Det sidste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 166:

Forslag til folketingsbeslutning om at gøre Københavns Kommunes mad- og måltidsstrategi til en national strategi.

Af Franciska Rosenkilde (ALT) og Helene Brydensholt (ALT).

(Fremsættelse 12.03.2025).

Ordføreren for forslagsstillerne, fru Franciska Rosenkilde, Alternativet, får nu ordet til en begrundelse af forslaget. Velkommen.

Tak for det. I over 25 år har Københavns Kommune arbejdet strategisk med offentlige måltider og med stor succes – 90 pct. økologi, god smag og bedre sundhed. I 2019 fik Alternativet gennemført Københavns første mad- og måltidsstrategi, der nu også skulle have et klimavenligt spor med fokus på grønnere mad og mindre madspild, et resultat af politisk vilje og samarbejde på tværs af partier.

I Alternativet synes vi ikke kun, at det skal være københavnerne, der får gavn af det her, så derfor foreslår vi nu, at Københavns ambitiøse mad- og måltidsstrategi skal bredes ud i hele landet. Hvorfor? Fordi de knap 1 million offentlige måltider, der serveres hver dag i hele landet, er en kæmpe motor for forandring, en mulighed for inspiration og glæde, og fordi alt for mange danskere simpelt hen får mad af for dårlig kvalitet med store konsekvenser for både egen sundhed og for klimaet.

Så tænk, hvis vi med ambitiøse politiske visioner kunne give alle kantiner på landets skoler, plejehjem, institutioner og offentlige arbejdspladser uddannelse og midler til at servere lækker økologisk og klimavenlig mad. Mad er politisk, fordi den mad, vi spiser, påvirker resten af samfundet, uanset om det er folkesundheden eller klimaet. Hvis vi har viljen, kan vi skabe forandring med et måltid ad gangen.

Tak for ordet, og jeg glæder mig til en god debat.

Tak. Forhandlingerne åbnet, og den første, der får ordet, er ministeren for fødevarer og landbrug og fiskeri. Velkommen.

Tak for ordet, og tak for forslaget fra Alternativet, der, som det rigtigt blev sagt, vil sætte et fokus på et, synes jeg, vigtigt emne, altså hvordan vi fremmer bedre og sundere mad og også måltidsvaner i Danmark, og som også vil støtte en overgang til, kan man sige, mindre klimabelastende måltider baseret på de officielle kostråd »Godt for sundhed og klima«, og det er ønsker, som jeg deler med forslagsstillerne.

Jeg mener dog – og det vil jeg komme tilbage til – at løsningen her med at kunne designe det med det udgangspunkt, som Københavns Kommune har gjort, og at det skulle gøres til en national strategi, ikke nødvendigvis er den rigtige strategi. Jeg synes også, det er vigtigt, at der bliver taget de nødvendige hensyn til, at der er nogle meget, meget lokale forskelle, f.eks. i demografien, i kulturen, i præferencerne og også i de økonomiske forhold. Jeg mener derfor, at der er andre måder, hvorpå vi mere hensigtsmæssigt kan søge at opnå de mål, som beslutningsforslaget her vil fremme, og som jeg som sagt deler intentionen omkring.

Vi deler som nævnt grundtanken bag forslaget, og vi ønsker også at fremme bedre, sundere og mindre klimabelastende fødevarer i Danmark i bred forstand, og derfor har vi også igangsat en række indsatser på området. Vi arbejder bl.a. på at etablere et statsligt klimamærke for fødevarer. Fødevareforbruget i de vestlige lande udgør i dag omkring 25 pct. af den samlede klimabelastning pr. person, og samtidig viser undersøgelser også, at danskerne generelt har et stort ønske om at spise mere klimavenligt, men at de i en vis udstrækning også mangler vejledning i, hvordan man så bedst gør det. Formålet med klimamærket er så også at gøre det lettere for forbrugerne at træffe et fødevarevalg i forhold til et lavere klimaaftryk og også samtidig fremme en fødevareproduktion med et tilsvarende lavere klimaaftryk. Hvis danskernes måltider i fremtiden skal være både sundere og mindre klimabelastende, kræver det også en stærk innovation, ikke mindst på planteområdet og inden for biosolutions, og her skal vi også sikre, at der er deregulering og fjernelse af nogle af de unødige byrder, der findes i dag, og som også skaber barrierer for den innovation, som vi sådan set efterspørger for at kunne efterkomme de nye muligheder, der også skal til.

Nye muligheder skal gribes fra den danske fødevareindustri og fødevareeksportens side, og som en del af den grønne omstilling ønsker vi fra regeringens side også at styrke den plantebaserede fødevaresektor, og med et samlet budget på i omegnen af 1 mia. kr. frem mod 2030 spiller Fonden for Plantebaserede Fødevarer en helt central rolle i at kunne fremme plantedagsordenen i dansk landbrugs-og fødevareproduktion og dermed også den adgang, som forbrugerne vil have til de samme produkter.

Regeringen har også et fokus på en sund og mindre klimabelastende mad serveret i de danske skoler. Den kommende nationale forsøgsordning for skolemad vil blive tilrettelagt under hensyntagen til de officielle kostråd, således at skolemaden baseres på anbefalingerne til sunde og mindre klimabelastende måltider til eleverne. Den grønne omstilling kræver med andre ord en bred indsats. I Danmark har vi også en stærk tradition for offentligt-private partnerskaber, og et godt eksempel er Fødevarestyrelsens deltagelse i den 3-årige indsats, som vi kalder »Smag dig frem – gør Danmark grønnere«, og her spiller kantiner på arbejdspladser også en central rolle. Visionen med den indsats er at skabe en sundere og grønnere madkultur hos danske børnefamilier, også med afsæt i de officielle kostråd. Desuden vejleder Fødevarestyrelsen professionelle køkkener i, hvordan de bedst tilbereder mad, som netop lever op til de samme kostråd.

Så når beslutningsforslaget afvises, skyldes det bl.a., at regeringen mener, at det er afgørende at opretholde den lokale fleksibilitet og den kommunal selvbestemmelse på mad- og måltidsområdet. De danske kommuner har meget forskellige forudsætninger, behov og præferencer. F.eks. kan madvaner og ressourcer variere på tværs af landet, og en national implementering af Københavns Kommunes mad- og måltidsstrategi risikerer derved at overse disse forskelle. De enkelte kommuner er trods alt tættest på borgerne og bedst placeret til at tilpasse deres mad- og måltidsindsatser til lokale forhold, og derfor skal vi selvfølgelig vejlede og rådgive på områder og derigennem også sikre rammer, der understøtter fleksibiliteten og tilpasningen, frem for nødvendigvis at pålægge en mere standardiseret model for hele landet.

Samtidig er det også vigtigt, at en mad- og måltidsstrategi er både praktisk og også økonomisk bæredygtig for de kommuner, der skal implementere den, og en mere centraliseret strategi risikerer også at kunne blive en byrde frem for en løsning.

