Sundhedsudvalget 2024-25
SUU Alm.del
Offentligt
2992498_0001.png
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
M [email protected]
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 19-03-2025
Enhed: Patientsikkerhed og Lovkvalitet
Sagsbeh: sike
Sagsnr.:2025 - 2225
Dok. nr.: 302034
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 309 (Alm. del), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 19. februar 2025.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Kirsten Normann Andersen (SF).
Spørgsmål nr. 309:
”Kan ministeren bl.a. i forlængelse af artiklen ”Eksperter rystet
over afslag til mor: -
Aldrig set noget lignende” fra TV2-Østjylland
d. 18.februar 2025 klarlægge og svare
hvilke regler der er gældende for pårørendes aktindsigt i afdødes
patientjournaler?
med hvilken begrundelse kan sygehuse nægte pårørende aktindsigt til
patientjournaler?”
Svar:
En afdød patients nærmeste pårørende har ret til at få videregivet oplysninger om
afdødes sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde, hvis det må antages ikke at stride
mod den afdøde patients ønske og hensynet til afdøde, eller andre private interesser
ikke taler afgørende herimod. Det følger af sundhedslovens § 45, stk. 1, 1. pkt.
Bestemmelsen tager sigte på den situation, hvor afdødes nærmeste pårørende
ønsker oplysninger om årsagen til dødens indtræden m.v. Dette vil typisk ske ved, at
de nærmeste pårørende f.eks. henvender sig til det sygehus, hvor vedkommende var
indlagt og efterfølgende afgik ved døden eller til afdødes praktiserende læge.
Oplysninger om afdødes sygdomsforløb omfatter kun sygdomsforløbet umiddelbart
op til dødens indtræden, herunder i almindelighed kun det sygdomsforløb, som
vedrører den sygdom, der var årsagen til dødens indtræden. Det beror på en konkret
vurdering, hvilke oplysninger om afdødes sygdomsforløb, den nærmeste pårørende
kan få oplysning om, og hvor langt tilbage i tid. Hvis dødsårsagen er usikker, kan der
efter omstændighederne gives flere oplysninger om sygdomsforløbet.
Oplysningerne må kun videregives efter bestemmelsen, hvis det må antages, at det
ikke ville stride mod afdødes ønske, og hvis hensynet til afdøde eller andre private
interesser ikke taler afgørende herimod. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis journalen
indeholder oplysninger om afdøde eller forholdet mellem den afdøde og de
pårørende, som det konkret må antages, at den afdøde ikke ville have ønsket, de
pårørende blev bekendt med. Har afdøde udtrykkeligt fremsat ønske om, at de
pårørende ikke må få videregivet oplysningerne, vil oplysningerne som udgangspunkt
ikke kunne videregives.
I særlige tilfælde kan der videregives oplysninger om sygdomsforløb, dødsårsag og
dødsmåde, selvom afdøde udtrykkeligt har modsat sig dette, ligesom der kan
videregives andre oplysninger til afdødes nærmeste pårørende, end oplysninger om
SUU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 309: Spm. om kommentar til artiklen Eksperter rystet over afslag til mor: - Aldrig set noget lignende fra TV2-Østjylland 18/2-25
sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde. Det forudsætter, at betingelserne i den
såkaldte værdispringsregel i sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2, er opfyldt. Dette følger
af sundhedslovens § 45, 2. pkt.
Det er en betingelse for videregivelse efter denne værdispringsregel, at
videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse
eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre, jf. lovens §
43, stk. 2, nr. 2. Hvorvidt betingelserne herfor er opfyldt, vil bero på et konkret skøn,
hvorved der tages stilling til, om den pårørendes interesse i at få oplysningerne klart
overstiger den afdødes krav på fortrolighed.
Den pårørendes interesse i at få helbredsoplysninger om den afdøde vil bl.a. efter
omstændighederne kunne overstige den afdødes krav på fortrolighed, hvis den
pårørende har mistanke om, at den afdøde blev udsat for fejlbehandling.
Sundhedslovens § 45, 2. pkt., indebærer ikke en ret for den pårørende til at få de
ønskede oplysninger, men en mulighed for, at oplysningerne kan udleveres, uden at
der herved sker en tilsidesættelse af tavshedspligten.
Afslutningsvist skal jeg bemærke, at nærmeste pårørende har adgang til at klage til
Styrelsen for Patientklager over afslag på videregivelse af visse helbredsoplysninger
om en afdød patient. Klagen behandles enten af Styrelsen for Patientklager eller
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. Dette følger af klage- og erstatningslovens § 1,
stk. 1, og § 2, stk. 1.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde
Side 2