Det første punkt på dagsordenen er:

1) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 28:

Forslag til folketingsbeslutning om stop for økonomisk støtte til de palæstinensiske selvstyreområder.

Af Alex Ahrendtsen (DF) m.fl.

(Fremsættelse 05.11.2024).

Forhandlingen er åbnet. Den første, jeg byder velkommen til, er udenrigsministeren.

Tak for det. Tak for ordet, og tak for endnu en anledning, kan man sige, til at drøfte, hvordan og hvorfor vi skal engagere os i Palæstina, hvilket jo kun er blevet endnu mere relevant denne dag, som er den første mødedag i Folketinget, siden en våbenhvile og en gidselaftale faldt på plads og trådte i kraft, hvilket forhåbentlig kan bidrage til at skabe momentum i retning af en varig fred.

Forslagsstillerne henviser til det frygtelige terrorangreb, som Hamas udførte mod Israel den 7. oktober 2023, og derfor vil jeg, inden jeg går videre, også gerne starte der med endnu en gang at slå fast, at regeringen på det kraftigste har fordømt og fortsat fordømmer dette forkastelige angreb udført af Hamas. Jeg vil så samtidig opfordre til, hvad jeg, tror jeg, jo også gjorde allerede dagen efter den 7. oktober 2023, at der skelnes mellem palæstinenserne, civilbefolkningen og Hamas, og at der også skelnes mellem Hamas og det palæstinensiske selvstyre.

Hamas står på FN's og EU's terrorlister, og det gjorde de også før den 7. oktober. Det palæstinensiske selvstyre er derimod den aktør, som Danmark og EU har diplomatiske relationer med, og som vi i over 30 år har støttet op om fra det internationale samfunds side. Når vi diskuterer dansk udviklingssamarbejde med Palæstina, er det vigtigt at holde sig for øje, hvorfor Danmark i lighed med mange andre EU-lande og lande rundtom i verden har haft et mangeårigt engagement. Vores indsats er drevet af et mål om at fremme stabiliteten i regionen og forbedre levevilkårene lokalt for de millioner af palæstinensere, der er fanget i konflikten mellem Israel og Palæstina. Med det lange lys på handler det om at få skabt rammerne for en varig tostatsløsning, hvor Israel og en sammenhængende selvstændig og demokratisk palæstinensisk stat kan leve side om side i fred og sikkerhed. Det har det forkastelige terrorangreb den 7. oktober 2023 ikke ændret på, snarere tværtimod, og det bekræftede de samtaler, jeg i sidste uge førte i regionen, også med al tydelighed, ikke mindst de samtaler, jeg havde med unge palæstinensere, der drømmer om en anden fremtid, og derfor er jeg heller ikke enig med forslagsstillerne i, at vi skal stoppe vores engagement, og det er ikke overraskende, når jeg siger, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Men det er klart, at den udviklingsbistand, som vi giver, skal gå til de planlagte formål. I forlængelse af terrorangrebet den 7. oktober iværksatte regeringen derfor en gennemgang af det bilaterale udviklingssamarbejde med Palæstina, for så vidt angik de partnere, der umiddelbart stod over for udbetalinger i 2023. Denne gennemgang blev efterfølgende fulgt op med en mere omfattende midtvejsvurdering af hele det bilaterale udviklingssamarbejde til Palæstina. Udenrigsministeriets gennemgang og midtvejsvurdering konkluderer, at bistanden har leveret resultater, at de eksisterende kontrolmekanismer i tilfredsstillende grad sikrer, at danske midler anvendes til de tiltænkte formål, og at der ikke ydes direkte eller indirekte støtte til organisationer og personer, som er omfattet af EU's og FN's sanktionslister. Gennemgangen gav anledning til at sikre en skærpet og ensartet tilgang til antiterrorbestemmelserne i vores aftalegrundlag med partnerorganisationerne samt anledning til at bede civilsamfundsorganisationerne, der modtager støtte under det bilaterale landeprogram, om at genbekræfte deres anerkendelse af EU's terrorliste.

Derudover blev alle danske civilsamfundsorganisationer, der har aktiviteter i Palæstina finansieret af Udenrigsministeriet, bedt om at redegøre for deres efterlevelse af Udenrigsministeriets antiterrklausul. Redegørelsen underbyggede, at de danske partnere efterlever klausulen, og ministeriet har heller ikke siden fået kendskab til forhold, der skulle indikere et brud på antiterrorklausulen. Parterne er desuden forpligtede til øjeblikkelig at informere Udenrigsministeriet, hvis de opdager nogen som helst direkte eller for den sags skyld indirekte forbindelse til en organisation eller et individ forbundet med terrorisme.

Forslagsstillerne ønsker også et fuldt stop for humanitær bistand til Palæstina. Et sådant stop vil imidlertid have fatale konsekvenser for civilbefolkningen, som lever under betingelser, der er svære at begribe, hvad jeg også tror vi her i den kommende tid oven på våbenhvilen får et tættere indblik i. I Gaza giver våbenhvileaftalen et fornyet håb om en forbedring af den katastrofale humanitære situation, som desværre har stået på alt, alt for længe og med en udbredt mangel på stort set alt, altså mad, rent vand, husly, medicin og behandling af syge og sårede.

Det var også derfor, at regeringen kort efter nyheden om våbenhvileaftalen afsatte yderligere 75 mio. kr. til livreddende indsatser og en tidlig genopbygning, når det bliver muligt. Det er et beløb, der kommer oven i de penge, som vi allerede har givet, og samlet har Danmark så givet omkring 700 mio. kr. i humanitær støtte i forbindelse med Palæstinakrisen siden 2023. Jeg har samtidig i min dialog med Israel så sent som i sidste uge, og jeg talte faktisk også i forgårs aftes med den israelske udenrigsminister, understreget nødvendigheden af en sikker og uhindret humanitær adgang til Gaza.

Regeringen deler forslagsstillernes ønske om, at selvstyret burde have taget mere klart og mere tydeligt afstand fra Hamas' terrorangreb. Når det er sagt, er jeg dog ikke tvivl om selvstyrets syn på Hamas, som jeg også havde lejlighed til at drøfte under mit nylige besøg. Det skal så i øvrigt også bemærkes, at Danmark ikke giver direkte støtte til selvstyret via Palæstinaprogrammet, men at det er i vores interesse at bakke op om selvstyret og om den nye teknokratiske premierminister, som er i gang med et reformprogram, da de er en helt afgørende aktør i forbindelse med en fremtidig fredsproces, som vi insisterer på. Fra dansk side er vi derfor gået sammen med en gruppe ligesindede lande for at fremme en styrket EU-indsats til støtte for en reform og til støtte for en kapacitetsopbygning af selvstyret, og det har vi gjort, fordi et demokratisk og effektivt selvstyre er en grundforudsætning for en tostatsløsning. En styrkelse af selvstyret vil også klæde dem bedre på til en kommende rolle i Gaza, som vi fra dansk og EU's side ser som afgørende.

Som jeg nævnte indledningsvis, er en tostatsløsning den eneste holdbare løsning på Israel-Palæstina-konflikten, det er den eneste vej til en varig fred, og derfor engagerer vi os fra regeringens side også aktivt i at komme tættere på en tostatsløsning. Under min rundrejse i regionen drøftede jeg det spørgsmål med regionale partnere, som var aktører på begge sider af konflikten, og fra dansk side deltager vi bl.a. også i den nyoprettede globale alliance for en implementering af tostatsløsningen, hvor omkring 90 lande rundtomkring i verden arbejder for at identificere mulige veje til fred, og det er sådan set ganske positivt, at der er så bred en international støtte til den løsning.

