Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 7868
Doknr.
930713
Dato
21-11-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 24. oktober 2024 stillet følgende spørgsmål nr.
57 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra Katrine Daugaard (LA).
Spørgsmål nr. 57:
”Vil ministeren redegøre for, hvorfor ministeren mener, det er vigtigt at
sætte
system før borger og afskaffe muligheden for at klage over en bortvisning fra et
herberg?”
Svar:
Jeg mener, at der er forskel på den situation, hvor en borger udskrives på
almindelig vis ud fra en målgruppevurdering foretaget af herbergslederen og
den situation, hvor borgeren udskrives på baggrund af en bortvisning som følge
af brud på herbergets ordensregler.
Det er min opfattelse, at herbergslederen i visse situationer kan blive nødt til at
bortvise en borger som en konsekvens af borgerens adfærd af hensyn til de
øvrige beboeres samt personalets sikkerhed og tryghed. I disse tilfælde mener
jeg ikke, at afgørelsen bør kunne påklages til Ankestyrelsen.
Det er vigtigt for mig at understrege, at bortvisning fra et herberg ikke må ske
vilkårligt, men alene ud fra et sagligt hensyn. Og der må ikke vælges en
sanktionsmulighed, der er mere indgribende end nødvendigt ved den konkrete
overtrædelse af ordensreglerne.
Jeg kan i den forbindelse oplyse om, at Social- og Boligministeriet derfor er i
gang med at udarbejde en guide til, hvad der kan reguleres i ordensregler, med
henblik på at sikre, at herbergslederne er bekendte med reglerne på området,
herunder at de forvaltningsretlige grundsætninger om saglighed,
proportionalitet mv. skal være opfyldte ved brug af sanktioner på herberger.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
1