Det næste punkt på dagsordenen er:

10) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 18:

Forslag til folketingsbeslutning om at give kommunerne bemyndigelse til ud fra en helhedsvurdering at kunne afslå ansøgninger om udvidelse af husdyrproduktion.

Af Søren Egge Rasmussen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 24.10.2024).

Den første, jeg byder velkommen til, er ordføreren for forslagsstillerne, hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten for at give en begrundelse for forslaget. Værsgo.

Tak for det. B 18 er et forslag til folketingsbeslutning om at give kommunerne bemyndigelse til ud fra en helhedsvurdering at kunne afslå ansøgninger om udvidelse af husdyrproduktion. Den her helhedsvurdering blev fjernet af den borgerlige regering tilbage i 2017 som en udløber af blå bloks landbrugspakke.

Kan I her Folketinget forestille jer en kommune, hvor man ønsker at prioritere andet end at have flest mulige svin i kommunen; en kommune, hvor turisme er vigtigt, hvor besøgende kommer for at opleve den danske natur, og hvor rene strande, bademuligheder og lystfiskeri er vigtigt; en kommune, hvor udvidelsen af campingpladsen er vigtigere end udvidelsen af svinestalden; en kommune, hvor hensynet til et ostelager kunne være større end til udvidelsen af svinestalde; en kommune, hvor natur, biodiversitet og planer om mere skov er vigtigere end gyllekørsel og eksportlastbiler overlæsset med smågrise; en kommune, hvor en sikker skolevej er vigtigere end mere tung transport på de små veje; en kommune, hvor ren luft og lærkesang er vigtigere end gyllestank?

Kommunerne har ikke mulighed for ud fra en lokal helhedsvurdering at tage beslutning om ikke at tillade udvidelse af husdyrproduktion. Det er jo ret vildt. Kan man forestille sig andre sektorer, som har en så privilegeret adgang til at udvide sin produktion? Jeg tror ikke, at det findes. En lang række kommuner har gerne villet sige nej. Det er bl.a. Holbæk, Skanderborg og Næstved. Jeg vil gerne her sige tak til Middelfart Kommune, som har sagt nej, og nu er der så en sag i Planklagenævnet. Den ved vi ikke hvad der kommer ud af, men jeg synes virkelig, vi mangler at styrke det kommunale selvstyre, sådan at kommuner ud fra en helhedsvurdering kan sige nej til en udvidelse af den animalske produktion. Det, som er Enhedslistens sigte, er, at vi skal have mere natur og færre svin.

Vi siger tak til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten. Forhandlingen er nu åbnet, og den første, jeg byder velkommen til, er ministeren for grøn trepart.

Tak til Enhedslisten for at fremsætte beslutningsforslaget. Det er jo altid godt at få anledning til at drøfte det, som ligger os på sinde, nemlig hvordan vi får meget mere natur og en grøn omstilling af vores fødevareproduktion. Enhedslisten og forslagsstillerne her ønsker at give kommunerne bemyndigelse til ud fra en helhedsvurdering, som det er blevet sagt, at kunne afslå ansøgninger om udvidelse af husdyrproduktion. Den her sag er ikke ny. Det er faktisk en genbehandling af to beslutningsforslag med stort set samme indhold, B 113 fra 2020 og B 18 fra 2021, som også handlede om at kunne afslå ansøgninger og om muligheden for at give kommunal vetoret.

Ligesom min forgænger fra dengang, den daværende miljøminister fru Lea Wermelin, vil jeg gerne starte med at gøre lidt rede for hovedindholdet i husdyrreguleringen, for der er nogle af de antagelser, der også ligger i beslutningsforslaget, som er relevante i forhold til den lovgivning, vi har. Lad mig derfor starte med at slå fast, at husdyrbrugloven er udtryk for en afbalancering af ofte modsatrettede hensyn, der er til henholdsvis erhverv og omgivelser ved etablering, ændring eller udvidelse af husdyrproduktion. Reguleringen skal værne om omgivelserne, f.eks. miljøet og naboerne, og samtidig med det skal den sikre forudsigelige rammer for erhvervet, så produktionen løbende kan udvikles til at være både økonomisk, men selvfølgelig også miljømæssigt bæredygtig.

Ligesom i de tidligere beslutningsforslag anfører forslagsstillerne her, at den ændring, der var af husdyrbrugloven tilbage i 2017, har frataget kommunerne adgangen til at inddrage en række lokale hensyn til miljø, klima, trafik, planlægning m.v. og i sidste ende dermed også muligheden for at kunne meddele afslag. Det er jo ikke helt præcist sådan, det forholder sig, så lad mig prøve kort at redegøre for nogle af de overordnede linjer i hovedloven og de ændringer, der siden er kommet til.

Hovedloven trådte i kraft tilbage i 2007 med lovforslaget L 55, der dengang blev vedtaget af Venstre, DF, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre. Med etableringen her er der det grundprincip, at der ved godkendelse af eller tilladelse til husdyrbrug skal være en sikkerhed for, at der ikke sker væsentlig påvirkning af omgivelserne, idet man primært via vejledning etablerede retningslinjer for beskyttelsesniveauet for ammoniak, lugt , støj m.v. som skulle overholdes.

Ved ændringen af husdyrbrugloven tilbage i 2011 etablerede man rammerne for de nationalt fastsatte beskyttelsesniveauer, som vi kender i dag. Herved blev kommunernes mulighed for at fastsætte særlige lokale beskyttelsesniveauer for udledninger af især ammoniak fra husdyranlæg begrænset. Baggrunden for det var, at der på baggrund af de vejledende retningslinjer havde udviklet sig en meget uensartet praksis fra kommune til kommune. Og kommunerne brugte meget tid på at fastsætte de lokale beskyttelsesniveauer, så der var lange sagsbehandlingstider i sager om udvidelse eller ændring af husdyrbrug.

Omfanget af kommunernes vurderinger blev også begrænset med ændringen af loven tilbage i 2017. Men dette vedrører dog kun kommunernes mulighed for at foretage konkrete vurderinger i forhold til udbringningaf husdyrgødning på arealerne. Med lovændringen løftede man beskyttelsesniveauerne for udbringning af husdyrgødning på markerne helt ud af de konkrete afgørelser og overførte dem til nationalt fastsætte generelle regler. Lovgivningen, som vi kender i dag med centralt fastsatte beskyttelsesniveauer, sikrer, at landbrugerne bliver behandlet ens på tværs af kommunegrænser. Det har så også bidraget til markant kortere sagsbehandlingstider.

Som tidligere miljøminister Lea Wermelin sagde i forbindelse med behandlingen af beslutningsforslag B 113 i 2020, har der i husdyrreguleringen aldrig været mulighed for at give afslag alene med henvisning til lokale planhensyn, en helhedsbetragtning eller lignende, så længe beskyttelsesniveauerne er overholdt. Hensynet til natur og naboer varetages igennem de nationalt fastsatte beskyttelsesniveauer for ammoniak, lugt og det forhold, at der ikke må komme væsentlig påvirkning af omgivelserne som følge af f.eks. støj, støv, fluegener m.v. Sidstnævnte baserer sig på en konkret kommunal vurdering. Kommunen har som lokal myndighed viden om lokale forhold, der skal inddrages, når der skal træffes afgørelse om godkendelse af husdyrbrug.

Kommunalbestyrelsen skal vurdere, om husdyrbruget med det ansøgte medfører væsentlig påvirkning af miljøet, som ikke kan imødegås med vilkår om indretning og drift, f.eks. anvendelse af ammoniakreducerende teknologi, og en overskridelse af beskyttelsesniveauerne og den praksis, der har udviklet sig, betragtes som en væsentlig påvirkning. Kommunerne skal give afslag, når beskyttelsesniveauerne ikke kan overholdes via vilkår i den konkrete sag. Og omvendt kan kommunerne ikke give afslag, såfremt beskyttelsesniveauerne kan overholdes via vilkår, der sikrer, at der ikke opstår forurening eller væsentlige gener lokalt. Kommunernes kompetence kan også læses ud af Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis. I en konkret sag underkendte nævnet en afgørelse fra Esbjerg Kommune om miljøgodkendelse til udvidelse af et kvægbrug. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at det ansøgte byggeri ikke var foreneligt med de landskabelige værdier i lokalområdet.

Efter Folketingets behandling af beslutningsforslag B 113 i 2020 bad daværende miljøminister, fru Lea Wermelin, Miljøstyrelsen om at opdatere deres vejledning på husdyrområdet, så det nu klart fremgår, at kommunerne har betydelige muligheder for at foretage konkrete vurderinger af den miljømæssige påvirkning af lokale forhold ved godkendelse af husdyrbrug. I forhold til afslag ud fra en helhedsvurdering er det ikke en god idé, fordi kommunernes mulighed for at kunne meddele afslag i sager om etablering og udvidelse husdyr ud fra en skønsmæssige helhedsvurdering bunder i, at man ønsker en anden udvikling eller ikke ønsker flere grise i kommunen, og der har det jo hidtil været sådan, at det har man anset for at skabe usikre vilkår for erhvervet.

Når det er sagt, har vi jo netop indgået en politisk aftale om implementering af den grønne trepart. Og i sommers indgik vi jo en grøn trepartsaftale sammen med Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, kommunerne, Dansk Industri, Fødevareforbundet, Dansk Metal og ikke mindst regeringen. Det har vi så igennem efteråret forhandlet til at være en politisk aftale. Den sigter jo mod at skabe en bæredygtig fødevare- og landbrugsproduktion i det her land ved at tage de jorder ud af drift, der står og afgasser og forurener vores klima, og tage de jorder ud af drift, der forurener vores fjorde med for meget kvælstof, og plante en milliard træer over de næste 20 år, hvilket svarer til, at vi skal 38 gange rundt om jorden.