Men afslutningsvis vil jeg igen gerne takke forslagsstillerne. Jeg synes, det er nogle spændende tanker og nogle spændende visioner for den her meget, meget vigtige dagsorden, man bringer til debat her i Folketinget, og jeg håber også, vi får en god debat her efterfølgende. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning. Fru Franciska Rosenkilde, Alternativet.

Tak for det, og tak til ministeren for en rigtig god tale, og tak for anerkendelsen af vigtigheden af forslaget her. Det, der undrer mig lidt, er, at begrundelsen for, at man ikke kan stemme for det her, bl.a. er, at man skal tage højde for geografiske forskelle, for kulturelle forskelle og for, at der kan være forskellige borgere i kommunerne. Men det er jo lige præcis det – sagt i al ydmyghed – den her måltidsstrategi faktisk tager højde for: Der er ikke nogen standardiseret model; det er netop op til kommunerne at lave den helt rigtige løsning.

Det, der er, er, at der er politiske ambitiøse visioner for, hvordan vi bruger de offentlige måltider som en kæmpe driver for at ændre den adfærd, der skal til, for at vi spiser grønnere i Danmark. Det, som jeg taler med rigtig mange køkkenpersonaler og kantinemedarbejdere om, er, at de så meget savner et politisk ophæng, nogle visioner, hvor vi herindefra tager både det arbejde, de laver, alvorligt, men også den kæmpe dagsorden, som mad er. Så jeg kunne godt tænke mig at uddybe for ministeren, hvad det præcis er, der er udfordringen for det kommunale selvstyre i det her forslag.

Ministeren.

Jeg vil så gerne kvittere modsat, hvad jeg også afsluttede med at sige, ved at sige, at jeg synes, at der er nogle rigtig spændende overvejelser at gøre sig i det her forstået på den måde, at jeg er fuldstændig enig i, at offentlige køkkener og kantiner osv. kan være og har vist sig også på andre områder – eksempelvis med hensyn til økologi tilbage i tiden – som en driver for en udvikling af madkulturen rundtomkring. Det er rigtig, rigtig mange tusind måltider, der bliver serveret dagligt rundtomkring i den slags kantiner m.v.

Jeg tror bare, og det er det, der i hvert fald er min bekymring, at der sådan set ikke er noget til hinder for, at man kan gøre det i dag. Der kommer jo et kommunalvalg lige om lidt, og der er i hvert fald mange partier, der så kan slå sig op på at sige, at de gerne vil indføre det som en del af deres lokale prioritering med de lokale tilpasninger, der vil være. Der er også det forhold, tror jeg også man skal være opmærksom på i forhold til den her diskussion, at der er meget, meget stor forskel på kantiners størrelse og dermed formåen. Der er nogle, der nærmest har en enkelt medarbejder, og andre, der er kæmpekantiner. Også det forhold skal man i hvert fald tænke ind i, hvordan man laver en strategi, sådan at man også kan implementere den ude i den virkelige verden.

Spørgeren.

Det er også lige præcis derfor, at den her mad- og måltidsstrategi laver nogle anvisninger og har nogle visioner for, hvad det er for nogle mål, man skal have, og så er det op til den enkelte. Som ministeren selv er inde på, er økologi et rigtig, rigtig godt eksempel på, hvordan vi har brugt de offentlige måltider tidligere til at drive en udvikling, som vi i dag alle sammen er utrolig stolte af, nemlig at vi er det land i verden, har den største andel af økologi i vores landbrugsproduktion. Vi er jo enige om at være et grønt foregangsland, tænker jeg, og det her er jo også en god driver til at ændre på en landbrugsproduktion, så de små og mellemstore økologiske producenter og for den sags skyld også de store har en mulighed for at få afsat deres grønne fødevarer. Hvordan ser ministeren offentlige måltider som en driver dér?

Ministeren.

For at fortsætte i en positiv stemning – og det er det oprigtigt talt – vil jeg sige, at jeg synes, at der er rigtig mange initiativer, der allerede bliver taget rundtomkring, som på en eller anden måde har et afsæt i og omkring det at få skubbet en mere sund og mere klimavenlig madkultur ud i det danske samfund. Jeg er fuldstændig enig i, at der kan de offentlige køkkener, de store kantiner osv. have noget for sig. Så jeg vil gerne være med til, at vi prøver at samle, hvad der ligger. Jeg har i hvert fald noteret mig adskillige initiativer på min liste, og jeg fik nævnt et par af dem i min tale, og måske kan man på en anden måde samle det sammen til en mere fælles vision eller en fælles strategi for det, sådan at vi får skabt synergi blandt de mange forskellige initiativer, der allerede er, men med skyldig hensyntagen til den fleksibilitet og de lokale forhold, der skal være.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri. Vi går nu i gang med selve ordførerrækken, og den første, der får ordet, er hr. Kim Aas fra Socialdemokratiet. Velkommen.

Tak for ordet. Jeg vil lige starte med at sige, at jeg vikarierer for Kris Jensen Skriver, som normalt er ordfører på det her område.

Tak for ordet, og tak til Alternativet for at fremsætte det her beslutningsforslag. Jeg vil gerne starte med at understrege, at vi i Socialdemokratiet og jeg personligt også, selv om det ikke lige er min normale gebet, hilser debatten om det gode måltid meget velkommen. Vi ved, det er afgørende for vores sundhed, at vi indtager nogle ordentlige fødevarer, og derfor er dagens debat også god. For vi har et særligt ansvar, f.eks. når vi skal tage ansvar for vores børn i daginstitutionerne eller på skolerne eller de ældre, når de ikke selv kan klare madlavningen.

Nationalt er vi også opmærksomme på, hvordan vi kan styrke og fremme det gode måltid. Lad mig nævne bl.a. de betydelige midler til Fonden for Plantebaserede Fødevarer, der skal gøre det lettere og mere attraktivt at gå til plantebaseret kost. Lige nu arbejdes der med at lave et nationalt klimamærke, så forbrugerne på de offentlige institutioner får bedre mulighed for at sætte det rigtige klimaaftryk i forhold til fødevarer, så de ved, hvad de bruger.

Jeg vil også gerne nævne, at der er stærkt fokus på, hvordan vi styrker og hjælper dem, der producerer de lokale fødevarer. Her tror jeg der ligger nogle rigtig gode muligheder, som vi skal forfølge. Der er en stor værdi i det i forhold til det sundhedsmæssige, hvis vi i højere grad indtager fødevarer, der er produceret lokalt. For mig, og det er det også for Kris Jensen Skriver, er det en dejlig bebuder, når sommeren kommer, at man kan se vejboder, som er noget, der fylder rigtig meget på Fyn, hvor man på vejen hjem så kan købe nogle friske ærter og jordbær, og så kan man spise sundt, og det er lokalt.

