Sundhedsudvalget 2024-25
SUU Alm.del
Offentligt
2946174_0001.png
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
M [email protected]
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 29-11-2024
Enhed: Psykiatri og Misbrug
Sagsbeh: lpe
Sagsnr.:2024 - 13518
Dok. nr.: 251884
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål 76 (Alm. del), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 1. november
2024. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra ikkemedlem af udvalget Torsten Gejl
(ALT).
Spørgsmål 76:
”Hvad
er ministerens holdning til et øjeblikkeligt forbud mod THCA, og mener
ministeren, at et sådant forbud kan rummes indenfor bemyndigelsen i Lov om
euforiserende stoffer § 1 og § 2a, som taler om stoffer der ” … frembyder ganske
særlig fare i anledning af de euforiserende egenskaber”, når TCHA ikke er et
euforiserende stof?
Vil ministeren også redegøre for, om et øjeblikkeligt forbud vil have karakter af
ekspropriation overfor den branche, der producerer THCA?”
Svar:
Indenrigs- og Sundhedsministeriet er bekendt med, at Sundhedsstyrelsen arbejder på
at finde en løsning på, hvordan man efter lovgivningen om euforiserende stoffer kan
forbyde THCA på en fornuftig og effektiv måde.
Sundhedsstyrelsen er i forbindelse med det omhandlede arbejde opmærksom på, at
alene stoffer, som frembyder fare i anledning af de euforiserende egenskaber, som
stofferne har eller antages at have, kan forbydes efter § 2 i lov om euforiserende
stoffer, og at alene stoffer, som frembyder ganske særlig fare i anledning af de
euforiserende egenskaber, som stofferne har eller antages at have, kan forbydes
efter lovens § 1. Sundhedsstyrelsen er ligeledes opmærksom på, at bestemmelserne i
lovens §§ 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på stoffer, der kan omdannes til
stoffer med euforiserende egenskaber.
Måtte Sundhedsstyrelsens arbejde munde ud i en indstilling til Indenrigs- og
Sundhedsministeriet om at forbyde THCA efter en af ovennævnte bestemmelser, vil
det afhænge af indstillingens nærmere indhold, hvor hurtigt stoffet forbydes.
Som i forbindelse med forberedelsen af anden lovgivning vil Indenrigs- og
Sundhedsministeriet være opmærksom på grundlovens § 73 om ejendomsrettens
ukrænkelighed (ekspropriation), hvis Sundhedsstyrelsen måtte indstille til ministeriet
at forbyde THCA.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde