Der bliver sagt så mange forkerte ting fra hr. Mikkel Bjørns side. Hr. Mikkel Bjørn nævnte ordene retfærdig og realistisk, og nu er Kærshovedgård på dagsordenen. Det er et center, som Dansk Folkepartis egen udlændingeminister, dengang fru Inger Støjberg, i øvrigt lavede, og hende væltede man jo ikke, dengang den her center blev etableret. Men nok om det.
Ordføreren siger, at det med det retfærdige og realistiske ikke er blevet til noget. Det var en socialdemokratisk udlændingeminister, der introducerede hjemrejsepolitikken i det her land. Hjemrejseloven, Hjemrejsestyrelsen har sikret, at næsten to tredjedele af dem, som sad på udrejsecentrene, afviste asylansøgere, er blevet sendt retur siden 2019. Det betyder, at europæiske lande sender delegationer til Danmark hver eneste måned for at lære af vores hjemrejsepolitik, som er en af de bedste og mest effektive hele Europa.
Det bedste, vi kan gøre for naboer og dem, der bor rundtomkring Udrejsecenter Kærshovedgård, det bedste, vi kan gøre for de mennesker, som er bekymret for, at vi har afviste udlændinge i Danmark, er at sørge for, at folk bliver sendt hjem i et tempo, der får de fleste til at blive forpustet, og det har to socialdemokratiske udlændingministre og en socialdemokratisk statsminister sikret siden 2019, hr. Mikkel Bjørn.