt, hvis man kigger på økonomisk teori og dansk historie, at så vil vi, når vi er blevet mere velstående, også gerne have noget mere fritid? Er det ikke noget, ordføreren ligesom vil forvente også sker i fremtiden, altså at den bevægelse fortsætter?

Ordføreren.

Jo, det tror jeg sådan set. Vi har jo vekslet en del af vores velstand til en større frihed. Det er også det, det er udtryk for, når vi har fået en ekstra ferieuge, og når der er kommet fritvalgsordninger på arbejdsmarkedet, så man faktisk kan vælge enten at holde fri eller få udbetalt lidt mere i løn. Det er jo et udtryk for, at man nogle gange helt konkret som lønmodtager veksler sin velstand til frihed. Der er så faktisk ret mange, der vælger at få det udbetalt og ikke vælger at få friheden, men det er ligegyldigt. For jeg tror, at hr. Sigurd Agersnaps pointe om, at fleksibiliteten generelt set har været mere efterspurgt, og at arbejdstiden er gået gradvis ned sådan over det meget lange stræk, er rigtig. Det kan godt være en bevægelse, der fortsætter. Det er derfor, jeg siger, at arbejdsmarkedets parter faktisk allerede er i gang med den her diskussion. Så jo, det tror jeg godt at man kan imødese, og noget af det er jo også determineret af, at vi får en højere produktivitet, så vi faktisk i nogle sektorer – men det er så ikke alle sektorer – kan skabe en tilsvarende værdi med mindre arbejdstid, kan man sige.

Spørgeren.

Ja, og man kan jo sige, at siden 1990 er vi blevet omkring tre gange så rige, og der har den gennemsnitlige arbejdstid i hvert fald været konstant. Så er jeg enig med ordføreren i, at der er kommet nogle andre ordninger med fleksibilitet i mellemtiden. Det er bare derfor, jeg siger, at vi ikke alle sammen kan arbejde mindre, men at det godt kunne være, at alle kunne få noget mere fleksibilitet i deres arbejdstid. Der er jeg enig med ordføreren i, at det i høj grad er en diskussion, arbejdsmarkedets parter skal have. Men den grundlæggende ulighed, der kan være på arbejdsmarkedet, mener jeg også er en politisk diskussion at adressere, sådan at vi sørger for, at folk står lige i den debat.

Ordføreren.

Det anerkender jeg, men jeg ved jo også, at det optager ordføreren og SF meget, hvordan vi får råd til det, vi skaber i fællesskab, altså eksempelvis vores velfærd, og den offentlige sektor er jo et eksempel på et område, hvor det er en lille smule sværere at effektivisere. For man kan ikke trøste børn hurtigere eller være omsorgsfuld hurtigere eller lignende. Selvfølgelig kommer der hjælpemidler, men produktiviteten har anderledes muligheder for at udvikle sig i den offentlige sektor, og derfor kan det, vi skaber i fællesskab, den velfærd, vi gerne vil levere, det, at vi gerne vil passe på hinanden, godt komme til at fylde en større del af det, vi skal investere i de kommende år. Det er derfor, jeg siger, at man skal være påpasselig. Selv om man kan se en privat virksomhed, hvor de måske kan produktivitetsforbedre og veksle det til mindre arbejdstid, så er det ikke sikkert, at vi kan lave alle de samme forbedringer i den offentlige sektor.

Fru Christina Olumeko.

Tak for talen til ordføreren. Jeg vil egentlig gerne lige anfægte den præmis om, at hovedansvaret for fleksibilitet på arbejdsmarkedet ligger hos arbejdsmarkedets parter. Jeg synes i den grad, at vi som den lovgivende magt og som Folketing og regeringen selv har et fælles ansvar sammen med arbejdsmarkedets parter, for vi laver jo strukturen for arbejdsmarkedet med f.eks. barselslovgivning og uddannelsesløftet, hvor man kan få dagpenge, hvis man videreuddanner sig og efteruddanner sig. Vi har su, som jo i mine øjne også er en fleksibilitetsordning, som gør det muligt at prioritere sine studier og have noget fleksibilitet, i forhold til hvor meget man skal arbejde. Der er masser af typer ydelser, som skaber fleksibilitet, og som kommer fra Folketinget. Så det er et fælles ansvar.

Det, jeg gerne vil spørge ordføreren til, er sammenhængen med regeringsgrundlaget. Regeringen har et mål om, at vi skal se en stigning i arbejdsudbuddet i den her valgperiode på 43.000 fuldtidsbeskæftigede. Kan ordføreren ikke godt se, at det også er i modstrid med at skabe mere fleksibilitet på arbejdsmarkedet?

Ordføreren.

Jeg er ikke sikker på, at man kan gøre det sådan op, at der er en modsætning mellem det. Altså, hvis man investerer i arbejdsmiljø, kan man også få et højere arbejdsudbud. Det har jo ikke noget med fleksibiliteten at gøre. Så det er jo ikke altid sådan, at arbejdsudbud og fleksibilitet er det samme. Og den diskussion kan vi jo sagtens have.

Når vi har diskuteret arbejdstid, har det været for at sige, at den diskussion, som eksempelvis Alternativet har rejst, nogle gange har lydt sådan, at vi alle sammen kunne arbejde mindre, uden at det ville have nogen konsekvens. Det er det, som vi i al beskedenhed prøver at anholde. Selvfølgelig har det også en konsekvens. Det er jo ikke det samme som, at vi ikke som kollektiv kan løfte den samme opgave, men skiftes, om man så må sige, i forhold til hvor belastningen er.

Det kan man godt diskutere, men jeg synes, det er bedre at forankre det i diskussionen med arbejdsmarkedets parter. Som hr. Sigurd Agersnap sagde før, er der stor forskel på faggrupperne, og der er stor forskel på, hvad det er for en fleksibilitet, man har, men også, hvordan man kan skabe fleksibilitet for lige præcis de her grupper. Det ved man altså bare mere om, når man sidder tættere på det, end hvis vi laver én lovgivning til alle.

Spørgeren.

Jeg er sådan set enig med ordføreren i, at det selvfølgelig kan have konsekvenser, hvis alle på samme tid arbejder mindre. På samme vis – det håber jeg at ordføreren er enig i – har det også konsekvenser, når regeringen forestiller sig, at alle skal arbejde mere og længere. Det er jo det, vi har set de seneste år, også med den her regering. Det er det, man arbejder på med langt de fleste reformer. Det er et spørgsmål om, at folk skal arbejde mere og eksempelvis gå hurtigere i skole og blive længere på arbejdsmarkedet. Det har også betydning for fleksibiliteten.

Det, jeg gerne vil spørge ordføreren til, er, om ordføreren kunne se for sig, at man i Socialdemokratiet til at starte med sætter et mål for, hvor mange danskere der skal kunne opleve mere fleksibilitet de næste par år.

Ordføreren.

Nu har ordføreren et par gange sagt det der med, at vi har forslag om, at man skal arbejde mere. Altså, det er jo rigtigt, at vi har en diskussion om pensionsalderen og levetiden og sådan noget, men der har vi jo faktisk lige præcis sagt, at vi ikke kan blive ved med i al evighed at følge den aftale, vi hidtil har haft, fordi der er for stor forskel på vores arbejdsliv. Derfor er vi nødt til at kigge på, hvordan vi kan lave en mere retfærdig pension. Det er jo et udtryk for, at selv om man måske i gennemsnit lever længere og kan arbejde længere, er der danskere, som ikke kan det, og det er man nødt til at have respekt for. Så det er jo et eksempel på, at vi også kigger på forskellene lønmodtagergrupperne imellem.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Vi går videre til den næste ordfører, og det er hr. Kim Valentin fra Venstre. Velkommen.

Tak til formanden. Det er jo nogle gode spørgsmål, som Alternativet stiller, og det plejer Alternativet jo også at gøre, eller det er i hvert fald sjældent, I stiller nogle dårlige spørgsmål, sådan vil jeg også sige det.

Men spørgsmålet er, om det hele skal være lov. Det synes vi jo i Venstre ikke at det skal være, og slet ikke fordi vi jo har et arbejdsmarked, der fungerer med frivillige aftaler, og det skal vi beskytte. Det er også det, ministeren siger, og jeg er meget enig med ministeren i den betragtning, at vi skal beskytte det der med de frivillige aftaler, og at vi altså også så lidt som overhovedet muligt skal prøve at gå den anden vej. For det er jo også det, vi kalder den danske model, og meget af det her ligger i den forhandlingsret, der er derude, og den repræsentation, som arbejdstagerne har omkring bordet, og som arbejdsgiverne har omkring bordet, synes jeg det er vigtigt at passe på, så vi dér kan forhandle den her slags ting.

Så kommer der en gang imellem også nogle udfordringer med, at vi sætter nogle rammer for det, og det hører jeg også ordførerne sige i forbindelse med spørgsmål, og det er det jo også rigtigt at der gør. Der har vi i Venstre sagt, at vi, når det drejer sig om den måde, hvorpå vi kigger på arbejdsmarkedet fremadrettet, gerne vil have lagt det ind i en arbejdslivskommission, og det er jo lige præcis her, hvor vi spørger, hvad det er, der sker, når man føder et barn, og man bliver presset af arbejdslivet og fritidslivet og alt muligt andet, og hvordan man så skaber den fleksibilitet for sig selv, så det hele ikke går op i stress, og hvordan det sker på tværs af generationer. Det er nogle spørgsmål, som vi ikke kun skal besvare i Folketinget, men som vi selvfølgelig også skal have en afgørende indflydelse på, når vi sidder og taler om det. Men jeg er ikke sikker på, at det skal være en lov, og den der del om, hvor balancen i det ene ligger i forhold til det andet, tror jeg det er svært at styre, hvis det er os, der fra starten af går ind og siger, at vi laver en lov, og at I skal diskutere det inden for de her rammer.

Jeg tror, det, er bedre, at vi starter med at sige, at vi skal diskutere det her sammen omkring et bord, og at vi så skal finde ud af, hvor de forskellige ting egentlig ligger bedst. Jeg har selv været arbejdsgiver i 32 år, og jeg har set, hvordan vores arbejdsmarked har udviklet sig i løbet af de sidste 32 år. Arbejdstiden har jo ikke ændret sig, men arbejdsopgaverne og samfundet har ændret sig voldsomt over de sidste 32 år. Når vi f.eks. snakker stress, er jeg ret sikker på, at det, der stressede dengang, var, når man hele tiden blev forstyrret af alt muligt andet på sit arbejdsplads, når arbejdsopgaverne hobede sig op, hvis de var for mange. Det var stress rigtig meget præget af i gamle dage, når man var på arbejdspladsen, det må jeg sige. I dag kan den stress, der findes i ens liv, gemme sig i alle mulige andre dele, og det er stadig en problemstilling på arbejdspladsen – og nu taler jeg ud fra det, som jeg har set igennem de her 32 år som arbejdsgiver – fordi arbejdspladsen jo er afhængig af, at der er et godt og sikkert fundament for, at den, man har ansat, kommer på arbejdet og har det godt og har lyst til at arbejde med de arbejdsopgaver, der bliver lagt foran vedkommende, og det er en opgave for arbejdspladsen. Men det er også i højere grad en opgave for arbejdstageren at vurdere, hvor mange ting man egentlig kan tage ind i sin hverdag og så stadig fungere på sin arbejdsplads. For mange ting tager man jo også med hjemmefra, og den balance skal man selvfølgelig prøve at finde ud af med sin arbejdsgiver, og nogle gange hjælper det så at gå ned i tid i et stykke tid, men det kan søreme også stresse den anden vej, hvis man går ned i tid og der stadig er de samme arbejdsopgaver og det i stedet for er noget hjemmefra, der stresser.

