Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 38:

Forslag til folketingsbeslutning om at forhindre, at udenlandske ægteskaber mellem voksne og mindreårige anerkendes i Danmark.

Af Mikkel Bjørn (DF) m.fl.

(Fremsættelse 07.11.2024).

Hvis der er kommet nye ordførere til, skal jeg lige gøre opmærksom på, at vi desværre i dag har fejl på panelerne og mikrofonerne på medlemmernes pladser. Så hvis man ønsker ordet for en kort bemærkning, skal man markere det ved håndsoprækning, og så skal man tage bemærkningen heroppe fra talerbordet.

Så giver jeg ordet til hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti for en begrundelse af forslaget. Værsgo.

Dansk Folkeparti har fremsat et forslag, der burde være helt uproblematisk for enhver regering, der påstår, at den tager børns rettigheder og danske værdier alvorligt, og hvis egen statsminister hævder, at hun er børnenes statsminister. Vi foreslår nemlig, at Danmark ikke længere anerkender ægteskaber, hvor en eller begge parter er mindreårige, uanset hvor i verden disse ægteskaber måtte være indgået. Når børn ankommer til Danmark som hustruer til voksne mænd, er det pædofili, intet mindre, og det skal ikke have juridisk gyldighed i Danmark.

At staten i dag kan vurdere, at et børneægteskab er frivilligt, er ikke bare absurd, det er systematiseret omsorgssvigt begået af staten. Dansk Folkeparti siger derfor klart, at danske værdier står over multikulturelle hensyn. Ægteskab hører til mellem voksne. Hvis man vil beskytte børn og sikre dem dansk retssikkerhed og anstændighed, stemmer man derfor for det her beslutningsforslag. Tak.

Tak til ordføreren. Så er forhandlingen åbnet, og den første, der får ordet, er social- og boligministeren. Værsgo.

Tak, formand. Med beslutningsforslaget B 38, som vi skal drøfte i dag, foreslås det, at regeringen i indeværende folketingsår fremsætter et lovforslag, som sikrer, at Danmark ikke anerkender ægteskaber, der er indgået i udlandet, og hvor den ene part eller begge parter er mindreårige.

Jeg læser beslutningsforslaget som en klar afstandtagen fra, at børn indgår ægteskab, og jeg tror, alle her i salen er enige om, at ægteskaber mellem børn og mellem børn og voksne ikke er noget, vi bakker op om i Danmark, og det er også noget, jeg tager klart afstand fra. Børn skal have lov til at være børn, og jeg kan dårligt forestille mig noget vigtigere end at beskytte børn mod overgreb og værne om deres ret til en barndom. Jeg vil derfor gerne understrege, at regeringen deler forslagsstillernes holdning om, at ægteskaber skal indgås mellem myndige personer og ikke med børn.

Selv om regeringen deler forslagsstillernes holdning til børneægteskaber, kan vi ikke støtte forslaget her i dag. Det kan vi ikke, fordi vi allerede har en række stramme regler på området, og adgangen til at anerkende udenlandske ægteskaber med mindreårige blev jo med virkning fra den 1. februar 2017 meget kraftigt begrænset. Det skete, samtidig med at adgangen til at få det såkaldte kongebrev til indgåelse af ægteskab i Danmark blev fjernet. Det står tydeligt i ægteskabsloven i dag, at udenlandske vielser, hvor den ene part eller begge parter var under 18 år på vielsestidspunktet, ikke anerkendes i Danmark. Det er den helt klare regel.

Ud over en undtagelse fra reglen i forhold til EU- og EØS-borgere og deres ægtefæller rummer loven en snæver undtagelse, der giver mulighed for at anerkende et sådant ægteskab i helt særlige situationer, hvor der er tvingende grunde, og hvor parterne stilles i en urimelig situation, hvis ægteskabet ikke anerkendes, og uanset hvad kan ægteskab ikke anerkendes, hvis det strider mod grundlæggende danske retsprincipper. Det er, hvad man kalder ordre public. Som eksempel kan nævnes en situation, hvor en ægtefælle er død, og hvor manglende anerkendelse vil betyde, at den efterladte ægtefælles faderskab til fælles børn drages i tvivl. Den snævre undtagelse skal gøre det muligt at løse de situationer, vi ikke kan forudse. Det er der, hvor det vil være urimeligt for eksempelvis børnene, hvis deres situation ændrer sig grundlæggende, fordi vi ikke anerkender et ægteskab, og hvor vi ikke på anden måde kan undgå den urimelige situation.

Absolut lovgivning er ikke vejen frem, slet ikke, når man taler om mennesker og familiers livssituation, men undtagelsen finder først anvendelse, når vi er der, hvor vi ikke kan reparere på situationen på andre måder, og hvor kun anerkendelsen kan hjælpe. Derfor er det heller ikke grund nok, at parret har eller venter et fælles barn, eller at der er en langvarig tilknytning mellem dem, eksempelvis at de har levet sammen gennem længere tid. I de tilfælde må parret lade sig vie i Danmark, forudsat at de opfylder kravene hertil og selvfølgelig også alderskravet. At parret har indgået ægteskab i et land, hvor samfundsnormer tilsiger, at samliv kun kan foregå inden for rammerne af et ægteskab, vil naturligvis heller ikke kunne betyde, at vi i Danmark anerkender ægteskabet, hvis en af dem var mindreårige.

Det er altså allerede efter gældende regler kun i ekstremt begrænset omfang muligt at anerkende udenlandske ægteskaber med mindreårige, og jeg mener, at der bør være denne begrænsede mulighed for anerkendelse i helt, helt særlige situationer. Men det er selvfølgelig naturligvis helt afgørende, at de regler, vi har, så også rent faktisk følges. Hvis der sker anerkendelse, skal det afspejle den meget snævre tilgang, der er fastlagt i lovgivningen. Mit ministerium er aktuelt i gang med en tilsynsundersøgelse, der ser på myndighedernes afgørelser om anerkendelse. Tilsynsundersøgelsen blev sat i gang, fordi det viste sig, at der var sket anerkendelse i 273 sager efter den 1. februar 2017, hvor adgangen til anerkendelse blev begrænset, og i lyset af stramningerne var det et umiddelbart højt tal, som klart vækker de røde flag.

Undersøgelsen går ind i hver enkelt sag og ser på, om anerkendelsen er sket i overensstemmelse med reglerne. Hver enkel af de i alt 84 omfattede myndigheder, dvs. dem, der har anerkendt udenlandske ægteskaber med mindreårige, skal redegøre for, hvorfor det er sket i hver enkelt sag. Der er sendt anmodning ud om de sidste supplerende udtalelser fra de berørte myndigheder, og undersøgelsen forventes færdiggjort inden for en måned til halvanden. Når vi har resultatet af den, vil vi som regering tage stilling til, om der er behov for yderligere tiltag for at sikre, at der kun sker anerkendelse i undtagelsessituationer, så sagerne behandles i overensstemmelse med reglerne. Undersøgelsen vil også indgå i den uvildige undersøgelse af ægteskaber med mindreårige tilbage til 1970'erne, som blev aftalt i november sidste år.

Afslutningsvis vil jeg gøre det helt klart, at det er afgørende for mig, at der lægges en streng og meget klar linje over for udenlandske ægteskaber med mindreårige og dermed også i forhold til administrationen af de snævre undtagelser. Vi er nemlig helt enige i, at vi i Danmark er imod ægteskaber mellem børn og voksne. Efter min vurdering er det som sagt tilgangen i praksis, der skal kigges nærmere på og holdes øje med, og ikke en ændring af lovgivningen. På den baggrund kan regeringen ikke støtte lovforslaget. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er en kort bemærkning til hr. Steffen Larsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Ministeren siger i sin tale, at det er en helt klar regel – med et særligt tryk på »klar«, kan vi også konstatere – men så kommer ministeren jo lige efter ind på den serie af forskellige undtagelser, der ligger, og så er mit spørgsmål bare, om ministeren virkelig mener, at det er en klar regel. Det er den ene ting.