Jeg vil afslutningsvis understrege, at siden den tidligere udviklingsminister stod her for næsten et år siden – helt præcis tror jeg, det var den 18. januar 2024, så det er altså ret præcis godt et år siden – og der var en tilsvarende debat, så er behovet for økonomisk støtte til Palæstina ikke blevet mindre, men blevet større. I dag er der oven på den situation, der har været i Gaza over de sidste 15 måneder med en voldsom humanitær katastrofe, en enorm genopbygningsopgave, og derfor er regeringens holdning også fortsat den, at et stop for økonomisk støtte til Palæstina ikke vil tjene hverken Danmarks, EU's, Israels eller Palæstinas interesser. Ud over yderligere tragiske tab af menneskeliv vil et stop for humanitær og økonomisk støtte øge risikoen for destabilitet, styrke ekstremismen og underminere mulighederne for en fremtidig fredsproces, og vi har brug for alt det modsatte.

På et meget, meget trist bagtæppe er der faktisk noget momentum i regionen. Det bliver man bekræftet i, når man rejser rundt og oplever det, med en ny præsident og en ny premierminister i Libanon, den første præsident i flere år, et Jordan, der tager et stort ansvar på sig, et Syrien, som selvfølgelig står ved et vejkryds, og det kan gå begge veje, men altså også med en mulighed for at få et mere stabilt Syrien, som sådan set heller ikke ønsker at være i nogen form for krig eller konflikt med Israel, og et Saudi-Arabien, der fortsat ønsker en normalisering. Så der er sådan set ret meget momentum, og det ville vi vende ryggen til, hvis vi fulgte forslagsstillernes forslag om at afskære den økonomiske støtte til Palæstina. Så det kan regeringen ikke støtte.

Tak for det. Der er foreløbig to indtegnet for korte bemærkninger. Først er det hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for talen. Jeg ved ikke, om udenrigsministeren kan forklare mig og Dansk Folkeparti, hvorfor det er Danmark, der skal støtte selvstyreområderne, og ikke de rige arabiske oliestater, der har bugnende pengetanke og derfor ville være i stand til at støtte det. Hvorfor er det altid Danmark, og hvorfor er det igen Danmark?

Udenrigsministeren.

Men det synes jeg bestemt også de skulle. Det er så ikke noget argument for, at vi ikke skal gøre det. Altså, jeg er sådan set pænt tilfreds med at leve i et land, hvor vi vel blandt en håndfuld lande i verden eller noget sådant lever op til FN's målsætning om at bevilge 0,7 pct. af bni til udviklingsbistand og i øvrigt gøre det med et humanitært sigte, men også et strategisk sigte. Uanset om man tager den ene eller den anden indfaldsvej, har vi en interesse i at få stabiliseret Mellemøsten. Tag en tur ned og tal med Rederiforeningen om, hvad det har af omkostninger, at houthierne beskyder Det Røde Hav, og sådan kunne man bare blive ved.

Så vi har en idealistisk, men også en mere konkret interesse i stabilitet i det område. Det har Golfstaterne også, og jeg synes sådan set, det er nemmere at argumentere for et behov for engagement fra deres side, når jeg står på det grundlag, at vi gør vores.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Vores hidtidige støtte har jo ikke forøget stabiliteten, og radikaliseringen er jo også blevet forøget i den tid, vi har givet støtte, så ville det ikke være på tide at stoppe støtten? (Udenrigsministeren (Lars Løkke Rasmussen): Jeg ved ikke, om det bare er mig, men jeg har svært ved at høre det).

Jeg taler lidt højere og gentager spørgsmålet. Ville det ikke være fornuftigt at standse støtten, når vi ser, at radikaliseringen er blevet værre i den tid, vi har givet støtte, og at stabiliteten ikke har indfundet sig, selv om vi har givet støtte i den tid?

Udenrigsministeren.

Det er jo altså ikke vores støtte, der har bidraget til at destabilisere situationen; det vil jeg gerne sige. Alt sådan noget bliver jo kontrafaktisk historieskrivning, hvis man står og tænker på, hvordan situationen havde været, hvis Vesten ikke havde støttet Palæstina. Altså, mit bedste bud er, at vi havde været et værre sted, og jeg er nødt til med alle mangler ufortalt at komplimentere det palæstinensiske selvstyre for på det seneste også at have forstået behovet for at reformere sig selv. Det er ikke sådan et hak ved alt, og at alt er afklaret, for der er det bestemt ikke, men der udfoldes i den teknokratiske regering i Ramallah altså store bestræbelser på at modernisere selvstyrets institutioner, og det mener jeg grundlæggende at vi i Europa har en interesse i at bidrage til.

Hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. Det er jeg ethundrede procent enig i. Jeg er i det hele taget meget enig med udenrigsministeren i alt, hvad han har sagt i dag, men kunne måske godt tænke mig en uddybning på to områder. For der er et økonomisk ansvar for hele den genopbygning, der skal foregå, og jeg er interesseret i at høre, om der var tilsagn – nu var udenrigsministeren rundt i regionen i sidste uge – fra nogle af de andre nøglespillere om at bidrage til det sammen med os, hvad jeg er helt enig i at vi skal, og også, om der politisk er et tilsagn. Altså, jeg er ikke mindst nysgerrig efter at høre om, og det ved jeg ikke om udenrigsministeren kan fortælle lidt om, hvad Israel egentlig forestiller sig politisk i forhold til Gazas fremtid: Hvem har ansvaret for genopbygningen og for, hvad det skal blive til?

I forlængelse af det kommer mit andet spørgsmål. Nu var statsministeren jo for nogle måneder siden ude og sige, at man var nødt til at, jeg tror, hun brugte udtrykket tvinge – men man kunne også bare sige i hvert fald at skabe noget incitament til det – begge parter i det her til at ville arbejde for en tostatsløsning. Oplever udenrigsministeren nogen tilsagn fra Israel i den retning? For når man kigger på den faktisk førte politik på Vestbredden i øjeblikket, ser det jo svært ud, og hvad kunne man så gøre for at øge incitamentet for begge parter til faktisk at arbejde hen imod en tostatsløsning?

Udenrigsministeren.

Jeg tror, det bliver meget svært at håndtere et fyldestgørende svar inden for Folketingets taletidsregler, hvor jeg har 58 sekunder tilbage. Så jeg håber, vi får en lejlighed i andre fora også – Det Udenrigspolitiske Nævn eller andre steder som en ordførerkreds – til at diskutere det her mere i dybden.

Der er ingen tvivl om, at vi har været meget, meget stærkt efterspørgende for at få et israelsk perspektiv på det her med dagen efter, og det har det knebet med at få. Det er ikke sådan, at jeg synes, jeg er rejst totalt tomhændet hjem. Jeg har også haft nogle samtaler – det har også været af en karakter, som jeg ikke kan stå og referere her, men der er også folk i Israel, der har det perspektiv. Man kan sige, at med den våbenhvileaftale, der er lavet, er det jo ikke ordentligt adresseret. Altså, det er adresseret, at der sker en oprustning af den direkte humanitære adgang, og det er godt, og så ligger der hele det der perspektiv omkring genopbygningen i tredje fase, hvor man jo først når hen, hvis man når forbi anden fase.

Det er jo et udtryk for kompleksiteten, men det er omvendt også udtryk for, at der er et momentum. Og i forhold til det, som ordføreren for forslagsstillerne drog frem omkring Golflandene og andre i regionens tilbøjelighed til at medinvestere, så findes den jo også, men det kræver, at det sker som en del af en holistisk plan, hvor der også er et perspektiv, altså et perspektiv om en varig løsning. Det tror jeg er grundforudsætningen for, at man får donorerne i regionen bragt i spil.

Hr. Martin Lidegaard ønsker ikke den anden korte bemærkning. Så går vi videre til fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til udenrigsministeren for at stå klart fast på, at vi fra dansk side selvfølgelig skal fortsætte vores økonomiske og politiske støtte til det palæstinensiske selvstyre. Jeg vil også gerne kvittere for, at Udenrigsministeriet reagerede ret prompte i sidste uge med en melding om, at nu øger vi den humanitære bistand til Gaza. Det synes jeg er et utrolig vigtigt signal – ikke bare fra dansk side, men også et signal til ligesindede lande om, at det er vejen frem, fordi det er en internationaliseret konflikt.