Det er en kæmpemæssig opgave, og det kommer selvfølgelig til at påvirke, hvordan man skal drive landbrug og husdyrproduktion i det her land fremover. Det er det, der er hele formålet, altså at skabe en bæredygtig landbrugs- og fødevareproduktion. Det involverer selvfølgelig også, at når man udvikler sin produktion, om det er så er en griseproduktion eller en kvægproduktion, eller det er mælk eller slagtekvæg, så skal man producere bæredygtigt med skærpede hensyn til, at man ikke forurener, når man producerer. Al den teknologiudvikling og den forskning, vi investerer i, handler netop om at sørge for, hvordan det kan komme til at ske, at du faktisk har en fødevareproduktion, der ikke forurener omgivelserne. Og værdien af den aftale, værdien af det arbejde, der skal lægges, tager helt sigte på, at man faktisk får en kommunal planlægning, hvor man kigger på, helt konkret til næste år, i 2025, hvad det er for nogle jorder, der skal ud af drift. Hvad er det for nogle lavbundsjorder, der står og afgasser? Hvad er det for nogle kvælstofjorder, der forurener vores fjorde og kystvande? Hvor er det, skoven skal være? Hvordan får vi meget mere biodiversitet? Hvordan sikrer vi, at vi som danskere får meget mere adgang til naturen? Hvordan sikrer vi, at daginstitutioner og skoler får mulighed for at bruge en skov i deres lokalområde? Hvordan sikrer vi, at der bliver meget mere urørt skov, der gør, at der kommer biodiversitet? Hvordan sikrer vi, at der kommer insekter på de arealer, der i dag er dyrket, men hvor der er lavbund og drænet, altså når drænene kappes og der kommer vand? Hvordan sikrer vi, at der går kvæg og græsser på de arealer, hvor der er græs, så vi får gode vilkår for meget mere insektliv? Alt det er jo det, der er kernen af det, vi skal i den grønne trepart.

Hvorfor stå og sige alt det i forbindelse med det her beslutningsforslag, som man godt kunne argumentere for måske er på kanten af, hvad det egentlig er hr. Søren Egge Rasmussen lige om lidt vil stille spørgsmål til? Det er, fordi det jo er en del af det at sikre, at vi har lokal kommunal planlægning omkring, hvordan vi får de arealer ud af drift, der skal ud af drift, og hvordan vi sikrer en bedre sammenhæng imellem det, der foregår lokalt i forhold til at beskytte vores miljø og tage klimahensyn.

Betyder det, at der vil være en skærpet dialog med Landbrug & Fødevarer og fødevareproducenter og griseproducenter? Ja, det gør det da. For i forhold til de arealer, der i dag bliver brugt til at producere foder til dyr – nu er det ikke så meget grise, men mere kvæg, der går og græsser – er man nødt til at planlægge anderledes, end man har gjort hidtil. Så det er jeg da helt sikker på også bliver en del af drøftelsen, når man er i dialog med det lokale erhverv.

Endelig har forslagsstillerne også anført, at der skulle være voksende dokumentation for, at der er sundhedsrisici forbundet med at bo i nærheden af husdyrbrug. Det er klart, at det jo er en helt fair og relevant debat, og der er også gennem årene lavet studier og undersøgelser og sat forskellige initiativer i værk igennem Miljøministeriet og Miljø- og Fødevareudvalget, i en tæt dialog, hvilket jo også en del af de tidligere beslutningsforslag, der har været fremsat.

Når alt det er sagt, synes jeg faktisk, at det er en relevant drøftelse. Det er noget, som fylder meget, i forhold til hvordan den lokale planlægning skal være. Det er noget af det, man skal tage på sig i kommunerne, i Landbrug & Fødevarer og hos Danmarks Naturfredningsforening, men jo på en måde, hvor vi udvikler og ikke afvikler. Og det er så måske summen af, hvorfor vi så ender med ikke at støtte det her.

For underliggende her ligger der også et spørgsmål om, om vi i virkeligheden kan lave nogle politiske initiativer, der sikrer, at vi afvikler den animalske produktion. Det anerkender vi er en fair politisk dagsorden, men hele sigtet med at lave den gigantiske arealomlægning handler om, hvordan vi får en bæredygtig produktion. Betyder det, at der kommer færre dyr og mindre animalsk produktion i Danmark som resultat af den grønne trepart? Ja, det gør det. For når man reducerer landbrugsarealet med 15 pct., vil det i sig selv alt andet lige føre til færre dyr. Når vi har en afgift, vil det også påvirke gøre, at der kommer en mindre husdyrproduktion. Det ændrer ikke ved, at sigtet for regeringen og for parterne her ikke har været, at vi skulle afskaffe den animalske produktion, ligesom grunden til, at vi er imod det her, handler om at anerkende, at der skal være lokal planlægning, men også at sikre, at det kan gå hånd i hånd med en bæredygtig omstilling af erhvervet. På den baggrund kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er foreløbig to korte bemærkninger. Først er det hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten. Værsgo.

Enhedslisten går ind for det kommunale selvstyre; det gør regeringen åbenbart ikke, siden man ikke vil give denne bemyndigelse tilbage til kommunerne – den bemyndigelse, som man havde indtil 2017, til, at en kommune ud fra en helhedsvurdering kunne komme frem til ikke at sige ja til enhver udvidelse af husdyrproduktionen. Vi skal nok gennemgå meget nøje, hvad ministeren sagt. Jeg tror altså ikke, at den grønne trepart direkte vil være en hjælp til de her kommuner, som i øjeblikket ikke kan sige nej til en husdyrudvidelse.

Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at få et svar på dette: Hvis nu en kommune lægger det ind i sin kommuneplan, at der er arealer, den udlægger til skov – det kan kommunen sådan set godt – kan det være noget, som kan medvirke til, at kommunen så kommer frem til, at den ikke skal sige ja til en udvidelse af den animalske produktion? Det synes jeg er centralt. Eller er der andre ting, der direkte i treparten gør, at en kommune kan komme frem til at sige nej i sin planlægning?

Ministeren.

Til det der med at afskaffe det kommunale selvstyre på baggrund af det vil jeg sige, at der er masser af ting, vi fastsætter nationalt, som kommunerne skal føre ud i livet. Vi har også, støttet af Enhedslisten, talt om minimumsnormeringer. Er det så at afskaffe det kommunale selvstyre, at vi politisk set og nationalt vedtager minimumsnormeringer i vores daginstitutioner? Der er masser af ting, når vi laver kommuneaftaler, vi sidder og har holdninger til centralt. Man kan godt bruge det argument i forskellige sammenhænge, men det er immer væk den arbejdsdeling, vi har. Så det synes jeg egentlig ikke er helt dækkende.

Så er I velkomne til – det er jo risikoen, når man tillader sig, som jeg gør, også at have et frisprog omkring, hvordan vi arbejder med den grønne trepart – at dyrke det, for jeg mener faktisk, at i den planlægningsopgave, der er, skal man jo i fællesskab tage stilling til, hvor tingene skal være. Betyder det så, at kommunerne dermed får mulighed for at gøre noget for at kunne sige nej? Nej, vi støtter jo ikke det her beslutningsforslag. Det vil sige, at den lov, der er, jo står.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Så vi ender der, hvor der ikke er ændret noget. Der er nogle pæne hensigter. Der er udsigt til en masse frivillige aftale med landmænd. Nogle steder vil der helt sikkert godt kunne realiseres nogle gode projekter, hvis man er god til at snakke sig til rette lokalt. Andre steder vil der ikke ske noget som helst, fordi der kan være nogle landmænd, der vil fortsætte deres produktion uændret.

Men vi skal meget gerne i en udvalgsbehandling få udboret, at den her grønne trepart ikke er et redskab for kommunerne til at øge de kommunale planlægningsmuligheder, for det tror jeg nemlig ikke der er i det her. Så jeg synes ikke, at ministeren svarede på mit spørgsmål. Er kommuneplansændringer, hvor man udlægger skov, et greb, der kunne gøre, at man så ikke skal sige ja til en udvidelse af husdyrproduktionen?

Ministeren.

Det ser jeg frem til. Når vi skal implementere den grønne trepart, vil jeg tro, at der kommer mange af den slags spørgsmål, i forhold til hvad koblingen er. Næste år, i 2025, skal kommunerne lave omlægningsplaner. Det skal i sidste ende vedtages i kommunalbestyrelsen, og der skal de jo pege på, hvad det er for noget jord, der skal ud af drift, enten fordi det er lavbundsjord, eller fordi det er jord, der leder ned til en fjord og udleder for meget kvælstof. Og hvad er samspillet så med andre ting? Det er klart, at det er noget af det, vi kommer til at dyrke i fællesskab til næste år.

Hr. Carl Valentin, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Det undrer mig meget, at ministeren står og taler om, at vi skal udvikle og ikke afvikle husdyrproduktionen, når det her forslag overhovedet ikke har noget at gøre med afvikling. Altså, det er jo et forslag om at give mulighed for at afslå ansøgninger om udvidelse af husdyrproduktion. Så det er jo ikke noget med at afvikle noget eksisterende. Det er noget med, at man i et lokalsamfund har muligheden for at sige fra, hvis man mener, at de udvidelser, som der er nogen svineproducenter der ønsker at lave, vil have store konsekvenser for ens lokalsamfund.

Lige nu kan vi se et eksempel ude i Lemvig, hvor der er en masse borgere, som tydeligt mærker, at det kan få store konsekvenser, hvis der er en udvidelse af en produktion. På en gård, der ikke har været brugt i 14 år, står der til nu at skulle produceres, som man kalder det, 45.000 smågrise om året med store konsekvenser for lokalsamfundet. Hvad vil ministeren sige til de borgere, som ikke ønsker sådan en udvidelse og de konsekvenser, det kan have for dem?

Ministeren.

Jamen det ville være at sige, at det, der er lagt til grund i det beslutningsforslag her, er, at kommunerne ingen muligheder har, men at det jo ikke er helt rigtigt. Kommunerne har jo faktisk mulighed for at gå ind at lave konkrete vurderinger af støjgener, forurening osv. Så der er jo mulighed for at gå ind at lave konkrete vurderinger der, hvor der er en ændring eller en udvidelse. Det er jo sådan set den præmis, i forhold til hvad der lægges til grund i beslutningsforslaget, som jeg i tråd med min forgænger har udfordret lidt i forhold til at henvise til, at der faktisk er muligheder for kommunerne for at lave konkrete vurderinger, fordi det også er kommunerne, der er tæt på ude ved de lokale forhold.

