Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 25-11-2024
Enhed: Forvaltningsjura
Sagsbeh: nhu
Sagsnr.:2024 - 13419
Dok. nr.: 254909
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 72 (Alm. del), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 28. oktober
2024. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Socialudvalget.
Spørgsmål nr. 72:
”Vil ministeren redegøre for, hvor længe Ankestyrelsen har kendt til ventelisterne til
botilbud i de øvrige kommuner, dvs. ud over
Københavns Kommune?”
Svar:
Indenrigs- og sundhedsministeriet er ikke i besiddelse af oplysninger herom. Jeg har
derfor anmodet Ankestyrelsen om bidrag til besvarelse af spørgsmålet.
Ankestyrelsen oplyser følgende:
’’Ankestyrelsens tilsyn behandler
for tiden tre sager om forsyningspligten i sager om
botilbud efter serviceloven, heriblandt sagen om forsyningspligten i sager om botilbud
i Københavns Kommune. De to øvrige sager er vedrørende Odense Kommune og
Aarhus Kommune.
Sagen vedrørende Odense Kommune er oprettet på baggrund af en
borgerhenvendelse i august 2021 med henvisning til kommunens kvalitetsstandarder,
hvoraf det fremgår, at der er ventelister på en række bestemmelser, herunder
botilbud. På baggrund af henvendelsen anmodede Ankestyrelsens tilsyn i januar 2022
kommunen om en udtalelse, som blev modtaget i marts 2022. I marts 2024 blev der
sendt en supplerende høring til kommunen, hvor tilsynet bad om en status.
Kommunen svarede tilsynet i april 2024.
Sagen vedrørende Aarhus Kommune er oprettet på baggrund af en henvendelse fra
en privat socialrådgiver i august 2024 med henvisning til en konkret sag, hvor en
borger venter på et botilbud. På baggrund af henvendelsen anmodede Ankestyrelsens
tilsyn i september 2024 kommunen om en udtalelse, som blev modtaget samme
måned.
Indenrigs- og sundhedsministeren har den 24. oktober 2024 pålagt Ankestyrelsens tilsyn
at rejse tilsynsager over for fem kommuner om efterlevelse af regler om forsyningspligt
på socialområdet, herunder de tre nævnte sager om ventelister til botilbud. Pålægget
medfører, at Ankestyrelsens tilsyn vil afgive en udtalelse efter § 50 i
kommunestyrelsesloven samt tage stilling til, om der er grundlag for at pålægge
tvangsbøder efter § 50 b i samme lov. Ankestyrelsens tilsyn prioriterer sagerne og
forventer, at de tre sager om ventelister til botilbud kan afsluttes i indeværende år.’’