Mit spørgsmål går i virkeligheden på den del af beslutningsforslaget, som jo ikke handler om den danske udviklingsbistand, men som handler om også at pålægge regeringen, at EU skal stoppe sin økonomiske bistand. Det kunne være interessant, om udenrigsministeren ville sige lidt mere om, hvordan udenrigsministeren ser EU's rolle også i den kommende tid.

Udenrigsministeren.

Jeg ser Danmarks rolle i forhold til EU som det modsatte af det, der er beskrevet i beslutningsforslaget, nemlig at rejse en øget europæisk opmærksomhed på at investere i det palæstinensiske selvstyre. Jeg har selv taget det initiativ sammen med min græske og portugisiske kolleger for et år tilbage og prøver at få rejst en debat om en mere langsigtet og strategisk støtte til det palæstinensiske selvstyre, bl.a. i lyset af den diversitet, der også er i Europas tilgang til det her. Det kan man jo se. Der er lande, der anerkender Palæstina. Der er nogle, der ikke vil. Altså, der er en forskellig tilgang, men EU er jo forenet i en tostatspolitik. Det er jo konsensus-EU-politik

Uanset hvordan man vender og drejer det, er der jo ligesom en grundforudsætning, der skal være til stede. Den gør det så ikke alene; der mange ting, der skal være til stede, men der er i hvert en forudsætning, der skal være til stede, og det er jo et på alle måder kompetent og legitimt palæstinensisk selvstyre. Så uanset vejen frem giver det mening at investere i det, og det er også, hvad der drøftes. Det er noget, vi kommer tilbage til her i løbet af foråret, altså en større pakke til det palæstinensiske selvstyre.

Fru Trine Pertou Mach.

Det synes jeg lyder rigtig lovende, og jeg håber også, at vi måske ikke i Folketingssalen, men i ordførerkredsen og andre steder kan diskutere lidt mere, også fordi Danmark jo står over for at skulle overtage EU-formandskabet. Derfor giver det selvfølgelig endnu mere grund til, at man også diskuterer, hvad den danske rolle kunne være i forhold til det.

Så mit sidste spørgsmål her vil i virkeligheden gå på vigtigheden af, at EU også stempler måske endnu stærkere ind, end EU har gjort hidtil, også i lyset af hvad der i øvrigt også er sket siden våbenhvilen, nemlig den nye amerikanske præsidents tiltrædelse og mulige signal om, hvad det kan betyde for den amerikanske mellemøstpolitik. Vil udenrigsministeren blot lige vil sige noget om det?

Udenrigsministeren.

Jeg er helt enig i, at Europa, hvis vi skal være relevante, skal stemple ind – for at bruge det udtryk. Det er jo i øvrigt også en mulighed for at påvirke tingene, og nogle af de forhold, som jeg ved også ligger ordføreren for forslagsstillerne på sinde, skal jo også adresseres i det: det undervisningsmateriale, der bruges i det palæstinensiske selvstyre, den tilgang, man har til palæstinensiske fanger, som jo for tiden ligesom honoreres efter alvoren af de gerninger, som de har begået og sådan noget. Der er nogle ting der, som jo er en konditionalitet, der skal bringes på plads i forhold til et EU-engagement.

En anden grund til et EU-engagement er selvfølgelig at kunne gribe det momentum, der er nu. Og igen, tiden er gået; jeg håber virkelig, at der kommer et andet sted, hvor vi kan diskutere det her i dybden, herunder også, hvad en ny amerikansk præsident får af betydning for det her, for det kan også betyde, undskyld mit sprog, blive en dreng eller pige, og jeg forstår, at det jo så er de eneste to køn, der findes. Så det kan enten blive en dreng eller pige. Dommeren er ude på det. Jeg håber, vi får lejlighed til at diskutere det et andet sted.

Så giver jeg ordet til fru Sascha Faxe fra Alternativet. Værsgo.

Tak, og tak for talen og for uddybningen. I talen talte ministeren om at modvirke ekstremisme og yderligere destabilisering af området og også om vigtigheden af, at vi sammen med resten af EU, som det bliver sagt her, arbejder sammen. Kan udenrigsministeren se, at noget af den støtte, som vi fremadrettet skal sørge for, også er at hjælpe det, der er tilbage af Palæstina, med at blive dannet som en palæstinensisk stat og med at få opbygget nogle demokratiske systemer og på den måde lave en resiliens mod den ekstremisme, der har ført til f.eks. angrebet den 7. oktober?

Udenrigsministeren.

Jamen det er da helt oplagt en del af det, og det er jo en del af det, vi allerede har gjort, altså at bidrage til demokratisering, transparens, pressefrihed og de dimensioner, og når jeg lavede en reference til de unge palæstinensere, er det et program, vi bl.a. har støttet, med et ungdomspanel i Palæstina, som for mig måske i virkeligheden har givet noget nær de stærkeste oplevelser, fordi jeg nu ved to besøg, både i november 2023 og senest her i sidste uge, har haft lejlighed til at mødes med unge, vel at mærke de samme unge, og få deres perspektiv på udviklingen. Der må bare sige, at der sidder unge på Vestbredden, som på alle måder har et perspektiv, der minder om danske unges, altså i forhold til et godt liv, men som også har en tro på frihed, demokrati og ligestilling, som er påvirket af, at de er ekstremt frustrerede – ekstremt frustrerede – og i det bor kimen til radikalisering jo. Så det er selvfølgelig noget, vi skal investere i. Vi investerer i det, og det skal vi også gøre fremadrettet.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til udenrigsministeren, og vi starter på ordførerrækken. Den første ordfører, jeg byder velkommen til, er hr. Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. I forhold til beslutningsforslaget her skal jeg sige med det samme, at vi fra socialdemokratisk side ikke har nogen forståelse for beslutningsforslaget, og at vi ikke støtter beslutningsforslaget. Til gengæld vil jeg også gerne give udtryk for, som også udenrigsministeren har gjort, at der nu er en våbenhvile på plads mellem Israel og Palæstina, og vi håber virkelig fra socialdemokratisk side det allerbedste for alle tre faser i den indgåede våbenhvile; vi håber virkelig, det bliver konstruktivt.

Jeg vil også gerne slå fast fra starten af, at Hamas angreb den 7. oktober 2023 var udtryk for den forfærdeligste brutalitet imod israelerne. I vores optik, i dansk optik, i europæisk optik er Hamas en terrororganisation. Jeg er af samme opfattelse, som udenrigsministeren har givet udtryk for, at det palæstinensiske selvstyre burde have taget meget hurtigere og meget tydeligere afstand fra angrebet den 7. oktober. Men heri ligger der jo også, at det palæstinensiske selvstyre er den danske og den europæiske vinkel ind til Palæstina. Det er vores diplomatiske relation, og det er der, vi har mulighed for at adressere netop de ting.

Det socialdemokratiske mål og det danske mål er jo en tostatsløsning, netop fordi vi håber så meget på, at stabilitet og fred i regionen må kunne oprettes på et tidspunkt. Derfor er en våbenhvile et positivt skridt i den retning. Det, der ligger i en tostatsløsning, er jo, at Israel og Palæstina skal blive to selvstændige lande, som er forsonet i deres forskellighed med hinanden.

Set i forhold til hjælp, som det drejer sig om i det her beslutningsforslag, fra Danmark og fra EU's side, så er det jo skitseret, at der er ingen hverken direkte eller indirekte hjælp fra Danmark til det palæstinensiske selvstyre. Det hele går gennem civilsamfundsorganisationer eller multilaterale organisationer direkte til civilbefolkningen og borgerne i de palæstinensiske områder. De samarbejdspartnere, vi har, er utrolig velvalgte og meget dygtige, og de er også kontrolleret. De har de rette kompetencer og kapaciteter, der skal til, og de har haft det igennem mange år, og behovet er, som vi ved, helt ufattelig stort.