Så jeg synes, at det der billede af, at man er helt handlingslammet, ikke er helt sandfærdigt, når man nu kigger ned i, hvad loven er.

Hr. Carl Valentin.

Så det, ministeren vil sige til de borgere, er, at kommunen har mulighed for at lave konkrete vurderinger, og at så må vi se, hvad der sker. Ville det ikke være lidt stærkere, hvis man kunne sige til dem: I må faktisk gerne selv vælge, I må faktisk gerne prioritere ren luft, turisme og et godt lokalområde, hvor der ikke er larm fra lastbiler, hvis det er det, I ønsker lokalt? Ville det ikke være bedre at give borgerne lokalt den mulighed i stedet for at insistere på, at det er svineproducenternes ret til udvidelse, der kommer først?

Ministeren.

Men jeg er bare nødt til så at anfægte, at det nærmest virker som sådan et overgreb fra staten ned over kommunerne i forhold til den kommunale handlepligt. Altså, der er jo masser af ting, også på miljøområdet, strandbeskyttelse og alle mulige andre ting, hvor der er nationalt fastsatte rammer for at skabe ensartede vilkår, som gør, at det handler man så inden for blandt kommunerne. Så anerkender jeg, at det er fair nok, at man har en politisk uenighed om det her, men jeg vil bare gerne sige, at sådan som jeg læser mig ned i det og med det, jeg læser min forgænger har stået her på talerstolen og kundgjort over for Folketinget tilbage i både 2020 og 2021, er det billede af, at der ikke er nogen handlemuligheder, jo ikke rigtigt.

Fru Zenia Stampe, Radikale Venstre. Værsgo.

Det provokerer mig faktisk en lillebitte smule at høre det, hvis det er det, ministeren får at vide, for det her er jo en føljeton, der har varet mange år, som ministeren også selv henviser til. Jeg har haft en ret tæt dialog med politikere og borgere i Næstved Kommune og Holbæk kommune, og det er to socialdemokratiske kommuner. Man har der helt klart opfattelsen af, at man ikke har hjemmel i tilstrækkelig grad til at kunne planlægge selv.

Hvis ministeren mener, at der er mulighed for det, så vil jeg i hvert fald spørge: Vil ministeren så i dag love os at sende en vejledning ud til kommunerne om, hvordan man så bruger det her råderum? For tilbagemeldingen til os er, at der sidder et embedsværk og siger: Vi kan ikke sige nej, og vi tør ikke løbe ind i en eller anden sag her. Så hvis ministeren mener, at der er råderum, vil ministeren så være med til at gøre det helt tydeligt over for kommunalpolitikerne og ikke mindst i de kommuner, der er styret af socialdemokrater, at der faktisk er en mulighed? For den har de svært ved at få øje på.

Ministeren.

Da man behandlede det senest, da fru Lea Wermelin var miljøminister tilbage i 2020-21, skærpede man faktisk vejledningen fra Miljøstyrelsen til kommunerne, så vidt jeg er orienteret, for at gøre opmærksom på de muligheder, som kommunerne har.

Men jeg er bare nødt til at gentage det, som fru Lea Wermelin sagde dengang, at der aldrig har været mulighed for, og måske i virkeligheden heller ikke det, der bliver sagt her, at give det afslag ud fra et helhedshensyn. Men det er klart, at man jo skal kunne læse og anvende den vejledning, og det, jeg får oplyst her, er, at den altså blev skærpet dengang. Og giver det anledning til at kigge på den en gang til, gør jeg selvfølgelig gerne det.

Fru Zenia Stampe.

Ja, for jeg kan bare sige, at den netop blev skærpet på grund af mange møder med ministeren, også her i salen, beslutningsforslag osv. Men tilbagemeldingen fra de lokale var, at det ikke ændrede noget. De projekter, jeg sad og var inde over og snakkede med borgere og borgerforeninger om, gjorde det ikke nogen forskel for. Selv om beslutningsforslaget næppe bliver vedtaget, kunne det jo være, at den her behandling kunne sætte gang i en ny dialog om, hvordan vi skal arbejde med den kommunikation og gøre handlerummet mere tydeligt.

Ministeren.

Det er jeg selvfølgelig klar til, og det synes jeg altid man skal være klar til, og hvis det er oplevelsen, og det betvivler jeg bestemt ikke, når fru Zenia Stampe siger det. Og hvis der er usikkerhed omkring, hvad mulighederne er, og hvordan det bliver implementeret, så inviterer jeg meget gerne til en dialog omkring det. Så det synes jeg da vi skal gøre.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ministeren for grøn trepart. Så starter vi på ordførerrækken, og den første ordfører, jeg byder velkommen til, er fru Ida Auken fra Socialdemokratiet.

Mange tak. Hvis nogen får lidt deja-vu af min tale, kan det skyldes to ting. Den ene er, at det vist er tredje gang, man behandler det her beslutningsforslag med mere eller mindre samme ordlyd. Det andet er, at jeg er enig med ministeren i, hvad han har sagt, så jeg skal prøve at korte noget af min tale af. Men jeg vil sige, at Enhedslisten med det her forslag gerne vil give kommunerne en bemyndigelse til at afslå udvidelse af husdyrproduktion ud fra en helhedsvurdering og antyder jo så i forslaget, at det var en mulighed, kommunerne havde før lovændringen i 2017. Selv om det her beslutningsforslag som nævnt er stort set enslydende med det forslag, man fremsatte for et par år tilbage, er det ikke lykkedes at rette den opfattelse hos Enhedslisten, at der før 2017 skulle have været mulighed i husdyrreguleringen for at give afslag alene med henvisning til helhedsbetragtninger eller lignende. Det har der ikke været.

Hensynene til natur og naboer – de er jo vigtige, og de er en meget vigtig del af den danske miljølovgivning – varetages gennem de nationalt fastsatte beskyttelsesniveauer for ammoniak og lugt og det forhold, at der ikke må forekomme væsentlige påvirkninger af omgivelserne som følge af f.eks. støj, støv, fluegener osv. De her hensyn giver kommunen mulighed for at give tilsagn eller afslag og også tage hensyn til en række lokale forhold omkring støj, støv, landskabelige forhold osv. Kommunerne kan i sidste ende sige nej til en ansøgning, hvis der ikke kan fastsættes vilkår i sagen, så omgivelserne bliver tilstrækkeligt beskyttet. Det kunne de før 2017, og det kan de også i dag.

Som grøn treparts- og landbrugsordfører for Socialdemokratiet er jeg altid åben over for nye tiltag på området, der kan gøre tingene bedre for naturen, for naboerne og for erhvervet, men det skal give mening, både for de lokales interesser og de lokale erhvervsdrivende. Derfor er det vigtigt, at vi holder den røde tråd hele vejen rundt, så der ikke udvikler sig 98 forskellige praksisser i landet, der kan betyde, at borgerne faktisk også nogle steder er ringere beskyttet end andre. Det taler vi jo ikke så meget om, altså at der kan være steder, hvor borgerne bliver dårligere beskyttet og naturen bliver dårligere beskyttet, hvis man går ned ad det spor, som Enhedslisten drømmer om. Så vil man også kunne se, at vi skal bruge endnu flere kommunale medarbejdere og endnu mere tid for de medarbejdere, der er derude, der faktisk skal sidde og lave trepart. De skal pludselig sidde og bruge enormt meget tid på nogle godkendelser, i stedet for at vi har en ensartet praksis, som har bragt sagsbehandlingstiden ned og fjernet meget bureaukrati.

Kommunerne har allerede fået et større ansvar på en række områder, ikke mindst på miljøområdet. De kommende år kommer kommunerne til at spille en helt afgørende rolle for fremtidens landbrug, for al den nye natur, vi skal have i Danmark, og for de nye lokale grønne treparter. Vi er i Socialdemokratiet enige i, at kommunerne skal have et ansvar for de lokale forhold på natur- og miljøområdet, og vi er også glade for den vedvarende opmærksomhed på området. Derfor vil jeg gerne takke forslagsstillerne for den her debat og erklære mig enig i selve intentionen, at sikre, at kommunerne er en meget stærk spiller, når det kommer til natur- og miljøområdet. Men vi kan ikke stå inde for ønsket om at gøre noget, der vil føre til en meget uensartet praksis i Danmark, forlænge sagsbehandlingstiderne markant og jo faktisk også kunne risikere at stille nogle borgere dårligere i nogle kommuner. Derfor kan Socialdemokratiet ikke støtte op om beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er foreløbig én kort bemærkning. Hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten. Værsgo.

Der er jo en vis kommunal frihed, når det gælder om at vedtage lokalplaner, der muliggør byggeri, og det er jo derfor, at der er nogle byer, hvor man har højhuse, og andre steder, hvor man ikke har, og det er da noget, det enkelte byråd selv må bestemme. Derfor synes jeg også, det er helt naturligt, at et byråd kan sige: Vi har tilstrækkeligt med grise. Vi skal ikke have flere grise.

I Middelfart har man sådan set sagt nej til en husdyrudvidelse, og hvad er der så sket? Ja, det har Landbrug & Fødevarer så anket til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Det bliver spændende at se, om den sag medfører, at der er en eller anden mulighed for kommunerne, for det, som jeg lytter mig til, er, at kommunerne ikke mener, at de på et lovligt grundlag kan sige nej.

Hvis den her debat igen – og vi fremsætter altså forslaget, fordi der er et problem ude i kommunerne – kan medføre, at vi får præciseret, at kommunerne har flere muligheder, end jeg og de kommuner har opfattet der er, er det rigtig fint. Men jeg kan altså ikke se, at det lige er den grønne trepart, der redder det her. Men lad os da få præciseret, hvad det er, kommunerne har mulighed for via den udvalgsbehandling og få set på sagen fra Middelfart. Er der huller i det her, vi vil meget gerne have præciseret, at der sådan set er muligheder. Det er vores sigte.

Fru Ida Auken.

