Tak for ordet. Med det her beslutningsforslag vil Dansk Folkeparti gerne kunne fremsætte et lovforslag, der indebærer, at en asylansøger, der tre gange har modtaget en bøde for at køre uden billet i offentlig transport, skal have sin ansøgning om asyl afvist og miste muligheden for at få ophold i Danmark.
Jeg tror, at vi er mange, der oplever, at nogle udlændinge i Danmark udviser en ligegyldighed over for landets love og regler, som er fuldstændig respektløs. Det ser vi desværre ske i mange tilfælde i forbindelse med flygtninge, der søger beskyttelse her i landet og altså så alligevel begår kriminalitet. Det hører ingen steder hjemme. Og det gælder, uanset om man kører i bus uden billet, stjæler varer nede i dagligbrugsen eller begår personfarlig kriminalitet. Sådan en adfærd kan vi simpelt hen ikke acceptere som borgere her i Danmark, som land, som retsstat. Når man opfører sig sådan, skal man selvfølgelig ikke have ophold i Danmark.
Med beslutningsforslaget vil man jo så sætte fokus på specielt problemet med asylansøgere, der kører uden billet i offentlig transport. Det er dybt problematisk, hvilket flere også har været inde på, når man gentagne gange ser og hører om, hvordan asylansøgere undlader at betale for deres rejse i tog, bus og metro, selv om der jo er gjort en indsats for at fortælle, at det skal man. Det var også det, der var en del af debatten dengang – trods alt, man fik sagt og gjort. Den daværende transportminister indskærpede over for asylcentre, at der skulle orienteres om, at selvfølgelig betaler man også for den billet, når man skal ud at køre i tog eller bus.
Hvad værre er, kan man sige, så skaber det jo også utryghed for de togkontrollører, der skal udstede bøder til personer, som ikke ønsker at følge samfundets regler sådan fuldstændig bastant og uhæmmet. Og det efterlader andre passagerer med en følelse af at blive taget ved næsen, for hvorfor skal nogle have lov til at snyde, når andre skal betale og følge reglerne, sådan som vi er opdraget til som borgere i Danmark at vi skal gøre?
Så vi deler i Danmarksdemokraterne forslagsstillernes ønske om en hårdere kurs over for de her kriminelle asylansøgere og udlændinge. Man kan sige, at der så også er nogle tilfælde, hvor det er meget værre, end at man snyder med en billet. Det vil være naturligt for os, at vi strammer reglerne over for asylansøgere og udlændinge i Danmark, når det gælder kriminalitet, man begår, i det hele taget. Og der kan man sige, at hvis man laver tyveri 30 gange i brugsen, så er det måske noget værre, end hvis man kører uden billet en gang eller to, men det er ikke i orden – det er ikke det, jeg siger – og det skal vi ikke acceptere.
Noget andet, der også er vigtigt, synes vi i Danmarksdemokraterne, er at få sat fokus på de sager, hvor kriminelle bandemedlemmer ikke bliver udvist. For det hjælper jo ikke så meget, at vi strammer skruen, hvis man så stadig væk bliver hængende i Danmark. Selv i tilfælde, hvor man har domme for alvorlige forbrydelser som tyveri, vold, tortur, afpresning, frihedsberøvelse, ser vi jo faktisk eksempler på nogle, der bliver hængende i Danmark, selv om de burde være udvist.
Jeg har selv hæftet mig ved det her meget grelle eksempel med det somaliske bandemedlem Osman Ali Osman, som gennem en periode på faktisk 12 år gentagne gange bryder landets love og laver alvorlig kriminalitet, og alligevel er han kun blevet idømt tre betingede udvisninger og har modtaget to advarsler om udvisning. Sådan en person burde jo for længst have fået en billet ud af landet, så vi slap af med personer, der tydeligvis ikke vil overholde normale love og regler, som vi har i Danmark.
Så mener vi også, det er vigtigt, at vi får holdt regeringen op på de løfter, der er givet. Altså, man fremstiller sig jo selv som en regering, der vil køre en stram udlændingepolitik, og så er det også vigtigt, man handler på det og gør det i praksis. Der skal være overensstemmelse mellem det, man siger, og det, man gør. F.eks. har regeringen lovet os sådan en konventionsambassadør, som skulle sørge for at løse nogle af de her sager, hvor folk, som har lavet kriminalitet, bliver hængende i Danmark. Her over 2 år efter har regeringen godt nok fået en fin og flot regering, der har gennemført forskellige ting og sager, men det er ikke blevet til meget på udlændingeområdet. Man har f.eks. endnu ikke set skyggen af en lovet ambassadør på det her område.
Så konkluderende må vi altså sige, at hvis vi skal genoprette tilliden til, at regeringen handler – og det må da være i regeringens interesse – er det altså også vigtigt, at udlændinge, der ikke følger spillereglerne, bliver sendt ud af landet, og at regeringen kommer i arbejdstøjet.