Det, der har været en kæmpe udfordring den sidste lange tid, ja, faktisk siden angrebet, har været, at der ikke har været adgang til Palæstina, til Gaza. Vi har i den grad presset på fra dansk side og fra europæisk side i forhold til at få den humanitære hjælp ind i et helt, helt andet omfang end det, som israelerne har lagt hindringer for – eller givet muligheder for. Så det, der er det socialdemokratiske mål i den her sammenhæng, er jo, at vi ikke skal efterlade palæstinenserne alene, slet ikke i en tid, hvor behovene er så enormt store, som de er. Gaza er smadret, og jeg har hørt fra Red Barnet, at op mod 1,1 million borgere er børn, hvis sikkerhed og forhold er fuldstændig uacceptable, når vi kigger ind i, hvad et barneliv skal møde på det tidspunkt i livet.

Det vil sige, at vores hjælp til palæstinenserne er utrolig kontrolleret, og det er jeg rigtig glad for, for det har jo været og kan fortsat være kimen til en diskussion om, om den humanitære og økonomiske hjælp, vi yder, foregår på ret vis. Det er den faste overbevisning, at det gør den. Jeg er glad for, at vi har fået sat nogle mekanismer op, så det også bliver kontrolleret. Hjælpen går jo til uddannelse til sundhed, til demokrati, til ligestilling, til menneskerettigheder og så til opbygning af det totalt smadrede Gaza og andre steder i Palæstina, hvor vi ser vilkårene være ekstremt vanskelige.

Vi bliver nødt til at kigge ind i en genopbygning, for når vi ønsker den varige fred med retfærdighed og en fredelig fremtid for både Israel og Palæstina, så bliver vi også nødt til have en forståelse af, at rammerne skal opbygges i forhold til det. Som også udenrigsministeren i sin virkelig gode gennemgang sagde, er det i alles interesse, at vi får hjulpet til en fremtid mod de mål, som jeg har skitseret her. Det er i Israels, i Palæstinas og i de omkringliggende landes, men også i Europas og hele verdenssamfundets største interesse.

Det er jo sådan, at Gaza mangler alt – mad, rent vand, husly, alle sundhedstjenester i forhold til syge og sårede, og jeg kunne blive ved. Det er gennemødelagt. På længere sigt skal vi naturligvis også være der for at kunne være behjælpelig både i forhold til reformer og kapacitetsopbygning i Palæstina. Hermed er udtrykt, at der er ingen forståelse for beslutningsforslaget fra socialdemokratisk side. Det var der heller ikke for et år siden – og vi støtter ikke beslutningsforslaget. Tak, formand.

Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet. Jeg byder nu velkommen til hr. Michael Aastrup Jensen fra Venstre.

Jeg er, meget lidt overraskende, fuldstændig på linje med både det, udenrigsministeren sagde, og det, min socialdemokratiske kollega sagde. Lad os standse op et øjeblik og glæde os over, hvad der faktisk foregår nede i Mellemøsten. Jeg tror, at rigtig mange af dem, der er til stede i salen her, var meget nervøse for den negative spiral, der var igangsat, og som potentielt kunne resultere i en fuld invasion af Libanon, potentielt en reel landkrig mellem Iran og deres allierede mod Israel. Det er nu afløst af lidt forsigtig begyndende optimisme, hvor vi har en våbenhvile mellem Hizbollah og Israel på den ene side og nu senest en våbenhvile mellem Hamas og Israel på den anden side.

Det er jo ikke, fordi jeg er naiv og begynder at tro, at i morgen er der så varig fred og en tostatsløsning, og at vi alle sammen kan sidde omkring et lejrbål og synge »Kumbaya«, på ingen måde. Men jeg er alligevel forsigtig optimist, i forhold til at det nu begynder at gå et skridt i den rigtige retning, et babyskridt, men et skridt i den rigtige retning. Og der er der i hvert fald én ting, der er afgørende for Venstre, og det er, at de ekstremistiske kræfter, som især Hamas, men også Hizbollah, er talsmænd og sådan fortalere for, ikke får mere magt, men at vi derimod gør alt, hvad vi kan, for at holde dem så langt nede som muligt.

Et af redskaberne til det er, at vi støtter regeringen i det palæstinensiske selvstyre i Ramallah så meget som overhovedet muligt. For man kunne jo godt standse op og sige: Hvad nu, hvis de ikke havde en regering i det palæstinensiske selvstyre i Ramallah? Jamen så er jeg ret sikker på, at så ville Hamas eller andre lignende kræfter have taget kontrollen også med Vestbredden. Og det er jo ikke, fordi jeg så dermed har sagt, at alt, hvad regeringen i det palæstinensiske selvstyre har gjort, er positivt, på ingen måde. Der er en lang række forskellige ting, som man sagtens kan diskutere, ligesom vi også gør, med regeringen i det palæstinensiske selvstyre, men at begynde at sige, at vejen til mere fred og mere stabilitet skulle være, at vi skulle undergrave regeringen i det palæstinensiske selvstyres økonomiske støtte, er vi ikke enige i fra Venstres side.

Jeg har den klare holdning, at selvfølgelig skal så mange som overhovedet muligt bakke op omkring regeringen i det palæstinensiske selvstyre, og derfor er jeg helt enig i det, som der også blev nævnt tidligere af hr. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti, nemlig at det selvfølgelig også er trist, sagt diplomatisk, at der ikke også er flere af de rige golfstater og lignende, som bakker mere op økonomisk. Derfor håber jeg også, at alt det, der nu sket i Mellemøsten med det forfærdelige terrorangreb den 7. oktober og nu den forhåbentlig spirende optimisme om en form for varig løsning, som kan skabe fred og stabilitet for alle de civile i området, måske gør, at der er flere og flere, der spiller ind på den her dagsorden, også på den økonomiske dagsorden.

Men alt i alt vil jeg sige, at Venstre ikke kan støtte beslutningsforslaget. Vi mener derimod, at det er vigtigt med fortsat stor og stærk opbakning til regeringen i det palæstinensiske selvstyre.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Hvad skal der til, for at Venstre vil standse tilførslen af midler til selvstyreområderne?

Ordføreren.

Det er jo ikke, fordi jeg på nogen måde kan lave sådan en klar liste over det, men man kan sige overordnet set, at hvis regeringenidet palæstinensiske selvstyre arbejdede direkte kontraproduktivt med hensyn til det, som jeg nævner, nemlig i forhold til at sikre mere stabilitet og mere fred, så ville jeg selvfølgelig ikke være tilhænger af fortsat støtte.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Hvad vil Venstre gøre,for at de rige arabiske golfstater overtager ansvaret for at tildele midler, så vi kan bruge pengene på danskerne i stedet?

Ordføreren.

Nu vil jeg som snart 20-årigt medlem af Folketinget for Venstre jo gerne tillægge os meget stor betydning, men at det ligefrem skulle være Venstre, der skulle sikre, at de rige golfstater betaler mere, er måske er nok alligevel at tillægge os lidt for stor indflydelse. Men jeg forstår spørgsmålet, og svaret er, at jeg håber, at vi alle sammen – EU, USA og andre – kan være med til at presse de rige golfstater.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Michael Aastrup Jensen fra Venstre, og jeg byder nu velkommen til fru Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne.

Tak. Beslutningsforslaget går ud på, at Danmark skal indstille enhver form for økonomisk støtte til de palæstinensiske selvstyreområder. Desuden skal regeringen arbejde for, at EU indstiller den økonomiske støtte til de palæstinensiske selvstyreområder. Beslutningsforslaget er begrundet i en udtalelse fra en selvstyrerepræsentant i Danmark, der 2 dage efter terrorangrebet den 7. oktober 2023 sagde, at angrebet var en »naturlig reaktion« på konflikten. Det er på baggrund af den udtalelse, at forslagsstillerne ønsker at stoppe al støtte. Der er imidlertid sket meget siden oktober 2023. Israel har nedkæmpet Hamas og Hizbollah, og regimet i Syrien er faldet. Der er netop aftalt en våbenhvile mellem Israel og Hamas, der betyder frigivelse af gidslerne. Under den nye amerikanske præsident trækker det også op til en fredsaftale mellem Israel, Saudi-Arabien og Palæstina – det, som Trump har kaldt for århundredets aftale.

