Tak for det. Det er igen en af de forslag, hvor man ikke ved, hvor man skal starte og slutte. For det første var jeg meget glad for at høre Socialdemokratiets ordførers tale, for jeg troede faktisk ikke, at det længere var tilladt at holde den type idealistiske taler, hvis jeg må have lov til at kalde det sådan, som jo så ikke desto mindre handler om noget, som er fuldstændig grundlæggende i Danmark, nemlig at børn er børn, og at vi har en kriminel lavalder. Og det er jo det, som det her beslutningsforslag grundlæggende bryder med.
For hvis man er under 15 år, er man ikke kriminel. Jeg ved godt, at vi har fået et Ungdomskriminalitetsnævn, men det er ikke en domstol. Folk får ikke en dom. De får en straksreaktion af genoprettende karakter eller et forbedringsforløb, men de er ikke kriminelle. Og det er jo, fordi vi i det her land, heldigvis med et bredt flertal i Folketinget og jeg håber et stykke tid endnu, er enige om, at man ikke kan stille børn til regnskab for deres handlinger på samme måde, som man kan med voksne. For der er noget med hjernen, der ikke helt er færdigudviklet. Der er noget med nogle konsekvenser, som børn ikke helt kan overskue. Og der er også et princip om, at man skal lære sine fejl, og at man på den måde bliver voksen; på den måde lærer man at tage ansvar, og på den måde bliver det også rimeligt at sige, at man skal stå til ansvar for sine handlinger.
Men det er bare lidt anderledes med børn, og det er jo netop også derfor, vi bruger det sprog, selv i Ungdomskriminalitetsnævnet, som jo flyttede de her sager fra det socialretlige område over til det retslige område. Der bibeholder man jo stadig væk noget af det socialretlige sprog med netop »forbedringsforløb« og »straksreaktioner« med en opdragende karakter. Det er jo netop, fordi hensigten er ikke hævn, men at lære børnene at holde op med at gøre det, som de måske er på vej ind i, og som kan udvikle sig til kriminalitet. Og den ekstra chance, eller det syn på børn, eller den læring, som vi gerne vil reservere barndommen til, vil man åbenbart ikke give børn med udenlandske rødder. Der har vi så også det princip i Radikale Venstre, at børn og børn, uanset hvilken etnisk herkomst de eventuelt måtte have. Det er det principielle og vigtigste argument.
Jeg bliver nødt til igen at sige, at jeg synes, at vi er i en nedadgående spiral i Folketinget i forhold til kvaliteten af de forslag, der bliver fremlagt. Jeg gik ind og læste bemærkningerne til det her beslutningsforslag for at finde ud af, hvordan man egentlig har forestillet sig, at det her skal foregå. Mange af mine kolleger har snakket om, hvordan det skal kunne foregå i Folketinget, altså med mange flere hundrede sager, vi skal sidde og diskutere på de her indfødsretsudvalgsmøder. Men det, som jeg også er nysgerrig efter at finde ud af, er, hvordan vi skal oplyses som Indfødsretsudvalg.
Hvis forslagstillerne så i det mindste havde brugt bare de 10 minutter ekstra til at konkretisere det, f.eks. ved at skrive ind, at det var, hvis man havde haft en sag i Ungdomskriminalitetsnævnet. Det ville dog være et forsøg på at konkretisere. Jeg synes sådan set også, det ville være et problematisk forsøg, fordi Ungdomskriminalitetsnævnet netop ikke er en domstol og børnene ikke nyder den samme retsstatslige beskyttelse, som sigtede og tiltalte gør i det almindelige retssystem. Det havde dog været et forsøg på en afgrænsning, selv om den også havde været problematisk. Nu er der slet ikke lagt op til nogen afgrænsning, så hvad er det, vi skal sidde og kigge på? Er det den kommunale sagsbehandler, der skal skrive ind og måske sige: Åh ja, Bryan, eller Dennis – jeg prøver at finde nogle navne, som man kunne forestille sig en udlænding kunne have, og det kunne være mange andre navne – har kastet med et bord i undervisningen. Eller er det læreren, der så skal indberette det? Jeg kan slet ikke se det for mig. Også fordi det, som jeg måske tror ordføreren tænker, er, at det er lidt, ligesom når vi behandler dispensationssager, men det er jo noget andet. Det er jo folk, der faktisk søger om at få dispensation, og derfor giver de jo selv tilladelse til at sende deres sagsakter ind. Det her er børn. Børn giver jo ikke tilladelse til, at en socialrådgiver skal sidde og skrive ind til Indfødsretsudvalget, og så skal de sidde og snakke om det. Undskyld, det her er uigennemtænkt – og langt ude. Tak.