Den anden ting, ministeren kommer ind på, er jo det her med, at f.eks. et barns forældre ikke vil kunne blive anerkendt, hvis ikke ægteskabet bliver anerkendt. Jeg er jo f.eks. ligesom utrolig mange andre danskere født uden for ægteskab, og mine forældres ægteskab er ikke det, der har anerkendt, at min far er min far, eller at min mor er min mor. Det er trods alt sådan, at et forældreskab, så vidt jeg er orienteret, retsligt ikke afgøres via et ægteskab, men udelukkende ved, om der bl.a. er en biologisk forælder eller ej, eller ved adoption.

Så jeg kan ikke helt forstå ministerens brug af argumentet om, at netop ægteskabet skal anerkende, om nogen er en persons barn, og et forældreskab. Kan ministeren ikke forklare mig det?

Ministeren.

Beslutningsforslaget her i dag handler jo om, at regeringen skal fremsætte et lovforslag, som sikrer, at Danmark ikke anerkender ægteskaber, som er indgået i udlandet, og hvor den ene part eller begge parter er mindreårige, og det er jo klart, at det i forhold til en anerkendelse af børn og arvinger, som f.eks. er født uden for ægteskab, så er en helt anden diskussion end den, vi har her i dag, som handler om ægteskaber.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Det forstår jeg ikke helt. Mener ministeren, at børn kan anerkendes uden et ægteskab, eller mener ministeren, som hun sagde i sin tale, at et ægteskab er nødvendigt, før man kan anerkende børn som værende børn af en person? Det er det, jeg ikke forstår.

Ministeren.

Er man datter eller søn af en person, så er det jo klart, at man kan tilvejebringe et faderskab eller et moderskab ved hjælp af dna. Så det er jo en anden diskussion end det, vi taler om i dag. I dag taler vi om, hvorvidt vi anerkender folks ægteskaber, særlig i den situation, hvor det er indgået imellem børn, og hvor det er indgået i udlandet, og det tager vi som regering klart afstand fra.

Tak. Så er der en kort bemærkning til hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg ville umiddelbart have spurgt om noget andet, men jeg forstår simpelt hen overhovedet ikke, hvad ministeren siger. Ministeren bruger det som et argument for ikke at stemme for det her beslutningsforslag, at der så vil være nogle forældre, hvis forældreskab man ikke vil kunne anerkende. Så siger ministeren, da hr. Steffen Larsens spørger, om det ikke er rigtigt, at det er jo en helt anden diskussion end det, vi diskuterer i dag. Undskyld, jeg forstår ingenting. Men jeg vil bare gerne spørge ministeren om noget.

Ministeren siger, at ægteskaberne ikke anerkendes, hvis de er indgået i Danmark. Men hvorfor skal vi anerkende et ægteskab, eksempelvis som det, vi nævner i beslutningsforslaget, hvor en 24-årig mand har indgået et ægteskab med en 12-årig pige i udlandet? Hvorfor skal vi anerkende sådan et ægteskab i en dansk sammenhæng? Hvorfor mener Socialdemokratiet, at vi skal anerkende det fra dansk side?

Ministeren.

Det mener vi heller ikke at man skal, og det er også derfor, at loven er blevet strammet i 2017 med de meget få undtagelser, der er hertil, og som jeg har nævnt i min tale.

Spørgeren.

Det er meget få undtagelser, men ministeren nævner selv, at der er over 170 tilfælde, hvor man alligevel har anerkendt det. Hvorfor stemmer man ikke for det her beslutningsforslag, som handler om at sætte en hegnspæl, hvor vi siger, at ægteskaber indgået af voksne mennesker med børn, uanset om det er foregået i udlandet eller ej, anerkender vi selvfølgelig ikke fra den danske stats side? Det burde da være Socialdemokratiets politik, som som slår sig op på at være børnenes statsministerparti, at stemme for sådan et fornuftigt beslutningsforslag.

Ministeren.

Regeringen er jo enormt sympatisk indstillet over for forslagsstillernes ønske. Det er et ønske, vi deler; børn er børn, og børn skal ikke giftes, hverken med hinanden eller med en mand eller for den sags skyld en kvinde, som er langt ældre end dem. Det var også derfor, at loven i 2017 blev strammet, og det er også derfor, at jeg som minister lige nu er i gang med en tilsynsundersøgelse i forhold til, hvad der er for årsager til, at 84 myndigheder af tvingende grunde eller af andre årsager alligevel skulle have anerkendt ægteskaber mellem folk, som ikke er myndige, og når den tilsynsundersøgelse er klar, vil vi kigge på, om der er behov for yderligere stramninger af loven. For vi er fuldstændig enige med forslagsstillerne.

Tak til ministeren. Så er der en spørger mere, og det er hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil godt lige vende tilbage til et spørgsmål, der ikke blev svaret på, fra Liberal Alliances side. For der er jo kommet en ny minister, men det lyder faktisk sådan lidt tilforladeligt til, at det er den samme taleskriver, men jeg ved, at det, der blev sagt, sikkert står i talen, så ministeren kan jo bare bladre tilbage. Men hvorfor er det sådan, at ministeren lige pludselig blander det, om man er barn af nogen, ind i forhold til præmissen om ægteskab? Det var noget, ministeren sagde fra talerstolen, og jeg går ud fra, at ministeren en til en har læst det op fra en tale, ministeren har lige foran sig.

Så vil ministeren ikke bare lige klargøre det, bare lige en gang til rulle tilbage og så sige, hvad det er, ministeren siger, om, hvad ens forældreskab har med ens ægteskab at gøre?

Ministeren.

Det, jeg har sagt, er, at i Danmark ønsker vi, at børn skal være børn, og at børn ikke skal giftes tidligt eller giftes med nogen, der er langt ældre end dem selv. Derfor anerkender vi som udgangspunkt ikke udenlandske ægteskaber med mindreårige, og det kan kun ske i tilfælde, hvor der er helt tvingende årsager til det, og hvor der ikke er andre muligheder, og også i de tilfælde, hvor der er tale om EU- eller EØS-borgere.

Spørgeren.

Godt, fordelen i Folketingssalen er selvfølgelig, at det bliver optaget, så vi kan jo alle sammen nu bare rulle tilbage og så se, hvad der egentlig blev sagt, og så kan vi jo stille spørgsmål til det. Jeg har så et andet spørgsmål. Det er normalvis sådan, at en minister, når man skal svare på noget, så svarer inden for 30 dage. Hvordan pokker kan det tage så lang tid at undersøge de her 84 myndigheder? Hvorfor er det ikke bare sådan, at man finder ud af, hvad der bliver givet dispensation for? For det helt store problem i den her lovgivning er jo, at der bliver dispenseret fra stort set alting, bare man i en eller anden bestemt familieklan får lidt ondt i mavsen over, at man ikke må gifte sig med Gertrud på 12 år fra Afghanistan. Hvorfor er det sådan, at det tager så lang tid for regeringen? For jeg mener da, at den sidste minister også var ude at sætte det her i bås med noget pædolfili. Så hvorfor tager det her så lang tid?

Tak. Ministeren.

Der er jo to undersøgelser, der er i gang. Der er dels en tilsynsundersøgelse, hvor vi har skrevet ud til 84 myndigheder om, hvad praksis har været siden 2017. Det betyder, at alle 84 myndigheder har skullet gå tilbage i arkiverne for at se, hvor man har anerkendt eventuelle sager, og hvorfor man har gjort det.

Det er sådan, at der i langt de fleste tilfælde nu foreligger svar, men at vi stadig væk mangler de sidste kommuner eller myndigheders svar, før vi kan fremlægge en samlet tilsynsundersøgelse. Indtil videre har vi oversendt materialet til Folketinget, og der kan vi jo se, at der i forhold til rigtig mange af de ting, som er fundet frem, har været en række fejlregistreringer.

Tak til spørgeren. Jeg skal se, om der er flere korte bemærkninger. Det er der ikke, så tak til ministeren.

Så går vi over til ordførerne, og det er først hr. Frederik Vad, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, formand. Med det her beslutningsforslag foreslår Dansk Folkeparti at sikre, at Danmark ikke anerkender ægteskaber, der indgået i udlandet, hvor den ene part eller begge parter er mindreårige. Det er en vigtig debat at få, for de ægteskaber, vi har set, og som er indgået med børn, er så vederstyggelige, at det er svært at finde ord for det.