Vejen til fred mellem Israel og dets naboer er en tostatsløsning. Skal en tostatsløsning have en chance, er det nødvendigt med økonomisk hjælp til den palæstinensiske stat – det, der i dag kaldes det palæstinensiske selvstyre. Når det er sagt, skal det også understreges, at det på ingen måder er i orden, at en repræsentant for det palæstinensiske selvstyre i Danmark ikke klart tager afstand fra de bestialske terrorhandlinger, der fandt sted den 7. oktober 2023. Det skal også bemærkes, at vi i Danmarksdemokraterne har ønsket at sætte støtten til UNRWA på pause.

Som det nok fremgår, kan Danmarksdemokraterne ikke støtte forslaget. Det er ikke ensbetydende med, at vi ubetinget støtter de palæstinensiske selvstyremyndigheder, og vi forbeholder os også alle muligheder for at stemme imod økonomisk støtte til de palæstinensiske selvstyreområder, hvis der opstår situationer, som vi ikke kan støtte. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Hr. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Skal jeg forstå det sådan, at Danmarksdemokraterne er tilfredse med den måde, som midlerne er blevet forvaltet på i selvstyreområdet, altså de midler, som danske skatteydere har stillet til rådighed, og som er blevet sendt til selvstyreområderne? Er Danmarksdemokraterne tilfredse med den måde, man har forvaltet midlerne på?

Ordføreren.

Jeg tror simpelt hen godt, vi kunne komme med forslag til en anden måde til at forvalte ret mange af de midler, vi sender ned i det område. Men når det så er sagt, har vi også hele tiden sagt, at løsningen for Israel og Palæstina er, at man laver en tostatsløsning. Og vi ser, at den eneste mulighed for en forhandling om en tostatsløsning er med det palæstinensiske selvstyre.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Som jeg forstår ordføreren, er man i Danmarksdemokraterne ikke helt tilfreds. Hvorfor støtter man så ikke beslutningsforslaget?

Ordføreren.

Ganske enkelt fordi vi synes, det er for vidtgående, og, som jeg sagde lige før, fordi vi mener, at en tostatsløsning er den eneste løsning i området. Og derfor bliver vi nødt til at have nogen at forhandle med, og det bliver under ingen omstændigheder terrororganisationen Hamas.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til fru Lisbeth Bech-Nielsen fra Socialistisk Folkeparti.

Jeg er her i stedet for SF's udenrigsordfører, der er ude at rejse. I søndags blev der tændt et lille, men vigtigt lys i Mellemøsten. Våbenhvilen, der i søndags trådte i kraft, er trods alle dens indbyggede fejl og mangler det, vi har at klynge vores håb om fred til. Allerede nu er der på begge sider parter, der ønsker at se våbenhvilen fejle, fordi deres mål ikke er fred, men konfrontation – endnu mere død og ødelæggelse. Den eneste vej til varig fred er en klar insisteren på, at både israelere og palæstinensere har ret til fred og sikkerhed. Det er noget, vi fra dansk såvel som europæisk side har forpligtet os på.

Når det gælder støtten til de selvstyrende palæstinensiske områder, er det klart, at man i Ramallah ikke altid har fulgt den mest frugtbare vej. Men lad mig minde om, at selvstyret også er fjender med Hamas, og at mange palæstinensere på Vestbredden også har lidt voldsomt på grund af Hamas' utilgivelige handlinger.

Jeg tror, vi skal bede om lidt ro på første række. Tak for det.

Som udenrigsministerens så klogt sagde i hans tale, er der større brug for støtten nu end nogen sinde før. Ikke alene ligger Gazastriben i ruiner, men de menneskelige lidelser har været enorme. Og specielt børn og unge har betalt den største pris. Der er brug for traumehjælp, både fysisk og psykisk. Mange børn har mistet hele deres familie. Der er også, selvfølgelig, israelske ofre og efterladte, som der skal tages hånd om, og som har lidt i lige så høj grad, men den israelske stat har de økonomiske midler til at gøre det; det har det palæstinensiske selvstyre ikke, bl.a. på grund af den israelske besættelse.

Jeg tror ikke, der kan komme en dårligere timing for at stoppe støtten end nu. Hvis en våbenhvile mod alle odds skal kunne ende ud i forhandlinger om en varig fred, vil det være kontraproduktivt at stoppe støtten til dem, en sådan fred skal laves med. For det er med selvstyret og ikke Hamas at en varig fred skal etableres. SF kan ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er foreløbig en kort bemærkning. Hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Hvad vil SF gøre for, at de rige arabiske oliestater kommer til bidrage med langt mere, så vi fra Danmarks side kan undgå at skulle bruge danske skatteyderes penge til selvstyreområderne?

Ordføreren.

Jeg er helt enig med ordføreren i, at der er mange rige stater i området, som på ingen måde løfter det ansvar, man kunne forvente af dem, i regionen. Men man kan jo også løfte det synspunkt, at vi i Danmark og i EU egentlig har betalt for det, som Israel i mange år burde have betalt for, nemlig opretholdelsen af et samfund, som man er en reel besættelsesmagt i.

Det følger af FN-resolutioner, Sikkerhedsrådet og internationale lov, at er man en besættelsesmagt, skal man også sikre, at den befolkning, man har besat, kan leve deres liv. Det har man ikke gjort, og på den måde har EU og dermed også Danmark egentlig betalt for netop det, nemlig for lægehjælp, for skoler, for at man kunne opretholde et liv i et område, der er besat, og hvor man ikke kan tjene sine egne penge. Vi handler jo også med Israel, og man kan sige, at så er der nogle forpligtelser, der følger med begge veje, synes jeg, når man har sådan et samarbejde og forhold.

Spørgeren.

Jeg forstår ikke helt begrundelsen. Vi har jo ikke lod i den konflikt; hvorfor skal vi så betale for det?

Ordføreren.

Jeg kan simpelt hen ikke forstå, at spørgeren ikke kan forstå, hvad det er, jeg siger. Ifølge international lov og ret, som bliver udfordret i de her dage – men det skal vi jo stå vagt om – altså ifølge FN's resolutioner, Sikkerhedsrådets resolutioner, skal man opretholde livsgrundlaget for den befolkning, man besætter.

Ifølge Sikkerhedsrådets resolutioner er Israel en besættelsesmagt. Dermed vil jeg sige, at hvis man vil stå vagt om international lov og ret, har vi jo i EU besluttet os for, at vi vil støtte, at man kan leve sit liv i selvstyreområderne, fordi Israel ikke påtager sig den forpligtelse. Og fordi vi jo har det forhold, vi ellers har til Israel, så synes jeg, at det er naturligt.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Lisbeth Bech-Nielsen fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til hr. Lars-Christian Brask fra Liberal Alliance.

Tak for ordet, formand. I den givne situation mener vi i Liberal Alliance, at det vil være forkert ikke at støtte humanitære indsatser og hjælpe den udsatte civilbefolkning i Gaza. Derfor kan Liberal Alliance ikke støtte B 28.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger – jo, der kom en enkelt kort bemærkning fra hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Det var jo en meget hurtig tale. Tak. Liberal Alliance er jo et liberalt parti. Hvorfor skal staten støtte selvstyreområderne?

Ordføreren.

Fordi vi i Danmark har en tradition for at støtte udsatte områder, hvor vi kan gøre en forskel.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Det kunne SF jo også have svaret. Jeg vil til gengæld så igen stille det spørgsmål, som jeg har stillet andre ordførere: Hvad vil Liberal Alliance gøre, for at de rige, arabiske oliestater bidrager, så vi i Danmark kan friholde skatteyderne og eventuelt bruge nogle af de mange midler, vi har kanaliseret til selvstyreområderne, til f.eks. skattelettelser?

Hr. Lars-Christian Brask.

Jeg ville ønske, at Liberal Alliance havde så meget magt og indflydelse, at vi kunne gøre en forskel på det punkt. Men det eneste, jeg og Liberal Alliance kan gøre, er herfra selvfølgelig at opfordre udenrigsministeren til at have det på sin dagsorden, når han mødes i de fora, hvor det er relevant at yde sin indflydelse.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Lars-Christian Brask fra Liberal Alliance. Jeg byder nu velkommen til hr. Henrik Frandsen fra Moderaterne.