Så jeg tror, det er nogle helt andre elementer, der skal på banen, når vi kigger lidt frem i tiden og vi skal have lavet det her fleksible arbejdsmarked, og vi går i Venstre meget ind for, at vi skal have lavet et fleksibelt arbejdsmarked, fordi det øger muligheden for, at folk bliver længe på arbejdsmarkedet, at de ikke bliver syge, at de kan blive i deres fag, og at de har lyst til at videreuddanne sig, og nu har jeg brugt min al min tid, men det er et spændende spørgsmål. Vi kan desværre ikke støtte det, men tak for at bringe det op.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Christina Olumeko.

Tak til ordføreren for talen. Jeg synes, der var mange fine elementer i den. Jeg vil gerne spørge ind til den her kommission, som jeg kan forstå regeringen også som samlet enhed bakker op nu, efter at Venstre foreslog det på sommergruppemødet sidste år. Kan ordføreren fortælle lidt om, hvilken tidshorisont der er på det? Vi har jo ikke hørt til det siden. Hvornår bliver kommissionen nedsat eksempelvis? Og er det noget, vi forventer at vi i den her valgperiode skal til at forhandle om, når de kommer med deres forslag? For det er jo det, jeg antager er pointen med det – at vi skal forhandle, efter at en kommission er nedsat.

Ordføreren.

Det er jo Venstres politik. Det er derfor, jeg siger det. Jeg er jo ikke en del af regeringen, men mit parti er en del af regeringen, og mon ikke de sidder og drøfter på allerhøjeste niveau, hvad det er for nogle diskussioner, vi skal have i den her sammenhæng? Det vil jeg da næsten tro. Og på et eller andet tidspunkt kommer der vel en afklaring af, hvor den her diskussion kommer til at ligge henne. Men jeg kan ikke sige præcis, hvornår det kommer til at ske. Vi synes i Venstre, at det er vigtigt, så vi vil gerne prioritere den samtale.

Spørgeren.

Jeg er glad for at høre, at Venstre synes, det er vigtigt. Det synes vi jo netop også i Alternativet. Derfor er vi glade for, at vi har debatten her i dag.

Det er jo tit sådan, når vi i partierne foreslår ekspertgrupper eller kommissioner, at vi også selv har nogle idéer på bordet, som vi gerne vil have tryktestet af andre mennesker. Så derfor er mit næste spørgsmål til ordføreren, om Venstre har nogle tanker, de kunne tænke sig at dele med offentligheden og i hvert fald bare med kollegaerne her i Folketingssalen. Hvilke idéer vil Venstre gerne have tryktestet, som kunne være med til at give danskerne mulighed for at sætte tempoet ned i løbet af livet?

Ordføreren.

Vi har jo et rettighedsbaseret system. Mange af rettighederne er tilkæmpet igennem årtier. En af de ting, som vi gerne vil drøfte, er, hvad der sker med de her rettigheder, når vi siger, at livsindkomsten skal fordeles anderledes, altså at man skal have lov at arbejde lidt mindre, når man er ung og har børn, men til gengæld skal man arbejde noget mere på et senere tidspunkt, men måske ikke, når man er meget gammel; så skal man også have lov at arbejde lidt mindre. Hvad sker der dér? Det er en vigtig – og nu har jeg ikke mere tid igen, men det er en vigtig ting at diskutere.

Tak til ordføreren, og den diskussion må man så tage et andet sted, for tiden er gået. Tak til ordføreren, og vi går videre til den næste, og det er hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne. Velkommen.

Tak for det, formand, og jeg skal undskylde, at I må nøjes med mig i dag, men den ordfører, vi har på området, er desværre beskæftiget et andet sted. Hun er også udenrigsordfører, og jeg ved ikke, hvad der sker der, som kunne tage hendes tid, men hun er i hvert fald blevet optaget, så I må jo nøjes med mig, og det er jo med stor interesse, jeg har hørt debatten.

Danmarksdemokraterne køber præmissen om, at det er problematisk, at folk bliver syge af at gå på arbejde. Det gør vi. Det kunne så være formålstjenligt i forhold til at få en opbakning fra Danmarksdemokraterne, at man så havde vurderet, hvad det koster, hvis man bare skal holde orlov eller holde fri, hvem der skal betale det, og hvordan det bliver finansieret. For der er jo nogen, der skal betale regningen. For virkeligheden er jo, at man nu kan holde fri alt det, man vil, men at man så bare selv skal finansiere det, og jeg ved godt, at det rammer fuldstændig hen over hovederne henne på venstrefløjen og i Alternativet, at det skal finansieres, men det skal det.

For det starter jo herinde med, at vi er gode til at bruge danskernes penge til alt muligt. Vi har lavet en CO2-afgift, vi har lavet en dieselafgift og en kilometerafgift, og vi kommer til at plante hele Danmark til med skov, som også skal betales af nogen, og der er jo nogle, der skal arbejde for at betale det, og det er jo ikke os herinde i Folketinget, der kommer til at gøre det, men det er jo nok dem ude på arbejdsmarkedet. Så finansieringen er altid dejlig for Danmarksdemokraterne, hvis vi skal have en opbakning til det. Men præmissen om, at danskerne bliver syge af at gå på arbejde, skal vi forholde os til, og det skal vi have en løsning på.

Så er det jo også for fristende at sige, at man skal rose en socialdemokrat, når de endelig siger noget rigtigt, og det er rigtigt, at overenskomster er en god ting på arbejdsmarkedet. Men det kunne også have været formålstjenligt, at ordføreren fra Socialdemokraterne lige havde fortalt noget. Det er jo ikke ret lang tid siden, statsministeren var oppe at sige, at vi skal arbejde mere, og at vi skal blive noget længere ved samlebåndet, og det er selvfølgelig svært at køre det ind i en debat, når man som socialdemokrat har lyst til at fortælle, at danskerne skal arbejde mere, og man er meget bekymret for det, men man kan jo have ændret mening, og det går jeg ud fra at man har gjort.

Når det så er sagt, er det problematisk, men vi skal også passe på med at bære mere ved til bålet. Danskerne bliver presset på deres liv i forskellige former. Man vælger at få børn, og så finder man ud af, at børn tager rigtig lang tid, og man har samtidig også et fuldtidsjob, og ja, så bliver det svært at få det til at gå op. Der er op til flere ordførere, der i dag har fortalt, at de har haft børn, og at det var stressende. Ja, det var det også for mange år siden, og det bliver det også for den næste generation og generationen derefter, og der er jo også noget, der handler om, at man tager et ansvar for de valg, man træffer i livet, for sådan er virkeligheden jo også.

Skal det her diskuteres? Ja, det skal det, men det skal nok ud i et bredere perspektiv. For vi skal have fundet en løsning på, at børnefamilier ikke kan få det til at hænge sammen. Det kan godt være, at vi skal finde ud af, at du kan få lov til ligesom at få en samlet pulje af timer, du skal levere til samfundet i løbet af dit liv for at få det til at hænge sammen, men held og lykke med at fortælle en på 18 år, at han skal lægge ca. 1 mio. timer i det, og at han så selv kan vælge, om han gør det som 18-årig, 20-årig, 25-årig eller 75-årig. Vi skal have det her til at hænge sammen, og jeg tror, det starter lidt herinde, altså at vi bliver mere spartanske med at bruge folks penge til alt muligt pjat. Tænk nu, hvis vi gav dem flere penge i lommen til at starte med, så kunne de nemlig lave en orlov, for så havde de råd til det. Det har de ikke lige nu, fordi de jo så skal betale en dieselafgift, de skal betale mere for deres kød, og de skal betale mere for at få transporteret varerne rundt, og hvis regeringen vælger at tage folks penge ud af tegnebogen på dem, skal de jo putte nogle andre derind, og det bliver de jo så nødt til at gøre ved at gå endnu længere på arbejde. Se, det er sjovt, som tingene hænger sammen.

Så lad os nu tage det brede. I Danmarksdemokraterne støtter vi præmissen, og vi kan se, at det fra Alternativets side er velment, men vi mangler en finansiering. Men det er også problematisk, at vi bruger 50 mia. kr. af danskernes penge på, at folk er blevet syge af at gå på arbejde for at støtte det velfærdssamfund, vi har. Det er både økonomisk uansvarligt, men det er også uansvarligt over for de mennesker, det går ud over. For det er nemlig ikke noget, man skal tage let på, at vi slider folk ned, og ikke alle veje fører til Rom, men her fører mange veje det rigtige sted hen, og jeg tror, vi skal kigge bredt på det, og om det er differentieringen eller det er mindre skat, ved jeg ikke. Én ting er dog sikkert, og det er, at så længe vi bliver ved med at accelerere det med hensyn til, hvor hurtigt vi kan bruge danskernes penge, jo mere skal de arbejde, og alle de unge mennesker i dag, som Alternativets vælgere er en del af, kan jo bare se på, hvornår de skal pensioneres. For en grund til, at de skal pensioneres sent, er også, at vi her har så travlt med at bruge deres penge til at love danskerne det nye gode inden det næste valg, og det koster alt sammen penge, og det gør så, at vi alle sammen skal blive lidt længere på arbejdsmarkedet, og at vi, som statsministeren siger det, løser det hele, hvis bare vi bliver længere tid ved samlebåndet. Spørgsmålet er så bare, om man skal være der konstant, fra man er 18 år, til man er 70 år. Det er vi også uenige i i Danmarksdemokraterne.

Så vi ser meget velvilligt på det, og vi håber, at vi i udvalgsarbejdet kommer nærmere på en løsning, og det er jo ikke noget, vi løser på én dag. Men debatten er vigtig, og vi er glade for, at Alternativet hele tiden tager den op.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Christina Olumeku.

Tak til ordføreren for talen. Jeg synes, ordføreren var vidt omkring mange spændende perspektiver. Jeg skal bare lige forstå Danmarksdemokraternes position her. Det er jo helt rigtigt, som ordføreren siger, at der ikke er indlagt finansiering i forslaget her. Det er også, fordi vi ikke pålægger regeringen eller Folketinget specifikke forslag. Vi nævner nogle idéer i beslutningsforslaget, men hele pointen er, at vi gerne vil forhandle med regeringen og Danmarksdemokraterne samt alle andre partier om idéer, vi kan blive enige om. Derfor er der ikke finansiering i forslaget, fordi der ikke ligger noget specifikt. Så når nu Danmarksdemokraterne er enige i præmissen, kunne vi så ikke sammen med stemme for, så vi kan presse regeringen?

Ordføreren.