Det er jo sådan set noget, vi er helt enige i. Det er jo vores egen borgmester fra Socialdemokratiet, der er optaget af at sikre en god balance mellem natur og ny byudvikling i et nyt område, som har valgt ud fra den nuværende lovgivning faktisk at give et afslag. Det kunne jo tyde på, at man faktisk godt kan. Og når vi ikke kender afgørelsen endnu, er det måske også lidt præmaturt at begynde at lave loven om.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Jeg synes, det er helt fair, hvis kommunerne tager hensyn til andet end flest mulige grise i deres kommune. Der ligger en ansøgning, som vedrører forhold ude i Vestjylland. Der ligger der et ostelager, som laver Vesterhavsost med en god smag, som bliver bedre af, at den ligger og modner tæt på Vesterhavet. Hvad bliver det, hvis den svineudvidelse bliver tilladt derude? Er det så en gylleost, de skal ud på markedet med?

Jeg synes, der kan være nogle lokale hensyn, hvor man vægter natur, turisme og anden fødevareproduktion højere end flest mulige grise. Kan ordføreren ikke se det?

Ordføreren.

Jo, det kan jeg sagtens se. Det er derfor, vi har nogle regler om lugtgener, om støj, og om mange andre ting, som gør, at kommunerne både kan give tilsagn og afslag.

Men kan ordføreren for Enhedslisten ikke se, at hvis man lægger det ud til kommunerne, kan vi risikere, at der er en masse kommuner, der bare giver en masse af tilladelser til husdyrudvidelser? Det vil også gå ud over nogle naboer. Hvis Enhedslisten får sin vilje i den her sag, er det nødvendigvis ikke sådan, at det så vil betyde færre svin. Det kan også betyde flere.

Socialdemokratiet har været med til at rydde op i den såkaldte matrikelfinte, hvor nogle faktisk lavede to matrikler på det samme brug, og jeg tror, det har været en af de rigtig store udfordringer for naboerne, at nogle valgte at gøre det. Det har vi faktisk ryddet op i, for det er jo ikke meningen.

Fru Zenia Stampe, Radikale Venstre. Værsgo.

Der er jo ikke tale om, at vi giver det frit til kommunerne, og at der så kan sidde en eller anden svineglad kommune og sige, at det er lige meget med de her krav. Det, der er praksis i dag, er, at kommunerne kigger på minimumskravene, og hvis en ansøger lever op til dem, er det ikke kommunernes læsning af loven, at de må give afslag. Så er det lige meget, at der skal kører grisebiler rundt på skoleveje, eller at naboerne er udsat for lugtgener.

Der er også noget andet interessant ved de minimumskrav, som man kunne kigge på, nemlig at folk, der bor i landdistrikter, er dårligere stillet end folk, der bor i et industriområde. Det er sådan, det er. For de må ligesom leve med det. Det er jo den virkelighed, der er for folk i hvert fald ude i mit valgområde. Nu nævnte jeg Holbæk og Næstved, og der har også været en sag i Kalundborg. Det er derfor, borgerne, altså dem, som ikke lige er bønder, siger: Kan ikke give os en bedre beskyttelse? for lige nu siger landmændene bare, at de har retskrav på det, hvis de overholder de der i forvejen ret lempelige minimumskrav. Det er jo også interessant, at dem, der ejer de her fabrikker, sjældent bor der, hvor fabrikkerne er.

Ordføreren.

Jeg undrer mig bare over, at Radikale Venstre stemte for det her lovforslag både i 2007, i 2011 og i 2017, hvis det er ens opfattelse. Så måske kan ordføreren forklare mig, hvad der er sket.

Fru Zenia Stampe.

Jeg ved ikke præcis, hvad der skete i 2007, men fru Ida Auken er jo godt klar over, hvad der er sket med landbruget de sidste 20 år. For 20-30 år siden havde man ikke titusindvis af svin samlet det samme sted. Det har man i dag. Det, der er sket de sidste 20 år, er jo en industrialisering af landbruget. Det vil sige, at en svinestald i dag ikke er en stald i baghaven til en lille hyggelig bondegård. Det er jo et anlæg, der er på størrelse med Royal Arena i et område, som kommunen måske endda havde udset til at skulle tiltrække beboere, fordi der er smukt og dejlig natur og lokalt fællesskab. I stedet for bliver det simpelt hen et industriområde.

Fru Ida Auken.

Nu diskuterer vi jo ikke, hvad der er sket de sidste 20 år. Vi diskuterer en ændring, der blev lavet i 2017, som er den, Enhedslisten ønsker at rulle tilbage. Det er altså 7 år siden. Jeg ved ikke, om det er faldet helt ned fra månen for Radikale Venstre, at vi har fået et industrialiseret landbrug. Det undrer mig bare, at man stemmer for noget i 2017 og så i dag sidder og siger: Det kommer fuldstændig bag på os. Det her er da en udvikling, der har været i gang i meget mere end 20 år, som ordføreren siger. Så det er det der med, at man taler med to tunger. Man vil på den ene side godt tage hensyn til erhvervet, men når det så har nogle konsekvenser, er man ikke enig.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Ida Auken fra Socialdemokratiet. Jeg byder nu velkommen til hr. Erling Bonnesen fra Venstre.

Tak for det. Forslaget, vi behandler her i dag, fra Enhedslisten er jo en genfremsættelse fra tidligere, og vi skal ikke have 98 forskellige miljøpolitikker i Danmark. Det er der også tidligere taget stilling til. Vi skal have én miljøpolitik i Danmark. Jeg vil også sige tak til ministeren for gennemgangen og også den redegørelse, som de foregående ordførere har givet. På det grundlag afviser Venstre beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Erling Bonnesen fra Venstre, og jeg byder nu velkommen til hr. Kristian Bøgsted fra Danmarksdemokraterne.

Tak for ordet. Som det er blevet fortalt herinde, er der redegjort grundigt for forslaget, så jeg vil ikke trække det i langdrag. Men i Danmarksdemokraterne mener vi også, at vi skal holde fast i at have en ens lovgivning her og ikke risikere at have 98 muligheder at gå med. Så Danmarksdemokraterne kan ikke støtte forslaget, og jeg skal hilse fra Dansk Folkeparti og sige, at de heller ikke kan støtte forslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Kristian Bøgsted fra Danmarksdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til hr. Carl Valentin fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Der er nogle, der tror, at det er sådan nogle som mig, som er allermest træt af svinefabrikker – altså sådan nogle, som bor inde i de store byer og går meget op i klima- og biodiversitetskrisen. Men min oplevelse er faktisk, at der er en del af Danmark, som er meget mere træt af svinefabrikker end os, der bor inde i de store byer, og det er dem, som bor ude tæt på og oplever på egen krop, hvad det betyder, når der er udvidelser af f.eks. konventionel svineproduktion.

Jeg har været ude at besøge borgere forskellige steder i Danmark, bl.a. i Rislev, hvor det jo er helt tydeligt, hvad det er, der kan ske med et lokalsamfund, når svinefabrikkerne bliver ved med at udvide i ét væk. Det er dårlig lugt, som er til gene i hverdagen, i særdeleshed når vinden blæser i retning af dér, hvor man bor. Det er tung trafik, f.eks. ved børnenes skole, hvilket også er blevet nævnt i den her debat, og det gør, at det pludselig kan føles utrygt. Så er det jo også bare at opleve, at ens lokalsamfund udvikler sig på en måde, som man ikke har noget ønske om. Selv om der kan være et lokalt ønske fra folk, der sidder i byrådet, eller borgerne, der bor der, om at prioritere nogle helt andre ting end intensiv svineindustri, så oplever man, at det går den vej, at turisme bliver nedprioriteret, og at den rene luft bliver nedprioriteret.

Jeg synes meget ofte, at når vi har debatter herinde i Folketinget om, at vi gerne vil lave noget klimalovgivning, så er der partier, der blokerer, fordi de synes, at den lokale selvbestemmelse er så vigtig, at man ikke kan gennemføre den her klimalovgivning. Her er det så lidt omvendt. Her vil vi gerne give mere lokal selvbestemmelse til at gøre noget, som bl.a. er godt for klimaet, men så må man ikke, fordi industriens vilkår åbenbart er vigtigere. Det synes jeg er vildt, og jeg synes, det er vildt, at vi oplever det igen og igen.

Nu er der også tilfældet med Lemvig, som jeg spurgte ministeren ind til, og jeg synes, det er et meget utilfredsstillende svar, man får fra regeringen, når man er borger i Lemvig og skal opleve, at der pludselig er en ganske stor udvidelse, hvor der nu skal være 45.000 smågrise om året, der bliver produceret på en gård, som ellers ikke har været i brug i 14 år. Det har nogle store konsekvenser for lokalsamfundet, og jeg kan ikke forstå, at man ikke kan få lov til at gå op i noget andet lokalt, at man ikke kan få lov til at synes, at klima og biodiversitet er vigtigere, at ren luft er vigtigere, eller at en tryg gang til børnenes skole er vigtigere.

Så hører man både fra den ansvarlige minister på området og fra Socialdemokratiets ordfører på området, at hvis der er væsentlig påvirkning, så kan man godt gøre noget. Det er sådan et rigtigt politikersvar, ikke? For hvad er væsentlig påvirkning? Det er der så nogle der kan sidde og vurdere. Der må jeg bare konstatere, at vi gennem historien har kunnet se, at hvad myndighederne synes ikke er væsentlig påvirkning, har borgerne altså en helt anden holdning til, og jeg kan eddermame godt forstå dem, når jeg kommer derud.

Kom jeg til at sige noget forkert? Det ved jeg ikke, det så sådan ud på nogle ordførere, men jeg kan eddermame godt forstå, at der er nogle borgere derude …

Ja, vi bruger ikke den slags ord. (Carl Valentin (SF): Nåh, det er, fordi jeg bander?) Det kan man godt kalde det, ja.

Nå, okay, så lader jeg være med det. Jeg sagde ikke noget forkert; jeg sagde bare noget upassende. Det er okay. Det skal jeg prøve at lade være med.

Jeg synes i hvert fald, at det er for vildt, at man skal se, at borgere oplever, at der er dårlig lugt og tung trafik og store konsekvenser, og fordi man så vurderer, at det ikke er en væsentlig påvirkning, kan svineproducenterne bare få lov at udvide. Det er vildt, og jeg synes, det er uacceptabelt, og jeg synes, det er utroligt, at vi skal blive ved med at have den her debat. Men jeg er glad for, at Enhedslisten rejser den, og jeg har selv stillet forslag om det tidligere også, og vi er jo fuldstændig enige med Enhedslisten i, at det her er et stort problem. Vi vil gerne give kommunerne mere frihed til at kunne prioritere deres borgere eller klimaet eller den rene luft, hvis det er det, de ønsker, og derfor støtter vi selvfølgelig det forslag her – endda så meget, at vi kommer til at bande. Tak.

