Udenrigsudvalget 2024-25
URU Alm.del
Offentligt
2959360_0001.png
Folketingets Udenrigsudvalg
Dato
18. december 2024
Sag
24/01359
Enhed
MENA
URU alm. del – endeligt svar på spørgsmål 28 fra Trine Pertou Mach
(EL) stillet den 6. december 2024 til udenrigsministeren.
Spørgsmål
Har Danmark gjort det klart over for israelske regeringsrepræsentanter, at
Danmark er forpligtet til at anholde premierminister Benjamin Netanyahu og
udlevere ham til Den Internationale Straffedomstol, hvis han kommer til Danmark,
og i givet fald hvordan? Hvis ikke, vil ministeren redegøre for hvorfor?
Der henvises til artiklen ”Sudans klimaforhandler beskyldes for krigsforbrydelser”,
Berlingske, den 25. november 2009, hvor følgende fremgår: “Statsminister Lars
Løkke Rasmussen (V) har inviteret Sudans præsident med til klimatopmødet, lige
som han har inviteret alle andre stats- og regeringschefer. Men ifølge
Udenrigsministeriet har Danmark mundtligt gjort det klart for Sudan, at Danmark er
forpligtet til at arrestere præsident Bashir, hvis han tropper op på klimatopmødet.”
Svar
Det er regeringens holdning, at hvis der er mistanke om internationale
forbrydelser, skal de retsforfølges.
Regeringen støtter op om Den Internationale Straffedomstol, der yder et vigtigt
bidrag til den internationale retsorden.
Danmark overholder selvsagt sine folkeretlige forpligtelser og bakker fuldt op om
Den Internationale Straffedomstols uafhængighed, ligesom Danmark, i medfør af
Rom-statutten, er underlagt en generel samarbejdsforpligtelse over for Den
Internationale Straffedomstol, der indebærer, at Danmark som udgangspunkt er
forpligtet til at gennemføre domstolens beslutninger om anholdelse og udlevering.
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2, 1448 København K Tlf.: +45 3392 0000 Fax: +45 32 54 05 33
E-mail:
[email protected]
Web: UM.dk
1/2
URU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 28: Spm., om Danmark har gjort sin forpligtelse til at anholde premierminister Netanyahu ved evt. besøg i Danmark klar over for Israel
Jeg kan oplyse, at hvis personer, der er omfattet af en arrestordre fra Den
Internationale Straffedomstol, skulle indfinde sig på dansk territorium, vil det være
op til de danske retshåndhævende myndigheder at tage stilling til sagen. I den
forbindelse vil bl.a. de folkeretlige regler om immunitet kunne have betydning for
Danmarks forpligtelser i henhold til en arrestordre.
Dagen efter ICC udstedte arrestordrer mod premierminister Netanyahu, samt i
øvrigt Israels tidligere forsvarsminister Yoav Gallant og Hamas-lederen Mohammed
Deif, havde jeg en samtale med Israels udenrigsminister Gideon Saar. Her
redegjorde jeg for Danmarks tilgang til ICC og de udstedte arrestordrer.
Med venlig hilsen
Lars Løkke Rasmussen
2/2