Nu har jeg jo været begunstiget med at få lov til at sidde her, dengang vi fik at vide, at regeringen mente, at de ville have stemt afskaffelsen af store bededag igennem. Og vi fik at vide, at enten gjorde vi det, eller også var det bare ud ad døren. Det er jo virkeligheden. For at Alternativet skal få lov til at kunne forhandle sammen med Danmarksdemokraterne behøver vi ikke have et beslutningsforslag i Folketingssalen. Man er mere end velkommen til at komme over med fornuftige forslag; så tager vi dem sag for sag, og så kan vi presse regeringen ude på gangene eller i pressen. Vi havde ikke behøvet ikke at komme herind, for vi ved jo godt, hvad svaret ville være, og det vidste Alternativet ret beset også. Alene fordi det er et beslutningsforslag ved vi, at det bliver stemt ned, uanset hvor godt det er. Så debatten og presset i forhold til at vi får gjort noget, kan vi løfte et andet sted.

Det er ikke for at sige, at det ikke er fuldstændig legitimt at tage den herind, men tager man den herind, kunne jeg godt tænke mig, at man havde fundet en finansiering, så man siger: Vi har en mistanke om, at det her orlov vil koste x antal milliarder; altså at hvis folk skal kunne differentiere i arbejdstid fra 20 til 25, så vil de koste x antal milliarder. Det er bare sådan for, at vi kan have en fingerspidsfornemmelse for, hvad det her render op i, for tingene skal finansieres et andet sted, og det kunne jo så eventuelt være ved at undgå at sætte alle mulige andre ting i værk, der koster penge.

Spørgeren.

Ordføreren har jo helt ret i, at regeringen altid afviser beslutningsforslag, også hvor de kunne være enige. Jeg vil sige, at afvisningen her i dag er lidt mere af den kreative slags. Og så har jeg lige en kort kommentar i forhold til det med finansieringen: Jeg er egentlig ikke enig i, at det at skabe fleksibilitet for danskerne nødvendigvis koster penge. Jeg tror, at hvis Finansministeriet kunne regne på dynamiske effekter af f.eks. bedre sundhed og lavere stress, så kunne vi få et plus. Det kan de ikke i dag, og derfor vil det ligne et minus. Men det er jeg sådan set politisk uenig i. Det, jeg gerne vil spørge ordføreren for Danmarksdemokraterne om, er, om Danmarksdemokraterne har nogle idéer til fleksibilitet for danskerne, altså om Danmarksdemokraterne har nogle politiske forslag, der kunne skabe fleksibilitet for danskerne i hverdagen.

Ordføreren.

Det helt åbenlyse er jo, at fleksibilitet også kan komme på andre måder. Nu er vi jo et blåt parti, så vi går også ind for at sige, at tænk nu, hvis folk havde lov til at beholde nogle flere af deres penge selv, så de selv kunne vælge, og at det ikke var staten. Jeg kan godt se, at SF sidder helt på kanten af stolen og bliver forvirret, når jeg siger, at man jo faktisk godt kunne det; man kunne have pengene i sin egen tegnebog og så selv vælge til og fra. SF skal ikke blive bekymret. Vi lytter også gerne til SF's forslag, men vi mener, at mennesker også har et ansvar selv. Men det kræver jo, at vi ikke tager pengene op af pungen på dem først. Så det kunne være en start, hvis vi holdt op med bare at finde en ny afgift, hver gang vi vil finansiere en eller anden fantasiaftale herinde, eventuelt en CO2-afgift som det eneste land i verden, og der ved vi alle sammen, at så får vi bare mælken fra Polen.

Hr. Kim Valentin.

Jeg talte ikke om økonomi i den her sag, og det var af den årsag, at det var en bred diskussion. Finansieringen kunne jo ligge hos private selv, hvis det var det, og sådan læste jeg sådan set forslaget, altså at det var en bred diskussion. Det synes jeg også er rimeligt, altså at vi engang imellem tager de her diskussioner. Og det er da rigtigt, at det hele ikke ender med lovforslag. Sådan er det jo også. Men det er jo ikke det samme som, at man skal ud i pressen for at få noget igennem. Det er det ikke. Nå, men jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad Danmarksdemokraternes holdning er til det her område. Og så kan man sige: Okay, hvor kommer den fleksibilitet ind? Hvad er i og for sig Danmarksdemokraternes holdning til, hvilken fleksibilitet der skal være på arbejdsmarkedet?

Ordføreren.

Nu kommer det til at lyde helt socialdemokratisk, men i Danmarksdemokraterne går vi jo ind for, at arbejdsgivere og arbejdstagere finder gode løsninger. Venstre er jo et vanskeligt sted lige nu, for de ved ikke rigtig, hvor de skal stå, og det er fair nok. Men lad da voksne mennesker sætte sig ved et bord og blive enige om tingene. Og at dele det med pressen bliver vi jo nødt til, for virkeligheden er, at hvis vi ikke er i pressen og kan lægge et pres der, får vi at vide af regeringen: Det er en bred regering, og vi ved bedst, så de skal I slet ikke bland jer i. Det er jo virkeligheden. Kan man nævne ét B-forslag, der er kommet igennem herinde, hr. Kim Valentin? Jeg kan ikke mindes det. Mit blev rettet til til et lovforslag, og det er forskellen. Men når man kommer med gode forslag, så må selv regeringen bide til bolle. Virkeligheden er, at man skal holde op med at finde på fabelagtig gode ting, man kan afgiftsbelægge danskerne med. For så tror jeg faktisk, at Venstre – i hvert fald Venstres bagland – vil være enige i, at det godt kan finansieres privat. Men det kan det jo ikke, hvis vi har tømt tegnebogen hos alle danskerne først, som Venstre er godt i gang med sammen med Socialdemokratiet lige nu.

Spørgeren.

Jeg prøvede jo at få en dialog. Men det er da rigtigt, at det bedste forsvar er et angreb. Jeg fik stadig ikke svar på mine spørgsmål; det må jeg jo sige. Hvad er i og for sig Danmarksdemokraternes holdning til det her spørgsmål? Det er jo det, vi står her for, så der må jo være en eller anden form for realpolitik nedenunder. Nu skyder jeg så lidt tilbage: Må vi ikke lige høre, hvad det i og for sig er, I mener her?

Ordføreren.

Er det ikke bekymrende, at Venstre så hurtigt kan glemme, hvad et parti, som egentlig er udsprunget af Venstre, egentlig mener? Vi mener jo, at det er noget, som folk skal have lov til at bestemme selv. Så kan de vælge sammen med en arbejdsplads i forhold til det, men det et jo noget, vi selv skal have råd til at vurdere. Det er ikke noget, staten skal ind og finansiere, og det er sådan, jeg læser forslaget, altså at det her kommer til at være statsfinansieret, og der er jeg faktisk enig med Alternativet. Det kan godt på den lange bane bliver noget, der går o p op, men når man lige skal løbe det i gang, indtil vi får en mindskning i stressen, så bliver det altså dyrt for samfundet. Og der er jeg ked af at høre, at Venstre er blevet så socialistisk, at de har svært ved at finde tilbage til rødderne. Vi skal nok hjælpe jer tilbage – det lover vi. Vi er villige til at se på det.

Tak. Hr. Jens Joel.

Jeg skal bare gøre det meget kort og betrygge ordføreren og give ham den demokratiske selvtillid, at vi jo faktisk også på det her område, altså beskæftigelsesområdet, imødekom et forslag fra Danmarksdemokraterne – og nej, det var ikke et lovforslag. Det handlede om retspsykiatrien og hvordan man ligesom bliver behandlet, når man bliver idømt en straf. Der havde Danmarksdemokraterne en rigtig god pointe, og derfor er der nu forhandlinger i Beskæftigelsesministeriet om at gøre det til virkelighed. Så ordføreren kan stå med rank ryg og være tryg ved demokratiet. Det fungerer.

Ordføreren.

Så har vi virkelig ramt den rigtigt. I Danmarksdemokraterne rammer vi normalvis nioghalvfems komma ni procent rigtigt, så der har vi jo ramt hundrede og ti procent rigtigt, når I bliver tvunget til at bide til bollen dér. Jeg anerkender, at det er sket én gang, i den tid jeg har været i Folketinget, altså at et B-forslag er kommet videre. Det kan være en start, for jeg har faktisk set rigtig mange gode B-forslag, ikke kun fra Danmarksdemokraterne, men også fra andre partier, hvor man nogle gange har tænkt: Hvorfor er regeringen ikke lige hoppet på den? Og så viser det sig, at så kommer der et lovforslag ganske kort efter, der nærmest på nær navnene for neden er enslydende; det er også fair nok. Men tusind tak; vi anerkender, at regeringen faktisk har taget ét B-forslag og gjort det til lov.

Der er ikke flere, der har tegnet sig ind til korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Sigurd Agersnap fra SF.

Tak, formand, og tak til Alternativet for at sætte fleksibiliteten i arbejdslivet på dagsordenen. Det er en vigtig debat og en debat, som tages i mange stuer på mange arbejdspladser, og som det også er vigtigt at vi får taget i Folketingssalen. Jeg synes også, der er nogle ting, det er vigtigt at få styr på i den debat, og en af dem er, at vi tit snakker om arbejdsmarkedet, som om det er ét arbejdsmarked, og at vi har det samme arbejdsliv. Der er ikke ét arbejdsmarked, og vi har grundlæggende ikke det samme arbejdsliv.

Der er i Danmark mange forskellige arbejdsmarkeder med vidt forskellige rettigheder. For en række akademikere bag hæve-sænke-bordet er arbejdet ofte selvtilrettelagt. Man har en stor fleksibilitet, man kan flekse ind og ud, måske arbejde om aftenen, når børnene er puttet. Skal man til lægen i normal arbejdstid, kan man få det til at gå op. Skal man have lavet et pas, hvor der kun er åbent mellem 9 og 14, så kan man også få det til at gå op og arbejde på et andet tidspunkt. Den fleksibilitet har man ikke, hvis man er skemalagt. Hvis man har et job, hvor det er passet ind i et præcist skema, hvornår man skal være på arbejde, har man ikke de friheder.

Buschaufføren kan ikke tage fri, når man skal have ungerne til vaccination. Sosu'en kan ikke arbejde om aftenen, og sygeplejersken kan ikke nå det senere, som man ikke nåede i løbet af dagen. Dem, der ofte har de højeste lønninger, har ofte også den største fleksibilitet på de danske arbejdsmarkeder, og vores arbejdsmarked er opdelt, når det kommer til fleksibiliteten og i forhold til at få hverdagen til at gå op og til at finde den der balance, som er så svær, men også så afgørende, mellem arbejdsliv og familieliv, mellem ens fritid og ens arbejde. Og den skævhed i vores arbejdsmarkeder, er kun blevet accelereret efter coronapandemien.

I mange flere jobs har man fået hjemmearbejdsdage, og man har mulighed for at arbejde online. Det er godt for fleksibiliteten, men de rettigheder nyder man ikke dér, hvor man er skemalagt. Statsminister fru Mette Frederiksen sagde i Berlingske i 2023: Den nye valuta for dansk politik er arbejdsudbud. Det var bl.a. derfor, man afskaffede store bededag, altså for at hæve arbejdsudbuddet. Det er måske den valuta, meget politik drejer sig om, men jeg tror ikke, det er den valuta, danskerne går op i. Fleksibilitet er den valuta, som er vigtigst for rigtig mange danskere, også når de vælger arbejde.

Vi ser det med de unge generationer på arbejdsmarkedet. Man kan snart ikke åbne et kursuskatalog uden at støde på et eller andet kursus i, hvordan man leder de unge på arbejdsmarkedet. Og det er, fordi mange unge kalder på større fleksibilitet. Den fleksibilitet er man nødt til at få ind i de fag, hvor vi mangler arbejdskraft, for at kunne tiltrække arbejdskraft i fremtiden.

