Tak, formand. Kære alle, ved førstebehandlingen af B 33 oplevede jeg fra flere partier, inklusive samtlige regeringspartier, en positiv omtale af mit beslutningsforslag, sympatitilkendegivelser og anerkendende udmeldinger. Men desværre kom der et »men« efter det positive, sympatien og de anerkendende tilkendegivelser. Det betød desværre, at et muligt flertal blev til et »måske«, »nej« eller »ved ikke«.
Hvert år bliver der om sommeren afholdt biltræf rundtom i landet, hvor danskere kan opleve veterankøretøjer på tæt hold. Veterankøretøjer er en hobby, som for mange danskere er en kilde til stor glæde. Alene Motorhistorisk Samråd, som er den danske paraplyorganisation på veterankøretøjsområdet, omfatter 149 organisationer med tilsammen 31.000 medlemmer plus det løse.
Danmarksdemokraterne mener, at veterankøretøjsklubber spiller en vigtig rolle i forhold til at drage omsorg for vores fælles, levende kulturarv på hjul. Desværre er forholdene for ejere af veterankøretøjer blevet kraftigt forringet i løbet af de senere år. Den 4. december 2020 indgik den daværende socialdemokratiske regering aftalen »Grøn omstilling af vejtransporten« sammen med De Radikale, Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Aftalen indebærer, at den periodiske afgift, også kaldet vægtafgift, vil stige med 36,9 pct. frem mod 2026. Danmarksdemokraterne finder det uacceptabelt, at ejere af veterankøretøjer kan se frem til at blive brandbeskattet endnu mere i de kommende år.
For Danmarksdemokraterne er det afgørende, at veterankøretøjer ikke ender med at blive en hobby forbeholdt de rigeste i vores samfund. Derimod skal almindelige danskere fortsat have mulighed for at dyrke deres passion for at eje og vedligeholde veterankøretøjer. Passionerede mennesker med en hobby, hvis forhold kun er blevet forværret med indgåelse af aftalen om en grøn omstilling af vejtransporten, står nu i en dårlig situation.
Der har igennem tiden været udført flere undersøgelser, senest fra 2021, fra danske ejere af historiske køretøjer. De viser, at veterankøretøjer kører i gennemsnit 1.307 km om året, og motorcykler kører 907 km årligt. Desuden kommer de i gennemsnit ud af garagen 18 gange om året. Vi ved også, at ejerne i gennemsnit bruger ca. 20.000 kr. om året til forsikring, vedligehold, reparation og brændstof, service og restaurering af deres køretøjer. Vores rullende kulturarv bliver ad den vej vist frem for offentligheden. Ved de lejligheder skabes der en omsætning til hotelovernatninger, bespisning, arrangementer m.v. på gennemsnitligt lidt over 27.000 kr. pr. ejer pr. år. Og det hele er på frivillig basis alene på grund af interessen for disse historiske køretøjer og ønsket om at nyde og bevare disse for eftertiden.
Tilsammen lægger veteranejere årligt mere end 900 mio. kr. i omsætning i erhvervet og på deres køretøjer. Det skaber arbejdspladser og bidrager i væsentlig grad til bevarelsen af vores fælles rullende kulturarv. Afgiftssystemet indebærer, at en veteranbil i dag kan koste det samme, ofte mere, end en hverdagsbil at have indregistreret til trods for de ganske få kilometer, de kører.
Jeg har selv gennem de sidste 8 år haft to veteranbiler. De har tilsammen kørt omkring 1.700 km i de 8 år, altså 210 km om året tilsammen. I samme periode har jeg betalt i omegnen af 23.000 kr. i vægtafgift for at køre i gennemsnit ½ km om dagen. Min umiddelbare vurdering er, at mit bidrag til staten for at passe på to smukke gamle biler er til den absolut gode side. Hvad tænker I, kære kollegaer?
Vi tildeler rigtig mange millioner hvert år til støtte og bevarelse af vores kulturarv – altså rigtig mange millioner. Her taler vi om en gruppe mennesker, der lever og ånder for at bevare minder, ofte fra deres ungdom, deres forældres eller deres bedsteforældres første bil. De sikrer smukke og unikke køretøjer for eftertiden for egen regning og uden at bede om støtte til bevarelse af deres eller vores rullende kulturarv. De beder altså ikke engang om støtte til det. Alt, de beder om, er, at de ikke skal betale den afgift til staten for deres indsats. Det mener vi i Danmarksdemokraterne er et ganske fair ønske.
På den baggrund havde jeg et håb om at fjerne den periodiske afgift på veterankøretøjer, -personbiler, -lastbiler og -motorcykler med henblik på at give en økonomisk håndsrækning til danske veterankøretøjsentusiaster, så vi dermed anerkender deres store indsats for at bevare den rullende kulturarv til glæde for dem selv og ikke mindst for de mange, der nyder at se disse køretøjer til arrangementer og de trods alt få kilometer, de kan ses, når de kører rundt i landet. Så jeg vil endnu en gang opfordre Tingets medlemmer til at stemme for forslaget. Køretøjer er en del af vores kulturarv. Tak for ordet.