Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 26-11-2024
Enhed: Sygehuspolitik
Sagsbeh: maj
Sagsnr.:2024 - 13208
Dok. nr.: 247093
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 65 (Alm. del), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 29. oktober
2024. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Kirsten Normann Andersen (SF).
Spørgsmål nr. 65:
”Kan ministeren svare på, hvorvidt der er en sammenhæng mellem alder og graden
af
alvorlige følgevirkninger og hospitalsindlæggelser, som følge af smitte med
skoldkopper?”
Svar:
Til brug for besvarelsen er der indhentet bidrag fra Sundhedsstyrelsen, som oplyser
følgende:
”I Danmark og andre lande med tempereret klima og i fravær
af vaccination er
skoldkopper en typisk børnesygdom, som langt de fleste har haft inden de når
teenagealderen, hvorfor indlæggelser med komplikationer til skoldkopper ses langt
hyppigst blandt børn. Voksne, der rammes af skoldkopper, er dog i øget risiko for
alvorlige komplikationer, der kan føre til hospitalsindlæggelse fx lungebetændelse
eller hjernebetændelse1. Hvis gravide rammes af skoldkopper, er der risiko for
alvorlig sygdom hos den gravide selv, særligt er der risiko for lungebetændelse.
Rammes den gravide af skoldkopper i første halvdel af graviditeten, er der ifølge en
litteraturgennemgang ca. 1 % risiko for, at det ufødte barn udvikler medfødt varicella
syndrom, der kan vise sig ved ardannelse, underudvikling af arme og ben, hjerne og
øjne. Medfødt varicella syndrom er forbundet med høj dødelighed.
Efter skoldkoppeinfektion forbliver virus i kroppen i dvale i nerveceller og kan senere
i livet give anledning til helvedesild (herpes zoster) typisk hos ældre, personer med
nedsat immunforsvar og personer med kronisk sygdom. Helvedesild er et smertefuldt
udslæt, der typisk udvikler sig på den del af huden, som forsynes af den nerve, hvor
virus har ligget i dvale. Ca. 10-30 % af befolkningen rammes på et tidspunkt af herpes
zoster. Helvedesild er også forbundet med komplikationer, og en del patienter
udvikler langvarige smerter. Risikoen for udvikling af langvarige smerter stiger med
alderen og opstår hos ca. 35 % af ældre over 80 år, der har haft helvedesild.”
Jeg henholder mig til Sundhedsstyrelsens oplysninger.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde