Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 7955
Doknr.
933817
Dato
22-11-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 29. oktober 2024 stillet følgende spørgsmål nr.
91 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra Charlotte Broman Mølbæk (SF).
Spørgsmål nr. 91:
”Vil ministeren redegøre for, hvilke handlemuligheder Socialtilsynet har,
såfremt Socialtilsynet bliver gjort opmærksom på bekymrende forhold på et
tilbud, som ikke er godkendt af Socialtilsynet, men som har et eller flere børn
og unge anbragt jævnfør barnets lov § 12, stk. 3?”
Svar:
Jeg kan oplyse, at det efter barnets lov § 133 påhviler personer, der udøver
offentlig tjeneste eller offentligt hverv, at underrette kommunalbestyrelsen,
såfremt de under udøvelsen af deres hverv enten får direkte kendskab til eller
har grund til at antage, at et barn eller en ung har behov for særlig støtte. Dette
omfatter eksempelvis situationer, hvor et barn eller en ung lever under
bekymrende forhold.
Jeg kan i øvrigt oplyse, at Social- og Boligministeriet den 18. november har
sendt et brev til alle landets kommuner og de fem socialtilsyn for at gøre
kommunerne opmærksomme på forpligtelsen til at overholde reglerne om brug
af ikke-godkendte tilbud i bl.a. barnets lov og samtidig gøre socialtilsynene
opmærksomme på muligheden for at orientere det kommunale tilsyn i
Ankestyrelsen, hvis de bliver bekendt med kommuner, der ikke overholder
lovgivningen.
Som det fremgår af brevet, har socialtilsynet ikke kompetence i forhold til den
enkelte kommune, der træffer eller har truffet afgørelse om f.eks. anbringelse
af et barn eller en ung, men socialtilsynet kan altid rette henvendelse til en
konkret kommune og orientere om de gældende regler, såfremt socialtilsynet
bliver bekendt med, at kommunen ikke overholder reglerne om brug af ikke-
godkendte tilbud. Hvis dette ikke vurderes tilstrækkeligt, kan socialtilsynet
orientere det kommunale tilsyn i Ankestyrelsen om problemstillingen.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
1