Tak for ordet, formand, og tak til forslagsstillerne for at fremsætte beslutningsforslaget, som jo tager udgangspunkt i et terrorangreb den 7. oktober 2023. Det var et terrorangreb, som vi jo på det kraftigste må tage afstand fra og fordømme, så meget som det overhovedet er muligt. Det var ganske enkelt et forfærdeligt terrorangreb. Hamas, som stod bag terrorangrebet, er jo en terrororganisation. Den er både på EU's og FN's terrorliste.

Men heldigvis kigger vi ind i den nylige udvikling nede i området, hvor der jo er indgået en våbenhvile. Det er en våbenhvile, som bl.a. indbefatter, at der bliver frigivet gidsler nu. Jeg tror, at der blev frigivet tre i går, og der er også en plan for, hvordan de skal frigives fremover. Samtidig med det bliver der løsladt fanger fra israelske fængsler.

Vi må sige, at det indtil nu ser ud, som om våbenhvilen bliver overholdt. Det er rigtig, rigtig positiv, og det giver håb for fremtiden, vil jeg sige. Der er faktisk i min verden – det er der også nogen der har sagt tidligere – grund til en, hvad skal man sige, berettiget optimisme om, at udviklingen går i den rigtige retning nu. Det kan vi selvfølgelig kun håbe at den bliver ved med. Derfor ville det også være helt forkert på nuværende tidspunkt at indstille samarbejdet med og indstille støtten til det palæstinensiske selvstyre. Det er afgørende vigtigt, at vi bevarer samarbejdet med det palæstinensiske selvstyre. Det skal i hvert fald ikke afbrydes, som det foreslås.

Det er vigtigt af flere grunde. Det er svært at diskutere fred i et område, hvis ikke man har en samarbejdspartner at gøre det med. Der er det palæstinensiske selvstyre afgørende vigtigt. Det er vigtigt, når vi skal frem til det mål, vi gerne vil nå. Den endelige løsning er jo, at vi skal have en tostatsløsning i området. Det er også vigtigt, at vi har et samarbejde med dem, når det gælder det udviklingssamarbejde, der er i området. Det er vigtigt, at vi får skabt nogle bedre vilkår for civilbefolkningen i området, og det er det specielt nu, hvor der er indgået en våbenhvile, og hvor vi må sige at den humanitære situation i området ganske enkelt er forfærdeligt; den er katastrofal. Derfor er det også glædeligt, at der lynhurtigt er fundet 75 mio. kr., som man kan sende ned i området til at afbøde nogle af de katastrofer, som er sket dernede. Så det er vigtigt, at vi igennem den støtte, vi giver, også støtter civilbefolkningen i området.

Så kort sagt skal vi fra dansk side engagere os i at skabe fred og stabilitet. Det er den eneste måde, vi kan komme tættere på en tostatsløsning på. Så Moderaterne kan altså ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Henrik Frandsen fra Moderaterne. Jeg byder nu velkommen til fru Birgitte Bergman fra Det Konservative Folkeparti.

Jeg er her i dag på vegne af fru Helle Bonnesen, som desværre ikke har mulighed for at være til stede. Den 7. oktober 2023 blev Israel angrebet på grusomste vis af Hamas. Det blev starten på en ny forfærdelig konflikt i Mellemøsten. Israelske gidsler har siddet indespærret, mens familier og pårørende har siddet tilbage med smerten. På den anden side har vi på traumatisk vis oplevet civile tab i Palæstina. Omkostningerne har været forfærdelige.

Denne debat er ikke ny, altså debatten om brug af udviklingsbistand til Palæstina. Faktisk har vi diskuteret det en hel del gange, siden Hamas angreb Israel. Ved tidligere lejligheder har Det Konservative Folkeparti lagt vægt på, at der ikke måtte stoppes for den humanitære nødhjælp. For en stærk humanitær indsats med bl.a. mad og medicin er netop noget af det vigtigste, vi kan bidrage med. Det er den støtte, vi mener giver allermest mening. Det synspunkt har ikke ændret sig. Derfor har vi også svært ved se os selv i forslaget her, som handler om at indstille enhver form for økonomisk støtte, herunder også den humanitære hjælp. Endvidere kræver forslaget, at EU indstiller den økonomiske støtte til de palæstinensiske selvstyreområder midt i en tid med våbenhvile, hvor vi har en lille lysning, en lille åbning, og hvor humanitær hjælp er en del af den samlede forhandlingspakke blandt parterne.

Fra Konservatives side har vi som de fleste andre her i salen ønsket en tostatsløsning igennem årtier. Det har unægtelig lange udsigter lige nu, men vi har støttet arbejdet hen imod en våbenhvile som et lille tiltrængt skridt midt i en voldsom konflikt. Den våbenhvile sker lige nu for øjnene af os. At indstille den humanitære hjælp vil være helt forkert af hensyn til signalerne, men først og fremmest af menneskelige årsager.

Det Konservative Folkeparti kan ikke støtte forslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Birgitte Bergmann fra Det Konservative Folkeparti. Jeg byder nu velkommen fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten.

I forgårs trådte våbenhvileaftalen mellem Israel og Hamas i kraft, og for første gang i mere end 15 måneder blev der måske tændt et lillebitte glimt af håb for, at man kunne få startet den politiske proces, som er fuldstændig afgørende for at finde det, der er nødvendigt, nemlig en retfærdig og varig løsning på konflikten. Den våbenhvileaftale er åbenlyst skrøbelig, og håbet kan slukkes af nye krigsforbrydelser, nye terrorhandlinger og nye overgreb, også mens vi står her og debatterer.

Derfor må jeg bare sige, at sjældent har timingen for et beslutningsforslag været mærkeligere eller dårligere. Dansk Folkeparti foreslår simpelt hen, at vi skal stoppe al dansk økonomisk støtte til de palæstinensiske selvstyreområder, og at man også fra dansk side skal arbejde for, at EU gør det samme. Det er selvfølgelig det stik modsatte, der er brug for, som også andre ordførere har været inde på. Hvis vi skal gøre os håb om en varig og retfærdig fred, en opgivelse af israelske bosættelser og ulovlig besættelse og på længere sigt også den tostatsløsning, som er Danmarks officielle mål og politik og ønske, så skal vi da netop støtte det palæstinensiske selvstyre og alle de dele af det palæstinensiske samfund, som skal være de byggesten, der gør, at der kan etableres en regulær, palæstinensisk, selvstændig stat, som hviler på demokratiske retstatsprincipper.

Lige nu har Vestbredden, Østjerusalem og selvfølgelig Gaza i ekstrem grad brug for, at det internationale samfund stempler meget stærkere ind med sin politiske og økonomiske støtte og opbakning, og når Dansk Folkeparti ønsker at stoppe al støtte til Palæstina, går det jo i virkeligheden i den stik modsatte retning af det, der er brug for. Når man ovenikøbet vil stoppe den humanitære bistand, på et tidspunkt hvor 15 måneders israelske angreb har skabt en humanitær katastrofe i Gaza med titusinder af tabte liv, et Gaza, der er lagt i ruiner, kulturarv, der er ødelagt, og infrastruktur, der er smadret, så må man bare sige, at det er det stik modsatte af det, som man skal levere, nemlig rettidig omhu. Så der er ikke brug for at stoppe støtten til Palæstina; der er brug for, at Danmark aktivt øger støtten, som vi også har gjort her de seneste dage. Og der er brug for, at vi som kommende EU-formandsland og i øvrigt med vores plads i sikkerhedsrådet bruger de pladser på en måde, hvor vi rent faktisk arbejder aktivt for det politiske spor, der i sidste ende skal lede til en retfærdig og varig løsning, hvad udenrigsministeren også var inde på i sin tale. Konflikten mellem Israel og Palæstina er en internationaliseret konflikt, og derfor er der selvfølgelig brug for, at det internationale samfund og også Danmark agerer aktivt ind i det.

