Mange tak, og tak for en god debat, som desværre druknede lidt i en snak om proces og ressortministerier og i spørgsmålet om, hvem der står for hvad. For når alt er kogt ind til benet, er forslaget egentlig ret simpelt: Hvis man er et trossamfund, skal man ikke kunne modtage 15.000 kr. kontant, uanset hvad formålet er med den kontante overførsel. Grunden til, at vi gerne have den grænse – de 15.000 kr. kender vi i forvejen fra kontantforbuddet – er primært, at vi ønsker en større gennemsigtighed. Vi ønsker at reducere sandsynligheden for hvidvask, og vi ønsker at sørge for, at der er en større klarhed omkring, hvem der finansierer vores trossamfund. Det gør vi bare bedst ved, at større transaktioner kommer igennem f.eks. vores finansielle system eller igennem skattesystemet, fordi der så er nogle kontrolmekanismer, som tjekker, hvor de er fra, og hvor de ender henne.
Tænk engang, at vi i Danmark i dag stiller lovlydige erhvervsdrivende ringere end trossamfund, f.eks. moskéer, som helt åbenlyst modarbejder vores frie vestlige samfund. Det er nemlig desværre tilfældet, når det kommer til modtagelse af større private og kontante bidrag, fordi det ifølge Justitsministeriet er muligt at købe en ydelse som f.eks. en ceremoni, uden at det er underlagt kontantforbuddet. Vi har set eksempler på, at Imam Ali Moskeen, som har direkte forbindelser til det iranske præstestyre, og hvis dattermoskéer i landene omkring os lukkes ned på stribe, gentagne gange har modtaget større kontante bidrag på bl.a. 38.000 kr.
Jeg har spurgt kirkeministeren om det i en forhandling, og ved hjælp af Justitsministeriet blev det oplyst, at trossamfunds aktiviteter i udgangspunkt ikke er erhvervsmæssige, og derfor er de ikke underlagt den lovgivning, som vi behandler i dag. Det mener vi jo er uhensigtsmæssigt, for når det kommer til trossamfund, har vi et generelt ønske om større gennemsigtighed, i forhold til hvem der understøtter den religiøse indoktrinering, som vi ved finder sted mange steder. Derfor skal vi bruge alle de værktøjer, som vi har til rådighed, for at dæmme op for samfundsundergravende aktiviteter i regi af bl.a. trossamfund. For man skal være mere end almindelig naiv, hvis man ikke erkender, at Imam Ali Moskeen på Vibevej nok snarere er en femtekolonnevirksomhed, der gemmer sig bag betegnelsen trossamfund, end et sted, hvor mennesker fredeligt tilbeder deres skaber.
I forbindelse med dette beslutningsforslag er jeg også blevet kontaktet af en dommer, som kunne berette, at vedkommende alene det seneste år har haft tre sager relateret til hvidvask og kriminalitet, hvor pengene primært er kommet igennem kontante overførsler i islamiske trossamfund. Derfor blev der udtrykt et stort ønske om, at der politisk er fokus på netop det her, og det bekræfter os også i proportionaliteten af det her indgreb.
Vi ønsker nemlig, at alle trossamfund skal underlægges et kontantforbud, således at deres aktiviteter generelt omfattes af det, så de ikke kan modtage over 15.000 kr. kontant. Vi skal sige fra og modarbejde, at nogle udnytter vores grundlovssikrede religionsfrihed, som vi i Liberal Alliance om nogen står vagt om, til at underminere den selv samme frihed. Derfor ønsker vi at stramme op i forhold til modtagelsen af de her kontante donationer, så der er en vished om, at midlerne ikke stammer fra samfundsundergravende aktiviteter.
Vi takker for en god dialog og en god debat, og vi vil nu komme tilbage i arbejdstøjet og finde ud af, præcis hvilket ressortministerium det her hører under, og hvilke lovgivningsmæssige tiltag vi kan tage i brug for at imødekomme det, som jeg har noteret mig der har været stor opbakning til, nemlig intentionen om at stramme op omkring modtagelse af kontante donationer og andre bidrag til religiøse trossamfund i Danmark, hvad end de er anerkendte eller ikke er anerkendte. Så tusind tak for en god debat.