Tak for det. Der er foreløbig en kort bemærkning. Hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Talen kunne jo passende hedde: Svin er vigtigere end borgere. Tak til Carl Valentin for allerede at have stillet et par udvalgsspørgsmål, hvor der bl.a. er et svar til SF, der lyder:

»Kommunalbestyrelsen skal give afslag, hvis husdyrbruget med det ansøgte medfører væsentlig påvirkning af miljøet, som ikke kan imødegås med vilkår om indretning og drift, f.eks. anvendelse af ammoniakreducerende teknologi. En overskridelse af beskyttelsesniveauerne, og den praksis, der har udviklet sig, betragtes som en væsentlig påvirkning. Kommunerne skal derfor give afslag, når beskyttelsesniveauerne ikke kan overholdes via vilkår i den konkrete sag. Omvendt kan kommunen ikke give afslag, såfremt beskyttelsesniveauer kan overholdes via vilkår, som sikrer, at der ikke opstår forurening eller væsentlige gener«.

Kan ordføreren se nogle muligheder i det her svar?

Hr. Carl Valentin.

Ja, forhåbentlig, og nu får vi jo også en prøvelse af nogle af sagerne, fordi der er kommuner, der siger fra, bl.a. Middelfart Kommune, så jeg håber da, at der er nogle muligheder for at sige fra lokalt. Jeg synes bare, at vores erfaringer siger os, at det er rigtig, rigtig svært, og derfor synes jeg, det ville være fornuftigt at lave den ændring, som Enhedslisten foreslår i dag.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Tak for det. Regeringen er jo kommet med et såkaldt landdistriktsudspil, hvor ordføreren har spurgt ind til, hvad det giver af muligheder, og hvor regeringen så svarer:

»Jeg forstår spørgsmålet sådan, at spørgeren ønsker svar på, om der i forbindelse med landdistriktsudspillet er lagt op til at ændre reglerne vedr. miljøgodkendelser og -tilladelser til husdyrbrug. Dette er ikke tilfældet. Det er således fortsat kommunerne, der tillader eller godkender større husdyrbrug medinddragelse af en række lokale hensyn«.

Er ordføreren skuffet over det svar?

Hr. Carl Valentin.

Ja, det er jeg, men jeg er ikke overrasket, for vi oplever jo igen og igen, at regeringen synes, at svineindustriens vilkår er vigtigere end borgernes ret til ikke at blive udsat for de ting og konsekvenser, som det har lokalt, når man udvider svineproduktionen. Så jeg er skuffet over det, og jeg synes, det er ærgerligt, at man ikke gør mere for at beskytte borgerne lokalt.

Hr. Kristian Bøgsted, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Man fornemmer jo egentlig ret hurtigt her, at det her handler rigtig meget om, at man er modstander af svinene. Hør bare hr. Søren Egge Rasmussen i hans forslag: Svin er vigtigere end borgere. Men man kunne måske også tage andre ting ind i det. Jeg vil egentlig godt høre hr. Carl Valentin, om han, når man tager den snak her om borgernes rettigheder, mener, at borgernes rettigheder er vigtigst, uanset hvad for nogle væsentlige ting man har gang i ude i kommunerne. Her bliver der nævnt, at svinefarme ikke er væsentlige, og så er borgernes rettigheder ligegyldige. Uanset hvad man har gang i, mener ordføreren så, at borgernes rettigheder er vigtigst derude?

Ordføreren.

Jeg mener, at borgerne skal have ret til at kunne sige nej til udvidelser af husdyrproduktion, hvis det er det, man ønsker. Det er jo en form for vetoret til kommunerne til at kunne sige nej til udvidelse af husdyrproduktion. Jeg vil så sige, at jeg ikke synes, man kan stille det op sådan: Hvem vil vi tage mest hensyn til – svin eller borgere? For hvis vi sikrer, at der ikke bliver store udvidelser af den konventionelle svineproduktion, vil jeg sige, at det nok både er til gavn for svin og for borgere, for den måde, som dyr bliver behandlet på i de her store svinefabrikker, er i min optik under al kritik. Jeg kan på ingen måde se, at den vej, vi skal med vores landbrug, er, at vi skal give endnu flere konventionelle svineproducenter mulighed for at udvide. Vi har ikke brug for udvidelser af konventionel svineproduktion. Tværtimod har vi brug for, at vi får skåret ned på det her, og det vil være til gavn for både grise og borgere, og det er vigtigt for SF.

Hr. Kristian Bøgsted.

Jeg beklager, men jeg forstod det ellers bare sådan, at hr. Carl Valentin var enig i det forslag, der kom fra Søren Egge Rasmussen, om, at svinene var vigtigere end borgerne – at det kunne man godt kalde det her. Men når jeg spørger om det, er det bare, fordi jeg jo godt kan høre, hvor engageret man er, og hvor vigtigt det er. Så ville jeg bare ønske, at man havde det samme engagement og den samme følelse af vigtighed over for de borgere, der lige nu står derude og er ekstremt frustrerede over kæmpestore energianlæg, der skal bygges lige ude i deres natur. Så i stedet for at kigge på natur, skal man kigge på det. Men det er ikke så vigtigt. Det er jo den holdning, man hører herinde nogle gange.

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, det er vigtigt at skabe lokal opbakning til f.eks. solceller, som jeg tænker at man refererer til her. Jeg synes, det er meget vigtigt, at man har en god og inddragende proces med borgerne. Jeg synes, at en vigtig skelnen her er, at vi har en klimakrise, og derfor er vi nødt til at have mere grøn energi. Derfor skal vi have en dialog med borgerne om, hvordan vi bedst kan få den, men vi er ikke nødt til at have mere konventionel svineproduktion. Tværtimod er det noget, vi skal have mindre af. Så jeg synes, der er forskel på, om man tager hensyn til profit i landbruget eller tager hensyn til klimakrisen.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Carl Valentin fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til hr. Carsten Bach fra Liberal Alliance.

Tak for det, formand. I dag behandler vi beslutningsforslag nr. B 18, der har til hensigt at give kommunerne en bemyndigelse til at afslå ansøgninger om udvidelse af husdyrproduktion baseret på den nu efterhånden højt besungne helhedsvurdering. Lad mig starte med at sige, at Liberal Alliance ikke kan støtte forslaget, og det vil jeg så gerne kort redegøre for.

Forslagsstillerne fra Enhedslisten bygger forslaget på en præmis, der i hvert fald i min optik ikke helt holder vand, nemlig det, at kommunerne i dag er magtesløse over for udvidelser af de her husdyrproduktioner. Sandheden er, som vi også har kunnet høre fra tidligere ordførere og fra ministeren selv, at kommunerne allerede har værktøjer til at kunne stille krav og begrænsninger – der kan reguleres støj, lugt, støv, der kan stilles krav til transporttider og fastsættes ruter for tunge køretøjer osv. osv. Disse værktøjer er for mig at se i hvert fald ganske effektive og kan bruges til at imødekomme lokale hensyn. Når det gælder miljøgodkendelser, er det korrekt som skrevet forslaget, at kommunerne har fået frataget nogle opgaver tilbage i 2017, men jeg synes også, det er vigtigt at huske på, hvorfor det skete. Kommunerne havde før det meget, meget vanskeligt ved at håndtere den her opgave med miljøgodkendelser. Der var meget lange sagsbehandlingstider, og afgørelserne varierede enormt fra kommune til kommune. Det underminerede både forudsigeligheden og retssikkerheden, og derfor blev tilgangen til og håndteringen af de her miljøgodkendelser ændret, og det har givet et langt bedre resultat og mere ensartede løsninger.

Liberal Alliance står fast på, at erhvervslivet og herunder også landbruget skal have stabile rammebetingelser. Det er en forudsætning for, at virksomhederne kan planlægge langsigtet, lave investeringer og skabe vækst og en mere bæredygtig produktion. Forslaget fra Enhedslisten vil i praksis skabe en situation, hvor reglerne for udvidelse afhænger af lokale politiske prioriteringer, og det er opskriften på uforudsigelighed og usikkerhed. Et helt grundlæggende princip i god forvaltning er, at hvis man som borger eller virksomhed opfylder objektive krav, skal man kunne forvente at få en tilladelse. Hvis vi begynder at erstatte objektive kriterier med subjektive politiske vurderinger ude lokalt, risikerer vi også at skabe en form for retspolitisk lotteri, og det er hverken rimeligt eller retfærdigt.

Vi må også fastholde, at de miljøkrav, der gælder i dag, ikke er en forringelse i forhold til tidligere. De høje standarder for miljøbeskyttelse er de samme, uanset hvordan godkendelserne håndteres. Ændringerne i 2017 handlede alene om forbedret retssikkerhed og effektivitet, og det er også lykkedes med de ændringer. Det her forslag fra Enhedslisten er altså med andre ord et tilbageskridt. Det vil underminere principper om forudsigelighed og retssikkerhed, og det vil sætte landbrugsvirksomheder og landbrugsfamilier i en situation, hvor lokalpolitik kan blokere for ellers helt lovlige og også bæredygtig udvidelser, og derfor kan Liberal Alliance selvfølgelig ikke støtte forslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig to korte bemærkninger. Først er det til hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten. Værsgo.

Det er ikke så mange år siden, at der var et maksimum for, hvor mange dyreenheder der måtte være på den enkelte gård, og så kunne en landmand have flere gårde, som dyrene så var fordelt ud på. Det er jo så blevet ophævet, og det største kvægbrug har over 1.300 stykker malkekvæg. Det er ret vildt. Det betyder jo, at man ikke kan have dyrene på græs; det er jo helt umuligt.