Nogle vil så sige, og det har også været en del af debatten i dag: Er det her ikke et politisk anliggende? Det er det ikke alene. Det er noget, som arbejdsmarkedets parter har en hovedrolle i, og alt skal ske i dialog med arbejdsmarkedets parter, men det er også et politisk anliggende, og der er også dele, som vi skal håndtere politisk. Da Stauning i 1930’erne så, at dem med de højeste lønninger og de mest privilegerede jobs var begyndt at holde ferie, tage på badehotel ved Vesterhavet måske, så gennemførte han ferieloven. Det at holde fri skulle ikke være forbeholdt de få; det skulle være for de mange. Da man 1990’erne kunne se en skævhed i, hvem som afholdt barsel og havde mulighed for at holde barsel, og at det var alt efter indkomst, fordi man ikke fik løn under barsel, så gik man ind i fællesskab med arbejdsmarkedets parter og lavede en barselsfond.

På samme måde tror jeg, det er vigtigt, at vi også politisk er med til at hjælpe de næste udviklingsskridt i vores arbejdsliv på vej. Og jeg tror i høj grad, det er fleksibiliteten, det handler om. Vi har i SF foreslået en arbejdslivsforsikring, som kunne blive forankret i dagpengesystemet. I dagpengesystemet er vi rigtig godt forsikret, hvis der sker noget med os selv, men hvor vi ikke er så godt forsikret, hvis der sker noget med ens nærmeste. Hvis ens mor bliver syg med Alzheimers, ens søn skal udredes eller har skolevægring, eller hvis ens partner får en depression, så er der i dag ikke en god nok forsikring for at kunne gå ned i tid. Det er noget, man løser på nogle arbejdspladser, men ikke på alle. Og hvor det er afgørende, at man har trygheden for, at man også tør at blive i arbejde og vende tilbage til arbejdet, så er det et problem, når man ikke har den tryghed, hvis der sker noget med ens nærmeste.

Vi har også foreslået en fond, som skulle kigge på at sikre flere barnets sygedage sammen med arbejdsmarkedets parter, så syge børn ikke bliver sendt i vuggestue og ikke smitter pædagoger eller de andre børn, fordi forældrene ikke har flere sygedage. Vi støtter derfor også den politiske opmærksomhed, der er med det her beslutningsforslag. Vi synes, det er godt at få løftet det ind i Folketingssalen. Vi er ikke enige i alle de forslag, der er oplistet i beslutningsforslaget, men vi er enige i intentionen. Jeg skulle hilse fra Enhedslisten og sige, at de desværre ikke kan være her i dag, men at de ikke støtter forslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Christina Olumeko.

Tak til ordføreren for talen, og også tak for at komme ind på nogle af de idéer, som SF bringer med til bordet. Det synes jeg er spændende også at lytte til. Jeg er fuldstændig enig i, at vi partier jo har forskellige idéer. Vi har nogle ting skrevet ned i beslutningsforslaget her, som er noget af vores politik, og SF har deres. Jeg tror sådan set, at vi godt, hvis vi satte os ned ved forhandlingsbordet, kunne finde noget fælles fodslag sammen.

Det, jeg gerne vil spørge ordføreren om, er, hvordan SF ser på sammenhængen i forhold til arbejdsudbudsreformer og specielt de reformer, vi har set de seneste år. Vi kunne også tage su-reformen fra den her valgperiode, som jo handler om at få unge mennesker til at arbejde mere, ved at man nedsætter su'en med et år og dermed også presser folk hurtigere igennem en uddannelse. Det synes jeg var lidt svært at få Socialdemokratiet til at indrømme jo skaber mindre fleksibilitet for unge mennesker. Men hvordan ser SF på det?

Ordføreren.

Jeg tror, jeg deler opfattelsen, jeg hører fra fru Christina Olumeko. De sidste 30 år har rigtig meget politik drejet sig om arbejdsudbud, og det har handlet om, at man kunne komme tidligere i arbejde, at man trak sig senere fra arbejdsmarkedet – det er den store luns, når vi snakker arbejdsudbud – eller at man har fået tilskyndelser til at arbejde mere enten ved skattelettelser eller ved en sænkning af overførselsindkomsterne. Så det er klart, at det politiske fokus har været på at få mere arbejdskraft ud af danskerne, noget ved tilskyndelser og andet ved tvang.

Jeg tror dog også, jeg deler den opfattelse, hr. Jens Joel prøvede at give udtryk for, hvis jeg forstod ham rigtigt, her på talerstolen, nemlig at der er nogle meget store potentialer for at øge arbejdsudbuddet, som vi ikke har taget højde for. Når vi ser, at 55.000, 56.000 mennesker hvert år rammes af stress, så er der jo et kæmpe arbejdsudbudspotentiale i at få nogle færre til at blive ramt af stress. Når vi ser, at så mange unge, 20.000 unge, ikke er i hverken job eller uddannelse, så er der et kæmpe potentiale der. Så jeg synes tit i arbejdsudbudsdiskussionen, at vi skruer på de samme gamle, ofte ret små knapper i stedet for at tage fat i de store potentialer.

Spørgeren.

Det er jeg sådan set fuldstændig enig med ordføreren i og også i den pointe, som hr. Jens Joel var inde på. Jeg synes, at udfordringen dér er, at selv om vi alle sammen kan blive enige om, at forbedret sundhed jo også sætter sig på bundlinjen i forhold til et højere arbejdsudbud – altså, folk kan arbejde mere, fordi de ikke er syge – så er det ikke noget, vi kan regne på i Finansministeriet, fordi den type dynamiske effekter ikke er med, og det gør det rigtig, rigtig svært, når man skal forhandle, fordi det jo alligevel bliver et minus.

Derfor tror jeg, at vi som ordførere har brug for et vist politisk mod, måske det mod, vi også havde tilbage i tiden, da vi skabte velfærdssamfundet. For med regnemodellerne kommer det ikke til at blive et plus.

Ordføreren.

Det er jeg meget enig i. Altså, jeg synes, at vi også på venstrefløjen har været skyldige i at sige, at det er økonomernes skyld, at den her politik bliver gennemført. Det er det ikke. Det er i sidste ende et politisk ansvar, og så må man træffe en anden politisk beslutning.

Jeg vil så også sige, at Finansministeriets modeller heldigvis ikke er statiske, og jeg håber, at man snart begynder at anerkende nogle flere fagligheder, i forhold til hvad der er af potentialer, også for arbejdsudbud. For det er et meget snævert og ofte også et meget gammelt grundlag, man beregner de her arbejdsudbudseffekter på.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger, så tusind tak. Vi går videre til den næste, og det er fru Sólbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance. Velkommen.

Mange tak. Tak til Alternativet for forslaget. Det er et fedt emne. Jeg husker meget, meget tydeligt min allerførste politiske kampagne. Der havde jeg børn, der var noget yngre, end de er i dag, og det fyldte enormt meget for mig. Jeg syntes, det her var den vigtigste dagsorden. Jeg havde ligesom familiepolitikken og så beskæftigelsesområdet, for der arbejdede jeg til daglig, og det var bare fedt, og nu kan jeg så stå som beskæftigelsesordfører og snakke om familiepolitik. Det er superlækkert.

Der var bare ikke så mange, der gad at snakke om det dengang. Jeg ved, at vi er flere, der var i debatten, men det var ikke lige så varmt et emne, som det er i dag. Nu fylder det enormt meget i samfundsdebatten, det fylder også politisk, det fylder også blandt arbejdsgivere, og det fylder blandt lønmodtagere, og det er jo, fordi vi ikke har nok fleksibilitet. Så intentionen deler jeg fuldstændig med Alternativet, og som de andre heroppe også har sagt, er det noget, vi alle sammen er enige om skal gøres noget ved.

Når det kommer til det her forslag – nu har Alternativet ikke lagt sig fast på, hvad der skal være af forslag; der er faktisk bare budt op til dans – så er det jo meget langt fra de løsninger, vi i Liberal Alliance ser som løsningsforslag til de samme problematikker. Det synes jeg også er helt fair, altså helt i orden – jeg ved ikke, om jeg må bruge det ord. Det er jo meget forskellige løsninger, vi har på de samme problemstillinger, og når man står på ideologisk helt forskellige standpunkter, giver det også mening.

Derfor tror jeg ikke, at en forhandling med alle Folketingets partier vil kunne sætte retningen for, hvor det er, man vil hen med mere fleksibilitet. Det er især, fordi mange af de forslag, som Alternativet og også andre i Folketinget har, griber ind i, hvad det er, vi ikke mener vi skal bestemme i Folketinget. Så det vil Folketingets partier efter Liberal Alliances bedste overbevisning ikke kunne aftale.

Vi har nogle andre forslag, vi gerne så blive til noget: At de første 7.000 kr. var skattefrie, ville skabe noget bedre til især dem med lavere indkomst. De ordninger, vi allerede har, skal kunne bruges fleksibelt, uanset hvordan man har indrettet sit liv, eksempelvis så pengene følger barnet, og den øremærkede barsel er et godt eksempel på noget, hvor vi også har lavet begrænsninger for familierne, og hvor man kunne sætte dem hundrede procent fri. Jeg snakker ikke kun om mor og far. Det kan være, at man har en bedstemor eller et eller andet – jeg ved det ikke; jeg er ikke ekspert i alle folks liv. Jeg synes, at man godt kan åbne op for og have blik for, at de ordninger, vi har, skal være så fleksible som muligt.

Jeg noterer mig også, hvordan arbejdsmarkedet indretter sig og også finder det her emne meget interessant, og hvordan det kan bruges til rekruttering. Jeg besøgte en techvirksomhed, en større techvirksomhed her i Danmark. De havde billeder hængende på væggene af alle deres medarbejdere, og jeg kunne ikke lade være med at bide mærke i, at det godt nok var mange kvinder, de havde ansat i en techvirksomhed. Det plejer man jo ikke at have. Så jeg spurgte lidt ind til, hvordan deres rekruttering er, fordi det for mange er lidt svært at skaffe kvinder i det fag.

Altså, de havde et godt arbejdsmiljø, og så var de ikke så optaget af, om det var barnets første, anden eller tredje sygedag. Man måtte gerne arbejde hjemme, og så havde de også en ekstra ferieuge, ud over hvad alle andre har, hvor man ikke havde ferie, men som de kaldte workcation – det var deres eget ord – og hvor man egentlig kunne sidde på Bali og arbejde, hvis det var det, man ville. Altså, de havde indrettet de her fleksible forhold, som gjorde, at uanset hvilken livsstil man havde valgt, også hvis man var en familie, så passede det meget bedre, og det gjorde bare, at de ikke havde problemer med at rekruttere i en branche, som er svær at rekruttere i.

Det synes jeg er meget sigende for, hvordan vi også som samfund udvikler os, og at alt ikke sker herinde. Det synes jeg også er godt. Jeg kan også høre, at når arbejdsmarkedets parter snakker om, hvad der skal forhandles om, så er der nogle andre ting end kun lønposen, der vejer tungt. Der er noget frihed, de vil have ind. De vil have fleksibilitet ind. Så en del af det her er, at vi sikrer fleksibilitet i de ordninger, vi laver i Folketinget, og så er der nogle ting, vi ikke blander os i fra Folketingets side, fordi der netop sker den her udvikling. Derfor stemmer vi ikke for det her forslag, men jeg vil egentlig altid synes, at det er en god anledning til at få drøftet, hvad det er, vi hver især vil på det her område. Så tak til Alternativet for det.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Christina Olumeko.

Tak til ordføreren for talen, også med mange gode pointer, synes jeg, som jeg også er enig i. Jeg vil også gerne kvittere for mange af de forslag, som Liberal Alliance foreslog på deres sommergruppemøde sidste år. Dem fulgte vi med i med stor interesse fra Alternativets side af. Selv om vi, som ordføreren også er inde på, jo står forskelligt og har nogle andre idéer, synes vi stadig, det var inspirerende.

Det, jeg gerne vil spørge lidt nærmere ind til, er det, ordføreren var inde på, med, at vi måske skulle starte med at kigge på de ydelser, vi allerede har, og gøre dem mere fleksible. Det, jeg gerne vil ind på her, er f.eks. sådan noget som dagpenge. Før i tiden var det en mere fleksibel ydelse. I dag har vi lavet rigtig, rigtig mange krav til den. Det er et meget, meget stort ressourceapparat, der ligger rundt omkring det. I Alternativet har vi foreslået, at man kunne arbejde med, at man i en periode, måske 3 måneder, de første 3 måneder af dagpengeperioden, ikke har nogen krav til f.eks. at søge jobs eller andet, og det dermed bliver en form for fleksibilitetsydelse. Kunne det være noget af det, som Liberal Alliance også kunne være nysgerrige på at kigge på, eller er det andre ydelser, I primært er interesseret i?

Ordføreren.

Først og fremmest vil jeg sige tak. Jeg synes også, at vi nogle gange rammer nogle emner, hvor man både helt fra Alternativet og over til Liberal Alliance, uanset hvor forskellige man er, er enige om noget. Der plejer jeg at sige, at så er det ikke blåt eller rødt; så er det bare ren fornuft, og så er det noget, vi skal have håndteret.

I forhold til det konkrete forslag om dagpenge mener vi ikke i Liberal Alliance, at dagpengeperioden er til for at kunne tage orlov fra arbejdslivet, hvis man kan kalde det det. Vi har konkret et andet forslag, hvor vi siger, at hvis man vil trække sig ud af arbejdsmarkedet, fordi man passer børn i en periode, vil vi kunne sige, at pengene følger barnet på den måde, at den arbejdende forælder så får et beskæftigelsesfradrag, som svarer til, at man får den ydelse, som det offentlige alligevel ville have betalt, for at man sendte barnet af sted i eksempelvis en børnehave.

Det er lidt samme problematik igen. Det er samme problematik, vi forsøger at løse, men med forskellige løsningsforslag, hvor jeg helst ikke ser, at pengene skal ind og ud igen igennem os politikere, men gerne bare må blive i borgernes lommer.

Spørgeren.

Tak for svaret. Jeg synes, det er meget godt lige at få et indblik i, hvordan Liberal Alliance ser på det. Jeg havde også godt forudset, at vi måske så lidt forskelligt på det, men jeg synes stadig, at det her med, at ydelserne kan bruges mere fleksibelt, er en god pointe. Jeg synes nogle gange, at når vi i Folketinget taler om ydelser, bliver det alligevel med fokus på, at så skal det kun være, hvis barnet er syg eller man skal passe en pårørende; alligevel bliver det meget et fokus på, hvad politikerne synes man skal bruge tiden på. Der kan jeg bedre lide den tilgang, Liberal Alliance har.

Når Liberal Alliance ikke stemmer for det her forslag, hvordan forestiller Liberal Alliance sig så vi skal få presset regeringen til at give mere fleksibilitet til danskerne?

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig. Det er tit med krav om, altså til de ydelser, vi laver, at det helst skal indrette sig efter, hvad vi politikere synes er bedst, og det er jeg ikke så stor fan af.

Men i forhold til hvordan vi skal presse regeringen, vil jeg sige, at jeg synes, det her lidt er en ideologisk snak også. Hvad er det for en retning, vi kigger i, hvilket system vil vi gerne have, og hvilket samfund vil vi gerne have? Så jeg tror ikke, vi kan presse regeringen til at lave Alternativets familiepolitik eller Liberal Alliances familiepolitik, men man kan jo tage enkelte forslag hen ad vejen og sige, at det her en god idé, det kan vi se fra venstre og fra højre, og så indføre dem – eller forsøge at få dem på dagsordenen.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre til den næste. Det er fru Karin Liltorp fra Moderaterne.

Tak for det. Jeg kan istemme takkerne. Tak til Alternativet for at komme med dette forslag. Noget af det, jeg virkelig beundrer Alternativet for, er netop, at de hele tiden har fokus på det gode liv, for det er vel dybest set vores rolle som politikere at sikre et godt liv for så mange som muligt her i landet? Derfor glæder det mig også, at vi får mulighed for at snakke om det her i salen. På mange områder er vi jo ganske enige. Vi ønsker også, at man kan indrette sig fleksibelt. Dog støder vi lige her på et af de områder, hvor vi helt grundlæggende mener vi skal gøre det forskelligt. Vi ønsker nemlig ikke, at staten, altså os lovgivere, skal stikke næsen i alt, og ser i det store hele gerne, at staten bakker en lille smule og lader beslutningen komme tættere på dem, det drejer sig om.

Netop det her område er jo et af de områder, der allerede glimrer ved samtaler, der bygger på frivillighed og forhandling, også kendt som den danske model. At indføre lovpligtig ret til fleksibilitet som f.eks. ret til deltid uden vægtige begrundelser risikerer at underminere den frie forhandlingsproces og skabe ubalance mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Derudover kan det give nogle meget praktiske udfordringer for virksomhederne, som den enkelte virksomhed virkelig kan synes er bøvlet at gennemføre. Som vi ser det, er det der med at tvinge nogen til fleksibilitet, ikke noget sådan helt naturligt fleksibelt i mine ører. Heldigvis står det jo i dag allerede virksomhederne frit for at indrette deres arbejdspladser, så de passer til deres medarbejdere, og vi ser jo flere eksempler på virksomheder, der tilbyder en 4-dagesarbejdsuge. Det andet glædelige er, at lige nu er det arbejdstagers marked, og måske er det sådan noget, der skal til, for at man får startet en samtale. For arbejdsgiveren ved godt, som det allerede er blevet nævnt, at den unge generation har nogle andre forventninger til arbejdspladsen, end vi andre havde, og hvis de vil have de bedste medarbejdere, bliver de jo også nødt til at indrette sig efter deres ønsker.

Vi favner dog i høj grad idéen om fleksibilitet. Det er bare sådan et godt ord. Vi har nemlig brug for mange flere deltidsstillinger og småjobs rundtomkring, men måske ikke af de helt samme grunde, som Alternativet ser det. Jeg ser netop et kæmpestort potentiale i at få den store gruppe, der er uden for arbejdsmarkedet, med ind, for det er 20 pct. af befolkningen, det drejer sig om at vi har efterladt på perronen, fordi de ikke passer ind i en 37-timersskabelon. Heldigvis er det en dagsorden, som mange virksomheder allerede har taget til sig. Jeg kan nævne Danfoss, og jeg kunne også nævne mange andre, der netop har sørget for en masse stillinger på under 37 timer, som netop passer til dem, der bare ikke helt kan arbejde fuld tid. Den model elsker jeg også, fordi de personer, der kommer ind her, jo netop kan være med til at aflaste arbejdsstyrken generelt. Det har jo i sig selv en kæmpestor værdi, at de kommer ud på arbejdsmarkedet og netop føler, at de er til gavn for samfundet og ikke bare bliver efterladt på overførselsindkomst. Den dagsorden og den fleksibilitet håber jeg også at Alternativet og alle jer andre selvfølgelig har lyst til at være med til at arbejde meget aktivt for, for den er også så vigtig, hvis de reformer, vi har lavet og er ved at udarbejde – her tænker jeg både kontanthjælpsreformen, det gør det muligt at tjene op til 5.000 kr. om måneden, og den beskæftigelsesreform, der kommer – skal blive en succes. Hvis de skal blive en succes, kræver det jo netop, at vi skaber alle de her arbejdspladser, som mangler, til dem, der i dag står uden for arbejdsmarkedet.

Nu har vi flere gange hørt Alternativet snakke om det her med, at vi kan nedbringe stress ved at nedsætte arbejdstiden, men det argument køber jeg ikke helt. Der er ikke en lineær sammenhæng mellem antal timer, man arbejder, og hvor stresset man bliver. Vi mangler faktisk stadig væk forskning i, hvorfor vi får stress, og hvordan man behandler det, for stress handler om meget andet end arbejdstiden. Det handler om mangel på mening og om uklare mål, så måske skulle vi hellere snakke om, hvordan vi skaber et samfund, hvor så mange som muligt har lyst til at stå op om morgenen og helst for at gå på arbejde, for der ligger rigtig mange arbejdsopgaver og venter.

Nu vil jeg også gerne sige noget meget kort og kedeligt om økonomi; det er jo allerede blevet sagt. Hvis der er ret til orlov, er der jo nogen, der skal betale det. Det kan blive en stor udgift for staten, og selvfølgelig skal det finansieres. Igen med den liberale tankegang, jeg har, vil jeg sige, at alle jo i dag er fri til at lave en opsparing selv og holde orlov, hvis det passer ind i deres liv.

Så det er et stort ja tak til, at vi snakker mere om, hvad der skaber det gode liv. Vi har brug for at få det op i helikopteren og have de her mere filosofiske samtaler, men vi stemmer nej til Alternativets konkrete forslag.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Christina Olumeko.

Tak til ordføreren for talen, og også tak for at rose Alternativet for vores fokus på det gode liv. Det synes jeg netop også er pointen med Alternativet som politisk parti. Jeg vil også gerne kvittere for, at ordføreren selv, synes jeg, har det fokus og også har nogle visionære idéer, som jeg også en gang imellem er inspireret af.

Jeg må indrømme, at ordføreren lige trykkede på en knap inde i mig, da den danske model blev nævnt som et argument for ikke at kunne støtte sådan en type forslag som det her. Det er, fordi jeg grundlæggende synes, at det argument tit bliver brugt, når det er om politik, man ikke så godt selv kan lide. For det er jo sådan, at regeringen og vi politikere blander os i arbejdsmarkedet, helt vildt meget. Jeg har nævnt su og barsel før som eksempler, og der er uddannelsesløftet, men vi ser jo også det modsatte. Nu nævnte ordføreren, at ret til deltid kunne være et brud på den danske model, men vi har jo set det modsatte med ret til fuldtid for sosu-hjælpere og -assistenter i forbindelse med en trepartsforhandling, som regeringen indførte. Så vi blander os jo rigtig meget.

Skal det forstås sådan, at Moderaterne gerne ser, at regeringen slet ikke blander sig, heller ikke når det handler om, at arbejdsudbuddet skal hæves?

Ordføreren.

Nej, det er jo vores rolle som politikere. Det er jo at gå ind og blande os. Men i det store og hele tror jeg principielt vi står på, at vi skal blande os så lidt som muligt, og især når vi allerede ser, at vi har nogle ordninger, der fungerer derude, og som er baseret på frivillighed. Det er jo den retning, vi generelt gerne ser vi går i.

