Det næste punkt på dagsordenen er:

18) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 22:

Forslag til folketingsbeslutning om danskkrav for fuld kontanthjælp.

Af Steffen Larsen (LA), Peter Skaarup (DD), Brigitte Klintskov Jerkel (KF) og Nick Zimmermann (DF).

(Fremsættelse 01.11.2024).

Ønsker ordføreren for forslagsstillerne, hr. Steffen Larsen fra Liberal Alliance, at give en begrundelse for forslaget? Det gør han. Forhandlingen er åbnet, og du er den første, der får ordet.

Mange tak, fru formand. I Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Konservative og Dansk Folkeparti tager vi udfordringerne med parallelsamfund, manglende integration og social kontrol alvorligt. Derfor fremsætter vi også det her beslutningsforslag. For der sidder i de mellemøstlige parallelsamfund tusindvis af primært kvinder, der ikke er tilknyttet arbejdsmarkedet. De kan heller ikke dansk, og de har dermed en begrænset kontakt med verden uden for parallelsamfundet. De har svært ved at forstå deres børns skole. De kan ikke tale med lægen uden en tolk. De kan ikke tale med deres sagsbehandler. De er dermed også lettere at kontrollere for deres mænd. De er altså endt fastlåst bag parallelsamfundets mure, og vi betaler dem endda for at være der.

De danske skatteydere tager altså på arbejde, kysser deres børn farvel, knokler og stresser på deres arbejde og kommer i sidste øjeblik efter ungerne i institutionen, så de betaler skat til en velfærdsstat, der lader parallelsamfundet være en absolut norm, hvor udgifter til tolke, til sociale ydelser og til mennesker, der så til gengæld kan blive hjemme med deres børn, skal finansieres.

Men der er noget, der kan mindske problemet. Dansk er sproget, der kan være med til at befri dem fra social kontrol og levere dem en ny og bedre morgendag, der kan føre dem ud af den negative sociale kontrol og ind på arbejdsmarkedet. Dansk er vejen til, at de kan blive selvforsørgende og produktive medlemmer af samfundet. Men flere lærer det aldrig. Vi i den borgerlige opposition ønsker med det her forslag at hjælpe til med, at det bliver attraktivt at lære dansk eller at komme i arbejde, så vi kan mindske udfordringerne med integrationen og parallelsamfundene. Tak.

Tak til ordføreren. Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er beskæftigelsesministeren. Værsgo.

Tak for ordet, og tak til forslagsstillerne. Jeg er enig i meget af det, der bliver sagt. Alt for mange ikkevestlige indvandrere står stadig udenfor arbejdsfællesskabet. Den passive forsørgelseslogik underminerer integrationen, skader sammenhængskraften i vores samfund. Rigtig mange gør det, de skal, og gør det godt, men der er også fortsat alt for mange i den anden kategori, som vi ikke har med, og som ikke bidrager. Derfor tak for at bringe det her til debat.

Jeg har dog også brug for at sige, at jeg undrer mig over baggrunden og motivationen for beslutningsforslaget om at indføre danskkrav for at kunne modtage fuld kontanthjælp. Jeg har noteret mig, at det er en delvis genfremsættelse af et beslutningsforslag tilbage fra folketingsåret 2019/20, og måske er det derfor, at det er glippet lige at fange, hvad der så er sket i de mellemliggende år.

Ifølge forslaget vil danskkravet skulle svare til det, der i dag kræves for at få en danskbonus. Danskkravet betyder, at kontanthjælpssatsen skal sænkes ca. 1.600 kr. om måneden for kontanthjælpsmodtagere, der ikke kan dansk på et fornuftigt niveau. Men her er jeg nødt til at nævne, at regeringen jo sammen med Det Konservative Folkeparti har indgået et forlig om et nyt og forenklet kontanthjælpssystem. Forliget fastlægger alle satser i det nye kontanthjælpssystem og afskaffer i øvrigt også den gældende danskbonus.

Derudover er der også sådan en underliggende præmis om, at regeringen skulle føre en lempelig udlændingepolitik. Også der må jeg sige, at jeg er helt uenig. Tidligere i år indførte vi skærpede optjeningsregler for netop kontanthjælp. Det var vel at mærke en aftale mellem regeringen og Danmarksdemokraterne, LA og K. Ændringen betyder, at alle, der er kommet til Danmark før 2008, vil blive sat ned i ydelse, hvis de ikke opfylder beskæftigelseskravet.

Med det nye kontanthjælpssystem fastholder vi en mindstesats for dem, der ikke opfylder opholdskrav og et beskæftigelseskrav. Her er mindstesatsen bevidst lagt på et niveau, der skal sikre, at ydelsen ikke bliver en selvstændig tiltrækningsfaktor for udlændinge. Derudover har regeringen sammen med Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti indgået aftale om indførelse af arbejdspligt, hvor der stilles klare krav om, at man skal bidrage som udgangspunkt 37 timer om ugen for at modtage den fulde mindstesats i kontanthjælpssystemet. Man kan ikke sige, at regeringen fører en lempelig udlændingepolitik på det her område; det er simpelt hen direkte modsat.

Med det sagt er det vigtigt, at man som ny borger i Danmark bliver mødt med en forventning om, at man skal lære dansk fra starten. Så langt er vi enige – danskkundskaber betyder noget. Det kan være en hæmsko for, om man nogen sinde kommer ud, forsørger sig selv, og derfor vil nytilkomne også fortsat modtage danskundervisning som en del af arbejdspligten. Men jeg vil samtidig understrege, at dansk jo ikke kun læres på skolebænken, og at mangelfulde sprogkundskaber ikke skal være en hindring for at være en aktiv del af vores samfund. Vi skal forvente mere. Vi skal have nytilkomne ude på arbejdspladserne, hvor der bliver talt dansk; det understøtter vi også med de nye aftaler.

Kort sagt er der sket alverden, siden det her beslutningsforslag blev fremsat første gang. Jeg mener, at med de kæmpestore ændringer, der ligger forude på kontanthjælpsområdet, også i forhold til opstramning på udlændinge, der ikke er i arbejde, har det mistet sin aktualitet. Indførelse af et danskkrav vil komplicere administrationen, forøge de administrative omkostninger, men det er i virkeligheden det mindste af det. For det helt grundlæggende er, at vi har taget fat. Vi har allerede iværksat et stort stykke arbejde og lavet tre kæmpestore aftaler, der adresserer de her udfordringer. Derfor kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak for det. Den første spørger er fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne spørge ministeren til de økonomiske vismænd og deres rapport, hvor de faktisk adresserer problemet i at have så lav en ydelse for den her målgruppe. Hvad har man gjort sig af overvejelser i forhold til det i regeringen? Det tænker jeg også er nogle af de overvejelser, man måske har gjort sig i lyset af det her beslutningsforslag.

Ministeren.

Jeg synes, den samlede kontanthjælpsaftale rammer balancerne, hvor vi på den ene side siger, at det kan betale sig at arbejde, vi indfører ovenikøbet en gulerod, hvor du, hvis du er på mindstesatsen, kan arbejde ved siden af din kontanthjælp uden at blive straffet for det, og samtidig er der en belønning for være i fast arbejde, og der er en belønning for at komme ud og forsørge sig selv i en periode. Hvis du så ryger tilbage på kontanthjælp, er det i fremtiden på en højere sats. Men du starter lavt, og det er, fordi vi gerne vil sende et signal om, at her gør man sig fortjent til de høje ydelser. Du skal ind og gøre det, du kan. Jeg mener sådan set, at det kun er noget, der fordrer en forbedring, at der bliver forventet noget af folk.

Spørgeren.

Det er jo en grundlovssikret rettighed, at hvis man ikke kan forsørge sig og sine, sikrer vi i fællesskab, at man får en indkomst, som man kan leve af, og at man rent faktisk ikke ryger fra hus og hjem, men har mulighed for at sikre, at køleskabet ikke er tomt i slutningen af måneden, og de andre dele. Og det drejer sig jo bl.a. om, at vi ikke vil have fattiggårde i Danmark, at vi udmærket godt ved, at konsekvenserne, ved at folk har så få penge at gøre godt med, ikke bare er kriminalitet, men jo er dårlig sundhed, isolation og rigtig mange andre dele. Så hvad for nogle overvejelser gør man sig så i regeringen i forhold til ikke at risikere, at man skaber sådan en politik, eller bekymringer om de forslag, der kommer fra nogle partier, som jo vil få den konsekvens?

Ministeren.

Det er så klart en overvejelse og også en vurdering, der blev lavet, af den nye kontanthjælpsmodel, og mindstesatsen ligger på den rigtige side af grænsen der. Det er jeg mere i tvivl om en sænkelse af 1.600 kr. yderligere om måneden ville gøre. Det i hvert fald væsentlig under det, der tidligere er blevet vurderet som foreneligt med grundlovens eksistensminimum. Men jeg mener, at ud over ydelsesstørrelsen er der også andre elementer, der betyder noget. Det betyder noget, om du har mulighed for at blive belønnet for at arbejde nogle få timer i småjob eller andet om ugen, at du kan styrke din økonomi med arbejde, at du får betalt din receptpligtige medicin osv. Så der er mange elementer i den der grundlæggende vurdering.

Tak. Næste spørger er hr. Steffen Larsen fra Liberal Alliance. Værsgo.

Ministeren siger, at det vil være dyrt i administration at indføre det her. Det har jeg svært ved helt at forstå. Har ministeren et tal på, hvad administrationen af det her vil koste? Har man foretaget en beregning i Beskæftigelsesministeriet, siden ministeren kan stå her og sige, at det vil være dyrt? Og særlig når man sammenligner med regeringens egne forslag, er det jo spændende at høre, hvad det her vil koste. Så det vil jeg gerne høre ministeren om de har en beregning på.

Ministeren.

Vores nye kontanthjælpssystem er en voldsom forenkling af hele området. Vi sparer en række administrative led, hver gang der skal behandles en sag. Alene det ikke længere at have en 225-timersregel, der hele tiden skal genberegnes, alene det ikke at have 29 forskellige kontanthjælpslofter og alene det at have færre, men simplere niveauer for vores kontanthjælp vil gøre det system nemmere at navigere i for borgeren. Det bliver mere tydeligt, at det kan betale sig at tage noget arbejde, men det bliver også meget, meget billigere for kommunerne at administrere. Hvis du skal ind og vurdere hver eneste borgers danskkundskaber, vil du påføre administrationen yderligere bureaukrati. Men jeg håber også, at ordføreren hørte, at det ikke er det primære argument for, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Spørgeren.

Tak. Det tager jeg som en tilståelsessag – at det har ministeren ikke regnet på. Når man siger, det vil være dyrt, ved man det faktisk ikke. Men vi ved jo, præcis hvilket sprogniveau folk, der er kommet her til landet, har, for de har jo taget kursus og bestået en eksamen, hvis de har opnået sprogkundskaberne til at kunne klare niveau 3 i danskprøven. Det er det, der gør det her så nemt: Vi ved det; vi har listen; den ligger ovre i Udlændinge- og Integrationsministeriet, kan jeg afsløre, og den kan sendes direkte til Udbetaling Danmark, så man kan korrelere listen, hvis det skulle være. Så den vej rundt ser jeg det som værende mærkværdigt, at ministeren står og siger, at det her skulle være synderlig dyrt og dermed dårligt, særlig når man sammenligner med arbejdspligten, som regeringen indfører.

Ministeren.

Det, jeg forholder mig til, er, at der er lavet nogle kæmpestore aftaler på kontanthjælpsområdet, som jeg mener rammer de rigtige balancer, men som også går rigtig hårdt til værks, når det kommer til mennesker, der har været i vores land i en årrække og aldrig har været ude i fast arbejde i en længere periode, og at vi tager hårdt fat på beskæftigelseskravet – vi tager hårdt fat på, at selv hvis du er kommet hertil før 2008, må du være på mindstesatsen, hvis du aldrig har været ude og forsørge dig selv fast. Derfor mener jeg, at vi gør det simplere, nemmere og mere enkelt i systemet, samtidig med vi går hårdt til den her gruppe, der er overrepræsenteret i vores passive forsørgelse, og det er noget, vi skal tage meget seriøst.