Med hensyn til svineproduktionen ser vi jo en tendens til, at det hele tiden bliver en større og større svineindustri, man har. Kan ordføreren forestille sig, at det ville være rimeligt, at man havde en maks.-grænse for, hvor mange grise der måtte være i sådan en produktion? For størrelse har jo en betydning her, og der er jo ikke nogen begrænsning. Hvad nu, hvis der kommer en landmand, der vil lave 1 million slagtesvin på en gård? Skal lokalbefolkningen så bare affinde sig med det? Og hvis man så inden for de nuværende regler kommer frem til i byrådet, at det er man nødt til at sige ja til, så siger man ja til det. Kan ordføreren se, at det ville være rimeligt at have en maks.-grænse på det her?

Ordføreren.

Det, der for mig og for Liberal Alliance ville være rimeligt, er, at der var en stabilitet omkring de her rammevilkår, og at det ikke så meget var, kan man sige, nogle forudindtagetheder omkring størrelse, det handlede om. Nogle af de udvidelser, som der konkret har været talt om her i salen i dag, ville formentlig, uden at jeg kender dem konkret, både kunne sikre bedre dyrevelfærd, men også måske endda sikre en væsentlig mindre påvirkning samlet set af lokalsamfundet i forhold til lugtgener og måske endda også i forhold til støj, fordi man jo med nye staldanlæg og udvidelser ofte kan optimere produktionen, og man kan faktisk også forbedre miljøpåvirkningen.

Så ved at have de her lidt misforståede hensyn, vil jeg kalde det, også ude lokalt, hvor man kigger på en lidt imaginær ting som størrelse, så risikerer man faktisk at tage tilbageskridt i forhold til miljøpåvirkning og andet.

Spørgeren.

Der er en vis beskyttelse af lokale beboere. Der skal være 50 m til nærmeste beboelse. Det er jo et, hvad skal man sige, ret konkret krav. Ordføreren har sikkert ret i, at man nok ville kunne lave nogle anlæg, som virkelig minimerede lugtgenerne fra et biogasanlæg og fra de grise, der hørte til det. Men så er der jo transporten tilbage.

Altså, det kan jo ikke undgås, at der er en masse transport af grise, der skal til slagteri eller eksporteres, og af gylle, som skal ind og ud af et eller andet gylleanlæg. Kan ordføreren ikke se, at der er nogle store gener ved at have de her kæmpestore industrilandbrug?

Ordføreren.

Jeg er glad for imødekommelsen fra Enhedslistens side om, at noget af det, jeg som ordfører for Liberal Alliance siger på Folketingets talerstol, rent faktisk er rigtigt. Tak for det. Så vil jeg kvittere den modsatte vej og anerkende fuldt ud, at jo, der kan være bl.a. gener omkring transporttryk i lokalområdet i forhold til vejnet og andet. Det er der ikke nogen tvivl om, og det er jo også derfor, der er nogle bestemmelser i den eksisterende miljølovgivning, der gør, at kommunerne, hvilket jeg i øvrigt også nævnte i indledningen af min tale, kan fastsætte nogle regler for transportruter, transporttid osv. osv.

Fru Zenia Stampe, Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg kan forstå på hr. Carsten Bach, at landbruget eller landbrugsvirksomhedernes vilkår ligger LA meget på sinde. Man snakker om forudsigelighed, retssikkerhed, lige konkurrence, stabile rammebetingelser for landbruget osv. Så vil jeg bare spørge: Hvad synes hr. Carsten Bach så om naboerne? Hvad med hensynet til dem? Jeg har ikke hørt så mange ord til dem. Hvordan ville hr. Carsten Bach selv synes det var pludselig at få placeret en svinestald på størrelse med seks-syv store idrætshaller med 50-75.000 svin om året tæt på? Hvad vil hr. Carsten Bach sige til den nabo, der måske ikke synes, at det er en særlig rar situation?

Ordføreren.

Jeg er i den heldige situation, at jeg rent faktisk bor på landet. Jeg bor i en landsby, og jeg er nabo til svineproduktion, som også indimellem bliver udvidet. I den situation, fru Zenia Stampe beskriver, er det klart, at jeg som nabo ikke nødvendigvis ville tænke, at det var de mest lykkelige omstændigheder, der kunne ske for mig som nabo. Men jeg har også en tillid til vores demokrati, og jeg har en tillid til de miljøregler, vi sætter op.

Det, jeg ville frygte i den her situation, og det, jeg frygter, hvis sådan et beslutningsforslag som det her vil komme igennem, er, at der vil eksistere superoptimerede miljøgodkendelser rundtomkring i de 98 kommuner, og at man faktisk ikke, hverken som nabo eller som virksomhed, kan regne med, hvad det er for regler, der gælder, og hvad det er for prioriteringer, der gælder i min kommune, i mit område, og jo endda måske med korte tidshorisonter, 4 år, hvor vi jo så har kommunalvalg gang på gang på gang, og at forholdene vil ændre sig gang på gang på gang. Det er ikke tilrådeligt.

Spørgeren.

Jeg synes jo sådan set, det er en ærlig sag, at ordføreren siger, at han simpelt hen ikke har tillid til det lokale demokrati. For spørgsmålet er jo her: Hvem er i sidste ende ansvarlig for, om der skal placeres en kæmpe svinefabrik i din eller min baghave? Og der siger hr. Carsten Bach: Det skal ikke være lokalpolitikerne; det skal være os herinde på Christiansborg. Og jeg synes måske så, det svar, man skal give til dem, der får en kæmpe svinefabrik i baghaven, er: Jamen det mener Folketinget; det er vores beslutning, at det skal der, og at hvis man kan leve op til reglerne om de der miljøgener, som jo er ret lavt sat, så har landmændene ret til det, for det er dem, vi tager hensyn til. Det synes jeg da er beskeden, og den er jo så heldigvis meget klar. Jeg er meget uenig i den.

Hr. Carsten Bach.

Jeg tror desværre, at fru Zenia Stampe misforstod mit første svar. Det, jeg frygter, og der, hvor jeg ikke har tillid, er, hvis det lokale demokrati udvikler sig i en retning som det, Enhedslistens beslutningsforslag her lægger op til: at man jo netop ikke kan stole på, hvad det er for objektive kriterier, man har at forholde sig til, både som nabo og som virksomhed ude lokalt i kommunerne. Det er den virkelighed, der kan opstå, hvis – og jeg gentager: hvis – et beslutningsforslag som det, Enhedslisten her fremsætter, kunne gå i opfyldelse.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Carsten Bach fra Liberal Alliance. Jeg byder nu velkommen til hr. Henrik Frandsen fra Moderaterne.

Tak for ordet, formand. Moderaterne kan ikke støtte beslutningsforslaget om, at kommunen ud fra en helhedsvurdering skal kunne give afslag på udvidelse af et husdyrbrug. I Moderaterne mener vi, det vigtigt, at der er ensartede og gennemskuelige vilkår for at drive erhverv i Danmark. Det er der, og det skal der altså også være, når det gælder husdyrbrug, ligesom der er på en hel række andre områder, der gælder erhverv. Det betyder ikke, at kommunerne i deres vurdering ikke kan inddrage lokale hensyn i deres sagsbehandling. Det skal de, men det skal hele tiden være ud fra et sagligt og velbegrundet grundlag.

Når det gælder husdyrbrug, er der en hel række faktorer, der skal inddrages. Det gælder krav om lugt, ammoniak, støv, fluer, støj, landskabelige forhold m.m., ligesom der også kan stilles yderligere krav i den miljøgodkendelse, der skal laves. Så er der altså ikke fri leg, når det gælder udvidelse af husdyrbrug. Det er stærkt reguleret i forvejen, og det er for os i Moderaterne vigtigt, at der en ensartethed og forudsigelighed i sagsbehandlingen på tværs af landet.

Man kunne jo også stille et modspørgsmål til Enhedslisten: Mener man i Enhedslisten, at det modsatte også skal være tilfældet, altså at man ud fra en helhedsvurdering skal kunne give tilladelse til at udvide et husdyrbrug, f.eks. hvis der i et lokalområde er stor opbakning til et lokalt slagteri? Skulle man så kunne gøre det ud fra en helhedsvurdering?

Det mener vi i Moderaterne i hvert fald ikke skal være en mulighed. Der skal være forudsigelighed. Vi mener, at det vigtigt, at godkendelsen af husdyrbrug skal ske på et fagligt og sagligt grundlag og ikke ud fra det, som Enhedslisten kalder en helhedsvurdering. Moderaterne kommer derfor ikke til at stemme for beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Henrik Frandsen fra Moderaterne. Jeg byder nu velkommen til fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for ordet, formand. Jeg står her som stedfortræder for vores ordfører, Per Larsen, som desværre ikke kunne være her i dag.

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg er rigtig stolt af, at vi har et dansk landbrug, der udmærker sig ved at være meget effektivt. På mange stræk er danske landmænd og den danske fødevareindustri verdensmestre i at producere klimavenligt pr. produceret enhed. I Danmark har vi en meget høj veterinær status, som gør, at alverdens forbrugere føler sig trygge ved at købe dansk. Dansk landbrug er garant for masser af arbejdspladser, både direkte og indirekte – vel at mærke arbejdspladser uden for byerne, som også medvirker til et Danmark i bedre balance. Dansk landbrug er også kulturbærende, som vi har kendt det gennem århundreder. Lad mig lige minde om, at Danmark eksporterer fødevarer for omkring 200 mia. kr. hvert år, samtidig med at vi alle nyder godt af de danskproducerede varer.

Mange af os har for nylig lavet en grøn trepart, som sikrer god balance i forhold til minimering af udledning af kvælstof, hvilket betyder udtagning af de dårligste jorder, så der kan dyrkes mere intensivt på de gode jorder, som har minimal udledning af næringsstoffer. Jeg ser for mig og håber, at den danske husdyrproduktion kan vokse fremover. Vi har set, hvor mange slagterier der er blevet lukket. Slagteriet i Ringsted blev senest lukket, og 1.200 mistede deres arbejde. I 2023 var det slagteriet i Sæby, der lukkede, og 800 mistede deres job. Den udvikling bør vendes, hvilket jeg også ved at fagforbundet NNF ønsker sig.