Vi lever desværre i en tid og i en verden, hvor presset på kvinders rettigheder, og presset på børns rettigheder er enormt stort. Hvis man kigger rundtomkring i den vestlige verden og på nogle af de lande, som orienterer sig mere mod Rusland, kan vi se, at abortrettigheder bliver smadret og rullet tilbage osv. Men i den her del af verden er det ikke abortmodstand og andet i den dur, der ligesom truer helt grundlæggende rettigheder for kvinder, for børn, for minoriteter af enhver slags, nej, det er den religiøse vækkelse og mobilisering, som jo er kommet med islams tilstedeværelse i ikke mindst Nordeuropa.

Det, der jo går igen, når man ser på praksissen med, at myndige voksne mennesker gifter sig med børn, er den her seksualisering af noget, der ikke skal være seksualiseret. På udlændingeområdet har vi tidligere diskuteret kønsforbud i svømmehaller f.eks. Det, at der ikke må være kvinder eller mænd til stede som varmemestre eller rengøringsassistenter, hvis der er piger, der svømmer i svømmehallen, er jo en seksualisering af piger. Det samme gør sig gældende på det her område. Der er nogle, som mener, at børn, som jo i sagens natur ikke er voksne, kan man gifte sig med, og den seksualisering bliver vi nødt til at få sat en stopper for. Derfor er vi i Socialdemokratiet meget, meget glade for, at man tilbage i 2017 fik afskaffet muligheden for kongebrev og fik strammet reglerne, og vi er også meget glade for, at de eksempler, man har set siden, på, at ægteskaber er blevet godkendt eller anerkendt af myndighederne, er der nu blevet taget initiativ til at få undersøgt. Den undersøgelse venter vi med spænding på fra socialdemokratisk side.

Vi har nogle stramme regler på ægteskabsområdet i dag, som skal forhindre de her ting, men hvis der er steder i systemet stadig væk, hvor man ikke kan finde ud af at overholde de regler, der er, eller hvis der er smuthuller i de regler, er vi sådan set meget villige til fra Socialdemokratiets side at kigge på det og sørge for at få strammet op dér, hvor der eventuelt skal strammes op. For børn skal være børn, børn skal ikke seksualiseres, piger skal ikke seksualiseres, hvad enten det er i svømmehallen eller på fodboldbanen eller i en vielsessituation. Så vi afventer den undersøgelse, som ministeren var inde på.

Med de ord vil jeg på vegne af Socialdemokratiet afvise beslutningsforslaget fra Dansk Folkeparti, men diskussionen er ikke slut endnu, og vi glæder os til også med Dansk Folkeparti at diskutere, hvordan vi håndterer det her fremadrettet. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Hvorfor har Socialdemokratiet brug for resultaterne i en undersøgelse for at kunne slå fast, hvad der burde være helt åbenlyst for et parti, der slår sig op på at være børnenes statsminister-parti, nemlig at den danske stat ikke skal anerkende ægteskaber indgået mellem voksne og børn, selv hvis de indgået i udlandet?

Ordføreren.

De ægteskaber anerkender vi heller ikke. Vi vil ikke vide af de ægteskaber. De ægteskaber må ikke finde sted. Det, vi skal finde ud af, er, hvorfor der er blevet givet så højt et antal blåstemplinger eller anerkendelser. Det skal vi jo finde ud af. Det er ikke meget anderledes, end at vi for noget tid siden, hr. Mikkel Bjørn, på udlændingeområdet så, at der var et familieretshus, der brugte imamer til at opløse religiøse ægteskaber i stedet for at holde sig til den juridiske lovgivning.

Vi skal sådan set bare finde ud af, hvor problemet er henne, og hvor vi skal skride ind i forhold til det. Så er der nogle regler, der vedrører EU-borgere og tilfælde, hvor en ægtefælle dør, og de skal sikre, at det menneske ikke bliver stillet ringere i forhold til nogle arveregler og sådan noget. Men det er jo i småtingsafdelingen. På den store, brede socialpolitiske motorvej anerkender vi ikke de her ægteskaber.

Spørgeren.

Undskyld forvirringen, men hr. Frederik Vad siger, at de ægteskaber, altså ægteskaber indgået mellem børn og voksne, ikke anerkendes. Det er derfor, vi skal have fundet ud af, hvorfor der er blevet givet så stort et antal anerkendelser, siger ordføreren så. Det giver jo ingen mening. Ægteskaberne anerkendes ikke, men vi skal finde ud af, hvorfor der er givet så stort et antal anerkendelser. De to ting sammen giver ganske enkelt ikke mening. Hvis der allerede er en lov i dag, der forbyder anerkendelser, så vil anerkendelserne i praksis ikke kunne lade sig gøre. Det er der ikke, og det er derfor Dansk Folkeparti foreslår det. Anerkendelse sker i praksis, fordi der ikke får lov. Hvorfor bakker Socialdemokratiet ikke op om en sådan lov?

Tak til ordføreren.

Det sker jo meget ofte, at vi har lovgivning på alle mulige områder, som i praksis har nogle svagheder, eller som i praksis bliver fortolket eller håndteret på en anden måde end det, der var tiltænkt. Det er der da masser af eksempler på på alle mulige politiske områder; og så er det da værd at undersøge, hvorfor det gør sig gældende, og at finde ud af, hvordan man kan rydde op i det. Det er jo ikke særlig svært, hr. Mikkel Bjørn. Vi står totalt samme side i det her spørgsmål. Dem, som har måttet give anerkendelse af nogle ægteskaber og dermed har brudt i intentionen, altså både lovens ånd og bogstav, skal stoppes i det, og så skal de stilles til ansvar.

Tak! Så er der en spørger mere, og det er hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det, formand. Det er jo rart, at Socialdemokraterne i hvert fald er kommet til den anerkendelse med det her med seksualisering af børn. Det synes jeg da er rart, at det ligesom bliver artikuleret på talerstolen. Det synes jeg er rart. Det er ikke for at anklage Socialdemokraterne for det modsatte, men nogle gange kunne man godt komme i tvivl, når man sådan siger et eller andet med, at jamen så finder vi et eller andet med svømning, men så kan man få et eller andet. Så det er jo klart, og det tager vi positivt imod.

Men det, jeg også kan forstå på ministeren, er, at man så heller ikke anerkender forældreskabet længere. Der synes jeg, det er uheldigt for Socialdemokraterne, for der har lige været en sag, hvor Socialdemokraterne også kørte frem med et lovforslag, og så havde vi lige pludselig et problem på adoptionsområdet. Der har lige været en minister fra ordførerens parti på talerstolen, der siger, at det her beslutningsforslag om ægteskab lige pludselig er blevet blandet ind, i forhold til om man anerkender forældreskab.

Da ordføreren jo har fortalt om, hvad Socialdemokraternes holdning ellers er, vil ordføreren så ikke bare sige til mig, om vi er enige om, at vi, uanset om du er gift eller ikke gift, eller om man annullerer et ægteskab, ikke piller ved forældreskabet, for hvis jeg har hørt forkert, så har jeg hørt forkert.

Ordføreren.

Nej, det, ministeren gjorde meget, meget klart, og som jeg sådan set også siger, er, at den her type ægteskaber ikke skal kunne finde sted, og den kan heller ikke finde sted i gældende lovgivning.

Så er det fuldstændig rigtigt, at der ligesom i forhold til kønsforbuddet i svømmehaller er nogle helt praktiske, bittesmå steder, hvor man kan lave en anerkendelse, hvis der er et eller andet fuldstændig vildt, der gør sig gældende; det kunne f.eks. være, at der er en ægtefælle, der er død, men man skal bare lige være klar over en ting, hr. Kim Edberg Andersen: Dansk ret og danske retsprincipper skal jo gælde, for at man overhovedet kan gå ind på den bane, ved at begge parter har været til stede under vielsen og at der ikke er nogen under 15 år osv.

Så vi er nu nede at tale om nogle meget, meget få eksempler, og det antal anerkendelser, der er blevet givet fra systemets side siden 2017, er så højt, at det jo ikke kun kan have været på det område, at der har været problemer.

Spørgeren.