Tak. Den næste spørger er hr. Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak til beskæftigelsesministeren for modtagelsen af det her forslag. Den var desværre ikke så positiv, som vi i Danmarksdemokraterne godt kunne have tænkt os, fordi vi tror på, at det danske sprog er virkelig vigtigt, hvis man skal ud på arbejdsmarkedet og bidrage. Vi vil gerne have, at indvandrere, der kommer til Danmark, bidrager, sådan at der bliver flere, der betaler ind, med henblik på at man også har en mulighed for at nyde bagefter. Altså, man skal yde, før man kan nyde, og derfor er det ærgerligt, at regeringen ikke vil støtte det her.

Så siger ministeren, at regeringen strammer og strammer. Altså, man har jo lempet, sådan at man giver højere ydelser til arbejdsløse indvandrere, så jeg ved ikke, hvor meget man strammer. Der lemper man i hvert fald, og det er skidt, og det er dårligt, fordi det sender et signal om, at der kan komme mange på passiv forsørgelse, der ikke kommer ud på arbejdsmarkedet senere, fordi man altså bliver belønnet ved at være på en ydelse.

Kunne ministeren ikke godt fortælle os, om det ikke netop er i en højkonjunktur som i øjeblikket, hvor vi har rigtig mange i beskæftigelse, at vi skal rokere rundt på de her krav, sådan at man også skal kunne det danske sprog og at det kunne medvirke til, at vi så får flere, der kan sproget, ud på arbejdsmarkedet?

Ministeren.

Jeg vil godt starte med at kvittere, også over for Danmarksdemokraterne, for intentionen og tankerne bag og også ønsket om, at vi gør noget for at få den her alt for store gruppe, hvoraf alt for mange har været i vores land i årevis uden at have formået at bide sig fast på arbejdsmarkedet, mere med.

Selvfølgelig betyder sprog noget; selvfølgelig betyder sprog noget. Jeg tror også bare, det gør en forskel at sige, at for hele den her gruppe kommer der nu en arbejdspligt, og det vil sige, at du får kun din ydelse, hvis du møder op og bidrager via den, og det er et helt nyt regime, og det er en ny forventning til mennesker, som jeg synes det er på tide at vi får.

Spørgeren.

Det er jo ikke, fordi jeg taler imod det, som ministeren siger her. Det skal vi da også gøre, men er det ikke også en vigtig ting, at vi ligesom omringer de muligheder, der er, for at motivere mennesker til at gøre en ekstra indsats ude på arbejdsmarkedet, f.eks. ved at lære sproget? Sproget er jo – ministeren siger det selv – så afgørende for, at man kan få et job. Hvis man skal have kundekontakt med kunderne i en butik, er sproget da så afgørende, og der er da nogle muligheder i dag for at få nogle jobs, som nogle ikke kan tage, fordi de altså ikke kan sproget.

Ministeren.

Men det er vi slet ikke uenige om værdien af og betydningen af, og jeg kommer nok aldrig rigtig til at forstå, at man bosætter sig i et land som Danmark uden at kaste sig over det at lære sproget, fordi det er nøglen til rigtig meget – ikke kun arbejdsmarkedet, men også de lokale fællesskaber og jo også ens børns land og samfund. Derfor mener jeg, at det er en afgørende faktor, men jeg mener sådan set, at alt det, vi har lavet med hinanden, er så omfattende, at jeg synes, vi skal ranke ryggen over det, men jeg forventer mig også rigtig meget af det.

Tak til beskæftigelsesministeren. Der er ikke flere spørgsmål, så vi starter på ordførerrækken. Den første ordfører, der får ordet, er hr. Jens Joel fra Socialdemokratiet.

Tak for det, formand, og tak til de borgerlige partier, som har fremsat beslutningsforslaget omkring danskkundskaber, som jo selvfølgelig er en forudsætning for at blive en del af samfundet og nogle gange jo også en forudsætning for at blive en del af arbejdsmarkedet. Men som beskæftigelsesministeren også allerede har sagt, handler det også sådan lidt om, hvor man egentlig lægger sit fokus i den her debat.

Jeg tror også, at vi er enige med forslagsstillerne i, at udfordringerne med parallelsamfund er for store, og at der er grupper i det her samfund, som har været her i 5, 10, 20 eller 30 år nogle gange uden at være blevet del af arbejdsmarkedet, og at der måske også er nogle af de kvinder med anden etnisk baggrund, som faktisk gerne ville være ud at være en del af arbejdsmarkedet, men hvor deres mænds siger, at det synes de ikke at de skal, og holder dem tilbage. Og vi har brug for som samfund at sende det signal, at det, at det, at man står op om morgenen og går ud og bidrager med sit, og at børnene ser, at man tager på arbejde, er ekstremt vigtigt for den enkelte, men også for de næste generationer. Så vi deler den intention, som jeg læser ind i forslaget, nemlig at det her skal være et skridt på vejen til mere fuldt og helt at blive en del af samfundet, og det er også et spørgsmål om, at man skal ud og bidrage på arbejdsmarkedet.

Da hr. Steffen Larsen og mødtes tidligere – eller i hvert fald sådan lige gik forbi hinanden – i RADIO IIII's debatprogram, opsummerede journalisten det sådan her: Det lyder, som om grunden til, at I i Socialdemokratiet ikke støtter det her, i virkeligheden er, at I synes, at I har taget fat i noget, der er væsentligere, strammere og mere indgribende. Og den udlægning af det, jeg sagde, tror sådan set jeg er enig i, for når vi ikke støtter det her, er det, fordi vi har spurgt os selv: Hvad er det egentlig, der er det allervigtigste, når man kommer hertil, og hvad er det, der er det allervigtigste, også selv om man har været her i mange år, men aldrig har været en del af arbejdsmarkedet? Og det er, at man kommer ud og arbejder for sin ydelse; at man yder noget, før man nyder; at man hver morgen får at vide, at der ikke er nogen vej uden om at komme ud og bidrage, hvad enten det så er i nyttejob eller i danskundervisning eller i løntimer, som der blev sagt, eller en virksomhedspraktik, eller hvad det nu kunne være.

Men at man skal ud og bidrage, kan der ikke længere være diskussion om, og derfor er jeg egentlig glad for, at vi, også siden det her forslag blev fremsat første gang i i 2019, er lykkedes med at lave en aftale om arbejdspligt. Altså, det er godt, at vi nu har fået en regering, som insisterer på, at man skal mødes med det krav, at man skal bidrage, og det, at vi indfører en arbejdspligt, er sådan set også godt. Det er sådan set også godt, at vi – og det er heller ikke lykkedes for nogen tidligere regeringer – siger: Det her gælder, også selv om du har været her i 20 år, for hvis du aldrig har været en del af arbejdsmarkedet, har du også brug for den start på arbejdsmarkedet, som arbejdspligten også gerne skulle være.

Vi kan sagtens diskutere alle mulige ting i forbindelse med det her. Jeg tror ikke, vi er uenige om, at vi skal stille krav til de mennesker, der kommer hertil. Men jeg tror, at vores fokus først og fremmest er på at stille det krav, at man arbejder for sin ydelse, og det er derfor, vi valgte at gå med arbejdspligten, som i øvrigt godt kan omfatte danskundervisning. Men jeg vil sige, at hvis man skal være lidt kritisk over for nogle af de integrationsindsatser, vi har lavet, så har man måske nogle gange sagt: Tag et danskkursus. Og hvis man så igen, når danskkurset var forbi, endte hjemme i lejligheden uden en tilknytning til arbejdsmarkedet eller til samfundet i øvrigt, så forvitrede de dansk have kundskaber, man havde lært på kurset, jo også, og jeg tror tværtimod, at der kan være noget i at komme ud på arbejdsmarkedet og få lært noget dansk på arbejdsmarkedet, men jo også få brugt det dansk, man eventuelt måtte have lært på et kursus, sammen med kollegaerne, sådan at det holder ved og udvikler sig dér.

Så det er baggrunden for, at vi ikke støtter forslaget. Det er, at vi simpelt hen mener, det er mere rigtigt og mere væsentligt at starte med arbejdspligten. Men det er ikke, fordi vi er uenige i, at man skal bidrage, og det har jeg vist også redegjort for.

Tak. Der er et spørgsmål fra hr. Steffen Larsen fra Liberal Alliance.

Tak. Det er jo sådan, at vi også er med i aftalen om det nye ydelsessystem, og det støtter vi. Men vi så også gerne, at man var gået videre med nogle ting, og det er derfor, vi fremsætter det her forslag, altså fordi vi netop ser det her problem med danskkundskaberne og arbejdsmarkedstilknytningen i visse miljøer som værende ekstremt besværligt. Regeringen har så selvfølgelig valgt at lave det her forslag om arbejdspligt, som er enormt bureaukratisk, og som lægger ansvaret hos sagsbehandleren og ikke ved den enkelte borger, hvor vores forslag lægger ansvaret hos borgeren. Borgeren får ansvaret for selv at komme ud og komme i gang med enten at kunne lære sig selv dansk eller lignende for at opnå sin normale ydelse igen. Det er det her med, hvor vi placerer ansvaret henne, for ansvaret placeres i det, som regeringen er kommet med, i systemet. Det skal forresten rette op på, at man i den tidligere S-regering afskaffede integrationsydelsen og dermed skadede noget af den arbejdsmarkedstilknytning, som var kommet blandt indvandrerkvinder. Det er det, det skal rette op på, og der synes jeg bare med hensyn til det der med at placere ansvaret det rette sted, at det er hos borgeren og ikke i systemet.

Ordføreren.

Det går jo heldigvis den rigtige vej. Vi har gode tider økonomisk, og det har også betydet, at flere, der har stået uden for arbejdsmarkedet, er kommet ind. Det synes jeg er rigtig gavnligt. Det er bare lige, inden vi diskuterer os for meget ned i, hvordan vi har skadet integrationen. Jeg synes, at det er et problem, at vi i for mange år har ført en politik, hvor det faktisk var muligt ikke, om man så må sige, at blive sat i gang, når man kom hertil. Vi kan sagtens have den her diskussion. Ja, jeg mener faktisk, at det er en opgave, vi skal pålægge kommunerne. Jeg mener, at når man kommer hertil, skal man også af kommunen have anvist, at det altså er på arbejdsmarkedet, det er ved at stå op om morgenen og tage et sted hen, det kunne også være på sprogskole, integrationen starter.

Men det er jo ikke rigtigt at sige, at det ikke stiller noget krav til den enkelte, for det er jo sådan, at hvis man ikke lever op til sin arbejdspligt, altså hvis ikke man arbejder for sin ydelse, bliver man jo også trukket. Så den mekanisme, at man selv har et ansvar for faktisk at kunne få sin kontanthjælp ligger jo også i vores forslag om arbejdspligt. Vi siger bare, at det sådan set er lige slemt, om du udebliver fra danskundervisningen, eller om du udebliver fra et arbejde. Pointen er, at man skal møde op og yde sin indsats, før man får sin kontanthjælp.

Spørgeren.

Problemet for mig at se er jo, at man netop sætter sin lid til, at det, man laver her med den her arbejdspligt, er det, der skal forløse det hele. Men realiteten er jo, at vi er nødt til at insistere på det her med danskkravet også, for hvor får vi ellers løst de problemer, der er med, at folk ikke kan kommunikere med deres læge, at de ikke forstår, hvad der kommer af beskeder fra skolen? Der er så mange ting, som går galt i vores samfund, fordi vi fastholder folk i parallelle samfund, ved at de ikke kan sproget.

Ordføreren.

Jeg ikke uenig i, at sproglige kompetencer er en meget vigtig forudsætning for at kunne indgå i det. Nogle af de diskussioner, vi har haft omkring tolkning – nu nævnte ordføreren selv lægen – har jo gået på, at vi siger, at når du har været her et stykke tid, mener vi faktisk, at du skal kunne tale med din læge, og så kan du ikke få betalt en tolk. Så det er jo ikke, fordi vi ikke diskuterer det. Jeg tror bare, at det vigtigste i forhold til at lykkes med den integration er, at man er en del af et arbejdsfællesskab. Det er også at lære dansk, men også at bruge det i et arbejdsfællesskab. Det er derfor, vi fokuserer på det. Men som jeg har sagt det et par gange, vil man i vores model både kunne blive trukket, hvis man udebliver fra danskundervisning eller fra arbejdet eller fra løntimerne.