Formålet med det, som blev gennemført i 2017 med husdyrloven, var at skabe en større fleksibilitet ved at lave administrative forenklinger for husdyrproducenterne under hensyntagen til natur og miljø og sikre kortere sagsbehandlingstider i forbindelse med tilladelser. Og ja, vi fik kortere sagsbehandlingstider, og det betød, at man har kunnet effektivisere de her ting. I forhold til tilladelser og miljøgodkendelser af husdyrbrug er der ikke sket nogen ændring. Det står klart og tydeligt, at der ikke er nogen ændringer i husdyrloven siden 2017. Der skete ingen lempelser. Vi holdt fast i de regler, der var, så det er bare blevet styret ens.

Jeg synes, at det er godt, at vi har fået en national styring af det her. Husdyrloven indeholder jo en lang række bestemmelser, som sikrer, at husdyrbrug ikke er til stor gene for naboer, natur og lokalområde. Der bliver stadig stillet skrappe krav til lugt og støj i forhold til naboerne. Og hvis husdyrbrug ligger tæt på ammoniakfølsom natur, er reglerne for ammoniak meget, meget skrappe i Danmark. Det har kvalt ret mange landbrug, altså det her med hensynet til ammoniakken. Og kommunerne skal sikre husdyrbrugets anvendelse af BAT, altså bedst tilgængelige teknik. Det betyder, at den nyeste teknik skal være med, så man mindsker forureningen. Landskabelige hensyn skal også vurderes af kommunen, og så er det jo sådan, at der skal en miljøtilladelse og en miljøgodkendelse til fra kommunen, ligesom der også skal i dag, og det blev der heller ikke ændret ved i 2017.

Med hensyn til sundhedsaspektet er det jo sådan, at der er nogle standardkrav, bl.a. det her med, at 50 m til naboer skal overholdes. Men et husdyrbrug skal jo også altid overholde regler om lugtgener, og det betyder, at 50 m er meget længere i praksis. For vi har også lugtgenerne, som kommer i spil, og hvis man skal overholde kravene, sker det ofte, at de afstande bliver meget længere. Man skal også huske, at den teknologiske udvikling går hurtigt. Mange landmænd investerer i biogasanlæg, som indgår i energiforsyningen, og som reducerer lugtgenerne. Nogle landmænd investerer også i pyrolyseanlæg, som kan forsyne nærområdet med store mængder grøn fjernvarme.

Så vi i Konservative kommer til at stemme imod forslaget. Men lur mig, om ikke Enhedslisten kommer med flere forslag fremover, som vil reducere fødevareproduktionen i Danmark og dermed udsætte verdens befolkning for højere priser på mad og udhule forsyningssikkerheden i EU. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning fra hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten. Værsgo.

Det er jo svært at vide, hvilke gode forslag Enhedslisten kommer med, men vi er meget optagede af at omstille landbruget til mere økologi og en mere plantebaseret produktion, så vi kan brødføde flere mennesker ude i verden. Det er sådan, at hvis vi ser på, hvad vi importerer og eksporterer af proteiner, så kan vi i Klimarådets rapporter se, at vi faktisk der boner negativt ud; vi importerer så meget protein, at det er mere end det, der bliver eksporteret, og proteiner er vigtige for mennesker, hvis man skal have en ordentlig kost. Man kan ikke brødføde verden med svinekoteletter, og det er det, vi forsøger på.

Nu siger ordføreren, at Konservative vil stemme imod det her. Der har lige været en sag i Middelfart Kommune, hvor man forholdt sig til en udvidelse af et landbrug, og hvor det i byrådet kun var Venstre, som ville give tilladelse til den udvidelse, og De Konservative i Middelfart byråd har jo været med til at sige nej til en udvidelse af et svinelandbrug i Middelfart Kommune. Synes ordføreren, at det er det rigtige at gøre i Middelfart?

Ordføreren.

Det kan jeg ikke vide, for jeg kender ikke sagen i Middelfart. Men man kunne jo forestille sig, at de regelsæt, vi allerede har, er noget af det, som man har lavet en vurdering ud fra. Jeg kender ikke sagen, og derfor har jeg svært ved at kunne svare på spørgsmålet.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi siger tak til fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til fru Zenia Stampe, Radikale Venstre.

Tak for det. Det er en debat, der har varet i flere år, og som jeg også sagde i et af mine spørgsmål, skyldes det jo også, at der er sket en voldsom strukturudvikling i landbruget i de sidste 20 år, der gør, at en bondegård ikke er, hvad en bondegård plejede at være. Altså, vi ser de her kæmpe industrianlæg. Jeg havde selv, jeg vil ikke sige fornøjelsen, men oplevelsen af at være ude at besøge en nabo til en lille svinefarm, der stod over for en udvidelse, hvor den her svinefarm skulle producere 50.000-75.000 svin om året, og så er der et afstandskrav på 50 m.

Forestil jer det lige, altså at flytte på landet og købe et hus og så pludselig stå fuldstændig magtesløs over for en udvidelse af et landbrug, og nogle gange er det også et husmandssted, der ikke engang er beboet. For det har man også mulighed for, og det er derfor, der nogle gange ligger nogle husmandssteder rundtom i det åbne land, som ikke bliver brugt, men som ligger der, fordi ejeren ved, at det, at der ligger et lille gammelt anlæg, giver en mulighed for potentielt at udvide det til at blive en kæmpe, kæmpe fabrik.

Jeg synes, det er ret vildt, at rigtig mange af de ordførere, der er imod det her beslutningsforslag, i dag bruger store ord som retssikkerhed, ligebehandling og konkurrence osv. osv., men at det altid er med udgangspunkt i industrien og aldrig med udgangspunkt i borgeren. Hvad med den mand, kvinde, familie, der har købt et husmandssted med drømmen om at bo på landet og være en del af et lokalsamfund, og hvor der pludselig rykker den her mastodont ind som nabo? Den her familie sidder med en bekymring for generne, noget, som vi i øvrigt slet ikke er kommet ordentligt til bunds i. For det er sådan noget, man ikke rigtig kan få penge til at forske i, for det kræver kæmpestore befolkningsundersøgelser at se, hvad det egentlig har af sundhedsmæssige gener at være nabo til sådan et anlæg, og det er der ikke nogen økonomisk interesse i at forske i, og derfor ved vi meget lidt om det. Men vi ved, at det er noget, der bekymrer folk derude, og folk selv siger, at de i det her landsbysamfund alle sammen går og er forkølede og snotter, fordi de har de her mange svinelandbrug i nærheden.

Der er også hele diskussionen omkring boligens værdi. Hvad med den familie? Der er så meget fokus på, at landmændene skal have lige konkurrencevilkår, så ham, der har sit landbrug på Tuse Næs, skal ikke behandles dårligere end den, der har et landbrug ovre i Vejle Kommune, eller hvor det ellers kunne være. Men hvad med den nabo, der har købt et hus til måske 2-3 mio. kr., og det pludselig er fuldkommen usælgeligt? Hvem gider at flytte på landet for at bo ved siden af, ja, en Royal Arena fyldt med svin? Hvem ønsker det? Hvorfor er der ingen, der tager borgernes perspektiv og ikke engang demokratiets perspektiv? Det bliver sådan noget med, om det er lidt farligt, at der er nogle luner derude, og at der kunne være nogle miljøhippier, eller at der omvendt kunne være nogle, der bare vil give los til landbruget, så det kan man ikke stole på, og det derfor er os herinde, der skal beslutte det.

Så vil jeg bare sige, at konsekvensen af det jo er, at vi har omdannet landzonerne til industrizoner. For i gamle dage var det sådan – og det kan man måske egentlig også godt forstå – at når man flyttede på landet, måtte man så at sige tåle lugten i bageriet, og det var jo også okay dengang, en bondegård havde 100 dyr eller lignende, og bondegårdene var spredt ud over hele landet, og så kunne vi også godt sige, at man ikke kan flytte på landet og så sige, at man ikke vil bo tæt på nogle, der har svin eller kvæg. Det gav god mening, men i dag bliver den logik jo overført til, at du, hvis du flytter på landet, også har accepteret risikoen for, at der i overmorgen pludselig kan gå en ansøgning igennem om, at der skal placeres, ja, en fabrik på størrelse med Royal Arena med 50.000-75.000 svin, og hvor der hele tiden er tæt trafik, og din kommune lytter til dig og siger, at det er synd for dig, men at de ikke kan gøre noget, og det er Christiansborg, der beslutter det. Der er mange, der i dag har sagt, at der er muligheder osv. osv., men i praksis er logikken i kommunerne, og sådan som embedsmændene læser lovgivningen lokalt, at hvis man kan opfylde de her minimumsstandarder, som altså er virkelig dårlige for de lokale beboere, så er der ikke noget at gøre.

Derfor er det her jo i sidste ende også et spørgsmål om, hvem der bestemmer over landet. I byerne er det faktisk kommunerne og politikerne, der bestemmer, men når det handler om landet og landbefolkningen, har vi besluttet, at det er Christiansborg, der bestemmer, og der er der én ting, der er vigtigere end deres vilkår, og det er, at der er en konkurrencelighed mellem de industrielle landbrug. Det er vi imod, og derfor støtter vi forslaget her, ligesom vi har støttet det flere andre gange.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for en meget engageret tale. Jeg synes, at det der billede af, at man går fra landzone til industrizone, er rigtig tankevækkende. Ordføreren nævner så, at der kan være sådan nogle udvidelser af svineproduktion op til sådan 50.000-75.000 grise. Det er faktisk sådan, at det er gået endnu højere op. Det største svinelandbrug i Danmark har 236.000 slagtesvin. Og hvor er grænsen? Der er jo ikke nogen grænse i lovgivningen. Tidligere havde vi jo grænser i form af maks. antal dyreenheder. Det kan godt være, at jeg så er gammel, for jeg kan stadig godt huske, at amterne var der, og at de varetog nogle interesser ude på landet, sådan at kommunerne ikke gav nogen miljøtilladelser, som ikke var rimelige. Så havde vi amterne til ligesom at varetage borgernes interesser, og det har vi så ikke længere. Nu er det sådan set et statsligt dekret om at få flest mulige svin. Så kan ordføreren se, at vi kan komme det her til livs på en eller anden måde?

Ordføreren.