Det er jeg heldigvis enig i, og derfor forstår jeg heller ikke, at man skal blive ved med at sidde og pinde i det og man skal lave endnu en undersøgelse, og så trækker det også ud, og man finder ikke ud af det. For ordføreren har jo ret i, at det her kommer til faktuelt og næsten med garanti at falde ud til, at det her er blevet udnyttet til at få lige nøjagtig den type ægteskaber, vi ikke ønsker.

Jeg vil gerne lige rulle den tilbage til det her med forældreskabet. Ministeren står og siger, at det her med ægteskab også kommer til at få betydning i forhold til folks forældreskab. Der må jo sidde en hel flok derude nu, som kan blive bekymret for, at hr. Frederik Vad kommer løbende og siger: Din mor var 17, så nu er det ikke din mor længere. Altså, hvad er det for en sammenblanding? Jeg bliver oprigtigt bekymret, når en minister siger det, for så tænker jeg, at det jo nok er noget, I snart har besluttet.

Tak! Ordføreren.

Som jeg forstår det, er der nogle lande, hvor anerkendelsen af et forældreskab er bundet op på ægteskabet. Nej, det er ikke her i landet; det er fuldstændig rigtigt. Men det må vi jo få uddybet under udvalgsbehandlingen, hr. Kim Edberg Andersen.

Jeg forstod det på ministeren, som om det var i småtingsafdelingen i forhold til det her spørgsmål, så jeg tror ikke, at hr. Kim Edberg Andersen skal være bekymret over noget som helst.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så går vi videre i ordførerrækken til hr. Christian Friis Bach fra Venstre.

Tak for ordet. Og tak til forslagsstillerne for at sætte et meget vigtigt spørgsmål til debat. Jeg er her på vegne af hr. Hans Andersen, som desværre ikke kunne være til stede. Men jeg har dog også fulgt det her spørgsmål som socialordfører.

Der er jo ingen, der er uenige i, at problemstillingen om ægteskaber med mindreårige er vigtig, og derfor er reglerne stramme. I 2017 afskaffede man muligheden for dispensation fra, at mindreårige kunne indgå ægteskab i Danmark; man begrænsede muligheden for at anerkende udenlandske ægteskaber med mindreårige, meget markant endda. Man anerkender de ægteskaber i helt særlige tilfælde, og det kan f.eks. være et ægtepar, hvor den ene er gået bort, og så kan det af forskellige retslige årsager være til gavn for børnene og den tilbageværende at anerkende ægteskabet, altså fordi det kan sikre en retsstilling. Vi har også i 2021 forbudt de religiøse vielser af mindreårige. Så der er derfor virkelig strammet op og i allerhøjeste grad lukket ned for de her ægteskaber. Det er nødvendigt, og det er vigtigt.

Der var så sidste år en debat om de her stramninger. Har de virket? Sker der fejl, er der mangler, er der undtagelser? Man kunne, særlig i Berlingske, læse, at der blev anerkendt overraskende mange udenlandske ægteskab. Derfor gik vi jo ind og lavede en tilbundsgående undersøgelse. Hver enkelt sag efter 2017 vil blive undersøgt til bunds. Vi har fået tilsendt de foreløbige resultater af den screening, der er lavet hos alle de myndigheder, som kan være involveret her, alt fra kommuner og skattevæsen til cpr-register, og hvem der ellers registrerer forskellige forhold af civilretlig natur, og det, jeg har kunnet iagttage, er jo bare, at man allerede har fundet ud af, at der er rigtig mange af dem her, der skyldes fejl – en medarbejder, der har tastet et forkert årstal, eller en medarbejder, der har glemt en detalje. Der er sket en masse fejl, og det skal vi have ryddet op i. Hvis der derefter står nogle tilbage, hvor der er blevet anerkendt ægteskaber i strid med loven, skal vi selvfølgelig gribe ind over for det, både over for dem, der har lavet fejlene, og dem, der har fået anerkendt et ægteskab. Børn skal ikke indgå ægteskab. Ægteskab er noget, der foregår mellem voksne.

Her ønsker man så at lave et noget sådan rigidt lovforslag, som i virkeligheden bare cementerer den praksis, der er, men uden de nødvendige helt, helt særlige undtagelser, som man har. Det ønsker vi ikke i Venstre, og derfor støtter vi ikke beslutningsforslaget. Vi har strammet op, og det er kun i helt exceptionelle tilfælde, at det kan blive anerkendt. Og så er der jo også EU-borgeres ægteskab, og det er en del af vores samarbejde i Det Europæiske Fællesskab og af arbejdskraftens fri bevægelighed. Vi støtter op om det europæiske samarbejde, så det tager vi med. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Der er flere ting, der undrer mig. Det undrer mig, at Venstres ordfører allerede på baggrund af de foreløbige resultater af den undersøgelse, kan læse ind i undersøgelsen, hvad der helt præcis er årsagen til, at de ægteskaber er blevet anerkendt. For det var det, som den borgerlige opposition ønskede en undersøgelse af hos ministeren, hvortil ministeren sagde, at det kunne den borgerlige opposition ikke få. Så det undrer mig meget, at hr. Christian Friis Bach har fået indsigt i den slags undersøgelse, for det var det, den borgerlige opposition efterspurgte, men som ministeren nægtede at vi kunne få.

Så er mit sekundære spørgsmål: Hvorfor skal vi, fordi den tyske regering eller den franske regering har en anden lovgivning vedrørende anerkendelse af ægteskaber indgået i udlandet – det kan være i mellemøstlige lande eller andre lande – så anerkende dem i Danmark? Hvorfor skal vi anerkende ægteskaber indgået mellem en 24-årig mand og en 12-årig pige indgået i et eller andet mellemøstligt land, fordi den tyske regering eller den franske regering så på et senere tidspunkt anerkender det ægteskab?

Ordføreren.

Jeg vil bare sige, at hr. Mikkel Bjørn jo selv har fået tilsendt de foreløbige resultater, der er blevet udredt i de forskellige myndigheder, som har rapporteret om de registrerede ægteskaber, som Berlingske havde med i deres artikel, og i en række af dem var der tale om indtastningsfejl. Det har Mikkel Bjørn selv kunnet iagttage, selv kunnet se, og det var det, jeg refererede til. Allerede derfra er tallet gået betydeligt ned. Det kan være nogle, som er registreret gift som 1-årige i og alt muligt andet, hvilket skyldes en fejl i en indtastning. Det skal vi have ryddet op i, og hvis der efter det er nogle tilbage, som er anerkendt i strid med lov og ret og intention og holdningen i det her Folketing, som jo er enstemmig, så skal vi selvfølgelig meget markant gøre noget ved det.

Det, hr. Mikkel Bjørn ønskede, var jo en kommissionsundersøgelse. Der bliver lavet en uvildig undersøgelse. Den går til bunds i det hele. I en række sager før 2017 og alle sager efter 2017 går man ind og kigger på hver enkelt sag og afdækker, præcis hvad det er, der er sket. Den undersøgelse har jeg tillid til, og den ser jeg frem til bliver afsluttet.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Så vil jeg stille spørgsmål nummer to igen: Hvorfor skal den danske stat anerkende ægteskaber, som er indgået i et eller andet tredjeland mellem en voksen mand og en eksempelvis 12-årig pige, fordi et EU-land anerkender det ægteskab? Der skal vi da fra dansk side selvstændigt kunne sige, at det på ingen måde anerkendes af den danske stat, at voksne mennesker indgår ægteskaber med mindreårige børn. Det skal vi da selvstændigt kunne sige, også selv om andre EU-lande har andre lovgivninger vedrørende anerkendelse af den slags ægteskaber.

Tak. Ordføreren.

Jeg beklager, at jeg ikke nåede det; tiden løb ud, kunne jeg se. Men det er jo, i kraft af at vi er medlem af et Europa og et EU, hvor arbejdskraften har fri bevægelighed. Der var frem til 2017 mulighed for at få et kongebrev i Danmark. Skulle vi så sige, at danskere, som f.eks. før 2017 var blevet gift som mindreårige med et kongebrev, kunne blive stoppet ved grænsen og sendt hjem, hvis de tog Tyskland eller Frankrig, fordi de ikke kunne være gift? Vi bliver nødt til at respektere reglerne i det indre marked, men hvis hr. Mikkel Bjørn vil bruge sine kræfter fornuftigt i det her spørgsmål, skulle hr. Mikkel Bjørn engagere sig fuldtonet i det europæiske samarbejde og stille forslaget der, så vi får fælles europæiske regler for ægteskab med mindreårige. Det ville være en værdig sag, og der kunne vi gøre noget ved problemet.