Tak. Den næste spørger er hr. Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Der er jo heldigvis nogle store grupper, der bidrager på arbejdsmarkedet – ældre, der nu kan se en gulerod i at arbejde længere tid og bliver belønnet for det; vi har udenlandsk arbejdskraft, der kommer til Danmark og bidrager. Men der er jo stadig væk mangel på arbejdskraft i den her, kan man sige, beskæftigelseshøjkonjunktur, vi har, hvor der er brug for flere hænder derude. Og der ligger en ressource i ikkevestlige indvandrere, som i dag ikke er på arbejdsmarkedet. Kan ordføreren ikke godt se, at hvis man begynder at stille krav om dansk for at kunne opnå sociale ydelser, kan det jo godt være, at det kan sætte en positiv spiral i gang, så vi - på den lidt hårde måde måske – får tvunget nogle grupper ud på arbejdsmarkedet for at bidrage? For ellers kommer de ikke ud, altså hvis ikke der er et skub til kvinden i hjemmet, hvor manden er nødt til at sige: Okay, for at få lidt højere ydelser kan det være, du skulle til at få lært dansk. Altså, så vi får sat noget positivt i gang.

Kan ordføreren ikke godt se, at der faktisk kunne være noget musik i præcis det? For på den måde kan man motivere flere til at komme ud på arbejdsmarkedet og bidrage.

Ordføreren.

Jo, og det er helt oplagt, at vi skal bruge de gode økonomiske tider til at få flere med i arbejdsfællesskabet, også med, lad os kalde det et bestemt skub i forhold til det. Med den arbejdspligt, som vi har aftalt, vurderer man jo nu, at målgruppen formodentlig er næsten halveret, i forhold til da vi lavede aftalen, fordi der er mange, der er kommet ud i den her højkonjunktur. Men de sidste skal jo med.

Derfor består uenigheden mellem undertegnede og hr. Peter Skaarup jo i virkeligheden i, at hr. Peter Skaarup mener, at det, man skal kræve af folk, er, at de lærer dansk, og jeg vil sige, at det, man først og fremmest skal kræve af dem, er, at de møder op på arbejde. Det er det vigtigste. Hvis vi mangler arbejdskraft, og hvis vi gerne vil sikre, at de bliver en del af arbejdsmarkedet og fællesskabet derude, synes jeg, at det er det rigtige krav at stille først. Det kan jo så godt være, at det nogle gange kræver, at man får lidt danskkundskaber og får noget undervisning for at kunne tage det job. Men det, vi sanktionerer på, det, vi siger man skal, er, at man skal arbejde sig til en ydelse, og det synes jeg sådan set er den rigtige vej rundt, også selv om danskkundskaber kan være en del af vejen til det.

Ordføreren.

Ja, men det er jo ikke et hvilket som helst arbejde, vi taler om her. Vi taler om, at man ude på offentlige arbejdspladser og private arbejdspladser, specielt private arbejdspladser, mangler arbejdskraft i øjeblikket. Vi har en ressource gående rundt, hvor frekvensen for beskæftigelse måske er under 60 pct., og hvor den for de fleste danskere ligger på omkring de 80 pct. Så procenten for de her grupper er lidt at sammenligne med, hvad vi ser i Sydeuropa for kvinder, altså meget, meget lav i forhold til det, som vi kender i Danmark.

Derfor er der brug for, at man giver dem et skub, så de lærer sproget og kommer ud på de private arbejdspladser også. Det sikrer regeringen jo ikke med det forslag, der ligger.

Ordføreren.

Der er noget paradoksalt i at sige, at det, vi mangler, er arbejdskraft, og så sige, at det, vi vil sanktionere, er, om du tager et danskkursus. Så skulle vi da hellere sige, at det, vi sanktionerer, er, om du arbejder. Man kommer jo også ud af arbejdspligten, hvis man tager løntimer hos den private virksomhed, som mangler arbejdskraft. Og det er jo ikke, fordi der ikke findes jobs, der kan varetages. Der er masser af jobs i servicesektoren, hvor folk lige nu taler engelsk. Og jeg synes jo, at hvis man skal være en del af det her samfund, og hvis man skal blive her på sigt, skal man selvfølgelig også lære dansk. Men der er da masser af jobs, man kan starte i, også selv om man har dårlige sprogkundskaber, og hvor det så kan være en del af at blive hængende, at man faktisk lærer det undervejs. Derfor, lige præcis med argumentet om mangel på arbejdskraft, er det da arbejde, vi skal sørge for at de tager, og ikke kurser.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål. Den næste i talerrækken er hr. Kim Valentin fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. I Venstre ser vi positivt på dette beslutningsforslag om, at man skal leve op til sprogkrav for at kunne modtage fuld kontanthjælp. Det gør vi, fordi alt for mange ikkevestlige indvandrere stadig står uden for arbejdsfællesskabet. Kontanthjælpssystemet skal være indrettet sådan, at det altid kan betale sig at tage et arbejde. Det skal belønne selvforsørgelse og sikre, at der er en klar økonomisk fordel ved at være aktiv på arbejdsmarkedet frem for at modtage offentlig forsørgelse. Ydelsesniveauet må aldrig fungere som en tiltrækningsfaktor for udlændinge.

Netop disse principper er grundlæggende elementer i de aftaler, regeringen og et bredt flertal i Folketinget har indgået. Vi har skærpet optjeningskravene til kontanthjælp betydeligt, og vi har indført arbejdspligt i kontanthjælpssystemet, som sikrer, at man skal bidrage aktivt for at modtage sin ydelse. Det betyder, at vi stiller krav om, at folk skal ud at arbejde. Det er en pligt, der styrker selvforsørgelsen, men også en af de mest effektive måder at lære sproget på, særlig for dem, der ikke opfylder opholds- og beskæftigelseskravene i kontanthjælpssystemet.

Vi har således allerede vedtaget ambitiøse reformer af kontanthjælpssystemet for at sikre, at flere ikkevestlige indvandrere kommer i arbejde. Med de aftaler, vi i fællesskab har lavet, har vi sikret, at borgere i kontanthjælpssystemet bliver omfattet af den nye arbejdspligt, hvis de ikke opfylder kravet om ophold i riget i mindst 9 ud af de seneste 10 år – opholdskravet og beskæftigelseskravet. Fremrykningen af beskæftigelseskravet betyder, at godt 9.000 personer med ikkevestlig herkomst går fra uddannelses- og kontanthjælp til den nye mindstesats. Omkring 90 pct. af dem vurderes at have ikkevestlig herkomst.

Vi er derfor i gang med store ændringer på området, og vi ser frem til fortsat godt samarbejde om de her dele. Og hvis jeg skal sige sådan meget kort, hvad det så egentlig betød, ja, så betød det, at selv om B 22 er et godt forslag, så er alle de kontanthjælpsreformer, som regeringen har lavet sammen med de partier, der er med, så meget bedre, at vi desværre må takke nej til det her beslutningsforslag.

Der er et par korte bemærkninger, eller der er et par, der har tegnet sig ind til korte bemærkninger. Den første er hr. Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne.

Jeg må sige, at det undrer mig ret meget, at Venstre som et parti, der kommer med forslag i Folketinget om, at det er vigtigt, at man kan sproget, for at oppebære sociale ydelser, ikke kan støtte et forslag, som man selv har fremsat. Det undrer mig. Så kan det godt være, at der er sket noget, og at regeringen har lavet noget på nogle andre områder og sådan noget. Men er ordføreren ikke enig i, at selve idéen, som Venstre kom med i sin tid, om, at det er så vigtigt, at man skal kunne sproget, at det også har betydning for ens sociale ydelser, er et sundt og godt princip, og at der skal være den sammenhæng?

Ordføreren.

Det er rigtig godt, at man prøver at få folk til at lære dansk. Det, der er endnu mere effektivt, er, at de får et arbejde og samtidig lærer dansk. De to ting tilsammen gør nemlig, at de også bliver integrerede, og hvis de har en familie, så kan familien se, at de rent faktisk går på arbejde.

Der er rigtig mange andre ting, der er bedre. Så det der med danskkrav er jo fint nok, men arbejdspligt er bare meget bedre.

Spørgeren.

Skal man så forstå ordføreren derhen, at ordføreren mener, at det forslag, ordføreren har været med til at gennemføre, både sikrer arbejdspligt og sprogkundskaber? Hvis det er tilfældet, kan man vel bare støtte sit eget forslag, som ligger på bordet i dag, for så er det jo gennemført af regeringen, eller hvordan skal man forstå det?

Ordføreren.

Jeg vil godt sige det igen: De forslag på kontanthjælpsområdet, vi har haft igennem, sikrer, at vi får så mange som muligt til at gå fra passiv forsørgelse ud på arbejdsmarkedet. Det er den aktive indsats på arbejdsmarkedet, som vi kan se at folk bliver integreret af og folk lærer dansk af. Så arbejdspligt er bedre end bare sådan at sige, at nu skal de gå i skole og lære dansk. Man får både et arbejde og lærer at tale dansk af arbejdspligten.

Den næste i spørgerrækken er hr. Steffen Larsen, Liberal Alliance.

Nu bliver det næsten lidt pinligt, hr. Kim Valentin. For jeg kunne sværge på, at forslaget fra Venstre i sin tid blev begrundet med, at der var to veje ud af den lavere ydelse. Den ene var søreme at få et arbejde, hvor man kunne gå ud og integrere sig, og hvor man også kunne gå ud og lære dansk, mens man arbejdede. Og den anden vej var selvfølgelig at gå på en skole, hvor man så kunne lære dansk.

Nu står hr. Kim Valentin så på talerstolen og siger, at det her forslag ikke vil gøre det. Men det er jo lige præcis det, det vil gøre. Det tilbyder jo to veje ud af den lavere ydelse. Den ene er, at man går ud på arbejdsmarkedet og får sig et arbejde, enten i det private eller alle mulige andre steder, og det placerer ansvaret for at finde det arbejde på borgeren selv her – ikke på en sagsbehandler. Så ordføreren må da gerne lige bekræfte, at det egentlig er så simpelt, at man sådan set bare selv kan gå ud og få sig et arbejde. Så slipper man helt for kontanthjælpen og den lavere ydelse.

Den anden ting, der er, er jo det her med danskkravet. Der er nogle mennesker, som, hvis de er for syge eller for dårlige eller har alle mulige skavanker, der gør, at de har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet – ordblindhed, hvem ved hvad – så har muligheden for trods alt at lære dansk. Der er jo så nogle undtagelser fra f.eks. det skriftlige, hvis man har ordblindhed, men så skal man lære det mundtligt.

Ordføreren.

Til det sidste må jeg jo sige, at hvis ikke de skal have et arbejde, så skal de måske ikke have kontanthjælp. Så skal de over i en anden ydelsesform, og det er noget helt andet.

Til det første vil jeg sige: Ja, altså det er jo rigtigt, at vi fremsatte et forslag i 2020, som sådan set kun gik på danskkravet. Og det var et fint forslag på det tidspunkt. Det, der bare er sket i mellemtiden, er, at arbejdspligten er så meget bedre, fordi vi kombinerer rigtig mange ting. Og vi har en forhåbning om en mulighed for at få rigtig mange til at gå fra passiv forsørgelse og over i et rigtigt job – mere eller mindre, da det ikke er alle, der kan arbejde 37 timer, men de kan gå fra en passiv forsørgelse og få et job i hvert fald nogle timer om ugen, og det skaber også danskkundskaber.

Spørgeren.

Nu er jeg jo ikke den store fan af arbejdspligten – ikke, fordi jeg ikke synes, folk skal arbejde, men fordi det bureaukratiske mareridt, der følger med, placerer ansvaret ved sagsbehandlerne. Det placerer ansvaret i kommunerne og ikke hos den enkelte borger. Lige pludselig er det jo kommunen, der skal sørge for at registrere og få folk til at møde op og delagtiggøre sig i en utrolig høj grad. Det her med, at vi har en regering, der påstår, at den vil af med bureaukrati, og så indfører noget, som kommer til at indføre et enormt bureaukrati ude i kommunerne, synes jeg jo er fabelagtigt. Men det er jo der, vi står.

Ordføreren.

Jeg synes ikke, det ligner LA at være så negativ over for noget, der kan sætte folk i arbejde. Jeg deler simpelt hen ikke ordførerens opfattelse af situationen.

Fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for ordet, og tak for en interessant tale. Ordføreren sluttede lige af med at sige, at det ikke lignede LA »at være så negativ«. Jeg får lyst til at sige: Til gengæld ligner det i øjeblikket Venstre at stemme nej til alt, hvad man tidligere har fremsat selv. Venstre begrunder sit nej til beslutningsforslaget med, at man har indført arbejdspligten, og den er så meget bedre. Hvilken evidens har vi for, at nyttejob får folk i arbejde?

Ordføreren.

Der har ordføreren jo fat i noget, der er rigtigt. Vi ved ikke, hvor mange der rent faktisk går fra et nyttejob og så lander i en beskæftigelse. Det ved vi faktisk ikke hundrede procent. Men det her er en bedre måde at gøre det på end så meget andet. Vi får folk fra en passiv forsørgelse ud faktisk at lave noget, og det er også et godt signal at sende. Og så er der jo rigtig mange, der går fra kontanthjælp og så over til en aktiv beskæftigelse.

Spørgeren.

Tak. Jamen hvordan kan det være bedre at sætte folk i nyttejob, hvis ikke vi rent faktisk ved, om det virker? Til gengæld ved vi, vi skal bruge 100 mio. kr. på det. Havde det ikke været bedre, at vi havde brugt de penge på en lidt anden måde, som gjorde, at vi sikrede, at folk kom i arbejde, og at vi stillede et krav om, at folk lærte dansk, hvis de skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet?

Ordføreren.

Jeg har det faktisk rigtig godt med, at folk har en arbejdspligt, hvis man er et sted, hvor man er på kontanthjælp og har været på kontanthjælp i rigtig mange år. Rigtig mange af de her 9.000, jeg talte om, har jo været i Danmark i mere end 20 år, og de har ikke haft et rigtigt arbejde. Og det er rigtigt, at de ikke engang kan dansk. At de går fra at gå i den situation og så komme ud og få et nyttejob og komme væk hjemmefra, har en effekt.

Tak til ordføreren fra Venstre. Næste i talerrækken er hr. Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne.

Tak for ordet. Det beslutningsforslag, vi behandler her i dag, er jo, som det også er blevet sagt under debatten, en delvis genfremsættelse af et forslag, som daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen og Venstre tidligere har præsenteret her i Folketinget. Dengang fremlagde Venstre forslaget på en meget fornuftig måde, synes vi. Dengang sagde den daværende formand for partiet, hr. Lars Løkke Rasmussen – og jeg citerer lige – at vi har nu en enestående chance for at få ryddet op i et gammelt uløst integrationsproblem.

I Danmarksdemokraterne mener vi, at den her chance stadig væk eksisterer, og det er derfor, vi er sammen med bl.a. Liberal Alliance om at komme med et forslag i dag. Vi har blandt de blå partier vurderet, at det faktisk er et uløst problem og et godt forslag, som vi kan bruge den dag i dag. Så kan man jo ikke mindst notere sig, at Danmark i øjeblikket er i en meget gunstig situation, når det gælder jobs, og det er vel i sådan nogle tider, at man skal gennemføre den slags forslag; altså tider, hvor der er en relativt høj beskæftigelse, og hvor chancen for at få folk i arbejde og ønsket om at få flere ud i arbejde er meget stort.

Vores danske virksomheder, og det kan vi jo så glæde os over, har jo faktisk haft travlt, og ordrebogen ser stadig væk fornuftig ud. Efterspørgslen på arbejdskraft er steget, og det har jo den positive effekt, at også ikkevestlige indvandrere, som har haft nogle udfordringer med at komme ind på arbejdsmarkedet og måske heller ikke alle sammen har haft viljen til at komme det, faktisk i højere grad fået foden indenfor på det danske arbejdsmarked. Derfor er antallet af ikkevestlige indvandrere og efterkommere i den erhvervsaktive alder naturligvis steget, og det er da positivt, at det er sådan.

På trods af den stigning ser vi altså bare, at der i den her gruppe af ikkevestlige indvandrere stadig væk er en noget lavere erhvervsfrekvens, altså forholdsvis flere er stadig væk uden for arbejdsmarkedet, end når det gælder den danske befolkning i det hele taget. Det er ærgerligt, at man ikke kommer ud på arbejdsmarkedet og bidrager, fordi vi jo har et system i Danmark, der er strikket sådan sammen, at man helst skal bidrage ind over skatten, og det vil sige, at man efter arbejde betaler skat for at kunne nyde godt af velfærdssamfundet senere hen.

Så der er altså en stor gruppe af ikkevestlige indvandrere, der, på trods af at de har boet i Danmark i mange år, stadig væk ikke rigtig har tilegnet sig det danske sprog eller integreret sig så godt i samfundet, at de kommer ud på arbejdsmarkedet. De to ting hænger vældig godt sammen, for det er faktisk tit en forudsætning, at man kan sproget for at komme ind på arbejdsmarkedet. Særligt ikkevestlige indvandrere har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. De kvinder bliver i nogle tilfælde holdt derhjemme, hvor de har meget lidt kontakt med det omkringliggende samfund, og derfor lærer de naturligvis heller ikke dansk, hvis det er tilfældet i lange perioder.

Den her fejlslagne integrationspolitik, vi desværre har haft i Danmark, har jo resulteret i, at mange af de mennesker er blevet parkeret på kontanthjælp eller sågar på førtidspension, uden at der rigtigt er blevet stillet krav til dem. Det har været en fejl, og det har resulteret i, at vi i dag har nogle sorte huller på danmarkskortet, hvor det er mere almindeligt, at mor og far er på offentlig forsørgelse, end at de går på arbejde om morgenen. Det er tydeligt, at det både skaber nogle økonomiske, men også nogle kulturelle udfordringer i samfundet, når der er mennesker, der lever i parallelsamfund, ikke går på arbejdet, ikke lærer dansk, ikke bidrager til samfundet, ikke udvikler sig og ikke opnår de samme sociale kompetencer, som de fleste heldigvis får ved at gå på arbejde.

Det at kunne tale dansk er jo altså en grundlæggende forudsætning for at kunne begå sig i Danmark. Derfor er det også nødvendigt, at vi politikere tager noget ansvar og tør stille nogle krav.

I Danmarksdemokraterne og her blandt de borgerlige partier i øvrigt mener vi, at hvis man kommer til Danmark, skal man lære dansk. For at gøre det mere attraktivt for udlændinge at tilegne sig de her danskkundskaber, foreslår vi altså med det her forslag, at det bliver en forudsætning for at kunne modtage fuld kontanthjælp, at man kan tale sproget. Så et danskkrav her betyder, at man skal kunne dansk – ellers bliver kontanthjælpen sænket med 1.600 kr. om måneden for lønmodtagere, der ikke kan dansk på et tilfredsstillende niveau. Den her metode tror vi på vil være fornuftige og virke, og jeg er ærgerlig over, at regeringspartierne nu har haget sig fast i en holdning om, at man ikke vil støtte det forslag, som nogle af regeringspartierne faktisk selv kom med i sin tid. Det er meget, meget mærkeligt.

Hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten for en kort bemærkning.

Tak for det, og tak til hr. Peter Skaarup for talen. Jeg er egentlig bare interesseret i at høre noget. Vi har jo en lang række borgere, som i dag er på kontanthjælpsydelse, selv om de har en kognitiv funktionsnedsættelse eller har en psykisk sygdom, men de er på kontanthjælp, fordi man ikke er udredt endnu. Det her vil jo reelt betyde en straf til dem, hvis de af de årsager ikke er i stand til at kunne tage en danskprøve 3, som jo er en temmelig vanskelig prøve, altså på stort set gymnasieniveau, både i skriftlige og mundtlige danskkundskaber. Ville det ikke helt utilsigtet komme til at ramme en gruppe borgere, som i forvejen er ret udsatte?

Ordføreren.

Nu kan man sige, at det med at lære dansk og også komme ud på arbejdsmarkedet jo ikke er forbundet med voldsomt store vanskeligheder set med vores øjne i Danmarksdemokraterne. Altså, det er vel dog ikke for meget forlangt, at hvis man kommer til Danmark, skal begå sig og skal kunne klare sig, uanset om man skal til læge eller ud på arbejdsmarkedet, gør man alt, hvad man kan, for at lære dansk på et rimeligt niveau? Derfor tror vi på, at det her forslag vil have en effekt. Så er det jo rigtigt, som hr. Peder Hvelplund siger, at der kan være nogle, der ikke vil kunne klare det så godt som andre, men så kan man måske finde nogle andre metoder til at lære det, man skal bruge for at komme ud på arbejdsmarkedet og dermed bidrage. For hr. Peder Hvelplund er vel også enig med os i Danmarksdemokraterne i, at det ikke dur, at vi har et velfærdssamfund, som alt for mange ikke betaler ind til, og hvor man altså gerne vil nyde, men ikke yde?

Spørgeren.

Nu må man jo sige, at mange af dem, der er på en overførselsindkomst, er folk, som har en tilknytning til arbejdsmarkedet, men som midlertidigt er ude, og derfor skal de også have en ydelse, til de kan komme tilbage igen. Hr. Peter Skaarup taler om, at man skal kunne dansk på et rimeligt niveau, men her er der jo faktisk tale om, at man skal stille krav til, at man skal kunne bestå danskprøve 3, som jo svarer til, hvad man i hvert fald minimum skal på gymnasieniveau. Så det er jo ikke bare et spørgsmål om, at det er dagligdags dansk. Det er også et spørgsmål om, at man skal kunne det på et niveau, så man kan bestå en ret svær danskprøve. Dermed kommer man jo til at udsætte nogle af dem, som i forvejen har svært ved at få en plads på arbejdsmarkedet, for at få en straf, hvis de ryger på kontanthjælp.

Ordføreren.

Altså, der må jeg sige, at det jo ikke er en studentereksamen, man skal tage, for her taler vi kun om et fag, nemlig dansk. Dansk er jo bare så hamrende vigtigt at kunne, hvis man skal kunne klare sig i et samfund. Det svarer lidt til, at hvis danskere tager til England, nytter det jo altså ikke noget, at man forbeholder sig retten til kun at tale dansk, for så bliver det godt nok svært at blive integreret og forstå, hvad der foregår i det land, man er kommet til. Så det er jo egentlig totalt logisk, og det burde være et krav allerede i dag, at man skal lære dansk.

Tak til ordføreren for Danmarksdemokraterne. Der har lige sneget sig en kort bemærkning ind fra hr. Steffen Larsen fra Liberal Alliance.

Jeg vil egentlig bare lige klarificere en ting, og det handler om, at danskprøve 3-niveau netop ikke er et gymnasialt niveau. Det er til gengæld et niveau, som man skal op på for at kunne komme ind på et gymnasialt indslusningsforløb, eller hvis man vil gå på erhvervsskole eller på social- og sundhedsuddannelsen. Så det er altså et niveau under gymnasiet, vi taler om. Så hr. Peder Hvelplund kom vist til at sige noget forkert her. Det synes jeg egentlig bare vil lige skal have ført til protokols her i Folketingssalen.

Jeg er enig.

Så siger vi tak til ordføreren for Danmarksdemokraterne. Den næste i talerrækken er hr. Mads Olsen fra SF.

Tak for ordet. Som vikar for Karsten Hønge fra SF vil jeg starte med at sige, at vi ser det som en vigtig opgave at sikre, at alle borgere i Danmark har mulighed for at være en aktiv del af vores samfund. Integration og beskæftigelse er to af de mest centrale værktøjer i denne indsats, og det er afgørende, at vi ikke bare efterlader nogen på perronen, men aktivt skaber rammerne for, at alle kan tage del i samfundet.

Når det er sagt, må jeg ærligt indrømme, at vi i SF har betydelige bekymringer omkring det foreslåede krav om danskkundskaber for at kunne få fuld kontanthjælp. Lad mig understrege, at vi ikke er imod, at sproget spiller en rolle i integrationen, tværtimod. Dansk sprog er en nøgle til arbejdsmarkedet og til deltagelse i vores demokratiske fællesskab. Men vi mener, at vejen frem er at støtte og hjælpe mennesker til at lære sproget, ikke at straffe dem økonomisk, hvis de ikke lever op til et bestemt niveau. Vi frygter, at forslaget kan ende med at ramme nogle af de mest udsatte borgere i vores samfund. For der er mange grunde til, at nogen kan have svært ved at lære dansk, f.eks. helbredsmæssige udfordringer, traumer eller en alder, der gør det svært at lære et nyt sprog. Med dette forslag risikerer vi at skubbe disse mennesker længere væk fra arbejdsmarkedet og det sociale fællesskab snarere end at få dem tættere på.