Jeg kan se, at man her i Københavns Kommune har en strategi for, hvordan man vil bruge måltiderne i det offentlige køkken. Det synes jeg er rigtig positivt, og der er mange gode takter i den strategi. Dog bærer det også præg af, at det fungerer i en storby. Det er min oplevelse, at samtlige kommuner i Danmark er opmærksomme på, hvad det gode måltid er. Samtidig er det også min overbevisning, at vi ikke herindefra skal diktere, hvordan strategien så skal være i alle 98 kommuner. Derudover kan jeg se, at der ikke er nævnt økonomi i forslaget her, hvilket er endnu en årsag til, at vi ikke kan stemme for det.

Jeg er som sagt enig i intentionerne med forslaget, men jeg er ikke enig i, at vi skal diktere strategien på landsplan for alle landets kommuner, og derfor kan jeg meddele, at Socialdemokratiet afviser beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Tak. Der er en kort bemærkning til fru Franciska Rosenkilde, Alternativet.

Tak til ordføreren. Jeg kan forstå, at man også fra Socialdemokratiets side er sympatisk – eller hvad det er for et ord, man bruger – indstillet over for forslaget, men man ønsker ikke at stemme for, for man ønsker ikke en central diktering herindefra. Hvad er det præcis i mad- og måltidsstrategien, der lægger en standardisering eller en diktere herindefra ud til kommunerne, ud over at den bare er ambitiøs i forhold til at få et virkelig stærkt grønt område, som vi jo er enige om at skulle have? Som ordføreren selv nævner, handler det gode grønne måltid både om folkesundhed, men også om miljø og klima, som vi er enige om er vigtige dagsordener. Så hvad er problemet ved lige præcis det her forslag i forhold til det, som ordføreren taler for?

Ordføreren.

Nu vil jeg ikke bruge Kris Jensen Skrivers ord, men jeg har selv været i den kommunalpolitiske verden i mange år, og der er en udfordring, hvis vi kommer til at diktere et lovforslag. Som ministeren også ganske rigtigt giver udtryk for, er det meget vigtigt, at vi giver mulighed for, at hver enkelt kommune finder ud af det med de rammer, der nu er. Jeg kommer selv fra en landkommune, hvor rammerne er ganske anderledes end her i København. Der har man jo allerede taget nogle af de her gode løsninger, der ligger i det grønne køkken og i det mere sunde køkken, ind. Men det der med at lave en lov her på Christiansborg, som gør, at der skal være én løsning, der ligesom skal passe til det hele, tror vi ikke på i Socialdemokratiet. Vi tror på, at man ude i kommunerne er bedst til selv at finde ud af, hvordan man får det passet ind ud fra forholdene i skolerne og institutionerne.

Spørgeren.

Med fare for at gentage mig selv vil jeg sige, at de tydeligste fem pejlemærker i forslaget her jo sådan set bare handler om nogle visioner, nogle anvisninger, for at skabe et grønnere måltid. Jeg kan ikke se, hvorhenne man dikterer eller standardiserer noget fra Christiansborgs side, som man ikke vil kunne løfte både i små kommuner, landkommuner og bykommuner. Det, der jo lige præcis er pointen, er, at man skal kunne gøre det, så det passer ind i kommunen, men at man har et nationalt sigte og er enig om, at det her er en vigtig dagsorden.

Ordføreren.

Det er ganske rigtigt en rigtig vigtig dagsorden, som vi også løfter i Socialdemokratiet, og det er jeg sikker på at den nye ordfører på området også kommer til at gøre. Det, der bare er vigtigt for Socialdemokratiet på nuværende tidspunkt, er, at vi ser på de ting, vi allerede har sat i gang. Der er, som jeg også nævnte i min tale, rigtig mange ting, som er iværksat. Vi har samtidig også afsat midler til nu at prøve det her med skolemad på flere skoler. Så vi vil gerne have det til at virke lidt, inden vi kan træffe en beslutning om, hvilken strategi der er den rigtige

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Kim Aas, Socialdemokratiet. Næste ordfører er fru Louise Elholm, Venstre.

Tak. Jeg er jo ikke hr. Erling Bonnesen, som er Venstres fødevareordfører, men vores fødevareordfører har desværre ikke mulighed for at være til stede, så jeg har lovet at holde talen på vores fødevareordførers vegne. Alternativet foreslår, at Københavns Kommunes mad- og måltidsstrategi skal gøres til en national strategi og dermed tvinges ned over alle andre kommuner uanset kommunernes forskelligheder. Det er der ikke meget alternativ kreativitet i, og det sætter nærmest det kommunale selvstyre ud af kraft på dette område. Det er ikke en ting, Venstre bakker op om.

I Venstre hylder vi det kommunale selvstyre med plads til frihed og til at indrette sig selv ud fra forskellige lokale ønsker og behov. Det er vigtigt at fremme sunde og klimavenlige madvaner i Danmark, men det skal ske med respekt for kommunernes selvbestemmelse og de lokale forskelle i madkultur, demografi og økonomi. Kommunerne er tættest på borgerne og bedst rustet til at tilpasse løsningerne lokalt.

Regeringen har derudover igangsat en række initiativer. For eksempel understøttes professionelle køkkener i at følge de officielle kostråd. Der er igangsat en forsøgsordning for skolemad, der netop tager udgangspunkt i kostrådene, og der arbejdes på at fremme plantebaserede fødevarer og etablere et klimamærke, der understøtter lokale fødevareproducenter i hele landet. Det er vigtigt at styrke sunde og grønne madløsninger, men uden at vi går på kompromis med den lokale frihed.

Så vil jeg måske bare tilføje, at jeg jo synes, det er dejligt, at der er så mange, der arbejder med nogle gode kostråd og går op i det her. Jeg synes, det er vigtigt, at vi fremmer det, og vi fremmer det også gennem det lokale selvstyre rundtomkring i landet. Derfor kan man jo godt bruge tingene som inspiration uden at tvinge de forskellige steder til noget. Men Venstre kan ikke støtte forslaget, som det ligger.

Der er ikke ønsker om korte bemærkninger. Tak til fru Louise Elholm, Venstre. Næste ordfører er hr. Hans Kristian Skibby, Danmarksdemokraterne. Velkommen.

Tak, hr. formand. Nu fristes man næsten til at sige: Nu står vi her igen i forhold til at behandle et beslutningsforslag, som man på en sikkert god og velmenende baggrund vil synes, man skal trække ned over landets kommuner. Som andre har været inde på før mig, er det jo altså sådan, at kommunerne faktisk efter vores opfattelse i dag sagtens kan levere i forhold til at tilbyde en god og ernæringsrigtig kost fra de kommunale køkkener til kommunens borgere, både på skoler og i børnehaver og på plejehjem, og til de ansatte på rådhuse. Det sker ud fra et godt og velment ønske om at tilbyde det, som folk ønsker at spise. Og jeg tror egentlig godt, der kan være forskel på, hvad det er for en type kost, man vælger i Holstebro frem for på Nørrebro. Det kan godt være, det lyder lidt, som om der kunne ryge lidt flere frikadeller og lidt mere medisterpølse ned i Holstebro end på Nørrebro, men det er noget, der skal være op til den enkelte.

