Folketingets socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 7257
Doknr.
939996
Dato
20-12-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 2. oktober 2024 stillet følgende spørgsmål nr.
7 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares endeligt.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Katrine Daugaard (LA).
Spørgsmål nr.: 7
”I regeringen og KL’s økonomiaftale for 2024 blev det besluttet at lave en
lånepulje for at opnå en »udvidelse af den kommunale botilbudskapacitet på
det specialiserede socialområde med henblik på at understøtte en mere rimelig
prissætning på området«. Vil ministeren redegøre for, hvad det er for en
urimelig prissætning, der henvises til, når priserne pr. borger falder for
midlertidige og længerevarende ophold på botilbud, jf. Tranæs-rapporten
»Anbefalinger til en bæredygtig faglig og økonomisk udvikling på
socialområdet« fra foråret 2024?”
Svar:
Jeg vil henvise til Ekspertudvalgs delrapport 1, hvor behovet for en udbygning
af den kommunale botilbudskapacitet beskrives. Her fremgår det at:
”En tilstrækkelig botilbudskapacitet i kommunerne er en forudsætning for, at
der findes et konkurrencedygtigt marked med en rimelig prissætning og bredt
udbud af botilbud, som imødekommer borgernes individuelle behov. Dette skal
ses i lyset af, at omtrent hver tredje kommune i 2022 havde haft en høj grad af
overefterspørgsel fra egne borgere de seneste tre år, dvs. haft større
efterspørgsel på botilbud, end de har kunnet imødekomme med egne botilbud.
[…] De nuværende regler for etablering af sociale tilbud indeholder skæve
kommunale incitamenter til at etablere botilbud efter almenboligloven frem for
serviceloven. Skævvridningen i etableringen af nye pladser kan bidrage til, at
der ikke er balance mellem, hvilke typer tilbud der er behov for, og hvilke tilbud
der etableres. Det hæmmer samtidig kommunernes udgiftsstyring.
[…] I forhold til oprettelse af kommunale sociale tilbud står kommunerne i det
dilemma, at de på den ene side har brug for tilbud, der giver mest mulig
fleksibilitet i forhold til løbende at tilpasse sig ændrede behov hos den konkrete
borger. Det kan typisk bedst tilgodeses i tilbud til midlertidigt ophold efter
servicelovens § 107, mens det mindst kan tilgodeses i tilbud efter
almenboligloven, hvor borgeren får en lejekontrakt og er beskyttet af
lejelovgivningen. Borgerne får derudover lejerlignende rettigheder i tilbud til
længerevarende ophold efter serviceloven. På den anden side er kommunerne
underlagt en anlægsramme, der gør, at de for at etablere et socialt tilbud efter
1