Vi må heller ikke undervurdere de konsekvenser, som økonomiske sanktioner kan have. Hvis man skærer i kontanthjælpen for personer, der i forvejen har meget lidt, risikerer vi at forværre fattigdommen og skabe endnu større sociale problemer. For hvordan hjælper det integrationen, hvis folk ikke kan betale deres husleje eller sende deres børn til fritidsaktiviteter? Vi skal også tage højde for kommunernes rolle i dette, for forslaget ligger endnu en opgave over på kommunerne, som allerede er presset på ressourcer og ofte kæmper med at sikre en ensartet praksis. Hvordan sikrer vi, at dette krav ikke bliver endnu en kilde til ulighed, hvor nogle kommuner tilbyder bedre støtte til danskundervisning end andre?

I SF mener vi, at løsningen i stedet ligger i at investere massivt i sprogundervisning og individuel støtte. Vi skal møde mennesker der, hvor de er, og skabe reelle muligheder for dem. Vi foreslår, at man eksempelvis kan gøre deltagelse i danskundervisning obligatorisk for kontanthjælpsmodtagere, men uden at straffe dem økonomisk, hvis de ikke når et specifikt mål eller niveau inden for en given tid. Vi anerkender, at intentionerne bag forslaget er at styrke integrationen og få flere i arbejde, men vi mener ikke, at straf er vejen frem. Vi ønsker i stedet en politik, der bygger på hjælp, støtte og værdighed. Så selv om vi deler ønsket om bedre integration og aktiv deltagelse i samfundet, kan vi ikke støtte B 22. Vi opfordrer til at finde en vej, der ikke skaber flere problemer, end den løser. Tak for ordet.

Hr. Steffen Larsen, Liberal Alliance.

Tak. Ordføreren er jo inde på noget af det rigtige, nemlig at man skal have forbedret danskkundskaberne, og det er jo så det, det her forslag vil være med til. Men vi vil ikke gøre det ved at klientgøre folk og ikke ved at bruge yderligere mange millioner kroner ude i de enkelte kommuner på at pålægge dem ansvaret for det her. For vi har jo set utallige gange – vi kan igen og igen konstatere det – at udlændinge, når det kommer til de her mennesker, kan deles op i to grupper.

Der er dem, som er fleksible i deres holdninger til samfundet, og som egentlig kan se, at de er nødt til at kæmpe lidt og ændre lidt på deres holdninger for også at kunne passe ind, og så er der dem, der sætter sig tilbage og siger: Ved du hvad, jeg kan egentlig godt leve med bare at gå derhjemme og leve i et patriarkalsk samfund og have det her parallelsamfund. Og her kommer problemet, for vi står jo i den situation, at man i den sidste gruppe, jeg nævner her, som opretholder et parallelsamfund, hvor man bl.a. undertrykker kvinder, ikke tillader, at de her kvinder kommer ud og bliver tilbudt at lære sproget, fordi deres mand ikke tillader det. Og hvor skal vi så gå hen, hvis ikke vi på en eller anden måde i det mindste kan give et økonomisk incitament til, at familierne kan gå ud og lære det?

Ordføreren.

Vi deler da fuldt ud bekymringen for de kvinder, der kan låses fast i de her patriarkalske samfund, og det er noget, vi i SF kæmper meget for ikke skal finde sted. Vi tror bare ikke nødvendigvis på, at økonomiske sanktioner er vejen frem, fordi det også har en række afledte effekter. Altså, hvad bliver, som jeg også sagde i talen, konsekvensen af, at man ikke kan tage sine børn med til fodbold, og at man er nødt til at skære ned på det? For det at lære dansk er jo ikke en proces, der sker med det samme, og det er jo trods alt et rimelig vanskeligt sprog for mange at lære.

Så det tager jo tid, og det kan sagtens ende med, at man er nødt til at sige til sine børn, at du ikke kan gå til fodbold, mens det her står på, og det kommer jo ikke til at gavne integrationen, at man ikke mødes nede i den lokale fodboldklub. Vi har jo bare nogle andre forslag til, hvordan man kan gøre det, uden nødvendigvis at straffe dem økonomisk. Vi kan jo også spørge, om vi ikke skal gøre det obligatorisk at deltage i danskundervisningen for at få kontanthjælp, og det er jo en retning, vi mere vil kigge ind i, end at sige, at vi, hvis du ikke når det her meget specifikke niveau inden for, ja, og det vil jo så være mindre end et år, så straffer dig økonomisk.

Spørgeren.

Jo, men problemet i den ufleksible gruppe, som jeg kalder dem, er jo, at vi netop her også ser, at de ikke deltager i sport, hvor det er sådan, at man taler dansk. For de får ikke tilmeldt deres børn til de her ting. Det, de måske endelig får tilmeldt deres børn til, er et sted, hvor der er 90 pct. andre udlændinge i forsamlingen, og der bliver de jo ikke integreret. Der er det jo parallelsamfundet, der bliver opretholdt i fodboldklubben, i stedet for at man netop får brudt med parallelsamfundet.

Ordføreren.

Steffen Larsen kommer jo med en vigtig pointe om, at vi ikke skal have de her parallelsamfund, og det deler jeg da fuldstændig målet om, og at vi skal gøre vores bedste for at bekæmpe dem. Jeg tror bare ikke, at løsningen er det her, netop fordi det har en række konsekvenser. Lad os i stedet også sørge for, at man får investeret i det her kontanthjælpssystem, som de kan få en bedre sagsbehandling af sagsbehandlerne, og hvis vi gør det obligatorisk at deltage i undervisningen og de så ikke deltager, så må man jo også tage en snak om, hvorfor de ikke gør det, og så kan man jo også komme den her patriarkalske undertrykkelse til livs.

Tak til ordføreren fra SF. Den næste i talerrækken er fru Karin Liltorp fra Moderaterne.

Tak for ordet. I Moderaterne anerkender vi vigtigheden af at kunne kommunikere på dansk, når man bor i Danmark. Det er en afgørende nøgle til deltagelse i samfundet, men vi mener, at det fremsatte forslag om et danskkrav som betingelse for fuld kontanthjælp er den forkerte tilgang, og vi kan derfor ikke støtte det.

Selv om vi deler ambitionen om en bedre integration og vi har en stor bekymring for parallelsamfund, er vi optagede af at afhjælpe problemerne med indsatser, der faktisk hjælper, og der vil jeg gerne minde om, at vi allerede adresserer udfordringerne. Det ene initiativ er arbejdspligtsreformen, vi allerede har nævnt nogle gange, hvor især ikkevestlige kvinder får pligt til at arbejde eller tage nyttejobs 37 timer om ugen, og det andet er kontanthjælpsreformen, som muliggør, at man tjener op til 5.000 kr. skattefrit om måneden. Disse initiativer er designede til at sikre, at mennesker får en plads på arbejdsmarkedet, hvor sprogindlæringen sker bedst og mest naturligt. Arbejdsmarkedet er nemlig den bedste arena for integration og ikke sanktioner og bureaukratiske regler.

Som jeg ser det, er der væsentlige problemer i forslaget. For det første er det naivt at antage, at alle, der bor i Danmark, vil kunne opnå et bestemt sprogniveau. Forestil jer selv at flygte fra et krigshærget land og ankomme med ptsd og uden en tidligere uddannelse, måske som midaldrende eller som ældre. Hvor realistisk er det at lære et sprog, der slet ikke ligner ens modersmål? Hvor svært tror I det er? Hvordan ville I selv have det med at skulle lære f.eks. kinesisk eller arabisk, sprog med en helt anden struktur eller logik? Forskning fra Nordic Welfare Center viser, at sociale barrierer og sproglige udfordringer meget sjældent afhjælpes gennem økonomiske incitamenter – eller gennem økonomisk straf, som man måske også kunne kalde det – men det kræver en kombination af målrettede uddannelses- og beskæftigelsesindsatser. Effektive initiativer fokuserer på at bygge bro mellem uddannelse, sprog og arbejdsmarked, og de mest succesfulde programmer er dem, der tilbyder en sådan holistisk tilgang. Derfor er vores forhåbning netop, at arbejdspligten vil få udviklingen i den rigtige retning.

I Moderaterne er vi optagede af, at de initiativer, der igangsættes, faktisk har den ønskede effekt, for ellers ender det med at havne i samlebunken med symbolpolitik. Desuden risikerer vi, at et sprogkrav som dette vil marginalisere allerede udsatte grupper yderligere. Derudover vil vi med dette forslag generere yderligere bureaukrati. For nylig har vi jo hørt flere partier fra blå blok slå på tromme for behovet for at mindske bureaukratiet, og nu kommer der så et forslag, som i praksis vil føre til det stik modsatte, og det er selvfølgelig lidt sjovt. Man kunne næsten fristes til at spørge, om forslagsstilleren selv har regnet på de ressourcer, det vil kræve. For jeg troede egentlig, de fleste af os var enige om, at vi nu indfører et simpelt kontanthjælpssystem, som alle kan forstå, netop ved at fjerne nogle af undtagelserne og særreglerne.

I Moderaterne vil vi i stedet for gerne fastholde en konstruktiv linje, hvor vi hjælper mennesker ind på arbejdsmarkedet og sikrer, at de lærer dansk som en del af deres aktive deltagelse i samfundet. At skabe bedre muligheder for integration kræver løsninger, der fungerer i praksis, og ikke krav, der kan være urealistiske og potentielt diskriminerende. Her vil jeg ikke undlade at nævne de mange frivillige foreninger, der har været med til at knække koden, netop gennem f.eks. deres mentorordninger, der er med til at sikre en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Derfor siger vi nej tak til dette forslag, men ja tak til at arbejde for en mere inkluderende og realistisk integrationspolitik. Tak for ordet.

Hr. Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne.

Jeg må indrømme, at jeg er lidt overrasket over ordførerens ordvalg her. Jeg synes, Moderaterne står et lidt mærkeligt sted, når man er så afvisende over for et forslag fremsat af partiets egen formand i sin tid, hr. Lars Løkke Rasmussen. Man taler om her, at man er meget bekymret for nogle grupper, der kommer i knibe. Der kan være en masse udsatte, der får problemer med, at man stiller det her krav om, at de skal kunne tale dansk for at få den fulde kontanthjælp. Altså, hvad er der gået galt? Ens egen formand kommer med et forslag, og så taler man så dårligt om og er så uenig i det her forslag. Kan ordføreren forklare det?

Jeg ved ikke, om der er noget historik, der er glippet her, men på et tidspunkt stiftede Lars Løkke Rasmussen et nyt parti, der hedder Moderaterne, som jeg er medlem af, og i Moderaterne har vi den holdning, at når man foreslår noget nyt, så er udgangspunktet, at vi foreslår noget, der virker, og vi ser absolut ingen tegn på, at det her virker. Hvis jeg stod med en overbevisning om, at sådan et initiativ ville få alle indvandrere til at lære dansk på et splitsekund og komme i arbejde, så ville jeg da været meget åben over for at gøre det. Men nu viser forskning jo netop, at der ikke er noget, der tyder på, at det virker, så derfor ser vi ikke nogen grund til overhovedet at forfølge den her strategi.

Jeg tror, ordføreren mente hr. Lars Løkke Rasmussen. (Karin Liltorp (Moderaterne): Hr. Lars Løkke Rasmussen, yes.) Der er et opfølgende spørgsmål fra spørgeren.

Det er jo trods alt hr. Lars Løkke Rasmussen, der er formand for partiet, og han kommer med et forslag, som vi egentlig bare fremsætter her i Folketinget og har en forventning om at Moderaterne støtter. Man støtter det så ikke, mest, troede jeg, af de årsager, de andre regeringspartier har nævnt, nemlig at man har gennemført noget andet. Men her vil man ifølge ordføreren ikke støtte det, fordi det diskriminerer og det er helt forfærdeligt. Kan ordføreren ikke selv høre, at det da er helt mærkeligt, at partiets formand kommer med forslag og partiet taler imod eget forslag? Altså, hvad sker der?

Ordføreren.