Derfor er det jo, at når vi kigger på de her typer af evindelige beslutningsforslag, hvor man mener, man har fundet den eneste salighed, i forhold til hvordan man skal håndtere alle de her borgere rundtomkring i landet, vil jeg sige: Kommunerne og deres ansatte, også deres kokke i deres køkkener og i deres kantiner, kan udmærket klare den her opgave, uden at de skal copy-paste og implementere Københavns Kommunes mad- og måltidsstrategi. Der er faktisk andre kommuner, som er i stand til at lave mad, også noget, som folk kan lide at spise. Derfor synes vi i Danmarksdemokraterne, at det er sådan en kende for morsomt med netop det her ønske om, at vi skal copy-paste Københavns Kommunes strategier, hvor man jo bl.a. har udfaset skolemælken. Tilbage i 2023 valgte man jo at spare 1,5 mio. kr. på kommunens budgetter, fordi man ikke mente, det var rimeligt at køre rundt med skolemælk til de skoler, hvor forældrene valgte at betale for at få leveret skolemælk.

Det er sådan en måde, man gennemfører strategier og praksis på i Københavns Kommune, og der kan vi i Danmarksdemokraterne simpelt hen ikke se, hvorfor det skal implementeres eksempelvis i andre egne af landet. Hvis andre kommuner har tilsvarende ønsker, står det dem jo frit for at implementere dem og at vedtage dem. Det er ikke noget, vi skal lovgive om via detailregulering herinde fra Slotsholmen. Det er noget for den enkelte kommune, de enkelte kommunalbestyrelser, de enkelte ansatte, diætister, kostvejledere, kokke, dem, der laver menusammensætninger i vores kommuner, og dem, der gennemfører de kommunale indkøb af råvarer osv. Det er noget, som de helhjertet går ind for.

Så sent som i mandags var jeg selv til møde i Hedensted Kommune, hvor jeg kommer fra, for at få en introduktion til, hvad det egentlig er for en kost, vi kan tilbyde f.eks. dem på vores plejehjem og dem, der kommer i vores dagcentre. Og der må jeg bare sige: Der er fuldt ud styr på den dagsorden. Derfor kan man godt blive en kende provokeret af, at Alternativet prøver at »pære« ved vores æbler. For det er sådan set det, man gør. Man prøver på at »pære« ved andres æbler, og det synes vi er en mærkelig fremfærd at have, altså at man vil blande sig i, hvordan man skal gøre ting andre steder i andre kommuner. Jeg er helt med på, at det er fint, at Alternativet har forelsket sig i en strategi, som har sit udgangspunkt i København, og den kan sådan set også være fuldt ud legitim og fin for kommunens borgere. Det vil jeg sådan set ikke stille mig på bagbenene over for. Men jeg kan ikke se, hvorfor det skal være noget, der skal copy-pastes sådan mere eller mindre som en de facto-blok i forhold til alle de andre 97 kommuner.

Det bliver et nej tak fra Danmarksdemokraternes side. Vi mener, at vi skal bekæmpe madspild, vi skal sørge for god ernæring, og vi skal sørge for god, varieret kost. Vi skal også sørge for, at kommunernes budgetter holder. Det betyder bl.a., at kommunerne gør det ud fra de præmisser, som de nu engang lokalt har valgt i de forskellige individuelle kommuner. Og derfor er det efter vores bedste vurdering helt på sin plads at lade kommunerne selv få lov til fuldt ud at bestemme deres kostpolitik. Der skal ikke komme en eller anden stor, sort hætte og trækkes ned over glimrende kostpolitikker i andre kommuner. Jeg anerkender, at det godt kan være, det er velment, at fru Franciska Rosenkilde vil ulejlige Folketinget med det her forslag i dag. Men det er altså overkill, hvis man må tillade sig at sige det. Det er ikke en opgave for Folketinget at gå ind og lave lovdiktering i forhold til det kommunale selvstyre, vi har, hvor kommunerne sagtens selv kan håndtere, hvordan de skal prioritere, og hvad de skal tilbyde i de kommunale køkkener og kantiner. Tak.

Tak. Der er en kort bemærkning. Fru Franciska Rosenkilde, Alternativet.

Tak. Nu ved jeg jo ikke, hvorfor Danmarksdemokraterne sidder i Folketinget, men jeg kan sige, at Alternativet sidder her for netop at lave lovgivning, som fremmer den grønne omstilling, og eftersom fødevareproduktionen udgør en tredjedel af vores CO2-udledning og vores forbrug som danskere svarer til knap fem jordkloder, mener vi bestemt, at det er vigtigt, at man laver klimapolitik lige præcis herinde i det her hus. Og så må jeg bare sige til ordføreren, at hvis jeg boede i Jylland, ville jeg godt nok snart være træt af at blive fremstillet stereotypt som en, der ikke går op i klima og grøn mad. Jeg er sikker på, at der også er rigtig mange mennesker uden for København, der er optaget af at leve både grønnere og mere bæredygtigt. Det er ikke en elitær dagsorden at ville det. Det er en folkelig sag, og derfor er det selvfølgelig en vigtig sag for Alternativet i Folketinget.

Ordføreren.

Jamen altså, vi anerkender jo, at det kan være et godt forslag fra Alternativet. Men det gør jo ikke, at vi skal gå ud og copy-paste det til de 97 andre kommuner, det er jo der, hvor låget falder af bøtten, om man så må sige. Altså, jeg har jo ikke anfægtet, at Københavns Kommune har en god kostpolitik over for kommunens borgere, og at den er i overensstemmelse det, som borgerne i Københavns Kommune ønsker. Men at gå derfra til at lave det sådan, som det foreslås her, altså at man skal tvinge kommunerne – der står godt nok, at man opfordrer dem – til at implementere Københavns Kommunes mad- og måltidsstrategi fra 2019 i en national strategi, som så skal være gældende for alle landets kommuner, kan man da kun se som et overgreb i forhold til det lokale, decentrale selvstyre, hvor kommunerne og deres medarbejdere altså mig bekendt faktisk har været i stand til igennem rigtig mange år at tilbyde rimelig god og anstændig mad til de pågældende folk, som skal have den her kost. Om det så er på et plejehjem, i en børnehave eller en folkeskole, eller om det er i kommunernes kantiner eller på deres rådhuse osv., er sådan set underordnet. Jeg kan ikke se, hvorfor det skal være en kommunal opgave, sådan som fru Franciska Rosenkilde lægger op til her.

Spørgeren.

Tak. Men hele pointen med den her mad- og måltidsstrategi er jo netop, at det ikke er en de ting, men at den netop lægger op til, at den enkelte kommune selv implementerer det her på den måde, som passer rigtig godt til lige netop den kommune. Så der er ikke nogen diktering eller standardisering – eller endnu værre ord, som ordføreren har brugt – herindefra. Det, der er i det herindefra, hvis vi beslutter det her, er en politisk ambition på en meget, meget vigtig dagsorden.

Ordføreren.