Jeg vil egentlig gerne slutte af med at læse to ting op fra det, som i øjeblikket er den strategiske ramme for Danmarks bistand til Palæstina i årene 2021-2025, for der er det formuleret meget godt, hvad det egentlig er, det her går ud på:

»At støtte en fredelig løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt gennem realiseringen af en to-statsløsning samtidig med at stræbe efter at fremme stabilitet i regionen og forbedre levevilkårene for de palæstinensere, som er fanget i konflikten.«

Længere nede i det strategiske dokument står følgende:

»Kort sagt er Danmark ikke engageret i Palæstina for at opnå kortsigtet succes, men med et vedholdende langsigtet fokus på den store og vigtige opgave med palæstinensisk statsopbygning, udvikling, fred og stabilitet.«

Det er nogle formuleringer, vi helt kan stå bag i Enhedslisten, og også derfor kan vi ikke støtte Dansk Folkepartis beslutningsforslag.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten. Og jeg byder nu velkommen til hr. Martin Lidegaard fra Radikale Venstre.

Som det gælder stort set alle andre partier, kan vi heller ikke støtte det her beslutningsforslag, som vi finder er helt ved siden skiven i forhold til situationen i Mellemøsten lige nu. Der er et påtrængende humanitært behov for at yde økonomisk støtte til både Vestbredden og Gaza og det palæstinensiske selvstyre, og derudover er der er en politisk mulighed for at bruge en sådan økonomisk støtte til at bevæge sig i retning af en tostatsløsning.

Jeg tror, det var John Kerry, der i sin tid, da han lancerede sin fredsplan, i dyb frustration over, at den ikke blev vedtaget, formulerede det helt kort sådan her: Palæstinenserne kan ikke, og israelerne vil ikke tilslutte sig fredsplanen.

Hvad angår det første, er det faktisk noget, vi kan bidrage aktivt til fra dansk side sammen med vores gode partnere i Europa og andre steder, men selvfølgelig med den forventning, at også de regionale stormagter og også Israel selv vil bidrage til at gøre Palæstina i stand til at løfte en tostatsløsning.

Så må man også sige, at der ligger et stort arbejde forude, også for den danske regering og for EU, i forhold til at få skabt en situation i israelsk politik, der gør det muligt at overbevise et flertal i Israel om, at en tostatsløsning er den eneste garanti for Israels sikkerhed, fred og stabilitet fremadrettet.

Alt det kan dansk bistand og dansk økonomisk hjælp til det palæstinensiske selvstyre ikke løse, men man kan sige, at uden at engagere sig, også økonomisk, i en tostatsløsning bliver den aldrig til noget. Så her står vi helt bag regeringen og de mange andre gode inputs, der har været fra andre partiers side.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Martin Lidegaard fra Radikale Venstre. Jeg byder nu velkommen til fru Sascha Faxe fra Alternativet.

Tak, formand. Egentlig synes jeg, at de fleste har sagt det, der skal siges, og udenrigsministeren startede det egentlig meget godt ved at tale om, hvorfor der er et behov for at blive ved med at støtte det palæstinensiske selvstyre. På en eller anden måde er det lige før, jeg synes, det er et lidt bizart forslag, må jeg næsten sige, fra Dansk Folkepartis side. For når jeg hører Dansk Folkeparti generelt snakke, taler de om, hvordan vi modvirker ekstremisme, og hvordan vi modvirker terrorisme og alle sådan nogle ting, hvilket jo er en ganske vigtig dagsorden, men en af de ting, vi også ved, og som flere har sagt før mig, er, at man skal have nogle rammer for at kunne modvirke ekstremisme.

Hvis man føler sig trådt på, hvis man føler sig undertrykt, så skaber pres modpres, og det er jo noget af det, som vi kan se har givet nogle af de problemer, vi står med. Så hvis man reelt gerne vil have skovlen under Hizbollah og Hamas, vil det jo skulle være ved at styrke de liberale frihedsværdier. Det skulle være ved at styrke demokratiet. Det skulle være ved at styrke en tostatsløsning. Så giver det ingen mening at ville fjerne den støtte, som netop skal give det fundament, så vi kan nå hen et sted, hvor vi måske kan få lavet et fundament for en varig fred i Mellemøsten.

Det blev nævnt, at der er 1,1 million børn, der er sårbare i den her situation. En af de ting, vi har lært af anden verdenskrig, er, at børnene er dem, der betaler den højeste pris. Deres skolegang bliver sat på standby, det er dem, traumerne bliver indfældet i nærmest helt kropsligt, og de bliver givet videre i generationer. Jeg møder stadig unge mennesker i dag, der er vokset op i familier, der oplever posttraumatiske effekter fra anden verdenskrig. Det er ret vildt at se så lang tid efter. Det er de her 1,1 million børn, vi taler om. De har været uden det sundhedssystem, de har haft brug for. De har ikke fået den næring, de har brug for. Og de har slet ikke fået den skolegang og omsorg, de har brug for. Det er jo en af de helt store opgaver, vi står over for, for hvis vi ikke griber de børn, får vi skabt en kæmpe gruppe, der laver modpres ind i fremtiden.

Så hvis man vitterlig gerne vil terror til livs, skulle man næsten sige: Vi giver den fuld smadder på støtten til det palæstinensiske selvstyre. Så ikke overraskende kan Alternativet heller ikke bakke op om forslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Sascha Faxe fra Alternativet. Jeg giver nu ordet til ordføreren for forslagsstillerne, fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti.

Der er lige løbende indskiftning her. Hr. Alex Ahrendtsen havde et andet møde, så derfor har jeg taget over.

Jeg vil starte med sige tak for en god debat, som jeg har fulgt lidt nede fra min egen plads. Jeg er simpelt hen nødt til at sige nogle ting. Man kan sige, at det her jo ikke er et nyt forslag fra Dansk Folkeparti. Vi har sådan set stillet det ad flere omgange, også lang tid før min tid.

Den 7. oktober blev der begået et voldsomt terrorangreb. Hamas er en terrororganisation; det er en terrorbevægelse. Tre af de gidsler, som blev taget, er blevet frigivet nu, men resten sidder der stadig væk, og den ene af dem – og jeg kan næsten ikke få mig selv til at sige det – er en lillebitte baby, som vi ikke engang ved om er live.

Da de her kvindelige gidsler blev frigivet – den ene af dem kunne dårligt gå, og jeg har slet ikke lyst til at tænke over, hvorfor hun dårligt kunne gå efter have været i Hamas' varetægt – så man altså palæstinensere bakke op om Hamaskrigere, som sad på ladet af biler. Jeg har simpelt hen ikke ord for det.

Grunden til, at vi foreslår det her og i øvrigt har foreslået det før, er dette: Hvorfor skal danske skatteborgere betale for noget, som højst sandsynligt alligevel ender i lommerne på terrororganisationer, som kidnapper kvinder og babyer, og, som vi så den 7. oktober, kører rundt i biler med kvindelig på ladet og hujer og glæder sig?

Det havde jeg simpelt lige brug for at sige fra denne landets allerfineste talerstol, altså at når vi taler om krig, grusomheder og alt mulig andet, er vi altså lige nødt til at tænke på, hvordan det egentlig lige var, at det hele startede. Det startede med et terrorangreb, og der er altså kun tre ud af de her gidsler, som er blevet frigivet, og vi aner ikke, om der er nogle af dem, der er tilbage, hvoraf den ene er en lille baby, der stadig er i live.

Men som sagt tak for debatten. Jeg har lige taget over fra Hr. Alex Ahrendtsen, og jeg skulle også hilse fra Alex og sige, at han glæder sig til at følge det videre i udvalgsbehandlingen.

Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig to indtegnet for korte bemærkninger. Først er det hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Der er ingen her i Folketingssalen i dag, der ikke har taget den stærkeste afstand fra terrorangrebet den 7. oktober 2023. Jeg har lyst til at spørge ordføreren for Dansk Folkeparti: Hvad er Dansk Folkepartis ønske og håb i forhold til Palæstinas fremtid?