Nu har min partiformand i et tidligere liv udtalt, at det her kunne være løsningen, og nu taler jeg på vegne af Moderaterne, og der går vi meget op i, at de lovforslag, der bliver implementeret, faktisk er nogle, der virker. Hvis der overhovedet ikke er noget, der tyder på, at et sådant lovforslag her skulle få udviklingen i den rigtige retning, så er det den helt forkerte vej at gå, og især når der er den bivirkning, at vi får nogle udsatte yderligere marginaliseret. Vi vil hellere bruge tiltag, vi faktisk tror på virker.

Så er det hr. Steffen Larsen, Liberal Alliance.

Nu nævner ordføreren, at forskningen slet ikke viser, at det her virker. Nu står jeg her med – og jeg undskylder, at jeg bliver nødt til at læse noget op på engelsk – »Evidence From an Immigrant Welfare Scheme in Denmark«, og det er altså tre professorer, der har undersøgt det her og er kommet frem til, at virkeligheden er således, at det at sænke ydelser er en motiverende faktor, også for migranter, når de kommer til en velfærdsstat. Så tilsyneladende ligger der videnskabeligt grundlag, der påstår noget andet.

Så er det næste, ordføreren siger, at sanktioner og bureaukrati ikke hjælper, og så fremhæver ordføreren på samme tid arbejdspligt, der er en sanktion, og som er enormt bureaukratisk sammenlignet med det forslag, vi kommer med her. Det forslag, vi kommer med her, øger nærmest ikke bureaukratiet, for vi har allerede listen over udlændinges danskkundskaber. Den ligger ovre i Udlændinge- og Integrationsministeriet. Den skal sådan set bare sættes ind i Udbetaling Danmarks system, så har vi listen over, hvem der skal have sænket deres ydelser. Så jeg forstår ikke helt ordførerens skarpe kritik.

Ordføreren.

Nej, men der skal jeg nok hjælpe med at opklare det. Når det kommer til arbejdspligten, prøver man jo netop at tage udgangspunkt i den holistiske indsats og sige, at der ikke er én ting, der skal stå alene, og det bedste, vi kan gøre, er at sørge for, at de her indvandrere kommer ud på arbejdsmarkedet og den vej rundt lærer sprog, for det er det, man ved virker. Hvis hr. Steffen Larsen har dykket yderligere ned i detaljerne, tror jeg, han har set, at der står, at det kan have en positiv effekt på nogle grupper af indvandrere at tvinge dem til at lære sprog, men det marginaliserer i høj grad dem, der allerede er udsat.

Spørgeren.

Nu tvinger det dem ikke kun til at lære sprog – det tvinger dem også til eventuelt at komme ud på arbejdsmarkedet, som ordføreren jo selv taler for at de skal.

Men hvor er det, man placerer ansvaret? Nu har jeg godt nok hørt ordet holistisk brugt mange gange af Moderaterne – jeg begynder efterhånden at tro, at Moderaterne ikke selv ved, hvad ordet betyder, for de bruger det om alt hele tiden – men realiteten er jo, at det her forslag kan passe ind i det, som regeringen allerede selv er i gang med. Det er et forslag, som rent faktisk kan gøre, at incitamentet til at komme ud på arbejdsmarkedet styrkes, og at incitamentet til at lære dansk, der gør, at man kan indgå i samfundet som helhed, styrkes. Det kan jeg ikke se at man skulle være imod, hvis man var nogenlunde interesseret i at få den integration til at fungere.

Ordføreren.

Nu er der en stor risiko for, at jeg kommer til at gentage mig selv, med incitamentet virker ikke på de udsatte grupper. Det marginaliserer dem kun yderligere, og hvis vi har et ønske om at få dem ud på arbejdsmarkedet, bliver vi nødt til at bruge de indsatser, der virker. Det ved man faktisk en hel del om, så det er dem, vi skal tage fat i. Vi skal ikke tage fat i det her, som vi dybest set ved har en kæmpestor bivirkning.

Fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for ordet. Og tak for talen. Ordføreren taler om, at det er helt urealistisk at stille de her krav, og bruger bl.a. det argument, at der er en gruppe af meget udsatte borgere og folk, der har ptsd. Men nu er det jo sådan, at når man får kontanthjælp, skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Hvis man er så udsat og så dårlig, at man ikke er i stand til at lære dansk, kunne der så ikke også argumenteres for, at man slet ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet og dermed heller ikke er berettiget til kontanthjælp?

Ordføreren.

Jeg er lidt i tvivl om, hvor Konservatives ordfører vil hen med det her, og om spørgsmålet går på, at hvis man ikke er i stand til at lære dansk, skal man slet ikke have nogen ydelse. Jeg ser det som noget, vi tilbyder alle, der ikke er i stand til at forsørge sig selv; de har ret til at få kontanthjælp. Jeg er ikke interesseret i, at vi lader folk i vores samfund sulte.

Spørgeren.

Det kan da godt være, det er mig, der har misforstået det, men jeg mente nu, at for at få kontanthjælp skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det kan være, jeg har misforstået det. Men synes ordføreren ikke, at det ville være rimeligt, at hvis man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, så skal man i det mindste også kunne begå sig på det sprog, der tales i det land, hvor man skal arbejde?

Ordføreren.

Nu ved jeg, at ordføreren selv er bekendt med området, og så ved ordføreren måske også, at langt de fleste, der er tilknyttet jobcenteret, og som netop får kontanthjælp, har komplekse problemstillinger. Så det er ikke ligetil at sige, at man står til rådighed på arbejdsmarkedet. Der er jo masser af undtagelser allerede i dag, og ordføreren vil nok også være bekendt med, at det ikke bare er noget med, at man får førtidspension med et knips med fingrene. Det er en lang og svær proces.

Tak til ordføreren fra Moderaterne. Fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti er den næste på talerstolen.

Tak, formand. Vi står med en enorm udfordring med integration af ikkevestlige indvandrere i Danmark. De seneste uger har debatten handlet om, at mange ikkevestlige indvandrere ender på førtidspension, at vi opgiver og parkerer folk med en pose penge, når integrationen fejler og de mennesker ikke er blevet en del af arbejdsmarkedet og det sproglige fællesskab. Det er uholdbart, og det skaber splittelse i vores samfund.

Vi er selv med til at skabe et parallelsamfund med den her tilgang, og vi er med til at puste til den irritation, der er hos mennesker, som går på arbejde og finansierer den her vej. Og det er en rigtig dårlig spiral, der bare gør alting værre. Ligesom førtidspension skal kontanthjælp ikke være en forsørgelse til folk, som ikke er blevet en integreret del af det danske samfund. Kontanthjælpen er lavet som en midlertidig støtte på vejen tilbage til arbejde for dem, som er blevet arbejdsløse. Det er ikke en ydelse til folk, som reelt ikke står til rådighed, f.eks. fordi de ikke taler sproget.

Det fremgår af Incitas arbejdsgiveranalyse fra 2023, at manglende dansk- eller engelskkundskaber er den absolut største forhindring for at få et job. I et forsøg på at fremme integrationen og reducere omkostningerne til offentlig forsørgelse bør vi derfor stille sproglige krav, for at man kan få kontanthjælp. Nogle vil nok være bekymrede for, at et stramt danskkrav kan være en hindring for nogle, men krav er altså også et skridt på vejen til selvforsørgelse og aktiv deltagelse i vores samfund. Krav er ikke en straf. Krav er som oftest en hjælp og en tydelig vejvisning, i forhold til hvad der forventes. Kun ved at udstyre vores ikkevestlige indvandrere eller indvandrere i det hele taget med de nødvendige sproglige færdigheder kan vi sikre, at de har en reel chance for at slippe ud af afhængighed af offentlige ydelser og kan integreres succesfuldt.

Jeg vil fremhæve, at Venstre, som sidder i regering i dag, tidligere har fremsat det her forslag, og at det blev udsat under corona. Nu fremsætter vi det så igen, og så ville det da have været logisk, at Venstre også støttede det. Tak for ordet.

Fru Karin Liltorp fra Moderaterne.

Tak. Jeg må sige, at jeg bliver lidt forbløffet, for jeg har egentlig altid opfattet Konservative som et parti, der også har en vis social omsorg, men jeg hører reelt i det, ordføreren siger, at kontanthjælpen er for dem, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, og at man ikke har brug for et sikkerhedsnet. Gælder det også hjemløse, misbrugere osv.? Er indstillingen fra Konservative, at dem tager man sikkerhedsnettet væk under, fordi de ikke lige umiddelbart står klar til at komme ind på jobmarkedet?

Ordføreren.

Det her forslag handler jo sådan set ikke om danskere, der har forskellige problemstillinger. Det her handler om ikkevestlige indvandrere, der er kommet til Danmark, og der har vi en integrationsydelse, som vi tilbyder til forsørgelse.

Spørgeren.

Har ordføreren nogen kommentarer til en problemstilling, der kan være med, at man er 63 år, har nogle psykiske lidelser og har rigtig svært ved at lære dansk? Er indstillingen så fra Det Konservative Folkeparti, at så fortjener man bare ikke at få hjælp?

Ordføreren.

Jamen jeg kan kun gentage det, jeg sagde før, altså at vi jo har en integrationsydelse, og hvis det er sådan, at man er i en situation, hvor man simpelt hen ikke kan arbejde, så er det ikke kontanthjælp, man skal have, så skal man jo have afklaret, om det er en førtidspension, man skal have.

Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Bare lige som opfølgning på fru Karin Liltorps spørgsmål vil jeg da orientere ordføreren om, at der jo i dag findes masser af mennesker, der er på kontanthjælp, fordi man ikke er afklaret, men som har store udfordringer. Det er bl.a. de mennesker, man vil ramme med det forslag her.

Men jeg vil egentlig bare godt spørge ordføreren om: Hvordan forestiller man sig sådan rent praktisk, at det her skal fungere? Altså, skal samtlige kontanthjælpsmodtagere op til en danskprøve for at få vurderet deres danskkompetencer? Og skal der være en eller anden form for dispensationsordning for borgere, som ikke er i stand til at gå op til en prøve? Altså, det kan være folk, der f.eks. har ptsd eller er analfabeter og derfor ikke kan begå sig, heller ikke på deres oprindelige sprog. Hvad forestiller ordføreren eller forslagsstillerne sig egentlig, i forhold til hvordan man skal få det her afklaret?

Ordføreren.

Jamen det har LA's ordfører jo indtil flere gange i løbet af den her debat fremlagt hvordan man kunne gøre. Og det er en model, som vi også godt kunne se.

Spørgeren.

Men hvordan vil det så være med de borgere, som ikke har muligheden for at bestå en danskprøve 3? Altså, der er jo folk i dag – det kender vi også fra borgere, der søger om statsborgerskab – som er fuldt ud integreret i Danmark, men som har svært ved at opfylde betingelserne for at bestå danskprøve 3. De har jo mulighed for at få en form for dispensation. Skal der laves et nyt system der, hvor borgere på kontanthjælp så kan søge dispensation fra nogle sprogkrav, som er helt urimelige, og som er umulige for dem at opfylde?

Ordføreren.

Ordføreren har selvfølgelig en pointe i, at der kan være nogle mennesker, for hvem det her er svært. Men ikke desto mindre mener jeg, vi skal fastholde, at der skal være et sprogkrav. Og det kunne være en ganske udmærket idé, hvis der var en mulighed for, at man kunne søge en dispensation og så aflægge en prøve på en anden måde.

Tak til ordføreren for Det Konservative Folkeparti. Den næste i talerækken er hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten.

Tak for det, formand. Jeg vil lige starte med at sige, at jeg vil hilse fra vores ordfører, fru Victoria Velasquez, som desværre er blevet forhindret i at være her i aften, og derfor har jeg fået fornøjelsen af at fremlægge Enhedslistens synspunkt.

Jeg kan lige så godt starte med at sige, at vi ikke kommer til at støtte det her beslutningsforslag. Det her er jo et beslutningsforslag, som lægger sig i forlængelse af en lang række forslag fra højrefløjen, men som desværre også har bredt sig langt ind i Socialdemokratiet, nemlig en tanke om, at man kun opnår bedre tilknytning til arbejdsmarkedet ved at straffe borgere, som i forvejen ikke har tilknytning. Det er en tilgang, som efter vores opfattelse er fuldstændig forfejlet. Det er vores klare opfattelse, at langt de fleste mennesker har et ønske om både at kunne begå sig på dansk, men også at have en tilknytning til arbejdsmarkedet i det omfang, det er muligt, og hvis man begynder at indføre straf og sanktioner for dem, har det udelukkende som konsekvens, at de bliver fjernet længere væk fra arbejdsmarkedet, og at de får endnu sværere ved at finde en vej ind.