Dagsordenen er jo så, at man ønsker at underkende de måltidsstrategier, der findes inden for de 97 andre kommuner. Jeg synes jo bare med al respekt, at det er en underfundig og lidt besynderlig strategi at lægge for dagen for et ellers rimelig fødevarepolitisk orienteret parti som Alternativet. Der er det altså lige en kende for morsomt, at man går ind og laver den her form for smagsdommeri. Så jeg synes ikke, at Alternativet skal »pære« ved andres æbler; det er jo det, man lægger op til med det her forslag.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Hans Kristian Skibby, Danmarksdemokraterne. Næste ordfører er hr. Carl Valentin, Socialistisk Folkeparti. Velkommen.

Tak for det. Jeg tænker, at en af grundene til, at Alternativet fremsætter netop dette forslag, er, at fru Franciska Rosenkilde havde en meget central rolle i udarbejdelsen af »mad- og måltidsstrategien« i København, da hun sad der som kulturborgmester. Og jeg kan egentlig godt forstå, at man fremsætter forslag om at bruge den som inspiration herinde for en national strategi, for Københavns »mad- og måltidsstrategi« er ret forbilledlig på mange punkter: Der er et vigtigt fokus på fejl- og underernæring, som er ekstremt vigtigt, særlig for vores ældre; der er et vigtigt fokus på sundhed og ulighed i sundhed; og så selvfølgelig omstillingen til et bæredygtigt fødevaresystem, som er helt centralt. En af de ting, man gerne har villet gøre i København, er at reducere udledningen fra maden, der serveres i de offentlige køkkener, med 25 pct. i 2025. Mig bekendt har man allerede nået den målsætning, og jeg tror faktisk, at man nåede den allerede i 2024. I Aarhus havde man en tilsvarende målsætning om faktisk at nå det allerede i 2024, så det er noget, der sker rundtomkring.

Vi har tidligere i SF foreslået, at man havde et lignende måltal i hele landet og også gerne en 50-procentsreduktion i 2030, men det har ikke været så nemt at overbevise et flertal herinde om, at vi skulle have en målsætning, og det undrer mig egentlig lidt, for det er jo ikke detailstyring, sådan som det bliver fremlagt i debatten her. Hvis man laver en klimamålsætning f.eks., som man har gjort i København, er der jo fuld valgfrihed ude lokalt til, hvordan man vil indrette sig efter det. Det kunne være, om man vil have en fiskedag, en kødfri dag, eller om man vil servere mere kylling og mindre oksekød eller meget mere plantebaseret. Der er en meget stor handlefrihed, men et krav om grøn omstilling midt i en klimakrise. Det synes jeg ikke burde være så forfærdelig kontroversielt. Jeg synes, det var lidt morsomt at høre fru Louise Elholms tale, hvor man helt stille læste en meget bombastisk tale fra hr. Erling Bonnesen op om, at nu ødelagde man det kommunale selvstyre. Jeg tror, at formuleringen var, at man satte det ud af kraft. Jeg ved ikke, om regeringen også mener, at man sætter det kommunale selvstyre ud af kraft, når man i den finanslov, man for nylig har lavet, har besluttet, at skolemaden skal følge kostrådene.

Jeg synes, at en måde, man kunne lave den her helt nødvendige omstilling på, var at sige, at den mad, der serveres i de offentlige køkkener, skal tage udgangspunkt i kostrådene og den klimabelastning, der er for dem. Det præsenterede vi i SF et forslag om, i forbindelse med at vi forhandlede den grønne trepart, men det lykkedes os ikke at få det igennem. Jeg håber, at det er noget, Folketingets partier vil tænke videre over, for vi skal altså have en grøn omstilling af vores madvaner, og de offentlige køkkener er en rigtig effektiv måde at sikre det på. Vi kan sørge for, at borgerne får positive madoplevelser med bælgfrugter, som danskerne spiser alt for lidt af i forhold til kostrådene, med gode plantebaserede proteinkilder som tofu, tempeh og madder og sådan nogle ting. Ved at inspirere de offentlige køkkener kan folk tage de her erfaringer og tage dem med hjem også og blive bedre til at lave grønne retter. Jeg synes, at de målsætninger, der ligger i Københavns »mad- og måltidsstrategi«, er rigtig fine, og det er nogle, man sagtens kunne implementere nationalt.

Jeg synes også, at ministeren pynter sig lidt med lånte spinatblade, hvis man kan sige det, når han fremhæver alt det, regeringen gør for at fremme plantebaserede fødevarer, f.eks. Plantefonden. Nu tilfører man 400 mio. kr., men i regeringens udspil skulle man tilføre 45 mio. kr., og det var jo, fordi SF ligesom kom og satte sig i den grønne trepart og fik det her igennem, at der faktisk skete noget. Man henviser også til kostrådene, som nu skal være udgangspunktet for skolemad. Det var faktisk heller ikke i regeringens forslag om en finanslov, det var noget, SF bar med ind til bordet og fik gennemført i finansloven.

Jeg synes, det ville være dejligt, hvis regeringen var dem, der kom med nogle forslag en gang imellem, som virkelig sikrede, at vi fik omstillet de offentlige køkkener. Så hvis man synes, at det er så positive toner, man hører i dag, selv om man ikke vil støtte forslaget, håber jeg da, at man vil komme med sine egne forslag til, hvordan man sikrer mere grøn mad i de offentlige køkkener, for det er der i allerhøjeste grad behov for. Derfor støtter SF også det forslag, der ligger her i dag. Tak.

Tak. Der er en kort bemærkning til hr. Hans Kristian Skibby, Danmarksdemokraterne.

Tak. Jamen jeg vil egentlig gerne hæfte mig lidt ved, at ordføreren jo siger, at SF ønsker, at man skal tage udgangspunkt i de anbefalinger, altså i kostrådene. Det er sådan set også sund fornuft, vil jeg sige. Men det, der sådan set måske er et skisma, er jo, at hvis man kigger på kostrådene fra Fødevarestyrelsen, som jo har rettigheden i forhold til at have det som arbejdsopgave for alle dem, der er over 2 år gamle, så anbefaler de jo, at man skal have mælk hver dag. Det får man lige nøjagtig ikke, hvis man følger det, som ordføreren nu står og støtter. Altså, der står jo klart, at man ikke skal have mælk, og man har jo valgt at fjerne mælken i Københavns Kommune. Man kan få noget havredrik, men det er altså efter min bedste vurdering ikke mælk.

Så er det, jeg siger, at hvis man fra SF's side støtter, at man skal følge kostrådene, vil SF så også være med til at få genindført mælk i de københavnske skoler?

Ordføreren.

Altså, nu har man jo ikke fjernet mælk fra Københavns Kommune; det kan man trods alt stadig få i kommunen til trods for et meget rødt og grønt flertal her. Det, man har valgt at fjerne, er skolemælksordningen, og at man ikke skal putte nogle skattepenge i det.