Ordføreren.

Vi ønsker i hvert fald ikke, at danske skatteborgere skal betale til noget, som højst sandsynligt går i lommerne på en terrororganisation, og så mener vi simpelt hen ikke, at det er vores konflikt overhovedet. Vi har sådan set også sagt det mange gange, og jeg har selv været i den jødiske synagoge og holde tale: Vi støtter Israel; det er det eneste demokratiske land i Mellemøsten. Så lad det være ordene herfra.

Spørgeren.

Der er rigtig mange børn, der også er kommet i klemme, altså sådan helt forfærdeligt i klemme, i den her krig og konflikt. Ordføreren nævner et barn fra den 7. oktober, og jeg nævnte i min ordførertale 1,1 million palæstinensiske børn i Gaza, som lever under vilkår, børn ikke skal leve under, og jeg er enig med andre ordførere, der har sagt, at der ikke er nogen tvivl om, at det kommer til at sætte sig i sjælen på de her børn. Derfor vil jeg gentage mit spørgsmål. Det kan jo ikke være rigtigt, at vi har et dansk parti, som fremsætter et beslutningsforslag som det her og så ikke kan svare på, om Dansk Folkeparti har et håb eller et ønske for Palæstinas fremtid. Hvor skal palæstinenserne være, hvis ikke verdenssamfundet hjælper dem til at være, hvor de er nu?

Fru Mette Thiesen.

Jeg vil lade den videre debat overgå til hr. Alex Ahrendtsen, men vi kan starte med at sige, at det er ret mærkeligt, at der ikke er nogen af de meget, meget rige arabiske lande, som har ønsket at støtte det her. Jeg kan simpelt hen ikke se, hvorfor vi i Danmark skulle gå ind at bakke op om det. Så vil jeg så sige, at det er fuldstændig rigtigt, som ordføreren i øvrigt også siger, at krig altid er frygteligt, og at det altid er børn, der lider allerværst. Der er mange steder i verden i øvrigt, hvor børn lider og har det rigtig, rigtig dårligt, men vi står altså ved, at vi simpelt hen ikke mener, der skal gives økonomiske støtte til de her palæstinensiske selvstyreområder.

Jeg vil rigtig meget glæde mig til at følge de næste dage. Forhåbentlig frigiver Hamas de resterende af de her gidsler. Lad det være ordene herfra

Fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Nu behøver jeg ikke sige det, som hr. Flemming Møller Mortensen har sagt – hvad vi faktisk alle sammen har sagt i den her Folketingssal indtil flere gange siden den 7. oktober – men jeg føler alligevel grund til at minde ordføreren om, at der ikke var noget, der startede den 7. oktober. Det, der er konflikten, er en årtier lang konflikt, som skyldes den israelske besættelse af de palæstinensiske områder, og at palæstinenserne aldrig har fået den retfærdighed, de skal have, med egen selvbestemmelse og egen suveræne stat side om side med Israel. Jeg vil også gerne minde ordføreren om, at Israels fred og sikkerhed er tæt sammenvævet med og gensidigt afhængigt af palæstinensernes samme, nemlig fred og sikkerhed. Derfor er der kun ét spor, og det er det politiske, virkelig svære spor, der peger hen imod en retfærdig fred. Det giver de to folk mulighed for at leve i fred og sikkerhed side om side. Jeg vil egentlig gerne spørge ordføreren: Hvad vil Dansk Folkeparti gøre for at få de rige arabiske golfstater til at bidrage til Palæstina?

Ordføreren.

Vi ville starte med at fremsætte et beslutningsforslag om, at man skal stoppe økonomisk støtte til de her palæstinensiske selvstyreområder. Og så kan vi undre os over, hvorfor man ikke bidrager til det her. Det er der jo nok en grund til. Hvad der skal være i fremtiden i forhold til det her område, vil vi sådan set lade være op til, hvad skal man sige, israelerne osv., i forhold til hvad de vil gøre i de her områder. Det er ikke vores konflikt. Det er ikke Danmarks konflikt. Det eneste, vi kan gøre, er, at vi kan sidde og se de her frygtelige scener udspille sig, hvor man jo til stadighed kan se, at en stor del af palæstinenserne aktivt støtter Hamas, som begår de her voldsomme ting. Og jeg er bare nødt til at sige også meget, meget klart og tydeligt fra den her talerstol, at hvis Hamas – lad os bare vende den rundt – nedlagde våbnene i morgen, så ville der blive fred. Hvis Israel gjorde det samme, ville Israel blive udslettet. Det er forskellen.

Fru Trine Pertou Mach.

Jeg har godt hørt både Dansk Folkeparti og andre partier på højrefløjen turnere med den sætning. Den lyder smart, men den er forkert. Der er ikke fred uden retfærdighed. Der er ikke fred uden selvbestemmelse til palæstinenserne og fred og lige rettigheder til begge befolkninger i den region. For kernen i konflikten er den ulighed, der ligger i, at Israel er en besættelsesmagt og det palæstinensiske folk, de palæstinensiske områder er besat. Det er deri svaret på, hvordan en retfærdig fred skal findes, ligger.

Jeg vil egentlig spørge ordføreren, for nu var det lidt polemisk, det med Golfstaterne: Hvad vil Dansk Folkeparti – og det her er alvorligt ment – gøre, for at Israel bidrager til genopbygningen af Gaza økonomisk?

Ordføreren.

Det vil fuldstændig være op til i Israel. Det her er ikke Danmarks konflikt, og derfor skal vi heller ikke bidrage med penge til de her palæstinensiske selvstyreområder. Og hvis det ikke er blevet sagt klart og tydeligt fra den her talerstol, siger jeg det gerne igen: I Dansk Folkeparti står vi skulder ved skulder med Israel og jøderne.

Fru Sascha Faxe, Alternativet. Værsgo.

Nu skal vi ikke diskutere, hvor mange palæstinensere der støtter Hamas eller ej, for det tror jeg ikke at nogen af os herinde kan afgøre så let som det. Men vi kan dog konstatere, at vi allerede har talt om 1,1 millioner børn. De har af gode grunde ikke mulighed for at støtte nogen. Derfor vil jeg gerne følge op på det spørgsmål, der ikke helt blev svaret på, og som hr. Flemming Møller Mortensen stillede: Hvad gør vi med alle de palæstinensere? Hvor skal de være i Dansk Folkepartis optik, altså hvor skal vi gøre af dem?

Ordføreren.

Det er overhovedet ikke noget, vi skal tage stilling til. Vi kan bare klart og tydeligt sige: De skal ikke ind i Danmark.

Spørgeren.

Hvordan kan I ikke tage stilling til, at vi har et ansvar? Jeg ved, at ordføreren siger, at det ikke er en dansk konflikt, men den her konflikt udspringer jo af en lang kolonialistisk indblanding i området, som går helt tilbage til 1800-tallet, og som jo har handlet om adgangen til hav i forbindelse med olieleverancer til europæisk industri, hvor man jo har delt områderne imellem sig og sikret sig, at olien er blevet skibet ud. Det har så ført til andre ting. Det er en konflikt, som vi har nydt godt af har eksisteret gennem mange år. Hvordan kan det ikke være vores ansvar?

Ordføreren.

Jeg tror, at ordføreren og jeg ser meget, meget forskelligt på det her. Jeg kan bare konstatere, at Israel er det eneste demokrati i Mellemøsten, og det kan man så tænke lidt over, når man ser på det. Man kan sige, at der er jøderne, og så er der alle dem, der har islam som basis. Hvorfor er det mon, at Israel er det eneste fungerende demokrati i Mellemøsten? Det kan man så tænke lidt over. Jeg vil egentlig ikke gå længere ind i det ud over at sige: Tak for en god debat i salen i dag, og vi bliver ikke enige om det her; vi står fuldstændig fast på, at vi ikke mener, at der skal gives økonomisk støtte til de her selvstyreområder, og i øvrigt støtter vi i Dansk Folkeparti fortsat Israel.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Udenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.