Det synes jeg det her forslag er et klokkeklart eksempel på, for her er der jo tale om, at man vil stille borgere over for et nyt krav om, at man skal kunne dansk på et forholdsvis højt niveau. Vi kender det fra f.eks. indfødsretsprøven, hvor man også skal bestå en danskprøve 3, og vi kender det fra folk, der kommer med en mellemlang eller videregående uddannelse fra udlandet, og som skal have adgang til det danske arbejdsmarked, f.eks. skal en læge også bestå danskprøve 3. Så det er en forholdsvis kompleks prøve at skulle bestå, og der er en lang række borgere, som ikke er i stand til det, fordi man kan have psykiske udfordringer, som gør, at det kan være svært at sidde til en prøve. Det gælder f.eks. folk, der er ramt af ptsd, det kan være folk med en kognitiv funktionsnedsættelse, det kan være borgere med anden form for psykisk sygdom, som gør, at de ikke kan bestå en sådan prøve, eller det kan for den sags skyld også være mennesker med ordblindhed, som heller ikke vil være i stand til det.

Det er den gruppe af borgere, der absolut ikke har brug for flere benspænd og forhindringer for at komme ind på arbejdsmarkedet, som man med det her forslag vil straffe og lægge endnu en barriere ind for i forbindelse med at kunne komme ind og få en plads på arbejdsmarkedet. Derfor er det efter vores opfattelse den helt forkerte vej at gå. Vi synes tværtimod, at man skal fjerne barrierer frem for hele tiden at bygge nye barrierer, og vores bekymring er jo, at det her i særlig grad vil komme til at ramme udsatte og sårbare borgere, som har brug for en hjælpende hånd for at komme ind på arbejdsmarkedet, frem for at de skal have yderligere straf og sanktion. Derfor kommer Enhedslisten ikke til at støtte det her beslutningsforslag.

Hr. Steffen Larsen fra Liberal Alliance har indtegnet sig for en kort bemærkning.

Jeg vil bare gerne lige have hr. Peder Hvelplund til at bekræfte, at danskprøve 3 altså er på folkeskoleniveau i dansk og ikke på et gymnasialt niveau, som hr. Peder Hvelplund sagde før i sine spørgsmål til hr. Peter Skaarup. For det er et adgangskrav til f.eks. GIF'en, som er en gymnasieforberedende vej for indvandrere eller flygtninge, som ikke er klar til gymnasiet endnu, fordi deres sprogkundskaber ikke er gode nok. Danskprøve 3 er et adgangskrav til at komme ind på GIF'en og er altså ikke på et gymnasialt niveau, men langt under et gymnasialt niveau.

Ordføreren.

Danskprøve 3 er jo en forberedende danskprøve, hvis man, som jeg nævnte i min ordførertale, har en mellemlang eller videregående uddannelse fra udlandet og kommer til Danmark og skal ind på det danske arbejdsmarked. Så er det jo den prøve, man mødes af. Den består både af en mundtlig og en skriftlig del. Det er på et forholdsvis højt niveau, og så kan vi diskutere, om det er på gymnasialt niveau, men hvis man – og det er jo også det, spørgeren selv siger – skal ind og have en gymnasial uddannelse, skal man kunne bestå danskprøve 3. Vi kender det jo bl.a. fra indfødsretsprøven, hvor man netop også skal bestå danskprøve 3, og der ser vi en lang række af dispensationsansøgninger, netop fra borgere, som ikke er i stand til at tage den her prøve, altså borgere, som ellers lever op til kriterierne i forhold til beskæftigelse og selvforsørgelse, men som f.eks. har svært ved at bestå danskprøve 3. Derfor er det ikke en let prøve at bestå.

Spørgeren.

Det kan være, at det ikke er en let prøve for alle, men uanset hvad er det lidt mærkværdigt at høre, at man synes, den er på et meget højt niveau. Altså, den er på et niveau, der er lavere end et 9.-klasseniveau, for du skal bruge den for at få adgang til f.eks. 9.-klassefag på vuc. Så det er jo i hvert fald ikke sådan, at det vil være et højere niveau end et 9.-klasseniveau. Det ville være mærkværdigt, hvis man skal bruge det som adgang til 9.-klasseniveau på vuc.

Ordføreren.

Men nu er der jo borgere, som i princippet godt kan begå sig på arbejdsmarkedet, men som ikke vil være i stand til at kunne sidde i en skriftlig prøve-situation på grund af en psykisk udfordring. Der kan være borgere, som er ramt af ordblindhed, og som ikke vil kunne gennemføre en prøve, men som i øvrigt godt vil kunne begå sig på arbejdsmarkedet, og som også kan blive ramt af arbejdsløshed og dermed få behov for kontanthjælp. De borgere vil jo blive straffet, med baggrund i at de har vanskeligheder ved at kunne gennemføre en prøve både mundtligt og skriftligt, ved at man lægger det her krav ind.

Tak til ordføreren fra Enhedslisten. Den næste i talerrækken er hr. Nick Zimmermann fra DF.

Tak for det. Jeg tror sådan set i virkeligheden, at det her forslag er et symbol på, at danskerne har fået nok af at se, at deres skattekroner bliver hældt ned i et system, der belønner det at være passiv, frem for at man gør en indsats, og har fået nok af mennesker, der år efter år lever på fællesskabets regning uden at gøre sig den mindste anstrengelse for at bidrage. Man kan måske betegne det som at få nok af en integrationspolitik, der cirka har været lige så nyttesløs som en paraply i en orkan. For vi har jo en integrationspolitik i Danmark, som i årevis har svigtet de danskere, der hver dag knokler og bidrager.

Vi mener i hvert fald ikke, at man kan forsvare, at mennesker kan bo i Danmark i årevis uden at lære dansk, uden at tage et arbejde og uden at bidrage til det samfund, der forsørger dem. For det er jo ikke kun et økonomisk problem. Det er et svigt både over for vores værdier og vores sammenhængskraft. Derfor er det kun rimeligt, at vi siger, at hvis man skal have en fuld kontanthjælp, skal man selvfølgelig også kunne dansk. For hvordan kan man være en del af Danmark, hvis man ikke engang kan tale vores sprog? Så vi har simpelt hen fået nok af den her slaphed, der er, og vi har fået nok af de politikere, der undskylder og vrider hænder og ikke tør stille krav, hvilket skatteyderne med rette forventer at vi gør herinde. Så det her forslag tager jo i virkeligheden et opgør med den lempelige tilgang, der har tilladt folk at leve af danskernes penge uden at tage ansvar.

Der er selvfølgelig nogle kritikere, der påstår, at det er hårdt at stille krav til danskkundskaber, for at man kan få fuld kontanthjælp, men man kan jo også vende det om og spørge: Hvad er i virkeligheden det hårdeste? Er det at lære dansk og tage ansvar, eller er det at lade danskerne blive ved med at betale til et system, der ikke virker? Derfor håber vi selvfølgelig på stor opbakning til det her forslag. Mange tak.

Tak til ordføreren fra Dansk Folkeparti. Den næste i talerrækken er fru Samira Nawa fra Radikale Venstre.

Tak. Før vi for talt ikkevestlige indvandrere og efterkommeres arbejdsmarkedsdeltagelse helt ned under gulvbrædderne, hvilket jeg synes at et par ordførere har været på talerstolen at gøre, så bliver jeg nødt til at dele med kollegaerne her i salen, at beskæftigelsesfrekvensen for netop den her gruppe for femte år i træk har slået danmarksrekord. Det er jo lidt en succes, som der ikke rigtig er nogen politikere der vil fortælle om eller tage æren for, for hvis det pludselig er succesfortællingen om den her gruppe, der bliver dominerende, så bliver det så meget desto sværere at indføre 37 timers arbejdspligt, sindelagskontrol og andre lignende tiltag.

Men jeg fortæller gerne om det, og tallene taler jo deres klare sprog. Der har aldrig været så mange ikkevestlige indvandrere og efterkommere i job som nu, hvis man måler over de sidste 40 år, hvor de her tal er blevet registreret. Beskæftigelsesgabet mellem etniske danskere og ikkevestlige indvandrere og efterkommere er nedbragt fra 40 procentpoint i midten af 1990'erne til 14 procentpoint i dag, og det er jo ikke lige den her type overrepræsentation i statistikkerne, man normalt forbinder med gruppen af ikkevestlige indvandrere og efterkommere.

Men hvis jeg så skal vende mig mod dem, der er på kontanthjælp, og det her beslutningsforslag, vil jeg gerne anerkende, at danskkundskaber er hamrende vigtige for at kunne være en aktiv del af del af det danske arbejdsmarked og sådan set også det danske foreningsliv. Så det er grundlæggende vigtigt for integrationen. Men i Radikale Venstre ønsker vi ikke at straffe mennesker økonomisk for ikke at have tilegnet sig danske sprogkompetencer. Nej, der vil vi hellere støtte dem i at lære dansk og støtte dem i at komme ud på arbejdsmarkedet.

Hele elementet omkring at styrke det danske sprog er jo også en af grundene til, at vi i Radikale Venstre er imod det lovforslag, som regeringen har fremsat, om 37 timers arbejdspligt. For med det lovforslag bliver danskuddannelsesniveauet sænket, fordi man har brug for midlerne til finansiering af andre elementer i lovforslaget. Det lovforslag er i øvrigt et, som vi sammen med LA og K er imod, men som Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti er for. Den splittelse mellem de fire forslagsstilleres partier kan jo undre, eftersom man så alligevel har fundet sammen om det her beslutningsforslag.

Nå, i hvert fald er Radikale Venstre for bedre danskkundskaber og imod økonomisk straf og dermed også imod det her beslutningsforslag, og jeg skulle hilse fra Alternativet og sige, at de også er imod.

Hr. Steffen Larsen, Liberal Alliance.

Nu nævner ordføreren jo, at der simpelt hen er sket det mirakuløse, at rigtig mange ikkevestlige indvandrere er kommet i arbejde. Vi har fået de højeste tal for arbejdsmarkedstilslutningen blandt ikkevestlige indvandrere længe. Det er jo glædeligt, og det er godt, og det er dejligt. Men kan fru Zenia Stampe lige hjælpe os med at få uddybet, hvad der sker, hvis man trækker de asiatiske indvandrere og de ukrainske indvandrere fra i de tal? Får vi så ligeledes et utrolig højt tal for tilslutningen til arbejdsmarkedet?

Ordføreren.

Jeg står ikke med tallene lige her foran mig, men det kan jo være, at hr. Steffen Larsen har dem. Der er tale om en danmarksrekord, når man ser på ikkevestlige indvandreres og efterkommeres arbejdsmarkedsdeltagelse. Men lad os da kigge nærmere på tallene bagefter.

Spørgeren.

Jeg har tallene, og for MENAPT-gruppen er det jo stagneret. Der er ikke sket det store løft. Men det er, fordi der både er kommet en masse ukrainere og også en masse indere og folk fra andre sydøstasiatiske lande til Danmark, som har deltaget i arbejdsmarkedet, og som bl.a. er kommet hertil som arbejdskraft og indvandring, men ukrainerne er kommet hertil som flygtninge, og de er kommet ind på arbejdsmarkedet utrolig hurtigt, og de har integreret sig på arbejdsmarkedet med det samme. Derfor ser vi det her store løft i antallet af folk fra ikkevestlige lande, der deltager på arbejdsmarkedet. Så vi har stadig væk et problem med visse grupper, må vi konkludere.

Ordføreren.

Jeg synes, det er glædeligt, at det er en gruppe, som har en stigende arbejdsmarkedsdeltagelse, og at gabet mellem etniske danskere og ikkevestlige indvandrere og efterkommere bliver snævret ind. Når jeg siger, at der stadig væk er 14 procentpoints forskel, så betyder det jo også, at der er et potentiale, og sådan som arbejdsmarkedet ser ud lige nu, har jeg da et håb om, at vi i de fremtidige år ser endnu flere af de her danmarksrekorder.

Den næste for en kort bemærkning er hr. Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne.