Ordføreren har ikke ret i, at man skal have mælk hver dag. Formuleringen i kostrådene er, at der er en bestemt mængde, som er passende, og såfremt man ikke indtager den her mængde mælk, vil det være væsentligt f.eks. at sikre, at man har nogle andre gode kalciumkilder. Det er f.eks. bladgrønsager, som man kan indtage her, og der er absolut intet i kostrådene, der dikterer, at man skal drikke mælk, så det kan man fint undlade, hvis man ønsker det.

Man kan også godt få noget mælk derhjemme. Jeg tror nu, der er ret mange børnefamilier i København, der stadig væk får mælk i forbindelse med deres morgenmåltid, inden børnene møder i skole. Så jeg tror ikke, at ordføreren skal være bekymret for mælkemangel hos de københavnske børn.

Spørgeren.

Det er jo en faktuel kendsgerning, at man har sparet 1,5 mio. kr., ved at man har sagt nej til, at der obligatorisk skal være almindelig skolemælk som et tilbud i de københavnske skoler, så det er da sådan set bare sandheden. Og så siger ordføreren jo godt nok, at man ikke skal lægge så meget i det med Fødevarestyrelsens anbefalinger, selv om der jo faktisk står klokkeklart, at man faktisk netop ikke kan få et tilstrækkeligt indhold i sin kost, hvis man ikke også får almindelig mælk, for der skal store mængder til af nødder, blade og alt muligt andet, hvis man skal have den samme mængde af næringsstoffer. Det er faktisk noget, man kan se, hvis man i hvert fald kigger på nogle af de artikler, der er skrevet om det her, og de udmeldinger, som kommer fra Fødevarestyrelsen. Jeg vil bare gerne have ordføreren til at bekræfte, at Fødevarestyrelsen faktisk har udmeldt de her ting.

Ordføreren.

Der må ordføreren simpelt hen henvise til, hvad det er, der specifikt bliver sagt fra myndighedernes side. Jeg er aldrig stødt på, at man skal have så meget mælk, og at man ikke kan få nok kalcium uden. Altså, der er da masser af andre kilder til kalcium i den her verden, i planteriget. Man kan også få beriget plantedrik, hvis det er det, man ønsker. Altså, jeg synes, at ordføreren fremstiller det, som om mælk er en nødvendighed. Der er jo flere steder i verden, hvor man slet ikke har samme kultur for så højt et indtag af mælk, som vi har i Danmark. Så ordføreren tager fejl, og jeg mener, at han citerer vores myndigheder forkert.

Tak. Der ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Carl Valentin, SF. Næste ordfører er hr. Carsten Bach, Liberal Alliance. Velkommen.

Tak for det, formand. Beslutningsforslaget om at gøre Københavns Kommunes mad- og måltidsstrategi til en national strategi har jo mange gode intentioner i sig. Det sigter mod at bekæmpe mod fejlernæring og mindske social ulighed og reducere klimaaftrykket fra offentlige køkkener. Det er noble mål, som vi i Liberal Alliance deler ambitionerne om, men det er vigtigt også at huske på, at vejen til målet betyder noget.

I Liberal Alliance tror vi på, at de bedste løsninger opstår gennem frihed og innovation og ikke gennem central styring. At gøre én kommunes strategi til en national model risikerer at begrænse fleksibiliteten og kreativiteten i de enkelte kommuner og offentlige køkkener. Vi bør i stedet give plads til, at lokale løsninger kan tilpasses borgernes forskellige behov og præferencer. Vi erkender til fulde, at madspild udgør en klimabelastning, men løsningen bør findes i at fremme private initiativer, teknologisk innovation og oplysning frem for at implementere en ensartet statslig strategi.

Vi anerkender de positive resultater, som Københavns Kommunes mad- og måltidsstrategi har opnået, men at overføre én kommunes løsning direkte til nationalt plan vil næppe fungere optimalt. Danmark er jo mangfoldigt, og hvad der virker i København, virker måske ikke nødvendigvis i Ringkøbing-Skjern Kommune eller Langeland Kommune. Vi bør i stedet inspirere kommunerne til at finde deres egne løsninger baseret på lokale behov og forudsætninger.

Derfor kan vi i Liberal Alliance heller ikke støtte beslutningsforslaget, ikke fordi vi er uenige i målsætningerne, men fordi vi tror på andre veje til at nå dem og veje, der værner om frihed og fleksibilitet og innovation lokalt. Innovative løsninger kommer nedefra og ikke fra central styring. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til hr. Carsten Bach, Liberal Alliance. Næste ordfører er hr. Henrik Frandsen, Moderaterne.

Tak for ordet, hr. formand. Vi behandler i dag et beslutningsforslag fra Alternativet om at gøre Københavns Kommunes måltidsstrategi til en national strategi. Der skal ikke være et eneste ondt ord om Københavns Kommunes måltidsstrategi; det er en god og visionær strategi, man har lavet der, som jo har rigtig mange gode hensigter, rigtig mange gode formål, og som jeg tænker passer helt perfekt til Københavns Kommune.

I Moderaterne er vi til gengæld også meget optaget af, at det ikke nødvendigvis er på alle områder, at vi skal styre udviklingen ude i kommunerne centralt fra. Jeg ved af egen erfaring, eftersom jeg selv har været borgmester i 5½ år i Tønder Kommune, at i forbindelse med de måltider, der bliver serveret – og der bliver serveret rigtig mange offentlige måltider ude i kommunerne – giver man ude i kommunerne borgerne råd, og der er et kæmpestort fokus på det. Og der er vi i hvert fald tilhængere af, at vi ikke kommer med én fælles strategi, som passer rigtig godt i København, og trækker den ned over de øvrige kommuner i Danmark.

Det betyder ikke, at vi ikke er enige i målsætningen, for den er vi sådan set meget enige i omkring klima, omkring ernæring, omkring sundhed – der ligger også rigtig meget sundhed i forbindelse med ernæring. Men at gøre en virkelig velplaceret måltidsstrategi fra Københavns Kommune til også at være måltidsstrategi i f.eks. Brønderslev Kommune eller Tønder Kommune er ikke vores måde at se det på.

Så Moderaterne kommer ikke til at støtte beslutningsforslaget, men vi er meget med på, at der er rigtig mange gode hensigter i det.

Tak. Der er en kort bemærkning til fru Franciska Rosenkilde, Alternativet.

Tak for det. Og tak til ordføreren for talen. Skal jeg forstå det sådan, at Moderaterne synes, at når det kommer til god, sund, klimavenlig mad i forbindelse med de offentlige måltider, skal det være båret af ildsjæle, og at det vil sige, at det kan være meget forskelligt, hvordan kvaliteten af maden er i de offentlige kantiner, alt afhængigt af hvilken kommune man bor i? For ligesom vi oplever det på mange andre områder i forbindelse med netop folkesundhed, er det i dag sådan, at man som dansker faktisk får meget forskellig behandling, alt afhængigt af hvor man bor i landet.