Selvfølgelig ser jeg også forslaget ud fra arbejdsgivers synspunkt. Jeg kommer fra det private erhvervsliv og ved, hvor bøvlet det nogle gange kan være, hvis man skal indrette sig efter alle mulige regler, der ikke lige passer på den virksomhed, man har. Men samtidig har jeg set mange eksempler, hvor det virker derude, selv om det bliver sagt: Du kan ikke få deltid. Lige så snart du siger, at ved du hvad, så finder jeg et nyt job, så kan man alligevel godt finde ud af det der med deltid. Så der er jo også nogle problemer, der bliver rejst herinde, og som jeg har set godt kan løses i praksis ude på arbejdsmarkedet.

Spørgeren.

Vi er i hvert fald fuldstændig enige med ordføreren i, at vi har brug for arbejdsmarkedets parter, også i den her dialog, ligesom vi jo i alle andre politiske aftaler taler med interessenter på området. Så der er Moderaterne og Alternativet fuldstændig enige.

Jeg vil gerne slutte af med et spørgsmål, der handler om Moderaternes egen politik på området. Jeg har spurgt andre partier ind til det, og jeg synes, at SF og Liberal Alliance var rigtig gode til at komme med deres idéer. Hvor ser ordføreren og Moderaterne selv, at man kunne gribe ind for at skabe fleksibilitet i arbejdslivet?

Ordføreren.

Et af de steder, man kan skabe fleksibilitet er i forhold til iværksættere. Nu kan det godt lyde, som om jeg kommer på afveje, men vi er jo i høj grad et lønmodtagerland. Vi støtter meget op om, at der er flere, der bliver iværksættere. Det var min egen grund til at sige: Jeg er træt af en arbejdsgiver, der skal bestemme, hvornår jeg skal holde ferie, og hvornår jeg skal have orlov. Jeg kan godt lide tanken om, at vi får flere til at blive selvstændige, og at der på den måde ikke er nogen, der skal diktere, hvordan vi arbejder.

Men vi fifler med forskellige forslag i Moderaterne. Dem vil jeg jo ligesom ikke tage forskud på her i salen, men vi er optaget af dagsordenen. Det handler bl.a. om ret til børns sygedage osv., og hvordan man kunne fordele dem og gøre det så fleksibelt som muligt.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Vi går videre til den næste, og det er fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti. Velkommen.

Tak, formand. Forslaget her starter med at konstatere, at vores arbejdsmarked er indrettet efter en traditionel model, hvor fuldtidsarbejde over en lang årrække er normen, og hvor fleksibilitet i høj grad er forbeholdt borgere med høje indtægter eller stærke forhandlingspositioner på arbejdspladsen. Og der foreslås en række ting, der skal give mere fleksibilitet, såsom ret til deltidsarbejde, opsparing til perioder med dagpenge uden rådighed på arbejdsmarkedet osv. Der står også, at eksisterende orlovsordninger og muligheder for deltidsarbejde er utilstrækkelige, fordi de ikke er tilpasset individuelle behov og vores systemer, og stress indgår også i forslaget.

Som vi ser det, er forslaget her en direkte indblanding i den danske model, hvilket også har været nævnt tidligere. Forslaget er også et opgør med, at dagpenge er en ydelse lavet til folk, der mister deres arbejde og ikke kan forsørge sig selv i en periode. Forslaget lægger op til, som jeg læser det, massive offentlige udgifter uden finansieringsforslag, og endelig forholder forslaget sig ikke til, at vi har et arbejdsmarked med en ekstremt lav arbejdsløshed og mangel på arbejdskraft. Det gør det desværre umuligt for os at bakke op som et økonomisk ansvarligt parti.

Lidt afhængigt af hvad vi tæller med, f.eks. su, har vi mellem 750.000 og 1 million offentligt forsørgede under 67 år i Danmark. Det er cirka hver fjerde i arbejdsstyrken. Vi har mulighed for 1 års orlov til barsel, omsorgsorlov, orlov til pasning af alvorligt syge børn, orlov og plejevederlag for at passe døende familiemedlemmer og sorgorlov. Vi giver tabt arbejdsfortjeneste ved skolevægring og ved pasning af voksne med særlige behov osv. I det offentlige har vi derudover mange overenskomster med mulighed for orlov til uddannelse med fuld løn. Vi har et af verdens bedste velfærdssystemer og den suverænt største og dyreste offentlige sektor i verden i skarp konkurrence med Norge, og det er ikke gratis. Derfor har mange familier svært ved at leve på bare én indtægt, og det er, fordi vi betaler verdens højeste skat med afgifter på snart taget alt for at finansiere det.

Når vi taler deltidsarbejde, siger Danmarks Statistik, at vi har 775.000 deltidsansatte i Danmark. FH arbejder på, at fuld tid skal være normen, og de oplyser, at 25.000 deltidsansatte ønsker at komme på fuld tid. Beslutningsforslaget nævner indkomst som en unfair faktor i mulighederne for fleksibilitet. Ifølge Statens Institut for Folkesundhed rapporterer personer med kort uddannelse markant lavere stress sammenlignet med dem, der har længere uddannelser og bedre lønninger. En analyse fra FH fra december 2023 viser, at unge fædre er markant mere stressede end mødrene. Og en branche som it, som har nogle af de højeste indkomster i det her land, er også i top omkring arbejdsrelateret stress. Så jeg mener ikke, der er ret mange af præmisserne i beslutningsforslaget, der holder.

Men vi anerkender, at der er fart på i en børnefamilie, når begge forældre har udearbejde på fuld tid og måske endda lang transport på arbejde, som jeg altid selv har haft. Og vi har helt generelt et samfund med højt tempo, så der er behov for mere fleksibilitet. Men i modsætning til Alternativet ser vi imidlertid hellere, at staten lader familierne beholde nogle af deres egne penge for at kunne sætte tempoet ned, end at vi skal betale endnu mere og arbejde endnu hårdere for at få råd til at finansiere det via staten. Vi vil også hellere, at der blev givet mere plads til arbejdsmarkedets parter til at se på det her. Vi har selv forsøgt at få genindført muligheden for, at ægtefæller kan overføre ubrugte fradrag fra den ene til den anden, så man ikke bliver straffet for, at en ægtefælle drosler ned, eller at man kan tjene penge ved siden af hjemmepasning osv. Så det er ikke, fordi vi ikke anerkender det. Men vi kan desværre ikke støtte beslutningsforslaget, som det er beskrevet her.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Christina Olumeko.

Tak til ordføreren for talen. Måske er det også det parti, som indtil videre har været mest uenig i beslutningsforslaget, og det synes jeg sådan set også er rimeligt nok. Jeg kunne kommentere på meget, men jeg vil hellere lige tage fat i det her med den danske model, som jeg også gjorde før. Jeg synes, det er ærgerligt, at det bliver brugt som argument imod det her beslutningsforslag.

Vi blander os i den danske model hele tiden. Jeg synes faktisk, at man på mange måder kunne kalde det en myte, at den danske model skulle være isoleret fra Folketinget. Vi har indført masser af lovgivning, der påvirker arbejdsmarkedet. Jeg nævnte en masse eksempler før, og jeg kunne blive ved. Der er barsel, su, uddannelsesløftet, ret til fuld tid for sosu-medhjælpere og -assistenter osv. osv. De sidste 30 år har regeringen brugt trepartsforhandlingerne til at få folk til at arbejde mere og længere, så vi blander os i den grad i den danske model.

Det, jeg gerne vil spørge ordføreren til, er, om ordføreren ikke anerkender, at den danske model ikke har specielt meget at gøre med det her forslag, men handler om, at vi gør noget fra Folketingets side for at skabe nogle andre rammer for netop den danske model.

Ordføreren.

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg fangede spørgsmålet, men jeg skal prøve at svare alligevel. Altså, vi tror, det er en rigtig god idé, at arbejdsmarkedets parter selv finder ud af, hvordan man løser behovet for fleksibilitet, også fordi rammerne på den ene arbejdsplads er forskellige fra rammerne på den anden arbejdsplads. Der er nogle steder, hvor det er meget nemmere at lave fleksibilitet, i forhold til at folk kommer og går på forskellige tidspunkter, bare opgaverne bliver løst. Og så er der andre steder, hvor det ligger lidt mere fast og der er behov for nogle andre typer fleksibilitet. Der er det ikke særlig hensigtsmæssigt, hvis Folketinget går ind og trækker nogle modeller ned over hovedet på arbejdsmarkedet. Det ville vi være rigtig kede af.

Spørgeren.

Det er jo sådan set en legitim holdning fra Det Konservative Folkeparti, men skal det forstås sådan, at De Konservative sådan set ikke ønsker, at vi fra Folketingets side blander os mere i arbejdsmarkedet end det, vi gør i dag? Ønsker man ikke fra ordførerens side overhovedet at bringe nogen fleksibilitetsforslag til forhandlingsbordet i de forhandlinger, hvor det kunne give mening? Det kunne jeg høre på andre partier at man sådan set gerne vil. Men ser Konservative virkelig, at den her problemstilling, som ordføreren er inde på, bare skal isoleres til arbejdsmarkedets parter, og at vi her fra Folketinget så ikke skal blande os i det længere?

Ordføreren.

Jeg nævnte jo selv nogle eksempler på noget, hvor vi har forsøgt at gøre rammerne bedre for børnefamilierne i forhold til nogle ting, som egentlig ikke handler så meget om at blande sig i rammerne, som arbejdsmarkedets parter normalt aftaler. Så jeg anerkender, at der er ting, vi kan gøre, men vi ville være meget kede af at blande os for meget i det, som arbejdsmarkedets parter normalt aftaler, og vi vil være meget tilbageholdende med at støtte forslag, der koster på bundlinjen.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere bemærkninger. Vi går videre til den næste, og det er hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti. Velkommen.

Tak for det. I Dansk Folkeparti har vi altid kæmpet for en politik, der giver danskerne en bedre hverdag, og det handler både om at passe på vores familier og vores ældre og vores arbejdsmarked. Derfor kan vi sådan set kun støtte op om intentionen bag det her forslag om at skabe et mere fleksibelt arbejdsmarked, hvor vi giver danskerne mulighed for at få livet og hverdagen til at hænge bedre sammen. Vi er især optaget af, hvordan vi sikrer bedre vilkår for børnefamilier og for vores seniorer – det er to grupper, der i dag ofte bliver overset, og det kan vi selvfølgelig ikke acceptere. Danmark skal være et land, hvor vi giver plads til både børn og bedsteforældre, og hvor vi anerkender, at livet ikke altid kan passes ind i en arbejdsuge på 37 timer.

For os i Dansk Folkeparti er det centralt, at vi giver børnefamilierne bedre muligheder for at få hverdagen til at fungere. Vi ved, at små børn kræver tid og nærvær, og derfor skal vi gøre det lettere for forældre at tage færre arbejdstimer i de år, hvor behovet er størst. Det er heller ikke rimeligt, at danske forældre skal løbe sig selv halvt ihjel mellem arbejde, institution og indkøb. Det skaber stress, der går ud over både familielivet og arbejdstiden, og derfor støtter vi også forslaget om at skabe bedre muligheder for orlov og for nedsat arbejdstid, når børnene er små. Vi er selvfølgelig også godt klar over, at det ikke må ske på en måde, der skader hverken arbejdsgiverne eller belaster økonomien unødvendigt. Vi ønsker løsninger, der er realistiske, men som også både respekterer familierne og arbejdsmarkedet.