Tak til De Radikales ordfører, fru Samira Nawa, for talen. Jeg synes ikke, der var det sådan helt opløftende i, at De Radikale ikke vil støtte forslaget, men det er dog opløftende, at man taler om, at det er vigtigt at kunne det danske sprog. Og det er jo i virkeligheden det, som det her forslag handler meget om, altså at det er en forudsætning for at kunne klare sig i Danmark, også i foreningslivet, men også på arbejdsmarkedet, at man kan sproget. Det samme ville jo gælde, hvis danskere tog til andre lande, altså at vi ville have svært ved at integrere os, hvis vi ikke kunne sproget i det land, vi kom til.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre fru Samira Nawa, om det er tilfredsstillende, at der er så mange, der ikke kan klare sig på almindeligt dansk, med den risiko, det medfører, for, at man ekskluderer sig selv fra foreningslivet og fra arbejdsmarkedet og også i forhold til de sociale kompetencer, som vi jo er enige om er det, der virkelig giver noget på den lange bane.

Ordføreren.

Jamen jeg tror, at det, som hr. Peter Skaarup og jeg kan blive enige om, er, at det at kunne dansk nærmest er en forudsætning for at kunne få sig et godt liv på arbejdsmarkedet her i Danmark. Det kan godt være, at der er nogle job, hvor man ikke behøver det danske sprog, men jeg vil nu alligevel sige, at for at kunne mødes med kollegaerne over maden i kantinen og deltage i de sociale aktiviteter i foreningslivet med sin familie, så er det bare vigtigt at kunne det danske sprog. Det er jo også derfor, jeg undrer mig over, at Danmarksdemokraterne f.eks. støtter op om den 37-timersarbejdspligt, som bl.a. er finansieret ved at sænke danskuddannelsesniveauet.

Spørgeren.

Altså, hvis man har de her holdninger om, at dansk er vigtigt, forstår jeg ikke, at De Radikale så ligesom vil acceptere, at vi har lommer i vores samfund, hvor det accepteres, at man ikke taler sproget. Det er jo et af problemerne, et af de gedigne problemer, der er med integration i Danmark, at specielt kvinder bliver holdt væk fra arbejdsmarkedet og dermed også bliver holdt væk fra at kunne sproget, fordi de skal være derhjemme. Det er der nogle kulturelle normer der dikterer specielt i mellemøstlige kulturer i vores ghettoer. Det brud skal laves, og der overrasker det mig egentlig, at De Radikale ikke vil være med til det, for det her forslag vil jo være med til at bryde det, sådan at man får en gulerod til at komme ud og lære dansk.

Ordføreren.

Nej, det her forslag er en økonomisk pisk rettet mod måske især nogle af de udsatte grupper. Der, hvor jeg og Radikale Venstre hellere vil sætte ind, er jo med nogle støttende initiativer. Det er sådan nogle ting, som vi bl.a. har forhandlet om i forbindelse med finansloven og SSA-reserven, men hvor jeg ikke ligefrem har mødt opbakning fra Danmarksdemokraterne, når det handler om tiltag, der hjælper på integrationen.

Tak til ordføreren fra Radikale Venstre. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Steffen Larsen, Liberal Alliance.

Mange tak, formand. Her har vi et forslag, der slår ned på parallelsamfund, der giver sunde incitamenter til at integrere sig, der er ubureaukratisk og nemt at implementere, og som endda søger at giver kvinder en vej ud af de strukturer, der undertrykker dem, så de kan blive frie og produktive medlemmer af samfundet. Det er en ægte frihedskamp, kan man sige. Det er et forslag, som endda har rod i Venstre – et af regeringspartierne – og som lederen af et af de andre regeringspartier, Lars Løkke Rasmussen, i sin tid var stolt over at foreslå.

Samtidig ser vi Socialdemokratiet sige, at de vil bekæmpe parallelsamfund som aldrig før, men nej, det her er ikke godt nok til dem – uha da. Nu skal vi se, om det enorme bureaukrati, regeringen vil indføre med arbejdspligten, hvor ansvaret placeres hos den kommunale sagsbehandler i stedet for hos den enkelte borger, ikke kan løse problemet først. Det skal altså ske, ved at mængden af bureaukratiske årsværk i kommunerne skal stige.

Så skal man høre på den her ynk om, at det mindsker ydelsesmodtagernes indtægt. Ja tak, men det mindsker jo så også den udgift, der påføres skatteyderne, hvilket jo også er positivt. Man skatteydernes penge har man ingen respekt for. Man ser først på, hvor man kan øge udgifterne, ikke på, hvordan man kan sikre de produktive gavn af deres hårde arbejde. Og her taler jeg også om de mennesker, som måske ville se, at arbejdsmarkedet var et godt sted at sætte ind.

Men hvad værre er, så er det også her, vi ser et mærkværdigt hykleri udstillet fra regeringen og venstrefløjens side. For danske kvinder kan knap nå at føde deres børn, inden man vil have dem jaget ud af hjemmet og ind på arbejdsmarkedet igen. Der skal man presse på, for at man med øremærkning af barsel får sendt danske kvinder ud af hjemmet i en rasende fart, så de kan betale skat.

Hvad betaler de så skat til? Jo, naturligvis til, at vi kan have en enorm overrepræsentation af kvinder fra MENAPT-landene til at gå hjemme og passe deres børn og fastlåse dem i parallelsamfundene, hvor kvindekampen er glemt. Her gælder sandelig ikke samme ildhu med at skabe incitamenter til at komme ud på arbejdsmarkedet – nej, her, hvor vi har en reel kvindekamp i parallelsamfundet, hvor kvinderne faktisk bliver holdt fast i strukturer af et reelt og vaskeægte patriarkat bestående af islamiske ægteskabskontrakter, imamer og et voldsomt sladdersamfund, skal man endelig fortsætte, som man plejer, med at modtage sin kontanthjælp.

Hvad er regeringens løsning så? Det er at sende en hær af sagsbehandlere, for sagen er jo, at Jytte med korthårsfrisuren nede fra socialkontoret er løsningen på alle vores integrationsudfordringer. Jamen halleluja - linjerne står skarpt!

I 2019 kom et forskningspapir med titlen »The Welfare Magnet Hypothesis« – og jeg undskylder, at det var på engelsk. Det lyder nok kedeligt for nogle, men det er spændende læsning for dem, der interesserer sig for velfærdsstatens udfordringer. Jeg har en del gange før forsøgt at forklare det samme, som forskningen viser, og min favoritmetode, har, da jeg har en stor kærlighed til bruge spilteori til at forklare social adfærd, været at sammenligne den danske grænse med startfeltet i »Matador«. Når man krydser startfeltet i »Matador«, får man som bekendt udleveret penge. Det er en måde at belønne spillerne for at bevæge sig rundt på banen og for at holde gang i spillet. Det samme er jo reelt resultatet, hvis man ved at krydse den danske grænse får en pose penge. Det sætter også et spil i gang. Forskellen i forhold til »Matador« er reelt bare, at hver gang man rammer den første i måneden efter at have krydset grænsen, så kommer der penge igen og igen. Måned efter måned får man penge alene for at være her i landet, og pengene stopper altså ikke med at komme ind på kontoen, og dem, der betaler, er de danske skatteydere.

Så når vi ser på den massive overrepræsentation af udlændinge med ikkevestlig baggrund på sociale ydelser som f.eks. kontanthjælp, er det ikke en tilfældighed, og så taler statistikken sit tydelige sprog og skærer med uovertruffen klarhed ud, at der er noget på færde. Rundt regnet 50 pct. af alle par på kontanthjælp i Danmark er ikkevestlige indvandrere. Det er altså en overrepræsentation på 500 pct. i forhold til danskere og andre udlændinge, da kun 10,1 pct. af den samlede befolkning er ikkevestlige indvandrere. Hvis vi så deler den gruppe op i MENAPT indvandrere og efterkommere, som jo udgør godt 300.000, ser vi, at billedet faktisk er endnu værre. Her er overrepræsentationen endnu mere mærkbar og markant.

Vi har så siden 2023 set en stigning i andelen af ikkevestlige indvandrere, der er kommet i arbejde, og det er jo glædeligt, men det har primært været mændene. Og hvis man ser på, hvordan det har forholdt sig geografisk, så fortæller tallene også en anden historie, for det er også de ukrainske flygtninge fra 2022, der er kommet i arbejde, og så har vi også en stor gruppe asiater, der er kommet til, som også tæller med i gruppen af ikkevestlige indvandrere. Men det er ikke kun med hensyn til kontanthjælpen, at ikkevestlige indvandrere er ekstremt overrepræsenteret – det er de også, når det kommer til førtidspension, dagpenge og ledighedsydelse.

Det er her, vi kommer tilbage til spørgsmålet om, om det er retfærdigt. For er det retfærdigt, at danskerne får at vide igen og igen, at de skal arbejde i hamsterhjulet og i al hast, at de skal blive på arbejdsmarkedet længere, og at de både skal miste helligdage og udskammes for ikke at levere nok til velfærdsstaten, når man på samme tid ser bureaukratiets evige udvidelse, og de også ovenikøbet skal finansiere en stor gruppe klienter, som slet og ret ikke er en del af fællesskabet, men som i stedet for har plantet begge ben solidt i den jord, som kaldes for udenforskabet i Sverige?

Derfor ville der også være en overordnet fornuft i at indføre en lavere ydelse for de udlændinge på kontanthjælp, der ikke kan dansk. Det ville være med til at skabe et stærkere økonomisk incitament for denne gruppe til at finde sig et arbejde – ja, eller bare integrere sig. Tak.

Hr. Jens Joel fra Socialdemokratiet.

Men som det er fremgået af debatten, er vi jo faktisk ikke uenige om det problem, at man står udenfor. Grunden til, at jeg lige tog ordet, var, at ordføreren siger, at lige så snart man, om jeg så må sige, har passeret start, så sker der det, at der hver den første bliver udbetalt penge. Hvordan kan det være, at ordførerens parti ikke vil være med til at kræve, at man arbejder for den ydelse, og at den bliver trukket, hvis man ikke vil arbejde?

Ordføreren.

Vi vil jo gerne være med til, at man arbejder. Vi ser bare ikke en enormt bureaukratisk involvering fra kommunen som værende det, der virker. Og hvad er det for noget arbejde, man tilbyder med arbejdspligten? Det er jo ikke sådan, at folk kommer ud og arbejder i det private erhvervsliv med den arbejdspligt, man vil indføre. Nej, det er kommunerne, der skal til at finde på et arbejde til de her mennesker – finde på stillinger og finde på jobs. Hvad bliver det for noget? For vi ved jo også godt, hvis ellers vi kender Socialdemokratiet og deres venner i 3F, at det absolut ikke må være noget arbejde, som går ud over overenskomster eller lignende ting. Så det er jo ikke sådan, at man kan sende folk ud at lave et stykke arbejde, som måske ville være reelt. Det er det, der er vores problem med den arbejdspligt, som regeringen har foreslået. Det er jo, at den måske ikke er helt så god, som regeringen går og taler den op til at være.

Spørgeren.

Først vil jeg sige, at det jo kunne være sådan, at hvis man ikke havde lyst til at deltage i den arbejdspligt, man blev pålagt, så gik man faktisk ud og tog et af de jobs på det private arbejdsmarked, som hr. Steffen Larsen så rigtigt peger på. Det ville jo være meget godt. Men jeg hører heller ikke Liberal Alliance sige: Vi vil tvinge nogle private til at ansætte nogle. Sådan fungerer det jo ikke i Danmark. Man kan ikke tvinge nogen til at ansætte nogen, men det, man kan sige til folk, er: Hvis I laver ingenting, får I ingen penge. Da jeg lyttede til talen og det der med, at der automatisk kom penge ind hver den første, troede jeg faktisk, at ordføreren sigtede til, at man ikke skulle have noget, hvis man ikke ydede noget. Derfor forstår jeg ikke, at man er imod det.

Ordføreren.

Vi foreslår jo meget konkret at sænke ydelsen til den laveste grænse, som man kan – altså, den grænse, der er, hvis ellers vi skal tro på, hvad vores domstole også har sagt. Det tror jeg også hr. Jens Joel er bundet af, hvis ikke jeg tager meget fejl. Eller grundloven er måske ikke en konvention, som Socialdemokratiet længere tror på i forhold til arbejdspligten?

Tak for det.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og derfor er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Beskæftigelsesudvalget, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)