Er det Moderaternes politik, at når det kommer til offentlige måltider, kan man i den ene kommune være heldig, at der er nogle ildsjæle, der står i køkkenerne ved gryderne, og som har taget den her dagsorden alvorligt og serverer virkelig dejlig grøn og klimavenlig mad, mens det i den anden kommune ikke er særlig højt på den politiske dagsorden, og hvor man får serveret noget, der knap nok er spiseligt? Er det Moderaternes politik?

Ordføreren.

Der ligger jo faktisk i spørgsmålet en hensigt om, at vi skal gå ud og, hvad skal man sige, styre alle kommuners madpolitik, og hvad de giver borgerne. I Moderaterne er vi tilhængere af kommunalt selvstyre. Men når det så er sagt, vil jeg også gerne sige, at min erfaring med kommunalpolitikere – og jeg har meget, meget stor tillid til kommunalpolitikere – er, at de går utrolig meget op i kost og ernæring og i klima og alle de gode parametre, som også ligger i måltidsstrategien. Derfor synes jeg faktisk, at det her er et rigtig godt område at lade det kommunale selvstyre råde på. Vi hørte jo fra en tidligere ordfører, at de målsætninger, der lå i den københavnske måltidsstrategi omkring klima, var indfriet, og det samme gjaldt Aarhus. Det viser bare, at der altså er en stor innovationslyst derude, og lige præcis på det her område mener vi ikke i Moderaterne at vi skal gå ud og ligesom styre kommunerne top down.

Spørgeren.

Det er jo lige præcis nået i de store kommuner, fordi der er en politisk vision for området, og det er det, som den her strategi lægger op til. Den lægger jo ikke op til en detailstyring af kommunerne. I Alternativet er vi også meget glade for det kommunale selvstyre, og jeg er sikker på, at man både fagligt og alt muligt andet sagtens kan løfte det her. Det, som der mangler i kommunerne, er, at der er et politisk ophæng herindefra, hvor vi viser, at det her er en vigtig dagsorden, og hvor vi viser, hvad det er for nogle målsætninger, vi synes kommunerne skal leve op til, for at vi sammen bidrager til den grønne omstilling. Det er sådan set det, der ligger i det her forslag.

Ordføreren.

Der vil jeg gerne sige, at i modsætning til fru Franciska Rosenkilde har vi faktisk tillid til både store og små kommuner, når det gælder visioner, og når det gælder ambitioner om både at være grønne og miljøbevidste, men også at gå op i ernæring og sundhed. Det er noget af det, hvor man ude i kommunerne virkelig kan flytte noget økonomi, og hvis man kan flytte kommunens borgeres sundhedsprofil bare lidt i den rigtige retning, ligger der rigtig meget økonomi i det, der ligger rigtig meget velfærd i det, og der ligger rigtig meget livskvalitet i det. Og der har jeg altså tillid til, at det er noget, man har fokus på i store såvel som i små kommuner.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Henrik Frandsen, Moderaterne. Den næste ordfører er fru Helle Bonnesen, Det Konservative Folkeparti. Velkommen.

Tak. Jeg er her i dag som suppleant for hr. Rasmus Jarlov, som desværre ikke kan være til stede.

For nylig var jeg sammen med et ældre familiemedlem, som havde meget lidt lyst til at spise, og nu er det altså mig selv, der taler, og ikke hr. Rasmus Jarlov. Vi var på et hospital, som har specialiseret sig i, hvordan man får ældre til at spise varieret, sundt og nok. Der var to store udfordringer. Den ene var alt, alt for stort madspild. Den anden var at sørge for ordentlig ernæring til de her ældre, som ikke vil spise. Her var løsningen en kombination af ekstremt små portioner og muligheden for at vælge mellem mange forskellige ting. Det gjorde udslaget. Pludselig var oplevelsen af at spise blevet bedre, og jeg skal hilse og sige, at det ældre familiemedlem pludselig begyndte at spise.

Historien fortæller jo meget godt, at det på det sted var køkkenpersonalet, som havde gået meget specifikt ind på den her opgave. Hvad var det lige præcis, de skulle fokusere på? Madspild og ordentlig ernæring. De havde egen strategi for, hvad der kunne lykkes. De kørte efter deres egne principper. Så nærhed i opgaven og uddelegering gjorde udslaget.

Jeg er vild med det, altså det med at uddelegere opgaven. I en tid, hvor alle skriger på afbureaukratisering, skal man virkelig være påpasselig med at indføre nyt bureaukrati, og forslaget, som vi behandler i dag om en mad- og måltidsstrategi, hører nok ikke til de administrative opgaver, som Det Konservative Folkeparti har lyst til at pådutte kommunerne.

Som andre også været inde på, er der ikke rigtig nogen diskussion af finansieringen. Hvis man nu ser på den københavnske model, mener jeg – men det ved fru Franciska Rosenkilde nok allerbedst – at der var tale om 10 mio. kr. i varige investeringer, herefter kommer løbende drift, og at det første budget var på 17 mio. kr. Det er trods alt noget af en finansiering, hvis man skal gå fra 1 til 98 kommuner, selv med stordrift og selv med nogle grundinvesteringer, som er lavet fra Københavns Kommunes side. Hvis der i dag sidder nogle kommuner, som synes, at initiativet er værd at kopiere, står det dem frit for, og lad dem endelig blive inspireret. Vi har tillid til, at kommunerne selv kan prioritere og udvælge deres projekter, og det bør vi som stat ikke blande os i.

Men hvis vi så kigger på Københavns Kommunes mad- og måltidsstrategi, er et af de her punkter, man bl.a. gerne vil indføre, styrket skolemad. Efter at man har indført strategien, er skolemaden svundet ind. Der er mindre af det mad, man kan bestille. Det er der blevet skåret ned på. Så på trods af at man havde strategien, har det økonomisk ikke været muligt at følge op på den. For nylig skar man også oksekød helt ud af skolemaden, og det var ikke på grund af en klimastrategi; det var på grund af finansieringsproblemer. Der mente man, at man kunne spare nogle penge på bundlinjen, hvis man fjernede oksekødet.

Jeg mener, at den københavnske mad- og måltidsstrategi konkret står foran en evaluering inden for det næste år, og jeg synes, at det ville være godt, at man tog den evaluering med og så på, hvad man har fået ud af det, inden man begynder at implementere det i hele landet. Konservative kan ikke støtte forslaget.

Tak til fru Helle Bonnesen fra Det Konservative Folkeparti. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten. Velkommen.

Tak. Det her er jo et forslag, der forholder sig til den kommunale mad- og måltidsstrategi. Jeg synes, det er i orden, at der ikke står noget om finansiering i det her forslag. Det gør jeg jo, fordi hvis man f.eks. fulgte de officielle kostråd, ville samfundet spare milliarder om året. Da de nye kostråd kom, skønnede man, at det måske var et fremskridt, i forhold til at hvis nu danskerne begyndte at følge de der kostråd, kunne man spare måske 10 mia. kr. om året. Og hvis det var sådan, at danskerne fuldt ud efterlevede de her nye officielle kostråd, var det måske 40-50 mia. kr. om året. Det er jo, fordi sundheden kan blive langt bedre, hvis danskerne kan komme frem til at spise en bedre kost. Det handler om, at man spiser flere grønsager og frugter, spiser mindre kød, vælger bælgfrugter og fisk, spiser mad med fuldkorn, vælger planteolie og magre mejeriprodukter, spiser mindre af det søde, salte og fede, og at man slukker tørsten i vand. Det behøver ikke at være ved hvert eneste måltid, men så alligevel .