(Talen er under udarbejdelse)

Tak for ordet. Og tak til Dansk Folkeparti. Forslaget, vi behandler i dag, skal jo i sin essens sikre, at ægteskaber, der er indgået i udlandet, hvor den ene eller begge parter er under 18 år på vielsestidspunktet, ikke anerkendes i Danmark. Det er jo et forslag, som vi i Danmarksdemokraterne er fuldstændig enige i intentionen med.

Barnebrude er et ret alvorligt problem, som vi under ingen omstændigheder skal acceptere her i Danmark. Det er dybt problematisk, at man som tvangsgift kvinde fra Mellemøsten kan komme til et land som Danmark, som siger, at vi er et land med ligestilling, og simpelt hen opleve, at i stedet for at hjælpe dem med at komme væk fra deres dobbelt så gamle ægtemand, så fastholder vi dem i et ægteskab, der aldrig har set skyggen af, hvad vi i Danmark forstår som et ægteskab.

Barnebrude hører simpelt hen ikke til i Danmark, og derfor var det også vigtigt for os, da kongebrevene, som tidligere gjorde det muligt at vie mindreårige i Danmark, blev afskaffet i 2017. Men det er alligevel dybt rystende, at Berlingske siden hen har kunnet afsløre, at i hundredvis af mindreårige er blevet viet i udlandet, og efterfølgende har fået deres ægteskaber anerkendt af de danske myndigheder efter 2017. Det her er sket, selv om ægteskab med mindreårige i udgangspunktet var forbudt, og at det kun burde være muligt at anerkende sådanne ægteskaber i helt særlige tilfælde, hvor tungtvejende grunde foreligger. Det er simpelt hen bekymrende, at den her praksis siden har kunnet fortsætte, uden at der er blevet sat spørgsmålstegn ved den. Det er i hvert fald bl.a. det, som er intentionen med det her i dag, og det anerkender vi til fulde.

Det er særligt bekymrende i sager, hvor der er stor aldersforskel imellem parterne, da man i sådanne tilfælde simpelt hen ikke kan udelukke, at de danske myndigheder reelt har blåstemplet tvangsægteskaber, som er indgået i udlandet. Derfor var det også fuldstændig hovedrystende, at regeringen efter 2024 valgte ikke at lave en tilbundsgående kommissionsundersøgelse af den her forfejlede forvaltningspraksis og det massive svigt af pigerne, som har fundet sted, når danske myndigheder har blåstemplet barnebrude i Danmark.

Den aftale, som regeringen indgik med resten af venstrefløjen, berører jo kun lige overfladen af problematikken, og den stiller simpelt hen ikke alle de nødvendige spørgsmål. Vi mangler at få belyst, hvordan man kan ende med en praksis, som den daværende socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil har kaldt statsautoriseret pædofili. Den her regering har simpelt hen muliggjort anerkendelsen af barnebrude i Danmark, selv efter der faktisk burde have været sat en stopper for det. Det er jo hovedrystende.

Det her er simpelt hen dybt kritisabelt, og det kræver handling for at sikre en tilbundsgående undersøgelse af sagen – en undersøgelse, der fokuserer på, hvordan myndighederne har administreret og håndteret sager om mindreåriges ægteskaber siden 1. februar 2017.

Ægteskaber med barnebrude indgået i udlandet er en uskik, og derfor er det vigtigt, at hovedreglen altid skal være, at udlændinges ægteskaber, hvor den ene eller begge parter har været mindreårige ved vielsestidspunktet, ikke anerkendes i Danmark. Det er også den praksis, der eksisterer i dag. Men det er vigtigt, at det er muligt, at der kan foretages en individuel vurdering af ægteskaberne, da der givetvis også kan være undtagelser, hvor det rent faktisk giver mening, at ægteskaber anerkendes. For det kan faktisk godt diskuteres, om en automatisk underkendelse af ægteskaber vil være hensigtsmæssig, hvis nu et tysk ægtepar langt op i 60'erne flytter til Danmark og får deres ægteskab underkendt, fordi de danske myndigheder finder ud af, at kvinden var 17 år på vielsestidspunktet.

Vi bakker derfor grundlæggende op om intentionen i forslaget, da alt for mange ægteskaber med mindreårige er blevet anerkendt i Danmark, men vi anerkender faktisk også samtidig, at der er nogle udfordringer forbundet med fremgangsmåden, hvis man pr. automatik vil underkende ægteskaber indgået i udlandet, hvor den ene part var mindreårig på vielsestidspunktet.

Derfor vil Danmarksdemokraterne som udgangspunkt stemme gult til forslaget, men vi vil faktisk gerne i løbet af udvalgsbehandlingen vurdere konsekvenserne af forslaget i sin helhed, for som jeg også sagde til Dansk Folkeparti, anerkender vi faktisk intentionen til fulde. Og når man har en minister, der kan cykle rundt i, om et ægteskab lige pludselig skal have indflydelse på ens forældreskab, kan jeg godt blive meget, meget utryg ved, om vi har en minister, der i det hele taget tager det her helt seriøst. Den tidligere minister kaldte det pædofili, og den nuværende minister cykler rundt i, om ægteskab og forældreskab hænger sammen. Det er utilfredsstillende, og det gør mig usikker, så derfor har jeg faktisk valgt lige at trække vejret og se, hvad vores endelige beslutning bliver. Som udgangspunkt kan Dansk Folkeparti regne med, at vi stemmer gult, men vi kan bestemt ændre holdning under udvalgsbehandlingen.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg er meget forvirret. Danmarksdemokraterne og Inger Støjberg vil stemme gult til et forslag om, at den danske stat ikke skal anerkende ægteskaber indgået i tredjelande mellem voksne mænd og mindreårige piger. Hvorfor vil Danmarksdemokraterne stemme gult til et sådant forslag? Var det ikke fru Inger Støjberg, der var ude at sige, at hun ville passe på pigerne og alt muligt andet? Nu vil Danmarksdemokraterne ikke stemme for et forslag om, at den danske stat ikke skal anerkende ægteskaber indgået mellem voksne mellemøstlige mænd og små mindreårige piger.

Ordføreren.

Det er dejligt at se, at hr. Mikkel Bjørn bliver sådan rigtig dejlig teatralsk, men der er vist ikke nogen, der kan sige, at lige nøjagtig Danmarksdemokraternes formand ikke er den, der er gået absolut længst i at beskytte piger fra at blive barnebrude med voksne mænd. Det, der dybest set bare er problemet for Dansk Folkeparti, er, at Danmarksdemokraterne godt kan se hullerne i osten. Jeg ved ikke, om hr. Mikkel Bjørn har tænkt sig at tage ud til samtlige danske plejehjem og sige til par, der har været gift i 65 år: Vi har lavet en ny regel, så nu er I ikke gift længere. Dansk Folkeparti laver et kæmpe forslag, og så tænker de ikke i detaljerne, for så kan de godt stille sig frem og sige det her, og det er lidt det, som de tit gør.

Men det er lige nøjagtig Danmarksdemokraternes formand, der har været den, der virkelig har taget skraldet for at beskytte piger i Danmark, og jeg tror, at selv Dansk Folkeparti får svært ved at få befolkningen til at være med på, at det ikke er sådan. Der er ingen tvivl om, at intet parti i det danske Folketing har noget som helst at skyde fru Inger Støjberg i skoene. Jeg skal lige minde om, at fru Inger Støjberg dybest set gik med fodlænke for at beskytte pigerne. Det mindes jeg ikke nogen fra Dansk Folkeparti har gjort.

Tak. Så er det spørgeren i anden runde. Værsgo.