Når vi taler om fleksibilitet på arbejdsmarkedet, kan vi selvfølgelig heller ikke ignorere vores seniorer. Rigtig mange seniorer ønsker jo at blive på arbejdsmarkedet, men kan måske ikke altid arbejde på fuld tid eller i samme tempo som tidligere. Og hvorfor skulle de også det? Efter et langt arbejdsliv fortjener man fleksibilitet og respekt for de vilkår, der følger med alderen. Vi vil gøre det lettere for vores seniorer at gå ned i tid uden at blive straffet økonomisk, og vi skal give dem mulighed for at tage orlov, når helbredet eller familien kræver det. Og vi skal sikre, at arbejdsmarkedet også har plads til dem, der har mange års erfaring, men måske ikke længere kan løfte de tungeste opgaver eller være på arbejdspladsen allerlængst tid. Derfor har vi jo også tidligere eksempelvis foreslået ordningen bedstes første sygedag.

I Dansk Folkeparti mener vi, at politik skal handle om at gøre livet bedre for danskerne. Det her handler ikke om hverken abstrakte visioner eller luftige drømme; det handler sådan set om at skabe konkrete forbedringer for dem, der hver dag knokler for at få hverdagen til at hænge sammen. Vi ønsker i Dansk Folkeparti et Danmark, hvor børnefamilierne har tid til børnene, og hvor bedsteforældrene har mulighed for at træde til, når de små er syge, og hvor vores seniorer kan blive på arbejdsmarkedet på deres egne vilkår. Derfor bakker vi i Dansk Folkeparti op om det her forslag, og vi ser frem til, at vi måske forhåbentlig på et tidspunkt skulle være så heldige, at der rent faktisk kommer nogle forhandlinger. Dem vil vi så gå ind til med klare prioriteter, nemlig familierne og seniorerne. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Christina Olumeko.

Tak til ordføreren for en fin tale, og også tak for at komme ind på Dansk Folkepartis politiske forslag på det her område. Jeg synes, at flere af dem er inspirerende. Og tak for opbakningen til beslutningsforslaget. Jeg vil gerne spørge ordføreren til det argument, der er oppe, omkring danske model, og at det er ikke er noget, vi blander os i fra Folketingets side, at vi ingen holdninger til sådan noget som arbejdstid har, og at arbejdsmiljø måske åbenbart også kunne være noget, vi ikke blander os i. Jeg har det personligt sådan, at hvis vi ikke blandede os i den danske model, tror jeg faktisk, vi ikke ville have et Beskæftigelsesministerium, for jeg kan ikke rigtig se, hvad Beskæftigelsesministeriet skulle lave, hvis ikke vi havde en holdning til arbejdsmarkedet og lavede rammer herfra, som arbejdsmarkedet opererer under. Men hvordan ser ordføreren på det? Er det rigtigt at Folketinget ikke blander sig overhovedet i det danske arbejdsmarked?

Ordføreren.

Det er i hvert fald ikke rigtigt, at regeringen ikke blander sig i det danske arbejdsmarked. Det tror jeg bare man kunne se, da de afskaffede store bededag. Men jeg må omvendt også sige, at det helt klart er Dansk Folkepartis holdning, at vi skal have arbejdsmarkedets parter med i en diskussion netop om, hvordan vi gør hele arbejdsmarkedet mere tilgængeligt både for børnefamilier og for seniorer. I sin tid, da vi i Dansk Folkeparti foreslog det her med bedstes første sygedag, var det også en del af vores beslutningsforslag, at det netop var intentionen bag det, at Folketingets partier selvfølgelig skulle inviteres med i forhandlingerne om det, men også både fagbevægelsen og arbejdsmarkedets parter osv. og arbejdsgivere og arbejdstagere. Så vi synes, det er rigtig vigtigt, at de også kommer med.

Spørgeren.

Fra Alternativets side er vi fuldstændig enige i, at arbejdsmarkedets parter skal involveres i det her spørgsmål også, ligesom vi jo på andre områder også involverer interessenterne. Nu kan vi høre fra regeringen, at de vil stemme imod det her forslag; de synes, det er dårlig timing. Jeg synes personligt, det måske er lidt mere i den kreative ende af afvisninger af beslutningsforslag her i Folketingssalen. Tror ordføreren på, at vi i den her valgperiode kommer til at se noget fra regeringen, der kommer til at skabe fleksibilitet for danskerne?

Ordføreren.

Absolut ikke i forhold til hele arbejdsmarkedet eller i forhold til vores seniorer. Så tror jeg, allerede det var sket. Altså, det er jo noget, der har været talt om i lang tid her i huset, at der skulle laves nogle forbedringer for vores seniorer, men jeg tror ikke, der kommer til at blive flyttet så meget som et komma for vores seniorer på arbejdsmarkedet med den regering, som vi har nu, desværre. Der er ellers rigtig meget, der ligger lige til højrebenet i forhold til at indrette et arbejdsmarked, der fungerer. Jeg var selv ansat inde på Skejby Sygehus under coronanedlukningen, hvor man jo netop gav både læger og sygeplejersker og sosu'er, der ellers var gået på pension, mulighed for at komme tilbage under andre arbejdsforhold. Den løsning kunne man jo sådan set bare implementere på, jeg var lige ved at sige 5 minutter.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger, så vi går videre til den næste, og det er fru Samira Nawa fra Radikale Venstre. Velkommen.

Tak. Der har været en god debat her i Folketingssalen, og når jeg kommer på så sent, kan jeg jo heller ikke lade være med at forholde mig til nogle af de argumenter og diskussioner, der har været. En af de ting, der har været bragt op, er i forhold til den danske model og os politikeres mulighed for at blande os i at vedtage lovgivning vedrørende arbejdstid og arbejdsmiljø. Der tror jeg altså, at Alternativets ordfører har misforstået noget. Jeg har i hvert fald ikke hørt nogen kollegaer heroppefra sige, at det ikke er noget, vi politikere må blande os i. Det er mere timingen, tidspunktet, hvor vi er i nogle overenskomstforhandlinger – altså, der er et tidspunkt for overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked, og det har vi i Radikale Venstre også fuld respekt for at regeringen tager højde for og at ministeren også tager højde for i sin besvarelse.

Noget andet, der også har været en lille ordveksling om, er finansieringssiden. I lighed med hr. Kim Edberg Andersen mener vi i Radikale Venstre, at når man lægger et forslag op på den her måde til diskussion, kan det godt være, det ikke er de meget konkrete, specifikke tiltag, der bliver lagt op til, men i overskriften lægger beslutningsforslaget jo op til, at der skal være bedre muligheder for orlov og mere nedsat arbejdstid. Så skylder man også at anvise finansiering, og hvordan man ser på det, særlig fordi vi i hvert fald fra Radikale Venstres side kan se, hvordan regningerne hober sig op. Der er mange partier i det her Folketing, som har travlt med at foreslå udgiftsdrivende forslag for milliarder af kroner. En af de diskussioner, vi har haft i den her kreds af ordførere, handler jo om pensionsalderen, og jeg er faktisk ikke helt skarp på, hvor Alternativet står på det, men har man et ønske om at stoppe stigningen i pensionsalderen ved 70 år, så skal man jo også lige finde finansiering på 70 mia. kr. årligt, og så kan man lægge alle sine øvrige ønsker oveni.

Betyder det så, at Radikale Venstre ikke synes, der skal kigges på fleksibilitet på arbejdsmarkedet? Næh, det gør det ikke, men vi har måske en anden tilgang til det end forslagsstillerne her, som jo bl.a. i det udspil, som de selv henviser til, har lagt op til et opgør med dagpenge, sådan som vi kender det. Den holdning deler vi ikke i Radikale Venstre. Nej, vi ser egentlig hellere, at man kigger på nogle af de ydelser, som hjælper børnefamilier, pressede børnefamilier i dagligdagen og giver et fradrag for at gøre brug af de ydelser. Derfor er vi rigtig glade for, at vi fik hævet servicefradraget med sidste finanslov – servicefradraget, som man jo kan bruge på bl.a. børnepasning og rengøring i hjemmet.

Med den seneste finanslov kom der så også en indførelse af skolemad, og det handler jo bl.a. om at give børn et sundt og nærende måltid mad i skolen, men også om at frigive noget tid i familierne derhjemme.

Dertil er vi i meget optaget af arbejdsmiljø, både det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø. Det, vi tror på i Radikale Venstre, er, at man over sin samlede tid på arbejdsmarkedet skal ind i flere forskellige brancher. Man kan ikke holde sig til – det er i hvert fald færre og færre – at være i den samme branche i 40-50 år. Vi ser i dag et arbejdsmarked, hvor man i højere grad skal skifte spor, og det kræver også, at man bliver rustet til det ved en uddannelse, og det mener vi jo skal være noget, man kan optjene ret til i løbet af sin tid på arbejdsmarkedet med en egentlig uddannelseskonto, så man så kan trække sig fra sit arbejde i noget tid, opkvalificere sig og skifte spor. Det tror jeg sådan set også er en god måde, hvis man er i et fysisk hårdt arbejde i nogle af sine yngre år, altså så at få skiftet spor på et senere tidspunkt.

Det er nogle af de forslag, vi har i Radikale Venstre. Konklusionen er, at vi ikke kan bakke op om Alternativets beslutningsforslag, som det ligger her. Tak.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Christina Olumeko.

Tak for talen. Jeg vil lige rette ordføreren i forhold til det med den danske model. Det var en kommentar, jeg kom med, fordi Det Konservative Folkeparti fik sagt, at forslaget her ville være et brud på den danske model. Det er jeg sådan set uenig i – det mener jeg ikke at det vil være. Det vil være i forlængelse af anden beskæftigelsespolitik, vi laver i Folketinget.

Jeg synes egentlig, det er ærgerligt, at Radikale Venstre ikke kan støtte forslaget her, for jeg synes faktisk, det minder meget om det forslag, som Radikale Venstre stillede i sidste samling, nemlig B 58, som også handlede om forhandlinger, men bare på et andet område. Regeringen skulle indkalde til forhandlinger, og der skulle skabes frisættelse for kommunerne, når det gjaldt den grønne omstilling. Det støttede vi, fordi vi synes, det er en god idé, at der kommer forhandlinger. Der var også en række konkrete forslag, vi ikke nødvendigvis var enige i.

Lige her havde jeg gerne set, at Radikale Venstre støttede de andre partier, der støtter det her, for det er bare et spørgsmål om at indkalde til forhandlinger – man behøver ikke at være enig med Alternativet i de konkrete forslag.

Ordføreren.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Alternativet gerne havde set, at Radikale og andre partier støttede forslaget, men det er nu engang Radikale Venstre, der fastlægger Radikale Venstres politik, og vi kan ikke støtte det af de årsager, som jeg listede op.

Det betyder ikke, at vi ikke ønsker mere fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Vi har bare en anden tilgang til det end det, der ligger i nogle af de forslag, som Alternativet har skrevet ind her, og som også fremgår af Alternativets udspil.

Fru Christina Olumeko.