Der var nogen, der begyndte at blive urolige her på en fredag eftermiddag, men vi har jo sådan set nogle officielle kostråd. Vi har en popsang, som hylder de plantebaserede afgrøder, og som hylder bælgfrugten. Jeg synes, at jeg mangler en ny sang fra regeringen. De har jo ikke fulgt op på, hvad man i den tidligere regering kom frem til af kostanbefalinger. Hvor er opfølgningen? Der kom en finanslov, hvor SF, og måske var det også Radikale, fik sikret, at der var lidt til noget skolemad, som jo ikke kom ud på alle skoler. Der var også en forhandling om grøn trepart, hvor der lige kom lidt mere til Plantefonden. Men ellers mangler regeringen jo at følge op på de officielle kostråd. Hvorfor gør man ikke det? Man pisker rundt for at spare 1.000 medarbejdere, man mener laver noget administrativt, men man svigter i forhold til at gå efter at kunne hente 40-50 mia. kr. på bedre folkesundhed. Det synes jeg er ærgerligt.

Det hele kan jo ikke sikres via den offentlige bespisning. Nu foreslår Alternativet så her, at man skal følge, hvad skal man sige, det, som man er kommet frem til omkring en kommunal mad- og måltidsstrategi i København. Jeg ved, der er flere kommuner, der i mange år har arbejdet seriøst med at omlægge til økologisk mad i den offentlige bespisning, og der er så nogle kommuner, der har taget skridtet videre og taget nogle klimahensyn. Det har man bl.a. gjort i København og også i Aarhus. Jeg har svært ved at sige, at man i København i den strategi for 2019 har den skabelon, der er den bedste for alle kommuner. Går man bare ind og søger på Odder Kommune, kan man se, at de har arbejdet med kost og måltider til unge mennesker siden 2008, og de har også forholdt sig til den ældre bespisning siden 2019. Jeg har lidt svært ved at vide, om den københavnske model er den bedste. Jeg synes, vi mangler en opfølgning på de nationale kostråd, og jeg synes egentlig, man skulle lave en strategi. Det kunne der godt komme ud af det her forslag, altså at man kommer frem til en strategi, som jo også skal gælde de måltider, der er i regionerne, ude på sygehusene og i staten. Jeg ved godt, at der næsten var et statsligt oprør, da man ville til at lave en kødfri dag i Finansministeriet , men jeg tror måske godt, man kunne komme igennem med det på en eller anden måde. Med det, der bliver serveret i Snapstinget i dag, tror jeg i hvert fald godt man kunne snyde folk til at tro, at det plantebaserede var noget, der var kød, men det var det åbenbart ikke.

Så jeg synes, det er fint, at det her forslag bliver fremsat, og jeg vil meget gerne være med til at arbejde på en eller anden tekst, hvor man arbejder med en national strategi for offentlige køkkener og så også folder det ud til at gælde for regioner og stat. Tak.

Tak til hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten. Så er turen kommet til ordføreren for forslagstillerne, fru Franciska Rosenkilde, Alternativet. Velkommen.

Tak. Tak til jer alle sammen for en rigtig god debat og for nogle gode input. For forestil jer et Danmark, hvor sund, økologisk og klimavenlig mad ikke længere er en luksus, men en selvfølge; hvor alle danskere, uanset om de bor i storbyen eller på landet, har adgang til måltider, der gavner både deres helbred og vores planet; hvor det grønne valg ikke kun er muligt, men er let, billigt og tilgængeligt for alle.

I dag fremsætter vi et forslag, som ikke kun handler om mad - det handler også om vores alle sammens fremtid. Det handler om at tage de erfaringer, vi har gjort i København, og gøre dem til en national standard.

I mere end 25 år har Københavns Kommune arbejdet målrettet med at implementere økologisk, sund og klimavenlig mad i de offentlige køkkener – på skoler, plejehjem og på offentlige arbejdspladser. Det er flere en 70.000 måltider hver dag, hvoraf omkring 90 pct. er økologiske. Det er en kæmpe succes både for folkesundheden og for klimaet. Og det er ikke bare mad, vi serverer. Vi serverer sundhed, bæredygtighed og livsglæde. Det er penge, vi som samfund kan være stolte af at investere.

Men hvorfor skal det her kun være Københavns privilegie? Hvorfor skal det kun være i hovedstaden, at man får et måltid, der tager hensyn til både sundhed og klima? Vi står i en økologisk og klimamæssig krisetid. Klimaet forandrer sig, arter uddør, og vores miljø er under pres. Produktionen af mad står for 30 pct. af verdens samlede CO2-udledninger, og det er cirka det samme for den danske produktion. Vi ved, at fødevareproduktionen har en enorm påvirkning på vores planet, men vi har også magten til at ændre den kurs ved at sikre, at vores offentlige køkkener, der serverer knap en million måltider hver dag over hele landet, får ressourcerne til at servere sund og klimavenlig mad. Vi kan gøre en kæmpe forskel både for klimaet, for folkesundheden og for vores kommende generationer.

Vi har et fælles ansvar som politikere og som samfund, for vi ved, at sundheden er på spil, og at mange danskere, både børn, voksne og ældre, i dag ikke får den næring, de har brug for. Underernæring og dårlige kostvaner koster både livskvalitet og penge. En stor del af den grønne omstilling ligger i at ændre vaner og adfærd. Lad os inspirere og uddanne hinanden i, hvordan vi spiser grønnere, og lad os samtidig bruge de offentlige køkkener til et stort afsætningsmarked for vores lokale økologiske fødevareproducenter. Lad os tage de gode erfaringer fra København og gøre dem til en national succes. Lad os sikre, at alle danskere fra Skagen til Sønderborg og fra København til Skive får adgang til de bedste måltider – måltider, der både er gode for kroppen, klimaet og vores samfund.

Det er ægte og nem klimahandling, vi kan foretage i dag. Det er den slags klimahandling, der både gavner folkesundheden, miljøet og de danske producenter. København har allerede vist, at det kan lade sig gøre at servere sunde og økologiske måltider, og at det kan gennemføres på tværs af politiske skel, og det er en succes, der ikke kun handler om smag og sundhed, men om at skabe et bæredygtigt samfund, som vi kan være stolte af. Lad os vise, at vi som politikere kan tage ansvar for fremtiden, og at vi kan skabe et Danmark, hvor det grønne valg ikke kun er muligt, men hvor det er det letteste og det billigste valg for alle.

Tak for ordet.

Tak. Der er ingen korte bemærkninger. Tak til fru Franciska Rosenkilde, Alternativet.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Miljø- og Fødevareudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.