Det her handler jo ikke om danske plejehjem, det her handler om, om den danske regering og den danske stat ikke fremadrettet skal anerkende ægteskaber indgået mellem voksne mellemøstlige mænd og små mindreårige piger. Danmarksdemokraterne siger, at de vil stemme gult til et sådant forslag. Jeg er bare forvirret. Jeg anerkender fuldt ud fru Inger Støjbergs indsats i forbindelse med barnebrudssagen, og derfor er jeg mildest talt forundret over, at Danmarksdemokraterne nu i dag vil stemme gult til et forslag om at forbyde den slags ægteskaber mellem voksne mænd og mindreårige piger.

Ordføreren.

Det kan Dansk Folkeparti faktisk ikke være, hvis Dansk Folkeparti lod være med at se verden i sort og hvid. For virkeligheden er jo, at jeg ikke nogen steder kan se, at det kun skal gælde fremadrettet. Jeg kan bare se, at man ikke skal anerkende ægteskaber. Det er det, jeg kan se. Det er det, Dansk Folkeparti beder os om at tage stilling til. Og det gælder jo også tidligere ægteskaber. Og hvis man så skal stå herinde og ikke blive meget forvirret, skal man sørge for at bruge de rigtige ord, inden vi skal beslutte os for noget. Det var derfor, jeg sagde: Lad os nu se, hvad det ændrer sig til. For som jeg sagde, vil jeg som udgangspunkt stemme gult. Hvis det nu bliver et forslag, som giver fornuft for alle, også for f.eks. et tysk ægtepar, som i 60'erne flytter herop, for de kommer jo ind over grænsen nu, hr. Mikkel Bjørn, så giver det mening. Men tænk nu, hvis de har været gift i 40 år, og du så vil underkende det. Det giver jo ingen mening.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og nu er det hr. Mads Olsen fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Jeg tror, det er mindre end en måned siden, at jeg stod på talerstolen her og sagde nogenlunde det samme om et andet forslag, nemlig at det er et sympatisk forslag. Jeg forstår intentionen, og SF er langt hen ad vejen enige. Sagen er bare, at der lige nu, mens vi snakker, pågår en undersøgelse af netop det, forslaget her handler om, og den undersøgelse skal kulminere i, at de partier, der står bag den undersøgelse, mødes og drøfter de tiltag, som resultaterne af den undersøgelse giver anledning til.

Lad mig lige slå fast, at ægteskaber, der involverer børn, er vederstyggelige og afskyelige og må og skal ikke finde sted. Derfor var Christian Foldagers historier i Berlingske om de sager, der har givet anledning til forslaget, også meget foruroligende læsning. Og derfor tog en række partier også ansvar for at få afdækket, præcis hvad der foregår, og hvilke ægteskaber der er tale om. Derefter tager vi, når vi ved, hvad der er sket, stilling til, hvad der skal gøres ved det.

Berlingskes historier efterlader jo flere ubesvarede spørgsmål. Siden 2017 har det stort set været udelukket at kunne anerkende de her ægteskaber, men alligevel er det sket. Hvorfor? Hvilke ægteskaber er der tale om? Vi ved det groft sagt ikke. Det forekommer at være vigtige spørgsmål at have i hvert fald indikationer af et svar på

Derfor støtter SF ikke umiddelbart dette beslutningsforslag. Er der noget som sådan i vejen med intentionen? Næh, men det er svært at undslå sig den tanke, at forslaget er stillet, vel vidende at arbejdet for at sætte ind over for den mulige forvaltningsmæssige fejl jo allerede er i gang her. SF respekterer selvfølgelig de aftaler, vi indgår i, og det gælder derfor også i denne henseende. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke, at der er nogen ønsker om korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken. Og nu er det hr. Steffen Larsen, Liberal Alliance.

Tak. Jeg skal gøre det kort. Ministeren sagde, at loven og reglerne er helt klare. Herefter bruger ministeren så, ja, faktisk resten af sin taletid på at tale om eksempler på undtagelser fra loven. Det synes jeg egentlig ikke virker, som om det er særlig enkelt eller klart. Så hurra, en helt klar regel har altså ikke undtagelser, der er en hel tale værd.

Vi afskaffede i 2017 i Danmark muligheden for, at mindreårige kan blive gift. Det var her, vi afskaffede muligheden for den type indgåelse af ægteskaber under den her gamle ordning, som nogle gange blev kaldt for kongebrev.

Forslaget er også en måde at løse det problem, som Inger Støjberg jo reelt set fik, og som sendte hende i Rigsretten. Det gør forslaget her ved at sige, at vi slet ikke anerkender udenlandske ægteskaber, hvor den ene part er mindreårig, for den slags skal jo ske ved lov og ikke ved kommando fra en minister. Men det er besynderligt, at vi i nogle tilfælde alligevel anerkender ægteskaber, som vi aldrig ville godkende normalt, bare fordi de er indgået i udlandet.

Vi skal altså ikke acceptere den slags, og derfor støtter vi i Liberal Alliance naturligvis Dansk Folkepartis forslag. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti, som kommer løbende. Værsgo.

Jeg vil bare takke for Liberal Alliances opbakning til beslutningsforslaget. Jeg synes jo bare, at det bestyrker min undren over – ikke, at hr. Steffen Larsen skal forholde sig til det – Danmarksdemokraternes manglende opbakning til det selv samme forslag. Altså, Liberal Alliance vil gerne bakke op om et forslag om, at den danske stat ikke skal anerkende ægteskaber indgået mellem voksne mænd og mindreårige børn, men Danmarksdemokraterne vil ikke bakke op om det selv samme forslag.

Altså, jeg er mildest talt forundret. Det er fru Inger Støjberg, der var ude at sige, at hun ville passe på pigerne. Det er fru Inger Støjberg, der var ude at sige, at hun aldrig ville acceptere en lignende praksis i Danmark igen. Og nu vil Danmarksdemokraterne af uransagelige årsager pludselig stemme gult til et forslag, der handler om det selv samme, som fru Inger Støjberg var ude at slå sig op på. Jeg er mildest talt forundret. Jeg ved ikke, om hr. Steffen Larsen deler min undren.

Ordføreren.

For mig var det en ret klar sag, da jeg havde læst de gældende paragraffer, dem, som vi har nu, igennem og så set på, om der er nogle undtagelser, og om alle undtagelser er nogle, som er fornuftige, eller som vi absolut skal have eller ikke nødvendigvis have. Så er det jo klart, at man sagtens kan gå ind med den idé at spørge: Hvad er det egentlig for en ret, der skal gælde i Danmark? Vi har jo i 2017 klart sagt, at vi ikke vil acceptere indgåelsen af den slags ægteskaber, og i min forståelse må det være sådan, at når vi siger, at vi ikke vil acceptere indgåelsen af dem, så vil vi heller ikke egentlig anerkende dem. For det nytter jo ikke noget, hvis man så bare flytter til Sverige og der kan blive gift med en 14-årig, og så kan man bagefter komme til Danmark og sige: Prøv at se, nu skal I anerkende det, for jeg er blevet gift i udlandet. Det bliver jo en mærkværdig retsstilling at have. Så får vi jo bare flyttet problemerne rundt, og det synes jeg ikke er givtigt.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Jeg er enig med hr. Steffen Larsen, så tak til Liberal Alliance for opbakningen.

Tak til spørgeren, og tak til ordføreren. Nå, jeg beklager. Der var lige et spørgsmål mere. Jeg skal lige have Steffen Larsen op på talerstolen igen. Værsgo til hr. Kim Edberg Andersen.

Tal for det, og tak til ordføreren. Det er jo altid rart, når man kan høre andre partier dissekere, hvorfor man i Danmarksdemokraterne har en holdning til noget. Jeg vil bare spørge ordføreren for Liberal Alliance: Vil der ikke kunne være tilfælde, hvor folk kommer til Danmark i en alder, hvor de måske har været gift med hinanden eventuelt på en kongebrevslignende måde, fra en anden nation, og så skal vi, hvis vi beslutter det her, rent faktisk fortælle dem fra dansk side, at de ikke er ægtefolk længere, og at de ifølge ministeren heller ikke kan være forældre til deres børn? Er det ikke korrekt, at man faktisk godt selv fra Liberal Alliances side kan anerkende, at der kan være problemstillinger?

