Sundhedsudvalget 2024-25
SUU Alm.del
Offentligt
2961540_0001.png
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
M [email protected]
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 06-01-2025
Enhed: Psykiatri og Misbrug
Sagsbeh: embj
Sagsnr.:2024 - 14766
Dok. nr.: 267201
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 172 (Alm. del), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 4. december
2024. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Louise Brown (LA).
Spørgsmål nr. 172:
”Vil
ministeren redegøre for, hvor langt Sundhedsstyrelsen og andre relevante parter
er med at udvikle og beskrive modellen for en tryg opfølgning i børne- og
ungdomspsykiatrien efter endt behandlingsforløb? Der henvises til ”Aftale om en 10-
årsplan for psykiatrien og mental sundhed”
Svar:
For mange børn, unge og deres familier oplever at vente for længe på at få den
fornødne behandling i den regionale børne- og ungdomspsykiatri. Samtidig oplever
nogle børn, unge og deres familier, at de ikke får den opfølgning efter endt forløb i
børne- og ungdomspsykiatrien, som de har behov for. Mangel på tidlige
behandlingsindsatser og manglende opfølgning kan have store konsekvenser for børn
og unge og i værste fald føre til en forværring af deres psykiske sygdomsforløb eller
tilbagefald.
Derfor blev der som en del af
Aftale om en bedre psykiatri
fra november 2023
igangsat to initiativer om udvikling og implementering af modeller for hhv. hurtig
opstart af behandling i børne- og ungdomspsykiatrien og tryg opfølgning efter endt
forløb i børne- og ungdomspsykiatrien.
På den baggrund er Sundhedsstyrelsen, under tæt inddragelse af Danske Regioner, i
gang med at udvikle og beskrive de faglige modeller for de to initiativer, som begge
skal styrke det samlede patientforløb for børn og unge i psykiatrien. De to modeller
vil blive beskrevet i ét samlet fagligt produkt, som vil danne rammerne for
regionernes implementering.
Jeg forventer, at det faglige arbejde med modellerne foreligger i januar 2025,
hvorefter initiativerne kan implementeres.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde