Socialudvalget 2024-25
SOU Alm.del
Offentligt
2941801_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 7955
Doknr.
933817
Dato
22-11-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 29. oktober 2024 stillet følgende spørgsmål nr.
86 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra Charlotte Broman Mølbæk (SF).
Spørgsmål nr. 86:
”Vil ministeren oplyse, hvor mange tilbud, der findes i landet, som ikke er
godkendt af Socialtilsynet, men hvor kommunerne kan akutanbringe børn og
unge, jævnfør barnets lov § 12, stk. 3?”
Svar:
Det er desværre ikke muligt at svare på, hvor mange ikke-godkendte tilbud der
findes. Dette skyldes, at det først er, når et tilbud er godkendt af socialtilsynet,
at oplysninger om tilbuddet fremgår af Tilbudsportalen, som er en offentligt
tilgængelig oversigt over bl.a. anbringelsessteder godkendt af socialtilsynet.
Der findes således ikke et tilsvarende register med oplysninger om tilbud, der
ikke er godkendt af socialtilsynet. Social- og Boligministeriet har dermed ikke
dækkende viden om udbredelsen samt kommunernes anvendelse af sådanne
tilbud.
Jeg vil i forlængelse heraf gøre det klart, at begrebet ”akutanbringelse” ikke
anvendes i barnets lov og heller ikke er en særskilt kategori af anbringelser,
ligesom det ikke er en funktion, som et tilbud kan blive særligt godkendt til af
socialtilsynet.
Jeg kan desuden oplyse, at i akutte situationer kan kommunerne efter barnets
lov § 12, stk. 3, og servicelovens § 4, stk. 4, anvende et ikke-godkendt tilbud i
op til tre uger, hvis der ikke findes et egnet godkendt tilbud til borgeren.
Kommunen skal i disse situationer orientere socialtilsynet. Socialtilsynet kan
hvis der er særlige grunde herfor træffe afgørelse om, at det ikke-godkendte
tilbud kan anvendes i yderligere tre uger.
Hvis socialtilsynet bliver bekendt
med, at en kommune ikke overholder reglerne i servicelovens § 4, stk. 4, eller §
12, stk. 3, i barnets lov, kan socialtilsynet
orientere det kommunale tilsyn i
Ankestyrelsen herom. Socialtilsynet har imidlertid ingen selvstændig
kompetence over for kommunerne i forhold til dette.
Det er vigtigt for mig at understrege, at det selvfølgelig er helt afgørende, at
kommunen, når den anbringer et barn – ikke mindst akut på et ikke-godkendt
tilbud - gør sig dette store ansvar bevidst. Det er kommunerne, der træffer
afgørelse om valg af det konkrete anbringelsessted, og det er dermed
handlekommunen, der har ansvaret for at sikre, at det valgte tilbud – også i
akutte situationer – er egnet til barnet eller den unge, samt at der føres tilsyn
1
SOU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 85: Spm. om, hvor mange børn og unge der siden ikrafttrædelsen af barnets lov, akut er anbragt på et tilbud, der ikke er godkendt af Socialtilsynet
2941801_0002.png
hermed. Barnet eller den unges handlekommune har pligt til at føre
personrettet tilsyn og følge op på de anbringelser, der igangsættes lige såvel
som de har med ikke-akutte anbringelser. Efter §§ 95, 96 og 156 i barnets lov
skal kommunen i den løbende opfølgning og det personrettede tilsyn med
barnet eller den unge ligeledes være opmærksom på behovet for eventuelt at
træffe afgørelse om ændring af anbringelsessted i det omfang, det må anses
nødvendigt af hensyn til formålet med anbringelsen.
Jeg kan supplerende oplyse, at Social- og Boligministeriet den 18. november
har sendt et brev til alle landets kommuner og de fem socialtilsyn, hvori der
gøres opmærksom på kommunernes forpligtelse til at overholde reglerne for
brug af ikke-godkendte tilbud efter barnets lov og serviceloven. Baggrunden for
dette er, at ministeriet er blevet opmærksom på, at akut anbringelse af børn
eller unge eller akut optagelse af voksne i sociale tilbud, der ikke er godkendt
af socialtilsynet, i nogle situationer sker uden orientering af socialtilsynet eller i
længere tid, end reglerne giver mulighed for, samt at der tilsyneladende er tale
om en generel problemstilling. I brevet gøres der endvidere opmærksom på, at
de fem socialtilsyn har mulighed for at orientere det kommunale tilsyn i
Ankestyrelsen, hvis socialtilsynet bliver bekendt med kommuner, der ikke
overholder lovgivningen på dette område.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
Bilag:
Bilag 1: Orienteringsbrev til kommuner og socialtilsyn.
2