Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 07-03-2025
Enhed: Lægemidler
Sagsbeh: BBW
Sagsnr.:2025 - 2490
Dok. nr.: 304880
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 275 (Alm. del), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 7. februar 2025.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra ikke medlem af udvalget (MFU) Morten
Messerschmidt (DF).
Spørgsmål nr. 275:
”Vil
ministeren oplyse, hvilke tilladelser og juridiske procedurer der kræves for at
udstille menneskelige rester i Danmark, og om udstillingen Human-Bodies
overholder gældende lovgivning?”
Svar:
Der er i Europarådets konvention af 4. april 1997 om menneskerettigheder og
biomedicin
(”Bioetikkonventionen”),
jf. bekendtgørelse nr. 65 af 11. december 2000,
fastsat bestemmelser vedr. beskyttelse af menneskerettigheder og menneskelig
værdighed i forbindelse med anvendelse af biologi og lægevidenskab, herunder
anvendelsen af menneskekroppe.
Det er i konventionens artikel 21 fastsat, at den menneskelige krop og dens
bestanddele ikke som sådan må give anledning til økonomisk gevinst.
I artikel 22 er det fastsat, at såfremt en del af et menneskeligt legeme fjernes under
en intervention, kan en sådan del kun opbevares og anvendes til andet formål end
det, der var årsag til fjernelsen, såfremt dette sker i overensstemmelse med
gældende regler om information og samtykke.
Det fremgår af udstillerens hjemmeside, at udstillingen
”Body
Worlds” har til formål
at formidle grundig og detaljeret viden om menneskelige kroppe. Det fremgår
endvidere, at kroppene, som udstilles, stammer fra et donationsprogram, som
administreres af Institute for Plastination i Heidelberg i Tyskland og er doneret til
udstillingen.
I relation hertil har udstilleren tidligere bekræftet, ifølge deres hjemmeside, at
donorerne har givet informeret samtykke til at indgå i udstillingen. På udstillerens
hjemmeside henvises der således til et ’ethics review’, som er gennemført af en etisk
komité i regi af California Science Center i USA, hvoraf det bl.a. fremgår, at komitéen
er enige om, at de udstillede kroppe er skænket med donorernes informerede
samtykke til undervisningsformål. Komitéen vurderer endvidere, at udstillingen har
betydelig læringsværdi.
Det bemærkes, at udstilleren ifølge hjemmesiden ikke tager imod nye donationer på
nuværende tidspunkt og på ubestemt tid har lukket for nye donoransøgninger.