Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 7923
Doknr.
932578
Dato
21-11-2024
Folketingets Socialudvalg har den 28. oktober 2024 stillet følgende spørgsmål
nr. 64 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Katrine Daugaard (LA).
Spørgsmål nr. 64:
”Vil ministeren redegøre for, hvor mange danskere der er adopteret fra
Sydkorea i 1985 og 1986, samt om dette tal passer med de 4.000 sager, som
ministeren nævnte, det drejer sig om under besvarelsen af undertegnedes
mundtlige § 20-spørgsmål den 23. oktober 2024? Og vil ministeren redegøre
for – i så fald at tallene ikke stemmer overens – om det skyldes, at ministeren
endnu ikke har hentet oplysninger fra Sandhedskommissionens foreløbige
redegørelse?”
Svar:
Jeg oplyste ved min mundtlige besvarelse af spørgsmål nr. S 86 den 23.
oktober 2024, som omhandlede den foreløbige rapport af 9. september 2024
fra den sydkoreanske Sandhedskommission, at der er gennemført 4.000
adoptioner til Danmark gennem det sydkoreanske adoptionsbureau Holt
Children’s Services, som har samarbejdet med danske organisationer om
international adoption. Tallet vedrører hele perioden for det danske samarbejde
med Holt Children’s Service og ikke kun årene 1985 og 1986.
Rapporten fra Sandhedskommissionen er alene offentliggjort på koreansk.
Ud fra den oversættelse af rapporten, som ministeriet har foretaget, og med det
forbehold kan det udledes, at rapporten primært omhandler overtrædelser af
menneskerettigheder på fire fangefaciliteter i Sydkorea fra 1982-1991 og
herudover kun kort berører internationale adoptioner.
Af denne korte passage i rapporten fremgår det, at der har været tilfælde, hvor
børn født af kvinder på to institutioner, Daegu City Hope Center og Chungnam
Cheonseong Center, er blevet overført til adoptionsbureauer med henblik på
international bortadoption dagen efter, at de er født. Det fremgår også, at nogle
kvinder har samtykket til adoption, mens andre er blevet presset til at give
deres samtykke. Det fremgår videre af rapporten, at børnene fra institutionerne
blev frigivet til adoption til bl.a. det sydkoreanske adoptionsbureau Holt
Children’s Service.
Rapporten fra Sandhedskommissionen ses ikke at indeholde specifikke årstal i
forhold til indholdet om adoption, men jeg kan forstå, at de to omtalte år skulle
være meldt ud i en pressemeddelelse fra Sandhedskommissionen.
1