I forhold til det med pension vil jeg bare oplyse ordføreren om, at vi i Alternativet har sagt til regeringen, at vi vil stemme imod forslaget her i februar, så længe der ikke er fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Det er sådan, vi ser det.

Jeg vil gerne spørge ordføreren til det med uddannelseskontoen. Det er noget af det, vi har kigget lidt på i Alternativet, og vores tidsopsparingsmodel er også til dels inspireret af det. Kan ordføreren ikke uddybe, hvordan den konto skal fungere, men også, hvordan Radikale Venstre gerne ser den finansieret?

Ordføreren.

Hvis man stemmer imod en stigning i pensionsalderen, skal der i givet fald findes det milliardbeløb, der skal bruges til finansieringen.

Men ja, jeg tænker sådan set også, at Alternativets tidsopsparingsmodel og Radikale Venstres tanker om en uddannelseskonto kan minde meget om hinanden. Det, vi er ret meget ret optaget af, er, at den tid, man sparer op, bliver brugt på at dygtiggøre sig, videreuddanne sig og tilegne sig nogle nye kompetencer, så man måske kan fungere i en anden stilling på sin arbejdsplads eller fungere i en helt anden branche, i en helt anden stilling. Det er en lille afvigelse fra Alternativets forslag, hvor man, som jeg læser det, f.eks. også kan bruge den tid på orlov.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi kan gå videre til den næste, og det bliver så ordføreren for forslagsstillerne, og det er fru Christina Olumeko. Værsgo.

Først og fremmest vil jeg gerne takke for debatten og specielt sige tak til de partier, der kom med nogle meget konkrete forslag her på talerstolen i forhold til at kunne skabe mere fleksibilitet for danskerne på arbejdsmarkedet. Jeg tror, vi er mange partier, som kan mærke, at vi lever i en tid, hvor vi kigger på vores liv og indser, at tid er vores mest dyrebare ressource. Det får os til at stille det spørgsmål, der handler om, hvordan vi kan finde balance mellem at arbejde, tage os af vores nærmeste og stadig have tid til at leve. For mens teknologiske fremskridt og automatisering har givet os mulighed for at arbejde smartere og hurtigere, er det stadig rigtig svært for mange at finde tid til de ting, der giver dem værdi. Det er tid til at være sammen med dem, vi holder af, tid til at passe på os selv og vores egen sundhed og tid til at udvikle os personligt og professionelt.

Jeg synes, debatten om arbejdstid, pension og fleksibilitet for alvor har vist, hvordan vores gamle arbejdsmarked knirker under vægten af en ny virkelighed. Vi husker nok også alle sammen, da statsministeren, og jeg citerer, sagde, at vi alle skulle blive lidt længere ved samlebåndet, fordi russerne ikke går hjem kl. 16.00. Jeg ved godt, at statsministerens siden da har uddybet sin udtalelse og bortforklaret den, men jeg synes nu alligevel, at den afslører en dybereliggende tankegang hos regeringen og hos mange andre partier, nemlig at antallet af arbejdstimer er målet for vores samfunds styrke og vores værdi.

Men det er en fejlslutning. Vores arbejdsmarkedspolitik er skabt i en anden tid, nemlig i industrisamfundet, hvor arbejdet var tungt og manuelt, og hvor flere timer betød mere produktion, men sådan er det ikke længere. I dag lever vi i en anden tid, hvor teknologien har forandret den måde, vi arbejder på. På fabrikker, på kontorer og i den offentlige sektor løser vi opgaver både hurtigere og bedre. Vores produktivitet er vokset enormt, men alligevel er vores arbejdstid ikke fulgt med. Faktisk var, sidste gang vi sat arbejdstiden ned i Danmark, i 1990, og det var, før internettet var opfundet.

Jeg tror, at det for rigtig mange danskere er svært at finde en balance mellem arbejde og privatliv. Familielivet, omsorgen for ældre og børn og behovet for selvudvikling fylder i stigende grad, men de nuværende strukturer, også de strukturer, vi har besluttet i Folketinget, gør det rigtig svært at imødekomme de behov. Arbejdslivet er stadig struktureret omkring det gamle ideal om, at arbejdet er det, der gør os til dem, vi er, og det, vi skal dedikere os til den største del af vores liv. Vi er konstant på arbejde.

Meget af det kan være forbundet med det stressniveau, vi i Danmark ser er skyhøjt. Næsten hver tredje dansker oplever et højt stressniveau. Det koster ikke kun på det individuelle plan. Det koster også på den økonomiske bundlinje i form af 55 mia. kr., hvilket en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har vist. Høje stressniveauer betyder flere sygedage, det betyder længere tid på hospitalerne, og det betyder, at vores sundhedssystem og arbejdsmarked kommer til at betale prisen. Det er ikke et bæredygtigt samfund, men det kan ændres. Vi kan skabe et samfund, der giver plads til menneskers liv, og det er der mange måder at gøre på.

Jeg er rigtig ked af, at regeringen afviser at invitere til forhandlinger om lige netop det. For vi har mange idéer i Alternativet, og jeg kan også høre, at rigtig mange andre partier har idéer. Noget af det, vi har foreslået i Alternativet, er at indføre en model, hvor det bliver muligt at spare op til at kunne sætte tempoet ned i løbet af livet eller skifte karriere eller i det hele taget bare bruge tid på det, som også tæller, når livet kræver det. Vi har udarbejdet et konkret forslag i form af ny universel ydelse, som vi kalder en tidsopsparing. Tidsopsparingen skal gøre det lettere for folk at sætte tempoet ned uden at skulle frygte for økonomisk usikkerhed. Det er ikke kun fleksibelt, men også retfærdigt.

Samtidig kunne vi også genindføre retten til orlov i forbindelse med uddannelse, børnepasning eller sabbat. Tager vi sabbatordningen, er det en ordning, vi havde tilbage i 1990'erne under Poul Nyrup Rasmussen, som gjorde det muligt for danskerne at tage en pause fra arbejdsmarkedet i en kort periode for f.eks. at videreuddanne sig, forfølge et nyt mål eller blot tage sig af deres børn. Det var smart.

Men vores nuværende system tillader ikke det her på en fleksibel måde. Med en rettighed til orlov, uddannelse eller sabbatår kan vi give mennesker muligheden for at udforske deres potentiale, uden at de skal frygte for deres privatøkonomi eller deres karriere. Vi kan også tænke nyt omkring arbejdsdagen. I Holland har man indført retten til at gå fra fuldtid til deltid, medmindre stærke forretningsmæssige argumenter taler imod det. Det er en succes i Holland, og det er en idé, vi også kunne tage til os herhjemme. For det handler ikke kun om arbejdstid. Det handler også om at give mennesker muligheden for at vælge, hvordan de vil bruge deres tid. Det handler om frihed – frihed til at vælge en livsrytme, der passer til den enkelte.

Jeg ved godt, at for nogle af partierne her lyder Alternativets forslag for radikale, men det er de altså ikke. Det at have muligheden for at sætte tempoet ned er en naturlig udvikling af vores samfund. Det er allerede under forandring. Teknologien har gjort det muligt for os at arbejde smartere og ikke hårdere, så lad os nu udnytte den mulighed. Vi har set, hvordan trivsel og produktivitet kan gå hånd i hånd, når vi tør gentænke den måde, vi arbejder på.

Lad os ikke glemme, at den måde, vi indretter vores arbejdsmarked på, ikke kun har betydning for os som individer. Det handler også om at få direkte indflydelse på vores samfundsudvikling. Når vi skaber et arbejdsmarked, der giver plads til, at folk kan udvikle sig, tage ansvar og passe på sig selv og deres familier, så får vi et mere robust samfund. Det handler ikke bare om økonomisk vækst. Det handler om menneskelig vækst, om at skabe en bæredygtig fremtid, hvor vi værdsætter mennesker som hele mennesker og ikke kun som tandhjul i en maskine. Fleksibilitet er ikke et spørgsmål om bekvemmelighed. Det er et spørgsmål om retfærdighed, lighed og bæredygtighed. Det er fremtidens bæredygtige samfund. Tak.

Mange tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning, og den er fra fru Dina Raabjerg.

Tak. Ordføreren sagde tidligere, at Konservative havde sagt, at det var et brud på den danske model. Nu har jeg kigget igen i min tale, og jeg sagde, at det var en indblanding i den danske model – bare lige for at præcisere det. Men jeg har faktisk et spørgsmål. Jeg husker, at min gamle samfundsfagslærer sagde: Der bliver bud efter jer med den demografi, vi kigger ind i. Og jeg har tit tænkt, at han glemte at sige: Men I skal knokle jer ihjel. For det er ligesom det, vi kigger ind i: Jo færre der er, des færre er der også til at løse opgaverne. Og hvis vi skal have mulighed for at få dagpenge uden at lave noget og uden krav om en deltidsbeskæftigelse, så kommer vi jo til at trække endnu flere ud af arbejdsmarkedet. Så hvordan tænker Alternativet at man skal dække det gab, så resten ikke skal knokle sig ihjel?

Ordføreren.

Først vil jeg gerne takke for rettelsen. Det må have været mig, der hørte forkert, i så fald. Men tak for det. Jeg er fuldstændig enig med ordføreren i, at det er en indblanding i den danske model ligesom så meget andet, vi laver her i Folketinget. I forhold til ordførerens spørgsmål er det korte svar jo, at vi har gjort det før. Igennem hele 1900-tallet har vi sat arbejdstiden ned. Vi har også igennem hele 1900-tallet fra Folketingets side blandet os i den danske model, som ordføreren var inde på, og vi har indført diverse lovgivninger; dagpenge er en indblanding i den danske model ligesom kontanthjælp, su, dagpenge under uddannelse osv. Og det har jo virket dengang. Jeg synes, at når vi kigger på verden, må vi bare konstatere, at det ikke er antallet af arbejdstimer, eller hvor meget man knokler, der har skabt rige samfund og samfund, der trives. Tværtimod kan vi faktisk se det modsatte. Så det korte svar er, at vi skal gøre det, vi har gjort før, og gøre det en gang til.

Fru Dina Raabjerg.

Tak for svaret, som dog faktisk ikke besvarede mit spørgsmål. For det gik jo på: Når vi er færre, der er på arbejdsmarkedet, og vi bliver en mindre og mindre arbejdsstyrke, men har det samme antal opgaver, og når man nu kommer med et forslag, der trækker endnu flere ud, hvordan tænker Alternativet så at man skal dække det gab?

Ordføreren.

Det er nok i virkeligheden her, hvor vi i Alternativet ikke anerkender præmissen. For når vi investerer i vores sundhed, investerer i fleksibilitet og investerer i trivsel, jamen så giver det et plus på den anden side. Det kan være, at der er nogle, der får lyst til at arbejde efter pensionsalderen. Det kan være, at der er nogle, der får lyst til at arbejde længere på et tidspunkt, fordi de havde mulighed for at tage en tænkepause sidste år. Alle de her elementer er med til at skabe, tror jeg, et arbejdsmarked, der hænger sammen. Og så kan det godt være, at vi ikke kan få det til at passe ind i Finansministeriets regnemodeller – de har svært ved at regne på de dynamiske effekter ved de her tiltag. Det er derfor, jeg siger, at kigger på fortiden og kigger vi på 1990, hvor vi sidst satte arbejdstiden ned, så hænger Danmarks stadig sammen, altså både nu og dengang.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)