Jeg anerkender det fuldt ud. Vi ønsker jo ikke bare at flytte det over til Sverige og så tilbage igen. Det er ikke den type, vi gerne vil have et stop for. Men sådan, som det bliver formuleret nu, vil der kunne være folk, som kommer hertil en alder, hvor de har været gift i masser af år, og så skal vi, hvis vi beslutter det her, sige til dem, at de ikke længere er gift ifølge dansk ret.

Ordføreren.

Det kan jo ske, hvis et ægtepar i, lad os sige 70'erne, kom til Danmark, og de stillede sig op og sagde: Jo vi vil egentlig gerne have den danske stat til at anerkende det ægteskab, vi indgik i, lad os tage som eksempel Pakistan tilbage, dengang vi var meget unge. Så ville det godt kunne ske. Men det kræver igen, at de faktisk direkte skal søge den anerkendelse af deres ægteskab. Så der er jo sådan et forunderligt hul i lovgivningen her, som alt andet lige også kommer til udtryk.

Spørgeren.

Jeg er klar over, at Dansk Folkeparti, fordi de sad lidt på hænderne, dengang fru Inger Støjberg fik fodlænke på, har et ønske om ligesom at fortælle, at de er de hårdeste på det her område. Det må de gerne for min skyld. Det er superfair. Men virkeligheden er jo bare, at vi laver en lov herinde, og som ordfører for Danmarksdemokraterne stiller jeg mig op på talerstolen og siger, at vi som udgangspunkt vil stemme gult, men faktisk er villige til sådan at flytte os, når vi får ført tingene til måls og ligesom bliver klogere på, hvad alle implikationerne af det her er. Er det så ikke underligt, at man som ordfører for et helt tredje parti får stillet spørgsmål om, om det nu var rigtigt, hvad ordføreren for et andet parti egentlig havde af intention fra talerstolen?

Tak. Så er det ordføreren.

Nu udtalte jeg mig på intet tidspunkt om, hvad Danmarksdemokraterne hverken skulle eller burde mene eller lignende. Jeg valgte at svare Mikkel Bjørn udelukkende ud fra, hvordan jeg havde set tingene, og hvordan jeg så forslaget, for ikke at yppe kiv med hr. Kim Edberg Andersen eller Danmarksdemokraterne, for det ser jeg ingen grund til. I må mene, som I gør, og så har jeg ment, som jeg har gjort for nuværende, og lad os så se, hvor det bærer os henad.

Tak, og jeg må minde om, at vi ikke anvender direkte tiltale. Men tak til ordføreren. Så går vi videre i ordførerrækken, og nu er det fru Charlotte Bagge Hansen fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Jeg vil for en god ordens skyld sige, at jeg står her som vikar for fru Rosa Eriksen, som desværre ikke kunne være til stede i dag. Først vil jeg gerne starte med at slå én ting fuldstændig fast: I Moderaterne er vi enige i, at et barn ikke forpligtes og aldrig skal forpligtes til et ægteskab med en voksen. Børn har ret til at være børn, og det er utrolig vigtigt, at vi værner om en tryg og god opvækst for alle. Det gælder både de børn, der er født i Danmark, og også de personer, som flytter til Danmark.

I Moderaterne ser vi frem til resultaterne af den tilsynsundersøgelse, der for nuværende pågår. Vi mener, det er utrolig vigtigt, at vi får afdækket, hvor det er, og hvorfor og hvordan det kan lade sig gøre, at der er over 270 sager af denne karakter, omend vi så også hører her i dag, at en del af dem er fejlbehæftet. Men det, der jo er vigtigt, er at finde ud af at få afdækket, hvorfor der er givet dispensationer, og få gjort op med det. Og som jeg kunne forstå på ministeren, er resultaterne på vej.

Så selv om vi stemmer imod det her beslutningsforslag, er vores holdning klar: Børn har ret til at være børn, børn har ret til en tryg og god opvækst, og børn skal aldrig – som i aldrig – forpligtes til et ægteskab med en voksen. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke, at der er nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Birgitte Bergman, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg skal også sige, at jeg er her i stedet for vores sædvanlige ordfører fru Brigitte Klintskov Jerkel, som desværre ikke kunne være til stede. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at ægteskaber med mindreårige ikke hører hjemme i Danmark. I et retssamfund som vores er det en grundlæggende forudsætning, at ægteskab bygger på frivillighed og modenhed. Det kræver, at begge parter er myndige og har mulighed for at træffe deres beslutning uden pres, og derfor har vi allerede en stram lovgivning på området. Siden 2017 har udgangspunktet været, at ægteskaber indgået i udlandet, hvor den ene part var under 18 år, ikke kan anerkendes i Danmark. Kun i helt særlige tilfælde kan der gøres en undtagelse, og det kræver tvingende grunde, hvor parterne ellers ville blive stillet i en urimelig situation.

Men når medier kan afdække eksempler på, at hundredvis af mindreåriges ægteskaber alligevel er blevet anerkendt, må vi tage det alvorligt. Det bør undersøges nærmere, om undersøgelserne bliver brugt efter hensigten eller reelt udgør en smutvej til at omgå reglerne. Samtidig må man også anerkende, at en fuldstændig nultolerancepolitik kan skabe urimelige konsekvenser i særlige situationer. Skal et hollandsk ægtepar på 75 og 76 år, der har været lykkeligt gift i næsten 60 år, pludselig få deres ægteskab underkendt i Danmark, fordi hustruen var 17 år og 11 måneder ved vielsen? Derfor er det afgørende at finde en balance. Vi skal sikre, at Danmark ikke anerkender ægteskaber, der reelt er udtryk for tvang, afhængighed eller sociale normer, der ikke hører hjemme her i landet. Men vi må også være præcise i vores tilgang, så vi ikke rammer urimelig bredt.

Det er en legitim bekymring, om de nuværende undtagelser i lovgivningen bliver misbrugt. Det bør undersøges nærmere, så vi kan sikre, at lovens intention respekteres, men vi er ikke overbevist om, at det konkrete forslag er den rette vej at gå. Derfor stemmer Det Konservative Folkeparti gult til forslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke, at der er nogen korte bemærkninger. Så skal jeg høre, om der er en ordfører for Enhedslisten? Nej. Radikale Venstre? Nej. Så går vi til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

I dag fremsætter vi i Dansk Folkeparti et forslag, der burde være selvfølgeligt i enhver retsstat, der sætter børns rettigheder, danske værdier og anstændighed højt, nemlig at Danmark ikke skal anerkendelse ægteskaber indgået i udlandet, hvor den ene eller begge parter er mindreårige, altså ægteskaber, der i mange tilfælde er mellem voksne og børn. Det kan undre mig, nu formanden lige har gjort opmærksom på det, at hele venstrefløjen, dvs. Alternativet, Radikale Venstre og Enhedslisten, er fraværende i den debat. Det kan man så tænke over.

Lad mig være helt tydelig, der findes ingen undskyldning for, at voksne mænd gifter sig med mindreårige piger. Der findes ingen kulturel relativisme, der kan forsvare det, og der findes intet retssamfund, der burde anerkende den slags forhold som ægteskaber. Desværre har vi set konkrete eksempler i Danmark på, at det sker, at mindreårige piger ankommer til Danmark som hustruer til mænd i 20'erne eller 30'erne, nogle gange med børn i bagagen, hvilket i sig selv afslører et grotesk mønster af seksuel udnyttelse, undertrykkelse og mishandling. Og hvad gør staten Danmark? Jo, myndighederne vurderer, at ægteskabet er frivilligt, og så bliver det anerkendt med alt, hvad det indebærer af skattemæssige og juridiske og familiemæssige rettigheder.

Vi tillader altså, at der i Danmark er pædofili og overgreb, der bliver stemplet som ægteskab, blot fordi det er sket i en anden kultur og under et andet flag end det danske. Det er ikke bare en hån imod danske værdier, det er en hån imod børn. Det er systematiseret omsorgssvigt begået af staten. Det burde stoppe nu, hvis Folketinget havde modet til at sætte en grænse. Der må jeg stille det, synes jeg, uundgåelige spørgsmål til Socialdemokratiet: Hvor er det egentlig, man står? Man hører igen og igen Socialdemokratiet holde skåltaler om stram udlændingepolitik. Vi hører hr. Frederik Vad stå i medierne og tale om værdier og kulturel tilpasning og tredje erkendelser, men hvor er det, partiet står i praksis? Når andre partier stiller forslag, der burde beskytte danske værdier og danske børns rettigheder, så stemmer man imod. Hvorfor? må man så spørge. Hvorfor stemmer man imod et forslag, der blot slår fast, at ægteskab hører til mellem voksne og ikke børn? Det er udtryk for det sædvanlige dobbeltspil. Det er store ord, men når det virkelig gælder, bøje man nakken for multikulturalismen, for konventionerne og for frygten for at træde nogen over tæerne.

Dansk Folkeparti står i den forbindelse med en konsekvent og sammenhængende værdibaseret udlændingepolitik. Vi siger det, vi mener, og vi stemmer selvfølgelig også derefter. Det er på tide, at Danmark tager sit værdimæssige selvforsvar alvorligt. Det starter med at sige nej til anerkendelse af ægteskaber mellem voksne og børn og ja til beskyttelsen af børns rettigheder og danske normer. Hvis man vil være ægtefolk i Danmark, må man også være myndig, alt andet er uforeneligt med et samfund, der bygger på frihed, lighed og respekt. Vi anbefaler det her forslag til vedtagelse og havde håbet, at Folketinget denne gang formåede at sætte hensynet til danske værdier og børns tarv over hensynet til religiøse særhensyn og fremmede kulturer. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger. Den første er fra hr. Christian Friis Bach fra Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren. Jeg kunne godt tænke mig at teste et par tænkte situationer med ordføreren. Lad os antage, at der er en ung kvinde, lad os sige fra et land i Mellemøsten, der er blevet måske endda tvangsgift med en ældre mand; de har fået nogle børn, og det er en rigtig brutal hverdag, hun har. Hun flygter, ender i Danmark, får asyl, er her, manden dør, og i det land, hun kommer fra, er forudsætningen for at få adgang til den arv, som måske kunne give hende lidt lindring i et svært liv, at der er et anerkendt ægteskab, og derfor vælger Danmark at anerkende ægteskabet, så hun kan få adgang til den arv. Skal Danmark gøre det?

Ordføreren.

Jeg synes nogle gange, når regeringspartier skal finde argumenter som forsvar for meget, meget konkrete og også helt absurde problemer, som vi står med i Danmark, at så bliver det nogle mildest talt meget, meget søgte eksempler, man drager frem for at forsvare den uhyrlige praksis, i det her tilfælde ægteskabet mellem voksne og børn. Og nej, jeg synes ikke, Dansk Folkeparti synes ikke, at den danske stat skal anerkende ægteskabet mellem voksne og børn, selv hvis man kan hive et eller andet absurd eksempel frem, hvor en eller anden kvinde så i så tilfælde måske ville kunne få en arv fra en eller anden nu afdød mand, der dengang var voksen. Altså, det bliver simpelt hen for søgt for vores vedkommende, og derfor er svaret egentlig meget konkret: Nej.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Godt, så der lader Dansk Folkeparti den her kvinde i stikken.

Lad os tage et andet eksempel. Lad os antage, at der er et land ude i Europa, Frankrig, der indfører den lov, Dansk Folkeparti gerne ville vedtage. Der er så et dansk ægtepar; de er blevet gift med kongebrev før 2017, og de tager til Frankrig for at arbejde, og så får de at vide, at det ægteskab ikke kan anerkendes, fordi man har indført den her lov i Frankrig. Ville det være okay for Dansk Folkeparti?

Ordføreren.

Jeg må være meget, meget klar. Det er regeringen, der lader børn i stikken ved at anerkende ægteskaber mellem børn og voksne. Dansk Folkeparti mener ikke, at den danske regering skal sanktionere ægteskaber indgået i udlandet mellem børn og voksne mennesker. Ægteskaber indgået mellem børn og voksne mennesker er ikke ægteskaber, som den danske stat bør anerkende.

Tak til spørgeren. Så er der en anden spørger. Det er hr. Frederik Vad, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak til ordføreren. Først vil jeg give ordføreren ret i, at det faktisk er blevet et problem. Nu er det her jo ikke snævert ressortmæssigt udlændingeområdet som sådan, men det er faktisk blevet et generelt problem på udlændingeområdet, at venstrefløjen bliver væk, også fra de ture, vi laver i Udlændingeudvalget, og de diskussioner, vi har i salen, og alt mulig andet. Det vil jeg gerne give ordføreren ret i. Det er et problem.

Men når ordføreren så kører frem med det her argument, som handler om, at Socialdemokratiet går ind for ægteskaber mellem børn og voksne, fordi man ikke stemmer for Dansk Folkepartis beslutningsforslag skrevet på bagsiden af en serviet, så vil jeg bare sige, at det simpelt hen ikke har noget på sig. Socialdemokratiet er totalt imod det. Det er vederstyggeligt. Den lovgivning, der blev ændret i 2017, står vi totalt på mål for. Hvis der er nogen i systemet, der ikke kan finde ud af i praksis at håndtere den lovgivning, vi har vedtaget, enten ånden og bogstavet i den, så skal det stoppes. Har ordføreren hørt mig sige noget, der giver anledning til at tro noget som helst andet?

Tak. Ordføreren.

Det er jo blevet en nærmest monoton talelinje fra Socialdemokratiet, når man ikke vil stemme for helt rimelige og logiske forslag her i Folketingssalen, i det her tilfælde et forslag, som Socialdemokratiet da som børnenes statsministerparti selvfølgelig bør bakke op om, nemlig et forslag, der handler om ikke at anerkende ægteskaber mellem børn og voksne, at så er det, fordi de er skrevet på bagsiden af en serviet.

Altså, prøv at høre: Det her beslutningsforslag ligger inde på Folketingets hjemmeside som et helt almindeligt beslutningsforslag. Det er ikke skrevet i hånden, det er ikke skrevet på bagsiden af en serviet. Så det bliver en meget, meget søgt undskyldning for ikke at stemme for et fornuftigt beslutningsforslag, i det her tilfælde om ikke at anerkende ægteskaber indgået mellem børn og voksne.

Spørgeren.

Det er skrevet på bagsiden af en serviet, fordi den lovgivning, vi har i dag, siger, at vi ikke vil have ægteskaber mellem børn og voksne. Det skal ikke finde sted. Vi har en ret stram ægteskabslovgivning på det her område, og hvis der er nogle brodne kar derude – det er jo det, vi er ved at undersøge – som alligevel godkender de ægteskaber, så bryder man loven. Der er ikke et problem med, at vi mangler lovgivning lige nu. Loven bliver brudt, hvis der er nogen, som uretmæssigt giver nogle anerkendelser, de ikke skal give.

Grunden til, at jeg siger det her, er jo, at det er det samme, som da DF foreslog, at vi skulle forbyde sharia. Det er forbudt i forvejen, og hvis der er nogen, der legitimerer sharia rundtomkring i den offentlige sektor, er det dem, der har et problem. Det er ikke lovgiverne herinde.

Så er det ordføreren.

Regeringspartiernes egne ordførere, i det her tilfælde hr. Christian Friis Bach fra Venstre, har selv stået her på Folketingets talerstol for få minutter siden og sagt, at vi på grund af den frie bevægelighed i Europa er nødt til at anerkende ægteskaber mellem børn og voksne indgået i tredjelande, hvis de er accepteret af andre europæiske lande, Frankrig eller Tyskland, på grund af deres nationale lovgivning. Det er der, hvor Dansk Folkeparti meget, meget rimeligt, synes jeg, siger: Vi mener ikke, at vi fra dansk side bør anerkende den slags ægteskaber. Det er sådan, loven er i dag – at vi er nødt til at anerkende den slags ægteskaber – og der havde vi forventet Socialdemokratiets opbakning. Den kan jeg så høre på hr. Frederik Vad at vi desværre ikke har.

Tak. Jeg er sikker på, at de to herrer kan fortsætte et andet sted.

Men i hvert fald er tiden gået, og der er ikke flere, der har bedt om ordet. Så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Udlændinge- og Integrationsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.