Jamen vi har jo kørt et tæt parløb, og det vil vi blive ved med. Jeg synes, at debatten her afslører, hvad det virkelig er, der er på spil, og hvor fronterne står. For der er nogle, der netop bliver ved med at snakke om konkurrence, og jeg tror, det var enten Liberal Alliance eller Konservative, der snakkede om at drive erhverv – altså, at det handler om vilkårene for at drive erhverv. Hvad med at drive familie, hvad med at drive lokalsamfund, hvad med at drive medborgere. Det er fuldkommen lige meget, når det handler om landbrugets muligheder for at drive erhverv. Der vil jeg så bare give den klare tilkendegivelse og jo i forlængelse af det tætte samarbejde, vi allerede har her, at i Radikale Venstre mener vi, at det er borgerne på landet, der ejer landet. Det er ikke landmændene. Vi mener også, at landet ikke skal være en industrizone, som der er nogle, der har travlt med at gøre landet til.

Og så vil jeg håbe, at fru Inger Støjberg, som ikke er her i dag, men som kæmper så ivrigt mod jernmarker, vil kæmpe ivrigt efter de her svinefabrikker. For det tror jeg da er en mindst lige så stor gene for de lokale som udbygningen af vedvarende energi.

Spørgeren.

Jamen jeg vil høre, om ordføreren er enig i, at der kunne være andre erhvervsinteresser, som skulle prioriteres højere end flere svin. I Vestjylland ligger der et ostelager, som laver kvalitetsost, og som er bekymret for, hvad det kan have af konsekvenser, hvis det er sådan, at kommunen tillader en stor svineudvidelse. Vi har områder i Danmark, hvor turisme er vigtigere end landbrug. Hvorfor må de kommuner ikke sige: Vi prioriterer vores turisme allerallerhøjest, vi vil ikke have nogen risiko. Kan ordføreren se, at vi skulle lave nogle lovændringer, som tog de hensyn?

Ordføreren.

Jeg vil bare kvittere for svaret. Det er jo en fantastisk god pointe, og desværre er kendsgerningen også, at den her industri jo ikke afgørende er hverken for beskæftigelsen i Danmark eller økonomien i Danmark. Dermed ikke sagt, at vi ikke skal have landbrug i fremtiden. Men det er jo ikke sådan, at lokalsamfundet eller Danmarks nationaløkonomi afhænger af de her store anlæg. Tværtimod tror jeg, at den refleksion, som Enhedslisten kommer med, er fuldstændig rigtig, altså at den koster arbejdspladser i andre sektorer i nogle områder og jo helt klart går ud over attraktionsværdien ved at bo på landet. Og det troede jeg ellers var en fælles dagsorden, vi havde, altså at flere mennesker skal bo og nyde at bo på landet.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Zenia Stampe fra Radikale Venstre. Jeg byder nu velkommen til fru Helene Brydensholt fra Alternativet.

Tak for ordet, og tak til Enhedslisten for at fremsætte et fremragende forslag om at give kommunerne bemyndigelse til ud fra en helhedsvurdering at kunne afslå ansøgninger om udvidelse af husdyrproduktion. Jeg vil egentlig også sige tak til både SF's og Radikale Venstres ordfører for nogle supergode taler. Radikales ordfører sagde noget i stil med, at vi omlagde landbrugssamfundet til industrisamfund, og det synes jeg egentlig er meget rammende. Jeg har selv en app på min telefon, der hedder: Hvor er dyrene? Hvis man taster svin eller grise ind, bliver hele danmarkskortet malet fuldstændig til med små grisehoveder – det er sådan, de har lavet den app – og det er jo ret tankevækkende, når man tænker på, hvor få grise man egentlig ser, når man kører rundt i Danmark. Man ser nærmest lige præcis nul.

Alternativet bakker selvfølgelig fuldt ud op om forslaget her, og i Alternativet bakker vi op om ethvert forslag, der har som sit formål at begrænse de absurd store svinefabrikker, som belaster naturen, miljøet, biodiversiteten, naboerne og ikke mindst dyrene så hårdt, som det er tilfældet i dag. Vi bakker også op om forslag, der giver bedre mulighed for at udfolde det lokale selvstyre i kommunerne, og hvis en kommune ikke ønsker anlagt endnu en svinefabrik, men hellere vil prioritere eksempelvis et natur- eller turismeprojekt, skal de selvfølgelig kunne træffe det valg.

Det her beslutningsforslag kommer til tiden, for befolkningen ønsker sundere og mere plantebaserede fødevarer. De ønsker kød fra dyr, der ikke har været mishandlet i produktionen, de ønsker rent drikkevand, og de ønsker mere natur og et hav, som man både kan bade og fiske i. Danmark er det land i verden med den højeste produktion af dyr pr. indbygger, og produktionen bidrager massivt til vores CO2-udledning. Hvis Danmark skal løfte sit ansvar i klimakampen, er det helt afgørende, at vi reducerer den danske produktion af dyr og nedbringer vores samlede udledning af drivhusgasser. Vi skal tage det kommunale selvstyre alvorligt, og selvfølgelig skal kommunerne have frihed til selv at forme deres udvikling og træffe beslutninger, der afspejler lokale ønsker og behov.

Der er kun gode ting at sige om det her B-forslag, og jeg takker ordføreren for forslagsstillerne, hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten, for at fremsætte det. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Det vil sige, at vi går til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten.

Jeg vil gerne starte med at sige mange tak til SF, Radikale og Alternativet for engagementet i dyrevelfærd og i udviklingen på landet. Jeg ser frem til, at vi fortsætter det gode samarbejde. Og hvad kommer der så ud af sådan en debat her? Jeg håber virkelig, at vi får kigget dybt ned i, om kommunerne har flere muligheder, end de selv har fået øje på, og om den sag fra Middelfart kan være en løftestang til, at flere kommuner giver afslag. Så det er sådan set det, jeg håber der kommer ud af, at vi fremsætter det her forslag.

Da regeringen for nylig, altså i oktober, offentliggjorde aftalen om ændringer af planloven, blev der lagt vægt på, at man ville give mere frihed til lokal by- og landsbyudvikling, så byer og landsbyer får bedre mulighed for at udvikle sig i tråd med lokale ønsker. Det lyder meget godt.

En af de helt store udfordringer, hvor det står fuldstændig klart, at der mangler frihed for landsbyer og landkommuner til at udvikle sig i tråd med lokale ønsker, er imidlertid overhovedet ikke nævnt i aftalen, og det er de her svinefabrikker. De seneste 10 år er antallet af store svinefabrikker med over 10.000 svin fordoblet i Danmark, så der i dag er mere end 5 millioner svin samlet på de store, koncentrerede bedrifter.

Den nylige aftale om grøn trepart tager på ingen måde et opgør med denne industrielle masseproduktion af levende dyr, tværtimod. På listen over aftalens klimatiltag, der kan tages i brug, optræder adskillige stald- og gylleteknologier, der kræver stordriftsfordele og dermed vil føre til endnu flere af de kolossale industrianlæg, der placeres i det åbne land mange steder klods op ad små, hyggelige landsbyer eller skønne naturområder.

En svinefabrik i baghaven betyder stank, fluer, alger og en masse tung transport på små landsbyveje. En svinefabrik i baghaven kan få ejendomspriserne hos naboerne til at rasle ned, stikke en kæp i hjulet på kommunens planer for udvikling af turisme og skabe usikre skoleveje for børn. Med en svinestald i baghaven risikerer man mange steder at afvikle i stedet for at udvikle livet i vores landdistrikter.

Som det er i dag, er kommunerne og de lokale borgere prisgivet og står reelt uden muligheder for at stoppe udbygningen af de kæmpestore svinefabrikker. Kommunernes Landsforening og flere kommuner har protesteret over deres manglende frihed og mulighed for selv at bestemme, hvilken udvikling de ønsker i deres lokale by- og landsbysamfund.

Enhedslisten har fremsat dette beslutningsforslag, fordi vi ønsker levende landdistrikter og landsbyer, hvor mennesker har lyst til at bo, og som danske og udenlandske turister har lyst til at rejse til for at yde vores natur og nyde deres ferie. Vi ønsker, at kommunerne får deres selvbestemmelse tilbage, så de ud fra lokale forhold og egne klimamål igen får mulighed for at sige nej til ansøgninger om nye og større svinefabrikker.

Problemet for kommunerne stammer tilbage fra Lars Løkke Rasmussens blå landbrugspakke. Mulighederne for at foretage en helhedsvurdering blev fjernet, da VLAK-regeringen i 2017 vedtog et lovforslag. Jeg synes, det var langt bedre i gamle dage, hvor der var et maks. for antallet af dyreenheder på den enkelte gård. Jeg tror også, det var med til at sikre, at der kunne være en vis grad af dyrevelfærd. Det duer ikke, at man har et kvægbrug med over 1.300 stykker kvæg, og jeg synes overhovedet ikke, at det er et landbrug, hvis man har 236.000 slagtesvin, som er det, man har på den største svinebedrift i Danmark.

Jeg synes, at vi mangler at prioritere andre erhvervshensyn end svinelandbrugets. Altså, jeg synes, det er vildt, når man på Thise Mejeri laver kvalitetsost og man synes, det skal lagres ude tæt på Vesterhavet, så man kan producere sin Vesterhavsost, som har, hvad kan man sige, en smag fra Vesterhavet. Så kan jeg godt forstå, at man bliver meget bekymret over, at nogen vil ligge en stor svinefabrik tæt på det ostelager. Og jeg forstår godt, at kommuner, der har den tilgang, at turisme er vigtige end svineproduktion, gerne vil have muligheden for at sige nej til en udvidelse af et svinelandbrug, men sige ja til, at campingpladsen kan udvides lidt.

Det er jo sådan set den virkelighed, man har i landdistrikterne, og jeg synes ikke, at vi har en tidssvarende lovgivning på det her felt, og det er jo derfor, at vi fremsætter det her beslutningsforslag igen. Vi har fremsat det tidligere, og SF har fremsat det tidligere, og vi giver ikke op i dag. Vi tager den udvalgsbehandling og ser, om der er nogle huller, som kommunerne kan bruge til at sige nej. Tak for debatten.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Miljø- og Fødevareudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.